5 december-konstateringer 

Konstatering nummer 1:

Der findes engle.
Vidste du det? De daler ned på jorden forklædte som gudsbenådede forældrepar, der sender sms’er om, at hvis vi skriver os på klassens (forælder)-december-to-do-liste sammen med dem, så har de allerede fikset de det hele. Så fælder jeg en tåre af taknemmelighed. Do you exist? For real?!

Konstatering nummer 2:

Man kan apparently få nissehuer i brækket rosa med pailletter.
Tænker på, om sådan én monstro ville klæde mig? Tænker også på, om de er kreeret for mødrenes eller for børnenes skyld? Men i hvert fald overværede jeg hvordan sådan en nissehueindehaver til et klippeklistre-arrangement i O. klasse sad, og klippede julehjerter. Nissehuens ejer havde klippet et smukt hvidt hjerte, hvor hun med så sirlig en skrift som man nu engang kan have i nulte, havde skrevet ‘God jul’, og nu sad hun stilfærdigt og klistrede vintage-glansbilleder på sit kunstværk. Til højre for nissehuen i brækket rosa med pailletter, sidder en højrød nissehue i tyndslidt filt. Under den højrøde og lidet kønne nissehue befinder sig Mindste Pode. Mindste Podes julehjerte ligner – modsat naboens – en motorsavsmassakre, og ovenpå motorsavsmassakren laver min pode kæmpelorte med en tube pink glimmerlim. Kæft, hvor er jeg stolt! ❤

Konstatering nummer 3:

Hvis man skal tro på reklamerne, findes der tilsyneladende folk, der glemmer at tage tøj på, men som gudskelov husker solbrillerne. Alt andet ville virkelig også være forfærdelig kikset:

Og apropos reklamer:

Konstatering nummer 4:

‘Vi giver dig julen med hjem’ siger de i Føtex.
Altså jeg synes nu ret beset jeg har kigget forgæves efter den i mine indkøbsposer ind til videre? Monstro, jeg har kigget på de forkerte hylder derinde i butikken? Nå, men jeg kan vel nå det endnu, tænker jeg.

Konstatering nummer 5:

Nissen er åbenbart død. Eller også er barnetroen:
“MOO-AR?! Du har glemt at putte noget i sokkerne! Igen!”
Rest in peace.
#skodnisse

Fortsat dejlig december til dig derude! ❤

Sikken voldsom trængsel og alarm

…det er koldt, og man må gå sig varm… Ja, trængslen er jo ikke ligefrem blevet mindre med årene, der er gået, siden Peter Faber kvædede sin vise tilbage i midten af 1800-tallet, og i disse dage har mange af os tilmed fået et drys med julesne. Eller sjap. Og midt i al den mere eller mindre flydende nedbør, ude i kulden, står der en del forhutlede sjæle, der håber på at få en skilling. Nogle vifter lidt med et papkrus, andre spiller muntre sange på mundharmonika, og andre igen sælger ‘Hus forbi’. Der er forskellige måder at gøre det på. Her forleden, ude foran min lokale Føtex, stod en ganske ung mand, med en taske, og en stak ‘Hus forbi’ i armene. Han var ikke én af de insisterende typer; han var tvært imod én som undgik mit blik, og som mest af alt så ud som om han havde lyst til at forsvinde helt og aldeles. Væk. Jeg kom gående med mine to yngste sønner i hånden. Mine sønner, som har (næsten) alt – i hvertfald varmen, hvis de ellers husker at tage deres tøj på.

Den unge mand ramte mig lige i hjertekulen. Jeg har haft svært ved at glemme den fortabthed, han udstrålede. Jeg har følt mig forkælet, og jeg har følt mig magtesløs. Særligt nu, hvor jeg sidder i min varme stue med en god kop te, og skriver, så tænker jeg på, at der nogen derude, der fryser. Og ikke bare på de hjemlige breddegrader, men i hele verden.

Det sætter virkelig tingene i perspektiv, som man så smukt siger – og jo, jeg kan godt høre, hvor klichéagtigt, det lyder. Håber, du bærer over med mig. Men ikke desto mindre mener jeg det: At man skal prøve at huske, at når man er ramt af børneorm, og ketchup på Dolce et Gabbana-skjorten (ikke at jeg ejer sådan én, men vi har til gengæld virkelig meget ketchup), så er det et luksusproblem.

