Ugen der gik

Set i glimt, undskyld, i knæ:

Mandag:

Tirsdag:

Onsdag:

Torsdag:

Fredag:

Hvis man nu skal se det fra den positive side, så er det virkelig rart, at flyverdragtsæsonen nu er ved at være slut. Men altså. Mindste Pode har ikke et eneste par hele bukser tilbage.
Fuck.

Nå, til helvede med det; solen skinner, alting springer ud, og jeg har denne her på hjernen:

Dagens sang

Forelsket i København

Ha’ en fantastisk weekend!

Tossekassepolemik

Vi har nogle morgenregler hjemme hos os. Eller et par stykker, i hvert fald. Prøver vi på. Og allerede nu, kan du sikkert fornemme, hvor vage vi er omkring det. Nå. Men det drejer sig sådan overordnet set om, at man ikke må spille iPad om morgenen. Man må til nød tjekke et enkelt kampresultat eller to fra aftenen før, men så(!) er det også slut. Meningen er, at ældstepoderne (der vågner før en vis herre får iført sig sit fodtøj) skal bruge morgenens få ledige stunder til at catche op på lidt læsning. Hvis der mod forventning skulle være flere minutter at tage af, så må der stenes fjernsyn. For at undgå kriser omkring fjernsynskiggeriet (fordi der er forskellige præferencer), er der også en regel der hedder, at man kan se Ramasjang på mandage, onsdage og fredage, mens der er Ultra på tirsdage og torsdage. Eftersom det primært er Mindste Pode, der stener fjernsyn, kører der også mestendels Ramasjang på tirsdage og torsdage.

Det vil så i hvert fald sige indtil for nyligt. For af årsager, som jeg desværre ikke er bekendt med, er Mindste Pode faldet over en serie på TV3+. Viser de børnefjernsyn, spørger du måske, og til det kan jeg svare: Nej. Helt og aldeles nej. Men hvad ser han så? Ja det er jo et godt spørgsmål.

Det viser sig, at TV3+ i tidsrummet 6:00-7:30 kører en serie ved navn ’Chicago P.D.’, som ifølge omtalen er ”et medrivende politidrama om de mænd og kvinder i Chicago Politis distrikt 21, som sætter alt ind på at tjene og beskytte lokalsamfundet”. Og det er da bare enhver forælders ønskedrøm, at ens femårige pode starter den spæde dag med skuddramaer, prostitution og narkohandel. For slet ikke at tale om mord. Eller andre typer scener, der er sådan…knapt så børneegnede. For de dersens politibetjente, de kaster sig jo i grams hos hinanden for et godt ord, for nu at sige det som det er. Og jeg skal da lige love for, at det er medrivende; Mindste Pode elsker det! Rub og stub. Han står gladelig op hver morgen, kværner to portioner cornflakes plus en krydderbolle med boysenbærsyltetøj; han hopper i tøjet og ind foran fjerneren, hvor han zapper hen til TV3+, og med et fingerknips er han ganske og aldeles tabt for omverdenen.

Og jeg føler mig lidt splittet. For på den ene side føler jeg, at jeg bør sætte en stopper for det. Og på den anden side, så synes jeg faktisk, at det virkelig morsomt. Hvor kriminelt er det på en skala fra et til ti? Uagtet mine splittede følelser, så er spørgsmålet, hvor længe det kan blive ved? Med andre ord: Kan der være tale om en fase? Forældre elsker jo at bagatellisere ting som værende en fase. Men igen, når jeg tænker på, hvor længe og hvor glad jeg i sin tid selv var for ’Dollars’ (dog ikke som femårig…), så kan det godt have lidt halvlange udsigter, er jeg bange for.
Jeg har prøvet at lokke ham tilbage til Ramasjang ved at sige ting som ”Ejjj, ved du hvad?! Jeg tror sørme, at der er Chuggington på Ramasjang lige nu!”, hvortil poden blot har frembragt en meget kvindagtig kimselyd. Men indtil videre, så lader vi barnet, som man siger (og lægger lidt ekstra i kassen til den dersens psykolog).

Dagens kloge ord

”Dræb ikke fluen på din vens pande med en økse”
Kinesisk ordsprog

Dagens citat
(fra Chicago P.D., hvis du skulle være i tvivl…)

Olinsky: ”Donald Clark. Why don’t we let him loose?
Voight: ”He solicited a murder, Al.
Olinsky: “Not like we haven’t done worse.

…Altså….?

Om mangel på indre ild

I morges vågnede jeg op til dette skønne indlæg hos Skalotteløg, hvor hun spørger, om vi forventer for meget af livet. Indlægget handler om arbejdspres og arbejdsglæde, og måske særligt manglen på samme i forbindelse med sidstnævnte. Jeg gav mig i krig med en bemærkning i kommentarfeltet, der hurtigt viste sig at blive alt for lang. Så nu brygger jeg videre på spørgsmålet på mit eget domæne i stedet for, fordi indlægget virkelig fik mig til at tænke.

Jeg står ikke i den situation, at min arbejdssituation er usikker. Jeg har en fast stilling, og tror i udgangspunktet ikke, at jeg står øverst på listen over fyringsegnede kandidater på min arbejdsplads. Indholdet i min stilling varierer en del; jeg keder mig sjældent, men ved også præcist hvad der forventes af mig, og jeg kan hovedparten af mine opgaver til hudløshed. Det er ikke forkert at sige, at fordi jeg er garvet, kan jeg køre en del af min opgaveportefølje på samme måde som en fabriksarbejder, der sorterer sild ved samlebåndet. Det er både godt og skidt. Det er godt for mit i forvejen begrænsede overskud. Men. Og det er et STORT men: Så udvikler jeg mig jo ikke. Jeg rykker mig ikke. Jeg har siddet i den samme stilling i syv år. Og så er det nu at man (altså jeg) skal til at tænke over, om man så ikke ender med at sidde fast?

