Månedsarkiv: april 2016

Frikadeller – med eller uden snot

Mand til Mindste Pode: ”Hvad fik I at spise i børnehaven i dag?”
Mindste Pode: ”Frikadeller, men jeg ku’ ikke li’ dem!”
Mand: ”Nå, du plejer da ellers at være så glad for frikadeller?!”
Mindste Pode: “Jamen der var snot på!!”
Mand: ”Var der snot på frikadellerne?!”
Mindste Pode: ”Ja!”
Mand: ”Ej, selvfølgelig var der ikke snot på!…”
Mindste Pode: ”Jo-HOW!”
Mand: ”Hvordan var der kommet snot på?”
Mindste Pode: ”Det havde manden, der LAVEDE maden, gjort!”
Mand: ”Sikke noget pjat, vi så jo selv kokken i morges, sådan noget kunne han ALDRIG finde på!”
Mindste Pode: ”Jow, han gjorde det bare derhjemme!”
Mand sukker opgivende: ”Så du fik altså ingen frikadeller?”
Mindste Pode: ”Jow, ÉN! Alle de andre var snottede.”
Mand: ”Hvad farve var snottet?”
Mindste Pode: ”Det var grønt, det var ME-GA-klamt!”

Ja, det var så endnu én af de mere lækre samtaler vi har haft under aftensmaden.

IMG_1594

Stor ståhej for ingenting (=nogle gange er det svært at være tjekket)…

I det store hele forløber mine arbejdsdage som regel relativt smertefrit i min relation til omverdenen. Men så er der bare nogle gange, hvor det forkromede selvbillede kollapser. Hvor man helt ufrivilligt gør sig bemærket på en vældig uhensigtsmæssig måde. Måske kender du det? Hvis ikke, kan jeg kun sige, at du er en heldig kartoffel. Og i så fald kan du bare fryde dig over disse to eksempler på ting, der bør undgås, og som ind til videre ikke er sket for dig:

Eksempel 1)

Der er indkaldt til møde. Rettelse: JEG har indkaldt til møde. Og har suppleret mødet med noget forplejning, som jeg i dagens anledning har valgt at spice lidt op med nogle cookies (det sku’ nødig blive for vildt), selvom jeg godt ved, at jeg faktisk ikke kan tåle de hersens cookies. Altså som i allergi-tåle. Jeg tænker på hvor godt cookien smager, frem for konsekvenserne, da jeg bestiller, og tænker, at jeg nok ikke får nogen allergisk reaktion lige den dag (BIIIG MISTAKE!…). Nå, der sidder vi til mødet. Cirkus ti-femten mand høj. Mens der bliver talt og debatteret kaster jeg mig over min cookie med en entusiasme som var selve kagespisning dét, der var formålet med pågældende møde. Krummerne sprøjter ud til siden, og en-to-tre, så er den væk.
Og resultatet udebliver da heller ikke. Koldsved, influenzasymptomer vælter ind, og på et tidspunkt bliver mine omgivelser opmærksomme på den sådan lidt små-kritiske tilstand. Der bliver åbnet vinduer. Den kollega, der sidder ved siden af, tømmer sit arsenal af antihistaminer ud på bordet til fri afbenyttelse (og hold da op for et arsenal!!). Jeg bliver pumpet for helbredsoplysninger. Og har jeg mon lungebetændelse? Pludselig har mødet taget en helt andet og langt mere livredende drejning end oprindelig tiltænkt. All because of a cookie. Christ.

