… så er jeg absurd lykkelig over al den sol og alle de varmegrader, som vejrguderne har forsynet os med de sidste mange dage. Og har du opdaget, at kirsebærtræerne er sprunget ud?
Jeg er fan!
Og undskyld fotospam:

… så overvejer jeg at indføre et obligatorisk hjemmestrikket kursus i empati her på matriklen. Det kommer sig af, at jeg en aften i sidste uge kom til at nævne at jeg følte mig temmelig ristet, hvortil min sidstefødte straks kvitterede med at sige: “Det er os’ bar’ fordi nogle gange, så sidder de voksne bare hele dagen og laver ik’ noget på deres computer!”
Well, thank you very much.

… så har jeg simpelthen ikke helt fanget det dér med at tage på mini-cruise til Oslo. Indtil for blot få år siden handlede det slet og ret om at overleve Oslo-båden, hvis man ikke havde andre alternativer. Jeg mindes nogle virkelig fæle overfarter med nogle virkelig slatne pomfritter.
I virkeligheden er det ret utroligt hvad god markedsføring kan gøre.
(Og nej: Vi opererer ikke med kontekstbegrebet her).

… så satte jeg mig for nyligt på en pose popcorn. I can tell you, lydeffekten var simpelthen beyond words. Prøv det, prøv det.

… så blev min langhårede pode klippet i sidste uge – altså helt kort. Og det gjorde et kort øjeblik ondt i mit hjerte med alle de lange lokker, der røg på gulvet… Men kæft han er smart med det nye hår – også! ❤

… så giver vi lige dansklektierne en ekstra skalle for tiden. Jeg er vild med det; Mindste Pode er mildt sagt knapt så vild. Men så sidder vi dér, med det hersens tekststykke, som jeg måske nok synes er lige en tand for avanceret til 0. klasse:

(Men nu er læsestykker med ‘C’ jo også en tricky størrelse når man kun er lige knapt syv år). Mindste Pode synes også det er lige til den svære side – men vi forsøger:

Mig: “Cccc-eee…”
Mindste Pode: “Cccsæbe?”
Mig: “Nej. Ceee-eee…”
Mindste Pode: “Sele?
Mig: “Nej. Der står Cecilie. Ce-ci-li-e.”
Mindste Pode, skuffet: “Nå.”
Mig: “Næste ord!”
Mindste Pode (artigt): “er!”
Mig: “Ja, det er rigtigt! (*highfive*)…Og så er der det næste ord: “Ppppp-ååååå…”
Mindste Pode: “Må? Få? Gå??”
Mig: “….PÅ, står der, på….. cccssss-yyyy….kel.. Cy-kel.”
Mindste Pode: “i…!” 
Mig: “Flot! …. i Canada! Okay, ny linje – hvad står der?”
Mindste Pode: “Skal.”
Mig: “Nej, der står ikke skal.”
Mindste Pode: “Jo.”
Mig: “Nej. Der står ikke ‘skal’ nogen steder.”
Mindste Pode: “Jo.”
Mig: “Nej.”
Mindste Pode: “Jo.”
Mig: “Nej. Der står pppp-åååå….?”
Mindste Pode: “Ost?”

Vi øver stadig.
Ha’ en fantastisk søndag, derude! ❤

De dér dage med ekstra tryk på, dem kender vi alle sammen. Og faktisk er der for mange af os i virkeligheden smæk på de allerfleste dage. Fordi der i forvejen er fuldt program, og så er der lige den ekstra ting, som strammer logistikskruen en tand mere. Les autres choses. Det er for eksempel gaven, der skal købes i den anden ende af byen fordi nogen har fødselsdag lige om lidt, eller det kan være noget så simpelt som en punkteret cykel, eller en aftale med revisoren, hvis man ellers havde sådan én. (Det har jeg ikke, men du ved, hvad jeg mener.)

Fra morgenstunden har man lagt en sindrig plan for at få den ekstra ting til at gå op i en højere enhed sammen med alle de faste ting, der i øvrigt er på programmet (og som man ikke bare kan se bort fra eftersom det faktisk handler om at få dækket helt basale behov såsom behovet for mad og nogenlunde rent tøj) sideløbende med at en pode skal ekspederes til svømning alt imens Mand befinder sig i en spøg og skæmt-butik et eller andet sted i Bagsværd. Yes.

Og det handler om virkelig at holde tungen helt lige i munden, for hvis først det ene led knækker i den forkromede masterplan, så knækker alle de efterfølgende led også. Det er dominoeffekten af les autres choses. Det er lavinen, der ruller.

