Månedsarkiv: december 2017

Happy New Year!

Når du læser dette indlæg (er jeg forhåbentlig ikke død, nej; jeg kan godt selv høre, hvor dramatisk det lyder) – men det er med stor sandsynlighed dagen derpå for dit vedkommende. Jeg forestiller mig, at du har ramt sofaen, at der er skihop fra Garmisch-Partenkirchen i dit fjernsyn, og at du muligvis har tømmermænd, fordi det har været et brag af en nytårsfest.
Jeg håber den bekom dig vel! ❤

Jeg holder i skrivende stund nytår på en lidt anden måde; jeg holder den nemlig helt alene. Og før du tænker, at det var dog frygteligt, så vil jeg skynde mig at sige, at det er ganske selvvalgt. Og det er heller ikke fordi jeg skal skilles (så vidt jeg ved) – det er simpelthen bare et valg, jeg har truffet, fordi jeg på en eller anden måde ikke længere har så god kemi med de dér nytårsaftener. Jeg er med andre ord mere til noget Silent Night og en midnatsgudstjeneste, frem for noget med bordbomber, konfetti og truthorn og den slags. Jeg tror godt, jeg kunne stå mål med det, hvis ikke det er fordi det hele varer så lang tid. Man skal jo være klar og på før hendes majestæt ruller over skærmen, og når man så endelig passerer midnat seks timer senere, så skal der fyres krudt af. Bagefter skal Mand lige ha’ en øl, og så én til, inden vi skal hjem, og på det tidspunkt er jeg desperat. DES-PE-RAT. Sådan har jeg det også med julefrokosten på arbejdet, for eksempel. Alt for mange mennesker, alt for meget larm, og alt for mange samtaler, jeg ikke kan filtrere i.

Mand synes det er ærgerligt. Og jeg kan godt forstå ham. For ham er det en vigtig fest, og det er vigtigt, at vi er sammen. Jeg kan godt se det. Det er også en smule underligt at sige til folk, at man holder nytårsaften hver for sig. Og alene, for mit vedkommende. Folk forstår det ikke helt, og synes tydeligvis, at det er ret mærkeligt. Derfor er det ikke alle, jeg siger det til. Min mor ved det for eksempel ikke, for i hendes verden er det forbundet med noget ganske forfærdeligt at sidde alene nytårsaften. Og jeg har ikke brug for, at andre synes min aften er forfærdelig, eller at de har ondt af mig. (Af samme grund fortalte jeg heller ikke min mor da jeg var stresssygemeldt, eller da jeg var ved at gå i fødsel med min mellemste seks uger før tid, men det er en helt anden historie).

Ergo er Mand og poder afsted til en stor og skøn fest. De elsker det, og jeg ved, at de giver den hele armen, med vandkæmmet hår, blinkende butterflies og hvad ved jeg. Og jeg tænker på dem, men jeg savner dem ikke. Det gør jeg sjældent, når de er væk. Det er meget forbudt at sige og skrive, men det er sådan, det er. Jeg hviler trygt i troen på, at de har det godt, hvor de er. Uden mig. Og jeg har altid elsket at være alene. Det er jo absolut ikke fordi jeg ikke holder af min familie, eller ikke elsker at være sammen med dem, men jeg holder også uendelig meget af ensomheden og den stille ro. Så er det, jeg tænder stearinlys, og samler tankerne. Trækker vejret, og får pulsen ned. Det er min fest.

Og helt alene er jeg ikke: Jeg er sammen med verdens største pose ostepops; jeg har længe tænkt, at der var alarmerende mangel på ostepops i skabet, så det har jeg gjort noget ved. Altså bortset fra, at de ikke befinder sig i skabet længere.

Derudover har Mand hjembragt et gigantisk lager af kransekage, så jeg er ganske velforsynet. Og om få timer slår rådhusklokkerne tolv… Så hermed, fra den ene sofa til den anden: Rigtig godt nytår – jeg ønsker dig og dine alt det bedste for 2018 ❤

PS: Nytårsfortsættere tror jeg ikke rigtig på. Alt for opreklameret, efter min ringe mening. Men hvis jeg alligevel skulle kaste mig ud i det, så synes jeg dronningen havde en god pointe med at man bør foretage sig noget unyttigt. Det vil jeg prøve på. Hver dag. Og derudover vil jeg forsøge at bande (meget) mere på svensk – det gi’r lige lidt ekstra i hverdagen. Særligt “fy fan!” tilfører bare en ganske almindelig hverdagsdialog lidt mere drama. Hvis du har gode forslag til svenske eder, så tøv ikke, men smid fluks en kommentar!
(Og ja. En anden én har muligvis set for mange svenske film i juleferien) …

Når man gør kål på sit helvedeshjørne

I de sidste par dage, har jeg tullet rundt for fuld udblæsning; jeg har fikset og ordnet. Og på sin vis elsker jeg det virkelig. Jeg har båret juletræet ud, og købt nye blomster. Og soveværelset har fået en makeover.

