Beklager radiotavshed; nogen har været ude at rejse. Hele podefamilien, inklusive Svigermor, har været på Malta, og det var vældig, vældig tiltrængt.

Vi har fyldt øregangene med cikadesang, og vi har inhaleret solstrålerne, mens vi er blevet gennemvarmet. Og så har vi nydt, at andre mennesker har stået for alle de lavpraktiske detaljer, ikke mindst madlavningen.

Og apropos mad, så er alt med kaniner tilsyneladende the shit på disse breddegrader: Fried rabbit, local rabbit, rabbit ravioli og rabbit stew er bare et par af de varianter, jeg er stødt på.
No thanks. Can I have some nachos, please? With extra cheese, thank you very much.

Mindste Pode har for sin part fået friturestegt mad hver aften næsten uden undtagelse, ligesom han hver morgen har fyldt sig til randen med Coco pops og Nutella. Og så skal man ikke glemme den stride strøm af is, og slush ice forklædt som sprinklervæske:

Fuck kostpyramiden, vi holder ferie.

Én ting var ungens lykke ved måltiderne, en anden var hans lykke ved poolen: Fra at have næret en dyb og inderlig skepsis imod vandmængder med et større rumfang end to liter, så blev han simpelthen dus med pølen mindre end en halv dag efter ankomst (så meget for at ha’ stået i kø som nummer 863 for at få en plads på et vandtilvænningshold i Hovedstadens Svømmeklub).
Og nu er der næsten ingen grænser for hvad ungen har bedrevet i det våde element:
Han har dyrket vandaerobics med badevinger; han har svømmet til han kastede op (bogstaveligt talt), og han er blevet nummer to i en vandbombekonkurrence. På næstsidstedagen kunne han både snorkle og svømme selv uden hjælpemidler, og ud i Middelhavet padlede min pode ufortrødent med en sjældent set entusiasme. Man må sige han har fået flyttet nogle grænser.

Mellemste Pode var som altid i sit es under de sydlige himmelstrøg, mens Ældste Pode mestendels udlevede sit Malta-ophold under en parasol i totalsymbiose med sin iPad og sine ørebøffer i en slags kronisk fornægtelse af sine omgivelser. Jeg skal da virkelig love for, at han er blevet teenager for fuld udblæsning.

I den forbindelse er der tre ting jeg har lært om at rejse med en teenager:

1) Det er en dårlig idé at tvinge en teenager med på sightseeing, men det er en endnu dårligere idé at tage ham med på en guidet tur rundt med et minitog. Du kan være helt sikker på, at det næsten er tårefrembringende når toget giver et højt tut-tuuuut! fra sig, og en halv-aggressiv banjo fylder højtalerne.

2) Man skal heller ikke råbe til selvsamme teenager tværs igennem den lokale bybus at han IKKE skal pille sig i næsen. Særligt ikke når det hele i forvejen er alt, alt for meget, og han har valgt at sidde ved siden af et suspekt fremmed menneske fremfor et kærligt – men pinligt -familiemedlem.

3) Man skal heller ikke gå med en stråhat hvor der står ‘MALTA’ med mindre man forinden har fået polititilhold.

…bare et par fif, hvis du nu er lykkelig indehaver af en teenager og påtænker at tage den med ud at rejse.

Øvrige fif og konklusioner fra turen til Malta:

– Speedbådssejlads er tilsyneladende ikke for sarte sjæle. Jeg fik da for min part i hvertfald rystet hjernebarken gevaldigt, og går stadig og tænker lidt på, om jeg mon har fået piskesmæld? Tror du det? Og så ligner jeg i parentes bemærket én, der har været udsat for hustruvold, så med mindre du er gjort af et andet stof end mig (og det er du med al sandsynlighed), så sæt dig bagerst i båden, ikke forrest!

– Malta trænger til en kærlig hånd. Tilsyneladende er øen én stor skraldespand. Hvorfor er der ikke nogen, der rydder op (efter sig selv!)? I don’t get it, for der er ellers virkelig rart.

– Hvis Malta trænger til en kærlig hånd må mit hår siges at gøre det samme. Det er blevet både tørt og endnu mere kruset end sædvanligt, og flagrer rundt om hovedet i helt uregerlige og ucharmerende totter, der ligner sådan en forlænget udgave af det dersens ammelook man får, når håret begynder at vokse ud efter Det Store Hårtab. So not pretty.

– Men hvad der kan anbefales er Den Blå Lagune, og den gamle fæstningsby, M’dina. Godt nok vaskeægte turistfælder, men smukke, unikke perler.

Og nu er vi så kommet hjem. Jeg har fyldt kufferten med solstråler til de mørke dage, og håber at følelsen af sommer kommer til at vare længe.
Er der nogen, der har en kort update på verdenssituationen?  ….

Jeg bliver ofte spurgt hvordan jeg holder mig i form (okay, det var så løgn, men lad os antage, at det ikke var).

