Død og begravelse er noget mærkeligt noget at tale om. Særligt med små børn. Eller, helt små er de jo ikke længere, men Mindste Pode er som bekendt kun lige fyldt fem.

Jeg fik lidt uventet hjælp fra børnehaven, hvor de på det tidspunkt havde talt en smule om døden.
Det forløb sådan her:

Jeg er i børnehaven for at hente Mindste Pode. Han sidder med bagdelen placeret i en mælkekasse i en lille sandkasseaflukke da jeg spotter ham. Mindste Pode har allerede set mig, og vinker glad. Jeg går hen til ham, og sætter mig på hug uden for sandkassen cirka halvanden meter fra ham. Der sidder vi så, han med en gul plastikrive i hånden som han sådan vifter lidt uanfægtet med ind imellem. Vi snakker.

Mig: ”Nå, der sidder du?!”
Mindste Pode: ”Ja!”
Mig: ”Hygger du dig?”
Mindste Pode nikker.
Mig: ”Skal du ikke lige ha’ tørret næsen?”
Mindste Pode, høfligt: ”Nej tak, ikke lige nu” (den er så sød, at jeg ikke nænner at sige, at det faktisk var en ordre og ikke en forespørgsel).
Så jeg fortsætter, og ignorerer ellevetallerne under næsen: ”Hvad har du lavet i dag?”
Mindste Pode: ”I dag var der en død due…”
Mig: ”Nå?”
Mindste Pode: ”Så vi lavede et hul i jorden og lagde den derned og sagde farvel. Så kom vi jord ovenpå, og en sten….”
Mig: ”Det var da fint! Så fik I sagt godt farvel til duen?”
Mindste Pode: ”Ja…. Men mor, jeg kommer til at savne duen!”

Vi taler videre. På et tidspunkt er blodtilførslen til det nederste af mine ben efterhånden minimal, og jeg spørger, om han ikke har lyst til at komme med hjem, og det er først på det tidspunkt at jeg rent faktisk erfarer, at ungen sidder fast i mælkekassen. Nå, jeg får halet ungen op, og turen går hjemad.

Derhjemme siger poden lidt senere: ”Hvad skal der ske med Morfar, nu hvor han er blived død?”
Vi taler lidt om, at når man er død, så slår hjertet ikke, man ligger helt stille og sover, og man vågner ikke. Nogensinde. (Nogensinde er et virkelig ubegribeligt ord, når man er fem år).
Måske er man blevet en engel, måske er man en stjerne på himlen.
Måske sover man bare dejligt.
”Men hvad skal der SKE med Morfar?”, spørger poden igen.
”Mmm…. Kan du huske den dér due?” spørger jeg. Og bliver ud af det blå utrolig glad for, at en ganske almindelig due helt ufrivilligt kom af dage i børnehaven.

Morfar, due, Morfar, due. Måske ikke heeelt same-same, men det gav mening for Mindste Pode.
Og på den måde fik vi egentlig bundet en ganske fin sløjfe på historien om Morfar, og på hvad der sker, når man går bort. En lille succes midt i al virvaret.

Dagens Netto-høst:

Konklusioner:

1. Jep; jeg er i sandhed (næsten) alene hjemme
2. Der er noget om snakken når de siger, at man ikke bør købe ind på tom mave….
3. Og helt korrekt: Jeg er tilsyneladende fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde.

Hørt under Mands fravær i den forløbne uge:

Mindste Pode: ”Mor, jeg får så ondt i øret!…”
Mig: ”Har du ondt i øret? Hvorfor har du fået ondt i øret?”
Mindste Pode: ”Af bare at leve på jorden!”