Eksempel 2)

Vi er på et halvdagsseminar på mit arbejde. Sidder ved siden af sød kollega på den ene side, og ubekendt mandsperson på den anden side. Vi sidder på forreste række (argumentet om hvorfor, fortager sig i det uvisse). Der sidder vi så, og just som sidste led i fødekæden er på talerstolen, kan jeg mærke, at jeg skal nyse. Umiddelbart ingen ko på isen, jeg anser mig selv for at være sådan en relativt diskret nysende person. Noget i nysen går dog ikke helt som planlagt. Diskret nys bliver pludselig til et meget voldsomt og trompetagtigt nys. Utrolig høj lyd, der mest minder om noget rasende hanelefant på savanne. Det er lige så det bølger i salen. Det bliver ikke bedre af, at sød kollega på den ene side, bliver virkelig forskrækket. Kollega letter i bogstaveligste forstand fra stolen. Det er ikke det værste. Det værste er, at Kollega begynder at grine. Og når Kollega griner, så smitter det. Ergo er vi i løbet af et nanosekund lagt ned af latterkramper. Sidste led i fødekæden er professionel nok til ikke at lade sig forstyrre af balladen på første række. Næstsidste led i fødekæden sender ikke desto mindre formanende blikke i vores retning. Det er i sådanne sekunder jeg ønsker at blive opslugt af gulvet og ført bort, for aldrig senere at vende tilbage. Jeg er splittet mellem følelsen af at være ved at dø af grin og være ved at dø af skam. Der går ellers lang tid i mellem at jeg får denne type totalt ubelejligede grineflip, men jeg gør det godt, når jeg så gør det. Og mindes det LÆNGE (og skammer mig lige så længe). Ak. Det, der er sværest er at stoppe igen, det kender vi alle sammen. Jeg prøvede først at tænke på min afdøde mormor. Det er mit bedste trick, for det er sjældent at jeg kan tale endsige tænke på min mormor, uden at jeg er ved at bryde i krampegråd (kom nu, Mormor, gi’ mig lige håndsrækning her mens jeg balancerer på kanten til at miste min sidste rest af selvrespekt)….. Da det lissom ikke virkede, begyndte jeg at nærlæse den rapport, der med rund hånd var kastet i grams på bordene. Efterhånden lagde flippet sig lidt, men hvem der dog bare kunne skrue tiden tilbage.

Nogle gange er det bare virkelig svært at være tjekket…..

Dagens morale nummer 1:
Kun en tåbe frygter ikke havet.

Dagens morale nummer 2:
Sæt dig aldrig (ALDRIG!) på forreste række!

Småhellig? Eller noget om Hybris og Nemesis.

Der bliver hylet, da jeg henter Mindste Pode. Han vil ikke hentes nu. Det er ok, jeg sætter mig i garderoben og venter. I dag har vi ikke travlt. Ville også synes det var lidt træls, hvis nogen bare uden varsel vandrede ind på mit kontor og slukkede min computer lige foran næsen på mig, og sagde, at så var det fyraften. Imens jeg sidder i garderoben og venter, hører jeg lidt fra en af de voksne om dagen, der er gået, og der har været fødselsdag i børnehaven. Mindste Pode kommer tidsnok til at supplere med at der er blevet serveret banankagemand, og at de har fået balloner, der kan pustes op, når de kommer hjem. Han kan dog ikke lige umiddelbart finde sin ballon.

Samtidig bliver Sofia hentet af sin mormor. Det er så som så med mormors overskud, det er ret tydeligt. Der skal nås ting. Jeg er ved at nå dertil i mit liv, hvor tiden med Mindste Pode godt nogle gange kan sammenlignes lidt med tiden med Ældste Pode inden han blev storebror. Sådan på den gode måde, hvor man kan slappe lidt af de dage, hvor man ved, at de andre poder enten er taget til noget sport eller selv er gået hjem. Der er fokus kun på den ene.
Jeg troede faktisk ikke jeg nogensinde skulle nå dertil. Jeg nyder det virkelig meget, for det giver en helt anden henteproces end når man hænger i en klokkestreng for at hente tre på stribe, og nå hjem til at lave aftensmad og ordne vasketøj. Det kender du sikkert!

