Månedsarkiv: januar 2016

For helvede!

”For helvede” synes at være blevet det nye gængse ord i trafikken. To gange inden for en relativt kort periode har folk råbt af mig på cykel. Jeg bestræber mig ellers altid på at køre pænt og hensynsfuldt, holde for rødt, og selv være høflig i det hele taget.
Og når jeg skriver ’folk’, så er det ikke bare ’folk’. Det har faktisk været to sådan objektivt set pæne, midaldrende damer. Som jeg – som udgangspunkt – ikke ville tro, kunne tænkes at anvende et så kradsbørstigt ordvalg. Jeg er faktisk rystet, og jeg er ikke sådan én der nemt rystes over bandeord, jeg bruger dem som bekendt selv i flæng.

Den ene gang var det damen selv, som ikke havde set, at jeg havde rakt hånden op til standsning, hvorefter jeg hurtigt hoppede af cyklen, og sprang ind på fortovet. ”For helvede!!” råbte damen.

Den anden gang kom ukvemsordene fra en type i noget latexlignende outfit med hele tre indbyggede baglygter i den selvlysende beskyttelsesvest i noget neongult (kender du typen?). Hun kom kørende i meget høj fart, og ja, vi kørte to på cykelstien, min ældste søn og jeg, og jeg var ikke lige hurtig nok til at komme ind til siden i forhold til damens tempo, da hun med kort varsel pludselig ringede kraftigt på sin ringeklokke lige bag ved os: ”Så flyt jer da, FOR HELVEDE!!” brølede damen. Min søn blev ked af det.

Og det er faktisk min anke. For begge gange har jeg haft børn med. Hvis ikke de havde været med, havde jeg med al sandsynlighed taget til genmæle. Ingen tvivl om, at jeg havde lyst til at råbe tilbage. Noget a la, at de da ’for helvede’ også er en slags rollemodel for hvordan man opfører sig i trafikken, og hvordan de lige regner med at mine sønner skal agere i trafikken som 20-årige, når de oplever sådan noget her? ….
Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Heldigvis har jeg været klar nok i hovedet til at tænke, at i denne her situation bliver der nødt til at være i bare én rollemodel – altså mig – som viser, at den slags lader man fare.

Jeg ved godt, at opdragelse som udgangspunkt er forældrenes ansvar, men som samfund har vi altså også et fælles ansvar. Og selv om damerne selvfølgelig kun har tænkt, at de råbte af mig, så har børnene også følt sig ramt.

Vi har talt en del om, at samværet med andre mennesker nogle gange er komplekst. Ligesom jeg har prøvet at forklare poderne, at det ikke har noget med mig eller dem at gøre, når fremmede pludselig overfuser én, men at det er et udtryk for de andre, som mennesker. At de sikkert har haft det skidt, fået det forkerte ben ud af sengen, eller at nogen har råbt rigtig meget ”for helvede!” til dem. Men at det er helt forkert.
Og at man skal behandle sine medmennesker ordentligt.
Hvad er det, vi vil vise vores børn?

Der er selvfølgelig altid en grund til, at folk reagerer som de gør. Måske har de pågældende damer begge været igennem ting, som jeg slet ikke forstår, og måske er tåben på cykelstien (altså mig), dråben, som får deres bæger til at flyde over. Og al den opsparede galde kommer ud. Hvis den så kun kom ud over mig, så var det da til at holde ud. Men uanset, så sætter det jo ringe i vandet. Dem, det går ud over, bliver kede af det. Råber videre til nogle andre en anden gang. Og jeg bliver vitterligt bekymret for hele menneskeheden. Jep. På grund af tilråb på cykelstierne. Men jeg tænker på, hvordan det skal gå, når der er så lidt overskud til hinanden som medmennesker i dagligdagen, i vores nærområde. I et land, hvor vi virkelig har det godt. Hvordan står det så til med overskuddet og medmenneskeligheden på verdensplan? Hvor der er knapt så meget overskud? Måske jeg kører ud af en tangent, men kan du følge min tankegang?

