Månedsarkiv: december 2016

Afvikling af december – fortsat

I forlængelse af forrige indlæg starter jeg i nisseboldgaden. For faktisk er det sådan, at nissemonsteret også selv har en nisse herhjemme. Mand har nemlig hele december lavet sin helt egen chokoladekalender til mig. Udfordringen er, at jeg er så tilpas autistisk, at jeg skal have to helt ens stykker, ellers rør jeg det ikke. (Man har vel alle sine særheder). Hver dag har der ligget to stykker chokolade i en pose, og her er det så det bliver pinligt: Selv ikke da Mand var bortrejst i seks dage manglede der fyld i posen; han havde nemlig allieret sig med Mellemste Pode. Og jeg opdagede det simpelthen bare ikke, til trods for indtil flere hints og vink med vognstænger, og hvad ved jeg. Og så er spørgsmålet HVOR tykpandet, man har lov til at være? Hvor meget ens pode ikke gerne ville have haft, at man havde udtrykt en lille smule undren (og begejstring, ikke mindst) i forhold til de rå mængder tysk mælkechokolade der på mystisk vis fandt vej ned i posen? Men nej. Intet dæmrede, før Mand vendte hjem, og poseindholdet var ved at vokse ud over alle breder.
Hvis jeg var i besiddelse af en Instagramprofil ville jeg have lavet et hashtag a la #Erdermonhåb?

Derudover overlevede jeg – stik imod (egen) forventning – Mindste Podes Luciaoptog i børnehaven, også selvom det bragte mig på randen af kollaps:

Fredagen før optoget om tirsdagen, kom poden hjem med en kjortellignende genstand i en klar affaldspose påsat navn, som skulle stryges (kjortlen, ikke plastikposen). ”Og du skal stryge den i dag!”, meddelte poden. Det bliver mandag aften, besluttede jeg straks, og tænkte derfor ikke mere over det. I hvert fald ikke før jeg vågnede med panikangst natten til mandag, hvor det pludselig stod lysende klart for mig, at hvis Mindste Pode (som altid ved besked) har sagt, at udstyret skal stryges ’i dag’, så er det sgu’ da fordi de skal bruge det mandag, og ikke først tirsdag….. Jeg fumler i nattemørket rundt efter min telefon, på hvilken jeg finder institutionens intra og deres på det tidspunkt 74 ulæste beskeder, blandt andet denne:

”Alle Luciabørn har fået en kjortel på deres plads i garderoben og vi beder jer tage den med hjem, så I kan stryge den og komme med dem igen på mandag den 12. december (PIS også!). Husk også at medbringe hvide strømpebukser”.

Hvide strømpebukser?! Nåhr ja, dem har alle drengemødre jo liggende i hobetal fordi drengene bruger sådan nogle hele tiden under deres tylskørter. De må ha’ spist søm. Overvejer et kort øjeblik om 7-Eleven kan være en mulighed i den henseende? Nå, jeg får sat vækkeuret til ti minutter tidligere end planlagt; jeg står op da det ringer, jeg får strøget kjortlen og jeg får fundet et par lysegrå pyjamasbukser (med et enkelt hul, der nødtørftigt stoppes).
Alt bliver fikset, og panikken afværget.

Men ud over Luciakvalerne på hjemmefronten var der jo også selve Luciadagen, altså tirsdag. Mand havde undskyldt sig med nogle møder, så jeg indtog Fort Knox ganske mutters.
To meget lange timer i institutionsregi, der i punktform kan koges ned til:

  • Alt, alt for mange sukkerpumpede børn i besiddelse af uforholdsmæssigt mange limstifter.
  • Sigfus’ mormor, som blev placeret på en skammel ved siden af mig, og som var beriget med en mening om alt, i særdeleshed en mening om hvad der med fordel kunne gøres anderledes, og bedre, ikke mindst. På samtlige planer. Hvorfor slipper man sådanne typer løs i en børnehave?
  • Løbske ellevetaller overalt foruden en voldsom lugt af prut. Jeg tænker noget med noget kål.
  • Ørepropsfordrende støjniveau; jeg har den største respekt for personalet (der også selv blev lidt blege i betrækket efterhånden som minutterne sneglede sig afsted).
    Jeg ønskede mig inderligt en KÆMPE-megafon til at blæse håret af de mest højlydte unger: ”DER BLEV SAGT HOLD KÆFT!!”
  • Absurd mange mennesker i alle størrelser i alt for små institutionsgarderober.

Som sådan skete der jo ikke noget ud over det sædvanlige, men jeg er helt ved siden af mig selv, når jeg forlader sådan et arrangement. Jeg er så træt, at jeg slingrer, og tænker, at lige om lidt besvimer jeg.

Men ungerne var yndige, med deres hvide (og nystrøgne!) kjortler, silkebånd om maven, deres sølvpapirsguirlander om hovedet og batteridrevne lys. Jeg troede aldrig det fik en ende.

Nok om Lucia.

Jeg vil lige runde af med at sige, at jeg har fået en utrolig fin æske i teaktræ med chokolade tilsendt fra Tyskland. Det hele var meget mystisk, ind til jeg åbnede pakken, og fandt ud af, at den var fra Zalando. Som tilsyneladende er meget glad for at have mig som kunde.
Jeg bør muligvis overveje mit forbrug.

