I anledningen af at jeg holder mega-meget ferie om et splitsekund, og fordi bloggen runder 3 år lige om lidt, kom jeg til at tænke lidt på alle de ting, jeg har forsømt som blogger. Og der er faktisk en del mangler, som jeg nu indser, at jeg i virkeligheden bør undskylde eller kompensere for.

Jeg nævner i flæng:

…. At fotodokumentere min lækre morgenmad.
Den kommer her – bedre sent end aldrig, som man siger:

Ved godt, at der er alarmerende mangel på marmor, kongeligt porcelæn og noget farvekoordinerede buffet-halløj foruden den obligatoriske soyamælks-latte.
Beklager folkens – det bruger jeg ikke. I virkeligheden er jeg mest til smør. Dog ikke i kaffen.
(Bemærk venligst også den sædvanlige dårlige billedkvalitet hvad angår mine egne billeder).

.…At lave et #udenfilter-indlæg.
Sorry. Filter eller ej, it really makes no difference.

… At lave et dagens outfit-indlæg.
Here you go:

Okay, indrømmet, vi er vist en del dage tilbage i tiden, men jeg har holdt den samme fantastiske stil gennem alle årene med den lille ændring, at jeg nu bruger bukser.

… Skønhedstips.
Well. Lad være med at massakrer dine bumser, så de ligner vulkanen Etna i udbrud. Og hold nallerne fra koboltblå eyeliner. Fik du fat i det?

…. At lave et #metoo-indlæg.
Også selvom det er so much last year. Men jeg har faktisk kun kendt søde fyre. De findes derude. Og hvorfor findes der egentlig ikke nullerdamer? Altså helt uden for kontekst i øvrigt.

…. Affiliatelinks.

…. At beskæftige mig med SEO.
Helt klart dumt, men jeg synes det er temmelig kedeligt.

…. At lave et ‘Ti ting, du helt sikkert ikke vidste om mig-indlæg’.
Vi tager den korte version her, for jeg kan vitterligt ikke komme i tanke om mere end fire i skrivende stund (så spændende er jeg nemlig):

1) Vidste du at jeg er blevet jagtet af politiet gennem Fælledparken på cykel? Nej, vel?

2) Vidste du så at jeg har præsteret at drive til havs på et surfbræt, og måtte reddes af det lokale Baywatch-team i en motorbåd? Ikke mit stolteste øjeblik ever.

3) Du vidste med statsgaranti heller ikke, at jeg er VILD med SingStar: Slip mig løs, and I’m all yours, undskyld, unstopable. Virkelig ærgerligt at jeg ikke har en tone i livet, når nu jeg åbenbart render rundt med en Julie Steincke i maven. Min musiklærer i 1.g. græd – and I kid you not – da jeg sang Don’t cry for me Argentina, og det var IKKE glædestårer. Hun var også et meget følsomt menneske, og ud fra den betragtning burde jeg måske ha’ valgt noget, der var knapt så højt i diskanten. Jeg har tit tænkt på, om hun mon fik en form for tillæg som kompensation for at lægge ører til elever som mig.

4) Det sidste, som du i denne omgang måske heller ikke vidste, er at jeg er absurd bange for:

• Frøer og skruptudser.
• Hajer. Heraf den førnævnte episode med surfbrættet. Og nej, der var ingen hajer i Århusbugten – heller ikke den dag, men jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sende min særlige tak til Steven Spielberg for at arre min sjæl for altid. Tak.
• At køre bil, og fare vild. Her skal du forestille dig Tom Cruise, storsvedende med sammenknebne øjne i en let slingrende flyver (okay, et jagerfly, så), mens han prøver at fatte sig. Præcis sådan sidder jeg, mens jeg skæver til GPS’en og mumler “come on, talk to me, Goose!!”.
• At komme for sent. Til aftaler. Til fly, der skal lette, og færger, der skal sejle. Jeg er bange for at komme for sent til stort set alt, basalt set – også til livet.

… En giveaway!! Hallo, sådan en skal vi da snart ha’ på banen, skal vi ikke?! Altså ikke at jeg lige på stående fod har andet end en lillebitte pose matadormix…. Det må blive næste gang.

Kram fra mig – og rigtig god sommer! ❤

Er der nogen regler for, hvor længe man må være ked af det på sin blog? Jeg er nemlig ikke sådan helt på toppen for tiden. Og så har jeg tænkt lidt over om der mon er sådan en Emma Gad-håndbog indenfor blogging, hvad den slags angår? Om hvor kummerlig man må være? I hvor lang tid?

Jeg synes nogle gange det kan være svært at være i verden, sådan helt i det små. Jeg ved godt, at det sandsynligvis skyldes at jeg måske(?) er lidt anderledes end de fleste, men mange gange synes jeg, at livet og følelserne kommer alt for tæt på. Det vælter alt sammen ind, helt uden at jeg har givet lov.

For eksempel her forleden dag, i weekenden, hvor jeg bare lige skulle aflevere Mindste Pode hos en kammerat, og så i Netto på vej hjem. Vejret var jo dejligt, så vi cykler glade afsted. Jeg dirigerer poden gennem diverse kryds med de sædvanlige instrukser, og midt i mine påbud om at se sig for først til den ene side, og så til den anden side, afbryder han:
”Mor, jeg ved det altså godt; jeg er jo ikke noget pattebarn!”
”Nej, dét er du i hvertfald ikke! Faktisk er du den allermest voksne 7-årige jeg kender!” (- og det syntes poden ret godt om at få at vide -) ”Men egentlig, så står det i vores forældermanual, at vi SKAL sige den slags ting helt indtil vores barn er fyldt ti år… Så kan du godt se mit dilemma? Jeg har en 7-årig, som slet, slet ikke er noget pattebarn, men på den anden side, så SKAL jeg sige til ham, at han skal huske at se sig for i trafikken?”.
Det tygger ungen lidt på indtil han siger ”…jeg kan godt forstå hvad du mener, men jeg kan ikke se dit gelænder! … Det tror jeg faktisk aldrig, jeg har set?!”.

