Jeg har haft den skønneste fridag i dag….

…Hvor jeg har sovet længe, fordi Mand har været så sød at sørge for at hele podebanden kom ud af hytten og rettidigt i henholdsvis skole og børnehave. Jeg vågnede derfor helt af mig selv med en guddommelig følelse af frihed og stilhed.
Forestil dig mig som Björk i ‘It’s Oh So Quiet’.

…Hvor det trods alt skal understreges, at jeg alligevel ikke sov SÅ længe, at jeg gik glip af den smukke, blege måne mod en klar og vidunderlig blå himmel, eller de fantastiske iskrystaller på vinduerne:

…Hvor jeg fik gået en tur (i Føtex, bevares… Lidt har vel også ret)..

…Hvor jeg stod klar med kakao og færdigkøbt bagværk da Mellemste Pode kom hjem fra skole. Tjek!

…Hvor der har været stille jazz i radioen fordi det var MIG, der havde magten i det lille hjem.
(Hæ-hæ-hæ-hæ-hææææ!!!)

…Hvor jeg har nydt disse smukke tulipaner, som jeg fik i weekenden:

…Hvor jeg har sunket dybt, dybt ned i sofaen med dameblade og bøger. Sweet life.
Læser pt. denne her:

Love it! Tak for anbefalingen, Cille!

…(Hvor jeg har overvejet om jeg er fejlcastet til sameksistens med andre væsener.)

…Hvor jeg har drukket spandevis af te, og spist ris a la mande (julen varer som bekendt lige til påske).

…Hvor jeg har nydt tilværelsen, slappet af, og ladet op. Uden tvivl den bedste kur mod januar-blues EVER! Prøv det! Prøv det!

Dagens kloge ord

”De, der skal have fart på for at kunne leve, løber for livet”
Georg Wulff

”Hans dovenskab gik meget vidt, til sidst gad han end ikke være sin egen type”
Jacob Paludan

Om kagebagning på en søndag, og lidt om rumvæsener

Det bedste i hele verden (næsten…), er at snuppe en middagslur. Uden tvivl. Elsker det! Desværre er det kun ladsiggørligt i weekenderne, men her går jeg om muligt også all in på den front.

I den forgangne weekend sker der det, efter at jeg har snuppet et par timer på langs søndag, at jeg står op til denne velkomsthilsen:

Mand: ”Nej, SE! Mor-monsteret er i live! Hvornår mon hun bager en kage?!”….
(Bager kage? Was? Hvor fanden kom nu det fra?)
Ungerne griber selvfølgelig fluks farmands kommentar, og snart bliver der skreget på kage fra samtlige verdenshjørner.

Til al den ståhej kan jeg kun sige, at jeg i hvert fald IKKE bager kage, men at det til gengæld er virkelig længe siden at deres far sidst har bagt. Det får selvfølgelig lukket munden relativt hurtigt på familiens ældste medlem, men i minutterne derefter taler ungerne selvklart stadig om kage:

”Hvornår kommer kagen?”
”Er kagen i ovnen?”
”Ej, jeg har syyyygt meget lyst til kage!!”

I forlængelse af alle udtalelserne vedrørende kagelængsel, følger nu en meningsudveksling mellem Mand og undertegnede omkring hvem der EGENTLIG startede diskussionen om kagebagning (come on… obvious, isn’t it?!), men den drøftelse tåler muligvis ikke at blive trukket frem i dagens lys.

Enden på det hele bliver, at en pode tilbyder at bage en kage:
”Må jeg bare blande et eller andet sammen?”, spørger han.
(Øhh.. I should think not. Med andre ord: Nej.):
”Hvis der står noget shake’n’bake ude i køkkenet, så må du gerne bage”.

Ti minutter senere lyder det ude fra køkkendybet:
”Der er brownies! Jeg laver brownies! Der står ‘tilsæt KUN vand’…”

Jublen vil ingen ende tage. ”You are cake!” kvitterer en af poderne lykkeligt.
(You are cake? What? Nå, never mind).

Bage-pode går nu i gang i køkkenet og indhenter periodisk langdistanceassistance (så fik vi lige det ord på plads):

”Hvad er varmluft?” (det er den, der larmer)
”Hvor er der en form?” (koncentrer du dig bare om kageblandingen!)
”Jamen det med bageformen står som punkt 2!”

Lidt senere: ”Moo-ar?… Du må gerne lige komme herud….” (*stilhed*)…

Jeg kommer ud til dette:

Damage control #1

Mig: ”Er du sikker på, at du har tilføjet nok vand?…. Helt sikker?!…”
Bage-pode: ”…Men det er også det jeg ikke forstår; der står, at det er til OTTE mennesker! De er virkelig ikke særlig sultne…. Hvor ER de bare DÅRLIGE til at forklare! Der må da være en hjemmeside man kan skrive til og klage!! …..” (…hvem har han mon hørt sige sådan noget før?…Hm…)

Vi får styr på kagen, alt imens brødrene går amok i dejrester.
Her har vi så damage control #2 i form af pacificering af dejindsmurte poder. Og faktisk var Mindste Pode blevet så sovset ind i kagedej at han efterfølgende næsten måtte igennem en sæson polish hos Circle K for at blive sit gamle jeg igen.

