Sommerferie lige om lidt…..

Min sommerferie er lige om hjørnet. Udenfor mit vindue, ude i vinden. Jeg kan mærke det, og høre det; den kalder på mig. Og jeg glæder mig! Jeg har tre uger, og har i min bestilling krydset af i feltet ’ekstra lange dage med flere timer i døgnet’. Jeg vil NYDE det, og det skal være det primære mål med ferien.

Ikke at nå noget, bare nyde. Og slappe af. Og være. Og håbe på, at den danske sommer viser sig fra sin bedste side.

Jeg vil prøve at have denne tilgang til dagene og eventuelt de udfordringer, der måtte komme:

Don't worry

(Mark Frauenfelder, 2011)

Jeg vil advare om, at jeg i løbet af de tre uger planlægger at gå off line. Spille unplugged, so to speak. Og eksperimentere lidt med jomo-konceptet (‘The Joy of Missing Out’, apparently helt nyt buzzword).
Jeg ved ikke, om det holder stik, men det er mit mål. Så der vil være radiotavshed her på kanalen, men jeg vil afslutte med disse bevingede ord:

Dagens citat
(- der skal læses med en slet skjult østrigsk accent):

“I’ll be back….”
(Arnold Schwarzenegger)

Dagens kloge ord

Schiller:
”Den der forsømmer nuet, kaster alt det, han ejer, bort”

valmuer

See ya’!………..

Bagud i kampen

Dette indlæg handler (måske) mod forventning (titlen taget i betragtning) IKKE om EM i fodbold.
Det handler om at der er forskel på, hvor meget man får sat sig ind i sagerne, når man synes man er garvet. Og så alligevel ikke helt er det. Garvet altså.

Helt konkret taler jeg om, at der for mit eget vedkommende har været stor forskel på, hvor meget jeg indledningsvist satte mig ind i Ældste Podes klassekonstellation i forhold til da det tre år senere var Mellemste Podes tur:

Da Ældste Pode startede i skole for snart seks år siden (SEKS!), sad jeg længe og terpede navnene på alle børnene, som jeg matchede med et dårligt klassefoto. Jeg kunne tilnærmelsesvist navnene før Ældste Pode (ahr, okay, måske ikke helt); jeg lærte næsten deres fødselsdage, men hvis de ikke lige sad i skabet, så vidste jeg i hvert fald hvor ungerne boede, hvem forældrene var, og om de var skilt. Som om det betød noget. Jeg lærte også hurtigt hvor mange søskende der var, hvad de hedder, og i hvilke klasser disse søskende befinder sig.
Any ways: Selvom jeg er gået en stor bue uden om samtlige udvalg man som forælder kunne tænkes at havne i, og til trods for, at jeg stadig bytter rundt på Louise og Clara, så har jeg SÅ meget styr på den klasse.
Jeg er kørende.

Helt anderledes står det til med Mellemste Podes klasse. Jeg har styr på drengene, så meget skal siges, men med pigerne er det stadig sådan liiidt… blurry. Fødselsdage og forældre? Pfft… Det er ligesom røget i skyndingen. Og efterhånden er det sådan lidt småpinligt; Mellemste Pode skal trods alt i tredje klasse efter sommerferien. Fordi jeg ikke har et clue om hvem der er forældre til ungerne i Mellemste Podes klasse (okay, selvfølgelig er der undtagelser…), hilser jeg uvilkårligt på samtlige voksne jeg møder i skolegården af frygt for at ignorere nogen, jeg ikke burde have ignoreret.

Jeg tror faktisk, at det på én eller anden vis er lykkedes mig at fortrænge dette faktum indtil for ganske nyligt. Helt nøjagtigt indtil fredag i forrige uge, som var den fredag, hvor ungerne fik sommerferie.

Tre piger skulle skifte skole, og holdt i den anledning en afslutningsfest.

Jeg ankommer til destinationen lidt før festen slutter, og begynder omgående at skanne terrænet i håb om at spotte min pode, så jeg hurtigst muligt kan få ham med videre. Undervejs kommer jeg i tanke om, at det nok også ville klæ’ mig at sige pænt farvel til alle forældrene og deres døtre. Pokkers.

Værtsparret + datter har jeg styr på. Moren har jeg snakket en del med, og faren er noget ved musikken og er nogle gange i fjernsynet, så ham kan jeg mirakuløst nok også godt kende.

