Månedsarkiv: oktober 2016

Udfordringer på sukkerfronten

Jeg ved ikke hvad der er blevet af Ældste Podes søde tand, han har alle dage været meget mådeholden. Jeg kan for min part skrive under på, det ikke skortede på hverken vingummi eller risifrutti mens han udlevede sin tilværelse som foster, så hans tilbageholdenhed kan umuligt være min fortjeneste. Med mindre man kan tale om, at mit indtag har haft den modsatte effekt efterfølgende?
Det er i hvert fald virkelig minimalt, hvad den dreng indtager af sukker og kunstige sødemidler. Der bliver ofte sagt nej tak, ligesom slikposer fra diverse børnefødselsdage pligtskyldigt hjembringes for blot at visne og dø på værelset uberørt af menneskehænder.

Af samme grund er poden heller ikke den helt store entusiastiske påskeægsjæger (ved godt, at vi er liiidt off season pt. hvad det angår, men bær lige over med mig). Og den der gemmer til natten, gemmer som bekendt til katten. Det tog ikke Mellemste Pode lang tid at lure, at brormand ikke fortærede påskeægshøsten i samme hastighed som ham selv, men derimod blot opbevarede den. Derfor fandt Mellemste Pode på et relativt tidligt stade i livet ud af at spise sin storebrors påskeæg i ly af mørket. Tidlige morgenstunder har vi derfor fundet Mellemste Pode indsmurt i chokolade, og med hele værelset overplastret af små stykker multifarvet sølvpapir. En konfettikanon kunne ikke have gjort det bedre.

Mellemste Pode har selvfølgelig med tiden lært, at dét må man ikke, men på en eller anden måde har det efterfølgende sat Ældste Pode lidt i et dilemma omkring hvordan han så skal bortskaffe de tiltagende mængder af billig tysk chokolade, der hober sig op i kølvandet på diverse højtider. De sidste par år er han derfor begyndt at lægge gækkebreve til mig i postkassen, og når jeg så har gættet rigtigt, har han med slet skjult tilfredshed overrakt mig sidste års chokoladegevinst. Lucky me!… Helt grå og flosset i kanterne. Chokoladen, altså. Selvom jeg muligvis også er lidt grå og flosset i min helhed. But of course.

Det er selvfølgelig rigtig godt at Ældste Pode ikke (som visse andre i familien) har behov for et konstant højt og kunstigt sukkerindtag for at kunne opretholde en vis balance i dagligdagen. Men nogle gange er det altså også en lille smule … besværligt.
For eksempel når vi har bagt.
Se, forleden hvor vi var alene hjemme, præsterede vi at lave disse klamme, ulækre (og lidt udsplattede) heksefingre:

img_1083

img_1084

Men hvor jeg til forskel fra poden uden problemer straks kunne have spist mindst halvdelen, kæmpede han sig lige op på tre styks. TRE! Og så er det altså ret svært, som noget, der skulle forestille sig at være en slags forbillede, bare at gå bananas.
Lidt bananas gik jeg dog. Bare sådan lidt i smug. Troede jeg. Indstil nogen spurgte, om der var flere heksefingre tilbage, og en anden én kvitterede med følgende bemærkning:
”Nej, dem har mor spist!….”

Damn!

Det var det, med den dér midtvejskrise….

Jeg tror, jeg har styr på den.

Som udgangspunkt gjorde ferien til Spanien godt, og undervejs fandt jeg min ja-hat. Sidenhen er jeg efterfølgende gået all in på god karma og hygge, særligt på min arbejdsplads. Jeg tror på, at det gør en forskel. Der bliver hørt hyggelig musik, tændt stearinlys, og jeg har slæbt en relativt stor grøn plante med ind på kontoret. Det hjælper alt sammen. Og så har jeg konkluderet, at nogle ting bør man måske bare ikke tænke for meget over. Det der med MENINGEN. Den forkromede og altoverskyggende mening.
Måske findes den bare ikke (heller ikke selv om de siger det i Alt for damerne), og måske er det i virkeligheden meget godt? Måske er det meningen, at der ikke er en mening?….