Men: Udfordringen er i virkeligheden slet ikke les autres choses. Det troede du måske, men nej. Udfordringen består faktisk i de små add-ons, som dagen byder på i form af ting, der i sig selv næsten er umærkelige, fordi de ikke umiddelbart vælter nogen tidsplan, ikke kan opgøres i kilometer eller træskolængder, men som ikke desto mindre alligevel fylder. Det er de ting, som man ikke har planlagt; det er alle de små ting, der kommer oveni, og er som et af den slags jordskælv, der indimellem udløser en tsunami fordi summen af den samlede mængde add-ons kan skylle den sidste rest af opsparet overskud bort (ja, vi er i det dramatiske hjørne i dag). Og hvad er det så, spørger du måske, disse add-ons? Det er for eksempel Ældste Podes købechip til kantinen, der har brug for en temmelig akut saltvandsindsprøjtning og ingen kan huske hvordan man overfører penge til sådan én, og det er Mellemste Pode, der skal bruge en passer I MORGEN(!), og det er støttebenet på Mindste Podes cykel, der ganske ubelejligt nægter at rokke sig ud af flækken, og jeg kunne blive ved. Sådan nogle ting. Add-ons. Og de findes også hjemme hos dig – jeg ved det!

Og så står du dér, midt i det hele, og tænker, at om fem sekunder, så får du en hjerneblødning.

Men så er det, at det mirakuløse sker; at du alligevel – stik imod dine første antagelser – overlever, og det ville du på ingen måde ha’ troet var muligt bare ti minutter tidligere. Så selvom du er på randen af kolaps, så ved du, at noget er lykkedes, og at du er på vej mod målet. Du kan næsten smage de skumbananer, der ligger og lumrer i skabet, og venter på, at der er fri bane.

Og det er lyset, dér for enden af tunnelen – skumbananerne med andre ord – der gør, at du lige kan køre lidt ekstra på den sidste liter, også selvom du i virkeligheden allermest bare kører på dampene. Derfor får du faktisk lige skiftet sengetøj hos to poder, fordi at så er du på forkant med det – også selvom du dingler lidt, og går ind i ting – men tanken om at være på forkant er virkelig tiltalende, også selvom du ved, at du nok i bund og grund bare burde lade være. For det lidt til at pisse i bukserne for at holde varmen; det giver bagslag på et tidspunkt, men lige i dag, der virker det. Det er i virkeligheden ret utroligt hvad blå himmel kan gøre, ikke?

(Nogen havde travlt)

Nogle gange kløjs jeg i det; i alle de hatte, jeg har på. Hver dag, og på samme tid, nogle gange. Mor-hatten, datter-hatten, veninde-hatten, hustru-hatten, nej-hatten, ja-hatten, arbejdshatten. Der er mange, ikke? Du har med statsgaranti også en del – og et eller andet sted er der faktisk ikke noget at sige til, at vi bliver lidt forvirrede, tænker jeg. At det hele nogle gange bliver lidt flydende.

For eksempel prøver jeg at sige til mig selv, at jeg ikke er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg har arbejdshatten på sådan rundt regnet 37 timer om ugen, men min stillingsbetegnelse er ikke en del af den person, som jeg virkelig er. Job er noget jeg tænker, at jeg trygt overlader til andre at hænge deres identitet op på, fordi jeg dybest set tænker, at jeg ved bedre. Og fordi jeg samtidig er af den overbevisning, at jeg ikke har en karriere, men at jeg har et job. En indtægt. Og jeg lukker døren når jeg går hjem.

Men altså, det jeg egentlig ville frem til er, at jeg nu for nyligt har fundet ud af, at jeg faktisk ikke er så ligeglad endda med den dér arbejdshat alligevel. Fordi den på en eller anden måde – uden at ha’ fået lov – alligevel har invaderet min selvforståelse.

I bund og grund handler det om, at jeg egentlig synes jeg gør mit arbejde godt (hvis altså vi ser bort fra mit über-gennemsnitlige behov for IT-assistance). Og den følelse af at noget fungerer sådan relativt, kan være rar at dvæle lidt ved. Og hvis så noget lige pludselig ikke fungerer inde på det dersens arbejde, så er det, at det går hen og bliver en byld i røven på ens selvbillede.

Det slog mig en eftermiddag i sidste uge, hvor jeg kørte hjem efter et forfærdeligt møde. Synes jeg selv. Det var lissom om alt bare var gået galt; alt hvad jeg havde sagt og gjort, var bare kommet ud på den helt, helt forkerte måde.

