Månedsarkiv: juli 2017

Om ferievemod og hjerneløse honningmeloner

Jeg kan åbenbart ikke helt slippe den dér ferie, men det er jo selvfølgelig heller ikke hensigten med sådan én. Jeg er fuld af vemod, og savner sommeren, som aldrig helt kom; jeg savner paradiset. Og roen. Som forplantede sig helt ind i knoglerne, men som allerede nu viger til fordel for en tiltagende rastløshed. Sirener i gaderne, og ting, der skal nås. Alt det, som gør tilværelsen hektisk, og sætter pulsen i vejret.

Så jeg vælger at forblive mentalt i uge 30, og apropos, så fik jeg endda slet ikke nævnt vores lille ekskursion til Nykøbing Sjællands Psykiatriske Museum i mit forrige indlæg. Meget fint lille museum; smukt beliggende, hyggelige ansatte og gratis is til alle små skattejægere.

Faktisk har jeg i flere år haft lyst til at se det museum, så da Ældste Pode en dag i sidste uge trippede lidt desperat rundt i Sommerhuset Uden Internet og spurgte, om vi ikke skulle ud at se et eller andet (om det så bare var en skide mølle, så ville han blive glad), så lå det lige til højrebenet, da Mand foreslog at vi skulle tage på museumsbesøg.

Og – måske fordi beslutningen var lidt impulsiv – havde vi (altså jeg) slet ikke taget højde for de forklaringsproblematikker, man som forældre må rode sig ind og ud af sådan et sted:

”Er der stadig rigtige mennesker derinde?
”Hvad var det for nogle mennesker, der var der?
”Hvad mener du med anderledes mennesker?
”Hvorfor kom de så på hospital?

Og det var bare de indledende spørgsmål.
Senere kom der spørgsmål af denne her slags:

”Mor, hvad skal sådan én her bruges til?….” (Hmm… Jo, altså…. i gamle dage, der vidste man jo ikke helt så meget, som kan gør nu, så derfor….)
”Hvordan gjorde de så?…” (Se, det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål!)
”Hvorfor gjorde man det?….” (Ja-eh, ser du…)
”Gør man så stadigvæk sådan??” (Nej, dét tror jeg bestemt ikke!…)

Og så var der forklaringsproblematikken omkring de hjerneløses kirkegård, som faktisk hedder sådan eftersom de døde blev begravet uden hjerner, fordi man fjernede dem i en højere sags tjeneste (til fremtidig forskning, med andre ord). Jeg tror, jeg fik bevæget mig ud i en ret vævende og springende forklaring, som ikke umiddelbart gav mening. Senere faldt brikkerne langsomt på plads for poderne, og da de efterfølgende – på en 24 tommers fladskærm – bevidnede Peter Lund Madsen lave det hvide snit på en honningmelon ved hjælp af remedier der til forveksling lignede et par overdimensionerede pålægsgafler, ja så var der slet ikke behov for yderligere forklaring. Slet ikke. Der var tale om en meget livagtig gengivelse, og i løbet af nul komma fem havde vi poder der stod klistrede til skærmen med sådan et udtryk her:

Jeg tror nok lige jeg skal ha’ sådan et par honningmeloner liggende permanent i frugtskålen herhjemme til forklaringer og svar, der skal skæres ud i pap. Eller melon, rettere sagt.
Så effektivt som det var for Hjerne-Madsen, må det koncept kunne overføres til mangt og meget.

Nå, men til trods for mine nerver, der blev tiltagende mere flossede undervejs, havde alle poder en god tur, og Mindste Pode gengav sin helt egen version af Hjerne-Madsens forelæsning mens vi børstede tænder før puttetid: “Mor, nu ved jeg godt hvordan man får hjernen ud af hovedet! Man tager sådan nogle spidse no’en, som man stikker IND i øjnene på folk, og SÅ!……”

Yes, tak – got it! Det bliver Djurs Sommerland næste gang. Eller Randers Regnskov, whatever….

Gammelt kastanjetræ i forvalterens have.
Elsker store, gamle træer.