Og mens vi kørte der, om fablede om dilemma versus gelænder, så bang! faldt den ældre dame, der stod dér på midt fortovet. Heldigvis kom der hurtigt en person mere til (som var meget mere kompetent end mig), og i virkeligheden var det slet ikke så dramatisk, som det måske kan lyde. Det var mere omstændighederne, der krøb ind under huden på mig: Den gamle, tynde og skrøbelige dame, historien om hendes syge søn, der var misbruger og på plejehjem; det sølle i det hele, og verdens blinde øjne.

Og fra den ene yderlighed til den anden, så afleverede jeg alt for sent min pode hos legekammeraten, og satte kurs mod Netto. På vejen mødte jeg min veninde og hendes nabo, der stod og klippede hæk. Alt åndede fred, og jeg følte mig grundlæggende helt, helt forkert. Muligvis fordi jeg ved, at naboen er noget nær overjordisk: Jeg tror ret beset hun flyver til en anden planet med sit rumskib hver aften, men det ved jeg selvfølgelig ikke med 100% sikkerhed. Men dér var jeg, med min rustne cykel, mine ubarberede ben, grimme negle og søndagstøj, fordi jeg jo troede, at jeg bare lige kunne gå undercover, og at jeg nok ikke ville møde nogen, jeg kendte.

Følelsen af at være forkert, og gøre tingene forkert, gennemsyrer i virkeligheden nok min hverdag i øjeblikket, både på den store og på den lille skala. Jeg føler, jeg træffer de forkerte valg. Og uanset hvor lidt dette end måtte betyde i det store billede, så slår jeg mig selv virkelig hårdt oven i hovedet med det alt sammen, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært, det her eksistens-halløj.
Jeg synes, jeg er ret bulet i øjeblikket.

Senere, da jeg langt om længe var kommet hjem, ringede min svigerinde. Der går lang tid mellem vi taler sammen, men hun er et af de fineste mennesker jeg kender. Vi talte lidt om, at hun skulle til Norge og vandre med ældste-niecen, for som hun sagde, så var det vist et af de steder i verden, hun havde forsømt at vise sine børn. Og jeg kunne kun svare, at der godt nok var MANGE steder jeg havde forsømt at vise mine børn, og lige nu plager det mig en del, at jeg ikke engang har haft Mindste Pode med i LEGO-land, men når sandheden skal frem, så fylder forlystelsesparker mig med sand rædsel, og ergo er vi ikke kommet afsted. Og der er mange steder vi ikke kommer, fordi jeg ikke helt magter det. Og det gør mig virkelig trist og ked af det. “Vi kan ikke nå alting”, svarede min svigerinde så, og fortsatte: “- hvordan har du det egentlig?” Og den slags spørgsmål skal man ikke stille, når man samtidig spørger med ægte interesse. Ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de. ”Jeg har det vist meget godt, tror jeg?”.

Men hvis man nu skal se på tingene fra den positive vinkel, så er det fandme smart, at man kan sende sin teenagepode afsted på egen hånd for at købe boxershorts, når han er løbet tør dagen før han står og skal til håndboldstævne i en uge. Det hitter max.
Til gengæld regnede Mindste Pode ud, at der er cirka 4000 dage til han bliver 18 år, og (apropos indkøb) dermed kan købe sit eget hus og sin egen PlayStation. … OG noget tøj, som han tilføjede. Tøj er en god ting. Men 4000 dage? Det er jo lige om lidt? Jeg tror nok, jeg har brug for mit gelænder lige nu.

PS: Jeg skal nok skrive noget mere opmuntrende i mit næste indlæg. Promise. Men indtil da, så tillader jeg mig at give den fuld gas.

Måske du allerede har trukket stikket, og ligger på en tropeø under en palme med azurblåt hav i baggrunden, og en giftiggrøn drink i hånden? Måske scroller jeg ind i din statusopdatering på facebook, og forbander den lidt, fordi jeg ønsker, at det var mig – for jeg har nemlig stadig ikke ferie. Men jeg kæmper mig vej frem mod den. Jo, jeg kæmper, for de her dage op til sommerferien, de er jo fuldstændig som en løbsk væddeløbshest, der spreder død og ødelæggelse på sin vej. Der er så ustyrligt mange ting man skal ha’ styr på – og nå! – inden man kan give heeeeeelt slip, og slappe heeeeelt af i noget der ligner tre uger inden man så skal ræse tilbage på job for at fikse alt det, der nu i mellemtiden har ligget og lumret, og hobet sig op, mens man holdt fri (i alt for mange dage i forhold til hvad sådan et fuldtidsjob uden nogen former for ferieafløser, er gearet til). Hvad er det egentlig for en syg samfundsstruktur, der dikterer sådan en levevis? Jeg tænker åreforkalkning.

Og det, som jeg i virkeligheden synes er allermest mærkeligt, det er, at selvom man drøner rundt for at nå, og fikse, og ordne ting, så alt det man ikke når – det løber (med ganske få undtagelser) ingen vegne. Det er kun én selv, der pisker rundt som en skoldet skid, men vasketøjet, nullermændene, bunkerne på skrivebordet, de indtørrede potteplanter, og stegepanderne, der skal vaskes af – de forbliver præcis hvor de hele tiden har været; de rykker sig ikke en tøddel. Opgaverne ligger simpelthen brak til vi løfter dem. Og hvad kan vi så lære af det? Ja, se det har jeg ikke helt svaret på, men jeg er sikker på, at der er et svar derude – det må der simpelthen være. Et universelt et af slagsen. Og her svaret nok ikke åreforkalkning.

