Månedsarkiv: november 2016

I løbet af weekenden…

…..har Mindste Pode været til fodboldstævne. Indendørs. Mange, mange mennesker i alle størrelser. Over det hele. Jeg var lige ved at gå i brædderne da jeg trådte ind i den meget store hal, og så al menneskemylderet. Jesus. Og eftersom jeg ikke gør mig synderlig meget i det dersens sport, og i øvrigt heller ikke er særlig formidabel til at huske ansigter, så havde det lidt lange udsigter med at finde de rigtige mennesker iklædt de rigtige farver. Mindste Pode blev ansporet til at holde udkig efter bekendte, men eftersom han jo ikke er større end tobak for en skilling, så gik han mestendels og kiggede ind i rumpetterne på dem, der gik foran.

Nå, men det lykkedes heldigvis til sidst. Det gør den slags jo som regel.

Vel fremme ved basen blev der lagt taktik. Vi har nogle virkeligt søde trænere! De sagde ting som: ”Har I fået godt med havregrød? Hvem vil gerne være målmand? Er I klar til at tvære de andre til plukfisk?”. Og da de så var færdige med de generelle formaninger, tips og tricks, sagde den ene træner, kun henvendt til mit afkom:
”Mindste Pode! HUSK at spille de andre, og HUSK: Ingen – INGEN! – glidende tacklinger! Er du med?!”… Der var rynkede øjenbryn, kunstpauser foruden alvorlig hovedrysten og bevægelser med håndkantsslag indblandet i denne reprimande. Så krummede moderen voldsomt tæer, mens hun nikkede til træneren, og forsikrede ham om, at dét havde de også talt om derhjemme.
Præcis ni sekunder inde i første halvleg i første kamp scorede Mindste Pode sit første mål, og fortsatte som den eneste målscorer på holdet gennem seks kampe. Pode modtog efterfølgende gigantisk pokal, som han nu tilnærmelsesvist tilbeder, og sover med om natten. Mindste Pode er ved at kvæles i lykke over pokal og egne fodboldfærdigheder.

Jeg får aldrig, aldrig pillet ham ned igen.

selvportraet-ii

Podes selvportræt: ”Pode græder af lykke”
(…)

Vi har også været til 70-års fødselsdag i noget familieregi. Det viser sig, at jeg tilsyneladende er beriget med familiemedlemmer, der taler som Dronning Margrethe den 2. med en promille på 1,9. Altså uden at være den mindste smule påvirket. Meget interessant fænomen. Helt anden tidslomme. Mand og jeg (måske mest mig…) har siden da helt uforskyldt talt meget affekteret på hjemmefronten og det er lige før, at poderne sidder herhjemme med syltetøjsmadderne og siger ting som ”Det er en mæ’ed, mæ’ed pragtfuld marmelade”. Jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde haft min mobiltelefon til at optage hele aftenens samtaler, for jeg lover dig, det var skønt!

Og så kan jeg i øvrigt – helt uden for kontekst – konstatere, at min hofte nu ganske er ved at opgive sit ævred. Mens Mand planlægger at løbe Marathon lige om lidt på noget der ligner 3:45, så er jeg ude af stand til at gå normalt bare jeg skal på toilettet. Og er det – spørger jeg så dig om – sådan helt comme il faux, at hele ens korpus siger klamme knaselyde når man går på trapper, for eksempel? Jeg stiller mig en lille smule skeptisk over for dette faktum, selvom Kollega blot har konstateret, at vi er kommet i reperationsalderen.
Jeg tænker, at lortet bare skal sættes af.

Og nu er vi i gang med ugen igen – jeg håber du er kommet godt fra start!

Dagens bemærkning:

“Mor, ved du hvad der er verdens STØRSTE haj? Det’ en HVALhaj! Så kommer en BLÅhaj, men den kan kun blive otte centimeter. En blåHVAL, den kan blive TOLV centimeter! Er det ik’ vildt?!”

Fem meget dårlige råd til gravide og nybagte mødre

Jeg er sådan lidt omgivet af babyer og gravide i forskellige regi for tiden, og ikke mindst også her i Blogland, for eksempel hos gravidgrahvad.dk og skalotteløg.dk.

