Månedsarkiv: juni 2017

Sidste dag i Fort Knox

En æra er ved at være nået ved vejs ende: Mindste Pode har haft sidste dag i børnehaven – i dag! Dramatisk much? Jeg synes nu altså også, at det er ret vildt! Og vemodigt; nu har vi trods alt haft poder opbevaret i daginstitutioner fra Ældste Pode var ti måneder gammel, hvilket vil sige, at vi har tolv år på bagen hvad det angår.

Jeg synes vitterligt, at der kun er gået et øjeblik. Ungerne er vokset som torden og lynild, og nu hvor det er slut-prut-finale med børnehaven, så kan jeg vist godt lukke småbørnskapitlet sådan relativt. Tilsæt her et minuts tavshed, mens vi efterfølgende spiller ’The Last Post’.

Hvis du vil med mig en tur ned ad Memory Lane, så kan jeg fortælle dig, at vi i de forgangne tolv år har haft tredøgnsfeber, skarlagensfeber, børnesår og andre typer sår i et utal af varianter. Vi har haft lungebetændelse, halsbetændelse, mellemørebetændelse (det har vi sådan set stadig….) og astmatisk bronkitis. Vi har haft ringorm, børneorm (og regnorm?); vi har slået tænder løse, flækket næsen, flækket læbebåndet (jo, det er der noget, der hedder) og brækket en arm. Vi har slået hul i en kind og vi har godt nok haft meget næseblod. Vi har været ramt af et utal af influenzaepidemier, og vi har overlevet fortløbende udbrud af vuggestuepest i mange afskygninger.

Jeg satser på at vi nu fremadrettet primært skal slås med lus. Og jeg skal måske slås lidt med mig selv. Og mine tanker. For derude, på den anden side af sommerferien, der venter skolen. Da min ældste startede i 0. klasse havde jeg håbløst mange mindreværdskomplekser. Vi var de yngste forældre i klassen, og derudover var der farligt mange meget stilsikre mødre, og de andre børn boede i store og smukt indrettede huse (palæer) med samtalekøkkener. Hvilket alt sammen medførte flere års panik hos mig. Da så Mellemste Pode startede i skolen tænkte jeg, at nu havde jeg styr på følelsesregisteret. Følte mig tilmed en lille smule tjekket til tider. Selvfølgelig med undtagelse af den gang hvor jeg forårsagede en juiceeksplosion under en fælles morgenmadsseance (man tror ikke at den slags kan ske, men det kan det!). En hel liter juice sejlede ned ad vægge, ned i skuffer, og flere af de omkringværende forældre blev ramt. Oh yes.

Hvis man ser bort fra det lille uheld med juicen, så syntes jeg, at jeg havde immer så meget styr på både forældreintra, årets gang, og comme il faut i forbindelse med børnefødselsdage, idrætstimer og legegrupper. Også selvom vi slet ikke havde fået noget samtalekøkken i løbet af de mellemliggende år.

Men noget skete. Hverdagen, muligvis? Ja, måske det vitterligt var hverdagen, med alt hvad den indebærer, der gjorde (og gør), at jeg bare ikke er helt så meget med på beatet. Og på et tidspunkt, så følte jeg efter noget tid, at jeg for vild. Og på en eller anden måde vandrer jeg stadig rundt i skoven og leder efter brødkrummer. Med andre ord har jeg stadig et par mindreværdskomplekser gemt fra år tilbage. Og en lille smule ondt i maven, nogle gange.

Men det vil jeg (prøve) at skide på lige nu, for på trods af det hele, så glæder vi os! Ja, Mindste Pode er selvfølgelig den af os, der glæder sig allermest, og den slags smitter helt ind i det allerinderste af hjertekulen.

Bye bye, Fort Knox!

Når man taber sine bolde

Jeg er simpelthen så vred og sur og ked af det i de her dage, at det er komplet ynkeligt.
Så er du advaret.
Der er ingen årsag (hvilket gør det endnu mere ynkeligt); det er bare en slags grundfølelse, som jeg frygter er ved at tage permanent bolig i min krop. Som gør, at jeg bliver frådende arrig og højeksplosiv ved udsigt til den mindste lille bitte ting der ikke kører efter samme dagsorden som jeg gør. Altså min dagsorden, faktisk. Nok.

Men jeg føler mig lidt som klovnen i cirkus, der har alle sine bolde i luften. Og jeg føler at jeg taber dem, én efter én. Og det er i alle henseender:

…Når for eksempel ledelsen på mit arbejde beder mig om feedback (på deres ledelse, forstås) under en tretimers sceance i forbindelse med noget strategidag. Et par andre kolleger deltog også, men spørgsmålet der blæser i vinden er: Why me? WHY?? Som om jeg nogensinde har sagt noget som helst fornuftigt i plenum.
Venter stadig på det dersens anbefalede brev.

