Forfatterarkiv: Maude

Om styrtløb og andre typer styrt

Det her indlæg skulle egentlig slet ikke være blevet skrevet, men altså. Nogle ting er man ikke helt selv herre over, vel? Jeg kom nemlig til at tænke på, at jeg vist kom lidt let og elefant udenom weekendens strabadser, gjorde jeg ikke?

Men hvis jeg skal gøre en lang historie kort, så overlevede jeg det dersens renderi. Ja, det var tæt på at jeg ikke gjorde, men til gengæld fik jeg en ganske god tid. Og kom i mål to sekunder efter den hurtigste kvindelige løber på trekilometersdistancen. Som var min svigermor, by the way. Jep, hun er sej!

Hvordan får man en god tid uden at være i træning, kunne man passende spørge? Det får man, når ens 6-årige pode ved startskuddet spurter afsted alt hvad remmer og tøj kan holde, fordi det jo handler om at komme først i mål. Så står man der og småjokker i menneskemylderet blot for at se et par bittesmå koboltblå shorts fortabe sig i horisonten i et hav af ben af varierende størrelser, og når man ved, at løbestrækningen senere forgrener sig udi andre ruter på både fem og ti kilometer, så handler det om at indfange poden inden han forvilder sig ind på én af de længere distancer.

Så løber man sådan her for at fange sin pode:

Og jeg vil sige, at også poden var smadret bagefter. Han har sågar hævdet, at han aldrig, ALDRIG mere vil løbe tre kilometer. Han foretog faktisk også et enkelt styrt på turen, så det er intet under at han har besluttet sig for at parkere løbeplanerne. Til det kan jeg kun sige: I’m in!

Og fra den ene type styrt til den anden, så forårsagede vi næsten et harmonikasammenstød på cykelstien i myldretidstrafikken i morges på vej til børnehave. Poden lavede en øjeblikkelig opbremsning på hvinende dæk alt imens han desperat råbte: ”STOOOOP! Min venstre sko er ikke lukket HELT rigtigt!….”. Bevares. Så må man nikke beklagende til de øvrige cyklister, der med dødsangst i øjnene foretager lynhurtige cost-benefit-analyser og undvigelsesmanøvrer, mens man undskylder hele miseren med noget dårlig velcro.

Nå ja, nogle gange er det også mig, der står for balladen når vi cykler. Tag for eksempel i søndags, hvor jeg spotter Rasmus Seebach på gaden, og kigger så meget efter ham, at jeg kører ind i Ældste Pode, der træner til sjetteklassernes cyklistfinale, og som slet, slet ikke sætter nok pris på sin mors hasarderede kørsel (eller begejstring for Rasmus Seebach for den sags skyld).

I morgen bliver podens cykelfinale afholdt. Og poden har fødselsdag. Og jeg tænker i skrivende stund, at jeg herefter tager en lillebitte pause både fra alt hvad der går stærk, både til lands, til vands og i luften. Og nok særligt hvad angår aktiviteter i løbesko og på cykel.

Måske jeg faktisk selv trænger til at blive sat lidt på pause?

Men hey – pause eller ej: Næste gang jeg løber, så bliver det sådan her:

En slags fødselsberetning

Jeg havde forsvoret, at der nogensinde skulle komme en fødselsberetning på denne her blog, eftersom den slags som bekendt er en saga blot i mit liv. Ikke desto mindre kommer der på en måde én her, foranlediget af at Ældste Pode lige om lidt har fødselsdag, og jeg kan på ingen måde forstå, at han så er tretten år. Det føles jo næsten som i går, at han kom til verden.

Jeg vil heller ikke gå så vidt som til at kalde det en fødselsberetning, men mere et lille tilbageglimt af nogle af de facetter, der spillede i mit følelsesregister i de første dage af podens liv.

Jeg havde glædet mig som en sindssyg til hele projekt baby. Graviditeten blev i den grad dyrket, og alt gik fint hvis vi ser bort fra en lille misere, hvor jeg kom til at drikke afkalkningsmiddel (hvilket afstedkom en meget skeptisk læge, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at det i sig selv et under, at jeg ikke af den grund blev sat under skærpet bevågenhed). Men nok om det. Selve fødslen var hård, og tog næsten 40 timer. Jeg har undret mig lidt over, hvordan det kunne få lov at strække sig over så lang tid, men da jeg efterfølgende fik min fødselsjournal, kunne jeg se, at den første jordemoder ved en fejl havde skrevet, at veerne var startet 12 timer senere end de reelt gjorde. Søndag klokken 17:00 og ikke natten til søndag klokken 05:00.