Derfor har jeg sammensat et lille program med fire små øvelser, der træner kroppen sådan lidt allround.

Klar?

Øvelse 1) Barn i ‘kan-ikke’-fase på hofte.

(For de skrå mavemuskler samt overarme)

Gør således: Placer et styks barn på minimum 8 kilo på hoften og fat barnet med armen.

(Denne øvelse har jeg ikke selv praktiseret i et langt stykke tid, eftersom Mindste Pode er 128 cm høj og vejer 33 kilo. Som en direkte følge af min forsømmelighed har jeg nu hvad min hedengangne oldtidskundskabslærer ville kalde et par betragtelige atletlommer. Et andet ord ville slet og ret være ‘deller’.)

Husk at skifte side, og gentag til du segner, eller til spaghettien er skamkogt.

Advarsel: Det kan være svært at afmontere barnet igen efter denne øvelse.

Øvelse 2) Påføring af fodboldstrømper på små-fugtige eller halvklamme fødder (altså en podes klamme fødder, ikke dine egne klamme fødder).

(For overarme og lår)

Øvelsen er denne:

Sørg for at pågældende fodboldpode stemmer med ryggen imod noget hårdt, for eksempel en væg eller en sofa, og i øvrigt er pacificeret med noget Ramasjang eller Netflix alt efter hvad man nu er beriget med. Sæt dig på hug foran poden og påbegynd strømpemonteringen: Når du har fået første del af strømpen henover hælen er du godt varmet op, og klar til at sætte ind med de seje træk op over benskinnen, hvor sokken påføres i etaper (og muligvis også sidder fast i velcroen).
Hold gerne en pause imellem to strømper, og husk at drik rigeligt med væske.

Øvelse 3) Sortering, løft og fragt af vasketøj.

(For arme, baller og skank (- jo, det kan man vist godt kalde det….))

I forbindelse med denne øvelse vil jeg anbefale dig, at du producerer så mange børn som muligt, og helst nogle aktive nogen af slagsen, så de bruger ekstra-meget tøj. Mens du alligevel står med hovedet nede i dyngerne anbefales det at du udfører yogaøvelsen ‘hundestrækket’, det gør jeg selv hver dag (- det tror du heller ikke på, vel?…).

Og hvis du – som jeg – er bosiddende i en etageejendom, vil du med nogen sandsynlighed også benytte trapperne undervejs til og fra vaskekælder/tørrerum/tørreloft – heraf balletræningen. Vi taler om baller af stål på Charlotte Bircow-manér. Eller måske ikke af stål, men så af bly, da. Noget med noget tyngdekraft; trætte er de i hvertfald.
Var der nogen, der sagde hængerøv?

Øvelse 4) Dagligdag. Oh yes.

(Løb og intervaltræning for træning af lår, lægge og kondition)

Start dagen meget tidligt, og sørg for på forhånd at være på bagkant med alting, undskyld tingene. Sørg for eksempel for, at en pode glemmer sit idrætstøj, og ringer cirka 20 minutter inden et vigtigt møde, og spørger, om du kan hente det? (Bare rolig, du kan puste ud under mødet). Sørg for eksempel også for ikke have tænkt på aftensmaden, således at du er tvunget ud i noget speedhandlen mellem dagens sidste møde og afhentning af børn. Suppler med flere af den slags ting, og på denne måde får du hurtigt skabt dig en dag, med masser af aktivitet, høj puls og sved på panden – på sigt bliver din grundform på denne måde faktisk ganske fin, og sportsentusiaster vil tilmed hævde, at dit fysiske velbefindende og mentale overskud vil stige drastisk. Jeg vil lade det være op til dig at vurdere.

Nå, hvad siger du så?…

(Jeg har selv kun én supplerende kommentar, og det er denne: Set i lyset af al den overarmstræning man som mor praktiserer, synes det umiddelbart ganske uretfærdigt, at det er kvinder, som får vinkeflæsk. Helt ærligt?! Den slags burde i sagens natur tilfalde mænd.
Så meget for retfærdighed.)

Nå, god træningslyst derude! ❤

Dagens kloge ord

“Alt med måde”…

Og nu er det vist min tur…. For jeg har lyst til at sige tak til dig derude; dig, der læser med. Jeg synes det er ret så utroligt, at du bruger din dyrebare tid på at læse mine tekster: Tænk alle de eder og forbandelser jeg hælder i æteren gang på gang uden at du løber skrigende bort – det er alligevel en del, du står model til! Og det er derfor jeg lige sender dig denne virtuelle taksigelse: Fordi du stadig er der!

Og bare til orientering (i forlængelse af mit forrige indlæg), så hænger jeg stadig i! Alene dét at få alle følelserne ud gennem fingrene, og op på skærmen, har en healende effekt på alle mine dommedagstanker. Og solens stråler i dag gør virkelig underværker…

Men apropos eder og forbandelser, så er jeg muligvis blevet overhalet indenom. Hvordan kan det næsten lade sig gøre?, spørger du måske (forståeligt) nok.

