Sammenkogt dårlig samvittighed

Det er sen eftermiddag. Jeg er træt. En pode er splattet ud i sofaen foran fjerneren, og udspyer forespørgsler om hvornår der er mad, og hvad der er på menuen. Jeg selv står med to baljer vasketøj, der skal lægges sammen samtidig med at jeg er i gang med at kreere bemeldte måltid. Jeg spekulerer på, hvornår jeg sidst har set fjernsyn i stive to timer midt på dagen for dernæst at høre hvad nogen lavede af mad til mig. Faktisk spekulerer jeg også over, at jeg slet ikke har gjort noget som helst for mig selv i dag. Hvad jeg end ser frem til (sofatid. Alenetid. Noget DO-NOT-talk-to-me-tid), har der ikke været noget af det endnu. Ja, jeg ved godt, jeg er ynkelig, men lad mig nu bare. Tilbage til det med forespørgslen.

Prøvelserne udi madlavning er utallige. Det ville være synd at sige, at jeg nogensinde har været det store madøre, og allerede dér ligger første udfordring og tårner sig op som en meterhøj barriere. Dertil kommer – i direkte forlængelse af foregående – en udtalt mangel på fantasi, skarpt forfulgt af virkelig kræsne børn, som ingenlunde spiser det samme.
Med andre ord, hvis du nogensinde var i tvivl: Jeg er top-udfordret på madfronten næsten hver eftermiddag klokken cirka lidt i sytten.
Og selvom frysepomfritterne som bekendt har reddet min røv mangen en gang, så spiser vi dog ind imellem også andet, men igen: Det er sgu’ begrænset, hvor mange gange man kan køre spaghetti/kødsovs og boller i karry på repeat uden at ungerne også er ved at gå i brædderne over det.

Så nogle gange, når alt synes at handle om at købe fuldkornskammerjunkere til den økologiske koldskål, eller når jeg føler at jeg ikke slår til (OG er løbet helt tør for idéer, ikke mindst), laver jeg pandekager til aftensmad. Jep, I really do. Mand er top-fortørnet hver gang det sker, og ytrer ting som, at man jo slet ikke kan uddelegere nogen former for ansvar (tilsæt selv et væsentligt antal udråbstegn). Men ja, det økologiske, sunde og varierede måltid udebliver fortsat, ligesom det er tilfældet med gode argumenter. Bortset fra det, kan det virkelig anbefales, det med pandekagerne. Hvis man ser bort fra Mands misbilligen, så står man altså omgående meget højt i meningsmålingerne blandt husstandens yngste beboere. Jeg siger det bare.

Men det sker jo ikke hver dag, det med pandekagerne, så den daglige madkrise består til stadighed. Og den står i skærende kontrast til de gange, hvor man så faktisk får serveret sådan rigtig menneskemad. Når man er ude at spise, for eksempel. For noget tid siden havde en dejlig veninde inviteret mig over til aftensmad. Og det var simpelthen himmelsk; jeg havde næsten glemt hvordan det kunne være at spise ’rigtig’ mad og smage ’rigtig’ mad, som nogen har lavet til én. Fordi de rent faktisk havde lyst. Og den skønne te fra Perchs bagefter. Hvilket alt sammen fik mig til at føle mig lidt som Aldi-udgaven af Johan Bülow-lakrids. Tilmed var der nybagte muffins til dessert (serveret med kommentaren: ”Nu hader du mig sikkert når jeg siger det, men det var Ida, det havde en legeaftale, og så hyggede vi os med at bage alle tre”. Og ja, så hadede jeg hende en lille smule, men kun på den kærlige måde. Jeg ved hun ikke gør det for at efterstræbe et eller andet perfekt ideal, men fordi hun rent faktisk elsker det! Også selv om jeg ikke fatter en bjælde).

FullSizeRender

Åh ja, sweet memories!

Dagens kommentar
Fra min britiske veninde på www.thesorrybox.com

“I did not sign up for master chef so why do my children think I would like to hear their minute criticism of the meal I have just served them?”

Just for the record 1: Madpakkerne tager Mand heldigvis; det er helt og holdent hans tjans. Jeg har været i madpakkefornægtelse hele mit liv. Man kan virkelig komme langt på kombinationen af lakrids og kaffe. Og så er der heller ikke meget, som en onsdagssnegl ikke kan ordne. Usundt, siger du? Ahrr, hold op!

