Månedsarkiv: november 2015

Lidt om, hvad Gorm den Grusomme har budt os….

Som så mange andre, har vi også været ramt af de vejrlige udfordringer i løbet af de forgangne fireogtyve timer. Med andre ord: Gorm den Grusomme har hærget. Og hvad du end har måttet gennemleve i den forbindelse, så tror jeg, at jeg måske kan trumfe historien.

Disse billeder taler forhåbentligt for sig selv:

Udsigten fra soveværelsesvinduet

Udsigt fra soveværelset II Udsigten fra vores soveværelsesvinduer i aftes
(Stillads på vej ned)

Ved dagslys
Ved dagslys….

Vores hoveddørVores hoveddør, set indefra

Helfoto (2)
Ta da!!…. Nå, nej…

Hus har, grundet sit nu fatale og småflyvende påhæng, også været i den kulørte presse, foruden at Mand også har været i NEWS på den konto, helt ‘live’. Så nu har Mand fået sine ‘five minutes of fame’. Kunne dog godt ønske mig, at omstændighederne havde været anderledes.

Det var vældigt dramatisk da stilladset væltede; jeg stod tilfældigvis og så ud ad vinduet på det tidspunkt, hvor det skete. Og jeg er stadig lidt i chok. Stilladsvæltningen var kulminationen på en lang dag, som også rummede en tur til Jylland, hvor vi kørte om kap med regn og vind på vej hjem, mens broerne lukkede bag os. Lidt specielt at sidde der i bilen og krydse fingre for at komme over bælterne, mens radioen spillede sange som ”Der blæst’ en vældig wind, den daw ud’ fra west”, ”Wind of change” og flere i den dur.

En times tid efter vores hjemkomst røg så stilladset. Eller en del af det. Resten hang stadig faretruende tæt på vores soveværelsesvindue, hvorfor nogle af os har tilbragt det meste af de resterende nattetimer på sofaen i stuen. Er lidt træt i dag.

Stilladset rykkede sig ikke yderligere, men vores hoveddør var lissom ikke så anvendelig med mindre man er sådan en living-on-the-edge-type. Synes ikke desto mindre det var lidt små-pinligt at kontakte Chef, for at høre, om der måtte arbejdes hjemmefra om formiddagen.
Jeg bor trods alt mindre en 500 meter fra min arbejdsplads. Konkluderede umiddelbart, at der var lidt for meget ”Chris og Chokoladefabrikken” over situationen:

”Halløj Chef, det er Maude! Jeg kan desværre ikke komme på arbejde i dag! Ja, det fordi, du ved nok, vi har sådan et kæmpe-KÆMPE stort stillads rundt om lejligheden, og det fløj simpelthen NED i går aftes! Ja! Og det meste ligger foran hoveddøren, så jeg kan bare ikke komme ud!….”.

Heldigvis kvitterede min chef ikke med et ”Du er her om fem minutter!”, og heldigvis blev det heller ikke så aktuelt, for der kom sådan en Byggemand Bob-agtig type, og bankede på bagdøren for at advisere en anden udgang fra bygningen. På det tidspunkt skulle det gå ret stærkt, og Mindste Pode (som ellers havde gravet sig ned med en iPad) fik en mindre nedsmeltning. Jeg lokkede ham med, at Byggemand Bob stod ude i vores køkken, hvilket fik sat en midlertidig stopper for hans hylen. Den blev dog genoptaget, da Mindste Pode så stod ansigt til ansigt med manden ude i køkkenet. Mindste Pode vendte sig vredt om i mod mig og hvislede (det kan de nemlig godt i 4-årsalderen): ”Mor! Det er IKKE Byggemand Bob! Byggemand Bobs hjelm er GUL!”.

Nå, afsted med os. Kom faktisk kun halvanden time senere på arbejde end jeg plejer, så det kunne have været meget værre.

Og Mindste Pode blev glad igen inden han blev afleveret i børnehaven, hvor han glad sagde til den første voksne han mødte: ”Vores stillads er væltet; min storebror bygger et hus til mig i Minecraft og jeg har fået nye sokker!!”.
Jep. Begivenhedsrig morgen.

Dagens kloge ord

Ukendt:
“Man skal ikke undervurdere vejret; 9 ud af 10 mennesker kunne ikke starte en konversation, hvis ikke det skiftede en gang i mellem”

Storm P.:
“Jeg siger bare at man skal være glad for vejret, sålænge man kan trække det”

Det’ sørme, det’ sandt, (næsten) december….

I overmorgen er det første søndag i advent. Og lige om lidt er det december, og hermed per definition næsten jul. Og jeg er lidt i panik. For nu at sige det mildt.

