Månedsarkiv: februar 2016

’The day of weirdness’ vol. 2

Det er jo torsdag. Hvad kan jeg sige?  Dagen er allerede startet lidt skævt.
Af en eller anden grund jeg måske ikke har lyst til at vide, indledte jeg denne arbejdsdag med et forsøg på at tjekke ind på en lygtepæl i stedet for på kortlæserstanderen to meter længere fremme. Ude af stand til at forstå, hvorfor porten til parkeringskælderen ikke gik op. (Sikke et LORTEkort!…. Nå-eh….).
Det er sket før. Håber ikke alt for mange kolleger var vidne til dette optrin.

Jeg præsterer heldigvis at nå frem til mit kontor uden yderligere større mistænkeliggørende fadæser.

Mens jeg sidder på mit arbejde og venter på, at systemet opdaterer, ser jeg nedenfor mit vindue en dame komme løbende i fuld galop. Iklædt et tjener-outfit, og med den ene arm strakt frem. I hånden i forlængelse af den fremstrakte arm ligger en stabel klude pænt sammenfoldet. Jeg undres en smule eftersom der ikke lige er nogen restaurant eller lignende i nærheden af min arbejdsplads. Tænker også, at det da må være sådan lidt halv-anstrengende at sprinte afsted med den ene arm strakt frem på sådan en besynderlig måde; jeg havde personligt nok bare kommet kludene under armen.

Nå, slår det hen, da telefonen ringer.

Senere på dagen, på vej til et møde ude i byen, ser jeg, da jeg forlader min arbejdsplads, en anden dame, i tilsvarende tjenerkostume (?!), komme løbende alt hvad remmer og tjenertøj kan holde, ligeledes med sammenfoldede klude i hånden på udstrakt arm. Hvilket får mig til at stille disse spørgsmål:

  • Er jeg mon gået glip af, at Danmarksmesterskabet i tjenerrend afholdes netop ved min arbejdsplads?
  • Er der monstro en lækage et sted, og bør jeg gøre noget?
  • Befinder jeg mig i en café noir-reklame? Hvilket leder mig til næste punkt:
  • Bør jeg droppe mødet, som jeg er på vej til, og i stedet køre direkte til en lukket afdeling?
    (Ser mailen for mig; en reply all: ”Kære alle; jeg bliver desværre forhindret i at deltage i mødet her om lidt. Ja, det slog simpelthen klik for mig, så jeg springer lige på en bus til noget akutpsykiatri. Med venlig hilsen Maude”)

IMG_7516

IMG_7514Fotograf: Palle Pophår

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
“Today isn’t exactly going to plan. In fact it’s a great big steaming pile of shite. To say I am annoyed would, right now, be an astounding large understatement. AND IT’S STILL RAINING
Aaaaaaaggghgghghghhghghgghgh”

Se min kjole, den er gul som græsset, alt hvad jeg ejer, det er grønt som den…….

Hjemme hos os er vi farveblinde. Altså ikke hele bundtet, men i hvert fald to ud af fem. Mindst! (hvis du spørger Mand). Helt specifikt er det Ældste Pode og Mindste Pode, der er tale om, hvor farverne gul og grøn volder problemer, samt blå, der ofte forveksles med lilla.

Vi opdagede det temmelig tidligt hos Ældste Pode. Perleplader af grønne frøer kom hjem fra børnehaven med stedvise gule plamager, der mest af alt mindede om noget tropesygdom. Gule LEGO-huse fik smuglet enkelte lysegrønne klodser ind i tvivlsomme mønstre, som vi indledningsvist slog hen som en omgang byggesjusk. Det viste sig dog hurtigt at være ret konsekvent. Eksemplerne er talrige, men jeg tror, jeg stopper her.

For nu at være helt sikre på den diagnose, som vi selv havde stillet, besluttede vi os for, at frekventere en ekspert. Eksperten var en aldrende mandsperson, som at dømme efter brilleglassenes tykkelse uden tvivl ikke havde valgt sit speciale tilfældigt. Hvad brilleglassene havde i tyngde, blev desværre ikke tilsvaret i pædagogiske tæft, og selve konsultationen har lagret sig i vores hukommelse som én af de mere bizarre oplevelser indenfor det danske sundhedsvæsen:

Øjenlægen lagde ud med en almindelig synstest. Bare fordi. Og det var jo sådan set fint nok som udgangspunkt. Ældste Pode fik besked på at placere sig på en stol, som i en rum tid fragtede ham op og ned i noget nær det uendelige efter ordre fra pedalen, som lægen jokkede lidt tilfældigt på med sin praktiske sko. Poden fandt sig troligt i det hele. På et vilkårligt tidspunkt opgav lægen tilsyneladende sit forehavende med at få placeret min søn mest hensigtsmæssigt, og drengen sad derfor under hele seancen på en højst mærkværdig måde med hovedet strakt op i noget strudsehalsposition. Samtidig formåede lægen at placere sin pegepind så den typisk blokerede for billederne på synstavlen, hvorfor Ældste Pode stort set intet kunne svare på. Ikke overraskende konkluderede øjenlægen, at Ældste Podes syn generelt lod rigtig meget tilbage at ønske.