Jeg var dels overrasket over hvor satans ondt det gjorde, og dels var jeg overrasket over hvor langt væk drømmen om baby var, undervejs. På et tidspunkt sagde Mand noget i retning af: ”Husk, vi får verdens mest fantastiske barn ud af det her!”. Og jeg tænkte til svar, mens jeg kylede med vaskekludene, at det fantaske barn, det ku’ jeg faktisk godt undvære lige nu.

Da jeg senere indså, at jeg nok ikke kunne undgå min videre skæbne i fødselsforløbet, konstaterede jeg på erkendelsestidspunktet med sorg, at mit kommende barn kun kunne undgå en tilværelse som enebarn hvis 1) Vi adopterede eller 2) Mand og jeg blev skilt, og Mand fik barn med en anden. For det her? Det ville jeg under ingen omstændigheder lægge krop til en gang til.
Men det gjorde jeg jo så.
To gange til, som bekendt. Og begge de efterfølgende gange har jeg tænkt, at det fandme var dumt af mig at hoppe på den én gang til. Naturen er en forunderlig størrelse, at den sådan kan bagatellisere smerte med tilbagevirkende kraft.

Efter de fyrre timer, heraf de cirka otte på fødestuen, var min overraskelse stor, da det endelige viste sig, at der rent faktisk kom en baby. Det havde jeg nok forsvoret på daværende tidspunkt. Jeg havde heller ikke så meget baby, for han var slatten og skidt efter den lange fødsel, og røg (alt for) hurtigt væk fra mig og over til en børnelæge og efterfølgende i kuvøse. Der sad Mand og bondede med baby, mens jordemoderen gentagne gange fortalte mig, at det her var det største i livet. Og jeg var mest chokkeret. Over det hele. (Også over, at det også lykkedes mig at amme ham, da vi kom så vidt. Mig (i hovedet) til sygeplejersken: “Det kan du godt glemme alt om, der er ikke noget at komme efter!”).

Jeg er så glad for, at jeg var førstegangsmor på et tidspunkt, hvor man ikke fik fem iskolde tæer i rumpetten og blev sendt hjem fra hospitalet to minutter efter ungens ankomst. Mens vi boede der, på Frederiksberg Hospital, omgikkes jeg vantro rollen som mor. En altoverskyggende ansvarsfølelse iblandet ammeproblemer og en surrealistisk følelse af, at nu måtte nogen da snart komme og hente ham, og sige, at hun var den rigtige mor. Jeg er helt overbevist om, at hvis denne ’nogen’ var kommet og havde sagt sådan, så havde jeg uden tøven rakt hende baby, og sagt ”Værsgo”. Så mærkeligt syntes jeg det hele var. Samtidig var jeg også uendelig stolt, og meget overbevist om, at det var mig, der havde fået verdens skønneste og smukkeste barn.
Og hvis du spørger mig, var alle de andre mødre var grønne i hovederne af misundelse over at han ikke var deres.

Efter noget tid kom også den ubetingede kærlighed. Da chokket havde lagt sig. Det var nok noget, som jeg først blev bevidst om bagefter. Men jeg er okay med at det var sådan det var, for det er jo så verdensomvæltende, at det er helt umuligt at forberede sig på det. Og helt umuligt at forestille sig præcist hvad man går ind til. Og se ham nu. Den store, store dreng. Som har hele mit hjerte. Sammen med et par andre, selvfølgelig. For som man siger, er kærlighed det eneste i verden man kan dele uden at der bliver mindre af den (…og det må vist være dagens kloge ord).

Men anyways: Fødsler burde afskaffes, jeg stemmer for at genindføre storken!

Fotograf: Palle Pophår

Picking up the pieces

Nåja, det går lidt stærkt for tiden. Jeg tror noget af det, der løber allerstærkest er en slags nyt arbejde, jeg har kastet mig over. På min sædvanlige arbejdsplads, forstås, så ikke noget revolutionerende, men stadigvæk noget som kræver, at jeg sætter the little grey cells på midlertidigt overarbejde. Og jeg føler lidt, at jeg hænger i med to fingre, blafrende vandret efter en trailer på en jysk motortrafikvej. Men på trods af følelsen, så går det vist nogenlunde derinde på det dersens arbejde. Tror jeg.

Men på hjemmefronten er der lidt mere kaos end der plejer.

For eksempel glemte jeg alt om tilmeldingsfristen til den SFO som Mindste Pode (forhåbentligt!) skal starte i efter sommerferien. Lidt små-praktisk med en form for pasningsordning når ferien er slut.

Det er den slags ting, der smutter.

Vi har også en fødselsdag i næste uge, men den smutter forhåbentligt ikke. Og pt. formår vi herhjemme at redde hinanden. Når noget ryger i glemmebogen hos den ene, samler den anden op. Well, i virkeligheden er det som sædvanligt mest Mand, der samler op.

