Månedsarkiv: marts 2016

Hurra for Mand!

Efter at denne blog er kommet til, går Mand rundt og er konstant bevidst om, at hans ord og gerninger er i fare for at blive nedfældet på skrift, og offentliggjort, helt efter ‘anything you say can or will be used against you’-konceptet.

Mand fylder fyrre år i dag. I den anledning, har jeg lovet ham, at jeg vil skrive et venligt ord eller to om ham. Derfor vil jeg starte med lidt fakta.

Mand tror ikke på følgende:

  • at planter producerer ilt
  • at ægløsning har betydning for familieplanlægningen

Han er søn af en biolog, skal det lige tilføjes. Det skal også for en god ordens skyld nævnes, at Mand IKKE erindrer at have ytret sig om ovenstående, og at han derfor mener det må være enten a) pure opspind fra mentalt ustabil hustru, eller b) udtalt i alkoholpåvirket tilstand.

Ting, som Mand ikke kan finde ud af at stille på plads:

  • Termokander og -kopper
  • Strygebrættet. Til trods for at han med en hidtil uset ekspertise kan pakke en bil så al plads er udnyttet til sidste millimeter, så er det tilsyneladende helt umuligt at foretage noget tilsvarende mht. vores rengøringsskab, hvor strygebrættet sædvanligvis er placeret.
    Derfor kommer strygebrættet aldrig ind på plads igen med mindre jeg gør det.
    I forlængelse heraf:
  • Strygejernet

Mands yndlingssted i hjemmet:

  • Toilettet (”Hvad LAVER han derude i så lang tid?” spørger én af poderne i ny og næ. Og ja, jeg ved det virkelig ikke. Holder pause, måske?).

***

Når det så er sagt, vil jeg til gengæld sige dette:

  • Han fikser altid min elektronik, når det ikke virker.
    Uden ham ville jeg være stucked med en Nokia 3310.
  • Han ordner regninger, forsikringer, bilsyn og alt det andet, som er så dræbende kedeligt, at jeg går i brædderne med det samme, jeg kommer i berøring med sådanne ting.
  • Han ser forrygende godt ud!
  • Han smiler altid (modsat mig, og gudskelov for det!), og er altid parat til sjov og fis.
  • Uden ham, ville mine børn være på røven. Ikke blot ville de sikkert være en hoben beskidte rendegravsunger; rent sprogligt ville de også være helt ude i hampen. Min mand formår på meget pædagogisk vis gang på gang at få reddet mig ud af de mange miserable vendinger jeg fra tid til anden bruger. Det kunne være noget a la dette, hvor jeg sådan lidt distræt siger noget i retning af “Hold kæft, hvor det pisser ned!!”, og hvortil Mand korrigerer: “Det, Mor mener, er: Nøjj, det regner sørme meget”
  • Han kan få vendt dårlig stemning og sure miner til smil og fnis med sine små jokes og afledningsmanøvrer.
  • Han er min redningsplanke. Han har allerede tænkt tankerne og lavet en plan, når min hjerne sætter ud, og jeg ikke længere kan tænke. Som for eksempel når der er fællesspisning i Mellemste Podes klasse. Og jeg er gået i panik. Så kysser han mig og siger: ”Der er købt ind; jeg har pakket plastikbestik, glas og tallerkner ned, drikkevarerne er i bilen, vi skal bare sørge for at være der kl. 17:00″. Til dette kan jeg kun sige én ting: Jeg har scoret godt!
    Og så gør slet ikke noget, dét med termokopperne og strygebrættet…
  • Uden ham ville mine børn aldrig komme nogen steder, og mindst af alt til de talrige håndbold- og fodboldkampe, som Mand pt. ligger og fragter dem land og rige rundt til.
    Fars taxakørsel er i høj kurs. Og Mand nyder ret beset et hundrede procent at være en del af ungernes sportsliv. Stor applaus for det!
  • Uden ham ville vores forhold mangle en væsentlig dosis romantik. Jeg selv orker nemlig sjældent at tænke mere end fem minutter frem i tiden, og derfor er det særdeles kærkomment når Mand har arrangeret biftur med børnepasning eller hvad det nu kan være….
  • Han har altid ret. Og jeg elsker ham!

Jeg har været i tvivl om gaven.
Hvis jeg spørger ham, ved jeg, at han siger, at han IKKE ønsker sig hjemmesko. Det hænger sammen med, at han altid går rundt i et slidt par. Hvorfor jeg tre gange i træk købte hjemmesko til ham (fødselsdag-jul-fødselsdag). Jeg havde ikke helt hjernen nok med til at tænke, at det ikke var så længe siden jeg sidst havde købt et par. Og Mand gik stadig rundt i det slidte par, hvorfor det faldt mig meget naturligt at konkludere, at det var noget han akut stod og manglede. Så nu har Mand skabet fyldt med hjemmesko. Og går stadig i det mega-slidte par….

Tilbage er der vist kun at sige: HURRA!

