…og lader batterierne op i den virkelige verden.

Ses til august!

Jeg har verdens sødeste kolleger. Ingen tvivl om det, og nogle af dem deler jeg også kontor med. Så overhører man fra tid til anden en enkelt telefonsamtale, som ikke er arbejdsrelateret.
For eksempel blev Kollega en dag i sidste uge ringet op af sin førstefødte, der er jævnaldrende med Ældste Pode. Kollegas førstefødte, der var alene hjemme, havde givet sig i kast med en omgang rabarbertrifli. Stor respekt for det; jeg ved da med sikkerhed at min ældste i samme uge spillede iPad stort set uden ophør i samtlige døgnets vågne timer.
Ingen rabarbertrifli hos os, med andre ord.

Nå, men dét der slog mig, da jeg – uden at ville det… – overhørte samtalen, var, hvor pænt Kollega talte til sit barn. Og det virkede faktisk som om de kommunikerede. “Har du prøvet at trykke på nogle af knapperne, Anders?”, spurgte Kollega for eksempel deltagende med sin rare stemme, og det lød faktisk som om at Anders i den anden ende rent faktisk havde en idé om hvorvidt han havde trykket på nogle af de omtalte knapper eller ej. Og sådan fortsatte det.
Jeg var meget imponeret; dels over at der faktisk var en form for tovejskommunikation, og dels over at Kollega tilsyneladende er verdens bedste og mest tolerante mor ever, hvilket fik mig til at tænke, at jeg nok bør bruge ferien på at fokusere på en omlægning af min egen militaristiske kommandocentral.

Jeg forstår ikke helt hvordan Kollega gør det. Altså fører sådan en samtale med sin teenager. Der blev også givet flere instrukser på samme tid (godt nok med et indledende “…og nu skal du høre RIGTIG godt efter, Anders!….”).
Det var aldrig gået hjemme hos os, jeg siger det bare. Samtalerne vi fører herhjemme strander mange gange langt tidligere.
For eksempel på denne her facon (som også er et eksempel fra den forgangne uge):

Jeg ligger i sengen, og er syg. Ældste Pode kommer ind i soveværelset for at spørge om noget, og da han har fået svar, går han igen.
“Bare lad døren stå åben!” siger jeg.
“Okay!” svarer Ældste Pode, og lukker døren.
“Ældste Pode?”
Ældste Pode åbner døren: “Hvad?…..”
“Bare lad døren stå åben!” siger jeg igen.
“Okay!” gentager poden, og lukker døren endnu engang.
Dette scenarie udspiller sig utroligt nok yderligere to gange.
Nu var jeg som sagt sengeliggende og dermed en mere fredelig udgave af mig selv. Men mit sædvanlige jeg ville uden tvivl langt tidligere i processen desperat have ytret noget i retning af “HVILKEN DEL AF SÆTNINGEN ER DET, DU IKKE FORSTÅR?!” …

Vi er kort sagt meget langt fra rabarbertriflien.

Men altså. Ens fornemmeste opgave som mor er jo (udover at være en chokoladefontæne af kærlighed) at være rummelig, tålmodig og ikke mindst voksen. Jeg vil prøve at lade alle disse ting komme lidt klarere til udtryk når jeg taler med (og ikke til) poderne. Det er mit mål, mit nye indsatsområde. Og hvem ved, måske det ender med rabarbertrifli?

Dagens kloge ord

“Det er bedre at beklage en ting, man ikke har sagt, end en ting, man har sagt”
Arabisk ordsprog

“Den hund, som giøer mest, bider ikke gjerne”
Ludvig Holberg

Nogle mennesker lever mere end andre. Jeg tror måske du ved, hvad jeg mener. Jeg mener, at der findes mennesker, som bare skal ha’ det hele med. Alt hvad de foretager sig, gøres på en måde, hvor hvert øjeblik skattes. Hver en mulighed for at opleve, og lære noget nyt, udnyttes. To live deep and suck out all the marrow of life, som de siger i ‘Dead Poets Society’ efter citat af Henry Davis Thoreau.

