Månedsarkiv: september 2015

Hasta luego, España

Hola! Så er hele familien hjemme igen efter en dejlig ferie i det sydspanske.

Her er et par highlights fra turen:

Fantastisk at smugkigge på Mellemste Pode fra køkkenvinduet, som den første morgen (efter at være ankommet sent om natten), lister ud til poolen, og stikker begge fødder i vandet mens det mest frydefulde smil breder sig helt op til begge ører.
Den dreng har alle dage haft det bedst i vand, og jeg under ham hvert sekund. Han boede tilnærmelsesvist i den pool; jeg ville ønske, jeg kunne tage den med hjem til ham.

IMG_Fødder

Mindste Pode (der om bekendt startede til svømning for et par måneder siden, og i den forbindelse straks bedyrede, at han nu ikke blot var vandhund men vandLØVE (med tilhørende brøl)), gjorde relativt kort proces, og undgik i det store hele vand (med undtagelse af et enkelt styrt i strandkant; vi har set det før).

IMG_Rød ninja ved pool

Rød ninja på en afstikker under syden sol.

På ferien har enkelte af os indtaget betragtelige mængder køresygetabletter i håb om at overleve hårnålesvingene rundt i bjergene (ikke meget hjælp at hente fra ældgammel GPS). Vi har kørt skønne ture ad små snørklede veje med idylliske hvide huse, som alle sammen hed casa-et-eller-andet, og hvor man (mens man fedter rundt med brækposen) ønsker, at man aldrig skal hjem. Faktisk bedyrede Mellemste Pode, at det var hans plan.

IMG_Spanske blomster

Jeg har nydt den spanske himmel, som er ferskenfarvet lige før solen går ned; hvor luften bliver helt tynd og klar, og man har lyst til at suge alt ind, eller i det mindste tage det med hjem på små flasker ligesom Elvis Presleys sved. Måske dårlig sammenligning.

Feriens kulinariske udfordring:
Glem alt om tapas, denne update vedrører burros, som betyder æsler. Ikke rigtige æsler, heldigvis, men en friturestegt brødvanskabning, der mest minder om en vældig lang og bæ-shaped æbleskive. Det er meningen man skal bruge noget chokoladedybbelse til at mildne pinslerne under indtagelse af el burro.

Der var delte meninger undervejs. Ikke desto mindre har æslerne nu så eftertrykkeligt sat fodspor i mit ansigt (bumser, forstås), men jeg er også typen, som bare skal skele til et par ostepops før hele fjæset står i fuldt flor.

IMG_Burros

Æsler.

Jeg klarede faktisk for det meste mor-udfordringerne, med undtagelse af et enkelt udfald i flyveren på vej hjem. Jeg tager tilløb til et skulderklap.

Konklusion:
Måske egner jeg mig ikke til at have et job. Måske egner jeg mig bare bedst til at have ferie!

Dagens kloge ord

Plinius den yngre:
”Vi er altid rede til at rejse eller drage over havet for at se ting, som vi, hvis de blev anbragt for øjnene af os, ikke ville vise nogen opmærksomhed”

Come rain or come shine…

Dejlig weekend, som helt alene-mor til kun én pode (Mellemste Pode).
Dog vil jeg følge op med en advarsel til alle kommende soccer mums: Vær beredt….
Regn kommer ud af det blå; her kan du se hvor meget regn der faldt mens Mellemste Pode spillede fodbold i går på Svanemølleanlæg:

IMG_Regn

Det var tørvejr da vi cyklede hjemmefra, helt som lovet i vejrudsigten, så jeg havde ikke pakket regntøj… Der må være en særlig plads til mig i mor-helvede for denne forseelse: Mega-våd Mellemste Pode og stivfrossent Mor-monster (som lukrerede på andre bedreforberedte forældres paraplydække).
Jeg takker så inderligt!
Langt varmt bad til poden, og masser af tomme kalorier efterfølgende som plaster på såret.

Nå, det jeg egentlig ville sige var dette:

På de hjemlige breddegrader gør vi klar til noget forestående ferie. Det bliver skønt (specielt efter den megen regn i weekenden!); vi håber på solskin, vi glæder os, og har gjort det længe! Men inden alt det skønne forhåbentligt begynder, er der sjovt nok en del praktikaliteter, der skal på plads, foruden mange, lange lister, der skal ha’ flueben hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at turen bliver en succes bare indledningsvist på det rent lavpraktiske plan. Jeg ved ikke hvordan det er med feriepakning hjemme hos dig, men hos mig, er det sådan, at jeg pakker til mig selv og poderne, mens min mand pakker til sig selv. Men han har selvfølgelig efterfølgende bebrejdelsesrettighederne, når noget mangler… Hmmm…. Det er sådan set min egen skyld, for jeg har ikke givet ansvaret fra mig.

