Forfatterarkiv: Maude

Fem vilkårlige. The Kiel edition.

– Okay, jeg bliver simpelthen nødt til at lære at tale tysk. Jeg render åbenbart rundt med en lavstammet, trind tysker (iført gamachebukser med leopardprint) gemt inde i mig, der er vild med at sige ord som ’schnell’ og ’schnitzel’. Så meget for at være fransksproglig (men det var virkelig heller ikke nogen videre succes, kan jeg godt afsløre).

– Hvem helvede er Prins Richard? Altså bortset fra en færge? Er han mon med i Robin Hood, vielleicht? Bilens absolut bedste bud.

– Fra færgelejet i Puttgarten rundede vi lige Café Molenblick, og fortsatte ned til Boarder Shoppen. Mein Gott, siger jeg bare. Og mens Mand med julelys i øjnene tog svinget på to hjul, ramte erkendelsen mig igen: Jeg er simpelthen røv-snobbet. Tak for det, Farmor. Med andre ord er jeg bare ikke typen, der handler i den slags butikker. I don’t belong there. Nej. Og jeg har aldrig nogensinde set noget lignende. Aldrig. 500 shades of vodka und Liebfraumilch i lange baner. Men hallo!… der er sgu’ da M&Ms i ét kilos poser! Look, now we’re talking! Og set i bagklogskabens ulideligt klare lys tog det os lige præcis 27 minutter at bruge 536,44 kroner på …. well, ting man køber i den slags butikker. Var der nogen, der sagde hykler? Men bortset fra det, så synes jeg nok de var lige lovligt tidligt ude med julestadset efter min mening; kan vi lige få overstået Halloween først?

– Das Zoologische Museum:
Mitt dem (die? das?) Flusspferden und alles.
Faktisk et fint museum af sin slags, hvis man er til afsjælede dyr i forskellige afskygninger (med og uden formaldehyd). Et par eksempler:

Feldhamster.

Kugelgürteltier.

Perry.
(Han var heller ikke med i sidste afsnit af Phineas & Ferb, var han?)

Damen i billetlugen.
Små stemmer anbefales.

– Man kan vælge at se en Champions League-håndboldkamp, eller man kan vælge…. badekaret på hotelværelset. Med en god bog. Og de dersens M&Ms indenfor rækkevidde. Viel danke.
Er i øvrigt svært begejstret for hotellet, med alt hvad det indebærer lige fra sengen, til den fantastiske udsigt. Ja, jeg har endda været begejstret for elevatoren, hvor jeg har benyttet mig af enhver tænkelig lejlighed til at smide et par voice activated elevator-jokes.

Mine børn hader mig af et godt hjerte. Men altså: Kiel kan faktisk godt anbefales! ❤
Og med den salut, såeh.. auf Wiedersehen, da.

NB: Google, mein Freund:
Hermed svaret på hvem Prins Richard er (direkte klippet ind fra Wikipedia) – hvis altså ikke du vil lade dig spise af med en Robin Hood-karakter:
“Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg var en tysk prins, der var familieoverhoved for fyrstehuset Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Prins Richard var fra 1968 til sin død gift med Prinsesse Benedikte, søster til dronning Margrethe 2. af Danmark.”

Lidt ude af sync … #5

…når ens pode kommer hjem fra håndbold, og meddeler at der blev delt ud fra glemmekassen, og SE! hvad han fik!:

“Jeg ved godt de er lidt store, mor!”
Okay.
“Og at der er harpiks på!”
Nå, det har du alligevel bemærket?…
Måske der var en grund til at de befandt sig i glemmekassen?… Men fint, min ven – tak fordi du tænker på genbrug, og på vores husholdningsbudget…

…når man rammer skolepatruljen om morgenen.
Jesus. Det er jo næsten værre end når Knippelsbro er oppe.

…når man har besøg af en ny lille legekammerat, som hårdnakket påstår, at hans storebrors mellemnavn er Grethe.

…når man kommer hjem til denne her konstellation i brusenichen:

Nogen har fået fysik i skolen.
(“Rydder du selv op når du er færdig, skat? Helst inden i morgen tidlig?….”)

