Månedsarkiv: december 2015

Happy new year!

Fik forleden (som så mange  andre) denne besked på Facebook:

IMG_1246

Uhhhh, det lyder fristende, tænker jeg et øjeblik og klikker på “Se et tilbageblik på dit år”.
Holder vejret et splitsekund i spændt forventning om hvad der mon lige om lidt toner frem på skærmen.

Det gør dette billede:

IMG_1247

….
??

Har åbenbart ikke noget liv. Ikke ifølge Facebook, i hvert fald.
Men hvad har jeg da så lavet i 2015?
Jeg har tænkt lidt efter, og her er så en status over det forgangne år:

  • Jeg har arbejdet ca. 1.702 timer
  • jeg har tilbagelagt små 1000 kilometer på min trofaste røde jernhest (lidt hurtig hovedregning; ingen kilometertæller)
  • Jeg har brugt ca. 156 timer på vasketøj
  • Jeg har drukket ca. 547½ liter vand, mere te og endnu mere kaffe.
  • Jeg har konsumeret et ukendt antal kilo frysepomfritter og chokolade (det er nok meget godt, at jeg ikke kender mængden).
    Må endnu engang erkende, at jeg ikke er nogen sundhedsapostel.
  • Jeg har støvsuget og bandet en del – helt uafhængigt af hinanden i øvrigt.
  • Jeg har læst ‘Gravkoen Gumle’ mod læseretning, altså bagfra (!) for Mindste Pode et utal af gange (er det normalt?)
  • Sidst, men ikke mindst er jeg begyndt at blogge, og fandt ud af, at jeg kunne lave en hjemmeside – det er ik’ så ring’ endda!

I 2016 vil jeg prøve på:

  • At bande lidt mindre
  • Råbe lidt mindre
  • Tilgive mig selv lidt mere

Rigtig godt nytår til dig, og tusind tak fordi du fulgte med; vi ses i 2016 – jeg glæder mig!

Lidt om patch work og en vasketøjs-miserable

Jeg håber du har haft en fantastisk jul!
Vi havde en dejlig én af slagsen, med alt hvad det indebærer af ris a la mande, knus og konfekt.
For en gangs skyld ingen ned- eller udbrændte adventskranse, hvilket ellers plejer at være en slags ringen julen ind hos os. Poderne var tilmed meget tilfredse med gavehøsten, og jeg kan afsløre, at vores våbensamling nu er blevet udvidet betragteligt:

FullSizeRender

MEGET glad Mindste Pode!
Mand har nu helt droppet at være pædagogisk korrekt omkring våbenbesiddelse.
Og nu er der noget tid inden det går løs med alt det dersens jul igen, og det er helt fint.
Er ved at få lidt pip af Boney M’s “Zion’s Daughter”, som bliver spillet virkelig meget på Radio Soft i disse dage. Ku’ være jeg skulle skifte kanal (Mand, som ELSKER P3 fik vidst pip for længe siden)……

***

Nå, tilbage til det, som overskriften antyder, at indlægget skulle handle om: Patch work.

Projekt patch work har taget en ny og uventet drejning. Det vil sige, at det første projekt nu er kuldsejlet. Erklæret fallit.  Måske du kan huske, hvordan det så ud?….
Helt underordnet, at jeg allerede havde lavet 50 af de små blomster, hvilket vil sige, at jeg har syet 350 bittesmå sekskanter sammen. Nå, de må blive til grydelapper på et tidspunkt. Masser af dem. Nogen siger, at man aldrig kan få for mange af den slags.

Projektet er nu overtaget af et nyt, og mere spændende projekt: ‘Projekt guldtæppe’.
Jep. Intet mindre.
Det ser pt. således ud:

FullSizeRender (2)

(Som du kan se, er jeg kommet virkelig langt…)

Hvad har guldtæppe og patch work med vaskemaskiner at gøre, kunne man foranlediges til at spørge.
Men svaret er enkelt: Man putter guldstoffet i vaskemaskinen. Sammen med to nye håndklæder og noget af Mellemste Podes tøj. Ud, kommer det så, og ser ud som om man havde iblandet vaskepulveret syv patroner guldglimmer. Og selvom det skal siges, at Mellemste Pode er lidt af en bling-bling-dreng, var han ikke umiddelbart synderlig lykkelig over resultatet.
Altså hans pludseligt guldoverstrøede yndlingsbukser.

