Månedsarkiv: juni 2018

“Life is like the dice that, falling, still shows a different face.”

Det er en ganske almindelig mandag, og Alexis Sánchez skal til træning. Sánchez’ forældre har røvtravlt med at være i Bauhaus og Netto, og med at være til forældremøder og i det hele taget få logistikken til at hænge sammen fordi au pair’en fortsat kun findes i deres drømme, og fordi hverdagen (nogle gange) er en bitch. Derfor er Alexis Sánchez’ storebror blevet pålagt at ledsage Alexis til og fra træning. Storebroderen er absolut ikke enig i beslutningen om hvor smart det lige er, at han er blevet udvalgt til at eskortere primadonnaen; han vil i bund og grund meget hellere spille Fortnite – men det skider Mama og Papa Sánchez alt sammen højt og flot på.

Cirka halvanden time efter Sánchez-brødrenes mellemfornøjede departure, vender de atter snuderne hjemefter. Mama Sánchez kan høre dem helt nede i gården, og hun må erkende, at det varsler ilde. Alexis er i oprør. Han er vred, rasende, og hans skingre og forurettede stemme når utvivlsomt ind i de allerfjerneste hjørner og kroge i hele ejendommen. Mama Sánchez overvejer om hun allerede nu skal sende en pressemeddelelse ud til offentligheden, og undskylde for miseren inden den havner på forsiden næste dag. Mens Mama S. gør sig disse overvejelser, er dramaet nu på vej op ad trappen. Mange eder og besværgelser har hun hørt i sit liv, men intet i sammenligning med hvad hun nu lægger ører til.

Da den førstefødte træder ind ad døren, er han ikke fri for at sprutte lidt af grin, men sprutteriet gør på ingen måde noget godt for Alexis, der har parkeret sin bagdel på bagtrappen, hvor han efter sigende agter at tilbringe resten af sit liv.

Mama S. ytrer, at det synes hun godt nok ville være trist, og spørger, om han så alligevel ikke lige vil ind og ha’ et bad og lidt mad, inden han skal tilbringe resten af sit liv derude? Efter en kort opvejning af pros and cons, samtykker Sánchez skumlende.

Dramaet aftager dog ikke af den grund, for Mama S. må erfare, at Sánchez ude under bruseren nu ønsker at han dels ingen familie havde OG at han dels var død. Intet mindre.

Mama S. vælger herefter at få udredt dramaet på den anden side af toiletdøren, hvor den førstefødte må aflægge rapport. Rapporten er modstridende på en række væsentlige områder, men omhandler i grove træk noget med en dame i (livs)fare for påkørsel, og noget med en undskyldning, der måske eller ikke måske var berettiget. Vi er ude i dét, som man i juratermer populært kalder for en zigzag-forklaring, og centralt for historien er spørgsmålet om hvilken af Sánchez-brødrene, der er en snydepels og en løgner.

Mama S. er umiddelbart ikke blevet voldsomt meget klogere på det tidspunkt hvor Alexis marcherer ud fra badeværelset, og skumlende skovler pastaskruer indenbords. Den anden Sánchez-bror er ellers i vældig godt humør, og taler om dagens VM-kampe. En gang i mellem glemmer Alexis lidt hvor meget han ønskede at dø kun få minutter tidligere, og bidrager olmt til samtalen blot for at komme i tanker om sin vrede, og genoptage sin passivt-aggressive tavshed.

Da aftensmaden er konsumeret, giver Alexis udtryk for, at det nok er ved at være tid til at fortrække til bagtrappen. Han antager en lidende mine, og gør antræk til en tårevædet afsked. Da er det, at Mama S. kommer i tanke om den enlige klatkage, der ligger inde i køleskabet. Alexis får tilbudt klatkagen. Alexis spørger, om han må få både sukker OG flormelis på, hvilket er helt og aldeles forbudt-forbudt når Papa S. er hjemme, men det er han heldigvis ikke nu. Mama S. tænker sig lidt om, og siger så, at det må han godt, men KUN hvis han lover, at han ikke vil tilbringe resten af livet ude på bagtrappen. Alexis overvejer dette tilbud nøje, men konkluderer alligevel relativt hurtigt, at dette take-it-or-leave-it-tilbud simpelthen er for godt til at oversidde.
Done deal.
Reddet af en klatkage.
Mama S. sender en ekstra Ave Maria i æteren, og tænker det er godt, at det sommerferie om et splitsekund.

