Kategoriarkiv: Bloggen

10 vilkårlige fra dagen derpå

Jeg fik (mindst) et par genstande for meget i går, som nu sidder og trykker inde bag mit højre øje. Det er resterne af to flasker (temmelig sur) hvidvin, der – orkestreret af mine pulsslag – banker heftigt på indersiden af hjernebarken, særligt når jeg skal bøje mig ned efter et eller andet vilkårligt, der befinder sig i gulvhøjde. Ach du Liebe. Og når man er ramt af tømmermænd i 40’erne på et tidspunkt hvor ens afkom stadig har behov for en eller anden form for sporadisk yngelpleje, så er det man spørger sig selv om følgende:

– var det overhovedet nødvendigt at drikke sig fuld med 0.B. i går aftes? Eller måske ikke lige 0.B., men så i hvertfald forældrene fra 0.B. Var det det?

– og var jeg monstro den eneste, der fik bare en lillebitte smule for meget?….. Og var det i den forbindelse noget jeg drømte, eller havde vi rent faktisk gang i en snak med Cecilies forældre om noget arrangeret ægteskab mellem vores respektive poder om en 15-20 års tid? Nå. Time will show.

– spiste Mand simpelthen lige den sidste ciabattabolle lige foran næsen af mig og min kummerlighed? Når nu det er det eneste, der tiltaler de dersens tømmermænd? Jeg tænker dødsstraf. Subito.

– hvorfor er man så tilstrækkeligt ubegavet, at man rent faktisk på forhånd har lagt planer for dagen derpå? Og hvorfor involverer planerne buskørsel med Mindste Pode til et håndboldstævne? Jeg gentager: Buskørsel?!
Fuldstændigt uoverstigeligt projekt.

– og hvorfor er lydene i hallen så høje? Kunne vi som minimum lige få lagt en dæmper på den dersens yderst fæle halvlegslyd?

– og den dér odeur af småsvedige indendørs gymnastiksko med ruskindssåler, og klamme, hengemte sportstasker, der har hængt i murstenene siden start-80’erne; den er jo dræbende. Og så er der ham på rækken foran mig, ej at forglemme, der muligvis kører efter en eller anden middelalderlig badepolitik. Eller måske er han bare aldrig blevet introduceret for en deodorant? Er der overhovedet nogen som helst, der gør noget?!

– og hvorfor er der så mange mennesker og bolde og hotdogs over det hele, når jeg egentlig bare har lyst til at dø ganske stille og ubemærket? Måske herovre i hjørnet, på række 2, (plastik)sæde 32, 34, 36 og 38?

– til helvede med klasselotteriet og ti tusind skrabelodder, fik vi lige et lift af Annas farmor? Am I the luckiest (wo)man on earth, or what?! Herren være hendes sjæl nådig, og stå hende bi i al evighed, amen.

– har vi eventuelt nogle poser liggende i Annas farmors bil? Nej? Okay. Ikke kaste op i Annas farmors bil, ikke kaste op i Annas farmors bil, ikke kaste op i Annas farmors bil….

– efter denne række af prøvelser, må man så godt græde – bare lidt – når pizzamanden misser ens bestilling på pizzasandwich, og spiser én af med et pitabrød? Et pi-ta-brød?! Hvad i alverden tænker han på???

Okay. På trods af pitabrød og alting, så tror jeg efterhånden, at jeg begynder at kunne se lyset for enden af tunnelen (på en anden måde end i form af en nærdødsoplevelse). Og hvis jeg skal slutte af med en positiv bemærkning ovenpå al min jamren, så viser det sig faktisk, at den spritnye nederdel, jeg fandt på udsalg, simpelthen ikke har skyggen af den røde Vermouth, som Alberts mor ellers i en enkelt armbevægelse fejede ned i skødet på mig under festlighederne. Jeg er virkelig fan af smudsafvisende beklædningsgenstande.

Hov, rettelse: Hold pitabrødet udenfor ligningen. Jeg er ikke i nærheden af at kunne bagatellisere katastrofens omfang.

Just another bad hair day

Kender du følelsen af at blive modarbejdet af dit udseende? Well, jeg synes, jeg møder massiv modstand i disse dage. Én ting er juleferiens rester af ris a la mande og ostepops, der stadig sætter sine tydelige spor på mange leder og kanter tværs over mit ansigt – jeg ved ikke om Clerasil stadig findes, og om man anbefaler det til kvinder på 41 år? Tilsæt hertil rigelige mængder vinterbleghed med et touch af blålilla. Og knastørt hår. Som ingenting vil. Det var den anden (og væsentlige) ting i denne her sammenhæng. Hvilket blev ret tydeligt for mig, da Mellemste Pode forleden skulle klippes, og vi havde følgende snak med frisøren:

Frisør til Mellemste Pode: ”Du har virkelig noget lækkert hår!”… og videre henvendt til mig: ”Du har da også noget tykt hår, har du ikke?”
Mig: ”Nej, det er mest sådan noget tyndt sjask – det er bare krøllerne, der får det til at se ud som om det ikke er.”
Frisør (entusiastisk): ”Jeg tror lissom du skal GØRE noget mere for dine krøller. Lad det være løst, i stedet for at sætte det op!”
Mig: ”Nej, det er helt håbløst. Jeg ligner et juletræ i løbet af ti minutter.”

