Små-ristet?

Advarsel: Hvis du går rundt og er i godt humør, så læs et muntert indslag på en anden (og mere happy) blog. Jeg er nemlig i et helt andet humør, og jeg ved ikke om det smitter.

Ja, jeg går rundt og er gået lidt små-ristet i hovedet i disse dage (i fald du ikke tidligere har bemærket det). ’Trænger til ferie’, er måske kodeordet. Under alle omstændigheder er jeg flad og ked af det. Tingene er lidt op ad bakke, lidt træls (det er sådan et godt foundation-ord; det dækker ALT!), uden at der nødvendigvis er en altoverskyggende årsag. Overskuddet hænger i en tynd og ultraflosset tråd. Grunden er vel i virkeligheden bare den, at hverdagen stadig går stærkt, og praktikaliteterne fylder mere end sædvanligt.

Og når først man er nået til det punkt hvor batterierne bare har lyst rødt i lidt for lang tid, bliver de sædvanlige gøremål også nogle gange sværere at overkomme, og der skal endnu mindre til at vælte læsset.

Det kunne være vasketøjet. Hvornår stopper strømmen? Mands løbeshorts pludselig kræver en relativt høj IQ at finde hoved og hale i, når de skal hænges til tørre. Har du nogensinde været i nærkontakt med sådan nogle? Der er både indershorts opg ydershorts, og når de er vendt på vrangen, er det udelukkende et spørgsmål om (fri) fortolkning.

Det kunne være Bror, der ringer og har fundet et tvivlsomt gevær i nyligt afdød fars gemmer. Adskillige forældre, som muligvis har overhørt min del af telefonsamtalen udenfor børnehaven, tror nu vi er sådan nogle småtvivlsomme rocker-in-disguise-typer, og jeg forventer et massivt boykot af legeaftaler fremadrettet.

Det kunne være Mindste Pode, der jokker i et glasskår på legepladsen i børnehaven (hvad f….. laver et glasskår dér?!), og længe styrtbløder som en slagtet gris. Stakkels pode.

Det kunne være når Mellemste Pode, der efter at have kaldt på en temmelig anklagende måde i relativt langt tid, kommer ud fra værelset med en skabslåge under armen, der ganske simpelt er faldet af. Så er der ikke så meget forståelse fra min side (sig mig, er hele tilværelsen da ved at falde fra hinanden?).

Jeg ved godt det handler om at udvise rettidig omhu, men altså… that’s simply not how it works in life.

Måske fylder tingene ikke mere end hvad de har gjort tidligere, eller plejer at gøre. Måske er tilværelsen altid fuld af løse skabslåger og uidentificerbare håndvåben, der skal tages stilling til? Måske er det måden jeg går til dem på, og måden jeg anskuer dem på, når min hjerne er ristet og gennemmalet som kaffebønner?

Har du det nogensinde sådan?…..

I øvrigt: Glemte jeg at fortælle, at jeg fik smækket mig selv og Mellemste Pode inde i en trappeopgang her forleden morgen på mit arbejde? Det glemte jeg da vist at nævne.. Så gik der tid med det! Cirka et kvarter, for at være helt præcis. Mellemste Pode har bedyret, at det var det kedeligste femten minutter i hele hans liv. Jeg – for min part – synes tværtimod det var RET spændende….: ”HALLO? HALLOOoooooo??”….

Dagens følelse
(hørt i Disney Sjov):

”Jeg er den nedgroede negl i dine selskabssko… ”

I morgen bliver bedre!

(Subtitle: Dagens aflevering, part II (- ja, der findes faktisk en forløber til dette indlæg, som blev postet i går. Bloglovin’ valgte bare ikke at vise det…))

Mellemste Pode skal på Aqua Camp. For dem, som ikke bor i hovedstadsområdet kan jeg oplyse, at der er tale om svømmeskole for de mindste skolebørn i de uger, hvor forældrene stadig ikke holder sommerferie.

Fordi Mellemste Podes Aqua Camp først starter klokken 9:00 er han indledningsvist med mig på arbejde, og planen er, at jeg så følger ham over i svømmehallen, og derefter slår et smut forbi lægen på tilbagevejen for at få taget en blodprøve klokken 9:10. Ok, måske ikke den bedste planlægning ever, men jeg tænker at det holder, og planen er klappet af med Chef.