…”So life, though it remains the same, is always presenting different aspects”.
Måske – og måske ikke… – sagt af Alexis Sánchez.

Status på Projekt Teenager #3

Okay, jeg har luret hvorfor det er så grænseoverskridende at have fået en teenager. Eller måske har jeg ikke luret det HELE (endnu!), men så noget af det. Det grænseoverskridende består i, at jeg selv var teenager for fem minutter siden, og med al tydelighed kan huske hvordan det var. Og fordi jeg selv næsten er teenager, så er jeg jo nærmest jævnaldrende med min ældste søn – også selvom min yngste jævnligt minder mig om, at sådan forholder det sig ikke helt. 
Han siger ting som:
“Mor, man kan på en måde godt sige, at du er 42 år.”
“Nej, DÉT kan man i hvert fald ikke!”
“Jo, for du bliver 42 år i år, så det kan man rent faktisk godt sige.”
“NEJ, blev der sagt. Jeg er 41 år frem til min fødselsdag; sådan er det. Basta!”
“Men du er på en måde 42….”


Som du ser, næsten teenager. 
Og det kan godt være lidt mærkeligt sådan at opdrage på sin jævnaldrende på den måde, kan jeg godt sige dig. Og ikke mindst er det også meget mærkeligt – fortsat – bare at være en pinlig faktor i dens (altså teenagerens) liv. Et nødvendigt onde, kan man næsten foranlediges til at sige, og det i en grad, så den næsten helt er stoppet med at tale til os (endsige registrere os) i det offentlige rum. Til nød kan man blive spist af med et hånligt nik suppleret med et snøft som hilsen, hvis man er så (u)heldig at støde ind i den på skolen eller i håndboldhallen. 
Tak. Tusind tak. 

I den forbindelse skal det lige siges, at jeg stadig ikke har noget begreb skabt om hvordan jeg skal gebærde mig når jeg befinder inden for en radius af cirka fem meter fra bemeldte pode mens der er andre til stede. Uanset hvad jeg end gør eller siger, så bliver der ved en senere lejlighed hvislet én af følgende to sætninger til mig:

1) “Mor!! Jeg SAGDE jo, du ikke skulle være pinlig!!”
…..eller:
2) ”EJ!! Dét gjorde du bare ikke, mor!”

Og det mest underlige er som sagt, at jeg ikke har den allermindste lillebitte idé om hvad det er, jeg har gjort galt. Altså ud over at sige “Hej!”??….. Men det er åbenbart nok. Til gengæld, så tror jeg nok jeg er ved at have en lille smule styr på dos ans don’ts hos bøjletandlægen, og det er vel en form for start. Så i den anledning kommer her en række gode råd til dig, der er kommende forælder til en tandreguleringsudfordret stakkel:

– Lad være med at fumle for meget rundt med touch screen’en i venteværelset, og lad være med at stille receptionisten dumme spørgsmål om hvordan det hele virker. Hvis du endelig begiver dig op til skranken, så gør det for Guds skyld så diskret som overhovedet muligt, og tal med DÆMPET stemme. Undlad enhver form for pegen, særligt i retning mod teenageren, der i så fald vil se sådan her ud:

– Lad være med at spørge, om din teenager mon har set fiskene i akvariet?

– Lad være med at himle op om hvor teknisk det hele er blevet, når den lille mand går frem og tilbage på skærmen, og signalerer, at det er nogens tur – du behøver ikke reklamere med at der var dinosaurer i baghaven da du var barn.

– Når I er kommet ned på klinikken, så lad være med at vinke til din teenager oppe på stolen henne fra dit hjørne. Den ved godt, at du stadig er der, og det i sig selv, er en smertefuld kendsgerning.

– Når klinikassistenten meddeler, at tandlægen lige er to minutter forsinket, så lad være med kækt at svare, at det er da bare helt i orden, for I løber ingen steder! Din pode vil i dette øjeblik i så fald stille med denne grimasse:

– Når tandlægen så endelig er ankommet og taler om hvorvidt din teenager er færdig med at vokse eller ej, så lad være med at sige, at du har tænkt dig at lægge ungen i gødning henover sommeren; det forvirrer såvel teenager som tandlæge. Ingen grund til det.