Og det er jo ikke fordi jeg går rundt og er af den holdning, at man ikke må føle sig trist fordi andre har det værre. Faktisk er jeg – som du måske vil vide – et pragteksemplar af en tudefrans, der småhyler over meget små dagligdagsting, når jeg føler verden går mig imod.

Men vi bliver nødt til at se dem, der er i nød. Det synes jeg ganske enkelt er en smørhulsforpligtigelse. Og det er jo ikke fordi jeg mener, at man bør droppe sit fuldtidsjob og gå all in på tilværelsen som frivillig hos den lokale Røde Kors, men nogle gange kan et smil eller en kop varm kaffe også være nok, tror jeg. Det er bare det jeg prøver at sige. Som en tilkendegivelse af næstekærlighed og medfølelse. Det er én af de ting, som jeg virkelig gerne vil give mine børn med videre i tilværelsen. Medfølelsen. Og det er jo i virkeligheden den, som julen – der er lige om hjørnet – handler om. Ikke?

Fotograf: Palle Pophår

Status på Projekt Teenager

Jeg er i stadig forundring over min teenage-podes hjerne. Forleden pakkede han sin toilettaske ned sammen med sin dyne og lidt andet habengut, klar til en overnatning hos Faster. Toilettasken var fuld af… ja, fuld af ingenting. Så langt tænkte han ikke lige dér. Til gengæld har han lige fået sine første karakterer i skolen, og har formået at komme hjem med nogle virkelig flotte resultater. Hvordan, spørger jeg, hænger de to ting sammen?!

Vi var også til forældersamtale for ganske få dage siden, hvor vi fik tudet ørerne fulde af lovprisninger over vort afkom, helt business as usual hvad angår denne pode. Og mens vi sad dér, pænt bænket med hænderne foldet i skødet, kiggede podens nye fysiklærer grundigt på min pode henover sin brille, og sagde: “Jeg har sådan på fornemmelsen, at du er en meget eftertænksom fyr… (*kunstpause*)… Er du det?”.
“Ja, er du det?”, havde jeg nær suppleret – ja, for din mor tror nogle gange, at der er ganske aldeles tomt derinde i dit hovede, min dreng?

Det ved jeg selvfølgelig godt (ikke helt) er tilfældet, men mine antagelser bunder jo i hans opførsel på hjemmefronten, og i oplevelser som dem med toilettasken. Men det kan også være andre ting, for eksempel når det drejer sig om noget så simpelt som at lægge tøj på plads.
Det kræver måske lidt uddybning:

Jeg har jo som bekendt de her uhyrlige mængder vasketøj. For at minimere arbejdet lidt, er der visse ting, jeg bare ikke gør. Sokker, der bliver smidt til vask med vrangen udad, bliver tørret og lagt sammen på vrangen. Så må den pågældende pode selv vende dem rigtigt før brug. Eller lade være. Og så er der teenage-podens rene tøj, som kun bliver ekspederet ind på værelset – på sengen rettere sagt – herefter er det meningen at poden selv skal lægge det på plads. Det går for det meste også rigtig godt. Men ind i mellem smutter det. Som for eksempel forleden. Dagen forinden havde jeg kæmpet mig igennem en tsunami af rent vasketøj, og havde dermed også lagt en del af det ind til bemeldte pode. Da jeg dagen efter vil ryste dynen, opdager jeg til min store overraskelse, at tøjet ligger nede under dynen. Ser vi bort fra at tøjet nu befinder sig cirka fem centimeter nærmere jordens overflade, så er det med andre ord ikke kommet forfærdelig meget længere på de 24 timer der er gået siden jeg lagde det fra mig. Ikke desto mindre har det tilsyneladende ikke været en hindring for at poden retmæssigt har kunnet indtage sin nattesøvn. Hvordan? spørger jeg igen undrende.
Poden selv havde ikke umiddelbart nogen forklaring.
Akkeja.

Nå, men midt i min forundring faldt jeg over nogle sundhedsplejerske-papirer, fra da min teenage-pode var 6 år, og gik i 0. klasse.

Tegn din familie, lød opgaven, og sådan her blev resultatet:

Forklaring:

Yderst til venstre har vi Mellemste Pode, og ved siden af ham, har vi Mand. Længst til højre (med det meget store og muligvis overdimensionerede hoved) har vi mig. Monteringen på min højre side under strudsehalsen, er ikke en eddersmart taske eller en kunstinstallation; det skal tværtimod forestille at være min gravide mave indeholdende Mindste Pode.