Som jeg skrev i kommentarfeltet til indlægget om min krise, så kom jeg til at tænke på min matematiklærer, Poul-Erik, der aldrig fik lært mig at lave en andengradsligning. Fordi jeg ikke kunne forstå det. Og min matematiklærer endte på et tidspunkt med at miste besindelsen, og brøle ud over hele klassen, at jeg netop ikke skulle FORSTÅ det; ”det ER bare sådan!”.
Jeg har utvivlsomt været en sand smertensbyld i røven på den lærer.

Måske er tilværelsen den andengradsligning, jeg aldrig har lært at knække, og måske er den det ikke. Under alle omstændigheder har jeg taget min matematiklærers (måske ikke så velovervejede, men derimod desperate) ord med mig.

I direkte forlængelse af al den zen, så købte jeg på ferien en Budha. Den skal minde mig om, at man nogle gange graver huller i jorden, blot for at fylde dem op igen. Zen? Samtidig prøver jeg at overbevise mig selv om, at jeg ikke har nedkaldt dårlig karma i rigelige mængder fordi jeg kom til at brække Budhaens hænder på vej hjem i flyveren. De blev totalskadede af en ladning hjemmeimport af spanske avocadoer i kufferten, og det tog mig efterfølgende mere end fireogtyve timer at finde spidsen af den højre tommelfinger.
Tsk-tsk.

budha

Budhaen – nu med sekundlim.
(Beklager billedkvaliteten; jeg arbejder på det!…)

Undervejs på ferien begyndte jeg også at læse Julia Lahmes ’ManiFest’, og den kan anbefales. Noget af det, jeg tog med mig videre, var det med forventningspresset. Og jeg ved det jo egentlig godt. Du ved det også godt. Det forventes at vi er en succes, og gør alting bedre end alle andre, og særligt vores forældre, fordi de gjorde det bedre end deres egne forældre. Og det er bare SÅ svært! Og i lyset af det, er det ENDNU sværere ikke at opfatte sig selv som en fiasko. Så det har været en af de kameler, jeg har slugt. Fiaskofølelsen.
Mine forældre kunne – og gjorde – mere end hvad jeg selv formår, og har formået ind til videre.
Men det er okay.

Og nu hvor jeg er godt i gang med at læne mig tilbage og slippe alle tænkelige former for ansvar, så var der i samme ombæring en kollega, som sendte denne miniforelæsning om hvorfor vi er lykkelige, eller rettere om hvornår vi er mest lykkelige:
https://www.ted.com/talks/dan_gilbert_asks_why_are_we_happy?language=en

Konklusionen er (sådan sat på spidsen): Når vi ingen valg har.
Nu er jeg på ingen måde ude på at afskaffe demokratiet eller deslige, men min konklusion er, at jeg skal lade være med at opstille scenarier. Tænkelige valg, som i virkeligheden ikke findes. Fordi nogen ting bare ER. Tak, Poul-Erik. Got it now; tiøren er faldet. Bedre sent end aldrig, som de siger.

Hvis du skal forestille dig noget baggrundsmusik til dette indlæg, så kan jeg fortælle, at jeg har udviklet et alvorligt crush på Joni Mitchell: https://www.youtube.com/watch?v=aCnf46boC3I

By the way: Jeg tror, at rigtig meget her i tilværelsen handler om, hvilken musik du spiller til det, du gør.
Og om der spilles musik overhovedet?
Måske handler det hele bare om at finde det rigtige nummer til DIT soundtrack? ….

Dagens konklusion:

Kom ikke og sig, at man ikke lærer noget i folkeskolerne!…

img_2240

Om takt og tone på grønsværen

Mindste Pode er startet til fodbold. Og har tilsyneladende et attitudeproblem.