Jeg er en evig beundrer af disse mennesker. Og nu har vi mistet et af dem. Det var min svigerfar. Min bonussvigerfar, ville nogen sige, eftersom han ikke er Mands biologiske far, men det gør ingen forskel for mig. Og heller ikke for Mand, eller for mine poder.

Han var den altid nærværende mand; det evigt interesserede menneske. Det er de færreste, der virkelig er til stede sammen med andre mennesker, har du lagt mærke til det? Det er åbenbart en kunst som mange mennesker (mig selv inklusive) ikke mestrer særlig godt, men min svigerfar, han kunne. Han var ikke mentalt et andet sted i sit samvær med andre, han glemte ikke hvor samtalerne var på vej hen, eller hvad der var essensen: Hygge, sjov og alvor blandet med en afgrundsdyb viden om stort og småt. Utallige gange har poderne stillet spørgsmål, som kun Bedstefar har kunnet svare på; vi har faktisk haft lister over ting, som Bedstefar skulle forklare. Om stjernerne, universet eller bare noget om ganske små ting. Ingen brug for hverken Lademann eller Wikipedia.

Jeg har den dybeste respekt for dette menneske, og nu har vi mistet ham.

Og i den forbindelse er der noget, jeg har tænkt på: Man læser og hører ofte om folk, der har overvundet sygdom. De ville ikke dø, hører man, og grunden til at de ikke døde, var fordi de kæmpede. Og så tænker man, at det hele bare handler om at kæmpe nok. Men det gør det ikke, har jeg fundet ud af. For min svigerfar han kæmpede, og levede til det sidste – lige indtil han ikke kunne mere. Og ret beset er døden jo det eneste her i tilværelsen med en succesrate på hundrede, så den rammer jo alle en dag, også de kæmpende, selvom man vitterligt tror, at de lever for evigt. Det tror jeg er vigtigt at huske. Folk dør ikke nødvendigvis fordi de har givet op. De dør, fordi det gør man på et tidspunkt, om end det mange gange virker uendeligt uretfærdigt. Helt sådan som det føles nu, for os, som er tilbage. For min svigerfar efterlader mange sørgende i de levendes verden.

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, skrev Julia Lahme i sin bog ’Sig farvel: Hvad præster ved om sorg’. Og lige nu er der rigtig meget kærlighed, der flakker rundt uden fast bopæl. Husk at være god ved den, hvis du møder den på din vej.

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Vi lever i denne verden, når vi elsker den”.
Tagore.

En æra er ved at være nået ved vejs ende: Mindste Pode har haft sidste dag i børnehaven – i dag! Dramatisk much? Jeg synes nu altså også, at det er ret vildt! Og vemodigt; nu har vi trods alt haft poder opbevaret i daginstitutioner fra Ældste Pode var ti måneder gammel, hvilket vil sige, at vi har tolv år på bagen hvad det angår.

Jeg synes vitterligt, at der kun er gået et øjeblik. Ungerne er vokset som torden og lynild, og nu hvor det er slut-prut-finale med børnehaven, så kan jeg vist godt lukke småbørnskapitlet sådan relativt. Tilsæt her et minuts tavshed, mens vi efterfølgende spiller ’The Last Post’.

Hvis du vil med mig en tur ned ad Memory Lane, så kan jeg fortælle dig, at vi i de forgangne tolv år har haft tredøgnsfeber, skarlagensfeber, børnesår og andre typer sår i et utal af varianter. Vi har haft lungebetændelse, halsbetændelse, mellemørebetændelse (det har vi sådan set stadig….) og astmatisk bronkitis. Vi har haft ringorm, børneorm (og regnorm?); vi har slået tænder løse, flækket næsen, flækket læbebåndet (jo, det er der noget, der hedder) og brækket en arm. Vi har slået hul i en kind og vi har godt nok haft meget næseblod. Vi har været ramt af et utal af influenzaepidemier, og vi har overlevet fortløbende udbrud af vuggestuepest i mange afskygninger.