Tjo, her i weekenden skete der det, at en af matriklens poder fik et rødt kort i en håndboldkamp. Denne her pode har (desværre) arvet mit temperament (det var det med de eksplosive tendenser og de korte lunter), og derfor kan bølgerne godt gå højt af og til.
Røde kort-poden kommer derfor hjem fra en nordsjællandsk håndboldhal, og aflægger rapport om hvad der efter pålydende har været noget nær slaget ved Dybbøl i en 2017-udgave.

Ud over beretninger om blødende næser, og dommere med forskelige hjernelidelser og andre former for diagnoser (jeg må konkludere, at nogen har hørt virkelig godt efter på psykiatrisk museum i sommerferien), så er der blevet brugt ord som ‘flækket’, ’smadret’ og selvfølgelig ’slagtet’.

Røde kort-poden har samtidig fået suppleret sin beretning med kække spørgsmål og kommentarer fra sin lillebror, der for eksempel har spurgt:
“Måske blødte han bare sådan her: Grrrgtrrr!…?” (*motorsavslyde*)
TAK! …for dramatisk input, Mindste Pode.

Jeg er virkelig begejstret for at mine sønner spiller håndbold!
Eller… Nej. Ikke altid.
Ikke når det er slagtebænk Dybbøl version 2.0.

Men bortset fra mængden af ukvemsord, så var Røde kort-poden faktisk vældig meget oven på. Poden lod mærkværdigvis ikke hændelsen få indflydelse på humøret, og det er faktisk noget, som han har arbejdet meget med. Sædvanligvis ville vi skulle have brugt mange kræfter på at få fjernet fokus fra det røde kort. Eller i hvertfald fjerne den dårlige følelse omkring det røde kort. Følelsen af nederlag og uretfærdighed. Og alt dette formåede han nu selv. Han er så meget bedre til den slags end jeg nogensinde selv har været, og jeg er usigeligt stolt af ham.

Og med ham som forbillede vil jeg prøve at gå den kommende uge i møde med fokus på de små ting. Ikke projektet (altså dagligdagen; livet) som helhed. Men med større fokus på glæderne. For eksempel at Mindste Pode har tabt en fortand. Og at han nu kan stave til ‘is’ og ‘bus’ og den slags. Det er stort.

Så igen: Tak til dig, og tak til det røde kort.
Må den kommende uge være god ved dig! ❤️

Fotograf: Palle Pophår

Ja, måske skyldes det vejret, at tingene bare er lidt mere hæslige end de plejer?… I august var jeg sikker på, at alting ville blive bedre i september. Nu tænker jeg, at alting bliver bedre i oktober. Aner vi et mønster?

Jeg føler mig konstant presset. På jobbet, på hjemmefronten, overalt. Altså, jeg mener, jeg er jo for helvede lige kommet hjem fra endnu en skolepicnic (som godt nok blev flyttet indendøre, men alligevel…) – hvad gi’r du mig?! (ja, jeg har faktisk en ret lang ønskeseddel, hvis du skulle være i gavehumør). Men det er fandeme da utroligt. Og jeg bander og svovler over det hele, ikke bare her på domænet, men også på mit kontor. Undskyld, kontor-mates, undskyld. Virkelig. Men jeg føler vitterligt, at jeg kan eksplodere hvert øjeblik det skal være. Samtidig er jeg ganske og aldeles drænet for energi. Der er udsolgt allerede inden spisetid, og jeg har ikke lyst til noget. Faktisk har jeg ikke engang lyst til at være hjemme, og jeg elsker ellers mit hjem. Men det er som om jeg er blevet degraderet til at være au pair-pige, og der er altid nogen, der synes at løgstykkerne er for store, know what I mean? (Og faktisk kom selvsamme au pair-pige til at skamklippe Mand med hårtrimmeren i søndags af bar’ træthed, men det taler vi ikke om lige nu).

Jeg ved godt, at jeg burde have det anderledes. Være glad. Taknemmelig helt ud i tåspidserne. Fordi jeg har ALTING i denne her verden, som man kan drømme om. Og det er jeg også. Sort of. Det er bare fast forward-afspilningen af mit liv, som gør det umuligt at nyde. Umuligt at følge med. Og det er som om jeg bare venter på et prik fra den finger, der skal puffe mig ud over afgrunden. I morges følte jeg næsten den var der. Fingeren. Prikket: Regnen væltede ned, og jeg havde afleveringstjansen. Lige før vi nåede frem til skolen skred Mindste Podes cykel i et sving, og plask! Så lå han dér. Og gik helt i panik fordi han ikke kunne komme op, og tilsyneladende troede at hans sidste time var kommet. På det tidspunkt hylede jeg også, alt imens jeg hviskede “ikke nu…. ikke nu….”. Det var virkelig svært ikke bare at give lods og bryde i krampegråd der midt i vandpytten sammen med Mindste Pode.