Nå, men efter alle kvalerne:
Se hvor fint det lykkedes!:

Jeg er så imponeret over Bage-podens initiativ i køkkenet (også selvom jeg kom til at smile en lille smule med lyd under damage control #1).
#Morermegetmegetstolt

Dagens ordveksling
(hørt under aftensmaden):

Mand til Mindste Pode: ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”
Mindste Pode: ”Fodboldspiller!”
Mand: ”Og hvis du ikke kan blive fodboldspiller?”
Mindste Pode: ”Politimand!”
Mand: ”Og hvis du ikke kan blive politimand?”
Mindste Pode: ”Rumvæsen! Nej, rummand! Altså….”
Mand: ”Astronaut?”
Mindste Pode: ”Ja! Astronaut!”
Mand: ”Og hvis du ikke kan blive astronaut?”
Mindste Pode: ”Så skal jeg IK’ lave nå’ed. Så skal jeg bare gå derhjemme. Og pas’ babyen!”
Mig: ”Må jeg så komme og hjælpe dig med at passe babyen?”
Mindste Pode: ”Øhhh…. Måske er du død!”

Fedest.

PMS, siger du?

I den tid jeg har færdedes herinde i Blogland (snart halvandet år, for at være helt præcis), er der et ord, jeg endnu ikke tror, jeg er stødt på. Eller rettere sagt er der tale om nogle bogstaver. Som i PMS, helt konkret. Og jeg undrer mig en lille smule – vi er jo kvinder, for helvede, i hvert fald størsteparten af os, der hvor jeg færdes.

Men nu er det sluppet ud. Said it. Og når jeg siger det, er det foranlediget af, at jeg har påbegyndt et socialt eksperiment. Sort of. På mig selv. Efter gennem en længere periode at have konstateret, at jeg til tider er så mentalt ustabil at jeg bør formenes udgang, har jeg tænkt, at jeg burde gøre noget.

Det har jeg så gjort. Jeg er begyndt at føre dagbog. Ikke sådan i ordets egentligste forstand, men blot en form for kategoriseringsdagbog. En lille anmærkning i kalenderen lig H.C. Andersens krydser. Ej, dårlig sammenligning. Men jeg har forsøgt at registrere mit humør og overskud (eller mangel på samme) på denne her måde:

+ betyder glad.
Det er de dage, hvor der er medvind på cykelstierne (man ved det på forhånd), og hvor man ved puttetid er i stand til at tage Mindste Podes “Mor, jeg tror jeg har fået lus”-bemærkning i stiv arm.

E betyder energi.
Det er her man er den menneskelige udgave af Duracell-kaninen. Hvor man for eksempel helt spontant fejer gulvet på tørreloftet bare fordi. Hvor man foretager minutiøse udrensninger på børneværelserne, og måske – hvis det går vildt for sig – afkalker elkedlen.
Disse dage er uhyre sjældne, vil jeg lige skynde mig at sige, før jeg stikker blår i øjnene på dig derude.

F betyder flad.
Flad som i kaput. Alt er uoverskueligt. Det er på disse dage, at der bliver glemt ting, som gør, at andre ting går i stå eller fordrer ny planlægning. Hvor man ved, at den klatkage man netop er i færd med at vende, uvilkårligt vil havne oven på naboklatkagen. Cyklen er punkteret, og daginstitutionen udsender adviseringer om, at der florerer børneorm. Kaffen smager af nationalmuseum, og man får købt slimede gulerødder. Could it BE any worse?

En klatkage-miserable

O betyder ond.
Som i ond, ond, ond. Ond på verden, ond på Mand og børn, og ond på urets tikken, og vinden, der blæser den forkerte vej. Jeg er helt ude af stand til at vælge mine kampe, og går derfor i krig på samtlige fronter. Mod Mand. Mod tiden, og mod dårligt formulerede e-mails. Jeg udsteder i bogstaveligste forstand fatwaer over den kollega på arbejdet, der tog det sidste kaffe på kanden uden at sætte nyt over. At være i min nærhed bliver med andre ord en form for ekstremsport, der kræver en særskilt forsikringspolice.

Dagen kan dog også være anmærkningsfri. Det er sådan en jævn, gennemsnitlig og småkedelig type dag, uden de store udsving. Leverpostejsdage, men dem skal der jo også være plads til.

Men alt i alt betyder ovenstående, at der i min kalender er tilføjet bogstaver og tegn, som et stille snefald. Og på et givent tidspunkt, begynder man at ane et mønster. Heldigvis er der en del tomme felter, og plusserne findes også. De virkelig giftige, er dagene med kombinationen af O og F (Ond og Flad). Det er dage med tårer og snot i guirlander.

Og ikke helt overraskende er det faktisk sådanne dage, der også har noget med PMS at gøre. Ja, jeg havde i virkeligheden forsvoret det, men det er ikke til at komme uden om. Jeg kan jo tilnærmelsesvist dokumentere det med mit hjemmebryggede eksperiment.