Således er det også tilfældet i forbindelse med den kommende weekends planer, hvor jeg for længst har fortrængt at Mand i et anfald af noget momentan sindssyge har meldt mig til et løb. Sådan ét af den slags på to ben. Ja, sådan kan det gå. Jeg tror, jeg har løbet sammenlagt tre og en halv kilometer i løbet af det sidste halvandet år, så det skal nok blive interessant. Men det forestående løb fordrer samtidig, at jeg død og pine er nødt til at investere i et par sko og et outfit af en art. For de tre og en halv kilometer jeg har på bagen er nemlig blevet tilbagelagt i Ældste Podes sko (som er cirka tre numre for store) samt Mands aflagte træningstøj fra dengang han var i militæret. Lovely.

Jeg har således en plan om at indkøbe noget udstyr da jeg i går begiver mig afsted på min jernhest i noget vindstød af orkanstyrke med kurs mod Rødovre Centrum og Sportsmaster (hvor der er et løbebånd, så man har en chance for at få tilpasset løbestil med sko).

Mens jeg – vel fremme – tripper hektisk rundt i centeret og tænker over hvor fanden Sportsmaster egentlig er, ringer Mand, som skal hente Mindste Pode. Mands bil er punkteret, og Mand venter på Falck. Mand kan godt se, at fruentimmerets tilstedeværelse i Rødovre ikke matcher hverken afhentning af pode i børnehave eller punkteret bil. Og faktisk matcher den punkterede bil og fruens tilstedeværelse i kæmpecenteret heller ikke den fodboldtræning som Mellemste Pode forventer at blive eskorteret til om mindre end en time. Mand må fikse noget.

I mellemtiden får jeg efter en del forespørgsler fundet Sportsmaster. Her får jeg shanghajet en ekspedient, som nok må erkende at der går langt i mellem så uvidende og handlingslammede kunder som mig (nej, det sagde han heldigvis ikke), men jeg bliver ekspederet op på løbebåndet, og cirka tyve sekunder senere ser man så mig spurte afsted med livet som indsats for at undgå at blive rekyleret baglæns ud af butikslokalet. Det lykkedes faktisk at undvige denne forestående katastrofe, men jeg vil sige, at udmattelsesgraden efter den korte løbetest varsler ilde om min form eller mangel på samme. Men hey; med det rette outfit så kan man skjule meget, ik’? Hvis man ser sporty ud, så er man vel sporty? Jeg går ikke ud fra, at en levende sjæl lægger mærke til hvorvidt mit ansigt er cyklamenfarvet eller ej… Og det er i øvrigt helt lige meget, om man bruger det meste af en time på en trekilometers rute. Right???

Jeg tror den der make-over man laver, gøres for at skjule alle de bagvedliggende strabadser. Lige som det er tilfældet med alt andet her i tilværelsen….

Og apropos det rette outfit:

Vi kan helst ikke lide lyserøde sko.
Vi fik lyserøde sko:

Who cares.
Det er der ingen der ser, når først musikken spiller.

Og i det hele taget ender historien lykkeligt. Mand får tørret børnehavepode af på andre sagesløse forældre. Mellemste Pode får fragtet eget korpus til træning. Flink Falckmand foretager nødlapning på udfordret bildæk. Og helt mirakuløst finder jeg faktisk ud af helvedescenteret igen, og dét mine damer og herrer, er faktisk mere end hvad jeg troede var praktisk muligt da jeg løb tårevædet rundt derinde. Men så er jeg jo lidt i træning til weekenden med alt den renderi.

Jeg tænker det er denne her løbestil, jeg vælger:

Tilsæt lyserøde løbesko.

Om the bra from hell

(Nej, absolut ingen affiliate links)

Okay så. Nogle gange er det bare virkelig er svært at være tjekket. Og ha’ styr på sine gevandter samtidig. Hovedsageligt det sidste er åbenbart en større udfordring for mig end jeg i virkeligheden magter. Tag nu forleden dag, hvor jeg – som på så mange andre dage – er på arbejde.

Dagen er startet vældig godt. Outfittet er velvalgt, og på ingen måde tilfældig. Og grunden til, at der er blevet tænkt lidt ekstra over tingene denne dag er, at nogen har været i Jylland på lejrskole, og skal hentes på Hovedbanegården af undertegnede: Hallo, der er lissom andre forældre involveret her; andre mødre! Intet kan overlades til tilfældighederne!

Og eftersom denne nogen skal hentes på Hovedbanegården i direkte forlængelse af arbejdsdagen, har jeg også en relativt stram tidsplan. Og det er derfor ikke godt, da det sådan cirka ti minutter inden min planlagte sortie åbenbart bliver for kompliceret for mig både at hælde kaffe ind i munden OG synke det. Ja. Og da jeg konstaterer at kaffen har været på afveje, er det, at jeg lige hiver lidt ud i den nederste kant af den t-shirt jeg har på, for at se opfanget af skaden.