Skalotteløg nævner sin mors generation, der var tilfredse med den faste indkomst og de gode kolleger. Dette argument kan jeg virkelig godt følge! Men det er som om, det ikke længere er tilladt, at tænke sådan. Det er som om man skal ville mere. Man skal ride på en bølge af nye udfordringer, som gør én lykkelig. “Jeg elsker mit arbejde!” skal man helst kunne sige, og mene det. Dér er jeg ikke helt, vil jeg sige. Jeg sætter stor pris på at jeg har et arbejde, ingen tvivl om det, men jeg har ikke hede drømme om det om natten, lad mig sige det sådan. Og det går jeg faktisk meget og tænker på i øjeblikket (også før Skalotteløg skrev sit indlæg). For det skal man jo helst have, altså de hede drømme, for at være ’rigtig’ i det her samfund. Man skal dybest set helst være startet som stik-i-rend-dreng og ende som direktør. Det er den slags CV’er der blæser folk om kuld, og skaber de flotte nekrologer. Man kan se tendensen alle steder. Damebladene er et godt eksempel på et medie, der pacer historierne om de selvstændige erhvervsdrivende kvinder frem og ned i halsen på (os) andre, der måske er knapt så passionerede omkring hvad vi foretager. Det er ikke alle, der dagligt rider afsted på arbejde båret af en indre ild (tror jeg), og jeg er i tvivl om hvorvidt det også er sundt (men det skal jeg selvfølgelig mene, nu hvor jeg selv er i tvivl om arbejdsmoradset)?

For tredive-fyrre år siden, var det stadig relativt nyt for kvinderne at være på arbejdsmarkedet, og nu har jeg ikke været i arkiverne hos ’Alt for damerne’, men jeg tror simpelthen ikke at læserne på daværende tidspunkt blev pumpet med opfordringer til i den grad at udleve karrieredrømme og blive lykkelige ad den vej. Jeg tror det er en samfundstendens der er eksploderet. Jeg tror, vi presser hinanden alle sammen, og jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, hvad der er op og ned på det hele.

Og for mit eget vedkommende tænker jeg på, om det er en falliterklæring at blive hvor jeg er. Tænk hvis man skulle ende med at have en eller anden form for jubilæum på ens arbejdsplads; det er jo lige før at det er en form for skamplet fremfor et skulderklap. Det er et vidnesbyrd om CV’et, der stagnerede. Jeg synes det er vildt, at tingene har taget sådan en drejning.

Når alt dette er sagt, så ville jeg selvfølgelig selv smadder-gerne være for eksempel Julia Lahme. Eller en anden sej iværksætter med ben i næsen. Jeg drømmer selvfølgelig også om at have en olympisk flamme der brænder i mit indre 24-7 på samtlige fronter. Men altså… den er ligesom slukket. Og tilbage er spørgsmålet, om jeg skal rykke teltpløkkene op og søge lykken i det forjættede land (so to speak), eller om jeg skal vente på jubilæet?

Hvad gør du?

PS: Hvis du ser noget indre ild på tilbud et sted, så sig lige til, ik’?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Det er en livets kunst at få det, der fylder ens tid, til også at fylde ens liv”
Frithiof Brandt

”Vågner du om morgenen og er ugidelig og nødig vil stå op, så hav straks dette ord rede: Jeg vågner for at udrette min gerning som menneske”
Marcus Aurelius

”De eneste, som aldrig begår fejl, er de, som aldrig gør noget”
Theodore Roosevelt

”Den udretter meget, som elsker meget”
Thomas à Kempis

Der’ noget i luften (jeg ved ikke hvad?)

Dagene er blevet lysere; der er kommet tingester op af jorden, og der er noget i luften.
Det er stensikkert, og det er fantastisk!
Og her forleden vågnede jeg ved lyden af små pip-pip’ere i budskadset udenfor. NU er foråret kommet, tænkte jeg glad, mens jeg samtidig syntes det var knaldgod timing at jeg trods buldrende mørke sådan lige vågnede et par minutter før vækkeuret ringede. Der lå jeg så en rum tid indtil jeg syntes at der nu var gået betragteligt lang tid uden at det hverken var blevet lysere, eller at vækkeuret havde ringet til trods for fuglekorets varslen om morgenstund. Endeligt tænkte jeg, at jeg burde kaste et blik på uret (- altså grunden til at jeg ikke gjorde det i første omgang skyldtes jo, at jeg skal række op efter min mobil på hylden, hvilket jo er vældigt omstændigt, og absolut ikke noget man bare gør for sjov).

Uret siger 01:23. Jeg kan så godt regne ud, at der nok ikke er tale om fuglekvidder, og begynder derfor at tænke over hvad det så er, der spiller mine ører et puds. Finder ud af, at fuglekvidderet er i tiltagende, når Mand ånder ud.

Tror bare jeg kører på genbrugspladsen med de dersens ører, der alligevel ikke fungerer.
Eller, måske ikke til genbrug, men måske noget storskrald af en art. Eller småt brændbart.

Og apropos ører, der ikke altid opererer mest hensigtsmæssigt, hvor meget tror du så at jeg skal gå under radaren når chefen nu har bevilget en ny stol, fordi den man har, siger en virkelig mærkelig klik-klik-klik-lyd. Og det så viser sig, at det slet ikke var stolen, men derimod bordet, som siger den virkelig mærkelige klik-klik-klik-lyd, fordi stikket til hæve-/sænkefunktionen sidder løst (hvilket i sig selv burde få mig til at tænke på, hvor lidt jeg egentlig bruger den dersens hæve-/sænkefunktion……). Hm?…..

Men bortset fra det, så er det (som jeg har skrevet om før), ikke altid skidt at være udfordret på hørelsen. For eksempel kan jeg nævne adskillige sange, der bliver langt mere underholdende når man er udstyret med et par lidt alternativt fungerende ører. Og hvor man helt uforbeholdent giver sig mere tid til at tænke over selve meningen med teksterne, fordi de bare er….underlige?

