Månedsarkiv: september 2017

Det var så den uge…

Det er nu en lille uge og rundt regnet ti tøjvaske siden vi kom hjem fra ferie. Den sidder stadig godt fast – ferien – og heldigvis for det. Også selvom jeg allerede trænger til én mere. Og en lille kylling, nu jeg er i gang. Det har været en uge der har budt på lidt af hvert, og nu er det så, jeg sidder og tænker over hvad minutterne (også) gik med af både stort og småt:

Det var ugen, hvor budgettet med deadline i dag, blev væk. Pist væk. Save complete, meddelte systemet, hvorefter et dybt, sort hul opslugte alle indtastninger. Farvel ti millioner kroner.

Det var ugen, hvor jeg – igen – forsøgte at gå op ad den rulletrappe, der kører nedad. Vi taler to parallelt placerede rulletrapper; én kører op, en anden kører ned. Og her er det så jeg spørger: Hvem helvede har placeret nedadtrappen i højre side?! Hallo; vi går venstre mod venstre her til lands! Lorte-Føtex (ja, det er dig på Nordre Fasanvej, jeg taler til!).
Kvik ung mand sendte mig et smil, og medgav, at de godt kunne være lidt tricky, sådan nogle rulletrapper.
Right.

Det var ugen, hvor min kaffe kastede op. På mig, underforstået. Jeg tænker bagholdsangreb. Basically.

Det var ugen hvor jeg (næsten) glemte min mors fødselsdag. Hurra for Interflora, jeg er virkelig fan.

Det var ugen, hvor en speciallæge konkluderede, at jeg ikke har åreknuder (fortæl mig venligst noget, jeg ikke ved i forvejen), men at jeg muligvis er i besiddelse af en bindevævssygdom. Det må han virkelig selv ligge og rode med.

Det var ugen, hvor den ene halvdel af min bh-strop (som jeg slet ikke vidste var todelt) gav slip på den anden halvdel, og hvor jeg (efter nogen roden rundt dér under blusen) måtte bede Kollega om assistance cirka to sekunder inden kursus-departure. Ikke mit stolteste øjeblik ever.

Det var ugen, hvor min veninde ringede til mig fra indre by, og meddelte, at hun lige havde set en narkoman køre rundt på min cykel. Tak søde, stikker du lige efter ham, så er du en skat?

Og apropos cykler, så var det også ugen, hvor Mindste Pode var ved at blive pløjet ned i et lyskryds, fordi han pludselig spottede sæbebobler, der kom svævende rundt om gadehjørnet, og derfor glemte alt om at holde for rødt og passe på biler. Jeg gyser stadig når jeg tænker på, at ordene “SE, mor! SÆBEBOBLER!!” kunne være blevet hans sidste. Og jeg råbte (skreg…) så højt, at jeg havde helt ondt i hovedet bagefter. (Jeg er i øvrigt også fan af Panodil og Ipren).

Men det var også ugen, hvor jeg har været til frisør (ja, her går vi lige fra den ene yderlighed til den anden) – helt fantastisk oplevelse. Det sker virkelig sjældent; man kan klare meget med en neglesaks. Eller en hækkesaks. Det var også ugen, hvor jeg fik drukket kaffe med min gamle roomie, som jeg elsker more than life itself, men som jeg ser alt, alt for sjældent. Og sidst men absolut ikke mindst var det også ugen, hvor jeg faktisk havde det meste af en eftermiddag (eller i hvertfald det meste af to timer…) alene hjemme, fordi alle poder var ude af huset, og jeg valgte at lave…..INGENTING, ud over at have Dixie Chicks på repeat. Det er de små ting, you know.

Og nu har vi ramt Disney Sjov. Dammit, det var tiltrængt. Tror lige jeg ta’r mig en Angela Merkel.

Ha’ en FANTASTISK weekend derude!
Kram fra mig ❤

Om en slags engel

Apropos min fødselsdag (som nu efterhånden har et par uger på bagen, og som jeg lige fik nævnt i en sidebemærkning i mit forrige indlæg), så havde jeg en ganske særlig oplevelse. Noget, der gjorde dagen helt speciel, og i virkeligheden er det svært at beskrive hvor fin den oplevelse egentlig var, men nu forsøger jeg alligevel:

Jeg var på arbejde, og jeg arbejder i en relativt stor afdeling med cirka tredive ansatte. Pt. sidder jeg på et tremandskontor, hvor der er en del mennesker, der vandrer ind og ud. Derfor kigger jeg ikke umiddelbart op, da min forhenværende afdelingsleder kommer ind.
Det er mere end tre år siden at hun var min leder, og hun lever i dag et helt andet liv end hun gjorde tidligere. I stedet for at være leder, er hun nu kropsterapeut. Og kunstner. Og omsorgsperson. Og måske også yogainstruktør lige om lidt.

