Månedsarkiv: august 2015

Noget om forgængelighed og tænder

Børn er fantastiske. Især på film, men mest på billeder (som jo er helt uden lyd…). Særligt billeder af en lidt ældre dato, hvor man kan se hvordan de nu lange og ranglede unger så ud med hvalpefedt, smilehuller og mellemrum mellem fortænderne. Billeder, hvor man mærker fornemmelsen af, at børnene smutter væk, som sand, der glider ud mellem fingrene på dig en sommerdag ved stranden. Disse unger, fanget i et kodak-moment, kommer aldrig tilbage igen. Tiden der gik, og den afstand årene har lagt, som nu popper frem igen lige foran dig, står i skarp kontrast, og gør ondt på den der måde, hvor man bliver bevidst om det uigenkaldelige. Når man ser på billederne ved man det er sandt, at børnene er på vej væk fra dig, fra den dag de bliver født. Og det værste er tankerne der følger: Hvad ville man have gjort om; ville man have været en bedre mor? Jeg tænker nogle gange at hvis jeg startede min karriere som mor med den viden jeg har i dag, ville alting gå meget bedre. Færre ar på podernes sjæle….

Dagens kloge ord

Winnie Haarløv, psykoterapeut:
”Når biblioteket kalder en bog tilbage, må vi aflevere den, og sådan er det også med vores børn – vi har dem kun til låns”.

Marcel Proust:
”The only true paradise is paradise lost”

Ligesom et gammelt billede kan vække alle disse følelser, er der andre ting i hverdagen som bliver åbenlyse i det splitsekund de ændres, og noget bliver uigenkaldeligt, definitivt, endegyldigt: Børn, der får deres første tand, taber en tand, der ændrer deres smil, og aldrig mere skal man se dem, som de så ud før…
Men på trods af mødrenes vemod, så frydes børnene selv. Heldigvis, da.

Tandløs

Og nu vi er ved børnenes tænder….:
Én af poderne tabte for nogen tid siden en tand mens han havde besøg af en kammerat til overnatning.
Min mand spørger den efterfølgende morgen, om tandfeen har været der, hvilket poden bekræfter.
Mig: ”Det er da ellers RET godt gået af tandfeen, at hun sådan kunne kravle hen over Bent” (=kammeraten, red.)
Poden (små-irriteret og himlende med øjnene – jeg tænker, at NU har han luret den!!):
”Mor! Hun har jo ligesom vinger, ik’?!”

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
”Shit. Tooth fairy forgot to visit my sceptical 9 year old last night :/
Now I’m spinning more webs of lies to get round it. Perhaps the tooth fairy was just fucking knackered and went to bed without thinking about it!

Tandløse fotoshots leveret af Paparazzi  Laila

IMG_tand på hånd

To be, or not to be ein wienerschnitzel

Midt i sidste uge skete der det, som nogle gange sker: Jeg overmandes af noget uforklarlig ked-af-det-hed, der rammer mig som et godstog, der kommer kørende med 280 kilometer i timen og slår al luft ud af mig. Jeg er den flue, der er smattet ud på forruden. Det er svært at være i, specielt med alle de gøremål hverdagen er fuld af, og alle de børn, der skal tages hånd om, og som også nogle gange har problemer. Som regel starter alt det triste med en enkelt ting, som trækker en række andre ting med ind i skruen, og til sidst er det hele fuldstændig uoverskueligt. Jeg ved, at det ofte er når tingene går for stærkt, at jeg får det sådan. Jeg har et uforklarligt savn, og en følelse af, at tingene er forkerte.
Som vi siger: “Ich bin ein wienerschnitzel”.

Så trænger jeg til ro. Og lidt alenetid. Og op til denne skønne, smukke weekend kunne jeg slet ikke bære tanken om at være spærret inde i vores lejlighed, som pt. får skiftet tag og vinduer – ergo er vi omgivet af stillads, og pakket ind i plastik, og man føler sig lidt som et kæmpemæssigt vakuumpakket iceberg-salathoved fra Netto. Det havde længe været planlagt at vi ikke skulle i sommerhus fordi der var alt for meget sport på programmet for de to største poder, og jeg tænkte at der er masser af udendørsting man kan lave på Frederiksberg og omegn. Udfordringen er blot den, at der er mennesker alle vegne. Og jeg har det i virkeligheden aller bedst helt uden mennesker… I hvert fald helst ikke for mange af dem, og slet ikke hvis jeg trænger til ro. Så har det helt modsatte effekt på mig. Enden på det hele blev at vi lånte en ekstra bil, så Mindste Pode og jeg kunne tage på landet (tak til min søde bonus-svigerfar!).