Hjerter

Som skidt fra en spædekalv (set og hørt i påskeferien)

Hermed et lille påskeindlæg (næsten på falderebet), med lidt snapshots fra et par dage på landet.

Der er blevet drukket kaffe i det fri, og spillet fodboldturneringer i haven. Masser af ture ved vandet og frisk havluft. Foråret er virkelig blevet nydt!

FullSizeRender (12)

Det er sikkert og vist; der er purløg på vej!

***

Vi taler lidt om at det er dejligt at have påskeferie, og at børnehaven holder lukket. Vi taler også om, at der er kommet en ny voksen på stuen, og vi spørger hvad hun hedder:
”Anna-banana!” svarer Mindste Pode kækt.
”Ahrrr, det må man vist ikke sige….” formaner vi forsøgsvist, mens vi prøver at skifte retning i samtalen: ”Er det hende med det lyse hår?”. ”Ja! Og med de STOOOOORE bryster!” siger Mindste Pode glad!

FullSizeRender (11)

Det er morgen. Mand er på badeværelset sammen med Mindste Pode.
Mand spørger: ”Har du spist Ninja-morgenmad?”
Mindste Pode: ”Jep!”
Mand: ”Skal du så Ninja-tisse?”
Mindste Pode: ”Nej! Ninja’er tisser ikke… De har ingen tissemænder, og de har ingen numser; de har store stærke muller!”

FullSizeRender (13)

Mindste Pode: ”Mor, hvorfor drikker du aldrig mælk?”
Mig: ”Det’ fordi jeg ikke er så vild med at drikke mælk…”
Mand (moraliserende): ”Det’ fordi mor gerne vil ha’ svage knogler”
Mindste Pode: “Vil mor gerne ha’ Shrek-knogler??”

FullSizeRender (15)

Ældste Pode: ”Mor, jeg kan sige fem ting på fransk! (- stolt! -)
Jeg kan sige:
– Bonjour,
– Monsieur,
– Madame,
– Croissant,
– og Merde…”
(som betyder lort, hvis nogen skulle være i tvivl).
Hvad mere har man brug for? Jeg tænker han fint klarer en tur til Frankrig på et tidspunkt.

IMG_1569

Mindste Pode filosoferer:
”Det’ ik’ sjovt når man skal dø, vel?…
Det’ heller ik’ sundt….
Men kartoffelmos, DET’ sundt!”

FullSizeRender (14)

Mindste Pode under gåtur: ”DÉN hund er jeg IK’ bange for!!… HA!… HA!!….Okay, jeg vil godt bæres… Jeg vil bæres! BÆR MIG!!!” ……..

Senere, på samme tur:

”Jeg KAN ikke gå mere…..
Jeg er ALT for træt til at gååå…..
Mine ben KAN ikke mere gå!
Mine ben er alt for korte!”

IMG_1585

Ikke hund. Ko. (Unnamed).
Jep, der er ingen tvivl; vi har været på landet!

Jeg håber du får en rigtig god uge, når den bryder løs i sin lidt kortere form i overmorgen!

Brødre, søskende. Det bedste, det værste.

Nogle gange, når der er for meget skrig og skrål, og når millimeterdemokratiet har sat ind på fæleste vis, så tænker jeg på, om det virkelig er en gave, at have søskende. Når der er for meget brokkeri over ting, som ikke umiddelbart giver mening for den enkelte pode, og som dermed er uendeligt uretfærdigt. Det kunne for eksempel være Mellemste Pode, der er så træt, at øjnene roterer ukontrolleret rundt i hovedet på ham som pinballkugler, mens han er helt ude af stand til at forstå, hvorfor netop HAN skal i seng først, når han nu ikke er yngst?!

Jeg tænkte, at jeg måtte grave lidt i det her søskendeforholdshalløj, som trods alt er et faktum i vores familie. Hver eneste dag. Jeg bringer derfor – TA DAAAA! – et interview af mine tre drenge om det bedste og det værste ved at have brødre:

Det bedste ved at have brødre:

Ældste Pode:

”Der er aldrig stille (det kan faktisk være både godt OG skidt…. For eksempel når man sidder ved spisebordet, så kan det være lidt KED’LIGT hvis der bare var stille)”. (Indskudt bemærkning fra moren: Det kunne da også være helt utrolig guddommeligt og vidunderligt……). ”Men nogle gange kan de også bare tale sådan vildt-vildt-VILDT sindssygt meget, sådan med 120 i timen, og såå…..”. (Really?).

”Der er altid en man KAN lege med” (teknisk set, altså).