Jeg vil bringe et par eksempler:

  • Har du for eksempel hørt L.O.C.’s seneste nummer ’Jeg’ så li’glad om du er til fodbold’?
    Øh, nå?
  • Så er der den dér om hønsefødder og gulerødder, og Hansen, der er en svane. Meget underlig sang.
  • Så er der Pearl Jam’s ‘Don’t Call me Dorthe’. (Nej, det havde jeg heller ikke tænkt mig).
  • Så er der The Beatles, der sang ’Hey dude’. Det gav i lang tid udmærket mening for mig.
  • Slutteligt er der denne her, som Mindste Pode stod for (præ-dræn): Kender du Sofus fra Ramasjang, der rejser ud i verden? Han synger en sang, der jævnfør Mindste Pode lyder sådan her:
    ”Der’ et flyyyyy, der brændeeeeer, i stjernerne…”.
    Scary stuff, de har gang i på børnekanalerne!

Nå. Never mind, Spring’s coming right up! Og derfor har jeg købt blomster til mig selv ud fra devisen “At leve er ikke nok. Solskin, frihed og en lille blomst må man ha'” (H.C. Andersen, hvis du skulle være i tvivl).
Det må være dagens kloge ord.

Dagens oplysning:

”Mor, ved du godt, et æsel, det er en blanding af en hest og…og….og….. et FÅR!”

Rigtig god weekend til dig!

Project management, anger management, whatever…

Jeg har fundet ud af, hvorfor det er, jeg bliver så stresset når Mand er væk, og jeg har morgenen med tre unger foruden den komplette afleveringstjans tout seul. Mine projektlederevner slår tilsyneladende ikke til; der er noget, der forpurrer slagets veltilrettelagte gang. Man kan nemlig planlægge sig ud af mangt og meget, men der er nogle faktorer, som ikke arbejder til min fordel.

Det er primært disse to, der er tale om:

1) Man kan ikke være inde i andre folks hoveder.
Det lyder jo mere eller mindre som en selvfølge, men ikke desto mindre er der faktisk behov for, at man alligevel besidder denne evne. For udover at man skal holde sin tidsplan, altså den overordnede og forkromede tidsplan, så skal man hele tiden (HE-LE TI-DEN) have i baghovedet, hvor ens poder er henne i processen. For man kan med andre ord langt fra altid gå ud fra, at de helt af sig selv gør det, der vil være det logiske at gøre, hvis man nu tænkte som en voksen.
Og det gør børn jo (heldigvis) sjældent.
Men når jeg gennemgår, hvad det er mine unger skal klare på sådan en morgenstund, så ville jeg som et voksent og relativt rationelt tænkende menneske ræsonnere mig frem til følgende handlingsplan: Tøj på, morgenmad, pakke skoletaske og sportstaske; fikse hår og børste tænder, and off we go-go.
Det er ikke rocket science.

Men sådan fungerer virkeligheden desværre langt fra altid. Så én ting er, hvad man forestiller sig, ville være logisk; noget helt andet er, hvad der rent faktisk sker. Derfor kræver det at man tænker som en pode. Og i virkeligheden ikke bare én pode, men tre, i mit tilfælde. Man skal derfor forsøge at forestille sig mulige faldgruber og scenarier der kunne påtænkes at vildlede ens arvinger undervejs i processen, og som forårsager, at de i samme nu glemmer alt om de voksnes agendaer. Dette fordrer, at man – ved siden af de tusind ting man selv er i gang med at skulle huske – samtidig skal huske, hvad poderne skal huske, og ikke mindst også minde poderne om hvad det er de netop skal – ja – huske.

Dette kræver en form for metastyring. En overdimensioneret masterplan in your head. Vi er ude i noget overjordisk her, som bedst kan sammenlignes med en småsyret ud-af-kroppen-oplevelse, og i løbet af blot ganske få minutter på sådan en morgen føles det ret meget som om nogen har drevet rovdrift på den småskizofrene multitasker man sædvanligvis er som forælder. Metastyring er virkelig en meget, meget vanskelig kunstart når der er børn involveret.

Og nu er det så, at jeg skal prøve at huske hvad jeg i sin tid lærte om projektledelse:

Det allervigtigste er, at styre sin egen og andres tid (tak, så meget er jeg med). Der er et starttidspunkt (jeps; vækkeuret ringer) og et sluttidspunkt (når den sidste pode er afhændet). I den givne periode projektet varer, er det projektlederens opgave at sikre, at der er tilstrækkeligt med ressourcer (indsæt fæl quizlyd her).
Et projekt består af fire faser: Målsætningsfasen, planlægningsfasen, udførelsesfasen og evalueringsfasen. Årsager til succes og fiasko ligger typisk i forhold til hvordan man har grebet de to indledende faser an, altså målsætningsfasen og planlægningsfasen, og som udgangspunkt er det et succeskriterie, at der i det hele taget ER styring (dét skal vi huske…). Projektlederen skal simpelthen vide hvad der foregår. Ahhhh…!

Alt dette leder mig til den anden faktor, der i spil på disse morgener:

2) Man kan ikke forudse (mængden og omfanget af) de uforudsete hændelser.

Uforudsete hændelser er nogle af de førnævnte faldgruber, som er af en slags, der fordrer, at man beskæftiger sig med dem. Det kan være knager, der flåes ud af væggen (”Jamen jeg skul’ bare ha’ min jakke….”); det kan være noget tøj, som pludselig er meget vigtigt at få fundet frem, og som ingen har nogen som helst idé om hvor befinder sig (og som teoretisk set kan være mange steder).

En uforudset hændelse kan også være en pode, der pludselig er hensat til en trancelignende tilstand fordi han netop har erfaret, at den hvide Real Madrid-hue, nede i skoletasken, tilsyneladende har været i en yderst uhensigtsmæssig form for nærkontakt med en ildelugtende og i virkeligheden svær identificerbar genstand. En kulstof-14 analyse vil afsløre, at vi har med en banan at gøre, og at bananen faktisk er så gammel, at den i bananår svarer til at være Egtvedpigen, og ikke nok med at det er gået ud over huen, så lugter hele tasken faktisk gudsjammerligt dårligt. ’Vederstyggeligt’ er muligvis det ord man ville ha’ brugt dengang bananen var ung.