Nogle gange er det bare så enkelt og indlysende hvad det er der skal til, når først beslutningen er truffet. Og bortset fra et enkelt styrt fra badebro (Mindste Pode lugter i skrivende stund stadig af stillestående brakvand) har vi haft en fantastisk weekend! Vi har nydt solen, vandet, luften, vinden, lydene og hinanden, og vi har absolut kun foretaget os det absolut mest nødvendige. Jeg elsker trætoppe mod en blå sommerhimmel. Masser af dybe vejrtrækninger, som er så vigtige, men som man ofte glemmer til hverdag. I sådanne øjeblikke føler jeg, at jeg har sluttet fred med tilværelsen.

IMG_Ellinge Lyng solnedgang

Jeg er vendt hjem som en ny og forbedret mor – i hvert fald for et par dage… Og jeg håber min mand tilgiver mig, at jeg glemte vores bryllupsdag i lørdags. Av…

Sagt i løbet af ugen: Træt mor til Mindste Pode: “Koncentrer dig lige om din vin!”.
Der blev selvfølgelig ment vand (hvad hjertet er fuld af…)

The more, the merrier. Eller….

Det der med tre børn. Det er jo på en måde ’det nye sorte’, hvilket er paradoksalt. For aldrig har vi haft mere travlt. Samtidig er verden kun indrettet til familier med to børn, tænk bare på ferier og lignende – det er virkelig sjældent man hører om et knaldgodt tilbud på en rejse til Gran Canarie for en familie på to voksne og tre børn… Og samtidig, så mangler man en ekstra voksen. Med mindre man har en au pair i kosteskabet. Der er ikke plads i vores kosteskab til sådan én. Ikke desto mindre burde storken også levere en ekstra voksen, når den kommer forbi med baby i tredje runde. Der var en gang, hvor jeg følte mig helt overbevist om, at hvis jeg var Kronprinsesse Mary, og havde et hof med en bunke nannies inkluderet, så skulle jeg have et helt fodboldhold af unger drønende rundt i slotsparkerne. De dage er for længst passé. Der er slukket og lukket, og disse tidligere så lyserøde drømme har nu skær af noget mere mareridtsagtigt. Når jeg møder folk som enten ikke har fået børn eller som kun har en enkelt, griber jeg mig selv i at tænke, at de har fat i den lange ende. Jeg har sågar sagt det. Højt. Og jeg fraråder alle, at tage springet til barn nummer tre. En gang måtte jeg virkelig lægge en dæmper på mig selv til en julefrokost, hvor ikke bare ét par, men to, lykkeligt bekendtgjorde, at de ventede en tre’er. Jeg skulle virkelig anstrenge mig selv for ikke med store dramatiske og gestikulerende armbevægelser nede fra den anden ende af bordet at råbe ud over det hele: ”NEJ!!! STOP!! DON’T GO THERE!!!”. Helt samme panik, som hvis der var tale om nogen, som var på vej ud på motorvejen med bind for øjnene. Rammende parallel, i øvrigt. Nå, jeg fik heldigvis kontrol over mig selv, og nøjedes med at bunde min øl alt imens jeg sank dybere ned i en depressiv tilstand.

Altså, det er jo ikke fordi jeg fortryder de børn jeg har, slet ikke, men en som mig, der ikke har uanede mængder af overskud, tænker jo nogle gange: ”Oh, but why??” Hvad gik der galt i vores familieplanlægning?? Min mand bliver meget fortørnet når jeg ytrer mig på den front, og sandt er det også, at fra den aften vi mødtes for femten år siden og fulgtes hjem, der var vi rørende enige om, at vi to skulle have tre børn sammen. Skøn og romantisk cykeltur i snevejr over Langebro.

Sat på spidsen tænker jeg alligevel fra tid til anden, at kineserne har fat i den lange ende: Økonomien kører (mestendels, ihvertfald), og de har etbarnspolitik. Det er selvfølgelig meget groft sagt, men jeg tænker tanken i ny og næ. Og man kan jo også komme i tvivl. Én fra min arbejdsplads sagde på et tidspunkt til mig: ”Hvad gør man, hvis nu to børn er for lidt, og tre børn er for meget?”. Og jeg er lidt ked af hvor hurtigt det faldt mig ind at svare: ”Anskaf dig en kat. Eller en hund, hvis du er den type. Guldfisk; you name it”.

