Månedsarkiv: juli 2016

Sommerferie lige om lidt…..

Min sommerferie er lige om hjørnet. Udenfor mit vindue, ude i vinden. Jeg kan mærke det, og høre det; den kalder på mig. Og jeg glæder mig! Jeg har tre uger, og har i min bestilling krydset af i feltet ’ekstra lange dage med flere timer i døgnet’. Jeg vil NYDE det, og det skal være det primære mål med ferien.

Ikke at nå noget, bare nyde. Og slappe af. Og være. Og håbe på, at den danske sommer viser sig fra sin bedste side.

Jeg vil prøve at have denne tilgang til dagene og de udfordringer, der eventuelt måtte komme:

Don't worry

(Mark Frauenfelder, 2011)

Jeg vil advare om, at jeg i løbet af de tre uger planlægger at gå off line. Spille unplugged, so to speak. Og eksperimentere lidt med jomo-konceptet (‘The Joy of Missing Out’, apparently helt nyt buzzword).
Jeg ved ikke, om det holder stik, men det er mit mål. Så der vil være radiotavshed her på kanalen, men jeg vil afslutte med disse bevingede ord:

Dagens citat
(- der skal læses med en slet skjult østrigsk accent):

“I’ll be back….”
(Arnold Schwarzenegger)

Dagens kloge ord

Schiller:
”Den der forsømmer nuet, kaster alt det, han ejer, bort”

valmuer

See ya’!………..

Bagud i kampen

Dette indlæg handler (måske) mod forventning (titlen taget i betragtning) IKKE om EM i fodbold.
Det handler om at der er forskel på, hvor meget man får sat sig ind i sagerne, når man synes man er garvet. Og så alligevel ikke helt er det. Garvet altså.

Helt konkret taler jeg om, at der for mit eget vedkommende har været stor forskel på, hvor meget jeg indledningsvist satte mig ind i Ældste Podes klassekonstellation i forhold til da det tre år senere var Mellemste Podes tur:

Da Ældste Pode startede i skole for snart seks år siden (SEKS!), sad jeg længe og terpede navnene på alle børnene, som jeg matchede med et dårligt klassefoto. Jeg kunne tilnærmelsesvist navnene før Ældste Pode (ahr, okay, måske ikke helt); jeg lærte næsten deres fødselsdage, men hvis de ikke lige sad i skabet, så vidste jeg i hvert fald hvor ungerne boede, hvem forældrene var, og om de var skilt. Som om det betød noget. Jeg lærte også hurtigt hvor mange søskende der var, hvad de hedder, og i hvilke klasser disse søskende befinder sig.
Any ways: Selvom jeg er gået en stor bue uden om samtlige udvalg man som forælder kunne tænkes at havne i, og til trods for, at jeg stadig bytter rundt på Louise og Clara, så har jeg SÅ meget styr på den klasse.
Jeg er kørende.

Helt anderledes står det til med Mellemste Podes klasse. Jeg har styr på drengene, så meget skal siges, men med pigerne er det stadig sådan liiidt… blurry. Fødselsdage og forældre? Pfft… Det er ligesom røget i skyndingen. Og efterhånden er det sådan lidt småpinligt; Mellemste Pode skal trods alt i tredje klasse efter sommerferien. Fordi jeg ikke har et clue om hvem der er forældre til ungerne i Mellemste Podes klasse (okay, selvfølgelig er der undtagelser…), hilser jeg uvilkårligt på samtlige voksne jeg møder i skolegården af frygt for at ignorere nogen, jeg ikke burde have ignoreret.

Jeg tror faktisk, at det på én eller anden vis er lykkedes mig at fortrænge dette faktum indtil for ganske nyligt. Helt nøjagtigt indtil fredag i forrige uge, som var den fredag, hvor ungerne fik sommerferie.

Tre piger skulle skifte skole, og holdt i den anledning en afslutningsfest.

Jeg ankommer til destinationen lidt før festen slutter, og begynder omgående at skanne terrænet i håb om at spotte min pode, så jeg hurtigst muligt kan få ham med videre. Undervejs kommer jeg i tanke om, at det nok også ville klæ’ mig at sige pænt farvel til alle forældrene og deres døtre. Pokkers.

Værtsparret + datter har jeg styr på. Moren har jeg snakket en del med, og faren er noget ved musikken og er nogle gange i fjernsynet, så ham kan jeg mirakuløst nok også godt kende.

Min første udfordring er en anden far, som står placeret midt på græsplænen med hovedet begravet i en iPhone. Han er efter alt at dømme sat til at vogte over en hoben trampolinspringende unger, men jeg tør godt skrive under på, at hele bundtet kunne springe på hovedet over hækken og ind til naboen uden at han ville ænse det. Øjensynligt meget interessante ting på iPhone.  Men tilbage til min udfordring: Hvem er denne mand, og hvem er han mon far til? Har han mon et navn? Mindes svagt at ha’ set ham ved en tidligere lejlighed.
Jeg får rystet hånd med den unavngivne (der heller ikke virker som om han ved, hvem jeg er mor til (han har nok også ældre børn, konkluderer jeg)), og får gang i en god udenomssnak, hvor jeg ikke behøver skilte med, at jeg ikke har noget begreb om hvorvidt han er en del af familien der flytter til Værløse, eller familien der flytter til Schweiz.

Videre. Støder ind i de øvrige to mødre; dem har jeg styr på (jeg har i hvert fald set dem før, dog er der stadig udfald på hukommelsesfronten i forhold til hvem der flytter hvorhen, og hvem der er mor til hvem). Jeg er nu i træning efter snakken med den ukendte far ved trampolinen, og klarer den fortsat. Ingen aner uråd. Tror jeg.

Min anden udfordring opstår mens jeg går gennem huset (stadig i min søgen efter Mellemste Pode, som jeg nu har fået besked om er blevet lokket i fordærv af chips i baghaven). På min vej gennem stuerne kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har nogen anelse om hvordan den ene af de tre piger, Vera, ser ud. Får akut koldsved ved tanken om hvor pinligt det bliver, når jeg kun kan kende to ud af tre.

I baghaven prøver jeg at skabe kontakt til Mellem Pode, der ikke har synderlig travlt med at komme med hjem (HEY, der jo CHIPS!). Mens han gnasker færdig, får jeg sagt farvel til de to piger jeg ved, hvem er, mens mit desperado-blik flakker rundt på de andre pigers ansigter i håb om at noget på et tidspunkt dæmrer. Uden held. Ingen klokker ringer, mit blik fanger intet ansigt, som jeg kan matche med et ’Vera’.

Tre piger plus seks forældre = ni personer. Jeg klarer et farvel til de syv. Tilbage mangler den sidste uidentificerbare far, som jeg aldrig så, og så den lille Vera, som jeg (måske?) heller ikke så.
Succes? Mission completed? Altså, jeg overlevede jo. Objektivt set gik det fint. Efter alt at dømme på Mellemste Pode har jeg ikke opført mig mere pinligt end sædvanligt.
Men det kan godt være, jeg lige skal lidt mere ind i kampen alligevel.

Ronaldo

Det et jo ikke fordi jeg elsker Mellemste Pode mindre end Ældste Pode. Eller at det er mindre fantastisk at han går i skole. Måske er det den totale mængde af poder, som har nået sin grænse? Måske er der kun plads til 34. Eller 35½. Kan man købe nogle flere RAM til den del af harddisken?
Jeg tør sket ikke tænke på hvordan det kommer til at forløbe når Mindste Pode om et år skal i skole.