(Ak, du sku’ bare vide…)

***

Mindste Pode: ”Mor, skal jeg vise dig hvordan man saboterer?”
Mig: ”Øhh…?”
Mindste Pode: ”Man gør SÅ’N her:” Poden kniber øjnene hårdt i mens tommel- og pegefingrene holdes i sammen som et dykkertegn, men oppe foran tindingerne. Fingrene stritter ud til siderne som et gevir. Det ser meget… anderledes ud, og poden ligner i virkeligheden mest en mellemting mellem én der er ved at kløjs i noget med ekstra meget chili, og Ross fra ‘Friends’, der forsøger at imitere en dinosauruslyd.
”Hvad gør man når man saboterer?”, spørger jeg.
Mindste Pode: ”Hvis man sku’ tænke sig om hvad man sku’ leg?”

Der er så meget, de voksne ikke forstår.

***

Mindste Pode: ”Jeg kan ikke få madpakke med i dag! For min madkasse, den er jo gået i stykker!”
Mig: ”Er den gået i stykker?!”
Mindste Pode: ”Ja! Den blev bare smadret af et træ….”

Ja, det kan jo ske for selv den bedste…

Det gik så stærkt. Otte dage på intensiv, og pludselig rindede tiden ud.

En telefonopringning (skynd dig! blev der sagt), efterfulgt af ekstremt lange timer i bus. Følelsen af at være det helt forkerte sted, og ikke komme nogle vegne. Med hjertet i halsen, og fuld af bønner til højere magter.

Og mens vi kører der, er alt hvad jeg desperat tænker på, hvor utroligt smukke rapsmarkerne er i år, hvor solen den er rød, og livet det er skørt.  Og hver gang mine tanker flakker fra det ene til det andet, er jeg samtidig på hospitalsstuen. Aer min far. Siger, at det hele nok skal gå.
Hold ud far, bare lidt endnu.

Jeg landede i Århus klokken 23:15. Klokken 23:35 ankom jeg til Skejby. Klokken 23:45 blev der slukket for alle apparater, og stoppet for al tilførsel af stimulerende medicin.
Klokken 23:46 døde han.
Det tog ham omtrent et lille minut. Et rædselsfuldt minut.
Men som jeg dog ikke for nogen ting i verden ville undvære at have været til stede i. For mig var det ganske uvurderligt at være der, holde hans hånd, og bede ham give slip. Og hvor grufuldt det end var i øjeblikket, og hvor grim døden end kan siges at være, så blev den også smuk.
Da alt var slut, og han havde fået fred. Da alle de spruttende og hvæsende maskiner var væk, og værdigheden kom til syne igen. Min gamle far.

Og nu hvor han er død, går livet videre. Og mens jeg tager toget hjem og ankommer til mit liv, virker det hele surrealistisk. Surrealistisk at der dukker pop up-meddelelser op på telefonen fra forældreintra om printerproblemer, notifikationer fra LinkedIn, og mails fra Zalando, som netop har skudt bikinisæsonen i gang. Fakta-reklamer i postkassen og leende mennesker på gaden.

HELLO! Somebody just died here!!

Det er noget underligt noget, sådan en sorgproces. Jeg er ikke synderknust. Eller ulykkelig.
Min verden går videre, trods alt. Men alligevel er noget ændret, og jeg er ikke helt den samme som før.

Men vigtigst af alt synes jeg, at jeg har fundet en ganske fin kærlighed til ham den gamle undervejs.

Dagens kloge ord

Karen Blixen:
”Jeg er med alderen kommet til forståelse af, at det i grunden er mere comme il faut at være død end levende.”

Samuel Johnson:
”Det betyder ikke noget, hvordan en mand dør, men hvordan han lever. Handlingen at dø er ikke væsentlig, den varer kun så kort tid.”

Henrik Pontoppidan:
”Hvert menneskes sjæl er et selvstændigt univers, hans død en verdens undergang i det små.”

Jakob Paludan:
”Så anstrengende er livet heller ikke, så det behøvede at ende med en evig hvile.”