Vi kører til Aqua Camp lige tids nok til at jeg begynder at blive lidt presset i forhold til planens holdbarhed. Der er heldigvis god fart på cyklerne; Mellemste Pode glæder sig. Kort før svømmehallen tager Mellemste Pode farten af cyklen. Min skingre stemme befaler ham at køre videre: ”KØR! BARE KØR!” gjalder jeg ud i trafikken, samtidig med at jeg gestikulerer som en anden brigadegeneral med den ene arm i kørselsretning. Lige meget nytter det, for Mellemste Pode kvitterer med at lave et 90 graders uvarslet venstresving. Herefter følger Tour de France-værdige undvigelsesmanøvre fra de bagvedkørende cyklister, som venligst undlader at overøse os med ukvemsord (dem står jeg selv for i denne omgang). Sikke noget roderi dér midt på cykelstien, og Mellemste Pode, bliver selvfølgelig ked af det. Mere eller mindre ved siden af os selv ankommer vi efterfølgende til camp’en, hvor jeg som det første dumper ind i et fordums bekendtskab fra mine folkeskoleår, du ved, levn fra en tid man egentlig helst vil glemme. Så står man der, med frisuren helt i uorden, og tænker ”Knus? Eller knus-ikke? Hvor er vi? Åh Gud, spol tiden ti minutter tilbage. Eller otte. Eller bare syv-et-halvt, så tror jeg vi klarer det hele”.
”Min datter sidder også derinde”, kvidrer min fortid (efter akavet kram), mens det eneste jeg kan finde på er at sige ”Nå, men så ved vi da i det mindste hvor vi har dem i den næste uges tid….”.

Pode bliver tjekket ind, får en t-shirt (jeg når lige at konstatere, at farven heldigvis er pænere end da Ældste Pode i sin tid var tilmeldt…), men Mellemste Pode ser stadig ikke helt okay ud. Det er bare det værste i hele verden, når den slags sker: Pode, der længe har glædet sig til Aqua Camp er nu mærket af cykelstyrt og mærkelig mor, og er pludselig slet ikke klar til dagens strabadser i øvrigt. Det er med en virkelig trist følelse i kroppen at jeg kører videre ud i verden med kurs mod lægehuset, nu alt for sent på den. På det tidspunkt, da der er to minutter til min blodprøvetid, opgiver min cykel sit ævred, og melder pas. Flad, kaput, slut. Jeg panikringer til lægen, og meddeler min forsinkelse; smider cyklen fra mig og galopperer afsted. Ankommer til lægehuset storsvedende og rød i hovedet. ”Er det sådan lidt lummert derude?”, spørger lægesekretæren medfølende. ”Nej, nej”, svarer jeg, ”det er såmænd bare fordi jeg har løbet hele vejen ned ad Godthåbsvej. I klipklappere”. (Sikkert et yndigt syn i øvrigt (*HOST*), men det sagde jeg selvfølgelig ikke noget om).

Jeg er ikke typen, der er glad for blodprøver (så er det sagt), men overlever dagens stik til trods for sygeplejerskens ”…og nu kommer der en lillllllle prik…”, hvilket de altid glemmer at de IKKE skal sige, selvom jeg altid beder dem om at lade være. (Er der i øvrigt nogen, der kan fortælle mig, hvorfor det hedder ’stase op’ eller en ’staseslange’? (retorisk spørgsmål, jeg har i virkeligheden IKKE brug for en forklaring!).
I really don’t get it. Gys.

På vej tilbage opstår næste udfordring: Hvor dælen smed jeg cyklen?…. Efter yderligere lidt vandren rundt i området finder jeg den, og tropper slutteligt totalt udmattet op på arbejde. Igen.
Jeg får computeren i omdrejninger. ’HUSK: Mellemste Pode til Aqua Camp + blodprøve’ står der på skærmen; en meddelelse fra kalendersystemet. 45 minutter overskredet. I get it!

IMG_1832

I morgen bliver alting bedre!…

Something’s missing?? (- and it ain’t the head..)

(Subtitle: Dagens aflevering, part I)

Nogle gange gider man bare ikke mere, og så tager noget andet i én over. På randen af vanvid over det det perifert konstante ”moar, moar, moar…” gør man (læs: jeg) ting, jeg ikke ville have troet muligt for ti år siden. Så som for eksempel at aflevere Mindste Pode i børnehaven en tidlig juni morgen iført jakke og underbukser, fordi der var krise over, at fodboldshortsene var til vask. En stund, hvor man midt i en kamp konkluderer: ”Jamen så må du jo komme i børnehave i underbukser!!”, hvortil ungen promte svarer ”Ja!!!”.
Som sagt, så gjort, og ungen var svært godt tilfreds.

Hvis jeg syntes det var grænseoverskridende i gerningsøjeblikket, var det ingenting imod Ældste Pode, der sneg sig langs murene og krydsede fingre for, at alle ville være på ferie og dermed ude af stand til at bevidne disse grufulde pinligheder.
I børnehaven forsikrede de mig om, at det var sket før.
Ordet ”tak” er nogle gange så undervurderet.

IMG_Somethings missing - NY

Dagens kloge ord
W.C. Fields:

”Hvis det ikke lykkes dig første gang, så prøv igen og en gang til. Derefter kan du give op.
Der er jo ingen grund til at blive ved med at opføre sig som et fjols”.