Så selv om man burde skrive noget hyggeligt, og indlede med noget ”Glædelig december!”… har jeg mere lyst til at skrive dette: Ak! Du har min dybeste medfølelse; rædselsmåneden rammer os lige om lidt igen. En gigantisk hurdle af praktikaliteter står for døren. Ej, den er grov, jeg ved det godt, og sandheden er da også den, at jeg er meget splittet i mine følelser omkring julen.

På den ene side synes jeg, at julen er vanvittigt hyggelig. Som i helt fantastisk (og for det ikke skal være løgn, har jeg hørt julemusik hele dagen på mit arbejde, hver dag siden medio november)… Og på den anden side er julen bare kulminationen på en måned, der er stressende på samtlige tænkelige niveauer.

Konklusion: På et forestillingsplan er julen for mig magisk og fantastisk.
Rent praktisk et helvede.
Hvad der skål nås inden fireogtyve dage er omme, er følgende:

  • Der er nissevenner i skolen, hvilket betyder at børnene får en hemmelig ven, som de skal give smågaver, og så er det SPÆNDENDE, om det bliver gættet hvem der er ens ven inden skoleafslutningen. Ergo: der skal købes gaver til klassekammerater, gerne to små gaver om ugen (med to børn i skole, er det seksten gaver).
  • Der skal indkøbes en større mængde af småskrammel til pakke- og/eller adventskalender foruden julegaver. Jep, ’julen varer længe, koster mange penge… ’.
  • Ud over nissevennerne i skolen, er der er nisser, der går på omgang i børnehaven og som skal have skrevet dagbog. Dét har vi lissom prøvet. Lokalmesterskaberne i forældrekreativitet og overskud.
  • Der er juleafslutningsarrangementer i både skole- og fritidsaktivitetsregi (Christ, man får sat mange æbleskiver til livs!).
  • Der er Luciaoptog og glögg-arrangementer foruden forældrenes julefrokoster og de tilhørende logistiske udfordringer omkring børnepasning i disse sammenhænge.
  • Der skal indkøbes politisk ukorrekt og herredyrt ikke-økologisk juletræ hos lokal juletræspusher, som herefter fremstår som et skrækeksempel på manglende æstetisk juleudsmykningssans.
    Vi taler Georg Jensen i uskøn forening med skæve, børnehaveproducerede guirlander, bastnisser og andet hjemmegjort. Så ganske ikke farvekoordineret som jeg ellers altid har forestillet mig mit juletræ når jeg har tænkt på mig selv som perfekt mor med perfekt juletræ.
  • Adventskransen: Om jeg forstår hvordan de i boligmagasinerne fremstår dekorative, friske og sprøde. Jeg ved, at vores adventskrans (som regel indkøbt i Netto eller Fakta til en billig penge), efter fem minutter fremstår knastør og brandfarlig (måske endda højeksplosiv?!) mens stearinlysene vælter ud mod alle verdenshjørner.
  • Der skal fodres nisser på bagtrappen (pebernødder og/eller risengrød), og endnu mere vigtigt: Man skal huske at fjerne ‘levningerne’, så ungerne fastholdes i deres naive barnetro på at nissen rent faktisk eksisterer, og spiser af godterne…. Jeg er stadig, efter mange år i branchen som mor, i tvivl om hvorvidt dette er pædagogisk fuldstændig uacceptabelt?
  • Oh! I almost forgot: Invitationerne til juleafslutningerne afsluttes altid med denne sætning:
    Husk at medbringe en ret til fællesspisning og en lille gave til pakkespil…
    Et godt fif: Det gælder om at skrive sig på paptallerkner når der skal medbringes ting til fællesspisning i skolen. Jep. Så kummerlige er vi hjemme hos os….

Ku’ man skrue bare en lillebitte smule ned for det her halløj? Ja, jeg spørger bare (igen…).
Thank God, at julen ikke varer li’ til påske!!
Ho-ho-ho….

IMG_6658 IMG_6661

Fotograf: Palle Pophår

Sleepless? Unfortunately not in Seattle.

Kender du de dersens nætter? Som er kendetegnet ved manglende evne til at sove, i skøn forening med noget tvangsneurotisk nattetisseri? Hvor man roterer som en grillkylling i det uendelige? Var der nogen, der sagde fuldmåne?? Benkramper, Arghhh!!!

Bli’r sindssyg. Skal op om fem timer, fire timer, tre timer; bli’r aldrig-ALDRIG menneske igen…

Lejlighed stadig pakket ind i stillads; når det blæser lyder det som om en uvenlig sjæl ruller treogfyrre nettoindkøbsvogne frem og tilbage foran vores vinduer på tredje sal.
Frem og tilbage, frem og tilbage…

Hvem der dog bare kunne sove!