Mellemste Pode (tager øvelsen meget bogstaveligt, og remser op i flæng):

  • At man har nogen at lege og fjolle med.
  • At man kan lave nogle hyggelige ting med dem.
  • Man har lissom nogen, der kan trøste én, hvis nu ens mor eller far ikke er der.
  • Dejligt med en bror man kan holde af, og som holder af én. (PRAISE! tænkte moren….).
  • I skolen er det ikke altid at ens venner ser hvis man er ked af det, så er det dejligt at ha’ en god bror, som kan trøste én. (Undskyld, hvor fanden er gårdvagterne henne, når Mellemste Pode går rundt og er ked af det?!!)
  • Dejligt med en bror, der kan hjælpe én med reglerne…
  • Dejligt at ha’ nogle brødre, ellers kunne det blive lidt ked’ligt…
  • Dejligt, at der er nogen, der kan hjælpe med at huske én på ting (DEN burde være kommet fra Ældste Pode….)
  • Hvis man ikke har nogen at lege med i frikvarteret, så er det godt at ha’ en god bror.
  • Dejligt, at man kan få hjælp af sine brødre.
  • Man kan lære af sine brødre.

Mindste Pode:

”Det go’e er, at jeg kigger på, at de spiller minecraft”.
Mig: ”Er der andet, der er godt ved at have brødre?” (come on…….)
Mindste Pode: ”Øhhhh… Nej!”

Det værste ved at have brødre:

Ældste Pode:

”Når Mindste Pode vågner tidligt i weekenden, og sidder på toilettet, og råber “Nu’ jeg fææææær-dig!””.

”At gå hjem fra skole med Mellemste Pode. Eller hvis det har været en hård dag i skolen, og jeg bare gerne vil sidde for mig selv, og så kommer Mindste Pode, og vil gerne ha’ vildt meget hjælp til noget på iPad’en, og så jeg siger “ik’ lige nu”, og så går han ud, og jeg så kan høre, at han begynder at hyle….”.

Mellemste Pode:

  • Hvis der er en leg, der går galt, så føler man sig lidt alene.
  • Når éns lillebror smasker!
  • Når man diskuterer…

Mindste Pode:

”Når jeg siger til Mellemste Pode: ”Du er en ninja”, så siger han ”ja, ja, du er en ninja….””. (Den er jeg ikke helt sikker på, at jeg fangede….).
Mig: ”Er der andet, der er dårligt?”
Mindste Pode: ”Øhhhh… Os’ Nej!”

***

Any conclusions to make?…
Hm. Jeg kan heldigvis hurtigt se, at listen over plusser (takket være Mellemste Pode) er væsentlig længere end listen over minusser. Gud ske lov. Verden er endnu ikke helt af lave.

IMG_7794

Fotograf: Palle Pophår

Når enderne skal nå sammen (uden alt for meget dårlig smag i munden).

Der var inviteret til arrangement i børnehaven. ’Kulturel eftermiddag’ nærmere betegnet. Som jf. invitationen var tænkt som et møde mellem os forældre med de mange forskellige kulturelle baggrunde. Så langt så godt. Man skulle som samlingspunkt for snak – og det var her jeg strandede – medbringe en lille egnsret, som fortalte noget om, hvor man kom fra. Jeg synes det var et rigtig fint initiativ. Virkelig! Men jeg magtede simpelthen ikke at skulle lave ’en ret til medbring’ på en uge, som i forvejen (foruden det sædvanlige ramasjang) var sandet til med to forældremøder på skolen, en generalforsamling i beboerforeningen foruden et cirkusarrangement. Så vi meldte afbud allerede da invitationen kom. Igen: så langt, så godt.
Og jeg tænkte ikke mere over det, indtil jeg står i institutionen den pågældende dag i sidste uge. Og får at vide, at man lige skal hente et skattekort ovre i skovhuset, hvor arrangementet afholdes. Mindste Pode er fyr og flamme; han skal bare ha’ det skattekort! Så dér træder vi ind, min pode og jeg, og ser det fineste bord dækket med alskens herligheder (- behøver jeg at sige, at min søn gik selvfølgelig straks gik ombord i det eneste fad med præfabrikerede småkager – HVORFOR havde jeg ikke tænkt på det?! Kage…). Som eneste tilstedeværende sidder der to forældre af anden etnisk herkomst, og jeg håber VIRKELIG ikke, at de var ene om at have medbragt alle de herligheder, for der var meget, og det må ha’ taget lang tid at lave det.