Jeg satser på at vi nu fremadrettet primært skal slås med lus. Og jeg skal måske slås lidt med mig selv. Og mine tanker. For derude, på den anden side af sommerferien, der venter skolen. Da min ældste startede i 0. klasse havde jeg håbløst mange mindreværdskomplekser. Vi var de yngste forældre i klassen, og derudover var der farligt mange meget stilsikre mødre, og de andre børn boede i store og smukt indrettede huse (palæer) med samtalekøkkener. Hvilket alt sammen medførte flere års panik hos mig. Da så Mellemste Pode startede i skolen tænkte jeg, at nu havde jeg styr på følelsesregisteret. Følte mig tilmed en lille smule tjekket til tider. Selvfølgelig med undtagelse af den gang hvor jeg forårsagede en juiceeksplosion under en fælles morgenmadsseance (man tror ikke at den slags kan ske, men det kan det!). En hel liter juice sejlede ned ad vægge, ned i skuffer, og flere af de omkringværende forældre blev ramt. Oh yes.

Hvis man ser bort fra det lille uheld med juicen, så syntes jeg, at jeg havde immer så meget styr på både forældreintra, årets gang, og comme il faut i forbindelse med børnefødselsdage, idrætstimer og legegrupper. Også selvom vi slet ikke havde fået noget samtalekøkken i løbet af de mellemliggende år.

Men noget skete. Hverdagen, muligvis? Ja, måske det vitterligt var hverdagen, med alt hvad den indebærer, der gjorde (og gør), at jeg bare ikke er helt så meget med på beatet. Og på et tidspunkt, så følte jeg efter noget tid, at jeg for vild. Og på en eller anden måde vandrer jeg stadig rundt i skoven og leder efter brødkrummer. Med andre ord har jeg stadig et par mindreværdskomplekser gemt fra år tilbage. Og en lille smule ondt i maven, nogle gange.

Men det vil jeg (prøve) at skide på lige nu, for på trods af det hele, så glæder vi os! Ja, Mindste Pode er selvfølgelig den af os, der glæder sig allermest, og den slags smitter helt ind i det allerinderste af hjertekulen.

Bye bye, Fort Knox!

Jeg er simpelthen så vred og sur og ked af det i de her dage, at det er komplet ynkeligt.
Så er du advaret.
Der er ingen årsag (hvilket gør det endnu mere ynkeligt); det er bare en slags grundfølelse, som jeg frygter er ved at tage permanent bolig i min krop. Som gør, at jeg bliver frådende arrig og højeksplosiv ved udsigt til den mindste lille bitte ting der ikke kører efter samme dagsorden som jeg gør. Altså min dagsorden, faktisk. Nok.

Men jeg føler mig lidt som klovnen i cirkus, der har alle sine bolde i luften. Og jeg føler at jeg taber dem, én efter én. Og det er i alle henseender:

…Når for eksempel ledelsen på mit arbejde beder mig om feedback (på deres ledelse, forstås) under en tretimers sceance i forbindelse med noget strategidag. Et par andre kolleger deltog også, men spørgsmålet der blæser i vinden er: Why me? WHY?? Som om jeg nogensinde har sagt noget som helst fornuftigt i plenum.
Venter stadig på det dersens anbefalede brev.

…Når tørreloftet er taget. Hallo! Det er mit tørreloft (føler jeg). Do NOT mess with me!

…Når Mellemste Pode skal cykle til fodboldskole et helt nyt sted, og jeg forestiller mig, at han bliver kørt ned, og at jeg aldrig skal se ham mere. Så forekommer denne her verden meningsløs, og jeg skal virkelig koncentrere mig på mit arbejde for ikke at sidde og vande høns i fuld offentlighed.

