Månedsarkiv: juli 2017

Om dessert og udfordrede kommandoveje

Jeg har verdens sødeste kolleger. Ingen tvivl om det, og nogle af dem deler jeg også kontor med. Så overhører man fra tid til anden en enkelt telefonsamtale, som ikke er arbejdsrelateret.
For eksempel blev Kollega en dag i sidste uge ringet op af sin førstefødte, der er jævnaldrende med Ældste Pode. Kollegas førstefødte, der var alene hjemme, havde givet sig i kast med en omgang rabarbertrifli. Stor respekt for det; jeg ved da med sikkerhed at min ældste i samme uge spillede iPad stort set uden ophør i samtlige døgnets vågne timer.
Ingen rabarbertrifli hos os, med andre ord.

Nå, men dét der slog mig, da jeg – uden at ville det… – overhørte samtalen, var, hvor pænt Kollega talte til sit barn. Og det virkede faktisk som om de kommunikerede. “Har du prøvet at trykke på nogle af knapperne, Anders?”, spurgte Kollega for eksempel deltagende med sin rare stemme, og det lød faktisk som om at Anders i den anden ende rent faktisk havde en idé om hvorvidt han havde trykket på nogle af de omtalte knapper eller ej. Og sådan fortsatte det.
Jeg var meget imponeret; dels over at der faktisk var en form for tovejskommunikation, og dels over at Kollega tilsyneladende er verdens bedste og mest tolerante mor ever, hvilket fik mig til at tænke, at jeg nok bør bruge ferien på at fokusere på en omlægning af min egen militaristiske kommandocentral.

Jeg forstår ikke helt hvordan Kollega gør det. Altså fører sådan en samtale med sin teenager. Der blev også givet flere instrukser på samme tid (godt nok med et indledende “…og nu skal du høre RIGTIG godt efter, Anders!….”).
Det var aldrig gået hjemme hos os, jeg siger det bare. Samtalerne vi fører herhjemme strander mange gange langt tidligere.
For eksempel på denne her facon (som også er et eksempel fra den forgangne uge):

Jeg ligger i sengen, og er syg. Ældste Pode kommer ind i soveværelset for at spørge om noget, og da han har fået svar, går han igen.
“Bare lad døren stå åben!” siger jeg.
“Okay!” svarer Ældste Pode, og lukker døren.
“Ældste Pode?”
Ældste Pode åbner døren: “Hvad?…..”
“Bare lad døren stå åben!”
siger jeg igen.
“Okay!” gentager poden, og lukker døren endnu engang.
Dette scenarie udspiller sig utroligt nok yderligere to gange.
Nu var jeg som sagt sengeliggende og dermed en mere fredelig udgave af mig selv. Men mit sædvanlige jeg ville uden tvivl langt tidligere i processen desperat have ytret noget i retning af “HVILKEN DEL AF SÆTNINGEN ER DET, DU IKKE FORSTÅR?!”

Vi er kort sagt meget langt fra rabarbertriflien.

Men altså. Ens fornemmeste opgave som mor er jo (udover at være en chokoladefontæne af kærlighed) at være rummelig, tålmodig og ikke mindst voksen. Jeg vil prøve at lade alle disse ting komme lidt klarere til udtryk når jeg taler med (og ikke til) poderne. Det er mit mål, mit nye indsatsområde. Og hvem ved, måske det ender med rabarbertrifli?

Dagens kloge ord

“Det er bedre at beklage en ting, man ikke har sagt, end en ting, man har sagt”
Arabisk ordsprog

“Den hund, som giøer mest, bider ikke gjerne”
Ludvig Holberg

Om levemennesker

Nogle mennesker lever mere end andre. Jeg tror måske du ved, hvad jeg mener. Jeg mener, at der findes mennesker, som bare skal ha’ det hele med. Alt hvad de foretager sig, gøres på en måde, hvor hvert øjeblik skattes. Hver en mulighed for at opleve, og lære noget nyt, udnyttes. To live deep and suck out all the marrow of life, som de siger i ‘Dead Poets Society’ efter citat af Henry Davis Thoreau.

Jeg er en evig beundrer af disse mennesker. Og nu har vi mistet et af dem. Det var min svigerfar. Min bonussvigerfar, ville nogen sige, eftersom han ikke er Mands biologiske far, men det gør ingen forskel for mig. Og heller ikke for Mand, eller for mine poder.

Han var den altid nærværende mand; det evigt interesserede menneske. Det er de færreste, der virkelig er til stede sammen med andre mennesker, har du lagt mærke til det? Det er åbenbart en kunst som mange mennesker (mig selv inklusive) ikke mestrer særlig godt, men min svigerfar, han kunne. Han var ikke mentalt et andet sted i sit samvær med andre, han glemte ikke hvor samtalerne var på vej hen, eller hvad der var essensen: Hygge, sjov og alvor blandet med en afgrundsdyb viden om stort og småt. Utallige gange har poderne stillet spørgsmål, som kun Bedstefar har kunnet svare på; vi har faktisk haft lister over ting, som Bedstefar skulle forklare. Om stjernerne, universet eller bare noget om ganske små ting. Ingen brug for hverken Lademann eller Wikipedia.

Jeg har den dybeste respekt for dette menneske, og nu har vi mistet ham.

Og i den forbindelse er der noget, jeg har tænkt på: Man læser og hører ofte om folk, der har overvundet sygdom. De ville ikke dø, hører man, og grunden til at de ikke døde, var fordi de kæmpede. Og så tænker man, at det hele bare handler om at kæmpe nok. Men det gør det ikke, har jeg fundet ud af. For min svigerfar han kæmpede, og levede til det sidste – lige indtil han ikke kunne mere. Og ret beset er døden jo det eneste her i tilværelsen med en succesrate på hundrede, så den rammer jo alle en dag, også de kæmpende, selvom man vitterligt tror, at de lever for evigt. Det tror jeg er vigtigt at huske. Folk dør ikke nødvendigvis fordi de har givet op. De dør, fordi det gør man på et tidspunkt, om end det mange gange virker uendeligt uretfærdigt. Helt sådan som det føles nu, for os, som er tilbage. For min svigerfar efterlader mange sørgende i de levendes verden.

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, skrev Julia Lahme i sin bog ’Sig farvel: Hvad præster ved om sorg’. Og lige nu er der rigtig meget kærlighed, der flakker rundt uden fast bopæl. Husk at være god ved den, hvis du møder den på din vej.

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Vi lever i denne verden, når vi elsker den”.
Tagore.