De er over det hele, de gravide, faktisk, så selv om fabrikken er lukket for mit eget vedkommende, så gør omstændighederne alligevel, at jeg går og tænker lidt over den periode af mit liv. Det var en skøn, fantastisk, turbulent og verdensomvæltende og på mange måder ganske forfærdelig tid.

Når jeg sådan tænker tilbage, så var der mest af alt en følelse af, at alt hvad man tidligere var og stod for, var sat helt ud af spil. Puttet i en blænder, mikset op med alt for mange hormoner og frafiltreret enhver form for fornuft og logik. Jeg tror måske (?) at jeg var meget gennemsnitlig?

Derfor er man også et meget let offer for folk, der i flæng kaster gode råd, som perler for svin, eller for folk, der vil tjene penge på ens manglende dømmekraft. Jeg har tænkt på, hvilke fælder jeg selv hoppede i, og jeg har spurgt mig lidt for. Resultatet er denne liste; ’Listen over fem af de dårligste råd til gravide og nybagte mødre’ (from my point of view):

  • Køb en babyhårbørste.
    Alle ved, at førstegangsgravide som sagt har slået hjernen fra, og har droppet al rationel tankegang, så jeg anskaffede mig da selvfølgelig sådan en børste, når nu det stod anført på listEN over musthaves. Behøver jeg nævne, at alle mine poder var pilskaldede til et godt stykke tid efter deres toårsfødselsdag? Hvis jeg efterfølgende nogensinde havde haft brug for sådan en babyhårbørste, ville jeg ha’ haft oceaner af tid til at anskaffe den.
  • Køb sådan et mærkeligt vaskestativ til baby, som placeres i bunden af badekaret ( – det var MULIGVIS ikke den ordlyd, der blev anvendt…).
    Vi overvejede et splitsekund at undvære denne del af den store udstyrspakke indtil vi kastede et blik på ekspedienten. Går de mon på kursus i de dersens udtryk, der skal signalere hvor dårlig en forælder man er, hvis man ikke køber den dér dims/ting/gadget, og helst den dyreste model, selvfølgelig, for alle de andre, de virker i virkeligheden slet ikke, og befinder sig udelukkende i butikken for syns skyld, og til de DÅRLIGE forældre, selvfølgelig, og dem vil man jo for Guds skyld ikke sættes i bås med.
  • “Mal dine tånegle i en flot farve, så du har noget pænt at se på under fødslen”
    ….læste jeg i et blad om graviditet. Jo, det stod der faktisk. Som om man skulle gå hen småkede sig under sådan én, og det var tæerne, der skulle stå for underholdningen.
    Den parabeneansvarlige journalist var sikkert på toilettet mens erhvervspraktikanten skrev det, I don’t know.
    Det var også i sådan et slags blad, at kongelisten over ting, der var død og pine nødvendigt at have i hus inden babys ankomst, befandt sig, og de to ovennævnte råd var netop på denne liste. Utvivlsomt sponsoreret!
  • Pendler-mor fik af svigerfar det gode råd, at man godt kunne lade baby ligge og græde/skrige lidt med den klassiske begrundelse: ”Det er godt for lungerne – så folder de sig ud”.
    Babys far havde dog heldigvis åndsnærvær nok til at kvittere med et ”Ej, far – den var vist allerede gammel da du var lille!”….
  • Pendler-mor gjorde mig samtidig opmærksom på det gode råd om, at man bestemt ikke må spise hverken jordbær eller chokolade så længe man ammer.
    Øhhh, hallo! Vi er nogle stykker her, som rent faktisk LEVER af chokolade!

Som en sammenfatning af ovenstående er mine kontra-råd, hvis man ellers skal kaste sig ud i sådan nogle, følgende:

  • Spis chokolade.
  • Spis en smule mere.
  • Og når ALT synes håbløst, så spis MASSER af chokolade!
    Can’t do without…

Dagens kloge ord

La Rochefoucauld:
”Man giver intet så rundhåndet som sine råd.”

Nils Kjær:
”Hør på rådet, men følg det ikke.”