Kort sagt: Hun favner bredt, og så er hun bare fyldt til randen med kærlighed på en helt ubeskrivelig måde.

Sådan var hun også som leder, og måske kunne nogen synes at der var lidt for meget kærlighed om ørerne på os i den afdeling. Det er for eksempel ikke alle ledere, der filter lykkedyr til deres medarbejdere, vel?:

(Men måske i virkeligheden alt for få, tænker jeg…?)

Det er nok også de færreste ledere, der i peak performance-perioderne bruger aftenstunderne på at lave raw food brownies til sine kagetrængende fodsoldater. Og nok også de færreste ledere, der går med benvarmere og ryger pibe. Alt hvad der kan siges om hende hér, gør hende ubetinget til en ener. Men alt det, som der måske ikke helt var plads til tidligere i rollen som den atypiske leder, er der plads til i det liv, hun lever nu. Og det bringer os tilbage til nutiden, og til min fødselsdag.

For som sagt kom hun vandrende ind, dér på kontoret. Og ikke bare fordi hun tilfældigvis kom forbi, men faktisk fordi jeg havde fødselsdag. Og med sig havde hun sine raw food brownies og sin snickerskage. Og jeg var helt målløs over, at nogen gjorde sådan noget for mig?! Men da mælet endelig kom tilbage, fik vi én af de dersens snakke, hvor man bliver bevidst om hvor sjælden en vare ægte nærvær og oprigtig interesse er. Hvor den andens ører er en gave. For selvom hun egentlig var på vej videre, så var hun tilstede hundrede procent (også) lige dér. På relativt kort tid nåede vi at runde både store og små essentielle emner, og vi nåede at konkludere, at sårbarhed er en styrke, og at man skal huske at danse med bare tæer.
(Husker du det?…)

Som altid fik hun mig straks til at tænke, at jeg virkelig må oppe mig, og blive et mere kærligt, betænksomt og favnende menneske. Det tænkte jeg så på det meste af dagen, altså lige ind til jeg billedligt talt blæste hovedet af mine unger om aftenen over en betydningsløs sofakonflikt. Men slaget er ikke tabt af den grund. Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag – jeg tror stadig på det.

Så det jeg egentlig ville give videre med dette indlæg, er en påmindelse om, hvor fantastisk den slags mennesker er. Og at de findes derude. Også selvom de måske i virkeligheden nærmere er en slags engle?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”We are each of us angels with only one wing,
and we can only fly by embracing one another”
Luciano de Crescenzo

“…Og der findes to slags engle: Almindelige engle og skytsengle.
Skytsengle er skudt ud af kanoner. Dem er der lidt mere fart på.
Og så er de tit lidt mere stive i håret.”
Anne Sophie, 6 år.

Næsten five minutes of fame…

Lige inden vi tog til Malta (helt specifikt på dagen før min fødselsdag), fik jeg en mail, der gav mig en del kvaler og hovedbrud.

Den lød sådan her:

Hej! Jeg er journalist på tv2 og har læst din blog om tvungne legegrupper. Har du mulighed for at give mig et kald?….

Denne her journalist ville godt ha’ mig til at medvirke i et indslag om legegrupper, spisegrupper, kald dem hvad du vil. For som han sagde, “…det kan jeg jo læse, at du har en holdning til!”. 

Åh, ja.

Jeg blev virkelig smigret, så er det sagt. Og glad og beæret, foruden det løse.

(Jeg lader mig vældig let rive med…)

Og jeg havde lyst til – uden tøven – at hoppe i med samlede ben, men efter den første bølge af benovelse havde lagt sig, vandt fornuften indpas. For det er jo ikke kun mine hensyn, der skal tages. Der er jo børn i bilen, undskyld på bloggen, og det er jo for deres skyld, at jeg udlever en form for under cover-tilværelse herinde.