Håber du er kommet godt i gang med ugen derude! ❤

En blandet sommerferielandhandel

Så sidder man her igen, i en halvlummer lejlighed, efter tre ugers ferie i det danske sommerland. Solcremesbudgettet blev ikke overskredet, kan jeg godt afsløre indledningsvist, men det har alligevel været nogle skønne dage, som kan koges ned til denne opsummering (med alt godt fra havet):

Sommerens smukkeste og mest triste dag:

Svigerfars bisættelse.
Så mange mennesker, så mange blomster, så mange fine ord og kærlige farvel.
Vi ses i Kirsebærdalen, Bedstefar! ❤

Sommerens bedste tur:

…gik til Samsø.

(Mand: “Ved I hvad, mor og jeg har arrangeret en lille tur!”
(Alle poder venter i åndeløs spænding)
Mand fortsætter: “Vi skal et smut til Samsø!”
Ældste Pode, vantro: “SAMSØ?!”
(Læs: “Freaking SAMSØ? You have got to be kidding me! Hvad blev der lige af Rhodos? Miami? Gran Canaria? Jeg kan sgu’ da ikke komme i skole efter sommerferien og sige at vi har været på SAMSØ!”))

Ser vi bort fra Ældste Podes indledningsvise udtalte skepsis, så elsker jeg den ø.

Stor, stor fejltagelse at vi ikke har frekventeret den oftere. Overvejer faktisk helt oprigtigt om min pensionisttilværelse skal udleves dér. Mindre lavpraktisk detalje i skrivende stund er, at Mand ikke er helt med på den idé. Hm. Der må kunne fikses en løsning.

Samsø var fuld af smuk natur, idylliske bindingsværkshuse og ditto gadekær; der var virkelig mange vejboder og endnu flere kartofler. Vi fik masser af (cykel)kilometer i benene, og i den forbindelse skal jeg lige huske at gøre reklame for, at man forsøger at køre UDENom de dræbersnegle, der eventuelt måtte befinde sig på vejen. Særligt hvis ens cykel er udstyrret med den slags bagskærme, som sprøjter regnvand – og i det aktuelle tilfælde også dræbersnegle – op på ryggen. Meget omstændig rengøringsproces af Pode var påkrævet (“Skaaat, vi har en eksploderet dræbersnegl hængende på ryggen, er det noget du fikser?….” ( – jeg står bare herovre i Rododendron’en og kaster op)….

På Samsø konstaterede jeg ligeledes, at jeg er glad for at vi ikke sådan på daglig basis praktiserer samsovning med poderne (- det ville muligvis også være lige sent nok at finde ud af at det var et hit!…): To ud af tre poder snorker klart mere end deres far.
Jeg tænker vi skal ha’ tjekket lidt polypper ved lejlighed.

Sommerens kulturelle indslag:

Moesgaard og Aros.

Alle i podefamilien var begejstrede. På forskellige planer, faktisk. For eksempel var Mindste Pode meget begejstret for neandentalernes tissemænd, som lige fik et *DUT!* med pegefingeren. For mit eget vedkommende var jeg nok allermest lykkelig for at vi rent faktisk overlevede Aros’ Rainbow Panorama, som jeg begav mig op i til trods for at jeg slet, slet ikke er fortaler for ting der foregår i luftlag, der er mere end 60 centimeter over jordens overflade. Stik imod min umiddelbare antagelse faldt Rainbow Panoramaet som bekendt ikke ned. Hvor heldigt var det lige?!

Sommerens streg i regningen:

Omgangssyge. Hmm.. nej tak.
Ældste Pode kastede så meget op, at vi måtte købe en ekstra balje. Der må være et flueben i feriebestillingen, som blev sat forkert.

Sommerens mest skrækindjagende oplevelse:

Nøgenbadere, som dukker op ud af det blå midt under aftengåturen.

Til det lejlighedsvise nudistfolk: Lad være med at hej-hej’e sagesløse mennesker mens I står foroverbøjet  med klokkeværket helt nede i vandskorpen for at plaske vand på lårene.
Bare lad være. Tak.
Delete, delete, delete.