Rent psykologisk set er der er tale om en ganske basal mekanisme, der går i gang, når man bliver råbt ad eller på anden vis føler sig nedgjort. Det bunder helt simpelt i urmenneskets frygt for at blive udstødt af flokken. Og det er alligevel vildt nok. Tænk på det næste gang en pæn, midaldrende dame hælder ukvemsord ud over dig eller din pode. At det er helt naturligt at føle sig ked af det. Men det er også naturligt at blive vred bagefter (og ha’ lyst til at råbe tilbage).
Og hvis vi skal vende dét til noget godt, så er vreden tilsyneladende ikke altid en skidt ting. Thomas Nielsen skriver i bogen ”Vrede” følgende:

”Uden vrede ville ingen af os være her. Alle mennesker – og de fleste dyr – fødes med anlæg for vrede, og aggressiv adfærd har spillet en central rolle for overlevelse og udvikling gennem evolutionen. Også i dag kan der være betydelige positive effekter ved vrede, som kan være lige netop det skud energi, der skal til, for at vi bliver i stand til at handle konstruktivt og ændre på tingenes tilstand.”

Man kender det jo faktisk også selv, trangen til at lade en utællelig mængde uretfærdigheder gå ud over én eller anden sagesløs. Jeg har imidlertid fundet en – tror jeg selv – bedre løsning: Madkasseskabet, hvor alle tænkelige typer af plastikemballage udelukkende venter på at springe ud i hovedet på dig, blot du nærmer dig skabslågen. Det er selvfølgelig kun en tænkt løsning, ifald du altså har et madkasseskab? Vi har (som det fremgår) ét, Gud nåde og bedre det.  Men jeg har nu valgt at se det som en kærkommen lejlighed til at lade alle aggressioner, eder og forbandelser gå ud over noget materielt.
Plastikeksplosion i køkken coming right up. Be ware…

Dagens kloge ord

Benjamin Franklin:
“Det, som begynder i vrede, ender i skam”

Albert Camus:
”Det absurde ligger ikke i mennesket og heller ikke i den omgivende verden,
men i det faktum, at de begge eksisterer”

Cykel

Tweens….. Have you got any?

Ældste Pode nærmer sig med lynets hast teenagealderen, og det er tydeligt allerede nu.
Jeg har ellers gennem en årrække mistænkt ham for at være en skiftning. Jeg har tænkt, at det barn var for godt et barn til at være mit. Hans meget milde væsen forenet med hans manglende sukkertrang.
Det kan helt klart ikke være mine gener, der slår igennem dér.

Men nu er der ligesom sket et eller andet. En transformation af en art. I løbet af en enkelt nat, hvorefter min søde søn vågner op om morgenen, med øjne, der lissom er fastfrosset i en slags opadvendt himle-position. Han er pludselig ude af stand til at sige andet end en dyb, opgivende og hollandskklingende HHRrrrrrrrrr-lyd, eller komme med bebrejdende vantro udsagn a la: “Det siger du ikke!…”  eller ”Du stiller bare de DUMMESTE spørgsmål!!”. (Rettelse: Det var vist Mellemste Pode, der stod for dén….).

Derudover er jeg en frygtelig PINLIG mor. Det er i og for sig ikke noget nyt, for det har jeg været længe. Nu er det bare blevet mere udtalt. Og det er blevet meget vigtigt for Ældste Pode at signalere, at han INTET kendskab har til den skøre kugle ved hans side. Derfor antager han cirka en halv kilometer før ankomst til skolen en sådan lidt halvrå attitude og en tilsvarende kortfattethed (tilsæt hertil de fortsat himmelvendte øjne). Farvel til Poden sker helt uden for skolens matrikel, og hvis han ellers en sjælden gang nedlader sig til et knus, virker det mest som om han forestiller sig, at jeg var en byldebefængt pestramt.
Knus uden kropskontakt kan være virkelig besværligt og akavet.

I takt med at de lange lemmer vokser og den håbløse attitude tiltager, opfatter vi voksne, at hans hjerne bliver tilsvarende svampet. Hukommelsen svarer til noget plejehjemsniveau. Overraskende kort korttidshukommelse. Det kan for eksempel komme til udtryk ved et fælles tjek af dagens lektier, hvor vi gennemgår med ham hvad der er lavet, og hvad er ikke lavet. Vi når frem til, at han kun mangler at lave historie. ”Og det laver du så nu”, bliver vi enige om, og det skal han nok, siger han. Da han en times tid senere stikker hovedet ud fra værelset for at høre, hvornår han skal afsted til håndbold, ser min mand resultatet af historielektielæsningen på skrivebordet. Der står kort og godt: ”Kilde 2:”….
Det viser sig, at han har glemt at lave lektier. Glemt det? Spørger vi vantro – hvordan kan det gå til? Blev du overfaldet af en iPad?