Vores ellers i alle andre sammenhænge så høflige dreng, folder sig i dén grad ud på fodboldbanen (hvis du har læst sommerferiens flashback #3, og har den i nogenlunde frisk erindring, så ved du hvad jeg taler om).

Derfor kommer Mindste Pode hjem fra første træning og skal ha’ klappet en ting eller to af med sin far, og de formaninger, der udstedes på hjemmefronten, er følgende:

  • Man må IKKE slå ud med armene og ta’ sig til hovedet eller tilsvarende, når tingene ikke går helt som planlagt. Afdæmpet gestikuleren er i alle henseender at foretrække.
    (Det ku’ være jeg selv kunne lære noget af det.)
  • Man må HELLER ikke skælde ud på de andre!
    (Tjooo… det….*host*)
  • Man behøver HELLER ikke nødvendigvis skilte med, at man selv synes, man er Guds gave til fodboldspillet. (Drengen mildt sagt svært begejstret over egen indsats, og det kan være en lille smule svært at håndtere som forælder, det skal ikke være nogen hemmelighed).
    OMG! I HAVE CREATED A MONSTER!
  • Man må HELLER ikke diskutere med hverken trænere og medspillere om hvorvidt der er hjørnespark. Der findes faktisk slet ikke hjørnespark i børnefodbold, meddeler Mand.
    (Da Mindste Pode erfarer dette, er det lige før han har lyst til at stoppe til fodbold. Han synes på det tidspunkt at alting er noget hø, og kvitterer med at brokke sig over, at der heller ikke blev dømt frispark på noget tidspunkt. Og så er der jo næsten ikke noget formål med at gå til fodbold, hvis det skal være på den måde!).
  • Slutteligt må man HELLER ikke HELE TIDEN råbe hvad stillingen er, særligt ikke når det er én selv der fører, og man råber det ud i verden, som havde man vundet Champions League.

Mindste Podes konklusion ved puttetid: Latterlig, latterlig fodboldklub vi har meldt ham ind i!

Samtidig skal det nævnes, at den første fodboldlektion endte med at poden fik en bold – smask! – direkte i ansigtet. Meget lyd kom der ud af den episode, og en lang trøsteproces var påkrævet. Pode har nu gigantisk sæbeøje, og har meget svært ved at tale om hændelsen uden at bryde sammen i krampegråd. Det har medført, at når nogen spørger (det være sig store som små), stiger tårerne op i øjnene, hagen begynder at bævre, og poden siger med en lillebitte stemme: ”Det er IK’ så godt, vi taler om det…”

Tror du pædagogerne i børnehaven synes det er særlig mistænkeligt?… Jeg tænker der er en indberetning på vej til børneværnet.

Og så forudser jeg i øvrigt også mange spændende år på sidelinjen som Mindste Podes soccer mum.

Dagens citat

Emma Gad:
”Man skal aldrig undervurdere, hvad Andre gør, eller overdrive, når det gælder Ens egne Handlinger”

Snapshots fra en forlænget weekend i sommerhus
(- og ja; det var den dag, hvor det var godt vejr):

img_2178

img_2179

img_2184

img_2198

Næste gang jeg drømmer om et nedlagt landbrug, så mind mig lige om hvor ikke-fan jeg er af regnvejrsdage i sommerhus…

Om veninder, fester og tømmermænd

Da jeg var yngre festede jeg torsdag-fredag-lørdag til den lyse morgen. Hver uge. Næsten, i hvert fald. Og når jeg siger yngre, så taler vi start-tyverne. Det er som bekendt læææænge siden, og ikke mindst så længe siden, at der i hvert fald ikke fandtes en fremdriftsreform der forhindrede, at den slags lod sig gøre.

Siden er der gået børn, job og dagligdag i den, og det der med fester er sådan overordnet set en saga blot. Jeg er derfor med andre ord pænt meget ude af træning i forhold til alkoholindtag og uaftoriseret dansen på bordene.