I situationer som disse ville jeg virkelig ønske, at jeg var Linda. Jeg er sikker på, du ved hvem hun er, men skulle det modsatte være tilfældet, så kan jeg fortælle dig følgende:

Linda er først og fremmest en mand. Altså en mand i en kvindekrop. Ikke fordi hun – hvad jeg ved af – er transseksuel, eller sådan fysisk set er maskulint anlagt, men fordi hun har nosser. Man messer ikke med Linda, og man kører for Guds skyld ikke den forkerte vej rundt i rundkørslen. Folk må ta’ sig sammen. Hun har teflon nok til adskillige års Scanpan-produktion, og hun klynker aldrig. Linda tager tyren ved hornene, og får ting gjort fordi hun vil. Og hun vil selv. Fordi hun kan. Børn, for eksempel. Tilværelsen. Alle udfordringerne og problematikkerne. Og igen: Uden klynk. Jeg ved da, at jeg for mit eget vedkommende havde lagt mig i fosterstilling, og ønsket at dø efter fem minutter alene på posten som mor minus far. Men alt det kan Linda. Også helt uden at ligge den mindste lillebitte smule i fosterstilling. Derfor elsker jeg Linda. Og så fordi hun er skarp som en ragekniv når hun sætter ord på. Linda er bare den hurtigste knallert på havnen, and guess what: I’m not.

Linda.
Ikke mig.

Tilbage er bare at spørge: Gi’r du et lift, Linda?

P.S. Hvis du gør, så fremsender jeg fluks en pose virtuel matadormix.*
*Bemærk venligst, at varen ikke kan ombyttes eller veksles til kontanter.

Vi håber på solskin i morgen, ja?

I direkte forlængelse af weekendens nærdødsoplevelse (altså efterårssnuen), har jeg tænkt lidt over det dér med sygdom. Og i den forbindelse har tankerækkerne ført mig videre til overvejelser omkring sygdom og mænd.

Mine tanker er disse:

I forhold til sygdom findes der mig bekendt to typer mænd.
Der findes hypokonderne, og så findes der dem, som tror, de er udødelige.

Min far hørte til første type, og hele livet var han fast inventar i lægens venteværelse. Altså lige indtil han en skønne dag fik en hjerneblødning, og stik imod al tænkelig fornuft vurderede, at det gik nok over. Så i stedet for at gå til lægen, gik han i seng. Da han den efterfølgende dag endelig kom på hospitalet, viste det sig så, at der foruden den ene blodprop var to andre af ældre dato, som ikke var blevet opdaget. Ifølge Søs sad de tilsyneladende steder i hjernen, som han ikke brugte ret ofte. Og så meget for det. Dét, der fyldte allermest hos min far var tilsyneladende, at han fik en parkeringsbøde midt i det hele.

Mand hører til den anden type, altså blandt de udødelige. Den slags, der synes at alle de andre (inklusive mig) er nogle skravl. Jeg har muligvis med risiko for en lille fejlmargen oplevet Mand være syg (sådan med noget influenza-lignende-et-eller-andet) to, måske højst tre gange på snart atten år. I sådanne tilfælde får han et semi-grusomt udtryk i ansigtet, som signalerer noget i retning af ’alle-der-ynker-mig-nu-bliver-slået-ihjel-jeg-skal-ha’-lov-at-lide-absolut-ukommenteret-og-ubemærket’. Kender du det udtryk?

Ikke desto mindre kan der ske ting og sager for selv den bedste. Også for dem i type to-gruppen, og således også for Mand. Jeg har et glimrende eksempel, der tager sit udgangspunkt i en ganske almindelig tirsdag aften for nogen tid siden. Her dratter Mand aka Mr. Marathon uden varsel (…eller i hvert fald kun meget kort varsel…) om på én af sine løbeture. Midt på ruten rundt om Damhussøen, SMAK!, så ligger han dér, besvimet. Mand konkluderer, at han nok er dehydreret. Synes ikke det er spor underligt, at han ikke føler sig dehydreret hverken før eller efter. Er dog fornuftig nok til at gå hjem (ikke løbe). Men hjemme synes han dog han har det så godt, at han (efter at ha’ lagt sit blodige løbetøj i blød) lige styrketræner. Jeg er gået i seng for længst, og erfarer intet af alt dette før næste morgen, altså onsdag, hvor Mand også synes han vil cykle til og fra arbejde, det vil sige små tredive kilometer. Derudover tager han også bare for en god ordens skyld en ni-timers arbejdsdag. Det synes Mand er helt normalt og ganske okay. Jeg pipper noget om at tage kontakt til en læge, og da Mand kommer hjem onsdag aften, meddeler han stolt, at han har booket en tid til om mandagen. Og selvom jeg kvækker, at han jo kan nå at dø fyrre gange inden det bliver mandag, så (ork, nej!) hævder Mand – den elektroniske booking ikke havde tid før.