Nå, det var Sofias mormor, vi kom fra: Hun havde som sagt travlt, og det huede hende helt klart ikke, at Sofia heller ikke kunne finde sin ballon. På forhånd truer hun flere gange Sofia: “Nu begynder du ikke at hyle, Sofia, det kan jeg bare slet ikke klare!”… Jeg føler mig meget pædagogisk og overskudsagtig i sammenligningen Sofias mormor, og føler mig heller ikke for god til at tænke, at når jeg bliver farmor, så vil jeg bare være en meget bedre bedstemor end Sofias mormor. Som om. Nå. Sofia begynder selvfølgelig at hyle. Mormor i afmagt. Jeg kan se, at det er lige før at min Mindste Pode også bryder i krampegråd, men – i anledning af mit lejlighedsvise overskud – skynder jeg mig at hviske til ham, at vi finder en ny ballon derhjemme. “Jeg får bare en ny ballon når jeg kommer hjem, Sofia!”, råber Mindste Pode ud i børnehaven som et forlænget ekko af min hvisken, helt uden sans for situationen.
Resultat: Sofia hyler nu endnu højere end før, og jeg hvæser til Mindste Pode, at det er nok ikke sikkert, at Sofia har brug for lige den information på nuværende tidspunkt. Mormoren er helt enig, ser det ud til.

Hvad er min pointe med denne fortælling?, kan man foranlediges til at spørge.
Det er, at til trods for mit indledningsvise overskud, så sker der følgende på vej hjem:

  • Pode kører cykel som en skizofren. Han vakler periodisk imellem at være virkelig træt og være virkelig hyper.
  • I sidstnævnte perioder er ørene tilmed ufunktionsdygtige. Ting skal siges (meget) højt flere gange, og poden tager det hele ret personligt: ”Mor, du RÅ-bed!!”. (Jep, de jyske aner fornægter sig ikke).
  • Det hele kulminerer i karambolagecykelstyrt med skraldespand. Mindste Pode hyler nu højere end Sofia nogensinde har gjort.
  • Til allersidst ryger kæden af. Men der er vi heldigvis næsten hjemme.
    Dog med en pænt flosset nervebestand.

Med andre ord: Hvor frelst, overskudsagtig OG bedrevidende jeg end var ved afhentning i børnehaven, har tingene hurtigt taget en anden retning og jeg er kort og godt ikke et hak bedre end Sofias mormor.

Se her kommer mutter med kost og spand!

Ok, indrømmet. Jeg elsker boligindretning. Som i elsker-elsker-ELSKER det!!! Jeg er en sucker for gnitrende boligmagasiner, som jeg dvæler længe ved, når jeg giver mig selv lov til at flygte fra virkeligheden. Men det ændrer ikke på, at jeg stadigvæk tror det er lidt usundt at gå for meget op i den slags. Det ændrer heller ikke på, at der virkelig nogle gange ligner noget, der er løgn hjemme hos os. Men drømmen om BoBedre-hjemmet is still going strong.
(Jeg tror, at min grundlæggende overbevisning er, at det per automatik medfører dels at jeg bliver en bedre person, og dels at der som ved trylleslag også er hjemmelavet syltetøj og nybagt brød).

Jeg føler det så dybt, at jeg nogle gange tænker på hvad man gjorde dengang man levede i huler? Og der ikke var så skide-meget at ændre? Ingen ny sofa, der kunne stå øverst på ønskesedlen? Tænkte man “Neeeej, det ville garantrisset være meget pænere hvis vi placerede bålet ovre i det ANDET hjørne….”?

I forsøget på at distancere mig fra hulemennesket, og leve op til mine egne (høje?) standarder, er det, at jeg pludselig har brugt det meste af en weekenddag på at suse rundt fra det ene hjørne af hjemmet til det andet. Ikke brugt tiden på meget andet end at gå ud med skrald, vande blomster, banke puder, ryste tæpper og støvsuge (og GUD hvor er der mange nullermænd under sengen!….).

Man går taktfast som et bornholmerur frem og tilbage et utal af gange, mister lidt fokus i ny og næ undervejs (måske ikke helt så taktfast alligevel….), fordi man konstant begynder på noget nyt, når man for eksempel render ind i en sportstaske, som nogen har glemt at tømme. Eller for eksempel finder en tom toiletrulle i sofaen. (Hvad laver den dér? Og hvem har placeret den der?). Eller finder en ninja, splittet i atomer, som har forvildet sig ind i soveværelset (her behøver man dog ikke tænke så længe over hvem der er gerningsmand):

Ninjatiger

Fragmenter af en tiger: Formely known as ‘den onde tiger fra Ninja Turtles’….
Er det normalt??