Mærkeligt, som ting pludselig kan ske, og vende op og ned på alting. Det er sandt, når de siger, at ingen kender dagen, før solen går ned.
For fem uger siden vidste jeg ikke, at min far var syg, og nu ligger han bevidstløs på intensiv.
Det ene øjeblik suser man rundt midt i hverdagstrummerummet, og det næste øjeblik sidder man fikseret i en bus med kurs mod Jylland.

Jeg er pt. tilbage i staden for en stund, og prøver at opretholde en normal hverdag.
Der er susende travlt i øjeblikket, både på job og på hjemmefronten, hvor Mand lige om lidt rejser til det forjættede land sammen med Mellemste Pode, for at tilse den nye amerikanske fætter.

Trods travlhed fylder tankerne meget. Både på godt og ondt. Og fuldstændig uden hoved og hale (hvilket muligvis afspejler sig i dette indlæg). Det kan nok ikke undgås, når man er vidne til en forælder, der er så syg, men stadig kæmper. Helt uden at ænse at vi er der, reduceret til et hylster tilkoblet et hav af maskiner og et utal af slanger i en balsal af en hospitalsstue. Maskiner der bipper og båtter, lyser og blinker, hvæser og sprutter. Meget skræmmende, og virkelig ubehageligt. Men han klør på, det må man give ham. Han har nu altid været en stædig rad, ham den gamle.

Og mere end gennemsnittet har vi haft vore kontroverser, og det har ikke altid været pænt. Langt fra. Mange ting bliver akavet, når man har den slags med sig i bagagen. Når man flytter hjemmefra får man på en måde lyst til at søge så langt væk som muligt, og samtidig brænde alle sine broer. Og når man har gjort sig den slags overvejelser, og lagt en form for afstand, så bliver relationen selvfølgelig også mærket af det. En mærkelig skævvridning, som på en eller anden måde har gjort samværet svært. Fremmedgørelse er muligvis det rigtige ord. For vi har været fremmede, og jeg har nok i særdeleshed valgt at holde mig fremmed. Det har været mit valg. Ikke min fars.

At tingene er komplicerede, gør det ikke lettere nu. For trods alle de tåbeligheder vi har budt hinanden, så er udsigten til at miste ham ikke let. Og det til trods for, at jeg føler mig relativt fattet i processen. Så er jeg ked af det, og han bør ikke ligge der.
Intet menneske bør ligge sådan der.

For nu har nogen, et uvejr, fældet den kæmpe, som min far engang var. Det er mærkeligt, sært og svært. Og jeg ved ikke hvordan historien ender. Jeg ved bare, at som han ligger der nu, uden for rækkevidde, som en skal, så er han lillebitte. Men han er stadig min far. Lidt endnu.

I den ideelle verden cyklede vi alle sammen rundt i solskin med Povl Kjøller-frisure, og sang ”Jeg er så glad for min cykel”. Sådan er det bare ikke nødvendigvis altid. For dem, som ikke synes om cykeleskapaderne her på bloggen, må jeg derfor starte med at sige: Undskyld folkens, nu belemrer jeg jer igen med et cykelindlæg. Men det fylder åbenbart en del i min hverdag.
Jeg bruger også en rum tid på jernhesten både med og uden følge af en eller flere poder.

I det konkrete tilfælde har jeg selskab af de to mindste. Vejrguderne er på min side, og jeg er indledningsvist optimist. Dette til trods for den væsentlige mængde sportstasker både foran og bagpå min egen cykel (har jeg glemt at fortælle at vi har været så hjernedøde ikke at udstyre drengenes cykler med bagagebærer?), hvilket nogle gange godt kan udfordre balancen en smule.
Nå, det var en afstikker, tilbage til poderne:

Efter at Mellemste Pode i en lang periode har været virkelig irriteret på sin lillebror under disse cykelseancer, har han nu valgt en helt ny strategi. Hvis altså der er tale om en egentlig strategi. Jeg mistænker nemlig, at det måske mere er en form for udfald fra virkeligheden.
Strategi/udfald/whatever fungerer i praksis på den måde, at ALT fortrænges. Virkeligheden omkring Mellemste Pode bliver til en tyk tåge som han egentlig slet ikke er en del af. Derfor hverken hører eller ser han noget, om det så er hans lillebror, hans mor eller andre omkringværende eksistenser.