…når man – apropos skolen – afleverer sin Mindste Pode, og i stedet for at spørge, om han skal følges ud på legepladsen spørger om man skal følge ham ud på kirkegården?

…når man sender kysse-smiley til varmemesteren. Fik sjovt nok ikke nogen kysse-smiley tilbage.

…når man ta’r sig selv i at rocke med på ventetidsmusikken i telefonen, som er virkelig, virkelig dårlig. “Dæwn-dæwn! Du er nu nummer…..TRE! i køen. Venter på at tale med en medarbejder!” Dæwn-dæwn!… Dæwn-dæwn!… Dæwn-dæwn!”
I’m going INSAAAAaaaaane!

OK, jeg skruer ned for dramaet. Men hvad med dig? Er din forstand stadig velbevaret? Ingen pausemusik lately? Nå. Jeg ville høre, om du kunne lokkes til at hjælpe mig med en ting?… Jeg er nemlig absolut ikke tilfreds med ‘Lidt ude af sync…’-temaoverskriften (selvom jeg egentlig er ret vild med at fylde indhold på). Har du et bedre bud (som ikke allerede er tærsket til døde i Blogland)? Det er ikke sikkert at temaet skifter navn, men jeg vil rigtig gerne høre din mening! ❤️

Drømmen om en branddam

Så kan vi sætte endnu en nål på verdenskortet. Eller på Danmarkskortet; vi har nemlig været i Haderslev. Til guldbryllup. Yes. Det er mange måneder siden vi blev inviteret, og som udgangspunkt tænkte vi, at det var en oplagt mulighed for en hyggelig kæresteweekend. En lille getaway ohne kindern. Jeg tænkte instant romantisk hygge, i bullet points opsummeret til at være noget med en domkirke, lidt brunch på en café, noget slentren rundt hånd-i-hånd samt måske lidt affodring af en enkelt and ved branddammen. Tilsæt her et par strygere plus et ‘og de levede lykkeligt til deres dages ende’.

Nå.
Skift til:

Forældre, der alt for sent erkender, at de har fortrængt det planlægningshelvede, som tre børn på sleepover indbefatter. Den umiddelbart simple plan, at samtlige poder skal udliciteres til Farmor, viser sig ikke at være sådan bare lige til. Både Farmor og poder skal nemlig koordineres, og ikke nok med det; tandfeen skal faktisk også koordineres eftersom Mindste Pode slår en rokketand ud til formiddagstræningen lørdag med nogen opstandelse til følge.

Udfordringen med poderne er som sædvanligt den, at de er fordelt med rund hånd i forskellige haller og på forskellige fodboldbaner den ene dag, mens de forventes at være i nogle helt andre haller og på nogle helt andre fodboldbaner den næste dag. Alt sammen på sådan ikke så matchbare tidspunkter. Mand søsætter derfor et storstilet koordineringsprojekt, der resulterer i flere siders tætskrevne instrukser til ældstepoderne indeholdende minutiøse påbud for al færden i det offentlige rum fra lørdag klokken cirka 12:00, og 24 timer frem, suppleret med togplaner og mobile klippekort.

Som sidste led i denne del af processen fragtes dyner og andet habengut ud til Farmor med godstransport. So far, so good.

Skift til:

Bring it on, Haderslev, vi er klar!
Efter to og en halv times kørsel i styrtende regnvejr er vi ankommet til destinationen. Der er fantastisk mad, fantastisk vin. Laks, der smelter på tungen, og protesevenlig culottesteg. Vi har tilmed førsteparket til Piano-Frank på Yamaha-orgel, flankeret af en kastratsanger med koklokker og rasleæg, der spiller meget følelsesladede versioner af sange som ‘You raise me up’ og ‘I did it my way’.
Jeg forudser en spændende sæson af X Factor.
Og fik jeg sagt, vinen var god?