IMG_Mount Everest

Fotograf: Paparazzi Laila

Livet set fra vasketøjskurven – en fortsættelse

Vasketøjet byder dog til tider også på varierende oplevelser. Se for eksempel denne spændende trusse, der lige kom væltende ud af vaskemaskinen, helt adskilt fra blonde, eller hvad man nu skal kalde den slags præfabrikerede syntetiske kreationer….

IMG_fejlvask

Foruden trussens og blondens skilsmisse/seperation indeholdt dagens vask (bortset fra sand og grus, som ‘nogen’ (læs: Mindste Pode) havde i lommerne), også en plastikdinosaurus (ikke at forveksle med den vildfarne ninja turtle på billedet) og en 10’er. Jeg er en heldig kartoffel!

Livet set fra vasketøjskurven

Som det måske fremgår, er vores familie er en aktiv familie, og det kan der være rigtig mange gode ting at sige om. Foruden alle ungernes sportsarrangementer og mit nylige yogaengagement, har min mand desuden gennem en årrække været alvorligt ramt af løbefeberen, og løber jo som gjaldt det livet (- af samme grund var han liiiiiiidt fortørnet over ikke at være blevet nævnt i forrige blogindlæg). Medaljens bekendte bagside, foruden logistikudfordringerne, er vasketøjet. Vi taler bjerge af vasketøj, på størrelse med Mount Everest.

IMG_Mount Everest (Mount Everest)

Det forunderlige ved vasketøjsbunkerne er, at min mand simpelthen ikke opdager, at de er der.
Nogle gange synes min mand derimod, at skjorterne som udgangspunkt er RET krøllede (really?? You think so???…), og taler om at jeg ikke behandler hans tøj ordentligt…. (Pardonnez moi?!)
I min kamp mod vasketøjsbunkerne be’r jeg hver aften ældste pode om lige at tjekke sine jeans – det kunne jo være de lige kunne klare en gang mere. Hver aften ligger de i vasketøjskurven, hvor jeg så må fiske dem op. Der er en lille smule ’Groundhog Day’ over mit arbejde med bunkerne. Og det mest groteske er, at mit eget tøj udgør en forsvindende lille del af det store vasketøjsbillede. Ikke fordi jeg ikke skifter tøj eller ikke også vasker det i ny og næ, men et eller andet gør en forskel…

Jeg bliver aldrig en vaskepulverreklamemor, det bør jeg indse.

Overblik??

Med skolestart er der kommet overblik over de sportslige udfoldelser på ugebasis frem til jul:

MANDAG:

  • Mellemste Pode til fodbold
  • Der skal desuden huskes idrætstøj til skolebrug (også Mellemste Pode)

TIRSDAG:

  • Ældste Pode til håndbold
  • Mor-monsteret til yoga. Ved ikke hvad fanden der lige gik af mig da den FOF-reklame høvlede ind ad brevsprækken. Som om der ikke var nok at tage sig til i forvejen. Nå. Håber på at kunne sprede lidt bedre karma på den konto. Og heldigvis er meget skøn veninde sprunget med på vognen!

ONSDAG: NOTHING!! Praise the Lord!!

TORSDAG:

  • Mindste Pode til svømning
  • Mellemste Pode til fodbold
  • Ældste Pode til håndbold OG fodbold
  • Der skal desuden huskes idrætstøj til skolebrug (Ældste Pode) – han sover sikkert godt natten til fredag…..

FREDAG: Endnu en dag med NOTHING på programmet, Halleluja!!

LØRDAG:

  • Håndboldtræning for ALLE poder jævnt fordelt tidsmæssigt
    + evt. kampe (dog endnu ikke for Mindste Pode…)

SØNDAG: Evt. kampe.

Hvor er min personlige assistent henne midt i alt dette?? Nå nej, sådan én findes ikke. Bugger! Bugger! Bugger! – som Hugh Grant ville have sagt i ‘Fire bryllupper og en begravelse’.

Er der nogen der ved, om der er udviklet noget mor-doping? I’m SO gonna need it!!

I mellemtiden har jeg samlet lidt sammen til aftenbønnen. Det bliver noget i retning af:

Kære Gud –
Tilgiv mig for alle de gange jeg sagde “sgu'” og “fandens også” i dag. Min mand prøver ihærdigt at korrigere mig hver gang det sker. Jeg lover at tage mig sammen.
Tilgiv mig for alle de kager jeg ikke får bagt de næste mange måneder til forskellige lejligheder, hvor forældre påtænkes at sparke ind med noget hjemmebag.
Tilgiv mig på forhånd for alle de grimme ord, der uvilkårligt og uundgåeligt vil komme fra min mund i uagtsomme øjeblikke hvor logistikken i forhold til ovenstående skrider, og hvor trætheden sætter ind. Som sagt: Jeg lover at tage mig sammen.
Tilgiv mig mængden af junkfood og det forventede stigende antal ugentlige genstande, som skal få dagligdagen til at glide lettere.
PS: Vær sød, ikke at lade vaskemaskinen bryde sammen!!!
Sov godt, og Amen.