Alt dette er jeg pinligt bevidst om indtil en lørdag for et par uger siden, hvor jeg er inviteret til fødselsdagsfest. Med cocktails involveret. Mange.

Fødselsdagen blev holdt af en veninde, som jeg har kendt i snart tyve år, hvilket jo er et helt liv. Hun har været en stor del af de tidligere nævnte festligheder, og vi har gennem tidens løb delt både toilet, små som store begivenheder, vi har løbet et utal af kilometer sammen, været på slankekure sammen og vendt verdenssituationen over utallige glas vin. Sammen.

Med alle disse tanker present føler jeg mig forud for festen very much fourty; jeg tænker det er helt crazy at jeg har kendt min veninde i så lang tid og at min yngste søn allerede har rundet de fem år, og som det sidste inden jeg går ud af døren, ytrer, at han synes, Real Madrids mål er smukke.

Følelsen af at være fyrre(plus) aftager dog ret hurtigt efter at have smækket døren i bag mig. Mens jeg cykler afsted på vej til festen føler jeg mig tværtimod hurtigt som en 26-årig. Efter et par lyskryds som én på 19 3/4, og da jeg når frem, har jeg nået et punkt hvor jeg føler mig tilnærmelsesvist udødelig på Nik og Jay-måden, og det i en grad, så jeg kommer til at tage to gange af velkomstdrinken. Og så var stilen lissom lagt.

Det der med gamle bekendtskaber er så fantastisk, fordi man med tiden har fået så mange fælles referencerammer, og kender til hinandens veninder og deres problemstillinger. Det var brandhyggeligt at catche op med nogle af de liv. Faktisk var det så hyggeligt, at jeg blev helt til stedet lukkede og slukkede. Og på det tidspunkt havde jeg sat VIRKELIG mange cocktails og VIRKELIG meget vin til livs. Og kørt i virkelig lang tid med min skærebrænderstemme, der fungerer som en slags alkometer. Og smadret glas. Ikke forsætligt, skal jeg lige skynde mig at sige.

Den efterfølgende morgen følte jeg mig hverken udødelig eller som én på 19 3/4. Langt fra. Samtidig stod den på barnedåb. Jeg kunne muligvis godt ha’ foretrukket at de to begivenheder ikke havde ligget klods op og ned ad hinanden, for jeg var vældig-vældig udfordret på et meget lavpraktisk plan til stor morskab for visse familiemedlemmer.

Jeg har nu (hvor oplevelsen trods alt har nogle dage på bagen) konkluderet, at tømmermænd ikke alene er en umenneskelig og ydmygende tilstand. Men når man har passeret en vis alder bliver tilstanden decideret uhåndterbar, og man må simpelthen konstatere, at det ikke blot er dagen derpå, man er ramt, men at det faktisk tager adskillige dage at komme til hægterne igen.

Nu er jeg igen pinlig bevidst om min egen dødelighed og mangel på selvkontrol. Bevidst om min aftagende evne til at indtage alkohol (mere end ét glas), og feste (næsten) til den lyse morgen. Min manglende evne til at stoppe mens legen er god, og hive mig selv op i kraven dagen derpå.

Ergo går der nok lidt tid inden jeg gør det igen. Men med min manglende evne til også at tage ved lære, så har tømmermændene nok ikke ramt mig for allersidste gang…

img_2157

Tømmermandscravings…
Så bliver det ikke mere pap’et.

Når en spreder forsøger sig som samler

Ældste Pode er utvivlsomt hvad man ville kalde en ’spreder’. Han roder. Han mangler overblik. Og ting forsvinder for ham. Hvis man spørger ham hvor en given ting er, ser han helt blank ud i øjnene, og siger ting som: ”Jeg sku’ mene jeg lagde den i tasken….”. Når poden ’sku’ mene’ et eller andet, så ved man, at den er gal.