Det går på de fleste dage godt. Mellemste Pode kører en form for solo-non stop-talk. Det er på en måde lidt ligesom en kanal, som man kan tune ind på og ud af. Kanalen har mange ting at byde på; det kan være alt lige fra noget med frisurer, fodboldregler, eller det kan være mere fagligt tungt, for eksempel noget med solsystemer.
Omend podens strategi er nyttig i forhold til at undgå konflikter undervejs på cykelturen, kan der dog være visse andre udfordringer, i forhold til at kunne trænge igennem til poden (Hallooooooooo!).
På en måde kan det opleves som om vi faktisk (selvom vi kun er en meters penge fra hinanden rent fysisk) i virkeligheden befinder os i hver vores verden.

Et eksempel, aktuelt fra dagens cykeltur:

Vi er cirka halvvejs fremme på vej til skolen, og Mellemste Pode er i gang med en længere udredning af ententemagtsstrategien under første verdenskrig. Ud af det blå ryger kuglelejet på Mindste Podes cykel, midt i det hele. Det betyder, at jeg på et nanosekund pludselig er i gang med at afværge forestående påkørsel af vildfaren Mindste Pode i temmelig befærdet lyskryds. Mellemste Pode opfatter ingenting, og kører uagtet videre, både på cykel og i sin beretning om den hedengangne verdenskrig. Han befinder sig med andre ord i det forrige århundrede, og er nu nået til Versaillestraktaten i 1919. Resten af vejen skubber/haler/hiver jeg Mindste Pode på frihjul gennem trafikken.

Dér cykler vi så; mig som en slags nordeuropæisk pakæsel på højtbelagt cykel midt i et taske-inferno; meget rød i hovedet OG storsvedende med én pode hængende (glad) i forlængelse af højre arm, og en anden pode hængende et sted mellem anno 1914 og 1919.

Vi når frem til skolen helt uden at Mellemste Pode har ænset noget betænkeligt undervejs. Overhovedet. Første verdenskrig er stadig meget present.
”Hej-hej, Skat; kan du ha’ en rigtig go’ dag?!”

Dagens kommentar
(Eller hørt på cykelstien):

Mindste Pode: ”Hvad skal vi have i dag til aftensmad?” 
Mor: ”Kartofler”
Mindste Pode: “Kartoffel-mus?”
Mor: “Nej, ikke kartoffelmos, bare kartofler”
Mindste Pode: ”Men hvad skal vi have til?”
Mor: ”Koteletter”.
Mindste pode: ”Koteletter i bad?”…

I øvrigt: Bare til orientering, så befinder jeg mig ikke så meget i Blogland i disse dage. Min far er syg, og jeg kører derfor i pendulfart mellem Jylland og Sjælland. Det betyder dels at jeg ikke får besøgt så mange andre blogs, og dels at der måske kan forekomme svartid på kommentarerne herinde.
Det beklager jeg selvfølgelig, MEN: Jeg vender stærkt tilbage!

Eksempel på et af mine evindelige suk:

Cykelpumpe, som på tiende dag holder parkeret i køkkenet. Hvem har sat den der, og endnu vigtigere: Er der nogen, der har tænkt sig at fjerne den??!

Rod er per definition malplacerede genstande. Derfor er denne cykelpumpe nedgraderet fra at være klassificeret som nyttegenstand til at være stemplet som ’rod’, og til at være noget, som jeg i ramme alvor bare overvejer at smide ud. For at undgå at se på den, og falde over den, og fordi den befinder sig hvor den gør, altså i mit køkken af alle steder.