Vi fik promte en helt ny tid til en tilbundsgående undersøgelse, så briller kunne erhverves hurtigst muligt. For lissom at understrege hvor miserabelt det hele åbenlyst stod til, holdt lægen afslutningsvist synstavlen helt op foran Ældste Podes snudeskaft, prikkede lidt på en svane, og spurgte meget højt (som om et eventuelt dårligt syn også per automatik medførte dårlig hørelse):
“Hvad er det her?”,
råbte han.
“En fugl”, hviskede min søn.
“Tsk-tsk” rystede lægen på hovedet: “Det er en SVANE!!”

Selve den meget overfladiske test af farverne, som jo var den egentlige årsag til at vi var der, blev gennemført alt for hurtigt og i meget mørke omgivelser, så han havde ikke en chance, min Ældste Pode.
“Ja, han er jo tilnærmelsesvist totalt farveblind” konkluderede lægen, mens han tydeligvis spekulerede på, om han mon nogensinde før havde set så grumt et eksempel på dårligt syn. Og alt imens han afslutningsvist gelejdede os ud ad døren med fejende armbevægelser, kvitterede han: ”Og ta’ så lige og smut en tur forbi zoologisk have i weekenden, så knægten kan få styr på dyrene!”

IMG_1320-skal bruges

Er det en fugl? En svane? Ældste Pode i strudsehalsposition?
Same-same.

Mundlam er vist en meget dækkende betegnelse for mig i situationen, tror jeg. Og vi kom selvfølgelig aldrig tilbage. Nogle uger senere konkluderede en anden og meget sødere øjenlæge, at podens syn var helt normalt, men at han – ja – var farveblind på bestemte farver. Helt som vi havde regnet med.

Og nu har vi så konkluderet, at Mindste Pode er med på samme vogn. Faktisk har vi vidst det i noget tid.

Der kommer mange søde episoder ud af det. Som når for eksempel Mindste Pode siger, at jeg skal have en grøn kage til min fødselsdag, fordi jeg elsker grøn. Og Mand siger “ja, mor ELSKER Kaj-kager!”. Mindste Pode ser overrasket på sin far, og siger hovedrystende: “Men far, Kaj er jo GUL!”

Og Mindste Pode er endnu så lille, så man slet ikke kan modargumentere, hvilket irriterer Mellemste Pode til hudløshed. ”Hvad farve er den?”, spørger Mellemste Pode velvidende, at hans lillebror med 99% sandsynlighed svarer forkert. ”GRØN!” bedyrer Mindste Pode selvsikkert mens han ser på den gule dut, der er blevet ham forelagt. ”Nej, den er gul!” pointerer Mellemste Pode. ”Nej, den er GRØN!” siger Mindste Pode igen, urokkelig i sin overbevisning, og så bølger diskussionen frem og tilbage.

***

Det er mine gener, som åbenbart er bærer af fejlen, eller ’defekten’, som det så smukt kaldes. Jeg er med tiden blevet lidt af en selvudråbt ekspert udi sådan noget med genetik på den front; hvordan øjenfarver og farveblindhed opstår og viderebringes gennem generationer. Selvom ingen i min familie vil kendes ved, at der har været nogen som helst, der har været farveblinde, så har der nu nok været en enkelt eller to alligevel. For det er tilsyneladende KUN moderen, der bærer på de defekte gener. Mand mener faktisk, at jeg selv er lidt farveblind, og ikke blot bærer af genet. Vi er ikke heeeeelt enige her; jeg mener jo selv, at jeg ser ganske fortræffeligt. Men Mand mener eksempelvis at min krise omkring farven på køkkenstolene (du husker måske?), netop er et udslag af selvsamme skavank (hov, jeg har helt glemt at sige, at de nu er malet om igen. Altså mine køkkenstole. Lækker, lækker lysegrå farve).…

Måske du sidder og spekulerer på, hvordan det er at være farveblind. I så fald kan det være, at dette billede giver dig en idé. På billedet har den gule vitaminpille og det lysegrønne mærke på mælkekartonen helt samme farve:

Farveblind

Jeg kan godt se forskel. Spørgsmålet er: Kan du? Og hvad med dine poder?
Ellers kender vi en rigtig god øjenlæge, som vi kan anbefale……..

Dagens tillægsspørgsmål
Er der i øvrigt overhovedet svaner i zoologisk have?…..

Udpluk af en ordstrøm

Hjemme hos os bliver der altid snakket. Til tider også råbt lidt, men særligt på ét medlem af familien står munden aldrig stille. Det er (but of course) Mellemste Pode, der er tale om.
ALT hvad han tænker, bliver delt med de omkringværende. Specielt om morgenen er talegaverne store, og en lind strøm af information vælter ud ad munden på ham iblandet havrefras og tørrede bananer.