Jeg undrer mig lidt over mine fokusskift fra tid til anden – kender du det? Det er som om, man tager tingene lidt i etaper? Så har man en periode, hvor man måske læser meget, eller det kan være man syr på et eller andet, hvad ved jeg. Og så er det som om alt andet bliver nedprioriteret. Og lige nu er det som sagt hjemmet, der har været i centrum.

Jeg er vågnet op med et tilsyneladende kompromisløst behov for at rydde op, smide ud, grovsortere og polere. Det er ikke det hele, der er gået lige efter planen. For eksempel har jeg en række sorte rammer, der var falmet en del, og så var det jeg tilfældigvis fandt noget sort hobbylak i skuffen, som jeg (efter at ha’ fundet en egnet pensel i ungernes farveladegemmer) med lidt løs hånd forsynede rammerne med. Hverken rammer eller pensel bliver nogensinde sig selv igen, så…

Og nå ja, så var der også den overfede skammel jeg fandt før jul, som jeg tænkte skulle være grå. Jeg elsker grå, men det er tilsyneladende helt umuligt at finde den rigtige grå farve. Hvis du har læst med meget længe, og har hukommelse som en elefant, så husker du måske at jeg på et tidspunkt havde en udfordring med nogle køkkenstole, som også skulle være grå, men som ganske utilsigtet fik farve af noget, der hører til i et lokum – dog med et twist af lilla.

Hvad er det der sker, når man vandrer ind i en malerforretning, og beder om noget grå maling? Man får stukket femtusind mikroskopiske farveprøver i hånden, og sandsynligheden for at man vælger den farve, man ikke vil have, er cirka 99,99%. Således også i det konkrete tilfælde. Men den forkerte grå farve anno 2017 var heldigvis ikke så forkert, som i tilfældet med køkkenstolene. Vi er ovre i den gråbrune genre a la noget canadisk brunbjørn slash grizzly bear om du vil, og det er faktisk ok:

RAL 7022, mine damer og herrer:

Det bedste ved denne omgangs oprydningsvanvid er, at jeg har fået gjort midlertidigt kål på helvedeshjørnet. Du ved, der hvor alting hober sig op. I vores helvedeshjørne boede der indtil for få timer siden gamle sportstasker, kvitteringer på cykler købt i 2006 foruden Mands kostume fra sidst han var til Bay Watch-temafest, og jeg kunne blive ved. Alt udefinerbart med andre ord. Jeg overvejede lidt at poste et førbillede, men det var simpelthen for grusomt. I stedet flasher jeg det opdaterede helvedeshjørne, som ser nysseligt ud i cirka fem minutter endnu inden bjørnebanden kommer hjem fra deres håndboldeventyr i det svenske:

Men altså. Det kan også blive for meget af det gode. Det er dér, jeg er lige nu. I min jagt efter inspiration, har jeg efterhånden gennempløjet i omegnen af en milliard gamle boligmagasiner, og nu er jeg fed up. Hovedet på sømmet var utvivlsomt da jeg stødte på en boligreportage fra en af podernes klassekammerater. Så gav jeg op. Vi har ikke en chance. Og mens jeg var ved at drage mit sidste suk i denne henseende, så var det, at jeg fik dødsstødet i form af det her fif:

Og bare til orientering: Nej. Jeg har ikke et stort rum, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved, og hvor jeg kan placere en blomsteropsats midt ude i intetheden. Hvis vi ikke var mennesker hjemme hos os, ville vi med al sandsynlighed være burhøns.

Amen. Og nu er jeg relativt kvæstet. Kaput. Orker ikke mere spurten rundt og gøren ved. Enough is enough. Så nu er der dømt fjerner og tomme kalorier.