For eksempel fik jeg allerede inden mødet begyndte, sagt til en ledertype, at hvis han havde drukket vores kaffe, så ville han få smæk, og det er muligvis ikke det smarteste, man kan sige. Derefter indledte jeg mødet med en temmelig lang, men meget irrelevant introduktion til hvorfor der blev serveret BÅDE kokostoppe OG jordbærtærter (det føltes utroligt relevant i øjeblikket), men i virkeligheden var der faktisk ingen der rigtig havde behov for den forklaring. Kort tid efter underholdt jeg fortsat med de selvsamme jordbærtærter, som jeg prøvede at fragte på en lillebitte gaffel (på den usynlige måde), men som (på den overhovedet ikke usynlige måde) endte med at lave splatteren fra en halv meters højde.

Og hvis du spørger, så jo: Det var noget værre griseri.

Ud over det med kagerne, så var der også de upassende afbrydelser jeg uforvarende kom med undervejs; de misforståede pointer, og tonen, som blev mere og mere skinger. Og midt i alt det akavede og malplacerede jeg i øvrigt præsterede, fik lyst til at stoppe op og sige “Hey, usually, I’m not like this. At all!!”.

Altså bortset fra, at det er jeg måske nok. Sådan dér. Som en jordbærtærte i frit fald. Og det, som irriterer mig er, at jeg lader de arbejdsrelaterede fadæser spille ind på, hvem jeg går rundt, og føler, at jeg er. De får indflydelse på min mig-hat. Altså bortset fra at mig-hatten er svær at definere. Og måske er det derfor at de små uheldigheder man laver, får lov til at krybe ind under huden.

Eller måske er det faktisk omvendt fordi at min arbejdshat har reddet mit ego mere end én gang. Måske er det fordi, at det jeg laver på mit arbejde alligevel gør, at jeg – stik imod min første antagelse – faktisk synes der er er sted, hvor jeg ofte gør ting godt nok. Og hvis det er sådan det forholder sig; at jeg bruger mit arbejde på at opgradere mig selv mentalt, så er jeg faktisk slet ikke en skid anderledes, end jeg troede jeg var – så er mit arbejde faktisk alligevel en del af min identitet selvom jeg gik rundt og troede, at det forholdt sig helt anderledes.

Og det er vel faktisk sådan det er. Man er summen af alle sine hatte. Den ene hat er ikke nødvendigvis smuk ved siden af den anden, og det kan ske at man indimellem ligner et fastelavnsris. Og fastelavnsriset er måske det sande billede på hvem vi egentlig er: Et bundt tørre kviste med lidt pynt, og farvet karton med glimmer på. Og måske er det derfor vi skal vælge vores hatte med omhu?

Da min mor og far blev skilt fra hinanden for efterhånden mange år siden, skete der det fantastiske, at de rent faktisk begyndte at tale sammen (bedre sent end aldrig, som man siger). Så de begyndte at have lange samtaler, hvor de forsøgte at trævle gamle filtrede knuder op for at finde ud af, hvor de var gået forkert; hvad der egentlig var sket, og hvorfor. Min far sagde i den forbindelse, at de nok aldrig havde haft særlig gode kort på hånden. Og til det svarede min mor, at de faktisk havde haft de allerbedste kort på hånden; de havde bare spillet dem virkelig dårligt. Jeg forstiller mig, at min far har kvitteret med et “Hm!”, men jeg har selv tænkt lidt videre over det, siden min mor fortalte det her for nyligt. Altså hvilke kort, vi har på hånden, og hvordan vi spiller dem. Det er jo faktisk meget væsentligt. Der er nogle mennesker, der bliver født med en virkelig dårlig hånd, og alligevel formår at få det bedste ud af det – og så er der andre, der taber alle de gode kort på gulvet.
Nogen ville sige noget om skæbnen i denne her forbindelse; de ville tale om hvorvidt man er født under en heldig stjerne, eller ej.  Og ja – jeg ved det virkelig ikke. Jeg har ikke den fjerneste idé om hvem eller hvad, der sætter dagsordenen, men omvendt er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at vi selv har noget at skulle ha’ sagt.

I den forbindelse faldt jeg over en artikel i Alt for damerne, hvor B.S. Christiansen stiller det meget enkle spørgsmål: Ville du kunne holde ud at være gift med dig selv? Og det et jo et rigtig godt spørgsmål, som man i virkeligheden kan stille sig selv i alle sociale sammenhænge. Og jeg er meget splittet. Primært fordi at… nej. Jeg kunne helt klart ikke holde ud at være gift med mig selv. Jeg kunne nok heller ikke holde ud at dele kontor med mig selv. Og sådan kunne jeg blive ved.