Mod min forventning er t-shirten heldigvis kaffefri. Til gengæld opdager jeg nogle spøjse plamager. Nogle ret store nogen, sådan i brystområdet. Ja, det er skønt, og det bliver bedre endnu:

Jeg er lidt overrasket over, at jeg (der er en frossenpind) alligevel har svedt så meget, og på så mærkelig en måde. Endnu mere underligt er det, at stoffet ikke virker fugtigt? Meget mystisk.
Så falder tiøren: Min bh har simpelthen haft et uheld!…. Ja, det lyder grotesk, men er ikke desto mindre sandt. For eftersom tre børn har aflivet mine bryster og forvandlet dem til teposer, så har min forfængelighed set sig nødsaget til at booste attributterne med nogle vatterede bh-udgaver. Og en enkelt silikoneversion, viser det sig. Og jeg vidste det ret beset ikke før de lækkede. Samtidigt! Og jeg kom til at se sådan her ud:

Just another day on the job.

Panik er helt sikkert ikke en fyldestgørende betegnelse for hvad jeg føler på det tidspunkt, da jeg konstaterer, at jeg ligner en overstimuleret malkeko. Spørgsmålet, der med det samme melder sig, er:….. hvor længe? Altså, jeg har jo siddet til møder og alt muligt… Intetanende…

Ohh… hvem der bare havde en lillebitte spade som man kunne grave et lillebitte hul i jorden med, og som lillebitte jeg kunne forsvinde ned i. For altid.

Nå, jeg går ind til Kollega, slår ud med armene, og siger “Houston, we have a problem!”.

Kollega griner. Meget. Og længe. En anden én ville muligvis mene for længe, men Kollega kvitterer dog samtidig med at sige, at hun har siddet ovenpå et eller andet herreklamt i toget, som stadig sidder fast på bukserne. Jeg nærstuderer Kollagas bagdel i en rum tid uden dog at ane skyggen af det klamme fra toget. Men uanset, er noget solidaritet altid velkomment, hvor usynligt det end er.

Tilbage til the situation:

Du skal huske på, at jeg har en tidsplan, og jeg spørger derfor Kollega, om jeg muligvis i stedet for at ligne en lækageindehaver eller en fuldtidsammer uden aftager, ikke bare kan gå for at være én, der blot sveder enormt meget temmelig regionalt? Jeg tror faktisk, at jeg muligvis trygler Kollega. Men Kollega er helt klar i spyttet: “Det sidder bare HELT forkert!”

Damn!

Heldigvis bor jeg tæt på mit arbejde, og der er kun én ting at gøre trods stram tidsplan: Jeg må lige hjem et smut inden hovedbanegården kan frekventeres. Hjemme kan jeg konstatere, at udover at jeg har et lækageproblem, og dertil er i tvivl om hvordan man overhovedet får renset sådan en t-shirt for silikone eller hvad filan det er, så har jeg nu også tøjkrise. Og er du godt klar over hvor vanskeligt, det er i det hele taget at få sådan nogle indsmurte bryster gjort silikonefri? Sikke en proces! Jeg står helt uforstående overfor at der ikke findes en form for hotline man kan ringe til i slige tilfælde. Eller endnu bedre: Et krisecenter, hvor man kan komme ind til en akut debriefing.

Fotodokumentationen får du her;
introducing the bra from hell:

    

Nå, jeg bliver nogenlunde afmonteret for alle bh’ens efterladenskaber, hopper i rent – men på ingen måde gennemtænkt – tøj, og ud ad døren.
Jeg når faktisk alting blot for at opdage, at min deodorant undervejs også har opgivet sit ævred. Derfor får jeg i relativt stinkende – men dog silikonefri – tilstand hentet et styks pode på Hovedbanegården. Rettidigt. Og det er vel det vigtigste, når alt kommer til alt. Men altså: Dybt traumatisk oplevelse. Faktisk tror jeg kun, jeg har set noget tilsvarende i et afsnit af Will & Grace, hvor det her sker:

Hvis du har lyst, kan du se hele afsnittet her, og bemærk lige, at episoden hedder ’Das Boob’.
Jeg er vild med det.

PS: Nej, t-shirten blev aldrig sig selv igen.