Det mente frisøren imidlertid ikke, hvorefter der fulgte et detaljeret føntørrings- og krøllekrammekursus. En masse snak om varme og styrker på sådan et blæsedyr. Jeg tænkte mest på, om jeg overhovedet havde set min føntørrer indenfor de sidste fem år, og på, at den muligvis ikke havde helt så mange funktioner, som den tørrer, han selv lå inde med. Vi er vist ret beset bare ude i en tænd- og slukfunktion, tror jeg (og så mindes jeg noget med lugten af brændt hår). Jeg tænkte også på, om han mon på et tidspunkt blev træt af at tale (det gjorde han ikke), men mest af alt tænkte jeg, at han tydeligvis ikke vidste, hvad han talte om. Hvad han var oppe imod. Jeg mener; han har jo ligesom ikke set the famous Christmas tree, vel?

Looket består mestendels i, at jeg i cirka fem splitsekunder kan få det til at sidde i krøller, der næsten minder om dem, som forsangeren fra ’HUSH’, har. Næsten, blev der sagt. Men efter de ganske få øjeblikke, så er det ligesom om krøllerne i Misse Møghe-terminologi drages mod jorden – og så er det, at jeg pludselig ligner Andre Agassi i den stadig langhårede, men tyndslidte fase (dog uden frottésvedbånd og ketcher).

På grund af dette, har jeg – i ren og skær juletræsfornægtelse – næsten altid viklet det hele ind i en frisure, som ikke er ulig hendes majestæt dronning Margrethes. Og det hitter lissom heller ikke, for her mangler jeg minimum et par kronjuveler og en smøg, før den er i vinkel. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Og så hænder det, at man står dér, en (alt for) tidlig morgen, og gerne vil være lidt pæn, bare den ene dag, fordi man har et møde ude i byen, hvor man godt vil være lidt tjekket. Bare en lille smule. Og så er man parat til at opgive AL-TING. Fordi hverken Dronning Margrethe eller Andre Agassi virker, og tøjet er bare so much last year – og så var der dét med bumserne.

Men man prøver, og når man til sidst synes, at nu foreligger der ikke flere opgraderingsmuligheder, går man ud i køkkenet, og spørger matriklens prinsegemal om man kan se sådan her ud? Så brummer han bare, at selvfølgelig kan man det, alt imens han står med hovedet parkeret nede i den kongelige opvaskemaskine (fordi tre prinser er skredet fra det hele), uden at kigge op en eneste gang.

Så er det, at jeg får lyst til at lave en U-vending; at sige godnat selvom klokken kun er 6:45, og grave mig ned under dynen. Og lade nogle andre om at se ud af noget.

Men nu – med frisørens opfordring til at slå mig lidt mere løs, og med Miriams solskinshistorie in mente – har jeg faktisk booket en tid til en klipning.

Det må komme an på en prøve. OG jeg leder på ottende døgn efter min føntørrer. Alle steder. Jeg har brugt noget der kunne minde om en arbejdsuge på at stå med hovedet begravet i skabe, skuffer og kasser (også på loftet) for at finde dyret. Spørgsmålet er, om jeg i sidste ende finder den. Og om der er håb derude. Og ikke mindst om vi vitterligt tror på mirakler? After all?

I værste fald kommer jeg til at betale for lidt nytteløs fiksfakseri a la det her:

I bedste fald får jeg hår med specialeffekter:

Jeg går ad glimmervejen, tror jeg.
Og hey: Sæt aldrig dit lys under en skæppe! ❤

Om at være en familie fuld af puttekasseklodser

Hvis du har en enkelt pode eller to, så kender du helt sikkert til puttekassen. Det er den dersens kasse, med huller formet i diverse mønstre, og så gælder det om at få den firkantede klods gennem det firkantede hul, and so on. En motorisk udfordrende opgave for den 1-årige (eller noget i den stil).

Nogle gange tænker jeg lidt på min familie, som sådan nogle klodser.

Generelt kan man sige, at vi kommer i to former hjemme hos os: De runde og de trekantede – og vi er opdelt på følgende måder:

Mand foruden to poder er runde. Runde som i rumlige og ret lige til. What you see, is what you get. Der analyseres ikke, og der tænkes ikke nærmere over, hvad nogen eventuelt mente, da de sagde et eller andet, der måske kunne tolkes på en helt tredje måde. De er sjældent sure, vrede eller kede af det, i hvert fald ikke ret lang tid ad gangen. Men samtidig er det meget svært for de runde klodser at forstå, at det ikke bare er alle, der passer i det hul, hvor de selv passer. Og det er for eksempel mig og den sidste pode, der ikke kan moses igennem dér. Vi er nemlig trekantede. Små-kontrære, og fulde af følelser; det er os der analyserer alting ud over alle kanter og breder, og tillægger andre folk og ting hensigter, som de ikke selv vidste, de havde.