Men igen. Ikke overraskende.  Ældste Pode har sågar har præsteret at glemme sin lillebror, men det er en helt anden historie, som ikke helt tåler dagens lys.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det munder ud i, når han runder de magiske tretten, og faktisk bliver en teen, og ikke bare en tween…

Nå. Jeg foranlediges til bringe disse bevingede ord: ”This too, shall pass….”
Håber jeg da.

Dagens kloge ord

Oscar Wilde:
”Børn begynder med at elske deres forældre.
Når de bliver ældre, dømmer de dem. Undertiden tilgiver de dem”
.

slaggaard banke ooc 140215

Fotograf: Lars Pedersen

Hørt i børnehaven:

Det er en indtil videre dejlig dag, og vi befinder os i børnehavens garderobe, hvor Mindste Pode fylder hele gulvet mens han er i færd med at iføre sig flyverdragt og tilbehør. Det er fyraften, og vi skal hjem nu.

Mens han roder rundt efter det ene og det andet, træder faderen til et andet barn ind i børnehaven.
Mindste Pode råber glad: ”HEJ!! Julius er inde på stuen!”
”Tak-tak!”
smiler Julius’ far høfligt, og nikker til mig, alt imens jeg soler mig lidt i glansen fra mit søde og hjælpsomme barn.

Her kunne historien i og for sig fint være stoppet (hvis du spørger mig), men Mindste Pode fortsætter: ”Mig og Julius har været op’ å slås i dag, ud’ på legepladsen!”
”Nå?!” siger Julius far.
”Men jeg vandt!” proklamerer Mindste Pode med sammenknebne øjne; ”Jeg gjorde bare SÅ’N her!”.
Der bokses vildt og heftigt ud i luften, og suppleres med hvæselyde i nogle temmelig lange sekunder. På et tidspunkt rejser han sig op, de vilde armfagter fortsætter, men det er åbenlyst, at der nu luftbokses ned mod jorden. Stadig med lydeffekter og en lille smule ukontrolleret mundvand. Billedsproget taler med al tydelighed: Julius er færdig. Mindste Pode holder en kort kunstpause mens han puster en tot hår væk fra øjnene, hvorefter han siger ”Men vi er blevet gode venner igen!”. Smiler selvtilfreds (for hvad betyder en smule tæsk mellem venner, så længe man bagefter følger reglerne for god opførsel?). Julius’ far smiler for sit vedkommende ikke helt så meget mere, faktisk er hans ansigt svært at tolke på dette tidspunkt, hvor han hastigt sætter kurs mod stuen og sønnen, der efter beskrivelsen må være blevet omdannet til en gang hakkebøf. “HEJ-HEJJJJ!!” brøler Mindste Pode glad efter ham.

Åh, Gud, hvem der på sekundet kunne forsvinde ned i et stort, sort hul.
Tror jeg skal bestræbe mig på at undgå at hente pode samtidig med Julius’ far fremadrettet.

Mindste Pode bliver uden tvivl spændende at slippe løs i det københavnske natteliv om en tretten års tid.

Torsdag 20.01

Rigtig god weekend til dig!

Lech Walesa versus Darth Vader

Mens Mand in between håndboldkampe i det polske har haft travlt med at oplyse ældste poderne om langt mere alvorlige ting som kz-lejre, 2.verdenskrig, Warszawapagten, kommunisme og Lech Walesa, har jeg som sædvanligt svømmet rundt i min egen lille tryghedsboble. Vi er virkelig privilegerede her i vores lille smørhul!
Historiens brede vingesus kontra min egen lille dag.
Det sætter altid det hele i perspektiv, men ændrer ikke så meget ved, at det fortsat ikke er på de hjemlige breddegrader, at der sker revolutioner.