(Mindste Podes standardsvar er konsekvent: ”Det var ik’ mig!!”. Og han ser virkelig ud som om han selv tror på det. Han er en enkelt gang sunket så lavt, at han ytrede, at det var potteplanten, der havde gjort det, men jeg tror han hurtigt indså hvor langt ude det lød (selv i en alder af fire år), så han brugte aldrig den undskyldning igen).

Nogle gange tror jeg også, at der ryger mere end planlagt ned i den støvsuger. Kender du det med den dér lyd fra støvsugeren, når den har fanget noget andet og større end blot almindelige nullermænd? Klink-klink-klink-klink-klank lyder det hele vejen op i støvsugerrøret. Dilemmaet: Gider man splitte hele støvsugeren ad for at finde ud af hvad det var?? Var det mon bare yet another LEGO-dims, eller var der rent faktisk mandens vielsesring, eller den ravklump, man engang havde fundet ved Vesterhavet?

Et passende ord for ovenstående kunne være damage control.
Andre ville kalde det for rengøringsvanvid.

Ikke at der partout skal være noget galt med det, jeg undres bare. Faktisk er det på mange måder brandhyggeligt. Men på et eller andet tidspunkt når man jo til et udmatningspunkt, og ingen – bortset fra dig selv, selvfølgelig – kan se forskellen. Men jeg synes, at hvis jeg bare holder en lille pause fra pendulvandringen, at der som med et fingerknips ligger et hav af ting (læs: rod) fordelt over hele matriklen. Man sku’ næsten tro det væltede op fra sprækkerne i gulvene. Alt ligger spredt ud over det hele: Schleick-dyr er med rund hånd strøet ud og forladt blandt udklædningstøj, legetøjsvåben, ninja-turtles, cars-biler og flexitracks. Selv kufferten indeholdende alt småt og udefinerbart, er spredt for alle vinde.

Jeg tænker nogle gange, at hvis jeg stopper op, så bliver vi begravet i skrammel og sure strømper i løbet af en meget overskuelig fremtid.

Nå. Det løser sig vel på et tidspunkt. Helt af sig selv, på den ene eller den anden måde….

Sidste sære syn fra denne weekends ørkenvandring:

Hulk

???
Ny hovedbeklædningsgenstand på mode blandt plastikfolket?

(“For tiden er så kort, og det ku’ hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende…”)

Oh God, those mornings!

Jeg synes, jeg står op i god tid. Hver dag. For at foregribe begivenhedernes gang, og for at være et skridt foran. Alligevel lykkes det ikke altid, selvom det heldigvis mange gange gør.
Men det er sikkert og vist, at når det først begynder at skride, så ruller rouletten. Det er noget med Murphys lov, har jeg engang ladet mig fortælle.

I dag står jeg op, solen skinner, og alt ånder fred og ro. Indtil første pode vågner, i det her tilfælde Mellemste Pode, som springer ’godmorgen-delen’ over, og i stedet går lige til stålet: ”Mo-ar, de dér nogen, der sidder NEDERST på mine benskinner når jeg skal til fodbold, og som jeg har haft virkelig svært ved at få af og på, hvor er de henne, for jeg vil gerne ha’ dem på igen, og med til fodbold i dag?!”.
Spørgsmålet kræver både øjenkontakt, og at poden tegner i luften hvad det er han mener, eftersom hans mor er evnesvag. Da jeg ikke reagerer prompte midt i min blanding af gulerodskrælning og tømning af opvaskemaskine, sætter poden sin opfordring på repeat. Utroligt at han overhovedet har fået noget søvn (tænker den hjernelamme mor), så vigtige som de dersens benskinnepåhæng er gået hen og er blevet i nattens løb. De er relativt små, sådan nogle. Pænt svært at finde noget på den størrelse i et sportstøjsinferno mens du er under tidspres.
Vi finder én. Det må være bedre end ingen ting. Videre!
Første tidsbombe detoneret.