Apropos gaver, er jeg i særdeleshed spændt på julegaven fra Ældste Pode efter at Mand har ytret et “Du har bare af at se glad ud når du åbner gaven!”…. Spændende, ja?

Jeg tror, vi er ved at være der. Så kom an, jul. I’m ready. Med chokolade, sølvkonfetti und alles.

Fotograf: Palle Pophår

Rigtig glædelig jul til dig derude; jeg håber du får en SKØN én af slagsen!

Foreløbig status på afvikling af december

Jeg tror nok, vi er er et par stykker, der her i december har fulgt med i ‘Nissebanden i Grønland’.
Den handler overordnet set om noget med himmellegemer i den grønlandske polarnat; om stjernesten, der falder ned fra det ydre rum. Hvis man får fingre i disse afbrændte meteoritter, så er lykken gjort, så kan man få ALT hvad hjertet begærer, og derfor skal disse sten selvfølgelig sikres, så de ikke falder i de forkerte hænder. Meget bjergtaget pode betragtede fra sit sofadyb de to stjernesten dale til jorden i det allerførste afsnit. Og talte meget om det i de efterfølgende timer, ikke mindst. Stor var derfor hans glæde, og ikke mindst overraskelse, da han allerede den efterfølgende dag, spottede denne her lige uden foran Fort Knox, undskyld børnehaven:

Den ene af de to magiske stjernesten.

Hvorefter poden udbrød: “SE mor! Nu kan jeg få LIGE HVAD JEG ØNSKER MIG!!”
“Njaaaahr….” svarede jeg tøvende, men indvilligede ikke desto mindre i, at vi tog ’stjernestenen’ med hjem. Det vil sige, den ligger nu godt nok stadig i min cykelkurv. I mange, mange dage har jeg derfor cyklet rundt med en kampesten af betragtelig størrelse sammen med Netto-poser og idrætstasker. Men poden insisterer på, at der ligger den meget godt.

Selve visheden om, at poden selv besidder den ene stjernesten har samtidig lagt en gevaldig dæmper på spændingen i ’Nissebanden i Grønland’. Uagtet at julemanden i egen høje person gennemtrevler indlandsisen i døgndrift, alt imens Nissebanden er fløjet hele vejen til Grønland i en tvivlsom luftballon for at hjælpe til, hviler poden i troen på, at alt er i skønneste orden, og det er HELT underordnet at Puk eller Pil, eller hvad hun nu hedder, foruden et par andre, for længst har fundet stenene. Aldeles underordnet detalje.

Ikke desto mindre er der en del fokus på de dersens nisser. Vi tror nemlig meget på nisser hjemme hos os. Men altså… det nissemonster, der bor på vores loft, er desværre ikke så skide-stabil i sine leverancer.

Hvis du spørger hvorpå ustabiliteten beror, så er forklaringen (i tal) denne:

  • 8 er det antal gange nissemonsteret er gået til køjs, og er faldet i en komatøs søvn uden at ha’ husket at putte så meget som en lillebitte pebernød i sokkerne.
  • 2 eller 3 er det antal gange nissemonsteret er gået til køjs, for derefter at komme i tanke om manglende pebernødder i sokkerne, og herefter har sms’et til nisseMand aka Den Assisterende Nisse (inde i sofaen) efter hjælp.
  • 3 er det antal gange nissemonsteret har været på nattearbejde, og derfor på ukristelige tidspunkter søvndrukkent har hældt en skvis pebernødder ned i hver sok uden at gøre det mindste forsøg på at vedligeholde millimeterdemokratiet.
  • Cirka 4 er det antal gange hvor ovenstående to redningsmanøvrer er kikset, og ungerne følgelig er stået op til sokker uden skyggen pebernødder.
  • Utallige er det antal gange nissemonsteret har skuffet generelt; hvor poderne har kigget dybt ned i sokkerne for blot at sige ”DÉT var godt nok ikke mange….”.
  • 1 er det antal gange, hvor nisseMand kom kanelgifler i sokkerne, efter at nissemonsteret havde kapituleret.
  • 1 er det antal gange nissemonsteret svigtede på adventssøndage.
  • 1 er det antal gange nissemonsteret kom til at lægge noget i sokkerne på adventssøndage, som den også lagde i sokken sidste år.
  • 1 er det antal gange nissemonsteret gik ud for at bytte den fejlslagne nissegave jævnfør forrige punkt, og i stedet kom hjem med noget til sig selv.

Kort opsummering: Nissemonsteret må stramme sig an. Tage sig sammen. Ungerne er på randen til at hævde, at der må være tale om en ommer.

Måske Mindste Pode skulle tage og gøre brug af den dersens magiske stjernesten i min cykelkurv?

Dagens bemærkning:

Mindste Pode: ”Mor, SE! Der er en håndgranat i min chokoladekalender!!”
Mig: ”Håndgranat?! Ahhr, jeg tror nu der er tale om en julekugle…”
Mindste Pode: ”Håndgranat!”

Okay, så. Håndgranat it is.