Efter en ikke uvæsentlig mængde trusler fik jeg ham alligevel til at ringe til lægehuset torsdag morgen, som så fik presset en tid ind fredag formiddag. Tiden fandtes vist ikke sådan for alvor som en mulighed i lægens kalender, men Mand gjorde brug af det evig gyldige argument: ”Jeg har altså en skrubhysterisk kone derhjemme…”, hvortil lægesekretæren sagde: ”Nåmn, SÅ bliver vi jo nok nødt til at finde en tid til dig!…..”.

Lægen tog det hele meget alvorligt. Mand fik taget blodprøver og kørt EKG. Mand fik blodtryksmålerapparat, som skulle måle alting både morgen, middag og aften i adskillige dage.

Efterfølgende konkluderede lægen, at Mand er immer so frisk. Meget fine tal over hele spektret. Behøver jeg at sige, at Mand er meget glad for sådan at være blevet blåstemplet af sundhedsmyndighederne, for nu har han jo tilnærmelsesvist papir på at være udødelig? Og kan man på nogen tænkelig måde tage til genmæle i forhold til det? Jeg tror ikke jeg har en jordisk chance.

Men, men: Så kan jeg da i stedet tage patent på turene med snot og hoste herhjemme.
Jeg mener… nogen skal jo ta’ dem, ikke?!… Eller?

Jeg er syg. Jeg har også fundet ud af hvorfor jeg er syg, og det skyldes uden tvivl, at jeg har været på sukkerafvænning. Dårlig, dårlig idé, som jeg kun kan fraråde. Det er hermed næsten videnskabeligt bevist, at nedsat sukkerindtag ækvivalerer tilsvarende nedsat immunforsvar.

Jeg startede midt i sidste uge (efter et mord på en kagemand), med at tænke, at nu skulle jeg måske snart til at overveje at skære ned på de søde sager. Og vupti! Næsten omgående begyndte de første symptomer at melde sig: Rindende øjne og næse; lidt svimmelhed, en smule febril, ondt i hovedet, og se nu hvad det hele er mundet ud i. Jeg er en grøntsag.
Tomme kalorier og tilsætningsstoffer efterspørges.

Det værste ved sygdom er, at man har så ondt af sig selv, at det er decideret ynkeligt. Og her, fra noget jeg føler minder om et dødsleje (i skrivende liggende på sofaen mens jeg kreerer dette indlæg på iPad’en i en afsindig uergonomisk stilling, som enhver arbejdsmiljørepræsentant ville fraråde) ved jeg, at jeg vitterligt ER meget ynkelig. Det er ret patetisk. I den ideelle verden forestiller jeg mig at jeg ligner Kristin Scott Thomas, der i ’Den engelske patient’ dør i hulen mens hun venter på Ralph Fiennes, og i sin yderste time nedfælder disse ord:

”My darling. I’m waiting for you. How long is the day in the dark? Or a week? The fire is gone, and I’m horribly cold. I really should drag myself outside but then there’d be the sun. (…) The lamp has gone out and I’m writing in the darkness.”

I den virkelige verden håber jeg på at være frisk om nogle dage. Jeg har både vand og lys. Og et bjerg af brugte Kleenex:

Mount Doom.
Beklager billedkvaliteten.

Der er blevet sagt “Protju!” mange gange i de forløbne dage (en blanding af ‘prosit’ og ‘atju’). ”Protju, mor!!” siger Mindste Pode, og ser forskrækket ud, for jeg lyder mest af alt som en gal elefant når jeg nyser og pudser næse (til gengæld lyder jeg som det dersens forlæns- og-baglæns-dyr fra Bamses billedbog i 80’erne når jeg hikker, og det er næsten endnu værre).
Hm. Det går vel over på et tidspunkt…

Nå, wish me luck, will ya’?

Dagens kloge ord

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den…”

Søren Kierkegaard

– Gud, nogle fede solbriller Josefines mor har på! Jeg må prøve, om ikke jeg kan rykke lidt tættere på, sådan heeeelt diskret, så jeg lige kan se, hvad det er for nogle?….. Noget med D?… Står der ‘D’?…

– Ej for helvede? Har jeg huller i strømperne?! Det sku’ jeg nok lige ha’ tænkt over en ekstra gang inden jeg smed skoene. Hvor PINLIGT!! Findes der en måde at sidde på, som ikke ser lige så ukomfortabel ud, som det føles? Hvor man ikke viser alverden sine hullede strømper that is?…
Ja, for det er godt nok mange dage siden neglelakken var intakt, så det ville være endnu værre, hvis jeg også smider de hullede strømper… Bugger!