– Når I så er færdige, så lad være med at spørge, om du skal følge ham tilbage på skolen, og når han har sagt nej, og hans blik fortæller, at han ikke har planer om at komme hjem igen nogensinde, så lad være med at hjælpe ham med skoletasken og påpege, at udgangen er den anden vej.

Fik du fat i det alt sammen? 

I øvrigt: Hvis du keder dig bravt, og eventuelt skulle få lyst til at læse de forrige indlæg om livet med en teenager, så findes de her:

Status på Projekt Teenager #1
Status på Projekt Teenager #2
Man ved, man har en teenager…

“There are no wrong turns. Only paths we had no idea we were meant to walk.”

Okay, jeg befinder mig stadig i en form for bloggerkrise, som jeg ikke helt kan definere. Det er der nok heller ikke behov for, for den er ikke mere alvorlig end som så, men jeg spekulerer i øjeblikket på to ting:

For det første spekulerer jeg på, hvor ordene forsvinder hen, hvis de ikke lader sig indfange og nedfælde, sådan som Øglemor så fint skrev det i en kommentar. Hvad bliver der mon så af ordene; hvad er det usagtes skæbne? Gravidgrahvad svarede, at hvis ordene har brug for at blive udtrykt, finder de selv vejen ud. Kun de ord, der ikke behøver et udtryk, formulder og giver næring til nye ord (og hvis det ikke er poesi, så ved jeg ikke, hvad det er). ❤

Ikke desto mindre, så tænker jeg på, om de mon ikke alligevel er lidt som knuste hjerter, eller som forældreløse børn, der ingen steder har at gå hen? Alle de vildfarne ord? Fnug i en snestorm?

For det andet tænker jeg på, hvad det hele mon egentlig bunder i, alle disse overvejelser. På den ene side skyldes det utvivlsomt, at der er så meget, jeg egentlig gerne vil – men man kan bare ikke altid alting. På den anden side findes årsagen også i det faktum, at jeg synes det kan være både svært og krævende på flere planer at drøne rundt derinde på nettet – der er faktisk mange snubletråde. Og hvad er det egentlig med de der sociale medier? Med mennesker, der pludselig føler sig alene og utilstrækkelige fordi alle andre ser ud til at ha’ styr på sagerne? Derinde (eller derude) i det dersens cyberspace, hvor intet alligevel er helt ægte? Hvor man fuldstændig kan iscenesætte sig som man vil? Der er helt klart fordele ved meget af alt det, vi kan når vi mødes elektronisk, men noget spiller altså ikke helt. Og noget spiller tilsyneladende (helt åbenlyst) slet ikke for mig.

Samtidig er det i virkeligheden heller ikke sådan, jeg er. Jeg er ikke en Facebook-kinda-person, og jeg føler mig ikke som sådan én, der skal ses og bekræftes ad den vej. I hvertfald ikke så længe jeg ikke er derinde. Men hvis jeg er derinde, så vil jeg godt ha’ min del af kagen. Og det er faktisk slet ikke er i tråd med mine idealer. Men på en eller anden måde er det prisen, der skal betales; for at være en del af den verden, kræver det, at du er aktiv ‘derinde’. Og sådan er det vel i alle livets sammenhænge: You give some, you take some.

Og jeg er simpelthen så træt i øjeblikket, og lige nu har savnet overtaget. Jeg længes efter vand, langsomt tempo og stilhed. Stil-hed. Det rammer mig fra tid til anden på en måde, som gør ondt langt ind i knoglerne. Så er det, at jeg får tårer i øjnene når jeg holder for rødt på min cykel, og ser et smukt blomstrende træ, hvor bladene stille drysser ned, uendeligt langsomt. Og hvis vi ser bort fra, at de smukke træer for længst er afblomstrede, og alting nu ligner Afrika, så får jeg lyst til at stille mig under sådan et træ, og bare være, mens årstiderne skifter; kommer og går. Som en gammel irgrøn, duebeskidt statue. Det skulle jeg måske være i mit næste liv.
Langt ind i sjælen føler jeg mig sprød som en vandpyts nyfrossede islag en tidlig vintermorgen, og tænker, at alting er et spørgsmål om tid.