Et par eksempler på forskellen mellem de runde og de trekantede klodser kan være disse:

Et eksempel i voksenhøjde:
Lad os forestille os, at vi har et skab, hvor lågen falder af (den slags sker jo. I hvert fald hjemme hos os):

Her vil den runde klods kort og godt konkludere, at dér røg den, og at det må vi se på senere. To sekunder senere har klodsen glemt ALT om lågen, og kommer aldrig nogensinde i tanker om den igen. For den trekantede klods, derimod, er sådan en lemfældig skabslåge meget mere end en enkeltstående hændelse, som man kan trække på skuldrene af. Det er tvært imod noget ondt. Noget der overgår én, og som kan være startskuddet til en hel stribe af ulykker og skabslåger, der truer med at falde ned oven i hovedet på én, og lemlæste dagen (og muligvis også hjerneskallen). Derudover tager den trekantede klods den slags yderst personligt. Den trekantede klods vil være meget hurtig til at mene, at den slags kun sker for den, og sidst, men ikke mindst, vil den trekantede klods til hver en tid mene, at skabslågen gjorde det med vilje. Yes, det er dér vi er. Episoden med skabslågen vil sætte sit præg på humøret i mindst et par timer fremadrettet, men hvis der kommer en rund klods forbi undervejs, og siger de helt rigtige ting, kan man være heldig, at den indre stemning mildnes en smule. Hvis den runde klods derimod bagatelliserer skabslågens grusomheder, vil det svare til at kaste benzin på bålet, og det vil dermed være en add on til de fortrædeligheder, som skabslågen var et forvarsel om.

Et eksempel i børnehøjde:
Lad os forestille os, at der bliver spillet FIFA18 på en PlayStation (den slags sker jo også…):

Den runde klods kører med klatten. Han er den virtuelle verdens svar på Christiano Ronaldo, og har mellem jubelscenerne travlt med at snapchatte så hele verden kan dele hans begejstring, og eventuelt lave et fakkeloptog gennem byen til ære for ham. Nu er den trekantede klods derimod på banen, og nu vil FIFA-spillet slet, slet ikke det samme, som da den runde klods spillede. Fra Christiano Ronaldo og Champions League er vi nu nede på noget provinsielt klubniveau, og det er ikke kønt. Det er det sprogbrug, der følger i kølvandet på de brændte straffespark, heller ikke. Også her vil den trekantede klods mene, at det er FIFA-spillet, der gør det helt bevidst, bare fordi FIFA-spillet har lyst til at få den trekantede ned med nakken.

Med disse eksempler in mente, kan jeg passende spørge, om du aner et mønster her?

Konklusionen er umiddelbart denne:
De runde klodsers livsvilkår problematiseres forholdsvist unødvendigt af de trekantede klodsers daglige drama, mens de trekantede klodser omvendt slet ikke kan leve uden de runde klodser til at lægge en dæmper på hverdagens små udfordringer i form af ondsindede skabslåger og vrangvillige virtuelle fodboldspillere. Samtidig er det svært for de trekantede klodser, når de runde ikke forstår dem, og det er vanskeligt for dem at komme overens med, at det vil de runde klodser bare aldrig komme til, for det ligger simpelthen ikke i deres natur at forstå den slags.

Det er en stadig udfordring at få de runde og de trekantede klodser til at harmonerer, eller i hvert fald en udfordring for de runde klodser at få de trekantede klodser til at harmonere. Det er også en stadig udfordring for de trekantede at acceptere, at de faktisk er trekantede. Men os, der er det – trekantede, altså – vi øver os. Nogle dage med mere held end andre. Og måske en dag vi vågner op med fred i sjælen? Jeg håber det. Virkelig.

I mellemtiden tænker jeg på, hvordan puttekassefordelingen er hjemme hos dig? Husk på, at der ikke kun er runde eller trekantede klodser, der er også firkantede, aflange, hjerteformede og hvad ved jeg. Det er altid værd at tænke lidt over. Tror jeg.

Fotograf: Palle Pophår

Mine favoritbøger (…og ja. Jeg er en copycat)

For nogen tid siden skrev Linda fra Blogsbjerg, at hun overvejede at lave en liste over yndlingsbøger, og lægge den ud på sin blog til inspiration – hvis man nu en dag skulle stå og mangle lidt gode idéer til feriens lekture, og sådan. For et par uger siden kom listen ENDELIG – og når jeg skriver det på den måde, skyldes det, at jeg blev voldsomt inspireret allerede da Linda løftede sløret for sin plan, og derfor gik jeg straks gik i gang med min egen liste. Nu kunne jeg jo ikke så godt kopiere konceptet førend Linda havde ført sin mission ud i livet, og derudover tænkte jeg, at du, der færdes i Blogland, ikke skulle oversvømmes med flere indlæg om bøger på én gang. Derfor har min liste ligget og lumret lidt, men nu er den klar til at se dagens lys.