Så min medvirken i nyhedsindslaget stod og faldt mestendels på i hvor høj grad jeg kunne forblive (relativt) anonym. Sort of. Altså i virkeligheden allerhelst med stemmeforvridning, sløret billede OG med sorte felter henover øjnene. Okay så, mindre kunne måske også gøre det, men nej, sagde den meget venlige journalist: Intet af dette var en mulighed med mindre man var truet, eller kunne forvente alvorlige repressalier på grund af medvirken i programmet.

Manden har tydeligvis aldrig været konfronteret med en ægte speltmor.
Jeg prøvede at forklare ham, at jeg ved at udtale mig faktisk ville skulle lægge billet ind på en form for vidnebeskyttelsesprogram: Er du, spurgte jeg, godt klar over, at efter at have udtalt mig negativt om legegrupper, så er jeg mere eller mindre tvunget til at få hemmelig adresse, navneforandring, en kønsskifteoperation og måske endda leve som eksilcubaner på den spanske solkyst?

Nej, det var han ikke klar over, men heller ikke mere forhandlingsparat af den grund. Han mente muligvis, at jeg overdramatiserede. Come on. Moi?!

Med det på det rene fulgte alle de øvrige overvejelser. Overvejelser omkring hvad jeg for eksempel ville opnå ved at deltage i den nyhedsudsendelse, og om jeg var eventuelt var klar til at blive hængt ud i et kommentarfelt eller i en Facebook-tråd, som jeg ikke selv var herre over? Klar til at lukke alle mulige trolls ind på domænet? Klar til at gå all in uden Maude-filteret? Hvad ville konsekvenserne være? Fordele og ulemper?

Og til alle disse spørgsmål, der poppede op i mit hoved, og som jeg luftede i flæng både forfra og bagfra for uskyldige – men tålmodige – mennesker (Søs, Mand, Øglemor og Kollega) kunne jeg kun svare nej. Det er bare ikke dér, jeg er lige nu. Så i sidste ende takkede jeg pænt nej, og derfor blev mine five minutes of fame aldrig til noget. Men når jeg tænker på, hvad jeg har oplevet herinde i Blogland, så er det helt klart et af højdepunkterne alligevel. Og hey: Hvis ikke du har læst mit indlæg vedrørende legegrupper (og er nysgerrig), så kan du læse det her (og en smule mere her). Hvis du samtidig drikker en kop kamillete og kværner et glas Baldrian-tabletter, så er du sikret en god nats søvn.

Og nå ja; det var dét med den fødselsdag… Se en gang hvad Mand havde fundet til mig på Samsø i sommer (=køber du også nogle gange dine egne gaver?….):

Fin, ik’?

Dagens kloge ord

“Alting har sin pris”
“Man kan ikke både blæse og ha’ mel i munden”

Postkort fra Malta

Beklager radiotavshed; nogen har været ude at rejse. Hele podefamilien, inklusive Svigermor, har været på Malta, og det var vældig, vældig tiltrængt.

Vi har fyldt øregangene med cikadesang, og vi har inhaleret solstrålerne, mens vi er blevet gennemvarmet. Og så har vi nydt, at andre mennesker har stået for alle de lavpraktiske detaljer, ikke mindst madlavningen.

Og apropos mad, så er alt med kaniner tilsyneladende the shit på disse breddegrader: Fried rabbit, local rabbit, rabbit ravioli og rabbit stew er bare et par af de varianter, jeg er stødt på.
No thanks. Can I have some nachos, please? With extra cheese, thank you very much.

Mindste Pode har for sin part fået friturestegt mad hver aften næsten uden undtagelse, ligesom han hver morgen har fyldt sig til randen med Coco pops og Nutella. Og så skal man ikke glemme den stride strøm af is, og slush ice forklædt som sprinklervæske:

Fuck kostpyramiden, vi holder ferie.

Én ting var ungens lykke ved måltiderne, en anden var hans lykke ved poolen: Fra at have næret en dyb og inderlig skepsis imod vandmængder med et større rumfang end to liter, så blev han simpelthen dus med pølen mindre end en halv dag efter ankomst (så meget for at ha’ stået i kø som nummer 863 for at få en plads på et vandtilvænningshold i Hovedstadens Svømmeklub).
Og nu er der næsten ingen grænser for hvad ungen har bedrevet i det våde element:
Han har dyrket vandaerobics med badevinger; han har svømmet til han kastede op (bogstaveligt talt), og han er blevet nummer to i en vandbombekonkurrence. På næstsidstedagen kunne han både snorkle og svømme selv uden hjælpemidler, og ud i Middelhavet padlede min pode ufortrødent med en sjældent set entusiasme. Man må sige han har fået flyttet nogle grænser.

