Månedsarkiv: november 2017

At være eller ikke at være – mor på sidelinjen

Mine poder går, som du måske ved, til virkelig meget fodbold og håndbold. I særdeleshed håndbold. De elsker det; det er fantastisk. Jeg under dem hvert et lykkeligt sekund de måtte have på banen. Men hvis du selv har poder, der dyrker meget sport, så ved du sikkert også, at der altid er en forælder eller to, som er mega-pinlige. Og bare til orientering: Jeg er den pinlige forælder i denne her sammenhæng. I hvert fald hvis du spørger Ældste Pode.
Som regel er det Mand, der valfarter det ganske land tyndt i diverse sportssammenhænge: Mand er social (det er jeg ikke), Mand elsker sport (det gør jeg slet, slet ikke), og Mand har nerverne til det også, ikke mindst. Det har jeg på ingen måde, og det er måske (?) den primære årsag til, at det er mig, der glimrer ved mit fravær i disse sammenhænge. For jeg bliver paradoksalt nok simpelthen så grebet, at jeg er helt ødelagt bagefter. Jeg går op i det med liv og sjæl, og kommer med mange lystige, opmuntrende og ikke mindst skingre tilråb (heraf den høje pinlighedsfaktor). Men jeg kan ikke lade være, det er ganske ufrivilligt. Det er som om en indre dæmon besætter mit sande jeg for en stund; en afart af noget Tourette, måske – jeg ved det vitterligt ikke.

Det er ikke fordi jeg går op i, hvorvidt de vinder eller ej. Jeg går op i, at poderne skal være glade ved deres hjemkomst. Særligt de ældste poder, som spiller virkelig mange knald-eller-fald-kampe. Vigtige kampe. Kampe, hvis udfald har indflydelse på humøret i mange uger fremadrettet.

Fordi det som regel er Mand, der er afsted, så er jeg sådan en slags analfabet i sportssammenhænge når jeg endelig er med. For eksempel kan jeg være udfordret i forhold til at huske ansigter og navne, og hvem der er forælder til hvem. Den slags. Og så bliver det hurtigt lidt af et socialt minefelt at være til stede i sådan en hal, når man har klippet sine livliner til både menneskene og til de gængse regler. Jeg gør en dyd ud af at opretholde facaden, men det holder kun indtil kampen går i gang.

Så er det i virkeligheden meget hyggeligere og langt mere afslappende bare at være afsted til en kamp med Mindste Pode, for resultatet er ikke så vigtigt på det alderstrin. Og Mindste Pode mener jo alligevel, at han har vundet uanset den endelige stilling. En omgang træning med Mindste Pode kan også være ganske underholdende, og nuttethedsfaktoren er også væsentligt højere. Man observerer nogle helt andre ting end man gør, når der er tale om en bunke ildelugtende, store drenge, der ligger og ruller rundt i hinanden klistret ind i harpiks. Til en U6-træning er mindst 50 børn på frihjul. Der er børn, der bliver viklet ind i deres bluser. Børn, der samler streger op. Børn, hvis primære interesseområde er deres tissemand (Hallo! Fokus på BOL-DEN!). Børn, der skal lære at spille med hinanden, og ikke mod hinanden. Børn, der for nogles vedkommende faktisk er komplet ligeglade med boldspil, men hvis forældre mener, det er sundt for dem. Børn, der indtager betragtelige mængder snacks i pauserne. Børn, det falder over deres egne ben, men ikke er for fine til at bebrejde barnet bagved for hele miseren. I love it. For mit eget afkoms vedkommende, har jeg senest konkluderet, at det der med rytmer, der skal klappes og trampes i takt, det giver vi ikke fem potter pis for; det må nogle andre ta’ sig af. Det ligger til familien; vi er besiddelse af hjernehalvdele, der muligvis burde forsynes med nogle flere RAM (også) på den front.
Synes faktisk trænerne burde ha’ en form for risikotillæg.

Nå, men tilbage til de største poder:
Jeg ved godt, at det er vigtigt både at tabe og vinde. Og de lærer også i stor stil begge dele. Måske det i virkeligheden mere er mig, der skal lære at indse, at det også er helt okay, at de bliver slået ud en gang i mellem.
Det er på min to do-liste. Eller to be-liste.

(Kulturelle) slipstrømstanker

Advarsel: Ret langt indlæg med flere omfartsveje, en smule reklame, men absolut ingen rød tråd.

Shall we?

Nå, men selvom jeg (jævnfør mit forrige indlæg) føler mig sådan relativt handlingslammet, så fortæller min kalender mig faktisk, at jeg – til trods for mine forstandsmæssige tilisninger – ikke står komplet paralyseret og blændet af forlygterne på den dersens december-bæ mens jeg passivt venter på at blive dens næste roadkill. Faktisk har der i den forløbne uge været nogle rigtig gode ting på programmet – og her taler jeg ikke bare om skole-/hjemsamtaler, men også om de mindre alvorlige ting. De sjove ting.