Vi kæmper vi for at nå i mål, for at nå til bunds i to do-listen. Vi tror på det. At målet findes, og at galskaben vitterligt har en ende: Når vi har rundet det næste hjørne, når vi er forbi den næste deadline, når måneden er overstået, når ungerne er puttet, hvad ved jeg. Lige om lidt. Det er derfor vi bliver ved. Fordi vi tror, vi kommer i mål på et tidspunkt. Vi må være udstyrede med defekte hjerner, for det sker aldrig. I næste måned er der lige så mange deadlines i kalenderen, der er stadig møder, skole-hjem-samtaler, børnefødselsdage og alt muligt, som vi også bare lige skal nå inden vi kommer til bunds i mængden af opgaver, og kan slappe af. Lige om lidt. Det er som ørkenvandreren, der drives frem af sit fatamorgana. Jeg tænker på det om natten, når jeg vågner, og ikke kan trække vejret.

Men samtidig, så ved jeg også, at der få gange i mit liv er sket det mirakuløse, at opgaver, jeg ikke har nået at tage mig af, har løst sig selv alligevel – mens de bare lå dér, ganske og aldeles uberørte (og det var undtagelserne, jeg fablede om for et par linjer siden, hvis du nu var i tvivl). Noget har fundet en vej, uden min indblanding. Så på en måde, kan det godt være, at ting (alting?) faktisk har virkelig godt af at ligge brak i nogen tid. Også mennesket. Dette er ikke en opfordring til at sylte tingene, men måske til at tænke lidt mere overordnet over, hvor travlt man egentlig bliver nødt til at have? Hvor nødvendigt er alt det vi laver, egentlig? (Og hvor nødvendige er vi overhovedet i det det store puslespil?). Det tænkte jeg på i aftes, da jeg sagde til Mindste Pode, at han godt nok havde sorte tæer. Han kiggede på mig et kort øjeblik, inden han tørt svarede: “Ja, det lever jeg faktisk med!”
Jeg tænker, jeg satser alle mine penge på sorte tæer.

Fotograf: Palle Pophår

Det er en ganske almindelig mandag, og Alexis Sánchez skal til træning. Sánchez’ forældre har røvtravlt med at være i Bauhaus og Netto, og med at være til forældremøder og i det hele taget få logistikken til at hænge sammen fordi au pair’en fortsat kun findes i deres drømme, og fordi hverdagen (nogle gange) er en bitch. Derfor er Alexis Sánchez’ storebror blevet pålagt at ledsage Alexis til og fra træning. Storebroderen er absolut ikke enig i beslutningen om hvor smart det lige er, at han er blevet udvalgt til at eskortere primadonnaen; han vil i bund og grund meget hellere spille Fortnite – men det skider Mama og Papa Sánchez alt sammen højt og flot på.

Cirka halvanden time efter Sánchez-brødrenes mellemfornøjede departure, vender de atter snuderne hjemefter. Mama Sánchez kan høre dem helt nede i gården, og hun må erkende, at det varsler ilde. Alexis er i oprør. Han er vred, rasende, og hans skingre og forurettede stemme når utvivlsomt ind i de allerfjerneste hjørner og kroge i hele ejendommen. Mama Sánchez overvejer om hun allerede nu skal sende en pressemeddelelse ud til offentligheden, og undskylde for miseren inden den havner på forsiden næste dag. Mens Mama S. gør sig disse overvejelser, er dramaet nu på vej op ad trappen. Mange eder og besværgelser har hun hørt i sit liv, men intet i sammenligning med hvad hun nu lægger ører til.

Da den førstefødte træder ind ad døren, er han ikke fri for at sprutte lidt af grin, men sprutteriet gør på ingen måde noget godt for Alexis, der har parkeret sin bagdel på bagtrappen, hvor han efter sigende agter at tilbringe resten af sit liv.

Mama S. ytrer, at det synes hun godt nok ville være trist, og spørger, om han så alligevel ikke lige vil ind og ha’ et bad og lidt mad, inden han skal tilbringe resten af sit liv derude? Efter en kort opvejning af pros and cons, samtykker Sánchez skumlende.

Dramaet aftager dog ikke af den grund, for Mama S. må erfare, at Sánchez ude under bruseren nu ønsker at han dels ingen familie havde OG at han dels var død. Intet mindre.

Mama S. vælger herefter at få udredt dramaet på den anden side af toiletdøren, hvor den førstefødte må aflægge rapport. Rapporten er modstridende på en række væsentlige områder, men omhandler i grove træk noget med en dame i (livs)fare for påkørsel, og noget med en undskyldning, der måske eller ikke måske var berettiget. Vi er ude i dét, som man i juratermer populært kalder for en zigzag-forklaring, og centralt for historien er spørgsmålet om hvilken af Sánchez-brødrene, der er en snydepels og en løgner.

Mama S. er umiddelbart ikke blevet voldsomt meget klogere på det tidspunkt hvor Alexis marcherer ud fra badeværelset, og skumlende skovler pastaskruer indenbords. Den anden Sánchez-bror er ellers i vældig godt humør, og taler om dagens VM-kampe. En gang i mellem glemmer Alexis lidt hvor meget han ønskede at dø kun få minutter tidligere, og bidrager olmt til samtalen blot for at komme i tanker om sin vrede, og genoptage sin passivt-aggressive tavshed.

