Månedsarkiv: juli 2015

C’est moi….

Min mand har et job, som ind imellem kræver, at han er en del væk. I de presserende stunder der følger i kølvandet på hans fravær, transformerer jeg mig til et sandt forbillede for ethvert militærdiktatur. En højborg for kæft, trit og retning på en hverken særlig moderlig eller konstruktiv måde. Jeg tænker til tider, at jeg må være en reinkarnation af Hitler, og at mine forældre burde have brugt kondom.  Jeg er ikke stolt af det, men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed. Jeg håber mine børn har en tilstrækkelig stor fortrængningsevne til at slette minderne om disse øjeblikke på deres små private og uskyldige harddisks. So help me God.
Jeg skylder mine børn at sige, at de faktisk på utroligt mange områder er fuldstændigt eksemplariske, mens det er mig, som står for alt hvad der er uhyrligt på hjemmefronten. Udelukkende fordi jeg i min kamp mod urets tikken på vej ud ad døren om morgenen, eller i min kamp mod vasketøj og kødgryder, træt efter en lang arbejdsdag, om aftenen brøler ud mod alle verdenshjørner, at jeg kun kan høre ét barn ad gangen, at nogen der mangler toiletpapir på lokummet må vente til jeg har fået sat DVD’en i gang til den pode, der skal pacificeres foran fjernsynet, at sportstasker skal tømmes, lektier skal laves og hvem fanden har nu tømt alt det jävla Lego ud over det hele?!? So not very charming. Blæst væk er alle pædagogiske principper om feed forward og andre gode ting. Dem bruger jeg så i stedet til at slå mig selv oven i hovedet med bagefter. Det er panikken hos mig, der viser sig som det rendyrkede og frådende monster jeg forvandler mig til at blive. Og kønt er det virkelig ikke, og jeg ville i den grad ønske, jeg var den milde mor, med en blød og altid rummende favn; en rolig stemme og varme smil, som gjorde hjemmet rart at være i. Jeg ved simpelthen ikke hvor den mor blev af?! Hvor gik hun hen? Hun blev fordrevet, er jeg sikker på, og tilbage blev beta-versionen af heksen fra Hans og Grete.

Jeg kan huske, at jeg engang læste et interview med Natasja Crone, som blev citeret for at sige noget i retning af: ”Jeg råbte så meget af mine børn i weekenden, at jeg blev helt hæs”.  Det var vitterligt frydefuld læsning, der fik nogle brikker til at falde på plads for mig: Jeg er ikke alene i dette virvar af dagligdagskaos. Og det er du heller ikke!

IMG_0726

“Mor”. Tegnet af Mindste Pode

Maude features Crappy Mum

Hvis man ser mig udefra, ser det måske pænt nok ud på overfladen:

Jeg er knapt 40 år, har en universitetsuddannelse og et udmærket fuldtidsjob. Jeg er gift med en mand, som også har en god fuldtidsstilling og en stor bil (den er han glad for). Sammen har vi tre skønne drenge i alderen 4, 8 og 11, som går på privatskole og dyrker masser af sport. Vi bor i en stor lejlighed på Frederiksberg og har et dejligt sommerhus i Odsherred.

Den skinbarlige sandhed om mig: Det udmærkede job er noget, som jeg med nød og næppe overkommer; prisen jeg betaler, er en umådelig træthed. Mine børn får tit frysepomfritter i ovnen frem for det økologiske og varierede måltid jeg burde servere for dem; jeg hvæser ad dem (mine børn, ikke frysepomfritterne), skælder ud, og ofte får min mand også lige en omgang. Jeg har sjældent glatbarberede ben, og uden en anseelig mængde make up i hovedet ligner jeg lort; jeg har en betragtelig hørenedsættelse og en stofskiftesygdom. Jeg er introvert grænsende til det småskizofrene og har et mindreværd, som til tider er altoverskyggende. Jeg har været stresssygemeldt og har lovet mig selv, at det aldrig skal ske igen. Det er en daglig udfordring.

Vores arv fra 70’ernes superkvinder er tung. Kvinderne klarede vitterligt alt. Og jeg forstår virkelig slet ikke hvordan. Muligvis fordi forældreengagementet i skolerne og ved fritidsaktiviteterne er vokset proportionelt med vores ambitioner om at have den rigtige bolig, det smukke udseende foruden succes i al almindelighed.

Forventningerne i vores præstationssamfund er skyhøje, i særdeleshed vores egne. Vi må indse, at den dag nok ikke oprinder, hvor vi danser smilende ud af sengen; hvor morgenmadscerealierne hældes ud af pakkerne i langsom gengivelse til lidt lækker baggrundsmusik; hvor ingen børn toppes eller spilder, har snot ud af næsen eller hvor man ikke konstant spæner efter nogen, der kalder fordi de skal tørres, have hjælp til lektierne, ikke kan finde deres fodboldshorts – find eventuelt selv på flere, jeg er sikker på du også kan finde på et par stykker. Man får ret hurtigt åndenød, og man skal virkelig passe på, at hverdagen ikke bliver en kamp med livet som indsats. For det mest groteske for mit eget vedkommende er, at jeg har fået præcis alt hvad jeg drømmer om, men er ved at kvæles i det. Det er ikke så meget bare mit arbejde eller mine børn der til tider driver mig til vanvid, som det er summen af det hele.

Mission nr. 1:

Mit mål er hovedsageligt at skide højt og flot på, at jeg og andre ikke er perfekte. Det er som om at vi, de moderne kvinder, balancerer knivskarpt mellem forventningernes pres og løfterne på den ene side, og det sammenbrud som vi så inderligt fortjener på den anden side.

Mission nr. 2:

Min påstand er at denne jagen efter noget, som med sikkerhed aldrig nås, sker på bekostning af noget, som virkelig er betydningsfuldt: De stille øjeblikke i livet; dem som var der inden jagten på ’picture perfect’ satte ind: Sommersolen gennem træernes blade, regndråbens stille trillen nedad ruden, den stille raslende brise i birketræerne, de sovende børn. Alle de ting som kræver, at man stopper op for at få dem med. Vi glemmer bare at stoppe op. Jeg har tænkt mig at prøve at stoppe lidt op og minde både dig og mig selv om at vi for helvede skal huske at trække vejret!!

Mission nr. 3:
For at sikre vores egen overlevelse bliver vi nødt til at grine lidt mere, og gerne af os selv. Tidligere formand for Carlsbergfondet, Povl Krogsgaard-Larsen sagde engang: ”Hvis ikke man tilsætter tilværelsen en god portion humor, bliver mange ting ubærlige”. Dette var sagt i en mere alvorlig kontekst end om dagligdagen som sådan i al almindelighed, men ikke desto mindre mener jeg at det er vigtigt at huske ord som disse.

Kort sagt: Jeg ønsker noget humor, visdom og skønhed i hverdagen så dagligdagen ikke bare bliver en kamp på liv eller død fra vækkeuret ringer kl. 05:20 og til man segner om efter den sidste putning om aftenen.

PS: Min mand synes i øvrigt det går fint….

.Hyldeblomst