Kors, hvor jeg dog savner min skønne teenage-pode på 6 år. Også selv om han er fantastisk som 13-årig. ❤

Servicemeddelelse 

Ja, så-eh…. er det hverken gået værre eller bedre end at skøreliv er kommet på Instagram. Ja, hvem havde dog set det komme? Altså ikke mig selv, faktisk. Men nu er der et par stykker, som ad flere omgange har spurgt, om det ikke snart var på tide. Så… tjah?

Altså, basically har jeg ikke et clue om hvordan man gebærder sig derinde; jeg er vel sådan nærmest som en hund i et spil kegler. Så nej, der bliver nok næppe tale om nogen voldsom aktivitet fra min side, men måske et enkelt opslag i ny og næ, muligvis sådan på kvartalsmæssig basis. Og ja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen samvittighedsløs hestekrejler tabt i mig.

Pt. har jeg vist en følgerskare på cirka 14 personer, og har dermed muligvis sprængt skalaen for at føle sig som den ultimative tabertype, så hvis du har en Instagram-profil, og har lyst til at følge lidt med ad den vej, så skal du ikke høre et ondt ord for det. Man burde kunne søge på Skøreliv derinde, og ellers kan man med en smule held gå direkte derind via det kummerlige lille link, jeg har fået installeret her på siden (allernederst, forbi en milliard indlæg hvis du er på din smartphone, eller ude i højremenuen hvis du er på tablet eller computer). Jeg arbejder på at få lagt et plugin (eller en anden form for knap) på siden, men det driller.

Og til allersidst: Fortæl mig hvem jeg skal følge derinde – det kan jo være, at det er dig?
Smid fluks en kommentar – på forhånd tak! ❤️

Til julebal

Well, det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er fan af fællestamtam i skoleregi. Slet ikke. Og jeg synes jeg er blevet udfordret til det yderste i det herrens år 2016. Undskyld, 2017. Er vi i 2017? Og er jeg den eneste, der ind i mellem er lidt bagud (også) kalendermæssigt? Nå, anyways: Én ting er mængden af planlagte aktiviteter, som alene i december sprænger timeregnskabet hvad den slags angår big time, noget andet er indholdet af disse arrangementer. Altså hvad vi putter i dem. For det er sandt, at vi de sidste mange år har udliciteret julehyggen til mere eller mindre offentlige instanser, men når det hele skal gå op i en højere planlægningsmæssig enhed, så giver jeg op på forhånd. Giver fortabt. Hvad blev der nogensinde af fri leg suppleret med et par flamberede æbleskiver? Okay, uddød fællesaktivitet, I know.
Slut-prut-finale.

Fornemmer du, at jeg er en anelse opgivende? Nåm’n, du har helt ret. Og det er selvfølgelig en forstående julefest, der har udløst denne sindstilstand. Vi har nemlig modtaget en meget finurlig og detaljeret invitation. Afsenderen er den anonyme masse, som slet og ret kalder sig ’Festudvalget’: Man ved aldrig helt, hvem der er med i det udvalg; særligt ikke hvis man missede forældremødet (og referatet) i 0.klasse for en milliard år siden. Eller hvis man måske bare ikke har en hukommelse som en elefant. Og det har jeg ikke. Min hukommelse er måske mere lig en muldvarps. Eller en mosegris, nu vi er i den størrelsesorden.

Tilbage til invitationen, som sætter rammerne for den forestående julefest: Her er julefesten opdelt i et program med ni punkter, startende med check in fra klokken 17:30 til 17:35. I kid you not. Og efter de fem minutter, der er afsat til check in, opremses de øvrige planlagte aktiviteter – også minutinddelt – lige fra julehjerteklipning til diskodans og indtagelse af føde fra den fælles buffet. Og dem er jeg jo heller ikke rigtig fan af. Fællesbuffeterne, altså. Så jeg følte en meget primitiv form for fanden-i-voldskhed, da jeg på listen over hvad man hver især medbringer, lige under linjen hvor der sirligt stod spinat-pirogger og ’gnave-grønt’ skrev KAGE med kæmpestore, larmende bogstaver. Så meget for alt det gnavegrønne. Come on, det er sgu’ da jul.