Da aftensmaden er konsumeret, giver Alexis udtryk for, at det nok er ved at være tid til at fortrække til bagtrappen. Han antager en lidende mine, og gør antræk til en tårevædet afsked. Da er det, at Mama S. kommer i tanke om den enlige klatkage, der ligger inde i køleskabet. Alexis får tilbudt klatkagen. Alexis spørger, om han må få både sukker OG flormelis på, hvilket er helt og aldeles forbudt-forbudt når Papa S. er hjemme, men det er han heldigvis ikke nu. Mama S. tænker sig lidt om, og siger så, at det må han godt, men KUN hvis han lover, at han ikke vil tilbringe resten af livet ude på bagtrappen. Alexis overvejer dette tilbud nøje, men konkluderer alligevel relativt hurtigt, at dette take-it-or-leave-it-tilbud simpelthen er for godt til at oversidde.
Done deal.
Reddet af en klatkage.
Mama S. sender en ekstra Ave Maria i æteren, og tænker det er godt, at det sommerferie om et splitsekund.

…”So life, though it remains the same, is always presenting different aspects”.
Måske – og måske ikke… – sagt af Alexis Sánchez.

Okay, jeg har luret hvorfor det er så grænseoverskridende at have fået en teenager. Eller måske har jeg ikke luret det HELE (endnu!), men så noget af det. Det grænseoverskridende består i, at jeg selv var teenager for fem minutter siden, og med al tydelighed kan huske hvordan det var. Og fordi jeg selv næsten er teenager, så er jeg jo nærmest jævnaldrende med min ældste søn – også selvom min yngste jævnligt minder mig om, at sådan forholder det sig ikke helt. 
Han siger ting som:
“Mor, man kan på en måde godt sige, at du er 42 år.”
“Nej, DÉT kan man i hvert fald ikke!”
“Jo, for du bliver 42 år i år, så det kan man rent faktisk godt sige.”
“NEJ, blev der sagt. Jeg er 41 år frem til min fødselsdag; sådan er det. Basta!”
“Men du er på en måde 42….”

Som du ser, næsten teenager. 
Og det kan godt være lidt mærkeligt sådan at opdrage på sin jævnaldrende på den måde, kan jeg godt sige dig. Og ikke mindst er det også meget mærkeligt – fortsat – bare at være en pinlig faktor i dens (altså teenagerens) liv. Et nødvendigt onde, kan man næsten foranlediges til at sige, og det i en grad, så den næsten helt er stoppet med at tale til os (endsige registrere os) i det offentlige rum. Til nød kan man blive spist af med et hånligt nik suppleret med et snøft som hilsen, hvis man er så (u)heldig at støde ind i den på skolen eller i håndboldhallen. 
Tak. Tusind tak. 

I den forbindelse skal det lige siges, at jeg stadig ikke har noget begreb skabt om hvordan jeg skal gebærde mig når jeg befinder inden for en radius af cirka fem meter fra bemeldte pode mens der er andre til stede. Uanset hvad jeg end gør eller siger, så bliver der ved en senere lejlighed hvislet én af følgende to sætninger til mig:

1) “Mor!! Jeg SAGDE jo, du ikke skulle være pinlig!!”
…..eller:
2) ”EJ!! Dét gjorde du bare ikke, mor!”

Og det mest underlige er som sagt, at jeg ikke har den allermindste lillebitte idé om hvad det er, jeg har gjort galt. Altså ud over at sige “Hej!”??….. Men det er åbenbart nok. Til gengæld, så tror jeg nok jeg er ved at have en lille smule styr på dos ans don’ts hos bøjletandlægen, og det er vel en form for start. Så i den anledning kommer her en række gode råd til dig, der er kommende forælder til en tandreguleringsudfordret stakkel:

– Lad være med at fumle for meget rundt med touch screen’en i venteværelset, og lad være med at stille receptionisten dumme spørgsmål om hvordan det hele virker. Hvis du endelig begiver dig op til skranken, så gør det for Guds skyld så diskret som overhovedet muligt, og tal med DÆMPET stemme. Undlad enhver form for pegen, særligt i retning mod teenageren, der i så fald vil se sådan her ud:

– Lad være med at spørge, om din teenager mon har set fiskene i akvariet?

– Lad være med at himle op om hvor teknisk det hele er blevet, når den lille mand går frem og tilbage på skærmen, og signalerer, at det er nogens tur – du behøver ikke reklamere med at der var dinosaurer i baghaven da du var barn.

– Når I er kommet ned på klinikken, så lad være med at vinke til din teenager oppe på stolen henne fra dit hjørne. Den ved godt, at du stadig er der, og det i sig selv, er en smertefuld kendsgerning.

– Når klinikassistenten meddeler, at tandlægen lige er to minutter forsinket, så lad være med kækt at svare, at det er da bare helt i orden, for I løber ingen steder! Din pode vil i dette øjeblik i så fald stille med denne grimasse:

– Når tandlægen så endelig er ankommet og taler om hvorvidt din teenager er færdig med at vokse eller ej, så lad være med at sige, at du har tænkt dig at lægge ungen i gødning henover sommeren; det forvirrer såvel teenager som tandlæge. Ingen grund til det.

– Når I så er færdige, så lad være med at spørge, om du skal følge ham tilbage på skolen, og når han har sagt nej, og hans blik fortæller, at han ikke har planer om at komme hjem igen nogensinde, så lad være med at hjælpe ham med skoletasken og påpege, at udgangen er den anden vej.

Fik du fat i det alt sammen? 