Min første udfordring er en anden far, som står placeret midt på græsplænen med hovedet begravet i en iPhone. Han er efter alt at dømme sat til at vogte over en hoben trampolinspringende unger, men jeg tør godt skrive under på, at hele bundtet kunne springe på hovedet over hækken og ind til naboen uden at han ville ænse det. Øjensynligt meget interessante ting på iPhone.  Men tilbage til min udfordring: Hvem er denne mand, og hvem er han mon far til? Har han mon et navn? Mindes svagt at ha’ set ham ved en tidligere lejlighed.
Jeg får rystet hånd med den unavngivne (der heller ikke virker som om han ved, hvem jeg er mor til (han har nok også ældre børn, konkluderer jeg)), og får gang i en god udenomssnak, hvor jeg ikke behøver skilte med, at jeg ikke har noget begreb om hvorvidt han er en del af familien der flytter til Værløse, eller familien der flytter til Schweiz.

Videre. Støder ind i de øvrige to mødre; dem har jeg styr på (jeg har i hvert fald set dem før, dog er der stadig udfald på hukommelsesfronten i forhold til hvem der flytter hvorhen, og hvem der er mor til hvem). Jeg er nu i træning efter snakken med den ukendte far ved trampolinen, og klarer den fortsat. Ingen aner uråd. Tror jeg.

Min anden udfordring opstår mens jeg går gennem huset (stadig i min søgen efter Mellemste Pode, som jeg nu har fået besked om er blevet lokket i fordærv af chips i baghaven). På min vej gennem stuerne kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har nogen anelse om hvordan den ene af de tre piger, Vera, ser ud. Får akut koldsved ved tanken om hvor pinligt det bliver, når jeg kun kan kende to ud af tre.

I baghaven prøver jeg at skabe kontakt til Mellem Pode, der ikke har synderlig travlt med at komme med hjem (HEY, der jo CHIPS!). Mens han gnasker færdig, får jeg sagt farvel til de to piger jeg ved, hvem er, mens mit desperado-blik flakker rundt på de andre pigers ansigter i håb om at noget på et tidspunkt dæmrer. Uden held. Ingen klokker ringer, mit blik fanger intet ansigt, som jeg kan matche med et ’Vera’.

Tre piger plus seks forældre = ni personer. Jeg klarer et farvel til de syv. Tilbage mangler den sidste uidentificerbare far, som jeg aldrig så, og så den lille Vera, som jeg (måske?) heller ikke så.
Succes? Mission completed? Altså, jeg overlevede jo. Objektivt set gik det fint. Efter alt at dømme på Mellemste Pode har jeg ikke opført mig mere pinligt end sædvanligt.
Men det kan godt være, jeg lige skal lidt mere ind i kampen alligevel.

Ronaldo

Det et jo ikke fordi jeg elsker Mellemste Pode mindre end Ældste Pode. Eller at det er mindre fantastisk at han går i skole. Måske er det den totale mængde af poder, som har nået sin grænse? Måske er der kun plads til 34. Eller 35½. Kan man købe nogle flere RAM til den del af harddisken?
Jeg tør sket ikke tænke på hvordan det kommer til at forløbe når Mindste Pode om et år skal i skole.

Små-ristet?

Advarsel: Hvis du går rundt og er i godt humør, så læs et muntert indslag på en anden (og mere happy) blog. Jeg er nemlig i et helt andet humør, og jeg ved ikke om det smitter.

Ja, jeg går rundt og er gået lidt små-ristet i hovedet i disse dage (i fald du ikke tidligere har bemærket det). ’Trænger til ferie’, er måske kodeordet. Under alle omstændigheder er jeg flad og ked af det. Tingene er lidt op ad bakke, lidt træls (det er sådan et godt foundation-ord; det dækker ALT!), uden at der nødvendigvis er en altoverskyggende årsag. Overskuddet hænger i en tynd og ultraflosset tråd. Grunden er vel i virkeligheden bare den, at hverdagen stadig går stærkt, og praktikaliteterne fylder mere end sædvanligt.

Og når først man er nået til det punkt hvor batterierne bare har lyst rødt i lidt for lang tid, bliver de sædvanlige gøremål også nogle gange sværere at overkomme, og der skal endnu mindre til at vælte læsset.

Det kunne være vasketøjet. Hvornår stopper strømmen? Mands løbeshorts pludselig kræver en relativt høj IQ at finde hoved og hale i, når de skal hænges til tørre. Har du nogensinde været i nærkontakt med sådan nogle? Der er både indershorts opg ydershorts, og når de er vendt på vrangen, er det udelukkende et spørgsmål om (fri) fortolkning.

Det kunne være Bror, der ringer og har fundet et tvivlsomt gevær i nyligt afdød fars gemmer. Adskillige forældre, som muligvis har overhørt min del af telefonsamtalen udenfor børnehaven, tror nu vi er sådan nogle småtvivlsomme rocker-in-disguise-typer, og jeg forventer et massivt boykot af legeaftaler fremadrettet.