Jeg har installeret en app med regnvejrs- og bølgelyde på min telefon. Min mand bliver til stadighed forskrækket, når han træder ind i soveværelset, og det lyder som om han pludselig står med bare tæer i strandkanten ved Vesterhavet i stormvejr.
Måske ikke en god idé at aktivere den mens mand sover sødeligt…

Og hvorfor kan han sove, når jeg nu ikke kan?!?….

Knække tæer, vende dyne.

Pludselig er der en lyd. En meget mærkelig lyd. Oh skræk, der må være indbrud!! Kendingsmelodien fra X-files og deres ”Something is out there…” blandes i mit hoved med rædselsscenarier fra gyserfilm, og potentielle overskrifter på morgendagens aviser om makabre mord i lejlighed på Frederiksberg flasher i rekordfart forbi på min indre lystavle. News-rulletekster på speed i min hjerne. Få øjeblikke med voldsom hjertebanken og dårligt fungerende ører stillet på skarpt. Så var den der igen. Lyden. Hviske til min mand: “Sover du….??” (ruske-ruske). ”Hvad er det for en LYD?”. Er nu helt sikker på, at mand også er vågen.
Mand bagatelliserer lyd. Heldigvis ingen indbrudstyve. Men nu to vågne. To grillkyllinger.
Det er ikke altid, at man behøver at have småfolk for at få spoleret nattesøvnen.

IMG_Nuser_SørenBruun

Overvejer at opfinde et fuldmånefilter. Tænker der må være ret gode indtjeningsmuligheder.

ZZZzzzzzzzzzzz………………………………………………..

Dagens kloge ord

Nietzsche:
“Det er ingen lille kunst at sove; for at præstere den må man være vågen hele dagen”

 Jacob Paludan:
”Vel udsovet er dog den fineste rus, livet byder”

Søren Kierkegaard:
”Søvn, søvn, forfærdelige opfindelse, forfærdelige nødvendighed, du eneste magt som jeg frygter”

Francois Voltaire:
”Himlen har givet os to ting som modvægtmod livets mange møjsommeligheder: Håbet og søvnen”

E. M. Cioran:
”Hvad er søvnløshed? Klokken otte om morgenen er du nøjagtigt på samme sted som klokken otte om aftenen! Der er ingen fremskridt. Der er kun denne store, umådelige nat, som er dér. Og livet er kun muligt ved diskontinuitet. Det er derfor menneskene kan udholde livet, pga. den diskontinuitet som søvnen giver. Søvnens forsvinden skaber en slags dødbringende kontinuitet. Du har kun én fjende, det er dagen, det er dagens lys. Du er dér, hele verden snorker, universet snorker, du er den eneste vågne”

Skøre torsdage (eller ’the day of weirdness’)

Kender du de der dage, hvor tingene ikke helt går som du har planlagt? Hvor man mestendels føler, man er med i light-versionen af noget absurd teater? Måske starter det hele lidt relativt uskyldigt med at man for eksempel tropper op til et morgenmøde iført de dersens blå plastiksovertræksfutter fra børnehaven, eller man har glemt at fjerne cykelklemmerne fra bukserne. Man tænker indledningsvist temmeligt fejlagtigt, at man har lidt styr på sit udseende, eftersom man pludselig får tildelt så mange (beundrende?) blikke under sin vandring rundt på gangene, indtil en venlig kollega påpeger årsagen. Men det er kun begyndelsen på en deroute-dag. Mine dage af den karakter er som regel om torsdagen. The day of weirdness, som min søde kollega siger til mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det sker i så påfaldende grad, at det efterhånden nok er gået hen og er blevet en slags selvopfyldende profeti. Åh Gud, det’ torsdag!!

Eksempel på en torsdag:

Er blevet bedt om nogle mellemregning i forbindelse med noget budget. Opdager ved første øjekast torsdag morgen, at jeg har brugt forkerte tal i mine beregninger fra dagen før. Mellemregningerne er selvfølgelig allerede videresendt. Fuck. Må krybe til korset. Det er en tung vej at gå, når man skal erkende egne fejl. Hvis min chef var direkte indblandet i det her, ville hun sige noget i retning af ”Nu må du liiiige pumpe sutskoene!”, mens souschefen ville be’ mig spænde hjelmen. Formiddagen bruges på at udrede gårsdagens fadæser.