Hermed et lille udsnit af morgenstundens konklusioner/refleksioner/forespørgsler:

  • ”Mor, ved du godt, at mer’ end 70% af jordens overflade er dækket af vand?”
    (Uhhh, jeg tænker ikke så ofte over det!).
  • ”Jeg tror, jeg er den dreng i familien, der har haft længst hår!”
    (Uden tvivl!…..)
  • ”Mor, ved du hvorfor himlen den er blå?”
    (Mmm…. Nej! Kan jeg købe en vokal?)
  • ”Skal Belgien med til EM til sommer?”
    (Og det spørger du MIG om?!)
  • ”Mor, hvor mange dyr kender du?”
    (Sådan personligt, eller bare sådan ungefähr?… )
  • ”Hvis du var en flygtning, HVORDAN ville du så helst flygte?”
    (Pas. Håber aldrig det bliver aktuelt!)
  • ”Mor! Jeg har brug for noget pap!”
    (Excuse me, pap?! Klokken er 06:34!)
  • ”Mor, ved du hvor mange dage jeg har levet?”.
    (Mmmmm…. Fisk! Pode bruger herefter ganske kort tid på at nå frem til, at han på sin 9-års fødselsdag har levet 3287 dage. Inklusive skudår. Jeg gi’r op).
  • ”En slange den er faktisk HELT blind, og så har den kun TO knogler!” .
    (SLUK for dyreforedraget!)
  • ”Mor, jeg ved godt, hvad verdensrekorden i at løse sådan en terning med de der farver, er!
    Det er fire sekunder!! FIRE!! Der blev sat rekord i 2015”
    .
    (Stop-stop-stop…)

Mand har sammenlignet poden med et batteri. Om aftenen er det fladt; det lyser rødt.
Hele natten igennem oplades det, og når poden vågner – vupti – er han omdannet til en duracellkanin.
Det svarer lidt til at slukke eller tænde for en stikkontakt. Klik-klik. Fluf!

Privatliv, eller mangel på samme

Når man planlægger at få børn tror jeg de færreste tænker på, at der kommer en dag, hvor det begynder at blive virkelig svært at få tid til sig selv (og sin bedre halvdel). Voksentid, med andre ord. Man tænker ikke i den søde ventetid på, at der kommer et tidspunkt, hvor man bliver nødt til selv at fortrække, hvis man skal have diskuteret noget, som ikke egner sig for små gryders store ører. Vi er for længst nået til et punkt, hvor man heller ikke længere kan begå sig på fremmedsprog uden at blive forstået.

”Men hvad TALER I om?”, spørger Ældste Pode; ”skal I skilles?!!”.

Og det er overalt; i bilen, hvor man ikke kan følge op på noget, uden at nogen spørger hvad der tales om; i køkkenet, hvor man tror, at ingen er lutter øre (der tog man fejl!); i sofaen på det tidspunkt på dagen hvor det er de fleste forældre velundt at falde besvimede om.
Og det er netop mit omdrejningspunkt i dette indlæg:

Fra vækkeuret ringer kl. 05.20 higer jeg hver dag – som i hver eneste! dag – mod det tidspunkt på aftenen, hvor alle poder teknisk set burde sove sødeligt. Mod de dyrebare ti minutter før jeg selv skal i seng; minutter, som er helliget te og chokolade. Denne stund, som er MIN, og som kun jeg disponerer over.
Det er her, jeg plejer at indtage sofaen. Ro!……..
Ind til for nogen tid siden. Ind til familiens præ-teenager begyndte at indtage arenaen EFTER lukketid, vel at mærke, hvor han fylder en stor del af sofaen og hele stuen med sit lange korpus og virkelig dårlig fjernsyn. Ak. Væk er ‘min plads’, og jeg savner den; savner at være uforstyrret. Nu kan jeg til nød rage mig noget plads til mig, men jeg kan jo lissom ikke sidde og gnaske chokolade lige foran poden, og hans sene sengetider har derfor i sandhed besværliggjort at jeg fortsat kan kamuflere mit hemmeligholdte chokolademisbrug.

(I øvrigt: Utroligt så meget man kan sige uden ord (med Mmmm-lyde og kropsfagter), for at ungerne ikke skal opdage at man tygger, og har munden fuld af labre larver. Og utroligt hvor hurtigt man kan smække en tilbudsavis ned over en skål fuld af M&Ms, så man ikke bliver afsløret. Suk.).

Jeg elsker Ældste Pode over alt på jorden, så det er ikke fordi jeg ikke vil være sammen med ham (det er selvfølgelig vigtigt for mig at understrege inden jeg støder mine omgivelser og dig alt for meget).
Det er blot en lille smule podefri ro, jeg efterlyser. Bare en gang imellem.