Dét, som jeg nyder allermest, når jeg læser, er ordene. Som sådan er handlingen relativt underordnet, blot bogen er smuk i sit sprog og sin fortælleform, og samtidig giver mig noget at tænke over på et dybere plan. Af samme grund læser jeg aldrig krimier. Jeg er slet ikke fan af at drøne rundt i Stockholms gator och gränder blot for at finde svaret på allersidste side om hvem der gjorde det. Jeg behøver hverken drama eller anden form for uoverstigelig spænding til at tage pusten fra mig, og piske mig gennem handlingen. Det gør hverdagen for mig helt af sig selv. Fordomsfuld, siger du? Never mind. For mig er en god bog helt lig filosofien om, at målet på ingen måde må hellige midlet, og det er de briller jeg har haft på, da jeg lavede min liste, som kommer her:

Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini.
Lang historie kort: En afghansk far tvinges til at give sine to børn bort; en søster og en bror, der bliver adskilt, og bosætter sig på hver sin side af kloden, men som aldrig glemmer hinanden. Mange liv og skæbner flettes ind i fortællingen, og du bliver ramt af dem alle.
Af forfatteren til ‘Drageløberen’ og ‘Under en brændende sol’.
Hvorfor du skal læse den: Fordi den er fantastisk, smuk og gribende. Intet mindre.
Jeg græd som pisket fra start til slut.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.
Lang historie kort: Scenen er 2. verdenskrig, med en tysk dreng og en blind fransk pige i hovedrollerne. Tilsæt en diamant – og en masse falske, foruden det løse. Og så er der serveret – enjoy!
Hvorfor du skal læse den: Fordi den er et kalejdoskop af tusinde farver og nuancer, der eksploderer i nye mønstre længe efter du har lagt den fra dig.

Nattergalen af Kristin Hannah.
Lang historie kort: 2. verdenskrig (igen. Men altså). To søstre, La Resistance, kærlighed, had, liv og død i stor stil.
Hvorfor du skal læse den: Fordi den har det hele, og selvom den lugter af blod, så dufter den også af lavendler.

Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver.
Glem alt om filmen, læs bogen.
Lang historie kort: Den retrospektive historie om en mor, der mister alt, da hendes søn begår en række mord i forbindelse med et skoleskyderi.
(Tak for den, Søs! ❤)
Hvorfor du skal læse den: Fordi vi har brug for at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig altid skal give skylden videre; måske den slet ikke skal placeres?

Musik og stilhed af Rose Tremain.
Lang historie kort: Historisk fiktion om blandt andre Christian 4., Kirsten Munk, en lutspiller og en hofdame. Det hele er komponeret på smukkeste vis, og fortællingen ender næsten med at flyde ind i øregangene som en stille sonate helt i overenstemmelse med bogens titel.
Hvorfor du skal læse den: Fordi dine ører bliver forført.

Hr. Isakowitz’ skat af Danny Wattin.
Lang historie kort: En svensk jødisk familie beslutter sig for at tage på jagt efter en familieskat, som fører dem ned gennem Europa tilbage til tiden omkring Holocaust.
Hvorfor du skal læse den: Fordi den – trods det dystre tema – er super-humoristisk, og fordi vi skal huske ikke at dømme folk alene ud fra deres handlinger: Man ved aldrig hvad der ligger til grund for et andet menneskes opførsel. Samtidig skal vi huske hvad der skete i 1930’erne og 40’erne, og hvad mennesker er i stand til. Vi skal huske det. Altid.

Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage af Lotte Kaa Andersen.
Lang historie kort: Nordsjælland, finanskrisen. Tre familier, mange skæbner – sat helt på spidsen, og fanget lige på kornet i maleriske vendinger. Jeg er simpelthen vild med Lotte Kaa!
Hvorfor skal du læse dem: Fordi uanset hvad, så er der noget, du genkender. Og som du kan grine af. Altså dig selv… Og det er vigtigt!

Niceville af Kathryn Stockett.
Lang historie kort: Hvid sydstatskvinde beslutter sig i 1960’erne for at portrættere de sorte kvinders liv. Det bliver et kontroversielt projekt som gør livet gradvist mere og mere vanskeligt for alle involverede.
Hvorfor skal du læse den: Fordi den belyser den kritiske periode med racelovgivning i amerikansk historie (hvilket lige nu får mig til at tænke på om USA overhovedet har perioder i deres historie, som ikke er kritiske?), og vigtigheden af at turde.

Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Lang historie kort: Autentisk historie om et forældrepar, der trækker dybe og mudrede furer gennem deres børns liv. Omsorgssvigt for fuld udblæsning.
Hvorfor skal du læse den: Fordi midt i alt det grumme, spirer det smukke. Fordi håbet overlever håbløsheden, og fordi sammen gør stærk.
Jeg elskede den.

Og det var enden på dén liste – i det mindste for nu – for det er her du kommer på banen: Fortæl mig hvilken bog du holder allermest af; måske det er den næste, der skal på listen?

Du kan i øvrigt altid se nederst på siden hvilken bog jeg er i gang med, hvis du skulle ha’ lyst til det. Og Lindas liste kan du se lige her.