– Okay, hvorfor har vi SÅ mange pletter på vores picnictæpper? De ligner jo noget, der er løgn. Anders’ forældre har nogle virkelig pæne tæpper. Deres tasker er også ret lækre… Måske jeg lige skal tænke på at opgradere picnic-gearet til næste gang? Har der ikke lige været vattæpper på spotvaretilbud i Netto, forresten? Eller var det i forsommeren, monstro? Hmm?

– Så, nu hyler Mindste Pode. Han ser i øvrigt ud som om han godt kunne trænge til at blive kørt igennem en guldvask; han kan uden problemer agere før-delen i en vaskepulverreklame. Altså bortset fra, at jeg ikke kan se hvordan noget vaskepulver kan udrette mirakler på nuværende tidspunkt.

– ….Heldigvis er han meget sødere end Cornelias lillebror. Jesus Kristus. Og hvordan kan de forældre IKKE være skilt? Jeg havde ikke holdt i fem minutter.

– Okay, Christoffers forældre drikker vin. Jeg trænger til vin. Hvorfor tænkte vi ikke på vin? Hvorfor sidder vi med Nescafé og hindbærbrus når man kan drikke vin? Note to self: Gå ALDRIG ned på vin til picnic (jo mere, desto bedre, apparently).

– Hooold da op, Axels far har godt nok lagt sig ud siden sidst. Åh Gud, nu bøjer han sig ned og flasher toppen af sine baller!! Oh my God, kig den anden vej, KIG DEN ANDEN VEJ!!

– Nånå, Oscars far har skiftet job igen – det er jo slet ikke til at følge med. Men hvorfor er det, at ALT hvad jeg lukker ud i den forbindelse får det til at lyde som om jeg har en IQ på 31? De må synes jeg er mega-mærkelig. Det gør de helt sikkert. Jeg er også mega-mærkelig… Jeg bliver virkelig nødt til at anstrenge mig for at opføre mig helt, helt normalt. Stay cool – kom nu! Pis’ os’, det virker ALDRIG!!

– Okay, Caroline, hold lige snitterne fra min søn. Hallo!

– Nå, nu synes jeg godt nok vi har siddet her og blomstret længe, Gud ved hvad klokken er? Hvornår kan man tillade sig at smutte? Har pænt mange lægkramper, og en dødsdom hængende over mine strømper.
…..
…

Du kender helt sikkert fænomenet ‘knudemand’. Der er sådan én, man ved et uheld render ind i til en 80-årsfødselsdag; sådan en gammel sammenbidt og indelukket type, som aldrig taler om noget som helst med følelser. I Den Danske Ordborg taler man tilmed om et ‘følelsesmæssigt panser’.

Mit spørgsmål er så: Er der noget, der hedder knudekvinde?… I så fald må jeg siges at være sådan en. Vil jeg tro. Og det er en temmelig vanskelig måde at tilgå verden på, vil jeg straks understrege, hvis du nu går rundt og flirter lidt med ideen om et identitetsskifte.

Min knudekvindeidentitet er en måde at agere på. Noget jeg møder verden med. Men indvendigt, der sejler følelserne op og ned ad væggene. Jeg bærer med andre ord rundt på et følelsesregister, der fylder meget, og spænder bredt. Jeg havde en gang en kæreste, der altid sagde “Du er dagen når den er lysest, og natten når den er sortest”. Og selv om jeg er virkelig dårlig til at skjule hvilken ende af skalaen jeg befinder mig i (- for som jeg engang skrev i en kommentar på en anden blog, så er det fuldstændig som om jeg har breaking news-rulletekster roterende i den øverste del af hovedet), så er det sjældent jeg kommer ud med, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Ikke en gang til mine allernærmeste. Jeg kan ikke.
Heraf knudekvindebegrebet.

Du er muligvis forståeligt nok forvirret på nuværende tidspunkt.
Er der behov for uddybning?
For eksempel sker det nogle gange, at der er folk, der siger noget pænt til mig. Det kan være min chef, der roser mig for et eller andet; nogen kommer måske med en sød bemærkning om en bluse jeg har på, eller måske får jeg roser på min blog. Det kan bare ganske små ting. Og jeg bliver simpelthen så glad! Og jeg suger det helt ind i hjertet, hvor jeg prøver at værne om det som en skrøbelig blomst, for jeg ved, at levetiden for den slags er så kort.
Men jeg kan ikke sige det højt.
Ikke en gang til Mand.
Jeg kan ikke sige “Ved du hvad nogen skrev til mig i dag, bla-bla-bla, og jeg blev så glad!”.
Jeg kan ikke.

På samme måde har jeg svært ved at sige noget, når jeg er trist og ked af det. Det er så let at skyde skylden på trætheden (og guderne skal vide, at jeg fandme er træt!), men det er så forbandet svært at sige at man for eksempel føler sig svigtet. Det sker spøjst nok stadig. Jeg bliver dødeligt såret; jeg har måske følt mig utilstrækkelig eller nedprioriteret eller forkert eller overset (fortsæt selv), måske på arbejde, måske på cykelstien, måske af bekendte. Og det kan jeg heller ikke sige til dem jeg holder af. Jeg skammer mig; siger til mig selv at jeg da for helvede er et voksent menneske, at jeg må komme videre. Sådan her har voksne mennesker det ikke.