Oscar Wilde:
”Jeg lader altid gode råd gå videre. Det er det eneste, man kan gøre ved dem.
De er aldrig til nogen nytte for en selv.”

Engelsk ordsprog:
”Mange mennesker skylder deres medgang i livet det råd, de ikke tog imod fra andre.”

Lidt om tandfeen. Og ganske lidt om ører (ja, ja, jeg kører i hak….)

img_2291

Mindste Pode har tabt sin første tand! Det er helt vildt, at han er blevet så stor… *SUK*…

Det har været undervejs længe, og tanden sad til sidst så løst, at den tilnærmelsesvist blafrede i vinden. Jeg vil ikke udelukke, at det er al vores hjemlige snak om tandfeen, der har medført, at poden har holdt lidt igen med tandrokkeriet. For når man er fem år, og det farligste i verden er dræbersnegle og Monster fra Sommer Summarum, kan tandfeen faktisk godt være lidt urovækkende. Hjemme hos os er der i hvert fald flere faktorer ved tandfeen, der har vakt en del bekymring, og der er blevet stillet utallige spørgsmål, som skal afdække følgende:

Hvem er hun i det hele taget? Har nogen set hende og hvor gammel er hun egentlig? Har hun for eksempel levet samtidig med dinosaurerne? Og hvad med dyr, som taber tænder, får de også penge? Nogle dyr taber jo tænder ret ofte, for eksempel hajer og krokodiller. Sådan nogle eksistenser må jo være styrtende rige, hvis det er tilfældet?
Derudover er der overvejelser omkring hvordan tandfeen egentlig ved, at hun skal komme? (Her kom jeg uforvarende til at tale noget om sms’er til og fra tandfeen, og den diskussion skal man IKKE rode sig ud i, skulle jeg hilse og sige).

Ældste Pode har selvklart luret, at tandfeen er det pure opspind.
Den konklusion nåede han frem til relativ kort tid efter skolestart for snart mange år siden, da han erfarede, at der var væsentlig forskel på det udleverede antal kroner og ører fra bemeldte tandfe afhængigt af hvem i klassen man spurgte. En hurtig rundspørge afslørede nemlig, at nogle børn viste sig at finde relativt høje beløb under hovedpuden, mens andre fik en mere gennemsnitlig eller til tider decideret kummerlig udbetaling (heriblandt Ældste Pode selv), mens nogen igen slet ingenting fik. Og den form for forskelsbehandling ville nok ikke være tilfældet hvis hun VIRKELIG fandtes, konkluderede poden kløgtigt. (Man kan jo på ingen måde forestille sig at leve i en verden, der er så lodret uretfærdig at selv tandfeen er politisk ukorrekt og diskriminerende).

Mellemste Pode har også forlængst afsværget sin barnetro på den konto, uden at jeg på stående fod kan erindre hvad der udløste tvivlen hos ham. Måske han bare har lyttet til sin storebrors argumentation.

Men Mindste Pode tror, som det fremgår, fuldt og fast på, at der ved hjælp af en tandfe ryger en mønt under hovedpuden. ”Får man så en guldmønt?!”, har han spurgt mange gange, ”En ÆGTE guldmønt? Kan man købe noget for den? I Fætter BR??”.

Vi har – belært af erfaring – understreget, at man KUN får penge hvis tænderne falder ud, ikke hvis de bliver slået ud. Vi har nemlig haft en pode (ingen navne nævnt!), der i et forsøg på at score kassen, ihærdigt forsøgte at slå sine egne tænder ud, OGSÅ de blivende.
Pludselig opstået hasarderet opførsel var på ingen måde til at tage fejl af.

Mindste Pode har talt ned til den dag, hvor tanden skulle falde ud (som om, der var en udløbsdato på sådan én) med lige dele forventning og skepsis. Og endelig (!) røg den ud i forgårs (måske foranlediget af en lidt for hårdhændet tandbørstning, I say nothing) – netop som vi var på vej ud af døren til noget sport, og havde en utrolig stram tidsplan med en mødetid i hallen, der var lige om lidt. Og tanden (eller mangel på samme) satte lissom alle tidsplaner i stå, men det var ok. Vi nåede det.