Jeg er trods alt lidt spændt på, hvordan det hele kommer til at løbe af stablen. Jeg forestiller mig der er er form for dirigent; en særligt udvalgt sjæl fra Festudvalget, som vil styre slagets gang som en bevinget toastmaster – måske forsynet med et båthorn eller en megafon, som kan afbryde de igangværende aktiviteter for at skabe rum til de næste. Jeg forestiller mig bagedystinspirerede sætninger som: ”Og det var så hjerteklipningen, ALLE lægger saksene om 10!… sekunder! 9! 8! 7! 6! 5! 4! 3! 2! 1! Oooog STOP! TAK for de flotte bidrag til den fælles guirlande – ALLE lægger deres sakse over i kasserne, og NU!…er det dansetid!”.

Overordnet set er det selvfølgelig fint, at nogen går op i den slags, og har lagt sig i selen, og været på faciliteringskursus for at få stablet et program på benene. Jeg tænker bare… kunne vi sænke barren? Bare en lillebitte smule? Et par millimeter, s’il vous plait? Merci beaucoup.

Men altså. Jeg skal død og pine nok være på. Og smile. Og (prøve at) sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Og leve op til alle andres forestilling om hvordan man er perfekt i den perfekte verden. Måske jeg samtidig gør oprør i det små. Måske klipper jeg en enkelt julestjerne i stedet for et hjerte. Uha-uha. Hvad tror vi straffen vil være for denne forseelse? Og måske går jeg lidt agurk på dansegulvet. Time will show.

Jaja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen rebel tabt i mig. Men uanset hvor pæn jeg prøver at fremstå udenpå, så er jeg sådan her indeni:

Hvis altså du skulle være i tvivl….

At være eller ikke at være – mor på sidelinjen

Mine poder går, som du måske ved, til virkelig meget fodbold og håndbold. I særdeleshed håndbold. De elsker det; det er fantastisk. Jeg under dem hvert et lykkeligt sekund de måtte have på banen. Men hvis du selv har poder, der dyrker meget sport, så ved du sikkert også, at der altid er en forælder eller to, som er mega-pinlige. Og bare til orientering: Jeg er den pinlige forælder i denne her sammenhæng. I hvert fald hvis du spørger Ældste Pode.
Som regel er det Mand, der valfarter det ganske land tyndt i diverse sportssammenhænge: Mand er social (det er jeg ikke), Mand elsker sport (det gør jeg slet, slet ikke), og Mand har nerverne til det også, ikke mindst. Det har jeg på ingen måde, og det er måske (?) den primære årsag til, at det er mig, der glimrer ved mit fravær i disse sammenhænge. For jeg bliver paradoksalt nok simpelthen så grebet, at jeg er helt ødelagt bagefter. Jeg går op i det med liv og sjæl, og kommer med mange lystige, opmuntrende og ikke mindst skingre tilråb (heraf den høje pinlighedsfaktor). Men jeg kan ikke lade være, det er ganske ufrivilligt. Det er som om en indre dæmon besætter mit sande jeg for en stund; en afart af noget Tourette, måske – jeg ved det vitterligt ikke.

Det er ikke fordi jeg går op i, hvorvidt de vinder eller ej. Jeg går op i, at poderne skal være glade ved deres hjemkomst. Særligt de ældste poder, som spiller virkelig mange knald-eller-fald-kampe. Vigtige kampe. Kampe, hvis udfald har indflydelse på humøret i mange uger fremadrettet.

Fordi det som regel er Mand, der er afsted, så er jeg sådan en slags analfabet i sportssammenhænge når jeg endelig er med. For eksempel kan jeg være udfordret i forhold til at huske ansigter og navne, og hvem der er forælder til hvem. Den slags. Og så bliver det hurtigt lidt af et socialt minefelt at være til stede i sådan en hal, når man har klippet sine livliner til både menneskene og til de gængse regler. Jeg gør en dyd ud af at opretholde facaden, men det holder kun indtil kampen går i gang.