Lidt distræt…..

  • Når man er ved at lægge den fladmaste mælkekarton, der skal i skraldespanden, ned i bestikskuffen.
  • Når man tømmer indkøbsposer, og vil lægge hakket oksekød i kaffeskabet, og sandwichskinken ind til dåsetomaterne.
  • Når man (igen) sætter vaskemaskinen over uden sæbe.
  • Når man helt intetanende kommer til at sende lydfiler til folk på SMS…
    Relativt pinligt, og helt ærligt: Hvor fummelfingret har man lige lov at være?!
  • Når løgene ligger fint hakkede tilbage på skærebrættet efter at millionbøffen er færdig.
    Det blev så til den løgfri version. Nogen er utvivlsomt glade.
  • Når man prøver at tage rulletrappen opad. På den rulletrappe der kører nedad.
  • Når man smider en kop halvlunken kaffe i skraldespanden, og ikke i håndvasken.
  • Når man har glemt, at man tog et billede på sin telefon af en hjemmeside, og derfor ikke kan forstå, at linket på billedet ikke virker? Fuck, noget LORT, altså…
  • Når man står og fumler med arbejdsnøglen i sin egen hoveddør.
  • Når man laver en bankoverførsel på 4554,- i stedet for 45,-
  • Når man står og parkerer sin cykel nede i gården mens naboen fortæller at konen er skredet, og man kvitterer med at sige ”Det var vel nok dejligt!”, fordi man på ingen måde hører efter.
    Før bagefter.
  • Når man surfer lidt rundt i Blogland, lægger en kommentar hist og pist, og på et tidspunkt opdager, at det link man troede, man havde lagt til sin egen blog i URL-feltet, er URL’en til sit pensionsselskab. Fordi man havde fået et brev i e-boks, som man lige skulle ha’ fulgt op på.
    Til dem, der læser med her, og som eventuelt har været udsat for denne fejlpejling: Sorry! Shit happens (life goes on)…

Dagens ordveksling:

Mig (glad): ”Jeg har købt bukser til Mindste og Mellemste Pode, og jeg har bare sparet VILDT mange penge!!”
Mand: ”Nå? Sidst du talte om bukser, var det da Ældste Pode, der stod og manglede?”
Mig: ”Altså…. Ja… det er det jo sådan set stadigvæk… Men eftersom han er på vej ud af størrelse 158, kan man ikke længere få bukser til ham i nameit, og så ved jeg simpelthen ikke hvor jeg skal købe dem henne?”
Mand: ”Så hermed siger du, at Ældste Pode aldrig mere får et par nye bukser?!”
Mig: ”Ja! Det er lige præcis hvad jeg siger!!….”

Rap-rap.
Eller noget.

Crazy juleshopping

Nu har vi jo – ikke overraskende – nået den tid på året, hvor hovedparten af danskerne (mig selv inklusive) går amok i butikkerne for ikke at gå ned på udstyr den fireogtyvende.
Nethandel er klart at foretrække, men alligevel sker det i ny og næ, at man uforvarende får forvildet sig ind i et shoppingcenter, udelukkende fordi man er så naiv at tro, at man lige kan få klaret et par ting i en ruf.

Således udstyrret med en liste over ting der skal indfanges og indbindes inden hjemkomst – helt og aldeles foranlediget af tidligere omtalte jule-Excelark (som ikke helt virker efter hensigten, bliver jeg nødt til at sige) – er jeg nu på en mission der indbefatter en boghandel, en børnetøjsbutik (muligvis flere), noget med noget boligindretning og noget elektronikindkøb.
Måske relativt overkommeligt, men altså. Og der er altid et ’men’ (i det her tilfælde to):

Punkt 1) Jeg har stået i de forkerte gaveindpakningskøer.

Du kender dem garanteret godt; det er dem, der er bemandet af personer, der tydeligvis aldrig nogensinde før – EVER! – har beskæftiget sig med hverken papir eller bånd, og slet ikke i kombination med saks eller tape. Mens man næsten lidende bevidner indpakningskvalerne for den stakkels person, krummer man tæer i vinterstøvlerne, og sveder tran i det alt for varme overtøj. Det gør næsten fysisk ondt at se på hvordan hver en del af indpakningsprocessen bærer tydelige tegn på kraftanstrengelse hos den ansatte, og tiden der bruges, er så utrolig lang, at det bliver pinligt. Hvor man allerede tidligt i forløbet har lyst til at flå den halvt indpakkede gave ud af hænderne på ekspedienten, smile stift og sige “Jeg klarer bare resten selv”. …
Men det nænner man trods alt ikke.
Og resultatet: Meget lidt kønt.

Men når man så har fået klaret et par gaver, kan man også godt lige få handlet ind, så er det hele klaret.
Og det er jo bare lige, for Føtex ligger jo midt i det hele. Og hermed til næste punkt:

Punkt 2) Dagligvarebutikkerne er jo mildest talt overbefolkede – no shit, Sherlock, det er jo ikke noget nyt jeg her afslører. Men man har jo behov for mad og deslige, som også skal stilles inden juleaften, så der er ingen vej uden om. Desuden har de tilbud på Bugles.