Ude i køkkenet igen (der er noget med noget morgenmad, og nu har vi lidt småtravlt).

Her falder den næste bombe i tidsregnskabet (affyret af Ældste Pode):
”Mor, jeg har jo mellemtrinsfest på skolen i aften!” (sagt som et led i en længere sætning, men resten fortaber sig i hukommelsens tågeland).
Dette sker i mit hoved: ??!!?? … ??!!??!!??!!??
”HAR DU MELLEMTRINSFEST PÅ SKOLEN I AFTEN?!?” gentager jeg vantro og helt lamslået med the kartoffel woman-stemmeføring (utilsigtet, det er bare sådan noget, der sker).
Med andre ord: FUCK!
Havde ikke set den komme. Ved ikke helt, om jeg panikker mest over 1) at planerne nu skal ændres, eller 2) at det i sig selv er frygteligt, at éns hukommelse er hullet som en ost, og at det nærmer sig omsorgssvigt, når poderne ikke længere kan regne med sine forældre som omvandrende personlige assistenter.
Poden ryster på hovedet, han har opgivet. Ny plan lægges omgående, men så er det, at Mellemste Pode (akkompagneret af Mand) sender endnu en bombe fra sin side af bordet:
”Jeg har OGSÅ fest, i morgen, i indskolingshuset, og jeg skal ha’ mad med!”.
FUCK-FUCK-FUCK! (igen!), er der NOGEN som helst, der gider slå mig bevidstløs, og installere mig med en hjerne der virker? En ny én. En god én. Som kan fortælle mig, hvor al den info jeg misser bliver af, og ellers i øvrigt står henne, så jeg kan orientere mig?
Det er da vel ikke så meget at forlange….

Mand konstaterer blot lidt halvtørt, at eftersom vi er SÅ sent ude, så er der nok ikke flere paptallerkner tilbage, vi kan skrive os på.

Og så vælter Mellemste Pode selvfølgelig sin skål; mælk og cornflakes vælter som en tsunami ud over bordets breder, men på det tidspunkt er Mindste Pode og jeg næsten på vej væk fra dramaet, ned til cyklerne og hen i børnehaven.
Væk fra alle påmindelserne om ting, der er væk, og er blevet glemt.

Næsten da i hvert fald, for nede i gården konstaterer Mindste Pode, at det er en kold morgen, og at vi har glemt hans vanter. Jeg ringer til Mand (der stadig er i lejligheden), i håb om at han kan tyre et par vanter ud ad vinduet, og ned i gården.
Too late. Mand er på lokum, og det har LANGE udsigter.
Op ad trappen igen, rode-rode-rode-rundt efter vanter, og ned ad trappen igen.
Kun for at blive mødt af et bebrejdende: ”Det’ IK’ mine vanter!”….

Will somebody please give me a chance?

HVidtjørn

Hvidtjørn III

Hvidtjørn IV

Hvidtjørn V

Mareridt billigt til salg. Anyone?

Mindste Pode har for tiden mareridt hver nat. Som i HVER nat. Vi har ellers i en rum tid prist os lykkelige over at ha’ dobbeltsengen for os selv. Men nu er den så tilsyneladende (igen) blevet invaderet af en mareridtsindehavende tredjepart. Måske jeg husker forkert, men jeg erindrer ikke at mareridtsfasen har været SÅ udtalt (og gennemført, fristes jeg til at sige) hos de to andre. Aner med andre ord, at der er noget fusk indblandet fra hvad Mand ved tidligere lejlighed har kaldt for Danmarkshistoriens største snydepels.

