Månedsarkiv: januar 2017

Et skridt frem og ti tilbage

Der skulle egentlig stå ’Et skridt frem og TO tilbage’, men da jeg så fejlagtigt havde skrevet ’ti’, så tænkte jeg, at det passer sgu’ egentlig meget godt på indlægget. Som handler om vasketøj. Faktisk er det længe siden jeg har flashet noget om vasketøjssituationen herhjemme, og nu er tiden inde. Hvis ikke du orker det, så skal du ikke hører et ondt ord fra mig, hvis du smutter over på et par andre domæner i mellemtiden.

Men faktum er, at jeg snart må kapitulere (det er et mirakel, at vaskemaskinen ikke har gjort det for længst). Jeg tænker, jeg må indkalde til noget øråd. Og på ørådet vil man kunne høre følgende:

”Mayday, mayday! Houston, we have a problem: Vasketøjssituationen er ude af kontrol. Out. Of. Control. Comprende? Capish?”

Med andre ord er der nogen her – mig, rettere sagt – der DRUKNER i vasketøj, sandsynligvis inden for en ganske overskuelig fremtid. Jeg står i vasketøj til halsen (og jeg står på tæer!), og det bliver ved og ved og ved!

Kapitulation og druknedød er voldsomme trusler, men det er ikke uden grund, at jeg vælger så stærke ord.
Udfordringerne er disse:

  • Poder plus Mand dyrker virkelig meget sport.
    Poder har sammenlagt sport på programmet 13 gange i løbet af en uge (JO, fandme!), foruden kampe. Dertil kommer Mands løbeture. Der skal virkelig vaskes meget sportstøj og mange håndklæder.
    Heldigvis er fordelen (hvis man kan tale om, at der findes sådan én) ved sportstøjet dog, at sådan noget polyester-syntetisk-viskose-hejs tørrer virkelig hurtigt.
  • Derudover er der en pode, som har det med at smide sine jeans til vask hver aften.
    HVER aften.
    Jeg har ellers sagt mange, mange gange, at med mindre man har været oppe at slås med en halv liter hindbærbrus, så behøver sådan et par jeans faktisk ikke at blive vasket efter blot at have været i brug en enkelt dag. De kan faktisk godt holde to dage, eller tre, for den sags skyld.
    Meddelelse ryger IKKE ind på lystavlen hos pode, der fortsat arkiverer næsten rene jeans i vasketøjskurven. Hver aften.
  • Ydermere sker det også med jævne mellemrum, at man fisker noget op af vasketøjskurven, der sidder sammen sådan her:
    Så er det virkelig gået stærkt, og er ikke særlig befordrende for moderens videre arbejde udi vasketøjssortering.
  • Sidst, men ikke mindst, har jeg fra tidernes morgen overset en fatal detalje i mit vasketøjsregnskab: Jeg har hele tiden troet, at vasketøjsbunkerne på et tidspunkt toppede. Og jeg troede faktisk en overgang, at omfanget allerede havde nået sit alleryderste. At den mængde der var, på en måde ville være stationær, og at det ikke kunne blive værre. Men så indså jeg med rædsel, at poderne jo vokser….. Og når poderne vokser, har de brug for nyt og STØRRE tøj… Som på et tidspunkt bliver til KÆMPE jeans og KÆMPE sweatshirts og KÆMPE shorts og KÆMPE underbukser og KÆMPE strømper!!!!!!!!!!!
    Og her var det så, at jeg indsatte mit dødsskrig.

Jeg tror, der er lang vej igen.

Dagens kloge ord

”May the stars carry your sadness away,
May the flowers fill your heart with beauty,
May hope forever wipe away your tears,
And, above all, may silence make you strong”
Chief Dan George.

”Problemer har der været nok af i mit liv. Men de fleste af dem blev ikke til noget”
Mark Twain.

Dagens foto

Vi glæder os til forår.

Et dilemma til monopolet (om legeaftaler)

Kender du det med at få en SMS fra en forælder om en legeaftale? Hvis du har børn, så har du helt sikkert prøvet det.

Der er de gode legeaftaler, og de knapt så gode legeaftaler. De sidste er som regel relativt opslidende.

Det er dem, hvor det med al tydelighed fremgår at der rent faktisk findes børn, der er blevet forskånet for opdragelse. Her stifter man bekendtskab med børn, der larmer, råber og anvender ukvemsord man aldrig nogensinde havde forestillet sig at man skulle stifte bekendtskab med (og slet ikke i eget hjem). Det er børn, der er hinsides alle gængse spilleregler og enhver tænkelig form for fornuftig omløb i hovedet. Små menneskelige torpedoer, der sværdfægtende hopper rundt i sofaen, selvom der bliver sagt NEJ!, og som under aftensmaden spiser som en løbsk roekværn.

Utroligt, så stor forskel der kan være.

Fordi vi har så meget sport på programmet, er vi nok – ville nogen utvivlsomt mene – lidt bagud i valsen hvad angår legeaftaler. Der kan godt gå lang tid imellem, vil jeg sige. Rigtig lang tid, faktisk. Hvis ret skal være ret, så er jeg faktisk heller ikke sådan mega-meget fan af dem, og har aldrig helt forstået dem der mener, at alting bliver så utroligt meget lettere med et eller flere ekstra børn. Det har jeg ved Gud aldrig erfaret. Just kill me now.