Så er det i virkeligheden meget hyggeligere og langt mere afslappende bare at være afsted til en kamp med Mindste Pode, for resultatet er ikke så vigtigt på det alderstrin. Og Mindste Pode mener jo alligevel, at han har vundet uanset den endelige stilling. En omgang træning med Mindste Pode kan også være ganske underholdende, og nuttethedsfaktoren er også væsentligt højere. Man observerer nogle helt andre ting end man gør, når der er tale om en bunke ildelugtende, store drenge, der ligger og ruller rundt i hinanden klistret ind i harpiks. Til en U6-træning er mindst 50 børn på frihjul. Der er børn, der bliver viklet ind i deres bluser. Børn, der samler streger op. Børn, hvis primære interesseområde er deres tissemand (Hallo! Fokus på BOL-DEN!). Børn, der skal lære at spille med hinanden, og ikke mod hinanden. Børn, der for nogles vedkommende faktisk er komplet ligeglade med boldspil, men hvis forældre mener, det er sundt for dem. Børn, der indtager betragtelige mængder snacks i pauserne. Børn, det falder over deres egne ben, men ikke er for fine til at bebrejde barnet bagved for hele miseren. I love it. For mit eget afkoms vedkommende, har jeg senest konkluderet, at det der med rytmer, der skal klappes og trampes i takt, det giver vi ikke fem potter pis for; det må nogle andre ta’ sig af. Det ligger til familien; vi er besiddelse af hjernehalvdele, der muligvis burde forsynes med nogle flere RAM (også) på den front.
Synes faktisk trænerne burde ha’ en form for risikotillæg.

Nå, men tilbage til de største poder:
Jeg ved godt, at det er vigtigt både at tabe og vinde. Og de lærer også i stor stil begge dele. Måske det i virkeligheden mere er mig, der skal lære at indse, at det også er helt okay, at de bliver slået ud en gang i mellem.
Det er på min to do-liste. Eller to be-liste.

(Kulturelle) slipstrømstanker

Advarsel: Ret langt indlæg med flere omfartsveje, en smule reklame, men absolut ingen rød tråd.

Shall we?

Nå, men selvom jeg (jævnfør mit forrige indlæg) føler mig sådan relativt handlingslammet, så fortæller min kalender mig faktisk, at jeg – til trods for mine forstandsmæssige tilisninger – ikke står komplet paralyseret og blændet af forlygterne på den dersens december-bæ mens jeg passivt venter på at blive dens næste roadkill. Faktisk har der i den forløbne uge været nogle rigtig gode ting på programmet – og her taler jeg ikke bare om skole-/hjemsamtaler, men også om de mindre alvorlige ting. De sjove ting.

For eksempel har jeg været med Mand til foredrag igen. Det kan godt gå hen og blive en god vane. Sidst hørte vi Hjerne-Madsen, men i denne her omgang vil jeg slå et slag for to andre oplægsholdere.

Den ene er Jakob Søndergaard, som du måske kender fra ’Rigtige Mænd’, der blev vist på DR. Jakob er coach og træner, og under sit oplæg slog han et slag for seks ting, man kan lære af rygere – og som jeg fluks vil give videre til dig:

1)      De får trukket vejret dybt
2)      De gør noget godt for sig selv
3)      De får sollys
4)      De er en del af et fællesskab
5)      De får bevæget sig
6)      …og de gentager det hele mange gange hver dag.

Og det er ikke fordi Jakob Søndergaard mener, vi skal spurte ned til den nærmeste 7-eleven og forsyne os med smøger og cerutter; det han mener, er, at vi burde kopiere konceptet. For en ryger sætter i gennemsnit cirka 10.000 timers fokuseret velvære ind på pensionsopsparingen, og det er en virkelig god investering. Jeg kan i dén grad se pointen.

Den anden oplægsholder er Lasse Spang Olsen. Halleluja. Han skulle egentlig holde oplæg om hvordan man som filmproducent får individualister til at arbejde sammen på meget kort tid, men eftersom denne model jo netop har… skal vi sige… været oppe i medierne på den sådan ikke så positive måde, så tog hans oplæg en drejning til noget helt andet. Nemlig til noget omkring nærdødsoplevelser og mysticisme. Og hvis der noget, jeg synes er spændende, så er det alt, hvad der har et touch af noget overnaturligt. Noget, som får mig til at tænke, at det hele ikke bare drejer sig om primobudgetter og Black Friday-tilbud, men at der faktisk er noget større ’derude’. Somehow, hvor udefinerbart det end måtte være. For nej, jeg har selvfølgelig heller ikke svaret, men jeg er nysgerrig. Og derfor synes jeg det er enormt spændende at høre beretninger om sådan nogle ting. Lasse Spang Olsens fortælling var dog lidt til den aparte side; den handlede kort og godt om hans korsfæstelse. Jeg er tilsyneladende den eneste i hele verden som slet ikke har fulgt med i Lasse Spang Olsens eksperiment udi korsfæstelser, men never mind. Og uagtet hvor arbitrært og grænseoverskridende det hele forekom mig, så er det altid interessant, at høre folk af den støbning fortælle. Og Spang Olsen’erne kan altså noget, helt på linje med brødrene Lund Madsen og the Willerslevs.

