Kategoriarkiv: Bloggen

Lidt ude af sync … #4

…når man har fået taget billeder på arbejde, som skal pryde ens mail. Billeder, som skal ’sætte et ansigt på’ og fjerne fremmedgørelsen. Og man så ligner en hest, der vrinsker? Seriously? What to do?

…når man skal anmelde en podes tandskade hos forsikringen, og i den forbindelse skal svare på følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1: Blev skaden meldt til politiet?
(Hmm…. Nej. Men der burde måske udstedes en arrestordre på én af de andre poder.)
Spørgsmål 2: Var barnet påvirket af alkohol da skaden skete?
(Øh… Nej.)
Spørgsmål 3: Var barnet påvirket af euforiserende stoffer da skaden skete?
(Altså…?!?…)

…når man vågner efter en lur, og har samme craving efter ostepops, som var man Gollum, der craver sin Precious: ”Osssssssssstepopssssss…..”.
(Og når man så efter de dersens ostepops craver Risifrutti (med jordbær, naturligvis!)… I de her dage brøler jeg tilnærmelsesvist efter tomme kulhydrater som et stykke udsultet kvæg, hvilket får mig til at spekulere på hvor meget man egentlig kan bebrejde det dersens PMS-halløj? Ved du det?)

…når man efter selvsamme lur vågner op til dette syn:

Nogle ville kalde det rod.
Andre ville kalde det for kaos.
Jeg tænker Kaj og Andrea i faldskærmsulykke?

…når man opdager, at der ligger en myrelokkedåse fra sommerhuset og snurrer rundt inde i vaskemaskinen sammen med al vasketøjet…. For helvede, altså! Så meget for alle ens intentioner om at være miljøbevist!

…når man får at vide, at skråtunderboen har haft rotter. Eller rotte. Men selvom det kun var én, var det vist mere end rigeligt. Rotten havde tiltusket sig adgang til lejligheden via lokummet, og havde siden da i ro og mag indtaget det meste af 140 kvadratmeter mens skråtunderboen intetanende havde ferieret i Harzen og omegn.
Efter deres hjemkomst brugte de det meste af en uge (flankeret af de kommunale rottefængere) på at finde kræet, som slutteligt blev skudt med et luftgevær i datterens klædeskab. Tak for kaffe. Jeg tror jeg skal ha’ gang i noget access denied-skiltning. Der er virkelig ikke særlig langt fra skråtunderbo og videre op til os på tredje. Kan på ingen måde overskue rotter (right, rottE) i mit klædeskab.

Nå, ikke flere grimme tanker om rotter og faldskærmsulykker!
Ønsker dig en dejlig søndag aften derude i verden! ❤

Første skoledag, unplugged

Mindste Pode har haft første skoledag i dag – yes! Absolut last movers. Han har jo i sagens natur glædet sig voldsomt – det er for vildt at starte i nulte! En anden én (gæt selv hvem) har mest været bekymret. Over at komme for sent. Over om nogen skulle komme til at tisse i bukserne. Om hvorvidt der var søde legekammerater. Fortsæt selv i det uendelige.

Men alt gik godt, og alle levede lykkeligt til deres dag(e)s ende.

I punktform kan nævnes følgende – lidt flakkende – observationer fra skoledagen i dag:

  • Mindste Pode vågner klokken lidt i røv, sætter hår med betydelige mængder vand (så er dét klaret!), og går i seng igen.
  • Moren har til gengæld hårkrise. En seriøs én af slagsen. Hår vil IN-GEN-TING. Moren sveder. Meget. Hår har antaget en slags hø-look henover sommeren. Eller måske var hø-looket der også før sommeren, nu hvor moren tænker sig om. Måske det rent faktisk har været sådan altid, og monstro moren bare skal slå sig løs med en trimmer?
  • Pode ankommer til skolen med forældre i god tid, hvilket må siges at være ekstraordinært, men ikke tilfældigt. Moren har nemlig bildt faren ind, at det hele starter et kvarter før.
  • Faren undrer sig såre over, at der ikke er kommet flere, når der nu kun er to minutter til det hele starter?…
  • Moren nægter at ha’ misinformeret faren. (Der er intet som den slags drøftelser in public.)
  • Der synges ‘Jeg ved en lærkerede’.
  • Moren hyler.
  • Der holdes taler, og pivfalske børnekor underholder med spidsfindige danske udgaver af Disney-klassikere. Poden keder sig bravt.
  • Børn råbes op, og vandrer stolte ud.
  • Moren hyler igen.
  • Arrangementet slutter, og der følger lidt sniksnakken mig her og lidt sniksnakken mig der, inden forældrene får lov til at komme over i klasseværelset til nogen-og-tyve meget stolte børn.
  • Læreren smiler og siger, at de glæder sig SÅ meget til at læse alle de historier om podernes sommerferier, som forældrene har skrevet ned i det hæfte, der blev udleveret på introduktionsdagen.
  • Dét har Moren ALDRIG hørt om, og i Podens hæfte er der absolut ingen historie om nogen sommerferie.
  • Moren smiler stift, vinker farvel til lærerne og kører på McDonalds med poden.
  • Poden er lykkelig, også selv om der falder en kæmpe-reklame ned i hovedet på poden og dennes happy meal.
    Lykke er en god ting. En lykkelig pode er endnu bedre; det er det vigtigste i hele verden. Sammen overvinder vi alt. Også lektier om sommerferien. (TO freaking sider! Nogen må på overarbejde i weekenden!….)

Men ikke lige nu. Lige nu er enkelte poder puttet, og moren er træt – helt business as usual – så med en godnathilsen vil moren fortrække til de frastødende gemakker, og knalde brikker.
Hun har lyst til at sove for evigt, og i morgen tidlig, når alarmen lyder, så planlægger hun at gøre sådan her:

Sov sødt! ❤

Hørt i forbindelse med skolestart:

Moren til Mindste Pode: “Skal du ha’ skjorte på?”
Mindste Pode: “Ja!, og den dér butterfly med lys i!!”
(Hmm.. Er du nu også HELT sikker på det?…)

Moren til Ældste Pode: “Og hva’ så, lignede alle sig selv, eller hvordan?”
Ældste Pode: “Øhh.. Nej, vi har fået nye gardiner”
(Okay, så. Det var da alligevel lidt vildt, hva’?..)

Lukker fabrikken nogensinde sådan for alvor?…

Ja, altså babyfabrikken?…. Det er et retorisk spørgsmål, for jeg ved jo godt, at fysikken sætter sine naturlige grænser; der er noget med et ur, der tikker. Og jeg vil straks understrege, at det ikke er fordi vi har en lille kage i ovnen (og hvad man nu ellers siger), at jeg skriver dette indlæg – jeg skriver det fordi jeg går og tænker på hvordan og hvornår det er, man sætter det dersens punktum. Det endegyldige punktum; ikke flere unger, enough is enough.

Som jeg engang skrev, så har Mand og jeg altid været enige om, at vi gerne ville have tre børn. Og det har vi været så heldige at få. Men det er også en kæmpe mundfuld. Virkelig.

Da jeg ventede Mindste Pode, og slet ikke kunne få nok af alt det, som en baby indebærer og medfører, sagde en veninde (og mor til tre) til mig: “Bare vent til du har født, så kan du lissom bare mærke at nu har du fået alle de børn, du skal ha’!”. Og Mindste Pode kom til verden, og jeg ventede spændt på, at følelsen skulle indfinde sig. Punktumsfølelsen. Det skete ikke. Til gengæld var jeg slet ikke i tvivl om at mine barsler tenderede til at blive mere og mere vidunderlige fra gang til gang, og fordi alting kunne køres på rutinen var min tredje barsel den skønneste tid.

Absolut ingen punktumsfølelse.

Eller, det var så lige til barslen sluttede, og jeg pludselig følte, at alting faldt fra hinanden, og jeg bragede ned med stress et år efter. Så var det, at fabrikken lukkede, også mentalt.

Og det har den sådan set været længe: Samlebåndet med babyer er sat ud af drift; arbejderne er gået hjem, chefen er fyret og facaden er krakeleret og gennemtæret af rust. Godt og grundigt.

Denne fabriksnedlukning medførte flere års ‘nåååhr, en sød baby; godt det ikke er min!’-tanker.

Altså ind til for nyligt, that is. Indtil tvivlen meldte sin ankomst forklædt som en mandlig kollega på omkring de halvtreds, som skal være far igen. Han kører simpelthen anden runde unger med en ny kærlighed.

