That lightsaber… It belongs to me!

Nu er det snart ved at være fastelavn. Og hjemme hos os har nogen har glædet sig LÆNGE, kan jeg vist roligt sige. Mindste Pode har nemlig en alder, hvor fastelavn er én årets absolutte topbegivenheder helt på linje med juleaften og fødselsdag. Derfor har poden også i det forløbne år gjort sig adskillelige overvejelser omkring hvad dette års udklædning skulle være. Budene har været mange, og som regel er de blevet serveret med et “Mo-ar?! Ska’ jeg fortælle dig hvad jeg ska’ være til fastelavn?”

Det, der har været på tapetet, er følgende (and I kid you not, jeg har nemlig skrevet ned kontinuerligt!):

  • Ninja (herunder den blå ninja, den røde ninja og slutteligt den grønne ninja.
    I don’t know the difference. Altså bortset fra farven).
  • Kai, som er en LEGO-Ninjago-figur, og som måske – måske ikke? – hører til i ovenstående kategori.
  • Batman
  • Astronaut
  • Indianer med bue og pil
  • Skelet med bue og bil
  • Papegøje (papegøje?!!) – dog ikke med bue og pil
  • Hulk
  • Egern (flyveversionen, tror jeg)
  • Captain America (but of course)
  • Den GO’E Darth Vader (Undskyld, er der også en ond? Og er der ikke kun én? Og hvilken én var du i så fald sidste år?). Jeg er tilsyneladende slet, slet ikke med i det her univers.
  • Spiderman-konge (det involverede vist noget med en kappe og et sværd).
  • Christiano Ronaldo (uden kappe og sværd).
  • Superman

Og faktisk var Superman det sidste jeg hørte til udklædning før pakken med kostumet blev åbnet (- ja, ja, i den ideelle verden sad jeg krumbøjet over symaskinen i de sene nattetimer for at kreere noget originalt, men vi ved godt begge to, at sådan fungerer det slet ikke i virkeligheden. Jeg er som en ritter sport; praktisk, kvadratisk, firkantet. Eller kvadratisk, praktisk, god er det vist. Så er jeg muligvis ikke en ritter sport alligevel).

Det var Superman vi kom fra, men da vi åbnede pakken, som vi havde hjembragt i en tilstand af ellevild eufori (suppleret med udtalelser a la ”Det’ den bedste dag i hele mit LIV!”), så var det slet ikke Superman der lå dernede i kassen, men derimod Kylo Ren. Eller ‘Kajlowen’, som Mindste Pode siger, fordi de dersens engelske ‘r’er er svære at sige når man er fem år gammel.
I virkeligheden lyder det nok mest som om han siger Karl-Åge, men fred være nu med det.

Og hvis du nu er lige så meget på bar bund som jeg var, så kan jeg fortælle, at Karl-Åge, undskyld, Kylo Ren hører til i Star Wars-universet, og ser sådan her ud:

Oh my, oh my, oh my….

Jeg havde åbenbart misset en detalje eller to undervejs i den bestilling, som Mand og Yngste Pode foretog.

Mindste Pode var modsat sin mor ikke det fjerneste overrasket, men derimod svært begejstret (særligt over det medfølgende lyssværd, selvfølgelig). Han hoppede straks i kostumet, og siden da har jeg faktisk ikke set meget til min yngste søn. Til gengæld har jeg haft Kylo Ren til bords (en enkelt gang med solbriller), og han er glad for risengrød og kartoffelmos, skulle jeg hilse og sige, hvis du nu skulle rende ind i ham en dag. Kylo Ren har desuden leget med Skylanders og LEGO i mit hjem, og han har spillet iPad i min sofa. Kylo Ren har fået besked på, at man ikke må pille bussemænder, og at man skal i seng klokken syv uanset hvad. Kylo Ren har spillet på legetøjsguitar, og sunget ’Du! har! en! kæmpe røv!’, og dertil har han bedyret, at han har tænkt sig at skuldre titlen som både kattekonge OG kattedronning.
Vi får se, vi får se….

Dagens filmcitat / dagens ordveksling:

Kylo Ren: ”Han Solo. I’ve been waiting for this day for a long time.”
(Mindste Pode: “HÅÅHr! Det’ MEGA-fedt!”)

Han Solo: “Take off that mask. You don’t need it.”
(Mor-monsteret: “Så! Nu er det nok! Ta’ så det kostume af! Nu!”)

Kylo Ren: “What do you think you’ll see if I do?”
(Mindste Pode: “Jeg er jo i gang!”)

Han Solo: “The face of my son.”
(Mor-monsteret: “Mindste Pode, for hede hule h…..”)

Kylo Ren: ”Your son is gone. He was weak and foolish like his father, so I destroyed him.” 
(Mindste Pode: “Kylo Ren sover IK’ med nattøj!”)

Han Solo: “That’s what Snoke wants you to believe, but it’s not true. My son is alive.”
(Mor-monsteret: “Pjat. Du skal i seng. Med nattøj. Nu!”)

Kylo Ren: ”No. The Supreme Leader is wise.”
(Mindste Pode: “Aldrig!”)

Han Solo: “Snoke is using you for your power. When he gets what he wants, he’ll crush you. You know it’s true.”
(Mor-monsteret: “Hvis ikke du hører efter nu, så kan du ikke være så sent oppe en anden gang!….”)

Kylo Ren: ”It’s too late.”
(Mindste Pode: “Hey! Klokken er kun ti minutter over syv…..”)

Han Solo: ”No, it’s not. Leave here with me. Come home. We miss you.”
(Mor-monsteret: ”Ti minutter over syv er også rigtig, rigtig mange!….”)

