Månedsarkiv: august 2017

10 sporadiske tanker fra en skolepicnic i Frederiksberg Have

– Gud, nogle fede solbriller Josefines mor har på! Jeg må prøve, om ikke jeg kan rykke lidt tættere på, sådan heeeelt diskret, så jeg lige kan se, hvad det er for nogle?….. Noget med D?… Står der ‘D’?…

– Ej for helvede? Har jeg huller i strømperne?! Det sku’ jeg nok lige ha’ tænkt over en ekstra gang inden jeg smed skoene. Hvor PINLIGT!! Findes der en måde at sidde på, som ikke ser lige så ukomfortabel ud, som det føles? Hvor man ikke viser alverden sine hullede strømper that is?…
Ja, for det er godt nok mange dage siden neglelakken var intakt, så det ville være endnu værre, hvis jeg også smider de hullede strømper… Bugger!

– Okay, hvorfor har vi SÅ mange pletter på vores picnictæpper? De ligner jo noget, der er løgn. Anders’ forældre har nogle virkelig pæne tæpper. Deres tasker er også ret lækre… Måske jeg lige skal tænke på at opgradere picnic-gearet til næste gang? Har der ikke lige været vattæpper på spotvaretilbud i Netto, forresten? Eller var det i forsommeren, monstro? Hmm?

– Så, nu hyler Mindste Pode. Han ser i øvrigt ud som om han godt kunne trænge til at blive kørt igennem en guldvask; han kan uden problemer agere før-delen i en vaskepulverreklame. Altså bortset fra, at jeg ikke kan se hvordan noget vaskepulver kan udrette mirakler på nuværende tidspunkt.

– ….Heldigvis er han meget sødere end Cornelias lillebror. Jesus Kristus. Og hvordan kan de forældre IKKE være skilt? Jeg havde ikke holdt i fem minutter.

– Okay, Christoffers forældre drikker vin. Jeg trænger til vin. Hvorfor tænkte vi ikke på vin? Hvorfor sidder vi med Nescafé og hindbærbrus når man kan drikke vin? Note to self: Gå ALDRIG ned på vin til picnic (jo mere, desto bedre, apparently).

– Hooold da op, Axels far har godt nok lagt sig ud siden sidst. Åh Gud, nu bøjer han sig ned og flasher toppen af sine baller!! Oh my God, kig den anden vej, KIG DEN ANDEN VEJ!!

– Nånå, Oscars far har skiftet job igen – det er jo slet ikke til at følge med. Men hvorfor er det, at ALT hvad jeg lukker ud i den forbindelse får det til at lyde som om jeg har en IQ på 31? De må synes jeg er mega-mærkelig. Det gør de helt sikkert. Jeg er også mega-mærkelig… Jeg bliver virkelig nødt til at anstrenge mig for at opføre mig helt, helt normalt. Stay cool – kom nu! Pis’ os’, det virker ALDRIG!!

– Okay, Caroline, hold lige snitterne fra min søn. Hallo!

– Nå, nu synes jeg godt nok vi har siddet her og blomstret længe, Gud ved hvad klokken er? Hvornår kan man tillade sig at smutte? Har pænt mange lægkramper, og en dødsdom hængende over mine strømper.
…..

Om knudret tilværelse

Du kender helt sikkert fænomenet ‘knudemand’. Der er sådan én, man ved et uheld render ind i til en 80-årsfødselsdag; sådan en gammel sammenbidt og indelukket type, som aldrig taler om noget som helst med følelser. I Den Danske Ordborg taler man tilmed om et ‘følelsesmæssigt panser’.

Mit spørgsmål er så: Er der noget, der hedder knudekvinde?… I så fald må jeg siges at være sådan en. Vil jeg tro. Og det er en temmelig vanskelig måde at tilgå verden på, vil jeg straks understrege, hvis du nu går rundt og flirter lidt med ideen om et identitetsskifte.

Min knudekvindeidentitet er en måde at agere på. Noget jeg møder verden med. Men indvendigt, der sejler følelserne op og ned ad væggene. Jeg bærer med andre ord rundt på et følelsesregister, der fylder meget, og spænder bredt. Jeg havde en gang en kæreste, der altid sagde “Du er dagen når den er lysest, og natten når den er sortest”. Og selv om jeg er virkelig dårlig til at skjule hvilken ende af skalaen jeg befinder mig i (- for som jeg engang skrev i en kommentar på en anden blog, så er det fuldstændig som om jeg har breaking news-rulletekster roterende i den øverste del af hovedet), så er det sjældent jeg kommer ud med, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Ikke en gang til mine allernærmeste. Jeg kan ikke.
Heraf knudekvindebegrebet.