En logistikudfordring…

Nogle gange er det smart at være smart. Sådan som i at tænke smart. Med andre ord, lave lidt planlægning, med det formål at simplificere nogle af hverdagens gøremål.  Men nogle gange så går al den smarte tænkning desværre helt og aldeles op i hat og briller.
Hermed et eksempel fra den virkelige verden:

Der er tale om et helt almindeligt samkørselsprojekt.
Udgangspunkt: Der er arrangeret bowlingtur med klassen. Ældste Podes, for at være helt nøjagtig.
Smart plan: Vi deler kørselstjansen med et andet forældrepar, det vil sige det andet forældrepar bringer; vi (=Mand) henter.

Ganske simpelt, tænker du måske umiddelbart? Ja, det skulle man jo mene. Ikke desto mindre afspringer følgende korrespondancer af den ellers i øvrigt fine plan:

SMS 1) Mig til Victors mor: Igangsættelse af smart plan.

SMS 2 og 3) Aftalen er i hus; Ældste Pode skal bare gå med Victor hjem. Pretty simple.

SMS 4) Mig til Mand: Hvem ringer til SFO’en og siger, at Ældste Pode skal gå med Victor hjem?

SMS 5) Mand tager tjansen.

Meddelelse på forældreintra (gengivet helt i overensstemmelse med oprindelig ordlyd OG stavemåde): ”Alle der skal til bowling i dag skal ha kontanter med til drikkevare til selve bowling samt spisning. Det var desværre ik med i prisen har vi lige fundet ud af”.

SMS 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 og 13) til og fra Victors mor: Kan Ældste Pode mon låne penge? Hvor meget tror vi der er brug for? Og hvordan skal meddelelsen EGENTLIG forstås?…..

Opringning 1) fra Ældste Pode (fra SFO’ens telefon; hans egen telefon er jo dels ikke medbragt, dels tør for strøm – helt business as usual….): Ældste Pode meddeler, at Victor er gået hjem, og at Mand (da Ældste Pode ringede) IK’ havde tid til at snakke om, hvad der så skulle ske…..
Plan A og B lægges med Ældste Pode:

  • Plan A: Smut forbi Victor på vej hjem, og se, om han lukker op.
  • Plan B: Kør hjem, og ring til os.

Opringning 2) fra irriteret Mand, der spørger, om jeg har talt med Ældste Pode. Mand har brugt i omegnen af syv minutter på at opstille forskellige handleplaner for poden, som kontinuerligt havde kvitteret med et lettere åndsfraværende ”Hvaaaddd??…..”

Opringning 3) fra Ældste Pode (via FaceTime fra lillebrors iPad….):
Ældste Pode er nu kommet hjem. Ingen kontakt til Victor via dørtelefon.

SMS 14) Mig til Victors mor om at noget er gået galt i dagens koordinering.

Opringning 4) fra Victors mor, med hvem der nu lægges en ny plan. Victor er i bad, men klar til gæster efterfølgende. Vi aftaler samtidig, at når nu Ældste Pode er hjemme, så tager han selv penge med.

Opringning 5) til Ældste Pode (stadig via FaceTime på lillebrors iPad) – nu med nye ordre:

  • Skift tøj
  • Og husk penge!
  • Gå over til Victor (og HUSK nu de penge!)

Til denne opringning medfølger en udtalt opgivende og bebrejdende attitude. Fra Ældste Pode. Ikke mig. Eller jo. Måske også lidt fra mig.

Opringning 6) Ældste Pode fra Victors telefon. Er nu ankommet. Har dog glemt penge. Surprise.

SMS 15, 16, 17 og 18) til og fra Victors mor med opfølgning og status på økonomisituationen (samt lidt himlen over up coming-teenagers).

Alt i alt kan ovenstående sammenfattes til følgende:

  • Meddelelser på forælderintra: 1
  • Opringninger: 6+
  • SMS’er i alt: 18

På trods af historiens lykkelige udgang (begge drenge kom rettidigt  både til og fra bowlingarrangementet), kan man relativt let konkludere, at den vældigt smarte plan ikke levede op til de indledningsvise succeskriterier. Slet ikke smart plan over hovedet. Det ville – når alt kommer til stykket – have været fyrre gange mere tidsbesparende selv at fragte poden til og fra bowlingcenteret.

Sammenfattet skyldes den massive korrespondance jo ikke udelukkende at drengene havde forlagt deres hjerner undervejs, men jeg vil sige, at jeg skriver dette indlæg med en mørk sky af bange anelser hængende over hovedet i forhold til hvad vi mon går i møde på teenagefronten. Når poderne allerede nu, i det store hele kan siges at kræve mandsopdækning fra en PET-agent for at indfinde sig samme sted på samme tidspunkt.