Og jeg smilede og slyngede om mig med superlativer det bedste jeg havde lært, men jeg havde så utrolig dårlig samvittighed. Her sad, tænkte jeg, mennesker, som rakte en hånd ud til et iskoldt Danmark, og jeg gav absolut ingenting igen. Jeg ved godt, at det gør jeg måske på andre måder, men ikke lige dér. Og bagefter, da vi cyklede hjem, Mindste Pode og jeg, havde jeg mest lyst til at vende om på cyklen og køre tilbage, og sige til de søde og smilende mennesker med al maden, at jeg – udover at være sådan lidt socialt småhandicappet – bare er forbandet dårlig i et køkken, og at man kan bede mig om næsten hvad som helst (ANYTHING!!), så længe jeg ikke skal medbringe en ret til et fællesspisningsarrangement. Mangel på kulinariske evner og minutter i døgnet. Mega-dårlig kombination! Man skulle tro, at jeg med årene var gået hen og blevet lidt garvet på det område; helt seriøst, så jeg jo principielt set lavet retter til arrangementer i elleve år! Men det gør virkelig ikke sagen bedre – det er en kamp hver eneste (!) gang. Og nogen vil vide, at man IKKE kan komme med frysefritter til den slags sammenskudshalløj. Og nu er jeg ved snart at ha’ givet op. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg selv, hver eneste evige eftermiddag (med undtagelse af når Mand til tider laver enten
a) brændende kærlighed, b) lasagne eller c) kylling med pasta) står og tænker på, hvor det nu er min au pair er, og hvorfor det ikke helt af sig selv begynder at dufte af asiatisk køkken hjemme hos os. Men nix, au pair’en findes stadig ikke. Er fortsat overladt til mig selv, og mine manglende evner udi kogekunst.

I stedet for det velduftende asiatiske køkken, er vi sådan nogle, der finder noget nederst i brødkassen, der ser sådan her ud:

Muggent brød

Hva’ kan jeg sige? Boller fra Kohberg?

Nå, det var lidt en afstikker. Men det ændrer ikke på fakta. At jeg har virkelig dårlig samvittighed. Og virkelig dårlig smag i munden.

Dagens kloge ord

Idil Ahmed:
”Sometimes the best thing you can do is not think,
not wonder, not imagine, not obsess.
Just breathe, and have faith that everything will work out for the best.”

Nis Petersen:
Mus og fugle kommer til den, der tillidsfulgt sætter sig ned og venter – mus, fugle, lykke og venner”

K.K. Steincke:
”Smil til menneskene – den eneste gave, der aldrig koster giveren noget, og som aldrig skader modtageren”

Hyldest til lyset

Hvor jeg dog bare elsker de klare og isblå forårsdage med sol fra skyfri himmel. Lys!! Med en sprød kulde, der river lidt i næsen, og dog med løfter om, at noget er på vej. Noget, som den knastøre og vintertrætte sjæl længes så meget mod. Antydning af lysegrønt på træerne. Med en bleg halvmåne og med lange skygger sidst på eftermiddagen.

Men altså ja, det var det der med temperaturerne… Til trods for at solstrålerne varmer sporadisk i løbet af dagen, så er det stadig lidt småkøligt fra morgenstunden. Som for eksempel i går morges, hvor Mellemste Pode havde glemt sin håndboldtaske. Jeg er stadig hjemme da jeg opdager det, og Mand er kun næsten lige taget afsted med Mindste og Mellemste Pode. Jeg går ikke desto mindre lidt i panik over den glemte taske. Ældste Pode jages afsted med den; ned ad trapperne og ud i livet med den mission at få stoppet farmand i bilen, og få afleveret tasken.

Poden kommer op igen fem minutter senere. Uden jakke på, selvfølgelig. Jeg tænker ikke så meget over det, for himlen er jo blå, og solen skinner lystigt. Rent bedrag. Da vi selv skal afsted, og kommer ned på gaden lidt senere, står folk og skraber is af bilerne. Akut kulsort samvittighed.

Stakkels, STAKKELS barn, tænker jeg.

Mig til Ældste Pode, mens vi cykler afsted, og efter at jeg har spekuleret over mine egne evner som mor (eller mangel på samme): ”Åh, nogle gange har jeg virkelig svært ved at forstå, hvorfor du valgte mig til mor…..”
Ældste Pode: ”Altså… Jeg havde vel ikke rigtig noget valg?”
Jeg kan ikke lade være med at grine, hvortil Ældste Pode (med himmelvendte øjne) sukker opgivende: ”Det er fint nok, mor….”

Nu hvor jeg tænker efter er jeg temmelig sikker på, at situationer som den jeg netop har skitseret, er præcis hvad jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG ville gøre som mor… Så meget for det: Velkommen i mor-fælden. Igen.

Nå, men uanset, så NYDER jeg foråret, og jeg håber også at du gør det!

IMG_1534

FullSizeRender

Jep, det er ganske vist: Der er noget i luften, og noget på vej!

Dagens sang

Det er idag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta’r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.

Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr…..

Bar’ det var søndag altid!!

Kan du huske sangen, som Trille sang tilbage i start-70’erne? Den, der startede med:

“Jeg har en far og en mor,
de går på arbejde begge to,
for de skal tjene penge,
til mig og så min bror”.

At det tredive år senere selvfølgelig er same-same, var egentlig ikke det jeg ville skrive, men jeg kom sådan til at tænke på sangen igår, eller nærmere den del af sangen, hvor hun synger:

“Jeg har en far og en mor,
der hver gang det er søndag,
ta’r os med på nogen ture,
både mig og så min bror ….

Når de holder fri,
laver vi noget sammen,
det er det jeg bedst kan li’.
Bar’ det var søndag altid!”…..