…Når tørreloftet er taget. Hallo! Det er mit tørreloft (føler jeg). Do NOT mess with me!

…Når Mellemste Pode skal cykle til fodboldskole et helt nyt sted, og jeg forestiller mig, at han bliver kørt ned, og at jeg aldrig skal se ham mere. Så forekommer denne her verden meningsløs, og jeg skal virkelig koncentrere mig på mit arbejde for ikke at sidde og vande høns i fuld offentlighed.

…Når to ører er alt, alt for lidt til tre børn. Mand er virkelig meget ude for tiden. Can’t blame him. Men igen; ører på overarbejde.

…Når der skal pakkes ud og pakkes ned i ét væk til forskellige poder, der skal på forskellige sommerferiecamps, og som skal bruge både solcreme og regntøj og gummistøvler i én pærevælling, og hvornår passede de overhovedet sidst? Gummistøvlerne, altså?

…Når Mindste Pode har afslutningstamtam ovre i Fort Knox lige om lidt, og nogen også har fødselsdag i weekenden, og vi har styr på….. ingenting?

…Når der kraftstejleme er legetøj over det hele så langt øjet rækker, og dét i et omgang så al færdsel i hjemmet næsten er forbundet med livsfare. Slår muligvis Thomas Tog ihjel når jeg har udgivet dette indlæg. Eller nogle LEGO-ninjaer. De messede helt klart med den forkerte, og survival of the fittest er mit motto her til aften. Og lad mig bare slå fast: I’m not the forgiving type.

…Når man er gået kold på projekt aftensmad. Sådan for alvor. Og man er så tilpas udfordret af kønsløse middagsretter, at man supplerer med ostemadder efter podernes sengetid. Og der er heller ikke mere ingefærmarmelade. (Jeg sagde jo, jeg var ynkelig!).

Som du kan se: Absolut småting (hvis vi ser bort fra trafikkatastrofescenarierne), men ikke desto mindre:
Jeg har tabt mine bolde.
Og jeg er som direkte følge heraf reduceret til at være en mor, der er ‘need to have’ og afgjort ikke ‘nice to have’.

Jeg prøver virkelig at holde fokus. Fokus på vejrtrækning og de små åndehuller: Solskin. Dagens hjemtur med Mindste Pode, som er en hyggestund. Og det kan godt være at jeg sådan generelt hudfletter sagesløse mennesker der står på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men til gengæld lærte jeg i dag Mindste Pode at samle de tomater op, som manden på cyklen foran os tabte – fordi så er man bare et godt (eller knapt så slemt) menneske. Period.
Og så taler vi, poden og jeg, om, at vejret er dejligt og hækkene omkring os dufter som vanillekranse, og at de lover os lune sommerdage. Vi hapser en blomst fra hækken og konstaterer, at ja – det var den, der bragte vores tanker hen til et sted, hvor der var fredeligt og rart at være. Flere af de steder, tak!

Jeg spekulerer på hvor stor indsats det kræver, at lade alle de tabte bolde være, dernede på jorden, hvor de ligger og triller rundt. Ved du det? Jeg er virkelig træt.
Og trænger til ferie.

Måske vil jeg – indtil ferien melder sig – forsøge mig med denne her metode:

Hvor glad tror vi Chef bliver på en skala fra ét til ti?

Lidt om hjembragt gips og ler. En overspringshandling.

Hvis du har en enkelt pode eller to (måske tre?), så er du sikkert den lykkelige indehaver af en del kreationer, som dine poder har hjembragt fra diverse institutioner. Glem alt om nogen som helst former for Nordic living i afdæmpede grå nuancer.

Jeg elsker simpelthen disse kunstværker, fulde af farver og historier, som fragtes til vores hjem.
For eksempel denne her:

Ronaldo (hvis nu du var i tvivl).
Lavet af ÆGTE gips…

Jeg er især vild med bolden. Og det faktum at Ronaldos øjne er omkranset af et lag guldglimmer. Jeg elsker at den ene arm sidder en anelse løst, og at Mindste Podes små fingre har fremtryllet alt dette næsten ud af det blå.

Så er der de kreationer, som man også elsker, men hvor det måske ikke med al tydelighed fremgår hvad det er, det forestiller.

Det er sådan nogle kreationer her:

Hvor man siger ”Neeejjj, en fin…. øhh…. blålilla….én! Den er bare SÅ flot!!… Helt bestemt….”

Og poden smiler stolt, og man smelter langsomt, både over sin pode og den dersens blålilla’e tingest man ikke aner hvad er, og som man ikke vidste man manglede, men som man nu synes er vidunderlig (og næsten) uundværlig.

