Månedsarkiv: maj 2017

Lidt ude af sync … #3

  • Når man opdager en gigantisk klat tandpasta på badeværelsesvæggen i 2½ meters højde. How?
  • Når man går til stormøde med sine skærmbriller på, og ikke kan forstå at alting er så skide uskarpt.
  • Når man strengt siger “kan du SÅ sætte dig ned!!” til Mindste Pode og opdager, at knægten faktisk allerede sidder ned, men at Tripp Trapp-stolen muligvis godt kunne trænge til at blive justeret lidt.
  • Når man først i en alder af fyrre år, syv måneder og seks dage finder ud hvor vild man er med doughnuts. Jeg er tosset med dem. Som i elskerelskerelskerelskerELSKER dem!
    Er du godt klar over, hvor snydt jeg føler mig i forhold til alle de år, hvor jeg pænt har sagt nej tak? Pis os’. Jeg har noget catching up (og et par kilos overvægt) to do.
    Så i øvrigt denne her doughnutopskrift ovre hos Emilie – de er med statsgaranti fantastiske!
  • Når man har bevæget sig ud i den dersens bil, som man i forvejen ikke er ret glad for at køre i. Og man er faktisk nået næsten frem til destinationen, der selvfølgelig er en håndboldhal. Man er indtil videre svært stolt over at være kommet så langt uden at have fået tildelt nogen fartbøder, og man er heller ikke blevet dyttet af, og bilen er tilmed intakt. Ja, glæden vil næsten ingen ende tage, men så er det, at den pågældende håndboldpode (gæt selv hvilken) letter lidt på linningen til sin træningsbuks, kigger lidt undersøgende ned, og konkluderer, at han nok har glemt sine kampshorts….
  • Når man holder børnefødselsdag og legegruppe to dage i træk. Don’t try this at home.
    Der burde være en advarselslampe der lyser, når man tænker, at den slags kan man sagtens klare. Det kan man ikke! (Heller ikke selvom det retfærdigvis skal siges, at Mand stod for 95% af legegruppen).
    Man ender sådan her:

(Don’t say I didn’t warn ya’!)

Dagens bemærkning
(hørt under børnefødselsdagen):

“JEG HAR TISSET I BUKSERNE!!…. Men mine sokker, de’ ik særlig våde!..”
(Det er sgu’ da en fantastisk tilgang til dagligdagens udfordringer!)

Kunsten at tilgive sig selv

Der kan godt gå lang tid imellem de alvorlige indlæg her på domænet, men her er et af dem. Det er nemlig i dag et år siden min far døde. Det er mærkeligt at tænke på. Og det har selvfølgelig været underligt i det forløbne år. Hvor man har tænkt alt muligt. Og hvor man har skulle slutte fred med alt muligt.
Primært har jeg skulle slutte fred med mig selv.

Det handler hovedsageligt om, hvordan de sidste ord faldt. Det er nok naturligt. At man gennemgår hvem der sagde hvad hvornår; hvordan ordene faldt, hvad der blev ment. Var man glad, var den anden glad?

Min egen sidste ordveksling med min far var via en mailkorrespondance. Hvilket gør den ret konkret og stedsegrøn. Og korrespondancen (der drejer sig om indkøb af en fødselsdagsgave, og fandt sted et par uger inden dødsfaldet) er som følger:

10.05.2016, klokken 10:29 skriver min far:
Hjertelig tillykke med Mindste Podes 5 år i dag, tænker meget på jer. Hvad mon han fik af sin morfar?
Har lige modtaget Ebox fra Skejby, de indoperer en pacemaker i mig på tirsdag den 17. maj. Éndagsindlæggelse, og så håber vi på det har en vis effekt.
Hils alle og ha nu en rigtig god fødselsdag!
Kh
Far

10.05.2016, klokken 11:50 skriver jeg:
Tak far, vi er pt. i zoo og har en dejlig dag. Vi købte en bue og pil til ham, som han blev glad for. Det lyder godt med pacemakeren, vi håber den gør underværker!

10.05.2016, klokken 14:38 skriver min far:
Bue og pil er godt, men kun én pil? Han skal da ha et helt kogger!! Skriv hvor meget den armering af vikingen løb op i, tak!
Hyg jer rigtig godt i zoo.
Kh
Far

12.05.2016, klokken 08:49 skriver jeg:
Tre pile. 150,- løb det op i, Mellemste Pode ønsker sig også sådan en.
Håber I nyder sommeren!

