Julekagebagning in Danglish

Nå, men altså. En podes forælder fik en dag en meddelelse på ForældreIntra.
Den lød sådan cirka som følger:

”Så skal vi holde Danglish jul i klassen. Bente og jeg glæder os! (det var da dejligt…), og det vil være skønt, hvis eleverne kunne tage lidt engelskinspirerede julegodter med. Her er et link til opskrifter, hvor I blandt andet kan lave Rudolph Short Bread eller Melting Snowman Biscuits. En madpakke med et engelsk twist vil gøre dagen særligt festlig.”

En podes forælder, moderen nærmere betegnet, gik omgående kold, og gik i seng med en moderat depression efter at have læst beskeden på Intra. Poden derimod var svært begejstret, særligt ved udsigten til de engelskinspirerede julegodter.

Næste morgen havde moderen lagt en plan. Hun meddelte poden, at han selv måtte foretage følgende indledende forberedelser til ’Projekt Engelskinspirerede Julegodter’:

  • Følge det aktuelle link, og finde ud af hvilken engelsk julegodte han ville ha’ kreeret
  • Udfærdige en indkøbsseddel

Ungen lavede en endnu bedre plan, han lavede nemlig research, kreerede indkøbssedlen, og tog til træning, så han ikke var hjemme da moderen med den moderate depression kom hjem og fandt indkøbssedlen:

indkoebsseddel

Alle disse ingredienser skulle efter planen blive til sådan nogle her:

kager

Gingerbread Jumpers

Moderen gennemgik listen:

  • Sirup, tjek!
  • Dark museovafornoget?
  • Er kærgården monstro slightly salted?….
  • Mel, tjek!
  • Bicarbonate of soda..was?
  • Ingefær, tjek!
  • Kanel, tjek!
  • 1 egg, beaten. Yeah, you bet!….
  • Fondantsukker? Uhhh, avanceret….

Moderen blev efterfølgende – som direkte følge af en knivskarp debat med kolleger omkring sidstnævnte – enig med sig selv om, at fondanten blev afløst af glasur.

Efter en vellykket tur i Føtex (uagtet at hun havnede i ’Ny-i-job-køen’), hjembragte moderen de bestilte varer, foruden en pode fra børnehave, der på falderebet havde fået en skovl i hovedet (shit happens), og derfor på afhentningstidspunktet fuldtidsbeskæftigede intet mindre end tre voksne, foruden moderen.
(Faktisk havde poden endda fået koblet så meget drama på hændelsen, at institutionens souschef egenhændigt efterfølgende fulgte op på helbredssituationen pr. telefon klokken 19.05 samme aften).

Kagebagningsprojektet blev igangsat. Bage-poden var ikke overdrevet begejstret for fraværet af fondant, men med moderens ”tough noogies, honey”-bemærkning, valgte poden klogeligt at se stort på det, og i stedet foldede den nu entusiastisk pode sig ud i køkkenet.

Der blev vejet ting, og tilsat julemusik. Der blev duftet, og diskuteret hvor stor en ’sauce pan’ mon er.

Moderen kom (mens hun servicerede skovlramt Mindste Pode) med opmuntrende tilråb a la: ”HUSK nu, at du skal LÆSE opskriften, ellers bliver din mor lidt lang i… noget” og ”Shaken, NOT stirred!”.
Eller, nej, det var vist ikke det, der blev råbt.

Moderens indledende bange anelser omkring de lavpraktiske udfordringer, og ikke mindst omfanget af ’Projekt Engelskinspirerede Julegodter’ blev i dén grad gjort til skamme.
Bage-pode er tilnærmelsesvist – helt modsat moderen – lidt af et mirakel i et køkken.
Det var brandhyggeligt! Og prøv lige at se en gang…

Der er ikke et øje tørt!
Watch out, Mette Blomsterberg:

img_2376

(Jumpers og jumpers….
Hvorfor tænker jeg ’Murder on the Dancefloor’?)

Og hvad med de engelsk-twistede madpakker, spørger du måske? Tja. Da nogen høfligt mindede den madpakkesmørende og -ansvarlige Mand om dette, hvæsede han blot:
”Det kommer ikke til at ske!”.
Man kan derfor med andre ord gå ud fra, at rugbrødsmadderne den dag var meget lidt twistede.
But who knows?

Dagens spørgsmål
(mens der bliver læst indkøbsseddel):

”Mor, har han os’ skrevet, at vi mangler syltetøj?”
(Moderen: ”Øhhh…”)

***

OBS: Andre bud på engelskinspirerede julegodter:

dbf

rwf

(Beklager, de damer, den lå lige til højrebenet, gjorde den ikke?….)

Pip i låget. Uddrag af en samtale på badeværelset.

Kender du det med, at ha’ en sang på hjernen, som bare er helt umulig at få ud? Det kender du godt, det ved jeg. Nå, men den sang, som jeg har haft kørende på repeat hele dagen i dag, er den der ’Jeg er en lille undulat’.
Så ved du, hvad du er oppe imod.

undulat

Jeg tror det er udtryk for noget spirende vanvid. Faktisk tror jeg, at mine ører har brug for noget aflastning. Kender du et sted man kan få aflastet sine ører? Eftersom jeg kun kan høre på det ene, tænker jeg, at jeg går efter at opnå lidt rabat.

Det er lidt skidt, hvis jeg mister forstanden lige i dag, for Mand er bortrejst, og det sætter ungerne i en ret uheldig position hvis deres mor kvitterer på tilværelsens udfordringer med at kaste den sidste rest af fornuft overbord.