Dér stod det pludselig ret klart for mig, at den mulighed (altså børnedelen…) kun tilfalder mænd. Ikke kvinder. Og jeg føler mig faktisk lidt snydt, for jeg nærmer mig med hastige skridt ’SIDSTE UDKALD’: Der har stået ‘Go to gate’ på lystavlen længe, og faktisk bliver der boardet lige nu, as we speak.

Da den erkendelse ramte mig var det, jeg pludselig begyndte at tænke, at jeg måske slet ikke var klar til at være færdig med at få børn. At det da kunne være meget hyggeligt med en nøler? Hva’? Alt sammen kun tankespind, selvfølgelig, for vi er slet ikke gearede til endnu en baby. Fire børn?! Jeg ville jo dø! Kun Superheltemor kan stå model til den slags, og samtidig komme helskindet ud på den anden side med forstanden i behold. Og særligt Mand priser sig lykkelig over at alt det dersens babyræs er loooong gone, og so much last year. Og hvis Mand rent faktisk vidste, hvad jeg tænkte i skrivende stund ville han omgående tanke bilen og køre mig ud til Ingrids Kattehjem (og så kan du selv overveje hvorfor).

Så rent fornuftsmæssigt så er punktummet sat, men jeg er faktisk – nu hvor jeg har tænkt over det – ikke så sikker på, om det nogensinde kan sættes sådan følelsesmæssigt. Dér i hjertet. Kender du det?… Og dør man skruk, med andre ord? Eller måske endda af skruk?!
Please enlighten me!

Fotograf: Palle Pophår

Så er der det dér med skabene…

Det er meget mystisk. Måske ved du, hvad der sker? Hvad i alverden jeg taler om, spørger du? Jeg taler om, at man drøner rundt, og sørger for at ens hjem ser poleret ud; at fladerne er ryddede og at nullermændene er klappet nogenlunde ned. Nogenlunde, sagde jeg. Visse elementer i indretningen er måske endda farveafstemt, og man har tilmed den dér plante med huller i, som alle skal ha’. Man tror med andre ord at alt ånder fred, men det er kun indtil man åbner skabene, for så….

… Ja, så ser det for eksempel sådan her ud:

Eller sådan her:

(Hvem sagde FIFO?)

Det er virkelig underligt.
How? Ja, det er jo det, jeg spørger om.
Hvad er det, der foregår i de skabe, hvor tingene (nogle gange) bliver lagt pænt ind, men næste gang man åbner skabet, så ligner det Beirut.

Er det fordi man køber skabe med skjult tørretumblereffekt? Altså den samme effekt som tasker fødes med; hvor tingene uvilkårligt slynges rundt og rundt og rundt i det uendelige indtil til det er ganske umuligt at finde så meget som en lillebitte Kleenex med mindre man er gjort af et ganske særligt (og overnaturligt) stof? (- men hvor man til gengæld under sin søgning efter den fordækte Kleenex støder på cirka ti år gamle (og nu dødbringende) rosinpakker, foruden den øverste halvdel af en kuglepen? Og nu har man ledt i så mange minutter at ellevetallet efterhånden er blevet fire kilometer langt, og det er ikke engang podens, men ens eget. Okay, (rimelig klam) afstikker).

Eller er det fordi andre roder? Det er altid godt at skyde skylden på ‘de andre’. Og jeg er desperat, skal du huske, så jeg skyder skylden på hvem som helst. Mand, poder, tandfeer, you name it.

Og det værste er jo ikke rodet. Det værste er de jordskred og laviner der følger med, når ens skabe opfører sig på den måde. Tsunamier af ting, der vælter ud. Så når man sådan lidt sent på aftenen (klokken 19:57, that is…) lister ud i køkkenet for at gå på chokoladerov, og man med to strittende fingre prøver at lirke den Yankeebar ud, som sidder klinet fast mellem en pose peanuts og en pakke mikrobølgepopcorn – ja, så er det, at man pludselig overdænges af alverdens afarter af chips og Karen Volf-produkter, og intet af dette foregår i stilhed skal jeg lige hilse at sige (så meget for ens snedige listen rundt).

Så altså… hvad er der med de skabe? Og findes der overhovedet skabe uden tørretumblereffekt? Hmm?