Just for the record 2: Mand er også occasionally inde over projekt aftensmad. Jeg ved, at han bliver glad, hvis jeg skriver det. Grunden til at det primært er min tjans er den, at Mand dels (om muligt) hader madtjansen endnu mere end mig, og dels fordi han (mens jeg braser i køkkenet) agerer fragtmand i forhold til børnesportsaktiviteterne. May God have mercy on his soul.

Håber du får en god aften derude, og – nå, ja – velbekomme!

Filtret hverdag

Mellemste Pode har sådan noget ret langt hår. Tykt og genstridigt, men meget smukt.
Der går også relativt meget tid med det, og der gøres mange overvejelser på daglig basis.
Alt sammen i et sådant omfang, at både Mand og jeg ind i mellem er ved at blive mere end gennemsnitligt skøre i låget af at stå model til det.

Bare det at få redt håret ud, er i sig selv en tidsrøver. Det kan være pænt filtret, og nogle gange er der også en enkelt krølle eller flere, som sniger sig ind i frisuren. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at der har været (morgen)stunder hvor han mest af alt har lignet én, der har pillet for meget ved stikkontakterne i nattens løb, og det forekommer mig helt uvirkeligt, at hår i den grad kan trodse alle regler og love om tyngdekraft.

På sådan en morgen spurgte jeg på et tidspunkt, om jeg skulle hjælpe. Svaret faldt prompte:

”Nej, mor, for hvis du hjælper mig, så lærer jeg det jo ALDRIG! Og så når jeg bliver voksen, så kan jeg ikke selv re’ mit eget hår (Gud ved, hvor han har det argument fra….), og det’ jo ik’ så godt, hvis jeg nu skal ud og rejse, og ned gennem Europa; ned til den sydlige del af Europa… Eller hvis jeg skal helt over til Jylland!!”

Ja, det kunne jeg jo godt se.

Inden han kom så vidt som til at skulle til Jylland, kom en lejrtur til Nordsjælland ham i forkøbet. Fordi det lange hår som sagt ser ustyrligt vildt ud om morgenen, opstod der – sideløbende med glæden over at skulle på tur – lidt små-panik ved udsigt til potentielle hårkriser i de indledende dagstimer. Men som Mand sagde: ”Hvordan tror du så pigerne ser ud om morgenen??”.
Hvis man kan gnægge i en alder af cirka ni år, så var det det, som Mindste Pode gjorde ved tanken om en snes tøser med virkelig dårlig hårdag. ”Så vil jeg LISTE mig ind i teltet til dem…” sagde Mellemste Pode med et udspekuleret tonefald, men blev straks afbrudt af Mand, der meddelte, at de skulle sove på vandrehjem, på værelser. Mellemste Pode så et øjeblik skeptisk ud inden han konkluderede: ”Så håber jeg VIRKELIG, at der et toilet!!”.

(Nå, jeg vil runde denne afstikker af med at sige, at der heldigvis var toiletter på turen, masser af dem. Ingen ko på isen.)

For at gøre de hårmæssige pinsler og plager lidt færre, og for samtidig at mindske det tidsrum hvor badeværelset er optaget på grund af noget med hår, har vi opfordret ham til at gøre brug af lidt balsam. Det bruges nu i overmål, og gulvet er spejlglat, hvis man skal i bad efter ham.
Vi har prøvet at få skruet bare en lille smule ned for forbruget på det plan, men nu hvor ferien er ovre, og der igen er sport på programmet, så går han ganske ofte i bad i hallerne, hvor han træner. Heldigvis (- så kan andre skøjte rundt på de glatte gulve….). I den anledning har jeg købt en mindre flaske balsam til ham, til at tage med i tasken i stedet for den store enliters, som vi har herhjemme.

Da jeg giver den til ham, sker der følgende:
Mellemste Pode ser på den, og ytrer ganske kort, at han hellere vil gå i bad hjemme.
Mig: ?
Mellemste Pode: ”Jamen, jeg ved jo ikke hvordan jeg bruger den her balsam!”
Mig: ??
Mellemste Pode: ”Jo, for det skal jo i tørt hår!”
Mig: ???
Mellemste Pode: ”Det står der altså! ’Balsam – til tørt hår’!”
Balsam II

Dagens kloge ord

“Et hår på hovedet er bedre end to på børsten”
”Det er bedre at ha’ hår på karamellen end karameller i håret”

Nu jeg er i gang, så…

… er Mindste Pode begyndt at indlede samtlige lege, som om der er tale om en film, der bliver afspillet. Indledningen starter derfor som regel med sætninger som “Det var en dejjjjlig dag på øen Sodor” (sagt med umiskendelig Poul Dissing-stemmeføring) eller mere dramatisk, for eksempel: “Sidssssste gang i NinjaGO….”. Selvsamme barn er i øvrigt blevet grebet af ’Pendler Kids’, så han har travlt med at øve sig på at sige ”Fuck” og “Stop nu det pis, din idiot, mand!!”.
Jeg er spændt på hvornår dét sprog blander sig med de øvrige TV/film-inspirerede lege.
Og hvornår det kommer på svensk.