Du er muligvis forståeligt nok forvirret på nuværende tidspunkt.
Er der behov for uddybning?
For eksempel sker det nogle gange, at der er folk, der siger noget pænt til mig. Det kan være min chef, der roser mig for et eller andet; nogen kommer måske med en sød bemærkning om en bluse jeg har på, eller måske får jeg roser på min blog. Det kan bare ganske små ting. Og jeg bliver simpelthen så glad! Og jeg suger det helt ind i hjertet, hvor jeg prøver at værne om det som en skrøbelig blomst, for jeg ved, at levetiden for den slags er så kort.
Men jeg kan ikke sige det højt.
Ikke en gang til Mand.
Jeg kan ikke sige “Ved du hvad nogen skrev til mig i dag, bla-bla-bla, og jeg blev så glad!”.
Jeg kan ikke.

På samme måde har jeg svært ved at sige noget, når jeg er trist og ked af det. Det er så let at skyde skylden på trætheden (og guderne skal vide, at jeg fandme er træt!), men det er så forbandet svært at sige at man for eksempel føler sig svigtet. Det sker spøjst nok stadig. Jeg bliver dødeligt såret; jeg har måske følt mig utilstrækkelig eller nedprioriteret eller forkert eller overset (fortsæt selv), måske på arbejde, måske på cykelstien, måske af bekendte. Og det kan jeg heller ikke sige til dem jeg holder af. Jeg skammer mig; siger til mig selv at jeg da for helvede er et voksent menneske, at jeg må komme videre. Sådan her har voksne mennesker det ikke.

Så jeg bærer alle mine successer og nederlag i mit allerinderste, og jeg bærer dem alene. Fordi det er det, jeg magter.

Og ja, det er lidt ensomt fra tid til anden. Men for knudekvinder tror jeg det er et grundvilkår. Ensomheden. Jeg tror, vi har levet med den altid, fordi den er lettere at omgive sig med end skammen, der altid følger lige i hælene på det nederlag, man risikerer at lide hvis man lader de skrøbelige blomster se dagens lys. Også selvom blomster har bedst af solstråler.

Fotograf: Palle Pophår

Et spørgsmål om (god) stil 

Det her er et af de indlæg, som jeg virkelig håber Mand IKKE læser.

Det handler om fejlkøb; om at blive revet med af en forestilling om en beklædningsgenstand – og hjembringe den, for dernæst at stede den for evigt til hvile i klædeskabet.

Der er for eksempel de fejlkøb man gør sig når man er på ferie. Kender du dem? Det er her man lissom bliver grebet af stemningen, og måden de lokale ser ud på. Musikken. Solen skinner, og den sidste drink man fik var rigtig, rigtig god. Og så er det man nogle gange investerer i ting, som ret beset er skudt sådan temmelig meget ved siden af ens sædvanlige stil. Adskillelige tusinde kilometer, faktisk; det er lige før vi taler lysår. Men det opdager man først når flyet er landet i Kastrup, man har kramper i benene, og det er gråvejr.

Derfor bebrejder jeg solen og vinen at jeg for et års tid siden købte et ret rustikt læderbælte i Spanien. Et STORT et (og dyrt). Da jeg købte det føltes det fuldstændigt som om at bæltet og jeg var meant to be, men jeg overså dog den lille detalje, at jeg ikke ejer den mindste smule tøj som matcher sådan et voldsomt og meget dominerende bælte, og derudover så var det af indlysende årsager bare en kende for eksotisk da vi kom hjem – for i virkeligheden passer bæltet stilmæssigt bedst, hvis du står og skal til tyrefægtning eller flamingodans (eller hvis du planlægger at være stand in for Nikolaj Coster-Waldau i en sæson af ‘Game of Thrones’).

Nå, ind i skabet med det.

Det var også i Spanien jeg kom til at købe sådan nogle bukser her på et marked, fordi de kun kostede 10 euro, og fordi de sikkert ville være fantastiske, og eksotiske på en helt naturlig, casual og cool måde når jeg kom hjem:

(Så mangler jeg kun et par fjer og en panfløjte.
Ses vi på Strøget?)

Også ind i skabet med dem.

