Forfatterarkiv: Maude

Lidt ude af sync … #2

  • Når man giver Ældste Pode på snart tretten år Ælling-koppen fra Bamse og Kylling
    ( – og man ikke engang hører podens undrende ”Øhh…. Mor?….” ).
  • Når man ikke kan forstå, at ens telefon er begyndt at tage uskarpe billeder, indtil Mand pudser linsen.
  • Når man starter morgenen med hylende unger fordi Real Madrid har tabt til Barcelona i La Liga. El Clásico.
  • Når man går helt i panik over, at app’en med TV-programoversigten er nede. Uagtet at man faktisk aldrig ser fjernsyn. Men hey, det er godt at vide, hvad man går glip af!
    (Og by the way: Er en app ’nede’ eller svarer det til at tale om EDB?)
  • Når man tænker, at hvis man nu var et BASF 90-kasettebånd, så var der dømt båndsalat.
  • Når man står i børnehaven, og ikke kan huske hvad ens pode hedder.
    (Det er ikke så godt, vel?….)
  • Når man finder ud af at en person, der kommer fra Monaco hedder en monegasker. Monegasker?! Det lyder jo som som en slags fusion mellem Monaco og Madagaskar. Eller som en kvægsygdom.
  • Når man lige synes man skal ryste håret lidt mens man børster tænder (og derfor vender hovedet nedad), og ender med at få tandpasta i næsen. Colgate Triple Action for at være helt præcis (og nej, indlægget er ikke sponsoreret).
  • Når man sender sin pode til fodboldstævne. Uden fodboldstøvler.
    Hvilket leder mig til:

Dagens SMS
(fra en pode)

Det var sørme heldigt….

Oops!… I Did It Again:

Jeg forstår det SIMPELTHEN ikke!… Hvor svært er det nu lige det er, at koge et par kartofler? Hvis du har læst med længe, kan du måske huske det her indlæg fra sidste år, da jeg lavede samme nummer.

Hvor det dengang var Mindste Pode, der var svært begejstret for lugten(?)/duften(??) af brændte kartofler, er det i denne ombæring Mellemste Pode, der kommer hjem ti sekunder efter at jeg bogstaveligt talt har mejslet kartoflerne fri af grydebunden, og usædvanligt veltilpas siger: ”Mmmm, mor, her dufter VIRKELIG dejligt! Hvad skal vi ha’ at spise?”.

Ja, dét er så spørgsmålet…
Den pode, der havde bestilt kartofler, skal nok lige indstille sig på noget andet, tror jeg.

Det ender nok med toasts. Eller noget. Igen. Og apropos ting man indtager, så fortalte Mindste Pode mig netop, at man IKKE skal spise LEGO (nu ved du det!); ”- det skal man pas’ på med! For så ryger det ned i maven! Og igennem tarmene! Og det kan ødelægge HJERNEN!”

Så pas på, derude!

Og nu er det heldigvis fredag – PRAISE THE LORD! – håber du får en fantastisk weekend!

Dagens kloge ord

”Jeg kom, jeg så, jeg sejrede”
(veni vidi vici)

Råkost one way or the other

Nå, det var køreturen hjem, vi kom fra.

Tre timers kørsel fra Århus til Frederiksberg. Det kan godt være tre lange timer, især når de sidste kampe ikke er gået fuldstændig som planlagt (…) og stemningen derfor måske ikke er sådan heeelt spitze, men når så den ene pode efter kort tids kørsel tilmed konstaterer, at han har det ret dårligt, så er tre timer virkelig lang tid.

