At være, eller ikke at være (…gammel? I en computer?)

I dagene op til min fyrreårs fødselsdag var jeg lidt i panik, og der findes mennesker, som kan bevidne det. Stor var min overraskelse derfor, da jeg vågnede op på min fødselsdag med en rar fornemmelse i maven, og tænkte “det er da egentlig ikke så slemt, det her….”. Men selvom jeg fandt ud af, at fyrrene slet ikke er så farlige, og slet ikke bider (sådan umiddelbart, i hvert fald), så går jeg måske alligevel og vakler lidt med det ene ben parkeret i en fyrreårskrise.
Hvis der virkelig er tale om en fyrreårskrise, så ankom den stort set på dato. Sammen med en markant synsnedsættelse, har jeg mistanke om. Det er lidt som de der produkter, hvor udløbsdatoen er sat til to uger efter garantifristens udløb. Færdig putte.

Det kan selvfølgelig også være, at det er en anden form for krise. Men det er en eksistentiel én af slagsen, det er sikkert og vist, for det handler om tilværelsen som helhed, og meningen med den.

Jep, intet mindre.

Det handler om, at jeg synes verden, virkeligheden, dagligdagen – what ever – er blevet en farce. Eller måske er farce ikke helt det rigtige ord, men jeg er ude i noget surrealistisk sort teater af en slags. Tag nu for eksempel mit arbejde. Jeg sidder i en administrativ stilling, og når mine børn spørger, hvad jeg laver, svarer jeg altid, at jeg skriver på computer, og går til møder.
Reelt er alt hvad jeg foretager mig på arbejdet koblet op på systemer. Der er navne, tal og oplysninger som jeg ryster sammen, og på et tidspunkt opstår der en mening. Men i virkeligheden er det hele jo inde i computeren. Jeg ser aldrig menneskene bag navnene, som jeg støder på, men hvordan jeg håndterer dem inde i computeren, har virkelig stor betydning. Skørt? Det synes jeg.

Ud af alle mine ugentlige 37 timers anstrengelser kommer der noget løn. Det betyder, at der hver måned ryger tusind kroner ind på min konto (i følge Mellemste Pode, men i virkeligheden en lille smule mere). Det får jeg besked om via en meddelelse, som jeg modtager i min e-boks, igen inde i computeren (eller smartphonen, eller hvad man nu benytter sig af). Den fortæller mig, at beløbet er suset over på min NemKonto. Beløbet fremgår derfor nu også i bankens computere. Men alt sammen bare et tal, som findes i et system. Det eksakte tal i systemet adskiller mig i høj grad både fra den stenrige investor, og fra den mand, der sælger ‘Hus forbi’ ude foran Føtex. Igen: Det er skørt. Det famøse tal taler endda sammen med et lille bitte stykke plastik på præcis 5,4 gange 8,5 centimeter påsat en chip, som jeg bruger til at købe mad og andre gode ting med. Tallet og plastikkortet ved, hvor meget jeg kan rutte for, og hvornår grænsen er nået; de ved at jeg nogle gange trækker på kassekreditten, og at jeg andre gange ikke gør det. Uanset, er det igen bare et tal, som findes i et system. Jeg ikke behøver at ha’ så meget som en krone i lommen, for det hele – sandheden om min velstand eller mangel på samme – udgøres af et enkelt tal i en computer, på en smartphone eller et plastikkort.

Men det er jo ikke bare økonomien, der er ’derinde’; det er samtlige oplysninger om din og min sundhed, vores bopæl, ungernes karakterer i skolen, og deres efterfølgende mulighed for uddannelse, for bare at nævne et par stykker.

What’s the big deal – vi lever i den digitale tidsalder, siger du måske, og ja helt ærligt – det virker jo! – men for helvede! Nogle gange, så virker tingene bare ikke sådan heeeeelt ægte? Forstår du hvad jeg mener? Tænk, hvis nogen på et tidspunkt kom til at trykke på ’delete all’? Delete me? (Are you SURE you want to delete this person?)…

Jeg savner at ha’ fingrene i noget, som giver mening og som ikke er betinget af en skærm, på den ene eller den anden måde. Bare det at føle et eller andet; vinden i håret, jord under neglene, etwas!!

Jeg savner lidt mere af de ’rigtige’ ting, alt det, som ikke kan være i computeren.
Kærligheden, duftene, lydene iblandet lidt saltvand og en stjernehimmel.