Ældste Pode ringer fra et ukendt nummer (fordi hans egen telefon altid enten er væk, eller løbet tør for strøm), og siger ”Hej! Øh! Mor? Altså, Axel siger jeg skal med hjem til ham i dag?!” ??? Lidt panik. Bladre, bladre, bladre i kalenderen (jeg er ikke digital på det plan endnu). Ak! Det står der jo også! Legegruppe med Axel, står der. Eftermiddagens planer forpurres lidt af, at der nu er noget sport, der skulle have været aflyst, og at Ældste Pode skal hentes på et tidspunkt, der kolliderer med andre aktiviteter og det faktum at vi kun er to voksne til tre børn. Ny plan skal sættes i værk. Sjovt nok har man sjældent en plan B klar til at blive søsat sådan lige med omgående virkning. Eller tid til at lave en plan B for den sags skyld. Og hvad med aftensmaden, har nogen tænkt på det?!

Det er også på sådanne torsdage, at der bliver ringet fra børnehaven om at Mindste Pode har slået hovedet. Ingen ved præcist hvad der skete, men alle hørte braget (og den efterfølgende hylen i særdeleshed). Bør jeg blive bekymret?

Hovedpine starter meget tidligt på en torsdag (ikke kun for Mindste Pode), og forværres når brandalarmen – ikke overraskende – aktiveres under bøfstegningen senere på aftenen.

Hvilken dag er din ’day of weidness’?

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
”Just in case anyone who saw me on the school run this morning is wondering – yes my daughter was wearing a sainsburys bag on her legs. Am I a totally disorganised idiot? Well one would have to conclude that yes, I probably am!”

IMG_spindelvæv

Foto: Paparazzi Laila

Lidt om bøger, om hvad børn siger, og en update på legegruppen…

Efter at bøger i en årrække har været degraderet til noget, der har ligget brak og samlet støv i min bogreol, har jeg nu endelig i løbet af det sidste års tid fået tid til at læse lidt igen. Der kan godt gå mange dage imellem kapitlerne, og jeg kan sagtens bruge laaaang tid på en enkelt bog. Men noget ryger der igennem systemet. Jeg har planer om, når børnene bliver endnu større, igen at blive en gedigen læsehest. Pruh….

Jeg har lyst til at sprede lidt gode læse-wibes her på siden, og hvad jeg kan anbefale (som jeg har læst inden for de sidste halvandet år), er:

  • Niceville / Kathryn Stockett
  • Min mands hemmelighed / Liane Moriarty
  • Åndernes hus / Isabel Allende (kan godt tåle en genlæsning!)
  • At høre hjertet slå / Jean-Philipp Sendker
  • Stoner / John Williams

(Og nej; selvom jeg holder uendelig meget af Sverige, så er jeg altså ikke til krimier….)

Min favourite of all times:
Khaled Hosseinis “Og bjergene gav genlyd”. Knusende fantastisk beretning fra Afghanistan.

Med få afbrydelser læser jeg pt. “Livsfarlig ledelse” af Christian Ørsted. Jeg er ikke selv leder, men bogen kan sagtens læses alligevel; den handler om de psykologiske mekanismer som er i spil på arbejdsmarkedet, og om hvorfor vi knækker sammen som aldrig før. Det er VIRKELIG skræmmende, og samtidig meget spændende og super-aktuel læsning, skrevet så det fænger!

Her til aften tog jeg dog en lille deroute med en læs-let-bog, som jeg kom til at grine en del af.
“Forældre skal tale pænt til deres børn – også anden gang”, hedder bogen, og er skrevet af Grethe Dirckinck-Holmfeld.

IMG_1102

Det er børn, der er citeret hele bogen igennem, og jeg har lige grebet et par udsagn her i forbifarten som passer udmærket til de øvrige indlæg her på bloggen:

***

Tone, 8 år: ”Når man har mareridt og ikke kan sove, skal forældrene ikke sige: ”Hvis du ikke sover NU, får du ikke lov til at gå til ridning””

Morten, 8 år: ”Jeg synes forældre skal tale pænt til deres børn, hvis børnene har fået et eller andet i hovedet”

Cecilie, 8 år: ”Jeg synes ikke forældre skal blive rasende og komme op at slås, bare fordi jeg spilder vand på bordet og lidt på gulvet”

Nanna, 9 år: ”Jeg synes ikke forældre skal tvinge børn med i biografen, hvis man nu HAR set filmen”

Olga, 9 år: ”Jeg synes, forældre skulle være mere ligesom pædagogerne. For når man bliver trøstet af pædagogerne, så griner de ikke”

***

Jeg har det bedst med at have en lille stak bøger, som ligger og venter, så jeg ved, at jeg ikke løber tør. Den næste bog, jeg skal i gang med er “Alt det lys som ingen ser” af Anthony Doerr, og jeg glæder mig afsindigt!

Får du mon tid til at læse? Og hvad læser du?