Mindste Pode starter sine natlige eskapader med en omgang hylen i egen seng, som bringer det meste af voksenbestanden herhjemme i total og komplet alarmberedskab over mulige hændte ulykkesscenarier i børneværelset. Velankommet ved barnesengen ligger poden så og tør-græder. Uden tårer, forstås. Uagtet hvor mistænkeligt dette i sig selv er, er den nemme løsning i situationen altid at tilbyde lidt forældreomsorg i dobbeltsengen. Hvad som helst for at komme tilbage under den varme dyne. Det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen, for det er dælme en lunken tjeneste man gør sig selv. Ikke desto mindre, så ligger poden nu stort set hver eneste nat i dobbeltsengens midterrabat. Sparkende. Roterende. Allestedsnærværende og skallenikkende. Bugger-pis, hvor er vi trætte af det!

Når vi den efterfølgende dag spørger ham, hvad den onde drøm handlede om, svarer han lidt undvigende. Nogle gange siger han, at han drømmer om ben, der bliver skåret af. Andre gange trækker han lidt fraværende på skuldrene, og siger blot tøvende “…nogle forskellige grimme ting?”

Så nu har vi tænkt os, at der skal nye boller på suppen! NU starter vi kampen for at få dobbeltsengen og den gode nattesøvn tilbage. Tiden vil vise, hvor mange strategier vi skal ud i før missionen lykkes. Men hvor der er vilje er der vej, som man siger. Derfor er der nu ved aftenens putning gjort følgende mareridtsafskærmende foranstaltninger:

  • Mig, der med frisk stemme siger: “Så, Mindste Pode! NU er det slut med at ha’ mareridt om natten! Jeg har nemlig SLUKKET for mareridtsknappen!” (trykker ham oven i hovedet og tilsætter kliklyd. Oh, Dear, hvilken parodi på ét eller andet, der forsøger at være pædagogisk).
    Mindste Pode, jublende: ”Na-hajjj!!!”
  • De farligste af godnatbamserne er blevet rekrutteret til noget imiteret vagttjeneste. Således ligger Mindste Pode nu flankeret af Tigerdyret og Isbjørnebamsen helt oppe ved hovedgærdet. Grrrrr…..
  • Sidst, men ikke mindst er han er blevet tvunget til at falde i søvn til noget afslapningshalløj (der ligger nogle ret kære børnemeditationer på YouTube), i stedet for alt det andet skrammel han ellers sædvanligvis plejer at lytte til. Jeg tænker, at det ikke er nogen skade til, at de allerede fra små lærer at fokuserer på åndedræt og den slags ting. Mindste Pode er, efter at nyhedens interesse har lagt sig på den front, gået hen og er blevet lidt træt af de hersens afslapningsøvelser, så nu har jeg så bildt ham ind, at det hjælper mod mareridt. Ergo: Så længe man har mareridt, så SKAL man falde i søvn til meditationer. Mindste Podes svar var et dybt, opgivende suk.
    Nogle ville muligvis mene, det er lidt ondt. Men helt ærligt, det kunne have været værre.
    Det kunne for eksempel være Hansi Hinterseer, jeg havde sat i gang.

Nå. Nu bliver det så lidt spændende hvad der sker i nat. Forhåbentligt ingenting! Jeg har i hvert fald akut brug for en god nats søvn.

Sleep tight! Zzzzzzzzzzzzzzzz…………….

I alarmberedskab

Er jeg i kontrol eller har jeg mistet kontrollen? Når jeg føler, at alle udefrakommende faktorer, såsom børn, mand, arbejdsopgaver, gøremål og aktiviteter har overtaget herredømmet over min tid og afgør hvilke tanker jeg skal tænke, og hvornår? Og jeg ikke selv har noget at skulle ha’ sagt i den forbindelse? Når der bliver kaldt og sendt mails og jeg konstant ændrer kurs og retning uden at kunne holde fokus? Når jeg føler mig bundet på hænder og fødder:
Er jeg bare kontrol-freak, der er bange for at miste kontrol, eller har jeg allerede mistet den?
Er jeg fri eller ikke fri?
Lykkelig eller ikke-lykkelig?