Mellemste Pode var som altid i sit es under de sydlige himmelstrøg, mens Ældste Pode mestendels udlevede sit Malta-ophold under en parasol i totalsymbiose med sin iPad og sine ørebøffer i en slags kronisk fornægtelse af sine omgivelser. Jeg skal da virkelig love for, at han er blevet teenager for fuld udblæsning.

I den forbindelse er der tre ting jeg har lært om at rejse med en teenager:

1) Det er en dårlig idé at tvinge en teenager med på sightseeing, men det er en endnu dårligere idé at tage ham med på en guidet tur rundt med et minitog. Du kan være helt sikker på, at det næsten er tårefrembringende når toget giver et højt tut-tuuuut! fra sig, og en halv-aggressiv banjo fylder højtalerne.

2) Man skal heller ikke råbe til selvsamme teenager tværs igennem den lokale bybus at han IKKE skal pille sig i næsen. Særligt ikke når det hele i forvejen er alt, alt for meget, og han har valgt at sidde ved siden af et suspekt fremmed menneske fremfor et kærligt – men pinligt -familiemedlem.

3) Man skal heller ikke gå med en stråhat hvor der står ‘MALTA’ med mindre man forinden har fået polititilhold.

…bare et par fif, hvis du nu er lykkelig indehaver af en teenager og påtænker at tage den med ud at rejse.

Øvrige fif og konklusioner fra turen til Malta:

– Speedbådssejlads er tilsyneladende ikke for sarte sjæle. Jeg fik da for min part i hvertfald rystet hjernebarken gevaldigt, og går stadig og tænker lidt på, om jeg mon har fået piskesmæld? Tror du det? Og så ligner jeg i parentes bemærket én, der har været udsat for hustruvold, så med mindre du er gjort af et andet stof end mig (og det er du med al sandsynlighed), så sæt dig bagerst i båden, ikke forrest!

– Malta trænger til en kærlig hånd. Tilsyneladende er øen én stor skraldespand. Hvorfor er der ikke nogen, der rydder op (efter sig selv!)? I don’t get it, for der er ellers virkelig rart.

– Hvis Malta trænger til en kærlig hånd må mit hår siges at gøre det samme. Det er blevet både tørt og endnu mere kruset end sædvanligt, og flagrer rundt om hovedet i helt uregerlige og ucharmerende totter, der ligner sådan en forlænget udgave af det dersens ammelook man får, når håret begynder at vokse ud efter Det Store Hårtab. So not pretty.

– Men hvad der kan anbefales er Den Blå Lagune, og den gamle fæstningsby, M’dina. Godt nok vaskeægte turistfælder, men smukke, unikke perler.

Og nu er vi så kommet hjem. Jeg har fyldt kufferten med solstråler til de mørke dage, og håber at følelsen af sommer kommer til at vare længe.
Er der nogen, der har en kort update på verdenssituationen?  ….

Wanna workout?…

Jeg bliver ofte spurgt hvordan jeg holder mig i form (okay, det var så løgn, men lad os antage, at det ikke var).

Derfor har jeg sammensat et lille program med fire små øvelser, der træner kroppen sådan lidt allround.

Klar?

Øvelse 1) Barn i ‘kan-ikke’-fase på hofte.

(For de skrå mavemuskler samt overarme)

Gør således: Placer et styks barn på minimum 8 kilo på hoften, og fat barnet med armen.

(Denne øvelse har jeg ikke selv praktiseret i et langt stykke tid, eftersom Mindste Pode er 128 cm høj og vejer 33 kilo. Som en direkte følge af min forsømmelighed har jeg nu hvad min hedengangne oldtidskundskabslærer ville kalde et par betragtelige atletlommer. Et andet ord ville slet og ret være ‘deller’.)

Husk at skifte side, og gentag til du segner, eller til spaghettien er skamkogt.

Advarsel: Det kan være svært at afmontere barnet igen efter denne øvelse.

Øvelse 2) Påføring af fodboldstrømper på små-fugtige eller halvklamme fødder (altså en podes klamme fødder, ikke dine egne klamme fødder).