***

Til noget helt andet: Jeg har lovet nogen en update på legegruppen fra forleden…

Det forløb relativt stille og roligt. Min mand forbarmede sig over mig, og tog faktisk ungerne med på legeplads – muligvis inspireret at mit forrige blogindlæg, som han dog ikke mente, gav ham tilstrækkeligt credit. Sagen er nemlig den, at han ikke kun én gang, men faktisk flere gange har taget legegrupper med på legepladsen. Jeg har nok bare lykkeligt fortrængt hovedparten af alle legegruppeoplevelser (for traumatisk…).

Så faktisk skylder jeg min mand her offentligt at sige, at jeg er meget, meget glad for hans indsats (er du glad nu, Honey?), og at jeg overvejer et hyldestindlæg til ære for ham når han fylder rundt næste år.
Min mand lægger ører til lidt af hvert, og til trods for, at han er bekendt med bloggens indhold, så har jeg lovet at skrive, at han langt fra altid er enig.

Når det så er sagt, så synes jeg stadig ikke om det dersens legegruppefænomen. Mellemste Pode selv var ikke super-happy i gruppekonstellationen, så selvom de andre unger virkede som om de nød det i fulde drag, så var det altså ikke tilfældet for min pode, som jo var værten.
Det er lidt som om, at når der er mere end to unger samlet ét sted, så går der lynhurtigt anarki i den, på den der ’amok-i-legetøjsbutik’-måde.
En abe i smoking, er stadig en abe…

Nå, nu er der heldigvis noget tid til den næste legegruppe.
I mellemtiden er der gået ’projekt køkken’ i den herhjemme, det kan være, at der kommer en update på det på et tidspunkt.

Rigtig god uge til dig derude!

Kender du fænomenet ‘legegrupper’?

Vi skal have legegruppe indenfor en overskuelig fremtid. Hvilken har fået mig til at stoppe op og gøre lidt status over fænomenet, og du er hermed indviet:

Fænomenet lege-/spisegrupper går ud på, at børn skal lege sammen – hjemme hos hinanden, i grupper, der er sammensat på forhånd. Som regel med noget spisning inkluderet. Der findes mig bekendt to modeller; den ene model går ud på, at fire-fem børn er i gruppe sammen i en given periode, f.eks. et halvt år, og skal hjem og besøge hinanden i gruppen alle sammen. Det vil sige, at de samme fire-fem unger skal lege sammen fire-fem gange på skift hjemme hos hinanden. Den anden model er den, hvor der hver måned laves nye grupper, og at hele gruppen kun skal hjem til én person, og kun én gang.
Bagtanken er at få skabt nye relationer og undgå mobning.

Ud fra et antimobningsperspektiv er det sikkert uden tvivl meget effektivt og præventivt, men også enormt opslidende. Altså for forældrene. Som regel er ens børn blev sat i grupper sammen med børn, som de sjældent har noget til fælles med.
Fodbolddrenge skal lege med star wars-drenge. Hestepiger skal lege med piger, der synes at det er mere spændende det dér med drenge og musik. Og helst skal de jo lege sammen alle sammen….  Her er udfordringen så at finde på mindst én og gerne flere aktiviteter, som hele gruppen synes er underholdene mens forældrene, som lægger hjem til, tæller minutterne, og bander over at man ikke satte afhentningstidspunktet til en halv time tidligere.

Til trods for planlægning kører de skemalagte aktiviteter sjældent helt problemfrit. Der er piger der græder, piger, der skal tisse når man endelig er kommet ned på legepladsen. Drenge, der ikke rigtig svarer, når man taler til dem, hvilket vanskeliggør en del. Drenge (og faktisk også piger), der bander uhørt meget, mens man med en tante-skrap-attitude påpeger, at dét sprog vil vi ikke høre her, og slet ikke under aftensmaden!

Apropos aftensmad, er det heller ikke underordnet hvad der bliver serveret.
Første udfordring: Hovedparten af de fire-fem unger skal helst kunne lide hvad der er på menuen, så man undgår kommentarer som: ”Adrrrr!!” eller ”Hvad er DET?” (sagt på en helt anden og langt mere skinger måde end hos Piet van Deurs), hvilket som oftest smitter, hvorefter man har fem sultestrejkende unger siddende ved bordet med store øjne, nedadvendte mundvige og korslagte arme.
Som regel udløst af et synligt stykke løg.
Anden udfordring: Det er sjældent, at de besøgende unger har lige så gode bordmanerer som ens egne, og derfor skal der vælges noget med mindst mulig spredningseffekt. Pitabrød og noget med ris er set med de briller et utroligt dårligt valg. Jeg siger det bare.