Det er derfor ingen overraskelse, at jeg følte mig en lille smule lettet da jeg læste ’Store små løgne’ af Liane Moriarty. Hun skrev blandt andet følgende om én af hovedpersonernes udfordringer:

”PMS var en relativt ny oplevelse for Madeline. Endnu en skøn ting ved aldringsprocessen. Hun havde aldrig rigtig troet på det før. Men da hun ramte slut-trediverne, sagde hendes krop: Okay, så du tror ikke rigtig på PMS? Jeg skal give dig PMS. Prøv lige at smage lidt på det her, dame. Nu var hun én dag hver måned (…én dag? Kun ÉN dag?!? Virkelig?? Undskyld):…. Nu var hun én dag hver måned nødt til at simulere sin almene menneskelighed, kærligheden til sine børn, kærligheden til Ed. Hun havde en gang været forbløffet over at høre, at nogle kvinder brugte PMS som undskyldning for mord. Nu forstod hun. Hun kunne sagtens myrde nogen i dag! Faktisk syntes hun, der burde være en form for anerkendelse af hendes selvdisciplin, når hun ikke gjorde det.”

EXACTLY my point! Nogle af os burde præmieres for vores mådehold og selvforvaltning i relation til vores omgivelser. Der burde være bannere og fanfarer i ét væk til ære for at der er relativt god ro og orden i det daglige. Det er i sandhed et mirakel, at der ikke begås flere mord, det er stensikkert!

Når det så er sagt, så tænker jeg dog også nogle gange, at vores omgivelser (mine, i hvert fald), burde præmieres for at holde os – eller mig… – ud.

Er jeg helt alene på det område?

Nå, ét er sikkert: De dårlige dage er til for at gøre de gode dage bedre.
Vi holder stadig skruen lige i vandet!

Fotograf: Palle Pophår

Også du, min søn Brutus!

Jeg har begået en klud! Ja, det er i sandhed lidt af et mirakel, men jeg fik også hjælp fra én, der laver krumspring, og som stod mig bi udi alle mine kvaler. Men der var ingen vej udenom. Med alle de klude der bliver lavet her og der og alle vegne i Blogland those days, så jeg tænkte, at nu måtte jeg lige spænde hjelmen. Også selv om jeg allerede er syv mil bagud, og soooo much last year, så er jeg endelig – finally! – gået i gang med kludene!

I mangel på hæklefærdigheder, så må de kreeres på en strikkepind. Eller to, faktisk; det ligger lissom i konceptet.

Den første aften forløb sådan her:

Ja, ja. Hvor munter og kæk jeg end var, som jeg sad der i stearinlysenes skær, så var den virkelighed, der afsløredes ved dagslys en ganske anden.
Hvilket måske blev særlig tydeligt, da Mellemste Pode spørger: ”Mor, hvad er det EGENTLIG, du prøver at strikke?”….
Mindste Pode har heldigvis fulgt med helt fra starten, og svarer glad: ”Det’ en agtig klud!”

Og det er nemlig rigtigt! Vi har at gøre med en agtig klud, og køn er den ikke, det skal guderne vide, men nu er den blevet færdig:

En lille vanskabning af en klud, lidt arbitrær i størrelsen. Hvilket har fået mig til at tænke: Hvad er egentlig det ideelle mål for en karklud?
Supplerende forespørgsel: Er de bedste klude kvadratiske eller rektangulære? Rombeformede? I should think not.

Nå, men jeg klør fortsat på, og det er bestemt ikke den sidste klud, der har set dagens lys. Og så er det super-sundt, siger de kloge, blandt andet holder det hjernen i form, og mindsker stress, læste jeg her.

Så op på hesten, og i gang, hvis du går med små karklude i maven!

PS: Mellemste Pode er også gået i gang! Ikke med en klud dog, men….med et eller andet!….:

PPS: Ja, ja…. Kludetæppeprojektet fra sidste år ligger stadig brak! I know, I know, I know……

Kunsten at overleve januar

I november kunne jeg fornemme, at mange havde det svært med mørket og udsigten til en lang vinter. Der var mange, der virkelig skulle hive sig selv op ved nakkehårene for at stå imod den snigende tristhed, som for nogen er en tro følgesvend i vintermånederne.
Jeg bliver ikke ramt i november. Eller december, for den sags skyld. Men januar, derimod, den huer mig ikke. Jeg er virkelig ikke fan. Den er lang, den er mørk. Som regel også temmelig våd. Hvor december er smuk med alt sit lys, er januar bare grim. Den er grå og helt griset til fra nytårsaften. Der er ingen udsigt til ferier eller helligdage; faktisk er der utrolig lang tid til uge 7 eller 8, hvor der er vinterferie, hvis man har noget skolemodent afkom. Og sidst men ikke mindst: Hvorfor, HVORFOR er der udsalg i januar, når det er dér man samtidig skal betale en million kroner i regninger? Okay, jeg ved godt, at alle butikkerne skal af med alt dét, der var sidste års sorte, men helt ærligt. Virkelig dårlig timing. Nogen har givet vist slet, slet ikke tænkt sig om.

Portræt af januar

Men jeg er muligvis den eneste der har det sådan? Altså ikke med hensyn til udsalget, men derimod med hensyn til januar som helhed? For tydeligvis er mange rundt omkring SÅ klar til januar og det nye år; der er en skøn og ukuelig optimisme at spore overalt. Også her i Blogland, hvor flere er kommet med positive indslag omkring nogle af de ting, som de glæder sig til i januar, for eksempel hos Emilie (som jeg virkelig vil anbefale!). Og det er dejligt og inspirerende.

Men altså… Jeg er som det fremgår helt ude af sync her. Det er lidt som om der foregår et eller andet, som man ikke er inviteret med til; noget, som jeg ikke har fanget. Som om der står nogen med foden i dørtærsklen til januar, og siger ”smut, pomfrit, det er en lukket fest!”?