Først prøvede vi at klappe dårligdommen ned med en spisepause. Pågældende pode havde ikke været overdrevet begejstret for forplejningen under håndboldstævnet, og havde tilsyneladende haft (alt for) lavt blodsukker i minimum halvandet døgn. På en rasteplads fik poden derfor hældt betragtelige mængder pastasalat, rugbrødsmadder og ikke mindst gulerødder indenbords. Tilbage i bilen blev der fundet en pude frem, og poden blev beordret til at tage en lur. Poden tog en (meget) kort lur, og bedyrede efterfølgende, at nu gik det bedre. Det var dog en stakket frist, for efter ganske få kilometer var han igen ligbleg og skeløjet. Poden fik vand og en pose. På det tidspunkt ligger vi og rutter rundt på motorvejen hvor det ikke sådan lige er til at holde ind til siden. Poden åbner et vindue, men intet hjælper, og poden siger, at nu har han det VIRKELIG dårligt. Fra denne ytring og til frokosten får sit glædelige gensyn med verden, går der kun ganske, ganske kort tid; ud kommer pastasalat, rugbrødsmadder og i særdeleshed gulerødder. Poden begår undervejs den fejl, at han prøver at kaste op ned posen, der ligger i skødet, og ikke ned i posen, sådan som forældrene havde tiltænkt. Bugger.

Derfor er det nu pludselig ikke kun poden, men faktisk i aller højeste grad bilen, der er ramt af køresyge. Og faktisk også mig, der sidder på sædet foran. Pode rammer med andre ord stort set alt. Delicious, not?

De øvrige poder har aldrig nogensinde set noget lignende, og er nu helt, helt stille. Sjældent er de blevet underholdt så godt, og de sidder som stenstøtter, den ene mere foroverbøjet end den anden for ikke at gå glip af noget.

Vi kører således et ukendt antal kilometer i larmende tavshed overhældt med pulveriserede gulerødder, indtil vi (igen) havner vi på en rasteplads.

Her skal der skal skiftes tøj. Fra top til tå, fra inderst til yderst, intet mindre. Og der skal rengøres bil så godt som den slags nu lader sig gøre ved hjælp af uanede mængder toiletpapir, sure håndboldhåndklæder og vand fra uhumsk motorvejstoilet. Mand er ikke glad. Poden derimod er vældig, vældig glad, for han har fået det godt igen. (Heldigvis!).

Hele seancen tager sin tid. Mens Mand renser måtter, giver jeg den pågældende pode et lynkursus i hvordan det er meningen, at man skal brække sig ned i en pose og ikke en pose. Vi står midt på parkeringspladsen, og jeg gør mig i nogle relativt store bevægelser, som muligvis bedst kan sammenlignes med en stewardesse, der illustrerer hvor nødudgangene er, og hvor iltmasken hænger. Jeg ville så meget ønske, at vi var nogen af dem, som sad i de andre biler, og drak kaffe rundt omkring. De er virkelig blevet underholdt af al vores renden frem og tilbage. Og de har kunnet tænke ’godt det ikke er os’. Men nu var vi desværre ikke ’de andre’, vi var jo faktisk ’os’. Os, der efterfølgende fortsatte rejsen i en bil, der faktisk godt kunne have lugtet værre end den egentlig gjorde, men stadigvæk var meget langt fra lækker. Jeg tror i skrivende stund, at Mand har rengjort bil minimum tre gange. Og jeg har vasket et par maskinfulde ekstra tøj.

‘Lang dags rejse mod nat’ er der vist en bog der hedder. Tror ikke den handler om en lang køretur, men titlen var pludselig meget rammende. Og apropos bøger (og for at indlægget ikke kun skal handle om køresyge), så vil jeg lige runde af med at slå et slag for de to seneste bøger jeg har læst:


De er fantastiske! Læs dem, hvis du er en sucker for det velformulerede og gode drama.

Håber du er kommet godt i gang med ugen, det er heldigvis en kort en af slagsen!

Hørt i påsken. Vi skyder med spredehagl….

Jeg undskylder på forhånd over den manglende røde tråd i dette indlæg; jeg føler for at skrive lidt rodet lige i dag, som er den sidste dag i ferien. Uf, den fik alt for hurtigt ben at gå på, den påske!

Vi tilbragte fem dage i sommerhus, og apropos, så har jeg i den anledning en status på sommerhusdilemmaet, som jeg luftede for et par indlæg siden. Og status er: Vi går all in på projektet. Vi beholder det, og bygger til. Og tager livet af det avocadogrønne badeværelse. Simpelthen. Beslutningen traf vi ret hurtigt, og blev i virkeligheden foranlediget af at vi opdagede et hul i taget.