For eksempel har jeg været med Mand til foredrag igen. Det kan godt gå hen og blive en god vane. Sidst hørte vi Hjerne-Madsen, men i denne her omgang vil jeg slå et slag for to andre oplægsholdere.

Den ene er Jakob Søndergaard, som du måske kender fra ’Rigtige Mænd’, der blev vist på DR. Jakob er coach og træner, og under sit oplæg slog han et slag for seks ting, man kan lære af rygere – og som jeg fluks vil give videre til dig:

1)      De får trukket vejret dybt
2)      De gør noget godt for sig selv
3)      De får sollys
4)      De er en del af et fællesskab
5)      De får bevæget sig
6)      …og de gentager det hele mange gange hver dag.

Og det er ikke fordi Jakob Søndergaard mener, vi skal spurte ned til den nærmeste 7-eleven og forsyne os med smøger og cerutter; det han mener, er, at vi burde kopiere konceptet. For en ryger sætter i gennemsnit cirka 10.000 timers fokuseret velvære ind på pensionsopsparingen, og det er en virkelig god investering. Jeg kan i dén grad se pointen.

Den anden oplægsholder er Lasse Spang Olsen. Halleluja. Han skulle egentlig holde oplæg om hvordan man som filmproducent får individualister til at arbejde sammen på meget kort tid, men eftersom denne model jo netop har… skal vi sige… været oppe i medierne på den sådan ikke så positive måde, så tog hans oplæg en drejning til noget helt andet. Nemlig til noget omkring nærdødsoplevelser og mysticisme. Og hvis der noget, jeg synes er spændende, så er det alt, hvad der har et touch af noget overnaturligt. Noget, som får mig til at tænke, at det hele ikke bare drejer sig om primobudgetter og Black Friday-tilbud, men at der faktisk er noget større ’derude’. Somehow, hvor udefinerbart det end måtte være. For nej, jeg har selvfølgelig heller ikke svaret, men jeg er nysgerrig. Og derfor synes jeg det er enormt spændende at høre beretninger om sådan nogle ting. Lasse Spang Olsens fortælling var dog lidt til den aparte side; den handlede kort og godt om hans korsfæstelse. Jeg er tilsyneladende den eneste i hele verden som slet ikke har fulgt med i Lasse Spang Olsens eksperiment udi korsfæstelser, men never mind. Og uagtet hvor arbitrært og grænseoverskridende det hele forekom mig, så er det altid interessant, at høre folk af den støbning fortælle. Og Spang Olsen’erne kan altså noget, helt på linje med brødrene Lund Madsen og the Willerslevs.

Og hvad er det med de brødre, som bare kan det dér med at fængsle os andre med alene ved at åbne munden? Jeg har for nyligt tænkt en del over hvad de her mennesker har med sig. Hjemmefra, altså. Jeg kunne med andre ord godt tænke mig at finde ud af, hvad opskriften er. ”Det er noget med deres gener!…” sagde Mand henkastet, da jeg på et tidspunkt spurgte ham. Og det kan da godt være, men jeg tænker, at deres forældre også må har gjort et eller andet. Andet end at lave ungerne, altså.

Nå, men tilbage til sidste uges gode ting i kalenderen, så rummede den faktisk også en tur i biffen – og det er her, indlæggets reklamedel indfinder sig, for Lindhardt og Ringhof inviterede til forpremiere på ’Mordet i Orientekspressen’ hos Nordisk Film.

Jeg elsker på den ene side virkelig meget at blive luftet på den måde, og på den anden side, så bliver jeg så usikker på mig selv, at man skulle tro det næsten var umuligt. Jeg føler mig helt forkert: I det forkerte tøj, med det forkerte hår (og håret er jo per definition altid-altid-ALTID forkert) – og når jeg træder et skridt til højre, så tænker jeg, at jeg skulle ha’ trådt et skridt til venstre i stedet. Og måske har jeg i virkeligheden også dårlig ånde? Tror du? Nå, men i den kontekst løb jeg ind i (læs: overfaldt jeg) Superheltemor, og jeg sværger, jeg troede, jeg skulle dø en lille smule af ren og skær starstruckness. Superheltemor troede muligvis også at hendes sidste time var kommet i den forbindelse, men helt sikkert ikke af samme grund som mig. Men altså, hvad kan jeg sige? Man er vel fan, right? Jeg tror faktisk, jeg lægger billet ind på at være Superheltemor i mit næste liv. ❤

Filmen var flot, og jeg sendte mange længselsfulde tanker tilbage til den tid, hvor Mand og jeg gik i biffen hver fjortende dag. Those were the days. Så må jeg se, hvornår jeg får genlæst bogen.