(For overarme og lår)

Øvelsen er denne:

Sørg for at pågældende fodboldpode stemmer med ryggen imod noget hårdt, for eksempel en væg eller en sofa, og i øvrigt er pacificeret med noget Ramasjang eller Netflix alt efter hvad man nu er beriget med. Sæt dig på hug foran poden og påbegynd strømpemonteringen: Når du har fået første del af strømpen henover hælen er du godt varmet op, og klar til at sætte ind med de seje træk op over benskinnen, hvor sokken påføres i etaper (og muligvis også sidder fast i velcroen).
Hold gerne en pause imellem to strømper, og husk at drik rigeligt med væske.

Øvelse 3) Sortering, løft og fragt af vasketøj.

(For arme, baller og skank (- jo, det kan man vist godt kalde det….))

I forbindelse med denne øvelse vil jeg anbefale dig, at du producerer så mange børn som muligt, og helst nogle aktive nogen af slagsen, så de bruger ekstra-meget tøj. Mens du alligevel står med hovedet nede i dyngerne anbefales det at du udfører yogaøvelsen ‘hundestrækket’, det gør jeg selv hver dag (- det tror du heller ikke på, vel?…).

Og hvis du – som jeg – er bosiddende i en etageejendom, vil du med nogen sandsynlighed også benytte trapperne undervejs til og fra vaskekælder/tørrerum/tørreloft – heraf balletræningen. Vi taler om baller af stål på Charlotte Bircow-manér. Eller måske ikke af stål, men så af bly, da. Noget med noget tyngdekraft; trætte er de i hvertfald.
Var der nogen, der sagde hængerøv?

Øvelse 4) Dagligdag. Oh yes.

(Løb og intervaltræning for træning af lår, lægge og kondition)

Start dagen meget tidligt, og sørg for på forhånd at være på bagkant med alting, undskyld tingene. Sørg for eksempel for, at en pode glemmer sit idrætstøj, og ringer cirka 20 minutter inden et vigtigt møde, og spørger, om du kan hente det? (Bare rolig, du kan puste ud under mødet). Sørg for eksempel også for ikke have tænkt på aftensmaden, således at du er tvunget ud i noget speedhandlen mellem dagens sidste møde og afhentning af børn. Suppler med flere af den slags ting, og på denne måde får du hurtigt skabt dig en dag, med masser af aktivitet, høj puls og sved på panden – på sigt bliver din grundform på denne måde faktisk ganske fin, og sportsentusiaster vil tilmed hævde, at dit fysiske velbefindende og mentale overskud vil stige drastisk. Jeg vil lade det være op til dig at vurdere.

Nå, hvad siger du så?…

(Jeg har selv kun én supplerende kommentar, og det er denne: Set i lyset af al den overarmstræning man som mor praktiserer, synes det umiddelbart ganske uretfærdigt, at det er kvinder, som får vinkeflæsk. Helt ærligt?! Den slags burde i sagens natur tilfalde mænd.
Så meget for retfærdighed.)

Nå, god træningslyst derude! ❤

Dagens kloge ord

“Alt med måde”…

Man skal huske at sige tak! 

Og nu er det vist min tur…. For jeg har lyst til at sige tak til dig derude; dig, der læser med. Jeg synes det er ret så utroligt, at du bruger din dyrebare tid på at læse mine tekster: Tænk alle de eder og forbandelser jeg hælder i æteren gang på gang uden at du løber skrigende bort – det er alligevel en del, du står model til! Og det er derfor jeg lige sender dig denne virtuelle taksigelse: Fordi du stadig er der!

Og bare til orientering (i forlængelse af mit forrige indlæg), så hænger jeg stadig i! Alene dét at få alle følelserne ud gennem fingrene, og op på skærmen, har en healende effekt på alle mine dommedagstanker. Og solens stråler i dag gør virkelig underværker…

Men apropos eder og forbandelser, så er jeg muligvis blevet overhalet indenom. Hvordan kan det næsten lade sig gøre?, spørger du måske (forståeligt) nok.

Tjo, her i weekenden skete der det, at en af matriklens poder fik et rødt kort i en håndboldkamp. Denne her pode har (desværre) arvet mit temperament (det var det med de eksplosive tendenser og de korte lunter), og derfor kan bølgerne godt gå højt af og til.
Røde kort-poden kommer derfor hjem fra en nordsjællandsk håndboldhal, og aflægger rapport om hvad der efter pålydende har været noget nær slaget ved Dybbøl i en 2017-udgave.