I øvrigt: Hvis du keder dig bravt, og eventuelt skulle få lyst til at læse de forrige indlæg om livet med en teenager, så findes de her:

Status på Projekt Teenager #1
Status på Projekt Teenager #2
Man ved, man har en teenager…

Okay, jeg befinder mig stadig i en form for bloggerkrise, som jeg ikke helt kan definere. Det er der nok heller ikke behov for, for den er ikke mere alvorlig end som så, men jeg spekulerer i øjeblikket på to ting:

For det første spekulerer jeg på, hvor ordene forsvinder hen, hvis de ikke lader sig indfange og nedfælde, sådan som Øglemor så fint skrev det i en kommentar. Hvad bliver der mon så af ordene; hvad er det usagtes skæbne? Gravidgrahvad svarede, at hvis ordene har brug for at blive udtrykt, finder de selv vejen ud. Kun de ord, der ikke behøver et udtryk, formulder og giver næring til nye ord (og hvis det ikke er poesi, så ved jeg ikke, hvad det er). ❤

Ikke desto mindre, så tænker jeg på, om de mon ikke alligevel er lidt som knuste hjerter, eller som forældreløse børn, der ingen steder har at gå hen? Alle de vildfarne ord? Fnug i en snestorm?

For det andet tænker jeg på, hvad det hele mon egentlig bunder i, alle disse overvejelser. På den ene side skyldes det utvivlsomt, at der er så meget, jeg egentlig gerne vil – men man kan bare ikke altid alting. På den anden side findes årsagen også i det faktum, at jeg synes det kan være både svært og krævende på flere planer at drøne rundt derinde på nettet – der er faktisk mange snubletråde. Og hvad er det egentlig med de der sociale medier? Med mennesker, der pludselig føler sig alene og utilstrækkelige fordi alle andre ser ud til at ha’ styr på sagerne? Derinde (eller derude) i det dersens cyberspace, hvor intet alligevel er helt ægte? Hvor man fuldstændig kan iscenesætte sig som man vil? Der er helt klart fordele ved meget af alt det, vi kan når vi mødes elektronisk, men noget spiller altså ikke helt. Og noget spiller tilsyneladende (helt åbenlyst) slet ikke for mig.

Samtidig er det i virkeligheden heller ikke sådan, jeg er. Jeg er ikke en Facebook-kinda-person, og jeg føler mig ikke som sådan én, der skal ses og bekræftes ad den vej. I hvertfald ikke så længe jeg ikke er derinde. Men hvis jeg er derinde, så vil jeg godt ha’ min del af kagen. Og det er faktisk slet ikke er i tråd med mine idealer. Men på en eller anden måde er det prisen, der skal betales; for at være en del af den verden, kræver det, at du er aktiv ‘derinde’. Og sådan er det vel i alle livets sammenhænge: You give some, you take some.

Og jeg er simpelthen så træt i øjeblikket, og lige nu har savnet overtaget. Jeg længes efter vand, langsomt tempo og stilhed. Stil-hed. Det rammer mig fra tid til anden på en måde, som gør ondt langt ind i knoglerne. Så er det, at jeg får tårer i øjnene når jeg holder for rødt på min cykel, og ser et smukt blomstrende træ, hvor bladene stille drysser ned, uendeligt langsomt. Og hvis vi ser bort fra, at de smukke træer for længst er afblomstrede, og alting nu ligner Afrika, så får jeg lyst til at stille mig under sådan et træ, og bare være, mens årstiderne skifter; kommer og går. Som en gammel irgrøn, duebeskidt statue. Det skulle jeg måske være i mit næste liv.
Langt ind i sjælen føler jeg mig sprød som en vandpyts nyfrossede islag en tidlig vintermorgen, og tænker, at alting er et spørgsmål om tid.

Lige nu omprioritere jeg derfor lidt; jeg har tilladt mig selv at skrue lidt ned for tempoet, og ned for hvor meget jeg i det hele taget følger med – over det hele, basalt set. Jeg satser simpelthen på stavgang fremfor hundrede meter hæk. Og jeg håber det er okay, og at du stadig er derude?

Om ikke så lang tid holder jeg sommerferie helt som jeg plejer, men indtil da, er det muligt, at kadencen mellem indlæggene bliver lidt længere. Bare fordi det helst skulle være lysten der driver værket. Og fordi jeg gerne vil det rigtige sted hen.

Afrika.

“Hvor skal vi hen, Plys?” spurgte Grisling. “Det ved jeg ikke”, svarede Plys. Og så tog de hinanden i hånden og gik derhen.

… når man ta’r sig selv i at smalltalke med Jeppe fra 0.B. på vej tværs over legepladsen. Om vejret. Og i første omgang ikke helt forstår at Jeppes ansigtsudtryk ser sådan her ud:

… når man sidder på kontoret, og tager solbriller på fremfor skærmbriller. Hvem siger egentlig man ikke kan være diva i det offentlige? #BeingOprah

… når det dersens toiletrenoveringsprojekt tager overhånd. Og man finder ud af det, fordi man nærstuderer billeder på Instagram meget intensivt, og tænker længe over, at der findes mennesker, som indretter deres badeværelser virkelig mærkeligt indtil man finder ud af, at det er fordi man ser på billeder af køkkener.

… når man – apropos Instagram – opdager, at man blandt andet følger en finne:

Jaja, selv uusi viikko, du.

… når man finder underbukser i skraldespanden. Nogle gange går det lidt stærkt.

… når man efterfølgende står i en Wunderwear, og ihærdigt prøver at overbevise ekspedienten om at deres trusser altså er meget, meget små i størrelserne. Let’s face it, Maude – du er bare blevet bredrøvet.

… når man tilfældigvis scroller ind i sin søn på Facebook under ‘Personer, du måske kender’.
Yes, ham kender jeg.

… når man har sådan en samtale her med sin pode:
“Jeg har haft blodnæse i dag!”
“Nå? Hvad skete der?”
“Der var én, der stak sin blyant for langt op i næsen på mig.”
Sig mig engang, hvad laver børn egentlig derhenne i skolen?