Det var et stort øjeblik; en stor dag (”one small step for a man, one giant leap for mankind” er måske en overdrivelse her, men altså igen: Stort!). Det sagde jeg også til poden:
”Neeeeeej! Du har du tabt din første tand; DÉT er stort!!”
”Nej, den er mega-lille!” kvitterede poden. So true. Lille bitte.

Tanden blev gemt under hovedpuden, og selvom tandfeen sad så godt i sofaen om aftenen at den var lige ved at glemme alt om tænder og guldmønter, så lykkedes det: Morgenen derpå vågnede poden glad op, beriget med en tier af tandfeen, som pt. er i meget høj kurs. Mindste Pode ville uden tvivl give tandfeen sin stemme, hvis der var valg i morgen, så populær er hun. Tooth fairy for president!

Nu har vi imidlertid fået et andet bekymringspunkt: Vi skal nemlig ha’ lagt dræn om et par uger. Mindste Pode har efter alt at dømme Lalandia i begge ører, og han har med ganske få undtagelser (jf. indlægget fra i torsdags) været vældig udfordret på sin hørelse; det er lige før det har været så grelt, at vi har overvejet et lynkursus i noget tegn-til-tale. Nu håber vi i stedet, at et par dræn kan gøre underværker. Det er sjovt nok fasten i forbindelse med det forestående indgreb, der fylder mest hos knægten. Han tæller ned hver dag, og siger ting som “Faa-ar? I dag er der FEMTEN dage til jeg ikke skal spise morgenmad!”….

Har du nogle erfaringer med det? Altså dræn, ikke den manglende morgenmad?

Jeg håber på mere opmuntrende beretninger end mine egne erindringer fra primo-firserne, hvor det var en tvivlsom affære, det dér med dræn….

Dagens lesson-to-learn

…handler om, hvad man IKKE skal sige foran de små gryder med store ører.

Du kender det helt sikkert godt. Det der med, at man får sagt noget lige foran ungerne, som man aldrig, ALDRIG skulle ha’ sagt, og som man bare ikke kan tage tilbage. Og ja, det er selvfølgelig mig, der – bvaaddrr – siger alt muligt enormt upassende. Og hvorfor? HVORFOR lader man ikke bare være? Det er SÅ ufint, når man gør det.
Jeg vil komme med et eksempel fra for ikke så forfærdelig længe siden.

Det er aften, og Mindste Pode har (ikke overraskende) været til noget sport. Mand er netop kommet hjem med poden, og mens vi står i køkkenet alle tre (det vil sige, jeg har på daværende tidspunkt rent faktisk allerede glemt Mindste Podes tilstedeværelse), siger Mand noget i retning af (taget fuldstændig ud af en sammenhæng, der ikke behøver nærmere dybdegående boren): ”…og så fik jeg i øvrigt også talt lidt med moren!”

Og her er det så jeg fluks afbryder Mand, og ordret siger: “Ja! Og er hun ikke bare MEGA-mærkelig?!”.

(Her gør jeg lige plads til det store gisp, jeg går ud fra, at du udstøder i læsende stund).

Jeg kunne næsten ikke gøre for det; sætningen spurtløb tilnærmelsesvist ud af munden på mig.
Og først i det øjeblik, hvor ordene er landet så ganske eftertrykkeligt i tomrummet mellem os, er det at jeg noterer mig, at Mindste Pode stadig findes, og at hans lyttelapper folder sig ud som var de tyggegummibobler.
Oh no. Oh no! OH NO-NO-NO!!

Altså hvad er det også for noget at sige?! Jeg lærer det tilsyneladende ALDRIG! Og der er vist kun én ting, der kan siges til det: Too late!

Mand og jeg ser desperat på hinanden, og så er det man roder sig ud i nogle forkvaklede feberredninger:
”Øhhh…. Nej, nej….det var ikke det jeg mente, det jeg mente var… Argh!….. Fucke-fucke-fuck…”

I øjeblikke som disse, er det meget interessant at bemærke, at man har podens udtalte opmærksomhed. Der kan godt gå virkelig lang tid imellem, skulle jeg hilse og sige, men han er helt stille og opmærksom mens de voksne bryder deres hjerner i jagten på plausible bortforklaringer. Og mens den aktuelle panik står på, gennemgår jeg i tankerne samtlige rædselsscenarier i forhold til tænkelige situationer, hvori min sidstefødte formår at sige til den omtalte person, at hans mor synes hun er MEGA-mærkelig.