Nå. Nu må vi se, hvad dette projekt bliver til. Om det bliver et helt tæppe, eller måske blot et juletræstæppe (nu har jeg jo lidt tid at løbe på…), eller om det i sidste ende blot bliver til endnu flere grydelapper.

I forbindelse med patch work-projektet har jeg haft følgende overvejelser, som du måske kan hjælpe mig med at svare på:
Hvis man nu skynder sig lidt mere, altså i dagligdagen (med dagligdagsting), for at få tid til at gøre noget for sig selv (som for eksempel at sy patch work): Tager det så energien, at programmet bliver mere tætpakket for at nå den ekstra ting (bliver den en stressfaktor?), eller giver det rent faktisk (mere?) energi tilbage?

Jeg er ikke helt sikker. Men jeg tror helt konkret, at rigtig mange af os, har et behov for at skabe.
Hvad tror du?

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
“Why oh why oh why does the knitting fuck-up always happen so late at night:( it’s taken me an hour to get it sorted and I’ve had to undo all the stuff I did tonight. Why bother? It looks like shit and I can get it in Hennes for £4.99. And my child won’t have to look like that poor kid who suffers her deranged and deluded mother and wears awful home knits. Goodnight!”

Ho, ho, ho…

Den største gave er at give, siger kloge hoveder. Og det er ikke sagt for ingenting!

I den forbindelse er der hjemme hos os en betegnelse, som går igen blandt de to ældste poder: ’Skandalejulen’. Der er ikke tale om en jul, der gik helt i vasken, men betegnelsen dækker over den rædsel, som begge drenge har følt den juleaftensdag, hvor det med gru er gået op for dem, at de ingen julegaver har lavet. Som i ingen. På vej ned til bilen for at køre ud til Farmor og Bedstefar. Det er defenently point of no return. SFO’ens værksteder har selvsagt været lukkede på det tidspunkt, og det samme har været gældende for butikkerne. Selvom vi har forsikret ungerne om, at deres navne var at finde på samtlige til og fra-mærkater på gaver, der skulle gives bort, har de været utrøstelige. For begge drenges vedkommende er dette sket i første klasse. Så er du beredt, hvis du selv har poder på det klassetrin.
Ældste Pode er i den grad arret på sjælen (måske for livet?), og han har siden den fatale oplevelse startet sin julegaveproduktion helt tilbage i oktober måned. Vores juleaften udgøres ofte af en større forsamling af sammenbragte børn, svigerbørn og børnebørn, og ingen går ram forbi. Alle er inden aftenens udgang udstyret med en svane i ler (måske med knækket hals), bordskånere, perlekæder og -plader i alle regnbuens farver eller hjemmekogte bolcher i hjemmedekorerede glas for bare at nævne et par stykker af Ældste Podes kreationer. Gaver, som med stor omhyggelighed er blevet smuglet ind og ud af det lille hjem. Han kunne med fordel gå en fremtid i møde som hjælper på julemandens værksted.

Men det er også helt fantastisk, når man får givet en gave, der rammer helt plet. Hvilket leder mig til et hurtigt flash back til Lillejuleaften sidste år, hvor Mand kl. 20-et-eller andet måtte ud og foretage noget panikhandlen hos Toys’r’us. Netop på det tidspunkt, hvor vi troede, at julefreden var ved at sænke sig.
Historiens omdrejningspunkt er det lyssværd, som Mindste Pode i flere måneder havde fablet om. Og som Mand (der jo er uddannet inden for noget med børn), havde ignoreret ud fra en politisk korrekt antagelse om, at det ikke er sundt for børn at lege med våben. Sikkert ikke, men det ændrede ikke på, at Mindste Pode brændende ønskede sig omtalte lyssværd. Så da Mindste Pode hjælper med at pakke gaver ind til sine brødre, får han øje på et paprør, der skal pakkes ind. Glædestrålende, og med julelys i øjnene, udbryder han: ”Er DET mit LYSSVÆRD??”. Og der måtte jeg kapitulere, og skide højt og flot på Mands pacifistiske principper.