De to store arrangerer efterhånden selv hvem de vil se, og hvornår. Så meget lettere; bland endelig de voksne udenom med mindre der er transport involveret. Og hermed videre til mit aktuelle dilemma. For stor er min overraskelse (med storepodernes selvstændighed in mente), da jeg en dag modtager en SMS fra en forælder i en af ældste podernes klasse, som gerne vil ha’ en aftale i hus. Min pode har ikke leget med denne her dreng, Conrad, siden en enkelt gang i 0., men min pode siger ok, og jeg skriver til Conrads mor, at det kan vi godt finde ud af.

Conrads mor kvitterer omgående med et bud på en mulig dato. Og netop da slår det mig, at Conrad sgu’ da lige har haft kyssesyge. Faktisk var Conrad så syg, at han blev indlagt, og der blev varslet meningitis (hvilkede selvsagt forårsagede en voldsom panik). Men altså, meningitissen blev kogt ned til kyssesyge. Eftersom jeg selv har haft kyssesyge TO gange (og inden du siger nej, nej, det kan man kun få ÉN gang, så jo: Antallet af tilfælde af kyssesyge i mit liv er lig med to, og det er lægeligt dokumenteret), så jeg har den dybeste respekt for den sygdom.

Jeg googler straks noget med smittetid, og læser med stor rædsel, at en ramt person kan smitte i flere måneder efter sygdomsudbruddet. Dette eskalerer i mit hoved, og inde min hjerne ser jeg sådan her ud:

(Tilsæt rynker)

Jeg ved, at Conrad har to søstre, som samtidig kan være omvandrende smittebærere hjemme hos Conrad. Kyssesyge er med andre ord tilnærmelsesvist UUNDGÅELIGT. Med kyssesyge er al sport forbudt-forbudt like forever. Jeg ved også, at min pode skal spille noget meget, meget vigtigt håndbold om er par måneder, og taler om det hver dag, så meget glæder han sig.

I mit hoved er ligningen uomtvisteligt denne: Legeaftale = kyssesyge = ingen håndbold og meget ulykkelig pode.

Havde det været en af bedstevennerne, havde jeg nok set gennem fingre med det, for de går jo og spytter hinanden i hovederne konstant (ikke med vilje, selvfølgelig), og i så fald er det jo pænt svært at undgå at de smitter hinanden. Men eftersom jeg ikke anså aftalen med Conrad for at være strengt nødvendig (hvis man kan formulere det sådan), så tænkte jeg, at den risiko ville jeg ikke løbe. Undervejs i mine tankerækker blev samtlige poder herhjemme jo også smittet; alle med mere end ét barn ved jo, hvordan en god gang knæk og bræk kan køre i ring LÆNGE! Ja, kald mig endelig hysterisk – jeg kan klare det (og nej, det var IKKE en invitation)!

Nå. Nu var gode dyr rådne.

Jeg så tre valgmuligheder for mig, og valgte den ene.

Valgmulighed 1:

Valgmulighed 2:

Valgmulighed 3:

Jeg siger ikke, at jeg valgte den ærligste. Og ja, jeg er muligvis en mean mother fucker. Det var heller ikke en invitation.

Spørgsmålene er ikke desto mindre disse, for jeg vil virkelig gerne høre:

  • Hvad ville du ha’ gjort? Og noget helt andet:
  • Hvordan håndterer man bussemandspillende – og ditto spisende – legekammerater?
    Ongoing problem apparently.
    Til mine egne ville jeg bare brøle noget i retning af: ”Så’ det fingeren ud af snudeskaftet, makker!”, men man kan ligesom ikke tillade sig den slags overfor lånebørn, vel?…..

Ak. Et er sikkert: Livet er et 3D-puslespil…

Dagens SMS:

(fra Pendler-Mor//Kollega:)
”Åh gud….. Havde legekammerat med hjem i dag – big mistake!!! Eller i hvert fald forkert kammerat….. Er så ødelagt i mit hoved!! Tyller Baileys med de sidste sørgelige rester af isterninger for at dulme – vi har ikke mere rødvin. Åh, det smadrer resten af ugen, der her….”

Hørt under en legeaftale:

Mindste Pode: ”Må vi få nogle mandler?”
Mig: ”Ja, det må I!”
Legekammeraten: ”Jeg kan bedre li’ pebernødder….”

Går den, så går den.

Man skal ikke kimse ad bumser…

…det er ganske vist. Og jeg ved det, for jeg er blevet angrebet så ganske eftertrykkeligt. Af en enkelt! (Og allerede nu ved du, at det er et utroligt spændende indlæg, og at du bare MÅ læse det til ende!)

Bumsen startede ganske uskyldigt sådan til højre for hagen, som en helt almindelig én af slagsen, måske en af de lidt større, bevares. Jeg tror, den tog tilløb sidste mandag. Tirsdag morgen tænkte jeg, at der måtte gøres noget inden jeg tog på arbejde (der er trods alt grænser for hvad man kan byde sine kolleger). Det hjalp ikke synderligt. Kunne mærke at presset tog til (ja, undskyld) hele tirsdagen på arbejdet, og da jeg kom hjem tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte se nærmere på sagerne igen. Jeg erfarede på det tidspunkt, at spændingerne ikke var der for ingenting, og at jeg faktisk var gået hen og blevet lidt små-deform i den del af ansigtet, hvor bumsen havde holdt sit indtog. Vi taler en radius på adskillige centimeter. Det betød, at jeg pludselig lignede én, der var blevet lokalbedøvet i forbindelse med en rodbehandling eller noget andet grimt. Overvejede omgående en længerevarende sygemelding.