… tror Mindste Pode, at England er befolket med engle.

… udviklede Mindste Pode sig torsdag aften helt uden varsel til en über-entusiastisk og full blown badmintonfanatiker under kvindernes doublefinale, der uden tøven blev tilvalgt frem for rettidig putning og godnatlæsning. Det startede relativt uskyldigt med at poden var sådan en menneskelig live-streaming af kampen (kommentator-John for fuld udblæsning, og med ret høj lyd), og jublen ville ingen ende tage, da første sæt blev vundet, og julemanden samtidig pludselig befandt sig på tilskuerrækkerne.
Så gik det som bekendt støt ned ad bakke. Ved udgangen af andet sæt var Mindste Pode gråden nær, og da Danmark tabte, fik tårerne frit løb: “Og så løb de bare rundt på banen! (japanerne, red.). Og krammed’! Det gør de bare ALTID! OS’ i fodbold!…. Og dommeren, han ku’ bare OVERHOVEDET ik’ find’ ud af det dér badminton! Øv bøv bussemand!…”

***

Det er sikkert og vist: Bloggen slukker og lukker den dag Mindste Pode ikke længere bidrager til indholdet!

***

Dagens spørgsmål

  • Er det pinligt, når man lidt spontant beslutter sig for at gå en hurtig aftentur ned ad vejen, og tænker, at man nok alligevel ikke møder nogen, og at det derfor ikke gør noget, at man har storspraglede natbukser på? Altså bortset fra, at der nede i haven i nummer 74 befinder sig fire trampolinspringende unger fra Ældste Podes klasse. Ungernes hoveder popper vilkårligt og asynkront op og ned henover hækken, og på et tidspunkt bliver jeg spottet: “Hej Ældste Podes mor!!”…. Bliver det mon pinligt for Ældste Pode at komme i skole?

Dagens ordveksling
( – helt frit fra leveren – )

Mand: ”Er jeg den eneste, der har tynd mave?”
Mindste Pode: ”Jeg har tyndere mave end dig!!”

(Det var en af de lækre!…)

IMG_2007

Ha’ en dejlig aften!

Mindste Pode siden sidst

Mindste Pode har fundet ud af, at det ikke er alt, der kan observeres med det blotte øje, som findes i virkeligheden. Derfor er vi pt. i gang med et større udredningsprojekt for at få afklaret what’s real, and what’s not. (Heldigvis har julemanden, påskeharen og tandfeen endnu ikke været inkluderet i drøftelserne). Det beror i øjeblikket mestendels på, hvad han ser i fjernsynet. Derfor har vi samtaler, der starter med spørgsmål a la: ”Mor, er det ikke rigtigt, Ronaldo, HAN findes?! Findes Kristian fra Ramasjangmysteriet?”… Jeg forklarer, at jo, Ronaldo han findes virkelig, og nej, Kristian fra Ramasjangmysteriet, det er bare en mand, der spiller skuespil. Mindste Pode kniber øjnene sammen mens han koncentrerer sig for at forstå det rigtigt, og konkluderer så: ”Men Ronny Roligan, HAN findes, for Kristian putter ham i et ÆGTE fængsel!!”.
Tjaaahh.. Stadig noget vej endnu.

***

Mindste Podes bedste ven er halvt svensk. Ergo er Mindste Pode også næsten halvt svensk. I hvert fald halvt svensktalende, om ikke andet. Han kommer dagligt hjem med nye termer til sit ordforråd, som han smager inderligt og længe på. For eksempel er han vild med at morgenmad på svensk hedder frukost, for det er da for skørt?! Og hvis man lytter godt efter, kan man – når han sidder inde på værelset og leger – høre, hvordan han sidder og lyder som noget, der er taget ud af et afsnit af ’Emil fra Lønneberg’. Tilsvarende ynder han også – hver(!) aften – at indlede en diskussion ved at stille de samme to spørgsmål:

Spørgsmål nummer 1:

”Fa-ar? Ved du hvordan man siger ’jordbær’ på svensk?”. Hver aften ryster Mand benægtende på hovedet, så Mindste Pode på umiskendeligt og velklingende svensk stolt kan sige. ”Jordgubbar!”.