Jeg prøver nogle gange at fortrænge de malplacerede genstande i håb om, at tingene så af sig selv, eller ved hjælp af nogle andre personer end mig, finder tilbage til det sted, de kom fra.
For jeg mener, de havde jo lissom en plads et eller andet sted, før nogen gjorde dem til rod? Eller hvad?

Jeg undrer mig lidt over fænomenet. Og det som er pudsigt (men måske mindre pudsigt end ovenstående, i virkeligheden), er nyindkøbte ting, som også mange gange bare står.
For eksempel posen fra Apoteket.
Det, som nu engang skulle hentes på Apoteket, er blevet indkøbt og hjembragt af Mand. Og placeret på kommoden i entréen, hvor det så står et par dage. Hvorefter jeg bliver lidt træt af, at have det stående derude (hvor der i forvejen hurtigt ophobes en trilliard ting), og flytter det ind på spisebordet (NU må ‘nogen’ da få øje på den, og tænke på at få den pose tømt, og stille tingene på plads, tænker jeg).
Pose står dernæst på spisebordet en halv dags tid, indtil der skal spises aftensmad. Herefter rykker posen (af sig selv?) over på skænken. Efter yderligere et par dages betænkningstid bliver pladsen på skænken for trang, og jeg flytter nu posen ud på kommoden på badeværelset, hvor jeg tænker at hovedparten af posens indhold må høre til. Pose flyttes senere af ukendt person fra kommoden og ned på gulvet.
Og der står den sådan set endnu.

Det kan faktisk være ret underholdende at følge rejsen for sådan en pose, igennem hele lejligheden. Når man først har fået øje for processen, altså. Og dog, måske ikke helt alligevel, når det kommer til stykket…

Tilbage er spørgsmålene:

• Bliver posen nogensinde tømt?
• Hvad sker der mon med cykelpumpen?
• Hvorfor er Mand ikke tankelæser? Eller måske er han netop dét?

Dagens kommentar
(Eller hørt hos lægen forleden):

Mindste Pode: ”I går var det min fødselsdag!”
Lægen: ”Nå da!”
Mindste Pode: ”Jeg blev FEM år! Og når vi er færdige, så skal vi hen på posthuset, og hente en pakke fra min onkel!”
Lægen: ”Wauw…”
Mindste Pode: ”Ja! Og han bor i USA! Og han har MEEEEGA-langt hår! Og er sort!”
(Ja, det er så noget helt nyt!…)
Nogen er tilsyneladende ikke længere ked af at tale med lægen…

Jeg plejer at poste et par indlæg om ugen her på bloggen. Den opmærksomme læser vil derfor bemærke, at der har været et midlertidigt udfald i indlægsfrekvensen, hvilket har været foranlediget af flere faktorer. Først og fremmest havde jeg kreeret et indlæg i torsdags, som Mand efterfølgende nedlagde veto imod, og indlægget blev derfor mere eller mindre omgående taget af plakaten (hvor tilfreds jeg end selv var med det). Nok om det. Dernæst kørte mit webhotel opdateringer, hvilket jeg ikke havde lyst til at udfordre, og sidst men ikke mindst har nogen haft fødselsdag (hvilket forrige indlæg blandt andet handlede om. Altså bortset fra, at det ikke findes mere).

Men jep, Mindste Pode er netop blevet fem år, og det er en stor ting! En kæmpestor ting, faktisk! Og vi har glædet os LÆNGE, hvis du spørger Mindste Pode; der er blevet talt dage og nætter, indgivet gave- og kageønsker i ét væk og lagt adskillige storstilede planer. Ja, faktisk har der været så mange planer, at vi har måttet tegne dem for poden, for overskuelighedens (og vores egen) skyld (det kan anbefales, selvom resultatet ikke var særlig kønt. Zoologiskhavetårnet blev et kort øjeblik forvekslet med Eiffeltårnet i Paris. Men dog et tårn).