Dagen har helt fra morgenstunden været ret skør og hektisk. Og for at give dig en idé om hvorfor jeg er ved at opgive mit ævred, vil jeg lige prøve at se, om jeg kan gengive cirka et minutter og syvogtredive sekunder af dagens indledende lidelser, undskyld hændelser og ordvekslinger, når nu jeg er i gang med at plædere for en skvis medfølelse.

Du skal forestille dig, at jeg befinder mig på et relativt lille badeværelse sammen med alle tre poder. Du skal samtidig forestille dig, at nogen har proppet en 25-øre i automaten, så Mindste Pode har snakket uafbrudt siden han slog øjnene op (PLING!), og i forlængelse af det, er mine lyttelapper allerede tidligt på dagen sådan nogle småbrankede bøffer, der sidder på siden af mit hoved. Du skal som de sidste forestille dig, at de to store børster tænder, fikser hår og prøver at skubbe hinanden væk fra pladsen foran spejlet, mens Mindste Pode sidder på tønden og skal tørres.
Når denne scene er sat, sker der følgende:

Jeg tørrer bagdel på Mindste Pode, der spørger: ”Mo-ar, ved du hvad jeg lige sagde til Ældste Pode, mens du ikke ku’ høre det?”
Mig: ”Slå lige brættet ned, og træk ud. HUSK at vaske fingre!!”
Mindste Pode: ”Nej, det var ik’ DET jeg sagde!! Jeg sagde: Jeg ved godt, hvordan man siger grøn på engelsk!: Green!”…. oplyser Mindste Pode, og fortsætter ufortrødent: ”Jeg ved os’ godt hvordan man siger brun!…”
Mellemste Pode: ”Hvordan?”
Mindste Pode: ”Jeg kan bare ikke huske det….”
”Brown”, informerer Mellemste Pode, hvortil Mindste Pode lidt arrigt og hvæsende kvitterer med et: ”Jeg sagde BRUNT!”, men fortsætter herefter ufortrødent: ”Jeg ved os’ godt hvordan man siger gul! Yellow!”.

Mindste Pode, som nu er blevet færdig med at remse engelske farvenavne op (og som i øvrigt blander sig lidt i håndgemænget ved håndvasken), prøver nu fortsat at få min opmærksomhed: “Moar? MO-AR?? Mor, ved du hvor meget sne, der var, dengang der var sne i børnehaven? Der var HUNDREDE sne!!”….
Ældste Pode stiller en skeptisk grimasse an, og spørger: ”Hvor meget er så hundrede sne?”
Jeg sender ham et formanende blik, som han besvarer med et skuldertræk og et ”jeg spørger bare for at være interessant!”. ”InteresseRET”, korrekser jeg.
Mindste Pode svarer glad: ”Bare hundrede sne!! Og Mor?…”
Jeg prøver med noget fortrængning af en art (denial-denial-denial), og taler videre med Ældste Pode, mens jeg samtidig erfarer, at en betragtelig del af gårsdagens chokoladekage befinder sig i håndklæderne. Jeg er ikke typen, der smiler og ryster overbærende på hovedet når jeg gør mig den slags opdagelser. Jeg siger ikke (med en indforstået stemme), at det er godt, at jeg kan stole på Vanish. Faktisk siger jeg slet ingenting (og det er vel altid noget), men jeg tænker altid noget i retning af “For helvede, altså! De var jo helt rene!”.

Og mens jeg tænker disse tanker, kommer Mellemste Pode på banen (han har vundet pladsen ved håndvasken): ”Mo-ar? Det’ bare fordi, i dag, i kristendom eller historie eller hvad det nu hedder, der skal vi fremlægge sådan et rollespil, som vi har forberedt, og jeg skal være HJORT! Og så var det, at jeg skal ha’ sådan en hjortebluse med!”
Mindste Pode: ”Mor?”
Mig (stadig i benægtelsesfasen over Mindste Podes tilstedeværelse, og dermed henvendt til Mellemste Pode): ”?? Altså, nu vi har jo ikke liiiige nogen hjortebluse liggende….?” (tænke-tænke)….
Mindste Pode: ”MOR!!”
Mellemste Pode (med rædsel i stemmen): ”Har vi IK’?!”
Mindste Pode (nu også med rædsel i stemmen): “MOR-MOR-MOR!!!”
Mig, henvendt til Mindste Pode: “Nej, nu må du sør’me vente, kan du ikke se jeg taler med din bror?!”.
Idet jeg sender et par formanende øjne (læs: dræberblik) i retning af poden for at understrege sagens alvor, ser jeg, at blodet vælter ud af næsen på ham.

Mens jeg får anbragt ungen i vandret position på badeværelsesgulvet, har Mellemste Pode midlertidigt glemt hjortebluseforespørgslen, og kommer med en opfordring: “Mor, prøv lige at la’ være med at lave de der rynker i panden!” ….
Da jeg ikke reagerer på anmodningen, og der for en gangs skyld et splitsekunds pause i talestrømmen på badeværelset, konkluderer han overrasket: “Nåeh…de er der HELE tiden?!”
Hvilket får mig til at true med, at den næste der mæler et ord, bliver sendt ud i skoven ligesom Hans og Grethe. ”Hvem er det?”, spørger Mindste Pode, nu med toiletpapirspropper i næsen. ”Mindste Pode, har du en pauseknap man kan trykke på?” bliver der spurgt, jeg har glemt af hvem.
”Nej!!” siger poden med al tænkelig bestemthed i stemmen.

Jeg har altså brug for sådan en knap…
For helvede.

Dagens citat

Linie 3:
”Det er hårdt at være dronning!”

dronning

Dagens kloge ord

Churchill:
”Det er lettere at regere en nation end at opdrage tre børn.”

