Månedsarkiv: august 2018

While you were at the toilet 

Som jeg har nævnt ved tidligere lejligheder, så er det min mand, der har styr på tropperne herhjemme. Altså på ungerne, og på den gode stemning, ikke mindst. Han har indtil flere uddannelser der indbefatter noget med pædagogik, og det har jeg slet, slet ikke (og dansk indenrigspolitik i slutningen af 1700-tallet, det rykker bare overhovedet ikke når vi taler børneopdragelse, med mindre vi er ude i noget med en halshugning eller to).

Så alt i alt vil jeg sige, at han er quite a catch, ham min mand, hvilket bliver ekstra tydeligt når han glimrer ved sit fravær. Og det er for eksempel når han er på toilettet.

Der er (meget) delte meninger om hvorvidt disse toiletophold er kortere eller længere end gennemsnitsdanskerens, men ét er sikkert: Virkeligheden har som regel ændret sig mærkbart fra Mand går ind på badeværelset, og til han kommer ud igen. Og nu tænker jeg ikke sådan globalt set, såsom at Trump kvajer sig når han er i Helsinki, og den slags – nej, vi taler verden set med ret lokale øjne. Podeverdenen, med andre ord.

Et eksempel:

Vi er i sommerhus, og er netop kommet hjem fra en tur. Vi har nogle indkøbsposer, der skal tømmes; nogen taler om at gå på stranden, der bliver spillet lidt bold, og Mand styrer for sit eget vedkommende målrettet mod det lille hus. I selvsamme øjeblik badeværelsesdøren smækker i, har vi et fatalt sammenstød i hængekøjen udenfor. Det er Ældste Pode og Mindste Pode, der er kollideret, og der skal muligvis en kriminalteknisk undersøgelse i gang før vi med klarhed kan kortlægge sagens detaljer. Mens vi tilsvarende afventer retsmedicinernes rapport, formodes det imidlertid at Mindste Pode har brækket halsen. Alt sammen gisninger, selvfølgelig, men ikke noget der forhindrer mig i at anklage min førstefødte for forsøg på manddrab.

Mens det helt store sagsanlæg køres i stilling, er den formodede gerningsmand driblet videre, og er nu havnet i en slags væbnet opgør (om Gud ved hvad) med Mellemste Pode. Allerede nu ønsker jeg brændende, at Mand snart samler sine hoser op om anklerne, og kommer mig til undsætning. Men nej; der er stadig lang vej igen. I mellemtiden er det så, at jeg prøver at få lagt låg på hele miseren med kønsneutrale og leverpostejsfarvede fraser. Og det skulle man jo mene var vældigt uskyldigt hvis ikke det var fordi at Mellemste Pode tager det hele meget personligt, og anklager mig for at være sur. I den konkrete situation er det muligvis heller ikke helt i uoverensstemmelse med sandheden, men her har man som læser nok brug for at vide, at Mellemste Pode udslynger “Du er altid så sur!!”-sætningen i omegnen af en milliard gange dagligt. Og uagtet om jeg så er sur i forvejen eller ej, så bliver jeg det i hvert fald når beskyldningen falder. Og denne her dag er jeg faktisk lige så tilpas overloadet med den information, at jeg skiller mine ældste poder ad med langt flere ukvemsord end jeg oprindeligt havde tiltænkt, og sætter særligt den mellemste til at tænke lidt over det hele.

Og dette scenarie møder så min mand, da han et ukendt antal minutter senere, glad og lettet, træder ud fra badeværelset: En pode med brækket hals, og de to øvrige bragt til absolut tystnad i hver sin havestol. Alt sammen mens Mand var på toilettet.

Værst af alt erfarer Mand, at hans kone har transformeret sig fra at være det blide lille lam hun var blot en halv time tidligere, til at være den store stygge ulv med meget skarpe tænder. Og ikke nok med at ulven har skarpe tænder, den kan også råbe helt utroligt højt, og den råber: “For hver gang jeg får at vide, jeg er sur, så bliver jeg ENDNU mere sur, og lige nu, der er jeg TUSIND SUR!!”. Og hvis du nogensinde var i tvivl om hvordan man gradbøjer surhed, så ved du det nu.

Som det fremgår, er der desværre ikke kun tale om den ene, enkeltstående episode. Det er noget, der sker igen og igen og igen: Mand går på toilettet, og Ragnarok bryder løs. Det er nærmest blevet sådan noget, man ikke kan undgå, og jeg tænker meget på, hvilken formel man kan sætte reglen på.