Skift til:

Søndag morgen.
Jeppe har ramt møddingen igen; dræbt af dessertvinen (yes, I did it my way). Halløj tømmermænd på lillebitte hotelværelse.
Heldigvis kommer korpus forholdsvist hurtigt på ret køl igen, og da vi slår gardinerne fra, viser det sig, at morgenstunden vitterligt har guld i mund. Eller formiddagen, så. Og vi erfarer, at der rent faktisk er en branddam i Haderslev. Eller måske ikke en branddam, men i hvert fald en dam. Med ænder og alt muligt andet godt. Og hermed lidt fotospam fra turen rundt om (brand)dammen for those who like:

Med andre ord fik vi heldigvis tid til lidt tosomhed – og det er jo det, vi skal huske at varme os på i de dage, hvor tingene spidser til. Nu hviler vi så lidt på laurbærrene. Eller på sofaen, rettere sagt. Men selvom det var en skøn weekend, så føler jeg alligevel lidt, at den lissom mangler noget? Kender du den følelse? Og jeg ved faktisk godt, hvad det er, der mangler: Det er slap af-delen. Så det er dér, jeg er lige nu.
Jeg er klar til weekend.
Hvad med dig?

Fragmenter af en dag

Dagens opringning:

Dingelingelingeling!
(…“Ups! Undskyld, lige et lille øjeblik!”… trippetrippetrippe ud af mødelokale)
“Ja, hallo?..”
“Hej mor, det… det’ Mellemste Pode! Det’ bare fordi, der findes sådan et firma, der hedder noget med ‘Pletfjerner’, og så kan man få så’noed, så ens tøj det bli’r helt rent!”
“Øhh… okay? Altså, hvor er vi henne i verden, er vi i cyberspace eller holder der en varevogn ude foran skolen, eller hvad?….”
“Det’ bare fordi Oliver ovre fra mit fodboldhold, han har bare HVER gang hvidt tøj på til fodboldtræning, og næste gang vi træner, så er det hvidt igen, og han siger, det er fordi hans mor bruger sådan noget der hedder ‘Pletfjerner’!”
“Okay. Kan vi ta’ denne her snak på et andet tidspunkt?”….
“Ja, okay!”
“Godt. Hej.”
“Hej-hej!”
(Trippetrippetrippe ind i mødelokale: “Ja, undskyld forstyrrelsen, det var så min søn, der lige syntes han ville informere mig om noget med noget pletfjerning… Hvor var det vi kom fra?”)

Dagens SMS:

Right.
Den bad vi vist selv om.

Dagens klippe-klistre-projekt:

“Se, mor! Jeg har brugt heeeeele dagen på det!”
“Det’ SÅ flot, skat! Hvad er det for noget?”
“Det’ da bare en masse papir, mor!”
Okay, så.

Dagens fund:

Jeg vil godt ha’ et bud på, hvordan man kan komme ud af sit tøj på denne her måde?
Og kan du ellers ha’ en fantastisk weekend?
Kram fra mig ❤

Om et skråplan 

Tænderne sidder løst på Mindste Pode for tiden, hvilket har bragt forældrene ud i et moralsk dilemma.
Dilemmaet handler om tandfeen, og dennes bidrag til husholdningen.

Sædvanligvis har reglen i dette hjem været den, at fortænder indbringer ti kroner, mens kindtænder indbringer tyve kroner. Det har i mange år været til at håndtere, til trods for at forældrene indimellem har ønsket at gøre brug af både betalingskort og MobilePay.