(Frailty, thy Name is Woman)

G’nat – og på forhånd godt nytår – til dig fra mig… ❤

Det hersens juleferie, ik’?

… det skulle man egentlig ha’ meget mere af. Som i ret meget mere. Altså indtil videre er det jo ikke fordi jeg foretager mig det helt store, udover at fordoble min kropsvægt. Og ja: Svaret er ris a la mande. Oh my goodness, jeg burde få en form for polititilhold. Jeg lavede ris a la mande af fire liter mælk og én liter fløde til 9 personer juleaften, heraf var de fire børn, så det et muligvis overflødigt at sige, at vi har en del leftovers på den konto. Og den er god (- også selvom nevøen kastede hele sin portion op igen bagefter. Tack så mycket; alle komplimenter til kokken modtages med kyshånd). Ergo har Ældste Pode og jeg nu i flere dage desperat forsøgt at kæmpe os igennem masserne. Og når jeg spørger Mand, om han ikke lige skal ha’ en bette skefuld med, kigger han skeptisk på mig, og spørger mig, hvor længe det lige er, vi har kendt hinanden. Jeg tænker mig om i lang tid inden jeg svarer, men ellers tænker jeg faktisk ikke så meget i disse dage, og kors, hvor er det befriende! Da vi for et par dage siden lå og kørte land og rige rundt på må få, tog jeg mig selv i at tænke over præcis hvor stille, det står i hovedet på mig. På en flere timer lang køretur tror jeg ret beset kun, at jeg tænkte i omegnen af fire ikke-sammenhængende tanker:

1) Johnny Depp i Sauvage-udgaven? Mais oui.

2) Hvorfor mon Mands begejstring udebliver, når jeg synger med på ‘The Sound of Silence’?

3) Hvor stor en medbestemmelsesandel har (en hvilken som helst) co-pilot (for eksempel mig) på vinduesviskernes hastighedsfrekvens? Co-piloten (i særdeleshed mig) vil til hver en tid mene, at der bør være tale om en demokratisk proces, mens Mand (aka piloten) derimod er fortaler for en form for enevælde i hans favør, og samtidig mener han også, at vinduesviskere ikke har godt af tørkørsel. Bagatel.

4) (= spot en bagsædetilstand):
Mellemste Pode: “Ældste Pode sover…”
Mindste Pode: “Ja, han sover! Han sover…. eller han er død.”
Er han mon død? Hmm… Ja, han ser kanske lidt afsjælet ud, det stakkels væsen?…

Og så skete der vist ikke mere derinde på kanalen. Min, altså. Men nu er to ud af tre poder draget hin sidan sundet i håndbold-øjemed, så nu ligger der en dugfrisk to do-liste med alt godt fra havet, som bare venter på, at jeg sætter de små grå i rotation, ifører mig mit super(wo)man-kostume, og bryder lydmuren i ren og skær foretagsomhed. Tror vi det sker? Well, let’s see.

Ha’ det fantastisk derude!

Lidt ude af sync… #7 – The Christmas edition. 

… når der er så mange pebernøddekrummer i tastaturet, at rollermousen knaser.

– når dagligvarebutikkerne melder udsolgt af alle former for præfabrikeret julesmåkagedej. Hvordan (nej, HVORDAN?!) kan det komme bag på dem, at efterspørgslen på den slags er allerstørst lige nu? HVORDAN?!! Det er jo helt på linje med sne og DSB: How could they not know? Note to self: Næste år skal der købes småkagedej i november – Gå aldrig, aldrig ned på kagedej i december. (Alle, der siger, at jeg bare selv kan lave det, holder kæft nu. Tak.)

… når man udliciterer anskaffelsen af til-og-fra-kort, og Mand kommer hjem med et par Anna og Elsa-stickers.

Noget vi skal tale om, tror du?

… når man overhører denne her ordveksling om julegaveindkøb mellem to poder:
Ældste Pode (stolt) til Mindste Pode: “Din gave var faktisk den allerdyreste, jeg købte!”
Mindste Pode (forfærdet): “Har du kun købt ÉN gave til mig?!!!!!”.
Der er lang vej igen.