Sommerens småglimt i øvrigt:

På trods af vejrlige udfordringer og varslinger om forestående skybrud, og på trods af alle de ting som en ferie også byder på af uforudsete nedsmeltninger og kæmpehorder af myg; på trods af at dådyrene har spist mine stokroser, og på trods af at jeg har følt mig personligt forfulgt af en ko, der – helt  seriøst – har hvæset af mig, så har jeg virkelig nydt alt, hvad der er essensen af dansk sommer:

Det er duften af solkyssede fyrretræer og hybenroser; det er latter, og børn, der spiller bold i haven; det er friske majs, og røde, søde jordbær; det er is så store som en barnedrøm, og pølser på grillen med masser af ketchup. Det er lange gåture og lyse nætter, og det er et glas hvidvin under parasollen mens huden stadig er fugtig af saltvand.

Hvilket leder mig til…

Sommerens allerbedste stunder:

…som ubetinget var – og er – disse:

Tre af mine fire yndlingsmennesker!

Sommerens konklusion:

Mere vil ha’ mere.
Er muligvis ikke helt klar til det dersens arbejde-nå’ed i overmorgen.

Håber din sommer er – og har været -skøn! ❤

PS: Mindste Pode konkluderede to tredjedele inde i ferien, at nu var hans fødder døde.
Har du et par levende fødder i størrelse cirka 34 liggende, som vi kan låne?

Om dessert og udfordrede kommandoveje

Jeg har verdens sødeste kolleger. Ingen tvivl om det, og nogle af dem deler jeg også kontor med. Så overhører man fra tid til anden en enkelt telefonsamtale, som ikke er arbejdsrelateret.
For eksempel blev Kollega en dag i sidste uge ringet op af sin førstefødte, der er jævnaldrende med Ældste Pode. Kollegas førstefødte, der var alene hjemme, havde givet sig i kast med en omgang rabarbertrifli. Stor respekt for det; jeg ved da med sikkerhed at min ældste i samme uge spillede iPad stort set uden ophør i samtlige døgnets vågne timer.
Ingen rabarbertrifli hos os, med andre ord.

Nå, men dét der slog mig, da jeg – uden at ville det… – overhørte samtalen, var, hvor pænt Kollega talte til sit barn. Og det virkede faktisk som om de kommunikerede. “Har du prøvet at trykke på nogle af knapperne, Anders?”, spurgte Kollega for eksempel deltagende med sin rare stemme, og det lød faktisk som om at Anders i den anden ende rent faktisk havde en idé om hvorvidt han havde trykket på nogle af de omtalte knapper eller ej. Og sådan fortsatte det.
Jeg var meget imponeret; dels over at der faktisk var en form for tovejskommunikation, og dels over at Kollega tilsyneladende er verdens bedste og mest tolerante mor ever, hvilket fik mig til at tænke, at jeg nok bør bruge ferien på at fokusere på en omlægning af min egen militaristiske kommandocentral.

Jeg forstår ikke helt hvordan Kollega gør det. Altså fører sådan en samtale med sin teenager. Der blev også givet flere instrukser på samme tid (godt nok med et indledende “…og nu skal du høre RIGTIG godt efter, Anders!….”).
Det var aldrig gået hjemme hos os, jeg siger det bare. Samtalerne vi fører herhjemme strander mange gange langt tidligere.
For eksempel på denne her facon (som også er et eksempel fra den forgangne uge):

Jeg ligger i sengen, og er syg. Ældste Pode kommer ind i soveværelset for at spørge om noget, og da han har fået svar, går han igen.
“Bare lad døren stå åben!” siger jeg.
“Okay!” svarer Ældste Pode, og lukker døren.
“Ældste Pode?”
Ældste Pode åbner døren: “Hvad?…..”
“Bare lad døren stå åben!”
siger jeg igen.
“Okay!” gentager poden, og lukker døren endnu engang.
Dette scenarie udspiller sig utroligt nok yderligere to gange.
Nu var jeg som sagt sengeliggende og dermed en mere fredelig udgave af mig selv. Men mit sædvanlige jeg ville uden tvivl langt tidligere i processen desperat have ytret noget i retning af “HVILKEN DEL AF SÆTNINGEN ER DET, DU IKKE FORSTÅR?!”

