Månedsarkiv: oktober 2015

Har du talt med dit barn idag?

Mine børn prøver ihærdigt… Jeg mindes en gang at have set et tv-program med nogle mennesker, som havde en hulens masse børn. Da en af dem bliver konfirmeret siger han i sin tale til forældrene noget i retning af, at det er så skønt, at moren altid har tid til at tale med dem alle sammen. Hvordan fanden gør hun det??? – tænkte  jeg. For jeg har langtfra altid tid. Og som regel er poderne mest fortællelystne lige når de kommer ind ad døren eller på andre tidspunkter, hvor alting som regel går lidt op i en spids.
Ældste Pode er samtidig meget omstændig i sine fortællinger, og det er der jo for så vidt intet galt med, bortset fra at det er lidt ekstra tidskrævende når fortællingerne som regel starter helt tilbage ved Adam og Eva, efterfulgt af ”så sagde  jeg…” og ”så sagde han…”.

Når man så endelig rent faktisk har tid til at tale med børnene, sidder de dybt begravet i et eller andet (elektronik, typisk), og så er det dem, der er fraværende. Så i virkeligheden er det lidt af en kunst at føre en samtale med sine børn hvor begge parter er nærværende. Ikke engang aftensmåltidet er nødvendigvis et tidspunkt, hvor man kan dvæle ved en nærværende samtale.
Hjemme hos os foregår konversationen over aftensmåltidet for eksempel ofte sådan her:

Far taler til Ældste Pode.
Mindste Pode: ”Far?”
Far taler videre.
Mindste Pode: ”Men fa-ar?”
Far, henvendt til Mindste Pode: ”Vent lige lidt”
Mindste Pode: ”Men fa-AR?!”

(Klassisk scenarie; to fører en samtale, den tredje prøver at starte en ny samtale. Alt imens kører der en anden fragmentarisk snak mellem de to resterende familiemedlemmer:)

Mellemste Pode, henvendt til mor: ”Moar? Det der dådyr, som Tante Lotte kørte ned…”
Mor: ”Hvad med det?”
Mor henvendt til Ældste Pode (der jo taler med far): ”Hvis du skal ha’ ketchup til det dér, så henter du det selv”
Mellemste Pode: ”Hvor gammelt var det?”
Mor: ”Jeg ved det ikke, Tante Lotte nåede ikke at spørge. Prøv lige at ta’ gaflen i den anden hånd”. Råber til Ældste Pode: ”Det står i køleskabsLÅGEN!!”
Mellemste Pode: ”Havde det gevir?”
Mor: ”Sikkert…” Råber fortsat til Ældste Pode: ”Lige foran dig!”

Mindste Pode begynder under fraværet af opmærksomhed at sige en mærkelig og hvæsende lyd, som omgående giver bonus:

Mor, henvendt til Mindste Pode: ”Er du færdig med at spise??!”  (energisk rysten på hovedet) ”Så lad være med at sidde og sige som en hund med rabies!”  – hvortil Mindste Pode hurtigt svarer: “Mor, ved du hvad jeg har lavet idag? Jeg har været Claras kat!!”

Ældste Pode, nu hjemvendt med ketchup, vil gerne selv tale fremfor kun at blive talt til, og sukker højlydt: “Nu er jeg blevet afbrudt fire gange!….”. “Fem gange!” kommenterer min mand kækt. Ældste Pode tager tilløb, og just som han skal til at tage bladet fra munden, kommer det promte fra Mindste Pode: “Jeg skal lave LORT!!!”

Tak for den info.

Ovenstående er et eksempel på, at selvom vi spiser vores måltider sammen, så har vi ofte meget forskellige dialoger kørende på samme tid. Tonsvis af oplysninger og spørgsmål om dette og hint krydser spisebordet som skud på en slagmark. Man (altså jeg) kan faktisk godt være en lille smule blæst i knoppen efter sådan en omgang aftensmad.