Det leder mig til et konkret spørgsmål: Hvordan overlever man januar? How? Jeg ved godt, at det for langt de fleste sker helt af sig selv uden anden større indsats end normal vejrtrækning og gennemsnitlig indtag af næring i overensstemmelse med kostpyramiden (*HOOOOST*), men igen… kunne man gøre det bare en lille smule sjovere?

I bestræbelserne på at gøre januar mere festlig og overlevelsesegnet, tænker jeg i år at prøve følgende:

Punkt 1)
Udskyde en juleferiedag til midt på måneden. Og holde den helt uden børn. Ferie gør altid underværker.

Punkt 2)
Drikke mere vin. Muligvis ikke så sundt i længden. Og slet ikke i overensstemmelse med den dersens føromtalte kostpyramide.

Punkt 3)
Om muligt slette den 20. januar, som er den dag Trump bliver præsident, fra hukommelsen.
Jeg drømmer stadig om at Michael J. Fox redder os fra den orange mand ved hjælp af en tidsmaskine og nogle valgforviklinger. Come on, Marty McFly!

Punkt 4)
Tilføje hverdagen lys. Masser af lys i alle afskygninger. Særligt stearinlys. Og hvis man nu var Hella Joof (hvilket jeg tror ville være ret festligt!), ville man sikkert også tilsætte noget glimmer. Jeg har nemlig som så mange andre læst ’Papmachéreglen’. Elsker den. Kæmpestor anbefaling, for den gør bestemt også sit til at booste hverdagen!

(Undervejs min læsning spottede Mindste Pode billedet af Hella Joof på omslaget, og udbrød begejstret: ”Hend’ der kender jeg! Hun er nemlig i Ramasjang no’en gange! Og hun er go’ til at bage!”
Mig: “Ja, hun er god til mange ting, hun er også god til at skrive!”
Mindste Pode: “Er hun os’ go’ til at spille fodbold?”…
Tjahh…, det er muligvis kun Hella selv, der kan svare på det.)

…..

Her var det så, at jeg begyndte at bladre lidt formålsløst rundt i kalenderen, mens jeg tænkte, at der da for pokker må være mere end fire – i virkeligheden kun tre – punkter. Tre eller fire; det er virkelig ikke meget! Og jo, ganske vist har jeg aftaler, som jeg glæder mig til. Meget endda. Men det har jeg også i årets andre måneder, så hvad er det, der gør januar splendid? Fabulous? Magnificent? Ved du det?….

Måske jeg bare skal betragte januar som et springbræt til de andre måneder?

Dagens kloge ord

”Hver dag kan ikke være en lygtefest!”
Kinesisk ordsprog

Øhh… Godt nytår?

Så landede vi i 2017, fyldt til bristepunktet med rødkål og kransekage. Og jeg har været lidt fraværende her på domænet (og på andres), hvilket egentlig slet ikke var planlagt, men åbenbart tiltrængt. Beklager.
Men nu er jeg tilbage!

Indledningsvist kan jeg berolige dig med, at jeg ikke har tænkt mig at lave en nytårskavalkade med opdateringer omkring året der gik, men hvis du læser videre slipper du ikke for en lille update på juleferiedagene.
Meget spændende (*host*…), stay tuned:

Julen blev kickstartet som en fast forward-afspilning, simpelthen fordi vi sov (alt) for længe juleaftensmorgen. Det er den slags mirakler der sker, når ungerne bliver store nok. Og næppe var vi (i særdeleshed undertegnede, eller måske faktisk kun undertegnede…) gået i selvsving førend Mindste Pode som noget af det første skød sin nyerhvervede LEGO-skyder ned i kloakken ude på badeværelset, og straks spurgte: “Mor, kan du huske dengang jeg var tre år, og jeg tabte Dusty Markhopper, og det var IK’ den af duplo, ned i toilettet?!” …*)
Øh… ?
Og så var julen lissom igang.

Men på trods af selvsving, tingester i kloakken og en Mand, der lejlighedsvist rakte armene i vejret og anråbte himmelske magter om assistance fordi hans kone rasede som et menneskeligt forvarsel for stormen Urd, så gik resten af dagen faktisk så fint.
Svigermor var på forkant med julemandens sædvanlige meget sorte fodaftryk på de hvide gulvtæpper; jeg tror helt de var blevet fjernet i dagens anledning, også selvom han sagtens kunne ha’ benyttet skorstenen denne gang; der var nemlig ikke tændt op i brændeovnen.
Men selv julemanden kan vel tillægge sig en vane eller to.
Mindste Pode har – helt som han plejer – skuldret sig nogle håndvåben, og sikret LEGO-koncernens overskud, ikke mindst. Alle var glade, og en lille smule trætte.

I de efterfølgende dage kløvede vi familien i to: Nogle af os har været til julefrokoster og til håndboldstævne i Sverige (Mand plus ældste poderne), mens andre har været i Nordvestjylland for en kort bemærkning (Mindste Pode og jeg).

Forud for familiekløvningen kørte vi til Jylland sammen alle fem første juledag med alt for få timers søvn i rygsækken i skøn forening med noget omgangssyge, viste det sig senerehen. Modtog opringning fra Mand ganske få minutter efter at vi havde splittet familien op, og opkastningen netop havde sat ind. Der hvor jeg ikke var. Jeg har sagt det før: Timing is everything.