Tak for inspiration, Linda! ❤

10 tanker fra en søndag morgen til fodbold

Klokken er i skrivende stund 12:26, og indtil videre er dagen blevet rammesat af et indendørs fodboldstævne. So it goes. Siden alarmen kimede i morges, og frem til dette minut, har jeg derfor tænkt og spurgt mig selv om følgende:

– Hvilke synder har jeg mon begået i et tidligere liv, siden mit vækkeur ringer klokken 7:15 på en freaking SØNDAG?!

– Hvorfor fik jeg overhovedet børn?… (Nå, ja.)

– Hvorfor pakkede vi monstro ikke taske i går?..
Herre-dårligt tidspunkt ikke at kunne finde yderst vigtige shorts på.

– Hold da kæft, hvor er det dog gudsjammerligt koldt. Var der nogen, der sagde minus 6 grader? Wrong answer. Det korrekte svar må være 41 minusgrader. Mindst. Sibirisk isvinter, med andre ord. Under alle omstændigheder nok til at gearene på min cykel er frosset til is, i hvert fald. Så så man mig cykle hele vejen til Nørrebrohallen i første gear klokken 8:15.

– Fremme ved hallen kan jeg konstatere, at mit afkom åbenbart (stadigvæk) er sådan ét, der ikke går af banen for en rask diskussion med dommeren, for dernæst at udvandre med hele holdet (*suk*…). Findes der egentlig stadig opdragelsesanstalter?

– Han er åbenbart også udstyret med en evne til at score, så målene braser sammen. Ja, det har jeg ikke set før. Jeg tænker at modstanderens målmand – as we speak – sidder til noget de-briefing inde på traumecenteret. Og til orientering: Min telefon er åben – Morten Olsen (eller Åge Hareide, whatever), du ringer bare.

– Sidst men ikke mindst, lader han ikke chancen for et godt drama, der inkluderer adskillige meters rullefald, passere. Men ok, han var faktisk ramt. I en grad så han nu er ridset og rødmosset tværs over ansigtet, og vi har et blåt øje in spe, hvis komme vi afventer med samme spænding, som var det selveste Messias, der var på vej op ad trapperne. Lige nu ser han allermest sådan her ud:

(Altså poden. Ikke Messias)
Selvportræt.

– Nå ja. Så lykkedes det faktisk at fare vild på vej hjem. Det er også alt, alt for meget at forlange, at jeg skulle kunne finde ud af at køre samme vej tilbage, som vi kom fra. Ikke et ord om, at Nørrebro faktisk er mit gamle hood. Mayday, Mayday: my brain has left the building.

– I kølvandet på den nu lidt længere hjemtur (stadig i første gear) fulgte en del drøftelser omkring hvorvidt et blåt øje overhovedet kan tåle brusebad, og ikke mindst hårvask. Hvad tænker du? Jeg siger ikke, hvem der mente hvad, men jeg kan godt afsløre, at der var flere (modsatrettede) holdninger til den sag, nogle mere radikale end andre.

– Efter sådan en omgang, er der intet så skønt som at putte i sofaen med dyner og gode film. Og solen skinner, og der er hyacinter i min vindueskarm. Livet er da fedt – både med og uden blå øjne. ❤

Fuck. Jeg glemte lige vasketøjet.

Man ved, man har en teenager…

… når man på hverdage klokken cirka 6:55 sparker døren til teenage-værelset ind, fordi man ved, at vækkeuret – såfremt alarmen ellers var sat – ville ringe ganske forgæves derinde. Iført gasmaske, kæmper man sig frem gennem dunsten af rovdyr til sin snorkende pode, alt imens man forcerer tøjbunker, skolebøger og sportstasker på Mission Impossible-måden.

På gode dage kan Mission Impossible-delen nedskaleres til noget, der minder om en agilitybane, men det er ligesom om ens teenager ikke bliver til en Welsh Corgy af den grund.

… når man (stadig iført gasmaske) skal bruge en hjertestarter for at bringe sin teenager til bevidsthed. Enhver, der har set Skadestuen ved, at det i sig selv er en voldsom proces.
#hvorhelvedeergeorgeclooney

(NB: Trods den voldsomme proces, kan det godt være, at du er lidt små-kæk, og råber ting, du har hørt i 80’er-film, såsom “Hands up, this is a hijack!” og den slags – men hvad du end siger og gør, så undlad for Guds skyld at synge under processen. Meget kan man byde en teenager, men morgensang er IKKE en af dem, og særligt sange som ‘Godmorgen, godmorgen til hele bondegården’ og den fra Jul på slottet, frarådes på det kraftigste. Det er ikke tjekkede morgensange, hvis du nogensinde var i tvivl.
Spørgsmål: Findes der overhovedet tjekkede morgensange?)

… når ens afkom i mange timer efterfølgende befinder sig i en tilstand af weltschmerz. Yay.

… når poden i forlængelse af sin weltschmerz slet, slet ikke kan se hvor mirakuløst det er, at genoplivningsforsøget er lykkedes, og på ingen måde kan forstå, at hans forældre falder på halen over, at han rent faktisk er kommet på højkant.