Hva’ så? Mistede du pippet undervejs derude?! Jeg skal nok gøre det lidt kortere næste gang… Promise.
Kram fra mig. ❤

Om skrivebordsbomber og december-bæer

Jeg er gået i stå. Sådan føles det i hvertfald. Som om jeg træder lidt vande, eller bare står lidt i stampe, uden at komme nogle vegne.

Det er temmelig ubelejligt, kan jeg godt fortælle dig, særligt eftersom der lige er landet en tikkende bombe på mit skrivebord i denne her uge. En af den slags, som fordrer, at der omgående iværksættes en målrettet indsats for at være på forkant med potentielle ukontrollerede sprængninger. Men det er lissom om bomben ikke sådan for alvor har den kick ass-virkning, som den slags plejer at ha’ på mig. I stedet for at fylde mit blod med rigelige doser panik og cortisol, er jeg tværtimod lidt mere laid back omkring det hele: Nå, ligger du dér, og roder rundt, lille bombe? Du ligger der stadigvæk?! Ligger du godt? Vi ses i morgen, lille bombe, hej-hej…..

Jeg er med andre ord lidt ved siden af mig selv. Det er muligvis december-bæens skyld. Jeg ser den tårne sig op foran mig: Den kommer tættere og tættere på, og bliver større, og mere bastant for hver dag, der går. Helt som en kæmpesnebold, man triller foran sig.

Kender du egentlig december-bæen? Den er skabt af paradokser. Den er på den ene side skabt af forventningens glæde; en forestilling om at dagene op til jul må blive fulde af… nåja, alle de dér ting, du ved. Noget der dufter af nelliker og gran og brankede pebernødder. Noget der er fyldt med stearinlys, og med lidt baggrundsstrygermusik på ’Dreaming of a white Christmas’-måden. På den anden side kræver alt dette, at man er rustet til tænderne. Væbnet til tænderne faktisk, med adventsgaver, bankospilsgaver, julegaver, og gaver til nissevennerne i skolen, og forskellige retter, der skal fragtes til diverse julearrangementer. Og det er bare en fandens dårlig idé at være på bagkant. Jeg kan virkelig ikke anbefale det. Ergo er det faktisk nu, der skal sættes ind, fordi der ikke er ret mange dage til julen bryder løs, og går amok. Frådende, overalt. Og det er udsigten til alle de ting jeg mangler, for ikke at være på bagkant, der får mig til at strande og gå i koma lige nu. Og det er faktisk det, som er det egentlige resultat af december-bæen: Forstoppelse, mine damer og herrer.

Og nu er det så bare jeg tænker på, hvorfor INGEN har lavet en form for tjeneste, en app, hvor man kan plotte relevante data ind for december: Antal børn, drenge eller piger, antal nissevenner, antal sportsgrene der inkluderer juleaktiviteter, antal adventsgaver, antal julegaver og juletræer, og hvor mange af de dersens hjemstavnsretter, der skal medbringes til hvilke arrangementer – and so on, and so on. Og ding-dong! Så blev hele pivtøjet leveret lige til døren ultimo november. Alle var glade. Ingen fik forstoppelse på grund af december-bæen, og ingen kom til at lave en Control-Alt-Delete når der tikkede endnu en juletræsfest ind i mailboksen.
Ønsketænkning, siger du muligvis. Men det ligger vel lissom til årstiden. Trods alt.

Hov, i øvrigt: Ligger du inde med nummeret på en indsatsleder? Med bombeerfaring?
På forhånd tak – og rigtig god weekend til dig! ❤

Fotograf: Palle Pophår

Lidt ude af sync… #6

Ja, jeg er ikke kommet videre. Monstro du husker, at jeg sidste gang, jeg kørte sådan en runde her, var lidt i tvivl om temaoverskriften….? Det er jeg sådan set stadig; det nærmeste jeg er kommet en ny overskrift, er ‘Hverdagskiks (helt uden krummer)…’, og den holder heller ikke. Back to scratch, som man si’r. Anyways, konceptet er det samme som altid; here we go:

Lidt ude af sync…

…når man har sneget sig ind på handicaptoilettet (og JO! Jeg ved godt, at der er en særlig plads i helvede til folk, der gør den slags). Nå, men så sidder man dér, og opdager på det helt forkerte tidspunkt, at man har glemt at låse døren. Ja, hvad kan jeg sige? Kom glad! The more, the merrier. Og var der noget, du ikke fik set, by the way?
(Ingen, der nævner noget om karma med et eneste lillebitte ord, vel?)….

…når man kommer cyklende, og spotter Chef ved metrostation. Man vinker meget, og ihærdigt, og supplerer armbevægelserne med skingre tilråb: “HALLØJ CHEF!! Cheee-efff! Hej-hej, Chef?…”.
Chef ser ingenting. In-gen-ting. Det gør til gengæld de kinesiske turister, der kommer gående bagved Chef. De er tilsyneladende glade for vinken og tilråb. Tip hermed videregivet.