Hos mormor i det nordvestjyske er der blevet slappet af. Der er blevet set masser af Ramasjang og spillet virkelig meget Fisk, Uno og Ludo. Mindste Pode har prøvet at lære sin mormor at tænke lidt mere taktisk undervejs.
Det kunne for eksempel lyde sådan her:
Mindste Pode: “Og så skal du gøre så’n her!”
Mormor: “Ahr, var der ikke lidt dumt?! Nu taber jeg jo…”
Mindste Pode (selvtilfreds): “Men det var din egen skyld, mormor!”…
Der kan være vi lige skal tale lidt pædagogik for dummies med knægten.

Nu er familien samlet igen. Det er nu rarest. Mellemste Pode vandt hele håndboldstævnet for årgangen i Sverige, så han er ikke til at skyde igennem.
And just for the record: Sådan her ser det ud i vasketøjsmængder når tre mand høj vender hjem efter knapt fire dage abroad:


I juleferien er to af os i øvrigt blevet klippet som henholdsvis Ronaldo og Luka Modric (kroatisk fodboldspiller, hvis du skulle være i tvivl). Du har tre skud i bøssen til at regne ud hvem af os, der er blevet klippet som hvem. Hvis du har brug for et par ledetråde, kan jeg afsløre, at jeg i hvert fald ikke er en af dem, og at Mindste Pode gennem længere tid har gået under tilnavnet ‘Christiano’ i børnehaven.
Nogen måtte efterfølgende bruge RET lang tid foran spejlet for at være helt sikker på, at beslutningen var rigtig. Og om frisuren nu var god nok. Det er den heldigvis.

Nå, alt for nu. Rigtig godt nytår til dig; jeg håber du er kommet vel ind i 2017. Jeg er selv er – lidt sent i tilværelsen – nået til erkendelse af, at nytårsaftener ikke lige er min kop te. Så min forkølelse og jeg har faktisk hygget os helt solo, mens Mand og poder har festet så vildt som det nu lader sig gøre i den kombination. Alle var glade.
Og hvad har jeg hygget mig med, spørger du måske? Jeg har hygget mig med denne her:


Uf, den er spændende!

Men NU!…: Skihop fra Garmisch-Partenkirchen med blege, finske mænd i polstret lycra.
Så blev det virkelig 1. januar 2017!

Dagens kommentar:

Ældste Pode: “Mindste Pode, vil du vide, hvorfor man sætter stjerner på træet?”
Mindste Pode: “Øhhh…. nej.”

*) Dusty Markhopper-samtalen fortsatte sådan her:
Mig: ”Hvor er Dusty Markhopper så nu?
Mindste Pode: ”Ud’ i havet!
Mig: ”Ude i havet?!
Mindste Pode: ”Ja, der blev trækket ud i toilettet, og flødelødeløde (*skvulpelyde*), så var den væk!
Mig: ”Væk?! Hvem trak ud i toilettet?
Mindste Pode: ”Det var i hvertfald IK’ mig!…. Så nu er den ud’ i havet!
….

Hermed en efterlysning til alle sejlerfolk:

Dusty Markhopper.
Sidst set i toilettet anno 2014.

Afvikling af december – fortsat

I forlængelse af forrige indlæg starter jeg i nisseboldgaden. For faktisk er det sådan, at nissemonsteret også selv har en nisse herhjemme. Mand har nemlig hele december lavet sin helt egen chokoladekalender til mig. Udfordringen er, at jeg er så tilpas autistisk, at jeg skal have to helt ens stykker, ellers rør jeg det ikke. (Man har vel alle sine særheder). Hver dag har der ligget to stykker chokolade i en pose, og her er det så det bliver pinligt: Selv ikke da Mand var bortrejst i seks dage manglede der fyld i posen; han havde nemlig allieret sig med Mellemste Pode. Og jeg opdagede det simpelthen bare ikke, til trods for indtil flere hints og vink med vognstænger, og hvad ved jeg. Og så er spørgsmålet HVOR tykpandet, man har lov til at være? Hvor meget ens pode ikke gerne ville have haft, at man havde udtrykt en lille smule undren (og begejstring, ikke mindst) i forhold til de rå mængder tysk mælkechokolade der på mystisk vis fandt vej ned i posen? Men nej. Intet dæmrede, før Mand vendte hjem, og poseindholdet var ved at vokse ud over alle breder.
Hvis jeg var i besiddelse af en Instagramprofil ville jeg have lavet et hashtag a la #Erdermonhåb?

Derudover overlevede jeg – stik imod (egen) forventning – Mindste Podes Luciaoptog i børnehaven, også selvom det bragte mig på randen af kollaps:

Fredagen før optoget om tirsdagen, kom poden hjem med en kjortellignende genstand i en klar affaldspose påsat navn, som skulle stryges (kjortlen, ikke plastikposen). ”Og du skal stryge den i dag!”, meddelte poden. Det bliver mandag aften, besluttede jeg straks, og tænkte derfor ikke mere over det. I hvert fald ikke før jeg vågnede med panikangst natten til mandag, hvor det pludselig stod lysende klart for mig, at hvis Mindste Pode (som altid ved besked) har sagt, at udstyret skal stryges ’i dag’, så er det sgu’ da fordi de skal bruge det mandag, og ikke først tirsdag….. Jeg fumler i nattemørket rundt efter min telefon, på hvilken jeg finder institutionens intra og deres på det tidspunkt 74 ulæste beskeder, blandt andet denne:

”Alle Luciabørn har fået en kjortel på deres plads i garderoben og vi beder jer tage den med hjem, så I kan stryge den og komme med dem igen på mandag den 12. december (PIS også!). Husk også at medbringe hvide strømpebukser”.