Ud over beretninger om blødende næser, og dommere med forskelige hjernelidelser og andre former for diagnoser (jeg må konkludere, at nogen har hørt virkelig godt efter på psykiatrisk museum i sommerferien), så er der blevet brugt ord som ‘flækket’, ’smadret’ og selvfølgelig ’slagtet’.

Røde kort-poden har samtidig fået suppleret sin beretning med kække spørgsmål og kommentarer fra sin lillebror, der for eksempel har spurgt:
“Måske blødte han bare sådan her: Grrrgtrrr!…?” (*motorsavslyde*)
TAK! …for dramatisk input, Mindste Pode.

Jeg er virkelig begejstret for at mine sønner spiller håndbold!
Eller… Nej. Ikke altid.
Ikke når det er slagtebænk Dybbøl version 2.0.

Men bortset fra mængden af ukvemsord, så var Røde kort-poden faktisk vældig meget oven på. Poden lod mærkværdigvis ikke hændelsen få indflydelse på humøret, og det er faktisk noget, som han har arbejdet meget med. Sædvanligvis ville vi skulle have brugt mange kræfter på at få fjernet fokus fra det røde kort. Eller i hvertfald fjerne den dårlige følelse omkring det røde kort. Følelsen af nederlag og uretfærdighed. Og alt dette formåede han nu selv. Han er så meget bedre til den slags end jeg nogensinde selv har været, og jeg er usigeligt stolt af ham.

Og med ham som forbillede vil jeg prøve at gå den kommende uge i møde med fokus på de små ting. Ikke projektet (altså dagligdagen; livet) som helhed. Men med større fokus på glæderne. For eksempel at Mindste Pode har tabt en fortand. Og at han nu kan stave til ‘is’ og ‘bus’ og den slags. Det er stort.

Så igen: Tak til dig, og tak til det røde kort.
Må den kommende uge være god ved dig! ❤️

Fotograf: Palle Pophår

Måske skyldes det vejret?

Ja, måske skyldes det vejret, at tingene bare er lidt mere hæslige end de plejer?… I august var jeg sikker på, at alting ville blive bedre i september. Nu tænker jeg, at alting bliver bedre i oktober. Aner vi et mønster?

Jeg føler mig konstant presset. På jobbet, på hjemmefronten, overalt. Altså, jeg mener, jeg er jo for helvede lige kommet hjem fra endnu en skolepicnic (som godt nok blev flyttet indendøre, men alligevel…) – hvad gi’r du mig?! (ja, jeg har faktisk en ret lang ønskeseddel, hvis du skulle være i gavehumør). Men det er fandeme da utroligt. Og jeg bander og svovler over det hele, ikke bare her på domænet, men også på mit kontor. Undskyld, kontor-mates, undskyld. Virkelig. Men jeg føler vitterligt, at jeg kan eksplodere hvert øjeblik det skal være. Samtidig er jeg ganske og aldeles drænet for energi. Der er udsolgt allerede inden spisetid, og jeg har ikke lyst til noget. Faktisk har jeg ikke engang lyst til at være hjemme, og jeg elsker ellers mit hjem. Men det er som om jeg er blevet degraderet til at være au pair-pige, og der er altid nogen, der synes at løgstykkerne er for store, know what I mean? (Og faktisk kom selvsamme au pair-pige til at skamklippe Mand med hårtrimmeren i søndags af bar’ træthed, men det taler vi ikke om lige nu).

Jeg ved godt, at jeg burde have det anderledes. Være glad. Taknemmelig helt ud i tåspidserne. Fordi jeg har ALTING i denne her verden, som man kan drømme om. Og det er jeg også. Sort of. Det er bare fast forward-afspilningen af mit liv, som gør det umuligt at nyde. Umuligt at følge med. Og det er som om jeg bare venter på et prik fra den finger, der skal puffe mig ud over afgrunden. I morges følte jeg næsten den var der. Fingeren. Prikket: Regnen væltede ned, og jeg havde afleveringstjansen. Lige før vi nåede frem til skolen skred Mindste Podes cykel i et sving, og plask! Så lå han dér. Og gik helt i panik fordi han ikke kunne komme op, og tilsyneladende troede at hans sidste time var kommet. På det tidspunkt hylede jeg også, alt imens jeg hviskede “ikke nu…. ikke nu….”. Det var virkelig svært ikke bare at give lods og bryde i krampegråd der midt i vandpytten sammen med Mindste Pode.