I de efterfølgende dage tog hævelsen til, og jeg ligner på det tidspunkt en krydsning mellem Vito Corleone (Marlon Brando-versionen) og Klokkeren fra Notre Dame. Og ingenting kan skjule det.

Det betyder også, at jeg i disse dage lægger ører til ting som:

“Mor, hvad er det EGENTLIG du har dér?!…” (Mellemste Pode, der – efter at have fået informationen ’bums’ – fortsætter: ”Det er lissom min træner, han har sådan nogle over det hele! De stikker ud i hele verden! Men de er ikke lige så store som din er… Ældste Pode ville synes det er virkelig pinligt at følges med dig. Har vi mere müsli?”)

…og:

“GUD, hvad er det sket med dig?!” (forfærdet veninde på café)

…og:

”Tænk hvis den aldrig forsvinder?!” (Mand)

…og:

”Er den dér død, den du har i ansigtet?” (Mindste Pode efter at have afværget et kram)

Jeg lover dig, hvis det nogensinde skete for Kronprinsesse Mary, så ville den kulørte presse være på den anden ende.

Filipensen bliver efterfølgende til et bombekrater, og jeg frygter om ikke for mit liv, så i hvert fald for mit helbred. Man har vel ikke hørt om nogen, der afgik ved døden på grund af en bums? Eller hvad? … Efterfølgende er der kommet farver og striber på repertoiret. Marlon Brando-versionen bliver nu afløst af Skrumpen fra det Ydre Rum, og jeg sværger, jeg ligner én, det har fået en lastbil i hovedet. Okay, måske en lille lastbil, but still, you get the picture.

Og for at det ikke skal være løgn, så er dette helhedsbillede nu blevet fuldendt med et semiblåt øje i den modsatte side af hovedet. Og hvis jeg så bare havde en god historie at koble op på det øje, så ville den være helt i vinkel, men nej – jeg har såmænd bare ramt mig selv i øjet med en finger. Det sker jo hele tiden, det ved vi alle. Nej? Udgangsforbud, hørte jeg nogen sige? Ingen højere?

For nu at afslutte med noget pænt, så du ikke går rundt med alle de grimme, grimme billeder i hovedet så værsgo’:

Fotograf: Palle Pophår

PS: Nej, dette indlæg har absolut ingen pointe. Det var blot en række ord, der stod i kø og skreg “Skriv os ned, skriv os ned!”. Så i virkeligheden har jeg bare pareret ordre.

PPS: Lover, at jeg snart finder mit alvorlige jeg frem igen. Promise. Ikke så meget fis.
Håber at se dig på domænet snart igen!

Hvilket dyr vil du være i dit næste liv?…

Og nej, det er ikke en quiz; det er er spørgsmål. Altså hvis man nu pludselig står i det hinsides med muligheden for at vælge, så tænker jeg det er godt at være forberedt.

Jeg ved jo af gode grunde ikke, om der sådan på den måde er frit valg på hylde ét (det finder man jo tidsnok ud af), men umiddelbart er jeg positiv, og tænker at viften af muligheder er temmelig bred, og spænder fra alt lige fra regnorm eller næsehornsbille til for eksempel flodhest.

Det var noget vi kom til at tale om, uden at jeg lige husker hvordan (man kan som bekendt godt komme vidt omkring i løbet af en omgang frikadeller), og hvis I en dag keder jer hjemme hos dig, så kan man jo altid kaste spørgsmålet på bordet……

For mit eget vedkommende har jeg altid tænkt at jeg skulle være en tyk og forkælet kat med base i en dejlig, varm sofa.

Sådan én her:

Det var så lige indtil Mand meddelte mig, at dér tog jeg fejl.
Han mener nemlig jeg bliver genfødt som en bjørn. Sådan én der går i hi om vinteren, var et af hans primære argumenter.

Et andet argument var, at selvom dens umiddelbare fremtoning kan snige sig over i kategorien ‘nuttet’ (det var så min helt egen følgeslutning, og IKKE Mands), så bliver den som bekendt skidesur, hvis nogen uforvarende kommer til at vække den:

Meget, meget vred bjørn slash Maude anno 2066

Han har muligvis ret.

Mand mener som det sidste også, at en koalabjørn kunne være en valgmulighed for mig:
Som udgangspunkt mindre temperamentsfuld dog, men den kommer med i opløbet dels fordi den ikke bevæger sig særlig meget, og dels fordi den sover tyve timer i døgnet.
Tak, skatter.

Hvad angår familiens øvrige familiemedlemmer, så er ønskerne disse:

Mindste Pode….
…. ville gerne være en giftig slange: ”En GUL mamba! Fordi det’ et farligt dyr, og den er ret giftig, og den kan skyde med gift.”
Beware.