(Her var det så, jeg planlagde at indsætte et billede af henholdsvis en banan og Egtvedpigens sørgelige jordiske rester med underteksterne ’Potato – potato’, men eftersom jeg var i tvivl om graden af blasfemi, tænkte jeg at det var bedst at lade være).

Men se det er sådan nogle ting, jeg glemmer at kalkulere med når jeg er alene med poderne, og jeg har en plan for morgenen. Når jeg lægger min plan, glemmer jeg ofte at inkludere bananer. Men når de så dukker op, så er det at man med fordel kan iværksætte den såkaldte ’tilbageløbsfase’; det er med andre ord her, man går tilbage og justerer på den oprindelige plan. Men det virker bare langt fra altid, og så er det at man (eller jeg) bliver højtråbende, og træffer de forkerte beslutninger. Og betydningen af at træffe de rette beslutninger skal ikke undervurderes, det ved enhver forælder noget om, for i virkeligheden er projektet allermest effektivt når alle parter føler sig inddraget, og når man råber, så føler 90% af de involverede parter sig på ingen måde hørt, det ved vi godt.

Jeg tror bare jeg kapitulerer, og dropper evalueringsfasen (det var den fæle quizlyd igen).
Når alt kommer til alt minder mine morgener nogle gange mest af alt om Monty Pythons 100 meterløb for folk uden retningssans (se den eventuelt her, hvis du har lyst).
Så meget for dén projektledelse.

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

“I’m dead as a doornail”
Shakespeare

Jeg er stadig flad af grin…

Du har sandsynligvis allerede set dette skønne klip, der er blevet delt igen og igen, blandt andet på Facebook. Men jeg håber du kan klare et gensyn med den stakkels mand bag skærmen; jeg synes det er FANTASTISK!

Ha’ en dejlig søndag derude!

If there’s something weird and it don’t look good – who you gonna call?

Nej, det her indlæg handler ikke om hverken poltergeists eller Ghostbusters. Det handler om, at jeg for en måneds tid siden skulle til håndboldstævne i Virum med Mindste Pode. Mand var occupied elsewhere, og de to store var ude på egen hånd. Afsted kører jeg glad og fro – eller nej, det var så løgn, for kender man mig, vil man vide, at jeg IKKE er en entusiastisk bilkører. Altså ikke glad og fro. Jeg hader det faktisk dybt og inderligt, men gør det nødtvunget. Således også den pågældende lørdag morgen, tidligt. Afsted, kører vi, mens jeg har travlt med at navigere i trafikken og følge med på GPS’en samtidig. Jeg har ikke den store tiltro til GPS’en, som nogle gange siger nogle meget spøjse ting. (”Drej til venstre, derefter drej til venstre, drej til venstre! Drej til-ve-til-ve-til-ve-til-ve..”….. Jesus, altså).

Men denne dag fungerer GPS’en heldigvis upåklageligt. Jeg klarer den fra Frederiksberg via Tuborgvej, hvorefter GPS’en beder mig køre på Helsingørmotorvejen, nordgående retning. Den klarer jeg også, mens jeg pr. automatik tænker: motorvej = 110 kilometer i timen. Og nej, jeg kører virkelig ikke særlig ofte her, og fakta er, at man slet, slet ikke må køre 110, men faktisk kun 90. Det er hævet over enhver tvivl, at jeg kunne ha’ fået den info hvis jeg havde orienteret mig på skiltene, men eftersom der var rigeligt andet jeg skulle holde styr på, så det faldt mig slet ikke ind, før fotofælden klappede: *!!BLITZ!!*
#Forhelvedelangtindisatan

”Åh nej!” udbryder jeg helt uden omtanke. For hvis der er noget man IKKE skal sige i en bil med en femårig på bagsædet (der i forvejen ikke er begejstret over chaufførens evner), så er det netop ”Åh nej!”
”Hvorfor siger du ’åh nej’, mor?” (Panik)
”Øhh… det gjorde jeg måske heller ikke…”
”JO, du gjorde!”
”Det var bare fordi jeg kom til at køre lidt for stærkt…..”
”Kom du til at køre for STÆRKT?!!”
(Endnu mere panik) ”kommer vi så i FÆNGSEL?!!!!” (Rædsel)
”NEJ!… Vi kommer IKKE i fængsel…..”

Men når det så er sagt, så bliver jeg temmelig rystet over sådanne begivenheder. Jeg føler mig kriminel, og ja, selvfølgelig har jeg gjort noget forkert – fyha! – så jeg forestiller mig bøder i en ubetalelig størrelsesorden; jeg tænker i sweatre og i sommerferier, som man kunne ha’ købt for de mange penge, som staten nu kradser ind ved kasse et. Jeg tænker i klip i kørekortet, og kort sagt antager min lagkage af rædselsscenarier mange lag. Det vender jeg tilbage til igen lige om lidt.

I første omgang handler det om, hvad det så er man gør, når man er grebet af panik? For mit eget vedkommende ringer jeg til Mand som det allerførste. Mand er undtagelsesvist på arbejde denne lørdag, og det passer muligvis ikke skidegodt at jeg ringer på det tidspunkt. Men det gør jeg, og jeg kan godt selv høre, at min stemme er tynd og skinger; ikke ulig the kartoffelwoman i noget fast forward afspilning:

”Jeg tror, jeg har fået en fartbøde!”
“Ahr…!”
siger Mand.
“JO! Jeg blev BLITZET!”
”Nå”
, siger Mand, ”men så er der jo ikke så meget at gøre ved det….”

Og det har han jo sådan set ret i.

Men nu spørger jeg: Hvorfor er det man altid ringer til sin bedre halvdel? Jeg har hørt, at jeg ikke er den eneste. Jeg ringer til Mand. ALTID. I panik. Når noget ikke virker, når sikringerne ryger, når nogen kommer til skade, når jeg ikke kan finde vej. You name it, jeg ringer.

Derfor er min opkaldsliste denne: Mand – 1813 – 112. I den rækkefølge.