Min udfordring er ret beset nok, at jeg er vældig kontant. Og giver min mening til kende helt uden at folk har spurgt efter den. Jeg er i tvivl om hvorvidt det ligger dybt forankret i mine rødder, eller hvad det gør. Eller om det skyldes, at min indsats for at blive et bedre menneske ikke er storstilet nok; at jeg ikke er omstillingsparat nok – sådan på det personlige plan?

Faktum er i hvertfald, at jeg er lige ved at krepere under vægten af alle de bånd, jeg prøver at lægge på mig selv, når jeg prøver at pudse mit mere omgængelige jeg af, og tage dét i brug. Det er helt lissom når man en sjælden gang skal i kirke, og man ved bare, at det slet ikke er comme il faut at sige grimme ting derinde, og alligevel har man knapt sat foden indenfor, før man har sagt et eller andet, der som minimum indeholder ord som fanden og helvede, eller noget i den retning. Jeg har læst mig til, at det er en slags tourette. Jeg tror måske, at jeg har dén slags tourette.

Men for nu at vende tilbage til det, som det hele egentlig handlede om, så er sagen den, at jeg også har de allerbedste kort på hånden. Jeg har verdens skønneste unger, den dejligste og mest overbærende mand, fantastiske kolleger og vidunderlige veninder. Jeg har uddannelse, job, og vi er raske (så vidt vides) – så jeg skal spille mine kort rigtigt. Og selvom det måske ikke er så tydeligt for mine omgivelser (for vaner er som bekendt virkelig svære at ændre på), så tænker jeg over alle de her ting – hver dag: Jeg værdsætter, og jeg føler mig heldig (og træt, men lad nu det ligge). Og så øver jeg mig i det små, på at tøjle alle mine bramfri ytringer ved at filtrere dem gennem disse tre simple spørgsmål:

Is it true?
Is it necessary?
Is it kind?

Og hvem ved – måske er der lys for enden af tunnelen?

Fotograf: Lars Pedersen

… når man overvejer at sige til en top-insisterende forældretype at man ligger i skilsmisse bare for at undgå en legeaftale. Hvad er chancen for at man bliver fanget i sit eget spind af løgne, tror du? Er vi ude i en fifty-fifty?

… når man vil ta’ en lille walk’n’talk på arbejde (med sig selv, altså), og ender med at blive spærret inde i en trappeskakt. Og man må endda erkende, at man faktisk har gjort det før.
Hal-loooo?

… når ens arbejdsdag pludselig bliver fuld af folk med underbukser på hovedet.

… når man (måske) i den forbindelse glemmer sin kollegas fødselsdag, og først finder ud af det, når man er kommet hjem, og ser det på Facebook. Tager man så prisen for verdens dårligste kollega, eller hvad?

… når man trænger til lidt spænding, og sensationslystent tjekker sin mail: Til ens udtalte skuffelse ser man, at der kun er kommet én ny mail: Tillykke; du er inviteret til dialogmøde om tobak i dit pensionselskab. Nej tak.
Jeg tror, jeg sidder over.

… når Zalando to minutter senere skriver, at de tror, de har fundet de HELT rigtige jeans til dig, som ser sådan her ud:

Tilbage er spørgsmålene:
Hvad gik der galt?
Og hvorfor netop mig?

… når man finder de her inde hos Ældste Pode:

Og når man sender ungen et spørgende blik, kvitterer han med et ualmindeligt tungt prust og et “Mor!…. Det er en LANG historie!”…..
Ja, det tror jeg på.

Nå, men take care! ❤

Som sagt er vi begyndt at sortere madaffald herhjemme. Timingen er ret fin, eftersom poderne for nyligt har haft tema om bæredygtighed i skolen. Derfor står Mindste Pode en dag, og ser deltagende ned i madaffaldsspanden:

“Man må IK’ smide batterier i en almindelig skraldespand!” siger han så, og forsætter: “Det har jeg set i en film, hvor en dame finder et batteri i skraldespanden, og så siger hun: ‘Du skal IK-KE fucke med mit grundvand!’ – og mor, det var da noget FORFÆRDELIGT noget at sige! Og hvad BETYDER overhovedet grundvand?” spørger han så, som om det er grundvand, der er det forfærdelige i sætningen.