PPS: Butikken har selvfølgelig givet mig en ny bh kvit og frit uden at se skyggen af en bon.
De bemærkede samtidig, at de aldrig nogensinde havde set noget lignende. Virkelig?…

PPPS: Gode idéer til hvordan jeg nogensinde skal se mine kolleger i øjnene igen modtages med kyshånd.
Den er svær, ik’?…

Mit hjerte slår revner af stolthed

…når jeg møder én af ældste poderne i trafikken.
Det er som regel Ældste Pode jeg ser komme kørende den modsatte vej efter at jeg har afleveret Mindste Pode i børnehave. Så er jeg på vej tilbage, mens Ældste Pode først på det tidspunkt er på vej i skole. Han ser mig ikke, for imellem os er der vejbaner, midterrabatter, parkeringspladser og cykelstier. Men jeg ser ham. Min store dreng, der kører tilbagelænet med armene over kors; han har ikke travlt, han har al den ro og tid, som verden kræver. Og så tænker jeg, at denne lange, smukke og fantastiske dreng derovre, han er min. Og så får jeg tårer i øjnene.

Fotograf: Palle Pophår

Dagens samtale

Mindste Pode: ”Tænk, Ældste Pode har haft GEBIS!!”
Mig: ”Hmmm… gebis, siger du?”
Mindste Pode: ”Ja!”
Mig: ”Neeeej, det har han nu ikke…”
Mindste Pode: ”Johow!”
Mig: ”Hvorfor tror du han har haft gebis?”
Mindste Pode: ”Fordi han på et tidspunkt havde tabt ALLE sine tænder!!”

Lidt ude af sync … #3

  • Når man opdager en gigantisk klat tandpasta på badeværelsesvæggen i 2½ meters højde. How?
  • Når man går til stormøde med sine skærmbriller på, og ikke kan forstå at alting er så skide uskarpt.
  • Når man strengt siger “kan du SÅ sætte dig ned!!” til Mindste Pode og opdager, at knægten faktisk allerede sidder ned, men at Tripp Trapp-stolen muligvis godt kunne trænge til at blive justeret lidt.
  • Når man først i en alder af fyrre år, syv måneder og seks dage finder ud hvor vild man er med doughnuts. Jeg er tosset med dem. Som i elskerelskerelskerelskerELSKER dem!
    Er du godt klar over, hvor snydt jeg føler mig i forhold til alle de år, hvor jeg pænt har sagt nej tak? Pis os’. Jeg har noget catching up (og et par kilos overvægt) to do.
    Så i øvrigt denne her doughnutopskrift ovre hos Emilie – de er med statsgaranti fantastiske!
  • Når man har bevæget sig ud i den dersens bil, som man i forvejen ikke er ret glad for at køre i. Og man er faktisk nået næsten frem til destinationen, der selvfølgelig er en håndboldhal. Man er indtil videre svært stolt over at være kommet så langt uden at have fået tildelt nogen fartbøder, og man er heller ikke blevet dyttet af, og bilen er tilmed intakt. Ja, glæden vil næsten ingen ende tage, men så er det, at den pågældende håndboldpode (gæt selv hvilken) letter lidt på linningen til sin træningsbuks, kigger lidt undersøgende ned, og konkluderer, at han nok har glemt sine kampshorts….
  • Når man holder børnefødselsdag og legegruppe to dage i træk. Don’t try this at home.
    Der burde være en advarselslampe der lyser, når man tænker, at den slags kan man sagtens klare. Det kan man ikke! (Heller ikke selvom det retfærdigvis skal siges, at Mand stod for 95% af legegruppen).
    Man ender sådan her:

(Don’t say I didn’t warn ya’!)

Dagens bemærkning
(hørt under børnefødselsdagen):

“JEG HAR TISSET I BUKSERNE!!…. Men mine sokker, de’ ik særlig våde!..”
(Det er sgu’ da en fantastisk tilgang til dagligdagens udfordringer!)

Kunsten at tilgive sig selv

Der kan godt gå lang tid imellem de alvorlige indlæg her på domænet, men her er et af dem. Det er nemlig i dag et år siden min far døde. Det er mærkeligt at tænke på. Og det har selvfølgelig været underligt i det forløbne år. Hvor man har tænkt alt muligt. Og hvor man har skulle slutte fred med alt muligt.
Primært har jeg skulle slutte fred med mig selv.

Det handler hovedsageligt om, hvordan de sidste ord faldt. Det er nok naturligt. At man gennemgår hvem der sagde hvad hvornår; hvordan ordene faldt, hvad der blev ment. Var man glad, var den anden glad?

Min egen sidste ordveksling med min far var via en mailkorrespondance. Hvilket gør den ret konkret og stedsegrøn. Og korrespondancen (der drejer sig om indkøb af en fødselsdagsgave, og fandt sted et par uger inden dødsfaldet) er som følger:

10.05.2016, klokken 10:29 skriver min far:
Hjertelig tillykke med Mindste Podes 5 år i dag, tænker meget på jer. Hvad mon han fik af sin morfar?
Har lige modtaget Ebox fra Skejby, de indoperer en pacemaker i mig på tirsdag den 17. maj. Éndagsindlæggelse, og så håber vi på det har en vis effekt.
Hils alle og ha nu en rigtig god fødselsdag!
Kh
Far

10.05.2016, klokken 11:50 skriver jeg:
Tak far, vi er pt. i zoo og har en dejlig dag. Vi købte en bue og pil til ham, som han blev glad for. Det lyder godt med pacemakeren, vi håber den gør underværker!