Som sagt så gjort. Prustende og stønnende zigzagger man sig vej gennem Føtex, stadig i alt for meget tøj og med alt for varme støvler. Undrer mig undervejs over folk, som skal holde hinanden i hånden mens de handler (SÅ brede er gangene trods alt heller ikke!), og over mennesker, som parkerer deres indkøbsvogne ved siden af andres, og derved sætter al bevægelse i stå.
Nå, storsvedende når man frem til selvbetjeningskasserne, og går i gang. Der bliver bippet og båttet, skannet og betalt, og så skal varerne pakkes sammen. Og det er her, jeg altid bliver lidt små-stresset.
Det gælder jo om at pakke poserne rigtigt, så mælken ikke ligger oven på juleskummet og sneboldene fra Toms, og nogle af de indkøbte varer kan også med fordel puttes i ekstra poser, sådan så man undgår uhensigtsmæssige eksplosioner inden hjemkomst. Man får dog kun en ganske stakket frist til dette pakke-i-pose-projekt før selvbetjeningskassens automatiske stemme begynder at opfordre til at man pakker sine sydhavsfrugter sammen lidt hurtigere:
”Ta’ dine varer!”, siger den mekaniske kvindestemme meget insisterende, og ikke nok med det, den bliver jo ved!

”Ja-ja!”, har jeg lyst til at sige, velvidende at det er en automat der skynder på mig. Fornuften fordamper dog med al tydelig hast imens jeg pakker med livet som indsats, og til sidst – netop som en dame har sat sin kurv ved min selvbetjeningskasse, og er klar parat til start – hvæser jeg til den automatiske ’Ta’ dine varer!-stemme’: ”JAMEN, JEG ER JO FOR HELVEDE I GANG!!”.

Bingo! Damen med kurven viger omgående tilbage, og jeg nosser mig færdig med mine gøremål, en lille smule lettet over at ha’ sat den automatiske stemme på plads OG samtidig ha’ skræmt damen med kurven væk. Husk; det er de små sejre i hverdagen, der tæller.

Tænk, hvis der var sådan en automatisk stemme, der hang over hovedet på de stakkels mennesker ved indpakningsbordene: ”Pak varen ind!”…… ”Pak varen ind!”….. De ville jo blive sindssyge inden formiddagskaffepausen, se bare hvor hurtigt det gik for mig!

Ja, jeg beklager, at jeg har været lidt ond i (jule)sulet, men altså…. Jeg bliver nok god igen på et tidspunkt. Inden jul!

Dagens citat

“Oh, this isn’t a bag, Sir! It’s SØØØV much more than a bag!!”
(Rowan Atkinson som butiksassistent i ‘Love actually’)

Julekagebagning in Danglish

Nå, men altså. En podes forælder fik en dag en meddelelse på ForældreIntra.
Den lød sådan cirka som følger:

”Så skal vi holde Danglish jul i klassen. Bente og jeg glæder os! (det var da dejligt…), og det vil være skønt, hvis eleverne kunne tage lidt engelskinspirerede julegodter med. Her er et link til opskrifter, hvor I blandt andet kan lave Rudolph Short Bread eller Melting Snowman Biscuits. En madpakke med et engelsk twist vil gøre dagen særligt festlig.”

En podes forælder, moderen nærmere betegnet, gik omgående kold, og gik i seng med en moderat depression efter at have læst beskeden på Intra. Poden derimod var svært begejstret, særligt ved udsigten til de engelskinspirerede julegodter.

Næste morgen havde moderen lagt en plan. Hun meddelte poden, at han selv måtte foretage følgende indledende forberedelser til ’Projekt Engelskinspirerede Julegodter’:

  • Følge det aktuelle link, og finde ud af hvilken engelsk julegodte han ville ha’ kreeret
  • Udfærdige en indkøbsseddel

Ungen lavede en endnu bedre plan, han lavede nemlig research, kreerede indkøbssedlen, og tog til træning, så han ikke var hjemme da moderen med den moderate depression kom hjem og fandt indkøbssedlen:

indkoebsseddel

Alle disse ingredienser skulle efter planen blive til sådan nogle her:

kager

Gingerbread Jumpers

Moderen gennemgik listen:

  • Sirup, tjek!
  • Dark museovafornoget?
  • Er kærgården monstro slightly salted?….
  • Mel, tjek!
  • Bicarbonate of soda..was?
  • Ingefær, tjek!
  • Kanel, tjek!
  • 1 egg, beaten. Yeah, you bet!….
  • Fondantsukker? Uhhh, avanceret….

Moderen blev efterfølgende – som direkte følge af en knivskarp debat med kolleger omkring sidstnævnte – enig med sig selv om, at fondanten blev afløst af glasur.

Efter en vellykket tur i Føtex (uagtet at hun havnede i ’Ny-i-job-køen’), hjembragte moderen de bestilte varer, foruden en pode fra børnehave, der på falderebet havde fået en skovl i hovedet (shit happens), og derfor på afhentningstidspunktet fuldtidsbeskæftigede intet mindre end tre voksne, foruden moderen.
(Faktisk havde poden endda fået koblet så meget drama på hændelsen, at institutionens souschef egenhændigt efterfølgende fulgte op på helbredssituationen pr. telefon klokken 19.05 samme aften).