…Når to ører er alt, alt for lidt til tre børn. Mand er virkelig meget ude for tiden. Can’t blame him. Men igen; ører på overarbejde.

…Når der skal pakkes ud og pakkes ned i ét væk til forskellige poder, der skal på forskellige sommerferiecamps, og som skal bruge både solcreme og regntøj og gummistøvler i én pærevælling, og hvornår passede de overhovedet sidst? Gummistøvlerne, altså?

…Når Mindste Pode har afslutningstamtam ovre i Fort Knox lige om lidt, og nogen også har fødselsdag i weekenden, og vi har styr på….. ingenting?

…Når der kraftstejleme er legetøj over det hele så langt øjet rækker, og dét i et omgang så al færdsel i hjemmet næsten er forbundet med livsfare. Slår muligvis Thomas Tog ihjel når jeg har udgivet dette indlæg. Eller nogle LEGO-ninjaer. De messede helt klart med den forkerte, og survival of the fittest er mit motto her til aften. Og lad mig bare slå fast: I’m not the forgiving type.

…Når man er gået kold på projekt aftensmad. Sådan for alvor. Og man er så tilpas udfordret af kønsløse middagsretter, at man supplerer med ostemadder efter podernes sengetid. Og der er heller ikke mere ingefærmarmelade. (Jeg sagde jo, jeg var ynkelig!).

Som du kan se: Absolut småting (hvis vi ser bort fra trafikkatastrofescenarierne), men ikke desto mindre:
Jeg har tabt mine bolde.
Og jeg er som direkte følge heraf reduceret til at være en mor, der er ‘need to have’ og afgjort ikke ‘nice to have’.

Jeg prøver virkelig at holde fokus. Fokus på vejrtrækning og de små åndehuller: Solskin. Dagens hjemtur med Mindste Pode, som er en hyggestund. Og det kan godt være at jeg sådan generelt hudfletter sagesløse mennesker der står på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men til gengæld lærte jeg i dag Mindste Pode at samle de tomater op, som manden på cyklen foran os tabte – fordi så er man bare et godt (eller knapt så slemt) menneske. Period.
Og så taler vi, poden og jeg, om, at vejret er dejligt og hækkene omkring os dufter som vanillekranse, og at de lover os lune sommerdage. Vi hapser en blomst fra hækken og konstaterer, at ja – det var den, der bragte vores tanker hen til et sted, hvor der var fredeligt og rart at være. Flere af de steder, tak!

Jeg spekulerer på hvor stor indsats det kræver, at lade alle de tabte bolde være, dernede på jorden, hvor de ligger og triller rundt. Ved du det? Jeg er virkelig træt.
Og trænger til ferie.

Måske vil jeg – indtil ferien melder sig – forsøge mig med denne her metode:

Hvor glad tror vi Chef bliver på en skala fra ét til ti?

Hvis du har en enkelt pode eller to (måske tre?), så er du sikkert den lykkelige indehaver af en del kreationer, som dine poder har hjembragt fra diverse institutioner. Glem alt om nogen som helst former for Nordic living i afdæmpede grå nuancer.

Jeg elsker simpelthen disse kunstværker, fulde af farver og historier, som fragtes til vores hjem.
For eksempel denne her:

Ronaldo (hvis nu du var i tvivl).
Lavet af ÆGTE gips…

Jeg er især vild med bolden. Og det faktum at Ronaldos øjne er omkranset af et lag guldglimmer. Jeg elsker at den ene arm sidder en anelse løst, og at Mindste Podes små fingre har fremtryllet alt dette næsten ud af det blå.

Så er der de kreationer, som man også elsker, men hvor det måske ikke med al tydelighed fremgår hvad det er, det forestiller.