Når jeg føler mig som den brølende og desperate løve, der er fanget i et lillebitte bur, bliver jeg altid bange: Er det mon gået over i morgen? Eller er jeg fanget i denne her frygtelige tilstand fra nu af og i al evighed? For hvis jeg er, så kan jeg ikke klare det mere. Så kan jeg vitterligt ikke klare at tænke, og når jeg ikke kan tænke mere, så kan jeg ikke arbejde mere, og så ruller rouletten. I hvert fald i mit hoved. Dommedagsscenarie følger dommedagsscenarie.

Mit korthus vælter. En talestrømsflod vælter ind over mit liv i form af poder, som speed-talker i noget der føles som uendelighed. Og det bliver relativt hurtigt alt, alt for meget.  Undskyld, hvem har ringet dig op lige nu? spørger jeg nogle gange.

Nedsmeltning er ikke noget, der kun er forbeholdt børn, det sker faktisk også for deres forældre. Dog ikke som storskrigende sprællemænd i mudrede flyverdragter på klamt Netto-gulv, men sådan på et mere mentalt plan.

Et eksempel:

”Mor, hvis du nu SELV måtte vælge hvilket dyr, du sku’ være, og det måt’ IK’ være fra Danmark, hvilket dyr, sku’ det så være?” siger den ene pode (gæt selv hvilken), mens den anden pode prøver at komme ind fra sidelinjen, og virker lidt som sådan en slags dukke, der med fem-sekunders intervaller siger ”Mo-ar?” —— ”Mo-ar?” —– ”Mo-ar?”—–”Mor-ar?” ind til man snerrer af barnet, om det godt kan høre, at man har gang i en ANDEN samtale? (uden at man af den grund er i stand til at vurdere hvilket dyr man i givet fald skulle være).
Når den første pode er færdig med sin beretning, og det så er den anden podes tur, kan man være HELT sikker på, at den tredje pode kommer flyvende ind fra en blind vinkel med en livsnødvendig grund til at afbryde: ”MOR?!”…. Og så er det, at jeg ikke altid reagerer så hensigtsmæssigt. Som for eksempel i morges, hvor jeg faktisk fik sagt ”SCHHY!!!” med sådan en intensitet, at Ældste Pode fik tårer i øjnene.
Og faktisk skulle han bare fortælle mig, at det var første gang han skulle ha’ TO engelskbøger med, fordi den ene havde været bortkommet siden starten af skoleåret, hvor den forvildede sig ind under hans skrivebord, og først igen lod sig finde her mange, mange måneder senere. Det var faktisk en glædelig nyhed, som han dér kom med, men som fik noget af en mavelanding, fordi jeg lige formåede at slå luften fuldstændig ud af begejstringen. Og så er det mig, der får jeg tårer i øjnene bagefter. Det er absolut ikke med vilje, at jeg gør det; det er det virkelig ikke. Hvordan får man aflivet de der verbale drab på podernes beretninger uden at alle (eller bare mig?) mister besindelsen undervejs?

Der burde være nogle advarsler på væggene på steder, hvor der er offentlig adgang (biblioteker, svømmehaller og den slags), ligesom nogle burde stille det meget kritiske spørgsmål: ”Er du HELT sikker på, at du gerne vil ha’ tre børn?!!! HELT SIKKER??”

Bloody hell!

Dagens citat

“Hvis du var en ludobrik, var du så slået hjem nu?”
(Filmen ”Den eneste ene” – hvis nogen skulle være i tvivl….)

Dagens kloge ord

Søren Kierkegaard:
”Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”

Til trods for at jeg bare prøver følge med tilværelsen (og vasketøjsbunkerne) i det hele taget, prøver jeg også at vælge at leve livet; ikke at lade livet knække mig.

Jeg prøver også at huske på, at de kloge siger: Det er ikke hvordan du har det, det er hvordan du ta’r det”…….

IMG_1595

Dagens vintergækker (på falderebet….)

Fyrre, fed og færdig?…

I anledning af Mands netop overståede fødselsdag, kom jeg til at tænke på, at der ikke er så lang tid til det er min tur. Jeps. Jeg fylder snart fyrre. Og jeg ser frem til at runde det semiskarpe hjørne med stolthed og værdighed. Rank ryg. Og jeg kæmper for at bevare et udseende, der er nogenlunde aldersvarende, og som ikke har overhalet mig indenom længe før tid.
Jeg har dog mine tvivl om hvorvidt missionen lykkes.