Har sjældent set nogen blive så glad juleaften (og det var ikke min mand). Glæden over dette minde overskygger fuldstændig irritationen over hvor hurtigt lortet gik i stykker. Og hvor irriterede vi var over dæwn-dæwn-dæwn-dæwn-dæwn-dæwn-lyden ind til da. Og hvor mange ting, der blev raget ned fra hylder og kommoder. Nå, lad nu det ligge.

Jeg tror i skrivende stund, at der (næsten) er styr på alle julegaver. Så forhåbentligt hverken tårer eller panikindkøb den tre-fireogtyvende.

***

Status på julen so far:

Jeg glemte…..:

  • Julekort. Igen. (Det bli’r når jeg er pensioneret. Eller når der ikke er mere vasketøj (så døde jeg lige af grin dér…..)).
  • Indpakning af kalendergaver til første søndag i advent. Dagen kom (sammen med Gorm den Grusomme) mest af alt som en slags overraskelsesangreb.
    Jeg fik i ellevte time fyret ting ned i sokkerne – uden papir. Mega-kummerligt.
  • Hvor ukristeligt tidligt ungerne vågner hele julemåneden. Helt overstadige.
    Alt for højt dagligt pebernødde- og chokoladeindtag før kl. 06:00 om morgenen.
  • At Mindste Pode skulle have nissehue med i børnehave til noget juletamtam derovre, så der sad han, nok eneste barn uden rød hue……. Ak.
  • Mandens adventskalender, som ellers plejer at forsyne ham med boksershorts og strømper (mere føde til den hungrende vaskemaskine). Også kummerligt.
  • Gaver til nissevenner i skolen, hele den første uge. Igen: Kummerligt.
  • Julehyggeri på arbejdspladsen. Heldigvis kom en sød kollega mig til undsætning.
  • De førnævnte nissesokker. Der har med andre ord været periodisk udfald i forhold til opfyldning af lækkerier, hvilket hænger sammen med, at jeg jo faktisk går i seng før Ældste Pode. Og jeg kan jo ikke så godt stå og fedte rundt med de sokker dér lige foran næsen på ham.

Nisse

Nissen, som Kollega hængte op på min dør.
Er taknemmelig for al julesupport!

Til gengæld har jeg formået dette:

  • At spise så mange pebernødder, at jeg har fået en allergisk reaktion. Det er sket før.
  • At bruge sammenlagt et døgn på at se julekalendere. Har dertil set ind til flere julefilm.
    De fleste af dem virkelig dårlige amerikanske B-film; det kan være underholdende i sig selv: Kliché-jul, afholdt i noget norsk fjeldhytte-look-alike ved idyllisk sølandskab. Noget i den stil. Hvor man kan se hvor snevejrsmaskinen er placeret i forhold til den vinkel hvorfra hovedpersonerne bliver beskudt med hvidt syntetisk pulver. Hvor heltinden (som i historien altid er for alt for god, smuk og mild til denne verden, men i virkeligheden er pumpet med botox), er fanget i snestorm, men hvor hvert hårstrå – foruden lipglossen – sidder helt perfekt (gad vide hvordan jeg ville se ud, hvis jeg var fanget i sådan en snestorm……). Masser af happy ending.
  • At blive busted som nisse af Mellemste Pode en tidlig morgen, hvor jeg havde gang i en sokke-refill. Mens jeg klokken 05:22 stod ved nissesokkerne og missede med øjnene ned i Karen Volf-posen, befandt Mellemste Pode sig pludselig lysvågen lige foran mig, og spurgte med semi-anklagende stemmeføring: “Hvad laver du, mor?!”. ..
    Jeg tør ikke spå om, hvor stort hans traume er, eller bliver, i den henseende…

Men det er trods ovennævnte udfald og forglemmelser gået meget godt alligevel…..

Dagens kloge ord

Roy L. Smith:
”Den, som ikke bærer julen i sit hjerte, finder den aldrig under træet”
(Utroligt, hvad man kan finde af kloge ord på en pakke julete…)

Tilbage er der kun at sige: Rigtig glædelig jul; jeg håber du får en dejlig én af slagsen!

Færdig med svømning!