Det er sådan nogle kreationer her:

Hvor man siger ”Neeejjj, en fin…. øhh…. blålilla….én! Den er bare SÅ flot!!… Helt bestemt….”

Og poden smiler stolt, og man smelter langsomt, både over sin pode og den dersens blålilla’e tingest man ikke aner hvad er, og som man ikke vidste man manglede, men som man nu synes er vidunderlig (og næsten) uundværlig.

Og inden jeg flyder over af lyksalighed over hjembragte gips- og lergenstande, så bliver jeg nødt til at slutte af med at betro dig, at indlægget faktisk er skrevet som en undvigelsesmanøvre. En form for virkelighedsflugt, en overspringshandling, et forsøg på at fjerne fokus. Lige nu har jeg nemlig lyst til at være alle andre steder end hjemme, hvor vi i skrivende stund har besøg af verdens mest irriterende barn ever. Virkelig. Jeg vil spare dig for detaljerne, men jeg sværger, det er et mirakel hvis han er i live når hans mor kommer for at hente ham. Om TO timer.
Vil nogen derude be’ en lille bøn for mit mentale velbefindende, tak? Og fortæl mig i mellemtiden venligst hvad mirakelkuren mod røvirriterende lånebørn er?

PS: Den blålilla’e ting skal faktisk forestille at være Shrek. Pågældende pode glemte det lissom bare undervejs, og derfor blev Shrek både hovedløs og lidt lilla i det. Og faktisk slet ikke grøn, som mange vil vide ellers er Shreks normale farve. Men altså. Det handler vel bare om at være lidt omstillingsparat?

Når alting går lidt for stærkt, og livet måske ikke hele tiden er lutter lagkage, skal man huske at nyde det når man endelig får en lille skefuld af cremen. Min egen himmerigsmundfuld fik jeg i dag, da jeg trådte ind i børnehaven for at hente Mindste Pode:

Foran mig står verdens mindste purk, der er ved at blive iført sandaler af sin mor.
“HEJ ASKER!!” læsper barnet højt (og med en del mundvand) ud gennem sutten.

Der er ingen tvivl om at barnet kigger på mig, og at det er mig, der er Asker.
Og når barnet kalder mig for Asker beror det ikke på en tilfældighed, for i børnehaven findes der faktisk en pædagogmedhjælper ved det navn. Han er cirka to meter høj, og beriget med et evigt undrende og småtræt ansigtsudtryk (på ’jeg-var-i-byen-til-klokken-5:35-i-morges-måden’). Sidst, men ikke mindst, er han indehaver af en frisure, der mest af alt ligner Jon Bon Jovis anno 1988 tilsat ekstra krøl:

Eller måske noget Michael Bolton fra samme periode?:

(Lidt fladere i toppen, ja?…)

Nå. Har du typen indprentet på nethinden?
Godt.
Så kan man med disse billeder in mente spekulere på hvorfor purken kalder mig for Asker. Trænger det lille barn monstro til briller?, spørger du måske. Svaret er nej. Jeg kan afsløre, at ungens udtalelse beror på en udseendesmæssig lighed. Og jeg er ikke to meter høj, kan jeg godt slå fast (men okay, det skal retfærdigvis siges, at hvis man – som den lille purk – kun er i omegnen af tooghalvfems centimeter høj, og ser alting fra et regnormsperspektiv, så er en meter og femoghalvfjerds vel det samme som to meter. Stort menneske, same-same).
Dette lader os tilbage med det stenede ansigtsudtryk og/eller Jon Bon Jovi slash Michael Bolton-garnet. Yes. Just lovely. Jeg lader dig om, hvad du vælger at tro.

Med til historien hører, at barnet efter sin spontane “HEJ ASKER!!”–ytring tydeligvis bliver en anelse forvirret da han får kigget efter en ekstra gang (han synes muligvis at Asker har fået lige lovligt mange rynker i løbet af kaffepausen), og moderen til barnet ser ud som om hun bare vil dø. Nu.