Et par af dagens peaks, brudstykker:

Første peak: Indkøb af kostume

Det er snart fastelavn.
I den forbindelse har Mindste Pode længe fablet om et Darth Vader-kostume. Overrasket?
Ergo står jeg relativt sent på eftermiddagen i en fætter BR, og ser mig forvildet omkring.
Falder over noget kostumeværk med ‘STAR WARS’ anført på pappet. Vandrer troligt op og stiller mig i køen. “Hvis min søn nu har ytret ønske om at være Darth Vader til fastelavn, er det så det rigtige udstyr jeg kommer hjem med, hvis jeg køber det her?” spørger jeg ekspedienten, da det bliver min tur. “Nej, det er Artoo Detoo”, kvitterer hun, mens hun gelejder mig over til et helt andet stativ, og hiver noget nyt tøj frem. “Det vil så sige, at den maske jeg har fundet, heller ikke er den rigtige?” spørger jeg påny. “Nej, nej!” udbryder hun, efterfulgt af et “Sig mig, ser du aldrig Star Wars med dit barn?”. “Neeeejj”, mumler jeg. “Jeg er mest sådan typen, der smiler og siger “Nej, hvor fint!”. I virkeligheden aner jeg ikke hvad der foregår inde i flimmerkassen, når de viser mig noget”.
Til gengæld er jeg VILDT god til Thomas Tog-sangen, havde jeg lyst til at sige, men det var måske ikke super-relevant i den sammenhæng.

Mindste Pode blev VIRKELIG glad for kostumet, som nu har afstedkommet et ønske om et dobbeltlyssværd. ?? I do not have a clue. Mand bliver helt klart ikke begejstret.

Darth Vader

Selv Darth Vader kan vel trænge til en gulerod.

***

Andet peak: Aftensmad…

Brændte kartofler

Ser dine kartofler nogen sinde sådan her ud, når du er færdig med at lave mad?
Eller gryden, rettere sagt? Nej??

Jeg kommer ud i køkkenet og tænker: Besynnnnnnnderlig lugt. Noget er helt klart ikke som det skal være! Hm. Tænke-tænke. En pære bliver tændt i en afkrog af mit hoved: PIS!! Kartoflerne! Puha, en fæl lugt! Åbner vinduer på vid gab, men opgiver at åbne ud til bagtrappen, eftersom naboen laver underligtlugtende gryderet, som i virkeligheden er endnu værre end mine brændte kartofler.

Mindste Pode kommer ud i køkkenet og kvidrer: “Ih, her dufter dejligt, hvad skal vi ha’ i dag til aftensmad?”. Det er ved Gud sjældent man hører den slags fra knægten. Humøret er sikkert højt efter at have skuldret noget god udklædning. Humøret dalede dog drastisk efterfølgende.
Vi endte med rugbrødsmadder. Der røg den kartoffelmos.

Nogle foreviger skønne retter, jeg foreviger brændte gryder. Hver sin lyst.
This is SO not yet another feel good blog. Ikke i ordets egentligste forstand, i hvertfald.
Hvis du nogen sinde var i tvivl….

Nå, op på hesten igen!

Tilbage er der vist kun at sige: ”Good bye, old friend. May the Force be with you!….”

(Almost) home alone

Lige nu er Mand på tur med begge de største poder. Noget med noget håndbold, der spilles i Gdansk i disse dage. Det betyder, at Mindste Pode og jeg råhygger. Totalt kvalitetstid; jeg elsker det! Der er ikke bare kvalitetstid til Mindste Pode, men også til mig selv.
Det er vist det man kalder en win-win!

Bortset fra det, er jeg – i sammenligning med, hvordan jeg er som mor til tre – en FANTASTISK mor til ét barn. Læg lige en gang mærke til, at jeg roser mig selv; det sker ikke særlig ofte. Men alle, der har mere end ét barn ved, hvilken svir det er, når der kun er ét barn, der skal ha’ omsorg, ha’ kærlighed og opmærksomhed. Ingen kage, der skal fordeles ligeligt som sol og vind og kys. Der er kun den ene Pode, som man – lidt ligesom med en tragt – bare kan fylde på.
Det er selvfølgelig lidt sent, jeg finder ud af det.
Jeg kan godt huske, at jeg ikke troede på dem, som sagde ”ét barn er ingen barn” mens jeg kun havde Ældste Pode, og var ved at segne over det. Men jeg kan omvendt også huske, at man uden problemer sagtens kunne bruge tre kvarter på at komme hjem fra vuggestue, fordi der skulle ses på snegle.