…når man siger godmorgen til fodboldtræneren mandag eftermiddag klokken 17.
Jeg har faktisk generelt lidt svært ved at sige det rigtige, når jeg siger goddag og farvel til folk. For eksempel siger jeg også konsekvent “Kan du sove rigtig godt?” til mine unger, når jeg tager på arbejde om morgenen.
Varianterne er mange.

…når man erkender, at det mest spontane man har foretaget sig i løbet af det sidste års tid, er at satse på bestilling af ‘dagens skærekage’ til et møde, fremfor på de skudsikre hindbærsnitter. Lidt spændende, om det så er gulerodskage, eller den med kokos ovenpå, hva’?…
#Livingontheedge

… når man bestiller mad på stamcaféen, og tilføjer “jeg behøver ikke de dersens mærkelige kartofler”. Tilsæt tjener med anstrengt (omend stadigt høfligt) ansigtsudtryk.

… når ens pode beslutter sig for at anlægge en stemmeføring a la Lotte fra Fredagsbio. Hvis din hukommelse svigter dig, kan jeg afsløre, at der er tale om den lidet flatterende halvdel af Anna og Lotte-duoen, som i farve-TV’ets grønne ungdom rullede over skærmen hver fredag klokken 18-nul-nul-dut. Nå. Men vi mangler sådan set bare dukken Georg, så er vi der.

… når man er ude at gå med verdens mindste legekammerat, der begejstret peger op på en valgplakat med borgmesteren, og udbryder:
“SE! Se, det’ mig! Det’ mig!! Der er BRILLER!”
Ja, dét er der… Og måske vi lige skal ha’ talt lidt med din mor og far om at få justeret styrken lidt på dine, så du ikke går rundt og tror, du er en midaldrende lokalpolitiker?

… når man tager sig selv i at tænke, at ham dommeren derinde på banen egentlig er ret lækker. Og det er sådan set meget heldigt, for når man får finjusteret det dersens syn (meget apropos), finder man ud af, at det er ens bedre halvdel ❤…

That’s all, folks!
Ha’ en FANTASTISK aften derude!

Om mentalt åndenød

I sidste uge var jeg til foredrag med Hjerne-Madsen som oplægsholder. Med latterrester boblende i blodet, og proppet til randen med hjernefakta, har jeg efterfølgende tænkt en del over den kendsgerning, at vi stadig render rundt med hjerne, der er 100.000 år gammel. Der er simpelthen ikke sket en skid siden de første Homo Sapiens skimtede solens stråler udenfor hulen. Og jeg har bare lyst til at sige: Hallo, Evolution – du glemte lige noget!! For hvordan kan det være, at vores gennemsnitshøjde er forøget med adskillige træskolængder, mens hjernen bare er stagneret? (Okay, hvad angår menneskets udseende, er jeg muligvis glad for, at hovedet ikke sådan omfangsmæssigt er vokset proportionalt med kroppen, men altså. You get the point).

Nå, men denne her tudsegamle hjerne er slet ikke gearet til den verden vi lever i, og det giver virkelig god mening: Vi er slet ikke designede til at have hjernen kørende på højtryk i det omfang, vi gør i dag. Vi tænker, handler og konsekvensberegner hele tiden. Jeg kom til at tænke på et 3-5 timers udsnit af min dag forleden:

Jeg skal på kursus. Der er meget kursus for tiden, faktisk. Computer synes også det er lige til den grove side, og er i det hele taget træt af ud-af-huset-aktiviteter. Belært af erfaring bringes den trætte computer en tur forbi IT til en profylaktisk saltvandsindsprøjtning inden kursus. Computer faker sig gennem sit helbredstjek. Kurset starter, men nu er Computers tålmodighed opbrugt, og der sker slet, slet ingenting. Så meget for det. På medbragt telefon sker der på den anden side flere ting, end godt er. Ting, som vel at mærke ikke er arbejdsrelaterede, men derimod er relateret til en pode og en episode i skolen. Nu er det ikke kun computeren, der har givet mentalt afkald på kurset; flere private ting skal udredes, mens andre kursister drøfter om variablerne mon skal klassificeres som nominale eller ordinale. Efter kurset er der hjemme fortsat tråde, der skal redes ud i forbindelse med skoleepisoden, og en anden pode har muligvis også indgået en studehandel i forbindelse med noget kortbytteri i skolen, hvilket starter en parallel SMS-korrespondance med et andet forældrepar, foruden en tredje tråd om en kommende legegruppe. Samtidig har vi Onkel Finn fra Grindsted på linje fire med et knaldgodt tilbud på en trailer. In real life har vi også en pode, der skal til svømning; der er vasketøj, og man kan jo heller ikke lave koteletter i fad uden fløde, vel, så nogen må cykle i Føtex alt hvad remmer og tøj kan holde, alt imens det grønne ligger derhjemme sammen med koteletterne, og visner på panden, mens risene brænder på. Hjem bringes fløde, pebernødder (man er vel impulsstyret) foruden en fragmenteret cykellygte, der måtte lade livet under den hasarderede kørsel på udturen. Historien om koteletterne i fad ender relativt lykkeligt, men som den skarpsindige læser du er, har du nok forlængst konkluderet, at der egentlig ikke sker noget epokegørende i de timer, som jeg netop har berettet om. Ikke noget, du ikke selv har stået model til, i hvert fald. Men det, som jeg prøver at sige, er, at der alligevel foregår noget hele tiden. Der lægges planer, der overvejes, der konflikthåndteres, der SMS’es, der mailes, der ringes og der gøres ved. Uafladeligt. Og mange ting på én gang. Og så er det vi overanstrenger de stakkels små grå. Vi griller dem, simpelthen med andre ord. Og selv om den viden i sig selv er skræmmende, så er det allermest skræmmende i min optik, at vi godt ved det – og alligevel fortsætter vi.
Fordi vi gerne vil?
Fordi vi ikke kan lade være?
Fordi vi er bange for, hvad der sker, hvis vi vitterligt lod være?
Altså hvad?
You tell me?