Og inden jeg flyder over af lyksalighed over hjembragte gips- og lergenstande, så bliver jeg nødt til at slutte af med at betro dig, at indlægget faktisk er skrevet som en undvigelsesmanøvre. En form for virkelighedsflugt, en overspringshandling, et forsøg på at fjerne fokus. Lige nu har jeg nemlig lyst til at være alle andre steder end hjemme, hvor vi i skrivende stund har besøg af verdens mest irriterende barn ever. Virkelig. Jeg vil spare dig for detaljerne, men jeg sværger, det er et mirakel hvis han er i live når hans mor kommer for at hente ham. Om TO timer.
Vil nogen derude be’ en lille bøn for mit mentale velbefindende, tak? Og fortæl mig i mellemtiden venligst hvad mirakelkuren mod røvirriterende lånebørn er?

PS: Den blålilla’e ting skal faktisk forestille at være Shrek. Pågældende pode glemte det lissom bare undervejs, og derfor blev Shrek både hovedløs og lidt lilla i det. Og faktisk slet ikke grøn, som mange vil vide ellers er Shreks normale farve. Men altså. Det handler vel bare om at være lidt omstillingsparat?

Om at være Asker

Når alting går lidt for stærkt, og livet måske ikke hele tiden er lutter lagkage, skal man huske at nyde det når man endelig får en lille skefuld af cremen. Min egen himmerigsmundfuld fik jeg i dag, da jeg trådte ind i børnehaven for at hente Mindste Pode:

Foran mig står verdens mindste purk, der er ved at blive iført sandaler af sin mor.
“HEJ ASKER!!” læsper barnet højt (og med en del mundvand) ud gennem sutten.

Der er ingen tvivl om at barnet kigger på mig, og at det er mig, der er Asker.
Og når barnet kalder mig for Asker beror det ikke på en tilfældighed, for i børnehaven findes der faktisk en pædagogmedhjælper ved det navn. Han er cirka to meter høj, og beriget med et evigt undrende og småtræt ansigtsudtryk (på ’jeg-var-i-byen-til-klokken-5:35-i-morges-måden’). Sidst, men ikke mindst, er han indehaver af en frisure, der mest af alt ligner Jon Bon Jovis anno 1988 tilsat ekstra krøl:

Eller måske noget Michael Bolton fra samme periode?:

(Lidt fladere i toppen, ja?…)

Nå. Har du typen indprentet på nethinden?
Godt.
Så kan man med disse billeder in mente spekulere på hvorfor purken kalder mig for Asker. Trænger det lille barn monstro til briller?, spørger du måske. Svaret er nej. Jeg kan afsløre, at ungens udtalelse beror på en udseendesmæssig lighed. Og jeg er ikke to meter høj, kan jeg godt slå fast (men okay, det skal retfærdigvis siges, at hvis man – som den lille purk – kun er i omegnen af tooghalvfems centimeter høj, og ser alting fra et regnormsperspektiv, så er en meter og femoghalvfjerds vel det samme som to meter. Stort menneske, same-same).
Dette lader os tilbage med det stenede ansigtsudtryk og/eller Jon Bon Jovi slash Michael Bolton-garnet. Yes. Just lovely. Jeg lader dig om, hvad du vælger at tro.

Med til historien hører, at barnet efter sin spontane “HEJ ASKER!!”–ytring tydeligvis bliver en anelse forvirret da han får kigget efter en ekstra gang (han synes muligvis at Asker har fået lige lovligt mange rynker i løbet af kaffepausen), og moderen til barnet ser ud som om hun bare vil dø. Nu.

Hvor har jeg været i hendes sko i omegnen af en trilliard gange. Men helt ærligt, så er jeg vild med det. Jeg synes det er fantastisk, at være blevet kaldt for Asker, og jeg har grinet af det lige siden.
Lille purk: You made my day!

Bemærk venligst: Ingen dyr eller mennesker kom til skade under tilblivelsen af dette indlæg, ligesom det på det kraftigste skal pointeres, at enhver ytring om den omtalte pædagogmedhjælper, der kan tolkes som negativ i forhold til dennes person, udseende eller virke i den pågældende institution, er ganske utilsigtet.