… når poden forsumper i halve og hele dage bag nedrullede gardiner. Og halve og hele uger, eller måneder måske endda – ja, faktisk permanent.

…når man under forsumpningsprocessen begynder at fragte betragtelige mængder skrald og brugt service ud fra podens hummer… og i øvrigt bliver bortvist for bestandigt på vej ud.
Selv tak.

… når man ikke slipper godt afsted med at stille spørgsmål som for eksempel “Er alt i orden?”, “Har du det ok?”, “Er der noget i vejen?” eller endnu værre “Er der noget vi skal tale om?”….

… når han bliver smækfornærmet over at man ikke drøner ud og køber en printer fredag aften, bare fordi han har brug for at printe inden mandag morgen.

… når han i forlængelse af ovenstående, små-truende meddeler, at nu flytter han altså ud til Faster. Well, see ya’! Hasta la vista, baby, og hils Faster, ik’? Kys-kys.

Happy New Year!

Når du læser dette indlæg (er jeg forhåbentlig ikke død, nej; jeg kan godt selv høre, hvor dramatisk det lyder) – men det er med stor sandsynlighed dagen derpå for dit vedkommende. Jeg forestiller mig, at du har ramt sofaen, at der er skihop fra Garmisch-Partenkirchen i dit fjernsyn, og at du muligvis har tømmermænd, fordi det har været et brag af en nytårsfest.
Jeg håber den bekom dig vel! ❤

Jeg holder i skrivende stund nytår på en lidt anden måde; jeg holder den nemlig helt alene. Og før du tænker, at det var dog frygteligt, så vil jeg skynde mig at sige, at det er ganske selvvalgt. Og det er heller ikke fordi jeg skal skilles (så vidt jeg ved) – det er simpelthen bare et valg, jeg har truffet, fordi jeg på en eller anden måde ikke længere har så god kemi med de dér nytårsaftener. Jeg er med andre ord mere til noget Silent Night og en midnatsgudstjeneste, frem for noget med bordbomber, konfetti og truthorn og den slags. Jeg tror godt, jeg kunne stå mål med det, hvis ikke det er fordi det hele varer så lang tid. Man skal jo være klar og på før hendes majestæt ruller over skærmen, og når man så endelig passerer midnat seks timer senere, så skal der fyres krudt af. Bagefter skal Mand lige ha’ en øl, og så én til, inden vi skal hjem, og på det tidspunkt er jeg desperat. DES-PE-RAT. Sådan har jeg det også med julefrokosten på arbejdet, for eksempel. Alt for mange mennesker, alt for meget larm, og alt for mange samtaler, jeg ikke kan filtrere i.

Mand synes det er ærgerligt. Og jeg kan godt forstå ham. For ham er det en vigtig fest, og det er vigtigt, at vi er sammen. Jeg kan godt se det. Det er også en smule underligt at sige til folk, at man holder nytårsaften hver for sig. Og alene, for mit vedkommende. Folk forstår det ikke helt, og synes tydeligvis, at det er ret mærkeligt. Derfor er det ikke alle, jeg siger det til. Min mor ved det for eksempel ikke, for i hendes verden er det forbundet med noget ganske forfærdeligt at sidde alene nytårsaften. Og jeg har ikke brug for, at andre synes min aften er forfærdelig, eller at de har ondt af mig. (Af samme grund fortalte jeg heller ikke min mor da jeg var stresssygemeldt, eller da jeg var ved at gå i fødsel med min mellemste seks uger før tid, men det er en helt anden historie).

Ergo er Mand og poder afsted til en stor og skøn fest. De elsker det, og jeg ved, at de giver den hele armen, med vandkæmmet hår, blinkende butterflies og hvad ved jeg. Og jeg tænker på dem, men jeg savner dem ikke. Det gør jeg sjældent, når de er væk. Det er meget forbudt at sige og skrive, men det er sådan, det er. Jeg hviler trygt i troen på, at de har det godt, hvor de er. Uden mig. Og jeg har altid elsket at være alene. Det er jo absolut ikke fordi jeg ikke holder af min familie, eller ikke elsker at være sammen med dem, men jeg holder også uendelig meget af ensomheden og den stille ro. Så er det, jeg tænder stearinlys, og samler tankerne. Trækker vejret, og får pulsen ned. Det er min fest.

Og helt alene er jeg ikke: Jeg er sammen med verdens største pose ostepops; jeg har længe tænkt, at der var alarmerende mangel på ostepops i skabet, så det har jeg gjort noget ved. Altså bortset fra, at de ikke befinder sig i skabet længere.