Om at gøre tingene lidt sværere for sig selv, end de egentlig behøver at være….

(Advarsel: Meeeeeeget langt indlæg.
Spring det over, hvis du er ved at koge æg eller spaghetti. Hvis du har noget pulled pork eller en kartoffelgratin i ovnen, så okay da).

Nå. Mindste Pode har skiftet børnehave. Eller, det er ikke helt rigtigt; hele børnehaven er faktisk flyttet grundet noget udvidelse på matriklen, som har foranlediget noget genhusning.
Jeg er ikke udtalt begejstret. Hvis man spørger mig, er der flere ting, der efter min ringe mening er lettere uhensigtsmæssigt.

For eksempel ligger den nye børnehave længere væk end den gamle, og legepladsen er mindre end den STORE, store legeplads vi har været vant til (efter hovedstadsmålestok). Sidst, men ikke mindst, er den nye børnehave beliggende i et af de mere belastede boligområder på Frederiksberg (come on….), hvorfor børnehaven er blevet sådan en slags Fort Knox.

Når man skal ind i børnehaven skal man derfor – hold fast:

  • Trykke en kode (bestående af en sindrig bogstav-tal-kombination) på den første kæmpestore to meter høje jernlåge, der kan karakteriseres som en port. Koden er tophemmelig, og jeg bliver solgt til stanglakrids og skudt i knæhaserne hvis jeg fortæller dig den.
    Dertil skal du sige tre kodeord på russisk i rigtig rækkefølge i et samtaleanlæg (nej, ok, det var løgn).
  • Efterfølgende skal du igennem endnu en jernlåge af betragtelig størrelse. Og det er ikke bare et håndtag der skal trykkes ned, nej, nej, der er sådan en kæmpe børnesikringsdims, der sidder fast foroven, som gør, at du skal åbne to vidt forskellige steder på lågen på samme tid. Og når det er frostvejr, fryser den fast. Frost eller ej, så er det virkelig diskriminerende for et-armede forældre (eller for forældre med mange tasker og poser).

Om morgen, når man skal aflevere sit afkom, afleverer man i vuggestuedelen, som ligger i et hus for sig selv, og her er der to låger mere af sidstnævnte type, som man skal igennem.
It’s true, really.
Jeg er stadig lige sur hver morgen, når jeg når til låge nummer fire, men jeg prøver at skjule det, så godt jeg nu kan.

Når man så skal UD af institutionen igen, og det skal man jo, så er det så snedigt, at der henne ved indgangspartiet med de to førstnævnte låger, er en hemmelig knap (der er meget svær at se), som du skal trykke på inden du går ud af den indvendige jernlåge. Knappen låser automatisk den næste låge ud til vejen, op, men er kun forbeholdt de virkelig hurtige forældre. Det er nemlig kun meget få sekunder lågen er låst op. Jeg har derfor set en del forældre spurte frem og tilbage mangen en gang, fordi de ikke nåede ud på de 4½ sekund der er afsat til at afmontere børnelås på den indvendige låge, og nå frem til hovedlågen, altså porten (den med samtaleanlægget – nej, ok – løgn igen).

Samtidig er der et større byggeprojekt i gang lige ude foran børnehaven. Det har medført, at passagen hen til porten med samtaleanlægget (you really got me started!), er blevet lidt svært tilgængelig. I forbindelse med det, spørger Mand en dag han har hentet poden, om jeg har bemærket, at man er gået i gang med at lave en ny indgang til institutionen? Og nej, det havde jeg ikke, men det var da en god nyhed, tænkte jeg.

Næste morgen kommer pode og jeg fro cyklende på vores respektive jernheste. Ansporet af Mands udtalelse fra aftenen forinden spotter jeg en stor jernlåge i den anden ende af institutionen. Det er nok den nye indgang, tænker jeg.

Dén tager vi.
Jeg indtaster den tophemmelige kode (og indtaler de tre kodeord på russisk i rigtig rækkefølge i samtaleanlægget), og vi parkerer vores cykler i en lille indhegning. Vi gør derefter klar til at åbne jernlåge to (helt tilsvarende den sædvanlige proces), og entrer også denne. Vi havner herefter i et helt ukendt ingenmandsland, som dog ikke mere vidtstrakt end at vi kan se vuggestuen bag endnu en jernlåge længere fremme (jeg noterer mig dog samtidig en bygning, i Ingenmandsland, som jeg ikke tidligere har bemærket, men never mind). Så langt, så godt.

Fremme ved jernlåge nummer tre erfarer vi, at denne er låst. Jeg sukker en smule, og meddeler pode, at vi må tilbage til cyklerne, og tage den gamle vej. Vi går tilbage gennem port nummer to, får låst cyklerne op, og skal så ud af den nye hovedlåge.
Altså bort set fra, at den ikke kan åbnes. Låst.
Så der står vi, poden og jeg, med alle vores talenter, fanget mellem låste låger.

Jeg konkluderer, at hovedlågen (som i min forestilling er omkranset af pigtråd), ikke er den, vi skal prøve at forcere. Lågen tættest på vuggestuen i den anden ende ser helt klart mere overskuelig ud. Vi lader cyklerne stå, og går gennem låge nummer to igen, og begiver os hen til den låste låge.
Jeg løfter flyverdragtspode hen over lågen. Poden har en fest.
Herefter konstaterer jeg, at lågen faktisk er temmelig høj. Som i ’jeg-kan-ikke-bare-kravle-over-den-høj’. Ingenting befinder sig i Ingenmandsland, som kan agere skammel. Inde i Vuggestueland på den anden side, spotter jeg imidlertid en mælkekasse. Poden henter mælkekassen, som jeg får over lågen. Mig (i stiletter og nederdel) kommer op på mælkekassen (der bøjer faretruende), og skræver hen over lågen. Undervejs denne manøvre erfarer jeg, at samtlige børn foruden to pædagoger i vuggestuen står klinet til ruden med underkæberne hængende på de respektive brystkasser.