I say no more

En podes mor vågner op til erkendelsen af, at sommergarderoben er krympet i løbet af vinteren. Moren har med andre ord lagt sig noget ud.
Podens mor erfarer samtidig, at poden har mellemørebetændelse. Fantastisk morgen so far.
Eftersom Mand var hjemme med poden fredag, må det siges at være morens tur til at have barn syg.
Podens mor har møder.
Eftersom poden ikke er synderligt mærket af sin sygdom, slæber podens mor poden med på arbejde.
Podens mor bestiller tid hos lægen.
Poden konstaterer, at wifi’en på morens arbejde er noget værre lort.
Som direkte følge heraf keder poden sig efter cirka 28 minutter. Og der er meget lang tid til lægetid klokken 11:50.
Pode bliver sat til at stemple. Ka-klonk, ka-klonk, ka-klonk.
Stempleriet tager om sig, og inden moren får set sig om, er mødebordet stemplet meget ’Fortroligt’.
Podens mor konstaterer, at blækket fra stempleriet ikke sådan uden videre lader sig fjerne.
I de efterfølgende timer prøver podens mor – der er flyttet på delekontor i forbindelse med ny stilling – at bagatellisere podens papirmassakre og tilhørende lydeffekter.
Poden erfarer i den forbindelse, at moren er små-stresset, og at hun kan mange bandeord.
Poden og podens mor kører endelig(!) til lægen. Lægen konkluderer efter lang tids venten, at der må en specialist på banen.
Moren formår at få manipuleret med tiderne så det passer med vigtigt møde. (Morens selvbillede er på dette tidspunkt krakeleret væsentligt).
Pode keder sin røv i laser under møde.
Efter meget vigtigt møde frekventeres speciallæge.
Pode og mor vender tilbage til kontoret, nu forsynet med penicillin og kage.
Undervejs den ørkesløse vandring efter kaffe og kage, opgiver morens fodtøj sit ævred, og giver fortabt. Midt på den lange gang, og med stor kaffetsunami til følge. Sandal vil muligvis forfremmes til sejlersko.

Moren udlever resten af arbejdsdagen i bare fødder. Moren høster mange kommentarer på barfodslooket.

Efter udtjent værnepligt drager poden stolt ud i verden beriget med cirka 40 stykker A4-papir, der er ’TIL ORIENTERING’. ”De skal hænge på mit værelse, mor!””Ja, det bliver flot, skat!….”

Undskyld til alverdens skove. Undskyld!

Hjemme venter der en bunke vasketøj og en sommerfest i 6.A på moren. Hvis du er i tvivl, så er moren IKKE fan af sommerfester. Eller nogen former for fester i skoleregi for den sags skyld. Overhovedet.
Tilsæt hertil, at Mand har tilmeldt sig et forunderligt løbearrangement, som kræver hans tilstedeværelse samtlige aftener i denne uge. HELE ugen. Moren har med andre ord ingen wingman til sommerfesten. Bugger. Til gengæld har moren tre hyperaktive poder, heraf den ene med mellemørebetændelse OG næseblod. Der bliver også vist teater (‘The Tempest’…), og cirka ti minutter inden teateret starter, kommer teaterpoden, og spørger efter sit kostume. Kostume? Moren har sgu’ da ALDRIG hørt noget om noget kostume. Og moren har desværre ikke sørøver-accessories i næbposen.

Efter to-og-en-freaking-halv time vender moren hjem fra sommerfest. Moren er træt. Moren sætter sig ned og skriver et skodindlæg på sin blog, og tænker på, at der mangler et kodak-moment i denne her ligning. Sådan ét, som man kan finde hos Idabida. Jeg elsker hende faktisk. (Og synes generelt der er for lidt linklove i det her Blogland). Moren overvejer at sende Idabida et ægteskabstilbud. Vil du, Idabida?

Men måske der alligevel godt kan presses et lille Kodak-moment ind i fortællingen…. For nu kommer moren i tanker om, at podernes far, hendes wingman, faktisk lige købte et par bundter roser på vej hjem…:

Og det kan man da altid bruge!

Godnat, og sov sødt!

Den skizofrene læsestund

Det er sommer. Det er weekend. Jeg sætter mig godt tilrette i en havestol, og åbner min bog. Jeg bladrer om på bogens første side og begynder at læse:

”Dette er en kærlighedshistorie. Den handler om kærligheden til livet.
Om en skæbne, der begunstiger sine børn med forelskelse, forankring og forældreskab.”

Mit fokus på de smukke sætninger bliver overdøvet og erstattet af andre og knapt så smukke ord, der lyder som torden gennem himmelrummet, og kommer fra min mellemste, der spiller fodbold med sin storebror. Ordene han udspyer indeholder (modsat dem i min bog) både besværgelser og trusler, og jeg ser mig nødsaget til at stoppe fodboldkampen med omgående virkning.
Første afbrydelse.

Tilbage til bogen:

”Det er også en grusom historie. Skæbnen lader børnene miste hinanden.
En smuk mand med en forkrøbles på krop og sjæl. En familie slås i stykker.
En kvinde kæmper med sorg og skyld.
Den kvinde er mig. Jeg er ikke alene.
Hundredtusinder af danskere gennemlever rollen som nærmeste pårørende til et menneske med en dødelig sygdom.”