Og hvad er det med de brødre, som bare kan det dér med at fængsle os andre med alene ved at åbne munden? Jeg har for nyligt tænkt en del over hvad de her mennesker har med sig. Hjemmefra, altså. Jeg kunne med andre ord godt tænke mig at finde ud af, hvad opskriften er. ”Det er noget med deres gener!…” sagde Mand henkastet, da jeg på et tidspunkt spurgte ham. Og det kan da godt være, men jeg tænker, at deres forældre også må har gjort et eller andet. Andet end at lave ungerne, altså.

Nå, men tilbage til sidste uges gode ting i kalenderen, så rummede den faktisk også en tur i biffen – og det er her, indlæggets reklamedel indfinder sig, for Lindhardt og Ringhof inviterede til forpremiere på ’Mordet i Orientekspressen’ hos Nordisk Film.

Jeg elsker på den ene side virkelig meget at blive luftet på den måde, og på den anden side, så bliver jeg så usikker på mig selv, at man skulle tro det næsten var umuligt. Jeg føler mig helt forkert: I det forkerte tøj, med det forkerte hår (og håret er jo per definition altid-altid-ALTID forkert) – og når jeg træder et skridt til højre, så tænker jeg, at jeg skulle ha’ trådt et skridt til venstre i stedet. Og måske har jeg i virkeligheden også dårlig ånde? Tror du? Nå, men i den kontekst løb jeg ind i (læs: overfaldt jeg) Superheltemor, og jeg sværger, jeg troede, jeg skulle dø en lille smule af ren og skær starstruckness. Superheltemor troede muligvis også at hendes sidste time var kommet i den forbindelse, men helt sikkert ikke af samme grund som mig. Men altså, hvad kan jeg sige? Man er vel fan, right? Jeg tror faktisk, jeg lægger billet ind på at være Superheltemor i mit næste liv. ❤

Filmen var flot, og jeg sendte mange længselsfulde tanker tilbage til den tid, hvor Mand og jeg gik i biffen hver fjortende dag. Those were the days. Så må jeg se, hvornår jeg får genlæst bogen.

Hva’ så? Mistede du pippet undervejs derude?! Jeg skal nok gøre det lidt kortere næste gang… Promise.
Kram fra mig. ❤

Om skrivebordsbomber og december-bæer

Jeg er gået i stå. Sådan føles det i hvertfald. Som om jeg træder lidt vande, eller bare står lidt i stampe, uden at komme nogle vegne.

Det er temmelig ubelejligt, kan jeg godt fortælle dig, særligt eftersom der lige er landet en tikkende bombe på mit skrivebord i denne her uge. En af den slags, som fordrer, at der omgående iværksættes en målrettet indsats for at være på forkant med potentielle ukontrollerede sprængninger. Men det er lissom om bomben ikke sådan for alvor har den kick ass-virkning, som den slags plejer at ha’ på mig. I stedet for at fylde mit blod med rigelige doser panik og cortisol, er jeg tværtimod lidt mere laid back omkring det hele: Nå, ligger du dér, og roder rundt, lille bombe? Du ligger der stadigvæk?! Ligger du godt? Vi ses i morgen, lille bombe, hej-hej…..

Jeg er med andre ord lidt ved siden af mig selv. Det er muligvis december-bæens skyld. Jeg ser den tårne sig op foran mig: Den kommer tættere og tættere på, og bliver større, og mere bastant for hver dag, der går. Helt som en kæmpesnebold, man triller foran sig.

Kender du egentlig december-bæen? Den er skabt af paradokser. Den er på den ene side skabt af forventningens glæde; en forestilling om at dagene op til jul må blive fulde af… nåja, alle de dér ting, du ved. Noget der dufter af nelliker og gran og brankede pebernødder. Noget der er fyldt med stearinlys, og med lidt baggrundsstrygermusik på ’Dreaming of a white Christmas’-måden. På den anden side kræver alt dette, at man er rustet til tænderne. Væbnet til tænderne faktisk, med adventsgaver, bankospilsgaver, julegaver, og gaver til nissevennerne i skolen, og forskellige retter, der skal fragtes til diverse julearrangementer. Og det er bare en fandens dårlig idé at være på bagkant. Jeg kan virkelig ikke anbefale det. Ergo er det faktisk nu, der skal sættes ind, fordi der ikke er ret mange dage til julen bryder løs, og går amok. Frådende, overalt. Og det er udsigten til alle de ting jeg mangler, for ikke at være på bagkant, der får mig til at strande og gå i koma lige nu. Og det er faktisk det, som er det egentlige resultat af december-bæen: Forstoppelse, mine damer og herrer.