Således nu i vante omgivelser får jeg bandende og svovlende åbnet den sidste låge i processen (henne ved vuggestuen); går ind ad døren, og smider en bemærkning til velkomstkomiteen om at nogen jo på et tidspunkt må blive SINDSSYG(!!!) af alle de låger!

Den roligste af pædagogerne, som jeg har kendt længe, klapper mig beroligende på armen, og siger: ”Den skal altså bare lige ha’ et skub, den låge”….

Tak, Tina.

På det tidspunkt er det så, at Mindste Pode bryder i gråd. Mindste Pode tænker, at hans cykel aldrig nogensinde kommer ud af Ingenmandsland igen. Jeg lover, at jeg nok skal få cyklen ud igen, og at jeg nok skal komme tilbage til vuggestuen, og fortælle ham det, når den står, hvor den plejer.

Eftersom jeg er i tvivl om hvilken låge der bare lige skal ha’ et lille skub, går jeg den gamle vej ud af institutionen (én-to-tre-fire låger), og hele vejen uden om; ankommer til den nye port, trykker den tophemmelige kode, drøner ind og låser podens cykel op, mens jeg sikrer mig, at lågen forbliver åben. Imens ankommer en voksen (uden barn), som jeg ikke før har set. ”DU MÅ IKKE LUKKE PORTEN, SÅ KOMMER VI ALDRIG, ALDRIG NOGENSINDE UD IGEN!!!” skriger jeg bestyrtet til kvinden, som kigger på mig med en skeptisk mine. ”Kommer du fra den børnehave, der lige er flyttet ind?”, spørger hun så. ”Altså der sidder en åbne-knap her, som skal bruges, men I skal egentlig benytte jer af den anden indgang…”

En åbne-knap, siger du………

Nå, jeg trækker podens cykel ud og hele vejen tilbage til den oprindelige ind-/udgang i en stilling, der stadig kan mærkes i ryggen. Jeg får parkeret og låst cyklen, jeg får passeret de fire låger ind til vuggestuen, jeg får kysset Mindste Pode farvel og forsikret ham om, at cyklen nu er helt hvor den plejer at være.

På vej ud får jeg lige spurgt pædagogen om, hvilken låge, det var, der bare lige skulle ha’ et skub. ”Den med mælkekassen”, kvitterer hun. ”Det er ind til en anden vuggestue…”.

En ANDEN vuggestue, siger du…

Eftersom min egen cykel jo stadig er parkeret ved Den Anden Vuggestue får jeg på min vej ud af institutionshelvedet afreageret på ’mælkekasselågen’, og får den op med en lille smule mere vold end det strengt taget er nødvendigt; jeg går gennem næstsidste låge i Ingenmandsland, låser min cykel op, trykker på den meget hemmelige knap, åbner den største jernlåge, og kører på arbejde.

Jeg kom frem lidt senere end jeg plejer.

NB: Jeg skylder at sige, at de rent faktisk laver en helt ny låge. Lige midt i det hele. Nogle gange mister man bare lidt fokus…

Hvem sagde gated community?

picsart_1479121850533
Fotograf: Palle Pophår

Merry eXcel-mas!

Så har vi ramt december! Og belært af sidste års misere, har jeg i år – i relativt god tid, vel og mærke – taget tyren ved hornene, og tænkt mig, at NU skal der være styr på julen.

Som udgangspunkt blev jeg inspireret af en kollega, der sidste år informerede mig om, at hjemme hos dem var julen sat i Excel. Nu er jeg stor tilhænger af Excel generelt, men havde ikke sådan lige tænkt på at putte julen derind. Men med Kollegas succeshistorie i baghovedet tænkte jeg, at det var et forsøg værd.

Jeg vil sige, at det går pt. ikke super-godt. Excelarket eksisterer som en navngiven fil, men derudover, så… not so much. Jeg ville ellers VIRKELIG gerne, for fakta er, at jeg inden for de kommende fireogtyve dage (inklusive i dag), skal have styr på følgende:

  • Adventsgaver til tre (Ældste Pode, Mellemste Pode og Mand) – ja, ja, jeg VED godt der var kick off i søndags!…..
  • Kalendergaver (Mindste Pode) – TJEK, den er klaret med en top-syntetisk LEGO-starwars-kalender. På en skala fra ét til ti, er knægten tooghalvtreds lykkelig.
  • Nissegaver til skolenisserne (to børn, to styks om ugen i tre uger = tolv gaver).
    Og sidst, men ikke mindst:
  • Julegaver… Vi skal være toogtyve juleaften (TO-OG-freaking-TYVE!!). Ungerne glæder sig voldsomt!

I alt skal jeg have indhentet noget i omegnen af fyrre gaver, vil jeg tro. Der er sikkert mange af jer, der skal have indfanget mange flere end det, men jeg synes nu nok, at det er noget alligevel.

Og mens jeg sidder og kæmper med et kynisk koldt regneark, prøver jeg at huske mig selv på, at julen dufter af gran og stearin. Af appelsiner med nelliker. Af bagværk, som hjemme hos os kommer i form af brunkageslanger (ever heard of them?) og en præfabrikeret brunkagemand ved navn Kenneth. Den dufter af nyfalden sne, og lidt af prut. Og så den er fyldt med sådan noget her:

img_2286

Plastikgran når det er bedst

Indtil videre har jeg købt små juletræer til vindueskarmen, og en enkelt guirlande. Som jeg faktisk købte i efterårsferien. For når sandheden skal frem, så ELSKER jeg julen, hvis bare man kunne fjerne den del, der ræser….