Eller nej, det passer faktisk ikke helt, for der er faktisk en instans mere i min række af nødhjælpsopkald:
Min svigerfar ryger ind på en flot 2. plads.
For mens Mand har én dagsorden, når the kartoffelwoman er i røret (hun bør falde ned, tage sig sammen, get a grib), så er det Svigerfar, der nogle gange får tingene til at falde lidt mere på plads.

Så når jeg – efter at have talt med Mand – har taget mig (ganske lidt) sammen, så er det, at jeg ringer til Svigerfar. Svigerfar ved ALT, han har ikke en fald-nu-ned-agenda. Her taler vi om facts. Hvad er der sket, og hvilke scenarier kan tænkes at være i spil. For eksempel da jeg for et års tid siden havde været inde på Hovedbanegården med noget tøj til nogle af de flygtninge som på det tidspunkt var strandet, og pludselig på vej hjem forestillede mig, at sækkene blev forladt, og Hovedbanegården ville blive afspærret på grund af mystisk efterladt bagage. Jeg forestillede mig noget med nogle bombehunde og afgrundsdyb erstatningspligt. Her var opkaldslisten: Mand – Svigerfar – Hovedbanegården.

I virkeligheden ser min opkaldsliste derfor sådan her ud: Mand – Svigerfar – 1813 – 112.

Nå, tilbage til min fartforseelse, som i de forløbne uger (på trods af ovenstående) har redet mig som en mare. Der findes nemlig en smart hjemmeside (www.sikkertrafik.dk), hvor man kan gå ind og beregne sin strafudmåling. Man dutter af i forskellige felter, og alt afhængig af hvilken persontype du er, kan du så flippe mere eller mindre ud over resultatet. Og hvis du nogensinde skulle være i tvivl, så er jeg typen, der flipper ret meget ud. Jeg dutter af mange gange, i øst og vest, og bliver undervejs i tvivl om flere ting. Måske er jeg ikke ligefrem i tvivl om hvilken type køretøj jeg befandt mig i, men for eksempel bliver jeg i tvivl om jeg nu overhovedet befandt mig på motorvejen? Måske var der slet ikke nogen motorvej? Eller måske var der vejarbejde? Altså et vejarbejde, som jeg slet ikke havde set, men som ikke desto mindre fordrede, at man kørte 50 kilometer i timen, hvilket jeg jo slet, slet ikke gjorde?… Alt afhængig af min dutten i de forskellige felter spænder bøden lige fra 1.500,- og over til noget med klip i kørekortet og bøder på en 3-4.000,- kroner foruden et betalingskrav til Offerfonden. Som sagt, er det ikke forkert at sige, at alt dette her har bragt mig temmelig meget ud af fatning. Hysteri er utvivlsomt det rette ord i denne sammenhæng, ligesom Mand i den mellemliggende periode har fået forbud mod at se ’Station 2’ i mit nærvær.

Så heldigvis – for min sjælefreds skyld – er bøden nu landet i postkassen. Eller i e-boksen, rettere sagt. Mand ringede en dag til mig midt i arbejdstiden, og informerede mig om, at vi havde fået bøden, og at den var på 1.000,- kroner. Pyha. Skidemange penge, men i forhold til rædselsscenariet på de 4.000,- var jeg lettet. Og så er det at Mand kvitterer med at sige, at næste gang det kribler i fingrene på mig for at gå på Zalando, så skal jeg tænke på, at de der shoppepenge slet ikke findes, fordi de skal bruges på bøden. Men se, der er jo en ting, som Mand slet ikke har forstået, for min umiddelbare tanke er tværtimod denne: Mentalt har jeg afsat i omegnen af 4.000,- kroner til denne her bøde, som nu viser sig ’kun’ at være på 1.000,-… Hey, det er sgu’ da 3.000,- som vi har fået forærende lige ned i foret; penge, som vi med andre ord har sparet! Hvem så en ny taske coming right up? It makes totally sense!

Nå, men anyways, jeg går nu under tilnavne som Jan Magnussen og Michael Schumacher herhjemme. Mand synes det er virkelig morsomt. Altså ikke bøden, selvfølgelig.

Dagens filmklip:

Dr. Egon Spengler: “There’s something very important I forgot to tell you.”
Dr. Peter Venkman: “What?”
Dr. Egon Spengler: “Don’t cross the streams.”
Dr. Peter Venkman: “Why?”
Dr. Egon Spengler: “It would be bad.”
Dr. Peter Venkman: “I’m fuzzy on the whole good/bad thing. What do you mean, “bad”?”
Dr. Egon Spengler: “Try to imagine all life as you know it stopping instantaneously and every molecule in your body exploding at the speed of light.”
Dr. Raymond Stantz: “Total protonic reversal.”
Dr. Peter Venkman: “Right. That’s bad. Okay. All right. Important safety tip. Thanks, Egon.”

The magic of thinking big

Dette indlæg handler om royale titler. Og om at turde tro på sig selv. Og hvad der sker, når man rent faktisk gør det.

Mindste Pode er udstyret med en gudsbenådet tro på egne evner. Opblæst, ville onde tunger måske sige, men det får du aldrig mig til. Jeg vælger at se det som en form for inspiration. Et lille kuriosum ved min sidstfødte, med andre ord, og noget, som jeg kan lære af.

Og hvad drejer alt det her sig om, spørger du måske.

Det kunne for eksempel dreje sig om fastelavn. Du husker måske, at jeg i dette indlæg skrev, at Mindste Pode planlagde at erobre titlen som både kattekonge og kattedronning.
I virkeligheden gjorde han mere end det:
Der var to dage, hvor der skulle slåes katten af tønden i børnehaven (man frekventerer også det nærliggende plejehjem, nemlig). Den første dag kommer Mindste Pode hjem som kattekonge. Den næste dag bedyrer han inden afgang til Fort Knox, at han vil gentage successen: ”Fordi jeg er så STÆRK!!”… Om eftermiddagen kommer Kylo Ren så hjem igen, og har formået at blive både kattekonge OG kattedronning. Ungen har altså scoret tre royale titler på to runder tøndeslagning, men er godt knotten over, at man som udfald af et eller andet pædagogisk fordelingsprincip valgte at give dronningekronen til den næste i køen.