Hullet blev opdaget fordi ungerne skød et eller andet op på taget, som fordrede noget voksenhjælp, og da først Mand havde spottet hullet, syntes han, at det var en rigtig god ide at fikse det med en gang gaffatape (eller gaffeltape, som det hedder herhjemme) helt uagtet at han kort tid for inden havde gjort kål på en halv liter lokalbryg med en alkoholprocent på 9,5. Måske ikke det bedste tidspunkt at stille sig op på en stige, heller ikke selv om jeg jo generelt er stor fortaler for at tape ting, men der må trods alt være grænser, tænker jeg.

Næste dag kom der en autoriseret tagmand på banen, som på mindre end et nanosekund konkluderede, at en mår har splittet vores tag ad, og efterladt isoleringen i et syndigt kaos tilsat et hav af døde fugle og mårlort.

I kølvandet på de døde fugle og al mårlorten lavede vi en lille brainstorming over potentielle forbedringsmuligheder.
En af poderne bidrog med denne liste:


Hvad det hele ender med, kommer der sikkert mere om på et senere tidspunkt, men pt. vil jeg blot sige, at jeg til tider er på nippet til at give poden medhold i førsteprioriteten, for hold nu op hvor er vi (eller faktisk mest jeg) udfordret på signal derude på landet. Hvis jeg står på tæer på havebordet og vifter lidt med telefonen i en syd-sydvestlig retning, så kan jeg til tider være heldig. Og ja, jeg ved godt man siger, at alt godt kommer til den, der venter, men det er ikke tilfældet hvad angår langsomt internet, skulle jeg hilse og sige. Christ, altså.
Tilsvarende kommer langt de færreste opkald igennem på min telefon.
Derfor ringer Mand nogle gange til én af ungerne, hvis han har brug for at ringe til mig; for eksempel i mandags, da han var på arbejde mens vi andre stadig var i knaldhytten.
Det kommer der sådan nogle samtaler her ud af:

Riiiiing!
Mellemste Pode: “Ja hallo, det er Mellemste Pode!”
Mand: “Det’ far. Kan du ik’ lige finde mor?”
Mellemste Pode: “Jamen mor er her ikke….”
Mand (bestyrtet): “Er mor der ikke?!”
Mellemste Pode: “Nej, jeg ved ik’ lige hvor hun er!”
Mig: “Jeg er herude!…”
Mellemste Pode: “Nååh, hun er ude i udestuen…”
Mig: “Jeg kan godt tale med far!”
Mellemste Pode: “Nej, hun maler!”
Mig: “Hallo! Jeg kan godt tale med far!”
Mellemste Pode: “Okay far, det siger jeg!”
Mig: “Skal jeg tale med far?”
Mellemste Pode: “Nej, nu er det for sent, nu har han lagt på. Du skal ringe når du er færdig….”

Og nu vi har gang i de skøre samtaler, så er påskedagene blevet krydret lidt ekstra af Ældste Pode, der vælter sig i vittige kommentarer for tiden, her er én af de bedre:

Mindste Pode sidder på toilettet, og kalder:
“Mor, du ska’ tørre efter!….. Og der er en MYRE herude!”
Ældste Pode: “Det er nok fordi det er en TISSEmyre…..”

Ja, han sprøjter dem ud i en lind strøm. Der kommer simpelthen næsten en bemærkning til alt, for eksempel “Er der kogt æg?! Ægcellent!” – og så ligger ungen flad over sine egne vittigheder et halvt minuts tid indtil han fyrer den næste af. Og efterlader mig cirka sådan her:


Jeg vælger at trække ‘det er en fase’-kortet.
Det det være (pleasepleasepleaseplease)…..

I de sidste påskedage har vi været i Jylland til noget håndboldstævne, som ældste poderne deltog i.