Det kunne være Mindste Pode, der jokker i et glasskår på legepladsen i børnehaven (hvad f….. laver et glasskår dér?!), og længe styrtbløder som en slagtet gris. Stakkels pode.

Det kunne være når Mellemste Pode, der efter at have kaldt på en temmelig anklagende måde i relativt langt tid, kommer ud fra værelset med en skabslåge under armen, der ganske simpelt er faldet af. Så er der ikke så meget forståelse fra min side (sig mig, er hele tilværelsen da ved at falde fra hinanden?).

Jeg ved godt det handler om at udvise rettidig omhu, men altså… that’s simply not how it works in life.

Måske fylder tingene ikke mere end hvad de har gjort tidligere, eller plejer at gøre. Måske er tilværelsen altid fuld af løse skabslåger og uidentificerbare håndvåben, der skal tages stilling til? Måske er det måden jeg går til dem på, og måden jeg anskuer dem på, når min hjerne er ristet og gennemmalet som kaffebønner?

Har du det nogensinde sådan?…..

I øvrigt: Glemte jeg at fortælle, at jeg fik smækket mig selv og Mellemste Pode inde i en trappeopgang her forleden morgen på mit arbejde? Det glemte jeg da vist at nævne.. Så gik der tid med det! Cirka et kvarter, for at være helt præcis. Mellemste Pode har bedyret, at det var det kedeligste femten minutter i hele hans liv. Jeg – for min part – synes tværtimod det var RET spændende….: ”HALLO? HALLOOoooooo??”….

Dagens følelse
(hørt i Disney Sjov):

”Jeg er den nedgroede negl i dine selskabssko… ”

I morgen bliver bedre!

(Subtitle: Dagens aflevering, part II (- ja, der findes faktisk en forløber til dette indlæg, som blev postet i går. Bloglovin’ valgte bare ikke at vise det…))

Mellemste Pode skal på Aqua Camp. For dem, som ikke bor i hovedstadsområdet kan jeg oplyse, at der er tale om svømmeskole for de mindste skolebørn i de uger, hvor forældrene stadig ikke holder sommerferie.

Fordi Mellemste Podes Aqua Camp først starter klokken 9:00 er han indledningsvist med mig på arbejde, og planen er, at jeg så følger ham over i svømmehallen, og derefter slår et smut forbi lægen på tilbagevejen for at få taget en blodprøve klokken 9:10. Ok, måske ikke den bedste planlægning ever, men jeg tænker at det holder, og planen er klappet af med Chef.

Vi kører til Aqua Camp lige tids nok til at jeg begynder at blive lidt presset i forhold til planens holdbarhed. Der er heldigvis god fart på cyklerne; Mellemste Pode glæder sig. Kort før svømmehallen tager Mellemste Pode farten af cyklen. Min skingre stemme befaler ham at køre videre: ”KØR! BARE KØR!” gjalder jeg ud i trafikken, samtidig med at jeg gestikulerer som en anden brigadegeneral med den ene arm i kørselsretning. Lige meget nytter det, for Mellemste Pode kvitterer med at lave et 90 graders uvarslet venstresving. Herefter følger Tour de France-værdige undvigelsesmanøvre fra de bagvedkørende cyklister, som venligst undlader at overøse os med ukvemsord (dem står jeg selv for i denne omgang). Sikke noget roderi dér midt på cykelstien, og Mellemste Pode, bliver selvfølgelig ked af det. Mere eller mindre ved siden af os selv ankommer vi efterfølgende til camp’en, hvor jeg som det første dumper ind i et fordums bekendtskab fra mine folkeskoleår, du ved, levn fra en tid man egentlig helst vil glemme. Så står man der, med frisuren helt i uorden, og tænker ”Knus? Eller knus-ikke? Hvor er vi? Åh Gud, spol tiden ti minutter tilbage. Eller otte. Eller bare syv-et-halvt, så tror jeg vi klarer det hele”.
”Min datter sidder også derinde”, kvidrer min fortid (efter akavet kram), mens det eneste jeg kan finde på er at sige ”Nå, men så ved vi da i det mindste hvor vi har dem i den næste uges tid….”.

