Månedsarkiv: juni 2017

Om the bra from hell

(Nej, absolut ingen affiliate links)

Okay så. Nogle gange er det bare virkelig er svært at være tjekket. Og ha’ styr på sine gevandter samtidig. Hovedsageligt det sidste er åbenbart en større udfordring for mig end jeg i virkeligheden magter. Tag nu forleden dag, hvor jeg – som på så mange andre dage – er på arbejde.

Dagen er startet vældig godt. Outfittet er velvalgt, og på ingen måde tilfældig. Og grunden til, at der er blevet tænkt lidt ekstra over tingene denne dag er, at nogen har været i Jylland på lejrskole, og skal hentes på Hovedbanegården af undertegnede: Hallo, der er lissom andre forældre involveret her; andre mødre! Intet kan overlades til tilfældighederne!

Og eftersom denne nogen skal hentes på Hovedbanegården i direkte forlængelse af arbejdsdagen, har jeg også en relativt stram tidsplan. Og det er derfor ikke godt, da det sådan cirka ti minutter inden min planlagte sortie åbenbart bliver for kompliceret for mig både at hælde kaffe ind i munden OG synke det. Ja. Og da jeg konstaterer at kaffen har været på afveje, er det, at jeg lige hiver lidt ud i den nederste kant af den t-shirt jeg har på, for at se opfanget af skaden.

Mod min forventning er t-shirten heldigvis kaffefri. Til gengæld opdager jeg nogle spøjse plamager. Nogle ret store nogen, sådan i brystområdet. Ja, det er skønt, og det bliver bedre endnu:

Jeg er lidt overrasket over, at jeg (der er en frossenpind) alligevel har svedt så meget, og på så mærkelig en måde. Endnu mere underligt er det, at stoffet ikke virker fugtigt? Meget mystisk.
Så falder tiøren: Min bh har simpelthen haft et uheld!…. Ja, det lyder grotesk, men er ikke desto mindre sandt. For eftersom tre børn har aflivet mine bryster og forvandlet dem til teposer, så har min forfængelighed set sig nødsaget til at booste attributterne med nogle vatterede bh-udgaver. Og en enkelt silikoneversion, viser det sig. Og jeg vidste det ret beset ikke før de lækkede. Samtidigt! Og jeg kom til at se sådan her ud:

Just another day on the job.

Panik er helt sikkert ikke en fyldestgørende betegnelse for hvad jeg føler på det tidspunkt, da jeg konstaterer, at jeg ligner en overstimuleret malkeko. Spørgsmålet, der med det samme melder sig, er:….. hvor længe? Altså, jeg har jo siddet til møder og alt muligt… Intetanende…

Ohh… hvem der bare havde en lillebitte spade som man kunne grave et lillebitte hul i jorden med, og som lillebitte jeg kunne forsvinde ned i. For altid.

Nå, jeg går ind til Kollega, slår ud med armene, og siger “Houston, we have a problem!”.

Kollega griner. Meget. Og længe. En anden én ville muligvis mene for længe, men Kollega kvitterer dog samtidig med at sige, at hun har siddet ovenpå et eller andet herreklamt i toget, som stadig sidder fast på bukserne. Jeg nærstuderer Kollagas bagdel i en rum tid uden dog at ane skyggen af det klamme fra toget. Men uanset, er noget solidaritet altid velkomment, hvor usynligt det end er.

Tilbage til the situation:

Du skal huske på, at jeg har en tidsplan, og jeg spørger derfor Kollega, om jeg muligvis i stedet for at ligne en lækageindehaver eller en fuldtidsammer uden aftager, ikke bare kan gå for at være én, der blot sveder enormt meget temmelig regionalt? Jeg tror faktisk, at jeg muligvis trygler Kollega. Men Kollega er helt klar i spyttet: “Det sidder bare HELT forkert!”

Damn!

Heldigvis bor jeg tæt på mit arbejde, og der er kun én ting at gøre trods stram tidsplan: Jeg må lige hjem et smut inden hovedbanegården kan frekventeres. Hjemme kan jeg konstatere, at udover at jeg har et lækageproblem, og dertil er i tvivl om hvordan man overhovedet får renset sådan en t-shirt for silikone eller hvad filan det er, så har jeg nu også tøjkrise. Og er du godt klar over hvor vanskeligt, det er i det hele taget at få sådan nogle indsmurte bryster gjort silikonefri? Sikke en proces! Jeg står helt uforstående overfor at der ikke findes en form for hotline man kan ringe til i slige tilfælde. Eller endnu bedre: Et krisecenter, hvor man kan komme ind til en akut debriefing.

Fotodokumentationen får du her;
introducing the bra from hell:

    

Nå, jeg bliver nogenlunde afmonteret for alle bh’ens efterladenskaber, hopper i rent – men på ingen måde gennemtænkt – tøj, og ud ad døren.
Jeg når faktisk alting blot for at opdage, at min deodorant undervejs også har opgivet sit ævred. Derfor får jeg i relativt stinkende – men dog silikonefri – tilstand hentet et styks pode på Hovedbanegården. Rettidigt. Og det er vel det vigtigste, når alt kommer til alt. Men altså: Dybt traumatisk oplevelse. Faktisk tror jeg kun, jeg har set noget tilsvarende i et afsnit af Will & Grace, hvor det her sker:

Hvis du har lyst, kan du se hele afsnittet her, og bemærk lige, at episoden hedder ’Das Boob’.
Jeg er vild med det.

PS: Nej, t-shirten blev aldrig sig selv igen.

PPS: Butikken har selvfølgelig givet mig en ny bh kvit og frit uden at se skyggen af en bon.
De bemærkede samtidig, at de aldrig nogensinde havde set noget lignende. Virkelig?…

PPPS: Gode idéer til hvordan jeg nogensinde skal se mine kolleger i øjnene igen modtages med kyshånd.
Den er svær, ik’?…

Mit hjerte slår revner af stolthed

…når jeg møder én af ældste poderne i trafikken.
Det er som regel Ældste Pode jeg ser komme kørende den modsatte vej efter at jeg har afleveret Mindste Pode i børnehave. Så er jeg på vej tilbage, mens Ældste Pode først på det tidspunkt er på vej i skole. Han ser mig ikke, for imellem os er der vejbaner, midterrabatter, parkeringspladser og cykelstier. Men jeg ser ham. Min store dreng, der kører tilbagelænet med armene over kors; han har ikke travlt, han har al den ro og tid, som verden kræver. Og så tænker jeg, at denne lange, smukke og fantastiske dreng derovre, han er min. Og så får jeg tårer i øjnene.

Fotograf: Palle Pophår

Dagens samtale

Mindste Pode: ”Tænk, Ældste Pode har haft GEBIS!!”
Mig: ”Hmmm… gebis, siger du?”
Mindste Pode: ”Ja!”
Mig: ”Neeeej, det har han nu ikke…”
Mindste Pode: ”Johow!”
Mig: ”Hvorfor tror du han har haft gebis?”
Mindste Pode: ”Fordi han på et tidspunkt havde tabt ALLE sine tænder!!”