Mellemste Pode…
…. valgte uden slinger i valsen en honninggrævling.
Har ALDRIG nogensinde hørt om sådan én. Den lever åbenbart på den afrikanske savanne, og kan klare helt vildt mange bistik (hvilket jævnfør Mellemste Pode nok er dens sejeste feature), og alle ungerne har to mødre. Det sidste lyder lidt weird, og jeg har efterfølgende brugt ret lang tid på at spekulerer over hvorfor Mellemste Pode synes det er smart med to mødre….

Ældste Pode…
… gik til opgaven med stor ildhu og akkuratesse. Efter at hans lillebror i et lysende øjeblik mente, at han skulle være en høne, googlede han hurtigt ‘hvilket dyr er jeg’, og kom frem til en test fra Illustreret Videnskab.
Resultatet blev en giraf.
Poden var umiddelbart ikke synderlig begejstret ved udsigten til at blive en giraf, ergo tog han et par andre tests, som kategoriserede ham som hund. Det vakte heller ikke jubel, så han kastede sig ud i yderligere et par tests (hvor han også kom omkring muligheden for at være løve). Slutteligt endte han på ugle, og syntes, at det passede godt til ham. Et klogt natdyr. Og jeg har altid drømt om at kunne flyve, kvitterede han. Godt valg. Ingen siger man skal tage det første, der byder sig. Der kommer som bekendt altid en sporvogn og en pige til.

Mand har i skrivende stund endnu ikke udtalt sig om hvilke fremtidsmuligheder han mener han har i sigte, men jeg venter spændt.

Og hvor var det nu, vi kom fra? Nå jo, det var jo dig, jævnfør indlæggets titel: Hvilket dyr vil DU være i dit næste liv?

Skørt indlæg, ja?

***

NB: Jeg har efterfølgende erfaret, at hvis jeg ellers fulgte med i Disney Sjov, ville jeg allerede være bekendt med en honninggrævling. Sådan én findes der nemlig efter sigende i ’Løvernes Garde’. Eller ’Løvernes Gardes’, som Mindste Pode kalder det.
”Garde”, retter Mellemste Pode ham så. ”Uden ’s’”.
”Ja, det er også det jeg siger! Løvernes Gardes!” kvitterer Mindste Pode.
”Garde” retter Mellemste Pode igen.
”Ja, Løvernes Gardes” siger Mindste Pode glad.
”GardE!” siger Mellemste Pode, and so it goes.
Garde og gardes i det uendelige….

Shut uuuuuuuuppp!

Dagens kloge ord

“Man må finde sig i at blive kaldt ’snegl’ af linealmennesker”
Jacob Paludan

Om olie og ansigtståger

Fra tid til anden bekymrer jeg mig en smule om rynkerne i mit ansigt, der truer med en totalinvasion. Så tænker jeg, at jeg bør gøre noget. Og så er det, at jeg bruger mindre formuer hos forskellige forretninger, der lever fedt af kvinders rynkefrygt. I dagene, hvor jeg kun er medium forskrækket, supplerer jeg hos min urtekræmmer, eller hvad sådan én hedder (i daglig tale slet og ret bare ’urtemanden’), fordi jeg bilder mig ind, at jeg sparer et par håndører. For eksempel på olier.

Jeg slipper umiddelbart ikke særlig godt fra det.

Eksempler:

For et års tid siden var arganolie meget populært. Jeg havde købt en vældig god en af slagsen i ‘den dyre forretning’ (den, der lever af rynkefrygten), men da jeg nogle måneder senere frekventerede urtemanden for at få suppleret beholdningen med noget tilsvarende til en billigere penge, så fik jeg købt én, der lugtede virkelig fælt på en ret udefinerbar måde. Sur sadeltaske er nok det nærmeste jeg kunne komme på en definition. Jeg tog en klemme på næsen, og overlevede i adskillige dage, faktisk også uger, tror jeg, indtil jeg læste et indlæg hos Julia Lahme, som netop skrev om arganolien. I den forbindelse nævnte hun, at hvis arganolien lugtede mærkeligt, af ged mere specifikt, så var det altså fordi, at argannødden lissom havde været… ja… igennem en ged.
Og da jeg læste indlægget, så vidste jeg omgående, at min olie; den lugtede simpelthen af ged.
Ligningens ubekendte var kort og godt en planteæder af betragtelig størrelse, og jeg havde med andre ord indsmurt mit ansigt i en olie presset af dens efterladenskaber. Gedebæ, kan man vist roligt sige, helt uden omsvøb. Fantastisk viden sådan at få.
Nå, den røg selvfølgelig ud, olien.

Men nogen lærte ikke af sine fejltrin af den grund, nej, nej.
Næste gang jeg stod og følte mig kritisk ramt af både rynker og lommesmerter, hvilket var her for nyligt, frekventerede jeg selvsamme urtemand, som i sin tid solgte mig gedebæproduktet.
Han er en god sælger, det skal han ha’. Og meget kan man også sige om mig i den forbindelse, men det vil jeg undlade.

I det aktuelle tilfælde var jeg ikke længere på jagt efter arganolie, for efter ovennævnte misere er jeg gået over til hybenkerneolie. Det er lissom det, der rykker nu; the new shit, om du vil.