Kylo Ren: ”I’m being torn apart. I want to be free of this pain. I know what I have to do but I don’t know if I have the strength to do it. Will you help me?”
(Mindste Pode: ”Jeg er overhovedet ikke træt, jeg kan slet ikke sove!”)

Han Solo: ”Yes. Anything.”
(Mor-monsteret: ”Selvfølgelig kan du det, nu slukker jeg lyset. Godnat!”)

Også godnat til dig derude!

Det er vist det, man kalder for kvalitetstid?

Jeg er græsenke i disse dage. Mand er draget til Flensborg eller Kiel, eller hvor dælen det nu er han render rundt med ældste poderne for at se på noget håndbold. Det er så skønt; de har glædet sig længe, og har tilsyneladende en fest dernede.
Tilbage er Mindste Pode og jeg; vi fester også på vores egen måde. Big time! Jeg har sagt det igen og igen, og nu får du den så én gang til for Prins Knud: Det der med ét barn, det holder max!

Vi har ikke lavet så sindssygt meget, det er primært på dette faktum festen beror, men vi har dog lavet lidt ude af huset. Vi har blandt andet været et smut i LEGO World:

Vi var der da det åbnede, altså klokken 10:00 (dut), og jeg tænkte som udgangspunkt, at vi skulle være der til den bitre ende. Stor var min overraskelse derfor, da jeg allerede klokken 10:21 hørte det første “Mor, hvornår skal vi hjem?”….
Her gik det op for mig, at jeg muligvis ikke havde behøvet at pakke som om vi skulle afsted på en polarekspedition.

Jeg prøvede ihærdigt at forhale ungens trang til at vende snuden hjemefter ved sige ting som “Skal vi ikke se på det?” (Nej….) og “Har du ikke lyst til at prøve den dér?” (Nej, det gider jeg ikke).
”Ahr?… Jeg går jo med?” (Okay, så….. med et træk på skulderen, underforstået: hvis det kan gøre dig glad).

Ergo har jeg erhvervet mig adskillige badges, der dokumenterer mine evner udi noget med LEGO City (fang tyven, sluk ildebranden osv.). De skal i glas og ramme.

Med sidste kommentar in mente kan man sige, at jeg også selv var ude om, at jeg næsten kastede op i en karrusel. Den så sjov ud, og var det også, særligt de første cirka tre sekunder, måske fire. De resterende alt for lange minutter var knapt så interessante, og kort opsummeret føltes det lidt som om alle ens indvolde blev kastet rundt som kruspersille i en salatslynge.
Burde muligvis have tænkt over det en enkelt gang, da jeg nærlæste skiltet med påbud, der advarede mod at tage turen hvis man for eksempel havde hjerteproblemer, ryg- og nakkesmerter eller var nyopereret. Listen var lang. Skulle have taget et billede.
Har været på et uforholdsmæssigt højt Panodil-indtag siden, sikkert helt uden sammenhæng i øvrigt.

Derudover kan det konstateres, at Mindste Pode generelt ikke er fan af voksne mennesker, der er klædt ud i bizarre heldragter. Det er nemlig efter alt at dømme ikke kun Monster fra Sommer Summarum vi er betænkelige ved, det samme gælder for Spies-reklamernes Lollo og Bernie, foruden det løse. Der var indtil flere af den slags sluppet løs i Bella Center Copenhagen, og Mindste Pode har nu konkluderet, at vi faktisk på ingen måde foretrækker overdimensionerede plysdyr af nogen art. Got it.

Alt i alt hittede det mod forventning ikke så meget, som jeg havde regnet med. Vi taler jo om drengen, der sover med LEGO om natten. Måske det var for overvældende med mennesker og plastik i primærfarver overalt? Lige den del kan jeg virkelig godt følge ham i. Spekulerer ikke desto mindre på, om jeg mon gjorde noget forkert? Føler ungen instinktivt, at moderen bare ikke er på hjemmebane?

Uagtet turens relativt lave succes-score, skal det siges, at ungen er overmåde begejstret for det LEGO Ninjago-minifort med indbygget toilet han fik skuldret sig derude. Toilettet har tilmed en katapultfunktion for det tilfælde, at man skulle få brug for en flugtmulighed mens man sidder på tønden. Jeg er vild med det.

Mon man kan få sådan et i virkeligheden?….

For nu at slå en sløjfe på dagens oplevelser, så kan jeg runde indlægget af med at fortælle, at jeg slutteligt på vej hjem fra LEGO World mistede og genfandt poden i Føtex med stor opstandelse til følge:

Mens jeg bippede varer ind på selvbetjeningsmodulet meddelte poden helt som sædvanligt, at han gik tilbage i butikken for at se på legetøj. Da jeg var færdig med at betale, satte jeg kurs mod legetøjsafdelingen. Nej, her var ingen børn, meddelte man mig. Jeg gik mod sengetøjsafdelingen, hvor poden for mindre end ti minutter siden (med ukontrolleret mundvand), havde stået bøjet over noget Ninjago-sengebetræk. Heller ingen pode. Rulletrapperne var mit sidste bud; poden elsker rulletrapper. Ej heller nogen pode her. På det tidspunkt er hele to Føtex-medarbejdere på sagen, og taler om efterlysning. Jeg kan konstatere, at jeg for mit eget vedkommende har set alt, alt for mange film om børn, der bliver kidnappet, og jeg kan godt fortælle dig, at i en situation som den jeg netop beretter om, der gør den slags film ikke noget godt for dig. Intet.

Men, men, men. Poden befandt sig selvfølgelig i legetøjsafdelingen, og havde været der hele tiden, helt uvidende om alt det postyr der havde været. Jeg burde have vidst det, for han gør altid hvad han siger. Tænk så glad man kan blive for at se sin pode, når man tror han er blevet væk for altid. Til gengæld fik han bagefter lov til at køre op og ned ad rulletrapperne ligeså mange gange som han ville. De tænker sikkert, at jeg ikke har så skidemeget styr på min unge. Pyt nu med det.