Lige nu omprioritere jeg derfor lidt; jeg har tilladt mig selv at skrue lidt ned for tempoet, og ned for hvor meget jeg i det hele taget følger med – over det hele, basalt set. Jeg satser simpelthen på stavgang fremfor hundrede meter hæk. Og jeg håber det er okay, og at du stadig er derude?

Om ikke så lang tid holder jeg sommerferie helt som jeg plejer, men indtil da, er det muligt, at kadencen mellem indlæggene bliver lidt længere. Bare fordi det helst skulle være lysten der driver værket. Og fordi jeg gerne vil det rigtige sted hen.

Afrika.

“Hvor skal vi hen, Plys?” spurgte Grisling. “Det ved jeg ikke”, svarede Plys. Og så tog de hinanden i hånden og gik derhen.

Lidt ude af sync… #10

… når man ta’r sig selv i at smalltalke med Jeppe fra 0.B. på vej tværs over legepladsen. Om vejret. Og i første omgang ikke helt forstår at Jeppes ansigtsudtryk ser sådan her ud:

… når man sidder på kontoret, og tager solbriller på fremfor skærmbriller. Hvem siger egentlig man ikke kan være diva i det offentlige? #BeingOprah

… når det dersens toiletrenoveringsprojekt tager overhånd. Og man finder ud af det, fordi man nærstuderer billeder på Instagram meget intensivt, og tænker længe over, at der findes mennesker, som indretter deres badeværelser virkelig mærkeligt indtil man finder ud af, at det er fordi man ser på billeder af køkkener.

… når man – apropos Instagram – opdager, at man blandt andet følger en finne:

Jaja, selv uusi viikko, du.

… når man finder underbukser i skraldespanden. Nogle gange går det lidt stærkt.

… når man efterfølgende står i en Wunderwear, og ihærdigt prøver at overbevise ekspedienten om at deres trusser altså er meget, meget små i størrelserne. Let’s face it, Maude – du er bare blevet bredrøvet.

… når man tilfældigvis scroller ind i sin søn på Facebook under ‘Personer, du måske kender’.
Yes, ham kender jeg.

… når man har sådan en samtale her med sin pode:
“Jeg har haft blodnæse i dag!”
“Nå? Hvad skete der?”
“Der var én, der stak sin blyant for langt op i næsen på mig.”

Sig mig engang, hvad laver børn egentlig derhenne i skolen?

Overvejer om en bog med titlen ‘Podernes hemmelige liv’ monstro vil være et hit?

Kan man løbe tør for ord?

Ja, det har jeg tænkt lidt over her de sidste par dage, hvor vi tog forskud på sommerferien, lod ungerne holde fri, og drog på landet. Ret spontant. Og Ældste Pode troede ret beset han skulle dø, så meget ville han hellere være i skole, og hjemme på Frederiksberg, end at være i fucking sommerhus. For mit eget vedkommende har jeg malet træværk i en grad så hver eneste muskel i min krop værker og er komplet syret til. Jeg er faktisk en omvandrende portion A38, og i virkeligheden var jeg tæt på at diktere dette indlæg i stedet for at skrive det. Jeg kunne, når alt kommer til stykket, også have brugt det som en dårlig undskyldning. For midt i det simple sommerhusliv, så kom jeg i tanker om alt det, jeg burde skrive noget på bloggen.

Jeg kunne skrive om den lille soloulykke på stigen, hvor jeg i løbet af et nanosekund blev indsmurt i noget der ligner 4 liter træimprægneringsolie, og Mand fluks måtte afsted efter en ny omgang Gori-et-eller-andet. Og mens Mand sad dér i bilen på vej i Silvan, og funderede over hvordan hans ægteskab mon var endt med at blive sådan her, så tænkte jeg på noget helt andet. Jeg har nemlig opdaget, at der er folk, jeg holder øje med. Ikke på den creepy måde, men heller ikke på neighbor watching-måden. Og dog lidt alligevel. På en anden måde. Jeg ved, at de har huse nede ad de andre stikveje, og jeg kan huske da deres børn var så små, at de sad i vandkanten med bar røv og solhat, og jeg genkendte dem, da de senerehen lærte at cykle. Jeg ved, at moren i det ene hus har lagt sig betragteligt ud i løbet af de sidste 5 år (herregud, haven’t we all), og jeg ved at hunden hedder Walther. Den slags. Men vi hilser ikke på hinanden – de ved nemlig ikke at jeg findes. Ikke hvad jeg ved af, i hvertfald. Eller også har de det ligesom mig. Herhjemme findes der også mennesker, som jeg bliver ved med at møde næsten dagligt i gadebilledet, og efterhånden ved jeg mere og mere om dem. Men jeg ved ikke, om de ser mig. Jeg tænker nogle gange på om der overhovedet findes tilfældigheder. Jeg tænker på betydningen af mødet mennesker imellem, og på, at hvis der ikke findes tilfældigheder; hvis der virkelig er en mening med alting, hvad handler de her møder så om?