Vi er kort sagt meget langt fra rabarbertriflien.

Men altså. Ens fornemmeste opgave som mor er jo (udover at være en chokoladefontæne af kærlighed) at være rummelig, tålmodig og ikke mindst voksen. Jeg vil prøve at lade alle disse ting komme lidt klarere til udtryk når jeg taler med (og ikke til) poderne. Det er mit mål, mit nye indsatsområde. Og hvem ved, måske det ender med rabarbertrifli?

Dagens kloge ord

“Det er bedre at beklage en ting, man ikke har sagt, end en ting, man har sagt”
Arabisk ordsprog

“Den hund, som giøer mest, bider ikke gjerne”
Ludvig Holberg

Om levemennesker

Nogle mennesker lever mere end andre. Jeg tror måske du ved, hvad jeg mener. Jeg mener, at der findes mennesker, som bare skal ha’ det hele med. Alt hvad de foretager sig, gøres på en måde, hvor hvert øjeblik skattes. Hver en mulighed for at opleve, og lære noget nyt, udnyttes. To live deep and suck out all the marrow of life, som de siger i ‘Dead Poets Society’ efter citat af Henry Davis Thoreau.

Jeg er en evig beundrer af disse mennesker. Og nu har vi mistet et af dem. Det var min svigerfar. Min bonussvigerfar, ville nogen sige, eftersom han ikke er Mands biologiske far, men det gør ingen forskel for mig. Og heller ikke for Mand, eller for mine poder.

Han var den altid nærværende mand; det evigt interesserede menneske. Det er de færreste, der virkelig er til stede sammen med andre mennesker, har du lagt mærke til det? Det er åbenbart en kunst som mange mennesker (mig selv inklusive) ikke mestrer særlig godt, men min svigerfar, han kunne. Han var ikke mentalt et andet sted i sit samvær med andre, han glemte ikke hvor samtalerne var på vej hen, eller hvad der var essensen: Hygge, sjov og alvor blandet med en afgrundsdyb viden om stort og småt. Utallige gange har poderne stillet spørgsmål, som kun Bedstefar har kunnet svare på; vi har faktisk haft lister over ting, som Bedstefar skulle forklare. Om stjernerne, universet eller bare noget om ganske små ting. Ingen brug for hverken Lademann eller Wikipedia.

Jeg har den dybeste respekt for dette menneske, og nu har vi mistet ham.

Og i den forbindelse er der noget, jeg har tænkt på: Man læser og hører ofte om folk, der har overvundet sygdom. De ville ikke dø, hører man, og grunden til at de ikke døde, var fordi de kæmpede. Og så tænker man, at det hele bare handler om at kæmpe nok. Men det gør det ikke, har jeg fundet ud af. For min svigerfar han kæmpede, og levede til det sidste – lige indtil han ikke kunne mere. Og ret beset er døden jo det eneste her i tilværelsen med en succesrate på hundrede, så den rammer jo alle en dag, også de kæmpende, selvom man vitterligt tror, at de lever for evigt. Det tror jeg er vigtigt at huske. Folk dør ikke nødvendigvis fordi de har givet op. De dør, fordi det gør man på et tidspunkt, om end det mange gange virker uendeligt uretfærdigt. Helt sådan som det føles nu, for os, som er tilbage. For min svigerfar efterlader mange sørgende i de levendes verden.

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, skrev Julia Lahme i sin bog ’Sig farvel: Hvad præster ved om sorg’. Og lige nu er der rigtig meget kærlighed, der flakker rundt uden fast bopæl. Husk at være god ved den, hvis du møder den på din vej.

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Vi lever i denne verden, når vi elsker den”.
Tagore.