Officielt færdig med svømning med Mindste Pode.  Ikke nok med at sæsonen er slut, jeg gider heller ikke mere… Svømning med børn kan være fantastisk hvis ellers barnet gider vand, men det gør Mindste Pode øjensynligt ikke. Hans karriere som vandløve holdt relativt kort, og siden han gjorde en ende på den, er det gået støt ned ad bakke. Ikke at vi ikke hygger, for det gør vi (…), men selve opholdet i vandet er en smule… hvad skal vi sige… anstrengt. Han klamrer sig til mig, ikke kun med arme, men også med ben, som han kan få viklet om én i en sindig knibtangsmanøvre, så man står mere eller mindre handlingslammet i bassinet med påklistret unge. Som er utrolig svær at afmontere igen. Og kommer op af vandet oversået med kradsemærker. Det ville være synd at sige, at jeg ligefrem har set frem til disse torsdag eftermiddage, og jeg er endda gået så vidt som til at sige til en kollega, at jeg virkelig håbede, at et andet barn kunne lave lort i bassinet så vores træningspas ville blive aflyst. Det er desværre kun sket én gang.

Hvad Mindste Pode til gengæld har syntes rigtig godt om til svømning har været at hælde vand ud over mit hoved. Litervis af klorvand har sejlet ned ad mit ansigt til stor fryd for Mindste Pode, og iflg. svømmelæreren er det et super-godt pædagogisk udgangspunkt. (??!!??) Men hvad gør man ikke, for netop at være et super-godt pædagogiske udgangspunkt? Specielt når der står en fagperson lige ved siden af….

Nå. War is over. Er meget lettet.

Sagt af Mindste Pode på vej hjem fra svømning: ”Mor, jeg ved godt hvad 4+4+4+4 gi’r! Det gi’r MANGE firtaller!!”

IMG_Aftenshimmel alb

Fotograf: Paparazzi Laila

Mere nyt fra vasketøjskurven – med en sokkeopdatering

Får du også nogle gange sådanne poser med hjem fra børnehaven?:

IMG_1106

Med fugtigt/vådt, og til tider uigenkendeligt tøj? Som enten har været udsat for vandpytter, eller ”jeg nåede ikke helt på toilettet…”?

Eller med helt ubrugeligt indhold, som for eksempel disse regnbukser, som fra morgenstunden var hele:

FullSizeRender

Nu med hul, og en halv sandkasse.

Vi har i de forløbne ti års tid fået så mange poser med hjem at jeg tænker, jeg måske ligefrem kommer til at savne dem den dag de ikke længere er en del af vores hverdag?
Ved du, om man gør det?

Nå, jeg vil tillade mig at vende tilbage til dét med de enlige strømper, som jeg tidligere har været inde på. Og derfor en follow up on socks, som udspringer fra en skøn aften i selskab med blandt andre Paparazzi Laila hjemme hos en anden fælles veninde. Paparazzi Laila står og ryger ude i haven, og råber (det gør hun en del, altså både ryger og råber): ”DE HER LAVENDLER DUFTER HELT FANTASTISK!! DE SKAL BARE LIGE NED I EN SOK…….”

Hermed opskriften på lavendelstrømper:
Du skal bruge og gøre følgende:

  • 1 stk. enlig strømpe
  • En god dusk lavendelhoveder/blomster (tjek for smådyr og andet skravl…)
  • Enlig strømpe fyldes halvt med lavendler
  • Bind knude på strømpe
  • Træk den resterende sokkedel tilbage over den del, der er fyldt med lavendler (så der kommer dobbeltlag strømpe)
  • Luk evt. med fin sløjfe…….

Så har duftposer der er ligeså gode som nogle, du kan købe for mange penge i franske butikker….

Et voila:

FullSizeRender (5)

Jeg vil slutte af med at stille et af livets store spørgsmål:
Hvorfor vender samtlige sportsstrømper pr. definition vrangen ud?:

FullSizeRender (2)

(Ja, ja, jeg ved det godt, klamme og svedige fødder yder modstand i strømpen.
Undres nu alligevel….)

(Gårs)dagens bemærkning

Mindste Pode: “Hvorfor har du den dér på??”
Mig: “Det’ fordi jeg skal til julefrokost, så det er meningen, at jeg skal være smart!…. Er jeg smart, synes du?”
Mindste Pode tøver længe: “………lidt….”