Spørgsmål nummer 2:

”Fa-ar? Ved du hvordan man siger ’JordbærIS på svensk?”. Mand ved til Mindste Podes store held heller ikke hvordan man siger dette ord (det er nogle godt tungnemme forældre, han har!): ”Jorglass!” siger Mindste Pode, omend endnu mere stolt, og lidt spændt, for han ved, at nu brager Mellemste Pode ind i samtalen og bedyrer, at hvis jordbær er ’jordgubbar’, så må der mangle et og andet, og at det umuligt bare kan hedde ’jorglass’. Så kører jo-nej-jo-nej-diskussionen et stykke tid indtil vi får aflivet samtalen.

Det underfundige er, at Mindste Pode faktisk også diskuterer hvorvidt det hedder ‘jorglass’ på de aftener hvor Mellemste Pode ikke er hjemme.
For eksempel i går, hvor Mellemste Pode var hjemme hos en ven:
Mand har lige sagt, at han ingen anelse har om, hvordan man siger jordbæris på svensk, og Mindste Pode har som sædvanligt kvitteret med at sige ”Jorglass!!” (tænk at man kan være så stolt HVER aften!).
For en gangs skyld fulgte der en dejlig ro efter postulatet. Mindste Pode bliver en anelse forvirret, for der plejer jo at være et efterspil: ”Men det er altså rigtigt!” siger han: ”Man SIGER Jorglass! Det passer virkelig; det er ÆGTE svensk!!”….

Noget med vanens magt?

IMG_0291 (1)

Fotograf: Palle Pophår

På kant med hverdagen

Hvert år ved denne tid væltes jeg omkuld af kalenderen.
Ikke i form af en overdimensioneret Mayland-udgave med spiralryg som foretager et fysisk overgreb, men i form af det, som den rummer. Men det føles næsten som om jeg bliver knockoutet i mit livs boksering. Ungerne kommer hjem fra skole, og kaster i flæng indbydelser til diverse arrangementer op på køkkenbordet, og forældreintra bugner med information. Sporten kører pludselig på højtryk igen.

Så meget for sommerferie, siger jeg bare… Netop som man slentrer rundt og tror, at hvilepuls er blevet sådan helt comme il faux, så bankes man tilbage til stenalderen sådan på det mentale plan.

Hvad der på ingen tid har taget pusten fra mig, og har kæmpet om minutterne og timerne i den famøse kalender er følgende:

  • Invitationer til børnefødselsdage
  • Invitationer til forældrefester i skolen
  • Invitationer til picnic i skolen
  • Invitation til sommerfest i børnehaven
  • Invitationer til forældremøder i idrætsforeningerne
  • Sport (already said that)
  • Forespørgsler på overnatningsaftaler
  • Legeaftaler
  • Fodbold- og håndboldstævner

Alt sammen i hobetal, til overflod og til min udtalte forfærdelse, ikke mindst.

Derudover kommer der ting på programmet, som ikke er foranlediget af noget med børn, men som kun vedrører forældrene, og som man også gerne vil deltage i. Man kan ikke nå alting, det er der ikke noget nyt i, men at der er SÅ mange ting ALTID, det tager virkelig pusten fra mig.

Hvorfor kommer det hele på én gang? Og hvorfor er der så meget, fristes jeg til at spørge?
Og hvad skal prioriteres; hvad skal skæres fra?

Måske er der ikke mere end der plejer?.. Eller hvad…? For i og for sig er der ikke noget nyt i ovenstående, som er eksempler på ting, der sker hele året rundt: Det som er anstrengende er dels, at det som sagt sker lige efter sommerferien, og at det dels (qua ferien) kommer på et tidspunkt, hvor ungerne får nye skemaer og træningstider, og ingenting kører i sin vante gænge. Ingenting!

I et forsøg på at overskue det hele lidt bedre ud fra en slags princip om at et angreb er det bedste forsvar, kom jeg uforvarende til at lave en liste. Den slags skal man ikke gøre. Men det gjorde jeg ikke desto mindre alligevel. Helt konkret lavede jeg en liste over alle de ting, som jeg synes er ved at give mig baghjul, samtidig med at de på grummeste og mest paradoksale vis er som sådan en kæmpemæssig bæ, man ruller foran sig, og som kontinuerligt bare bliver større og større. Det er ikke småting der står på den liste, som rummer alt lige fra afholdelse af Mellemste Podes fødselsdag, fortsat tømning af Nylig Afdød Fars bo og fotoalbums der skal laves (for bare at nævne et par stykker). Listen strækker sig faktisk helt ind i 2017.