Men lige nu er det som sagt en sand fornøjelse. Der er ingen der kæmper om, hvem der kom først op eller ned ad trappen, ingen der skændes om hvem der vågnede hvornår, hvem der tog de sidste cornflakes i pakken eller om hvem, der har stået længst tid i kø til toilettet.
Når der kun er en enkelt pode hjemme, er der fred på jord.

***

Når det så er sagt, så er der som bekendt altid en bagside af medaljen: På en eller anden vis er jeg altid lidt udfordret, når jeg er alene hjemme. Det er på en måde lidt som det dersens torsdagsfænomen. For når jeg er alene hjemme sker der nogle gange det, at strømmen f.eks. går (og guderne skal vide, at der ikke er gået nogen elektriker tabt i mig), eller at jeg stopper toilettet. Det lyder måske relativt uskyldigt, men jeg bliver totalt handlingslammet. Og går lidt i panik. Ringer gerne til Mand i den anledning. Som dog ikke kan fikse hverken toilet eller strømforsyning fra Polen, eller hvor han nu befinder sig. Helt ærligt, come on. Ufatteligt, at jeg i mange år før jeg flyttede sammen med Mand, boede helt alene uden at lave ulykker.
Eller måske har jeg bare glemt det?

Derudover er der dét med nætterne. I betragtning af hvor frygtløs jeg var da jeg var yngre, har jeg nu udviklet mig til at være ikke så lidt af en kylling. Hurra for evolutionsteori. Jeg låser alt hvad jeg kan, og tjekker også lige under sofaen – bare for en sikkerheds skyld. Heldigvis har jeg om natten selskab af Mindste Pode, som nu i den øvrige families fravær får tilbud om at sove i dobbeltsengen. Hyggeligt, men dog med en del afbrydelser inkluderet: Han bakser rundt som en sæk lopper det meste af natten, og derudover bliver der også talt lidt i søvne ind i mellem.

Ting, der er sket i nattetimerne under Mands fravær:

  • Der er givet spontant high five. Ja, jeg vidste ikke det skete, før jeg vågnede ved det. Et godt og gedigent: KLASK! Efterfulgt af kommentaren: ”Yes! Sådan dér; jeg vandt!” – ??
  • Mindste Pode skriger skingert gennem det nattesorte soveværelse: ”Jeg sagde LAKRIDSchokoladeKAGE!!!”. Igen: ???
  • Der pudses fortsat næse. But of course.
  • Der bringes vand.

***

Mindste Pode får altid en længere forelæsning før puttetid om eventuelle toiletbesøg.
Det handler om, at han skal vække mig, fordi jeg simpelthen ellers ikke hører ham (døve ører), hvorfor jeg ser i ånden at han sidder dér på tønden i al evighed mens han kalder:
“Jeg er FÆR-DIIIIIG…..”.
Derfor bliver jeg som regel vækket blidt ganske tidligt, af Mindste Pode, der hvisker så højt han kan: “MOR! Jeg skal lave LORT!!”.
Og så er dagen på ejendommeligvis skudt i gang. Og endnu en nat er gået.
Og kyllingen (altså mig) overlevede…..

Jeg håber du får en rigtig god uge, med lidt kvalitetstid til dig selv….
Husk at nyde sneen, så længe den er her!

Sne

Dagens kloge ord

Jesse Jackson:
”The problem is not that the deaf can’t hear. The problem is that the hearing won’t listen”

Noget om syge børn

Mindste Pode er syg. En eftermiddag hjemme med ham, har fået mig til at tænke lidt over det der med vuggestuepest (selvom han går i børnehave), og de stakkels små, når de er syge.