Jeg tager mig selv i at ønske, at Mand ville vælge et hvilket som helst andet tidspunkt at gå på toilettet i. Det gør Mand også. Mand tager også sig selv i at lave cost-benefit-analyser over tidspunkter, der er mere eller mindre fordelagtige til at besørge på. Mand tager muligvis sig selv i at have en lille smule mavekneb fra tid til anden, måske kombineret med lidt spekulationer over hvordan han bedst får sin to millimeter maskinklippede karsefrisure under kontrol igen, sådan som den store stygge ulv brøler.

Vi ved jo godt, at det os i sidste ende altid går galt for ulven. At det er den, der ender med sten i maven på bunden af en brønd. Og godt det samme (for den er jo skidesur). Men altså. Håbet lever endnu – på den ene eller den anden måde.

Illustration: Mindste Pode

Til dig, der måske ikke lige er super-skarp til børnestavning (eller som har problemer med den grumsede billedkvalitet), kan jeg afsløre, at der står: ‘Jeg er farlig og jeg er hurtig jeg er snedig’, hvilket er en direkte omskrivning af ‘Man skal sno sig’ –og det ved Gud man skal.

Lidt ude af sync… #11

… når man uforvarende vinker til chanceløse mennesker overalt i gadebilledet fordi man tror, det er nogen man kender – og når man så, som det sidste, hej-hej’er Lars Ranthe nede i den lokale loppebiks, så ved man godt, at NU er det tid til at gå hjem.

… når man senere derhjemme løber ind i den lille Lauritz nede i gården, og ikke kan forstå han er blevet en meter og seksogfirs siden sidst, fordi det jo ikke er mere end et par dage siden man sendte ham hjem til sin mor efter at have klippet et batteridrevet BRIO-tog fri af hans hår. Er man så pludselig lige så gammel, som man lyder?

… når man (apropos gammel) spotter en dame på 80+, med håndtaske und alles, der lige afprøver trampolinen i den lokale skaterpark. Måske hun bare skulle tjekke sin bækkenbund, men jeg vælger at se det som udtryk for rendyrket livsglæde! ❤

… når man sender sin teenager en uge til Sverige, men glemmer at sige farvel til ham – og han er i øvrigt pænt ligeglad.

… når man efterfølgende opdager, at der stadig er fem tandbørster tilbage i kruset ude på badeværelset. Spørgsmålet er hvornår det går op for teenagepoden, at han har glemt sin andel af husstandens tandbørstebeholdning?

… når ens Mindste Pode i ramme alvor tror, at man laver frikadeller af egern – og i øvrigt synes at egernkød smager herregodt.

… når man finder ud af hvor koffeinafhængig man egentlig er, fordi man står på arbejde en alt for tidlig morgen, og opdager at der *GYS!* ingen mælk er???!!!

Man finder heldigvis en frossen liter i fryseren, og ser efterfølgende sig selv oppefra (som i en slags ud-af-kroppen-oplevelse) hvor ens sande, hasarderede jeg tæsker løs på den frosne mælkekarton med bunden af en gigantisk glasvase. To be desperate or not to be desperate. (#watchoutshesarmed)

… når man skal forhandle i konflikter, der udelukkende bygger på verdens dårligste argumenter, hør selv:
Mindste Pode: “Mo-ar!! Mellemste Pode sparkede mig liii’ i røven!!”
Mig: “Hørte jeg dig sige, at han sparkede dig lige bagi?” (*Pligtskyldigt nik*)
Mellemste Pode: “Jamen han lavede en glidende tackling bagfra!”
Mindste Pode: “NaHAJ! Jeg lavede en glidende tackling FORfra!”

Tilbage til Fremtiden, the Maude-way

Jeg har været på arbejde i dag – den første efter ferien – og jeg har indset en ting. Eller faktisk har jeg indset flere ting, men særligt én ting har jeg hæftet mig ved, og det er det faktum, at det er utrolig let at gå fra at være en relativt civiliseret kvinde til at være det diametralt modsatte. Men sjovt nok går det ikke lige så let den anden vej. Og det er da alligevel lidt spøjst. Eller hvad?

Da jeg gik på ferie smed jeg stilletterne og kronjuvelerne til fordel for et par shorts med to forskellige lårlængder (helt utilsigtet; det et hvad der sker når man klipper efter øjemål), en soltop og bare tæer. Jeg har vænnet mig til at mit hår (igen-igen) strækker sit kruskrøl ud mod alle tænkelige og utænkelige verdenshjørner, ligesom slangerne på Medusas hoved. Jeg har også vænnet mig til at jeg lugter uhyggeligt dårligt når dagen lakker mod enden, og at mine fødder, der plejer at være sådan relativt velplejede, nu har hård hud nok til at brødføde samtlige Garra Rufa-fisk i hele verden frem til og med påske. Saltvand har været en så integreret del af min hud i så mange dage, at min ham næsten føles underlig uden. Og nu er den tilmed pludselig blevet knastør, og trænger til en omgang et eller andet, som ingen vist rigtig ved, hvad er – men en udskiftning kunne muligvis være et godt bud. Hvis du vil vide præcis hvordan jeg egentlig har drønet rundt og set ud, så skal du bare smutte forbi Moesgaard Museum, og gå en tur ned ad trappen til underetagen, og ta’ et kig på alle neandertalerne, der står på trinene (og tilsætte et par centimeter) – så har du en ganske fin gengivelse.