Og det gik sådan set også fint i starten, da Mindste Pode begyndte at spytte tænder ud. Først røg de to fortænder i undermunden, hvilket som sagt udløste den nette sum af ti kroner stykket. Alt åndede fred. Men så var det, at poden startede i skole, og mødte Alvin; roden til alt ondt, og til hvem tandfeen apparently bringer chokolade (hun er muligvis ude på at få de blivende tænder til at falde ud også). Mindste Pode foretrækker til enhver tid E-nummer-pumpede naturalier frem for klingende mønt, så da tand nummer tre røg, bedyrede ungen – inspireret af Alvin – at vi da bare skulle skrive en seddel til tandfeen om det dersens chokolade, og lægge sedlen under hovedpuden sammen med tanden. Og nu ville kloge hoveder med al sandsynlighed mene, at vi allerede her skulle ha’ sat foden ned og råbt vagt i gevær, og hvad man nu ellers siger. Men sådan gik det ikke helt. Jeg tror nok jeg var alene på tjansen, og selvom jeg havde mine tvivl, så lod jeg mit gode hjerte løbe af med mig. Eller mit trætte hjerte. Dét, som ikke helt orkede at debattere klokken alt for sent.
Ergo skrev vi en besked til tandfeen, det lød noget i retning af ‘Hvid chokolade, tak! Med venlig hilsen Mindste Pode’, og jeg sendte en besked til Mand, der lød noget i retning af ‘Mindste Pode har tabt en tand, og forventer at få hvid chokolade. Kan du køre et smut forbi tanken på vej hjem?’….
Lykken var tæt på ubeskrivelig den efterfølgende morgen, og det gik selvfølgelig hverken værre eller bedre end at den næste tand i rækken røg et par dage senere.
Jeg sendte en ny SMS til Mand: ‘Vi har tabt endnu en tand, gider du tage på tanken igen?’.
Hjem smuglede Mand forskellige varianter hvid chokolade, kun for at erfare, at ungen nu ønskede sig brun chokolade af tandfeen. Pis.
Nå, vi fik gravet en tvivlsom Kit Kat frem fra dybet af Skabet Med Tørretumblereffekt, og reddede pelsen endnu en gang. Så meget for det.

Mindste Pode er populært sagt vældig meget oppe at ringe over denne her tandfe, og selvom den nye bedsteven har udtalt, at “det’ sgu’ da bar’ din mor og far, der lægger penge under hovedpuden!”, så er Mindste Pode klippefast i sin overbevisning.

Hvorvidt det er moralsk forkasteligt, at vi som forældre på den måde har fået ham til at hoppe på forestillingen om tandfeen kan man jo i sig selv diskutere, og selvom jeg helt klart har mine skrubler omkring dette, så er det ikke den problematik, dilemmaet vedrører.

Dilemmaet er nemlig helt konkret dét, at Mindste Pode nu betragter tandfeen som en guldgrube. Fra mønter til chokolade har poden nu en forestilling om, at vi – næste gang lejligheden byder sig – bare kan skrive en seddel til tandfeen om, at vi gerne vil ha’ en pakke LEGO.
Og her stopper festen altså.
Mand mener, at vi (altså jeg) har skabt et monster, og det er muligvis ikke skudt helt ved siden af. Noget skal i hvertfald gøres. Og jeg tænker, det munder ud i en seddel. Ikke fra Mindste Pode, men fra tandfeen.
Jeg tænker hun skriver noget i retning af:

‘Kære Mindste Pode.
Tak for din tand.
Af overenskomstsmæssige årsager har jeg set mig nødsaget til at afvise din ydmyge forespørgsel om LEGO-Ninjago-pakke, katalognummer 70736. Du vil derfor finde vedlagte ti kroner, som du med fordel kan sætte ind på din børneopsparing, og bruge til noget fornuftigt om mange år.
I henhold til §12, stk. 4 i bekendtgørelse for tandfeer af 17. februar 2010 kan denne afgørelse ikke påklages til øvrige instanser.
Med venlig hilsen
Tandfeen.’

How about that?

PS: Hvis du har lyst til at læse om dengang den første tand røg, og hvilke udfordringer vi havde med tandfeen på det tidspunkt, kan du læse mere her.

Fotograf: Palle Pophår

Et par tanker om vrede

Mens vi sad der, min veninde og jeg, på Den Blå Hund i sidste uge, kom vi til at tale om vrede. Og om hvor meget der er af den rundt omkring. På gader og stræder. I trafikken. På den politiske arena, og på de sociale medier. Både inden for murene, og udenfor. Den bobler og gærer og flyder over. Mangel på tolerance, og retten til at have ret, dominerer debatterne og kampene. Og det er næsten lige meget hvor. For det føles nogle gange som om det er alle steder; over det hele. Det er som om respekten for mennesket og ens næste – i bibelsk forstand – er sunket i jorden. Respekten for forskelligheden. Tanken om, at der skal være plads til alle, og alles holdninger; at din mening kan være lige så rigtig og god som min. Pist væk.
Hvorfor er det sådan? Hvor kommer al den vrede mon fra? Og hvorfor er der så meget af den? Det er som om der bliver mere og mere, og nogle gange spekulerer jeg på, om der mon kan blive ved med at være plads til al den vrede? Hvad den munder ud i? Hvor bange vi skal være?
Og hvad skal man gøre for at komme den til livs? Og er kærligheden mon i sidste ende størst?…
Hvad tror du?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