10.05.2016, klokken 14:38 skriver min far:
Bue og pil er godt, men kun én pil? Han skal da ha et helt kogger!! Skriv hvor meget den armering af vikingen løb op i, tak!
Hyg jer rigtig godt i zoo.
Kh
Far

12.05.2016, klokken 08:49 skriver jeg:
Tre pile. 150,- løb det op i, Mellemste Pode ønsker sig også sådan en.
Håber I nyder sommeren!

12.05.2016, klokken 15:09 skriver min far:
Hvor mange penge skal jeg sende for bue og pil????
Kh
Far

12.05.2016, klokken 15:39 skriver jeg:
Altså, som jeg skrev tidligere i dag, 150,-

Og det blev sådan set de sidste ord der faldt imellem min far og jeg.

Og hvorfor, kan man spørge? Nogle gange var og er vi bare ret kortfattede, kort for hovedet, om du vil, i min familie. Så i det øjeblik jeg trykkede ’send’, var der sådan set ikke noget unormalt i det. Bortset fra, at det som sagt gik hen og blev de sidste ord han fik med på sin vej fra mig. Og jeg var et lille øjeblik irriteret. Og jeg følte, at den irritation var den sidste hilsen jeg sendte ham.

Og hvorfor ringede eller skrev jeg ikke til ham inden operationen, som var den 17. maj, en uge inden han døde? Den 17. maj var tirsdagen efter pinseferien. Vi var i sommerhus, og kom hjem relativt sent. Mange gange i løbet af den mandag tænkte jeg, at nu skulle jeg huske, at skrive eller ringe til min far, og sige, at vi ville tænke på ham. Og hver gang glemte jeg det. Der er ingen undskyldning. Endnu et punkt på listen over ting, der ikke kan gøres om. For selv om jeg faktisk sendte en SMS til ham på selve dagen, og skrev: ”Held og lykke med pacemakeren i dag!”, så sendte jeg den først klokken 08:29.
Og han så den aldrig.
For efter operationen faldt han om, og vågnede aldrig igen.
Han døde præcis otte dage senere.
Og derfor blev de sidste ord som sagt ”Altså, som jeg skrev tidligere i dag, 150,-”.

Jeg følte længe, at det var ganske forfærdeligt. Jeg har slået mig selv oven i hovedet med dette til hudløshed. Jeg talte med præsten om det. Jeg har talt med andre om det. Men det hjalp ikke rigtigt noget; det blev ligesom ikke rigtig bedre af den grund.

I dag synes jeg måske ikke det ser helt forfærdeligt ud alligevel. Måske er det fordi jeg er ved at ha’ slugt kamelen. Måske fordi jeg kan se, at man måske ikke nødvendigvis læser den med samme grad af irritation som den blev skrevet med. Måske fordi jeg ved, at ikke alt ligger i den sætning. At sætningen ikke sammenfatter, understreger og opsummerer dét, der var. Timerne. Dagene. Årene. Gode og dårlige. Hele pakken. Og det kan under alle omstændigheder ikke gøres om, ikke tages tilbage.

I forlængelse af min fars død, købte min veninde en bog til mig. Det var ’De urolige’ af Linn Ullmann, og handler om hendes sidste tid med hendes far, Ingmar Bergman, inden han dør. Min veninde gik rundt med den i tasken længe, og vidste ikke helt, om hun skulle gi’ den til mig. Til sidst gjorde hun det.
Det er en god bog, den kan anbefales.

Vi får Ingmar og alderdommen for fuld udblæsning og i mange spøjse afskygninger.
For eksempel er der min yndlingsscene, et tilbageblik, hvor Ingmar puster sig op i en flyvemaskine. En lidt yngre Linn sidder på et sæde foran faderen. Ved siden af Linn sidder en ubehagelig type, der breder sig uforholdsmæssigt meget.
Linn Ullmann skriver:

”Måske var jeg usynlig? Hvad var værst? Set eller overset? Synlig eller usynlig? Uanset hvad jeg var, havde jeg forretningsmandens albue i siden og avissiderne foran ansigtet. Min far må have observeret det hele gennem mellemrummene mellem sæderne, for nu rejste han sig, lænede sig over sæderyggen og sagde til forretningsmanden på sit russisk-tyske engelsk: – Get your fucking arm away from her seat. And your newspaper too. That is my daughter sitting there beside you. My daughter.”