Heldigvis sker det dog også i ny og næ, at vi rent faktisk fører en samtale sammen alle sammen…

IMG_Gult træ

Fotograf: Paparazzi Laila

Dagens kloge ord

Dalai Lama:
“When you talk, you are only repeating what you already know.
But if you listen, you may learn something new”

Klassebamsehalløj

Hermed lidt om en genstand (non-alcoholic), som omgående giver anledning til et overforbrug af hovedpinepiller hos størsteparten af mødre til børn i indskolingsalderen: Klassebamser.

For de af jer, som ikke har stiftet bekendtskab med klassebamsefænomenet kan jeg fortælle, at konceptet går ud på, at bamsen tager på weekend hos klassens børn på skift. Den kommer med hjem om fredagen, og mandag morgen skal der læses højt for klassen fra bamsens dagbog om alt hvad den har oplevet i weekenden.

Derfor kan jeg godt afsløre, at det sædvanligvis ikke er selve bamsen, der er årsag til hovedpine og desperationstilstand hos mødrene, hvor klam og lusebefængt den hjembragte tøjtingest end måtte være, men derimod den føromtalte dagbog, der skaber en uhørt konkurrence forældrene imellem.

I dagbøgerne findes nemlig sidelange udredninger om utroligt spændende og begivenhedsrige weekender, vedlagt tegninger og fotodokumentation. Og man bliver mere og mere præstationsangst jo længere hen på skoleåret man kommer, og ve de arme stakler der får tjansen i perioden efter påske, for her er der ingen grænser for hvilke eksotiske oplevelser klassebamsen har med i bagagen. Og jeg mener, det er jo ikke børnene, der laver det her, det er jo for helvede forældrene, altså mødrene!! For det er en uskreven regel, at klassebamsedagbøger ALTID ryger ind under samme kategori som gæstebøger, fødselsdagskort og andet godt, hvilket betyder at mændene med en ’vig bort’-bevægelse uden tøven siger: ”Det er noget DU ordner!….”, men ikke desto mindre alligevel ofte har en mening om hvad der skal stå…

For lissom at hive hele hysteriet vedrørende de hersens dagbøger ned på et niveau hvor det er muligt at følge med, har jeg overvejet at skrive noget i retning af dette i klassebamsens dagbog, nu hvor det er vores tur (overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen):

“I kan tro jeg havde glædet mig til at komme hjem til Mellemste Pode! Vi blev hentet fredag i SFO’en, alt for sent. Mellemste Pode var det sidste barn, der blev hentet. Men det gjorde ikke noget, sagde han, det var han såmænd så vant til. Så skulle vi i Netto. Mellemste Podes mor var meget sur og vrissen, og kom også op at skændes med kassedamen (dét var pinligt!). Da vi kom hjem glemte Mellemste Pode desværre at tage mig op af skoletasken, så her har jeg så ligget hele weekenden. Føler mig helt mast… Pyh, det er dejligt det er mandag, hvem mon jeg skal hjem til næste gang?
Kys og kram fra klassebamsen”
.

Tror I det ville få nogle forældre op af stolen? Måske også en enkelt lærer?
Måske en mor eller to ville blive lidt lettet… Hvad ville jeg rent faktisk selv tænke, hvis der står noget tilsvarende i dagbogen, når jeg åbner den?…..

Nå, uanset kan jeg ikke sige mig fri for, at jeg med al sandsynligvis ender med at skrive et eller andet klistret-klamt på den overskudsagtige måde.
Blåstempler familien og mig selv ved at male et glansbillede af en rosenrød weekend.

IMG_Klam klassebamse

Klam klassebamse.

Men hvis jeg nu i virkeligheden skulle give mig selv et skulderklap i dag, så må det blive dette:

Min mand har næsten lige løbet halvmarathon på en ganske fin tid, hvilket i sig selv er en bedrift – men jeg synes nu også det er ganske ok at klare bakken ved Zoo fra indre by-siden med Mindste Pode bag på cyklen – uden at trække!!!

Rigtig god dag til dig derude!

Perfekt versus uperfekt eller uperfekt versus perfekt?

Det er lidt interessant, at ”det uperfekte” er på vej frem. For hvad er uperfekt? Og hvad er i virkeligheden perfekt? For hvem? Er det nu perfekt, når det ydre er uperfekt? Og er uperfekt perfekt mens perfekt er uperfekt? Jeg bliver en lille smule forvirret, og det gør du muligvis også.