PS: Ved nogen, hvornår der gik konkurrence i at nå først i mål med sine gaveindkøb?
Hvorfor er det noget, der skal overstås? Er det virkelig så ubehageligt (øh, ja!)? Men altså: Why? When?

Ha’ en forrygende december-måned!

I løbet af weekenden…

…..har Mindste Pode været til fodboldstævne. Indendørs. Mange, mange mennesker i alle størrelser. Over det hele. Jeg var lige ved at gå i brædderne da jeg trådte ind i den meget store hal, og så al menneskemylderet. Jesus. Og eftersom jeg ikke gør mig synderlig meget i det dersens sport, og i øvrigt heller ikke er særlig formidabel til at huske ansigter, så havde det lidt lange udsigter med at finde de rigtige mennesker iklædt de rigtige farver. Mindste Pode blev ansporet til at holde udkig efter bekendte, men eftersom han jo ikke er større end tobak for en skilling, så gik han mestendels og kiggede ind i rumpetterne på dem, der gik foran.

Nå, men det lykkedes heldigvis til sidst. Det gør den slags jo som regel.

Vel fremme ved basen blev der lagt taktik. Vi har nogle virkeligt søde trænere! De sagde ting som: ”Har I fået godt med havregrød? Hvem vil gerne være målmand? Er I klar til at tvære de andre til plukfisk?”. Og da de så var færdige med de generelle formaninger, tips og tricks, sagde den ene træner, kun henvendt til mit afkom:
”Mindste Pode! HUSK at spille de andre, og HUSK: Ingen – INGEN! – glidende tacklinger! Er du med?!”… Der var rynkede øjenbryn, kunstpauser foruden alvorlig hovedrysten og bevægelser med håndkantsslag indblandet i denne reprimande. Så krummede moderen voldsomt tæer, mens hun nikkede til træneren, og forsikrede ham om, at dét havde vi også talt om derhjemme.
Præcis ni sekunder inde i første halvleg i første kamp scorede Mindste Pode sit første mål, og fortsatte som den eneste målscorer på holdet, gennem seks kampe. Pode modtog efterfølgende gigantisk pokal, som han nu tilnærmelsesvist tilbeder, og sover med om natten. Mindste Pode er ved at kvæles i lykke over pokal og egne fodboldfærdigheder.

Jeg får aldrig, aldrig pillet ham ned igen.

selvportraet-ii

Podes selvportræt: ”Pode græder af lykke”
(…)

Vi har også været til 70-års fødselsdag i noget familieregi. Det viser sig, at jeg tilsyneladende er beriget med familiemedlemmer, der taler som Dronning Margrethe den 2. med en promille på 1,9. Altså uden at være den mindste smule påvirket. Meget interessant fænomen. Helt anden tidslomme. Mand og jeg (måske mest mig…) har siden da helt uforskyldt talt meget affekteret på hjemmefronten og det er lige før, at poderne sidder herhjemme med syltetøjsmadderne og siger ting som ”Det er en mæ’ed, mæ’ed pragtfuld marmelade”. Jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde haft min mobiltelefon til at optage hele aftenens samtaler, for jeg lover dig, det var skønt!

Og så kan jeg i øvrigt – helt uden for kontekst – konstatere, at min hofte nu ganske er ved at opgive sit ævred. Mens Mand planlægger at løbe Marathon lige om lidt på noget der ligner 3:45, så er jeg ude af stand til at gå normalt bare jeg skal på toilettet. Og er det – spørger jeg så dig om – sådan helt comme il faux, at hele ens korpus siger klamme knaselyde når man går på trapper, for eksempel? Jeg stiller mig en lille smule skeptisk over for dette faktum, selvom Kollega blot har konstateret, at vi er kommet i reperationsalderen.
Jeg tænker, at lortet bare skal sættes af.

Og nu er vi i gang med ugen igen – jeg håber du er kommet godt fra start!

Dagens bemærkning:

“Mor, ved du hvad der er verdens STØRSTE haj? Det’ en HVALhaj! Så kommer en BLÅhaj, men den kan kun blive otte centimeter. En blåHVAL, den kan blive TOLV centimeter! Er det ik’ vildt?!”

Fem (virkeligt) dårlige råd til gravide og nybagte mødre

Jeg er sådan lidt omgivet af babyer og gravide i forskellige regi for tiden, og ikke mindst også her i Blogland, for eksempel hos gravidgrahvad.dk og skalotteløg.dk.

De er over det hele, de gravide, faktisk, så selv om fabrikken er lukket for mit eget vedkommende, så gør omstændighederne alligevel, at jeg går og tænker lidt over den periode af mit liv. Det var en skøn, fantastisk, turbulent og verdensomvæltende og på mange måder ganske forfærdelig tid.

Når jeg sådan tænker tilbage, så var der mest af alt en følelse af, at alt hvad man tidligere var og stod for, var sat helt ud af spil. Puttet i en blænder, mikset op med alt for mange hormoner og frafiltreret enhver form for fornuft og logik. Jeg tror måske (?) at jeg var meget gennemsnitlig?