… når man modtager et FaceTime-opkald fra Mindste Pode på arbejde:
“Mor, VED du hvad jeg fandt under sofaen?!” (…DAMN!!…) “… Jeg fandt DE her!”: Pode fremviser stolt sit fund for kameraet, som er mit smuglergods fra turen til Tyskland bestående af 1,1 kilo Toms snebolde (og som jeg vist ikke fik fragtet helt på plads efter sidste raid). Så kan man lære det, kan man! (Og tror du, jeg får en sur smiley fra Fødevarestyrelsen, i øvrigt?…)

… når Mindste Pode sidder i sofaen, og ser besynderlig julefilm på et mystisk klingende fremmedsprog:
“Mor, hvad sprog taler de egentlig?”
“Øhh… Måske spansk?”
“Nej, de taler ulsk!”
“Ulsk?”
“Ja!!”
“Der er altså ikke noget, der hedder ulsk…”
“Johow – de taler ulsk!!”

… når man får hjemmebagte cookies af én fra sit arbejde:

Hvis vi skal tage denne listes punkt to med i ligningen, så findes der vitterligt true lifesavers derude….❤

Og yes. Med en lille smule held i sprøjten, er vi vist så småt ved at være der. Tror julefreden snart sænker sig over det lille hjem – håber det samme er tilfældet hos dig.

Kan du have verdens bedste jul? ❤ Kæmpe kram fra mig…

Menneskefrø

Én af de bloggere, der virkelig får det til at rotere på øverste etage hos mig, er Karoline Mathilde. Hun rør mig. Dels fordi hun kan noget (fantastisk!) med ord, og dels fordi hun fyrer mig lige lukt femten år tilbage i tiden. Og måske ikke bare femten år, men måske tyve-femogtyve år; videre tilbage til dengang jeg var en hjemmeboende teenager i en lettere kompleks familiekonstellation. Hvor intentionerne uden tvivl var de bedste, men i virkeligheden mange gange føltes som noget helt andet.

Men det er egentlig ikke dét, der skete (eller ikke skete), jeg ville ind på her, og heller ikke hvad det medførte (eller ikke medførte). Men det er dét med følelserne. Og det er det, der bliver kastet lidt lys over når jeg besøger hvidkaffe. Der bliver kradset lidt i ting, jeg har glemt. Ting, jeg egentlig har lagt bag mig. Og det er ikke fordi jeg på nogen måder kan sammenligne mig selv eller mit liv, med Karolines. Men én tanke det ene sted sætter tanker i gang det andet sted. Så husker jeg pludselig De Grå År. Jeg husker hvor ked af det jeg var, og hvor ensom jeg følte mig. Hvor usynlig og uønsket jeg tænkte, jeg var. Og jeg husker hvor svært det var, at være i et liv, som man følte sig forkert i, og som man ikke vidste hvor flød hen – og som man ikke vidste hvad skulle ende med. Jeg husker det alt for godt, og muligvis skyldes det, at det hele aldrig for alvor har været gemt rigtig langt væk.

Men én ting er mig selv. Mit liv. Min barndom, min ungdom, mine forældre. Mit lukkede kapitel. Noget andet er mine børn. Og det skræmmer mig fra vid og sans, når jeg tænker på, i hvor høj grad man som forælder påvirker sit afkom. Hvilke frø man sår, og hvordan man plejer sin lille spire. Jeg synes, jeg har gjort alt hvad jeg kunne. Det synes de fleste forældre sikkert. Men det er bare ikke altid… nok. Og når jeg spekulerer på graden af min utilstrækkelighed, skræmmer det mig endnu mere, når jeg tænker på, at mine drenge lige om lidt bevæger sig ind i et tågeland, hvor ingenting er normalt. Hvor mængden af valg og muligheder er utællelige. Jeg er bange for, at de en dag forsvinder for mig derinde, og at jeg ikke længere kan nå dem.

Men midt i min frygt for alt dette, så ved jeg, at jeg har gjort noget godt for mine børn: De har fået en fantastisk far. På dage, hvor jeg føler jeg ikke slår til (og det er mange dage), så gør han. Så er det, han får ungerne til at grine. For det kan godt være, at vi nogle gange skændes med ungerne om hvad der skal gøres, spises, læses, huskes (og ikke glemmes) – men når det hele alligevel ender med latter og dårlige vittigheder, så ved jeg, at vi er på rette kurs. Og det er nok min største sejr i denne verden. At de er lykkedes. På trods. Af mig.