Vi havde en skøn dag, som vi sluttede af med sukker. Masser af præfabrikeret og politisk ukorrekt sukker:

Ummenum!
Ha’ det skønt derude!

Lidt ude af sync …

  • Når man vil sige ”dit nattøj ligger på radiatoren”, og man i stedet siger ”din radiator ligger i fryseren”. Og det værste er, at man ikke selv er klar over hvad man siger, og derfor ikke kan forstå, at ungen ikke forstår det.
  • Når Mindste Pode bedyrer, at han har ondt i halseskindet. Que?
  • Når Facebook klokken 05:20 (mens man endnu ikke er kommet ud af fjerene), spørger, om man vil tjekke ind på ‘Linda’s bed & shower’.
    Øh, bare nej tak, tror jeg. Og så kan man i øvrigt gå og tænke over hvad det er, naboen egentlig laver.
  • Når man får at vide, at Ældste Podes nye tysklærer er englænder, men japansk gift og nu bosat i Danmark, og man kommer til at tænke på hvordan det tysk lige kommer til at lyde?
    (Hun er selvfølgelig både dygtig og kompetent!)
  • Når det bliver små-romantisk at gå i Netto med Mand, fordi det er det absolut eneste tidspunkt, hvor der ikke er børn, der afbryder. Tænk, at det pludselig bliver i Netto, at man rent faktisk får talt om ting…
  • Når man er stucked med et utal af vitaminpiller med adskillige smagsvarianter. Fordi ungerne ved pille nummer ét kvitterer, at dem kan de IKKE li’, og så står man der (igen) med alle sine talenter og 178 tyggetabletter med tuttifrutti-smag (foruden dem man i forvejen var strandet med).
  • Når én af poderne spørger, om jeg lige vil række ham den swagge ske. Den swagge ske, siger du? Har vi sådan én?….
  • Når der bliver talt om dødbringende lus. Helt nyt kapitel for Sebastian Klein, vil jeg tro.
    Det lyder sådan her:
    Mindste Pode: ”Mor ved du hvad, lus de suger blod fra menneskers hoved! … Man kan faktisk DØ, hvis man mister for meget blod!”
    Mig: “Jamen så meget blod suger lus altså ikke, så man kan dø af det…”
    Mindste Pode: “Kan man IK’?!”
  • Når ’Projekt kyllingelasagne’ ender sådan her:Rookie mistake.
    Man skal vogte sig for sine egne gode idéer, som Aksel Sandemose skrev.

Dagens bemærkning:

Mindste Pode: ”Mor, skal du være med til at spille Ludo?”
Mig: ”Neeeej, jeg skal lige lidt forskelligt… Jeg skal ha’ ryddet op efter aftensmaden, og op med vasketøjet og sådan nogle ting…”
Mindste Pode: ”Og spil’ iPad? Jeg tror os’ du skal spil’ lidt iPad, mor!…”

Busted much?

***

Bortset fra det, så har vejret jo været vidunderligt i disse dage (i hvertfald i det østlige Danmark) – man glemmer jo tilnærmelsesvist at være vinterdeprimeret! Får du nydt det derude?

Ha’ en fantastisk aften!

Fotograf: Palle Pophår

I virkeligheden er jeg slet ikke færdig…..

…med hvad vi kan kalde ’die verdeckte Donnerstag’.

Der var nemlig et punkt jeg ikke fik med i mit sidste indlæg. Og hvis det havde været med, så havde det været dette:

’Hvor jeg har siddet i arbejdsgruppe med en person, der efterfølgende viste sig at være en helt anden end først antaget. Very Important Person blev med andre ord betragtet som knapt så important’…

Nu tænker du sikkert, at det kunne være lidt af en gyser, men det var det faktisk slet ikke, selvom det kunne det måske godt have været i enhver anden sammenhæng.

Det, der er fjollet er, at jeg har været sammen med denne Very Important Person et par gange i nogle andre sammenhænge, hvor hun har været i selskab med en person, som jeg fejlagtigt antog for at være hende, altså the Very Important Person. Og fordi et eller andet – etwass – tilsyneladende er gået helt, helt galt indledningsvist i processen, har jeg så antaget Very Important Person for at være en helt tredje person andetsteds i fødekæden. Hun havde endda et helt andet navn (selvom det er nok i virkeligheden ikke så mærkeligt…). Lad os sige at jeg har kaldt Very Important Person for Birthe. Når så folk har talt om (den rigtige) Birthe (hun findes nemlig), så har jeg haft en helt klar idé om, hvem Birthe var, helt på samme måde som jeg havde en idé om hvem Very Important Person var. To fluer med ét smæk, eller?…

Nå, det jeg ville frem til var egentlig, at hvis jeg i torsdags havde vidst hvem Very Important Person i virkeligheden var, så havde jeg utvivlsomt været en stor undskyldning for mig selv i samtlige minutter vi sad i arbejdsgruppe sammen. Jeg har det nemlig sådan, at jeg bliver helt enormt anspændt og mærkelig, bare der er den mindste smule, der lugter af autoritet. Men som sagt, så betragtede jeg ikke Very Important Person som en slags autoritet.

Og derfor starter denne scene i forlængelse af sidste indlæg dér, hvor jeg netop har efterladt Kollega i en sø af vraggods fra den torpederede stol:

”Åh, GUD!”, udbryder jeg, ”var det MIG der gjorde det?!!”
”Nej, SELVFØLGELIG var det ikke dig!”
siger Very Important Person (som står ved siden af Kollega med hedengangen stol)
”JO! Det VAR mig! JEG GØR SÅDAN NOGLE TING!!” råber jeg afmægtigt.
”DET GØR JEG OS’!!” råber Very Important Person tilbage med samme indforståede desperation.