Lidt om løgn og sandhed, og en kage, blandt andet

Kender du venskabskagen Herman? Nå, lang historie kort: Kagen Herman døde i vores varetægt. Herman blev hjembragt af Mellemste Pode (med skeptisk mine) efter et besøg hos en legekammerat. Ud over at Herman lignede noget jeg nødigt vil sætte ord på, men som måske kunne høre hjemme på en fertilitetsklinik, synes jeg at Herman krævede en del mere end en gennemsnitlig kage (hvilket i sig selv er lidt af en bedrift for mig).
Den medfølgende plejebeskrivelse lød således:

Herman er en naturligt gærende kage og derfor er det vigtigt, at Herman IKKE står i køleskabet. Han skal stå ude på bordet uden låg på, han skal stå i lyset, og når du rører i ham, skal du huske at skrabe kanterne. (Suk).

Dag 1:                             Du får Herman (Yeah! Øhhh… )
Dag 2:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 3:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 4:                             Herman er sulten. Giv ham:

  • 2 dl mælk
  • 2 dl hvedemel
  • 2,5 dl sukker

Dag 5:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 6:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 7:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 8:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 9:                             Herman er sulten igen. (Igen: Suk). Giv ham det samme som på dag 4
Del ham herefter i 5 lige store dele og giv ham til 4 af dine venner
Dag 10:                          Herman er sulten igen. (Prust…)

  •  1,5 dl olie
  • 2,5 dl sukker
  • 3 æg
    Olie, sukker og æg piskes først sammen og tilsættes herefter sammen med:
  • 3,5 dl. Hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 100 gr. nødder
  • 100 gr. chokolade
  • 2 revne æbler
  • 2 tsk. kanel

Rør alt sammen og hæld Herman i en stor rund form, ca. 26-28 cm i diameter.
Stil ham på nederste rille i ovnen og bag ham 35-45 minutter ved 175 grader.

Pas godt på Herman – God fornøjelse…!

Nederst på opskriften fulgte en advarsel: Hvis Herman ikke bobler, er han død.

Det kan umuligt være en person med flere børn (eller et fuldtidsarbejde!), som har fundet på dette. Utvivlsomt et hyggeligt projekt hvis man er et menneske med overskud. Eller hvis man er pensionist, eller noget. Min redning blev de indledende dage, hvor Herman blot skulle omrøres dagligt. Mellemste Pode formåede takket været himmelske magter at glemme, at han havde arvet ansvaret for Hermans videre skæbne. Og jeg, jeg valgte løgnen. På fjerde dag, hvor Herman var sulten, valgte jeg simpelthen at smide Herman i skraldespanden, også selvom han boblede og slet ikke var død. Ud, røg han, selvfølgelig camoufleret af banaskralder og mælkekartoner så min misdåd ikke ved en fejl skulle blive opdaget. Så når jeg skriver, at Herman døde i vores varetægt, er det jo faktisk lodret løgn (løgn nummer to, i denne sammenhæng): Herman blev myrdet. Slået ihjel. Af mig. Og i virkeligheden er det jo ikke bare Herman, der således uretmæssigt forlod det jordiske liv; det gjorde det tiltænkte hyggelige forælder/barn-projekt jo også. Og måske det værste i denne sammenhæng: Jeg fortryder det IKKE!! Dog frygter jeg lidt for, hvornår Mellemste Pode kommer i tanker om kagen, og spørger til den. Nogen vil måske mene, det er godt vi ikke har husdyr.