Og nu er det så bare jeg tænker på, hvorfor INGEN har lavet en form for tjeneste, en app, hvor man kan plotte relevante data ind for december: Antal børn, drenge eller piger, antal nissevenner, antal sportsgrene der inkluderer juleaktiviteter, antal adventsgaver, antal julegaver og juletræer, og hvor mange af de dersens hjemstavnsretter, der skal medbringes til hvilke arrangementer – and so on, and so on. Og ding-dong! Så blev hele pivtøjet leveret lige til døren ultimo november. Alle var glade. Ingen fik forstoppelse på grund af december-bæen, og ingen kom til at lave en Control-Alt-Delete når der tikkede endnu en juletræsfest ind i mailboksen.
Ønsketænkning, siger du muligvis. Men det ligger vel lissom til årstiden. Trods alt.

Hov, i øvrigt: Ligger du inde med nummeret på en indsatsleder? Med bombeerfaring?
På forhånd tak – og rigtig god weekend til dig! ❤

Fotograf: Palle Pophår

Lidt ude af sync… #6

Ja, jeg er ikke kommet videre. Monstro du husker, at jeg sidste gang, jeg kørte sådan en runde her, var lidt i tvivl om temaoverskriften….? Det er jeg sådan set stadig; det nærmeste jeg er kommet en ny overskrift, er ‘Hverdagskiks (helt uden krummer)…’, og den holder heller ikke. Back to scratch, som man si’r. Anyways, konceptet er det samme som altid; here we go:

Lidt ude af sync…

…når man har sneget sig ind på handicaptoilettet (og JO! Jeg ved godt, at der er en særlig plads i helvede til folk, der gør den slags). Nå, men så sidder man dér, og opdager på det helt forkerte tidspunkt, at man har glemt at låse døren. Ja, hvad kan jeg sige? Kom glad! The more, the merrier. Og var der noget, du ikke fik set, by the way?
(Ingen, der nævner noget om karma med et eneste lillebitte ord, vel?)….

…når man kommer cyklende, og spotter Chef ved metrostation. Man vinker meget, og ihærdigt, og supplerer armbevægelserne med skingre tilråb: “HALLØJ CHEF!! Cheee-efff! Hej-hej, Chef?…”.
Chef ser ingenting. In-gen-ting. Det gør til gengæld de kinesiske turister, der kommer gående bagved Chef. De er tilsyneladende glade for vinken og tilråb. Tip hermed videregivet.

…når man siger godmorgen til fodboldtræneren mandag eftermiddag klokken 17.
Jeg har faktisk generelt lidt svært ved at sige det rigtige, når jeg siger goddag og farvel til folk. For eksempel siger jeg også konsekvent “Kan du sove rigtig godt?” til mine unger, når jeg tager på arbejde om morgenen.
Varianterne er mange.

…når man erkender, at det mest spontane man har foretaget sig i løbet af det sidste års tid, er at satse på bestilling af ‘dagens skærekage’ til et møde, fremfor på de skudsikre hindbærsnitter. Lidt spændende, om det så er gulerodskage, eller den med kokos ovenpå, hva’?…
#Livingontheedge

… når man bestiller mad på stamcaféen, og tilføjer “jeg behøver ikke de dersens mærkelige kartofler”. Tilsæt tjener med anstrengt (omend stadigt høfligt) ansigtsudtryk.

… når ens pode beslutter sig for at anlægge en stemmeføring a la Lotte fra Fredagsbio. Hvis din hukommelse svigter dig, kan jeg afsløre, at der er tale om den lidet flatterende halvdel af Anna og Lotte-duoen, som i farve-TV’ets grønne ungdom rullede over skærmen hver fredag klokken 18-nul-nul-dut. Nå. Men vi mangler sådan set bare dukken Georg, så er vi der.

… når man er ude at gå med verdens mindste legekammerat, der begejstret peger op på en valgplakat med borgmesteren, og udbryder:
“SE! Se, det’ mig! Det’ mig!! Der er BRILLER!”
Ja, dét er der… Og måske vi lige skal ha’ talt lidt med din mor og far om at få justeret styrken lidt på dine, så du ikke går rundt og tror, du er en midaldrende lokalpolitiker?