“Vrede er kun kortvarigt vanvid”
Horats

“Den første del af vreden er er galskab og den anden er anger”
Arabisk ordsprog

Det var så den uge…

Det er nu en lille uge og rundt regnet ti tøjvaske siden vi kom hjem fra ferie. Den sidder stadig godt fast – ferien – og heldigvis for det. Også selvom jeg allerede trænger til én mere. Og en lille kylling, nu jeg er i gang. Det har været en uge der har budt på lidt af hvert, og nu er det så, jeg sidder og tænker over hvad minutterne (også) gik med af både stort og småt:

Det var ugen, hvor budgettet med deadline i dag, blev væk. Pist væk. Save complete, meddelte systemet, hvorefter et dybt, sort hul opslugte alle indtastninger. Farvel ti millioner kroner.

Det var ugen, hvor jeg – igen – forsøgte at gå op ad den rulletrappe, der kører nedad. Vi taler to parallelt placerede rulletrapper; én kører op, en anden kører ned. Og her er det så jeg spørger: Hvem helvede har placeret nedadtrappen i højre side?! Hallo; vi går venstre mod venstre her til lands! Lorte-Føtex (ja, det er dig på Nordre Fasanvej, jeg taler til!).
Kvik ung mand sendte mig et smil, og medgav, at de godt kunne være lidt tricky, sådan nogle rulletrapper.
Right.

Det var ugen, hvor min kaffe kastede op. På mig, underforstået. Jeg tænker bagholdsangreb. Basically.

Det var ugen hvor jeg (næsten) glemte min mors fødselsdag. Hurra for Interflora, jeg er virkelig fan.

Det var ugen, hvor en speciallæge konkluderede, at jeg ikke har åreknuder (fortæl mig venligst noget, jeg ikke ved i forvejen), men at jeg muligvis er i besiddelse af en bindevævssygdom. Det må han virkelig selv ligge og rode med.

Det var ugen, hvor den ene halvdel af min bh-strop (som jeg slet ikke vidste var todelt) gav slip på den anden halvdel, og hvor jeg (efter nogen roden rundt dér under blusen) måtte bede Kollega om assistance cirka to sekunder inden kursus-departure. Ikke mit stolteste øjeblik ever.

Det var ugen, hvor min veninde ringede til mig fra indre by, og meddelte, at hun lige havde set en narkoman køre rundt på min cykel. Tak søde, stikker du lige efter ham, så er du en skat?

Og apropos cykler, så var det også ugen, hvor Mindste Pode var ved at blive pløjet ned i et lyskryds, fordi han pludselig spottede sæbebobler, der kom svævende rundt om gadehjørnet, og derfor glemte alt om at holde for rødt og passe på biler. Jeg gyser stadig når jeg tænker på, at ordene “SE, mor! SÆBEBOBLER!!” kunne være blevet hans sidste. Og jeg råbte (skreg…) så højt, at jeg havde helt ondt i hovedet bagefter. (Jeg er i øvrigt også fan af Panodil og Ipren).

Men det var også ugen, hvor jeg har været til frisør (ja, her går vi lige fra den ene yderlighed til den anden) – helt fantastisk oplevelse. Det sker virkelig sjældent; man kan klare meget med en neglesaks. Eller en hækkesaks. Det var også ugen, hvor jeg fik drukket kaffe med min gamle roomie, som jeg elsker more than life itself, men som jeg ser alt, alt for sjældent. Og sidst men absolut ikke mindst var det også ugen, hvor jeg faktisk havde det meste af en eftermiddag (eller i hvertfald det meste af to timer…) alene hjemme, fordi alle poder var ude af huset, og jeg valgte at lave…..INGENTING, ud over at have Dixie Chicks på repeat. Det er de små ting, you know.

Og nu har vi ramt Disney Sjov. Dammit, det var tiltrængt. Tror lige jeg ta’r mig en Angela Merkel.