Derfor er man også et meget let offer for folk, der i flæng kaster gode råd, som perler for svin, eller for folk, der vil tjene penge på ens manglende dømmekraft. Jeg har tænkt på, hvilke fælder jeg selv hoppede i, og jeg har spurgt mig lidt for. Resultatet er denne liste; ’Listen over fem af de dårligste råd til gravide og nybagte mødre’ (from my point of view):

  • Køb en babyhårbørste.
    Alle ved, at førstegangsgravide som sagt har slået hjernen fra, og har droppet al rationel tankegang, så jeg anskaffede mig da selvfølgelig sådan en børste, når nu det stod anført på listEN over musthaves. Behøver jeg nævne, at alle mine poder var pilskaldede til et godt stykke tid efter deres toårsfødselsdag? Hvis jeg efterfølgende nogensinde havde haft brug for sådan en babyhårbørste, ville jeg ha’ haft oceaner af tid til at anskaffe den.
  • Køb sådan et mærkeligt vaskestativ til baby, som placeres i bunden af badekaret ( – det var MULIGVIS ikke den ordlyd, der blev anvendt…).
    Vi overvejede et splitsekund at undvære denne del af den store udstyrspakke indtil vi kastede et blik på ekspedienten. Går de mon på kursus i de dersens udtryk, der skal signalere hvor dårlig en forælder man er, hvis man ikke køber den dér dims/ting/gadget, og helst den dyreste model, selvfølgelig, for alle de andre, de virker i virkeligheden slet ikke, og befinder sig udelukkende i butikken for syns skyld, og til de DÅRLIGE forældre, selvfølgelig, og dem vil man jo for Guds skyld ikke sættes i bås med.
  • “Mal dine tånegle i en flot farve, så du har noget pænt at se på under fødslen”
    ….læste jeg i et blad om graviditet. Jo, det stod der faktisk. Som om man skulle gå hen småkede sig under sådan én, og det var tæerne, der skulle stå for underholdningen.
    Den parabeneansvarlige journalist var sikkert på toilettet mens erhvervspraktikanten skrev det, I don’t know.
    Det var også i sådan et slags blad, at kongelisten over ting, der var død og pine nødvendigt at have i hus inden babys ankomst, befandt sig, og de to ovennævnte råd var netop på denne liste. Utvivlsomt sponsoreret!
  • Pendler-mor fik af svigerfar det gode råd, at man godt kunne lade baby ligge og græde/skrige lidt med den klassiske begrundelse: ”Det er godt for lungerne – så folder de sig ud”.
    Babys far havde dog heldigvis åndsnærvær nok til at kvittere med et ”Ej, far – den var vist allerede gammel da du var lille!”….
  • Pendler-mor gjorde mig samtidig opmærksom på det gode råd om, at man bestemt ikke må spise hverken jordbær eller chokolade så længe man ammer.
    Øhhh, hallo! Vi er nogle stykker her, som rent faktisk LEVER af chokolade!

Som en sammenfatning af ovenstående er mine kontra-råd, hvis man ellers skal kaste sig ud i sådan nogle, følgende:

  • Spis chokolade.
  • Spis en smule mere.
  • Og når ALT synes håbløst, så spis MASSER af chokolade!
    Can’t do without…

Dagens kloge ord

La Rochefoucauld:
”Man giver intet så rundhåndet som sine råd.”

Nils Kjær:
”Hør på rådet, men følg det ikke.”

Oscar Wilde:
”Jeg lader altid gode råd gå videre. Det er det eneste, man kan gøre ved dem.
De er aldrig til nogen nytte for en selv.”

Engelsk ordsprog:
”Mange mennesker skylder deres medgang i livet det råd, de ikke tog imod fra andre.”

Lidt om tandfeen. Og ganske lidt om ører (ja, ja, jeg kører i hak….)

img_2291

Mindste Pode har tabt sin første tand! Det er helt vildt, at han er blevet så stor… *SUK*…

Det har været undervejs længe, og tanden sad til sidst så løst, at den tilnærmelsesvist blafrede i vinden. Jeg vil ikke udelukke, at det er al vores hjemlige snak om tandfeen, der har medført, at poden har holdt lidt igen med tandrokkeriet. For når man er fem år, og det farligste i verden er dræbersnegle og Monster fra Sommer Summarum, kan tandfeen faktisk godt være lidt urovækkende. Hjemme hos os er der i hvert fald flere faktorer ved tandfeen, der har vakt en del bekymring, og der er blevet stillet utallige spørgsmål, som skal afdække følgende:

Hvem er hun i det hele taget? Har nogen set hende og hvor gammel er hun egentlig? Har hun for eksempel levet samtidig med dinosaurerne? Og hvad med dyr, som taber tænder, får de også penge? Nogle dyr taber jo tænder ret ofte, for eksempel hajer og krokodiller. Sådan nogle eksistenser må jo være styrtende rige, hvis det er tilfældet?
Derudover er der overvejelser omkring hvordan tandfeen egentlig ved, at hun skal komme? (Her kom jeg uforvarende til at tale noget om sms’er til og fra tandfeen, og den diskussion skal man IKKE rode sig ud i, skulle jeg hilse og sige).

Ældste Pode har selvklart luret, at tandfeen er det pure opspind.
Den konklusion nåede han frem til relativ kort tid efter skolestart for snart mange år siden, da han erfarede, at der var væsentlig forskel på det udleverede antal kroner og ører fra bemeldte tandfe afhængigt af hvem i klassen man spurgte. En hurtig rundspørge afslørede nemlig, at nogle børn viste sig at finde relativt høje beløb under hovedpuden, mens andre fik en mere gennemsnitlig eller til tider decideret kummerlig udbetaling (heriblandt Ældste Pode selv), mens nogen igen slet ingenting fik. Og den form for forskelsbehandling ville nok ikke være tilfældet hvis hun VIRKELIG fandtes, konkluderede poden kløgtigt. (Man kan jo på ingen måde forestille sig at leve i en verden, der er så lodret uretfærdig at selv tandfeen er politisk ukorrekt og diskriminerende).