Kagebagningsprojektet blev igangsat. Bage-poden var ikke overdrevet begejstret for fraværet af fondant, men med moderens ”tough noogies, honey”-bemærkning, valgte poden klogeligt at se stort på det, og i stedet foldede den nu entusiastisk pode sig ud i køkkenet.

Der blev vejet ting, og tilsat julemusik. Der blev duftet, og diskuteret hvor stor en ’sauce pan’ mon er.

Moderen kom (mens hun servicerede skovlramt Mindste Pode) med opmuntrende tilråb a la: ”HUSK nu, at du skal LÆSE opskriften, ellers bliver din mor lidt lang i… noget” og ”Shaken, NOT stirred!”.
Eller, nej, det var vist ikke det, der blev råbt.

Moderens indledende bange anelser omkring de lavpraktiske udfordringer, og ikke mindst omfanget af ’Projekt Engelskinspirerede Julegodter’ blev i dén grad gjort til skamme.
Bage-pode er tilnærmelsesvist – helt modsat moderen – lidt af et mirakel i et køkken.
Det var brandhyggeligt! Og prøv lige at se en gang…

Der er ikke et øje tørt!
Watch out, Mette Blomsterberg:

img_2376

(Jumpers og jumpers….
Hvorfor tænker jeg ’Murder on the Dancefloor’?)

Og hvad med de engelsk-twistede madpakker, spørger du måske? Tja. Da nogen høfligt mindede den madpakkesmørende og -ansvarlige Mand om dette, hvæsede han blot:
”Det kommer ikke til at ske!”.
Man kan derfor med andre ord gå ud fra, at rugbrødsmadderne den dag var meget lidt twistede.
But who knows?

Dagens spørgsmål
(mens der bliver læst indkøbsseddel):

”Mor, har han os’ skrevet, at vi mangler syltetøj?”
(Moderen: ”Øhhh…”)

***

OBS: Andre bud på engelskinspirerede julegodter:

dbf

rwf

(Beklager, de damer, den lå lige til højrebenet, gjorde den ikke?….)

Pip i låget. Uddrag af en samtale på badeværelset.

Kender du det med, at ha’ en sang på hjernen, som bare er helt umulig at få ud? Det kender du godt, det ved jeg. Nå, men den sang, som jeg har haft kørende på repeat hele dagen i dag, er den der ’Jeg er en lille undulat’.
Så ved du, hvad du er oppe imod.

undulat

Jeg tror det er udtryk for noget spirende vanvid. Faktisk tror jeg, at mine ører har brug for noget aflastning. Kender du et sted man kan få aflastet sine ører? Eftersom jeg kun kan høre på det ene, tænker jeg, at jeg går efter at opnå lidt rabat.

Det er lidt skidt, hvis jeg mister forstanden lige i dag, for Mand er bortrejst, og det sætter ungerne i en ret uheldig position hvis deres mor kvitterer på tilværelsens udfordringer med at kaste den sidste rest af fornuft overbord.

Dagen har helt fra morgenstunden været ret skør og hektisk. Og for at give dig en idé om hvorfor jeg er ved at opgive mit ævred, vil jeg lige prøve at se, om jeg kan gengive cirka et minutter og syvogtredive sekunder af dagens indledende lidelser, undskyld hændelser og ordvekslinger, når nu jeg er i gang med at plædere for en skvis medfølelse.

Du skal forestille dig, at jeg befinder mig på et relativt lille badeværelse sammen med alle tre poder. Du skal samtidig forestille dig, at nogen har proppet en 25-øre i automaten, så Mindste Pode har snakket uafbrudt siden han slog øjnene op (PLING!), og i forlængelse af det, er mine lyttelapper allerede tidligt på dagen sådan nogle småbrankede bøffer, der sidder på siden af mit hoved. Du skal som det sidste forestille dig, at de to store børster tænder, fikser hår og prøver at skubbe hinanden væk fra pladsen foran spejlet, mens Mindste Pode sidder på tønden og skal tørres.
Når denne scene er sat, sker der følgende:

Jeg tørrer bagdel på Mindste Pode, der spørger: ”Mo-ar, ved du hvad jeg lige sagde til Ældste Pode, mens du ikke ku’ høre det?”
Mig: ”Slå lige brættet ned, og træk ud. HUSK at vaske fingre!!”
Mindste Pode: ”Nej, det var ik’ DET jeg sagde!! Jeg sagde: Jeg ved godt, hvordan man siger grøn på engelsk!: Green!”…. oplyser Mindste Pode, og fortsætter ufortrødent: ”Jeg ved os’ godt hvordan man siger brun!…”
Mellemste Pode: ”Hvordan?”
Mindste Pode: ”Jeg kan bare ikke huske det….”
”Brown”, informerer Mellemste Pode, hvortil Mindste Pode lidt arrigt og hvæsende kvitterer med et: ”Jeg sagde BRUNT!”, men fortsætter herefter ufortrødent: ”Jeg ved os’ godt hvordan man siger gul! Yellow!”.