Når de så bliver hentet, de små djævle, står man med nerver, der er flossede som nytårstruthorn og smiler overdrevent mens man med sådan en slags Søs Egelind-stemme forsikrer forældrene til de andre afkom om at det er gået ”såååå fint! Jaaa, de har RIGTIG hygget sig!!”. Og så remser man op af alle de fantastiske ting man havde på programmet (men ikke nødvendigvis nåede), så det samtidig signalerer, at man har lagt sig lidt i selen for at aktivere de hersens unger, fordi man er noget så overskudsagtig. I think not.

Et tilbageblik på tidligere legegrupper:
Hvad gik godt, og hvad gik ikke godt:

Menusucces: Risengrød….. De er glade, det mætter relativt hurtigt, er nemt at lave.
Menufiasko: Pynt selv-pizza: Hold kæft, mit køkken lignede et bombet lokum…
”Bonus”: Peperonifingre på al interiør.

Aktivitetssucces: Mand på legeplads med alle børn, mens jeg lavede risengrød….. Se, DET var en god legegruppe. Overraskende nok synes min mand ikke at det er en gentagelse værdigt.
Aktivitetsfiasko: Brunkagebagning i decembermåned. Slagsmål om dejmængden; dej all over the place, brunkager brændt på, og efterfølgende brunkagekrummer i HELE lejligheden: Vi taler sukkerpumpede børn på speed op og ned ad væggene. Børn, der kun med besvær og efter lang tids forsøg kunne indfanges og hjembringes af forældre. Lad være med det, med mindre du har en utrolig høj tolerancetærskel og en solid uddannelse inden for noget med pædagogik. Det har jeg desværre ikke.

Bagefter kollapser man, og drikker alkohol.

IMG_fjer i modlys

Fotograf: Paparazzi Laila

Noget om lydniveau

Kender du den her: Man putter i bedste mening vand på tandbørsten, hvorefter den fireårige på gradens rand piber: “Jeg ville SELV putte vand på tandbørsten!…” og sådan fortsætter det.
Vil selv. Opgiver. Anklager forælderen for at få hjælp: “KAN ikke!…”

Jeg rummer sjældent den slags udfordringer i særlig lang tid ad gangen, hvorfor jeg temmeligt hurtigt hæver stemmen, og siger noget i retning af: “Du har IKKE slået dig, og du er IKKE syg, så hold OP med at pive!”… Imens knurrer min mand, der har plantet sig i sofaen over det stigende stemmeniveau, og blander sig med følgende kommentar: “Vi kan ikke høre hvad de siger i fjernsynet!” – og det er vigtigt, for der er jo Superliga.

Det varierer fra minut til minut hvem der står for de høje tonelejer hjemme hos os (og ikke sjældent er det mig, der er hovedsynderen), men det er meget sigende når f.eks. min veninde ringer og spørger, om vi er i zoologisk have. Jeg går ud fra vi er at sammenligne med abeburet.
Mindste Pode kan i perioder næsten måles på richterskalaen, og jeg har i ramme alvor overvejet at anskaffe mig et høreværn i mine bestræbelser på at undgå at miste forstanden. Eventuelt bare til bilture?
Jeg ved ikke, om jeg synes det er værst når man er midt i det, eller når man er på afstand, fordi man forsøger at skabe lidt ro i sit kaotiske hoved, måske med noget læsestof, men ikke desto mindre stadig er en del af larmuniverset. Og man bruger ti minutter på at læse den samme sætning fyrre gange fordi man hele tiden bliver afbrudt. I mild grad må det svare til søvntortur, for man bliver jo vanvittig! OG ramt på både kort- og langtidshukommelsen, når det har stået på længe nok. Sådan føles det i hvert fald.

Nogle gange er det heldigvis også sjove ting, der kommer ud af munden på poderne:
Mindste Pode udbrød forleden helt spontant: ”Wa det hak?!” (Der blev ment “What the heck?!”)
Mig: “Hvad betyder det?”
Mindste Pode: “Det ved jeg ik’!!” (stort smil)
Længe leve iPads og storebrødre…..

PS fra mig: Husk at nyde det smukke og skønne efterår!!

IMG_TRÆ

IMG_TRÆ nedefra


Dagens kloge ord

Longfellow:
“Tungen er skabt som et himmelsk orgel, men tit er det djævelen, der spiller på det”

Philippe de Commines:
“Man fortryder aldrig at have sagt for lidt, men ofte at have sagt for meget”

Arabisk ordsprog:
“Det er bedre at beklage en ting, man ikke har sagt, end en ting, man har sagt”

Madness

Cykler ned ad vejen mens jeg kigger på mit ur, og tænker, at klokken 07:30 om morgenen, det er simpelthen for tidligt at miste forstanden. Jeg har Mindste Pode ved siden af på sin egen cykel, og Mellemste Pode på løbehjul. Pt. tavshed. Prøver at spole tilbage, og få et samlet billede af morgenen. Det findes ikke. Det er gået i stykker og ligger splintret i småbidder.