Og nu kom jeg lige hurtigt ind på det med at øjne et godt tilbud. De findes som bekendt også i Danmark. Oh yes. Alt for gode til at overse. Det har tilsvarende resulteret i en del ting. For eksempel i et par bukser, som jeg købte for flere år siden, og som faktisk slet ikke er min stil, men til gengæld var de røvbillige. Og meget smukke: Sart beige og fyldt med noget guldbrokade-et-eller-andet-jacquardvævet-halløj. Meget boheme-agtige. Og uagtet at jeg ligner en gris i guld, så stod mit navn utvivlsom skrevet på de bukser, følte jeg. Og klæder skaber som bekendt folk, så mens jeg stod der i butikken med løbsk mundvand og dollartegn i øjnene, virkede det meget plausibelt at bukserne på mirakuløs vis ville få mig til at ligne en helt anden type kvinde. For eksempel Naja Munthe? Men det skete så ikke, kan jeg oplyse. Stadig gris, med andre ord. Og selvom jeg faktisk godt kunne have fundet på at trodse Miss Piggy-faktoren og bruge bukserne alligevel, så har jeg ikke gjort det af den simple årsag, at jeg faktisk ikke nænner det. Altså overfor bukserne. For jeg ved med sikkerhed, at i det øjeblik jeg gør det, så rammes jeg af rødvin, fugleklatter, kaffe og cykelolie i en lind strøm. Derfor har De Smukke Bukser også taget permanent bolig i mit skab og er nu efterhånden virkelig umoderne. Men stadig meget smukke….

Udover feriefejlkøb og diverse slagtilbud, så er der også de fejlinvesteringer man foretager, når man får akut trang til at købe noget. Et eller andet, hvad som helst, etwas. Kender du det? Hmm? Men den slags kan også gå galt. For eksempel købte jeg for kort tid siden (netop i et anfald af sådan noget desperado adfærd i Frederiksberg Centeret) en skøn grå bluse, som jeg syntes var immer so cool, altså lige ind til jeg begyndte at gå med den. Så blev den lissom ret deform og lang i det, og jeg følte lidt at jeg lignede et eller andet kønsløst plysdyr (og det til trods for, at der slet ikke var indblandet nogen former for fake fur overhovedet). Og så var det at jeg besluttede mig for at begynde at klippe lidt i lortet, men det viste sig hurtigt ikke at være nogen god idé.
Anbefaling hermed videregivet: Lad være med det.
Farvel 650,- kroner.

Ikke ind i skab, men i skraldespand.

Ovenstående er bare et par eksempler. Og når jeg sådan tænker over det, så overvejer jeg lidt, om det mon afspejler at jeg simpelthen er blevet tappet for stil? Den sikre stil; den gode stil. Har jeg mon mistet al æstetisk sans? Og kan man miste den (hvis altså man nogensinde havde den)?

Løbet tør

Så stod jeg dér, i morges under bruseren, og konstaterede lidt for sent at vi var løbet tør for balsam. Efter at have udtømt mit forråd af bandeord (- og det er ganske stort -) tænkte jeg pludselig, at den manglende balsam må siges at være ret symptomatisk for de her dage som helhed – for i virkeligheden er det ikke kun balsam, jeg er løbet tør for. Jeg er også løbet tør for timer til at sove i, og jeg er løbet tør for Kim’s crunch nuts, som jeg har udviklet en form for afhængighedsforhold til. Min kuglepen er løbet tør for blæk, og jeg er løbet tør for overblik, foruden regntøj og gummistøvler til Mindste Pode. Væk er al realitetssans og snusfornuft. Jeg er (igen) løbet tør for overskud, og kommer derfor til at hvæse virkelig højt af mine poder, når vi en aften – alt for sent – står og pakker bøger ind. Og nu er vi så (sjovt nok) løbet tør for bogindpakningspapir (men dog heldigvis ikke toiletpapir). Jeg er (som altid) løbet tør for inspiration til aftensmad, og for spanskkundskaber når jeg skal læse højt hvem der har scoret i den spanske liga. Opvaskemaskinen er også (men ikke overraskende) løbet tør for salt, og dagen er løbet tør for solskinstimer. Når et halvarrigt kvindemenneske puster sig op på fortovet, og råber efter et par små drenge med alt for store skoletasker fordi de fylder, så tænker jeg også på, om verden mon tilmed er løbet tør for rare mennesker?…

Ja, jeg er endda løbet tør for vaskepulver hvilket er paradoksalt, for hvad jeg til gengæld ikke er løbet tør for, er derimod vasketøj. Jeg er heller ikke løbet tør for ulæste meddelelser på forældreintra og ubesvarede fødselsdagsinvitationer. Jeg er ikke løbet tør for papirer og tilmeldinger, der skal udfyldes og underskrives, og jeg er heller ikke løbet tør for punkter på to do-listen, eller for blomster, der burde sendes, eller telefonopkald, der burde foretages. Slet ikke. Og jeg kunne blive ved.