Grunden til at jeg stiller alle disse scenarier op er, at jeg har gået og funderet en lille smule over skismaet. Der er på et eller andet plan ingen tvivl om, at mange af os, er ved at kløjs i billedet på det perfekte (altså det ’ydre’ perfekte). Derfor er der nu mange, som efterhånden tør stille sig op og sige: ”Hjemme hos os, vil jeg sgu’ hellere være sammen med mine børn frem for at støvsuge. Derfor ligner det Beirut hjemme hos os”.
Det er jo et eller andet sted vældigt forløsende.
Men, tænker jeg, måske er den hellige grav ikke nødvendigvis velforvaret af den grund.
Jeg tænker selvfølgelig ud fra mit eget point of view. For jeg overvejer faktisk til tider den mulighed at lade støvsugerdyret samle støv i kosteskabet, hvorefter jeg helt bevidst vælger ikke at gøre det. Jeg tilvælger altså støvsugningen. Eller rettere: Jeg fravælger samværet med mine børn til fordel for samvær med f.eks. den famøse støvsuger. Jeg holder faktisk af det frirum det giver at være omgivet af den enerverende larm fra slamsugeren, undskyld støvsugeren, helt uden for rækkevidde i forhold til andre mennesker (læs: børn), der måtte ønske at skabe kontakt for at få stillet basale behov, som de i virkeligheden ofte selv kan dække. Det, synes jeg, faktisk kan være et befriende lille åndehul. Og det er noget rigtig fy-ha at mene, skrive og gøre, det ved jeg godt, men det er sådan det er. Er jeg så uperfekt med uperfekt på (uperfekt fordi der så er lidt styr på de ydre rammer, og mere uperfekt fordi jeg har fravalgt samvær med mine børn)? Og gør dette ’uperfekte i anden potens’ mig perfekt (minus og minus giver plus)? Næppe. For faktisk er der vel ingen konklusion der let kan sluttes andet end at enhver vurdering altid vil være subjektiv uden spor af den endegyldige sandhed – hvis den findes.

Som bibemærkning vil jeg også lige tilføje, at der også er aftner hvor jeg langt hellere vil tage køkkentjansen end jeg vil putte børn. Ikke fordi jeg ikke holder af mine børn, men simpelthen fordi der er RO i køkkenet. Gryder og tallerkner opfører sig som regel fuldstændigt forudsigeligt, og får sjældent nedsmeltninger midt i processen.
Sandheden er, at klokken lidt i puttetid har forældrene i lige så høj grad som poderne brug for forudsigelighed hvis man skal undgå ufrivilligt at blive en del af et Anders And-scenarie, og forudsigelighed er i den grad en mangelvare, når der er børn involveret.

Af årsager der ikke står helt klart for mig har jeg lyst til at understrege disse to sætninger:

  • Det gode liv er bedre end det perfekte liv
  • Alt er relativt…..

PS fra mig: Min mands farmor lod mig på et tidspunkt vide, at hun fortrød al den tid, hun havde brugt på at gøre rent og ordne ’uvæsentlige’ ting. Så direkte som nu en dame i 90’erne kan sige den slags uden at afsværge sin religion fuldstændigt.
Meget tankevækkende.

God nat, og sov godt……

***

Entreen hjemme hos os, som den så ud i morges:

IMG_Entre

Perfekt eller uperfekt?
Den opmærksomme iagttager vil bemærke den dårlige og grynede billedkvalitet: Perfekt eller uperfekt?

Ingen tvivl om dette billede: Fuldstændig perfekt!:

IMG_Røde blade

Fotograf: Paparazzi Laila

Mens bladene rasler

Jeg sad i går ved stuebordet og var kreativ sammen med Mindste Pode. Han lavede en perlekæde med sine små 4-årspølsefingre, mens jeg (med mine lidt større (…) 40-årspølsefingre) sad og klippede lidt til et kæmpestort patchworktæppe, som jeg er i gang med.

Stik imod mine egne forventninger ser tæppet, som jeg har gang i, ikke umiddelbart ud til at blive den succes jeg håbede på (…), men jeg fortsætter ufortrødent ud fra en buddhistisk tankegang om, at det ikke er resultatet, men processen, der er det vigtige….