Sådan på daglig basis har jeg absolut ingen ide om, hvad det i givet fald skulle være. Der er utvivlsomt ikke gået en god anlægsgartner tabt i mig, og cykelsmed er måske heller ikke lige sagen. Jeg tænker nogle gange på, at når min sidste time på et tidspunkt kommer, så vil jeg godt nok være ked af, at der var chancer, jeg havde forspildt. Tænk, hvis man lå der, og det så småt dæmrede for én, af man skulle have været koncertpianist eller jord-og-betonarbejder?
Eller tænk, hvis man lavede en Winston Churchill, der som det sidste sagde: ”I’m so bored with it all!”. Det ville skisme være skidt.
Så hellere en Dirch Passer: “Kan vi få noget lys på scenen, her er helt mørkt!”.

udklip-soeren-brun

Dagens kommentar

Mindste Pode:
”Jeg har levet i 5 år! Du har levet i 40!!! DÉT er mange! Du’ ME-GA-gammel!!”

Apropos tid: Jeg stempler lige midlertidigt ud af Blogland i halvanden uge, eller noget deromkring – men jeg vender frygtløs tilbage igen; forhåbentlig uden fyrreårskrise.
Keep cool in the meanwhile!

Dagens fund:

img_2056

Sure sokker i ridderborg.

Jeg tænker, det frembringer sådan en naturlig form for tåregas derinde, sandsynligvis for at hindre fjendtlig indtrængen på slotsmatriklen (ud fra et ’vær beredt!’-princip). Et alternativ til en voldgrav, måske? Ingen kommer forbi de sure sokker?…

Jeg håber, du er kommet godt i gang med ugen derude!

En af de dér dage…

Tror bare jeg tager den i punktform:

  • Dagens indledende konstatering: Køleskabet er tomt.
    Der er ikke meget tid til at handle lige i dag, men Ældste Pode springer heldigvis ind fra sidelinjen og redder dagen med et slagtilbud om at stå for noget kartoffel-/porresuppe til aftensmad.
    Mange kys uddeles.
  • Konstatering nummer to: Engelsk-kopiarkene, som Ældste Pode skulle være færdig med til i dag, ligger på skolen – uberørt af menneskehænder (i særdeleshed Ældste Podes), og (konstatering nummer tre:) alt bliver tilsyneladende væk i de skoletasker lige fra fødselsdagsinvitationer og sedler, til fodbold- og Pokémonkort (hvem fanden fandt nu på dem?!).
  • FUCK! (Hermed konstatering nummer fire): Én af os kommer på falderebet i tanke om, at der er loppemarked i SFO’en i eftermiddag, og vi har ingen kontanter (tager de mon MobilePay?? Kids nowadays….).
    Mod løfter om tilbagebetaling overtaler vi ungerne at bruge deres egne penge (og belært af erfaring, udsteder ungerne gældsbeviser).
    Og bonus-info til forældrene: Man er velkommen til at bage en kage, som kan sælges på loppemarkedet. You gotta be kidding me?!?
  • Konstatering nummer fem: Meget flad cykel (hvis man ku’ fyre sin cykel, havde jeg gjort det i dag).
  • Faktum: Meget lang arbejdsdag
  • Undervejs den meget lange dag: Modtager SMS fra Mellemste Pode, som er på vej til håndbold. Han har lige behov for at meddele mig om nogle episoder fra skoledagen.
    Det lyder som om der skal reddes en del tråde ud i aften.
  • Senere: Henter Mindste Pode i børnehaven. Han er dels malet i hovedet som én af bukkebruserne, dels stortudende. Store uretfærdigheder har overgået ham kontinuerligt i løbet af dagen (er der noget i luften? Noget med nogle jordstråler? Did I miss SOMETHING??).
    Mindste Podes konklusion: ”Jeg kan IK’ li’ NOGEN i børnehaven!!!”. Lidt tænken: “KUN Albert. OG Helen….”. Teatermakeup i laser under de salte tårer.
  • Forbi hallen og hente Mellemste Pode til håndbold.
    Overraskende nok befinder også Ældste Pode sig i hallen på trods af, at han har træningsfri.
    Årsag: han har glemt sine nøgler. Suk.
    Spørgsmål: Lærer han det mon nogensinde?
    Ældste Pode meddeler som noget af det første, at det dersens kartoffel-/porresuppe, det laver han altså ikke i dag. Jeg stikker et bundt porrer op i næsen på ham, og siger med et hævet øjenbryn, at jo! Det gør han!
  • Konstatering nummer seks (ved hjemkomst): Vaskemaskinen strejker for tredje dag i træk med en E20-fejlmeddelelse. Har jeg monstro ikke også sådan en funktion? ….