Det er ikke fordi listen har gjort underværker vil jeg sige, tværtimod har den forårsaget en del mere åndenød end hvad godt er, og jeg anbefaler virkelig ikke, at man laver sådan en liste.
Don’t try this at home!
Skyklapper frem for overblik, det er uden tvivl vejen frem!

Når jeg så er midt i alt dette, mister jeg min teflon. Jeg bliver med andre ord helt hudløs indvendig. Manglen på teflon sætter sig dybe spor både i privaten, men også i mit arbejdsliv. Og det sætter ringe i vandet; jeg tror sågar det påvirker selv elektronikken og strømforsyningen:

Lyset blinker mere end sædvanligt herhjemme, og da jeg i går morges troppede op på arbejde klokken 06:50 for rigtigt at få noget fra hånden, var meldingen kontant:
‘Your computer was unable to start’.
Ja? Det tror jeg nok, jeg har fanget.

Måske det er et signal om et eller andet? Nogen from out-of-space, der lissom prøver at morse noget til mig?
Blink-blinkeblink-blink-blink….?

Nå, flink IT-mand kom mig til undsætning: ”Har du prøvet at genstarte den?” spørger han, da han dukker op 70 minutter senere.
Mig: ”Ja, TO gange!”
IT-mand genstarter computer, som – VUPTI – kører helt as usual.
Mig: ”Undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld…”
IT-mand: ”Det er er helt OK, det har jeg prøvet før”.

Yeah, I bet….

Måske jeg bare er fejl-castet til tilværelsen?
Bottom line: Mit succeskriterie er at overleve til weekenden.

Dagens kommentar

Mindste Pode: ”Mor, vil du ikke hjælpe mig med at få tøj på? Så går det bare MEGA-hurtigt?!”
Mig: ”Men når du så er 22 år, så er du bare MEGA-langsom, fordi din mor har hjulpet dig hele livet!”

Pause.

Mindste Pode: ”Når jeg er 22 år, så er I døde!”

Dagens morale

Som man råber i skoven, får man svar
(…)

Sommerferie-flashbacks #4 (Sidste! Lover det!)

Det er aften, og jeg er gået i seng. Næppe har jeg lagt mig, før en summen indtager rummet: Zisssssssssss…..
Myg.
Åhr, altså, så kan INGEN jo sove!!

Mand ser fjernsyn inde i stuen.

Mig: “Honeyyyy???……”
Mand: “Mmmf?”
Mig: “Der’ en myg herinde….”
Mand: “Så klask den…..”
Mig: “Men jeg kan ikke høre hvor den er?” (den hér skal SÅ meget på listen over fordele ved ikke at kunne høre!)…

Mand sukker dybt. Knoglerne knaser lidt som han rejser sig fra sofaen. Mand tropper op i soveværelset garderet med en fluesmækker: “Hvor er den så?”

Mig: “Ja, det ved jeg jo stadigvæk ikke…”
Mand: “Jeg får nok brug for noget lys…”
Mig: “Så tænd det” (dog!)…

Lys bliver tændt, og vi stirrer begge rundt i rummet i forskellige retninger. Endelig spotter vi en myg i det fjerneste hjørne, i den ende af soveværelset, hvor der er højest til loftet. Mand sukker igen. Mand kravler op på en afsats, og mens han står der på det yderste af en storetå og strækker sig alt hvad han kan, lykkedes det ham at få tværet myggen ud med bemeldte fluesmækker. Mand konkluderer, at de sørgelige rester af den forhenværende myg må jeg selv udradere dagen efter.

Så opdager vi, at det stadig summer.
Ved nærmere eftersyn kan vi konstatere, at der faktisk ikke var tale om en enkelt myg, men derimod intet mindre end tre, hvoraf de to selvsagt stadig er i live.
Så går klapjagten ind. Mand kaster sig med en imponerende entusiasme rundt i soveværelset mens han klasker med en bemærkelsesværdig præcision, og inden længe er al summen forstummet, dog bærer hvidmalede trævægge tydelige tegn på den nyligt overståede massakre.

Mig: “Ejj, alt det blod, det bliver du simpelthen nødt til at fjerne nu!…”
Mand: “Kan du ikke bare fjerne det i morgen?”
Mig: “Jamen så er det jo helt indtørret. Og jeg kan jo slet ikke NÅ derop!? Og desuden har jeg hold i nakken…”
Mand: “Du henter bare en stige ovre i garagen…”
Mig: “EJJJ?!”
Mand sukker højere end tidligere. “Okay, så!”