Pode bliver tjekket ind, får en t-shirt (jeg når lige at konstatere, at farven heldigvis er pænere end da Ældste Pode i sin tid var tilmeldt…), men Mellemste Pode ser stadig ikke helt okay ud. Det er bare det værste i hele verden, når den slags sker: Pode, der længe har glædet sig til Aqua Camp er nu mærket af cykelstyrt og mærkelig mor, og er pludselig slet ikke klar til dagens strabadser i øvrigt. Det er med en virkelig trist følelse i kroppen at jeg kører videre ud i verden med kurs mod lægehuset, nu alt for sent på den. På det tidspunkt, da der er to minutter til min blodprøvetid, opgiver min cykel sit ævred, og melder pas. Flad, kaput, slut. Jeg panikringer til lægen, og meddeler min forsinkelse; smider cyklen fra mig og galopperer afsted. Ankommer til lægehuset storsvedende og rød i hovedet. ”Er det sådan lidt lummert derude?”, spørger lægesekretæren medfølende. ”Nej, nej”, svarer jeg, ”det er såmænd bare fordi jeg har løbet hele vejen ned ad Godthåbsvej. I klipklappere”. (Sikkert et yndigt syn i øvrigt (*HOST*), men det sagde jeg selvfølgelig ikke noget om).

Jeg er ikke typen, der er glad for blodprøver (så er det sagt), men overlever dagens stik til trods for sygeplejerskens ”…og nu kommer der en lillllllle prik…”, hvilket de altid glemmer at de IKKE skal sige, selvom jeg altid beder dem om at lade være. (Er der i øvrigt nogen, der kan fortælle mig, hvorfor det hedder ’stase op’ eller en ’staseslange’? (retorisk spørgsmål, jeg har i virkeligheden IKKE brug for en forklaring!)).
I really don’t get it. Gys.

På vej tilbage opstår næste udfordring: Hvor dælen smed jeg cyklen?…. Efter yderligere lidt vandren rundt i området finder jeg den, og tropper slutteligt totalt udmattet op på arbejde. Igen.
Jeg får computeren i omdrejninger. ’HUSK: Mellemste Pode til Aqua Camp + blodprøve’ står der på skærmen; en meddelelse fra kalendersystemet. 45 minutter overskredet. I get it!

IMG_1832

I morgen bliver alting bedre!…

Something’s missing?? (- and it ain’t the head..)

(Subtitle: Dagens aflevering, part I)

Nogle gange gider man bare ikke mere, og så tager noget andet i én over. På randen af vanvid over det det perifert konstante ”moar, moar, moar…” gør man (læs: jeg) ting, jeg ikke ville have troet muligt for ti år siden. Så som for eksempel at aflevere Mindste Pode i børnehaven en tidlig juni morgen iført jakke og underbukser, fordi der var krise over, at fodboldshortsene var til vask. En stund, hvor man midt i en kamp konkluderer: ”Jamen så må du jo komme i børnehave i underbukser!!”, hvortil ungen promte svarer ”Ja!!!”.
Som sagt, så gjort, og ungen var svært godt tilfreds.

Hvis jeg syntes det var grænseoverskridende i gerningsøjeblikket, var det ingenting imod Ældste Pode, der sneg sig langs murene og krydsede fingre for, at alle ville være på ferie og dermed ude af stand til at bevidne disse grufulde pinligheder.
I børnehaven forsikrede de mig om, at det var sket før.
Ordet ”tak” er nogle gange så undervurderet.

IMG_Somethings missing - NY

Dagens kloge ord
W.C. Fields:

”Hvis det ikke lykkes dig første gang, så prøv igen og en gang til. Derefter kan du give op.
Der er jo ingen grund til at blive ved med at opføre sig som et fjols”.

En logistikudfordring…

Nogle gange er det smart at være smart. Sådan som i at tænke smart. Med andre ord, lave lidt planlægning, med det formål at simplificere nogle af hverdagens gøremål.  Men nogle gange så går al den smarte tænkning desværre helt og aldeles op i hat og briller.
Hermed et eksempel fra den virkelige verden:

Der er tale om et helt almindeligt samkørselsprojekt.
Udgangspunkt: Der er arrangeret bowlingtur med klassen. Ældste Podes, for at være helt nøjagtig.
Smart plan: Vi deler kørselstjansen med et andet forældrepar, det vil sige det andet forældrepar bringer; vi (=Mand) henter.

Ganske simpelt, tænker du måske umiddelbart? Ja, det skulle man jo mene. Ikke desto mindre afspringer følgende korrespondancer af den ellers i øvrigt fine plan:

SMS 1) Mig til Victors mor: Igangsættelse af smart plan.

SMS 2 og 3) Aftalen er i hus; Ældste Pode skal bare gå med Victor hjem. Pretty simple.

SMS 4) Mig til Mand: Hvem ringer til SFO’en og siger, at Ældste Pode skal gå med Victor hjem?

SMS 5) Mand tager tjansen.

Meddelelse på forældreintra (gengivet helt i overensstemmelse med oprindelig ordlyd OG stavemåde): ”Alle der skal til bowling i dag skal ha kontanter med til drikkevare til selve bowling samt spisning. Det var desværre ik med i prisen har vi lige fundet ud af”.