Det kunne også dreje sig om fodbold, hvor knægten uden blusel kommer hjem fra et stævne, og bralrer løs om, at han scorede ALLERflest mål! Han smiler tilfreds og soler sig i den selvantændte stråleglans uden at skænke Mand, der siger “Ahrr…….?”, den mindste smule opmærksomhed.

Det kunne også dreje sig om et simpelt spil Ludo, hvor poden indledningsvist konstaterer, at han vinder.
Og hvor han rent faktisk gør det, også selvom humøret undervejs går op og ned som børskursen for økologisk flæskesteg før og efter jul. Og uagtet man faktisk selv var noget så tæt på at vinde, griner poden begejstret, og råber: “Jeg vandt KÆMPESTORT!!!”
Altså kæmpestort og kæmpestort…..?

Jeg mindes ikke at de andre poder har været helt så skråsikre på succes i tilværelsen på det alderstrin. Det kan godt være, at jeg husker forkert (det har jeg en tendens til); måske er det vitterligt en fase, som alle børn gennemlever. Men altså, pt. fryder jeg mig over, at det ikke er lykkedes mig at forpurre podens selvtillid endnu. Og helt ærligt; senere i tilværelsen skal han nok støde på mennesker, der vil forsøge at få ham ned med nakken (faktisk er han allerede stødt på Mellemste Pode…), så ind til videre tænker jeg, at det nok er godt at have lidt overskud på den konto. En vis portion ydmyghed er selvfølgelig en god ting, men jeg er overbevist om, at den del nok skal komme efterhånden.

Jeg selv er sådan en type, der altid tror og frygter det værste, særligt når det er noget i relation til min egen formåen. Jeg giver tilnærmelsesvist op på forhånd. Set ud fra den betragtning er det uden tvivl meget motiverende og inspirerende med en pode, der i dén grad tør stå ved sig selv. Og tingene lykkes jo faktisk for ham; miraklerne sker jo!

Og det er det, som jeg tænker, jeg bør lære noget af. En mere positiv tilgang til tilværelsen med det formål (eller den bagtanke) at mere skal lykkes. Og nu taler jeg ikke om store, forkromede planer, som jeg skal føre ud i livet. Men bare små ting. Ganske små ting. I virkeligheden betyder de små ting jo meget i det store regnskab, så det er med fordel her, man kan sætte ind, tænker jeg. ’Mange bække små’, med andre ord….

‘The magic of thinking big’, læste jeg en gang en bog der hed. Det var faktisk en chef jeg havde, der anbefalede mig at læse den. Vi har at gøre med en meget amerikansk selvhjælpsbog (og så kan man selvfølgelig spekulere på, hvorfor chefen syntes det var en god idé, at jeg skulle læse den), men i virkeligheden er jeg jo meget mere fan af Hella Joof. I hendes terminologi kaldes ’the magic of thinking big-konceptet’ for ’parkeringsreglen’, og går i al sin enkelhed ud på, at den, der tror på, at der er en parkeringsplads, får en parkeringsplads. De andre – pessimisterne – forventes derimod at køre rundt i al evighed uden nogensinde at finde en tom parkeringsbås. Okay, sat lidt på spidsen, men altså.

Hun skriver i ’Papmachéreglen’:

”Dem, der forventer sol, får sol og dem, der forventer regn, får regn. Det er ikke altid, det er sådan, men det føles sådan. Dem, der forventer det værste, får det værste, og dem, der forventer det bedste, får det bedste. Det er ikke altid sådan, men det føles sådan.”

Jeg vil prøve at forvente lidt mere solskin. Jeg vil tænke på, at jeg er STÆRK, og at jeg bliver kattekonge OG kattedronning. Bare fordi. Men altså… For en fuldtidspessimist som mig, er det noget af en udfordring. Men nu prøver jeg. Lidt, i hvert fald. Are you with me in this, or not?


Dagens kloge ord

”At elske sige selv er begyndelsen til et livsvarigt kærlighedseventyr”
Oscar Wilde

”Et menneske er så meget værd, som han regner sig selv for”
Rabelais

”Et ydmygt menneske kan ingen overvinde, det har overvundet sig selv”
Georg Wulff


Dagens sang

”You gotta have faith”


Dagens slogan

”Yes We Can!”

Håber du er kommet godt i gang med ugen derude!

A steaming pile of shit

Dette indlæg handler om bøger. Og lokumslitteratur. Og om et tilstoppet toilet. Og det er egentlig ikke en anbefaling.

Nå.

Jeg har læst ’Noget om Grace’. Jeg havde glædet mig. Meget. Jeg var nemlig vild med Anthony Doerrs forrige bog ’Alt det lys vi ikke ser’, og mine forventninger var derfor skyhøje. Men højt at flyve, dybt at falde, som man siger.

Bogen er på 447 sider; jeg blev glad på side 341. That’s a long way to go.  Når jeg har læst den til ende, hænger det udelukkende sammen med, at Doerr skriver godt. Det gør han. Men historien var jeg ikke vild med. For dem, der ikke har læst den, handler den om en mand, Winkler, der pludselig flygter fra sin familie og sine vante rammer, fordi han – som følge af en drøm (eller et mareridt, ret beset) – er overbevist om, at han ikke kan redde sin datter fra at drukne under en oversvømmelse.

Herefter følger vi Winklers miserable tilværelse i forsøget på at forlige sig med sin skæbne.
Vi kommer vidt omkring, men hele historien er skrevet i mol, og faktum er, at jeg ikke var vild med at være med Winkler på Grenadinerne. Jeg var heller ikke vild med at rakke rundt i USA sammen med ham, eller at overvintre med ham i Alaska. Jeg kunne godt have undværet de ind til flere par ituslåede briller, de oliedryppende biler og de ørkesløse vandringer i saneringsmodne sko. Der var generelt for mange summende insekter og for meget kulde.
For meget misforståethed og kummerlighed.