Nå, ha’ det skønt derude, og  pas på dig selv (og tsunamierne)! ❤

Fodboldtåbeligheder og …. lidt af hvert

Jeg bliver lige nødt til at spole lidt tilbage. Helt præcist til i søndags, sidst på dagen. Her gik det – som nogle vil vide – hverken værre eller bedre end at FCK fik smæk af Brøndby. Som udgangspunkt kunne intet interessere mig mindre, men eftersom familiens øvrige medlemmer går op i den slags med liv og sjæl, så gik bølgerne højt i den lille sofa herhjemme. Det var selvfølgelig intet i sammenligning med hvad der rent faktisk foregik på stadion, hvor den tabende parts tilhængere tilsyneladende gav efter for en akut ødelæggelsestrang. Ganske uforståeligt.

Så sofahyggen fortog sig i takt med at antallet af maskerede mænd med nytårskrudt og strittende fuck-fingre tiltog. Og Mindste Pode blev faktisk meget skræmt, for når man er seks år, og synes fodbold er det fedeste i hele verden – og man egentlig bare sad og hyggede sig – så er man slet ikke forberedt på at få blandet politi og røgbomber ind i forestillingen.

Ergo blev poden puttet i dobbeltsengen, og jeg måtte puttes med. Og efterhånden som tårekanalerne blev tørlagt, gik snakketøjet i gang. Podens, altså. Det kan bedst sammenlignes med at kaste en mønt i en maskine – KLONK! – så kører den. Og her er et lillebitte udpluk af, hvad jeg lagde ører til i de næste tredive minutter:

“Mor, du har en næse lissom Milkshake! (= Kamil Wilczek. Brøndby-spiller med en betragtelig glødelampe) – hans er bare LIDT større…”
Fedest. Tak, min ven.

“Mor, jeg ved du har ALLE voksentænder! Og dem dér (peger på mine hjørnetænder), det ligner, det er sådan nogle lange SKARPE no’en, lissom en løve. Eller en SABELtiger!”
Right. Emneskift, tak.

“Mor, ved du hvad du hvad jeg tænker på lige nu?” (Tell me, baby: Botox? Plastikkirurgi?)
Mig: “Du tænker på … Ronaldo?”
Mindste Pode: “Nej.”
Mig: “Så tænker du på … at du skal i SFO i morgen?”
Mindste Pode: “Nej. Jeg tænker på Jesus.”
Mig: “Du tænker på Jesus?!”
Mindste Pode (fromt som et lam): “Ja, jeg tænker på Jesus.”
Mig: “Nåmn, hvad tænker du så på?”
Mindste Pode: “Ja, jeg tænker jo på Jesus!” (- så hør dog efter!)
Mig: “Bare på Jesus?”
Mindste Pode: “Jeg tænker på, at man møder ham når man dør… Og så kan han løse mysteriet!”
Mig: “Mysteriet?”
Mindste Pode: “Ja! Ramasjang Mysteriet med Kristian, jeg nåede ikke at se det færdig i dag. Og så’ det RET smart, hvis han nu er nede i vandet, og så der kommer en haj, så kan han bare GÅ på vandet!!”
(Ja, min ven, det er edder-smart)
“Ved du godt, han blev født på en mega-mærkelig måde?! Han blev født et sted, hvor der var dyr! Han blev faktisk født på en bondegård!”
(Ja, det er der jo nogen, der gør…)
“Og så….” – ja, så var det lige før jeg fik hele det nye testamente serveret i mere eller mindre ukronologisk rækkefølge, men jeg vil skåne dig for den samlede beretning (og jeg mistede vist også lidt fokus undervejs)…

Jeg har siden søndag undret mig en del over den pludselige interesse for Jesus, for det vil være synd at sige at vi har gjort os særlig meget i bibelfortællinger herhjemme (beklager, d’herrer…). Men hvis der skal være en pointe i det her indlæg, så må det være, at hvis ikke søndagens fanatiske hooligans har fået andet ud af al deres spektakel end et par ødelagte plastiksæder og en fængselsdom (var det virkelig det værd?…), så skal de bare vide, at jeg nu render rundt med en hyper-religiøs unge. Så meget for det. Og amen.

Take care out there!