Hjemme hos os laver vi langt fra altid noget sammen. Mange gange, og som oftest, er der rigtig meget sport på programmet krydret med lidt af hvert. Så som regel er vi ret holdopdelt. Mand agerer taxachauffør slash cheerleader i forbindelse med en eller begge de ældste poders stævner og turneringer, mens jeg som regel holder skansen på hjemmefronten i et forsøg på at sørge for de allermest lavpraktiske detaljer. Oprydning og den slags ting, you know. Derfor er lørdage og søndage hos os ofte fuldt ud ligeså logistikkrævende som hverdagene, dog med det plus, at der som regel er en chance for at sove lidt længere.

Men denne her weekend var faktisk en af de rolige af slagsen. Og selvom jeg er lidt af en drivhusplante (som min mors moster ville kalde mig), altså sådan en der elsker tilværelsen i en sofa med te, tæpper og gode bøger, så var der tilstrækkeligt med solstrejf til at Mand hersede alle ud på cyklerne. Efter at han selv havde ydet en storstilet indsats for at få lappet dæk på Ældste Podes cykel, vel at mærke. (Mand blev rost meget, men måske ikke nok). Det var brandhyggeligt. Altså cykelturen, ikke dæklapning (eller, det ved jeg jo i og for sig ikke noget om, eftersom jeg befandt mig i sofaen…). Og noget vi gør for sjældent (igen: cykelturen, IKKE lapning).

Mellemste Pode var udstationeret hos en kammerat i forbindelse med en børnefødselsdag, så vi var godt nok ikke hele familien, men trods alt fire mand høj, der begav os ud i verden, den ene på en mere skramlende vinterrusten cykel end den anden, foruden ét barn (Mindste Pode) i nattøj. Ja, det er jo uden tvivl en af fordelene med sådan noget Michelinmandsudstyr; ingen har den fjerneste idé om hvad der gemmer sig under sådan en sag. Så Mindste Pode kan nu skrive på sit CV, at han har været i Frederiksberg Have i nattøj. Og cykelturen gik så fint, til trods for at skruerne raslede af Mindste Podes cykel i et tempo, så man næsten forundredes over, at den stadig hænger sammen. Humøret var også højt hele vejen igennem, også selv om jeg kom til at sige, at de romsnegle, som Mand netop havde købt, skulle bruges til at fodre svanerne med. Men dem spiste vi selvfølgelig selv på en bænk med stedvis sol, som vi fandt efter ha’ gået i kø rundt på stierne et stykke tid. Der var godt nok mange mennesker, som havde fået samme idé som Mand. Folk var i den grad ude at lufte pelse og moderigtige solbriller, alt imens jeg krydsede fingre for ikke at møde nogen jeg kendte. Jeg får desværre ikke gjort så meget ud af det dersens udseende-noget i weekenden, og dét koblet med politisk korrekt cykelhjelm, som godt nok var blevet støvet af i dagens anledning, men som mest tilfører sådan lidt Cybercity-reklame til det i øvrigt vintertrætte og weekendprægede look, er bare ikke kønt. Måske jeg skal oppe mig lidt for at redde stumperne af udseendet i weekenden også? Red, hvad reddes kan…

Er jeg den eneste, der ligner heksen fra Prop og Berta-filmen i weekenderne?

Heks eller ej, så ville jeg virkelig ønske, at det var søndag altid…..

IMG_1524

Trille anno cirka 1972. Desværre ikke mig…

Pas på dig selv derude, og husk, at påskeferien lurer lige om hjørnet!

P.S. Hvis nogen spekulerer på hvad der blev læst i sofaen inden cykelturen, så er jeg for tiden igang med “Wild” af Cheryl Strayed. Den er god!

Ting, der bare nogle gange sker …..

… og som måske ikke er hverken særlig smarte, og som måske heller ikke altid falder i god jord. Afhængigt af, hvem du spørger, selvfølgelig. Jeg håber på, at der er mindst én person, der er med på vognen her!
Hvilke typer af ’ting’, taler vi om, spørger du måske?
Det kunne for eksempel være…