12.05.2016, klokken 15:09 skriver min far:
Hvor mange penge skal jeg sende for bue og pil????
Kh
Far

12.05.2016, klokken 15:39 skriver jeg:
Altså, som jeg skrev tidligere i dag, 150,-

Og det blev sådan set de sidste ord der faldt imellem min far og jeg.

Og hvorfor, kan man spørge? Nogle gange var og er vi bare ret kortfattede, kort for hovedet, om du vil, i min familie. Så i det øjeblik jeg trykkede ’send’, var der sådan set ikke noget unormalt i det. Bortset fra, at det som sagt gik hen og blev de sidste ord han fik med på sin vej fra mig. Og jeg var et lille øjeblik irriteret. Og jeg følte, at den irritation var den sidste hilsen jeg sendte ham.

Og hvorfor ringede eller skrev jeg ikke til ham inden operationen, som var den 17. maj, en uge inden han døde? Den 17. maj var tirsdagen efter pinseferien. Vi var i sommerhus, og kom hjem relativt sent. Mange gange i løbet af den mandag tænkte jeg, at nu skulle jeg huske, at skrive eller ringe til min far, og sige, at vi ville tænke på ham. Og hver gang glemte jeg det. Der er ingen undskyldning. Endnu et punkt på listen over ting, der ikke kan gøres om. For selv om jeg faktisk sendte en SMS til ham på selve dagen, og skrev: ”Held og lykke med pacemakeren i dag!”, så sendte jeg den først klokken 08:29.
Og han så den aldrig.
For efter operationen faldt han om, og vågnede aldrig igen.
Han døde præcis otte dage senere.
Og derfor blev de sidste ord som sagt ”Altså, som jeg skrev tidligere i dag, 150,-”.

Jeg følte længe, at det var ganske forfærdeligt. Jeg har slået mig selv oven i hovedet med dette til hudløshed. Jeg talte med præsten om det. Jeg har talt med andre om det. Men det hjalp ikke rigtigt noget; det blev ligesom ikke rigtig bedre af den grund.

I dag synes jeg måske ikke det ser helt forfærdeligt ud alligevel. Måske er det fordi jeg er ved at ha’ slugt kamelen. Måske fordi jeg kan se, at man måske ikke nødvendigvis læser den med samme grad af irritation som den blev skrevet med. Måske fordi jeg ved, at ikke alt ligger i den sætning. At sætningen ikke sammenfatter, understreger og opsummerer dét, der var. Timerne. Dagene. Årene. Gode og dårlige. Hele pakken. Og det kan under alle omstændigheder ikke gøres om, ikke tages tilbage.

I forlængelse af min fars død, købte min veninde en bog til mig. Det var ’De urolige’ af Linn Ullmann, og handler om hendes sidste tid med hendes far, Ingmar Bergman, inden han dør. Min veninde gik rundt med den i tasken længe, og vidste ikke helt, om hun skulle gi’ den til mig. Til sidst gjorde hun det.
Det er en god bog, den kan anbefales.

Vi får Ingmar og alderdommen for fuld udblæsning og i mange spøjse afskygninger.
For eksempel er der min yndlingsscene, et tilbageblik, hvor Ingmar puster sig op i en flyvemaskine. En lidt yngre Linn sidder på et sæde foran faderen. Ved siden af Linn sidder en ubehagelig type, der breder sig uforholdsmæssigt meget.
Linn Ullmann skriver:

”Måske var jeg usynlig? Hvad var værst? Set eller overset? Synlig eller usynlig? Uanset hvad jeg var, havde jeg forretningsmandens albue i siden og avissiderne foran ansigtet. Min far må have observeret det hele gennem mellemrummene mellem sæderne, for nu rejste han sig, lænede sig over sæderyggen og sagde til forretningsmanden på sit russisk-tyske engelsk: – Get your fucking arm away from her seat. And your newspaper too. That is my daughter sitting there beside you. My daughter.”

Til gengæld er deres sidste samtale faktisk langt værre end den imellem min far og jeg. Det er Ingmar, der er har det sidste ord i denne sammenhæng, og det er virkelig ikke særlig velvalgt: Han siger følgende, da Linn Ullmann ved et uheld kommer til at spilde noget vand ned ad ham: ”Forbandet koldt… Forbandede kælling”

Over and out.
Tak for kaffe.