Til gengæld er deres sidste samtale faktisk langt værre end den imellem min far og jeg. Det er Ingmar, der er har det sidste ord i denne sammenhæng, og det er virkelig ikke særlig velvalgt: Han siger følgende, da Linn Ullmann ved et uheld kommer til at spilde noget vand ned ad ham: ”Forbandet koldt… Forbandede kælling”

Over and out.
Tak for kaffe.

For en gangs skyld vil jeg sige, at det ikke er sikkert, at jeg svarer, hvis du lægger en kommentar. Det betyder ikke, at du ikke er mere end velkommen til at skrive én.

Og så var der lige denne her morgen…

…hvor jeg nær havde opsagt min stilling som mor, hvis ellers man havde mulighed for den slags.

Og ja, jeg ved ret beset ikke, hvem af ældste poderne der sendte den første Havrefras afsted på testflyvning i luftrummet henover morgenbordet; det er i og for sig også ligegyldigt. Og jeg ved faktisk heller ikke hvem der først tjattede til den anden, eller hvem der efterfølgende spændte ben for hvem, eller hvis skyld det hele egentlig var.

Jeg ved bare, at jeg pludselig havde poder med en lydstyrke på max, og at der var mord i luften. På flere planer, faktisk, for jeg ved også, at podernes lydstyrke intet var at sammenligne i forhold til min egen da jeg først gik i gang. Jeg ved også, at jeg på det tidspunkt råbte ting som ”JEG ER FANDENFISME SÅ DØDHAMRENDE PISSETRÆT AF AT I OPFØRER JER SOM NOGLE KÆMPEMÆSSIGE FLADPANDEDE FJOLSER!”. Og ja, jeg ved godt, at man så kan diskutere hvem det mest fladpandede fjols egentlig er. Og for at det ikke skal være løgn, så understregede jeg alle mine ukvemsord ved at klaske Mellemste Pode oven i hovedet med Mindste Podes fodboldstrømper, som jeg netop var i færd med at lægge sammen. Mellemste Pode blev retfærdigvis vældig fornærmet, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i. Og alt imens jeg overdyngede ældste poderne med eder og forbandelser havde jeg Mindste Pode på slap line ude i periferien. Han sagde ting som ”Mor, PRØV lige at se ham her LEGO-manden, han ÆDER sine egne øjne!” (*SMAAASK-smaske-smaske-smask*). Mit korte svar til det var, at dét skal man lade være med. Altså at æde sine egne øjne. Virkelig upraktisk.

Men i forbindelse med ældste podernes skærmydsler var det, at jeg kom i tanker om, at jeg fornyligt hørte forsvarsadvokat Henrik Stagetorn på P3, hvor han beregnede strafferammen for Elsa for at have pudset Ismonster på Anna: Tre til seks måneder, mine damer og herrer!
Det kunne være jeg lige skulle holde et lille illustreret oplæg for poderne om konsekvenserne af ens handlinger. Jeg ville utvivlsomt også selv kunne trænge til at høre sådan et oplæg.

Og i mellemtiden, så vil jeg bare sige, at hvis jeg nu var en hest eller en hund (eller måske bare en kanariefugl?), så ville jeg ønske, at der kom en dyrlæge og gav mig et eller andet virkelig stærkt. NU!

Ismonster eller Mor-monster. You choose.

10 tanker og konstateringer fra Lalandia

Jep, netop hjemvendt efter 48 timer i Rødbyhavn. Og her er et lille udpluk af de væsentligste konklusioner (dos and don’ts), som jeg har gjort mig undervejs (NB: Ingen spons!):

1) Bilkøerne kunne vi godt have været foruden. Én ting er motorvejarbejdet omkring Solrød, men når man så rammer Lolland og tænker, at nu er alt godt, så er der gudhjælpemig Døllefjelde-Musse marked (JO! Det er der fandenfisme noget, der hedder!). Tilsyneladende er det ikke så lidt af et tilløbsstykke. Tænker stadig på hvad vi monstro gik glip af. Sandsynligvis ville vi kunne ha’ fået en halv shetlandspony og noget candyfloss til spotpris.
Endnu et af livets store spørgsmål, som må forblive ubesvaret. Altså med mindre du ved det?

2) Folk er virkelig ukritiske i forhold til deres tatoveringer. Nyeste dille svarende til 90’ernes røvgevir er tilsyneladende sløjfer på baglårene. Prisen for weekendens værste tattoo-oplevelse gik dog til en mand (af betragtelig størrelse), som henover hjerteregionen havde fået tatoveret et fyldigt kvindehoved med et meget bøst ansigtsudtryk og rastafarihår. Nedenunder kvindeansigtet stod der med sirlig (men stor) skrift ‘Mor’.
Hallo!! Vi taler om samfundsansvar her!