… når man tager sig selv i at tænke, at ham dommeren derinde på banen egentlig er ret lækker. Og det er sådan set meget heldigt, for når man får finjusteret det dersens syn (meget apropos), finder man ud af, at det er ens bedre halvdel ❤…

That’s all, folks!
Ha’ en FANTASTISK aften derude!

Om mentalt åndenød

I sidste uge var jeg til foredrag med Hjerne-Madsen som oplægsholder. Med latterrester boblende i blodet, og proppet til randen med hjernefakta, har jeg efterfølgende tænkt en del over den kendsgerning, at vi stadig render rundt med hjerne, der er 100.000 år gammel. Der er simpelthen ikke sket en skid siden de første Homo Sapiens skimtede solens stråler udenfor hulen. Og jeg har bare lyst til at sige: Hallo, Evolution – du glemte lige noget!! For hvordan kan det være, at vores gennemsnitshøjde er forøget med adskillige træskolængder, mens hjernen bare er stagneret? (Okay, hvad angår menneskets udseende, er jeg muligvis glad for, at hovedet ikke sådan omfangsmæssigt er vokset proportionalt med kroppen, men altså. You get the point).

Nå, men denne her tudsegamle hjerne er slet ikke gearet til den verden vi lever i, og det giver virkelig god mening: Vi er slet ikke designede til at have hjernen kørende på højtryk i det omfang, vi gør i dag. Vi tænker, handler og konsekvensberegner hele tiden. Jeg kom til at tænke på et 3-5 timers udsnit af min dag forleden:

Jeg skal på kursus. Der er meget kursus for tiden, faktisk. Computer synes også det er lige til den grove side, og er i det hele taget træt af ud-af-huset-aktiviteter. Belært af erfaring bringes den trætte computer en tur forbi IT til en profylaktisk saltvandsindsprøjtning inden kursus. Computer faker sig gennem sit helbredstjek. Kurset starter, men nu er Computers tålmodighed opbrugt, og der sker slet, slet ingenting. Så meget for det. På medbragt telefon sker der på den anden side flere ting, end godt er. Ting, som vel at mærke ikke er arbejdsrelaterede, men derimod er relateret til en pode og en episode i skolen. Nu er det ikke kun computeren, der har givet mentalt afkald på kurset; flere private ting skal udredes, mens andre kursister drøfter om variablerne mon skal klassificeres som nominale eller ordinale. Efter kurset er der hjemme fortsat tråde, der skal redes ud i forbindelse med skoleepisoden, og en anden pode har muligvis også indgået en studehandel i forbindelse med noget kortbytteri i skolen, hvilket starter en parallel SMS-korrespondance med et andet forældrepar, foruden en tredje tråd om en kommende legegruppe. Samtidig har vi Onkel Finn fra Grindsted på linje fire med et knaldgodt tilbud på en trailer. In real life har vi også en pode, der skal til svømning; der er vasketøj, og man kan jo heller ikke lave koteletter i fad uden fløde, vel, så nogen må cykle i Føtex alt hvad remmer og tøj kan holde, alt imens det grønne ligger derhjemme sammen med koteletterne, og visner på panden, mens risene brænder på. Hjem bringes fløde, pebernødder (man er vel impulsstyret) foruden en fragmenteret cykellygte, der måtte lade livet under den hasarderede kørsel på udturen. Historien om koteletterne i fad ender relativt lykkeligt, men som den skarpsindige læser du er, har du nok forlængst konkluderet, at der egentlig ikke sker noget epokegørende i de timer, som jeg netop har berettet om. Ikke noget, du ikke selv har stået model til, i hvert fald. Men det, som jeg prøver at sige, er, at der alligevel foregår noget hele tiden. Der lægges planer, der overvejes, der konflikthåndteres, der SMS’es, der mailes, der ringes og der gøres ved. Uafladeligt. Og mange ting på én gang. Og så er det vi overanstrenger de stakkels små grå. Vi griller dem, simpelthen med andre ord. Og selv om den viden i sig selv er skræmmende, så er det allermest skræmmende i min optik, at vi godt ved det – og alligevel fortsætter vi.
Fordi vi gerne vil?
Fordi vi ikke kan lade være?
Fordi vi er bange for, hvad der sker, hvis vi vitterligt lod være?
Altså hvad?
You tell me?