Oh, I didn’t mention this:

kaffe-3

Fan också!

Nu hvor jeg har bandet en del på denne blog, både på dansk, svensk og engelsk, kunne det være jeg skulle kaste mig ud i noget mere vovet. Noget google translate?

Dagens kommentar

Fra min britiske veninde på www.thesorrybox.com:
“I’m so knackered. I’ve sunk to a new low and I’m necking a red bull. I’m tempted to add vodka but be assured I won’t!”

Nå. Ny dag i morgen…. Thank God!

Om kvinder, mødre, kommende mødre, og ønsketænkning

Eftersom mine børn snart ikke længere kan siges at være sådan bittesmå, og eftersom jeg som regel sover hele natten uden afbrydelser, tillader jeg mig på visse punkter at læne mig tilbage og være lidt Kurt Thorsen-bagklog. Og meget been-there-agtig. Jeg undskylder virkelig! Men jeg synes på mange områder, at jeg har prøvet ALT; jeg har trods alt været møllen igennem freaking TRE gange (don’t do that!). Så ved man et og andet, Niller, jeg siger det bare. Og så er spørgsmålet, i hvor høj grad det forpligter. Sådan på et sandhedsplan, forstås. Når man står ansigt til ansigt med mennesker, som åbenlyst slet ikke ved hvad de er oppe imod eller på vej til, mens der samtidig heller ikke rigtig er nogen måde at komme uden om det på.
Skal man tale dem efter munden, og slet og ret bare sige ”Ja…”, ELLER skal man uden varsel trække gulvtæppet væk under dem, og afsløre den ubarmhjertige og skinbarlige sandhed, som de har i vente?

Der er to eksempler på henvendelser, der har fået mig til at tænke over det her:

  • Jeg møder en gammel veninde, en alenemor på barsel (første barn). Hun er bare så træt. Helt ind i knoglerne-metaltræt that is. Men så ser hun på mig, og siger: ”Det hele bliver helt klart bedre når jeg skal tilbage på arbejde, tror jeg!” …. Øh…. NOT! Altså bortset fra, at du kan gå på toilettet i fred, og DET skal på ingen måde undervurderes, men altså… man kan jo ikke indhente de manglende nattetimer derinde på jobbet med hovedet nede i tasterne, vel, og hjemme venter Ragnarok.
    (Det sagde jeg ikke….).
  • En anden personage i min sfære, højgravid og kommende førstegangsmor, kan ingenting overskue. Alt gør ondt, og energiniveauet er helt i bund. Også hun ser på mig, og siger: ”Lægen siger, at jeg først får min energi tilbage efter fødslen”. Som om. Oh dear, og du TROEDE på lægen?!
    (Det sagde jeg så heller ikke…).

Er der ikke noget med, at læger ikke sådan må gå og lyve? Er det ikke en del af lægeløftet?!
Har lægen mon selv børn? Og er lægen mon af hankøn (det kunne tænkes, men det spurgte jeg heller ikke om).

Men altså…. Du og jeg må jo i teorien heller ikke lyve. Men det gør man jo så alligevel. Eller jeg gør det i hvert fald. Til trods for at jeg har haft inderligt lyst til at ruske i de dersens kvinder, som jeg netop har beskrevet, og spørge dem om, hvad i alverden de går og forestiller sig, og om de da blevet skingrende sindssyge, så er det ikke noget man gør. Rusker i dem, og siger sådanne ting, altså. Man tager dem derimod i hånden og følger dem intetanende hele vejen ud til afgrundens dyb, fordi man ikke nænner andet. Man hører sig selv sige ting som: ”Jo, det bliver bare SÅ meget lettere, når du starter på job” og ”Helt klart, du får din energi tilbage efter fødslen…..” (You wish!… Og hvis det endelig skulle ske, så kan du i hvert fald ikke passe dine bukser! (Never mind the relevance in this matter)).

Jeg spekulerer på, om man gør dem en bjørnetjeneste. Bliver det hele meget værre for dem, når sandheden viser sit grimme ansigt, og man har holdt sandheden skjult for dem? Omvendt, HVIS man nu forestillede sig, at man løftede en flig af sløret for dem, hvad ville det så medføre? Krampegråd? Nedsmeltninger? Men på trods af disse, ville de så alligevel være lidt bedre rustede til hvad der venter dem?