SMS 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 og 13) til og fra Victors mor: Kan Ældste Pode mon låne penge? Hvor meget tror vi der er brug for? Og hvordan skal meddelelsen EGENTLIG forstås?…..

Opringning 1) fra Ældste Pode (fra SFO’ens telefon; hans egen telefon er jo dels ikke medbragt, dels tør for strøm – helt business as usual….): Ældste Pode meddeler, at Victor er gået hjem, og at Mand (da Ældste Pode ringede) IK’ havde tid til at snakke om, hvad der så skulle ske…..
Plan A og B lægges med Ældste Pode:

  • Plan A: Smut forbi Victor på vej hjem, og se, om han lukker op.
  • Plan B: Kør hjem, og ring til os.

Opringning 2) fra irriteret Mand, der spørger, om jeg har talt med Ældste Pode. Mand har brugt i omegnen af syv minutter på at opstille forskellige handleplaner for poden, som kontinuerligt havde kvitteret med et lettere åndsfraværende ”Hvaaaddd??…..”

Opringning 3) fra Ældste Pode (via FaceTime fra lillebrors iPad….):
Ældste Pode er nu kommet hjem. Ingen kontakt til Victor via dørtelefon.

SMS 14) Mig til Victors mor om at noget er gået galt i dagens koordinering.

Opringning 4) fra Victors mor, med hvem der nu lægges en ny plan. Victor er i bad, men klar til gæster efterfølgende. Vi aftaler samtidig, at når nu Ældste Pode er hjemme, så tager han selv penge med.

Opringning 5) til Ældste Pode (stadig via FaceTime på lillebrors iPad) – nu med nye ordre:

  • Skift tøj
  • Og husk penge!
  • Gå over til Victor (og HUSK nu de penge!)

Til denne opringning medfølger en udtalt opgivende og bebrejdende attitude. Fra Ældste Pode. Ikke mig. Eller jo. Måske også lidt fra mig.

Opringning 6) Ældste Pode fra Victors telefon. Er nu ankommet. Har dog glemt penge. Surprise.

SMS 15, 16, 17 og 18) til og fra Victors mor med opfølgning og status på økonomisituationen (samt lidt himlen over up coming-teenagers).

Alt i alt kan ovenstående sammenfattes til følgende:

  • Meddelelser på forælderintra: 1
  • Opringninger: 6+
  • SMS’er i alt: 18

På trods af historiens lykkelige udgang (begge drenge kom rettidigt  både til og fra bowlingarrangementet), kan man relativt let konkludere, at den vældigt smarte plan ikke levede op til de indledningsvise succeskriterier. Slet ikke smart plan over hovedet. Det ville – når alt kommer til stykket – have været fyrre gange mere tidsbesparende selv at fragte poden til og fra bowlingcenteret.

Sammenfattet skyldes den massive korrespondance jo ikke udelukkende at drengene havde forlagt deres hjerner undervejs, men jeg vil sige, at jeg skriver dette indlæg med en mørk sky af bange anelser hængende over hovedet i forhold til hvad vi mon går i møde på teenagefronten. Når poderne allerede nu, i det store hele kan siges at kræve mandsopdækning fra en PET-agent for at indfinde sig samme sted på samme tidspunkt.

MÅSKE er min hjerne er lidt smågrillet, og MÅSKE er lunten er lidt kortere end sædvanlig. MÅSKE er jeg på nogle områder sådan lettere højeksplosiv, og MÅSKE burde jeg udstyres med faresymboler klistret i panden, bare så folk er advaret.

Eventuelt sådan ét:

Udklip 2

?

Dagens kloge ord
Samuel Johnson:

”Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.”

Hva’?!

Jeg er jo sådan mere eller mindre stokdøv. Eller i hvert fald derhenad. Medfødt, sandsynligvis, også selv om jeg var et relativt stort barn inden det dæmrede for nogen. Min søster gjorde dog opmærksom på det en del gange; hun havde luret det. Men det var ligesom om mine forældre heller ikke tog hendes påstande til efterretning. Deres lidt irrationelle tilgang til de høremæssige udfordringer skete ud fra devisen ’Der er ikke noget galt med de to første poder, så er der sgu’ nok heller ikke noget galt med denne hér pode….’.