Mindste Pode, som nu er blevet færdig med at remse engelske farvenavne op (og som i øvrigt blander sig lidt i håndgemænget ved håndvasken), prøver nu fortsat at få min opmærksomhed: “Moar? MO-AR?? Mor, ved du hvor meget sne, der var, dengang der var sne i børnehaven? Der var HUNDREDE sne!!”….
Ældste Pode stiller en skeptisk grimasse an, og spørger: ”Hvor meget er så hundrede sne?”
Jeg sender ham et formanende blik, som han besvarer med et skuldertræk og et ”jeg spørger bare for at være interessant!”. ”InteresseRET”, korrekser jeg.
Mindste Pode svarer glad: ”Bare hundrede sne!! Og Mor?…”
Jeg prøver med noget fortrængning af en art (denial-denial-denial), og taler videre med Ældste Pode, mens jeg samtidig erfarer, at en betragtelig del af gårsdagens chokoladekage befinder sig i håndklæderne. Jeg er ikke typen, der smiler og ryster overbærende på hovedet når jeg gør mig den slags opdagelser. Jeg siger ikke (med en indforstået stemme), at det er godt, at jeg kan stole på Vanish. Faktisk siger jeg slet ingenting (og det er vel altid noget), men jeg tænker altid noget i retning af “For helvede, altså! De var jo helt rene!”.

Og mens jeg tænker disse tanker, kommer Mellemste Pode på banen (han har vundet pladsen ved håndvasken): ”Mo-ar? Det’ bare fordi, i dag, i kristendom eller historie eller hvad det nu hedder, der skal vi fremlægge sådan et rollespil, som vi har forberedt, og jeg skal være HJORT! Og så var det, at jeg skal ha’ sådan en hjortebluse med!”
Mindste Pode: ”Mor?”
Mig (stadig i benægtelsesfasen over Mindste Podes tilstedeværelse, og dermed henvendt til Mellemste Pode): ”?? Altså, nu vi har jo ikke liiiige nogen hjortebluse liggende….?” (tænke-tænke)….
Mindste Pode: ”MOR!!”
Mellemste Pode (med rædsel i stemmen): ”Har vi IK’?!”
Mindste Pode (nu også med rædsel i stemmen): “MOR-MOR-MOR!!!”
Mig, henvendt til Mindste Pode: “Nej, nu må du sør’me vente, kan du ikke se jeg taler med din bror?!”.
Idet jeg sender et par formanende øjne (læs: dræberblik) i retning af poden for at understrege sagens alvor, ser jeg, at blodet vælter ud af næsen på ham.

Mens jeg får anbragt ungen i vandret position på badeværelsesgulvet, har Mellemste Pode midlertidigt glemt hjortebluseforespørgslen, og kommer med en opfordring: “Mor, prøv lige at la’ være med at lave de der rynker i panden!” ….
Da jeg ikke reagerer på anmodningen, og der for en gangs skyld et splitsekunds pause i talestrømmen på badeværelset, konkluderer han overrasket: “Nåeh…de er der HELE tiden?!”
Hvilket får mig til at true med, at den næste der mæler et ord, bliver sendt ud i skoven ligesom Hans og Grethe. ”Hvem er det?”, spørger Mindste Pode, nu med toiletpapirspropper i næsen. ”Mindste Pode, har du en pauseknap man kan trykke på?” bliver der spurgt, jeg har glemt af hvem.
”Nej!!” siger poden med al tænkelig bestemthed i stemmen.

Jeg har altså brug for sådan en knap…
For helvede.

Dagens citat

Linie 3:
”Det er hårdt at være dronning!”

dronning

Dagens kloge ord

Churchill:
”Det er lettere at regere en nation end at opdrage tre børn.”

Om at gøre tingene lidt sværere for sig selv, end de egentlig behøver at være….

(Advarsel: Meeeeeeget langt indlæg.
Spring det over, hvis du er ved at koge æg eller spaghetti. Hvis du har noget pulled pork eller en kartoffelgratin i ovnen, så lad gå).

Nå. Mindste Pode har skiftet børnehave. Eller, det er ikke helt rigtigt; hele børnehaven er faktisk flyttet grundet noget udvidelse på matriklen, som har foranlediget noget genhusning.
Jeg er ikke udtalt begejstret. Hvis man spørger mig, er der flere ting, der efter min ringe mening er lettere uhensigtsmæssigt.

For eksempel ligger den nye børnehave længere væk end den gamle, og legepladsen er mindre end den STORE, store legeplads vi har været vant til (efter hovedstadsmålestok). Sidst, men ikke mindst, er den nye børnehave beliggende i et af de mere belastede boligområder på Frederiksberg (come on….), hvorfor børnehaven er blevet sådan en slags Fort Knox.