Og jo, jeg fangede godt pointen, og jeg kunne godt lide al hans fordybelse i vand og sne, men jeg synes mest af alt, at det var en udvidet udgave af John Williams ’Stoner’ med et snert af tv-serien ’Twin peaks’ og ingen af delene synes jeg ærlig talt fortjener en gentagelse på det plan. Didn’t really get it.

Nu er jeg videre. Jeg læser pt. ’Min geniale veninde’; anmelderrost roman af Elena Ferrante.

Og nu er det så jeg begynder at miste modet en smule, for den er jeg altså heller ikke særlig vild med. Hvad fanden sker der? Jeg ved, den er gal når det pludselig bliver mere interessant at se præmieoverrækkelse for damedoublen ved Dubai Open, som kører i baggrunden mens jeg læser. Eller Melodi Grand Prix med Annette Heick og ham der gutten, som ingen alligevel ved hvem er. Doesn’t make it any better. Men jeg er selvfølgelig ikke kommet så langt i bogen endnu, kun til side hundrede-et-eller-andet, så måske der er håb endnu.

Alt imens jeg afventer slagets gang, anbefaler Mellemste Pode i mangel på bedre denne her:

Overvejer om tiden er moden til et genreskift; måske jeg vitterligt skulle kaste mig ud i noget lokumslitteratur? Jeg ved da for mit eget vedkommende, at jeg stoppede toilettet til igen her i den forløbne weekend. Jeg er den eneste på matriklen, der gør det, og jeg prøver virkelig at gå under radaren når det sker, men ja – nu har jeg altså alligevel indviet dig, du stakkels sagesløse læser. Og jeg beklager på forhånd, for jeg bliver ved lidt endnu. (Ja, sådan kan et indlæg pludselig tage en helt ny og uventet drejning….).

Mand er ikke hjemme i det konkrete tilfælde, så jeg bruger rundt regnet en halv eftermiddag på skiftevis at gå og trække ud i toilettet, og samtidig stå og glo stift og inderligt ned i kummen for at se, om der sker noget (ikke at det kan anbefales…) suppleret med nogle bønner til toiletguderne.

Men intet sker. Stadig same-same. Ungerne formanes efter tur om kun at bruge ganske, ganske lidt papir når de really need to go. Og alt imens jeg trasker rundt som katten om den varme grød (…), håber en del af mig på, at Mand kommer hjem og fikser det NU, men mest af alt håber jeg selvsagt på, at toiletproblemet løser sig selv, så han slet ikke behøver at blive indviet i at hans bedre halvdel skulle virkelig meget. Med andre ord: He doesn’t need to know. Helt på samme måde som du måske sidder og tænker, at alt det her kunne du egentlig også sagtens være blevet forskånet for.

Men grunden til at jeg skriver det er, at i virkeligheden handler det tilstoppede toilet ikke om selve toilettet og hvad der skete (eller ikke skete…) dernede, men det handler om det dér med at konstatere, at man har gjort noget, som man ikke er stolt af, og nu har det lissom udviklet sig til at være et problem, der skal løses. Aktivt. Med andre midler end tankens kraft.

For som sagt er tilstanden i toilettet stadig status quo uagtet mine bønner og bedende blikke. Ved første toiletforsøg står Mindste Pode derfor og stirrer lige så stift og vantro ned i kummen som jeg, samtidig med at jeg prøver at bagatellisere alt det, der befinder sig dernede med et “Pytttt med det, det er HELT lige meget, mens husk, kun ganske, GANSKE lidt papir! Fik du fat i det?”. Flyt fokus. Og så: Denial, denial, denial. Hvis jeg nogensinde skulle være Dronning for en dag, så skulle dette være mit valgsprog.
Mindste Pode har dog på ingen måde været i nogen form for fornægtelse, og kommer efter sit toiletbesøg stolt ud og bedyrer: “Jeg ved godt, hvad det var, der var NEDE i toilettet! Det var LORT!”.

Ja tak, så fik vi det på plads.

Efter en halv dags tomgang har problemet desværre fortsat ikke løst sig selv, kan jeg afsløre; det er tværtimod kun blevet værre på det tidspunkt, da Mand vender hjem fra noget sport med en pode.

Og så er det man virkelig skal veje sine ord på en guldvægt for at få historien vinklet så det fremstår som om, det ikke er én selv, der har forårsaget hele miseren, men derimod en unavngiven pode. Jeg gjorde mit ypperste – nej, jeg er ikke bedre end det – men jeg nåede aldrig særlig langt i min søforklaring før Mindste Pode gjalder ud i verden: “Det var mor, der gjorde det!!”.
”Selvfølgelig var det mor, der gjorde det!” siger Mand, og fikser det hele en-to-tre og vupti: Et styks funktionsdygtigt toilet. Igen. Praise.

Altså jeg kunne jo også bare lære selv at fikse det satans lokum. Jeg lader det blive ved tanken. Det bliver nok ikke aktuelt igen. Som om.

Ja, jeg skriver som sagt ikke ovenstående for at få dig til at kløjs i din chokolademuffin, eller fordi jeg fuldstændig har mistet fornemmelsen for hvad der sig hør og bør. Jeg skriver det, fordi man – eller jeg, i hvertfald – nogle gange kan konstatere, at det er lidt op ad bakke med det dersens gode indtryk man gerne vil give. Hvordan man gerne vil fremstå. Selv over for ens bedre halvdel. Og nogle gange er det skidesvært. Bogstaveligt talt. Jeg har det i hvert fald sådan, at gerne vil give Mand indtryk af, at jeg aldrig laver noget som helst på toilettet – intet! – selv ikke efter sytten år (i dag faktisk! Smuk og poetisk måde at få det flettet ind i indlægget på, ikke?).

Men uagtet mine intentioner, lykkes det ikke. Og man kan sige, at selvom Mand heldigvis synes det er ret morsomt at have en kone, der fra tid til anden næsten sprænger kummen, så synes jeg slet, slet ikke det er sjovt.
Ikke det mindste.

Nå, det var det, med de der bøger, vi kom fra… Har du nogle gode anbefalinger?