Men altså, noget var – og er – der jo galt, og det er ikke sådan at løbe fra. Ting i dagligdagen bliver uvilkårligt lidt besværliggjort af handicappet, og til tider føler man sig også lidt fjollet når ørerne spiller én et puds. Eller rettere, når ørerne slet ikke spiller efter reglerne. Det er for eksempel når:

  • Man holder i parkeringskælderen på sin cykel, og venter på at porten skal gå op. Tænker, at porten nok har en stakket frist, med den trælse lyd, den pludselig er begyndt at gi’ fra sig. Kører ud fra kælderen, og ser en mand, som beskærer buske med motorsav.
    Det var så nok ikke porten, der kom med den lyd.
  • Når man hører et højt “HEJ!!” – men desværre bare ikke kan høre hvor lyden kommer fra….. (”HEJ!!” bliver som regel efterfulgt af et ikke mere oplysende ”Her ovre!”) – så står man og stirrer febrilsk og åndet mod alle verdenshjørner på skift i håb om at fange en blafrende, vinkende arm et sted. Det kan godt tage nogen tid, skulle jeg hilse og sige.
  • Når man ser utekstet fjernsyn. Det er SÅÅÅÅ up hill.
  • Når de gode hjørner er optaget til møder og middagsselskaber (jeg skal i den forbindelse takke alle de høflige bordherrer, som gennem tiden har siddet ved min venstre side og regeret med højtbelagte fade i det uendelige uden at jeg har ænset dem så meget som en smule af den grund. Mon jeg burde anskaffe mig sådan et Fru Fernando Møhge-horn?).

FFM-Udklip

Ja, helt go’ er den jo ikke, og jeg vil sige, jeg har prøvet en del inden for høreapparatsverdenen. Ikke at jeg har haft succesoplevelser af den grund. Måske har jeg opgivet for tidligt. Det mener Mand. Men jeg orker det ikke helt længere; det er ret omstændigt, og jeg bliver ked af det, og træt, undervejs. Og de få perioder af mit liv, hvor jeg har fumlet rundt med et høreapparat, har gjort, at jeg efterfølgende ikke har kunnet lade være med at tænke på, hvor meget jeg i virkeligheden er forskånet for. Måske er det i virkeligheden min gave? En lidt mere stille verden….? Jeg tænker faktisk, at jeg bliver sparet for MEGET unødvendigt indkomme i mine øregange.

Ud over den lidt mere stille verden, er der faktisk også andre fordele, blandt andet disse:

  • Man kan køre på cykel side-by-side med et udrykningskøretøj fordi man kun har et øre, der har brug for en fingerprop, og den anden hånd kan stadig styre cyklen.
  • Man kan sove fra ALT! Derfor er det ganske ofte Mand, der render i pendulfart om natten, når der er behov for den slags.
    Jeg vågner til gengæld ganske frisk og veludhvilet!
  • Man kan se virkelig uhyggelige film selv om man som mig er en sart sjæl.
    Metoden er denne: Én finger i det virksomme øre, den anden hånd holder en pude op foran synsfeltet placeret så strategisk, at det kun er underteksterne, der er synlige…. Se DÉT er smart! (synes jeg selv…).
    Dette er selvfølgelig under forudsætning af, at filmen er tekstet. Ellers så….. er det ik’ så smart….
  • Man kan til hver en tid trække ’Nåmn, det hørte jeg bare ikke-kortet’.

Hvis du vil læse mere om livet med begrænset hørelse, kan jeg anbefale dette indlæg hos ’Min skæve vinduesplads til verden’ samt et besøg hos www.leckileaks.dk

Dagens guldkorn
Set på en t-shirt:

“Exercise? I thought you said extra fries”

Pas på dig selv og dine (døve?) ører, derude!

Hver plet, sin velsignelse…

Pletter. Kender du det; nogle gange er de over det hele. Det er som en slags magtdemonstration fra en temmelig invasiv art, der fordrer noget skadedyrsbekæmpelse.
Det er som om det kommer ud af kontrol, og man er konstant en plet (mindst) bagefter, hvilket skal forstås på den måde, at der altså bliver lavet ny(e) plet(ter) mens man er i gang med at fjerne de(n) forrige. For helvede, hold nu op!

For eksempel havde jeg for et par aftener siden lavet hjemmelavet pizza. Det er vist den eneste ret, som alle kan lide hjemme hos os (- og ja, hvis du nogensinde var i tvivl, så er nogle af os lidt kræsne…).