På baggrund af denne ordveksling føler jeg i udgangspunktet, at vi har en fælles forståelse for hinandens grundlæggende livsvilkår. Det er sgu’ altid dejligt når man møder nogen, der forstår én på et lidt dybere plan. Alt i alt munder det ud i noget hyggeligt gruppearbejde (siger jeg, der normalt ellers slet, slet ikke er fan af ting, der foregår i grupper).

Og det er dét, som jeg faktisk har tænkt over. I nogle dage nu. Altså ikke selve gruppearbejdet, men selve dynamikken i gruppearbejdet med Very Important Person. For fakta er, at hvis nu jeg havde vidst hvem Very Important Person i virkeligheden var, så havde jeg lukket nogle skodder ned. Ting var blevet akavede og pinlige i mit lille hoved, jeg ville være blevet usikker og ordknap. Og ja, ja. Jeg ved godt, at jeg er blevet fyrre, jeg burde være voksen nok nu, og alt det dér.
Men uanset hvor fjollet det end havde været, ville det utvivlsomt have været sådan det var.

Jeg kan godt se, at det ikke ser så verdensomvæltende ud på skrift, men for mig er det virkelig meget tydeligt hvordan jeg agerer meget forskelligt i samvær med forskellige typer mennesker i forskellige positioner og konstellationer. Og det er virkelig skørt. Særlig skørt fordi, at jeg faktisk synes, at jeg bidrog konstruktivt i den dialog der var i arbejdsgruppen, og alle disse ting ville jeg slet ikke have bidraget med, hvis jeg havde siddet pakket ind i undskyldninger over min egen tilstedeværelse.

Det er værd at tænke over.

Ikke desto mindre er der stadig sådan på det rent lavpraktisk plan et par løse ender:

Løs ende 1: Birthe. Altså hende, som jeg troede Very Important Person var.
Hende har jeg fundet et billede af på vores intra, og hende kender jeg ingenlunde.
Så meget for det.

Løs ende 2: Ligningens ubekendte er den nu navnløse person, som jeg indtil nu har antaget for at være Very Important Person – hvem dælen er det?….
Jeg kan jo af gode grunde ikke spørge.

Det er meget mærkeligt alt sammen.

Men altså, hvis ret skal være ret, så har jeg faktisk gjort det en enkelt gang før. Altså fået fejlplaceret et par kolleger. Dog ikke i så omfattende grad som her, but still.

Hvad kan man konkludere? Nothing’s what it seems…

Fotograf: Palle Pophår

Det var så dén torsdag…

Hvor vi startede dagen med at kravle ud i virkeligheden til snemasserne via skorstenen. Næsten, i hvert fald.

Hvor jeg samtidig konstaterede, at det jo stadig er så skidehamrende koldt, at man får hjernefrys af bare at trække vejret.

Hvor Mindste Pode væltede tre gange på cykel på vej til børnehave. TRE gange. Og hvor han ret beset hylede hele vejen. (Igen: HELE vejen.)

Hvor jeg undervejs sendte en SMS til Mand med en ordlyd i retning af ‘Jeg hader dit fucking lorte-job!!!’ fordi han skulle møde klokken syv, og jeg derfor skulle aflevere ungerne i snevejr.
Så voksen er jeg. (Mand var også så voksen, at den SMS svarede han ikke på).

Hvor jeg til et seminar listede (eller masede…) mig forbi Kollegas stol, hvorefter den faldt helt og aldeles fra hinanden. Vi taler vragdele i overflod. Skruer. Ting jeg ikke vidste fandtes i en ganske almindelig kontorstol. HVOR meget dårlig karma er det lige muligt at være i besiddelse af?…
Og i øvrigt: Undskyld!

Hvor jeg til et møde efterfølgende faldt over en anden stol.
Den gjorde det med vilje. Jeg ved det. Payback time.

Hvor jeg sad til selvsamme møde med en halv gris hængende ud af munden, bogstaveligt talt. Det kan være meget svært at bide skinke over.

Hvor min iPad forsynede mig med ekstremt dårlige noter til noget der skal blive et brugbart mødereferat i morgen. Hvem ved for eksempel hvad ’strategiske fymmunikatijn I medinas funds’ betyder? Ja, for jeg ved det virkelig ikke.

Hvor jeg (også på mit arbejde) ramte en tilfældig forbipasserende mand med et papkrus fyldt med affald da han pludselig ud af det blå, kom vandrende midt i mellem mig og skraldespanden. Shit happens. Han tog det faktisk meget pænt.

Hvor jeg afsluttede dagen med en utrolig hyggelig (arbejdsrelateret) middag, og blev mere end gennemsnitligt små-snalret af to glas hvidvin, og endte med at ha’ en længerevarende snak med Kollega om hashpåvirkede måger. Et tænkt scenarie, vil jeg skynde mig at sige; ingen grund til at blande Dyrenes Beskyttelse ind i denne her sag.

Hvor jeg ikke desto mindre efterlyser en helt almindelig og gennemsnitlig dag i morgen.
Er der en automat man kan trække sådan én i? Eller kan man låne et par stykker på biblioteket?

Hvor jeg bare tror, jeg går i seng nu.

Kom-kom…..