***

Hele det her med mangel på privatliv minder mig på en eller anden måde om dengang, da jeg for nogle måneder siden stod på kommunen, og skulle have lavet pas til Mindste Pode. Vi havde forinden udfyldt alt elektronisk, og tillige bestilt en tid ’for at undgå ventetid’. Dog havde jeg glemt at medbringe en samtykkeerklæring fra Mand, altså barnets fader. Nå, heldigvis er der jo mange minutter sparet i denne højteknologiske tid, hvor man bare kan ringe folk op og få dem til at sende ting og sager på mail. Så mens jeg stod og ventede på at Mands samtykke skulle tikke ind på telefonen, hyggesnakkede jeg med den flinke mand ved skranken. Han understregede vigtigheden af at begge forældre er indforstået omkring udstedelsen af pas til børn, for tænk nu hvis jeg valgte at bortføre mine børn til Afrika!! Ja, det kunne jeg selvfølgelig godt se. Og så igen – efter nærmere eftertanke – hvorfor i alverden skulle jeg ønske at gøre det? Så ville jeg jo være alene med poderne 24/7. Og så i Afrika?!? Get real.

***

Til gengæld er jeg super-god til at nyde at være helt mig selv, når der viser sig en lejlighed til det. For eksempel i sidste uge, hvor Mand skulle til noget bestyrelsesmøde. Alle poder blev som på samlebånd ekspederet tidligt i seng under forskellige påskud (tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng!), og så – efter en gang jubeldans – blev skumbananerne sluppet løs, fjernsynet blev slukket, og jeg havde tid til bare at lave ingenting, men allervigtigst – lave ingenting helt alene!

Savner du nogen gange noget privatliv? Og hvad er mon i så fald løsningen?

IMG_1444

Dagens kloge ord

Fra en tepakke:
“A cup of tea is a cup of life”

 Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
“I’ve just opened the microwave door to find the cup of coffee that I nuked this morning and clearly forgot. Gutted. Missed cup of coffee!”

Noget om emneuger. Og syrisk linsesuppe – med eller uden salt

Mine unger har haft emneuge. Jeg mindes mine egne emneuger som sådan lidt småkaotiske og ustrukturerede, selvom der muligvis har været en plan. I mine sønners skole er tingene umiddelbart mere sat i system, og afsluttes som regel med et åbenhus-arrangement, hvor man kan besigtige sit afkoms kreationer af forskellig art, eventuel med mulighed for at erhverve sig disse til en ublu overpris.

Temaet for den aktuelle emneuge var ‘Syrien’. Godt relevant emne, hvis du spørger mig. Og der er blevet arbejdet ihærdigt hele ugen, ungerne er blevet kloge, og Mellemste Pode er ikke blevet bragt helt så meget ud af fatning undervejs, som det nogle gange er tilfældet (heller ikke selvom der var et mord på Anders under opsejling).

I anledning af emneugens omdrejningspunkt, altså Syrien, var det sædvanlige åbenhus-arrangement udvidet til også at rumme diverse boder med eksempelvis genbrugstøj, kageboder og deslige, som kunne indbringe en ekstra skilling til velgørenhed. Alt sammen et vældigt fint initiativ, som i praksis betød at skolen var omdannet til et gigantisk gedemarked.

Jeg havde præcist tre kvarter at rutte med, fra arrangementet åbnede og til jeg skulle afsted til en anden aftale, hvorefter Mand jævnfør planen skulle overtage.

Dette er sammenfatningen af disse tre kvarter:

Ankommer til skolens matrikel, og scanner indledningsvist skolegården for genkendelige poder. Spotter relativt hurtigt Mellemste Pode, som flakser rundt uden yderligere behov for at standse op og tale med sin mor, hvorfor jeg sætter kurs mod min suppesælgende Ældste Pode. Spotter samtidig en mor fra klassen ved suppeboden, og øjner straks en mulighed for lige at dvæle i virvaret (der allerede føles overvældende) sammen med hende et lille øjeblik, mens jeg samtidig er sådan lidt tilstede med min søn-agtig.

Kaster et blik på suppen, som hænger over et bål. Den ser en anelse specielt ud, suppen altså, og jeg er ikke udtalt begejstret da jeg kommer i tanker om, at jeg nok med al sandsynlighed ryger i dårlig-mor-kategorien, hvis ikke straks jeg køber en portion (og er entusiastisk omkring det, Gud nåde og bedre det). Ikke mindst fordi de to klasselærere fra Ældste Podes klasse står og smiler (“den mangler en lilllllle smule salt”). Damn it, tænker jeg indvendigt, mens jeg prøver at fiske de pæneste superlativer, jeg kender, frem fra arkivet.
Det er ikke mange, der ligger derinde.
Stikker en flad halvtredser til Trine fra klassen, som til gengæld sender mig et desperat blik og spørger, hvor mange portioner jeg skal ha’? (de har med andre ord ikke solgt så meget endnu, og byttepengene er minimale).