IMG_patchwork

Argghhh!
Any suggestions?

Nå, men det som jeg egentlig ville beskrive, var ikke denne frygtelige rædsel af et tæppe jeg sidder og nørkler med i skumringstimerne, men derimod den skønne og intense lykkefølelse jeg følte sammen med Mindste Pode, som vi sad dér med hver vores syslerier.
I lang tid blev der slet ikke talt et ord (tale er sølv, men tavshed er guld….); vi sad bare dybt koncentrerede med hver vores, men lige ved siden af hinanden, og havde så meget nærvær og samvær, helt stille. Jeg nød hvert sekund! Det er ikke altid at man er bevidst om lykken når den viser sig ren og intens (og nogle gange synes man der er lang tid imellem at den viser sig), men denne stund vil jeg gemme i min skattekiste.

Jeg håber at du også har fået indsamlet lidt til din skattekiste her i efterårsferien (hvis du altså har holdt fri). Man har brug for disse skattekisteting til at holde varmen med!

Jeg selv har allerede lidt brug for mere varme.
Hjemkommet fra weekend i sommerhus med tre maskinfulde vasketøj, som ligger og venter i åndeløs spænding på at det bliver deres tur.
Vi kører lidt fra den ene yderlighed til den anden her i familien. Som allerede beskrevet har der været gode stunder i ugens løb, også selvom de voksne i familien har været på arbejde.
Én pode har været udstationeret hos en bedste i det jyske, og selvom han er savnet (!), så ændrer det ikke på, at det i den grad kan mærkes, at man har en pode mindre… (I’ve said it before: DON’T go there…..)
Udstationering hermed anbefalet.
Dertil har der været skåret drastisk ned på sportsaktiviteterne og skoledramatikken. Jeg har været happy.

Ikke desto mindre krakelerede familieidyllen igår aftes efter den store genforening.
Ingen skal klandres, men vi var flere der fældede tårer – længe!! – over alt lige fra savnet over den jyske bedste til almindelig frustration og overtræthed. Min mand (én af de to, som ikke hylede (heldigvis)), sukkede på et tidspunkt til den pode, som heller ikke tudede: “Det går sgu’ godt; tre ud af fem… “

Afslutningsvist vil jeg lige benytte lejligheden til at flashe et par græskar:
I min ideelle picture-perfect-verden lignede vores græskar dette (som står i Mindste Podes børnehave):

IMG_Børnehavens græskar
I den virkelige verden ser vores græskar sådan her ud:

Z

Anyways, who can tell the difference…..

Dagens kloge ord

William Shakespeare:
”Lykken er som en parfume: Vi kan ikke stænke den på andre, uden at et par dråber rammer os selv”

Ingrid Bergman:
”Lykken er at have et godt helbred og en dårlig hukommelse”

Dagens kommentar

Mindste Pode:
”Mo-ar?! Ved du hvad? Min tissemand hedder AR-THUR!!”

En kærlighedshistorie…..

Jeg har forelsket mig. I en lampe. Det er sket før, og jeg har en del længerevarende kærlighedsforhold til nogle af lamperne i vores hjem.
Ofte efter lang tids søgen. Nogle gange mere spontant, som i nærværende tilfælde. Faktisk vidste jeg ikke, at jeg lige præcist manglede denne fantastiske lampe (som i virkeligheden er en pendel) før jeg en dag i sidste uge befandt mig på Gl. Kongevej, og mit blik faldt på den. Hvad kan jeg sige? Kærlighed ved første blik. Som udmundede i en lille smule kaos på cykelsti (vi taler omgående og hård opbremsning på cykel foran butik. Heldigvis ingen personskader for bagfrakommende cyklister; den slags når man jo slet ikke at tænke over i øjeblikket)…

Det vanskelige er overtalelsesprocessen: Min mand har sjovt nok ikke heeelt samme behov for – eller øje for – belysning, på samme måde som jeg. Han tænker ud fra devisen: ”Er der lys?? Så er alt godt!!”. Hvordan lampen ellers ser ud og i øvrigt passer ind i omgivelserne er for ham fuldstændig underordnet. Hvilket jo er sundt nok. Men sådan fungerer det bare ikke helt for mig.