(“Det er vand, der befinder sig i jorden nede under os”, svarer jeg)

“Det kan regnormene godt li’! Men der skal ik’ være for meget, så kommer de op af jorden. Men de må ikke komme op af jorden en sommerdag, hvor det er sygt varmt, for så dør de nemlig!! Så tørrer de helt ind. Lissom rosiner! …. Regnormerosiner.”

Ovenstående er et eksempel på, hvordan en snak om bortskaffelse af batterier uforholdsmæssigt hurtigt kan udvikle sig til at handle om regnormerosiner (hvilket er et helt nyt fænomen, tænker jeg). Nogle gange – faktisk altid – skal man følge virkelig godt med hvis ikke man skal tabe tråden undervejs. Gør du det nogle gange? Taber tråden, altså?

Fotograf: Palle Pophår

Det kan godt være, jeg syntes påskeferien var anderledes hæsblæsende end forventet, men den var intet i sammenligning med hverdagens komme i går.

Jeg nåede ellers at runde ferien af med at komme en lille smule ned i tempo; jeg fik bekæmpet samfulde kolonorme bunker af vasketøj, og jeg fik sågar læst en lille smule, og nydt det skønne, skønne vejr, som den sidste påskedag bød på. Jeg nåede også at blive helt i tvivl om hvorvidt tilfældigheder er noget, der findes, og om man skal stå fast på Svend Brinkmann-måden, eller om man skal omfavne hele verden, og tage imod alt hvad der byder sig. Ja, jeg nåede endda at tænke, at når bare man lissom er, og tager det sure med det søde, så er alt godt; når bare man mærker det hele. Livet.

Og apropos livet, så blev alle mine refleksioner lissom blæst op på et helt andet plan, da jeg sideløbende med vasketøjsbeskæftigelsen så ‘Mit Afrika’. Åh Gud, hvor jeg dog bare hyler som pisket fra start til slut, når jeg ser den film (ja, hvad kan jeg sige; jeg ELSKER bare Karen og Denys). Og så tænkte jeg på alle replikkerne i filmen, både de sagte og de usagte; de er stoiske, og de står nærmest stille i luften; som mejslet i sten, som små manifester. Og så tænkte jeg også på, at der var en tid – en gang – hvor man faktisk samtalte på et dybere plan, og hvor man udtrykte sig yndefuldt og smukt. Hvor man vidste hvornår nok var nok, og hvornår man skulle lave en stolt og stille, men stadig dramatisk sortie. Hvor man med andre ord på en måde var menneske på et lidt andet plan, end i dag.

Og midt i de tanker ringede pludselig vækkeuret, og bragte mig og hele familien tilbage til virkeligheden, til en morgen fyldt med sne (igen, guddødeme); en morgen hvor jeg troppede op på mit arbejde, og det viste sig, at jeg i løbet af påskeferien ganske havde glemt hvordan man taler engelsk. Hvor jeg forgæves forsøgte at kæmpe mig igennem et møde med tegn til tale-metoden (og det var ikke nogen videre succes, kan jeg godt afsløre), og jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst er kommet hjem fra arbejde og bare har haft lyst til at sætte mig ned og græde ubehersket.

Men jeg gjorde det ikke, jeg prøvede at TAGE-MIG-SAMMEN, mens tre børn i munden på hinanden fortalte om tre forskelige skoledage, om ting de havde hørt, og ikke mindst om hvad andre folks børn havde gjort imod dem. Og alt imens ungerne spyede ord ud som gjaldt det livet, så kastede vaskemaskinen klamt og sort snot ud på maskinens lillebitte, runde rude mens den centrifugerede, og jeg tænkte, at jeg nok ikke klarede den. Ikke nu, ikke nogensinde. Fordi alting sker på én gang. Hele tiden.

Hvor er min værdighed midt i alt dette? Min evne til at håndtere følelser? Til at tænke rationelt? Og til at være stoisk og langsom (men dybsindig) i al min gøren og laden?

Men heldigvis – da fortvivlelsen var på sit højeste – på det tidspunkt hvor jeg havde brug for stilhed og lejrbålsknitren fremfor spørgsmål om hvor noget bestemt sportstøj mon befandt sig, eller om Benjamin mon snart kunne lege, kom Denys hjem fra Savannen, medbringende dette bytte:

Og så sagde han (næsten; det forestillede jeg mig i hvert fald) “Jeg elsker dig“. Og så ved jeg godt, at så bliver det faktisk ikke mere stoisk end det. Og i dag blev det forår.

Dagens kloge ord

Karen Blixen:

“Den, der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet.”

“All sorrows can be borne if you can tell a story about them.”