Dagens kloge ord

”Hvis enhver kunne leve, som han ville, kunne ingen leve, som han ville.”
Otto Weiss

””Nej, lille Fido,” sagde den gamle artist til sin hund, ”det bliver sværere og sværere at være klovn, sådan som folk er nu til dags”.”
Robert Storm Petersen

Fotograf: Palle Pophår

At være eller ikke at være den ideelle (skolebarns)forælder. En guide.

Hvis du har planer om at slå til i rollen som mor når dit barn entrer skolens matrikel om et splitsekund, så skal du….

  1. …være brændende fortaler for legegruppekonceptet (og ikke mindst også huske at afholde dem…)
  2. …melde dig til minimum ét udvalg i skoleregi; det kan for eksempel være som repræsentant i forældrebestyrelsen, i festudvalget, i picnicudvalget, i lejrskoleudvalget, i julebankoudvalget, i-freaking-fastelavnsudvalget, you name it. Og hvis der ikke er plads, så opfinder du da bare selv et udvalg, som er meget, meget vigtigt.
  3. …kunne stille med fortørnede ansigtsudtryk når nogen foreslår at indføre kvartalsfødselsdage, for det er jo klart, at enhver med bare en lillebitte mikroskopisk smule overskud allerhelst vil stå ganske mutters med en udendørstemafest i silende regnvejr.
  4. …have kalenderen fyldt med legeaftaler, og sige ting som “jo flere, jo bedre” eller “der er bare SÅ meget lettere når der er mere end ét barn!” og “jeg har alligevel tidligt fri, og så spiser vi is på vej hjem”….
  5. …altid have en utrolig spændende weekend i baghånden for det tilfælde, at dit barn er den heldige vinder af klassebamsen. Den utrolig spændende weekend skal helst indeholde samtlige af nedenstående tre komponenter:
  • Noget kultur, der signalerer, at vi er på farten, vi er ude af huset og vi OPLEVER noget.
  • Noget afslapning, der signalerer at vi hygger os, og vi er SAMMEN.
    I forlængelse af samværet skal der tilsættes:
  • …Noget bagværk! Valget er dit, men husk: Jo mere kunstfærdigt, des bedre. Rigelige mængder af frosting og avanceret krymmel anbefales. Suppler med fotodokumentation, og med at berette om den lækre, lækre aftensmad.
    Og nu vi er i køkkenet, så skal du også….
  1. …i al evighed være parat til at bage en kage til enhver tænkelig (og utænkelig) lejlighed, og gerne med ganske kort varsel.

Kan du fornemme, at jeg muligvis er kørt lidt træt i det? Og det er lidt tidligt, ik? Måske jeg bare skulle sende en pressemeddelelse rundt til de øvrige forældre i den nye klasse allerede den første dag.

Den kunne lyde sådan her:

Kære alle!

Ad 1) Jeg hader legegrupper. Jeg skal nok tage min del af tjansen, men forvent ikke, at jeg hylder princippet (eller jo, det gør jeg faktisk. Hvis altså bare jeg ikke behøvede at være en del af det…).

Ad 2) Forget about it. Spørg eventuelt Mand, men regn på ingen måde med mig.

Ad 3) Kan vi ikke bare dele flødeboller rundt i klassen?

Ad 4) Legeaftaler hver dag? I må ha’ spist søm.

Ad 5) Måske får klassebamsen en nærdødsoplevelse hjemme hos os. Looking forward to it?

Ad 6) Hvis jeg er (meget!) heldig, får jeg lavet en shake’n’bake med halvandet års mellemrum. Count me out.

Ser frem til ti års fantastisk forældresamarbejde!
Med venlig hilsen Maude.

Nyt liv, nye udfordringer – en beretning om lektier

Vi er startet i SFO. Nogle af os, i hvert fald, men desværre ikke mig.
Helt præcist er det Mindste Pode, som netop i disse dage afprøver skolefritidslivet; knytter bånd og pisser territorie af. Vi andre er med på sidelinjen når han fortæller om sine oplevelser. Og – nåja – så er han blevet best buddies med den lillebror, som vi klassemæssigt har forsøgt at styre udenom. Oh, the irony.