Ha’ en FANTASTISK weekend derude!
Kram fra mig ❤

Om en slags engel

Apropos min fødselsdag (som nu efterhånden har et par uger på bagen, og som jeg lige fik nævnt i en sidebemærkning i mit forrige indlæg), så havde jeg en ganske særlig oplevelse. Noget, der gjorde dagen helt speciel, og i virkeligheden er det svært at beskrive hvor fin den oplevelse egentlig var, men nu forsøger jeg alligevel:

Jeg var på arbejde, og jeg arbejder i en relativt stor afdeling med cirka tredive ansatte. Pt. sidder jeg på et tremandskontor, hvor der er en del mennesker, der vandrer ind og ud. Derfor kigger jeg ikke umiddelbart op, da min forhenværende afdelingsleder kommer ind.
Det er mere end tre år siden at hun var min leder, og hun lever i dag et helt andet liv end hun gjorde tidligere. I stedet for at være leder, er hun nu kropsterapeut. Og kunstner. Og omsorgsperson. Og måske også yogainstruktør lige om lidt.

Kort sagt: Hun favner bredt, og så er hun bare fyldt til randen med kærlighed på en helt ubeskrivelig måde.

Sådan var hun også som leder, og måske kunne nogen synes at der var lidt for meget kærlighed om ørerne på os i den afdeling. Det er for eksempel ikke alle ledere, der filter lykkedyr til deres medarbejdere, vel?:

(Men måske i virkeligheden alt for få, tænker jeg…?)

Det er nok også de færreste ledere, der i peak performance-perioderne bruger aftenstunderne på at lave raw food brownies til sine kagetrængende fodsoldater. Og nok også de færreste ledere, der går med benvarmere og ryger pibe. Alt hvad der kan siges om hende hér, gør hende ubetinget til en ener. Men alt det, som der måske ikke helt var plads til tidligere i rollen som den atypiske leder, er der plads til i det liv, hun lever nu. Og det bringer os tilbage til nutiden, og til min fødselsdag.

For som sagt kom hun vandrende ind, dér på kontoret. Og ikke bare fordi hun tilfældigvis kom forbi, men faktisk fordi jeg havde fødselsdag. Og med sig havde hun sine raw food brownies og sin snickerskage. Og jeg var helt målløs over, at nogen gjorde sådan noget for mig?! Men da mælet endelig kom tilbage, fik vi én af de dersens snakke, hvor man bliver bevidst om hvor sjælden en vare ægte nærvær og oprigtig interesse er. Hvor den andens ører er en gave. For selvom hun egentlig var på vej videre, så var hun tilstede hundrede procent (også) lige dér. På relativt kort tid nåede vi at runde både store og små essentielle emner, og vi nåede at konkludere, at sårbarhed er en styrke, og at man skal huske at danse med bare tæer.
(Husker du det?…)

Som altid fik hun mig straks til at tænke, at jeg virkelig må oppe mig, og blive et mere kærligt, betænksomt og favnende menneske. Det tænkte jeg så på det meste af dagen, altså lige ind til jeg billedligt talt blæste hovedet af mine unger om aftenen over en betydningsløs sofakonflikt. Men slaget er ikke tabt af den grund. Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag – jeg tror stadig på det.

Så det jeg egentlig ville give videre med dette indlæg, er en påmindelse om, hvor fantastisk den slags mennesker er. Og at de findes derude. Også selvom de måske i virkeligheden nærmere er en slags engle?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”We are each of us angels with only one wing,
and we can only fly by embracing one another”
Luciano de Crescenzo

“…Og der findes to slags engle: Almindelige engle og skytsengle.
Skytsengle er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på.
Og så er de tit lidt mere stive i håret.”
Anne Sophie, 6 år.

Næsten five minutes of fame…

Lige inden vi tog til Malta (helt specifikt på dagen før min fødselsdag), fik jeg en mail, der gav mig en del kvaler og hovedbrud.

Den lød sådan her:

Hej! Jeg er journalist på tv2 og har læst din blog om tvungne legegrupper. Har du mulighed for at give mig et kald?….