På trods af plantegning, femårsplan og hvad ved jeg, så var der alligevel noget, der ikke kørte helt som tiltænkt. Helt konkret er det kageplanen, der skrider dagen før dagen, hvor jeg står i børnehaven for at koordinere med pædagogen omkring hvad der skal medbringes. “Så kommer vi bare med noget banankage” kvitterer jeg, for det er det, som ungen har fablet om like forever. Stor er derfor min overraskelse, da han med forfærdelse i stemmen udbryder: “Men jeg skul’ IK ha’ banankage mæ!! Jeg skul’ ha’ muffins mæ, og chokoladeboller (chokoladeboller?!), og is, og-og-og-OG DRØMMEKAGE!!”.
Øhh…
Jeg meddeler pædagogen at vi kommer med ‘noget’ alt imens jeg verfer poden ud af børnehaven.

Ud over det med kagen (eller kagerne?) er vi samtidig udfordret på gavefronten. Vi er med andre ord (alt for) sent ude, og det passer ikke mine nerver særlig godt at Mand går på gaverov i Toys’r’us halvanden time i lukketid aftenen inden. Det var ALDRIG sket før jeg selv fik børn, og blev vippet af pinden i planlægningsøjemed. Mens Mand ræser rundt i legetøjshelvede på en Captain America-temamission, har jeg putte-/oprydningstjansen hjemme. Og Mindste Pode er træt. Han har glædet sig så ustyrligt i så mange dage, at hans søvnmangel efterhånden er udtalt. Og cirka fem minutter før Mand tropper op med favnen fuld af Captain America-gadgets, har Mindste Pode forsaget sin tro, sit ét og alt, og kaldt Captain America for en slapsvans.
Det er ikke så let hverken at være Mand, og tilsyneladende heller ikke Captain America.

Men hvis vi nu skal runde ovenstående issues af, så forvandlede banankagen sig på mirakuløs vis til chokoladekagemuffins, og på selve dagen hittede Captain America max (foruden LEGO i rigelige mængder. OG en lille ny amerikansk fætter). Pode er fuldt ud tilfreds.

(Gæt en ret)

Nå. I morgen er der atter en dag, og tilmed en femårsundersøgelse i vente. Altid interessant når vi taler om barnet, der dumpede sin fireårsundersøgelse fordi han NÆGTEDE at tale med lægen, og derfor fik besked på at komme igen tre måneder senere. Hvor han så i øvrigt heller ikke mælede et ord, men hvor lægen til gengæld opgav at hive så meget som en lyd ud af ham. Can’t wait!.. Og der er vist endda noget med en vaccine…

Dagens kommentar
(fra fødselaren):

Mindste Pode klør sig i håret.
”Klør det?”, spørger jeg, ”tror du, at du har fået lus?”
Mindste Pode: ”Nej, ik’ så meget, jeg HAR fjernet den…”

Afslutningsvist lidt fotos fra en sommerhusweekend i skønt vejr, hvor vi konstaterede følgende:

1) Årets første solskoldninger er i hus.
2) Skovflåterne har holdt deres indtog på sommerhusmatriklen, og har ved samme lejlighed har kastet deres kærlighed på ungerne.

Blikstille indsø.

Årets første lillebitte ravfund i vandkanten.

Pas på dig selv derude (husk solcremen…)

I guder, hvor er det nogle gange et cirkus, når ungerne skal til doktoren. Og man selv skal, for den sags skyld; det er et logistikarbejde, der nogle gange kræver et længerevarende uddannelsesforløb.
Inden for otte dage fik vi komprimeret flg. lægetider:

Fredag: Mig til egen praktiserende læge
Mandag: Ældste Pode til øjenlæge (bragt af moren)
Tirsdag: Mig til røntgen (apparently, I have a hip-issue)
Onsdag: Mindste Pode til ørelæge (bragt af moren)
Fredag: Alle poder til tandlæge (bragt af faren)

Jeg befinder mig lige nu på et niveau, hvor Chef tænker ”Ahrrr, ER det mon muligt at skulle til SÅ mange lægeaftaler?”. Er muligvis pt. er kategoriseret som medarbejder med mistænkeligt mange private aftaler i arbejdstiden. Og burde muligvis – ville nogle mene – betale mere i skat?