Men Mindste Pode har lynhurtigt konkluderet, at livet som skolebarn indtil videre er væsentligt sjovere end både børnehaven og fars arbejde – i hvert fald når det kommer til de fysiske udfoldelser på legepladsen. Noget helt andet er selve skoleaktiviteterne. De findes nemlig, selvom skolen ikke er begyndt endnu, for vi har rent faktisk allerede fået lektier for, som skal være klaret til skolestart. Og når jeg siger ‘vi’, så er det jo ikke tilfældigt, for det kræver jo mindst lige så meget af forældrene til det kommende skolebarn, som det kræver af poden selv.

Lektien er, at der skal tegnes!
Fem tegninger, for at være helt præcis, og hvis der er noget Mindste Pode aldrig rigtigt har gidet beskæftige sig med, så er det at tegne. Intet kunne interessere poden mindre, og jeg mistænker, at skolen er dalet drastisk i podens agtelse siden den fandt på så fjollet en lektie. Mand har kort og godt konkluderet, at det må være et mor-søn-projekt; så har man hørt det med. Ergo har vi siddet og kæmpet. Vi har endnu ikke fået afklaret, om poden er højre- eller venstrehåndet, så blyanten har jævnligt skiftet fra venstre til højre, og tilbage igen, mens vi har tegnet. Eller vi er jo ikke helt færdige endnu. Vi er nærmest sådan… strandet?

I grove træk har processen ind til videre været denne:

Til dette kvitterede Mindste Pode kort og godt med et ”Hm!”, og så gik han i gang:

Tegning 1:

(Et sværd…)

Tegning 2:

(Ronaldo….)
(….. )
(…)

Og så er der ikke sket så forfærdeligt meget siden. For Mindste Pode kørte ligesom ret sur i opgaven, og han brugte efterfølgende cirka tolv sekunder på at lave tegning nummer tre, mens han (som en cirkusdirektør, der præsenterer et sturt-sturt nummer) informerede: ”Deeeet’ en CIRkel!”

Right….

Hvad der måske ikke umiddelbart er synligt for det blotte øje er, at der faktisk er en gul cirkel. ”Mindste Podøøøøhhh…..”, prøvede jeg mig langsomt frem, for man skal jo tænke over, hvordan ens kritik bliver konstruktiv (*host!*)). I virkeligheden havde jeg nok allermest lyst til at sige noget i retning af ”For filan altså, så tag dig dog for helvede SAMMEN!”, men den slags må man jo for Guds skyld IKKE sige, så det blev i stedet noget i retning af: ”Mindste Pode (*..suk..*) …  Man kan ikke bare tegne en gul cirkel, og så er det en tegning. Du bliver nødt til lissom at gøre den til noget mere end bare en gul cirkel.”

”Hm!”, kvitterede poden igen, og greb resolut en rød farveblyant, som han tegnede den gule cirkel op med, som om det løste problemet at den nu var rød.

Jeg bør muligvis overveje mine ord lidt nøjere næste gang. Men under alle omstændigheder, er vi ikke kommet videre end det. Og det er jo ligesom min røv, der står til kontant afklapsning ved kasse ét, når produktet ikke er fikst og færdigt på næste torsdag, når vores skoleferie officielt er slut.

Altså:
Two more to go.
Now what to do?

Spørgsmålene er disse:
– Har mor-barn-projektet mon udviklet sig til et DIY-projekt? …
– HVOR lavt er det muligt at flyve under radaren?
– Er alle katte grå i mørket? …

Om ferievemod og hjerneløse honningmeloner

Jeg kan åbenbart ikke helt slippe den dér ferie, men det er jo selvfølgelig heller ikke hensigten med sådan én. Jeg er fuld af vemod, og savner sommeren, som aldrig helt kom; jeg savner paradiset. Og roen. Som forplantede sig helt ind i knoglerne, men som allerede nu viger til fordel for en tiltagende rastløshed. Sirener i gaderne, og ting, der skal nås. Alt det, som gør tilværelsen hektisk, og sætter pulsen i vejret.

Så jeg vælger at forblive mentalt i uge 30, og apropos, så fik jeg endda slet ikke nævnt vores lille ekskursion til Nykøbing Sjællands Psykiatriske Museum i mit forrige indlæg. Meget fint lille museum; smukt beliggende, hyggelige ansatte og gratis is til alle små skattejægere.