’Syge børn’ kan under normale omstændigheder inddeles i fire etaper:

  • Man konstaterer, at poden er dårlig. Forældrediskussionen om barns første sygedag, og om hvis arbejde der er vigtigst, opstår, og her er det de benhårde og knivskarpe argumenter, der er afgørende for hvem der efterfølgende retmæssigt kan trække sig ud af diskussionen som sejrherre, og tage på arbejde.
    I dag lavede vi en deler. Mand tog formiddagen, og jeg tog eftermiddagen.
    Noget med møder.
  • Høj feber. Læge?
  • Bekymringsfase overstået. Faktisk hyggelig fase. Man kan nyde at sidde sammen i sofaen, og holde dem fanget i sit greb, og man kan kysse dem sanseløse fordi de ikke helt orker ikke at gide det.
    Og se oceaner af dvd’er (Nope. Vi har ikke netflix….).
  • Den utroligt trælse fase, hvor barnet faktisk reelt set er raskt, men ikke helt rask nok til at komme afsted, men hvor det på én og samme tid er en blanding af sit gamle og sit syge jeg. Det vil sige hyperaktiv i skøn forening med manglende overskud, og derfor top-pjevset. Samtidig er poden temmelig forvent fordi serviceniveauet har været højt i de forløbne dage; hvor alting er blevet bragt og gjort for ham ved mindste pip; hvor han har fået lov til at spise kiks og drikke saftevand i sofaen, hvilket ellers normalt er helt og aldeles forbudt-forbudt. Nu erfarer poden, at servicen er stærkt dalende, hvilket ikke falder i god jord.
    Det gælder om ikke at have sygedagen på netop denne dag. Det er stærkt opslidende for selv de mest tålmodige forældrene (og guderne ved, jeg ikke er én af dem).

Vi er pt. i den hyggelige fase. Feberhed, ninjaudklædt pode, som snotter, hoster og harker i det uendelige. Han har siddet under dynen det meste af dagen med den ene hånd på et sværd, og den anden hånd på iPad’en. Har mine tvivl om hvorvidt han er frisk i morgen.  Men uanset, er dette sygdomsforløb intet at regne i forhold til dengang vi havde synkronopkastning fra køjeseng. Se dét var tider. Opkast über alles.
Tal om handlingslammede forældre. Og en vaskemaskine på randen af kollaps.
Jeg tror faktisk min mand har fortrængt det.

22. november 2015, vinter i Torp.

Fotograf: Lars Pedersen

Hvor går tiden hen, når den går?

Kender du de dér mareridt, hvor man kæmper og kæmper, uden at nå nogle vegne? Sådan føltes min dag i dag. Jeg har konstant haft følelsen af, at det tog, jeg skulle på, for længst var kørt. Og så er det ikke en gang torsdag. But that goes a long way.

Nogle gange når jeg kører fra arbejde tænker jeg, at i dag er der bedre tid; i dag behøver alting ikke være så fortravlet. Men alligevel er der aldrig helt den mængde minutter i timerne, som jeg regner med. Tiden løber fra mig, og jeg ender alligevel med at stresse lidt over det hele.
Jeg forstår det ikke. Ganske simpelt. Og jeg er endda tidspessimist, hvilket ikke bør overraske nogen.

Og så er det, at jeg tænker: Hvor går tiden hen, når den går??

Hverdagen er helt og aldeles afhængig af, at alting klapper, og der er ikke sådan en ting som en tidsbuffer i minutregnskabet. Derfor er det nu lidt af en lettelse, at vi i forårets sportsaktivitetsprogram har droppet både Mindste Podes svømning og Mor-monsterets yoga-sessions (dog er der kommet ekstra håndboldtræning for Mellemste Pode, men den lader jeg lige være med at kommentere yderligere på i dag).

Med hensyn til yoga, har jeg erkendt, at vasketøjsbunkerne truer med at overtage verdensherredømmet hjemme hos os under mit fravær. De to timer jeg bruger på yoga mangler simpelthen i regnskabet andetsteds. Det går bare ikke. Og det er da alligevel utroligt!! To timer!?! Men jeg glæder mig til den dag nogen opfinder de dersens ekstratimer, som kan tappes fra dåse.

Så nu er det slut med at folde mit stive korpus ind og ud af stillinger, jeg ikke helt troede var muligt. Slut med at udsætte de omkringværende kursister for fare under balanceøvelserne (der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget). Slut med dejlig afspændt nakke, og hyggeligt tirsdagssamvær med min søde veninde H.

