Månedsarkiv: januar 2017

Øhh… Godt nytår?

Så landede vi i 2017, fyldt til bristepunktet med rødkål og kransekage. Og jeg har været lidt fraværende her på domænet (og på andres), hvilket egentlig slet ikke var planlagt, men åbenbart tiltrængt. Beklager.
Men nu er jeg tilbage!

Indledningsvist kan jeg berolige dig med, at jeg ikke har tænkt mig at lave en nytårskavalkade med opdateringer omkring året der gik, men hvis du læser videre slipper du ikke for en lille update på juleferiedagene.
Meget spændende (*host*…), stay tuned:

Julen blev kickstartet som en fast forward-afspilning, simpelthen fordi vi sov (alt) for længe juleaftensmorgen. Det er den slags mirakler der sker, når ungerne bliver store nok. Og næppe var vi (i særdeleshed undertegnede, eller måske faktisk kun undertegnede…) gået i selvsving førend Mindste Pode som noget af det første skød sin nyerhvervede LEGO-skyder ned i kloakken ude på badeværelset, og straks spurgte: “Mor, kan du huske dengang jeg var tre år, og jeg tabte Dusty Markhopper, og det var IK’ den af duplo, ned i toilettet?!” …*)
Øh… ?
Og så var julen lissom igang.

Men på trods af selvsving, tingester i kloakken og en Mand, der lejlighedsvist rakte armene i vejret og anråbte himmelske magter om assistance fordi hans kone rasede som et menneskeligt forvarsel for stormen Urd, så gik resten af dagen faktisk så fint.
Svigermor var på forkant med julemandens sædvanlige meget sorte fodaftryk på de hvide gulvtæpper; jeg tror helt de var blevet fjernet i dagens anledning, også selvom han sagtens kunne ha’ benyttet skorstenen denne gang; der var nemlig ikke tændt op i brændeovnen.
Men selv julemanden kan vel tillægge sig en vane eller to.
Mindste Pode har – helt som han plejer – skuldret sig nogle håndvåben, og sikret LEGO-koncernens overskud, ikke mindst. Alle var glade, og en lille smule trætte.

I de efterfølgende dage kløvede vi familien i to: Nogle af os har været til julefrokoster og til håndboldstævne i Sverige (Mand plus ældste poderne), mens andre har været i Nordvestjylland for en kort bemærkning (Mindste Pode og jeg).

Forud for familiekløvningen kørte vi til Jylland sammen alle fem første juledag med alt for få timers søvn i rygsækken i skøn forening med noget omgangssyge, viste det sig senerehen. Modtog opringning fra Mand ganske få minutter efter at vi havde splittet familien op, og opkastningen netop havde sat ind. Der hvor jeg ikke var. Jeg har sagt det før: Timing is everything.

Hos mormor i det nordvestjyske er der blevet slappet af. Der er blevet set masser af Ramasjang og spillet virkelig meget Fisk, Uno og Ludo. Mindste Pode har prøvet at lære sin mormor at tænke lidt mere taktisk undervejs.
Det kunne for eksempel lyde sådan her:
Mindste Pode: “Og så skal du gøre så’n her!”
Mormor: “Ahr, var der ikke lidt dumt?! Nu taber jeg jo…”
Mindste Pode (selvtilfreds): “Men det var din egen skyld, mormor!”…
Der kan være vi lige skal tale lidt pædagogik for dummies med knægten.

Nu er familien samlet igen. Det er nu rarest. Mellemste Pode vandt hele håndboldstævnet for årgangen i Sverige, så han er ikke til at skyde igennem.
And just for the record: Sådan her ser det ud i vasketøjsmængder når tre mand høj vender hjem efter knapt fire dage abroad:


I juleferien er to af os i øvrigt blevet klippet som henholdsvis Ronaldo og Luka Modric (kroatisk fodboldspiller, hvis du skulle være i tvivl). Du har tre skud i bøssen til at regne ud hvem af os, der er blevet klippet som hvem. Hvis du har brug for et par ledetråde, kan jeg afsløre, at jeg i hvert fald ikke er en af dem, og at Mindste Pode gennem længere tid har gået under tilnavnet ‘Christiano’ i børnehaven.
Nogen måtte efterfølgende bruge RET lang tid foran spejlet for at være helt sikker på, at beslutningen var rigtig. Og om frisuren nu var god nok. Det er den heldigvis.

Nå, alt for nu. Rigtig godt nytår til dig; jeg håber du er kommet vel ind i 2017. Jeg er selv er – lidt sent i tilværelsen – nået til erkendelse af, at nytårsaftener ikke lige er min kop te. Så min forkølelse og jeg har faktisk hygget os helt solo, mens Mand og poder har festet så vildt som det nu lader sig gøre i den kombination. Alle var glade.
Og hvad har jeg hygget mig med, spørger du måske? Jeg har hygget mig med denne her:


Uf, den er spændende!

Men NU!…: Skihop fra Garmisch-Partenkirchen med blege, finske mænd i polstret lycra.
Så blev det virkelig 1. januar 2017!

Dagens kommentar:

Ældste Pode: “Mindste Pode, vil du vide, hvorfor man sætter stjerner på træet?”
Mindste Pode: “Øhhh…. nej.”

*) Dusty Markhopper-samtalen fortsatte sådan her:
Mig: ”Hvor er Dusty Markhopper så nu?
Mindste Pode: ”Ud’ i havet!
Mig: ”Ude i havet?!
Mindste Pode: ”Ja, der blev trækket ud i toilettet, og flødelødeløde (*skvulpelyde*), så var den væk!
Mig: ”Væk?! Hvem trak ud i toilettet?
Mindste Pode: ”Det var i hvertfald IK’ mig!…. Så nu er den ud’ i havet!
….

Hermed en efterlysning til alle sejlerfolk:

Dusty Markhopper.
Sidst set i toilettet anno 2014.