Men faktum pt. er, at jeg selvsagt har lidt mere på listen jeg skal huske, end det er tilfældet for min mand. Og pakning kan faktisk godt stresse mig en del (SURPRISE!!), og det er på sådanne tidspunkter, hvor jeg stresser allermest, at min mand beslutter sig for at slappe af.

Derfor er scenariet i sådanne tilfælde dette: Imens jeg hjemsøger hele lejligheden og jagter alt lige fra sovedyr til hovedpinepiller og dykkerbriller, tager min mand sig stik imod al (læs: min) fornuft sig en morfar på sofaen.  Og intet gør mig mere rasende end netop det. Det værste er, at når han endelig er vågnet op til dåd igen efter en spids bemærkning, er jeg både perfid og smålig i min omgang med såvel ham som resten af familien. Tal om kollektiv afstraffelse. Mor-monsteret for fuld udblæsning.

Altså. Jeg kunne selvfølgelig også bare lægge mig på langs. Har jeg overvejet. Min udfordring er så bare, at så ville der sgu’ næppe blive pakket. Det ku’ være jeg skulle tage at eksperimentere lidt med det på et andet tidspunkt…

IMG_summerbird

Fotograf: Paparazzi Laila

Omvendt, så kan det være, at når jeg har ladet den frådende djævel i mig få plads, får jeg lidt afløb for tingene, hvilket måske i virkeligheden bliver min redning.

Dagens kloge ord

Thomas Fuller:
”En snublen kan forhindre et fald”

 Søren Kierkegaard:
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden”

Jeg øver mig i at give slip på tingene. Lige om lidt… Først skal vi lige ha’ overstået diskussionen om hvornår vi skal køre i lufthavnen.

Noget, som gjorde mig glad i dag:
Det ældre ægtepar, som kom gående glade hånd i hånd foran børnehaven med deres barnebarn i klapvogn. Ren livsnydelse. Det vil jeg tage med mig.

Morgener…

Mine morgener starter som regel i en slags paniktilstand kl. 05:20, og hvis jeg ellers var i stand til at tænke, ville jeg tænke noget i retning af: ”Ækel lyd, ÆKEL LYD, fjern den lyd, FJERN DEN!!! Pis. Det er vækkeuret. Dobbelt pis: Det er hverdag!!”

Jeg slingrer ud på badeværelset og ind i badet, hvor brusehovedet konstant glider ned i mit hoved, fordi holderen er gået i stykker. Alt imens jeg efterfølgende prøver at ligne noget, som ikke er en del af nogens mareridt, myldrer det ind og ud af badeværelset med tissetrængende poder.

Min søde mand ordner heldigvis madpakkerne, mens jeg skaber almindelig forvirring på andre områder, for eksempel ved at hælde afkalker til vaskemaskinen i opvaskemaskinen. Altid noget at det ikke kom på ungernes havregryn. Ældste Pode er præ-teenager, og matcher derfor på mange områder mig, mens han tåger lidt stenet rundt uden hjerne. Calling all air heads! Mellemste Pode derimod, er skarp helt fra dagens tidligste timer, og starter typisk morgenen med komplekse samtaleemner; det kunne være om hvordan det kinesiske sprog ser ud og er opbygget, eller han stiller spørgsmål a la ”Mor, hvor mange lande er der egentlig i HELE Europa??” eller ”Mor, hvad er 237 gange 14?”. Og på det tidspunkt, der kan, kan, KAN jeg bare ikke deltage i samtalen på det niveau der kræves (ikke at jeg senere på dagen heller er i stand til at lægge to og to sammen).
Jeg tænker nogle gange på én af mine filosofi-undervisere, der hævdede, at alle mennesker er født som filosoffer, men at det (for de flestes vedkommende) spoleres af de voksne i en relativt tidlig alder.

Jeg tænker, at det er dét jeg gør, når jeg ikke kan rumme Mellemste Podes tankerækker.
Tager livet af en spirende filosof.