Overvejer om en bog med titlen ‘Podernes hemmelige liv’ monstro vil være et hit?

Ja, det har jeg tænkt lidt over her de sidste par dage, hvor vi tog forskud på sommerferien, lod ungerne holde fri, og drog på landet. Ret spontant. Og Ældste Pode troede ret beset han skulle dø, så meget ville han hellere være i skole, og hjemme på Frederiksberg, end at være i fucking sommerhus. For mit eget vedkommende har jeg malet træværk i en grad så hver eneste muskel i min krop værker og er komplet syret til. Jeg er faktisk en omvandrende portion A38, og i virkeligheden var jeg tæt på at diktere dette indlæg i stedet for at skrive det. Jeg kunne, når alt kommer til stykket, også have brugt det som en dårlig undskyldning. For midt i det simple sommerhusliv, så kom jeg i tanker om alt det, jeg burde skrive noget på bloggen.

Jeg kunne skrive om den lille soloulykke på stigen, hvor jeg i løbet af et nanosekund blev indsmurt i noget der ligner 4 liter træimprægneringsolie, og Mand fluks måtte afsted efter en ny omgang Gori-et-eller-andet. Og mens Mand sad dér i bilen på vej i Silvan, og funderede over hvordan hans ægteskab mon var endt med at blive sådan her, så tænkte jeg på noget helt andet. Jeg har nemlig opdaget, at der er folk, jeg holder øje med. Ikke på den creepy måde, men heller ikke på neighbor watching-måden. Og dog lidt alligevel. På en anden måde. Jeg ved, at de har huse nede ad de andre stikveje, og jeg kan huske da deres børn var så små, at de sad i vandkanten med bar røv og solhat, og jeg genkendte dem, da de senerehen lærte at cykle. Jeg ved, at moren i det ene hus har lagt sig betragteligt ud i løbet af de sidste 5 år (herregud, haven’t we all), og jeg ved at hunden hedder Walther. Den slags. Men vi hilser ikke på hinanden – de ved nemlig ikke at jeg findes. Ikke hvad jeg ved af, i hvertfald. Eller også har de det ligesom mig. Herhjemme findes der også mennesker, som jeg bliver ved med at møde næsten dagligt i gadebilledet, og efterhånden ved jeg mere og mere om dem. Men jeg ved ikke, om de ser mig. Jeg tænker nogle gange på om der overhovedet findes tilfældigheder. Jeg tænker på betydningen af mødet mennesker imellem, og på, at hvis der ikke findes tilfældigheder; hvis der virkelig er en mening med alting, hvad handler de her møder så om?

Nå, men jeg kunne også skrive om den dér softice-maskine på Burgerhjørnet, som giver fortabt hver gang det bliver min tur. Og jo, det er hver gang. Kunden før mig vandrer glad og fro afsted med sin is, men når jeg afgiver bestilling, vender ekspedienten tilbage med en tom vaffel, som hun vifter lidt illustrativt med, mens hun med en beklagelig mine serverer en lang snak om temperaturer og splat. Er det skæbnen, eller hvad? Hvilken højere magt spiller mig et puds i denne her yderst alvorlige sammenhæng? Jeg tager det som en personlig fornærmelse at maskinen kun er i stand til at lave blæver når det bliver min tur – og dét er i virkeligheden svaret på hvorfor Mand springer ind i bilen for at hente mere maling til mig. Det er fordi voksen-genet mangler. Mit, altså.

Til gengæld, så kunne jeg godt skrive noget om hvor voksen jeg tværtimod følte mig i lørdags, hvor jeg var på polterabend, og skulle på toilettet. Jeg havde ud af øjenkrogen spottet hvordan en vældig tjekket kvinde med solbriller styrede stålsat mod toilettet for at forlade det igen nogle minutter senere. Og da jeg gik der ud efterfølgende, gik der kun ganske få splitsekunder inden der blev rykket voldsomt i døren. Og jeg kunne godt se hvorfor: Hun havde glemt sine solbriller. Men hun havde også lavet halløj i tønden i et omfang, så der ikke kunne trækkes ud.
Forestil dig at være kvinden, der vil have sine solbriller, men som samtidig ved, at den person der er inde bag døren også ved hvilken tilstand, hun har efterladt toilettet i. Oh, the irony.
Det tænkte jeg så lidt over, indtil jeg åbnede døren og smilede så sødt, som det nu engang er muligt for sådan en som mig, og spurgte “Er det dine solbriller?”…
Det ku’ bare så meget ha’ været mig selv. Jeg satser på et par point på karmakontoen for den.

Og nu har jeg jo fået skrevet lidt af det, som jeg undervejs gik og tænkte på. Absolut ikke verdensomvæltende begivenheder, I know, men pointen er, at jeg for første gang i de næsten tre år jeg har blogget, faktisk slet ikke følte for at skrive. Trangen og fingerkriblen var helt væk, og intet kunne rage mig mindre end nogen som helst former for sociale medier. Jeg ville så meget hellere se på himlen, og lade mig inspirere på alle mulige andre tænkelige måder. JOMO i sin allerreneste form. Måske fordi nogle andre og mere vigtige brikker i mit liv er faldet lidt på plads.

På en måde føltes det virkelig rart, og på den anden side, så blev jeg også lidt skræmt over, hvor let det egentlig forekom mig, at jeg bare kunne lade det hele være. Give slip. Var det dét?