Lige ind til Mand redder mig ved at sige: ”Det mor mente var, at moren sagde noget underligt noget; noget, som mor ikke kunne forstå!”. Og jeg griber den taknemmeligt: ”JA!!! Det var DÉT jeg mente!”.
Mindste Pode ser ikke overbevist ud.
”Og hvad var det?”, spørger han. Men der er jeg så heldig at pastaen koger over, og så tager samtalen en helt anden drejning til noget, der handler om karklude og voldkogt spaghetti.
Saved by the bell, so to speak.

Altså for hede hule helvede da også. Min mor sagde en gang, at hun aldrig nogensinde havde hørt sine forældre sige noget som helst dårligt om andre. Hvorfor sætter jeg så lave standarder i forhold til en hedengangen generation?… Jeg ville SÅ gerne gøre det bedre. Og lære mine poder, at man kun taler PÆNT!

Jeg ved det godt. I’m a bad-baaaad person!
Gør du det også indimellem? Pretty please? Eller….nej?

Just for the record: Jeg er selv MEGA-mærkelig; ved det godt! (No trolls needed!…)

picsart_1478562087241

Fotograf: Palle Pophår

Dagens godnatreplik

Mindste Pode: ”Mo-ar? Ved du godt, man må IK’ sige ’FUCK’?!…”

Dagens kloge ord

Shakespeare:
”What’s done, is done”
(Macbeth)

Lidt vemodig… Og så alligevel ikke!

Børn er så fantastiske når de sover, og er heeeelt stille. Lige så meget som jeg har lyst til selv at kaste mig ud ad vinduet flere gange dagligt over graden af hjælpeløshed og den tilsvarende mængde af kommandoer (både til og) fra poderne, lige så fantastiske er øjeblikkene i den blå time, hvor ungerne slumrer, og pruster let ind i en verden vi ikke er en del af. Så fredfyldt. Prøver desperat at nyde øjeblikket, og gribe nuet mens det suser forbi.

Hvad kan jeg sige? Glæde, vemod, stolthed og træthed.

Hvis du nu sidder og sukker lidt over at du måske ikke (længere?) har små børn, så husk lige dette:

  • Hvor satans ondt det gør at træde bittesmå plastiklegetøjsdimsedutter op i fødderne.
  • At du kan nyde, at du ikke længere skal vælge i hvilken af to retninger (eller efter hvilken af to måske tre poder) du skal løbe, mens du samtidig laver en lynhurtig og benhård cost-benefitanalyse over hvad konsekvenserne ved dit valg er.
    Med andre ord: Hvor er dødstruslen størst?
    (Er der i øvrigt nogen, der overvejer at give forældre et risikotillæg? Eller er vi ude i noget ridder af Dannebrog?)….
  • At du kan nyde, at dine unger kan tørre sig selv bagi.
  • At du kan sidde og drikke kaffe mens ungerne slår sig selv ihjel. Det er ikke længere dit ansvar på helt samme måde som den gang man skulle undgå at de stak pølsefingrene ind i stikkontakterne. Det er muligvis stadig dine børn, men de er trods alt så store, at de ved, hvad de gør.
  • De sover heeeeeele natten. Næsten.
  • Du skal ikke længere bekymre dig om hullede gummistøvler og drivvåde strømper når det er regntid. Og det er det jo ofte i Danmark.
  • Du kan tilgive dig selv, at du ikke har gjort dig nok i fagtesange i podernes første leveår.
    Nu er det under alle omstændigheder for sent.
  • Hvis dit køkken ligner lort efter måltiderne, skyldes det med al sandsynlighed noget andet end at en 10-månederspode med rund hånd har fordelt al spiseligt indhold fra tallerknerne ud på samtlige tilgængelige flader, det være sig borde, vægge, gulve, skabe (find selv på flere).
  • Nedsmeltninger i Netto er en saga blot. …. Ahhhh… Done that. So much last year.
  • Du behøver ikke længere stå op klokken 04:28 og se Teletubbies, eller endnu værre – aktivere barnet! – fordi det ikke kan sove mere, og ikke bare selv kan ta’ cocopops i køkkenet.
  • Du skal ikke længere ha’ en belejringsværdig oppakning med når blot du skal mere end fem meter uden for matriklen i angst for uheld. Uheld forstået som små mennesker, der ikke når rettidigt på toilettet, eller endnu værre – den type uheld, hvor bleen simpelthen ikke er tilstrækkelig i forhold til behovet.
  • Du kan nyde, at du ikke behøver at ha’ alt ryddet i en meters højde indendøre for at undgå at tumlingen pløjer arveguld og tykke bøger ned fra alle hylder og reoler i nå-højde.
    Bare fordi det er fedt at ha’ mor rendende i hælene og samle alting op igen-igen.