Når man skal ind i børnehaven skal man derfor – hold fast:

  • Trykke en kode (bestående af en sindrig bogstav-tal-kombination) på den første kæmpestore to meter høje jernlåge, der kan karakteriseres som en port. Koden er tophemmelig, og jeg bliver solgt til stanglakrids og skudt i knæhaserne hvis jeg fortæller dig den.
    Dertil skal du sige tre kodeord på russisk i rigtig rækkefølge i et samtaleanlæg (nej, ok, det var løgn).
  • Efterfølgende skal du igennem endnu en jernlåge af betragtelig størrelse. Og det er ikke bare et håndtag der skal trykkes ned, nej, nej, der er sådan en kæmpe børnesikringsdims, der sidder fast foroven, som gør, at du skal åbne to vidt forskellige steder på lågen på samme tid. Og når det er frostvejr, fryser den fast. Frost eller ej, så er det virkelig diskriminerende for et-armede forældre (eller for forældre med mange tasker og poser).

Om morgen, når man skal aflevere sit afkom, afleverer man i vuggestuedelen, som ligger i et hus for sig selv, og her er der to låger mere af sidstnævnte type, som man skal igennem.
It’s true, really.
Jeg er stadig lige sur hver morgen, når jeg når til låge nummer fire, men jeg prøver at skjule det, så godt jeg nu kan.

Når man så skal UD af institutionen igen, og det skal man jo, så er det så snedigt, at der henne ved indgangspartiet med de to førstnævnte låger, er en hemmelig knap (der er meget svær at se), som du skal trykke på inden du går ud af den indvendige jernlåge. Knappen låser automatisk den næste låge ud til vejen, op, men er kun forbeholdt de virkelig hurtige forældre. Det er nemlig kun meget få sekunder lågen er låst op. Jeg har derfor set en del forældre spurte frem og tilbage mangen en gang, fordi de ikke nåede ud på de 4½ sekund der er afsat til at afmontere børnelås på den indvendige låge, og nå frem til hovedlågen, altså porten (den med samtaleanlægget – nej, ok – løgn igen).

Samtidig er der et større byggeprojekt i gang lige ude foran børnehaven. Det har medført, at passagen hen til porten med samtaleanlægget (you really got me started!), er blevet lidt svært tilgængelig. I forbindelse med det, spørger Mand en dag han har hentet poden, om jeg har bemærket, at man er gået i gang med at lave en ny indgang til institutionen? Og nej, det havde jeg ikke, men det var da en god nyhed, tænkte jeg.

Næste morgen kommer pode og jeg fro cyklende på vores respektive jernheste. Ansporet af Mands udtalelse fra aftenen forinden spotter jeg en stor jernlåge i den anden ende af institutionen. Det er nok den nye indgang, tænker jeg.

Dén tager vi.
Jeg indtaster den tophemmelige kode (og indtaler de tre kodeord på russisk i rigtig rækkefølge i samtaleanlægget), og vi parkerer vores cykler i en lille indhegning. Vi gør derefter klar til at åbne jernlåge to (helt tilsvarende den sædvanlige proces), og entrer også denne. Vi havner herefter i et helt ukendt ingenmandsland, som dog ikke mere vidtstrakt end at vi kan se vuggestuen bag endnu en jernlåge længere fremme (jeg noterer mig dog samtidig en bygning, i Ingenmandsland, som jeg ikke tidligere har bemærket, men never mind). Så langt, så godt.

Fremme ved jernlåge nummer tre erfarer vi, at denne er låst. Jeg sukker en smule, og meddeler pode, at vi må tilbage til cyklerne, og tage den gamle vej. Vi går tilbage gennem port nummer to, får låst cyklerne op, og skal så ud af den nye hovedlåge.
Altså bort set fra, at den ikke kan åbnes. Låst.
Så der står vi, poden og jeg, med alle vores talenter, fanget mellem låste låger.

Jeg konkluderer, at hovedlågen (som i min forestilling er omkranset af pigtråd), ikke er den, vi skal prøve at forcere. Lågen tættest på vuggestuen i den anden ende ser helt klart mere overskuelig ud. Vi lader cyklerne stå, og går gennem låge nummer to igen, og begiver os hen til den låste låge.
Jeg løfter flyverdragtspode hen over lågen. Poden har en fest.
Herefter konstaterer jeg, at lågen faktisk er temmelig høj. Som i ’jeg-kan-ikke-bare-kravle-over-den-høj’. Ingenting befinder sig i Ingenmandsland, som kan agere skammel. Inde i Vuggestueland på den anden side, spotter jeg imidlertid en mælkekasse. Poden henter mælkekassen, som jeg får over lågen. Mig (i stiletter og nederdel) kommer op på mælkekassen (der bøjer faretruende), og skræver hen over lågen. Undervejs denne manøvre erfarer jeg, at samtlige børn foruden to pædagoger i vuggestuen står klinet til ruden med underkæberne hængende på de respektive brystkasser.

Således nu i vante omgivelser får jeg bandende og svovlende åbnet den sidste låge i processen (henne ved vuggestuen); går ind ad døren, og smider en bemærkning til velkomstkomiteen om at nogen jo på et tidspunkt må blive SINDSSYG(!!!) af alle de låger!

Den roligste af pædagogerne, som jeg har kendt længe, klapper mig beroligende på armen, og siger: ”Den skal altså bare lige ha’ et skub, den låge”….

Tak, Tina.

På det tidspunkt er det så, at Mindste Pode bryder i gråd. Mindste Pode tænker, at hans cykel aldrig nogensinde kommer ud af Ingenmandsland igen. Jeg lover, at jeg nok skal få cyklen ud igen, og at jeg nok skal komme tilbage til vuggestuen, og fortælle ham det, når den står, hvor den plejer.