Okay, indrømmet…

Lige i øjeblikket er jeg vild med at have en teenager. Det er jeg muligvis (absolut) ikke om et års tid eller to, når jeg har fået en seriøs overdosis af diverse former for ungdomssløvsind. Okay, en lille overdosis har jeg som bekendt allerede fået, men altså. Det er faktisk også ret sjovt. Ind imellem. Hvis man tager den famøse ja-hat på, og kan smile af hvor kompliceret det pludselig bliver at pakke en sportstaske til noget der rækker ud over en almindelig træning. Og det er VIRKELIG noget af en udfordring når teenage-podens hjerne kun rummer én ting eller ét ord ad gangen, og det tydeligvis cirkulerer rundt på lystavlen meget, meget langsomt.

Hvis man så i den (eller i en anden) forbindelse kommer med en form for servicemeddelelse – det kan være noget så simpelt som at oplyse poden om et afgangstidspunkt – ja, så kan det være meget interessant at se hvordan den information modtages.

Der er forskellige muligheder.
Som udgangspunkt er det selvfølgelig forældrenes håb, at informationen ryger ind og lagres allerede i første forsøg, men det vil kun ske i ganske, ganske få tilfælde.
Ellers vil der være to muligheder tilbage:

Den ene mulighed vil være den, hvor poden stiller sig helt uforstående overfor meddelelsens indhold i al sin simpelhed; man kunne faktisk i princippet lige så godt tale hebraisk. Meddelelsen skal følgelig gentages MANGE gange (tydeligt, og ofte med store mundbevægelser) inden den til sidst – forhåbentligt – giver mening.

Den anden mulighed indebærer også en del gentagelser, men har det resultatet, at poden tager beskeden som en personlig fornærmelse. Enten som en fornærmelse mod hans intelligens, eller mod selve hans eksistens, slet og ret fordi hans forældre bare er for meget. Og det er de tit. For meget. Særligt når de forsøger at kombinere handling og information. Ikke bare som i tilfældet med sportstasken, men for eksempel som i noget…. affaldssortering.

Ældste Pode har nemlig for noget tid siden fået tre par nye sko (dels har fødderne det jo med at vokse, og dels har podens fodtøj det som nævnt ved tidligere lejlighed med at forsvinde – pist! – som dug for solen). Med de tre par sko fulgte (ikke overraskende) de sædvanlige tre æsker til skoene, som i en rum tid tog bolig på podens kammer indtil Mand en skønne dag fik nok, og beordrede poden til at eskortere emballagen ud af det lille hummer. Æskerne blev herefter fragtet cirka fem meter nærmere deres endeligt, hvilket helt nøjagtigt vil sige ud i køkkenet. Køkkenet er placeret ved bagtrappen; bagtrappen fører ned i gården, hvor skraldeskuret også befinder sig, og dermed blev æskerne i køkkenet faktisk også nærmest betragtet som om de allerede var nede i bemeldte skraldeskur. I hvertfald i teenage-podens optik.

Så tæt på, og dog så langt fra.

Æskerne stod efterfølgende i køkkenet og blomstrede et par dage, alt imens jeg tænkte på hvornår ’nogen’ mon ville fragte dem videre ned ad trapperne, og ud i verden. Dette viste sig overraskende nok desværre ikke at ske af sig selv, hvilket jeg erkender en tidlig morgen, hvor jeg samtidig griber fat i den ansvarlige pode:

”Nu skal du se, de kasser dér, de har jo desværre ikke ben at gå på. Derfor skal vi lissom ha’ gjort noget ved det! Først starter du med at åbne dem, og tage papiret ud, og lægge det for sig.”