Så jeg bærer alle mine successer og nederlag i mit allerinderste, og jeg bærer dem alene. Fordi det er det, jeg magter.

Og ja, det er lidt ensomt fra tid til anden. Men for knudekvinder tror jeg det er et grundvilkår. Ensomheden. Jeg tror, vi har levet med den altid, fordi den er lettere at omgive sig med end skammen, der altid følger lige i hælene på det nederlag, man risikerer at lide hvis man lader de skrøbelige blomster se dagens lys. Også selvom blomster har bedst af solstråler.

Fotograf: Palle Pophår

Det her er et af de indlæg, som jeg virkelig håber Mand IKKE læser.

Det handler om fejlkøb; om at blive revet med af en forestilling om en beklædningsgenstand – og hjembringe den, for dernæst at stede den for evigt til hvile i klædeskabet.

Der er for eksempel de fejlkøb man gør sig når man er på ferie. Kender du dem? Det er her man lissom bliver grebet af stemningen, og måden de lokale ser ud på. Musikken. Solen skinner, og den sidste drink man fik var rigtig, rigtig god. Og så er det man nogle gange investerer i ting, som ret beset er skudt sådan temmelig meget ved siden af ens sædvanlige stil. Adskillelige tusinde kilometer, faktisk; det er lige før vi taler lysår. Men det opdager man først når flyet er landet i Kastrup, man har kramper i benene, og det er gråvejr.

Derfor bebrejder jeg solen og vinen at jeg for et års tid siden købte et ret rustikt læderbælte i Spanien. Et STORT et (og dyrt). Da jeg købte det føltes det fuldstændigt som om at bæltet og jeg var meant to be, men jeg overså dog den lille detalje, at jeg ikke ejer den mindste smule tøj som matcher sådan et voldsomt og meget dominerende bælte, og derudover så var det af indlysende årsager bare en kende for eksotisk da vi kom hjem – for i virkeligheden passer bæltet stilmæssigt bedst, hvis du står og skal til tyrefægtning eller flamingodans (eller hvis du planlægger at være stand in for Nikolaj Coster-Waldau i en sæson af ‘Game of Thrones’).

Nå, ind i skabet med det.

Det var også i Spanien jeg kom til at købe sådan nogle bukser her på et marked, fordi de kun kostede 10 euro, og fordi de sikkert ville være fantastiske, og eksotiske på en helt naturlig, casual og cool måde når jeg kom hjem:

(Så mangler jeg kun et par fjer og en panfløjte.
Ses vi på Strøget?)

Også ind i skabet med dem.

Og nu kom jeg lige hurtigt ind på det med at øjne et godt tilbud. De findes som bekendt også i Danmark. Oh yes. Alt for gode til at overse. Det har tilsvarende resulteret i en del ting. For eksempel i et par bukser, som jeg købte for flere år siden, og som faktisk slet ikke er min stil, men til gengæld var de røvbillige. Og meget smukke: Sart beige og fyldt med noget guldbrokade-et-eller-andet-jacquardvævet-halløj. Meget boheme-agtige. Og uagtet at jeg ligner en gris i guld, så stod mit navn utvivlsom skrevet på de bukser, følte jeg. Og klæder skaber som bekendt folk, så mens jeg stod der i butikken med løbsk mundvand og dollartegn i øjnene, virkede det meget plausibelt at bukserne på mirakuløs vis ville få mig til at ligne en helt anden type kvinde. For eksempel Naja Munthe? Men det skete så ikke, kan jeg oplyse. Stadig gris, med andre ord. Og selvom jeg faktisk godt kunne have fundet på at trodse Miss Piggy-faktoren og bruge bukserne alligevel, så har jeg ikke gjort det af den simple årsag, at jeg faktisk ikke nænner det. Altså overfor bukserne. For jeg ved med sikkerhed, at i det øjeblik jeg gør det, så rammes jeg af rødvin, fugleklatter, kaffe og cykelolie i en lind strøm. Derfor har De Smukke Bukser også taget permanent bolig i mit skab og er nu efterhånden virkelig umoderne. Men stadig meget smukke….

Udover feriefejlkøb og diverse slagtilbud, så er der også de fejlinvesteringer man foretager, når man får akut trang til at købe noget. Et eller andet, hvad som helst, etwas. Kender du det? Hmm? Men den slags kan også gå galt. For eksempel købte jeg for kort tid siden (netop i et anfald af sådan noget desperado adfærd i Frederiksberg Centeret) en skøn grå bluse, som jeg syntes var immer so cool, altså lige ind til jeg begyndte at gå med den. Så blev den lissom ret deform og lang i det, og jeg følte lidt at jeg lignede et eller andet kønsløst plysdyr (og det til trods for, at der slet ikke var indblandet nogen former for fake fur overhovedet). Og så var det at jeg besluttede mig for at begynde at klippe lidt i lortet, men det viste sig hurtigt ikke at være nogen god idé.
Anbefaling hermed videregivet: Lad være med det.
Farvel 650,- kroner.