Undervejs i købeprocessen (mens jeg trods alt med en god dosis skepsis nærlæste varedeklarationerne), gik urtemanden lidt i selvsving. Urtemanden var ude på at sælge mig mere. Hans salgstale gik på, at det er meget vigtigt, at man bruger olien sammen med noget fugt, og vidste jeg måske det? Urtemanden greb med lynhurtig bevægelse en såkaldt ansigtsmist (ansigtståge? What?) på nærmeste hylde (til en virkelig god pris, understregede han). ”Kender du sådan én?”, spurgte han alt imens han mistede løs på sit eget ansigt. ”Vil du ikke prøve?”, spurgte han videre, og før jeg nåede at tænke tanken til ende, så – *TRUT!* – fik jeg et ordentlig tryk helt up front. Hvis ikke make up’en var skredet i svinget før, så var den i hvert fald på vej ud over afgrunden nu.

Nå, never mind, jeg kom hjem med en hybenkerneolie for den nette sum af 186 kroner, og som jeg nu har taget i brug. Og jeg kan kun sige, at den dufter slet, slet ikke som den fra ’den dyre forretning’. Faktisk er det en vældig mærkelig og fremmedartet lugt, slet ikke af hyben, synes jeg, men af noget som jeg ikke desto mindre ikke kan sætte et ord på. Og så er det jeg tænker, at der er et mønster her. Hvilket frembringer bange anelser. Jeg prøver at sige til mig selv, at de hersens hybenkerner på ingen måde har været igennem noget dyrs fordøjelsessystem.
Men altså. Hvad er vi ud i her? Noget fugl? Fisk?

Jeg er overrasket over, at jeg hopper på den every time. Og jeg er også nået til den konklusion, at de kroner jeg sparer hos urtemanden muligvis ikke er en besparelse i sidste ende, hvis jeg alligevel ender med bare at deponere produkterne. Jeg tænker ikke, at det er lige nu jeg begynder at regne på det.

I øvrigt: Er der nogen, der kan fortælle mig, hvad det der med veganske øjenskygger går ud på? Så en reklame, og blev yderst forvirret! Spiser de kun grøntsager? Er de bange for mayonnaise?

Nå, håber du har det fantastisk derude!

Dagens kloge ord

“Der findes intet udmærket smukt, der ikke har et eller andet ejendommeligt i linjerne”
Francis Bacon

“Et menneske bør enten være et kunstværk eller være iført et kunstværk”
Oscar Wilde

Øhh….

Fotograf: Palle Pophår

Jeg har haft den skønneste fridag i dag….

…Hvor jeg har sovet længe, fordi Mand har været så sød at sørge for at hele podebanden kom ud af hytten og rettidigt i henholdsvis skole og børnehave. Jeg vågnede derfor helt af mig selv med en guddommelig følelse af frihed og stilhed.
Forestil dig mig som Björk i ‘It’s Oh So Quiet’.

…Hvor det trods alt skal understreges, at jeg alligevel ikke sov SÅ længe, at jeg gik glip af den smukke, blege måne mod en klar og vidunderlig blå himmel, eller de fantastiske iskrystaller på vinduerne:

…Hvor jeg fik gået en tur (i Føtex, bevares… Lidt har vel også ret)..

…Hvor jeg stod klar med kakao og færdigkøbt bagværk da Mellemste Pode kom hjem fra skole. Tjek!

…Hvor der har været stille jazz i radioen fordi det var MIG, der havde magten i det lille hjem.
(Hæ-hæ-hæ-hæ-hææææ!!!)

…Hvor jeg har nydt disse smukke tulipaner, som jeg fik i weekenden:

…Hvor jeg har sunket dybt, dybt ned i sofaen med dameblade og bøger. Sweet life.
Læser pt. denne her:

Love it! Tak for anbefalingen, Cille!

…(Hvor jeg har overvejet om jeg er fejlcastet til sameksistens med andre væsener.)

…Hvor jeg har drukket spandevis af te, og spist ris a la mande (julen varer som bekendt lige til påske).

…Hvor jeg har nydt tilværelsen, slappet af, og ladet op. Uden tvivl den bedste kur mod januar-blues EVER! Prøv det! Prøv det!

Dagens kloge ord

”De, der skal have fart på for at kunne leve, løber for livet”
Georg Wulff

”Hans dovenskab gik meget vidt, til sidst gad han end ikke være sin egen type”
Jacob Paludan

Om kagebagning på en søndag, og lidt om rumvæsener

Det bedste i hele verden (næsten…), er at snuppe en middagslur. Uden tvivl. Elsker det! Desværre er det kun ladsiggørligt i weekenderne, men her går jeg om muligt også all in på den front.

I den forgangne weekend sker der det, efter at jeg har snuppet et par timer på langs søndag, at jeg står op til denne velkomsthilsen:

Mand: ”Nej, SE! Mor-monsteret er i live! Hvornår mon hun bager en kage?!”….
(Bager kage? Was? Hvor fanden kom nu det fra?)
Ungerne griber selvfølgelig fluks farmands kommentar, og snart bliver der skreget på kage fra samtlige verdenshjørner.

Til al den ståhej kan jeg kun sige, at jeg i hvert fald IKKE bager kage, men at det til gengæld er virkelig længe siden at deres far sidst har bagt. Det får selvfølgelig lukket munden relativt hurtigt på familiens ældste medlem, men i minutterne derefter taler ungerne selvklart stadig om kage:

”Hvornår kommer kagen?”
”Er kagen i ovnen?”
”Ej, jeg har syyyygt meget lyst til kage!!”