Der er voldsomt meget papir i sådan nogle æsker til fodtøj i størrelse næsten 43, og poden får samtidig besked på, at så meget papir er der ikke plads til i vores egen papirgenbrugskasse, der allerede er godt fyldt. Ergo må det hele ud på gulvet, så vi kan lave en papirbunke og en papbunke.

Der sukkes meget.

”Godt!” fortsætter jeg, “Så skal vi ha’ skilt kasserne ad…”. Der sukkes mere. Pode ser undrende på æskerne, som var det en sindrig højteknologisk konstellation. ”Du gør sådan her (*fluf*)…. Ooooog sådan her (*fluf-fluf*)….”
(”Jaaa-erh, mooorrrr….”)
”….og (*fluf*) VUPTI! En flad kasse. Det er meget lettere at bære ned sådan! Vi er glade, pap-menneskene er glade, ergo er alle glade!”
(Mere ”JAA-ERHR, MORRRR!!….”).
Alle de hollandske r’er bliver i øvrigt spicet op af lejlighedsvist himlende ’tsshh!…’-lyde. Jeg tror, poden går en lys fremtid som sprayflaske i møde.

Poden blev slutteligt belæsset efter alle kunstens regler, og balancerede artigt (men gnavent) hele vejen ned fra tredje sal med genbrugsmaterialerne, og tilbage igen. Eller nej.
Nogen glemte nemlig sine nøgler, og stod derfor og blomstrede lidt på må og få inden han fandt på at gå om til hoveddøren, og ringe på. Det var så dagens mentale udfordring, kan man vist roligt sige. Jeg tænker det dæmrer så småt for poden om en fem-syv år.

P.S: Denne her er til dig, Nemesis: Go hit me. Hit me hard!

Fotograf: Palle Pophår

Om blandede bolcher

Life is a roller coaster, a box of chocolate (“you never know what you’re gonna get”, som Mrs. Gump hævdede). Okay, faktisk er det ikke livet sådan overordnet set, jeg har sporet mig ind på her (det ville muligvis også være lige en tand for ambitiøst!) – jeg taler om livet i detaljen; i dets daglige forløb, som hverdage og weekenddage. Og her slår chokolademetaforerne slet ikke til (beklager, Mrs. Gump). Det, som jeg tænker, er mere…. bolcher. De søde, de stærke, de sure, de klistrede. Det hele, for en tyver blandet – sammen i en pærevælling.

Hvis du synes, jeg taler helt sort, så prøver jeg lige at uddybe engang:

Jeg skruer tiden tilbage til sidste weekend: Det er her, de søde bolcher dominerer; det er Werthers Echte for fuld udblæsning: Jeg får snoet mig udenom alle de aktiviteter, som kalenderen ellers er fyldt med, og får dermed helt undgået sport, stedvis regn og ikke mindst andre folks børn. Jeg går istedet lidt bananas med en støvkost, får ompottet et par gevækster, og bagt kanelsnegle foruden det løse, alt imens jeg tænker, at jeg er lykkelig. Intet mindre. Og jeg når også lige på den bagkloge facon at konkludere, at alting da bare er spørgsmål om attitude. Right.

Men så blev det mandag. Det er her vi er nået til hundeprutterne, og den følelse kender vi vel dybest set alle sammen. Det kan kort og godt koges ned til et kors i røven. Sådan her:

Ta’ den, mandag!

Men mandag er sådan set intet i sammenligning med tirsdag og onsdag, hvor det er de ekstra stærke bolcher, der hives op af posen. Det er dem med chili; dem, der spiser os, og ikke omvendt; det er her vi kæmper for livet. For overskuddet. Hvor man opgiver at tale med sin bedre halvdel og sit yngel, men derimod bare hvæser og udsteder ordrer, i stedet for at kysse dem, og nusse dem i nakken. Mands tålmodighed sættes gentagne gange på prøve, men uanset hvad, så har han ikke har en jordisk chance fordi vi (efterhånden som mængden af de stærke bolcher slipper op) går videre til citronbolcher og Sure Raketter, og jeg er indebrændt. Bitter. Træt. Mig mod hele verden. Sådan her:

(Er jeg den eneste?)

Torsdag og fredag kan vi skimte bunden i posen; der er nu kun de kønsløse bolcher tilbage foruden grumset. Du ved, når man er ved at være nået til vejs ende, og alle resterne, og de afknækkede dele af fordums bolcher har fundet sammen som fedtede og mystiske hybrider i posehjørnerne. Hvis du forestiller dig sådan et sammensurium af klistret og udefinerbart sukkerstads, så har du det perfekte billede af mig på en fredag, når vi rammer Disney Sjov.
Og det er jo sådan set dér, vi er nu – med Den Lille Havfrue for fuld udblæsning i baggrunden. Ja, kald mig bare en Bismarcksklump (jeg kan klare det!), for mit i al min fedtede grums så ved jeg, at i morgen tager jeg hul på en helt ny pose, og de søde bolcher ligger øverst – og dem glæder jeg mig til!!