Her var det mig, som kom til at ytre mig yderst uhensigtsmæssigt:
Vi befinder os i det klasselokale på en skole i Århus, hvor Ældste Pode sammen med sit hold er ved at indlogere sig. Man skal forstille sig et virvar af luftmadrasser, ildelugtende præ-teenagere og frikadellemadder. Høj stemning, lidt boogie woogie, men også nogen forvirring.

Ordene der kom ud af min mund var disse: “Skal jeg hjælpe dig, Ældste Pode?” ….

Ganske uskyldigt, n’est pas? Det skulle man mene, men ikke når der er en næsten-teen i billedet. “Nej tak”, sagde poden sammenbidt som en bugtaler, mens han skammede sig så åbenlyst, at jeg ikke havde været det mindste overrasket, hvis gulvet havde åbnet sig og opslugt ham lige foran næsen på mig. Og hvis podens kropssprog kunne udtrykke sig med ord, ville det være noget i retning af “Åh Gud. Lad mig dø. Nu.”

Man skal virkelig veje sine ord på en guldvægt.

Afslutningsvist vil jeg lige dele denne kommentar, som Mindste Pode stod for fredag aften klokken lidt i syv:

“Kan man overhovedet SE Disney Sjov i Jylland??”
(Efterfulgt af et: “På hvilken kanal viser de det så?”)
Ak, mine københavnerunger.

Køreturen hjem taler vi ikke om. Eller det gør vi måske. Men ikke i dag….
Håber din påske har været skøn! ❤️

Hørt under aftensmaden:

Mindste Pode: ”Ved I hvad, ovre i MIN børnehave, når bordene står inde ved væggen, så er der plads til SYV, og ved I hvad? Jeg sidder ved siden af TO piger!” (Mindste Pode ser ud som om han skal dø, og fortsætter:) ”Jeg sidder ved siden af Elissa, og overfor, der sidder Sigfus, og ved siden af Sigfus, der sidder Tina, og ved siden af Tina, der sidder Danial.”
Mand: ”Og hvem sidder du så mere ved siden af?”
Mindste Pode: ”Elissa!”
Mand: ”Nissa?”
Mindste Pode: ”Nej, E-LIS-SA!” (så fat det dog!)
Mand: ”Og hvem sidder du så mere ved siden af?”
Mindste Pode: ”Ik’ flere.”
Mand: ”Men du sagde, at du sad ved siden af TO piger?”
Mindste Pode: ”Nej, det har jeg ALDRIG sagt!”
Mand: ”Jo, det sagde du lige?”
Mindste Pode: ”Nahaj! Men jeg kender én, der har fødselsdag i december!”
(???)
Mellemste Pode: ”Jeg kender TO, der har fødselsdag i december! Nej, TRE!”
Mindste Pode, glad: ”Jeg kender Sigfus’ far..”
Mellemste Pode: ”Jeg kender Tristan fra tredjeholdet. Oooooog Marcus fra førsteholdet. Og Jesus.”
Mindste Pode: ”Ham kender jeg os’!”
Mellemste Pode: ”Jesus? Hvornår har du sidst talt med ham?”
Mindste Pode: ”Altså ham, der er død? Øhh….?”

Ja, netop: Øhhh…?

De dersens nætter….

Jeg mangler lidt søvn i øjeblikket. Og som udgangspunkt er margenen smal hos mig, hvis jeg først får startet ugen med søvnunderskud, men det er den sikkert også hos dig. Nogle gange føler jeg mig faktisk så træt, at trætheden forfølger mig helt ind i drømmeland.

Nå, men i disse dage er det blandt andet Mindste Pode, der underholder os lidt om natten. Noget med nogle mareridt. Ikke ét ord om den dersens politiserie: Det fik en ende i sidste uge, hvor Mand en dag kom blæsende ud i køkkenet og bedyrede, at NU var det slut! Og da jeg fandt ud af, at det handlede om fjernsyn, og ikke om, at han ville skilles, så åndede jeg lettet op, og sagde ok. Efter sigende drejede det sig om, at der havde været en yderst makaber scene; noget, der involverede en del blod, som i følge Mindste Podes beskrivelse løb ned over den ramtes venstre øje (meget vigtig detalje åbenbart), alt imens vedkommende halvt i blinde famlede sig vej rundt i en trappeskakt efter sit skydevåben. Jeg tror muligvis også der var noget røg inkluderet, men det skal jeg lade være usagt. Da knægten den efterfølgende morgen sad og hang med næbet fordi han ikke måtte se sin serie, og jeg forsøgte mig med et ”Ahrrr…?”, sagde Mand kort og kontant: ”Du så ikke, hvad jeg så!”.
Okay, okay, så. End of story.