I forlængelse af alle udtalelserne vedrørende kagelængsel, følger nu en meningsudveksling mellem Mand og undertegnede omkring hvem der EGENTLIG startede diskussionen om kagebagning (come on… obvious, isn’t it?!), men den drøftelse tåler muligvis ikke at blive trukket frem i dagens lys.

Enden på det hele bliver, at en pode tilbyder at bage en kage:
”Må jeg bare blande et eller andet sammen?”, spørger han.
(Øhh.. I should think not. Med andre ord: Nej.):
”Hvis der står noget shake’n’bake ude i køkkenet, så må du gerne bage”.

Ti minutter senere lyder det ude fra køkkendybet:
”Der er brownies! Jeg laver brownies! Der står ‘tilsæt KUN vand’…”

Jublen vil ingen ende tage. ”You are cake!” kvitterer en af poderne lykkeligt.
(You are cake? What? Nå, never mind).

Bage-pode går nu i gang i køkkenet og indhenter periodisk langdistanceassistance (så fik vi lige det ord på plads):

”Hvad er varmluft?” (det er den, der larmer)
”Hvor er der en form?” (koncentrer du dig bare om kageblandingen!)
”Jamen det med bageformen står som punkt 2!”

Lidt senere: ”Moo-ar?… Du må gerne lige komme herud….” (*stilhed*)…

Jeg kommer ud til dette:

Damage control #1

Mig: ”Er du sikker på, at du har tilføjet nok vand?…. Helt sikker?!…”
Bage-pode: ”…Men det er også det jeg ikke forstår; der står, at det er til OTTE mennesker! De er virkelig ikke særlig sultne…. Hvor ER de bare DÅRLIGE til at forklare! Der må da være en hjemmeside man kan skrive til og klage!! …..” (…hvem har han mon hørt sige sådan noget før?…Hm…)

Vi får styr på kagen, alt imens brødrene går amok i dejrester.
Her har vi så damage control #2 i form af pacificering af dejindsmurte poder. Og faktisk var Mindste Pode blevet så sovset ind i kagedej at han efterfølgende næsten måtte igennem en sæson polish hos Circle K for at blive sit gamle jeg igen.

Nå, men efter alle kvalerne:
Se hvor fint det lykkedes!:

Jeg er så imponeret over Bage-podens initiativ i køkkenet (også selvom jeg kom til at smile en lille smule med lyd under damage control #1).
#Morermegetmegetstolt

Dagens ordveksling
(hørt under aftensmaden):

Mand til Mindste Pode: ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”
Mindste Pode: ”Fodboldspiller!”
Mand: ”Og hvis du ikke kan blive fodboldspiller?”
Mindste Pode: ”Politimand!”
Mand: ”Og hvis du ikke kan blive politimand?”
Mindste Pode: ”Rumvæsen! Nej, rummand! Altså….”
Mand: ”Astronaut?”
Mindste Pode: ”Ja! Astronaut!”
Mand: ”Og hvis du ikke kan blive astronaut?”
Mindste Pode: ”Så skal jeg IK’ lave nå’ed. Så skal jeg bare gå derhjemme. Og pas’ babyen!”
Mig: ”Må jeg så komme og hjælpe dig med at passe babyen?”
Mindste Pode: ”Øhhh…. Måske er du død!”

Fedest.

PMS, siger du?

I den tid jeg har færdedes herinde i Blogland (snart halvandet år, for at være helt præcis), er der et ord, jeg endnu ikke tror, jeg er stødt på. Eller rettere sagt er der tale om nogle bogstaver. Som i PMS, helt konkret. Og jeg undrer mig en lille smule – vi er jo kvinder, for helvede, i hvert fald størsteparten af os, der hvor jeg færdes.

Men nu er det sluppet ud. Said it. Og når jeg siger det, er det foranlediget af, at jeg har påbegyndt et socialt eksperiment. Sort of. På mig selv. Efter gennem en længere periode at have konstateret, at jeg til tider er så mentalt ustabil at jeg bør formenes udgang, har jeg tænkt, at jeg burde gøre noget.

Det har jeg så gjort. Jeg er begyndt at føre dagbog. Ikke sådan i ordets egentligste forstand, men blot en form for kategoriseringsdagbog. En lille anmærkning i kalenderen lig H.C. Andersens krydser. Ej, dårlig sammenligning. Men jeg har forsøgt at registrere mit humør og overskud (eller mangel på samme) på denne her måde:

+ betyder glad.
Det er de dage, hvor der er medvind på cykelstierne (man ved det på forhånd), og hvor man ved puttetid er i stand til at tage Mindste Podes “Mor, jeg tror jeg har fået lus”-bemærkning i stiv arm.

E betyder energi.
Det er her man er den menneskelige udgave af Duracell-kaninen. Hvor man for eksempel helt spontant fejer gulvet på tørreloftet bare fordi. Hvor man foretager minutiøse udrensninger på børneværelserne, og måske – hvis det går vildt for sig – afkalker elkedlen.
Disse dage er uhyre sjældne, vil jeg lige skynde mig at sige, før jeg stikker blår i øjnene på dig derude.