Projekt køkken

Vi har fået nyt køleskab. Utroligt hvad indkøb af den slags kan forårsage.

Faktisk startede det helt tilbage fra den weekend, hvor vi havde klassebamsen med hjemme (og jeg gik lidt i panik søndag aften fordi det mest eksotiske jeg havde foretaget mig i den pågældende weekend var et besøg hos Skousen, samt at se ’Der Untergang’ på DRK.
Så var scenen ligesom sat for mit eget vedkommende).

Med hensyn til det nye køleskab, så var vi blevet lidt trætte af konstant pladsmangel i det gamle; det manglende greb i lågen (det faldt af for længe siden) og af, at der konstant var en jævn blanding af is og vand i bunden af køleskabet.

Nå, men det nye køleskab afstedkom et helt nyt køkken. Næsten, da. Det er i hvert fald blevet malet, og spisebordet, stole og vitrineskab har også fået en omgang. Det har taget noget tid. Godt, at min mand ikke på forhånd vidste hvilket omfang ’projekt køleskab’ ville tage, da det forvandlede sig til ’projekt køkken’…

Der har dog været en mindre krise undervejs. En farvekrise, nærmere betegnet. Efter en del overvejelser besluttede jeg, at køkkenstolene skulle være grå (min mand går ikke op i den slags lavpraktiske deltaljer). Noget gik dog galt under indkøb af grå maling, så nu er stolene en skønsom blanding af grå, brun og lilla. Meget ubestemmelig og udefinerbar. Og jeg kan ikke finde ud af om det er en ok farve(???), eller om det ligner én af de der brækfarver fra 70’erne. Man åbner bøtten, og tænker ”Ahhrrr… var den virkelig SÅ lilla henne i butikken?!”
Ak, uanset, så er den i alle tilfælde lilla nu! Og så er det jeg begår den fejl, som jeg altid gør:
Jeg begynder at male, i håbet om, at farven viser sig at være okay. Og jeg ved ikke hvornår jeg lærer, at jeg bare skal stoppe op indledningsvist inden jeg har spildt både tid og maling med et resultat, som jeg ikke er tilfreds med. Og får noget, der minder om periodisk identitetskrise, fordi jeg ikke anser mig selv for at være typen, der har lilla stole. Men det har jeg så nu (både lilla stole OG identitetskrise).
Men jeg gider omvendt heller ikke male dem om….

Nogle af mine bekendtskaber vil kunne huske da jeg ved en fejltagelse fik malet min étværelseslejlighed lyserød (den skulle være ’svagt mokkafarvet’). Eller mit pastelfarveflip på de svenske almuemøbler. Eller da jeg malede vores sommerhus diarréfarvet (det skulle være helt mørkebrunt).  Sommerhuset er stadig diarréfarvet.

Spørgsmålene er disse:

  • Skal køkkenstolene fortsat være lilla?
  • Sker det mon nogensinde for kronprinsesse Mary? (uden sammenligning i øvrigt?)

Utroligt at man kan se så forkert på sådan et lille-bitte farvefelt i dårlig belysning….

***

Nå, midt i alt det hersens malerhalløj, skulle vi jo også have tømt det gamle køle-/frysedyr.
Og det er virkelig spændende hvad man finder i sådan en fryser allerinderst inde. Det er lige før der er indhold nok til en gyser.

Udfordringen er, at jeg går ind for at man skal undgå madspild (nogle gange er det bare virkelig svært). Derfor bliver alt frosset ned. Det gjorde min farmor også (kan du huske det, Søs?); jeg undrer mig lidt over, at jeg ikke selv er kommet over det stade.

Tilsyneladende har vi haft et væld af rester i fryseren.
For at være helt præcis, har vi levet af rester fra fryseren i tre uger. Det er ellers en lille fryser. Med mange frysepomfritter. I virkeligheden siger det nok mere om, hvor lidt fast føde mine poder har indtaget ved aftensmåltidet i den periode.