Udfordringen er så, hvordan jeg bedst muligt serverer ”Projekt lampe” for ham, så han indvilger i, at vi virkelig skal ha’ den lampe… Der som oftest heller ikke er helt billig.

Der er to metoder.

Den ene metode er denne: “Skat, jeg har fundet ud af, hvad jeg skal have i julegave!…”
Fordele: Min mand accepterer med stor sandsynlighed indkøb af lampe når han stilles i udsigte, at han slipper for at ræse mere rundt end højst nødvendigt lillejuleaften klokken lidt i lukketid.
Ulempe: Ingen overraskelse juleaften, hvilket man til gengæld undgår ved brug af næste metode, som er denne:

Varsling god tid i forvejen, og gerne under en Superliga-kamp så man er helt sikker på, at der er et udfald i forhold til visse typer af info. Man siger noget i retning af: “Skat, jeg går lidt og er på udkig efter noget ordentlig belysning til entréen; vi kan jo ingenting se!” (det er den type argumentation han sædvanligvis sagtens kan sætte sig ind i). Ikke desto mindre overhøres den slags bemærkninger som sagt når der er sport i fjerneren, og besvares blot med et “Hmfr!”. Hvilket jeg frit tolker som en accept af lampeindkøb. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at når jeg så hjembringer den nyindkøbte lampe til stor forundring for min intetanende mand, så kan jeg helt uskyldigt (og med et tvist af forurettelse) sige: “Jamen, jeg HAR jo sagt at jeg gik og ledte efter en ny lampe!”.
Fordele ved metode to: Lampen befinder sig nu inden for hjemmets fire vægge.
Ulempe: Risiko for større ægteskabelig krise samt længerevarende foredrag om de hjemlige finanser, som nu på grund af lampeindkøb nærmer sig statsbankerot.

Model et eller to… Bum bum….
Nogle gode forslag?

Jeg håber på en happy ending!

IMG_Lampe

La lampe…
What’s not to like?

Gi’ mig nogle ligtorne!

Listen over mine mørke sider er (ikke overraskende!) lang, og jeg har forgæves forsøgt at få styr på selv de mest basale ting. Derfor prøver jeg, måske som mange andre, at skjule det væmmelige væsen jeg i virkeligheden synes jeg er, ved at farvekoordinere bøgerne i bogreolen, og i øvrigt efterleve de krav som tilværelsen sprøjter ud i hovederne på os i en jævn strøm.

Der er tidspunkter på dagen, hvor jeg ikke kan rumme mere. ”Hold nu kæft!” har jeg lyst til at råbe, men gør det sjældent. Jeg nøjes med at snerre og kommandere, og udfaldet er det samme. Meget lidt hyggeligt.

Grunden til alt dette er, at jeg føler, at jeg slet ikke kan følge med. Jeg er ved at eksplodere over larm og råben og krav.

Det er på det tidspunkt på dagen, som reelt er ren overlevelse. Ulvetimen, populært kaldet. Når den værste frustration har lagt sig, og jeg har haft timeout på mit fantastisk tørreloft, så er det, at hovedet efterfølgende sætter ud. Det er ret skræmmende, og nogle gange er jeg meget glad for, at jeg ikke er i stand til at se mig selv udefra, for jeg vil tro, det er et patetisk syn. Det er på de tidspunkter, hvor jeg nogle gange går meget bevidst efter et eller andet, og når jeg så pludselig finder mig selv i den anden ende af lejligheden, tænker jeg: ”Hvad fanden var det, jeg skulle herinde?”. Jeg mister ord, og siger hvad som helst, helt udenfor sammenhæng i øvrigt. Hvilket får mig til at google ting som ’demens’ og ’Alzheimer’s’.