Jeg er meget i tvivl. Nogle gange siger jeg helt ærligt også bare ”ja….” for at undgå at være sådan en kedelig lyseslukker. Og så er det jo i virkeligheden hensynet til mig selv, jeg sætter først.

Nu handler ovenstående jo om noget med børn, hvorfor jeg har ført mig frem som en selvfed og oppustet ekspert. Men det kunne jo også være noget andet, hvor man står i et dilemma i forhold til sandheden og sin behagesyge.
Ja, jeg synes skisme, det er svært…..

Dagens kloge ord

Christian Kjellerup:
”Den, der sætter pris på at blive sat pris på, må betale prisen”

Frithiof Brandt:
”Der gives øjeblikke hvor man af lyst til at behage forråder endog sig selv”

Tacitus:
”Vi begår ofte flere fejl, når vi prøver at behage end når vi optræder fornærmeligt”

Down Memory Lane. Mit liv i stilarter, eller mangel på samme.

Jeg bliver simpelthen fyrre. I dag! Hvilket har fået mig til at tænke lidt over de forgangne år.
Jeg må sige, at jeg føler mig privilegeret over, at vokse op i et par årtier, hvor man dels kunne spise kagedej uden at nogen med bekymring forventede at man drattede død om af salmonellaforgiftning, og dels kunne samle krudtrester op nytårsdag uden at nogen som udgangspunkt gik ud fra, at det måtte være en udetoneret krysantemumbombe.

Dog var 80’erne ikke noget let årti at vokse op i. Altså sådan rent udseendesmæssigt.
Knapt havde dønningerne fra halvfjerdsernes brune fløjl, lilla velour, legomandsfrisurer og trompetbukser lagt sig, før 80’ernes rædsler satte ind. Jeg tænker vi er en del, som har et enkelt traume eller to med i bagagen på det plan? Vi husker det koboltblå indmarch i skøn forening med neonfarverne; vi husker skulderpuderne, krephåret, plastikøreringene, gamachebukserne (samt dem med strop under foden), og Trine Dyrholm, der sang om at danse i måneskin. Dempsey og Makepeace i fjerneren.  Jeg var VILD med dem (særligt ham, selvfølgelig), og havde en relativt stor nedtur, da jeg for et par år siden ved en fejl genså et afsnit. Quelle dommage!

(Afstikker: Jeg var i øvrigt grebet af mange af de sparsomt udvalgte serier, der på det tidspunkt var tilgængelige. I forlængelse af Dempsey og Makepeace havde jeg et mindre crush på ham fra ‘Night Hawk’. Fatter pt. ikke helt hvorfor. Men derudover havde nogle af os meget glæde af ’Night Rider’; ham i opklappeligt batmobillignende køretøj. Eller ham på en hest i fuld galop med kappe. Nej, ikke Zorro, men Dick Turpin. Alt sammen INTET i sammenligning med de sydamerikanske soaps (og det er mig, der har travlt med at mine poder ser for meget dårligt fjernsyn! Bevar mig vel!): Jeg ved, at mange fulgte meget med i den brasilianske serie ’Kærlighed og magt’, mens jeg var fan af ’Slavepigen Isaura’. Har dog aldrig mødt nogen, som har set denne serie. Har du monstro? Jeg mindes at den kom lige omkring spisetid, og at min far havde et vældig, vældig anstrengt forhold til denne serie).

Nå, tilbage på sporet igen:
80’erne blev ikke overraskende afløst af 90’erne, som jeg kickstartede med et vanvittigt smart (synes jeg selv) outfit til blå mandag, som tilsvarende har efterladt mig med en del traumer. Det var noget med en lilla Ball-trøje i skøn forening med nogle bukser i blomsterprint suppleret med cowboystøvler. Hmmm…..?

Dog var den største bommert nok den, at jeg blev klippet ligesom Limahl. Ja, du læste rigtigt. Ham med ‘Never ending STO-åh-ryyyyy’.

limahl

Var RET vild med ham. Men meget svær frisure at ha’ med krøllet hår. Den korte version af historien er, at det ikke var kønt. Han var faktisk også forlængst passé på det tidspunkt hvor jeg tog springet, så der var lissom ik’ rigtig nogen, der synes det var fedt på noget plan. Heldigvis kunne miseren kamufleres som en dårlig grydeklipning.