Står og lugter lidt af lejrbål sammen med Josephines mor mens jeg tænker over mulige måder, hvorpå jeg ubemærket kan skille mig af med suppen. Som mangler ret meget mere end blot en lille smule salt. (HAR de overhovedet brugt salt??). Defilerer efterfølgende lidt rundt på overfyldt skole med skeptisk og nu lunkent indhold i plastikkrus. Tænker, at det er et spørgsmål om tid inden jeg brager ind i en eller anden sagesløs person, og står der midt i det hele badet i syrisk linsesuppe. Mellemste Pode har sluttet sig til mig på min vandring, hvilket ikke umiddelbart gør mit forehavende lettere. Prøver mere end én gang at smugle koppen ned på et afsætningsbord, men bliver straks irettesat af Mellemste Pode, der (alt for) højt siger “Mor!! Du kan ikke bare efterlade din suppe dér!!”…Ups! Smiler og nikker til de forbipasserende. Til sidst lader jeg plastikkrus med indhold glide ned i en skraldespand. Ved godt det ikke er pænt. Eller godt for ’stop madspildstanken’. Ingen opdagede det. Tror jeg.

På min tur rundt med Mellemste Pode erfarer jeg endnu engang, at poden har tendens til hurtigt at blive angrebet af noget shopaholic-kriller. Det er ikke småting han ønsker at erhverve sig på vores off road rundt i diverse boder og klasselokaler. Hvide, brugte shorts i størrelse alt for stor, med mistænkelige pletter bestemte steder, som jeg ikke vil vide, hvad er kommet af. Afviser blankt podens bedende øjne, og lover ham tyve par lignende shorts når han selv er blevet en størrelse alt for stor. Mellemste Pode vil gerne købe tørklæder. Mellemste Pode vil gerne købe postkort. Malerier. Smykker. NEJ!, blev der sagt. Linsesuppe? Du må ha’ spist søm. Til gengæld blev der købt fredskage. Og puttet mønter i Røde Kors-bøtten. Sagt “nej, hvor spændende!”.  Og “nej, hvor fint”. Virkelig mange gange.

Mand er i mellemtiden ankommet til arrangementet med Darth Vader, som forinden er blevet hentet i børnehaven. Darth bliver sluppet løs på legepladsen mens Mand sonderer terræn med skole-poderne på det tidspunkt hvor jeg kører fra skolen som planlagt. Og Gud ske lov for det, for mindre end ti minutter senere har Darth tisset i flyverdragten ude på legepladsen. Alt imens Mand (som altid er meget mere cool i de her sammenhænge end mig), står og samtaler med en anden far.
Timing is everything.

IMG_1422

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver i stand til at håndtere de dersens overfyldte skolearrangementer? Tre kvarter er mere end rigeligt, det bliver hurtigt – som det fremgår – sådan ret farceagtige inde i mit hoved, og jeg bliver umenneskelig træt. Det som er spøjst er, at de mødre, jeg møder, har travlt med at fortælle mig at jeg ser strålende ud. Og det matcher på ingen måde kaos indeni.
Hvordan har du det med sådan noget skole-tamtam?
Og er det tilladt at føle sig så lettet, som jeg gør, når jeg kører væk derfra?……….

Dagens income:

  • Jeg har lært, at Aleppo er meget større end Damaskus, som er hovedstaden.
  • Jeg har set et kort over hvilke områder der er besat af hvem, og har konkluderet, at det ser ret sort ud for oprørerne.
  • Jeg ved hvordan det syriske flag ser ud, og hvordan der ser ud i en flygtningelejr (vi har det godt i vores lille smørhul, det skal vi huske på!).
  • Sidst, men ikke mindst har jeg lært, at linsesuppe bare smager bedre med salt – men igen: Hvad gør ikke det?

Take care out there!

Sælsomt syn på toilettet

: Drivvåd toiletrulle på holder.

Toiletrulleholder

???
Undersøgelse sættes i gang:

Mig, henvendt til Ældste Pode (der skal råbes op): ”Hallo, hvorfor er toiletrullen våd?”
Svar (efter at have gransket sit hoved i nogen tid): ”Det ved jeg ikke, jeg har ikke været på toilettet….”

Mig, henvendt til Mellemste Pode: ”Ved du hvorfor toiletrullen er så våd?”
Svar: ”Hvor sku’ jeg vide det fra??”

Mig, henvendt til Mindste Pode: ”Hvorfor har vi en våd toiletrulle på badeværelset?”
Svar (promte, midt i noget iPad): ”Det’ fordi den røg ned i toilettet!!”. Svar givet med et på samme tid opgivende og forklarende skuldertræk. Underforstået: Selvfølgelig, hvordan kunne du tro andet? (Det’ jo den slags der sker….).

Mit efterfølgende spørgsmål om hvordan den kom derned, afstedkommer ikke nogen entydigt forklaring; pode må med andre ord blive sin mor svar skyldig, men virker (heldigvis) heller ikke synderlig brødebetynget.

Eftersom kummen trods alt ikke er placeret klods op og ned ad væggen med holderen, er mine spørgsmål nu disse:

  • Kan toiletruller hoppe eller springe?
  • Tænkes der mon i at lancere redningsudstyr til eventuelle afhoppere?
  • Og endnu mere vigtigt: Hvor godt blev der vasket hænder EFTER at rullen var blevet fisket op igen?…

Der er så meget mødre ik’ forstår!