Denne her journalist ville godt ha’ mig til at medvirke i et indslag om legegrupper, spisegrupper, kald dem hvad du vil. For som han sagde, “…det kan jeg jo læse, at du har en holdning til!”. 

Åh, ja.

Jeg blev virkelig smigret, så er det sagt. Og glad og beæret, foruden det løse.

(Jeg lader mig vældig let rive med…)

Og jeg havde lyst til – uden tøven – at hoppe i med samlede ben, men efter den første bølge af benovelse havde lagt sig, vandt fornuften indpas. For det er jo ikke kun mine hensyn, der skal tages. Der er jo børn i bilen, undskyld på bloggen, og det er jo for deres skyld, at jeg udlever en form for under cover-tilværelse herinde.

Så min medvirken i nyhedsindslaget stod og faldt mestendels på i hvor høj grad jeg kunne forblive (relativt) anonym. Sort of. Altså i virkeligheden allerhelst med stemmeforvridning, sløret billede OG med sorte felter henover øjnene. Okay så, mindre kunne måske også gøre det, men nej, sagde den meget venlige journalist: Intet af dette var en mulighed med mindre man var truet, eller kunne forvente alvorlige repressalier på grund af medvirken i programmet.

Manden har tydeligvis aldrig været konfronteret med en ægte speltmor.
Jeg prøvede at forklare ham, at jeg ved at udtale mig faktisk ville skulle lægge billet ind på en form for vidnebeskyttelsesprogram: Er du, spurgte jeg, godt klar over, at efter at have udtalt mig negativt om legegrupper, så er jeg mere eller mindre tvunget til at få hemmelig adresse, navneforandring, en kønsskifteoperation og måske endda leve som eksilcubaner på den spanske solkyst?

Nej, det var han ikke klar over, men heller ikke mere forhandlingsparat af den grund. Han mente muligvis, at jeg overdramatiserede. Come on. Moi?!

Med det på det rene fulgte alle de øvrige overvejelser. Overvejelser omkring hvad jeg for eksempel ville opnå ved at deltage i den nyhedsudsendelse, og om jeg var eventuelt var klar til at blive hængt ud i et kommentarfelt eller i en Facebook-tråd, som jeg ikke selv var herre over? Klar til at lukke alle mulige trolls ind på domænet? Klar til at gå all in uden Maude-filteret? Hvad ville konsekvenserne være? Fordele og ulemper?

Og til alle disse spørgsmål, der poppede op i mit hoved, og som jeg luftede i flæng både forfra og bagfra for uskyldige – men tålmodige – mennesker (Søs, Mand, Øglemor og Kollega) kunne jeg kun svare nej. Det er bare ikke dér, jeg er lige nu. Så i sidste ende takkede jeg pænt nej, og derfor blev mine five minutes of fame aldrig til noget. Men når jeg tænker på, hvad jeg har oplevet herinde i Blogland, så er det helt klart et af højdepunkterne alligevel. Og hey: Hvis ikke du har læst mit indlæg vedrørende legegrupper (og er nysgerrig), så kan du læse det her (og en smule mere her). Hvis du samtidig drikker en kop kamillete og kværner et glas Baldrian-tabletter, så er du sikret en god nats søvn.

Og nå ja; det var dét med den fødselsdag… Se en gang hvad Mand havde fundet til mig på Samsø i sommer (=køber du også nogle gange dine egne gaver?….):

Fin, ik’?

Dagens kloge ord

“Alting har sin pris”
“Man kan ikke både blæse og ha’ mel i munden”

Postkort fra Malta

Beklager radiotavshed; nogen har været ude at rejse. Hele podefamilien, inklusive Svigermor, har været på Malta, og det var vældig, vældig tiltrængt.

Vi har fyldt øregangene med cikadesang, og vi har inhaleret solstrålerne, mens vi er blevet gennemvarmet. Og så har vi nydt, at andre mennesker har stået for alle de lavpraktiske detaljer, ikke mindst madlavningen.

Og apropos mad, så er alt med kaniner tilsyneladende the shit på disse breddegrader: Fried rabbit, local rabbit, rabbit ravioli og rabbit stew er bare et par af de varianter, jeg er stødt på.
No thanks. Can I have some nachos, please? With extra cheese, thank you very much.