For en gangs skyld vil jeg sige, at det ikke er sikkert, at jeg svarer, hvis du lægger en kommentar. Det betyder ikke, at du ikke er mere end velkommen til at skrive én.

Og så var der lige denne her morgen…

…hvor jeg nær havde opsagt min stilling som mor, hvis ellers man havde mulighed for den slags.

Og ja, jeg ved ret beset ikke, hvem af ældste poderne der sendte den første Havrefras afsted på testflyvning i luftrummet henover morgenbordet; det er i og for sig også ligegyldigt. Og jeg ved faktisk heller ikke hvem der først tjattede til den anden, eller hvem der efterfølgende spændte ben for hvem, eller hvis skyld det hele egentlig var.

Jeg ved bare, at jeg pludselig havde poder med en lydstyrke på max, og at der var mord i luften. På flere planer, faktisk, for jeg ved også, at podernes lydstyrke intet var at sammenligne i forhold til min egen da jeg først gik i gang. Jeg ved også, at jeg på det tidspunkt råbte ting som ”JEG ER FANDENFISME SÅ DØDHAMRENDE PISSETRÆT AF AT I OPFØRER JER SOM NOGLE KÆMPEMÆSSIGE FLADPANDEDE FJOLSER!”. Og ja, jeg ved godt, at man så kan diskutere hvem det mest fladpandede fjols egentlig er. Og for at det ikke skal være løgn, så understregede jeg alle mine ukvemsord ved at klaske Mellemste Pode oven i hovedet med Mindste Podes fodboldstrømper, som jeg netop var i færd med at lægge sammen. Mellemste Pode blev retfærdigvis vældig fornærmet, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i. Og alt imens jeg overdyngede ældste poderne med eder og forbandelser havde jeg Mindste Pode på slap line ude i periferien. Han sagde ting som ”Mor, PRØV lige at se ham her LEGO-manden, han ÆDER sine egne øjne!” (*SMAAASK-smaske-smaske-smask*). Mit korte svar til det var, at dét skal man lade være med. Altså at æde sine egne øjne. Virkelig upraktisk.

Men i forbindelse med ældste podernes skærmydsler var det, at jeg kom i tanker om, at jeg fornyligt hørte forsvarsadvokat Henrik Stagetorn på P3, hvor han beregnede strafferammen for Elsa for at have pudset Ismonster på Anna: Tre til seks måneder, mine damer og herrer!
Det kunne være jeg lige skulle holde et lille illustreret oplæg for poderne om konsekvenserne af ens handlinger. Jeg ville utvivlsomt også selv kunne trænge til at høre sådan et oplæg.

Og i mellemtiden, så vil jeg bare sige, at hvis jeg nu var en hest eller en hund (eller måske bare en kanariefugl?), så ville jeg ønske, at der kom en dyrlæge og gav mig et eller andet virkelig stærkt. NU!

Ismonster eller Mor-monster. You choose.

10 tanker og konstateringer fra Lalandia

Jep, netop hjemvendt efter 48 timer i Rødbyhavn. Og her er et lille udpluk af de væsentligste konklusioner (dos and don’ts), som jeg har gjort mig undervejs (NB: Ingen spons!):

1) Bilkøerne kunne vi godt have været foruden. Én ting er motorvejarbejdet omkring Solrød, men når man så rammer Lolland og tænker, at nu er alt godt, så er der gudhjælpemig Døllefjelde-Musse marked (JO! Det er der fandenfisme noget, der hedder!). Tilsyneladende er det ikke så lidt af et tilløbsstykke. Tænker stadig på hvad vi monstro gik glip af. Sandsynligvis ville vi kunne ha’ fået en halv shetlandspony og noget candyfloss til spotpris.
Endnu et af livets store spørgsmål, som må forblive ubesvaret. Altså med mindre du ved det?

2) Folk er virkelig ukritiske i forhold til deres tatoveringer. Nyeste dille svarende til 90’ernes røvgevir er tilsyneladende sløjfer på baglårene. Prisen for weekendens værste tattoo-oplevelse gik dog til en mand (af betragtelig størrelse), som henover hjerteregionen havde fået tatoveret et fyldigt kvindehoved med et meget bøst ansigtsudtryk og rastafarihår. Nedenunder kvindeansigtet stod der med sirlig (men stor) skrift ‘Mor’.
Hallo!! Vi taler om samfundsansvar her!