Direkte foranlediget af den fatale frisure fulgte en større ‘jeg behøver ikke andre’-krise iblandet noget flowerpower slash Greenpeace-periode, som varede nogle år (jeg husker at min far ofte (henvendt til min mor) spurgte: ”SKAL hun se sådan ud?..”. Og det havde ikke noget med min frisure at gøre).

Fantastiske år i gymnasiet efterfulgtes af sabatår, lidt rejsen out and about, og fejlslagne studier, alt sammen i bestræbelserne på at finde vejen frem til min hylde. Hylden, min plads i solen, min sande identitet og manden i mit liv. Selve MÅLET og MENINGEN med mit liv, var det, som jeg var på jagt efter i 90’erne. Og jeg havde travlt med at det skulle indfinde sig relativt hurtigt. Min søgen var et blandingsprodukt af en ’intet-kan-ramme-mig’-opførsel og en små-depressiv ’jeg-klarer-det-aldrig’-tankegang.

Men noget klarede jeg alligevel. Jeg fik en uddannelse. Jeg fandt Mand. Jeg fik børn. Jeg fik et job.
Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg er landet helt endnu? Og hvem siger man overhovedet skal lande? Upcoming 40-årskrise?

Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor man må tage sig sammen, og jeg tror det tidspunkt er kommet til mig nu. Hurra?

Dagens kloge ord

”Figaro”:
”Hvorfor mon kvinden holder af at skjule sin alder? Ser hun ældre ud, måtte det jo være i hendes interesse at protestere lydeligt, og ser hun yngre ud, burde hun jo råbe endnu højere derom”

Lis Byrdal:
”En kvinde må have en vis modenhed for at virke ung! Det er nemlig ikke nok at være det – langtfra nok!”

Min favorit af Jacob Paludan:
”Det kan fornemmes som en stille charme ved hende, der ikke længere er purung: at hun har været kvinde længe”

Jeg har bortset fra det haft en rigtig skøn dag! Søde poder, sød Mand; dejlige hilsner og gode, fine gaver. Og så har jeg tilmed fået karameller fra mit pengeinstitut, som åbenbart er glade for at have mig som kunde. Mand er meget fortørnet over selv at være blevet forbigået i den henseende. Derudover har vejret været godt, hvilket er helt usædvanligt. Sidste år havde vi skybrud for eksempel. Det er noget jeg arbejder med.

img_1425

Noget om en ugle. Og om forældre, der prøver.

Der ligger en ugle i entréen, da jeg kommer hjem. Af karton, altså.
Den kan næsten kun komme fra Mindste Pode, tænker jeg, og da jeg spørger: “Er det dig, der har lavet den fine ugle?”, svarer han prompte: “JA! Jeg har lavet den HELT selv!”
Samtalen kører videre:
Mig: “Ja! Var det sjovt at lave den?”

Humøret skifter omgående:

“Nej, det syns jeg ik’ rigtigt… Jeg kedede mig ret meget. Det er også derfor jeg ikke har klippet helt efter stregerne… Jeg koncentrerede mig så’n liiiidt, men nogle gange, så rystede min hånd, og så gik det såd’n lidt i stykker. Hvorfor spørger du om det?!”….

I virkeligheden har jeg spurgt, fordi jeg har læst i en bog om børneopdragelse, at det er vigtigt at lægge vægt på processen frem for resultatet. Tror jeg nok. Sådan noget med at man ser barnet i stedet for at vurdere produktet, og det skulle være vældig godt for det eftertragtede selvværd, som alle forældre ønsker at forsyne deres poder med. Så glem lige, at jeg lagde ud med at sige, at det var en fin ugle, altså en vurdering, hvilket er ganske og aldeles forbudt. Jeg lærer det måske en dag.

Nå, men da poden undrer sig over, hvorfor jeg spørger, om det var sjovt at lave uglen, bliver jeg jo taget lidt med bukserne nede, eller hvad man nu siger. Og svarer noget i retning af: “Deeeeet… fordi jeg selv syntes det var rigtig sjovt at lave sådan noget, da jeg var barn!” (føler selv det lyder virkelig overbevisende).

“SYN’S du?!” spørger poden vantro, som om det er det mærkeligste han nogensinde har hørt.
Mig: “Øhh.. Ja?”