Need I say more? Han er sød, ik’?

***

Apropos bugs, så fandt vi en morgen en kreperet bille liggende på skjoldet i Mands sko:

IMG_1906

Er Mands sko mon sure?

IMG_1926

Landskab

IMG_1952

Og så kan vi vist ikke drive mere rovdrift på dén ferie!

Dagens kommentar
(Helt uden for feriekonteksten i øvrigt):

Ældste Pode pakker bøger ind.
Se!”, siger han stolt, og viser en bog frem som umiddelbart rummer mere tape end papir: “Og ved du hvad det bedste er? Den kan stadigvæk både åbne OG lukke!

Sommerferie-flashbacks #3 – sportssektionen, indland

I forlængelse af Sommerferie-flasbacks #2, er det muligvis overflødigt at nævne, at der i de hedengangne tre ugers sommerferie, er blevet spillet rigtig meget fodbold i haven. Mens de to store poder er temmelig habile (og til tider ret overbærende) spillere, er Mindste Podes største forcer på banen følgende to:

  • DRAMAET. Iscenesættelsen. At kunne fingere, at han er blevet udsat for en meget voldsom og særdeles uretfærdig tackling, som ikke har det mindste at gøre med, at han kikser en dribling fordi han falder over sine egne ben. Soloulykker, med andre ord. Disse styrt kan være akkompagneret af sætninger som: “Jeg har blod, jeg har blod!! Mor jeg DRYPPER!!”….
    En anseelig plasterbeholdning kan være en god ting, også selv om mange af de teatralske fald er rent skuespil, altså en tro kopi – direkte afluret – af scener fra EM-kampene, ikke mindst Ronaldos endelige sortie. Ach so.
    (Mindste Pode er i øvrigt blevet glødende Ronaldo-fan, og udtaler hans navn MANGE gange i løbet af en dag, meget affekteret og med meget rullende R. RrrrrrrronalDO).
  • LYDEN. Det vil sige ALT hvad der undervejs lukkes ud verbalt, og kommenteres på.
    Højt, underforstået. Meget højt, faktisk.
    Når bentøjet driller, og han ligger dér og bider i græsset for egen regning, eller når modparten scorer, er han fuld af eder og forbandelser og dårlige undskyldninger. Der er således i virkeligheden klart flere hertz på vores hjemlige fodboldkampe, end der er reelt spil.

Et kort uddrag på cirka 18 sekunder af et spil fodbold i vores have kan derfor lyde sådan her:

“Jeg er ramt, jeg er ramt!!.. Jeg KAN ikke løbe! Og man SKAL lissom ku’ løbe! Gult kort til dig, Ældste Pode!!! Ej, du skydt mig lige i skinnebenet!! Rødt kort til dig! …. Han løber, han løber!!…. Og han scorer, JAAAAA!”….

Som det fremgår agerer Mindste Pode både dommer, medspiller OG kommentator på én og samme gang (hvorfor barnet nu lyder navnet ’Kommentator-John’).
Gud ved hvad UEFA siger til sådan en tre-i-én-funktion?

Som følge af Mindste Podes sportslige enevælde falder det også poden helt naturligt at annullere de øvrige spilleres mål efter forgodtbefindende de få gange han selv laver en kasse, hvorefter han drøner haven rundt i en beundringsværdig sejrsrus mens han råber “1-0 til MIG!!!!”

Yndlingsfrasen over dem alle er: “DET mål gjaldt IK’!!”.
Hvorfor målet i givent fald ikke gælder, kan der være mange forklaringer på, blandt andet:

  • Jeg var IK’ KLAR!!
  • DÉT mål gjaldt ikke, du skød først EFTER du var kommet ind på banen
    (tilsæt en Ældste Pode, der er smadret af grin).
  • Jeg har flere bluser på end dig, så jeg sveder mere!!

Standardreglerne for fodbold er ganske simpelt sat helt ud af spil, og som det fremgår, har det nys overståede EM i fodbold været vand ved siden af kampene hos os; jeg tør i hvert fald godt skrive under på, at der er blevet udstedt flere gule og røde kort end samtlige EM-turneringer tilsammen!

Naboerne har uden tvivl sat stor pris på de daglige turneringer i haven.

Hørt i ferien:

De store drenge plus Mand er til lokalt sommerferiefodboldarrangement, så Mindste Pode og jeg er alene hjemme. Jeg har derfor lavet kartoffelmos med bacon, som nogle læsere vil vide, at Mindste Pode anser for at være intet mindre end verdens ottende vidunder.