Men som sagt, så så jeg mig nødsaget til at omfavne civilisationen her i morges klokken 5:20, og som dagen skred frem indså jeg løbende:

… at jeg kan kaste virkelig mange kætterske besværgelser efter alle former for syntetisk muzak, der skal få mig ud af fjerene. Fuglekvidder og bølgeskvulp foretrækkes. Den slags lyde. Og helst efter klokken 10:00.
… at både smykker og arbejdsoutfit føles som noget stift, og vældig unaturligt.
… at man ikke lige kan snyde næsen i overarmen. Eller det kan man faktisk godt, men så ser folk lidt underligt på én, og habitjakken skal muligvis til rens.
… at man heller ikke skal gnide sig i øjnene, fordi dem har man lissom plastret ind i mascara og alle mulige andre ting. I øvrigt tog hele det dersens makeup-show rundt regnet dobbelt så lang tid som det plejer. Man er blevet vant til at male med lidt større pensler i ferien. Hulemalerier, you know.
… at man bliver nødt til at droppe sine gutterale lyde og den sædvanlige sagte knurren til fordel for et sprog. Eller flere sprog faktisk.
… at man heller ikke behøver klø sig voldsomt – hverken i håret, eller i ørerne med begge hænder på samme tid, eller nogen som helst andre steder for den sags skyld.
… at der findes such a thing as neglelak, og at man muligvis bør tage dette produkt i brug hurtigst muligt for at kamuflere éns hvæssede kløer.
… at behovet for alkohol synes endnu større end i ferien. Can somebody please bring me a sundowner ASAP.

Jeg gentager: Det var så meget lettere og mere naturligt at springe ud i sommerlandet end det nogensinde var at kravle tilbage på kontoret igen. Jeg spår at det har lange udsigter. Men hey, jeg har en frisørtid i morgen. Og Rom blev ikke bygget på en dag, vel.

Fotograf: Palle Pophår

Ørnen er landet, og den er fuld (sort of).

Så er vi landet. I lejligheden, der stadig lugter af absurdsure sandaler, selv efter 3½ uges fravær. Men det gør ikke noget, for jeg har tanket op:

Jeg er fuld af blå, blå himmel, af duften af hybenroser, af saltvand og fugtige strandhåndklæder, af gæssenes skræppen, af mågeskrig, af tidevandets kommen og gåen, af humlebiernes summen, af lavendlerne i krukkerne, af gæsterne, der kom, og af vinen vi drak, af solnedgange, af varme briser, af softice, af blafrende gardiner, af faktor 15, af varm asfalt og fyrretræer, af søskendeskænderier, af fantastiske bøger, af tusinde tænkte tanker og lidt af malerdampe. Af jordbær, af kirsebær, af nattens stjerner og af myggestik.

Det var min skærsommernats drøm, og jeg har elsket (næsten) hvert sekund.

Jeg har åbnet alt på vid gab, og lukket lyset ind, hvilket primært skyldes at vejrudsigten med små variationer har budt på sol, sol og atter sol. Og til det kan jeg kun sige én ting: Du danske sommer, hold nu kæft, hvor jeg dog elsker dig! ❤

Jeg har fået opdateret mit sædvanlige vaskebjørnslook til en lidt hidsigere, og ikke mindst mere knivskarp version, som måske fordrer at jeg beholder mine solbriller på fra nu af og i al evighed. Eller måske bare til udgangen af december. Som noget helt nyt har jeg også fået aftegningen af min bikinisløjfe midt på maven, og jeg har i den forbindelse spekuleret i tre følgende løsningsmuligheder:

1) At klippe sløjfen af, eller
2) At bruge noget (mere) solfaktor, eller
3) At bevæge mig bare en lille smule.

Det forblev alt sammen på det indledende overvejelsesstadie. Med andre ord minder jeg vist mest om en liter reinkarneret regnbueis, men jeg smager ikke som én.

Der er 147 ulæste blogindlæg i mit bloglovin’-feed, og nej: Jeg gider faktisk ikke læse dem (alle sammen). Og jeg gider i virkeligheden heller ikke på arbejde i morgen. Den tid, den sorg – jeg kan klare lugten af de absurdsure sandaler mange dage endnu.

Håber sommeren har været god ved dig! ❤