Men så natten til mandag blev vi ramt af et mareridt. Og ungen skreg i en grad så jeg i forsøget på at redde barnet torperedede sofaen undervejs, og tilranede mig en form for adrenalinchok i flere timer efterfølgende. Jeg siger ikke, at der var nogen sammenhæng mellem mareridtet og førnævnte TV-serie, for da jeg spurgte hvad der var galt, talte ungen forvildet om noget med et straffespark, og i mit hoved gav det absolut ingen mening at give så høj lyd over noget, der vedrører fodbold. Men hvad ved jeg om det, kan man selvfølgelig sige.

Bortset fra det, når vi så ser bort fra de manglende timer på søvnkontoen, så synes jeg det er afsindig hyggeligt med en unge i sengen. Mens jeg ligger dér, og venter på at søvnen skal genindfinde sig (og helst inden der kun er fem minutter til vækkeuret ringer), tænker jeg på Malins indlæg om netop at huske at nyde ungerne mens de stadig er små. Det er godt nok ikke mange minutter jeg har tilbage på den konto, må jeg med gru erkende. Så jeg nyder at holde hans hånd i min; den er stadig lille og fin, varm og blød. Jeg nyder, at han ligger der og pruster, ja, jeg nyder tilmed hans eventyrligt dårlige ånde, som han ligger der og fanger torsk med åben mund (…måske man skulle få tjekket ungen for polypper?…).

Efterfølgende er vi røget tilbage til lidt børnemeditationer på iPad’en omkring puttetid (måske husker du, at vi brugte dem sidst vi havde mareridt?) – de er ret kære, og det er vældig sjovt at være med på en lytter:

Dame på iPad: ”Læg dig godt til rette.”
Mindste Pode: ”Det HAR jeg gjort!!”
Dame på iPad: ”Din krop skal blive tung og slap”
Mindste Pode: ”Ved du godt, det’ VIRKELIG svært?”
Dame på iPad: ”Træk vejret tre gange…”
Mindste Pode trækker vejret dybt ind og holder sig for næsen, og er med et fingerknips tryllet om til en dybhavsdykker.

Det skal nok gå det hele, det er jeg sikker på. Og NU er det heldigvis påskeferie! Der skal soves igennem, kan jeg love dig for. Hvad jeg i mellemtiden virkelig godt kunne bruge, var sådan en monterbar ’Karlsson på taget’-propel, som kunne fragte mig rundt omkring, når jeg er lidt træt….

Dagens konstatering

Mindste Pode har bygget en sindrig flexitracksbane, som desværre IKKE er blevet ryddet op inden puttetid.

Mig: “Hvor stor er chancen for at du skvatter over den dér, hvis du skal ud og tisse i nat?”
Mindste Pode: “Så græder jeg rigtig, RIGTIG meget!”

(Hmm… hvad tror vi sandsynligheden er?)

Om at være røvsur. Og lidt i tvivl. Om et sommerhus.

Jeg har simpelthen været så pisseskidehamrende møgsur i de forløbne dage. Og nej, der har egentlig slet ikke været nogen grund, og nu er det heldigvis også i aftagende. Det er sådan en lettelse, når al vreden fordamper; det er næsten ubeskriveligt. Kender du det? Jeg vil ikke udelukke, at det for mit eget vedkommende (måske?) er hormonelt betinget. Overvejer en del om det dersens ækle overgangsalder-noget er ved at lave et snigangreb.
Men bortset fra det, så synes jeg faktisk, at der sker en del for tiden; begivenhederne bugter sig tilnærmelsesvist i bakkedal, og det er jeg slet ikke gearet til. Det er jeg aldrig.