Jeg spørger om det smager godt.
Mindste Pode: “Det smager LIDT godt, og lidt IK’ så godt…”
Mig: “Er far bare bedre til at lave kartoffelmos?”
Mindste Pode: “Ja, far er HELT klart bedre til at lave kartoffelmos end dig!…”

Tænkepause:
“Mor, hvor mange gange har du EGENTLIG prøvet at lave kartoffelmos?”

Okay, okay, I get it…

IMG_1894

En milepæl, og lidt om blogger blues

Dette er mit indlæg nummer hundrede hvilket næsten falder sammen med, at bloggen den 24. juli fyldte et år.

Kage

Og jeg har mange gange i de forløbne tolv-tretten måneder funderet over det hersens bloggeri. Med fare for at lyde som én, helt uden oplevelser på bagen vil jeg sige, at det muligvis er det mest grænseoverskridende projekt jeg har kastet mig ud i. Nogensinde.

Til tider har det gjort mig frustreret (tekniske udfordringer, primært), til tider har det gjort mig forvirret, og til tider har det gjort mig ked af det. Jeg har fundet ud af, at man godt kan blive lidt afhængig af, at der er nogen der følger med. Man bliver vildt glad, hver gang, der er en like på facebook, en ny der følger med på bloglovin’ eller en kommentar til et indlæg. Og RET ked af det, når nogen falder fra.

Den største bekymring jeg har erfaret, man har som blogger, er bekymringen over kvaliteten af ens indlæg: Er de mon gode eller (gys!) skudt helt ved siden af? Selv om jeg bilder mig selv ind, at jeg hovedsageligt skriver for mine egne blå øjnes skyld, så hænger det ikke helt sådan sammen. Der er et behov for anerkendelse også. Derfor terror-spam’er jeg fra tid til anden Pendler-Mor på SMS, når jeg pludselig kommer i tvivl, mens jeg afventer aktivitet i kommentarfeltet, for at vurdere modtagelsen af de skrevne ord. Særligt de meget sorte indlæg er udgivet med en vis portion nerver. For jeg ved jo godt det ikke er så velanset. Men det er samtidig et behov jeg har. Så jeg er udmærket godt klar over, at det ikke altid er de mest positive indslag jeg står for, men det er samtidig en nødvendighed for at kunne stå inde for det jeg skriver, og ikke mindst også den jeg er. Mand gør det heller ikke altid lettere, selvom det ikke er hans mening at træde i det, så kommer der nogle gange en kommentar a la: “Jeg synes ikke rigtigt at der kommer nogle kommentarer på det her indlæg?! Altså…. jeg blev heller ikke i så godt humør af at læse det…” (TAAAK, skat, hmm…..?).

Dagens citat
Lotte Heise:

”Det kan godt være, I synes, det er skide-irriterende, når jeg råber, men det kommer jeg ikke til at holde op med. Det var noget andet, hvis jeg stod og skreg nogen ind i ansigtet, men det gør jeg ikke.
Jeg brokker mig bare højlydt”

Når det så er sagt, så gør det mig dog mest rigtig glad. Jeg er vild med at blogge! Der er kun ganske få ting jeg fortryder, og det er blandt andet, at jeg ikke begyndte at blogge tidligere.
(Og så at jeg købte et domænenavn med ’ø’, men det er en helt anden historie….).

Agurketid og angsten for det hvide papir har mod forventning ind til videre ikke været det store problem; jeg opdagede tvært imod ret hurtigt, at det der med at skrive, er lidt at sammenligne med diarré: Når først man har sat sig på potten, så kan man slet ikke stoppe igen…. (Er du ikke vanvittig glad for at jeg bragte lige dén metafor i spil?).
Nu venter jeg så i spænding på Nemesis oven på den udtalelse…. Altså udtalelsen om agurketid, ikke diarré. Gud forbyde, jeg blev ramt af begge dele på én gang! Oh lord…

Til sidst en stor tak til dig: Jeg er utrolig glad for at du følger med derude, uden dig var det slet ikke det samme – jeg håber du bliver hængende!

Sommerferie-flashbacks #2 – sportssektionen, udland

Sport er en vigtig del af vores familieliv. Der tales om sport, der ses sport, og der dyrkes sport.
Og det er stort set hele dagen!