  • Når man serverer toasts tre dage i træk (poderne var LYKKELIGE!). Det ER faktisk sket under Mands fravær. (Han ved det ikke, før han læser det her på bloggen. Lyt godt efter ramaskriget, måske det kan høres helt hen til dig!). Til mit forsvar skal det lige siges, at det var noget med noget mad, der brændte på. Og at det var grovtoast…. Hey, de lever altså stadig!!
  • Når man ’kommer til’ at hælde perlepladerne ud før tid. Kender du det: Poden, som laver et hav af perleplader, stiller perlepladerne til strygning i vindueskarmen (fordi det ikke er altid, at man liiige har tid til at stryge dem (fordi det måske er midt i aftensmadslavningen, eller hvad ved jeg)). Når de så har stået der en rum tid (som i flere-dage-rum-tid), tænker jeg nogle gange: Åhhrr, den perleplade, den har han sgu’ glemt alt om…. Og så er det nogle gange lidt lettere at hælde perlerne ned til de andre perler i stedet for at tænde for strygejernet.
    Altså lige ind til poden spørger, om man har fået strøget perlepladen? Hmm?
  • Når man (i forlængelse af ovenstående) lige kommer til at smide yet-another-tegning til papirgenbrug i stedet for at hænge den op, som ellers var det, der blev bestilt, da poden afleverede dagens kreationer ved kasse et. Men altså…. Hvis jeg nu havde gemt alle de tegninger, der nogensinde er kommet til verden på tredje sal, eller tilsvarende hjembragt, så var vi begravet i krusedullemænd og fantasimonstre i alle afskygninger.
  • Når man går på rov i ungernes hengemte slikposer i desperation over mangel på andet med kunstige sødemidler – seriously, haven’t we all?? You snooze, you loose, som min kollega siger.
  • Når man springer siderne over i højtlæsningsbøgerne. Det går ikke altid: “HOV, mor, du sprang noget over!”. SOOOO BUSTED! Salig er den, der har puttetjansen på én af de aftener, hvor Mindste Pode vælger en pixibog.
  • Når man på sjettedagen ignorerer Mellemste Podes vokseværk: ”Jeg er bare fuldstændig smadret i mine ben – og jeg har bare været det længe!! Jeg tror det startede helt tilbage til NOVEMBER!”.
  • Når man kilder sit barn så meget, at det får næseblod. (Til mit eget forsvar (igen!) skylder jeg at sige, at barnet har meget sensible næsebor).
  • Når man på den gave, hvor ens søn møjsommeligt har skrevet ‘Tillykke til Ida fra Ældste Pode’, og som han skal ha’ med til klassefest om fem minutter, sådan lidt spontant tegner små hjerter….

Dagens kloge ord

Astrid Lindgren:
”Det er ikke let at være barn, læste jeg for nyligt i en avis, og jeg blev højst forbløffet, for det er jo ikke hver dag man læser noget i aviserne, som virkelig er sandt. Det er en revolutionær, som taler. Det er ikke let at være barn, nej! Det er svært, meget svært. Hvad indebærer det da – at være barn? Det indebærer, at man skal gå i seng, stå op, klæde sig på, spise, børste tænder og pudse næse, når det passer de voksne, ikke når det passer en selv. (…) Det indebærer endvidere, at man uden at beklage sig må høre på de mest personlige kommentarer fra enhver voksens side, hvad angår udseende, helbredstilstand, påklædning og fremtidsudsigter. Jeg har ofte spekuleret på, hvad der ville ske, hvis man begyndte at behandle de voksne på samme måde.”

(Indsender af signaturen A.L. i Dagens debatt i Dagens Nyheter, den 7. december, 1939
(Fra biografien ”Astrid Lindgren”)).

***

Sker der også nogle gange ting hjemme hos dig? (Come on, gi’ mig lige en håndsrækning ….)

Fotograf: Lars Pedersen

Noget om skinke. Og fisk. Og ris til egen røv.

Thank God it’s Friday! Vi har glædet os hele ugen! Allerede i går begyndte Mindste Pode at se frem til de godter, han sku’ konsumere til Disney Sjov i dag. Hvilket får mig til at tænke på fredag aften for en uge siden, og på det pædagogiske nederlag, som noget nu tyder på, at jeg led.
En fredag aften, der startede just som i dag, med en ekstatisk lykkefølelse (og her følger beretningen om sidste uge, hvis nogen skulle være i tvivl!):

Finally! Vi drager er lettelsens suk. Tænker det bli’r en god aften. En god weekend. Vin på bordet. Mand har lavet Mellemste Podes livret, lasagne. Ældste Pode hader lasagne, så eftersom han er hos Axel fra klassen, og dermed glimrer ved sit fravær, er menuen velvalgt. Bortset fra, at Mindste Pode HELLER ikke kan lide lasagne (altså, hvad fanden er det med de unger?!)…. Nå, any ways, der er heldigvis en spaghettirest i køleren fra gårsdagen, så alt er stadig fryd og gammen.
Jeg laver tilmed klatkager til dessert. Næsten ingen bliver sorte, det kører!

Mens Mand konstruerer ‘left-over-måltidet’ til Mindste Pode, finder han lige en rest skinkestrimler i køleskabet, som han sådan lidt en passant ryster ud over spaghettien, og blander godt rundt.

Resultat: Mindste Pode påbegynder en af den slags grådanfald, der starter som de dersens varslingssirener, der i forgangne koldkrigstider blev testet på onsdage klokken tolv-nul-nul-dut. Men lige meget hjælper det. Mand er stædig. Pode kan GODT lide skinke, hævder Mand, alt imens jeg prøver at mindes hvornår jeg sidst (for ikke at sige om nogensinde) har set poden spise skinke. Nå, Mand er tilsyneladende blevet mere stædig end poden udi overbevisningen om at få ret i hvad der nu kan kaldes for ’skinkespørgsmålet’, og han sætter fredagsguffen på højkant: Spaghetti MED skinke SKAL konsumeres såfremt Mindste Pode skal gøre sig forhåbninger om at kunne supplere Disney Sjov med tilsætningsstoffer.