Og nu sidder vi her. Jeg er røv-solskoldet, og ligner lidt Gurli Gris. Vi har haft det meste af en liter koldskål sejlende rundt i termotasken, og Mand har brækket lilletåen, hvilket jeg har vældig dårlig samvittighed over, selvom det absolut intet har med mig at gøre. Til gengæld er alle fjernsynskanalerne nu ganske ude af trit, og dét er positivt min skyld, og jeg står virkelig lavt i meningsmålingerne af samme årsag. Samtidig er vi blevet tæppebombede med myggestik, og Ældste Pode skal ha’ bøjle på tænderne lige om lidt. Og hvis du spørger, så yes. Vi har en fest.

For tiden bliver jeg ret ofte spurgt hvordan det går. Og jeg ved ikke, om det er fordi jeg ser dem, der spørger, virkelig sjældent, eller om det er fordi jeg ligner én, som man ikke helt ved hvordan har det, eller om det mon som sidste mulighed slet og ret bare er fordi jeg er blevet opmærksom på det, og derfor tænker mere over selve høflighedsfrasen, end jeg plejer. Men jeg føler en lille smule at jeg bliver taget med bukserne nede. Hver gang. For jeg oplever, at når folk spørger hvordan det går, så har jeg ikke et clue. Jeg aner det ikke. Overordnet set har jeg en ide om at vi har det godt, men når jeg bliver spurgt, så ved jeg ikke engang hvad vi lavede i går. Eller om det er sommer eller vinter. Okay, dårligt eksempel – med de temperaturer vi holder os for tiden, så ved jeg godt efter relativt få splitsekunder, at det er sommer – men du ved hvad jeg mener: Det står helt bomstille inde i mit hoved, mens jeg prøver at lokalisere hvad der er op og ned.

Så nu – i et sjældent stille øjeblik – prøver jeg lige at danne mig et overblik over hvad jeg egentlig ved om mit eget liv og min egen færden; så er jeg klar næste gang nogen spørger:

Jeg ved, at jeg fik stjålet min cykelkurv forleden. Come on, helt ærligt, hvem fanden stjæler en gammel cykelkurv? Eller, så gammel var den faktisk slet ikke (men heldigvis havde en måge netop skidt ned i den). Men altså. To sekunder i Netto, og væk var den. I min optik er cykelkurve fredede. Folk, der cykler med pilefletscykelkurve stjæler ikke (andre folks cykelkurve). Basta. Eller måske gør de. Eller også gør nogle andre. I hvert fald, så stod jeg der, med verdens længste næse og en pakke toastbrød.

Jeg ved også, at da jeg bagefter ankom til SFO’en, var min yngste ved at dø af lykke ved udsigten til at involvere politiet i forsmædelighederne. Altså indtil jeg meddelte ham, at det blev så nok ikke tilfældet. SFO’en var i øvrigt i fuld gang med dets årlige loppemarked, hvorfor mit afkom var forsynet med for fyrre kroner dårligt poppede popcorn og tilnærmelsesvist antikke fodboldkort – og hvis du spørger mig, så er det næsten mere kriminelt at sælge fodboldkort fra 2005 til en intetanende 0. klasseselev, end at stjæle en cykelkurv. Men igen: Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Jeg ved også, at da jeg senere købte en ny cykelkurv, købte jeg samtidig et polstret sadelovertræk i noget fake fur-polyester-hejs. Muligvis ikke det allermest gennemtænkte, årstiden taget i betragtning: Vi taler fake fur. Vi taler lufttemperaturer på 28 grader. Vi taler ekstrem varm røv.

Jeg ved også, at min ældste ringede i går da han kom hjem fra skole, og meddelte, at der var vand over det hele. Og så var jeg lige ved at begynde at græde, derinde på mit arbejde, hvor jeg sad midt i efterdønninger af et oplæg om værdiskabelse og selvledelse. Mand havde en very important deadline, og havde på ingen måde tid til hverken at tale i telefon eller bekymre sig om en potentiel vandskade – men det var egentlig ikke udsigten til en lejlighed, der stod under vand, og det var heller ikke Mands fravær, der bragte mine tårekanaler på overarbejde. Det var mere det faktum, at i virkeligheden, så er det altid min svigerfar, jeg ringer til når der sker sådan noget her. Og så blev jeg slået lidt om kuld af den dér følelse af, at ville ringe til én, der ikke er her mere.
Kender du det?

Jeg ved også, at senere på dagen fik min yngste solstik til fodboldtræning. Man skal virkelig ikke undervurdere solens magt, hvor skøn den end føles og hvor meget vi end nyder det vidunderlige vejr alle sammen. Verden og København er fuld af folk, der vælter ud fra deres mørke kroge, og suger sommeren til sig. Men man kan, som det fremgår, altså også suge lidt for meget. Bang.

Jeg ved også, at da jeg efterfølgende vandrede grådlabil rundt herhjemme, fik jeg en SMS fra min søde veninde, der sad på min trappesten, og havde gin og tonics med i tasken. Vi gik ned i haven, hvor hun lavede magi med isterninger og citronskaller, og så sad vi dér under de blomstrende jasminer, og snakkede om livets skrøbelighed, og om hvem der havde de grimmeste deller, og den slags, som man kan med én, man har kendt for evigt. Og pludselig var timerne gået, og dagen var blevet en helt anden. Jeg føler mig stadig helt varm i maven på kryddersnapsmåden over, hvor heldig og priviligeret, jeg er. Over at der findes mennesker, som hende, i mit liv. Og over, at hun vil have mig i sit.

Så jo, jeg har det vist meget godt?

PS. Er der nogen, der har tænkt sig at sende en gin og tonic eller en overlevelsespakke med noget psykologisk krisehjælp til Loris Karius? Det gik ik’ så godt vel?

Jeg blev på et tidspunkt spurgt, hvordan det forholdt sig med mig og min mor. Og det vil ikke være forkert at sige, at vi har et lidt akavet og anspændt forhold.