Nu er det så, at min yngste i skurets allerfjerneste hjørne finder en art boomerang, en frisbee om du vil – i hvertfald noget, der med andre ord relativt let og ubesværet kan svæve ukontrolleret og temmeligt langt. Afsted sender min yngste denne genstand, SVUSJ!, som jeg i samme nu ser svæve henover adskillige garagetage og trætoppe. Mindste Pode står helt stille midt i bevægelsen mens en blanding af ‘Woooow!’ og ‘SHIT!’ står malet i hans ansigt.
Storstilet redningsaktion indledes. Unidentified Flying Object genforenes efter nogen tid med ejermand, og hjembringes til matriklen.
Det var den anden afbrydelse.

Jeg kaster mig over bogen igen (hmmm…hvor var det nu vi var…..):

”Det er en rolle, der forandrer for stedse. Tilværelsen får ny betydning.
Problemer og værdier ændrer karakter. Ens egen karakter står for skud.
Det er en rolle uden manuskript. Man kender afslutningen, men ikke handlingen.
Man kender ikke sin elskede. Og man kender ikke sig selv.”

Efter ganske få sekunder kan jeg igen høre min mellemste, som fra et fjernt sted råber “Okay, mor, jeg bløder! Jeg bløder! MEGET!”

For filan altså!!
Pode indfanges og tilplastres.
Det var så den tredje afbrydelse.

Cirka en halv time tager det mig at pløje mig igennem den smukke allerførste side i min bog.
Det er Eva Jørgensens ‘Vi ses i morgen’.

Den har efterhånden et par år på bagen, men Kollega anbefalede den, og den er virkelig smuk og fin. Eva Jørgensen balancerer så fornemt hændelser og følelser i forløbet med sin mands sygdom og død, uden at man fortabes i afmagt undervejs.
Jeg kan kun anbefale den til dig også, hvis du har mangler en tankevækkende lille bog.

Håber du har haft en fantastisk weekend! ❤️

Noget om ommøblering af hjerner

Så er det uundgåelige sket:
Vi har fået en teenager.
Sådan for real. Han fyldte tretten i forgårs, TÆNK, at det nogen sinde skulle ske…. Min lille bitte dreng! Åh, om man kunne opfinde tidslommer, som man kunne skalte og forvalte efter forgodtbefindende. Hvad jeg dog ikke ville give for en dag med ham igen som baby, eller som treårig, eller syvårig. Bare en enkelt dag, for han bliver jo mere og mere skøn for hver dag der går, så jeg har ingen intentioner om at spole tiden tilbage sådan for alvor.

Vildt nok, når man tænker over, hvad de små mennesker har formået på så få år. Og her taler jeg ikke bare om, at han er rykket fra en størrelse 13 til 42 i sko, men på hele det menneske han er blevet.
Et fantastisk menneske!

Men ok, noget rykkes der selvklart fortsat ved, og ingen tvivl om, at hjernen er under rekonstruktion, som man siger.

Det er svært at blive teenager. Simple ting bliver meget uoverkommelige. Særligt nye ting. Og i særdeleshed flere nye ting på samme tid.

Et ganske glimrende eksempel på dette kunne være brugen af deodorant. Det kan som udgangspunkt være vanskeligt at forstå, at det kan være nødvendigt at benytte sådan én. Endnu mere vanskeligt kan det være at indse, at låget skal af før brug. Og ikke mindst at deodoranten skal rulle, og at man således ikke bare skal duppe armhulen lidt sporadisk med en knastør roll on.

Kombiner den vanskelige brug af deodorant med den relativt simple leveregel: Ryd op efter dig selv.
Det er næsten en umulighed, ikke kun for teenageren. Det betyder, at når jeg kommer hjem, føles det faktisk slet ikke som om jeg står i det samme hjem, som jeg forlod. Man får sådan et gedigent indtryk af, at en belejring har fundet sted, men nu er alle forduftede. Radioen spiller stadig. Lyset brænder. Nogen har glemt at lukke køleskabet helt. Pænt meget is på køleskabsbagvæggen. Åbne brødposer på bordet; krummer über alles. Brugt service dominerer bordfladerne rundt omkring. Bevæger man sig ud på gangarealer og badeværelse, ligger der beskidt tøj på gulvene, noget mere vådt og fugtigt end resten. Jeg ser uden problemer live-reportagen for mig, med krigskorrespondenten stående midt i stuen.

Så er det jeg begynder at blive meget skinger i retorikken, mens jeg taler om global opvarmning og elregninger. Husregler og lokumsruller.