Pizzaerne kommer ud af ovnen, Mindste Pode agerer tjener, og fragter stolt lækkerierne ind på særskilte tallerkner. Der bliver sagt “KIG på tallerkenen!!” MANGE gange (ellers har tallerknerne det lissom med at ryge ud af vater. Den vandrette af slagsen, forstås). Jeg tænker et kort øjeblik på, om det er lidt for risikabelt at sætte Mindste Pode til at balancere rundt med pizzaerne, men han er simpelthen så glad og stolt: “Far, værsgo’ at sætte dig ned, nu er din pizza serveret!!”. (Mand meget glad). I sin iver og din stolthed over at bidrage til serveringen, ryger tallerkenen i sidste ombæring alligevel ud af kontrol for Mindste Pode. Jeg ser det ikke, men hører følgende:
“Så, Mellemste Pode!” bliver der sagt med en yderst selvtilfreds stemmeføring, “..så er din pizza….” (*SLASK!*). Mand supplerer med et “Ups!….”, mens Mellemste Pode inde fra sofadybet brøler noget i retning af “var det MIN pizza, der røg dér?!!” efterfulgt af splitsekunders larmende tavshed. Hvad kan jeg sige; pizzafyld über alles; paralyseret Mindste Pode, og også lidt paralyseret Mand. Der skal handles relativt hurtigt. Mens Mellemste Pode hyperventilerer over ommøblering af pizza, skurer jeg gulve.

”Hver plet, sin velsignelse” sagde min mors gamle moster altid (jeg har altid tænkt, at det ordsprog kunne tolkes på mange måder…), men jeg vil sige, at hvis der er hold i den påstand, så er vi nu med garanti blevet velsignet så ganske eftertrykkeligt. Sådan en pizza med front nedad på ubehandlet trægulv, det sætter sig sine spor… Vi har simpelthen næsten velsignelse hele vejen op ad væggene! Gudfader bevar mig vel.

Nå, mens jeg har gang i min damage control får Mand også lige hældt en ret stor pizzaluns ned ad relativt lyse shorts; han beordres ud at skifte, og indtager derfor resten af måltidet i underbukser.

For at det ikke skal være lyv har jeg lavet smoothies til dessert. Det sker nogle gange, at jeg rent faktisk overgår mine sædvanlige lave standarder i et køkken (og hvad er takken; jeg spørger bare….).
Følgevirkning af smoothies: Mindste Pode ligner én, der har været udsat for noget massakre af en slags, men jeg får desværre ikke hverken indfanget ungen eller udbedret skaden inden massakren er overført til sofapuderne, og jeg begynder nu at hvisle noget om dødsstraf og tidlig putning. Mand – nu i andre shorts – ved, at sindssyg kone er ved at have nået sin absolutte grænse, og tager samtlige puttetjanser, mens jeg (ganske rigtigt midlertidigt vanvidsramt) skyller pudebetræk op. Forsværger at der nogensinde laves hverken pizza eller smoothies igen. Og slet ikke på samme tid.

Måske kommer der alligevel pizza og smoothies på menuen en enkelt gang mere.
Men først om laaaaang tid!

I mellemtiden stor tak til Mand for at udholde vanviddet, tage puttetjansen og være komplet ligeglad med pletter!

IMG_1843

Fotograf: Palle Pophår

Noget om toiletter, regntøj og cykler uden styr

Endnu en weekend gik sin gang, jeg holder nu meget af dem (når de er relativt normale)…
Her er lidt brudstykker af dagene der gik:

Mand er på vej hjem fra fodboldstævne med poderne, og har beordret Ældste Pode en tur på toilettet med Mindste Pode til aftisning før næsen kan vendes hjemad.

Følgende sker derfor på offentligt og herreklamt toilet:

Mindste Pode går selv ind i båsen og sætter sig, mens Ældste Pode troligt agerer vagt udenfor.
Der går lang tid. Som i reeeeet lang tid.
Mindste Pode informerer efter den lange ventetid storebror om, at han ikke skulle tisse.
“Men så kom ud!”, siger Ældste Pode. “Nej, for jeg sku’ lave LORT!” kvitterer ham på tønden.
Ældste Pode sukker, og tropper heltemodigt op til noget tørren rumpet. “Men der er IK’ noget papir!” kvidrer Mindste Pode glad.
Brormand erkender at han har trukket nitten.
Det er efter beretningen at dømme lidt af en præstation at få fremskaffet noget papir, men efter en større tourné rundt blandt de omkringliggende toiletter lykkes det ikke desto mindre heldigvis alligevel. Vel ankommet tilbage ved kummen låser Ældste Pode sig inde sammen med Mindste Pode. Numsen klares, alt klar til afgang. Altså bortset fra, at døren nu ikke kan låses op.
“Nu kan vi ik’ komme ud!” siger Mindste Pode meget informativt (hvad skulle man dog gøre uden denne type oplysninger når man står med skægget i postkassen).
“Hva’ ska’ vi så gør’, så kan vi ikke komme hjem?!”….

Man ser det for sig, to drenge strandet på et uhumsk lokum i al evighed. Det lykkedes heldigvis at få grejet låsen, og alt endte lykkeligt.