3) Jeg troede ikke, at jeg kunne lide vandrutchebaner. Jeg tog fejl. Faktisk er jeg VILD med vandrutchebaner, og jeg har rutchet så meget, at jeg troede jeg skulle dø. Jeg mener det. Jeg har adskillige gange i den forløbne weekend set mit liv passere revy mens jeg har ligget på noget oppusteligt plastik i obskure stillinger uden at have haft den mindste føling med hvad der var op, og hvad der var ned. Har på den konto scoret virkelig billige point hos poderne, og går nu under tilnavnet ‘Modige Mor’. Det er vist det man kalder at skinne på en billig baggrund.
I love it.

4) Må dog samtidig konstatere, at min IQ tilsyneladende ikke er høj nok til at forstå låsesystemet på tøjskabene i omklædningsrummet. Alle andre forstår det intuitivt. I don’t get it. Har fået assistance hele tre gange, heldigvis ikke af den samme person.

5) Så var der det dersens Monky Tonky-dyr. Har sagt det før; vi KAN ikke lide forvoksede og overdimensionerede tøjdyr, der er udstyret med egen fri vilje. Som vinker og krammer helt uden nogen former for kontrol.

6) Feinschmecker? Forget about it. Jeg har kapituleret. Tilsyneladende er jeg allermest lykkelig når jeg spiser steder som hedder noget a la ‘Ristorante il Bambino’, og som har buffet med (meget) børnevenlige retter. I den forbindelse:

7) Softice ad libitum? Hvad? I believe I have died and gone to heaven.

8) Mågerne er gigantiske! De yngler og skider overalt; jeg bliver ikke den mindste smule overrasket den dag jeg hører, at Lolland er blevet besat af hvidt fjerkræ from out-of-space.


9) Okay, så. Det viser sig faktisk, at jeg slet ikke er så meget modstander af Lalandia som jeg troede, jeg ville være. Føler mig pludselig meget som en vestegns-kinda-person. No offense. Altså, jeg er jo faktisk gift med sådan én, så al min modstand lever vel i virkeligheden kun på lånt tid.

10) Hmm.. Ret beset var der nok kun ni punkter, men det lyder bare langt federe med ti.

Nå, håber du får en skøn ny uge når den bryder løs i morgen! ❤️

Et spørgsmål om alder

Jeg havde nær glemt denne her:

Vi befinder os i forrige århundrede, undskyld, i forrige uge, og det er helt specifikt den 5. maj.

Mindste Pode: “Mor, hvorfor er der flag på busserne?”

Mig: “Det’ fordi vi fejrer Danmarks befrielse. En gang for mange, mange år siden var der krig, men så sluttede krigen heldigvis. Og hvert år fejrer man derfor at krigen sluttede.”

Mindste Pode: “Hvornår var det?”

Mig: “For længe, længe siden. Mer’ end 70 år”

Mindste Pode: “Leved’ du dengang?”

Hmm… Nej.

Men når det så er sagt, så går det går trods alt fremad, vil jeg sige. For år tilbage troede én af de andre poder nemlig at jeg var vokset op i vikingetiden. Vi var på det tidspunkt på udflugt til Sagnlandet Lejre, hvor der ligger en del autentiske hytter. Efter således at have vandret ud og ind af den ene jordklinede rønne efter den anden så poden med stor forundring op på mig, og sagde: ”Mor, boede I virkelig sådan her da du var barn?!”

Igen: Hmm… Nej.
Men altså, hvad kan jeg sige? Hey, what’s up, mosefund?

(I øvrigt: Jeg googlede for sjov skyld ’gammel vikingekvinde’, og jeg syntes lige jeg ville nævne at der under den søgning blandt andet fremkom billeder af Donald Trump foruden visse andre danske politikere).

I mangel på gamle vikinger og mosefund får du i stedet disse:

Fotograf: Palle Pophår

Og apropos alder, så var det i går Mindste Podes fødselsdag. SEKS år, mine damer og herrer, så bliver det ikke meget større! Eller jo, det gør det jo sådan set. Hvert år, faktisk.
Men han havde en skøn dag. Og en skøn tur i skole. Lige ind til han bragede ned med feber og hoste, og tilnærmelsesvist næsten gik i koma. Ser vi bort fra sygdom, så er alle dog (ind til videre) meget glade; hip-hip-hurra for det!