3) Jeg troede ikke, at jeg kunne lide vandrutchebaner. Jeg tog fejl. Faktisk er jeg VILD med vandrutchebaner, og jeg har rutchet så meget, at jeg troede jeg skulle dø. Jeg mener det. Jeg har adskillige gange i den forløbne weekend set mit liv passere revy mens jeg har ligget på noget oppusteligt plastik i obskure stillinger uden at have haft den mindste føling med hvad der var op, og hvad der var ned. Har på den konto scoret virkelig billige point hos poderne, og går nu under tilnavnet ‘Modige Mor’. Det er vist det man kalder at skinne på en billig baggrund.
I love it.

4) Må dog samtidig konstatere, at min IQ tilsyneladende ikke er høj nok til at forstå låsesystemet på tøjskabene i omklædningsrummet. Alle andre forstår det intuitivt. I don’t get it. Har fået assistance hele tre gange, heldigvis ikke af den samme person.

5) Så var der det dersens Monky Tonky-dyr. Har sagt det før; vi KAN ikke lide forvoksede og overdimensionerede tøjdyr, der er udstyret med egen fri vilje. Som vinker og krammer helt uden nogen former for kontrol.

6) Feinschmecker? Forget about it. Jeg har kapituleret. Tilsyneladende er jeg allermest lykkelig når jeg spiser steder som hedder noget a la ‘Ristorante il Bambino’, og som har buffet med (meget) børnevenlige retter. I den forbindelse:

7) Softice ad libitum? Hvad? I believe I have died and gone to heaven.

8) Mågerne er gigantiske! De yngler og skider overalt; jeg bliver ikke den mindste smule overrasket den dag jeg hører, at Lolland er blevet besat af hvidt fjerkræ from out-of-space.


9) Okay, så. Det viser sig faktisk, at jeg slet ikke er så meget modstander af Lalandia som jeg troede, jeg ville være. Føler mig pludselig meget som en vestegns-kinda-person. No offense. Altså, jeg er jo faktisk gift med sådan én, så al min modstand lever vel i virkeligheden kun på lånt tid.

10) Hmm.. Ret beset var der nok kun ni punkter, men det lyder bare langt federe med ti.

Nå, håber du får en skøn ny uge når den bryder løs i morgen! ❤️

Et spørgsmål om alder

Jeg havde nær glemt denne her:

Vi befinder os i forrige århundrede, undskyld, i forrige uge, og det er helt specifikt den 5. maj.

Mindste Pode: “Mor, hvorfor er der flag på busserne?”

Mig: “Det’ fordi vi fejrer Danmarks befrielse. En gang for mange, mange år siden var der krig, men så sluttede krigen heldigvis. Og hvert år fejrer man derfor at krigen sluttede.”

Mindste Pode: “Hvornår var det?”

Mig: “For længe, længe siden. Mer’ end 70 år”

Mindste Pode: “Leved’ du dengang?”

Hmm… Nej.

Men når det så er sagt, så går det går trods alt fremad, vil jeg sige. For år tilbage troede én af de andre poder nemlig at jeg var vokset op i vikingetiden. Vi var på det tidspunkt på udflugt til Sagnlandet Lejre, hvor der ligger en del autentiske hytter. Efter således at have vandret ud og ind af den ene jordklinede rønne efter den anden så poden med stor forundring op på mig, og sagde: ”Mor, boede I virkelig sådan her da du var barn?!”

Igen: Hmm… Nej.
Men altså, hvad kan jeg sige? Hey, what’s up, mosefund?

(I øvrigt: Jeg googlede for sjov skyld ’gammel vikingekvinde’, og jeg syntes lige jeg ville nævne at der under den søgning blandt andet fremkom billeder af Donald Trump foruden visse andre danske politikere).

I mangel på gamle vikinger og mosefund får du i stedet disse:

Fotograf: Palle Pophår

Og apropos alder, så var det i går Mindste Podes fødselsdag. SEKS år, mine damer og herrer, så bliver det ikke meget større! Eller jo, det gør det jo sådan set. Hvert år, faktisk.
Men han havde en skøn dag. Og en skøn tur i skole. Lige ind til han bragede ned med feber og hoste, og tilnærmelsesvist næsten gik i koma. Ser vi bort fra sygdom, så er alle dog (ind til videre) meget glade; hip-hip-hurra for det!

(Jo, det er kartoffelmos med bacon!)

Dagens kloge ord

”Alderens tragedie er ikke, at man er gammel, men at man er ung.”
Oscar Wilde

”Det er ikke alderdommens, men ungdommens skyld, når alderdommen ikke behager os.”
Lessing

”Hvad der gør alderdommen så tung at bære, er ikke ens åndelige og fysiske evners svigten. Men byrden af ens erindringer.”
Sommerset Maugham