MÅSKE er min hjerne er lidt smågrillet, og MÅSKE er lunten er lidt kortere end sædvanlig. MÅSKE er jeg på nogle områder sådan lettere højeksplosiv, og MÅSKE burde jeg udstyres med faresymboler klistret i panden, bare så folk er advaret.

Eventuelt sådan ét:

Udklip 2

?

Dagens kloge ord
Samuel Johnson:

”Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.”

Hva’?!

Jeg er jo sådan mere eller mindre stokdøv. Eller i hvert fald derhenad. Medfødt, sandsynligvis, også selv om jeg var et relativt stort barn inden det dæmrede for nogen. Min søster gjorde dog opmærksom på det en del gange; hun havde luret det. Men det var ligesom om mine forældre heller ikke tog hendes påstande til efterretning. Deres lidt irrationelle tilgang til de høremæssige udfordringer skete ud fra devisen ’Der er ikke noget galt med de to første poder, så er der sgu’ nok heller ikke noget galt med denne hér pode….’.

Men altså, noget var – og er – der jo galt, og det er ikke sådan at løbe fra. Ting i dagligdagen bliver uvilkårligt lidt besværliggjort af handicappet, og til tider føler man sig også lidt fjollet når ørerne spiller én et puds. Eller rettere, når ørerne slet ikke spiller efter reglerne. Det er for eksempel når:

  • Man holder i parkeringskælderen på sin cykel, og venter på at porten skal gå op. Tænker, at porten nok har en stakket frist, med den trælse lyd, den pludselig er begyndt at gi’ fra sig. Kører ud fra kælderen, og ser en mand, som beskærer buske med motorsav.
    Det var så nok ikke porten, der kom med den lyd.
  • Når man hører et højt “HEJ!!” – men desværre bare ikke kan høre hvor lyden kommer fra….. (”HEJ!!” bliver som regel efterfulgt af et ikke mere oplysende ”Her ovre!”) – så står man og stirrer febrilsk og åndet mod alle verdenshjørner på skift i håb om at fange en blafrende, vinkende arm et sted. Det kan godt tage nogen tid, skulle jeg hilse og sige.
  • Når man ser utekstet fjernsyn. Det er SÅÅÅÅ up hill.
  • Når de gode hjørner er optaget til møder og middagsselskaber (jeg skal i den forbindelse takke alle de høflige bordherrer, som gennem tiden har siddet ved min venstre side og regeret med højtbelagte fade i det uendelige uden at jeg har ænset dem så meget som en smule af den grund. Mon jeg burde anskaffe mig sådan et Fru Fernando Møhge-horn?).

FFM-Udklip

Ja, helt go’ er den jo ikke, og jeg vil sige, jeg har prøvet en del inden for høreapparatsverdenen. Ikke at jeg har haft succesoplevelser af den grund. Måske har jeg opgivet for tidligt. Det mener Mand. Men jeg orker det ikke helt længere; det er ret omstændigt, og jeg bliver ked af det, og træt, undervejs. Og de få perioder af mit liv, hvor jeg har fumlet rundt med et høreapparat, har gjort, at jeg efterfølgende ikke har kunnet lade være med at tænke på, hvor meget jeg i virkeligheden er forskånet for. Måske er det i virkeligheden min gave? En lidt mere stille verden….? Jeg tænker faktisk, at jeg bliver sparet for MEGET unødvendigt indkomme i mine øregange.

Ud over den lidt mere stille verden, er der faktisk også andre fordele, blandt andet disse:

  • Man kan køre på cykel side-by-side med et udrykningskøretøj fordi man kun har et øre, der har brug for en fingerprop, og den anden hånd kan stadig styre cyklen.
  • Man kan sove fra ALT! Derfor er det ganske ofte Mand, der render i pendulfart om natten, når der er behov for den slags.
    Jeg vågner til gengæld ganske frisk og veludhvilet!
  • Man kan se virkelig uhyggelige film selv om man som mig er en sart sjæl.
    Metoden er denne: Én finger i det virksomme øre, den anden hånd holder en pude op foran synsfeltet placeret så strategisk, at det kun er underteksterne, der er synlige…. Se DÉT er smart! (synes jeg selv…).
    Dette er selvfølgelig under forudsætning af, at filmen er tekstet. Ellers så….. er det ik’ så smart….
  • Man kan til hver en tid trække ’Nåmn, det hørte jeg bare ikke-kortet’.

Hvis du vil læse mere om livet med begrænset hørelse, kan jeg anbefale dette indlæg hos ’Min skæve vinduesplads til verden’ samt et besøg hos www.leckileaks.dk

Dagens guldkorn
Set på en t-shirt:

“Exercise? I thought you said extra fries”

Pas på dig selv og dine (døve?) ører, derude!