Faktisk har jeg i flere år haft lyst til at se det museum, så da Ældste Pode en dag i sidste uge trippede lidt desperat rundt i Sommerhuset Uden Internet og spurgte, om vi ikke skulle ud at se et eller andet (om det så bare var en skide mølle, så ville han blive glad), så lå det lige til højrebenet, da Mand foreslog at vi skulle tage på museumsbesøg.

Og – måske fordi beslutningen var lidt impulsiv – havde vi (altså jeg) slet ikke taget højde for de forklaringsproblematikker, man som forældre må rode sig ind og ud af sådan et sted:

”Er der stadig rigtige mennesker derinde?
”Hvad var det for nogle mennesker, der var der?
”Hvad mener du med anderledes mennesker?
”Hvorfor kom de så på hospital?

Og det var bare de indledende spørgsmål.
Senere kom der spørgsmål af denne her slags:

”Mor, hvad skal sådan én her bruges til?….” (Hmm… Jo, altså…. i gamle dage, der vidste man jo ikke helt så meget, som kan gør nu, så derfor….)
”Hvordan gjorde de så?…” (Se, det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål!)
”Hvorfor gjorde man det?….” (Ja-eh, ser du…)
”Gør man så stadigvæk sådan??” (Nej, dét tror jeg bestemt ikke!…)

Og så var der forklaringsproblematikken omkring de hjerneløses kirkegård, som faktisk hedder sådan eftersom de døde blev begravet uden hjerner, fordi man fjernede dem i en højere sags tjeneste (til fremtidig forskning, med andre ord). Jeg tror, jeg fik bevæget mig ud i en ret vævende og springende forklaring, som ikke umiddelbart gav mening. Senere faldt brikkerne langsomt på plads for poderne, og da de efterfølgende – på en 24 tommers fladskærm – bevidnede Peter Lund Madsen lave det hvide snit på en honningmelon ved hjælp af remedier der til forveksling lignede et par overdimensionerede pålægsgafler, ja så var der slet ikke behov for yderligere forklaring. Slet ikke. Der var tale om en meget livagtig gengivelse, og i løbet af nul komma fem havde vi poder der stod klistrede til skærmen med sådan et udtryk her:

Jeg tror nok lige jeg skal ha’ sådan et par honningmeloner liggende permanent i frugtskålen herhjemme til forklaringer og svar, der skal skæres ud i pap. Eller melon, rettere sagt.
Så effektivt som det var for Hjerne-Madsen, må det koncept kunne overføres til mangt og meget.

Nå, men til trods for mine nerver, der blev tiltagende mere flossede undervejs, havde alle poder en god tur, og Mindste Pode gengav sin helt egen version af Hjerne-Madsens forelæsning mens vi børstede tænder før puttetid: “Mor, nu ved jeg godt hvordan man får hjernen ud af hovedet! Man tager sådan nogle spidse no’en, som man stikker IND i øjnene på folk, og SÅ!……”

Yes, tak – got it! Det bliver Djurs Sommerland næste gang. Eller Randers Regnskov, whatever….

Gammelt kastanjetræ i forvalterens have.
Elsker store, gamle træer.

Håber du er kommet godt i gang med ugen derude! ❤

En blandet sommerferielandhandel

Så sidder man her igen, i en halvlummer lejlighed, efter tre ugers ferie i det danske sommerland. Solcremesbudgettet blev ikke overskredet, kan jeg godt afsløre indledningsvist, men det har alligevel været nogle skønne dage, som kan koges ned til denne opsummering (med alt godt fra havet):

Sommerens smukkeste og mest triste dag:

Svigerfars bisættelse.
Så mange mennesker, så mange blomster, så mange fine ord og kærlige farvel.
Vi ses i Kirsebærdalen, Bedstefar! ❤

Sommerens bedste tur:

…gik til Samsø.

(Mand: “Ved I hvad, mor og jeg har arrangeret en lille tur!”
(Alle poder venter i åndeløs spænding)
Mand fortsætter: “Vi skal et smut til Samsø!”
Ældste Pode, vantro: “SAMSØ?!”
(Læs: “Freaking SAMSØ? You have got to be kidding me! Hvad blev der lige af Rhodos? Miami? Gran Canaria? Jeg kan sgu’ da ikke komme i skole efter sommerferien og sige at vi har været på SAMSØ!”))