Det værste af det hele er, at jeg kender hver en lille strofe i denne her sang, for det er en ældgammel plade, jeg spiller: Det er simpelthen sangen om august, og jeg tror vi er ude i noget heavy metal. Intet mindre. Har du tænkt på hvor voldsom denne måned egentlig er, når man – i direkte forlængelse af sommerferien – lægger alt for hårdt ud med det dersens liv? Med job, skole og fritidsaktiviteter – alt sammen på én gang. Se, det er derfor jeg ikke skal have flere unger. Fordi august. August er en kold tyrker eller en overdosis. En spand iskoldt vand lige i hovedet. Og så én til. Og én til. August er en trold i en æske; en bitch, en mean motherfucker. Og jeg får lyst til at krybe i ly. I ly for al den virkelighed og regn, der falder ned fra himlen i stride strømme og voldsomme mængder. Jeg er med andre ord slet ikke fan. Vi er et dårligt match, august og jeg. Det er, som Hvid kaffe for et par dage siden skrev (i en helt anden og langt alvorligere sammenhæng): “Soltørret tomat møder kogt kartoffel” – og jeg går ud fra, at det er mig, der er kartoflen i denne her konkrete ligning. Jeg er lige så vild med det udtryk, som jeg er vild med Hvid kaffe.

Men tilbage til august: Midt i al min harceleren, kommer jeg alligevel til at tænke på, om august mon i virkeligheden kunne tænkes at være ligesom Pandoras æske? Hvor det vælter ud med alskens slemme ting, men hvor det allersidste, der flyver ud i verden – for at redde menneskene – er håbet? Fordi vi tror på, at i morgen er mindre hektisk end i dag? Fordi der  være noget godt i august efter alt det lort, den lukker ud? Måske lige om lidt.

Og i morgen tidlig, der er der nok balsam i flasken igen… Eller, nej?
Bare gå hjem, august!

Nå, mit næste indlæg bliver mere muntert – det er et løfte!

Lidt ude af sync … #4

…når man har fået taget billeder på arbejde, som skal pryde ens mail. Billeder, som skal ’sætte et ansigt på’ og fjerne fremmedgørelsen. Og man så ligner en hest, der vrinsker? Seriously? What to do?

…når man skal anmelde en podes tandskade hos forsikringen, og i den forbindelse skal svare på følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1: Blev skaden meldt til politiet?
(Hmm…. Nej. Men der burde måske udstedes en arrestordre på én af de andre poder.)
Spørgsmål 2: Var barnet påvirket af alkohol da skaden skete?
(Øh… Nej.)
Spørgsmål 3: Var barnet påvirket af euforiserende stoffer da skaden skete?
(Hvad fanden tror de selv?!)

…når man vågner efter en lur, og har samme craving efter ostepops, som var man Gollum, der craver sin Precious: ”Osssssssssstepopssssss…..”.
(Og når man så efter de dersens ostepops craver Risifrutti (med jordbær, naturligvis!)… I de her dage brøler jeg tilnærmelsesvist efter tomme kulhydrater som et stykke udsultet kvæg, hvilket får mig til at spekulere på hvor meget man egentlig kan bebrejde det dersens PMS-halløj? Ved du det?)

…når man efter selvsamme lur vågner op til dette syn:

Nogle ville kalde det rod.
Andre ville kalde det for kaos.
Jeg tænker Kaj og Andrea i faldskærmsulykke?

…når man opdager, at der ligger en myrelokkedåse fra sommerhuset og snurrer rundt inde i vaskemaskinen sammen med al vasketøjet…. For helvede, altså! Så meget for alle ens intentioner om at være miljøbevist!

…når man får at vide, at skråtunderboen har haft rotter. Eller rotte. Men selvom det kun var én, var det vist mere end rigeligt. Rotten havde tiltusket sig adgang til lejligheden via lokummet, og havde siden da i ro og mag indtaget det meste af 140 kvadratmeter mens skråtunderboen intetanende havde ferieret i Harzen og omegn.
Efter deres hjemkomst brugte de det meste af en uge (flankeret af de kommunale rottefængere) på at finde kræet, som slutteligt blev skudt med et luftgevær i datterens klædeskab. Tak for kaffe. Jeg tror jeg skal ha’ gang i noget access denied-skiltning. Der er virkelig ikke særlig langt fra skråtunderbo og videre op til os på tredje. Kan på ingen måde overskue rotter (right, rottE) i mit klædeskab.