Jeg har helt sikkert glemt noget – og du må gerne bidrage til listen!

PS: Undskyld hvis jeg tager pippet fra dig, hvis du stadig har poder af den allermindste slags. Eller venter på deres ankomst, for den sags skyld.
Lad være med at gøre noget drastisk! Det ordner sig! Jeg tror på det…

Sidste nyt fra læsehjørnet

Jeg har muligvis solgt min sjæl til djævelen. Eller i hvert fald som minimum gået på kompromis med mit akademiske jeg: For at skabe plads i bogreolen har jeg nu smidt historieskrivningens fader, Herodutus’, ‘Histories’ ud til fordel for ‘Jeg er Zlatan Ibrahimovic’…. At tænke sig, den dag skulle komme!

Jeg vil lige skynde mig at understrege, at det er ikke mig, der har indkøbt og læst sidstnævnte.

Siden sidst har jeg derimod læst:

  • Wild’ af Cheryl Strayed
  • ’De måske egnede’ af Peter Høeg (genlæsning)
  • ’Nattens gobeliner’ og ’Kairos’ af Bente Claudius (genlæsning)
  • ’Sandheden om Harry Quebert-sagen’ af Nöel Dicker
  • ’Hjerter i Chili’ af Laura Esquivel (genlæsning)
  • ’Øen’ af Victoria Hislop (her får du virkelig meget lyst til at spise fed feta og oliven på en græsk taverna med ternede plastikduge).
  • ’Gaven fra havet’ af Anne Morrow Lindbergh (som jeg dog måtte opgive undervejs; jeg ligger muligvis inde med jordens dårligste oversættelse?… Den tæller ikke helt med….)

Men derudover har jeg også læst disse, som egentlig er dem, jeg vil anbefale:

’To sekunder i Byron Hemmings liv’ af Rachel Joyce:
Om to drenge, om at miste forstanden, og om hvor lidt der skal til, før det sker.

’Forbandede yngel’ af Anne-Cathrine Riebnitzsky:
Om de ar, man som forældre efterlader på podernes sjæle, når man er i den grove ende af skalaen. Fantastisk bog, som jeg ikke kan anbefale nok. Smuk og hård. Velformuleret og poetisk.

Derudover har jeg læst ’Min mormor hilser og sige undskyld’ af Fredrik Backman. Ud over, at der stod ”skide meget” skide mange gange i bogen, og jeg på et tidspunkt gik hen, og blev en lille smule træt af det, så var det en meget rørende historie om den lille pige Elsa, der mister sin mormor. Jeg var vild med de meget rammende karakterbeskrivelser og skarpsindige betragtninger. Jeg tror næsten ikke man kan undgå at føle sig beslægtet med én eller flere af personerne, for eksempel blev jeg ramt (i hjertet? På samvittigheden?) af beskrivelser som denne:

”Fars forrige bil hed også Audi. Far kan godt lide at vide, hvad han får. Engang sidste år flyttede de om i supermarkedet, hvor far og Lisette bor, og så var Elsa nødt til at lave de test på far, som hun har set i tv-reklamen, for at være sikker på, at han ikke havde fået en hjerneblødning.”

