Månedsarkiv: august 2017

Nyt liv, nye udfordringer – en beretning om lektier

Vi er startet i SFO. Nogle af os, i hvert fald, men desværre ikke mig.
Helt præcist er det Mindste Pode, som netop i disse dage afprøver skolefritidslivet; knytter bånd og pisser territorie af. Vi andre er med på sidelinjen når han fortæller om sine oplevelser. Og – nåja – så er han blevet best buddies med den lillebror, som vi klassemæssigt har forsøgt at styre udenom. Oh, the irony.

Men Mindste Pode har lynhurtigt konkluderet, at livet som skolebarn indtil videre er væsentligt sjovere end både børnehaven og fars arbejde – i hvert fald når det kommer til de fysiske udfoldelser på legepladsen. Noget helt andet er selve skoleaktiviteterne. De findes nemlig, selvom skolen ikke er begyndt endnu, for vi har rent faktisk allerede fået lektier for, som skal være klaret til skolestart. Og når jeg siger ‘vi’, så er det jo ikke tilfældigt, for det kræver jo mindst lige så meget af forældrene til det kommende skolebarn, som det kræver af poden selv.

Lektien er, at der skal tegnes!
Fem tegninger, for at være helt præcis, og hvis der er noget Mindste Pode aldrig rigtigt har gidet beskæftige sig med, så er det at tegne. Intet kunne interessere poden mindre, og jeg mistænker, at skolen er dalet drastisk i podens agtelse siden den fandt på så fjollet en lektie. Mand har kort og godt konkluderet, at det må være et mor-søn-projekt; så har man hørt det med. Ergo har vi siddet og kæmpet. Vi har endnu ikke fået afklaret, om poden er højre- eller venstrehåndet, så blyanten har jævnligt skiftet fra venstre til højre, og tilbage igen, mens vi har tegnet. Eller vi er jo ikke helt færdige endnu. Vi er nærmest sådan… strandet?

I grove træk har processen ind til videre været denne:

Til dette kvitterede Mindste Pode kort og godt med et ”Hm!”, og så gik han i gang:

Tegning 1:

(Et sværd…)

Tegning 2:

(Ronaldo….)
(….. )
(…)

Og så er der ikke sket så forfærdeligt meget siden. For Mindste Pode kørte ligesom ret sur i opgaven, og han brugte efterfølgende cirka tolv sekunder på at lave tegning nummer tre, mens han (som en cirkusdirektør, der præsenterer et sturt-sturt nummer) informerede: ”Deeeet’ en CIRkel!”

Right….

Hvad der måske ikke umiddelbart er synligt for det blotte øje er, at der faktisk er en gul cirkel. ”Mindste Podøøøøhhh…..”, prøvede jeg mig langsomt frem, for man skal jo tænke over, hvordan ens kritik bliver konstruktiv (*host!*)). I virkeligheden havde jeg nok allermest lyst til at sige noget i retning af ”For filan altså, så tag dig dog for helvede SAMMEN!”, men den slags må man jo for Guds skyld IKKE sige, så det blev i stedet noget i retning af: ”Mindste Pode (*..suk..*) …  Man kan ikke bare tegne en gul cirkel, og så er det en tegning. Du bliver nødt til lissom at gøre den til noget mere end bare en gul cirkel.”

”Hm!”, kvitterede poden igen, og greb resolut en rød farveblyant, som han tegnede den gule cirkel op med, som om det løste problemet at den nu var rød.

Jeg bør muligvis overveje mine ord lidt nøjere næste gang. Men under alle omstændigheder, er vi ikke kommet videre end det. Og det er jo ligesom min røv, der står til kontant afklapsning ved kasse ét, når produktet ikke er fikst og færdigt på næste torsdag, når vores skoleferie officielt er slut.

Altså:
Two more to go.
Now what to do?

Spørgsmålene er disse:
– Har mor-barn-projektet mon udviklet sig til et DIY-projekt? …
– HVOR lavt er det muligt at flyve under radaren?
– Er alle katte grå i mørket? …