Nå, ikke flere grimme tanker om rotter og faldskærmsulykker!
Ønsker dig en dejlig søndag aften derude i verden! ❤

Første skoledag, unplugged

Mindste Pode har haft første skoledag i dag – yes! Absolut last movers. Han har jo i sagens natur glædet sig voldsomt – det er for vildt at starte i nulte! En anden én (gæt selv hvem) har mest været bekymret. Over at komme for sent. Over om nogen skulle komme til at tisse i bukserne. Om hvorvidt der var søde legekammerater. Fortsæt selv i det uendelige.

Men alt gik godt, og alle levede lykkeligt til deres dag(e)s ende.

I punktform kan nævnes følgende – lidt flakkende – observationer fra skoledagen i dag:

  • Mindste Pode vågner klokken lidt i røv, sætter hår med betydelige mængder vand (så er dét klaret!), og går i seng igen.
  • Moren har til gengæld hårkrise. En seriøs én af slagsen. Hår vil IN-GEN-TING. Moren sveder. Meget. Hår har antaget en slags hø-look henover sommeren. Eller måske var hø-looket der også før sommeren, nu hvor moren tænker sig om. Måske det rent faktisk har været sådan altid, og monstro moren bare skal slå sig løs med en trimmer?
  • Pode ankommer til skolen med forældre i god tid, hvilket må siges at være ekstraordinært, men ikke tilfældigt. Moren har nemlig bildt faren ind, at det hele starter et kvarter før.
  • Faren undrer sig såre over, at der ikke er kommet flere, når der nu kun er to minutter til det hele starter?…
  • Moren nægter at ha’ misinformeret faren. (Der er intet som den slags drøftelser in public.)
  • Der synges ‘Jeg ved en lærkerede’.
  • Moren hyler.
  • Der holdes taler, og pivfalske børnekor underholder med spidsfindige danske udgaver af Disney-klassikere. Poden keder sig bravt.
  • Børn råbes op, og vandrer stolte ud.
  • Moren hyler igen.
  • Arrangementet slutter, og der følger lidt sniksnakken mig her og lidt sniksnakken mig der, inden forældrene får lov til at komme over i klasseværelset til nogen-og-tyve meget stolte børn.
  • Læreren smiler og siger, at de glæder sig SÅ meget til at læse alle de historier om podernes sommerferier, som forældrene har skrevet ned i det hæfte, der blev udleveret på introduktionsdagen.
  • Dét har Moren ALDRIG hørt om, og i Podens hæfte er der absolut ingen historie om nogen sommerferie.
  • Moren smiler stift, vinker farvel til lærerne og kører på McDonalds med poden.
  • Poden er lykkelig, også selv om der falder en kæmpe-reklame ned i hovedet på poden og dennes happy meal.
    Lykke er en god ting. En lykkelig pode er endnu bedre; det er det vigtigste i hele verden. Sammen overvinder vi alt. Også lektier om sommerferien. (TO freaking sider! Nogen må på overarbejde i weekenden!….)

Men ikke lige nu. Lige nu er enkelte poder puttet, og moren er træt – helt business as usual – så med en godnathilsen vil moren fortrække til de frastødende gemakker, og knalde brikker.
Hun har lyst til at sove for evigt, og i morgen tidlig, når alarmen lyder, så planlægger hun at gøre sådan her:

Sov sødt! ❤

Hørt i forbindelse med skolestart:

Moren til Mindste Pode: “Skal du ha’ skjorte på?”
Mindste Pode: “Ja!, og den dér butterfly med lys i!!”
(Hmm.. Er du nu også HELT sikker på det?…)

Moren til Ældste Pode: “Og hva’ så, lignede alle sig selv, eller hvordan?”
Ældste Pode: “Øhh.. Nej, vi har fået nye gardiner”
(Okay, så. Det var da alligevel lidt vildt, hva’?..)

Lukker fabrikken nogensinde sådan for alvor?…

Ja, altså babyfabrikken?…. Det er et retorisk spørgsmål, for jeg ved jo godt, at fysikken sætter sine naturlige grænser; der er noget med et ur, der tikker. Og jeg vil straks understrege, at det ikke er fordi vi har en lille kage i ovnen (og hvad man nu ellers siger), at jeg skriver dette indlæg – jeg skriver det fordi jeg går og tænker på hvordan og hvornår det er, man sætter det dersens punktum. Det endegyldige punktum; ikke flere unger, enough is enough.