F betyder flad.
Flad som i kaput. Alt er uoverskueligt. Det er på disse dage, at der bliver glemt ting, som gør, at andre ting går i stå eller fordrer ny planlægning. Hvor man ved, at den klatkage man netop er i færd med at vende, uvilkårligt vil havne oven på naboklatkagen. Cyklen er punkteret, og daginstitutionen udsender adviseringer om at der florerer børneorm. Kaffen smager af nationalmuseum, og man får købt slimede gulerødder. Could it BE any worse?

En klatkage-miserable

O betyder ond.
Som i ond, ond, ond. Ond på verden, ond på Mand og børn, og ond på urets tikken, og vinden, der blæser den forkerte vej. Jeg er helt ude af stand til at vælge mine kampe, og går derfor i krig på samtlige fronter. Mod Mand. Mod tiden, og mod dårligt formulerede e-mails. Jeg udsteder i bogstaveligste forstand fatwaer over den kollega på arbejdet, der tog det sidste kaffe på kanden uden at sætte nyt over. At være i min nærhed bliver med andre ord en form for ekstremsport, der kræver en særskilt forsikringspolice.

Dagen kan dog også være anmærkningsfri. Det er sådan en jævn, gennemsnitlig og småkedelig type dag, uden de store udsving. Leverpostejsdage, men dem skal der jo også være plads til.

Men alt i alt betyder ovenstående, at der i min kalender er tilføjet bogstaver og tegn, som et stille snefald. Og på et givent tidspunkt, begynder man at ane et mønster. Heldigvis er der en del tomme felter, og plusserne findes også. De virkelig giftige, er dagene med kombinationen af O og F (Ond og Flad). Det er dage med tårer og snot i guirlander.

Og ikke helt overraskende er det faktisk sådanne dage, der også har noget med PMS at gøre. Ja, jeg havde i virkeligheden forsvoret det, men det er ikke til at komme uden om. Jeg kan jo tilnærmelsesvist dokumentere det med mit hjemmebryggede eksperiment.

Det er derfor ingen overraskelse, at jeg følte mig en lille smule lettet da jeg læste ’Store små løgne’ af Liane Moriarty. Hun skrev blandt andet følgende om én af hovedpersonernes udfordringer:

”PMS var en relativt ny oplevelse for Madeline. Endnu en skøn ting ved aldringsprocessen. Hun havde aldrig rigtig troet på det før. Men da hun ramte slut-trediverne, sagde hendes krop: Okay, så du tror ikke rigtig på PMS? Jeg skal give dig PMS. Prøv lige at smage lidt på det her, dame. Nu var hun én dag hver måned (…én dag? Kun ÉN dag?!? Virkelig?? Undskyld):…. Nu var hun én dag hver måned nødt til at simulere sin almene menneskelighed, kærligheden til sine børn, kærligheden til Ed. Hun havde en gang været forbløffet over at høre, at nogle kvinder brugte PMS som undskyldning for mord. Nu forstod hun. Hun kunne sagtens myrde nogen i dag! Faktisk syntes hun, der burde være en form for anerkendelse af hendes selvdisciplin, når hun ikke gjorde det.”

EXACTLY my point! Nogle af os burde præmieres for vores mådehold og selvforvaltning i relation til vores omgivelser. Der burde være bannere og fanfarer i ét væk til ære for at der er relativt god ro og orden i det daglige. Det er i sandhed et mirakel, at der ikke begås flere mord, det er stensikkert!

Når det så er sagt, så tænker jeg dog også nogle gange, at vores omgivelser (mine, i hvert fald), burde præmieres for at holde os – eller mig… – ud.

Er jeg helt alene på det område?

Nå, ét er sikkert: De dårlige dage er til for at gøre de gode dage bedre.
Vi holder stadig skruen lige i vandet!

Fotograf: Palle Pophår

Også du, min søn Brutus!

Jeg har begået en klud! Ja, det er i sandhed lidt af et mirakel, men jeg fik også hjælp fra én, der laver krumspring, og som stod mig bi udi alle mine kvaler. Men der var ingen vej udenom. Med alle de klude der bliver lavet her og der og alle vegne i Blogland those days, så jeg tænkte, at nu måtte jeg lige spænde hjelmen. Også selv om jeg allerede er syv mil bagud, og soooo much last year, så er jeg endelig – finally! – gået i gang med kludene!

I mangel på hæklefærdigheder, så må de kreeres på en strikkepind. Eller to, faktisk; det ligger lissom i konceptet.

Den første aften forløb sådan her:

Ja, ja. Hvor munter og kæk jeg end var, som jeg sad der i stearinlysenes skær, så var den virkelighed, der afsløredes ved dagslys en ganske anden.
Hvilket måske blev særlig tydeligt, da Mellemste Pode spørger: ”Mor, hvad er det EGENTLIG, du prøver at strikke?”….
Mindste Pode har heldigvis fulgt med helt fra starten, og svarer glad: ”Det’ en agtig klud!”

Og det er nemlig rigtigt! Vi har at gøre med en agtig klud, og køn er den ikke, det skal guderne vide, men nu er den blevet færdig:

En lille vanskabning af en klud, lidt arbitrær i størrelsen. Hvilket har fået mig til at tænke: Hvad er egentlig det ideelle mål for en karklud?
Supplerende forespørgsel: Er de bedste klude kvadratiske eller rektangulære? Rombeformede? I should think not.