Men lige meget hvad jeg siger, og uanset hvor skingert tonelejet end måtte være, så er det som om at budskabet aldrig helt når frem til modtageren. Nogle gange er der en enkelt pode eller to, der reagerer med et svar a la ”Ja, moooor…. (med hollandsk ‘r’), det har du sagt mindst TREDIVE gange!!”…. (Men når nu jeg har sagt det tredive gange, hvorfor SKER der så ikke noget?!).

Men altså. Jeg ser frem til den dag tågen letter, men det sker nok desværre ikke lige foreløbigt. Jeg har tre sønner med en spredning på syv år. Er du godt klar over, hvor mange år, jeg skal ha’ teenagere herhjemme?…
I kalenderår er der helt præcist tale om fjorten. FJORTEN ÅR!!… Er der nogen, der vil være så venlig at fortælle mig hvad fanden vi dog tænkte på??

I det mindste har vi stadigvæk relativt meget styr på deres færden. De er i hvert fald endnu ikke begyndt at bevæge sig ud i det københavnske natteliv, hvilket jeg frygter mere end noget andet. Men igen, uagtet mine holdninger og synspunkter desangående, så undgår vi det nok næppe.

Kalder alle mødre til teenagere: Giv mig jeres overlevelsesguide, tak!

Om styrtløb og andre typer styrt

Det her indlæg skulle egentlig slet ikke være blevet skrevet, men altså. Nogle ting er man ikke helt selv herre over, vel? Jeg kom nemlig til at tænke på, at jeg vist kom lidt let og elefant udenom weekendens strabadser, gjorde jeg ikke?

Men hvis jeg skal gøre en lang historie kort, så overlevede jeg det dersens renderi. Ja, det var tæt på at jeg ikke gjorde, men til gengæld fik jeg en ganske god tid. Og kom i mål to sekunder efter den hurtigste kvindelige løber på trekilometersdistancen. Som var min svigermor, by the way. Jep, hun er sej!

Hvordan får man en god tid uden at være i træning, kunne man passende spørge? Det får man, når ens 6-årige pode ved startskuddet spurter afsted alt hvad remmer og tøj kan holde, fordi det jo handler om at komme først i mål. Så står man der og småjokker i menneskemylderet blot for at se et par bittesmå koboltblå shorts fortabe sig i horisonten i et hav af ben af varierende størrelser, og når man ved, at løbestrækningen senere forgrener sig udi andre ruter på både fem og ti kilometer, så handler det om at indfange poden inden han forvilder sig ind på én af de længere distancer.

Så løber man sådan her for at fange sin pode:

Og jeg vil sige, at også poden var smadret bagefter. Han har sågar hævdet, at han aldrig, ALDRIG mere vil løbe tre kilometer. Han foretog faktisk også et enkelt styrt på turen, så det er intet under at han har besluttet sig for at parkere løbeplanerne. Til det kan jeg kun sige: I’m in!

Og fra den ene type styrt til den anden, så forårsagede vi næsten et harmonikasammenstød på cykelstien i myldretidstrafikken i morges på vej til børnehave. Poden lavede en øjeblikkelig opbremsning på hvinende dæk alt imens han desperat råbte: ”STOOOOP! Min venstre sko er ikke lukket HELT rigtigt!….”. Bevares. Så må man nikke beklagende til de øvrige cyklister, der med dødsangst i øjnene foretager lynhurtige cost-benefit-analyser og undvigelsesmanøvrer, mens man undskylder hele miseren med noget dårlig velcro.

Nå ja, nogle gange er det også mig, der står for balladen når vi cykler. Tag for eksempel i søndags, hvor jeg spotter Rasmus Seebach på gaden, og kigger så meget efter ham, at jeg kører ind i Ældste Pode, der træner til sjetteklassernes cyklistfinale, og som slet, slet ikke sætter nok pris på sin mors hasarderede kørsel (eller begejstring for Rasmus Seebach for den sags skyld).

I morgen bliver podens cykelfinale afholdt. Og poden har fødselsdag. Og jeg tænker i skrivende stund, at jeg herefter tager en lillebitte pause både fra alt hvad der går stærk, både til lands, til vands og i luften. Og nok særligt hvad angår aktiviteter i løbesko og på cykel.

Måske jeg faktisk selv trænger til at blive sat lidt på pause?

Men hey – pause eller ej: Næste gang jeg løber, så bliver det sådan her:

En slags fødselsberetning

Jeg havde forsvoret, at der nogensinde skulle komme en fødselsberetning på denne her blog, eftersom den slags som bekendt er en saga blot i mit liv. Ikke desto mindre kommer der på en måde én her, foranlediget af at Ældste Pode lige om lidt har fødselsdag, og jeg kan på ingen måde forstå, at han så er tretten år. Det føles jo næsten som i går, at han kom til verden.