Her forleden sad jeg og skulle sige godnat til Mellemste Pode. Midt i kysseriet (det vil sige han må kysse ret meget på mig, mens jeg kun må kysse ham én gang – også selvom jeg har fortalt ham, at det står i forældrehåndbogen, som storken leverede sammen med ham, at han skal have mindst hundrede kys om dagen) udbryder han:
”Mor! Vent lige lidt! Du har revner i hovedet!!”.
Åh Gud.
Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, siger de kloge. ”Ahhhrr….” svarer jeg tøvende. ”Fine linjer, tror jeg de kaldes. Måske til nød – TIL NØD! – rynker, men ikke – IK-KE – revner!…..”.
(Er det hér, vi citerer Leonard Cohens ”There is a crack in everything”…..?)

Men når jeg tænker over det, så ser det faktisk nogle gange sådan ud, specielt når jeg lige er vågnet, og har sovemærker i hele hovedet; jeg mener, nogle gange ser det jo ud som om ansigtet er blevet flækket med en brændekløver, eller har været i karambolage med et vaffeljern. Ved snart ikke, hvad der er værst.
(Er det hér, vi citerer Minion Quotes med ”Why do they call it ’Beauty sleep’ when you wake up looking like a troll”?)

Nå. Jeg ser frem til at kunne spartle min rynker med noget polyfilla-agtig creme om blot ganske få år, ser det ud til, selvom det allerede nu fordrer mere end almindeligt krudt at sminke på tallene!

På trods af revner i hovedet gennemlever min hud dog på ejendommeligvis sin anden ungdom. Ikke i ordets skønneste forstand, men forstået på den måde, at jeg blomstrer. Jeg er med andre ord gået hen og blevet sådan lettere filipensramt, og er den lykkelige indehaver af mindst én bums. Konstant. Og på trods af, at jeg ikke ved, hvad nutidens ungdom dulmer den slags pinsler og plager med, så har jeg mere end én gang sendt længselsfulde tanker til de dersens clearasil-produkter, som der var så mange reklamer for i slut-80’erne. Ved ikke helt hvad fanden der sker (hverken med de længselsfulde tanker eller bumserne). Burde hænge en vejviser op til julemanden ifald han render rundt og leder efter et vildfarent rensdyr.
Altså Rudolf, helt konkret.

Bortset fra bumser (forhåbentlig et midlertidigt onde) og rynker (måtte også gerne være midlertidige, men det er nok for meget at forlange), så har grå hår gennem længere tid væltet ud fra min hovedbund, som slanger fra Medusas hoved. Mindste Pode lægger i øvrigt heller ikke fingre imellem, når han helt frit fra leveren udspyer sætninger som f.eks.:
”Mor, du har GULE tænder!”

Pretty? Not? Har jeg overhovedet nogle chancer? Skal jeg lægge billet ind på noget midtvejs-/midtlivskrise? (og hvad ER egentlig forskellen på de to ting, fristes jeg til at spørge?) ….  Anyways, jeg er uagtet hvor sløjt det end står til, temmelig sikker på, at jeg ikke for nogen pris ville være tyve år igen!
Ville du?

Dagens citat

Julia Roberts:
”These are not wrinkles. These are the survival lines of my life. Each one holds a story, a laugh, or a memory. So before you judge, make sure your survival lines are happy ones.”

Dagens kloge ord

Vie Parisienne:
”Kvindens liv består af fire aldre, der kan symboliseres således: En dukke, et spejl, en broderiramme og en bog”

Oscar Wilde:
”Man skulle aldrig stole på en kvinde, som siger sin virkelige alder. En kvinde, som ville fortælle en den, ville fortælle en hvad som helst”

Tænk du lige lidt ekstra over den engang….

Bark

Gammel bark / gammel knark?