Derudover har Mand hjembragt et gigantisk lager af kransekage, så jeg er ganske velforsynet. Og om få timer slår rådhusklokkerne tolv… Så hermed, fra den ene sofa til den anden: Rigtig godt nytår – jeg ønsker dig og dine alt det bedste for 2018 ❤

PS: Nytårsfortsættere tror jeg ikke rigtig på. Alt for opreklameret, efter min ringe mening. Men hvis jeg alligevel skulle kaste mig ud i det, så synes jeg dronningen havde en god pointe med at man bør foretage sig noget unyttigt. Det vil jeg prøve på. Hver dag. Og derudover vil jeg forsøge at bande (meget) mere på svensk – det gi’r lige lidt ekstra i hverdagen. Særligt “fy fan!” tilfører bare en ganske almindelig hverdagsdialog lidt mere drama. Hvis du har gode forslag til svenske eder, så tøv ikke, men smid fluks en kommentar!
(Og ja. En anden én har muligvis set for mange svenske film i juleferien) …

Når man gør kål på sit helvedeshjørne

I de sidste par dage, har jeg tullet rundt for fuld udblæsning; jeg har fikset og ordnet. Og på sin vis elsker jeg det virkelig. Jeg har båret juletræet ud, og købt nye blomster. Og soveværelset har fået en makeover.

Jeg undrer mig lidt over mine fokusskift fra tid til anden – kender du det? Det er som om, man tager tingene lidt i etaper? Så har man en periode, hvor man måske læser meget, eller det kan være man syr på et eller andet, hvad ved jeg. Og så er det som om alt andet bliver nedprioriteret. Og lige nu er det som sagt hjemmet, der har været i centrum.

Jeg er vågnet op med et tilsyneladende kompromisløst behov for at rydde op, smide ud, grovsortere og polere. Det er ikke det hele, der er gået lige efter planen. For eksempel har jeg en række sorte rammer, der var falmet en del, og så var det jeg tilfældigvis fandt noget sort hobbylak i skuffen, som jeg (efter at ha’ fundet en egnet pensel i ungernes farveladegemmer) med lidt løs hånd forsynede rammerne med. Hverken rammer eller pensel bliver nogensinde sig selv igen, så…

Og nå ja, så var der også den overfede skammel jeg fandt før jul, som jeg tænkte skulle være grå. Jeg elsker grå, men det er tilsyneladende helt umuligt at finde den rigtige grå farve. Hvis du har læst med meget længe, og har hukommelse som en elefant, så husker du måske at jeg på et tidspunkt havde en udfordring med nogle køkkenstole, som også skulle være grå, men som ganske utilsigtet fik farve af noget, der hører til i et lokum – dog med et twist af lilla.

Hvad er det der sker, når man vandrer ind i en malerforretning, og beder om noget grå maling? Man får stukket femtusind mikroskopiske farveprøver i hånden, og sandsynligheden for at man vælger den farve, man ikke vil have, er cirka 99,99%. Således også i det konkrete tilfælde. Men den forkerte grå farve anno 2017 var heldigvis ikke så forkert, som i tilfældet med køkkenstolene. Vi er ovre i den gråbrune genre a la noget canadisk brunbjørn slash grizzly bear om du vil, og det er faktisk ok:

RAL 7022, mine damer og herrer:

Det bedste ved denne omgangs oprydningsvanvid er, at jeg har fået gjort midlertidigt kål på helvedeshjørnet. Du ved, der hvor alting hober sig op. I vores helvedeshjørne boede der indtil for få timer siden gamle sportstasker, kvitteringer på cykler købt i 2006 foruden Mands kostume fra sidst han var til Bay Watch-temafest, og jeg kunne blive ved. Alt udefinerbart med andre ord. Jeg overvejede lidt at poste et førbillede, men det var simpelthen for grusomt. I stedet flasher jeg det opdaterede helvedeshjørne, som ser nysseligt ud i cirka fem minutter endnu inden bjørnebanden kommer hjem fra deres håndboldeventyr i det svenske:

Men altså. Det kan også blive for meget af det gode. Det er dér, jeg er lige nu. I min jagt efter inspiration, har jeg efterhånden gennempløjet i omegnen af en milliard gamle boligmagasiner, og nu er jeg fed up. Hovedet på sømmet var utvivlsomt da jeg stødte på en boligreportage fra en af podernes klassekammerater. Så gav jeg op. Vi har ikke en chance. Og mens jeg var ved at drage mit sidste suk i denne henseende, så var det, at jeg fik dødsstødet i form af det her fif:

Og bare til orientering: Nej. Jeg har ikke et stort rum, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved, og hvor jeg kan placere en blomsteropsats midt ude i intetheden. Hvis vi ikke var mennesker hjemme hos os, ville vi med al sandsynlighed være burhøns.

Amen. Og nu er jeg relativt kvæstet. Kaput. Orker ikke mere spurten rundt og gøren ved. Enough is enough. Så nu er der dømt fjerner og tomme kalorier.

(Frailty, thy Name is Woman)

G’nat – og på forhånd godt nytår – til dig fra mig… ❤

Det hersens juleferie, ik’?