Tal lige om kulsejlede gode pædagogiske intentioner! Men altså: Det’ sgu’ da en fin ugle? Jeg er sikker på, at jeg havde moret mig kongeligt hvis jeg var blevet sat på den opgave i børnehaven….

img_1987

Dagens bring-selv-ret

img_2047

Pode-familiens bidrag til fællesspisning i børnehaven.

Beklager E-numrene, der er ved at springe ud af billedet og ind i hovedet på dig.
På trods af disse, er jeg svært stolt af min egen præstation i dag (og så var de endda på tilbud… (don’t tell a soul!)). Måske svarede indholdet på afleveringstidspunktet ikke helt på milligram til vægten, da kagerne blev indkøbt, men altså…. man bliver da lige nødt til at teste sagerne på forhånd, ikke?
Det gør kokkene også, det ved jeg.

De smagte ganske glimrende, i øvrigt. Og bonusinfo: Ingen døde af E-nummer-forgiftning.

Ha’ en skøn weekend derude!

Om at være en slags flue på væggen

Ældste Pode er som tidligere nævnt gået hen og er blevet en ihærdig og koldblodig Pokémonjæger.
Alt nedlægges uden omsvøb, og i jagten efter Pikachus og udklækkede æg fragter poden nu gladelig sit korpus kilometer efter kilometer rundt i gader og stræder (nogle steder mere hensigtsmæssige end andre). Som regel går de heldigvis et par unger sammen i flok, hvilket giver (forældrene) en anden form for tryghed end når de render rundt alene med snuden nede i iPhonen i de mere skumle ender af parkerne. Men det er alligevel ikke altid, at sådan en lille sammensværgelse af tolvårige drenge kan forhindre uventede og skræmmende hændelser undervejs. Ind til videre dog kun af den uskyldige slags. Som her forleden, hvor Ældste Pode sammen med to andre drenge fra klassen havde mobiliseret sig ned i Frederiksberg Have.
Her gik de lystigt og kækt rundt, indtil – uha – de møder denne her:

Fugl 1

En fiskehejre.

Utvivlsomt en lidt større en slagsen, og tilmed én, der ikke sådan lige er til at bide skeer med.
Hvor ved jeg alt det her fra, og hvordan har billederne fundet sin vej frem til bloggen, spørger du måske?

Det skyldes ganske enkelt, at Ældste Pode, da drengene spottede det relativt monstrøse stykke fjerkræ dér midt på broen, tænkte, at det her krævede noget videodokumentation. Derfor har jeg sådan helt laid back i sofaen herhjemme fået lov til at overvære hvordan det udspiller sig når tre drenge fra stenbroen bryder ud af deres comfort zones, og jager Pokémons i mere naturskønne omgivelser.

Det forløber sådan her:

Drengene har netop konstateret tilstedeværelsen af en stork(?), med stor sandsynlighed af en særlig krigerisk art, og bortset fra at Ældste Pode tænder for kameraet i sin telefon, så står de alle tre fastfrossede og naglede til stedet mens denne ordveksling finder sted:

Ældste Pode: ”Øhhhh…. Er I sikre på det her er en god idé?!…”
Anthon: ”Neeeej, det ville jeg ikke gøre hvis jeg var jer, har I SET dens klør?!”
”Ej for helvede, Anthon!” siger Ældste Pode, flankeret af Tobias, der kommer med nogle pibende bib-bib-bib-bib-lyde i et forsøg på at få fuglen til at lette måsen. Uden held, kan jeg afsløre.

Fuglens meget stenede væsen virker umiddelbart truende på sådan en passiv-aggressiv facon (synes drengene), og de er mere på stikkerne end nogensinde:

Ældste Pode: ”Øh, Tobias, jeg tror vi smutter, ik’? Bare liiiige just in case….” (- pause -) ”Altsååååå, fugl, kan du lige…så’n….smut’?!”
Anthon supplerer: “Ka’ du ik’ godt?….altså……”  (- suk…-) ”…Jeg overvejer bare at gå hen til den.
Men jeg GØR det ik’! Jeg ved ikke, om den vil angribe mig!!”

Herefter vender fuglen sig en kvart centimeter, hvilket afstedkommer stor opstandelse blandt drengene, og akkompagneres af en mængde udbrud:

Ældste Pode: ”OJ!! NEJ-NEJ-nej, så vendte den sig lige!!”
Anthon: ”Ej, hallo!”