Som jeg engang skrev, så har Mand og jeg altid været enige om, at vi gerne ville have tre børn. Og det har vi været så heldige at få. Men det er også en kæmpe mundfuld. Virkelig.

Da jeg ventede Mindste Pode, og slet ikke kunne få nok af alt det, som en baby indebærer og medfører, sagde en veninde (og mor til tre) til mig: “Bare vent til du har født, så kan du lissom bare mærke at nu har du fået alle de børn, du skal ha’!”. Og Mindste Pode kom til verden, og jeg ventede spændt på, at følelsen skulle indfinde sig. Punktumsfølelsen. Det skete ikke. Til gengæld var jeg slet ikke i tvivl om at mine barsler tenderede til at blive mere og mere vidunderlige fra gang til gang, og fordi alting kunne køres på rutinen var min tredje barsel den skønneste tid.

Absolut ingen punktumsfølelse.

Eller, det var så lige til barslen sluttede, og jeg pludselig følte, at alting faldt fra hinanden, og jeg bragede ned med stress et år efter. Så var det, at fabrikken lukkede, også mentalt.

Og det har den sådan set været længe: Samlebåndet med babyer er sat ud af drift; arbejderne er gået hjem, chefen er fyret og facaden er krakeleret og gennemtæret af rust. Godt og grundigt.

Denne fabriksnedlukning medførte flere års ‘nåååhr, en sød baby; godt det ikke er min!’-tanker.

Altså ind til for nyligt, that is. Indtil tvivlen meldte sin ankomst forklædt som en mandlig kollega på omkring de halvtreds, som skal være far igen. Han kører simpelthen anden runde unger med en ny kærlighed.

Dér stod det pludselig ret klart for mig, at den mulighed (altså børnedelen…) kun tilfalder mænd. Ikke kvinder. Og jeg føler mig faktisk lidt snydt, for jeg nærmer mig med hastige skridt ’SIDSTE UDKALD’: Der har stået ‘Go to gate’ på lystavlen længe, og faktisk bliver der boardet lige nu, as we speak.

Da den erkendelse ramte mig var det, jeg pludselig begyndte at tænke, at jeg måske slet ikke var klar til at være færdig med at få børn. At det da kunne være meget hyggeligt med en nøler? Hva’? Alt sammen kun tankespind, selvfølgelig, for vi er slet ikke gearede til endnu en baby. Fire børn?! Jeg ville jo dø! Kun Superheltemor kan stå model til den slags, og samtidig komme helskindet ud på den anden side med forstanden i behold. Og særligt Mand priser sig lykkelig over at alt det dersens babyræs er loooong gone, og so much last year. Og hvis Mand rent faktisk vidste, hvad jeg tænkte i skrivende stund ville han omgående tanke bilen og køre mig ud til Ingrids Kattehjem (og så kan du selv overveje hvorfor).

Så rent fornuftsmæssigt så er punktummet sat, men jeg er faktisk – nu hvor jeg har tænkt over det – ikke så sikker på, om det nogensinde kan sættes sådan følelsesmæssigt. Dér i hjertet. Kender du det?… Og dør man skruk, med andre ord? Eller måske endda af skruk?!
Please enlighten me!

Fotograf: Palle Pophår

Så er der det dér med skabene…

Det er meget mystisk. Måske ved du, hvad der sker? Hvad i alverden jeg taler om, spørger du? Jeg taler om, at man drøner rundt, og sørger for at ens hjem ser poleret ud; at fladerne er ryddede og at nullermændene er klappet nogenlunde ned. Nogenlunde, sagde jeg. Visse elementer i indretningen er måske endda farveafstemt, og man har tilmed den dér plante med huller i, som alle skal ha’. Man tror med andre ord at alt ånder fred, men det er kun indtil man åbner skabene, for så….

… Ja, så ser det for eksempel sådan her ud:

Eller sådan her:

(Hvem sagde FIFO?)

Det er virkelig underligt.
How? Ja, det er jo det, jeg spørger om.
Hvad er det, der foregår i de skabe, hvor tingene (nogle gange) bliver lagt pænt ind, men næste gang man åbner skabet, så ligner det Beirut.

Er det fordi man køber skabe med skjult tørretumblereffekt? Altså den samme effekt som tasker fødes med; hvor tingene uvilkårligt slynges rundt og rundt og rundt i det uendelige indtil til det er ganske umuligt at finde så meget som en lillebitte Kleenex med mindre man er gjort af et ganske særligt (og overnaturligt) stof? (- men hvor man til gengæld under sin søgning efter den fordækte Kleenex støder på cirka ti år gamle (og nu dødbringende) rosinpakker, foruden den øverste halvdel af en kuglepen? Og nu har man ledt i så mange minutter at ellevetallet efterhånden er blevet fire kilometer langt, og det er ikke engang podens, men ens eget. Okay, (rimelig klam) afstikker).