…er noget, man har kaldt efter de små poder sådan fra kan-gå-selv-alderen og nogle år frem. Man kalder til hudløshed. ”Kom-kom…” lyder det, når den lille spire er ved at slå rødder ved en vandpyt, og det i øvrigt er pænt koldt. Også selvom man ikke altid skal nå noget, men måske bare gerne vil lidt videre. Bare en meters penge. Eller måske skal man tisse, og man har modsat visse andre ikke ble på. Jeg har selv været igennem ’kom-kom’-fasen ad tre omgange, eftersom jeg jo har tre børn, men det er som om det aldrig er stoppet helt med den mellemste. Han har det nemlig med at kunne falde helt i trance. Over alt. Snørebånd, der skal bindes. Bøger der skal op af eller ned i skoletasken. Måltiderne, ikke mindst. Og det er jo på sin vis sundt nok, men ikke sådan så praktisk. Ikke altid, i hvert fald.

Det kan være om morgenen, som her:

Poden er ret langsom om at komme i tøjet. Og i overtøjet. Om at putte madkassen ned i skoletasken. Og nede i gården tager det uforholdsmæssigt lang tid at få cyklen låst op og påsat lygter. Mellemste Pode kan faktisk slet ikke se noget dér i det mørkeste og fjerneste hjørne af cykelskuret, men ignorerer ikke desto mindre alle opfordringer om at slæbe cyklen ud i noget belysning af en art. Bagefter skal der vanter på, og det tager også sin tid, men ak, så har han glemt at putte nøglerne ned i tasken, og det kan han jo ikke med de kæmpe, kæmpe store handsker, så de ryger af og på igen-igen. Klar til afgang spørger jeg lige for en sikkerhedsskyld om idrætstøjet er med? Pode svarer: ”Ja!.. Eller øh. Nej.”
Altså nej.

Pode beordres med strakte pegefingre til – hurtigst muligt – at drøne op i lejligheden og fluks indfange noget idrætstøj, og komme tilbage igen. Hastigheden bliver dog ikke mere toptunet af at moderen nu tillægger sig militaristiske kommunikationsmetoder. Det går med andre ord fortsat langsomt. Man tror det ikke, men der går faktisk et helt kvarter med at fremtrylle idrætstøj. Femten minutter. Er der nogen, som har undladt at bide mærke i, at der er frostgrader i det ganske land i disse dage? Femten minutter er lang tid. Undervejs møder jeg flere andre af ejendommens beboere, som kommer med friske kommentarer a la ”Nå! I er nok sent på den i dag!” og ”Ja, nu er det jo lige før I ikke behøver cykellygterne længere!” ….
TAK!…blev der sagt.

Vel nede igen, erfarer poden, at kæden er røget af cyklen. For helvede.

Det kan også være om eftermiddagen, hvor han skal hentes til noget sport. Poden har sendt mig en SMS med besked på, at han går i bad nu. Det giver mig tid til at køre hjemmefra og møde ham ved hallen, hvor poden sjovt nok aldrig dukker op til det dikterede tidspunkt. Poden har nemlig brugt al krudtet inde på banen. Dampen er bare gået helt og aldeles af, og alting foregår derfor pludselig (igen) i slowmotion. Pode stener, og hverken ser eller besvarer derfor den lettruende besked jeg sender efter tyve minutter, hvor jeg slet og ret skriver Mellemste Pode…?! ( – læg dog mærke til, at jeg undlader et ’God damn it’ og diverse ’du-er-en-død-mand-nu’-symboler).

I virkeligheden kan det være på alle tidspunkter af døgnet. Og med andre ord kalder jeg stadig ”kom-kom”, og vil nok blive nødt til at gøre det en rum tid endnu. Måske stopper det aldrig.

Jeg er i tvivl om hvorvidt det er godt eller skidt for andet end mit blodtryk (som i går aftes var så højt, at det susede for mine ører). For det er jo meget godt at man (altså poden), kan sætte i et gear der betyder, at han ikke konstant pisker rundt efter egne eller andres dagsordener.
Man skal skynde sig langsomt, som Kejser Augustus sagde. Festina Lente, hastværk er lastværk. Jeg tænker, at det bliver en fordel for knægten en dag. Jeg skal nok bare lige lære at tænke det som en fordel når jeg står og venter….

Venter du også på dine poder?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”No matter how slow you go, you are still lapping everybody on the couch”
Ukendt.

”Den, der rider på tigeren, opdager, at det er vanskeligt at stå af”
Kinesisk ordsprog.

Tics og tricks. Eller, nå nej. Bare tics.

Kender du de dersens mødre, som per default giver dig tics på de dårlige dage? Det kan godt være, at det bare er mig. Det har noget med spejling at gøre, har jeg ladet mig fortælle. Eller også har jeg læst det et sted; det kan jeg ikke huske.

Nå, denne hersens mor, lad os kalde hende Den Overentusiastiske Mor, har et barn, der går i samme institution som Mindste Pode. På de dage, hvor jeg henter lidt tidligere, støder jeg ind i hende. Hun henter sit barn, der ikke er større end tobak for en skilling, og som mest af alt ligner en kæmpe ble omviklet en flyverdragt og tilsat en cykelhjelm forklædt som bi, og det er som om man bare ikke kan komme uden om hende. Moderen altså, ikke barnet. Hun signalerer spelt, langsommelighed og mentalt overskud. Og så tror jeg også, at det har noget at gøre med lydniveauet, som er sådan ret højt. Måske er barnet udfordret på den front, herregud, aren’t we all, men det gør samtidig, at man ikke kan lade være med at bemærke dem. Eller igen: Måske er det bare mig. I hvert fald taler hun i mine ører påfaldende højt, og med meget glad stemmeføring uafladeligt.