Hvad har jeg lavet i de forløbne otte dages påskeferie? Ja, det er et virkelig godt spørgsmål.
Jeg ved det knapt nok selv.

I udgangspunktet havde jeg nok forestillet mig, at påsken ville indeholde forholdsvis meget afslapning. En del eftermiddagslure, og så’n. Ikke så meget renderi.
I virkeligheden blev vi overhalet lidt indenom af et badeværelsesrenoveringsprojekt i vores sommerhus.

Eftersom badeværelset pt. fremstår en anelse mere skrabet og spartansk end hvad selv den mest hardcore minimalist ville kunne sige god for (altså faktisk sådan her:)

….så var det lidt presserende at få kigget på eksempelvis fliser (foruden vandhaner, badeværelsesmøbler, brusenicher, varmtvandsbeholdere og hvad ved jeg).

Ikke overraskende konkluderede jeg relativt hurtigt, at mængden af valgmuligheder udi sådan noget flisehalløj godt være svær at overskue for sådan én som mig. Hold nu kæft, hvor er der mange kakler, mosaikker og klinker derude i verden. Og farver og priser og ting, man skal tage stilling til. Foruden simple faktorer som trends og tendenser (hvilket jeg slet ikke havde taget med i betragtning). (“Sandfarvet?”, gentog ekspedienten med et fraværende blik i øjnene; “…nej, det kører vi ikke med.”)
Åbenbart er sandfarve ikke bare so much last year, no no, vi taler FEM år. Mindst. Nu vil folk ha’ New York’er-stil. Men altså. Hvem er det vi prøver at narre her? Vores sommerhus ligger langt uden for lands lov og ret; med andre ord midt ude i ingenting. Så absolut ikke the big apple. New York’er-stilen ville springe direkte ombord på den første den bedste flodpram tilbage til the land of the free and the home of the brave.

Efter diverse besøg rundt i forskellige industrikvarterer, primært Vestegnske, forestiller jeg mig, hvordan en del ægteskaber må være forlist undervejs i tilsvarende situationer. Altså the Titanic way. Jesus Kristus, der er belæg for mange diskussioner. Men vi klarede det faktisk overraskende godt, og Mand udviklede en helt ny og fliseentusiastisk side af sig selv; så har man set det med.

Men hvor entusiastisk Mand end peppede sig selv op til at være i hvad der kan kaldes Den Aktive Flisefase, så var han desto mere træt da vi havde købt og hjembragt en betragtelig mængde kvadratmeter gulv- og brusenichebelægning af ubestemmelig herkomst foruden to sække fugemasse. Trætheden indtraf på det tidspunkt hvor jeg gik hen og blev i tvivl om det nu også var det HELT rigtige, vi havde valgt. Kender du det? (Og KAN man overhovedet blive mere småborgerlig? Spidsborgerlig?).

Well, så sidder man der og bladrer formålsløst i flisekatalogerne, mens man har sådan en type samtale her:

Mig: “Altså, jeg tænker, at de fliser vi har købt minder mest om denne her?”
Mand (ser sport på iPad): “Mmmmm…”
Mig: “Men så ser jeg på de her, og så tænker jeg, at farven på dem, vi har købt, måske er helt forkert?”
Mand: “Nej.”
Mig: “Okay så. Men så prøv at se på de her, altså måske er der lissom bare lidt mere liv i dem? Lidt mere spræl?”
Mand: “De er også fine”
Mig: “Men måske de så ville have været flottere?”
Mand: “Nej.”
Mig: “Hvad nu hvis vores fliser alligevel er lidt for døde i det?…”
Mand: “Vores fliser er ikke døde.”
Mig: “Er du HELT sikker på vi ikke skulle ha’ købt dem her i stedet?….”
(*Mand sender dræberblik*)

Ja, i virkeligheden er jeg ikke så forfærdelig meget klogere på nuværende tidspunkt. Men lidt mere træt (ligesom Mand). For udover diverse besøg i byggemarkeder og fliseforretninger, så har vi også været til håndboldstævne i Jylland, og midlertidigt udstationeret hos Mormor.
Og vupti, så var den ferie forbi. Og min jakke lugter lidt af fisk.

Dagens kloge ord

Søren Kierkegaard:

”Menneskene synes ikke at have modtaget sproget for at kunne skjule tankerne,
men for at kunne skjule, at de ingen tanker har.”

”At vove er at miste fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at miste sig selv.”