Mellemste Pode har også forlængst afsværget sin barnetro på den konto, uden at jeg på stående fod kan erindre hvad der udløste tvivlen hos ham. Måske han bare har lyttet til sin storebrors argumentation.

Men Mindste Pode tror, som det fremgår, fuldt og fast på, at der ved hjælp af en tandfe ryger en mønt under hovedpuden. ”Får man så en guldmønt?!”, har han spurgt mange gange, ”En ÆGTE guldmønt? Kan man købe noget for den? I Fætter BR??”.

Vi har – belært af erfaring – understreget, at man KUN får penge hvis tænderne falder ud, ikke hvis de bliver slået ud. Vi har nemlig haft en pode (ingen navne nævnt!), der i et forsøg på at score kassen, ihærdigt forsøgte at slå sine egne tænder ud, OGSÅ de blivende.
Pludselig opstået hasarderet opførsel var på ingen måde til at tage fejl af.

Mindste Pode har talt ned til den dag, hvor tanden skulle falde ud (som om, der var en udløbsdato på sådan én) med lige dele forventning og skepsis. Og endelig (!) røg den ud i forgårs (måske foranlediget af en lidt for hårdhændet tandbørstning, I say nothing) – netop som vi var på vej ud af døren til noget sport, og havde en utrolig stram tidsplan med en mødetid i hallen, der var lige om lidt. Og tanden (eller mangel på samme) satte lissom alle tidsplaner i stå, men det var ok. Vi nåede det.

Det var et stort øjeblik; en stor dag (”one small step for a man, one giant leap for mankind” er måske en overdrivelse her, men altså igen: Stort!). Det sagde jeg også til poden:
”Neeeeeej! Du har du tabt din første tand; DÉT er stort!!”
”Nej, den er mega-lille!” kvitterede poden. So true. Lille bitte.

Tanden blev gemt under hovedpuden, og selvom tandfeen sad så godt i sofaen om aftenen at den var lige ved at glemme alt om tænder og guldmønter, så lykkedes det: Morgenen derpå vågnede poden glad op, beriget med en tier af tandfeen, som pt. er i meget høj kurs. Mindste Pode ville uden tvivl give tandfeen sin stemme, hvis der var valg i morgen, så populær er hun. Tooth fairy for president!

Nu har vi imidlertid fået et andet bekymringspunkt: Vi skal nemlig ha’ lagt dræn om et par uger. Mindste Pode har efter alt at dømme Lalandia i begge ører, og han har med ganske få undtagelser (jf. indlægget fra i torsdags) været vældig udfordret på sin hørelse; det er lige før det har været så grelt, at vi har overvejet et lynkursus i noget tegn-til-tale. Nu håber vi i stedet, at et par dræn kan gøre underværker. Det er sjovt nok fasten i forbindelse med det forestående indgreb, der fylder mest hos knægten. Han tæller ned hver dag, og siger ting som “Faa-ar? I dag er der FEMTEN dage til jeg ikke skal spise morgenmad!”….

Har du nogle erfaringer med det? Altså dræn, ikke den manglende morgenmad?

Jeg håber på mere opmuntrende beretninger end mine egne erindringer fra primo-firserne, hvor det var en tvivlsom affære, det dér med dræn….

Dagens lesson-to-learn

…handler om, hvad man IKKE skal sige foran de små gryder med store ører.

Du kender det helt sikkert godt. Det der med, at man får sagt noget lige foran ungerne, som man aldrig, ALDRIG skulle ha’ sagt, og som man bare ikke kan tage tilbage. Og ja, det er selvfølgelig mig, der – bvaaddrr – siger alt muligt enormt upassende. Og hvorfor? HVORFOR lader man ikke bare være? Det er SÅ ufint, når man gør det.
Jeg vil komme med et eksempel fra for ikke så forfærdelig længe siden.

Det er aften, og Mindste Pode har (ikke overraskende) været til noget sport. Mand er netop kommet hjem med poden, og mens vi står i køkkenet alle tre (det vil sige, jeg har på daværende tidspunkt rent faktisk allerede glemt Mindste Podes tilstedeværelse), siger Mand noget i retning af (taget fuldstændig ud af en sammenhæng, der ikke behøver nærmere dybdegående boren): ”…og så fik jeg i øvrigt også talt lidt med moren!”

Og her er det så jeg fluks afbryder Mand, og ordret siger: “Ja! Og er hun ikke bare MEGA-mærkelig?!”.

(Her gør jeg lige plads til det store gisp, jeg går ud fra, at du udstøder i læsende stund).

Jeg kunne næsten ikke gøre for det; sætningen spurtløb tilnærmelsesvist ud af munden på mig.
Og først i det øjeblik, hvor ordene er landet så ganske eftertrykkeligt i tomrummet mellem os, er det at jeg noterer mig, at Mindste Pode stadig findes, og at hans lyttelapper folder sig ud som var de tyggegummibobler.
Oh no. Oh no! OH NO-NO-NO!!

Altså hvad er det også for noget at sige?! Jeg lærer det tilsyneladende ALDRIG! Og der er vist kun én ting, der kan siges til det: Too late!