Efter at han gennem en længere periode (læs: årrække) har smidt rigtig meget udstyr af forskellig art væk (altså glemt dem/forladt dem/overset dem/find selv på flere), lagde han en ny taktik. Personligt tror jeg nok, at den nye taktik blev foranlediget af en håndboldtur til Sverige i sommerferien, hvor jeg lavede en prioriteret liste over ting, han SKULLE huske at have med hjem.
Med andre ord; smid alt andet væk, men kom hjem med disse tre ting:

1) Dine håndboldsko (du er pissemeget på røven uden dem)

2) Din Hummel-bluse (fordi den kostede en mindre formue, og din mor synes du ser brandgodt ud i den) og

3) Dit regntøj, som er spritnyt efter at det sidste sæt blev glemt.

Dette resulterede i, at poden lavede sådan en ‘jeg pløjer alt i fireogenhalv meters radius ned i tasken-taktik’. Hvorefter vi måtte til at lave bagvendte efterlysninger i håndboldgruppen på Facebook: Er der nogen, der mangler….?

Tendensen fortsatte tilsyneladende. Jeg konkluderede i hvert fald for nyligt, at vi pludselig husede intet mindre end fem par shorts fra sommerens håndboldskole (ikke at forveksle med føromtalte håndboldtur til Sverige). Eftersom vi kun har haft to poder afsted, kræver det ikke de helt store matematikfærdigheder at komme med en lille overskudopgørelse her.
Altså kønne er de ikke, shortsene, så der er næppe mødre, der græder snot over tabet derude i det ganske land, men poden blev selvfølgelig bedt om lige at forhøre sig hos holdkammeraterne alligevel.

(OBS: Sokkerne har dog kontinuerligt været et kapitel for sig. Poden er konsekvent kommet hjem med kun én, så jeg tænker, at sokkerne ligger længere væk end de fireogenhalv meter? Eller også har omklædningsrummene sådan en indbygget make-socks-disappear-funktion a la vaskemaskinernes? Sokkefabrikanterne er med stor sandsynlighed glade for os. Vi burde have sådan en automatisk sokkeleverance med to ugers intervaller.)

Uagtet sokkeproblematikken, holdt jeg i et par måneders tid vejret i åndeløs spænding i forhold til hvorvidt min ’spreder’ havde transmogriffet sig til en ’samler’. Den skarpsindige læser har måske allerede bemærket datidsformen i ovenstående, for nej – tendensen viste sig ikke at være kommet for at blive.

En dag kommer jeg hjem, og spørger poden, hvordan hans dag har været. Den har IKKE været god, siger han. Og da jeg spørger hvorfor, er beskeden denne: ”Jo, for da jeg skulle afsted i morges, så opdagede jeg, at mine sko, dem havde jeg glemt i Næstved”…. Og så bliver jeg simpelthen så træt. For ikke nok med, at Næstved ligger ret så langt væk, så har jeg slet ikke tal på hvor mange par sko den dreng efterhånden har glemt alle mulige mærkelige steder. Man kan jo undre sig over at han ikke opdager det tidligere (det er jo ikke fordi han ankommer til matriklen på strømpefødder), men det er så en anden sag. Og selvom vi finder dem på tilbud, skoene altså, så er det alligevel en del kroner og ører vi efterhånden har vinket farvel til bare på fodtøjskontoen.

Heldigvis lod skoene i det aktuelle tilfælde sig finde, kunne en halmand oplyse os om, da vi ringede.
Og efterfølgende blev en storstilet hjembringelsesproces af sko iværksat med følgende led:

  • Halmand fra Næstved til…
  • Træner fra Næstved, som skulle spille kamp på Frederiksberg til…
  • Træner på Frederiksberg til…
  • Podens far, altså Mand.

Hold nu op. Er du godt klar over, at det var lidt af et mirakel at alting klappede? Og da alt vitterligt var klappet, og Ældste Pode var immer so froh ved udsigten til en lykkelig genforening med sit bortkomne fodtøj, kunne hele miseren for så vidt også være gået over i historien som værende en solstrålehistorie.
Men altså. Ja…
Det var lissom ikke de rigtige sko, vi fik hjem, vel?…

img_2165

Spritnye sko i størrelse 41 forvandlet til knapt så nye (…) tidligere – måske? – sorte sko, nummer et-eller-andet, dog i hvert fald IKKE størrelse 41.