Mindste Pode er mindre kompliceret i sine tankerækker om morgenen, han kommer blot med de sædvanlige udtryk om at ninja’er er stærkere end riddere, og sådan. Men selv dét, kan også afstedkomme lidt slingrekurs fra morgenstunden. For eksempel i morges, hvor poden med forfærdet stemme udbrød: “Åh, NEJ!! Den røde ninja har tabt sit HÅR!!”. Med ’den røde ninja’ menes der verdens mindste LEGO-mand, som tilsyneladende har tabt sin aftagelige plastikfritte på vores mareridt af et gulv. Er du godt klar over hvor svært det kan være at finde sådan en lille bitte ting, selv på relativt få kvadratmeter? Og ikke mindst hvor vigtigt det er, at man får fundet den tingest, som er blevet væk, for at undgå at podens verden synker i grus?

Morgenerne hos os er som regel tilforladelige, i forhold til, hvad jeg nogle gange ellers hører rundt omkring. Og de ender heldigvis ofte med mange krammere med indtørrede ellevetaller på arbejdshabitten til følge. Absolut klassiker. Eller endnu bedre: En krammer med havregrynsklumper, som på forunderligvis får sneget sig med de mest ufremkommelige steder.

Funny life.
Have a nice day!
PS: Husk ikke at ta’ livet af dine filosoffer derhjemme!

IMG_Rønnebær

Dagens kloge ord

Rumi:
”The breeze at dawn has secrets to tell you.
Don’t go back to sleep.
You must ask for what you really want.
Don’t go back to sleep”.

Surt (?) spektakel med iltogsekspres

Min mand sagde for et par dage siden til mig: “Nu skal du huske ikke kun at skrive negative ting! Folk vil gerne læse noget, som de bliver i godt humør af!”. Dette blev den efterfølgende dag forstærket af en kollega som gav mig en spontan knusetur, mens hun sagde: “Jeg tror simpelthen ikke på, du altid er så sur, som du skriver!!”.

Det har jeg så gået og tænkt lidt over fra forskellige vinkler:

Panik-/Maude-vinklen: “Åh, Gud nej, hvad tænker folk dog?!?”; granske-vinklen: “Er det virkelig så slemt, det jeg skriver?!” og ikke mindst den mere handlingsorienterede vinkel: “Det må jeg da gøre noget ved….”.

Tænke-tænke… Efter en rum tid nåede jeg så til et punkt, hvor jeg igen blev lidt sur; mest på mig selv fordi jeg bliver så forvirret over alle de tanker, men også lidt på min mand (som sædvanlig helt uforskyldt), som jeg måske syntes lidt påduttede mig andres ikke-dokumenterede opfattelser af mine tekster. Jeg fik lidt lyst til at citere en anden skøn kollega, som nogle gange i sådanne tilfælde hvor man danner sig en overordnet mening, som indbefatter mange andre mennesker, bare siger: “Excuse me, are you ‘people’?”.

Konklusionen på al min tankevirksomhed blev denne: Jeg har aldrig lovet at denne blog ville være lutter lagkage. Tværtimod har jeg advaret mod eder og forbandelser. Og jo, tilværelsen rummer Gud ske tak og lov heldigvis rigtig ofte stjernestunder, men lige så ofte ER jeg vitterligt et surt spektakel. Måske ikke altid helt SÅ sur, som jeg måske lyder i bloggen, men det er rart at få følelserne kanaliseret ned i fingrene, ud på tastaturet og op på skærmen. Og nogle gange transformerer teksterne sig undervejs.

Og jo, jeg synes i høj grad, at livet er en gave, og jeg vil gerne have mere, og have det fulde ud af de minutter jeg har i dette liv!

Så derfor er jeg splittet; jeg står med et ben i hver lejr. Jeg ER glad, men er ofte også bare FRUSTRERET. Frustreret over, at alting skal være så hektisk, og skal gå så stærkt. Kender du børnehistorien om bumletoget, der bliver gjort til et eksprestog? Vi har den som pixibog herhjemme, og læser den ofte.
Den handler om bumletoget, som bliver indsat som hurtigtog. Og fordi bumletoget slet ikke er lavet til at være et hurtigtog, bliver det så ulykkeligt, fordi det ikke længere kan se skyerne drive forbi. Toget græder så meget, at det til sidst ruster. Og det er det, jeg på en måde er. Rusten. Jeg føler mig som et bumletoget på den forkerte rute, og jeg vil gerne ha’ lov til at være bumletog igen. Så jeg kan få et minut eller to til at se skyerne drive forbi – også i hverdagen.

Historien ender heldigvis godt, fordi bumletoget får lov til at blive bumletog igen. Og fordi jeg gerne vil have historien i det virkelige liv også skal ende godt, har jeg denne blog.
Som både er til stjernestunder og stormomsuste stunder.