Hvor har jeg været i hendes sko i omegnen af en trilliard gange. Men helt ærligt, så er jeg vild med det. Jeg synes det er fantastisk, at være blevet kaldt for Asker, og jeg har grinet af det lige siden.
Lille purk: You made my day!

Bemærk venligst: Ingen dyr eller mennesker kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg, ligesom det på det kraftigste skal pointeres, at enhver ytring om den omtalte pædagogmedhjælper, der kan tolkes som negativ i forhold til dennes person, udseende eller virke i den pågældende institution, er ganske utilsigtet.

En podes mor vågner op til erkendelsen af, at sommergarderoben er krympet i løbet af vinteren. Moren har med andre ord lagt sig noget ud.
Podens mor erfarer samtidig, at poden har mellemørebetændelse. Fantastisk morgen so far.
Eftersom Mand var hjemme med poden fredag, må det siges at være morens tur til at have barn syg.
Podens mor har møder.
Eftersom poden ikke er synderligt mærket af sin sygdom, slæber podens mor poden med på arbejde.
Podens mor bestiller tid hos lægen.
Poden konstaterer, at wifi’en på morens arbejde er noget værre lort.
Som direkte følge heraf keder poden sig efter cirka 28 minutter. Og der er meget lang tid til lægetid klokken 11:50.
Pode bliver sat til at stemple. Ka-klonk, ka-klonk, ka-klonk.
Stempleriet tager om sig, og inden moren får set sig om, er mødebordet stemplet meget ’Fortroligt’.
Podens mor konstaterer, at blækket fra stempleriet ikke sådan uden videre lader sig fjerne.
I de efterfølgende timer prøver podens mor – der er flyttet på delekontor i forbindelse med ny stilling – at bagatellisere podens papirmassakre og tilhørende lydeffekter.
Poden erfarer i den forbindelse, at moren er små-stresset, og at hun kan mange bandeord.
Poden og podens mor kører endelig(!) til lægen. Lægen konkluderer efter lang tids venten, at der må en specialist på banen.
Moren formår at få manipuleret med tiderne så det passer med vigtigt møde. (Morens selvbillede er på dette tidspunkt krakeleret væsentligt).
Pode keder sin røv i laser under møde.
Efter meget vigtigt møde frekventeres speciallæge.
Pode og mor vender tilbage til kontoret, nu forsynet med penicillin og kage.
Undervejs den ørkesløse vandring efter kaffe og kage, opgiver morens fodtøj sit ævred, og giver fortabt. Midt på den lange gang, og med stor kaffetsunami til følge. Sandal vil muligvis forfremmes til sejlersko.

Moren udlever resten af arbejdsdagen i bare fødder. Moren høster mange kommentarer på barfodslooket.

Efter udtjent værnepligt drager poden stolt ud i verden beriget med cirka 40 stykker A4-papir, der er ’TIL ORIENTERING’. ”De skal hænge på mit værelse, mor!”… ”Ja, det bliver flot, skat!….”

Undskyld til alverdens skove. Undskyld!

Hjemme venter der en bunke vasketøj og en sommerfest i 6.A på moren. Hvis du er i tvivl, så er moren IKKE fan af sommerfester. Eller nogen former for fester i skoleregi for den sags skyld. Overhovedet.
Tilsæt hertil, at Mand har tilmeldt sig et forunderligt løbearrangement, som kræver hans tilstedeværelse samtlige aftener i denne uge. HELE ugen. Moren har med andre ord ingen wingman til sommerfesten. Bugger. Til gengæld har moren tre hyperaktive poder, heraf den ene med mellemørebetændelse OG næseblod. Der bliver også vist teater (‘The Tempest’…), og cirka ti minutter inden teateret starter, kommer teaterpoden, og spørger efter sit kostume. Kostume? Moren har sgu’ da ALDRIG hørt noget om noget kostume. Og moren har desværre ikke sørøver-accessories i næbposen.