Eftersom jeg er i tvivl om hvilken låge der bare lige skal ha’ et lille skub, går jeg den gamle vej ud af institutionen (én-to-tre-fire låger), og hele vejen uden om; ankommer til den nye port, trykker den tophemmelige kode, drøner ind og låser podens cykel op, mens jeg sikrer mig, at lågen forbliver åben. Imens ankommer en voksen (uden barn), som jeg ikke før har set. ”DU MÅ IKKE LUKKE PORTEN, SÅ KOMMER VI ALDRIG, ALDRIG NOGENSINDE UD IGEN!!!” skriger jeg bestyrtet til kvinden, som kigger på mig med en skeptisk mine. ”Kommer du fra den børnehave, der lige er flyttet ind?”, spørger hun så. ”Altså der sidder en åbne-knap her, som skal bruges, men I skal egentlig benytte jer af den anden indgang…”

En åbne-knap, siger du………

Nå, jeg trækker podens cykel ud og hele vejen tilbage til den oprindelige ind-/udgang i en stilling, der stadig kan mærkes i ryggen. Jeg får parkeret og låst cyklen, jeg får passeret de fire låger ind til vuggestuen, jeg får kysset Mindste Pode farvel og forsikret ham om, at cyklen nu er helt og aldeles hvor den plejer at være.

På vej ud får jeg lige spurgt pædagogen om, hvilken låge, det var, der bare lige skulle ha’ et skub. ”Den med mælkekassen”, kvitterer hun. ”Det er ind til en anden vuggestue…”.

En ANDEN vuggestue, siger du…

Eftersom min egen cykel jo stadig er parkeret ved Den Anden Vuggestue får jeg på min vej ud af institutionshelvedet afreageret på ’mælkekasselågen’, og får den op med en lille smule mere vold end det strengt taget er nødvendigt; jeg går gennem næstsidste låge i Ingenmandsland, låser min cykel op, trykker på den meget hemmelige knap, åbner den største jernlåge, og kører på arbejde.

Jeg kom frem lidt senere end jeg plejer.

NB: Jeg skylder at sige, at de rent faktisk laver en helt ny låge. Lige midt i det hele. Nogle gange mister man bare lidt fokus…

Hvem sagde gated community?

picsart_1479121850533
Fotograf: Palle Pophår

Merry eXcel-mas!

Så har vi ramt december! Og belært af sidste års misere, har jeg i år – i relativt god tid, vel og mærke – taget tyren ved hornene, og tænkt mig, at NU skal der være styr på julen.

Som udgangspunkt blev jeg inspireret af en kollega, der sidste år informerede mig om, at hjemme hos dem var julen sat i Excel. Nu er jeg stor tilhænger af Excel generelt, men havde ikke sådan lige tænkt på at putte julen derind. Men med Kollegas succeshistorie i baghovedet tænkte jeg, at det var et forsøg værd.

Jeg vil sige, at det går pt. ikke super-godt. Excelarket eksisterer som en navngiven fil, men derudover, så… not so much. Jeg ville ellers VIRKELIG gerne, for fakta er, at jeg inden for de kommende fireogtyve dage (inklusive i dag), skal have styr på følgende:

  • Adventsgaver til tre (Ældste Pode, Mellemste Pode og Mand) – ja, ja, jeg VED godt der var kick off i søndags!…..
  • Kalendergaver (Mindste Pode) – TJEK, den er klaret med en top-syntetisk LEGO-starwars-kalender. På en skala fra ét til ti, er knægten tooghalvtreds lykkelig.
  • Nissegaver til skolenisserne (to børn, to styks om ugen i tre uger = tolv gaver).
    Og sidst, men ikke mindst:
  • Julegaver… Vi skal være toogtyve juleaften (TO-OG-freaking-TYVE!!). Ungerne glæder sig voldsomt!

I alt skal jeg have indhentet noget i omegnen af fyrre gaver, vil jeg tro. Der er sikkert mange af jer, der skal have indfanget mange flere end det, men jeg synes nu nok, at det er noget alligevel.

Og mens jeg sidder og kæmper med et kynisk koldt regneark, prøver jeg at huske mig selv på, at julen dufter af gran og stearin. Af appelsiner med nelliker. Af bagværk, som hjemme hos os kommer i form af brunkageslanger (ever heard of them?) og en præfabrikeret brunkagemand ved navn Kenneth. Den dufter af nyfalden sne, og lidt af prut. Og så den er fyldt med sådan noget her:

img_2286

Plastikgran når det er bedst

Indtil videre har jeg købt små juletræer til vindueskarmen, og en enkelt guirlande. Som jeg faktisk købte i efterårsferien. For når sandheden skal frem, så ELSKER jeg julen, hvis bare man kunne fjerne den del, der ræser….

PS: Ved nogen, hvornår der gik konkurrence i at nå først i mål med sine gaveindkøb?
Hvorfor er det noget, der skal overstås? Er det virkelig så ubehageligt (øh, ja!)? Men altså: Why? When?

Ha’ en forrygende december-måned!