Rigtig god weekend til dig! ❤

Og hey: Hvis du fik lyst til at gense det lille klip med Tom Hanks som Forrest Gump på bænken i parken, så kan du se det lige her.

De(t) svære valg

Ældste Pode begynder at nærme sig et par skilleveje. Han skal med andre ord snart til at træffe nogle af de første rigtige valg. Og her taler vi ikke kommunalvalg, nej. Vi taler heller ikke om den slags valg, hvor han skal tage stilling til hvad han vil have med på madpakke, eller om han skal have tysk eller fransk som tredje sprog. Det er derimod valg om efterskole, for eksempel. Skal-skal ikke? Tiende klasse, måske? Skal-skal ikke? Og så er der konfirmationen, der er det mest presserende spørgsmål i øjeblikket – også selvom det først er aktuelt i næste skoleår. Men faktisk er det allerede nu, man skal tage stilling, og det fylder meget. For modsat visse andre *host*, så tænker poden faktisk ret meget over selve konceptet. Altså hvorfor man skal konfirmeres. Poden er af den holdning, at man virkelig skal mene det, for at gøre det. At det ikke bare er noget man gør, fordi andre gør det. You gotta have faith, so to speak. Endvidere har han konkluderet, at det dersens non-firmation er noget fis. Enten bliver man konfirmeret, og så er det dét, eller også er der ingenting. Poden synes det et decideret latterligt at nogen får en fest bare for ikke at blive snydt for alt det, som de andre får. Man får jo heller ikke en studenterhue hvis ikke man har fået sin eksamen i hus, vel?

Jeg må indrømme, at jeg synes det er et fantastisk rationale, og jeg er målløs over at jeg har sat et menneske på jorden, der gør sig den slags tanker. ❤

Men en ting er de religiøse overvejelser (dem får han lov til selv at ligge og rode med), noget andet er alt det løse, der følger med. Talerne (behøver de være der?) og gaverne “…som halvdelen af klassen vil konfirmeres for at få. Tænkte du meget over dét med gaverne, mor?”
“Uhhh.. altså… De spillede nok ikke en uvæsentlig rolle, vil jeg sige…”
“Ej, var det KUN derfor du blev konfirmeret, mor?!” (tilsæt rigelige mængder fortørnelse).
“Neeej-nej!….? (Hvorfor helvede var det nu jeg blev konfirmeret??) – nej, jeg tror, jeg blev konfirmeret, fordi det var noget, man bare blev. Det lå lissom i kortene. Jeg tror ikke, der var nogen, der overvejede, at man IKKE skulle konfirmeres – den eneste fra klassen, der ikke blev konfirmeret, var med i en eller anden sekt. Men altså. Det er jo også cirka syv hundrede år siden…”

Overvejelserne er som sagt mange. Og selvom han ikke helt har landet en afgørelse endnu, så har vi besluttet, at han bliver meldt til, og så må han melde fra igen hvis projektet viser sig at være for tvivlsomt. Det er trods alt lettere at slå bremsen i, end at banke en konfirmation op med halvanden uges varsel.

Nu er næste trin i processen så selve tilmeldingen. Jeg forudser at det kan blive udfordrende, for vores skole er nemlig ikke tilknyttet en kirke, og dermed handler det pludselig om at være hurtig på tasterne, når der åbnes for tilmelding. Og nu ved jeg ikke hvordan det forholder sig andre steder i Danmark, men enhver forælder i hovedstadsområdet der nogensinde har prøvet at melde sit barn til noget som helst, ved, at dét i sig selv er et mareridt. At der er flere hundrede mennesker i kø før én, at serveren går ned, og at helvede fryser til is før der er held i sprøjten. Præsten har meddelt, at man bare skal holde øje med hjemmesiden. Så meget for det. Så sad man dér, og trykkede F5 i det uendelige.

Nå, vi ser på det. Hvis ikke der kommer flere indlæg på bloggen før engang i marts, så ved du hvorfor….

Fotograf: Palle Pophår

Bloggertanker (med stiv kuling fra vest)

At blogge er virkelig en skør og lidt skizofren form for tidsfordriv, der indimellem fylder lidt rigeligt. Tankerne er nok det, der for mit vedkommende fylder allermest. Og man kan gøre sig MANGE tanker – og afhængig af vejr og vind, blæser de i forskellige retninger. For eksempel under tilblivelsen af et (hvilket som helst) indlæg, hvor tankeflowet som regel gennemgår disse fem faser:

Fase 1: Hold kæft, det er genialt det her! Det bliver pissegodt; det bedste indlæg jeg har skrevet NOGENSINDE!! Walla min ven, sikke ordene flyder fra min pen!

Fase 2: Hmm… Gud ved hvad jeg egentlig mente med det dér?! Var det fedt? Var det sjovt? I should think not…
*Klapre-klapre-klapre*….