Hvide strømpebukser?! Nåhr ja, dem har alle drengemødre jo liggende i hobetal fordi drengene bruger sådan nogle hele tiden under deres tylskørter. De må ha’ spist søm. Overvejer et kort øjeblik om 7-Eleven kan være en mulighed i den henseende? Nå, jeg får sat vækkeuret til ti minutter tidligere end planlagt; jeg står op da det ringer, jeg får strøget kjortlen og jeg får fundet et par lysegrå pyjamasbukser (med et enkelt hul, der nødtørftigt stoppes).
Alt bliver fikset, og panikken afværget.

Men ud over Luciakvalerne på hjemmefronten var der jo også selve Luciadagen, altså tirsdag. Mand havde undskyldt sig med nogle møder, så jeg indtog Fort Knox ganske mutters.
To meget lange timer i institutionsregi, der i punktform kan koges ned til:

  • Alt, alt for mange sukkerpumpede børn i besiddelse af uforholdsmæssigt mange limstifter.
  • Sigfus’ mormor, som blev placeret på en skammel ved siden af mig, og som var beriget med en mening om alt, i særdeleshed en mening om hvad der med fordel kunne gøres anderledes, og bedre, ikke mindst. På samtlige planer. Hvorfor slipper man sådanne typer løs i en børnehave?
  • Løbske ellevetaller overalt foruden en voldsom lugt af prut. Jeg tænker noget med noget kål.
  • Ørepropsfordrende støjniveau; jeg har den største respekt for personalet (der også selv blev lidt blege i betrækket efterhånden som minutterne sneglede sig afsted).
    Jeg ønskede mig inderligt en KÆMPE-megafon til at blæse håret af de mest højlydte unger: ”DER BLEV SAGT HOLD KÆFT!!”
  • Absurd mange mennesker i alle størrelser i alt for små institutionsgarderober.

Som sådan skete der jo ikke noget ud over det sædvanlige, men jeg er helt ved siden af mig selv, når jeg forlader sådan et arrangement. Jeg er så træt, at jeg slingrer, og tænker, at lige om lidt besvimer jeg.

Men ungerne var yndige, med deres hvide (og nystrøgne!) kjortler, silkebånd om maven, deres sølvpapirsguirlander om hovedet og batteridrevne lys. Jeg troede aldrig det fik en ende.

Nok om Lucia.

Jeg vil lige runde af med at sige, at jeg har fået en utrolig fin æske i teaktræ med chokolade tilsendt fra Tyskland. Det hele var meget mystisk, ind til jeg åbnede pakken, og fandt ud af, at den var fra Zalando. Som tilsyneladende er meget glad for at have mig som kunde.
Jeg bør muligvis overveje mit forbrug.

Apropos gaver, er jeg i særdeleshed spændt på julegaven fra Ældste Pode efter at Mand har ytret et “Du har bare af at se glad ud når du åbner gaven!”…. Spændende, ja?

Jeg tror, vi er ved at være der. Så kom an, jul. I’m ready. Med chokolade, sølvkonfetti und alles.

Fotograf: Palle Pophår

Rigtig glædelig jul til dig derude; jeg håber du får en SKØN én af slagsen!

Foreløbig status på afvikling af december

Jeg tror nok, vi er er et par stykker, der her i december har fulgt med i ‘Nissebanden i Grønland’.
Den handler overordnet set om noget med himmellegemer i den grønlandske polarnat; om stjernesten, der falder ned fra det ydre rum. Hvis man får fingre i disse afbrændte meteoritter, så er lykken gjort, så kan man få ALT hvad hjertet begærer, og derfor skal disse sten selvfølgelig sikres, så de ikke falder i de forkerte hænder. Meget bjergtaget pode betragtede fra sit sofadyb de to stjernesten dale til jorden i det allerførste afsnit. Og talte meget om det i de efterfølgende timer, ikke mindst. Stor var derfor hans glæde, og ikke mindst overraskelse, da han allerede den efterfølgende dag, spottede denne her lige uden foran Fort Knox, undskyld børnehaven:

Den ene af de to magiske stjernesten.

Hvorefter poden udbrød: “SE mor! Nu kan jeg få LIGE HVAD JEG ØNSKER MIG!!”
“Njaaaahr….” svarede jeg tøvende, men indvilligede ikke desto mindre i, at vi tog ’stjernestenen’ med hjem. Det vil sige, den ligger nu godt nok stadig i min cykelkurv. I mange, mange dage har jeg derfor cyklet rundt med en kampesten af betragtelig størrelse sammen med Netto-poser og idrætstasker. Men poden insisterer på, at der ligger den meget godt.