Mindste Pode har for sin part fået friturestegt mad hver aften næsten uden undtagelse, ligesom han hver morgen har fyldt sig til randen med Coco pops og Nutella. Og så skal man ikke glemme den stride strøm af is, og slush ice forklædt som sprinklervæske:

Fuck kostpyramiden, vi holder ferie.

Én ting var ungens lykke ved måltiderne, en anden var hans lykke ved poolen: Fra at have næret en dyb og inderlig skepsis imod vandmængder med et større rumfang end to liter, så blev han simpelthen dus med pølen mindre end en halv dag efter ankomst (så meget for at ha’ stået i kø som nummer 863 for at få en plads på et vandtilvænningshold i Hovedstadens Svømmeklub).
Og nu er der næsten ingen grænser for hvad ungen har bedrevet i det våde element:
Han har dyrket vandaerobics med badevinger; han har svømmet til han kastede op (bogstaveligt talt), og han er blevet nummer to i en vandbombekonkurrence. På næstsidstedagen kunne han både snorkle og svømme selv uden hjælpemidler, og ud i Middelhavet padlede min pode ufortrødent med en sjældent set entusiasme. Man må sige han har fået flyttet nogle grænser.

Mellemste Pode var som altid i sit es under de sydlige himmelstrøg, mens Ældste Pode mestendels udlevede sit Malta-ophold under en parasol i totalsymbiose med sin iPad og sine ørebøffer i en slags kronisk fornægtelse af sine omgivelser. Jeg skal da virkelig love for, at han er blevet teenager for fuld udblæsning.

I den forbindelse er der tre ting jeg har lært om at rejse med en teenager:

1) Det er en dårlig idé at tvinge en teenager med på sightseeing, men det er en endnu dårligere idé at tage ham med på en guidet tur rundt med et minitog. Du kan være helt sikker på, at det næsten er tårefrembringende når toget giver et højt tut-tuuuut! fra sig, og en halv-aggressiv banjo fylder højtalerne.

2) Man skal heller ikke råbe til selvsamme teenager tværs igennem den lokale bybus at han IKKE skal pille sig i næsen. Særligt ikke når det hele i forvejen er alt, alt for meget, og han har valgt at sidde ved siden af et suspekt fremmed menneske fremfor et kærligt – men pinligt -familiemedlem.

3) Man skal heller ikke gå med en stråhat hvor der står ‘MALTA’ med mindre man forinden har fået polititilhold.

…bare et par fif, hvis du nu er lykkelig indehaver af en teenager og påtænker at tage den med ud at rejse.

Øvrige fif og konklusioner fra turen til Malta:

– Speedbådssejlads er tilsyneladende ikke for sarte sjæle. Jeg fik da for min part i hvertfald rystet hjernebarken gevaldigt, og går stadig og tænker lidt på, om jeg mon har fået piskesmæld? Tror du det? Og så ligner jeg i parentes bemærket én, der har været udsat for hustruvold, så med mindre du er gjort af et andet stof end mig (og det er du med al sandsynlighed), så sæt dig bagerst i båden, ikke forrest!

– Malta trænger til en kærlig hånd. Tilsyneladende er øen én stor skraldespand. Hvorfor er der ikke nogen, der rydder op (efter sig selv!)? I don’t get it, for der er ellers virkelig rart.

– Hvis Malta trænger til en kærlig hånd må mit hår siges at gøre det samme. Det er blevet både tørt og endnu mere kruset end sædvanligt, og flagrer rundt om hovedet i helt uregerlige og ucharmerende totter, der ligner sådan en forlænget udgave af det dersens ammelook man får, når håret begynder at vokse ud efter Det Store Hårtab. So not pretty.

– Men hvad der kan anbefales er Den Blå Lagune, og den gamle fæstningsby, M’dina. Godt nok vaskeægte turistfælder, men smukke, unikke perler.

Og nu er vi så kommet hjem. Jeg har fyldt kufferten med solstråler til de mørke dage, og håber at følelsen af sommer kommer til at vare længe.
Er der nogen, der har en kort update på verdenssituationen?  ….