Jeg kunne godt ha’ lyst til at indvi dig i alt hvad der sker, men det ville godt nok blive omfattende. Så for at bagatellisere det hele lidt, vil jeg i denne omgang hive min gnavenhed ned i jordhøjde og belemre dig med et par overvejelser om en (måske?) forestående ombygning af vores sommerhus. Luksusproblemer, I know.

Udfordringen er hovedsageligt, at selve sommerhuset er alt for lille til fem mennesker. Hvis jeg nu skal forklare dig hvor lille vores knaldhytte af et sommerhus er, så har Mindste Pode indtil den forgangne weekend sovet i en babyrejseseng. Ja, du læste rigtigt: Vi taler sådan en sammenklappelig fætter af den slags, der godt kan sætte ægteskabet lidt på prøve når den skal foldes ud eller pakkes sammen. Dette kunne til nød gå an en overgang (sådan som det oprindelig var tiltænkt), men Mindste Pode er altså i skrivende stund 1,23 høj, og skal starte i skole til sommer. Derfor har ’overgangen’ varet en anelse længere end først antaget, og sammenklappelig babyrejseseng har med andre ord stået klods op og ned af vores trekvartseng i soveværelset i podens samfulde seks leveår, hvilket har efterladt cirka 0,75 kvadratmeter gulvplads til fri afbenyttelse, og virkelig vanskelige rengøringsforhold.
Og nu bliver vi nødt til at se i øjnene, at det simpelthen ikke går længere.

Ud over at vi mangler kvadratmeter, så trænger badeværelset også desperat til en gennemgribende renovering af en art. Vi er beriget med et intakt 70’er badeværelse, og selv om det i visse kredse er vældig, vældig hipt, så vil jeg bare sige nej. Nej, nej, nej og atter nej.

Jeg tænkte på at poste et par billeder, men indtil jeg gør alvor af sagen vil jeg i mellemtiden komme med en kort beskrivelse:
Vi taler avocadogrøn håndvask. Vi taler imiteret trælaminat på væggene. Over alt. Vi taler orange plastikhylder, knager og ditto holdere til tandbørstekrus. Vi taler brun klinkemosaik i brusenichen. Ikke i en fed brun farve, men bare sådan melleret og hæslig.
Og så var jeg endda lige ved at glemme det bedste: Der er gulvtæppe på gulvet, og hvis du sætter tre drenge ind i ligningen her, så går regnestykket virkelig dårligt op.

Nå, udfordringen består hovedsageligt af følgende spørgsmål:

  • Hvad skal der gøres, og hvordan vil vi ha’ det?
  • Hvordan griber man det an?
  • Og er det overhovedet det vi vil? ….
  • Måske kan det bedre betale sig at sælge, og købe nyt?
  • Gider vi overhovedet alt det renoveringspjat som et sommerhus kræver, altså sådan on going? …:

Jeg synes nemlig ikke helt at jeg gider længere i samme omfang som da vi overtog huset for otte år siden (nu vil jeg meget hellere drikke kaffe. Og læse. Og slappe af….). Dertil må vi erkende, at der ikke ligefrem gået et par handy men tabt i hverken Mand eller jeg (ja, undskyld til dig, Mand). Sådan som jeg ser det (men nu er jeg jo også stadig småsur…), så er det skruen uden ende med alt det, der skal gøres med sådan et relativt gammelt træhus.
Hvornår er det, man nyder den perfekte latte (med et hjerte i skummet) i de perfekte omgivelser, sådan som man ser det i boligreportagerne? Ved du det?

Samtidig er der jo al det dersens sport, som ungerne går til, og som sluger vores weekender, og det vil det med al sandsynlighed gøre de næste otte-ti år fremadrettet også. Det betyder, at sommerhuset bliver brugt tilsvarende mindre, end hvad vi oprindeligt tænkte.

Men så er der de gode ting. Plusserne på listen. Det er ungerne der spiller fodbold i haven i solskin; det er venner og bekendte, der kommer forbi og griller. Det er badeturene, og gåturene ved vandet. Det er stilhed; det er væk fra byen.