Man kommer utvivlsomt i sit hverv som mor flere gange til den korsvej, hvor man kan vælge løgnen eller man kan vælge sandheden. Jeg vælger helt efter forgodtbefindende, og viften af løgne (når jeg vælger dem) favner bredt, lige fra det hemmeligholdte chokolademisbrug til de større, og langt mere alvorlige ting. Og faktisk er det sket, at jeg også har fået mine børn til at lyve (ja, jeg ved det godt – det er virkelig skidt!). For eksempel dengang jeg klippede Ældste Pode skaldet. Ikke helt skaldet dog, men i et anfald af noget distræthed, tidlig begyndende Alzheimer’s, hvad ved jeg, så røg der simpelthen en bane sådan et pænt stykke fra højre øre. Cirka 2,5 x 3 cm. Det er sandsynligvis overflødigt at skrive, at jeg lå meget lavt i meningsmålingerne på daværende tidspunkt. Gode dyr var rådne. Jeg foreslog selvfølgelig kasket, men som Ældste Pode sagde: ”Mor, jeg bruger jo aldrig kasket, og der går to sekunder, så er der én der har taget den…”. Og så var det, at løgnen tog over: På min anmodning endte den – nu plastertildækkede – Ældste Pode simpelthen med at sige, at han havde slået hul i hovedet (hvilket også medførte en del ekstra opmærksom, især fra pigerne). Og således forskanset bag plaster, der dagligt blev udskiftet, levede min søn i skyggen af en løgn i flere uger, indtil skaden kunne udbedres. Og selvom min mission lykkedes: At Ældste Pode ikke blev mobbet baglæns ud af skolegården fordi hans mor havde skamklippet ham, så har min søn måske også lært, at man kan slippe afsted med løgnen og at den betaler sig. Og det er jo også ind i mellem tilfældet. Men kønt er det ikke…

IMG_0689

Herman.

I sommerferiens kølvand

Efter en sommerferie med stiv kuling i en halvvåd hængekøje, synes jeg nok det må anses for at være en provokation fra vejrgudernes side at lade solen skinne fra en skyfri himmel den første arbejdsdag.
Jeg må ha’ tisset på deres sukkermadder.

Kort tilbageblik på ferien:
Skønne tre uger i sommerhus. Trods de vejrlige udfordringer. Mindste Pode lærte at cykle uden støttehjul. For Mellemste Podes vedkommende bar sommeren præg af Tour de France (cykling er nu ny yndlingssportsdisciplin) samt besøg hos Mormor med mange overnatninger og endnu flere nyhedsudsendelser (”Og mor, skal jeg fortælle dig noget?? Grækerne, de har bare SLET ikke flere euro!!”). Ældste Pode overlevede stærkt imod egne forventninger ugerne uden internetadgang. Miraklernes tid er tilsyneladende endnu ikke forbi. Min mand fik slået en del græs og drukket øl med gæsterne. Jeg nåede for mit eget vedkommende at gå helt i zen på sidstedagen. Vi fik spist is, fik gået lidt ture, og fik lus.

Ting, vi glemte på ferien:

  • At tømme al brød derhjemme. Dét var ikke særlig skønt at komme tilbage til.
  • Alle former for creme: Bodylotion, håndcreme, solcreme, find selv på flere.
  • Password’et til arbejdscomputeren – heldigvis!

Behøver jeg at sige, at den lækre zen-følelse allerede er væk, og at ferien synes som noget der var for længe siden?  Hverdagen har ramt os igen, selvom om skolen og fritidsaktiviteterne jo faktisk ikke er begyndt endnu.  Så er det nu man skal prøve at huske at vælge margueritruten frem for motorvejen! Ikke altid let, når man som jeg har tendens til at gå i selvsving. Kommunikationen med min mand er indstillet til relativt korte SMS-korrespondancer (læs: Jeg sender laaange SMS’er for at få styr på dette og hint, mens alle disse forespørgsler besvares med f.eks. et ”Ja, ja og nej. Husk du har travlt.”). På samme måde som den interne ægteskabelige korrespondance nu markant har ændret karakter, indstilles kommunikationen med mine poder tilsvarende, og minder nu mest om en slags kommandoråb. Ældste Pode lavede i den forbindelse en meget sigende sammenfatning af de sætninger, som oftest kommer ud af min mund:

Sætning nummer 1:
”Ik’ lige nu!”
Senere efterfulgt af: ”Nej, NU er det for sent!” og ”Det gør vi en anden dag…..”

Sætning nummer 2 (som i et højt toneleje overtrumfer alt):
”TO minutter!!”
”TO minutter!!”
-sætningen bliver der sjældent fulgt op på, før puttetid, hvor det svagt dæmrer for mig, at nogen prøvede at få et ord igennem: ”Hvad var det nu du skulle sige til mig?…”. Og så er det som regel også for sent.

Sætning nummer 3 (brølende):
“OG LAD SÅ DEN TISSEMAND VÆRE!!!”

IMG_0744 (1)

Ting, jeg gjorde for mig selv i dag:
Lod solen varme mit ansigt. Jeg er sikker på det gør, at jeg råber lidt mindre i aften…
Har du husket dig selv i dag?