Helt klart fordi jeg på (alt for) mange punkter ligner min far, og der var en grund til at de blev skilt. Og inden de blev skilt var det lidt op ad bakke, i hvert fald hvis du spørger mig. Stemningen i familien, og tilværelsen i det hele taget. Det er i virkeligheden ret vildt, hvor meget to mennesker, to puslespilsbrikker, som slet ikke passer til hinanden, kan forpeste luften omkring dem. Og midt i det her – til tider ægteskabelige drama – stod jeg. Og synes på mange måder, jeg skulle kompensere for at min far var en klaphat. Jeg tror, at fordi min far holdt min mor ude af sit liv, blev jeg nødt til at lukke hende ind i mit. Mange år senere, fandt jeg ud af, at det havde jeg nok egentlig aldrig haft lyst til. Men det er nogle af de ting, som man ikke kan mærke, når man er i omegnen af fjorten år, og prøver at finde ud af hvordan alle har det. Hvordan stemningen er. Hvor meget på listesko, man skal gå. Men selv om man prøvede at gennemskue det hele, så var det ligesom om, at der alligevel altid var noget, der kom bag på én.

Først langt senere, og langsomt, dæmrede det for mig, at det ikke var helt normalt at gå rundt, og være ked af det hele tiden. At mange andre levede en helt anden type liv. En lettere type liv. Jeg oplevede en snert af den type liv, og jeg ville ha’ mere. Og jeg ville have det for mig selv. Uden min mor til at tage stilling til indholdet af dét liv for mig. Jeg følte dels, at min mor trak fordums mørke med ind i det lysere liv, jeg nu forsøgte at leve, og jeg følte, at hun puttede mine udtalelser i bokse, som hun kunne putte labels på. Kategorisere. På en anden måde end jeg selv ville kategorisere dem. Hvis jeg da overhovedet havde brug for at kategorisere dem.

Så hvis du tænker, at vi er ude i et forsinket teenageoprør, så kan du måske godt ha’ ret. Men egentlig tror jeg, at vi skal længere tilbage. Til vil-selv-fasen. For jeg vil og kan faktisk en del. Også selv om min mor gentagne gange fortæller mig, at det ville jeg aldrig kunne. Og nu tænker du måske, at min mor ikke er sød. Men det er hun. Hun er et utroligt elskeligt menneske, og folk sætter stor pris på hendes umiddelbarhed og hjertelighed. Fordi hun vil alle mennesker det bedste. Også mit bedste.

Jeg kæmper bare stadig med at ryste hende af mig, samtidig med, at jeg forsøger at få hende til at slippe mig som det barn, jeg er i hendes øjne. Ja, jeg ved jo godt, at jeg altid vil være hendes barn, men børn er som biblioteksbøger (læste jeg engang); de er til låns, og det er lidt som om min mor glemte at afleveringsfristen var overskredet. Derfor, og af tusinde andre grunde, bliver jeg arrig i en ubeskrivelig grad efter blot få minutters samvær eller snak med min mor. Jeg får lyst til at skrige og trampe i gulvet af ren og skær frustration, og råbe noget i retning af: ”MOR!! Ser du ikke, at jeg har født tre børn, og at de rent faktisk stadig er i live?! At de har tøj på kroppen, får mad på bordet, at jeg har et job? At jeg har formået selv at finde hen til hundredvis, måske tusindvis, af toiletter i min levetid efter at jeg fløj så langt væk hjemme fra som jeg overhovedet kunne?!” ….

Men det gør jeg ikke. Skriger. Men jeg bliver endnu mere indebrændt, og luften bliver tyk af det, der aldrig bliver gjort, og af de følelser, som ingen ved, hvordan skal håndteres.

Ergo holder jeg min mor en armslængde fra mit liv. Fordi jeg ikke vil umyndiggøres, og fordi jeg ikke vil høre hendes mening om mit liv. Fordi hun skal forstå, at vi er to forskellige personer.

Det kan godt blive til nogle lidt dræbende samtaler vi har kørende, fordi jeg ikke fortæller nogen ting. Altså vitterligt ingenting. Virkelig. Måske de små ting, men ikke de store ting, der fylder i mit hoved. Den slags.

Samtidig, så ved jeg også godt, at det ikke er løsningen. At tingene ikke bliver lettere af den grund. Faktisk bliver de sværere, og det hjælper heller ikke på det, at min mor er ved at komme op i årene. Hun er her jo ikke for evigt, og det tænker jeg ofte på, når jeg har afsluttet en samtale.

Jeg ville ønske, at jeg var et større menneske. Ét af den slags, som er overbærende. Som kan ryste alt det hele af sig, og opføre sig anstændigt, og sige ”Jeg elsker dig, mor”. Det er bare lige som om jeg ikke helt besidder den evne. Jeg er mere sådan én, der vrisser ting som ”Over i den anden vejbane, mor. Hallo! Vi kører venstre mod venstre!” og den slags. Og når hun så er taget hjem, eller vi er taget hjem, eller hvordan det nu forholder sig de få gange om året vi ses, så bliver jeg trist. Fordi jeg heller ikke denne gang var det større menneske; fordi hun er gammel, og fordi hun vil mig og os det så godt, og så blev det – igen – akavet og anspændt. Vi forpassede endnu en chance.

Så jeg er vred og frustreret. På mig selv, allermest, men også lidt på hende. Og samtidigt, så synes jeg det er virkelig sejt, at hun ikke har tid til at tale når jeg ringer fordi hun sidder og fotoshopper billederne fra turen til Færøerne sammen med Gertrud.

Livet er skørt. Og fuld af alle mulige underlige former for kærlighed.

Fotograf: Palle Pophår