Nu hvor jeg til gengæld håber, at kunne lave et bagholdsangreb på vasketøjsbesættelsesmagten på hjemmefronten, ønsker jeg mig til gengæld mere tid. Det var det, med de der dåser. Tid til bare at være – og helst i min sofa. Jeg tror faktisk, at rigtig mange mennesker underkender værdien i  at ’stene’.
Og bare være. Alene, ikke mindst.

Dagens kloge ord

Shakespeare:
”Tiden går i forskellig takt med forskellige personer”

Christian Kjellerup:
”Et ur er den pinligste og mest påfaldende faktor i tilværelsen”

La Bruyère:
”De mennesker, der bruger deres tid dårligt, er de første til at klage over dens korthed”

Benjamin Franklin:
”Elsker du livet? Så spild ikke tiden, for den er det stof, livet er lavet af”

Santayana:
”Man lever kun de dage af livet, da man virkelig lever”

Rousseau:
”Det menneske, der har levet mest, er ikke det, der kan tække de fleste år, men det, der har følt livet dybest”

IMG_6706

Fotograf: Palle Pophår

De der samtaler, man har med børn….

Der spises aftensmad.

Mand til Mindste Pode: ”Hvad har du lavet i dag?”
Mindste Pode: ”Jeg har leget far-mor-og-børn. Jeg var VAGThund!!”

(Jeg mindes i øjeblikket svagt engang at ha’ læst en artikel om, at det er børn, der er længst nede i hierarkiet, der får hunderollen, og tænker, at det må jeg nok hellere grave lidt i….)

Mig: ”Hvad var de andre børn?”
Mindste Pode: ”De var katte!!”
Mig: ”Katte??”
Mindste Pode: ”Ja!! Clara var kat, Akhmed var kat og Marius var kat!!!”
Mig: ”Var der TRE katte??”
Mindste Pode, glad (hun har fattet det!): ”Ja!!”
Mig: ”Det vil så sige, at der var tre katte og én vagthund… Var der ikke andre?”
Mindste Pode: ”Nej….”
Mig: ”Var der slet ingen mor eller far? Eller nogle børn?”
Mindste Pode: ”Jooooo…” (tænker) ”Julius var storebror!”
Mig: ”Ja! Var der ikke andre?”
Mindste Pode: ”Jo, Virginia var mor!”
Mand: ”Var der ingen far??”
Mindste Pode: ”Jo, men han var rejst.”
Mand: ”Rejst??”
Mig: ”Hm… Hvem fandt på den leg?”
Mindste Pode: ”Det gjorde jeg!!”
Mig: ”Og hvem besluttede så, at faren var rejst?”
Mindste Pode: ”Os’ mig!! Jeg havde nogle VILDT skarpe kløer! Lissom knive, de kom sådan rrrrrsssshhh (knivelyd) ud! SÅ store var de!!” (armbevægelser inkluderet)…

Tror I der skal lægges i kassen til en psykolog?

IMGL8833

IMG_1165

Fotograf: Lars Pedersen

Så kører vi igen…

Troede seriøst at jeg skulle dø, da vækkeuret ringede kl. 5:20 i morges. Det er virkelig helt umenneskeligt tidligt, og jeg vil ha’ mere juleferie! På den totalt barnlige stampen-i-gulvet-agtige måde: Jeg VIL ha’ mer’ juleferie!! ….Hvorfor er der ingen, der hører efter?!….

Er faktisk fast i min overbevisning om, at mennesket – helt på lige fod med bjørne og skrubtudser – er skabt til at gå i hi i vintermånederne.

Åh, det har været to skønne ugers ferie, helt uden idrætstasker, cykellygter og madpakker!

Vi har også fået set en del asfalt undervejs i ferien, kom jeg lige til at tænke på…. Sådan er det, når man er eksiljyde, og mange relationer efterlades flere hundrede kilometer væk. Så vi har kørt lidt rundt i det ganske land i de forløbne dage. Eller det vil sige, min mand har. Siden jeg som nyklækket kørekortindehaver totalskadede min fars bil på hans fødselsdag, har jeg ikke været særlig glad for at sidde bag rettet i den firehjulede. I virkeligheden er det nok lidt af et mirakel jeg overhovedet fik kørekort taget i betragtning af at jeg lærte at køre markræs i en flækket Toyota (det er den slags man gør nogle steder i Jylland).