(Jo, det er kartoffelmos med bacon!)

Dagens kloge ord

”Alderens tragedie er ikke, at man er gammel, men at man er ung.”
Oscar Wilde

”Det er ikke alderdommens, men ungdommens skyld, når alderdommen ikke behager os.”
Lessing

”Hvad der gør alderdommen så tung at bære, er ikke ens åndelige og fysiske evners svigten. Men byrden af ens erindringer.”
Sommerset Maugham

Still fucking up

Nå ja, så har jeg faktisk en bekymring mere, som dog fylder knapt så meget:

Jeg kan huske da Mellemste Pode i sin tid startede i skole for fire år siden, og for første gang skulle ud og møde sin nye klasse (og det er jo det, som Mindste Pode skal her lige om lidt). Han vandrede glad afsted fra samlingssalen, væk fra sine forældre, sammen med alle de andre børn og sine nye lærere. Da vi hentede ham en time efter, meddelte lærerne imponeret, at alle børnene kunne skrive deres eget navn. ALLE! Vi var selvfølgelig meget stolte eftersom Mellemste Pode som så mange andre unger fra Frederiksberg er begavet med et ret langt navn. Jeg tror, det er sådan noget man ikke helt kan undgå når man har boet her længe nok (læg lige mærke til hvor elefant jeg fralægger mig alt ansvar)…, og det bliver kun værre med tiden kan jeg godt afsløre, for Mindste Pode endte med at få et endnu længere navn end Mellemste Pode, og han er tilmed velsignet med en bindestreg.

And here’s the thing: Mindste Pode kan IKKE skrive sit eget navn. Han gider ikke en gang forsøge. Faktisk opfører han sig tilnærmelsesvist sådan her, når jeg gør optræk til at vi skal skrive lidt sammen i fred og fordragelighed:

(Han bliver spændende at få i skole, ja?…)

Og man må jo ikke presse de små mennesker, siger eksperterne. Men jeg går jo altså rundt med de hersens forestillinger om, at alle de andre børn kan skrive Bella Viola og hvad de nu ellers hedder, mens min pode glimrer ved et blankt navneskilt.

For at bortmane alle skrækscenarier om de tonsvis af misbilligende blikke fra de andre forældre, opererer vi lidt med bogstavsforkortelser. To bogstaver; det burde være til at ha’ med at gøre. Hvilket får mig til at spekulere på, hvorfor vi dog valgte det navn vi gjorde. Hvad er der galt med Bo, for eksempel? Eller Ib? Stærkt undervurderede navne i disse tider.

Men hvis man skal se det fra den anden vinkel, så kan Mindste Pode faktisk jonglere ubesværet med nogle ret store tal, og det kan da godt være han ikke interesserer sig for bogstaver, men til gengæld kan han tørre sig selv i røven. Og det er da et skridt på vej i den rigtige retning….

Kryds lige fortsat fingre, tak!

Dagens fragmenter af en samtale

Mindste Pode: ”Albert har fået fregner! Nej, SKOLDKOPPER!…”
Mig: ”Nå, så er han måske slet ikke ude at rejse? Måske er han bare syg?”
Mindste Pode: ”Jo, han er ude at rejse OG han har skoldkopper. Han er i Japan!”
Mig: ”Er han i Japan?!”
Mindste Pode: ”Der er sgu’ da varmt!”

Ja, dét er der utvivlsomt…….

Fucking up the master plan

Kender du følelsen af at jinxe noget? Følelsen af at man udfordrer universet? At man træffer nogle valg, som man forestiller sig kan vise sig at være ret fatale? At grusomme ting sker, som aldrig ville være sket, hvis man havde undladt at gøre noget?

Den følelse har jeg lige nu. Det handler om Mindste Pode. Og skolestart (…også selvom der stadig er halvanden måned tilbage i børnehaven, og skole og SFO først venter på den anden side af sommerferien).