Selve visheden om, at poden selv besidder den ene stjernesten har samtidig lagt en gevaldig dæmper på spændingen i ’Nissebanden i Grønland’. Uagtet at julemanden i egen høje person gennemtrevler indlandsisen i døgndrift, alt imens Nissebanden er fløjet hele vejen til Grønland i en tvivlsom luftballon for at hjælpe til, hviler poden i troen på, at alt er i skønneste orden, og det er HELT underordnet at Puk eller Pil, eller hvad hun nu hedder, foruden et par andre, for længst har fundet stenene. Aldeles underordnet detalje.

Ikke desto mindre er der en del fokus på de dersens nisser. Vi tror nemlig meget på nisser hjemme hos os. Men altså… det nissemonster, der bor på vores loft, er desværre ikke så skide-stabil i sine leverancer.

Hvis du spørger hvorpå ustabiliteten beror, så er forklaringen (i tal) denne:

  • 8 er det antal gange nissemonsteret er gået til køjs, og er faldet i en komatøs søvn uden at ha’ husket at putte så meget som en lillebitte pebernød i sokkerne.
  • 2 eller 3 er det antal gange nissemonsteret er gået til køjs, for derefter at komme i tanke om manglende pebernødder i sokkerne, og herefter har sms’et til nisseMand aka Den Assisterende Nisse (inde i sofaen) efter hjælp.
  • 3 er det antal gange nissemonsteret har været på nattearbejde, og derfor på ukristelige tidspunkter søvndrukkent har hældt en skvis pebernødder ned i hver sok uden at gøre det mindste forsøg på at vedligeholde millimeterdemokratiet.
  • Cirka 4 er det antal gange hvor ovenstående to redningsmanøvrer er kikset, og ungerne følgelig er stået op til sokker uden skyggen pebernødder.
  • Utallige er det antal gange nissemonsteret har skuffet generelt; hvor poderne har kigget dybt ned i sokkerne for blot at sige ”DÉT var godt nok ikke mange….”.
  • 1 er det antal gange, hvor nisseMand kom kanelgifler i sokkerne, efter at nissemonsteret havde kapituleret.
  • 1 er det antal gange nissemonsteret svigtede på adventssøndage.
  • 1 er det antal gange nissemonsteret kom til at lægge noget i sokkerne på adventssøndage, som den også lagde i sokken sidste år.
  • 1 er det antal gange nissemonsteret gik ud for at bytte den fejlslagne nissegave jævnfør forrige punkt, og i stedet kom hjem med noget til sig selv.

Kort opsummering: Nissemonsteret må stramme sig an. Tage sig sammen. Ungerne er på randen til at hævde, at der må være tale om en ommer.

Måske Mindste Pode skulle tage og gøre brug af den dersens magiske stjernesten i min cykelkurv?

Dagens bemærkning:

Mindste Pode: ”Mor, SE! Der er en håndgranat i min chokoladekalender!!”
Mig: ”Håndgranat?! Ahhr, jeg tror nu der er tale om en julekugle…”
Mindste Pode: ”Håndgranat!”

Okay, så. Håndgranat it is.

Lidt distræt…..

  • Når man er ved at lægge den fladmaste mælkekarton, der skal i skraldespanden, ned i bestikskuffen.
  • Når man tømmer indkøbsposer, og vil lægge hakket oksekød i kaffeskabet, og sandwichskinken ind til dåsetomaterne.
  • Når man (igen) sætter vaskemaskinen over uden sæbe.
  • Når man helt intetanende kommer til at sende lydfiler til folk på SMS…
    Relativt pinligt, og helt ærligt: Hvor fummelfingret har man lige lov at være?!
  • Når løgene ligger fint hakkede tilbage på skærebrættet efter at millionbøffen er færdig.
    Det blev så til den løgfri version. Nogen er utvivlsomt glade.
  • Når man prøver at tage rulletrappen opad. På den rulletrappe der kører nedad.
  • Når man smider en kop halvlunken kaffe i skraldespanden, og ikke i håndvasken.
  • Når man har glemt, at man tog et billede på sin telefon af en hjemmeside, og derfor ikke kan forstå, at linket på billedet ikke virker? Fuck, noget LORT, altså…
  • Når man står og fumler med arbejdsnøglen i sin egen hoveddør.
  • Når man laver en bankoverførsel på 4554,- i stedet for 45,-
  • Når man står og parkerer sin cykel nede i gården mens naboen fortæller at konen er skredet, og man kvitterer med at sige ”Det var vel nok dejligt!”, fordi man på ingen måde hører efter.
    Før bagefter.
  • Når man surfer lidt rundt i Blogland, lægger en kommentar hist og pist, og på et tidspunkt opdager, at det link man troede, man havde lagt til sin egen blog i URL-feltet, er URL’en til sit pensionsselskab. Fordi man havde fået et brev i e-boks, som man lige skulle ha’ fulgt op på.
    Til dem, der læser med her, og som eventuelt har været udsat for denne fejlpejling: Sorry! Shit happens (life goes on)…

Dagens ordveksling:

Mig (glad): ”Jeg har købt bukser til Mindste og Mellemste Pode, og jeg har bare sparet VILDT mange penge!!”
Mand: ”Nå? Sidst du talte om bukser, var det da Ældste Pode, der stod og manglede?”
Mig: ”Altså…. Ja… det er det jo sådan set stadigvæk… Men eftersom han er på vej ud af størrelse 158, kan man ikke længere få bukser til ham i nameit, og så ved jeg simpelthen ikke hvor jeg skal købe dem henne?”
Mand: ”Så hermed siger du, at Ældste Pode aldrig mere får et par nye bukser?!”
Mig: ”Ja! Det er lige præcis hvad jeg siger!!….”