På denne der måde hvor hun siger SSSSSUPER! fordi ungen har knækket den hemmelige kode til Fort Knox (og som man IKKE må give til ungerne, fordi man så forestiller sig, at de sluser sig selv ud i en lind strøm mens de burde være i børnehavens varetægt). Således begejstret i overmål over ungens færdigheder, fragter hun barnet op bag på cyklen med et Og oooooooop med dig!! JA!! Sidder du godt? Hva’?! Nu skal vi to rigtig ud at CYKLE! – hvorefter hun cykler afsted med poden bagpå alt imens hun synger Mariehønen Evigglad. Højt.

Det er i sådanne situationer, at jeg som minimum ønsker mig noget playback i form af Don McLeans sing-along-version af ’By the Waters of Babylon’, som jeg ved et uheld hørte på mit arbejde en dag, og det var en ret lidelsesfuld affære så længe det varede. Men altså, anything der kan fjerne fokus fra Den Overentusiastiske Mor og Mariehønen Evigglad.

Og nu til pointen, for der er jo ikke noget galt med moderen, vil jeg lige skynde mig at understrege. Absolut ingenting. Faktisk rammer hun også kun ind i de inderste nervestrenge på de dage, hvor man i forvejen er lidt ved siden af sig selv, og føler at der står ’frysepomfrit’ i panden på én. Hvor man er ked af det, og føler sig som en stor og gigantisk fejltagelse. Hvor cremefraichedressing med purløg bliver en nærdødsoplevelse, og hvor det er reglen frem for undtagelsen, at parkeringsautomaten æder alle pengene uden at udstede billet. Og det ER jo torsdag, ej at forglemme.

Så bliver Den Overentusiastiske Mors overskud meget synligt. Og ved siden af al den entusiasme føler man sig bare grå og indebrændt. Ordknap, og sådan ret ikke-hyggelig. Og det er bare lige som om der ikke er mere overskud tilbage i verden til andre. Hun har pludselig slugt det hele, eller i hvert fald som minimum alt mit.

Hvor meget jeg kan tage Den Overskudsagtige Mor ind, handler (som det fremgår) dybest set om mit eget overskud og i særdeleshed manglen på samme. Og jeg mangler virkelig overskud i disse dage, hvis ikke du skulle have luret det allerede. Det er sådan en følelse af, at alle andre gør alt det rigtige, undtagen mig. Der er en kode, jeg ikke har knækket, og det er ikke den på indgangspartiet til Fort Knox. Hvor det er ligesom om at ALT hvad jeg lukker ud af ord bare er filtret ind i hinanden, og lander forkert på den anden side. Bvadrr…

Nogle gange tænker jeg, at der må være en kæmpestor støvsuger, som i nattens løb opsuger min sidste rest af hjerneceller, og derved efterlader mig uden mulighed for at tænke rationelt eller drage følgeslutninger i øvrigt.

Jeg ved, at i morgen ser det sikkert anderledes ud.
Jeg vil derfor tvinge mig selv med at slutte dagen af med at tænke fem gode tanker, det skulle være så sundt, siger man jo… :

  1. Jeg sidder IKKE på delekontor med Den Overentusiastiske Mor!
  2. Hmmm….
  3. Bummelum….
  4. Hm….?
  5. ……….

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket”
Kinesisk ordsprog.

Dagens bonusinfo
(helt uden for kontekst i øvrigt):

Ynder dine poder også at gå på toilettet midt under aftensmåltidet?
Og undrer du dig? I så fald har jeg svaret:

Mand: ”Hvorfor er det, du skal på toilettet midt i det hele, når du også går på toilettet inden aftensmaden?”

Mellemste Pode: ”Far! Det tager 24 timer for maden at komme igennem systemet. Sååååh!…: Fra aftensmad til aftensmad….”

Sååååh……

Et skridt frem og ti tilbage

Der skulle egentlig stå ’Et skridt frem og TO tilbage’, men da jeg så fejlagtigt havde skrevet ’ti’, så tænkte jeg, at det passer sgu’ egentlig meget godt på indlægget. Som handler om vasketøj. Faktisk er det længe siden jeg har flashet noget om vasketøjssituationen herhjemme, og nu er tiden inde. Hvis ikke du orker det, så skal du ikke hører et ondt ord fra mig, hvis du smutter over på et par andre domæner i mellemtiden.

Men faktum er, at jeg snart må kapitulere (det er et mirakel, at vaskemaskinen ikke har gjort det for længst). Jeg tænker, jeg må indkalde til noget øråd. Og på ørådet vil man kunne høre følgende:

”Mayday, mayday! Houston, we have a problem: Vasketøjssituationen er ude af kontrol. Out. Of. Control. Comprende? Capish?”

Med andre ord er der nogen her – mig, rettere sagt – der DRUKNER i vasketøj, sandsynligvis inden for en ganske overskuelig fremtid. Jeg står i vasketøj til halsen (og jeg står på tæer!), og det bliver ved og ved og ved!

Kapitulation og druknedød er voldsomme trusler, men det er ikke uden grund, at jeg vælger så stærke ord.
Udfordringerne er disse:

  • Poder plus Mand dyrker virkelig meget sport.
    Poder har sammenlagt sport på programmet 13 gange i løbet af en uge (JO, fandme!), foruden kampe. Dertil kommer Mands løbeture. Der skal virkelig vaskes meget sportstøj og mange håndklæder.
    Heldigvis er fordelen (hvis man kan tale om, at der findes sådan én) ved sportstøjet dog, at sådan noget polyester-syntetisk-viskose-hejs tørrer virkelig hurtigt.
  • Derudover er der en pode, som har det med at smide sine jeans til vask hver aften.
    HVER aften.
    Jeg har ellers sagt mange, mange gange, at med mindre man har været oppe at slås med en halv liter hindbærbrus, så behøver sådan et par jeans faktisk ikke at blive vasket efter blot at have været i brug en enkelt dag. De kan faktisk godt holde to dage, eller tre, for den sags skyld.
    Meddelelse ryger IKKE ind på lystavlen hos pode, der fortsat arkiverer næsten rene jeans i vasketøjskurven. Hver aften.
  • Ydermere sker det også med jævne mellemrum, at man fisker noget op af vasketøjskurven, der sidder sammen sådan her:
    Så er det virkelig gået stærkt, og er ikke særlig befordrende for moderens videre arbejde udi vasketøjssortering.
  • Sidst, men ikke mindst, har jeg fra tidernes morgen overset en fatal detalje i mit vasketøjsregnskab: Jeg har hele tiden troet, at vasketøjsbunkerne på et tidspunkt toppede. Og jeg troede faktisk en overgang, at omfanget allerede havde nået sit alleryderste. At den mængde der var, på en måde ville være stationær, og at det ikke kunne blive værre. Men så indså jeg med rædsel, at poderne jo vokser….. Og når poderne vokser, har de brug for nyt og STØRRE tøj… Som på et tidspunkt bliver til KÆMPE jeans og KÆMPE sweatshirts og KÆMPE shorts og KÆMPE underbukser og KÆMPE strømper!!!!!!!!!!!
    Og her var det så, at jeg indsatte mit dødsskrig.

Jeg tror, der er lang vej igen.

Dagens kloge ord

”May the stars carry your sadness away,
May the flowers fill your heart with beauty,
May hope forever wipe away your tears,
And, above all, may silence make you strong”
Chief Dan George.

”Problemer har der været nok af i mit liv. Men de fleste af dem blev ikke til noget”
Mark Twain.

Dagens foto:

Vi glæder os til forår.

Et dilemma til monopolet (om legeaftaler)

Kender du det med at få en SMS fra en forælder om en legeaftale? Hvis du har børn, så har du helt sikkert prøvet det.

Der er de gode legeaftaler, og de knapt så gode legeaftaler. De sidste er som regel relativt opslidende.

Det er dem, hvor det med al tydelighed fremgår at der rent faktisk findes børn, der er blevet forskånet for opdragelse. Her stifter man bekendtskab med børn, der larmer, råber og anvender ukvemsord man aldrig nogensinde havde forestillet sig at man skulle stifte bekendtskab med (og slet ikke i eget hjem). Det er børn, der er hinsides alle gængse spilleregler og enhver tænkelig form for fornuftig omløb i hovedet. Små menneskelige torpedoer, der sværdfægtende hopper rundt i sofaen, selvom der bliver sagt NEJ!, og som under aftensmaden spiser som en løbsk roekværn.

Utroligt, så stor forskel der kan være.

Fordi vi har så meget sport på programmet, er vi nok – ville nogen utvivlsomt mene – lidt bagud i valsen hvad angår legeaftaler. Der kan godt gå lang tid imellem, vil jeg sige. Rigtig lang tid, faktisk. Hvis ret skal være ret, så er jeg faktisk heller ikke sådan mega-meget fan af dem, og har aldrig helt forstået dem der mener, at alting bliver så utroligt meget lettere med et eller flere ekstra børn. Det har jeg ved Gud aldrig erfaret. Just kill me now.

De to store arrangerer efterhånden selv hvem de vil se, og hvornår. Så meget lettere; bland endelig de voksne udenom med mindre der er transport involveret. Og hermed videre til mit aktuelle dilemma. For stor er min overraskelse (med storepodernes selvstændighed in mente), da jeg en dag modtager en SMS fra en forælder i en af ældste podernes klasse, som gerne vil ha’ en aftale i hus. Min pode har ikke leget med denne her dreng, Conrad, siden en enkelt gang i 0., men min pode siger ok, og jeg skriver til Conrads mor, at det kan vi godt finde ud af.

Conrads mor kvitterer omgående med et bud på en mulig dato. Og netop da slår det mig, at Conrad sgu’ da lige har haft kyssesyge. Faktisk var Conrad så syg, at han blev indlagt, og der blev varslet meningitis (hvilkede selvsagt forårsagede en voldsom panik). Men altså, meningitissen blev kogt ned til kyssesyge. Eftersom jeg selv har haft kyssesyge TO gange (og inden du siger nej, nej, det kan man kun få ÉN gang, så jo: Antallet af tilfælde af kyssesyge i mit liv er lig med to, og det er lægeligt dokumenteret), så jeg har den dybeste respekt for den sygdom.

Jeg googler straks noget med smittetid, og læser med stor rædsel, at en ramt person kan smitte i flere måneder efter sygdomsudbruddet. Dette eskalerer i mit hoved, og inde min hjerne ser jeg sådan her ud:

(Tilsæt rynker)

Jeg ved, at Conrad har to søstre, som samtidig kan være omvandrende smittebærere hjemme hos Conrad. Kyssesyge er med andre ord tilnærmelsesvist UUNDGÅELIGT. Med kyssesyge er al sport forbudt-forbudt like forever. Jeg ved også, at min pode skal spille noget meget, meget vigtigt håndbold om er par måneder, og taler om det hver dag, så meget glæder han sig.

I mit hoved er ligningen uomtvisteligt denne: Legeaftale = kyssesyge = ingen håndbold og meget ulykkelig pode.

Havde det været en af bedstevennerne, havde jeg nok set gennem fingre med det, for de går jo og spytter hinanden i hovederne konstant (ikke med vilje, selvfølgelig), og i så fald er det jo pænt svært at undgå at de smitter hinanden. Men eftersom jeg ikke anså aftalen med Conrad for at være strengt nødvendig (hvis man kan formulere det sådan), så tænkte jeg, at den risiko ville jeg ikke løbe. Undervejs i mine tankerækker blev samtlige poder herhjemme jo også smittet; alle med mere end ét barn ved jo, hvordan en god gang knæk og bræk kan køre i ring LÆNGE! Ja, kald mig endelig hysterisk – jeg kan klare det (og nej, det var IKKE en invitation)!