Hver plet, sin velsignelse…

Pletter. Kender du det; nogle gange er de over det hele. Det er som en slags magtdemonstration fra en temmelig invasiv art, der fordrer noget skadedyrsbekæmpelse.
Det er som om det kommer ud af kontrol, og man er konstant en plet (mindst) bagefter, hvilket skal forstås på den måde, at der altså bliver lavet ny(e) plet(ter) mens man er i gang med at fjerne de(n) forrige. For helvede, hold nu op!

For eksempel havde jeg for et par aftener siden lavet hjemmelavet pizza. Det er vist den eneste ret, som alle kan lide hjemme hos os (- og ja, hvis du nogensinde var i tvivl, så er nogle af os lidt kræsne…).

Pizzaerne kommer ud af ovnen, Mindste Pode agerer tjener, og fragter stolt lækkerierne ind på særskilte tallerkner. Der bliver sagt “KIG på tallerkenen!!” MANGE gange (ellers har tallerknerne det lissom med at ryge ud af vater. Den vandrette af slagsen, forstås). Jeg tænker et kort øjeblik på, om det er lidt for risikabelt at sætte Mindste Pode til at balancere rundt med pizzaerne, men han er simpelthen så glad og stolt: “Far, værsgo’ at sætte dig ned, nu er din pizza serveret!!”. (Mand meget glad). I sin iver og din stolthed over at bidrage til serveringen, ryger tallerkenen i sidste ombæring alligevel ud af kontrol for Mindste Pode. Jeg ser det ikke, men hører følgende:
“Så, Mellemste Pode!” bliver der sagt med en yderst selvtilfreds stemmeføring, “..så er din pizza….” (*SLASK!*). Mand supplerer med et “Ups!….”, mens Mellemste Pode inde fra sofadybet brøler noget i retning af “var det MIN pizza, der røg dér?!!” efterfulgt af splitsekunders larmende tavshed. Hvad kan jeg sige; pizzafyld über alles; paralyseret Mindste Pode, og også lidt paralyseret Mand. Der skal handles relativt hurtigt. Mens Mellemste Pode hyperventilerer over ommøblering af pizza, skurer jeg gulve.

”Hver plet, sin velsignelse” sagde min mors gamle moster altid (jeg har altid tænkt, at det ordsprog kunne tolkes på mange måder…), men jeg vil sige, at hvis der er hold i den påstand, så er vi nu med garanti blevet velsignet så ganske eftertrykkeligt. Sådan en pizza med front nedad på ubehandlet trægulv, det sætter sig sine spor… Vi har simpelthen næsten velsignelse hele vejen op ad væggene! Gudfader bevar mig vel.

Nå, mens jeg har gang i min damage control får Mand også lige hældt en ret stor pizzaluns ned ad relativt lyse shorts; han beordres ud at skifte, og indtager derfor resten af måltidet i underbukser.

For at det ikke skal være lyv har jeg lavet smoothies til dessert. Det sker nogle gange, at jeg rent faktisk overgår mine sædvanlige lave standarder i et køkken (og hvad er takken; jeg spørger bare….).
Følgevirkning af smoothies: Mindste Pode ligner én, der har været udsat for noget massakre af en slags, men jeg får desværre ikke hverken indfanget ungen eller udbedret skaden inden massakren er overført til sofapuderne, og jeg begynder nu at hvisle noget om dødsstraf og tidlig putning. Mand – nu i andre shorts – ved, at sindssyg kone er ved at have nået sin absolutte grænse, og tager samtlige puttetjanser, mens jeg (ganske rigtigt midlertidigt vanvidsramt) skyller pudebetræk op. Forsværger at der nogensinde laves hverken pizza eller smoothies igen. Og slet ikke på samme tid.

Måske kommer der alligevel pizza og smoothies på menuen en enkelt gang mere.
Men først om laaaaang tid!

I mellemtiden stor tak til Mand for at udholde vanviddet, tage puttetjansen og være komplet ligeglad med pletter!

IMG_1843

Fotograf: Palle Pophår

Noget om toiletter, regntøj og cykler uden styr

Endnu en weekend gik sin gang, jeg holder nu meget af dem (når de er relativt normale)…
Her er lidt brudstykker af dagene der gik:

Mand er på vej hjem fra fodboldstævne med poderne, og har beordret Ældste Pode en tur på toilettet med Mindste Pode til aftisning før næsen kan vendes hjemad.