Igen undres jeg over de dersens super-kvinder i 70’erne, og jeg tror jeg er nået til den konklusion, at de simpelthen klarede det, fordi det i sig selv var stort, at de klarede både hjem og arbejde. Og derfor gjorde det ikke den store forskel i forhold til deres selvforståelse, hvis nogle ting sejlede lidt på hjemmefronten, og måske blev det endda lidt af et statussymbol at have nullermændene flyvende rundt i hjemmet? I dag er der krav om, at det vi gør, skal gøres perfekt, og det ekstra lag på kransekagen, er det, som for mange får det hele til at vælte.

Med andre ord: Vi bliver sgu’ bimse i låget af al den perfektionisme, og stræben efter at lykkes.

Kan man lade være? Jeg tænker bare….

IMG_Padehatte

IMG_svamp i skov

Fotograf: Paparazzi Laila

Dagens kloge ord

Søren Kierkegaard:
Det at være et fuldkomment menneske er dog det højeste.
Nu har jeg fået ligtorne, det er altid noget til hjælp

Hillel den Ældre:
Hvis jeg ikke er tro mod mig selv, hvem er så tro mod mig?
Og hvis jeg ikke er mig selv, hvad er jeg så?
Og hvis jeg ikke er det nu, hvornår så?

PS fra mig: Husk at tankemylder er som nullermænd: De avler i hjørnerne……

Seneste nyt fra vasketøjskurven

Hvis man har held til at overleve arbejdsdagen, venter anstrengelserne først for alvor når man er hjemkommet med trætte børn. Som har lavt blodsukker ikke mindst. Det vil sige top-vrantne og tudevorne unger, og ditto mor. Indenfor tidsrummet 16-19 skal der laves aftensmad, lektier, nogle børn skal i bad, der skal ordnes vasketøj og alt sammen på én gang.

Mængden af vasketøj er i sig selv dræbende, som jeg også har nævnt ved tidligere lejlighed – vi er fem i familien, så alene på ugebasis er der minimum 70 strømper, som skal finde en makker i bunken. I faktiske tal langt flere, idet der skal medregnes strømper til idrætstimerne i skolen, håndboldstrømper, fodboldstrømper, løbestrømper samt (våde!) skiftestrømper til børnehaven. Jeg anbefaler det virkelig ikke. Er der ikke nogen politikere, der går til valg på lovning om et sokkeløst samfund? Count me in!

Vasketøjet er mit sisyfosarbejde. Det stopper aldrig. Måske er det også min redning, for tørreloftet er mit område. Det er her Tude-Fransen regerer; det er her, jeg fælder mine tårer, når alting bliver for meget og jeg har følelsen af at være fuldstændig forladt, selvom jeg nok snarere er invaderet. Så falder tårerne i takt med at våde underbukser og karklude hænges op. Jeg tænker nogle gange på ’Dirty Dancing’-scenen hvor Patrick Swayze skal lære Jennifer Grey at danse:

“Look, spaghetti arms. This is my dance space. This is your dance space. I don’t go into yours, you don’t go into mine. You gotta hold the frame”.

Tørreloftet er mit ‘dance space’, og enhver uventet indtrængen bringer mig fuldstændig på slingrekurs. Men det sker heldigvis sjældent.  Inden jeg går ned trækker jeg vejret dybt for dernæst at parkere hovedet inde i køleskabet i en rum tid, så er der ingen der aner uråd. Holy crap.

IMG_sukulent
Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
”It’s on a day like this one, as I load the washing maschine with the 4 changes of pooh stained clothes that my 3 year old went through in ONE HOUR of watching the 7 year old playing football in freezing, windy conditions, trying to get them all washed and to bed by 8.30pm and feeling like I am rapidly losing my mind whilst necking a glass of (medical) wine, that I need to remind myself that I am an individual with a master’s degree and therefore a brain that actually worked quite well really, who used to think about things like literature and politics and art and not how many pairs of pants and fucking snacks I need to carry around with me in order to keep my children clean and vaguely contended. Mind you, I would make a great logistics manager – so some transferable skills there!”