Fragmenter af det, der en gang var en morgen:

  • Hanekamp i køkkenet. Ikke noget med blodsudgydelser, heldigvis; det er de yngste poder, der mundhakkes. Det sker ret ofte, og starter som regel relativt uskyldigt; den ene pode kommer med et postulat, som den anden pode ikke er enig i, og som derfor kort og godt kvitterer med et “Nej”, som bliver efterfulgt af et ”Jow” fra den første pode. “NEJ!” siger den anden pode så igen, nu med stigende stemme intensitet. “JOW!!” svarer første pode i tilsvarende toneleje, kun for at blive overdøvet af et “NA-HAJ!!!”, der blevet modsvaret af et ”JO-HOW!!!”. Derefter kører den højere og højere; en lind strøm af JO-HOW-NA-HAJ-JO-HOW-NA-HAJ-JO-HOW-NA-HAJ……… Børn skal tilsyneladende mandsopdækkes for at undgå at flå hovederne af hinanden. Og jeg har jo travlt med at ræse rundt og rede senge, falde over utømte idrætstasker og finde gamle madpakker i taskerne. Ofte står jeg i det fjerneste hjørne af hjemmet, når førnævnte skingre JO-HOW-NA-HAJ-skrig når mig. Nogle gange vælger jeg at overhøre det, ud fra en betragtning om, at de også skal lære at løse deres konflikter selv. Ikke ideelt løsningsforslag denne morgen. Hvad jeg i stedet valgte, var den der model med at råbe højere end de to poder til sammen (håber ikke jeg fik vækket underboerne).
    Resultat: Poder både små-fortørnede, men også kede af det.
    Hvad jeg kunne have gjort, var at være der. Hos de kæmpende i køkkenet. Men hvem skulle så ordne det praktiske alle de andre steder end i køkkenet…? Pis, altså, hvornår opfinder nogen den kloningsmaskine?
  • Mindste Pode vælter sin morgenmad. Man underkender ofte spredningseffekten af spildt mælk. Der er mælk i hele køkkenet, og jeg jokker selvfølgelig baglæns ind i den største sø. Til min egen ros skal det siges, at jeg faktisk æder mine eder og forbandelser, så de ikke kommer ud førend Mindste Pode (mens jeg – midt i rengøringsprocessen – ligger på alle fire med en vis legemsdel i vejret) kontinuerligt udsender ordrer fra de højere luftlag a la: “Men MOR, jeg sku’ ha’ HAVREFRAS!”.
    Mit (højlydte) svar: “Undskyld, men kan du SE, at jeg lissom har GANG i noget her?!!”
    Resultat: Mindste Pode knytter omgående i, og bliver trist over mor-monsterets råben.
    Hvad jeg kunne have gjort her var, at være voksen nok, til også at sluge dén bemærkning.
    Dobbelt pis.
  • Rift om badeværelset. Alle vil tilsyneladende det samme på toilettet på samme tid. Skrig og skrål. Tandpasta ned ad Ældste Podes tøj. Ikke noget særsyn.
    Højlydt sukken.
    Ragnarok i entreen. Nøgler mangler. Tre unger, der står og jokker hinanden i nakken og bliver sure, fordi den ene rammer den anden med en lille-bitte mikroskopisk flig af en jakke, hvilket udløser ramaskrig og trusler om mord (hvor mon de har det fra?….).
    Alting skal åbenbart foregå på den samme kvadratmeter lige i dag.
    Altså også en del råben og hundsen i entreen.
    Resultat: Same as usual – træls stemning.
    Hvad jeg skulle have gjort var selvfølgelig, at være så gennemtænkt, at jeg fik sendt poderne ud på toilettet og i entreen i skiftehold. Vi bør få installeret sådan nogle fabrikslamper, der lyser med en bestemt farve (og med quiz-lyd!) alt efter hvis tur det er til at være det pågældende sted.
    Triple pis (findes det?)

Der er, som det fremgår, ikke sket noget ud over det sædvanlige – det er såmænd bare tilværelsen i al almindelighed, som jeg føler skubber mig ud på denne kant mellem afsindighed og fattethed. Som man siger i mindfulness-verdenen: ”Det er ikke hvordan du har det, det er hvordan du ta’r det”. Jeg er åbenbart ikke særlig god til at ”ta’ det”.