Fuck, altså!

Dagens sang

Lille Palle:
”Flyv ikke højere, end vingerne bær’”

Udpluk af en ordstrøm #2

  • ”Mor, vil du se en bænkebider?” (Njaaah…. Kan det vente?…..)
  • ”Hvorfor var det egentlig, man sendte kaniner til Australien i gamle dage?”
    (Se, dét har jeg ikke den fjerneste idé om!)
  • ”Mor, hvis du sku’ bo i en ørken, hvor ville du så helst bo?” (Bummelum.. Må jeg ringe til en ven?)
  • ”Mor, vil du vide hvorfor jeg har taget de her bukser på i dag?” (I’d rather not…)
  • ”Mor, ved du hvor lang tid det tager at flyve fra Københavns Lufthavn til New York? 7 timer og 55 minutter!!”
  • ”Hvad er EGENTLIG det største land i Afrika?” (Hmmm….?)
  • ”Mor, hvorfor har du egentlig halstørklæde på?”
    (Altså nu er der jo tale om et TØRKLÆDE. Et dyrt ét. OG smart, ikke mindst…)
  • ”Mor, ved du godt, at vores krop består af mere end 50% vand?”
  • ”Mor, hvad er det VARMESTE det NOGENSINDE har været i Danmark?” (Det ved jeg virkelig ikke!)
  • ”Mor, hvad er det KOLDESTE det NOGENSINDE har været i Danmark?” (Har jeg ikke lige svaret på det?…)
  • ”Mor, hvor meget vejer egentlig et hus?” ….Pfftt….
  • ”Mor…” (sig mig, tror du jeg er sådan et omvandrende leksikon? At jeg har sådan en google-funktion indopereret?)

Dagens kommentar

www.thesorrybox.com:
”Things we have talked about since getting home from school at 3.45, during making early dinner and then driving to tap lesson: King Arthur and Merlin, climate change, alternative energy, what happened to the titanic, the Irish potato famine, where my ancestors came from, Israel/Palestine question. I am not even joking. I have no idea what I’m talking about. In about 6 months xx wil have me completely sussed and will know that I have no idea what I’m talking about. I’m exhausted. On the way home I will initiate conversation about Strictly Come Dancing!”

Viva España

Hov! Vi kom lige til at ta’ til Spanien…. Eller kom til og kom til… Det var faktisk slet ikke spor spontant. Jeg er med statsgaranti det mest ikke-spontane menneske, der findes i hele verden, nemlig. Overrasket? Af samme grund er jeg også typen som har svært ved at glæde mig til en ferie før den er overstået fordi praktikaliteterne på forhånd fylder så utrolig meget i mit lillebitte hoved. Pakning og afrejse, primært. Og kun få ting kan stresse mig mere end udsigten til en flyafgang og et lufthavnsophold: Det myldrer med mennesker, der er ting der bipper, og der er noget, der skal nås (som i et fly). Needless to say: Jeg skal altid minimum to gange gennem security’en, og gerne flere. Ud over at man i forvejen (som nævnt) er mildt sagt småstresset, så gør det virkelig ikke sagen bedre at man føler sig som hovedmistænkt i en forestående terrorsag. Samtidig skal man undervejs i hele processen selvsagt sørge for at ha’ styr på poderne, så de ikke drøner forvildede og ulykkelige rundt i den forkerte ende af lufthavnen. Man må ikke miste en pode, det er regel nummer ét, men samtidig er man også ved at få en lille smule pip af dem, fordi de i flæng stiller en milliardos spørgsmål iblandet opklarende information, og alt sammen gerne på samme tid: “Hvad står der dér?”, spørger de, “hvad betyder det?”, “jeg er sulten”, “jeg er tørstig”, “jeg skal tisse” og “hvor er far?”…. Ja, hvor er egentlig far? Det er the story of my life at Mand laver sturt-sturt forsvindingsnummer under boardingsceansen. Hvilket freaker mig pænt meget ud EVERY time!