Nå. Nu var gode dyr rådne.

Jeg så tre valgmuligheder for mig, og valgte den ene.

Valgmulighed 1:

Valgmulighed 2:

Valgmulighed 3:

Jeg siger ikke, at jeg valgte den ærligste. Og ja, jeg er muligvis en mean mother fucker. Det var heller ikke en invitation.

Spørgsmålene er ikke desto mindre disse, for jeg vil virkelig gerne høre:

  • Hvad ville du ha’ gjort? Og noget helt andet:
  • Hvordan håndterer man bussemandspillende – og ditto spisende – legekammerater?
    Ongoing problem apparently.
    Til mine egne ville jeg bare brøle noget i retning af: ”Så’ det fingeren ud af snudeskaftet, makker!”, men man kan ligesom ikke tillade sig den slags overfor lånebørn, vel?…..

Ak. Et er sikkert: Livet er et 3D-puslespil…

Dagens SMS:

(fra Pendler-Mor//Kollega:)
”Åh gud….. Havde legekammerat med hjem i dag – big mistake!!! Eller i hvert fald forkert kammerat….. Er så ødelagt i mit hoved!! Tyller Baileys med de sidste sørgelige rester af isterninger for at dulme – vi har ikke mere rødvin. Åh, det smadrer resten af ugen, der her….”

Hørt under en legeaftale:

Mindste Pode: ”Må vi få nogle mandler?”
Mig: ”Ja, det må I!”
Legekammeraten: ”Jeg kan bedre li’ pebernødder….”

Går den, så går den.

Man skal ikke kimse ad bumser…

…det er ganske vist. Og jeg ved det, for jeg er blevet angrebet så ganske eftertrykkeligt. Af en enkelt! (Og allerede nu ved du, at det er et utroligt spændende indlæg, og at du bare MÅ læse det til ende!)

Bumsen startede ganske uskyldigt sådan til højre for hagen, som en helt almindelig én af slagsen, måske en af de lidt større, bevares. Jeg tror, den tog tilløb sidste mandag. Tirsdag morgen tænkte jeg, at der måtte gøres noget inden jeg tog på arbejde (der er trods alt grænser for hvad man kan byde sine kolleger). Det hjalp ikke synderligt. Kunne mærke at presset tog til (ja, undskyld) hele tirsdagen på arbejdet, og da jeg kom hjem tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte se nærmere på sagerne igen. Jeg erfarede på det tidspunkt, at spændingerne ikke var der for ingenting, og at jeg faktisk var gået hen og blevet lidt små-deform i den del af ansigtet, hvor bumsen havde holdt sit indtog. Vi taler en radius på adskillige centimeter. Det betød, at jeg pludselig lignede én, der var blevet lokalbedøvet i forbindelse med en rodbehandling eller noget andet grimt. Overvejede omgående en længerevarende sygemelding.

I de efterfølgende dage tog hævelsen til, og jeg ligner på det tidspunkt en krydsning mellem Vito Corleone (Marlon Brando-versionen) og Klokkeren fra Notre Dame. Og ingenting kan skjule det.

Det betyder også, at jeg i disse dage lægger ører til ting som:

“Mor, hvad er det EGENTLIG du har dér?!…” (Mellemste Pode, der – efter at have fået informationen ’bums’ – fortsætter: ”Det er lissom min træner, han har sådan nogle over det hele! De stikker ud i hele verden! Men de er ikke lige så store som din er… Ældste Pode ville synes det er virkelig pinligt at følges med dig. Har vi mere müsli?”)

…og:

“GUD, hvad er det sket med dig?!” (forfærdet veninde på café)

…og:

”Tænk hvis den aldrig forsvinder?!” (Mand)

…og:

”Er den dér død, den du har i ansigtet?” (Mindste Pode efter at have afværget et kram)

Jeg lover dig, hvis det nogensinde skete for Kronprinsesse Mary, så ville den kulørte presse være på den anden ende.

Filipensen bliver efterfølgende til et bombekrater, og jeg frygter om ikke for mit liv, så i hvert fald for mit helbred. Man har vel ikke hørt om nogen, der afgik ved døden på grund af en bums? Eller hvad? … Efterfølgende er der kommet farver og striber på repertoiret. Marlon Brando-versionen bliver nu afløst af Skrumpen fra det Ydre Rum, og jeg sværger, jeg ligner én, det har fået en lastbil i hovedet. Okay, måske en lille lastbil, but still, you get the picture.

Og for at det ikke skal være løgn, så er dette helhedsbillede nu blevet fuldendt med et semiblåt øje i den modsatte side af hovedet. Og hvis jeg så bare havde en god historie at koble op på det øje, så ville den være helt i vinkel, men nej – jeg har såmænd bare ramt mig selv i øjet med en finger. Det sker jo hele tiden, det ved vi alle. Nej? Udgangsforbud, hørte jeg nogen sige? Ingen højere?

For nu at afslutte med noget pænt, så du ikke går rundt med alle de grimme, grimme billeder i hovedet så værsgo’:

Fotograf: Palle Pophår

PS: Nej, dette indlæg har absolut ingen pointe. Det var blot en række ord, der stod i kø og skreg “Skriv os ned, skriv os ned!”. Så i virkeligheden har jeg bare pareret ordre.

PPS: Lover, at jeg snart finder mit alvorlige jeg frem igen. Promise. Ikke så meget fis.
Håber at se dig på domænet snart igen!