Fordi det som regel er min mand, der kører bilen, er det nok en logisk følgeslutning at bilen benævnes som ‘fars bil’. Derfor er der stor undren og en del panik, når jeg en sjælden gang sidder bag rettet (i nødstilfælde, og når min mand har indtaget for meget alkohol – som for eksempel nytårsaften). “Hvorfor skal DU køre i FARS bil?!?” spørger poderne med slet skjult rædsel i stemmerne. Og sædvanligvis bliver der også fulgt op på min kørsel med en jævn strøm af advarsler fra bagsædet. Det er ikke uhørt, at Mindste Pode i desperation brøler: “Pas PÅ! Der er et TRÆ!!”. Som står ude i vejkanten, vel at mærke, flere meter fra hvor jeg kører. Men det siger en del om, hvor stor tiltro de har til mig på dette felt. Og det mærkelige er, at der også sker mærkelige ting med bilen når jeg kører. Tændspolerne røg en gang (har du hørt om tændspoler? Helt ny term til mit sparsomme bilmekaniske ordforråd). Forrige gang røg vores aircondition (det var i de gode sensommerdage). Mindste Pode konkluderede blot, at det havde været en meget varm tur med mor i bilen… Og jep, det var det; det var så varmt, at min telefon opgav sit forehavende som midlertid GPS, og i stedet viste et lille bitte termometer-ikon, med besked om, at den ville virke igen, når den blev afkølet.

Hm. I stedet for selv at gøre en indsats for at blive en bedre bilist, gør jeg derimod en dyd ud af at være den opmærksomme co-pilot. For eksempel når vi kører til Jylland.  Jeg er lidt a la Mrs. Bucket fra ‘Fint skal det være’, og det er jo let nok, sålænge man bare sidder ved siden af. Jeg har det fra min farmor, og det ville være synd at sige at min mand er udtalt begejstret eller at han påskønner mine bemærkninger a la “Der er grønt!” eller ”Han bremser!!” (hvor mon poderne har deres advarsler fra?).
Jeg mistænker, at det er en tendens, der bliver værre med årene. Undskyld Mand, du går en svær fremtid i møde.

Hvis vi skal køre noget darwinisme ind over, er det lidt utroligt, at jeg overlevede fosterstadiet.

Det var nogle drøje kilometer, vi tilbagelagde i juleferien. Specielt henover Fyn i vestgående retning, hvor vinduesviskerne kørte nonstop, og der var kø på kø. Meget trætte poder på bagsædet, som supplerede hinandens kommentarer a la ”Hvornår er vi der?” og ”Æjjj, vi har altså kørt i VIRKELIG lang tid!”. En masse prikken til hinanden, en smule ordkløveri. Get the picture? Alt imens vi forsøgsvist kørte af og på motorvejen i forsøget på at slippe fri af køen og udsigten til aldrig at komme nogle vegne.  Køre-køre-køre ad snørklede fynske landeveje. Ned på motorvejen igen. Af motorvejen igen og køre-køre-køre ad småvejene. De køretrætte poder blev også på et tidspunkt til virkelig sultne poder. Da vi næsten var kommet gennem de fynske udfordringer, lovede vi dem, at vi ville finde en McDonalds, så de kunne klare resten af vejen op til Mormor. Vi spejdede længe efter et skilt med den gule måge. På et tidspunkt nåede vi til en by med en virkelig stor byport, og Mellemste Pode skreg begejstret, at her må der da være én! Men nej, byen husede kun cirka seks huse og et lokum, og dét der junkfood havde stadig ret lange udsigter. Den kom faktisk aldrig, den McDonalds, så summa summarum – vi skylder ungerne en  en omgang på grillen. Og en pause fra bilkørsel. Det’ måske ok, at det er blevet hverdag igen?…Nej? Ok. Bare en tanke.

Håber du kom rigtig godt ind i det nye år!

Juletrafik

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
“It’s just taken me 2 hours to drive home from the south bank with three kids. They were v good although they now know some new swear words! Need a large drink now.”