Derfor er bloggen mit værn, eller bolværk, mod snigende galskab.
I morges var det første jeg hørte “Mo-ar!?”, og det sidste jeg hørte var “Mo-ar!?”.
You wanne join me? Så det er sådan det er, take it or leave it.

Faktum: Ja, jeg ved godt, at jeg ofte skriver grumpy tekster, men, som Rhett siger afslutningsvist i “Borte med blæsten” inden han for evigt forlader Scarlett: ”Frankly, my dear, I don’t give a damn!”

IMG_Brombær

Dagens kloge ord

Jean Anouilh:
”Mennesket er et besynderligt dyr – muntert og utrøsteligt”.

En stjernestund

For at lægge en dæmper på den kronisk dårlige samvittighed over konstant at hente børnene for sent i institution (sådan føles det i hvert fald), hentede jeg i dag Mindste Pode lidt tidligere. Da jeg henter ham, har de gang i noget rytmik af en art, og mit afkom rokker ekstatisk omkring med en tamburin i hver hånd, som han lyksaligt og hovedrystende klasker sammen helt udenfor den fælles rytme i øvrigt. Når man kaster et blik på ham som han er der, minder han mest om Yoko Ono på euforiserende stoffer. Men jeg nyder øjeblikket på trods af den infernalske larm, og elsker den lille spasmager!
Er det ikke det, livet handler om?

IMG_solnedgang

Fotograf: Paparazzi Laila

Rare ting jeg gjorde for mig selv i dag, ud over at nyde øjeblikket med Mindste Pode:
Tog et varmt fodbad, hvilket jeg vitterligt ikke tror jeg har gjort siden 2004.

Og til noget helt andet her afslutningsvist: En hyldest til hyben, som er så smukke i farverne netop nu:

IMG_Hyben 1

IMG_Hyben 2

Jeg elsker dem, og havde fuldstændig glemt, hvor himmelsk de dufter. Kan du huske duften af hyben?

Hverdags(cykel)styrt

Mindre arsenal af håndvåben fundet under rengøring af herreklam sofa. Mon der ligger en deling LEGO-mænd på lur et sted??

IMG_LEGO-mænd

Hvis der gør, så er det velfortjent. Jeg har været en sur, sur mor det meste af ugen (også en sur, sur hustru for den sags skyld), og fortjener i dén grad, at nogen (LEGO-mænd?) uskadeliggør mig hurtigst muligt. Undskyld, søde poder, og undskyld, søde mand! Sandsynligvis bunder min surhed i for mange store projekter og ting, jeg ikke selv er herre over. For eksempel vores vinduer, som er ved at blive udskiftet. Der har været en sand trængsel af håndværkere i vores lille hjem de forløbne dage, og alt for meget støv, snavs og murbrokker har gjort dem følge. Nogle gange ser det jo mildest talt ud som om, at nogen har gået op og ned ad væggene. Nå. Midt i denne undtagelsestilstand, og mens min mand var til begravelse (og den slags er man jo slet ikke herre over!!) lavede Mellemste Pode et meget dramatisk og Tour de France-værdigt cykelstyrt. Vi taler flænset tøj (Real Madrid bluse nu helt kaput), blod über alles og utrolig høj lyd.

Nogle dage går tingene bare mere op i en spids end andre dage. Og man ved det næsten på forhånd. Er det mon netop derfor; altså fordi man har det på fornemmelsen, at tingene skrider? Kunne det tænkes, at det er en slags naturlov? Helt på niveau med for eksempel:

  • Når jeg tager ting ud af fryseren, er det som om fryserens resterende indhold vokser eksplosivt mens jeg ser passivt på. Jeg kan i hvertfald sjældent få tingene til at være der efterfølgende, og ergo har jeg altid problemer med at lukke fryseren, hvilket jo er lidt grotesk når jeg jo netop har fjernet noget… Naturlov?
  • Hvorfor er det for eksempel, at det er vigtigere for en tissetrængende 4-årig at finde forældrene frem for toilettet? (”Moar? MOAR?! MO-AR!!! Jeg ska’ tisse, jeg ska’ tisse, jeg ska’ tisse!!!”). Er det naturlov? Man kunne også gætte på, at poden tænker hans mor ligner et lokum. “Er jeg måske et toilet?” spørger jeg poden, “for du løber den forkerte vej!”.

Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg trænger i høj grad til weekend, og har i virkeligheden gjort det siden mandag morgen….

Som Blake Carrington ville have sagt i ‘Dollars’ tilbage i de gode gamle 80’ere: “Damn it, Alexis!! I want that pipeline!!”