Bortset fra alarmerende mangel på Audi, så er jeg er jo for helvede Elsas far. Og dét, mine damer, er skræmmende! Og værd at tage til efterretning….. Hvordan gør man så lige det?……
Jeg tænker, jeg skal starte med at ændre min autosignatur på arbejdet, og fremadrettet bare slet og ret skrive ’Med venlig hilsen Elsas far’.

img_2267

Dagens citat

Emma Gad:
”Man skal aldrig låne Bøger uden med det faste Forsæt at levere dem punktlig tilbage. Lånte Bøger må man på ingen Måde beskadige; man må ikke brække Bindet, ikke bøje Bladene om, ikke skrive i Randen og fremfor alt ikke sætte Fedtpletter i Bøgerne. Idet man læser Bøgerne, må man behandle dem som Venner, som man ikke har Lov at misbruge.”

Om at stå op en søndag morgen….

…og konstatere, at nogen er gået i gang med at bygge Estadio Santiago Bernabéu som 3D-puslespil.
Denne nogen er Mellemste Pode, der har købt det for sine egne fødselsdagspenge, og som er meget perfektionistisk anlagt (i hvert fald hvad angår det endelige resultat). Ikke desto mindre smutter der et par punkter i brugsforvirringen undervejs. Hvilket efterfølgende kræver support. Fordi nogen er kommet til at sætte gang i tagkonstruktionen uden at have noteret sig manglen på tribuner. For eksempel. Eller noget med nogle bærende elementer, der også er gået i glemmebogen undervejs. Mand ser på sagen. Men efter at nogen mere end én gang har fået assistance til at afmontere taget for at udbedre mangler neden under dette, kapitulerer Mand. Og går i seng, faktisk, før frokost. Mand har noget med maven *).

Derfor står jeg nu pludselig med et relativt splittet stadion i 3D (med tilhørende fejlbehæftet tagkonstruktion) og en små-hysterisk pode. Det er rimelig svært at springe ind i sådan et byggeprojekt halvvejs i processen, når man ikke ved, hvor meget byggesjusk der har været på spil i de indledende etaper (findes der ikke en entreprise-hotline?). Ergo skal man også lige orientere sig i vejledningen, og når man ikke har været med fra starten, så kan sådan én godt virke som om den er skrevet på et helt andet og ukendt sprog. Sanskrit, for eksempel. Ergo ryger tagkonstruktionen af og på et par gange endnu. På det tidspunkt bliver der både hyperventileret og udgydt tårer. Der bliver stampet i gulvet og bandet. Og det er ikke mig, der står for den del (sjovt nok). Jeg står derimod for at sige ting som:

”Træk vejret heeeelt ned i maven…. Gør det så! NU!”

Og…

”Hold op med at stå derovre og hyle, og kom og hjælp her i stedet for…”

Og…

”DU SKAL IKKE HALLO’E MIG, JEG PRØVER FAKTISK PÅ AT HJÆLPE!”

Som det fremgår, daler tålmodigheden omvendt proportionelt med antallet af minutter, der bruges på projektet. Men til sidst lykkes det. Efter at have konfereret om briknumre og verdenshjørner. Efter at have talt vinduer, tårne og siddepladser (næsten).

Et voila!
Introducing Estadio Santiago Bernabéu:

img_2066

Und mit dem Bus:

img_2244

Jeg mindes et kinesisk ordsprog om, at det er vejen, der er vigtigst. Processen. Ikke målet eller resultatet (ja, det var så back in the good old days, før kineserne blev så produkt- og profitorienterede). Og det har jeg så tænkt lidt over (ikke over kineserne, men over det med processen). For i mere eller mindre høj grad, er vi jo alle sammen hele tiden på jagt efter et eller andet, uden at være tilstede undervejs. Processen har det med at blive temmelig forjaget fordi det er resultatet, man vil have. Jeg har på fornemmelsen, at langt færre mennesker i dag lægger puslespil, bare for at gøre det. Har jeg ret, tror du? Og det dér med at være i processen, var egentlig en ting, som jeg gerne ville have at mine poder skulle have med sig ud i livet og ud i verden. Evnen til at dvæle. Og ikke bare overstå ting. I stedet kører vi efter sådan en Machiavellisk ’målet helliger midlet-filosofi’. Og det synes jeg virkelig er synd. Ikke fordi jeg har opskriften på en mirakelkur til det modsatte, og heller ikke fordi jeg efterlyser den.
Jeg funderer bare lidt….