… så er det ligesom om den virtuelle verden fylder meget mindre hos mig, end den plejer. Jeg færdes markant mindre i Blogland for tiden, og jeg vælger i stigende grad at leve mit liv på den rigtige side af skærmen. And I kinda like it. Jeg ser på gevækster, der pibler op af den sorte jord, og prøver på at huske at trække vejret. Og nyde den dér luft, du ved, der føles så god når den kommer helt ned at vende i lungerne. Den er lidt kold stadigvæk, men den er også fuld af løfter om forår, og dens duft indeholder alt hvad der er sødt og godt ved livet. Og netop som jeg går og tænker, at det faktisk er det aller, aller rareste, og at jeg måske egentlig aldrig mere gider sætte så meget som to små ord sammen til noget, der skal ligne en sætning, så vælter det ud af fingrene alligevel. Så jeg bliver her nok et stykke tid endnu.

… så tager OK18 slet ikke min opmærksomhed i samme grad, som den egentlig burde. Det er ikke på grund af manglende holdninger, men mere fordi vores dage på mange måder er så komprimerede at det lissom bliver mere presserende at få stegt medisterpølsen end at støtte op om den gode sag. For jo, jeg er faktisk fagforeningskvinde, og legede tilmed i en kort periode af mit liv at jeg var TR-suppleant. Men det gik ikke skidegodt, skulle jeg hilse og sige. Politisk tæft og diplomati er muligvis kun et par af de egenskaber, som det undervejs blev meget tydeligt at jeg er født uden – og tilsyneladende ikke er i stand til at tilegne mig. Se selv! Men mine standpunkter er stadig de samme, så jeg må lige se at få pumpet sutskoene, og begive mig ud på barrikaderne. Og så henviser jeg i øvrigt til Lindas meget glimrende indlæg her, hvis du vil læse mere.

(… så kan jeg godt se, hvor selvmodsigende de to ovenstående punkter er – men ikke desto mindre, så er det sandt. Og sådan er livet jo; fuld af modsigelser.)

… så ved jeg med sikkerhed, at selvom alt stadig er usikkert med hensyn til OK18, så har tandfeen utvivlsomt også haft problemer med sin overenskomst, og har været holdt som gidsel i et omfattende lockoutdrama. 14 dage, mine damer og den herre; så lang tid tog det før omtalte medarbejder fik mulighed for at lægge en mønt under puden hos den pode, der tabte en tand i London. Vi var lidt ude i en drøftelse om hvorvidt tandfeen mon havde fået sparket sammen med de russiske diplomater, men nej. It ain’t easy.

… så er jeg fan af Ultra Nyt. Big time. Det rammer åbenbart mit intelligensniveau fuldkomment, og jeg har flere gange taget mig selv i at tysse på ungerne, hvis de larmer mens det kører. Hallo, få dig din egen kæreste, Mulle!

… så undrer det mig såre, at når jeg har brug for at ringe til lægen, så er det uden undtagelse ALTID på de dage, hvor lægen har lukket for henvendelse. Jeg tænker på, om dette faktum er omfattet af en eller anden form for lovmæssighed?

(Ja, hej. Og nej, jeg er stadig ikke glad for selfies. Men spørgsmålet er, om jeg kan blive ved med at blogge uden?)

… så er vi endelig begyndt at sortere madaffald her på Frederiksberg. Og jeg er faktisk vældig meget oppe at køre over det her, for mens resten af Danmark har sorteret halve frikadeller og æggeskaller like forever, så har vi haltet voldsomt bagud på dette område. Men nu er vi også med, og sorterer ALT vores affald, og det giver mig den vildeste tilfredshedsfølelse af at give noget tilbage til igen. Sådan som vi mennesker sviner, så er det mindste vi kan gøre da at rydde op efter os selv. Ergo finkæmmer jeg affaldet ned til mindste rugbrødskrumme, og agerer kinesisk ordensmagt overfor de familiemedlemmer, der måtte have parkeret hjernen i et nanosekund og forbrudt sig imod reglerne i sorteringsøjemed.

… så overhørte jeg forleden denne skønne samtale på mit arbejde:
Kollega 1 til Kollega 2’s barn: “Halløj med dig! Er du med din mor på arbejde?”
Kollega 2’s barn: “Ja, og jeg er FIRE år!”
Kollega 1: “Holddaop!”
Kollega 2’s barn: “Og jeg har os’ skoldkopper!”
Kollega 1: “Nøj, må jeg se?!”
Kollega 2’s barn: “Jeg har en på tissemanden?”
Kollega 1: “….øh. Det må blive en anden dag.”

Well. Tilbage er der vist kun at sige: Cedric, don’t count your tips in public.