Følgende sker derfor på offentligt og herreklamt toilet:

Mindste Pode går selv ind i båsen og sætter sig, mens Ældste Pode troligt agerer vagt udenfor.
Der går lang tid. Som i reeeeet lang tid.
Mindste Pode informerer efter den lange ventetid storebror om, at han ikke skulle tisse.
“Men så kom ud!”, siger Ældste Pode. “Nej, for jeg sku’ lave LORT!” kvitterer ham på tønden.
Ældste Pode sukker, og tropper heltemodigt op til noget tørren rumpet. “Men der er IK’ noget papir!” kvidrer Mindste Pode glad.
Brormand erkender at han har trukket nitten.
Det er efter beretningen at dømme lidt af en præstation at få fremskaffet noget papir, men efter en større tourné rundt blandt de omkringliggende toiletter lykkes det ikke desto mindre heldigvis alligevel. Vel ankommet tilbage ved kummen låser Ældste Pode sig inde sammen med Mindste Pode. Numsen klares, alt klar til afgang. Altså bortset fra, at døren nu ikke kan låses op.
“Nu kan vi ik’ komme ud!” siger Mindste Pode meget informativt (hvad skulle man dog gøre uden denne type oplysninger når man står med skægget i postkassen).
“Hva’ ska’ vi så gør’, så kan vi ikke komme hjem?!”….

Man ser det for sig, to drenge strandet på et uhumsk lokum i al evighed. Det lykkedes heldigvis at få grejet låsen, og alt endte lykkeligt.

Hvad lavede Mand i al den tid, spørger du måske? Han sad såmænd intetanende og spiste pomfritter sammen med Mellemste Pode. Og hvor var jeg? Det skal jeg sige dig; jeg lå på sofaen derhjemme…. Grebet af en vældig god bog, som jeg synes der er mange af for tiden (Joël Dickers ‘Sandheden om Harry Quebert-sagen’. Uf den var god….)

Vel ankommet til de hjemlige rammer opstod efterfølgende spørgsmålet: Hvordan kan en helt taske proppet med regntøj komme hjem med halvtreds procent mindre indhold uden at regntøjet af den grund sidder på poderne? Jeg er meget mystificeret særligt omkring Mindste Podes regntøj, der har lavet et stort forsvindingsnummer. Mand hævder, at der aldrig var pakket regntøj til Mindste Pode, og det til trods for, at jeg lagde Mindste Podes regntøj øverst i den tætproppede taske. Meget mærkeligt alt sammen. Regntøj lader sig ingen steder finde.
I stedet for regntøj var der dog i mellemtiden blevet plads til en nyindkøbt fodbold inklusive pumpe, som var tiltænkt til Mellemste Podes fødselsdag. Altså bortset fra at Mellemste Pode selv fandt bolden i tasken mindre end to minutter efter hjemkomst, og glædesstrålende råbte: ”Wauw, FEDT mand, har I købt den?!”…..

Og nu er en ny uge skudt i gang.

Og uden at ville kede jer med detaljerne, kan jeg sige så meget, at Mindste Pode nu har taget livet af ikke mindre end tre cykler inden for en relativt kort periode. Som det fremgik af et indlæg jeg udgav for et par uger siden røg kuglelejet (eller kranken!) for nyligt på cykel nummer to, og eftersom vi havde endnu en cykel stående i kælderen, var det lidt lettere at tage den i brug. Den nåede cirka 500 meter (og det er højt sat), rundede cirka fire styrt undervejs, hvoraf det sidste; et frontalt sammenstød med et cirka to meter højt parkometer (”Se-dig-for-se-dig-for-SE-DIG-F…. Åhr, bugger…..”), viste sig at være relativt fatalt. For cyklen, forstås.

Poden klarede det nu i stiv arm. Cykelstyret blev indledningsvist lidt skævt. Da poden vil rette op på cyklen, så – ja, så fald styret simpelthen af.
Meget stor femårsdreng bag på mors cykel.

Opfølgende SMS til Mand: ”Cykel nummer tre nu helt kaput og ganske uden styr…”

Kan du ha’ en god uge derude?

IMG_1764

Vidundermidlet over dem alle

Hjemme hos os kan alt fikses. Tror mine børn (særligt Mindste Pode). Ved hjælp af én enkelt ting. Det er løsningen på alt, svaret på dine bønner; det er tape.
I kid you not, jeg mener det helt alvorligt: Tape. Såre simpelt. I nødstilfælde superlim. Men altså igen: Tape.

IMG_1825

(Couldn’t do without it!)

”Aaahhrrrrr…..” siger Mand tvivlende, når poden skråsikkert smider trumfen på bordet:
”Mor taper den bare!” siger Mindste Pode, hver gang der ryger en dims af et plastikvåben, eller når cykellygten er smadret til ugenkendelighed, og ligger fordelt ud på en radius af adskillige meter.

Der er faktisk næsten slet ingen grænser for, hvad der ikke er blevet tapet sammen hjemme hos os. Det være sig alt lige fra fastelavnsmasker, hårbørster og rispapirslamper til itureven julepynt og biler. MASSER af biler har hjemme hos os fået autohjælp til at holde på døre, bagsmække, tag og understel.