Masterchef (with a little help from my friends)

Ældste Pode har gennem længere tid næret en drøm om at begive sig ud på madkundskabens dybe vande, stærkt inspireret af TV-programmer som ‘Masterchef’, ‘Den store bagedyst’ og deslige. Jeg må med røde ører erkende, at det nok er mere end et år siden han første gang proklamerede, at han gerne ville have en fast ugentlig maddag, men min manglende planlægning (og måske også manglende overskud i forhold til køkkenpædagogik sidst på dagen?), har været skyld i, at han ikke endnu har fået udlevet den ambition.
MEN: Nu er han på vej! Godt kickstartet af, at han har fået madkundskab i skolen (jep, det er det, det hedder nu om stunder; fint skal det være!). I den forbindelse har han fået en kogebog i skolen, hvilket har afstedkommet en del kokkerier fra hans side. Ret så skønt, at han har fået blod på tanden, og (igen) tager initiativ på den front!

I weekenden stod menuen således på stegt flæsk med persillesovs. Han er sød, min Ældste Pode, som han sidder der, og møjsommeligt skriver ‘kruspersille’ på indkøbslisten.

Der kræves selvfølgelig lidt hjælp i forbindelse med projektet, og min ambition er (også på dette område), at forsøge at være mere pædagogisk korrekt i min tilgang til ‘Mission køkkenassistance’. Nu får vi se. I det konkrete eksempel med stegt flæsk og persillesovs, var det primært min mand, der som udgangspunkt assisterede (eftersom det er hans livret, der her er tale om, og helt klart ikke min). Dog slog min mands hjælp ikke til så langt hen ad vejen, som jeg havde gjort mig forhåbninger om da jeg placerede min flade i sofadybet.

Første udfordring: Sovsen. Min mand proklamerede kort og godt: ”Jeg kan ikke lave sovs!”.
Da jeg stiller en meget skeptisk grimasse an, siger han (i forsvarsposition): ”Jamen, det kan jeg virkelig ikke!! Hvis jeg ku’ lave sovs, så lavede jeg sgu’ da sovs hele tiden!”. Til min bemærkning om, hvad han så egentlig troede han foretog sig når han f.eks. laver tarteletfyld, svarede han (panisk): ”Jamen, det går jo også galt hele tiden! Det siger du selv!!”. Hmmm. Jeg ved ikke hvem der er den største synder i dette scenarie, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg på det tidspunkt følte mig suget baglæns ud af anno 2015 og tilbage til et afsnit af ‘Mine glade 60’ere’ (mig, som Kevins mor), hvor sovseproduktion udelukkende var forbeholdt kvinder med forklæder og meget lyseblå øjenskygge. Ikke desto mindre tænkte jeg, at det ikke var et velvalgt tidspunkt at starte en ægteskabelig diskussion midt i Ældste Podes sovsedebut.
Ergo tog jeg teten på den sovs.

Næste udfordring (forkert ordvalg. ‘Erkendelse’ er nærmere det rette udtryk) er på det tidspunkt, hvor min mand med stor forundring og med hovedet halvvejs inde i ovnen siger: “Har vi ikke nogen bagerist til ovnen?!”. Og nej, det har vi ikke, og har ikke haft det siden vi flyttede ind for mere end otte år siden, og jeg dengang konkluderede at der manglede sådan én. Og ikke siden har fået gjort noget ved det (man kan som bekendt sagtens tilberede frysepomfritter uden).

Det siger en lille smule om i hvilken grad min mand deltager i madlavningen. Det siger også noget om, at når poderne skal lære nye ting, lærer forældrene også nye ting om hinanden.
Og det kan være både godt og skidt. Sidst, men ikke mindst, siger det også noget om, hvor lang tid jeg bruger på at anskaffe mig en bagerist….

Jeg skylder min mand at sige, at selv om han ikke laver så meget mad (eller sovs), så laver han til gengæld mange andre ting.
Jeg vil fortsat bestræbe mig på at hjælpe sønnike til at få succesoplevelser i køkkenet.
Og tilgive mig selv, hvis det ikke lykkes…..
IMG_Stegt flæsk med persillesovs

Dagens citater

Oscar Browning:
”Mennesket er det eneste dyr, der spiser til middag”

John Harvey Kellogg:
”Det er rart at spise et måltid og ikke skulle bekymre sig om, hvad ens mad mon kan være død af”

Stan Clifford:
”I Amerika er en god kok en kvinde, som ikke skærer sig, når hun åbner dåserne”