Drengen, som er in-skinke-denial, spiser langsomt. Meget langsomt. Én spaghetti ad gangen. Jeg spekulerer på, om ungen overhovedet når det her aftensmåltid inden midnat. Imens får vi fiskeforedrag af Mellemste Pode. Han har været på Den Blå Planet, fordi klassen har om fisk i projekttimerne. Mellemste Podes gruppe har om ørreder.

Lidt friske fakta om ørreder:

Der findes både havørreder og bækørreder. Ørrederne er – modsat mine poder – ikke kræsne, og spiser mange forskellige ting; for eksempel kan de faktisk godt spise en mus, hvis de skulle komme forbi sådan én på deres vej (selvom det nok ikke er en delikatesse ørrederne render ind i hver dag).
Mellemste Pode snakker non-stop:
”I Danmark er den største ørred 15 kilo, men i Finland, ved du så hvor stor, den kan blive, mor? DOBBELT så stor!! Og ved du godt, at man ikke bare kan tage en fisk, og putte den i et akvarie, så vil den DØ!!! Ved du hvorfor, mor?”

Mindste Pode får mælken galt i halsen, og kaskader af mælk sprøjter ud over hele bordet (også ned i lasagnen, og ud på vores tallerkener, alt sammen meget lækkert). Alt imens Mand og jeg fumler rundt med køkkenrulle og klude i forskellige afskygninger, fortsætter Mellemste Pode: ”Altså, der skal både være planter OG ilt i akvariet, og så kan man jo ikke BARE for eksempel tage en havørred og putte derned, for den lever jo i saltvand, og så DØR den, hvis den kommer ned i almindeligt vand” (sagt med en meget bebrejdende stemme, som om vi faktisk netop havde taget en ørred, og puttet den ned i et lille bitte ferskvandsakvarie uden planter og ilt). Mellemste Pode ænser tilsyneladende ikke sin mor og fars manglende nærvær under optørringsprocessen, og fortsætter ufortrødent, nu med et mindre foredrag om hvor på havet, det er smartest at opholde sig, hvis man er fisk: På bunden, i midten af havet eller i overfladen. Ved vi måske det?, bliver der spurgt, og den selvretfærdige kunstpause er perfekt timet med den bræklyd der kommer fra den anden ende af bordet netop som Mindste Pode kaster op ned i sin tallerken. Det er sandsynligvis første gang Mellemste Pode værdiger sin lillebror et blik under hele måltidet. Han løfter et øjenbryn mens han blot i et temmelig tørt og ganske upåvirket toneleje konstaterer: “Okay, det var så rimelig klamt”.

Jeg sender Mand et ‘er-du-så-tilfreds-nu-blik’.
Tænker skinke-løbet er kørt for knægten (altså Mindste Pode. Muligvis også Mellemste pode). Og skinkespørgsmålet er nu løst. Helt af sig selv.

Igen render Mand og jeg rundt med mere papir og flere klude, alt imens Mellemste Pode nu er gået i quiz-hjørnet:

”Mor, hvilket dyr kan du bedst lide?”
”Hvis nu du skulle være et havdyr, hvaffor et så?”
”Hvaffor en haj er din yndlingshaj?”

(Okay, ku’ nogen gi’ mig noget mere alkohol? Uden bræk, tak?!)

Efterfølgende er det så, at jeg måske? begår den fejl, at servere klatkagerne. Og der kommer også slik på bordet til Disney Sjov. Ja, ja, jeg ved det godt.
Mand konstaterer, at Mindste Pode må være Danmarkshistoriens største snydepels.

***

Umiddelbart tænkte jeg ikke i øjeblikket, at Mand havde ret i sit udsagn om pelsværket. Indtil i går. Hvor vi som sagt snakkede om, at nu var det snart fredag, med alt hvad det indebærer af både spiselig og ikke-spiselig hygge. “Hvad skal vi ha’ og spise i morgen?”, spørger Mindste Pode i den forbindelse. “Tjahhh…”, siger jeg, blank som sædvanlig hver gang talen falder på mad. “Har du nogen gode forslag?”, spørger jeg tilbage. “Hmmmmm”, spekulerer Mindste Pode: “Spaghetti med millionbøf?”. Mindste Pode funderer videre: “Hvis jeg bare ikke kaster op!! Men HVIS man kaster op, så får man stadig slik!! Er det ikke smart?!!”

Er det smart?!… Det’ vist det, man kalder et selvmål. Eller politisk selvmord.
Og jeg kan nu bruge weekenden, krydret med lidt snot, til at spekulere på, hvordan jeg får rettet op på fadæsen. Gode forslag modtages med kyshånd!……..

Rigtig god weekend til dig!