Nå, men jeg klør fortsat på, og det er bestemt ikke den sidste klud, der har set dagens lys. Og så er det super-sundt, siger de kloge, blandt andet holder det hjernen i form, og mindsker stress, læste jeg her.

Så op på hesten, og i gang, hvis du går med små karklude i maven!

PS: Mellemste Pode er også gået i gang! Ikke med en klud dog, men….med et eller andet!….:

PPS: Ja, ja…. Kludetæppeprojektet fra sidste år ligger stadig brak! I know, I know, I know……

Kunsten at overleve januar

I november kunne jeg fornemme, at mange havde det svært med mørket og udsigten til en lang vinter. Der var mange, der virkelig skulle hive sig selv op ved nakkehårene for at stå imod den snigende tristhed, som for nogen er en tro følgesvend i vintermånederne.
Jeg bliver ikke ramt i november. Eller december, for den sags skyld. Men januar, derimod, den huer mig ikke. Jeg er virkelig ikke fan. Den er lang, den er mørk. Som regel også temmelig våd. Hvor december er smuk med alt sit lys, er januar bare grim. Den er grå og helt griset til fra nytårsaften. Der er ingen udsigt til ferier eller helligdage; faktisk er der utrolig lang tid til uge 7 eller 8, hvor der er vinterferie, hvis man har noget skolemodent afkom. Og sidst men ikke mindst: Hvorfor, HVORFOR er der udsalg i januar, når det er dér man samtidig skal betale en million kroner i regninger? Okay, jeg ved godt, at alle butikkerne skal af med alt dét, der var sidste års sorte, men helt ærligt. Virkelig dårlig timing. Nogen har givet vist slet, slet ikke tænkt sig om.

Portræt af januar

Men jeg er muligvis den eneste der har det sådan? Altså ikke med hensyn til udsalget, men derimod med hensyn til januar som helhed? For tydeligvis er mange rundt omkring SÅ klar til januar og det nye år; der er en skøn og ukuelig optimisme at spore overalt. Også her i Blogland, hvor flere er kommet med positive indslag omkring nogle af de ting, som de glæder sig til i januar, for eksempel hos Emilie (som jeg virkelig vil anbefale!). Og det er dejligt og inspirerende.

Men altså… Jeg er som det fremgår helt ude af sync her. Det er lidt som om der foregår et eller andet, som man ikke er inviteret med til; noget, som jeg ikke har fanget. Som om der står nogen med foden i dørtærsklen til januar, og siger ”smut, pomfrit, det er en lukket fest!”?

Det leder mig til et konkret spørgsmål: Hvordan overlever man januar? How? Jeg ved godt, at det for langt de fleste sker helt af sig selv uden anden større indsats end normal vejrtrækning og gennemsnitlig indtag af næring i overensstemmelse med kostpyramiden (*HOOOOST*), men igen… kunne man gøre det bare en lille smule sjovere?

I bestræbelserne på at gøre januar mere festlig og overlevelsesegnet, tænker jeg i år at prøve følgende:

Punkt 1)
Udskyde en juleferiedag til midt på måneden. Og holde den helt uden børn. Ferie gør altid underværker.

Punkt 2)
Drikke mere vin. Muligvis ikke så sundt i længden. Og slet ikke i overensstemmelse med den dersens føromtalte kostpyramide.

Punkt 3)
Om muligt slette den 20. januar, som er den dag Trump bliver præsident, fra hukommelsen.
Jeg drømmer stadig om at Michael J. Fox redder os fra den orange mand ved hjælp af en tidsmaskine og nogle valgforviklinger. Come on, Marty McFly!

Punkt 4)
Tilføje hverdagen lys. Masser af lys i alle afskygninger. Særligt stearinlys. Og hvis man nu var Hella Joof (hvilket jeg tror ville være ret festligt!), ville man sikkert også tilsætte noget glimmer. Jeg har nemlig som så mange andre læst ’Papmachéreglen’. Elsker den. Kæmpestor anbefaling, for den gør bestemt også sit til at booste hverdagen!

(Undervejs min læsning spottede Mindste Pode billedet af Hella Joof på omslaget, og udbrød begejstret: ”Hend’ der kender jeg! Hun er nemlig i Ramasjang no’en gange! Og hun er go’ til at bage!”
Mig: “Ja, hun er god til mange ting, hun er også god til at skrive!”
Mindste Pode: “Er hun os’ go’ til at spille fodbold?”…
Tjahh…, det er muligvis kun Hella selv, der kan svare på det.)

…..

Her var det så, at jeg begyndte at bladre lidt formålsløst rundt i kalenderen, mens jeg tænkte, at der da for pokker må være mere end fire – i virkeligheden kun tre – punkter. Tre eller fire; det er virkelig ikke meget! Og jo, ganske vist har jeg aftaler, som jeg glæder mig til. Meget endda. Men det har jeg også i årets andre måneder, så hvad er det, der gør januar splendid? Fabulous? Magnificent? Ved du det?….

Måske jeg bare skal betragte januar som et springbræt til de andre måneder?

Dagens kloge ord

”Hver dag kan ikke være en lygtefest!”
Kinesisk ordsprog