Nå, men jeg kunne også skrive om den dér softice-maskine på Burgerhjørnet, som giver fortabt hver gang det bliver min tur. Og jo, det er hver gang. Kunden før mig vandrer glad og fro afsted med sin is, men når jeg afgiver bestilling, vender ekspedienten tilbage med en tom vaffel, som hun vifter lidt illustrativt med, mens hun med en beklagelig mine serverer en lang snak om temperaturer og splat. Er det skæbnen, eller hvad? Hvilken højere magt spiller mig et puds i denne her yderst alvorlige sammenhæng? Jeg tager det som en personlig fornærmelse at maskinen kun er i stand til at lave blæver når det bliver min tur – og dét er i virkeligheden svaret på hvorfor Mand springer ind i bilen for at hente mere maling til mig. Det er fordi voksen-genet mangler. Mit, altså.

Til gengæld, så kunne jeg godt skrive noget om hvor voksen jeg tværtimod følte mig i lørdags, hvor jeg var på polterabend, og skulle på toilettet. Jeg havde ud af øjenkrogen spottet hvordan en vældig tjekket kvinde med solbriller styrede stålsat mod toilettet for at forlade det igen nogle minutter senere. Og da jeg gik der ud efterfølgende, gik der kun ganske få splitsekunder inden der blev rykket voldsomt i døren. Og jeg kunne godt se hvorfor: Hun havde glemt sine solbriller. Men hun havde også lavet halløj i tønden i et omfang, så der ikke kunne trækkes ud.
Forestil dig at være kvinden, der vil have sine solbriller, men som samtidig ved, at den person der er inde bag døren også ved hvilken tilstand, hun har efterladt toilettet i. Oh, the irony.
Det tænkte jeg så lidt over, indtil jeg åbnede døren og smilede så sødt, som det nu engang er muligt for sådan en som mig, og spurgte “Er det dine solbriller?”
Det ku’ bare så meget ha’ været mig selv. Jeg satser på et par point på karmakontoen for den.

Og nu har jeg jo fået skrevet lidt af det, som jeg undervejs gik og tænkte på. Absolut ikke verdensomvæltende begivenheder, I know, men pointen er, at jeg for første gang i de næsten tre år jeg har blogget, faktisk slet ikke følte for at skrive. Trangen og fingerkriblen var helt væk, og intet kunne rage mig mindre end nogen som helst former for sociale medier. Jeg ville så meget hellere se på himlen, og lade mig inspirere på alle mulige andre tænkelige måder. JOMO i sin allerreneste form. Måske fordi nogle andre og mere vigtige brikker i mit liv er faldet lidt på plads.

På en måde føltes det virkelig rart, og på den anden side, så blev jeg også lidt skræmt over, hvor let det egentlig forekom mig, at jeg bare kunne lade det hele være. Give slip. Var det dét?

Og nu sidder vi her. Jeg er røv-solskoldet, og ligner lidt Gurli Gris. Vi har haft det meste af en liter koldskål sejlende rundt i termotasken, og Mand har brækket lilletåen, hvilket jeg har vældig dårlig samvittighed over, selvom det absolut intet har med mig at gøre. Til gengæld er alle fjernsynskanalerne nu ganske ude af trit, og dét er positivt min skyld, og jeg står virkelig lavt i meningsmålingerne af samme årsag. Samtidig er vi blevet tæppebombede med myggestik, og Ældste Pode skal ha’ bøjle på tænderne lige om lidt. Og hvis du spørger, så yes. Vi har en fest.