I situationer som disse ville jeg virkelig ønske, at jeg var Linda. Jeg er sikker på, du ved hvem hun er, men skulle det modsatte være tilfældet, så kan jeg fortælle dig følgende:

Linda er først og fremmest en mand. Altså en mand i en kvindekrop. Ikke fordi hun – hvad jeg ved af – er transseksuel, eller sådan fysisk set er maskulint anlagt, men fordi hun har nosser. Man messer ikke med Linda, og man kører for Guds skyld ikke den forkerte vej rundt i rundkørslen. Folk må ta’ sig sammen. Hun har teflon nok til adskillige års Scanpan-produktion, og hun klynker aldrig. Linda tager tyren ved hornene, og får ting gjort fordi hun vil. Og hun vil selv. Fordi hun kan. Børn, for eksempel. Tilværelsen. Alle udfordringerne og problematikkerne. Og igen: Uden klynk. Jeg ved da, at jeg for mit eget vedkommende havde lagt mig i fosterstilling, og ønsket at dø efter fem minutter alene på posten som mor minus far. Men alt det kan Linda. Også helt uden at ligge den mindste lillebitte smule i fosterstilling. Derfor elsker jeg Linda. Og så fordi hun er skarp som en ragekniv når hun sætter ord på. Linda er bare den hurtigste knallert på havnen, and guess what: I’m not.

Linda.
Ikke mig.

Tilbage er bare at spørge: Gi’r du et lift, Linda?

P.S. Hvis du gør, så fremsender jeg fluks en pose virtuel matadormix.*
*Bemærk venligst, at varen ikke kan ombyttes eller veksles til kontanter.

Vi håber på solskin i morgen, ja?

Noget om mænd. I særdeleshed syge mænd.

I direkte forlængelse af weekendens nærdødsoplevelse (altså efterårssnuen), har jeg tænkt lidt over det dér med sygdom. Og i den forbindelse har tankerækkerne ført mig videre til overvejelser omkring sygdom og mænd.

Mine tanker er disse:

I forhold til sygdom findes der mig bekendt to typer mænd.
Der findes hypokonderne, og så findes der dem, som tror, de er udødelige.

Min far hørte til første type, og hele livet var han fast inventar i lægens venteværelse. Altså lige indtil han en skønne dag fik en hjerneblødning, og stik imod al tænkelig fornuft vurderede, at det gik nok over. Så i stedet for at gå til lægen, gik han i seng. Da han den efterfølgende dag endelig kom på hospitalet, viste det sig så, at der foruden den ene blodprop var to andre af ældre dato, som ikke var blevet opdaget. Ifølge Søs sad de tilsyneladende steder i hjernen, som han ikke brugte ret ofte. Og så meget for det. Dét, der fyldte allermest hos min far var tilsyneladende, at han fik en parkeringsbøde midt i det hele.

Mand hører til den anden type, altså blandt de udødelige. Den slags, der synes at alle de andre (inklusive mig) er nogle skravl. Jeg har muligvis med risiko for en lille fejlmargen oplevet Mand være syg (sådan med noget influenza-lignende-et-eller-andet) to, måske højst tre gange på snart atten år. I sådanne tilfælde får han et semi-grusomt udtryk i ansigtet, som signalerer noget i retning af ’alle-der-ynker-mig-nu-bliver-slået-ihjel-jeg-skal-ha’-lov-at-lide-absolut-ukommenteret-og-ubemærket’. Kender du det udtryk?

Ikke desto mindre kan der ske ting og sager for selv den bedste. Også for dem i type to-gruppen, og således også for Mand. Jeg har et glimrende eksempel, der tager sit udgangspunkt i en ganske almindelig tirsdag aften for nogen tid siden. Her dratter Mand aka Mr. Marathon uden varsel (…eller i hvert fald kun meget kort varsel…) om på én af sine løbeture. Midt på ruten rundt om Damhussøen, SMAK!, så ligger han dér, besvimet. Mand konkluderer, at han nok er dehydreret. Synes ikke det er spor underligt, at han ikke føler sig dehydreret hverken før eller efter. Er dog fornuftig nok til at gå hjem (ikke løbe). Men hjemme synes han dog han har det så godt, at han (efter at ha’ lagt sit blodige løbetøj i blød) lige styrketræner. Jeg er gået i seng for længst, og erfarer intet af alt dette før næste morgen, altså onsdag, hvor Mand også synes han vil cykle til og fra arbejde, det vil sige små tredive kilometer. Derudover tager han også bare for en god ordens skyld en ni-timers arbejdsdag. Det synes Mand er helt normalt og ganske okay. Jeg pipper noget om at tage kontakt til en læge, og da Mand kommer hjem onsdag aften, meddeler han stolt, at han har booket en tid til om mandagen. Og selvom jeg kvækker, at han jo kan nå at dø fyrre gange inden det bliver mandag, så (ork, nej!) hævder Mand – den elektroniske booking ikke havde tid før.