Så hermed en lille bøn til Mand, som lejlighedsvist læser med her på domænet:

  • Vær sød at gå på toilettet i GOD tid
  • Vær sød at købe røde pølser, kaffe og “GOAL” i GOD tid, og sidst men ikke mindst:
  • Vær sød never-never-EVER at forlade min side what ever the reason når folk går om bord på flyet til trods for at du mener vi har immer så god tid.

Por favor.
Gracias. (*)
Nå, afstikker.

Da vi først kom frem var det virkelig skønt. Som i pragtfuldt. Og vidunderligt. Eller mucho bueno, som man ville sige på spansk.

Vi havde lige et behov for lidt sensommer-vibes inden efteråret sætter ind for alvor. Altså, jeg ved godt, at det gjorde det for flere dage siden, jeg er bare stadig i benægtelsesfasen, selvom jeg i virkeligheden rigtig godt kan lide efterår.

Mellemste Pode er uden tvivl i sit rette element under de sydligere himmelstrøg; knapt var vi stået op den første morgen før han – un, dos, tres – var hoppet i poolen. Helt business as usual.

Jeg spår ham en fremtid som fisk i spansk farvand, og det gør lidt ondt hver gang vi tvinger ham hjem til et koldt Danmark. Vi har vænnet os til varmegrader, cikadesang, solmodne tomater og solbrændte børn.
La vida dulce.

Nå, men jeg beklager radiotavshed i de mellemliggende dage; håber Blogland stadig står! Jeg har i hvert fald konstateret, at min dagligdag ligner sig selv til forveksling, når man ser bort fra det ekstraordinære granatnedslag i indbakken.

Men med lidt spansk siestastemning med hjem i bagagen, vil jeg prøve at huske, at selvom kontoret og hverdagen kalder igen, så skal man ikke lade sig slå ud af kendsgerningerne!

Snapshots og highlights fra ferien

Et ‘barn på vej i poolen-spor’:

img_2120

I forsøg på at afvikle fyrreårskrisen har jeg taget en ‘Hvilken ninja er du?-test’…
Jeg blev Cole.
Spørgsmålet er: Hvilken ninja er du?

img_2119

***

img_2124

Ooookay, så…. Tror bare jeg LISTER mig ind og tisser….

Lidt idyl:

img_2103

img_2106

img_2113

img_2137

img_2121

Hørt på ferien

Mellemste Pode: “Mor, du har faktisk rigtig store lår!!”….
Hmmm…okay, så… Lidt færre m&m’s til den dame!

***

“I kommer i hver fald ikke på McDonalds!”, bedyrede Mand.
Så det gjorde vi så.
Efter halvanden times trasken gaderne tynde (hvor særligt de to mindste poder samt undertegnede blev gradvist mere gnavne og pernittengrynede på grund af lavt blodsukker), kastede Mand den sidste rest af værdighed overbord, lænede sig op ad skranken, og dikterede: “Dos happy meals por favor”.

Så meget for principper.
Man har som bekendt er standpunkt til man tager et nyt. (**)

Mand har følgende rettelser til ovenstående:

(*) Mand forsvinder aldrig bare sporløst helt uden grund. Mand understreger på det kraftigste, at i det aktuelle tilfælde, var der tale om fravær for at få stillet akut opstået sult hos to ud af tre poder.

(**) Mand understreger, at det var mig, der var for sippet til at indtage aftensmad på småkummerlige snack-restauranter, der kun serverede kaffe, croissanter og Prinzen Rollen.

Taget til referat.

Dagens kloge ord

Anonym:
”Det tidspunkt, da man glæder sig over en rejse, er omkring tre uger efter, at man har pakket ud efter den”.