Efter to-og-en-freaking-halv time vender moren hjem fra sommerfest. Moren er træt. Moren sætter sig ned og skriver et skodindlæg på sin blog, og tænker på, at der mangler et kodak-moment i denne her ligning. Sådan ét, som man kan finde hos Idabida. Jeg elsker hende faktisk. (Og synes generelt der er for lidt linklove i det her Blogland). Moren overvejer at sende Idabida et ægteskabstilbud. Vil du, Idabida?

Men måske der alligevel godt kan presses et lille Kodak-moment ind i fortællingen…. For nu kommer moren i tanker om, at podernes far, hendes wingman, faktisk lige købte et par bundter roser på vej hjem…:

Og det kan man da altid bruge!

Godnat, og sov sødt!

Det er sommer. Det er weekend. Jeg sætter mig godt tilrette i en havestol, og åbner min bog. Jeg bladrer om på bogens første side og begynder at læse:

”Dette er en kærlighedshistorie. Den handler om kærligheden til livet.
Om en skæbne, der begunstiger sine børn med forelskelse, forankring og forældreskab.”

Mit fokus på de smukke sætninger bliver overdøvet og erstattet af andre og knapt så smukke ord, der lyder som torden gennem himmelrummet, og kommer fra min mellemste, der spiller fodbold med sin storebror. Ordene han udspyer indeholder (modsat dem i min bog) både besværgelser og trusler, og jeg ser mig nødsaget til at stoppe fodboldkampen med omgående virkning.
Første afbrydelse.

Tilbage til bogen:

”Det er også en grusom historie. Skæbnen lader børnene miste hinanden.
En smuk mand med en forkrøbles på krop og sjæl. En familie slås i stykker.
En kvinde kæmper med sorg og skyld.
Den kvinde er mig. Jeg er ikke alene.
Hundredtusinder af danskere gennemlever rollen som nærmeste pårørende til et menneske med en dødelig sygdom.”

Nu er det så, at min yngste i skurets allerfjerneste hjørne finder en art boomerang, en frisbee om du vil – i hvertfald noget, der med andre ord relativt let og ubesværet kan svæve ukontrolleret og temmeligt langt. Afsted sender min yngste denne genstand, SVUSJ!, som jeg i samme nu ser svæve henover adskillige garagetage og trætoppe. Mindste Pode står helt stille midt i bevægelsen mens en blanding af ‘Woooow!’ og ‘SHIT!’ står malet i hans ansigt.
Storstilet redningsaktion indledes. Unidentified Flying Object genforenes efter nogen tid med ejermand, og hjembringes til matriklen.
Det var den anden afbrydelse.

Jeg kaster mig over bogen igen (hmmm…hvor var det nu vi var…..):

”Det er en rolle, der forandrer for stedse. Tilværelsen får ny betydning.
Problemer og værdier ændrer karakter. Ens egen karakter står for skud.
Det er en rolle uden manuskript. Man kender afslutningen, men ikke handlingen.
Man kender ikke sin elskede. Og man kender ikke sig selv.”

Efter ganske få sekunder kan jeg igen høre min mellemste, som fra et fjernt sted råber “Okay, mor, jeg bløder! Jeg bløder! MEGET!”

For filan altså!!
Pode indfanges og tilplastres.
Det var så den tredje afbrydelse.

Cirka en halv time tager det mig at pløje mig igennem den smukke allerførste side i min bog.
Det er Eva Jørgensens ‘Vi ses i morgen’.

Den har efterhånden et par år på bagen, men Kollega anbefalede den, og den er virkelig smuk og fin. Eva Jørgensen balancerer så fornemt hændelser og følelser i forløbet med sin mands sygdom og død, uden at man fortabes i afmagt undervejs.
Jeg kan kun anbefale den til dig også, hvis du har mangler en tankevækkende lille bog.