Mand og jeg ser desperat på hinanden, og så er det man roder sig ud i nogle forkvaklede feberredninger:
”Øhhh…. Nej, nej….det var ikke det jeg mente, det jeg mente var… Argh!….. Fucke-fucke-fuck…”

I øjeblikke som disse, er det meget interessant at bemærke, at man har podens udtalte opmærksomhed. Der kan godt gå virkelig lang tid imellem, skulle jeg hilse og sige, men han er helt stille og opmærksom mens de voksne bryder deres hjerner i jagten på plausible bortforklaringer. Og mens den aktuelle panik står på, gennemgår jeg i tankerne samtlige rædselsscenarier i forhold til tænkelige situationer, hvori min sidstefødte formår at sige til den omtalte person, at hans mor synes hun er MEGA-mærkelig.

Lige ind til Mand redder mig ved at sige: ”Det mor mente var, at moren sagde noget underligt noget; noget, som mor ikke kunne forstå!”. Og jeg griber den taknemmeligt: ”JA!!! Det var DÉT jeg mente!”.
Mindste Pode ser ikke overbevist ud.
”Og hvad var det?”, spørger han. Men der er jeg så heldig at pastaen koger over, og så tager samtalen en helt anden drejning til noget, der handler om karklude og voldkogt spaghetti.
Saved by the bell, so to speak.

Altså for hede hule helvede da også. Min mor sagde en gang, at hun aldrig nogensinde havde hørt sine forældre sige noget som helst dårligt om andre. Hvorfor sætter jeg så lave standarder i forhold til en hedengangen generation?… Jeg ville SÅ gerne gøre det bedre. Og lære mine poder, at man kun taler PÆNT!

Jeg ved det godt. I’m a bad-baaaad person!
Gør du det også indimellem? Pretty please? Eller….nej?

Just for the record: Jeg er selv MEGA-mærkelig; ved det godt! (No trolls needed!…)

picsart_1478562087241

Fotograf: Palle Pophår

Dagens godnatreplik

Mindste Pode: ”Mo-ar? Ved du godt, man må IK’ sige ’FUCK’?!…”

Dagens kloge ord

Shakespeare:
”What’s done, is done”
(Macbeth)

Lidt vemodig… Og så alligevel ikke!

Børn er så fantastiske når de sover, og er heeeelt stille. Lige så meget som jeg har lyst til selv at kaste mig ud ad vinduet flere gange dagligt over graden af hjælpeløshed og den tilsvarende mængde af kommandoer (både til og) fra poderne, lige så fantastiske er øjeblikkene i den blå time, hvor ungerne slumrer, og pruster let ind i en verden vi ikke er en del af. Så fredfyldt. Prøver desperat at nyde øjeblikket, og gribe nuet mens det suser forbi.

Hvad kan jeg sige? Glæde, vemod, stolthed og træthed.

Hvis du nu sidder og sukker lidt over at du måske ikke (længere?) har små børn, så husk lige dette:

  • Hvor satans ondt det gør at træde bittesmå plastiklegetøjsdimsedutter op i fødderne.
  • At du kan nyde, at du ikke længere skal vælge i hvilken af to retninger (eller efter hvilken af to måske tre poder) du skal løbe, mens du samtidig laver en lynhurtig og benhård cost-benefitanalyse over hvad konsekvenserne ved dit valg er.
    Med andre ord: Hvor er dødstruslen størst?
    (Er der i øvrigt nogen, der overvejer at give forældre et risikotillæg? Eller er vi ude i noget ridder af Dannebrog?)….
  • At du kan nyde, at dine unger kan tørre sig selv bagi.
  • At du kan sidde og drikke kaffe mens ungerne slår sig selv ihjel. Det er ikke længere dit ansvar på helt samme måde som den gang man skulle undgå at de stak pølsefingrene ind i stikkontakterne. Det er muligvis stadig dine børn, men de er trods alt så store, at de ved, hvad de gør.
  • De sover heeeeeele natten. Næsten.
  • Du skal ikke længere bekymre dig om hullede gummistøvler og drivvåde strømper når det er regntid. Og det er det jo ofte i Danmark.
  • Du kan tilgive dig selv, at du ikke har gjort dig nok i fagtesange i podernes første leveår.
    Nu er det under alle omstændigheder for sent.
  • Hvis dit køkken ligner lort efter måltiderne, skyldes det med al sandsynlighed noget andet end at en 10-månederspode med rund hånd har fordelt al spiseligt indhold fra tallerknerne ud på samtlige tilgængelige flader, det være sig borde, vægge, gulve, skabe (find selv på flere).
  • Nedsmeltninger i Netto er en saga blot. …. Ahhhh… Done that. So much last year.
  • Du behøver ikke længere stå op klokken 04:28 og se Teletubbies, eller endnu værre – aktivere barnet! – fordi det ikke kan sove mere, og ikke bare selv kan ta’ cocopops i køkkenet.
  • Du skal ikke længere ha’ en belejringsværdig oppakning med når blot du skal mere end fem meter uden for matriklen i angst for uheld. Uheld forstået som små mennesker, der ikke når rettidigt på toilettet, eller endnu værre – den type uheld, hvor bleen simpelthen ikke er tilstrækkelig i forhold til behovet.
  • Du kan nyde, at du ikke behøver at ha’ alt ryddet i en meters højde indendøre for at undgå at tumlingen pløjer arveguld og tykke bøger ned fra alle hylder og reoler i nå-højde.
    Bare fordi det er fedt at ha’ mor rendende i hælene og samle alting op igen-igen.

Jeg har helt sikkert glemt noget – og du må gerne bidrage til listen!

PS: Undskyld hvis jeg tager pippet fra dig, hvis du stadig har poder af den allermindste slags. Eller venter på deres ankomst, for den sags skyld.
Lad være med at gøre noget drastisk! Det ordner sig! Jeg tror på det…