Melodramatikken beror på følgende:

Én af mine poder går i en fantastisk klasse. Den anden pode går i en knapt så fantastisk klasse. Det kunne jeg skrive en del om, men jeg tænker det nok er bedst ikke at gøre det (jævnfør sidste uges filtersnak). Begge mine poder går i det samme spor, for det gør man på den skole, som mine poder går i. Når først det ene barn er røget i A eller B-spor, så ryger de resterende søskende i det samme spor. Med mindre man gør noget aktivt. Og det er så det, som vi (læs: jeg) har gjort. Jeg har kort og godt skrevet til skolen, og ønsket et andet spor. For nu at sige det som det er, er der søskendebørn vi gerne vil undgå. I særdeleshed ét søskendebarn (og ikke mindst også forældrene til dette barn). Historien bag er ret smertefuld, så fordi dette her søskendebarn skal i A-sporet har vi altså ønsket B-sporet.

Og nu er det så det viser sig, at der er to fra Mindste Podes fodboldhold og én fra håndbold, som skal i A; altså klassen vi har valgt fra. Men til gengæld skal Matthias fra børnehaven i B-sporet, og det er jo godt. Men Matthias’ fodboldkammerat skal også i B. ”Jeg håber IKKE det er ham med nummer 23 på ryggen, for han sparkede mig over benet sidst vi spillede!” sagde Mindste Pode så her forleden, og pludselig er jeg stensikker på, at det er ham i nummer 23, der skal gå i B-klassen, og pludselig koger gryden med alle rædselsscenarierne over inde i mit hoved. Og for at gøre en lang historie kort, så går jeg nu rundt i overbevisning om, at min pode havner i en forfærdelig klasse fordi jeg har gjort en indsats for det. Jeg har været inde og pille ved noget. Og på grund af min pillen, forestiller jeg mig nu at min pode skal henslæbe ti forfærdelige år i grumt selskab, og komme desillusioneret og kraftesløs ud på den anden side. You get the picture?

Jeg ved det godt; det er hysteri, men ikke desto mindre er jeg vågnet adskillige nætter badet i angstens sved (eller i overgangsalderens sved?…) over hvad jeg dog har gjort. Og selv om Mand bagatelliserer det, og siger at det bliver en fiiiin(!) klasse, så røv-panikker jeg kort sagt. Og om ganske få dage, på podens fødselsdag tilmed, skal vi over på skolen, og ha’ oplyst klassesammensætningen.
Jeg er ved at skide i bukserne over det.

Jeg håber så meget, at B-klassen bliver en fantastisk klasse. Det trænger jeg til. Jeg har nemlig som følge af alt det som er hændt i den knapt så fantastiske klasse længe slæbt rundt på en bestemt følelse, som ikke er så rar. For noget udefinerbart er sket i forhold til nogle af de andre forældre, og det er virkelig ubehageligt. Jeg er faktisk lidt målløs over i hvor høj grad forældre skal præstere og brillere i forbindelse med deres poders skolegang. Jeg har måske været blåøjet og naiv, men altså….. man skulle fra tid til anden tro, at vi selv var tilbage i skolegården (det kan godt være jeg spinder lidt videre på dette tema herinde ved en senere lejlighed, det vil tiden vise). Jeg ved godt, at man selvfølgelig skal huske at adskille sig selv fra poderne, og minde sig selv om, at vi ikke (nødvendigvis) føler det samme – men når ens børn er sårbare, så bliver man som forælder også selv meget sårbar. I hvertfald hvis man er indrettet som mig.

Nå, anyways – kryds lige fingre for en fantastisk klasse, gider du?
  

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Skæbnen blander kortene, og vi spiller.”
Schopenhauer

”Ikke det, vi oplever, men hvordan vi opfatter det, vi oplever, det udgør vor skæbne.”
Marie von Ebner-Eschenbach

”Skæbnen retter adskillige fejl hos os, som fornuften ikke ville være i stand til at rette.”
La Rochefoucauld

Dagens udfordring:

Mindste Pode: ”Mor, kan du overhovedet sige som en tigerhaj?”
Mig: ”….Øh nej?”
Mindste Pode: ”Den siger sådan her: Hååårrrrrhhhh…”
Mig: ”Okay? Jeg vidste slet ikke at en tigerhaj kunne sige noget!”
Mindste Pode: ”Nå! Men det kan den; den siger sådan her: Hååårrrrrhhhh… – kan du sige det?
Mig: ”Nej, det tror jeg bestemt ikke….”
Mindste Pode: ”Prøv! Det’ ik’ særlig svært. Man skal bare åbne munden, og så sige ’Hååårrrrrhhhh…’. Det’ ret let!”