Jeg er stødt på et utal af ugenkendelige retter i varierende størrelser. Kun et ord er dækkende: Kaos. Årsagen til dette kaos skyldes, at der jo tydeligvis ofte hersker lidt småpaniske tilstande i køkkenet på det tidspunkt, hvor den pågældende rest puttes i fryseren, som regel med en tanke a la “Jeg kan selvfølgelig godt huske at der er en rest chili con carne i denne her boks, og hvis jeg VIRKELIG ikke kan huske det, så er det jo tydeligt for enhver, man kan jo bare se efter!…”.
Men næste gang jeg tager beholderen frem kan jeg intet huske, ligesom det heller ikke længere giver sig selv, hvad det er der er dernede…

For eksempel dette:

FullSizeRender (3)

????

Har du et bud??
Kylling i karry? Muligvis noget kotelet i fad…
Hmm…?

Men nu er resterne udryddet; der er for en gangs skyld utroligt nysseligt i køkkenet, i hvert fald for en lille stund. Måske fem minutter…….

Nu er Lucia død! Skudt af en pebernød……

Det er nok de færreste, som ikke er bekendte med Sankta Lucia. Jeg mindes mine egne Sankta Lucia-udskejelser som en blanding af noget præstationsangst koblet med et spinkelt håb om at blive brud. Det blev jeg aldrig, og det er nok også meget godt.

I år skal begge de ældste poder gå. Mellemste Pode glæder sig afsindigt, mens Ældste Pode ser frem til dagen med gru: Det er måske heller ikke så fedt at være en dreng i femte klasse, der skal defilere rundt på hele skolen iført hvide gevandter, og udstyret med et stearinlys. Derudover hader han at synge, hvilket ikke mindst hænger sammen med hans musiklærer, som endnu ikke har erkendt, at der simpelthen findes børn, der ikke ejer en tone i livet (jeg siger ikke at det er mit barn, der ikke ejer en tone i livet, men hvis det nu er tilfældet, så har han heller ikke dét fra fremmede). Musiklærerens udgangspunkt er derfor, at det må være et spørgsmål om vilje, og hvor der er vilje, er der vej. Når lokalerne så er fyldt af skingre og falske røster konstaterer hun derfor blot lidt irriteret, at nu må de lige ta’ sig sammen.

Ældste Podes bekymringer går dog primært på, at hans klasse skal gå Lucia ikke bare for de mindste på mellemtrinnet, men for ALLE de store også (ikke at forglemme, at det nærliggende plejehjem ligeledes skal frekventeres, men det fylder knapt så meget i de rædselsscenarier, som Ældste Podes forestillingsevne kører på repeat). Ak. Jeg er sikker på, at det bliver yndigt.

Intet overgår dog den fatale Sankta Lucia-seance i børnehaven for et par år siden, hvor der gik ild i en forælders hår.  Børnehaven havde ellers været forudseende nok til at alt foregik med batteridrevne wanna be-lys. Der var faktisk kun ét stearinlys i hele børnehaven, som var tændt.
Det stod for sig selv på en hylde relativt højt oppe, uden for mindre poders rækkevidde.

Imens alle forældre og søskende holdt vejret i åndeløs spænding, indfandt det pivfalske børnekor sig på stuen orkestreret af en utrolig entusiastisk pædagog, som med energiske og opadgående armbevægelser gjorde et ihærdigt forsøg på både at navigere hoben af unger efter planen, og samtidig få dem til at synge højt (dog uden at få dem opildnet til at indskyde den forbudte ’skudt af en pebernød’-sætning i sangen). Pludselig brød selvsamme pædagog dog ud i et makabert hyl, mens hun med lynets hast transcenderede rummet for dernæst at klaske løs på en intetanende mor – med hestehale – som i sin iver efter at få ungerne foreviget, havde lænet sig voldsomt bagover med sit kamera. Hestehale ind over det tændte stearinlys. Intetanende mor, som nu kunne se frem til smart korthårsfrisure. Det lugtede virkelig fælt.
Og sikke et drama! Pigerne græd, mens drengene jublede.

Vi håber på fredeligere optog i år, ellers skal jeg nok holde dig opdateret.
I mellemtiden: Pas på lysene derude! Og dig selv, ikke mindst….

22. november 2015, vinter i Torp.

Fotograf: Lars Pedersen