Langtidsholdbarheden lader mildt sagt meget tilbage at ønske, men jeg er vild med den omgående lykkevirkning det bringer hos Mindste Pode, når jeg sætter tapeholderen fra mig, og med stor overbevisning siger ”Så! Nu er den skid slået!”. (Nej, det siger jeg rent faktisk ikke. Kun nogle gange…).
Det er vist det, man kalder et quick fix.

Det fik mig forleden til at tænke på denne her fra Steen og Stoffer:

Udklip-S&S

Vi elsker den bare, gør vi ikke?

Dagens overvejelse

Mand holder for rødt ved et lyskryds, i en bil fyldt med poder.
Pludselig kommer en cyklist ræsende over for rødt.
“DET må man IK’!” udbryder Mindste Pode fortørnet.
“Nej, det må man IHVERTFALD ikke!” medgiver Mand.
Mindste Pode tænker lidt over sagen, og konkluderer så: “Måske var han farveblind?….”

Tjaaa…. Hvad tror du? Var han mon farveblind?….

Noget om afmålte ressourcer

Mand og Mellemste Pode var jo for nylig ude at rejse. Og hvor savnede de end var undervejs, blev jeg overrasket over, at det tog mig mindre end et par timer at blive lidt små-irriteret på Mand efter deres hjemkomst. Sådan en rigtig typisk kvindeting.
Der er to versioner af historien:

Mands version: Der er blevet spist aftensmad, der er taget af bordet, Mellemste Pode er blevet puttet, Mor-monsteret putter Mindste Pode, alt er under kontrol.
Jeg er mega-jetlag’et, jeg sætter mig lige ti minutter i sofaen. (For himlens skyld, der blev sagt 10 MINUTTER; jeg har været vågen i noget der ligner 35 timer, det er da vel for pokker ikke så meget at forlange!…..).

Min version: Der er blevet spist aftensmad, der er stadig ikke taget af bordet (ikke det hele i hvertfald…), Mellemste Pode ligger og brøler inde fra sin seng, mens jeg med tiltagende heftig og skinger stemmeføring læser Rasmus Klump på Pandekageøen for Mindste Pode (og hvorfor helvede er der ingen der HØRER Mellemste Pode; jeg ved da i hvert fald at al den råberi når frem til mig med al tydelighed).
Alting sejler, og Mand befinder sig i sofaen. (Der blev sagt ALTING SEJLER!).

Enhver mand, sandsynligvis også en god portion kvinder, ville give Mand medhold i, at det ikke var spor for meget at forlange. Andre kvinder ville – formoder jeg (?) – få et mindre udfald.

Det som er lidt spøjst er, at jeg i den uge, hvor Mand var bortrejst med én pode, og hvor jeg derfor var alenemor til de to tilbageværende poder, var en eksemplarisk mor. Hvis vi ser bort fra aftensmåltiderne, der som sædvanlig lader meget tilbage at ønske, så gjorde jeg det godt. Jeg var – og er stadig – overrasket over, at det rent faktisk lykkedes mig. Sød, rummelig, kyssende og ikke-sur var jeg. Jeg var meget stolt. Alt dette overskud fes ud, som luften fra en ballon uden knude, lige så snart Mand satte sig i sofaen.

Da jeg efterfølgende gik og spekulerede over, hvor utrolig hurtigt efter Mands hjemkomst monsteret (i mig, forstås) dukkede op til overfladen igen, havde jeg en samtale med Pendler-Mor, som kort og godt oplyste mig om, hvordan den slags ting hænger sammen:

”Det hele handler om afmålte ressourcer”, sagde hun. Det betyder, at når man er alene med sine unger, så laver man en ubevidst, ret kompliceret matematisk ligning over den totale ressource fordelt på det antal dage og timer, hvor man er alene med poderne. Der kalkuleres med hvor langt overskuddet rækker, og hvor meget underskud der eventuelt kan trækkes på før det bliver kritisk. På én eller anden måde, får man regnestykket til at gå op, så det passer på minuttet med forventet ankomst af den anden forælder. ”Det også derfor man bliver så røv-sur når manden kommer for sent hjem fra et eller andet”, siger Pendler-Mor. Det er simpelthen fordi ressourcerne er brugt op. Hvis man forventer assistance fra ens bedre halvdel klokken 17-nul-nul-dut, og han så først dukker op klokken 17:45, så er der ikke flere tilbageværende ressourcer til tidsrummet 17:00-17:45. Måske sat liiiiiidt på spidsen, men det gav perfekt mening i mit lillebitte hoved.