Rap-rap.
Eller noget.

Crazy juleshopping

Nu har vi jo – ikke overraskende – nået den tid på året, hvor hovedparten af danskerne (mig selv inklusive) går amok i butikkerne for ikke at gå ned på udstyr den fireogtyvende.
Nethandel er klart at foretrække, men alligevel sker det i ny og næ, at man uforvarende får forvildet sig ind i et shoppingcenter, udelukkende fordi man er så naiv at tro, at man lige kan få klaret et par ting i en ruf.

Således udstyrret med en liste over ting der skal indfanges og indbindes inden hjemkomst – helt og aldeles foranlediget af tidligere omtalte jule-Excelark (som ikke helt virker efter hensigten, bliver jeg nødt til at sige) – er jeg nu på en mission der indbefatter en boghandel, en børnetøjsbutik (muligvis flere), noget med noget boligindretning og noget elektronikindkøb.
Måske relativt overkommeligt, men altså. Og der er altid et ’men’ (i det her tilfælde to):

Punkt 1) Jeg har stået i de forkerte gaveindpakningskøer.

Du kender dem garanteret godt; det er dem, der er bemandet af personer, der tydeligvis aldrig nogensinde før – EVER! – har beskæftiget sig med hverken papir eller bånd, og slet ikke i kombination med saks eller tape. Mens man næsten lidende bevidner indpakningskvalerne for den stakkels person, krummer man tæer i vinterstøvlerne, og sveder tran i det alt for varme overtøj. Det gør næsten fysisk ondt at se på hvordan hver en del af indpakningsprocessen bærer tydelige tegn på kraftanstrengelse hos den ansatte, og tiden der bruges, er så utrolig lang, at det bliver pinligt. Hvor man allerede tidligt i forløbet har lyst til at flå den halvt indpakkede gave ud af hænderne på ekspedienten, smile stift og sige “Jeg klarer bare resten selv”. …
Men det nænner man trods alt ikke.
Og resultatet: Meget lidt kønt.

Men når man så har fået klaret et par gaver, kan man også godt lige få handlet ind, så er det hele klaret.
Og det er jo bare lige, for Føtex ligger jo midt i det hele. Og hermed til næste punkt:

Punkt 2) Dagligvarebutikkerne er jo mildest talt overbefolkede – no shit, Sherlock, det er jo ikke noget nyt jeg her afslører. Men man har jo behov for mad og deslige, som også skal stilles inden juleaften, så der er ingen vej uden om. Desuden har de tilbud på Bugles.

Som sagt så gjort. Prustende og stønnende zigzagger man sig vej gennem Føtex, stadig i alt for meget tøj og med alt for varme støvler. Undrer mig undervejs over folk, som skal holde hinanden i hånden mens de handler (SÅ brede er gangene trods alt heller ikke!), og over mennesker, som parkerer deres indkøbsvogne ved siden af andres, og derved sætter al bevægelse i stå.
Nå, storsvedende når man frem til selvbetjeningskasserne, og går i gang. Der bliver bippet og båttet, skannet og betalt, og så skal varerne pakkes sammen. Og det er her, jeg altid bliver lidt små-stresset.
Det gælder jo om at pakke poserne rigtigt, så mælken ikke ligger oven på juleskummet og sneboldene fra Toms, og nogle af de indkøbte varer kan også med fordel puttes i ekstra poser, sådan så man undgår uhensigtsmæssige eksplosioner inden hjemkomst. Man får dog kun en ganske stakket frist til dette pakke-i-pose-projekt før selvbetjeningskassens automatiske stemme begynder at opfordre til at man pakker sine sydhavsfrugter sammen lidt hurtigere:
”Ta’ dine varer!”, siger den mekaniske kvindestemme meget insisterende, og ikke nok med det, den bliver jo ved!

”Ja-ja!”, har jeg lyst til at sige, velvidende at det er en automat der skynder på mig. Fornuften fordamper dog med al tydelig hast imens jeg pakker med livet som indsats, og til sidst – netop som en dame har sat sin kurv ved min selvbetjeningskasse, og er klar parat til start – hvæser jeg til den automatiske ’Ta’ dine varer!-stemme’: ”JAMEN, JEG ER JO FOR HELVEDE I GANG!!”.

Bingo! Damen med kurven viger omgående tilbage, og jeg nosser mig færdig med mine gøremål, en lille smule lettet over at ha’ sat den automatiske stemme på plads OG samtidig ha’ skræmt damen med kurven væk. Husk; det er de små sejre i hverdagen, der tæller.

Tænk, hvis der var sådan en automatisk stemme, der hang over hovedet på de stakkels mennesker ved indpakningsbordene: ”Pak varen ind!”…… ”Pak varen ind!”….. De ville jo blive sindssyge inden formiddagskaffepausen, se bare hvor hurtigt det gik for mig!

Ja, jeg beklager, at jeg har været lidt ond i (jule)sulet, men altså…. Jeg bliver nok god igen på et tidspunkt. Inden jul!

Dagens citat

“Oh, this isn’t a bag, Sir! It’s SØØØV much more than a bag!!”
(Rowan Atkinson som butiksassistent i ‘Love actually’)