Håber du har haft en fantastisk weekend! ❤️

Så er det uundgåelige sket:
Vi har fået en teenager.
Sådan for real. Han fyldte tretten i forgårs, TÆNK, at det nogen sinde skulle ske…. Min lille bitte dreng! Åh, om man kunne opfinde tidslommer, som man kunne skalte og forvalte efter forgodtbefindende. Hvad jeg dog ikke ville give for en dag med ham igen som baby, eller som treårig, eller syvårig. Bare en enkelt dag, for han bliver jo mere og mere skøn for hver dag der går, så jeg har ingen intentioner om at spole tiden tilbage sådan for alvor.

Vildt nok, når man tænker over, hvad de små mennesker har formået på så få år. Og her taler jeg ikke bare om, at han er rykket fra en størrelse 13 til 42 i sko, men på hele det menneske han er blevet.
Et fantastisk menneske!

Men ok, noget rykkes der selvklart fortsat ved, og ingen tvivl om, at hjernen er under rekonstruktion, som man siger.

Det er svært at blive teenager. Simple ting bliver meget uoverkommelige. Særligt nye ting. Og i særdeleshed flere nye ting på samme tid.

Et ganske glimrende eksempel på dette kunne være brugen af deodorant. Det kan som udgangspunkt være vanskeligt at forstå, at det kan være nødvendigt at benytte sådan én. Endnu mere vanskeligt kan det være at indse, at låget skal af før brug. Og ikke mindst at deodoranten skal rulle, og at man således ikke bare skal duppe armhulen lidt sporadisk med en knastør roll on.

Kombiner den vanskelige brug af deodorant med den relativt simple leveregel: Ryd op efter dig selv.
Det er næsten en umulighed, ikke kun for teenageren. Det betyder, at når jeg kommer hjem, føles det faktisk slet ikke som om jeg står i det samme hjem, som jeg forlod. Man får sådan et gedigent indtryk af, at en belejring har fundet sted, men nu er alle forduftede. Radioen spiller stadig. Lyset brænder. Nogen har glemt at lukke køleskabet helt. Pænt meget is på køleskabsbagvæggen. Åbne brødposer på bordet; krummer über alles. Brugt service dominerer bordfladerne rundt omkring. Bevæger man sig ud på gangarealer og badeværelse, ligger der beskidt tøj på gulvene, noget mere vådt og fugtigt end resten. Jeg ser uden problemer live-reportagen for mig, med krigskorrespondenten stående midt i stuen.

Så er det jeg begynder at blive meget skinger i retorikken, mens jeg taler om global opvarmning og elregninger. Husregler og lokumsruller.

Men lige meget hvad jeg siger, og uanset hvor skingert tonelejet end måtte være, så er det som om at budskabet aldrig helt når frem til modtageren. Nogle gange er der en enkelt pode eller to, der reagerer med et svar a la ”Ja, moooor…. (med hollandsk ‘r’), det har du sagt mindst TREDIVE gange!!”…. (Men når nu jeg har sagt det tredive gange, hvorfor SKER der så ikke noget?!).

Men altså. Jeg ser frem til den dag tågen letter, men det sker nok desværre ikke lige foreløbigt. Jeg har tre sønner med en spredning på syv år. Er du godt klar over, hvor mange år, jeg skal ha’ teenagere herhjemme?…
I kalenderår er der helt præcist tale om fjorten. FJORTEN ÅR!!… Er der nogen, der vil være så venlig at fortælle mig hvad fanden vi dog tænkte på??

I det mindste har vi stadigvæk relativt meget styr på deres færden. De er i hvert fald endnu ikke begyndt at bevæge sig ud i det københavnske natteliv, hvilket jeg frygter mere end noget andet. Men igen, uagtet mine holdninger og synspunkter desangående, så undgår vi det nok næppe.

Kalder alle mødre til teenagere: Giv mig jeres overlevelsesguide, tak!