Ser vi bort fra Ældste Podes indledningsvise udtalte skepsis, så elsker jeg den ø.

Stor, stor fejltagelse at vi ikke har frekventeret den oftere. Overvejer faktisk helt oprigtigt om min pensionisttilværelse skal udleves dér. Mindre lavpraktisk detalje i skrivende stund er, at Mand ikke er helt med på den idé. Hm. Der må kunne fikses en løsning.

Samsø var fuld af smuk natur, idylliske bindingsværkshuse og ditto gadekær; der var virkelig mange vejboder og endnu flere kartofler. Vi fik masser af (cykel)kilometer i benene, og i den forbindelse skal jeg lige huske at gøre reklame for, at man forsøger at køre UDENom de dræbersnegle, der eventuelt måtte befinde sig på vejen. Særligt hvis ens cykel er udstyrret med den slags bagskærme, som sprøjter regnvand – og i det aktuelle tilfælde også dræbersnegle – op på ryggen. Meget omstændig rengøringsproces af Pode var påkrævet (“Skaaat, vi har en eksploderet dræbersnegl hængende på ryggen, er det noget du fikser?….” ( – jeg står bare herovre i Rododendron’en og kaster op)….

På Samsø konstaterede jeg ligeledes, at jeg er glad for at vi ikke sådan på daglig basis praktiserer samsovning med poderne (- det ville muligvis også være lige sent nok at finde ud af at det var et hit!…): To ud af tre poder snorker klart mere end deres far.
Jeg tænker vi skal ha’ tjekket lidt polypper ved lejlighed.

Sommerens kulturelle indslag:

Moesgaard og Aros.

Alle i podefamilien var begejstrede. På forskellige planer, faktisk. For eksempel var Mindste Pode meget begejstret for neandentalernes tissemænd, som lige fik et *DUT!* med pegefingeren. For mit eget vedkommende var jeg nok allermest lykkelig for at vi rent faktisk overlevede Aros’ Rainbow Panorama, som jeg begav mig op i til trods for at jeg slet, slet ikke er fortaler for ting der foregår i luftlag, der er mere end 60 centimeter over jordens overflade. Stik imod min umiddelbare antagelse faldt Rainbow Panoramaet som bekendt ikke ned. Hvor heldigt var det lige?!

Sommerens streg i regningen:

Omgangssyge. Hmm.. nej tak.
Ældste Pode kastede så meget op, at vi måtte købe en ekstra balje. Der må være et flueben i feriebestillingen, som blev sat forkert.

Sommerens mest skrækindjagende oplevelse:

Nøgenbadere, som dukker op ud af det blå midt under aftengåturen.

Til det lejlighedsvise nudistfolk: Lad være med at hej-hej’e sagesløse mennesker mens I står foroverbøjet  med klokkeværket helt nede i vandskorpen for at plaske vand på lårene.
Bare lad være. Tak.
Delete, delete, delete.

Sommerens småglimt i øvrigt:

På trods af vejrlige udfordringer og varslinger om forestående skybrud, og på trods af alle de ting som en ferie også byder på af uforudsete nedsmeltninger og kæmpehorder af myg; på trods af at dådyrene har spist mine stokroser, og på trods af at jeg har følt mig personligt forfulgt af en ko, der – helt  seriøst – har hvæset af mig, så har jeg virkelig nydt alt, hvad der er essensen af dansk sommer:

Det er duften af solkyssede fyrretræer og hybenroser; det er latter, og børn, der spiller bold i haven; det er friske majs, og røde, søde jordbær; det er is så store som en barnedrøm, og pølser på grillen med masser af ketchup. Det er lange gåture og lyse nætter, og det er et glas hvidvin under parasollen mens huden stadig er fugtig af saltvand.

Hvilket leder mig til…

Sommerens allerbedste stunder:

…som ubetinget var – og er – disse:

Tre af mine fire yndlingsmennesker!

Sommerens konklusion:

Mere vil ha’ mere.
Er muligvis ikke helt klar til det dersens arbejde-nå’ed i overmorgen.

Håber din sommer er – og har været -skøn! ❤

PS: Mindste Pode konkluderede to tredjedele inde i ferien, at nu var hans fødder døde.
Har du et par levende fødder i størrelse cirka 34 liggende, som vi kan låne?