Hvad lavede Mand i al den tid, spørger du måske? Han sad såmænd intetanende og spiste pomfritter sammen med Mellemste Pode. Og hvor var jeg? Det skal jeg sige dig; jeg lå på sofaen derhjemme…. Grebet af en vældig god bog, som jeg synes der er mange af for tiden (Joël Dickers ‘Sandheden om Harry Quebert-sagen’. Uf den var god….)

Vel ankommet til de hjemlige rammer opstod efterfølgende spørgsmålet: Hvordan kan en helt taske proppet med regntøj komme hjem med halvtreds procent mindre indhold uden at regntøjet af den grund sidder på poderne? Jeg er meget mystificeret særligt omkring Mindste Podes regntøj, der har lavet et stort forsvindingsnummer. Mand hævder, at der aldrig var pakket regntøj til Mindste Pode, og det til trods for, at jeg lagde Mindste Podes regntøj øverst i den tætproppede taske. Meget mærkeligt alt sammen. Regntøj lader sig ingen steder finde.
I stedet for regntøj var der dog i mellemtiden blevet plads til en nyindkøbt fodbold inklusive pumpe, som var tiltænkt til Mellemste Podes fødselsdag. Altså bortset fra at Mellemste Pode selv fandt bolden i tasken mindre end to minutter efter hjemkomst, og glædesstrålende råbte: ”Wauw, FEDT mand, har I købt den?!”…..

Og nu er en ny uge skudt i gang.

Og uden at ville kede jer med detaljerne, kan jeg sige så meget, at Mindste Pode nu har taget livet af ikke mindre end tre cykler inden for en relativt kort periode. Som det fremgik af et indlæg jeg udgav for et par uger siden røg kuglelejet (eller kranken!) for nyligt på cykel nummer to, og eftersom vi havde endnu en cykel stående i kælderen, var det lidt lettere at tage den i brug. Den nåede cirka 500 meter (og det er højt sat), rundede cirka fire styrt undervejs, hvoraf det sidste; et frontalt sammenstød med et cirka to meter højt parkometer (”Se-dig-for-se-dig-for-SE-DIG-F…. Åhr, bugger…..”), viste sig at være relativt fatalt. For cyklen, forstås.

Poden klarede det nu i stiv arm. Cykelstyret blev indledningsvist lidt skævt. Da poden vil rette op på cyklen, så – ja, så fald styret simpelthen af.
Meget stor femårsdreng bag på mors cykel.

Opfølgende SMS til Mand: ”Cykel nummer tre nu helt kaput og ganske uden styr…”

Kan du ha’ en god uge derude?

IMG_1764

Vidundermidlet over dem alle

Hjemme hos os kan alt fikses. Tror mine børn (særligt Mindste Pode). Ved hjælp af én enkelt ting. Det er løsningen på alt, svaret på dine bønner; det er tape.
I kid you not, jeg mener det helt alvorligt: Tape. Såre simpelt. I nødstilfælde superlim. Men altså igen: Tape.

IMG_1825

(Couldn’t do without it!)

”Aaahhrrrrr…..” siger Mand tvivlende, når poden skråsikkert smider trumfen på bordet:
”Mor taper den bare!” siger Mindste Pode, hver gang der ryger en dims af et plastikvåben, eller når cykellygten er smadret til ugenkendelighed, og ligger fordelt ud på en radius af adskillige kvadratmeter.

Der er faktisk næsten slet ingen grænser for, hvad der ikke er blevet tapet sammen hjemme hos os. Det være sig alt lige fra fastelavnsmasker, hårbørster og rispapirslamper til itureven julepynt og biler. MASSER af biler har hjemme hos os fået autohjælp til at holde på døre, bagsmække, tag og understel.

Langtidsholdbarheden lader mildt sagt meget tilbage at ønske, men jeg er vild med den omgående lykkevirkning det bringer hos Mindste Pode, når jeg sætter tapeholderen fra mig, og med stor overbevisning siger ”Så! Nu er den skid slået!”. (Nej, det siger jeg rent faktisk ikke. Kun nogle gange…).
Det er vist det, man kalder et quick fix.

Det fik mig forleden til at tænke på denne her fra Steen og Stoffer:

Udklip-S&S

Vi elsker den bare, gør vi ikke?

Dagens overvejelse

Mand holder for rødt ved et lyskryds, i en bil fyldt med poder.
Pludselig kommer en cyklist ræsende over for rødt.
“DET må man IK’!” udbryder Mindste Pode fortørnet.
“Nej, det må man IHVERTFALD ikke!” medgiver Mand.
Mindste Pode tænker lidt over sagen, og konkluderer så: “Måske var han farveblind?….”

Tjaaa…. Hvad tror du? Var han mon farveblind?….