Omsider letter fuglen rumpetten (til drengenes store overraskelse (og nogen forfærdelse)), dog kun for en ganske kort bemærkning, og kameraet viser på det tidspunkt dette billede:

Fugl 2

Efterfulgt af dette:

Fugl 3

Nu hvor hejren trods alt ikke befinder sig midt på stien, lister Tobias forsigtigt, som den første, modigt afsted hen over broen, dog så langt væk fra hejren som muligt.
Ældste Pode: ”Ja, det er såd’n lidt øhh……Skal vi smutte over drenge?”
Tobias lister fortsat forsigtigt afsted.

Anthon tør ikke helt, og taler fortsat til fuglen: ”Gå nu hen til dine venner. Dine venner! Derhenne…øhh…. Har du overhovedet nogen venner?”.

Endelig flyver fuglen, og de tre drenge styrter afsted over broen alt hvad remmer og tøj kan holde, mens Anthon jubler: ”Åh, det er godt lavet, Tobias, det virker ALTID!” (som om…)

Ja, nogle gange, så er man virkelig heldig når ungerne kommer helskindede hjem!
Til gengæld, så er jeg faktisk – hvor meget jeg end har imod spil på iPads mm. – virkelig glad for, at de i øjeblikket får både luft og naturoplevelser med fra deres jagt efter små virtuelle kræ.
Når det nu skal være, altså…

Fugl 4

Bye-bye, Birdie!
Who needs the zoo?

Dagens kloge ord

”Hvo intet vover, intet vinder

Afhængig?

Vi er ude i noget iPad-afhængighed hjemme hos os. Tror jeg. Og det er Mindste Pode, der er på anklagebænken. For noget tid siden talte jeg med Øglemor, hvor hun udtrykte lidt bekymring over Varanens iPad-entusiasme, hvilket hun også skrev noget om det i det her indlæg.

Jeg tror nok, at jeg på daværende tidspunkt – når jeg tænker tilbage – var fyldt til randen med moralsk spelt på sådan en ’den-slags-forekommer-bare-OVERHOVEDET-ikke-hjemme-hos-os’-agtig måde. Jeg tror faktisk, jeg var sådan som man slet ikke skal være, når nogen lufter en bekymring, og har brug for en knivspids forståelse og lidt empati. Og det er selvfølgelig ikke nogen undskyldning, men for bare en måned siden, var det vitterligt ikke noget problem med den iPad, og jeg synes Mindste Pode var fænomenal til at balancere tilværelsens (for nogen) ulidelige lethed.

Altså bortset fra, at djævelen nu viser sit sande ansigt. Og Mindste Pode er gået hen og blevet noget nær besat og psykopat-afhængig af sin iPad. Og FIFA-15 (ja altså, nyere version har vi endnu ikke tilbudt poden, selvom han plager om det).

Han hyler, når vi tager i sommerhus, fordi der ikke er internet. Han hyler, når han skal i seng, fordi han ikke kan spille mere. Han hyler når han skal i børnehave. Ja, han prøver sågar på at slippe for at komme i børnehave, så han kan få en dag på sofaen i selskab med sin iPad.
Det blev meget tydeligt en morgen hvor han kom ud på badeværelset og næsten græd, mens han med en lillebitte mussestemme (der var alt for høj i diskanten) fortalte at han havde så ondt i hovedet OG i maven. Jeg tænkte, at han måske også var liiiiidt varm, men eftersom Mand jo mener, vi har at gøre med Danmarkshistoriens største snydepels, tænkte jeg (med podens forkærlighed for iPads in mente) at jeg lige måtte aflure graden af sygdom inden diverse chefer blev kontaktet. ”Hvis man er syg, kan man IKKE spille iPad!…” informerede jeg derfor barnet om (selvom det plejer man jo godt at må), og poden kvitterede med øjne så store som tekopper, hvorefter han marcherede direkte ud i køkkenet, og satte to portioner Havrefras til livs.
Pist væk var alle tegn på sygdom. Meget tankevækkende.