Dagens bemærkning:

”Har far fikset det dér nede i toilettet?…”

Dagens nytårstale:

”Mine tanker går i aften til sømændene, og til Færøerne.
Til alle jer, der er udsendt i dansk tjeneste, og til jer, der er på natarbejde.
Mine tanker går til Grønland, Sydslesvig, og til de få af jer, som har TV-signal.
Husk: Kun ganske, ganske lidt papir.
Denial, denial, denial.
Gud bevare Danmark”

(Just for the record: Jeg er stor fan af Margrethe. Elsker hende.
Muligvis ikke på de helt samme stormfulde højder som min afdøde farmor (may God have mercy on her soul) – but still)

Om en ganske almindelig eftermiddag 

På trods af mit manglende overskud, så skal det siges, at jeg faktisk synes, at vores eftermiddage på mange måder er blevet lidt mere rolige efterhånden (der er håb forude, d’damer!); det kommer i takt med at hovedparten af ens afkom efterhånden selv kan finde hjem efter skole. Det giver lidt mærkbar elastik til ulvetimen. Men derfor kan der godt være en enkelt eftermiddag i ny og næ, hvor tingene alligevel går lidt op i hat og briller. På det mentale plan, i hvert fald. Bare en lillebitte smule.
Tag nu for eksempel denne eftermiddag:

Jeg skal hente Mindste Pode i børnehaven. Har faktisk forsøgt at hente ham lidt tidligere end sædvanligt, både fordi jeg er flad, men også fordi han lige i øjeblikket efter eget udsagn hader børnehaven. Altså med undtagelse af i dag, selvfølgelig, for knapt er jeg kommet ind på stuen før jeg mødes af et bebrejdende blik og et ”Arjjjjj!….. Vi er lige gået i gang!!”. Det er et LEGO-projekt, der er i støbeskeen, og der sidder en ung knøs plus en tre-fire drenge på stuen, og bygger på en kæmpe dragelignende tingest. Skuffelsen råber mod himmelen, så jeg sætter mig ud i garderoben og venter lidt. Lige som i går, faktisk. Jeg har jo et princip om, at ungerne så vidt muligt skal have lov at lege færdig inden vi går hjem.

Der sidder jeg så en rum tid, og føler mig som én, der er røget i skammekrogen.
Så ringer telefonen. Det er Mellemste Pode, der hvisker ned i telefonen med panik i stemmen: “Men mor? Det’ bar’ fordi, vi ER kommet hjem, men VVS-manden er kommet for at se på afløbet, og der er sådan nogle TING ude på toilettet, og jeg skal lave LORT!…. Hvad skal jeg gør’?!…”.
Og det er netop spørgsmålet: Hvad skal man gøre?…

Jeg når aldrig helt at komme med et kvalificeret bud før Mindste Pode kommer ud med tårer i øjnene, og bedyrer, at han kun fik lov til at prøve en gang. ÉN gang! Det hele er uretfærdigt. Samtidig er dagens kreation – et lamineret papirsværd – blevet bøjet. “Fordi jeg havde det ned’ i min flyverdragt! Ud’ på legepladsen!!”. Ungen hyler og skælder ud, og jeg bekæmper min trang til at forklare ham, at det sgu’ da er klart, at sværdet bliver bøjet når han putter det i flyverdragten…. Altså.

Han hyler videre et godt stykke af cykelturen også, og udspyer samtidig en række eder og forbandelser som jeg vil skåne dine ører for. Undervejs stopper tuderiet dog heldigvis til fordel for et usædvanligt vrantent ansigtsudtryk. Lidt sådan her, faktisk:

Inkludér hvæselyde og lejlighedsvis ukontrolleret spytten.

På det tidspunkt er jeg parat til at køre tilbage til Fort Knox og aflevere ham på ny. Måske kan Mand hente ham på trods af møder und alles. Klokken 18, vielleicht? Og hvis Mand ikke kan nå det, kan de også bare aflevere ham oppe på kommunen?…
Opgiver dog tanken, og prøver at tage de klassiske argumenter i brug:

”De andre bliver helt sikkert ikke færdige med at bygge LEGO i dag!” (Jo-HOW!!)
”Du kommer til at bygge MASSER af LEGO på et andet tidspunkt!” (NEJ! Aldrig!!)

Poden fortsætter: ”Jeg går bare glip af ALT det sjove, det er MEGET sjovere at være ovre i børnehaven end hjemme! Jeg vil ha’ en LEGO-pakke! I dag!”
Mig: ”Du får IKKE nogen LEGO-pakke i dag! Sådan én koster MANGE penge, du kan ønske dig én til din fødselsdag…” (I guder, HØR mig lige en gang – har du også forsvoret, at du ville lyde sådan en dag?).
Mindste Pode: ”Den koster IK’ mange penge!! Den koster KUN 25 kroner!”
Mig: ”Nej, den koster MEGET mer’ end 25 kroner!”
”Na-haj!”
”Jo-how!”
”Na-haj!”
”Jo-Jow!”
“Na-haj-na-haj-na-haj-NA-HAJ!!!”
”Jo-how-jo-how-jo-how-JO-HOW!!!”

Jeg har aldrig påstået at jeg var voksentitlen værdig.

På et tidspunkt dør samtalen ud, og vi cykler i stilhed. Mig og mit ualmindeligt sure barn.
Ved hændeligt uheld holder vi for rødt på et tidspunkt hvor en dame kører op på siden af os. Mindste Pode skuler olmt til hende, men damen synes øjensynligt ikke desto mindre, at Mindste Pode er kær. Mindste Pode hader at være kær. Men Mindste Pode ved også, at den der ler sidst, ler bedst so to speak, så han ophæver tavsheden, og ser nu helt uskyldigt på damen, mens han med sin klare barnerøst himmelhøjt spørger: ”Er du EGENTLIG en mand eller en dame?”.

Øhh… Tjah?…
Mit barn, siger du? Kender ikke noget til den pode.

Ha’ en forrygende aften!
Og hey: HUSK at det er pandekagedag i dag! Importante, importante! Mand er overbevist om at det er et koncept jeg selv har opfundet som undskyldning for at spise pandekager til aftensmad. Come on….