På trods af den umiddelbare mening, undres jeg ikke desto mindre over, hvorfor Mand aldrig (ALDRIG!) bliver irriteret, endsige tøsefornærmet? Derfor runder jeg nu indlægget af med følgende:

Dagens spørgsmål

Hvorfor sker dette ikke for mænd?
Er mænd mon bedre til at regne?
Er der en ubekendt i ligningen, som kvinder simpelthen ikke kender?

Hvad tror du?

Dagens kommentar
(Eller hørt på cykelstien):

Mindste Pode: ”Mor, jeg vil gerne have en legeaftale med Mehmet!”
Mig: ”Okay?”
Mindste Pode: ”Hans far taler ty-ish, engelsk OG dansk!”
*Tænkepause*
Mindste Pode: ”Ved du hvad Mehmet skal være når han bliver stor?”
Mig: ”Nej?”
Mindste Pode: ”Han skal arbejd’ på pizzaria! Er det ik’ bare sejt?! Og ved du hvad? Det skal jeg os’!
Det siger Mehmet selv! Så skal vi være sammen heeeele tiden!”

Jeg tænker frysepomfritterne herhjemme får sig en ret modstandsdygtig konkurrent i den jævne strøm af pizzaer jeg ser for mig komme sejlende, helt af sig selv….

FullSizeRender 1

FullSizeRender2

Må man ta’ hunden med sig op i himlen?

Min far blev bisat igår.

Det er lidt skørt, som processen omkring sorg og tab bliver overhalet indenom af de praktikaliteter, der omgående skal tages stilling til. Valg af bedemand, skal vedkommende brændes eller begraves (den afdøde, forstås, IKKE bedemanden), hvem skal kontaktes, kistevalg, tøjvalg til afdøde, blomster, salmer, urne, gravøl, og skal der mon noget særligt med i kisten?….
Det sidste havde vi egentlig ikke forestillet os, men vi blev klogere.

Det viser sig nemlig, at min far på det tidspunkt, da hans sidste hund døde, fik den kremeret. Herefter går den bort i glemsel i flere år, indtil hans kone en dag spørger: “Du…. hvad blev der egentlig af hunden?”.
Og ja, den stod sådan set opbevaret i en sportstaske under skrivebordet inde på arbejdsværelset.
I fuld leveringsemballage. Relativt stor papkasse til sådan en lille urne; kassens indhold bestod primært af en helvedes masse flamingo. Men igen, sikkert klogt nok at sikre sig, at sådan noget ikke let går i stykker (forestil dig klagen til firmaet: ‘Min hund lå spredt ud over det hele!’)…

Umiddelbart var det oplagt, at vores far skulle have hunden med sig ind i himlen. Og jeg vil sige, at bedemanden, som sikkert har stået model til spørgsmål om mangt og meget i tidens løb, også tog det i relativt stiv arm, da vi foreslog, at hunden lige kom en ekstra tur i krematoriet. Dog var han ikke særlig glad for selve urnen, så min søster kom på den opgave, at få omplaceret hundens jordiske rester. Hun fik bestilt et rigtig fint træskrin, men stødte på den simple forhindring, at urnen ikke sådan umiddelbart lod sig åbne. Og af gode grunde gik hun forsigtigt til værks, det ville jo være uhyre træls pludselig at stå med hele hytten fuld af pulveriseret hund. I sidste ende måtte hun kapitulere, og overgive himmelhunden i urnen til bedemanden, og dermed sad han med teten. Hvordan han så fik asken flyttet rundt, melder historien ingenting om. Men den kom med i kisten, forlyder det.

Og vi fik taget en rigtig fin afsked med ham den gamle, synes jeg.

I løbet af de sidste uger har jeg reflekteret meget over min far, vores forhold, og det med menneskelige relationer i det hele taget. Jeg har valgt at fokusere på det smukke.
Det smukke der er lige nu, og de minder, der var gode.

Ét af de minder, er om min fars valnøddeskibe. Han lavede dem af halve valnødder med master af tandstikker, og sejl af papir. Det er mig stadig helt ubegribeligt hvordan disse kæmpestore lapper han havde, kunne lave noget så småt og fint.
Han lavede et helt hav af dem, og de sejlede på vores juletræer i flere år. De var så fine, men er efterhånden gået til. Jeg har dog ét tilbage.

Here you go, in loving memory:

IMG_1812

Min rejse med ham ender her. For mig vil min far være i vinden, når jeg tænker på ham.
Nu måske med hund.

Og helt i overensstemmelse med denne overbevisning, kom jeg i tanke om dette gamle, smukke digt af Mary Elizabeth Frye:

Dagens digt

Do not stand at my grave and weep.
I am not there; I do not sleep.
I am a thousand winds that blow.
I am the diamond glints on snow.
I am the sunlight on ripened grain.
I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning’s hush
I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight.
I am the soft star that shines at night.
Do not stand at my grave and cry;
I am not there; I did not die.

Pas godt på dig og dine, derude!