Jeg vil heller ikke gå så vidt som til at kalde det en fødselsberetning, men mere et lille tilbageglimt af nogle af de facetter, der spillede i mit følelsesregister i de første dage af podens liv.

Jeg havde glædet mig som en sindssyg til hele projekt baby. Graviditeten blev i den grad dyrket, og alt gik fint hvis vi ser bort fra en lille misere, hvor jeg kom til at drikke afkalkningsmiddel (hvilket afstedkom en meget skeptisk læge, og jeg vil gå så vidt som til at sige, at det i sig selv et under, at jeg ikke af den grund blev sat under skærpet bevågenhed). Men nok om det. Selve fødslen var hård, og tog næsten 40 timer. Jeg har undret mig lidt over, hvordan det kunne få lov at strække sig over så lang tid, men da jeg efterfølgende fik min fødselsjournal, kunne jeg se, at den første jordemoder ved en fejl havde skrevet, at veerne var startet 12 timer senere end de reelt gjorde. Søndag klokken 17:00 og ikke natten til søndag klokken 05:00.

Jeg var dels overrasket over hvor satans ondt det gjorde, og dels var jeg overrasket over hvor langt væk drømmen om baby var, undervejs. På et tidspunkt sagde Mand noget i retning af: ”Husk, vi får verdens mest fantastiske barn ud af det her!”. Og jeg tænkte til svar, mens jeg kylede med vaskekludene, at det fantaske barn, det ku’ jeg faktisk godt undvære lige nu.

Da jeg senere indså, at jeg nok ikke kunne undgå min videre skæbne i fødselsforløbet, konstaterede jeg på erkendelsestidspunktet med sorg, at mit kommende barn kun kunne undgå en tilværelse som enebarn hvis 1) Vi adopterede eller 2) Mand og jeg blev skilt, og Mand fik barn med en anden. For det her? Det ville jeg under ingen omstændigheder lægge krop til en gang til.
Men det gjorde jeg jo så.
To gange til, som bekendt. Og begge de efterfølgende gange har jeg tænkt, at det fandme var dumt af mig at hoppe på den én gang til. Naturen er en forunderlig størrelse, at den sådan kan bagatellisere smerte med tilbagevirkende kraft.

Efter de fyrre timer, heraf de cirka otte på fødestuen, var min overraskelse stor, da det endelige viste sig, at der rent faktisk kom en baby. Det havde jeg nok forsvoret på daværende tidspunkt. Jeg havde heller ikke så meget baby, for han var slatten og skidt efter den lange fødsel, og røg (alt for) hurtigt væk fra mig og over til en børnelæge og efterfølgende i kuvøse. Der sad Mand og bondede med baby, mens jordemoderen gentagne gange fortalte mig, at det her var det største i livet. Og jeg var mest chokkeret. Over det hele. (Også over, at det også lykkedes mig at amme ham, da vi kom så vidt. Mig (i hovedet) til sygeplejersken: “Det kan du godt glemme alt om, der er ikke noget at komme efter!”).

Jeg er så glad for, at jeg var førstegangsmor på et tidspunkt, hvor man ikke fik fem iskolde tæer i rumpetten og blev sendt hjem fra hospitalet to minutter efter ungens ankomst. Mens vi boede der, på Frederiksberg Hospital, omgikkes jeg vantro rollen som mor. En altoverskyggende ansvarsfølelse iblandet ammeproblemer og en surrealistisk følelse af, at nu måtte nogen da snart komme og hente ham, og sige, at hun var den rigtige mor. Jeg er helt overbevist om, at hvis denne ’nogen’ var kommet og havde sagt sådan, så havde jeg uden tøven rakt hende baby, og sagt ”Værsgo”. Så mærkeligt syntes jeg det hele var. Samtidig var jeg også uendelig stolt, og meget overbevist om, at det var mig, der havde fået verdens skønneste og smukkeste barn.
Og hvis du spørger mig, var alle de andre mødre var grønne i hovederne af misundelse over at han ikke var deres.

Efter noget tid kom også den ubetingede kærlighed. Da chokket havde lagt sig. Det var nok noget, som jeg først blev bevidst om bagefter. Men jeg er okay med at det var sådan det var, for det er jo så verdensomvæltende, at det er helt umuligt at forberede sig på det. Og helt umuligt at forestille sig præcist hvad man går ind til. Og se ham nu. Den store, store dreng. Som har hele mit hjerte. Sammen med et par andre, selvfølgelig. For som man siger, er kærlighed det eneste i verden man kan dele uden at der bliver mindre af den (…og det må vist være dagens kloge ord).

Men anyways: Fødsler burde afskaffes, jeg stemmer for at genindføre storken!