IMG_1464

IMG_1468

Tankespind fra læsehjørnet

Jeg har netop læst min tredje bog i det herrens år 2016.

Den første jeg læste var ”Alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr.
Den er god! Læs den, hvis du ikke allerede har gjort det! Da jeg var færdig med den, havde jeg det som pigen i bogen havde det med sine brailleskriftsbøger: Jeg havde lyst til starte forfra lige med det samme igen.

Det blev dog disse to, jeg læste efterfølgende:

”Hypnotisørens kærlighed” (lyder lidt Danielle Steel-agtig, men fortvivl ikke!!), og:
”Det hun glemte”

Begge er skrevet af forfatteren til ”Min mands hemmelighed”, Liane Moriarty.
(Jeg har stadig ”Store små løgne” til gode – den bedste, siger nogen).
Jeg er vild Moriartys humor, og med den måde, hun leger med skæbnen på en ’turn a different corner, and we never would have met’-agtig måde.

IMG_1447

Særligt ”Det hun glemte”, gjorde indtryk på mig.
Den handler kort fortalt om en kvinde, der slår hovedet, og mister en del af sin hukommelse; sådan helt specifikt de sidste ti år af hendes liv. I løbet af de ti år hun glemmer, er hun blevet mor til tre, hun har fået og mistet nye såvel som gamle bekendtskaber, og ikke mindst befinder hun sig midt i en ægteskabelig krise. At hun mangler en masse epokegørende begivenheder i sin hukommelse er ikke det, som gør bogen interessant; det er derimod det personlighedsmæssige kvantespring, som hovedpersonen tilsyneladende selv har taget i løbet af de år, som hun har glemt. Med andre ord vågner hovedpersonen op på hospitalet og opdager, at hun er blevet en markant anderledes person end hun var ti år tidligere.
Det, som virkelig er tankevækkende er, at hovedpersonen faktisk ikke kan lide den person, hun er blevet.
Og det, som hun er blevet, er: En perfektionistisk præmiemor.

Jeg blev ramt af fortællingen, sådan på et personligt plan. Ikke fordi jeg pludselig er blevet en præmiemor(!), og heller ikke på grund af hukommelsestabet, som jeg dog ind imellem føler er helt tilsvarende. Jeg føler mig derimod ramt af hovedpersonens stræben efter det perfekte (på en lettere hysterisk facon), og ikke mindst af, hvad denne stræben har gjort ved hende. Og jeg kan ikke (hvor gerne jeg end ville) sige mig fri fra, at jeg sandsynligvis også har ændret mig tilsvarende, hvilket jo netop er et af mine kerne-issues her på bloggen. Derfor har jeg i takt med at siderne blev vendt i bogen, tænkt på, hvordan jeg selv ville ha’ det, hvis jeg sådan på et mentalt plan blev spolet ti år tilbage. Eller rettere, tænker jeg på, hvem jeg ville være. Hvem var jeg dengang, og hvem er jeg nu? Er jeg den nu, som jeg ville være dengang? Jeg ved det ikke.

Foruden jagten på det perfekte, kunne jeg undervejs i bogen nikke genkendende til den lidt hårde skal, som hovedpersonen gradvist har udviklet. Ingen biden skeer med mig. I hvert fald på nogle områder. På en lidt for kantet og lidt for skarp facon.
Ikke ulig en skinger udgave af Miss Piggy.
(Jeg ville virkelig ønske, at alle mine helt uforbeholdne meninger i bestemte fora ikke bare fløj ud til alverden som skidt fra en spædekalv. Ikke mindst overfor Mand og børn, nogle gange).
Spørgsmålet er, om det er et udtryk for at man er presset (sådan lige nu og her), eller om det er et udtryk for at man rent faktisk har ændret sin personlighed?
Og om det ene medfører det andet?
Uanset, tror jeg det er vigtigt, at vi holder os for øje hvordan vi helt upåagtet bliver formet – negativt? – af de krav, vi sætter til os selv.

Jeg har overvejet om jeg skulle stille min 2006-personlighed op overfor min 2016-personlighed.
Lave sådan en fordele- og ulempe-liste til afkrydsning. ’Godt og skidt ved 2006-personen’ versus ’godt og skidt ved 2016-personen’.  Men jeg tør ikke. Jeg er bange for, at jeg måske helst vil på kaffedate med mig selv i 2006-udgaven. (Og endnu mere skræmmende: Hvem vil Mand helst på date med??)….

Er jeg for provokerende, hvis jeg spørger dig, hvem du helst ville drikke kaffe med:
Dig selv anno 2016 eller dig selv anno 2006?………

PS: Læser nu ”Hr. Isakowitz’ skat” af Danny Wattin, efter anbefaling fra Svigermor. Den er go’!

PPS: Der er blevet spurgt efter en update på det mystiske tjenerrenderi i sidste indlæg. Unfortunately, there is none. Fortsat, og nok for evigt, meget mystisk. Beklager, folkens!