Og det er også nogle gange bare uhensigtsmæssigt. Når der er tale om speciallægetider er det jo altid en ’take-it-or-leave-it-tid’ der tilbydes, hvis man altså ikke vil vente i flere år. Og det vil man jo sjældent. Der er med andre ord ikke så meget at rafle om, selvom tiden, der tilbydes, er kl. 11:40, og bare passer satans dårligt ind i sådan en arbejdsdag (og så er spørgsmålet, hvilken forælder, der bedst kan planlægge sig ud af aftalen. Men det er en helt anden historie!)….

Ovenstående er egentlig lidt en afstikker, for det var egentlig lægeaktivitet nummer to, altså Ældste Pode til øjenlæge, der var omdrejningspunktet for dette indlæg.

Udgangspunktet for vores besøg hos øjenlægen var en togtur som vi skulle på for en del uger siden. Mens vi trisser lidt rundt på perronen på må og få for at undgå forfrysninger i fødderne under ventetiden (ok, så galt var det måske ikke heeelt), spørger poden hvor lang tid der er til toget kører. ”Det kan du vel se på tavlen?” spytter jeg ud. ”Nej det kan jeg ikke se!” siger poden kækt og helt afklaret. ”Jo”, fortsætter jeg; ”du skal se på tallet til venstre for navnet på endedestinationen på den øverste linje”. ”Det kan jeg ikke se!” siger poden så, med den største selvfølgelighed i stemmen. Vi stod max. tre meter fra skiltet, og selv jeg, som er relativt meget nærsynet, kunne med lethed se, at der var 02 minutter til togets afgang. Så fulgte en diskussion om, hvor meget og hvor lidt der kunne ses (suppleret af klassikeren: ”Hvor mange fingre er der her? Og nu?”). Pænt høj pinlighedsfaktor, hvis du spørger Ældste Pode, men lad nu det være en mindre detalje.

Ældste Pode har åbenbart i et stykke tid vidst, at det ikke stod helt super til med synet, men har egentlig lært at leve med det på sin egen underfundige måde. Kompenseret for det på forskellig vis. Rykket lidt tættere på tavlen i skolen, og noget i den stil. Så har han ikke gjort mere ud af det.
Det er så den slags, som man som forælder er himmelfalden over at finde ud af. Erkendelsen af, at man har overset noget. Ligesom når man opdager, at podernes bukser stumper til næsten midt på benene, og tilsvarende med bluserne på armene. Skoene er alt for små, og poderne siger ingenting. INGENTING. Det er noget af en byrde at lægge på forældrenes skuldre, at de også skal åbne øjnene og gøre en aktiv indsats for at holde sig orienteret……

Nå, hvis jeg nu skal gøre den lange historie rigtig kort, så tilbragte vi næsten tre timer hos øjenlægen, for at være helt præcis. Inklusive drypning af podens øjne und alles.
Og jep, han er temmelig (!) nærsynet.
Turen hos øjenlægen blev efterfulgt af en tur hos optikereren, hvor moren, altså mig, virkelig skulle holdes i kort snor for ikke kategorisk at nedlægge veto mod bestemte typer af briller.
Det ER jo ikke mig, der skal gå med dem, prøvede jeg at huske mig selv på. Men han fik nogle fine nogle (og moren er vældig glad for at han undgik de mere katastrofale brillestel. De findes. Tro mig).
Summa summarum:  Ældste Pode, nu med briller.