… det skulle man egentlig ha’ meget mere af. Som i ret meget mere. Altså indtil videre er det jo ikke fordi jeg foretager mig det helt store, udover at fordoble min kropsvægt. Og ja: Svaret er ris a la mande. Oh my goodness, jeg burde få en form for polititilhold. Jeg lavede ris a la mande af fire liter mælk og én liter fløde til 9 personer juleaften, heraf var de fire børn, så det et muligvis overflødigt at sige, at vi har en del leftovers på den konto. Og den er god (- også selvom nevøen kastede hele sin portion op igen bagefter. Tack så mycket; alle komplimenter til kokken modtages med kyshånd). Ergo har Ældste Pode og jeg nu i flere dage desperat forsøgt at kæmpe os igennem masserne. Og når jeg spørger Mand, om han ikke lige skal ha’ en bette skefuld med, kigger han skeptisk på mig, og spørger mig, hvor længe det lige er, vi har kendt hinanden. Jeg tænker mig om i lang tid inden jeg svarer, men ellers tænker jeg faktisk ikke så meget i disse dage, og kors, hvor er det befriende! Da vi for et par dage siden lå og kørte land og rige rundt på må få, tog jeg mig selv i at tænke over præcis hvor stille, det står i hovedet på mig. På en flere timer lang køretur tror jeg ret beset kun, at jeg tænkte i omegnen af fire ikke-sammenhængende tanker:

1) Johnny Depp i Sauvage-udgaven? Mais oui.

2) Hvorfor mon Mands begejstring udebliver, når jeg synger med på ‘The Sound of Silence’?

3) Hvor stor en medbestemmelsesandel har (en hvilken som helst) co-pilot (for eksempel mig) på vinduesviskernes hastighedsfrekvens? Co-piloten (i særdeleshed mig) vil til hver en tid mene, at der bør være tale om en demokratisk proces, mens Mand (aka piloten) derimod er fortaler for en form for enevælde i hans favør, og samtidig mener han også, at vinduesviskere ikke har godt af tørkørsel. Bagatel.

4) (= spot en bagsædetilstand):
Mellemste Pode: “Ældste Pode sover…”
Mindste Pode: “Ja, han sover! Han sover…. eller han er død.”
Er han mon død? Hmm… Ja, han ser kanske lidt afsjælet ud, det stakkels væsen?…

Og så skete der vist ikke mere derinde på kanalen. Min, altså. Men nu er to ud af tre poder draget hin sidan sundet i håndbold-øjemed, så nu ligger der en dugfrisk to do-liste med alt godt fra havet, som bare venter på, at jeg sætter de små grå i rotation, ifører mig mit super(wo)man-kostume, og bryder lydmuren i ren og skær foretagsomhed. Tror vi det sker? Well, let’s see.

Ha’ det fantastisk derude!

Lidt ude af sync… #7 – The Christmas edition. 

… når der er så mange pebernøddekrummer i tastaturet, at rollermousen knaser.

– når dagligvarebutikkerne melder udsolgt af alle former for præfabrikeret julesmåkagedej. Hvordan (nej, HVORDAN?!) kan det komme bag på dem, at efterspørgslen på den slags er allerstørst lige nu? HVORDAN?!! Det er jo helt på linje med sne og DSB: How could they not know? Note to self: Næste år skal der købes småkagedej i november – Gå aldrig, aldrig ned på kagedej i december. (Alle, der siger, at jeg bare selv kan lave det, holder kæft nu. Tak.)

… når man udliciterer anskaffelsen af til-og-fra-kort, og Mand kommer hjem med et par Anna og Elsa-stickers.

Noget vi skal tale om, tror du?

… når man overhører denne her ordveksling om julegaveindkøb mellem to poder:
Ældste Pode (stolt) til Mindste Pode: “Din gave var faktisk den allerdyreste, jeg købte!”
Mindste Pode (forfærdet): “Har du kun købt ÉN gave til mig?!!!!!”.
Der er lang vej igen.

… når man modtager et FaceTime-opkald fra Mindste Pode på arbejde:
“Mor, VED du hvad jeg fandt under sofaen?!” (…DAMN!!…) “… Jeg fandt DE her!”: Pode fremviser stolt sit fund for kameraet, som er mit smuglergods fra turen til Tyskland bestående af 1,1 kilo Toms snebolde (og som jeg vist ikke fik fragtet helt på plads efter sidste raid). Så kan man lære det, kan man! (Og tror du, jeg får en sur smiley fra Fødevarestyrelsen, i øvrigt?…)

… når Mindste Pode sidder i sofaen, og ser besynderlig julefilm på et mystisk klingende fremmedsprog:
“Mor, hvad sprog taler de egentlig?”
“Øhh… Måske spansk?”
“Nej, de taler ulsk!”
“Ulsk?”
“Ja!!”
“Der er altså ikke noget, der hedder ulsk…”
“Johow – de taler ulsk!!”

… når man får hjemmebagte cookies af én fra sit arbejde:

Hvis vi skal tage denne listes punkt to med i ligningen, så findes der vitterligt true lifesavers derude….❤

Og yes. Med en lille smule held i sprøjten, er vi vist så småt ved at være der. Tror julefreden snart sænker sig over det lille hjem – håber det samme er tilfældet hos dig.

Kan du have verdens bedste jul? ❤ Kæmpe kram fra mig…