Efter en ikke uvæsentlig mængde trusler fik jeg ham alligevel til at ringe til lægehuset torsdag morgen, som så fik presset en tid ind fredag formiddag. Tiden fandtes vist ikke sådan for alvor som en mulighed i lægens kalender, men Mand gjorde brug af det evig gyldige argument: ”Jeg har altså en skrubhysterisk kone derhjemme…”, hvortil lægesekretæren sagde: ”Nåmn, SÅ bliver vi jo nok nødt til at finde en tid til dig!…..”.

Lægen tog det hele meget alvorligt. Mand fik taget blodprøver og kørt EKG. Mand fik blodtryksmålerapparat, som skulle måle alting både morgen, middag og aften i adskillige dage.

Efterfølgende konkluderede lægen, at Mand er immer so frisk. Meget fine tal over hele spektret. Behøver jeg at sige, at Mand er meget glad for sådan at være blevet blåstemplet af sundhedsmyndighederne, for nu har han jo tilnærmelsesvist papir på at være udødelig? Og kan man på nogen tænkelig måde tage til genmæle i forhold til det? Jeg tror ikke jeg har en jordisk chance.

Men, men: Så kan jeg da i stedet tage patent på turene med snot og hoste herhjemme.
Jeg mener… nogen skal jo ta’ dem, ikke?!… Eller?

Lidt efterårssnue?

Jeg er syg. Jeg har også fundet ud af hvorfor jeg er syg, og det skyldes uden tvivl, at jeg har været på sukkerafvænning. Dårlig, dårlig idé, som jeg kun kan fraråde. Det er hermed næsten videnskabeligt bevist, at nedsat sukkerindtag ækvivalerer tilsvarende nedsat immunforsvar.

Jeg startede midt i sidste uge (efter et mord på en kagemand), med at tænke, at nu skulle jeg måske snart til at overveje at skære ned på de søde sager. Og vupti! Næsten omgående begyndte de første symptomer at melde sig: Rindende øjne og næse; lidt svimmelhed, en smule febril, ondt i hovedet, og se nu hvad det hele er mundet ud i. Jeg er en grøntsag.
Tomme kalorier og tilsætningsstoffer efterspørges.

Det værste ved sygdom er, at man har så ondt af sig selv, at det er decideret ynkeligt. Og her, fra noget jeg føler minder om et dødsleje (i skrivende liggende på sofaen mens jeg kreerer dette indlæg på iPad’en i en afsindig uergonomisk stilling, som enhver arbejdsmiljørepræsentant ville fraråde) ved jeg, at jeg vitterligt ER meget ynkelig. Det er ret patetisk. I den ideelle verden forestiller jeg mig at jeg ligner Kristin Scott Thomas, der i ’Den engelske patient’ dør i hulen mens hun venter på Ralph Fiennes, og i sin yderste time nedfælder disse ord:

”My darling. I’m waiting for you. How long is the day in the dark? Or a week? The fire is gone, and I’m horribly cold. I really should drag myself outside but then there’d be the sun. (…) The lamp has gone out and I’m writing in the darkness.”

I den virkelige verden håber jeg på at være frisk om nogle dage. Jeg har både vand og lys. Og et bjerg af brugte Kleenex:

Mount Doom.
Beklager billedkvaliteten.

Der er blevet sagt “Protju!” mange gange i de forløbne dage (en blanding af ‘prosit’ og ‘atju’). ”Protju, mor!!” siger Mindste Pode, og ser forskrækket ud, for jeg lyder mest af alt som en gal elefant når jeg nyser og pudser næse (til gengæld lyder jeg som det dersens forlæns- og-baglæns-dyr fra Bamses billedbog i 80’erne når jeg hikker, og det er næsten endnu værre).
Hm. Det går vel over på et tidspunkt…

Nå, wish me luck, will ya’?

Dagens kloge ord

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den…”

Søren Kierkegaard