Fotograf: Palle Pophår

Picking up the pieces

Nåja, det går lidt stærkt for tiden. Jeg tror noget af det, der løber allerstærkest er en slags nyt arbejde, jeg har kastet mig over. På min sædvanlige arbejdsplads, forstås, så ikke noget revolutionerende, men stadigvæk noget som kræver, at jeg sætter the little grey cells på midlertidigt overarbejde. Og jeg føler lidt, at jeg hænger i med to fingre, blafrende vandret efter en trailer på en jysk motortrafikvej. Men på trods af følelsen, så går det vist nogenlunde derinde på det dersens arbejde. Tror jeg.

Men på hjemmefronten er der lidt mere kaos end der plejer.

For eksempel glemte jeg alt om tilmeldingsfristen til den SFO som Mindste Pode (forhåbentligt!) skal starte i efter sommerferien. Lidt små-praktisk med en form for pasningsordning når ferien er slut.

Det er den slags ting, der smutter.

Vi har også en fødselsdag i næste uge, men den smutter forhåbentligt ikke. Og pt. formår vi herhjemme at redde hinanden. Når noget ryger i glemmebogen hos den ene, samler den anden op. Well, i virkeligheden er det som sædvanligt mest Mand, der samler op.

Således er det også tilfældet i forbindelse med den kommende weekends planer, hvor jeg for længst har fortrængt at Mand i et anfald af noget momentan sindssyge har meldt mig til et løb. Sådan ét af den slags på to ben. Ja, sådan kan det gå. Jeg tror, jeg har løbet sammenlagt tre og en halv kilometer i løbet af det sidste halvandet år, så det skal nok blive interessant. Men det forestående løb fordrer samtidig, at jeg død og pine er nødt til at investere i et par sko og et outfit af en art. For de tre og en halv kilometer jeg har på bagen er nemlig blevet tilbagelagt i Ældste Podes sko (som er cirka tre numre for store) samt Mands aflagte træningstøj fra dengang han var i militæret. Lovely.

Jeg har således en plan om at indkøbe noget udstyr da jeg i går begiver mig afsted på min jernhest i noget vindstød af orkanstyrke med kurs mod Rødovre Centrum og Sportsmaster (hvor der er et løbebånd, så man har en chance for at få tilpasset løbestil med sko).

Mens jeg – vel fremme – tripper hektisk rundt i centeret og tænker over hvor fanden Sportsmaster egentlig er, ringer Mand, som skal hente Mindste Pode. Mands bil er punkteret, og Mand venter på Falck. Mand kan godt se, at fruentimmerets tilstedeværelse i Rødovre ikke matcher hverken afhentning af pode i børnehave eller punkteret bil. Og faktisk matcher den punkterede bil og fruens tilstedeværelse i kæmpecenteret heller ikke den fodboldtræning som Mellemste Pode forventer at blive eskorteret til om mindre end en time. Mand må fikse noget.

I mellemtiden får jeg efter en del forespørgsler fundet Sportsmaster. Her får jeg shanghajet en ekspedient, som nok må erkende at der går langt i mellem så uvidende og handlingslammede kunder som mig (nej, det sagde han heldigvis ikke), men jeg bliver ekspederet op på løbebåndet, og cirka tyve sekunder senere ser man så mig spurte afsted med livet som indsats for at undgå at blive rekyleret baglæns ud af butikslokalet. Det lykkedes faktisk at undvige denne forestående katastrofe, men jeg vil sige, at udmattelsesgraden efter den korte løbetest varsler ilde om min form eller mangel på samme. Men hey; med det rette outfit så kan man skjule meget, ik’? Hvis man ser sporty ud, så er man vel sporty? Jeg går ikke ud fra, at en levende sjæl lægger mærke til hvorvidt mit ansigt er cyklamenfarvet eller ej… Og det er i øvrigt helt lige meget, om man bruger det meste af en time på en trekilometers rute. Right???

Jeg tror den der make-over man laver, gøres for at skjule alle de bagvedliggende strabadser. Lige som det er tilfældet med alt andet her i tilværelsen….

Og apropos det rette outfit:

Vi kan helst ikke lide lyserøde sko.
Vi fik lyserøde sko:

Who cares.
Det er der ingen der ser, når først musikken spiller.

Og i det hele taget ender historien lykkeligt. Mand får tørret børnehavepode af på andre sagesløse forældre. Mellemste Pode får fragtet eget korpus til træning. Flink Falckmand foretager nødlapning på udfordret bildæk. Og helt mirakuløst finder jeg faktisk ud af helvedescenteret igen, og dét mine damer og herrer, er faktisk mere end hvad jeg troede var praktisk muligt da jeg løb tårevædet rundt derinde. Men så er jeg jo lidt i træning til weekenden med alt den renderi.

Jeg tænker det er denne her løbestil, jeg vælger:

Tilsæt lyserøde løbesko.