Nå, jeg forventer ikke, at du er det orakel, der har løsningen; jeg skulle egentlig mest bare ha’ luft. Tak fordi du endnu engang lagde øre til; jeg er glad for, at du er derude!

Dagens bemærkning
(hørt på toilettet):

”Mor, ved du godt, det er VIRKELIG svært at lave lort når man er forkølet?”
(…har du nogensinde tænkt over det?…)

Fotograf: Palle Pophår

Perlehyacinter, min bare…..

Jeg bringer her et par billeder af min yndlingsforårsblomst: Perlehyacinter.
Jeg elsker dem.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at det ikke er frit græssende perlehyacinter, der her (med sparsom opløsning) er foreviget af min iPhone. Det er derimod bur-perlehyacinter, som lever en lidet autentisk plantetilværelse i min vindueskarm. Jeg HAR ellers forsøgt at fremavle frit græssende OG økologiske eksemplarer i sommerhushaven. Uden held. For det viser sig, at jeg stik imod min første antagelse ikke er ene om min passion for netop perlehyacinter. Dådyrene er OGSÅ vilde med dem, til min store fortrydelse. (Eller rådyr, rensdyr, what ever. Noget med gevir). Derfor står jeg hvert forår med næsen parkeret nede i plænen, kun for at opdage, at der har været andre før mig. Og hvert år bliver jeg stadig lige skuffet. Jeg ser på slatne, afgnavede rester af noget der engang var en perlehyacint, men som nu er forvandlet til vraggods fra andre eksistensers hengemte salatbuffet. Det ER vitterligt ikke meget jeg forsøger at få til at gro i den have, det skal guderne vide, og der er ingen tvivl om, at jeg ville være blevet en ustyrlig dårlig gartner. For eksempel er det pæretræ, som jeg købte for snart syv år siden, cirka ti centimeter lavere end da vi plantede det. Og der er da alligevel lidt af en præstation. Men også her skylder jeg min egen ære at sige, at det er de dersens gevirudrustede eksistenser, der igen har været på spil.
Og dermed er blevet min erklærede fjende nummer ét.

På trods af deres høje nuttethedsfaktor, udsteder jeg derfor dødstrusler i flæng. Også selvom vi ikke ejer skydevåben, har jagttegn eller deslige som kunne fordre, at vi tog livet af den slags kræ. Måske jeg skal gøre brug af ungernes nerveguns (så kan de da endelig blive brugt til noget fornuftigt!). Har overvejet noget skiltning. Tror nu desværre de er ligeglade.

Det er med andre ord endnu ikke lykkedes mig at nedlægge synderen (perlehyacintdræberen), men jeg holder hof den dag det sker, og DU er inviteret med som æresgæst.

Og indtil den dag: Perlehyacinter i vindueskarm.

Og nu er løgsæsonen så slut, meddelte min lokale plantepusher mig forleden. Oh no.

Så sprøde og knasende. Så levende. Altså lige indtil de bliver spist.

Take care out there!

Dagens ordveksling
(som godt nok er fra i fredags….)

Mor til Mindste Pode: ”Skal du ha’ denne her med i sommerhus?”
(Der viftes lidt med et tøjdyr, formerly known as ’Hunni’)
Mindste Pode: ”Den hedder Noah.”
Mor: ”Hedder den Noah?!”
Mindste Pode: ”Ja!”
Mor: ”Hvor længe har den heddet Noah?”
Mindste Pode: ”I så’nnnn… tre dage?”

Godt så.

Om at indvi en pode i opvaskemaskinens hemmeligheder

Mand og jeg arbejder hårdt på at få selvhjulpne børn, og selvom de jo heldigvis kan rigtig mange ting på egen hånd, så er der nogle ting, som ret beset ville være rare (for os voksne) at få hjælp til i det daglige (var der nogen, der sagde gratis arbejdskraft?). Overordnet set er det derudover også en fordel, at ungerne ikke på et tidspunkt flytter hjemmefra, og først dér opdager, hvordan verden egentlig er indrettet når mor og far ikke (nødvendigvis) flytter med. Og som en biting, så giver det som bekendt også ret gode point hos det modsatte køn, hvis de helt naturligt kan gebærde sig i et køkken (i hvert fald hvis du spørger mig). Også selv om det bare drejer sig om noget så banalt (set med voksnes øjne) som at fylde eller tømme en opvaskemaskine.