Som udgangspunkt let. I praksis…..nogle gange noget andet…

Forehavende:

1) Barn hentes i børnehave (bag på cykel jf. indlægget i torsdags),
2) Et andet barn (Mellemste Pode) samles op fra håndbold på tilbagevejen,
3) Hjemtur (nu med Mellemste Pode på cykel)

Nogle dage er det bare noget, man bare gør; andre dage lettere kaotisk.

Sådan forløb det i dag:

  • Ankomst til børnehaven. Konstaterer ret hurtigt, at flyverdragt, støvler samt det tøj, som Mindste Pode havde på da han blev afleveret i morges, alt sammen ligger i en gennemsigtig plastiksæk. De sædvanlige poser har efter alt at dømme været undersized i forhold til uheldets omfang. Vi er nu i julemandens sæk-størrelse. Jeg får øjenkontakt med poden, der har noget, han liiiige skal ha’ afsluttet. Det passer mig fint, eftersom tissetøjet har gjort mig en lille smule handlingslammet. (Virkeligt dårligt tidspunkt at ha’ reserveflyverdragten liggende hjemme i skabet). Pædagogmedhjælperen kommer ud, og ænser ikke umiddelbart min paralyserede tilstand. Han taler lystigt om dagens begivenheder. Jeg lytter kun med et halvt øre, mens jeg prøver at tænke i mulige løsninger i forhold til, at pode ikke har skyggen af brugbart overtøj endsige fodtøj. Vi skriver som bekendt stadig februar, og jeg kan jo lissom ikke fragte mit barn rundt i ingenting bag på cyklen, tre kvarter i vinterkulden.
    ”Du putter den bare i vaskemaskinen når du kommer hjem”, siger den relativt nye medhjælper (hvis nu jeg ikke selv var i stand til selv at komme på den tanke), ”og så er den klar i morgen!…”. Jeg må indse, at jeg ikke kommer nogle vegne som handlingslammet, og at der ikke er nogen letkøbt mellemregning. Der er faktisk kun en vej til facit, og det er at proppe Mindste Pode i tisseovertøj og tissestøvler.
    Mindste Pode brokker sig forståeligt nok gevaldigt, men det må blive sådan.
    Fragter tissetøjsbarn til håndboldhal.
  • Ankommet til hal sidder vi og venter en rum tid på at træningspasset afsluttes. Undres lidt over Mellemste Podes beundringsværdige entusiasme. Kender du de dersens målmænd, som når der er straffekast, ligner nogle, der har fået et epileptisk anfald inde i målfeltet? Sådan spiller Mellemste Pode håndbold. Alt imens er Mindste Pode er pacificeret i sit ildelugtende tøj (som vi af gode grunde ikke har taget helt af) med et afsnit af Lille nørd på telefonen. Jeg prøver at finde en attitude, der skal signalere til vores omgivelser, at det overhovedet ikke er os, der lugter af pissoire.
    Mellemste Pode skal klæde om. Omklædningen går ekstremt langsomt; det ene minut spiser det næste. Mellemste Pode er efter alt at dømme angrebet af noget pludseligt opstået ungdomssløvsind. Alt foregår i langsom gengivelse. Utroligt stort skift fra hyperaktiv håndboldspiller til zombietilstand. Jeg tror muligvis, at dette sker inde i hovedet på poden mens der klædes om: Skoooooooooooooo. *PAUSE*. Påååååååååååååååååå. *PAUSE*. Åhhhhh neeeeeeejjjjjj. *PAUSE*. Snøøøøøreeeeeebåååånd……. Suk. *PAUSE*. Get the picture?
    Det tager virkelig lang tid.
    På et tidspunkt er der nogle højere magter, der forbarmer sig over mig og tissetøjsbarnet: Mellemste Pode er klar til at påbegynde dagens sidste etape:
  • Hjemtur: ”Nå, hvordan har din dag været?”, spørger jeg. ”Der er sket noget, men jeg ved ikke, om det rent faktisk ER noget”, begynder han. Her bliver jeg altid lidt træt. Mellemste Pode kommer med en vældig lang historie, som kort fortalt er denne:
    Mellemste Pode er begyndt at samle på perler. Det gjorde han ikke i morges, men det gør han så nu. Hans samling har, siden den blev påbegyndt for små seks timer siden, udviklet sit til at være hans et og alt. Hans hjerteblod. Mellemste Pode taber en perle. Anders fra klassen finder den pågældende perle, og tager den (Anders samler åbenbart også på perler…). Mellemste Pode siger det er hans, og tager den. Anders siger nu, at Mellemste Pode er en tyv. Mellemste Pode giver perlen tilbage til Anders, men ønsker nu, mens vi cykler, at slå Anders ihjel (jeg tænker at strafferammen for mord er væsentlig højere end for tyveri, men siger det ikke højt. Det er nok sådan noget drengemødre tænker). Mellemste Pode kører i hak hele vejen hjem, og episoden eskalerer indtil Mellemste Pode er fuldstændig uden for rækkevidde. Sker det nogensinde hjemme hos dig? To f****** timer tog det inden poden blev sig selv igen. På det tidspunkt havde al fornuft til gengæld forladt mig.