Når man så prøver, så ser det sådan her ud:

Jep.

Og nu er det så, at jeg spørger dig:
Kan du måske sige som en tigerhaj? Hva’? Prøv engang, det er slet ikke særlig svært….

Jeg tror bare, jeg går i seng nu.

Ærligt talt

Mand forstår ikke det her blogger-halløj. Hvilket er lidt paradoksalt, fordi det egentlig var ham der foreslog det. Og da han først havde foreslået mig at lave en blog tog det mig mindre end et splitsekund at indse, at det slet ikke bare var en mulighed, men derimod en nødvendighed. Og i virkeligheden et svar på meget, som jeg havde manglet.

Som udgangspunkt tænkte Mand nok (tror jeg), at bloggen skulle være sådan lidt mere, hvad skal vi sige, knapt så larmende i sin ordlyd. Derfor er Mand ofte er lidt uforstående overfor bloggens tekster; han forstår med andre ord ikke hvorfor jeg skriver de indlæg som jeg gør. Hvorfor jeg har behov for at udbasunere bestemte typer hændelser på en bestemt måde. For ja, nogle gange bliver fremstillingerne jo ret karikerede. Det ved jeg godt. Og hvis du undrer dig – ligesom Mand – så er svaret dette:

Mit liv er langt fra lige så kaotisk som jeg til tider beskriver det. Mange ting (rigtig mange ting, faktisk, måske endda de fleste) fungerer. Vores unger kommer for eksempel i skole til tiden med rent tøj på. Hver morgen. Om vinteren har de tilmed varmt overtøj, og huer og vanter på, også selvom det hvert eneste år kommer som en stor overraskelse for min mor. Vi har børn der faktisk er så søde, at lærerne spørger om de må få opskriften (I kid you not), og andre mennesker, som ikke ved at jeg blogger om kaos, ville aldrig nogensinde tro det, hvis jeg sagde det. (OK, der er måske et par stykker, som godt ville tro på det….)

Men hvorfor så? Fordi jeg føler kaos. Jeg føler et tab af kontrol så afgrundsdybt at det faktisk er sådan i min virkelighed. Mands virkelighed er en ganske anden, og helt uden kaos (det meste af tiden). Det er forskellen på ham og mig. Og én af grundene til, at jeg slet ikke ville kunne fungere uden ham.

Men for at overleve den kaos, jeg føler, bliver jeg nødt til at gøre noget ved den. I den virkelige verden så prøver jeg at pudse facaden, men i cyberspace bliver jeg venner med noget af det, som omverdenen ikke ser. Jeg bliver – sagt på en anden måde – fortrolig med vasketøj, færdigretter og nullermænd når jeg blogger. Jeg tilsætter lidt humor og måske en gif (please kill me!), og så overlever jeg alle de ting, som ellers ville æde mig op indefra hver gang jeg er så langt fra idyllen i en Bamseline skyllemiddelreklame som det overhovedet er muligt at komme.
Så bruger jeg det hele til noget. En underlig dans, jeg danser, hvor det ikke gør noget, at man ikke har en rytme i kroppen. Og så bilder jeg mig selv ind at du en gang i mellem kan se lidt af dig selv i en enkelt fortælling eller to.

Men det er stadig en balancegang, fordi der er andre personer involveret. Det kan være meget svært at skelne imellem hvad der er privat og hvad der er personligt. Hvor meget jeg skal give efter for mit behov for at få luft via denne kanal, og hvornår jeg ikke skal. Jeg har valgt en del fra, som i min ideelle verden ville blive blæst ud i cyberspace, men det ville nok ikke være hensigtsmæssigt. Der er med andre ord et filter. Et filter, som jeg egentlig gerne ville være foruden, men som ikke desto mindre bliver nødt til at være der. C’est la vie. Man kan ikke både blæse og ha’ mel i munden, er der vist nogen, der siger.
Men når det så er sagt, så er jeg virkelig glad for at du danser med på den skøre dans jeg har gang i her på domænet! Og hvis du mangler lidt musik til dansen, så lyt med her:

Dagens sang

”Bare Necessities”

Pas godt på dig selv derude! ❤️