Eller er det fordi andre roder? Det er altid godt at skyde skylden på ‘de andre’. Og jeg er desperat, skal du huske, så jeg skyder skylden på hvem som helst. Mand, poder, tandfeer, you name it.

Og det værste er jo ikke rodet. Det værste er de jordskred og laviner der følger med, når ens skabe opfører sig på den måde. Tsunamier af ting, der vælter ud. Så når man sådan lidt sent på aftenen (klokken 19:57, that is…) lister ud i køkkenet for at gå på chokoladerov, og man med to strittende fingre prøver at lirke den Yankeebar ud, som sidder klinet fast mellem en pose peanuts og en pakke mikrobølgepopcorn – ja, så er det, at man pludselig overdænges af alverdens afarter af chips og Karen Volf-produkter, og intet af dette foregår i stilhed skal jeg lige hilse at sige (så meget for ens snedige listen rundt).

Så altså… hvad er der med de skabe? Og findes der overhovedet skabe uden tørretumblereffekt? Hmm?

Nå, ha’ det skønt derude, og  pas på dig selv (og tsunamierne)! ❤

Fodboldtåbeligheder og …. lidt af hvert

Jeg bliver lige nødt til at spole lidt tilbage. Helt præcist til i søndags, sidst på dagen. Her gik det – som nogle vil vide – hverken værre eller bedre end at FCK fik smæk af Brøndby. Som udgangspunkt kunne intet interessere mig mindre, men eftersom familiens øvrige medlemmer går op i den slags med liv og sjæl, så gik bølgerne højt i den lille sofa herhjemme. Det var selvfølgelig intet i sammenligning med hvad der rent faktisk foregik på stadion, hvor den tabende parts tilhængere tilsyneladende gav efter for en akut ødelæggelsestrang. Ganske uforståeligt.

Så sofahyggen fortog sig i takt med at antallet af maskerede mænd med nytårskrudt og strittende fuck-fingre tiltog. Og Mindste Pode blev faktisk meget skræmt, for når man er seks år, og synes fodbold er det fedeste i hele verden – og man egentlig bare sad og hyggede sig – så er man slet ikke forberedt på at få blandet politi og røgbomber ind i forestillingen.

Ergo blev poden puttet i dobbeltsengen, og jeg måtte puttes med. Og efterhånden som tårekanalerne blev tørlagt, gik snakketøjet i gang. Podens, altså. Det kan bedst sammenlignes med at kaste en mønt i en maskine – KLONK! – så kører den. Og her er et lillebitte udpluk af, hvad jeg lagde ører til i de næste tredive minutter:

“Mor, du har en næse lissom Milkshake! (= Kamil Wilczek. Brøndby-spiller med en betragtelig glødelampe) – hans er bare LIDT større…”
Fedest. Tak, min ven.

“Mor, jeg ved du har ALLE voksentænder! Og dem dér (peger på mine hjørnetænder), det ligner, det er sådan nogle lange SKARPE no’en, lissom en løve. Eller en SABELtiger!”
Right. Emneskift, tak.

“Mor, ved du hvad du hvad jeg tænker på lige nu?” (Tell me, baby: Botox? Plastikkirurgi?)
Mig: “Du tænker på … Ronaldo?”
Mindste Pode: “Nej.”
Mig: “Så tænker du på … at du skal i SFO i morgen?”
Mindste Pode: “Nej. Jeg tænker på Jesus.”
Mig: “Du tænker på Jesus?!”
Mindste Pode (fromt som et lam): “Ja, jeg tænker på Jesus.”
Mig: “Nåmn, hvad tænker du så på?”
Mindste Pode: “Ja, jeg tænker jo på Jesus!” (- så hør dog efter!)
Mig: “Bare på Jesus?”
Mindste Pode: “Jeg tænker på, at man møder ham når man dør… Og så kan han løse mysteriet!”
Mig: “Mysteriet?”
Mindste Pode: “Ja! Ramasjang Mysteriet med Kristian, jeg nåede ikke at se det færdig i dag. Og så’ det RET smart, hvis han nu er nede i vandet, og så der kommer en haj, så kan han bare GÅ på vandet!!”
(Ja, min ven, det er edder-smart)
“Ved du godt, han blev født på en mega-mærkelig måde?! Han blev født et sted, hvor der var dyr! Han blev faktisk født på en bondegård!”
(Ja, det er der jo nogen, der gør…)
“Og så….” – ja, så var det lige før jeg fik hele det nye testamente serveret i mere eller mindre ukronologisk rækkefølge, men jeg vil skåne dig for den samlede beretning (og jeg mistede vist også lidt fokus undervejs)…