Jeg overraskes stadig – efter snart tolv år på posten som mor – over, hvordan en dag, som egentlig er gået fint, kan tage en 180 graders deroute, og køre helt af sporet. Og selvom det egentlig ikke er én selv, det handler om, så befinder man sig ikke desto mindre alligevel midt i orkanens øje, og pludselig er man med et trylleslag lige så sur og tvær – som for eksempel Mellemste Pode.

Det er som den joker, der ved et uheld er kommet med i hverdagens spil fisk. Man ved ikke hvornår man trækker den op fra bunken; man har ikke set den komme, og man ved ikke, hvad man skal bruge den til. Men man kunne godt være den foruden.

Nå.. Der er en ny dag i morgen!

FullSizeRender

Når Mindste Pode finder ud af, at mor og far rent faktisk taler sammen

Mindste Pode kører til tider sin mor lidt rundt i manegen. Så er det vist sagt.
Et eksempel er afleveringen i børnehaven om morgenen, som er meget forskellig alt efter om det mor eller far, der afleverer. I hvert fald lige i de her dage.

Forskellen er denne:

Mand fragter poden i bil, og vel fremme ved institutionen bliver ungen skudt ind på stuen som en bowlingkugle, alt i mens Mand i samme moment både vinker farvel OG tjekker ungen ind på børnehavens intrasystem.
Tidsforbrug i børnehaven: Et halvt minuts tid, vil jeg tro.

Jeg afleverer Mindste Pode på cykel. Som regel cykler han selv, ind i mellem sidder han stadig bagpå. Det er noget med logistik, hvem der henter, og hvor besværligt det eventuelt lige er at have cyklen i bagagerummet den pågældende dag og så videre.

Hvis Mindste Pode cykler selv, er der to mulige scenarier:

Scenarie 1) – som foregår i selskab med Mellemste Pode:
Mindste Pode øjner en oplagt mulighed for at få trykket gevaldigt på nogle af de knapper hos sin storebror, der udløser noget drama. Vi taler knapper af den slags, som i virkelighedens verden ville være beplastret med ’DANGER’-skilte, dødningehoveder samt en hotline til det Hvide Hus. Mindste Pode gør det allerede indledningsvist ret effektivt ved at sige ting som ”Jeg kommer først!”, og tilsætte lidt motorlydseffekter. Gerne iblandet lidt volapyk-sang, som bringer hans bror helt ud af flippen. Blot dét, at Mindste Pode antyder, at der er en igangværende konkurrence, eller at han – endnu værre – kom først i den imaginære konkurrence, bringer Mellemste Pode helt ud af kurs.
Og han kan slet ikke håndtere det. Mellemste Pode, altså. Men Mindste Pode er vældig glad, og synger, tra-luh-la-lej, videre i vilden sky. Efter at ha’ afleveret en (som regel) stortudende Mellemste Pode i skolen, er Mindste Pode udtalt fornøjet og overskudsagtig på den resterende tur til børnehaven.
Resultat: Dårlig aflevering i skolen, god aflevering i børnehaven.

Scenarie 2) – uden selskab af Mellemste Pode:
Mindste Pode er TRÆT. Træt, træt, træt. Det er hårdt, det er koldt (også lidt mørkt), det blæser, og det bliver aldrig-ALDRIG forår! ”Jeg KAN ikke mere!!”, stønner poden, med et udtryk, der mest minder om noget, der er forbeholdt kvinder på en fødegang. Der bliver plaget om trækkepauser. Der er typisk også noget tøjkrise undervejs; noget som sidder HELT forkert og foranlediger, at der skal udgydes tårer. Cyklen er dum, vejen er dårlig. Når vi ankommer til børnehaven, har vi undervejs formået at skrabe stort set alverden ulykker sammen, så dens byrde udelukkende ligger på vores skuldre. Go home, Atlas. Stemningen er i bund.
Hvis vi var trætte inden vi ankom, så er vi segnefærdige nu.

Inde i børnehaven vil Pode IKKE afleveres. Ingen lokkemidler, som kastes i grams fra de voksne på stuerne, værdiges med en tanke, et ord eller et blik. Jeg bliver holdt i et jerngreb af en knuser, som jeg forsøger at lokke skråstreg true mig ud af, mens der samtidig bliver pudset næse og samlet tasker op fra gulvet (og balanceret på høje hæle). Det er så også under den proces at jeg ofte glemmer at tjekke barnet ind på det dersens intra. Men, som jeg trøster mig selv med; når de voksne engang opdager det, og tjekker ham ind, så har han des færre timer på kontoen (…).

Tidsforbrug i børnehaven: Cirka ti minutter. Plus alle de efterfølgende tvangstanker om hvordan man kunne have grebet sagen bedre an.