Det begynder tidligt om morgenen, hvor mine unger ofte starter dagen med at banke heftigt på døren ind til toilettet. Ikke fordi de er tissetrængende, men fordi far er på tønden, og sidder inde med kampresultaterne fra aftenen før. Mand er åbenbart en hurtigere informationskilde end iPad’en. Det er nogle gange lidt af et cirkus. Mens der bliver sendt og modtaget information fra hver sin side af toiletdøren, lægger jeg ører til spørgsmål som for eksempel dette:
“Fa-ar? Spiller Pierre Emil Højbjerg VIRKELIG for Southampton?”
(Mit svar ville være: “Pas. Har aldrig hørt om manden”. Mands svar: “Ja, han har lige skiftet klub”).
Om jeg begriber hvordan de holder styr på det.

Mand, som er forhenværende elitesportstræner, taler endda i sportstermer, og siger, når vi diskuterer, ting som: ”Nu må du komme tilbage i kampen” eller ”Husk, vi er på samme hold”, og ikke mindst: ”Nogle gange må man ofre sig for holdet!”..

Siger din bedre halvdel også sådan noget?…..

For Mellemste Pode er selve sportslooket en uhyre vigtig del af den pågældende sportsgren. Udseendet er altafgørende, ja selv hårlængden kan have indflydelse på, hvor god en fodboldspiller du er. Og det kan jeg vel nok forstå, hævder Mellemste Pode, der ind imellem opfører sig som en stjernespiller med primadonnanykker og en personlig assistent:

”Hvor er mit fodboldtøj?!?”
“På din seng…”
”Fordi ser JEG måske ud, som om jeg er klar til at tage til fodbold??”
”Nej, skat, du står jo i undertøj…”

På trods af, at vores dage som sagt kan siges at være mere eller mindre gennemsyret af sport i en grad, så jeg nogle gange tror der slet ikke er plads til mere, kan jeg ikke desto mindre konkludere, at der virkelig (VIR-KE-LIG!) har været meget sport ude i verden denne sommer.
Og det har invaderet stuerne og TV-apparaterne; i hvert fald dér hvor jeg har færdedes.
Oh. My. God.
Det har jo været en sommerferie from hell, hvad det angår. Det blev jo ved og ved og ved! Det spøjse er, at hver gang én ting lissom er ved at være overstået, og man tror, at NU ånder alt fred på jord, så bliver man trumfet.
Vi lagde jo ud med EM i fodbold; jeg ved ikke hvor manges næser dette gik ram forbi selvom Danmark som bekendt ikke havde kvalificeret sig. Og netop som jeg bedst gik og troede, at alle de bittesmå mænd var ved at være færdige med at drøne rundt på de mange grønne plæner (parallelt med Wimbledon i øvrigt (flere grønne plæner..)), så kom Tour de France guddødeme (WHAT?! Jeg glemmer det hvert eneste år. Uden undtagelse).

Tre. Fucking. Uger. Det er mig en gåde hvordan de holder det ud; jeg ved, at det næsten er umuligt for mig. Men familiens mandlige medlemmer (dog stadig med undtagelse af Mindste Pode) indtager troligt plads omkring radioer og fjernsyn til live-cykling og AftenTour. Selv Mellemste Pode bliver i perioden entusiastisk cykelrytter, og kører vejene tynde i jagten på en gylden fremtid som Peter Sagan-klon. Og selv om Tour de France slutter, så fortsætter de da bare med at cykle rundt i Danmark.

Sommerens ultimative trumf er selvfølgelig OL. Ach du Liebe, jeg tænker virkelig, at det skulle være forbudt med så mange ting på én gang (det er vel ikke for ingenting der er et ordsprog, som prædiker ’Alt med måde’?)…

Mindste Pode er nu også ved at være ramt af i hvert fald fodboldfeberen, så jeg spår ham ikke mange chancer for at undgå samme skæbne som de øvrige hankønsvæsener i familien.

Men igen, der er faktisk fordele – sådan overordnet set – ved familiens sportsengagement.
Det giver nemlig til gengæld mig noget frirum i weekender og på ferier. Hvor resten af familien valfarter til diverse stadions og kampe af den ene og den anden slags, har jeg masser af tid til at læse. Og trække vejret. Og nyde at være alene. Og tro mig; det gør jeg!

IMG_1899

Dagens kommentar
Fra min britiske veninde, som nu blogger på www.thesorrybox.com:

”Help! My children are insisting on watching the rugby. My husband isn’t even here. They have NEVER shown any interest in rugby before. I am so fucking bored. I have no idea what is going on. I would rather watch golf. Actually no, take that back. Maybe a freshly painted wall, drying slowly? Yes. Zzzzz”