Dagens kloge ord

”Lykken er ikke en destination, men en måde at rejse på”

*) Mand pointerer, at han ellers sædvanligvis aldrig, ALDRIG er syg!…
Taget til efterretning.

Siden vi kom hjem…

  • Har vi haft næseblod, og stoppet toilettet til.
  • Har vi drøftet, om det er amerikansk eller afrikansk fodbold far ser natten til mandag, og hvad forskellen EGENTLIG er?
  • Har vi diskuteret hvorvidt man kan køre fra Esbjerg til Færøerne i tog.
    Mod forventning en relativt lang diskussion.
  • Har vi diskuteret hvorvidt regnvandet, der drypper fra regntøjet, reelt er regnvand eller i virkeligheden klamt slim? Tjaahh…. Hvad tror du?
  • Har jeg lagt ører til følgende:
    “IH!!… Du er bare SÅ SUR!!”
    “Mor, har du lige sovet, eller noget?… Du ser bare så’n lidt ud…”
    “Hvorfor er der ingen der HJÆLPER mig?!”
    “Hvorfor skal jeg gøre ALTING?!! SELV?!!”
    ”Det’ or’ntli’ kedligt, det her!!!”

    Ja, altså, hvad kan jeg sige? I’m trying here!…..
  • Er jeg blevet stemplet som løgner efter at have udtalt følgende:
    “Da JEG var barn fandtes der hverken Ramasjang eller Ultra; dengang var der kun børnetime ÉN gang om dagen i TYVE minutter. Og hvis det var noget bras, de viste, så var det bare ærgerligt, for man kunne ikke sætte en dvd eller en video på, for det fandtes HELLER ikke!” ….
    (Larmende tavshed)…
    “OG”, tilføjede jeg, “Disney Sjov varede kun en HALV TIME, og der var INGEN fredagsslik!” (min mor var tandlæge).
    Forestil dig tre børn med rædslen malet i ansigterne, indtil den ene tvivlsomt siger: “Ahhhhhrrrr….? DÉT passer ihvertfald ikke!!”
  • Har jeg læst korrektur på Mellemste Podes hjemmeopgave, her gengivet helt i overensstemmelse med den oprindelig ordlyd og stavemåde:

“Potræt af Mindste Pode
Mindste Pode er min lillebror. Han er 5 år. Mindste Pode er meget høj af sin alder. Han kan godt lide at gå i sportstøj, men i vedagene er han ligeglad med sine bukser. Nogle gange tror han at en helt anmenelig bluse er en sports bluse.
Mindste Pode har lyst hår.
Han er sej.
Mindste Pode kan godt lide fodbold. Hans ynglingsspiller er andreas Conelius og Ronaldo. Han holder med FCK og Real Madrid.
Mindste Pode kan også lide håndbold. Mindste Pode kan godt lide at lege med lego. Jeg kan godt lide Mindste Pode. Han er sød sjov ra og venlig. Mit forhold til Mindste Pode er godt.
Mig og Mindste Pode kan godt lide hinanden. Mindste Pode går i børnehave.”

  • Denne her hjemmeopgave vil jeg lige prøve at huske, når de tager hinandens tilstedeværelse som en personlig fornærmelse.
    Jeg overvejer at printe den i hobetal, og ekstatisk kaste det rundt i lejligheden som flyveblade.

Dagens sidste ordveksling
(eller næsten, i hvert fald. For det stopper aldrig helt, gør det?):

Mig (til en iPad-spillende Mindste Pode, som jeg forgæves har prøvet at inddrive til en putning i noget der føles som en evighed): “Hvornår bli’r du nogensinde færdig med det dér?”
Mindste Pode: “….jeg tror…i dag?”…..

Take care out there!

img_2037

img_2041

Fotograf: Palle Pophår