Jeg har siden søndag undret mig en del over den pludselige interesse for Jesus, for det vil være synd at sige at vi har gjort os særlig meget i bibelfortællinger herhjemme (beklager, d’herrer…). Men hvis der skal være en pointe i det her indlæg, så må det være, at hvis ikke søndagens fanatiske hooligans har fået andet ud af al deres spektakel end et par ødelagte plastiksæder og en fængselsdom (var det virkelig det værd?…), så skal de bare vide, at jeg nu render rundt med en hyper-religiøs unge. Så meget for det. Og amen.

Take care out there!

Dagens kloge ord

”Hvis enhver kunne leve, som han ville, kunne ingen leve, som han ville.”
Otto Weiss

””Nej, lille Fido,” sagde den gamle artist til sin hund, ”det bliver sværere og sværere at være klovn, sådan som folk er nu til dags”.”
Robert Storm Petersen

Fotograf: Palle Pophår

At være eller ikke at være den ideelle (skolebarns)forælder. En guide.

Hvis du har planer om at slå til i rollen som mor når dit barn entrer skolens matrikel om et splitsekund, så skal du….

  1. …være brændende fortaler for legegruppekonceptet (og ikke mindst også huske at afholde dem…)
  2. …melde dig til minimum ét udvalg i skoleregi; det kan for eksempel være som repræsentant i forældrebestyrelsen, i festudvalget, i picnicudvalget, i lejrskoleudvalget, i julebankoudvalget, i-freaking-fastelavnsudvalget, you name it. Og hvis der ikke er plads, så opfinder du da bare selv et udvalg, som er meget, meget vigtigt.
  3. …kunne stille med fortørnede ansigtsudtryk når nogen foreslår at indføre kvartalsfødselsdage, for det er jo klart, at enhver med bare en lillebitte mikroskopisk smule overskud allerhelst vil stå ganske mutters med en udendørstemafest i silende regnvejr.
  4. …have kalenderen fyldt med legeaftaler, og sige ting som “jo flere, jo bedre” eller “der er bare SÅ meget lettere når der er mere end ét barn!” og “jeg har alligevel tidligt fri, og så spiser vi is på vej hjem”….
  5. …altid have en utrolig spændende weekend i baghånden for det tilfælde, at dit barn er den heldige vinder af klassebamsen. Den utrolig spændende weekend skal helst indeholde samtlige af nedenstående tre komponenter:
  • Noget kultur, der signalerer, at vi er på farten, vi er ude af huset og vi OPLEVER noget.
  • Noget afslapning, der signalerer at vi hygger os, og vi er SAMMEN.
    I forlængelse af samværet skal der tilsættes:
  • …Noget bagværk! Valget er dit, men husk: Jo mere kunstfærdigt, des bedre. Rigelige mængder af frosting og avanceret krymmel anbefales. Suppler med fotodokumentation, og med at berette om den lækre, lækre aftensmad.
    Og nu vi er i køkkenet, så skal du også….
  1. …i al evighed være parat til at bage en kage til enhver tænkelig (og utænkelig) lejlighed, og gerne med ganske kort varsel.

Kan du fornemme, at jeg muligvis er kørt lidt træt i det? Og det er lidt tidligt, ik? Måske jeg bare skulle sende en pressemeddelelse rundt til de øvrige forældre i den nye klasse allerede den første dag.

Den kunne lyde sådan her:

Kære alle!

Ad 1) Jeg hader legegrupper. Jeg skal nok tage min del af tjansen, men forvent ikke, at jeg hylder princippet (eller jo, det gør jeg faktisk. Hvis altså bare jeg ikke behøvede at være en del af det…).

Ad 2) Forget about it. Spørg eventuelt Mand, men regn på ingen måde med mig.

Ad 3) Kan vi ikke bare dele flødeboller rundt i klassen?

Ad 4) Legeaftaler hver dag? I må ha’ spist søm.

Ad 5) Måske får klassebamsen en nærdødsoplevelse hjemme hos os. Looking forward to it?

Ad 6) Hvis jeg er (meget!) heldig, får jeg lavet en shake’n’bake med halvandet års mellemrum. Count me out.

Ser frem til ti års fantastisk forældresamarbejde!
Med venlig hilsen Maude.