Fotograf (af vintergækker, forstås): Palle Pophår

Håber du får en SKØN påskeferie, hvis du skal holde sådan én!  ❤

Der sker et eller andet lige for tiden. Inde i mit hoved. Måske en kortslutning, jeg ved det ikke. Det handler om blomster. Jo, du læste rigtigt. Som i blomster på tøj. Blomster på sengetøj; blomster alle vegne. Jeg kan i slet ikke få nok, hvilket er ret bizart, for jeg kan i virkeligheden slet ikke li’ blomster, sådan på anden måde end the real kind. Jeg tror nok, det er Elisabeths skyld, faktisk, fordi hun en eller anden dag (for nogen tid siden efterhånden) flashede et billede på Instagram af hendes lækre sengetøj (❤). Og jeg er faktisk i tvivl om der er så meget som en lillebitte afbildet gevækst på noget af det, men farve er der i hvert fald. Masser. Og så kastede jeg et blik på vores eget sengetøj mens jeg døde en lille smule af kedsomhed. Og så gik det selvfølgelig hverken værre eller bedre end at jeg lige måtte fyre et halvgammelt gavekort af på nyt sengetøj. Med blomster. Masser af dem. Min teenager kiggede skeptisk på det mens han mumlede ting som “Okay, seriøst?!” og “Hvad siger far til det?” og hvad man nu ellers siger når man er næsten 14 år gammel, og af hankøn, ikke mindst. Men Mand mener heldigvis godt at han kan sove natten igennem på et blomsterhav uden at hans mandighed er visnet bort om morgenen. Så blomster it is. Men måske det alligevel er ved at gå lidt over gevind. I weekenden blev jeg nemlig overfaldet af det her pudebetræk:

Og jeg synes egentlig, at det er røv-flot, men samtidig, så ved jeg da bare, at det slet, slet ikke er min stil. Over hovedet. Men nu er jeg alligevel blevet tilstrækkeligt forvirret.

Jeg tænker på, om det mon skyldes alderen? Måske har jeg nået det stade, hvor nogle kvinder begynder at sætte pang på brillen, hvis du forstår hvad jeg mener. Hvor det grå så småt begynder at fylde lidt rigeligt fra toppen og ned, og man derfor beslutter sig for at sætte lidt fut på farveskalaen. Måske er det dér, jeg er? (og hvor tidligt starter den slags egentlig?) Eller måske er det turen til England (for guderne skal vide, de er VILDE med blomster derovre)? Måske hungrer jeg bare kort og godt efter forår. For godt nok er jeg i vid udstrækning relativt stor fan af sne, og synes det er virkelig pænt når vi – hver anden dag – vågner op til et nyt lag, men helt ærligt. Vi er sgu’ da snart i april. Jeg tror måske, at foråret fejlagtigt forsøgte at krydse E45, og i den forbindelse blev ramt af en lastbil med dobbeltanhænger. Det har vist lidt lange udsigter.

Så alt imens vi med åndeløs spænding afventer vejrets udvikling (og ikke mindst glæder os til påskeferien), så klemmer vi ballerne sammen, og holder ud lidt endnu. Og mens vi venter, får du lige et lille uddrag af diverse beskyldninger, fakta og spørgsmål fra min morgenstund:

”Arj!! Du gjorde så jeg fik tandpasta i næsen!”

“Mor, jeg tror ikke, jeg vil være professionel ishockeyspiller alligevel!”
(Øhh, nej?)
”Nej, for jeg kan ikke engang finde ud af at stå på ski!”
Okay, så parkerer vi bare den.

”Mor, hvorfor er det egentlig så svært at komme ud af Nordkorea?”
Den tror jeg OGSÅ vi parkerer, bare lige fem minutter…

”Skal du tisse inden du skal på toilettet?”
(Right, det var vist mig, der stod for den).

”Du skal da vist ha’ et par strømper på, hva’ min skat?”
”Så går du lige ind og henter dem, mor!”
Ææææææ! WRONG answer.

“Mor, hvad betyder det dér 1:16 000 000 nede i bunden af vores verdenskort?”
“Det er målestoksforholdet.”
“Og hvad betyder det?”
“Ja, det betyder, at….. Altså, det betyder, at én tern er lig med…. 16 millioner kilometer…? Nej, okay, lige voldsomt nok. Så er én centimeter lig med… nej, det er endnu værre. Måske er det hele kortet… Nej, fuck det, har du prøvet at Google det?….”
Okay, det var flot.
Vi lukker ned nu.

Godnat og sov godt derude!