Vi har talt lidt om det herhjemme, Mand og jeg.  I morges sagde Mand så til Mindste Pode, da han skulle afsted sammen med mig: ”Nu skal du huske, at man sagtens kan blive afleveret uden at holde fast på Mor!”. Mindste Pode laver et lynhurtigt flik-flak-blik fra far til mor, og det er tydeligt hvad der foregår inde i hovedet på ham. Med lyd må det være noget i retning af ”Å-åhhh!”. Temmelig åbenlyst lægges to og to sammen. Jeg følger op med et valg: ”Vi skal cykle; du må selv bestemme, om du vil sidde bagpå, eller om du vil cykle selv”. ”Cykle selv”, siger den Mindste Pode med en ’jeg-er-busted’-stemme. ”Så cykler du HELE vejen UDEN at græde….” slutter jeg, og jeg ved vitterligt ikke, om der står i lærerbøgerne at det er fy-ha at sige sådan noget til ens poder (???). Men det virkede. Mindste Pode cyklede hele vejen uden brokkerier, men med en lille ’PIS, ALTSÅ!’-mærkat i panden hele vejen.
Gud ved, om det virker i morgen?

(Just for the record: Jeg har nu for en tid nedlagt veto mod at have Mindste Pode og Mellemste Pode på cykel samtidig)…

Vintergæk

jj

Fotograf: Palle Pophår

Elektrosnik-snak 

Mine poder bruger virkelig meget tid på de elektroniske remedier. IPads, hovedsageligt.
Jeg er lidt splittet omkring det.
På den ene side, synes jeg det er ustyrligt fedt, at mine unger kan alt muligt, som jeg slet ikke forstår, og på den anden side, så bliver det også nogle gange lidt for nørdet og usundt.
Jeg er ikke som sådan nervøs for, at de forvandler sig til en hoben blege IT-nørder som kun alt for sjældent ser dagens lys, og som kun kan tale i koder (hertil dyrkes der ALT for meget sport i det lille hjem).
Jeg er mere bekymret for dels hvad de rent faktisk foretager sig inde i det dersens cyberspace, og dels også sådan noget med afhængighed. I henhold til sidstnævnte bekymring havde Mellemste Pode for noget tid siden glemt sin iPad hos Farmor og Bedstefar. Han blev dybt urimelig; der blev sagt “Ejjjj!!!”, og hyperventileret kraftigt ad flere omgange.
Jeg tænker ikke at sådan en reaktion ligefrem er et sundhedstegn.

Vi er selv skyld i det. Det er man jo som regel. Ofte har vi iPads med som helgardering, når vi skal på besøg eller andet, hvor vi måske godt ved, at poderne ind i mellem kommer til at kede sig bravt. Så er det bare SÅ smart, at man lige kan fiske maskinerne op fra taskedybet, og fortsætte med det, man kom fra (…). Hermed bliver spilledyret på et splitsekund forvandlet til et pacificeringsmiddel. Alle er glade. Ungerne fortaber sig i en verden af Minecraft (eller hvad det nu er), og forældrene kan gladeligt samtale med andre voksne uden de sædvanlige afbrydelser a la: ”Jeg keeeeeeeder mig!!” og ”hvorNÅR skal vi hjem??” (på den måde fremstår poderne også klart mere høflige; det er ren win-win).
Hvad fanden gjorde man før iPads og andet godt kom til? Ja, jeg spørger bare.

Mellemste Pode er, efter at have erhvervet sig en telefon, næsten ligeså glad for den, som for iPad’en. Stik modsat sin storebror, som brugte væsentligt længere tid på at plage om en telefon (efter devisen “alle de andre har én!!”), end på selve telefonen (da han så endelig fik den), faktisk. Siden har han stort set ikke brugt den. Der er uhyre sjældent strøm på, og når vennerne vil ham noget ringer de til os. Han glemmer ofte at tage den med når det kunne være aktuelt at han fik brug for den (selvom vi minder ham om det…), og endnu oftere glemmer han at sende os de opfølgende sms’er, som han har lovet os.
Men igen: Det er også selvsamme Pode som har formået at glemme sin lillebror på den ugentlige hentetjans (dén har jeg nævnt før).

Til gengæld er der en konstant udfordring med opladerne. Som der jo er vældig meget brug for. Hvorfor er de altid væk? Poder (og forældre) vandrer ofte rundt i en slags rituel paniktilstand fordi mobiler og tablets er ved at løbe tør for strøm, og man mistænker gerne alle omkringværende familiemedlemmer for uretmæssigt at have tiltusket sig strøm fra en oplader, som ikke var deres egen. Igen: Afhængighed?

Men hvorfor bliver opladere så ofte væk, spørger jeg bare (igen)?
Er de mon det samme sted som de dér strømper, der forlader deres mage i vaskemaskinen for aldrig sidenhen igen at lade sig finde? Ja, det var bare en tanke.

***

Min egen tekniske formåen, eller rettere mangel på samme, er (på trods af podernes snilde) betragtelig.
Jeg følte mig i hvert fald ramt, da jeg kom omkring dette Minion Quote på facebook:

IMG_1365

Teknisk udfordret? Moi?

Dagens kommentar

Fra Mindste Pode, som sidder og tegner, og helt ud af det blå siger:
”MO-AR?! Der er næsten ikke mere strøm på den gule!”.

Hmmm….

Hvordan har du det med elektronik?
Og er dine unger også bidt af en gal cyber-hest?