Fase 3: Ooookay, nu hænger det vist noooogenlunde sammen, hva’? Eller…?

Fase 4: *Publish*

Fase 5: Arghh! Trykkede jeg lige ‘udgiv’ på det indlæg?! Folk tror sgu’ da jeg er blevet idiot!… Lad os håbe INGEN læser det!! Det er det værste indlæg IN HISTORY! Ever! Oh my God…

Set i lyset af denne skriveproces sætter jeg utrolig stor pris på hver en positiv tilkendegivelse, der der flyder mod mit hjørne af Blogland.

Samtidig gribes jeg lidt af tungsind (jo, faktisk!), hvis folk springer fra på Facebook eller Bloglovin. Omend jeg forstår dem så glimrende – for som det fremgår af ovenstående, så tænker jeg jo ved hvert indlæg, at nu må alle, der nogensinde har læst med, nødvendigvis forlade domænet for altid. De må have fået nok. Og det får folk jo ind i mellem. Særligt når jeg brøler virkelig meget; så er der forståeligt nok læsere, der sidder derude på den anden side af skærmen, og trækker følehornene til sig. Det er også begrænset, hvad man kan byde folk; jeg ved det godt.

Alligevel bliver jeg ramt af det, og ja – det er skideskørt, for i virkeligheden er det jo bare et tal. Men det gør lidt ondt alligevel; det giver et lille hak i tuden.

Det hænger selvfølgelig sammen med at en blog er knyttet op på ens identitet. Altså min identitet. Mig selv. Jeg er min blog, og min blog er mig, sådan groft sagt, i hvertfald. Så man kan godt føle sig lidt valgt fra som person når man er sådan en føle-føle-én som mig. Og så tænker man pludselig også over, hvordan det er man er i virkeligheden. Altså ohne net. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg drømmer om at være både mere og mindre af al det, som gør os til mennesker. Kender du det?…

Men vi er jo som bekendt som vi er, så mens jeg øver mig i at holde lidt mere af mig selv, så kan jeg passende spørge dig:

Er der noget, du undrer dig over her på domænet? Noget du mangler? Gerne vil spørge om?
Fyr løs, I’m all ears!

Lidt løse skolefakta. En semi-direkte transmission.

Måske det er undsluppet din opmærksomhed at Mindste Pode er begyndt i skole – men bare rolig: Det er muligvis også gået Mindste Podes egen næse ram forbi. For godt nok bliver han afleveret og hentet på skolens matrikel, men når vi spørger, hvordan han haft det og hvad han har lavet, så er han fuldstændigt blank. Helt og aldeles. Tilsyneladende aner poden ikke hvad der foregår derovre. Der er kun få varianter blandt de åndsfraværende svar vi får, som veksler imellem “…det ved jeg ikke…” og “…det kan jeg ikke huske…”.

Men heldigvis kommer der en bemærkning hist og pist i andre sammenhænge, så vi på anden vis kan få lidt viden om hvad der passerer. Også selvom det mestendels er sådan nogle informationer her, vi får:

“Mor, var det ik’ bare MEGA-klamt, Malthe han nyste NED i den skraldespand hvor man altid taber sin blyantspidser?!”

Eller:

“Ved I hvad, i dag fik Jonathan sin juice galt i halsen, og så kastede han den burger op han havde haft med på madpakke…” (- og hvad kan man så lære af det, spørger jeg bare? Rugbrød!, mine damer og herrer. Og velbekomme, i øvrigt.)

Det er med andre ord ikke så meget selve undervisningen, der refereres til. Den hører vi kun om når har været meget seriøse og eksistentielle emner oppe at vende; for eksempel når læreren har sagt, at hvis man er død, så skal man ha’ høreapparat. Det gjorde et ret stort indtryk på poden.

Og man kan også sige, at selvom størsteparten af bogstaverne stadig volder virkelig meget besvær, så har han ret meget styr på de ting, som har at gøre med klassekammeraterne. Hvis man for eksempel spørger hvem der var med på tur til legepladsen i SFO’en, så kommer der prompte morseagtige sætninger som “Anna. Sydafrika. Kan ikke tåle mælk. Joachim. Kan HELLER ikke tåle mælk. Simon, kan tåle alt, ooooog Jakob. Han kan osse tåle alt.”

Ja, så har vi i hvert fald allergenerne på plads. Han ved også hvem der er bedst til fodbold (efter pålydende ham selv), og at Beate er den højeste pige i klassen, for hun er 135 meter høj.

Dén slags ting ved han. Så noget ryger trods alt ind på lystavlen, og resten kommer nok. Om ikke andet så er det godt at vide hvor mange (meter) indlæg ungen skal ha’ i skoene inden han skal på date med Beate om en ti-tolv års tid.

Take care! ❤

Fotograf: Palle Pophår