Cykler videre, kæmper med tårer og indebrændt bitterhed over en morgen, som jeg endnu engang ikke var i stand til at mestre. Forbi skolen, herefter videre til børnehaven, og jeg tænker hvordan helvede pædagogerne klarer sig gennem dagen??!!”. Der er minimum tyve børn på stuen. De voksne smiler altid, er glade og taler med rolige stemmer ud fra et eller andet princip, som tilsyneladende virker. TYVE BØRN!! Jeg er ved at knække midt over af tre.
How do they do it?

Det værste ved disse morgener er, at dagene efterfølgende simpelthen er så lange, og at man formår at slå sig selv oven i hovedet med morgenens uheldige udfald fyrre tusinde gange inden man genser poderne.

Det er så vigtigt at få sagt ordentligt farvel på sådanne morgenener, men nogle gange er skaden bare sket, og det er umuligt at genoprette bare en lille smule balance eller normaltilstand i afskedsøjeblikket.

Jeg tænker nogle gange på definitionen af Homo sapiens, som jo betyder det vidende eller tænkende menneske, og som burde adskille os fra tidligere og mere primitive forstadier til nutidens menneskeart. Hvad kalder man det sindssyge menneske? Homo insaniam? Det må være mig.

IMG_skov

Foto: Paparazzi Laila

Dagens gode råd mod migræne

Fiskeolie er godt mod stress og migræne. To tabletter om dagen gør underværker!

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
”Thank goodness for migraine tablets. Two hours ago I thought I was going to vomit and keel over. Now I’m able to shout at the children and cook their meal whilst hanging out washing and running bath. Oh and shout a bit more. Yay.”

Mere nyt fra vasketøjskurven

Som jeg ved tidligere lejlighed ikke har undladt at påpege, vaskes der en del sokker og strømper hjemme hos os.  Det spøjse ved dem er, at når de er blevet vasket ofte nok, bliver de på magisk vis til en slags onesize-strømpe. Med andre ord bliver de sådan en udefinerbar og stiv tøjtingest, som kan være alt lige fra en størrelse 28 til en størrelse 39. Det har muligvis også noget at gøre med vores vaskemaskine, som pt. læner sig op af noget livredende førstehjælp (vi taler om tøj, som alt for tidligt bliver forvasket, skjoldet, stift og gråt. Ikke kønt. Kan ikke helt regne ud om der er tale om manglende afkalkning, eller om det skyldes at min vaskemaskine befinder sig på randen af sammenbrud. Så langt rækker mine vasketøjskompetencer ikke….
Måske jeg bare skulle begynde at gå lidt mere i batik?…..).

Nå, tilbage til sokkerne, som jeg kom fra:
Fordi vi vasker så mange, og fordi de pludselig ændrer facon eller størrelse, vil skæbnen det også ind i mellem, at en enlig sok eller to ikke kan finde sin rette makker.
Til kampen mod sokkekaos, har jeg opfundet et koncept.
Konceptet er en sokkepose.
Jeg bruger de dersens stofposer man nogle gange får med i købet når man handler børnetøj i de små butikker, men man kan selvfølgelig også sagtens bruge en pose fra Netto eller en småkagedåse, hvis man er til det. Det smarte ved poserne (synes jeg selv) er, at de kan hænges på et dørhåndtag på bagsiden af en dør, for eksempel ind til soveværelset, som i vores tilfælde (så fylder de ikke så meget, og man kan ikke umiddelbart se dem).

IMG_Strømpepose

Som det fremgår af billedet har jeg faktisk to poser, for jeg har også én til vanter…

Når jeg så støder på en single sok eller ditto vante, ryger de bare ned i posen, hvor de ligger fint til der på et tidspunkt er lidt lavvande i den øvrige sokke-/vantebeholdning.
Så tømmes poserne, og man kan se hvor meget der reelt har hobet sig op.

Indholdet at vanteposen:

IMG_Handsker

Resultat: Ingen match. Nogle af dem har ligget i posen i flere år, måske de bare sku smides ud….
Den bliver ikke tømt så tit.

Indhold af sokkeposen (den bliver heller ikke tømt så tit…):

IMG_Strømper fra posen

Resultat af sokkeposetømning i denne omgang:

IMG_Strømperesultat

Otte par! (Husk, det er de små ting i tilværelsen, vi glæder os over…)

Nogle sokker forbliver dog uden mage. Trist.
Overvejer et minuts stilhed til minde om de hedengange sokker.

Amen.

Undskyld. Man skal ikke sammenblande Guds ord og sure sokker
(Norsk ordsprog). Lad det hermed være dagens vise ord….. (Uden at jeg med sikkerhed ved, hvad der hentydes til)…

God dag til dig derude!