Ikke ind i skab, men i skraldespand.

Ovenstående er bare et par eksempler. Og når jeg sådan tænker over det, så overvejer jeg lidt, om det mon afspejler at jeg simpelthen er blevet tappet for stil? Den sikre stil; den gode stil. Har jeg mon mistet al æstetisk sans? Og kan man miste den (hvis altså man nogensinde havde den)?

Så stod jeg dér, i morges under bruseren, og konstaterede lidt for sent at vi var løbet tør for balsam. Efter at have udtømt mit forråd af bandeord (- og det er ganske stort -) tænkte jeg pludselig, at den manglende balsam må siges at være ret symptomatisk for de her dage som helhed – for i virkeligheden er det ikke kun balsam, jeg er løbet tør for. Jeg er også løbet tør for timer til at sove i, og jeg er løbet tør for Kim’s crunch nuts, som jeg har udviklet en form for afhængighedsforhold til. Min kuglepen er løbet tør for blæk, og jeg er løbet tør for overblik, foruden regntøj og gummistøvler til Mindste Pode. Væk er al realitetssans og snusfornuft. Jeg er (igen) løbet tør for overskud, og kommer derfor til at hvæse virkelig højt af mine poder, når vi en aften – alt for sent – står og pakker bøger ind. Og nu er vi så (sjovt nok) løbet tør for bogindpakningspapir (men dog heldigvis ikke toiletpapir). Jeg er (som altid) løbet tør for inspiration til aftensmad, og for spanskkundskaber når jeg skal læse højt hvem der har scoret i den spanske liga. Opvaskemaskinen er også (men ikke overraskende) løbet tør for salt, og dagen er løbet tør for solskinstimer. Når et halvarrigt kvindemenneske puster sig op på fortovet, og råber efter et par små drenge med alt for store skoletasker fordi de fylder, så tænker jeg også på, om verden mon tilmed er løbet tør for rare mennesker?…

Ja, jeg er endda løbet tør for vaskepulver hvilket er paradoksalt, for hvad jeg til gengæld ikke er løbet tør for, er derimod vasketøj. Jeg er heller ikke løbet tør for ulæste meddelelser på forældreintra og ubesvarede fødselsdagsinvitationer. Jeg er ikke løbet tør for papirer og tilmeldinger, der skal udfyldes og underskrives, og jeg er heller ikke løbet tør for punkter på to do-listen, eller for blomster, der burde sendes, eller telefonopkald, der burde foretages. Slet ikke. Og jeg kunne blive ved.

Det værste af det hele er, at jeg kender hver en lille strofe i denne her sang, for det er en ældgammel plade, jeg spiller: Det er simpelthen sangen om august, og jeg tror vi er ude i noget heavy metal. Intet mindre. Har du tænkt på hvor voldsom denne måned egentlig er, når man – i direkte forlængelse af sommerferien – lægger alt for hårdt ud med det dersens liv? Med job, skole og fritidsaktiviteter – alt sammen på én gang. Se, det er derfor jeg ikke skal have flere unger. Fordi august. August er en kold tyrker eller en overdosis. En spand iskoldt vand lige i hovedet. Og så én til. Og én til. August er en trold i en æske; en bitch, en mean motherfucker. Og jeg får lyst til at krybe i ly. I ly for al den virkelighed og regn, der falder ned fra himlen i stride strømme og voldsomme mængder. Jeg er med andre ord slet ikke fan. Vi er et dårligt match, august og jeg. Det er, som Hvid kaffe for et par dage siden skrev (i en helt anden og langt alvorligere sammenhæng): “Soltørret tomat møder kogt kartoffel” – og jeg går ud fra, at det er mig, der er kartoflen i denne her konkrete ligning. Jeg er lige så vild med det udtryk, som jeg er vild med Hvid kaffe.

Men tilbage til august: Midt i al min harceleren, kommer jeg alligevel til at tænke på, om august mon i virkeligheden kunne tænkes at være ligesom Pandoras æske? Hvor det vælter ud med alskens slemme ting, men hvor det allersidste, der flyver ud i verden – for at redde menneskene – er håbet? Fordi vi tror på, at i morgen er mindre hektisk end i dag? Fordi der må være noget godt i august efter alt det lort, den lukker ud? Måske lige om lidt.

Og i morgen tidlig, der er der nok balsam i flasken igen… Eller, nej?
Bare gå hjem, august!

Nå, mit næste indlæg bliver mere muntert – det er et løfte!