Indledningsvist er det selvfølgelig et succeskriterie at poderne ved, at den overhovedet findes. Opvaskemaskinen, altså. Men når det så er på plads, så er selve det at gøre brug af den tilsyneladende ikke helt så simpelt, som man umiddelbart skulle tro. Har du for eksempel nogensinde tænkt over, hvor mange informationer der skal videregives til en helt ny opvaskemaskinebruger (og hvor mange gange disse informationer skal overbringes…) før opgaven sidder lige i skabet?

Vi taler om følgende info, der skal overbringes poderne:

  • Glas, kopper og skåle skal stilles så bunden vender opad. Got that right.
  • Tallerkner og andre ting, der er mere end gennemsnitligt grissede, skal lige skylles af først. Til denne opgave kan man med fordel benytte sig af den dersens lange plastikpind med hår ude i enden.
  • Bagefter skal det beskidte service ikke bare sættes midt i det hele, men ude i en af siderne.
  • Når denne info er på plads, skal der arbejdes på, at vi først fylder op i maskinen bagerst.
  • Så er der også noget med hvordan de flade tallerkner skal stilles i forhold til hvilken vej dimserne i indsatsen vender. Altså trådkurven, hedder den vist, har jeg googlet mig frem til. (Does it make any sense? At all? Bare rolig; det giver heller ikke mening for poderne, er jeg bange for…). Nå.
  • Derudover skal man IKKE åbne opvaskemaskinen mens den kører.
  • Når opvaskemaskinen så er færdig, men endnu ikke er blevet tømt, skal man HELLER ikke sætte beskidt service ned til det rene. Faktisk kan man med fordel sagtens give sig til at tømme maskinen i stedet for bare at trække på skulderen, for dernæst blot at gå ind på værelset og spille iPad.
  • Slutteligt: Hvis man er blevet bedt om at tømme opvaskemaskinen efter skole, og moren eller faren så har glemt at sætte maskinen i gang (pis os’!), så skal man IKKE tømme den. Nej.

Noget relativt simpelt har tilsyneladende mange led i processen. Og når vi har med teens og tweens at gøre, kan det godt være endnu mere vanskeligt, fordi den sparsomt tilgængelige hjernekapacitet sjældent bruges på noget så lavpraktisk som at lagre informationer om opvaskemaskiner, eller andre fornødenheder som en forælder kunne have lyst til at fylde på harddisken.

Men der er kun én vej frem, har jeg ladet mig fortælle, og det er gentagelsens vej. Jeg hørte om det her, hvor Ann-E. Knudsen fortæller om hvad der sker i en teenagers hjerne, og har du en teen eller en tween på lager, vil jeg virkelig anbefale dig at se klippet.

Pas på dig selv, derude ( – og på din pode. Og eventuelt også på din opvaskemaskine)!

Fotograf: Palle Pophår

Dagens bemærkning
(Hørt på cykelstien)

Mor: ”Og så drejer du til højre nu. LILLE sving!”
Mindste Pode: ”Jeg er IK’ noget vildsvin!!”

(Tid til at få tjekket de dræn, monstro?…)

Ugen der gik

….i (brud)stykker:

Mandag:

Tirsdag:

Onsdag:

Torsdag:

Fredag:

Hvis man nu skal se det fra den positive side, så er det virkelig rart, at flyverdragtsæsonen nu er ved at være slut. Men altså. Mindste Pode har ikke et eneste par hele bukser tilbage.
Fuck.

Nå, til helvede med det; solen skinner, alting springer ud, og jeg har denne her på hjernen:

Dagens sang

“Forelsket i København”

Ha’ en fantastisk weekend!