Senere samme morgen havde Mindste Pode – stik imod alle iPad-regler og morgenrutiner – fundet sin iPad frem, mens han lystigt sad og kommenterede på spillet (dog sådan lidt undercover i et hjørne af stuen). ”Hov!”, siger Mand, ”man må da ikke spille iPad om morgenen!”. ”Må man IK’?!” siger poden, synligt overrasket, selvom det er en regel vi har haft siden tidernes morgen, da den allerførste spæde iPad med al varsomhed blev hjembragt til husstanden.
”Nej,” siger Mand, ”hvorfor skulle man pludselig måtte det?”
Mindste Pode: ”Men da havde vi besluttet!”
Mand: ”Hvornår blev det besluttet?”
Mindst Pode: ”I går?…”

Now what to do?
Ja, vi er stadig på overvejelsesstadiet. Og jeg vil gå så vidt som til at sige, at vi heller ikke er HELT enige om iPad-afhængighedens omfang. Nogen mener det er helt uskyldigt, mens en anden én mener vi bør booke en børneseng på et behandlingscenter for ludomani.
Tiden vil vise hvad der kommer til at ske, og hvilke sanktioner, der eventuelt skal indføres. Det bliver muligvis ikke kønt…..

Dagens kommentar
Mens der bliver læst højt fra ”Willi har skoldkopper”:

“Willi vil ikke i børnehave i dag” læser jeg, “Han er træt og har ondt i hovedet. Hans øjne er meget varme. Og når han kigger op mod lampen, gør de rigtig ondt”.
Mindste Pode afbryder: “Mor, mit øje gør rigtig ondt!”
Mig: ”Ja, sådan går det, når man spiller for meget iPad!”

(Man kan jo diskutere hvem der er mest uden for pædagogisk rækkevidde!….)

IMG_1990

Først er man lille, siden bliver man stor

Det gentager sig i mange af livets forhold. Lille i børnehaven, stor i børnehaven. Lille i skolen, stor i skolen. Lille i gymnasiet, stor i gymnasiet og så videre. The neverending story. Jeg tænker på, om det mon også forholder sig sådan den dag man eventuelt havner på et plejehjem?
It sure does.

Pt. er Mindste Pode lige gået fra at være en af de knapt så store i børnehaven til at være en af de rigtig store. Det kræver en form for tilvænning. Tidligere har han nemlig været vant til at være undersåt i Mehmets regime, hvor han er blevet pålagt forskellige former for børnearbejde, for eksempel som hund (klassikeren) eller som en form for ordensmagt i børnehaven: Mens Mehmet var førstepolitichef, var Mindste Pode andenpolitichef, og jeg har ofte spekuleret på, i hvor høj grad de to har været nogle værre rappenskralder og bussemænd’er derude på legepladsen. Da Mehmet stoppede i børnehaven konkluderede den tilbageværende børnegruppe hurtigt, at Mindste Pode nu var førstepolitimester. Men samtidig er det som om, at politilegen er gået bort i glemsel. Nu leges der nye lege, og andre roller afprøves. Og der pisses fortsat en lille smule territorie af, hvilket fremgår med al tydelighed når vi spørger ind til dagen.

For eksempel:

Mig: ”Hvem har du leget med i dag?”
Mindste Pode: ”Simon!”
Mig: ”Nå? Hvad med Albert og Noah?”
Mindste Pode: ”Albert var der ikke, og Noah legede med Simon.”
Mig: ”Men du legede jo med Simon, legede du så ikke også med Noah?”
Mindste Pode: ”Joooo… Men Noah var bare SÅ irriterende, han plagede bare HELE tiden om at få lov til at være kongen!”
Mig: ”Okay? Hvem var det, der var kongen?”
Mindste Pode: ”Det var mig!”
Mig: ”Nå? Og hvor længe havde du været kongen?”
Mindste Pode: ”Kun i går og i dag….”
Mig: ”Og hvornår skifter man så?”
Mindste Pode: ”Først når kongen dør!”
Mig: ”Ooookay? Hvornår dør kongen så, tror du?”
Mindste Pode: ”Efter niogtredive dage!”.

Det er meget interessant at betragte kampen om verdensherredømmet på børnehaveniveau, men også lidt tankevækkende. Naivt har jeg ofte tænkt, at tilværelsen først for alvor er fuld af prøvelser når man kommer i skole og bevæger sig videre ud i den virkelige verden. Men det er noget fis. Det er mega-hårdt at gå i børnehave, og det er i virkeligheden slet ikke altid egnet for børn…

Glimt fra sidste sensommerweekend i sommerhuset….:

IMG_2015

IMG_2021

PS: Har du husket at købe vinterstøvler?..
Det kommer – uden undtagelse – bag på mig hvert eneste år, at der skal købes vinterstøvler mens det stadig er sommer. Så hvis din hukommelse (ligesom min) er hullet som et bombekrater, så afsted med dig!

Ha’ en skøn aften derude!