Fotograf: Palle Pophår

5 december-konstateringer 

Konstatering nummer 1:

Der findes engle.
Vidste du det? De daler ned på jorden forklædte som gudsbenådede forældrepar, der sender sms’er om, at hvis vi skriver os på klassens (forælder)-december-to-do-liste sammen med dem, så har de allerede fikset de det hele. Så fælder jeg en tåre af taknemmelighed. Do you exist? For real?!

Konstatering nummer 2:

Man kan apparently få nissehuer i brækket rosa med pailletter.
Tænker på, om sådan én monstro ville klæde mig? Tænker også på, om de er kreeret for mødrenes eller for børnenes skyld? Men i hvert fald overværede jeg hvordan sådan en nissehueindehaver til et klippeklistre-arrangement i O. klasse sad, og klippede julehjerter. Nissehuens ejer havde klippet et smukt hvidt hjerte, hvor hun med så sirlig en skrift som man nu engang kan have i nulte, havde skrevet ‘God jul’, og nu sad hun stilfærdigt og klistrede vintage-glansbilleder på sit kunstværk. Til højre for nissehuen i brækket rosa med pailletter, sidder en højrød nissehue i tyndslidt filt. Under den højrøde og lidet kønne nissehue befinder sig Mindste Pode. Mindste Podes julehjerte ligner – modsat naboens – en motorsavsmassakre, og ovenpå motorsavsmassakren laver min pode kæmpelorte med en tube pink glimmerlim. Kæft, hvor er jeg stolt! ❤

Konstatering nummer 3:

Hvis man skal tro på reklamerne, findes der tilsyneladende folk, der glemmer at tage tøj på, men som gudskelov husker solbrillerne. Alt andet ville virkelig også være forfærdelig kikset:

Og apropos reklamer:

Konstatering nummer 4:

‘Vi giver dig julen med hjem’ siger de i Føtex.
Altså jeg synes nu ret beset jeg har kigget forgæves efter den i mine indkøbsposer ind til videre? Monstro, jeg har kigget på de forkerte hylder derinde i butikken? Nå, men jeg kan vel nå det endnu, tænker jeg.

Konstatering nummer 5:

Nissen er åbenbart død. Eller også er barnetroen:
“MOO-AR?! Du har glemt at putte noget i sokkerne! Igen!”
Rest in peace.
#skodnisse

Fortsat dejlig december til dig derude! ❤

Sikken voldsom trængsel og alarm

…det er koldt, og man må gå sig varm… Ja, trængslen er jo ikke ligefrem blevet mindre med årene, der er gået, siden Peter Faber kvædede sin vise tilbage i midten af 1800-tallet, og i disse dage har mange af os tilmed fået et drys med julesne. Eller sjap. Og midt i al den mere eller mindre flydende nedbør, ude i kulden, står der en del forhutlede sjæle, der håber på at få en skilling. Nogle vifter lidt med et papkrus, andre spiller muntre sange på mundharmonika, og andre igen sælger ‘Hus forbi’. Der er forskellige måder at gøre det på. Her forleden, ude foran min lokale Føtex, stod en ganske ung mand, med en taske, og en stak ‘Hus forbi’ i armene. Han var ikke én af de insisterende typer; han var tvært imod én som undgik mit blik, og som mest af alt så ud som om han havde lyst til at forsvinde helt og aldeles. Væk. Jeg kom gående med mine to yngste sønner i hånden. Mine sønner, som har (næsten) alt – i hvertfald varmen, hvis de ellers husker at tage deres tøj på.

Den unge mand ramte mig lige i hjertekulen. Jeg har haft svært ved at glemme den fortabthed, han udstrålede. Jeg har følt mig forkælet, og jeg har følt mig magtesløs. Særligt nu, hvor jeg sidder i min varme stue med en god kop te, og skriver, så tænker jeg på, at der nogen derude, der fryser. Og ikke bare på de hjemlige breddegrader, men i hele verden.

Det sætter virkelig tingene i perspektiv, som man så smukt siger – og jo, jeg kan godt høre, hvor klichéagtigt, det lyder. Håber, du bærer over med mig. Men ikke desto mindre mener jeg det: At man skal prøve at huske, at når man er ramt af børneorm, og ketchup på Dolce et Gabbana-skjorten (ikke at jeg ejer sådan én, men vi har til gengæld virkelig meget ketchup), så er det et luksusproblem.

Og det er jo ikke fordi jeg går rundt og er af den holdning, at man ikke må føle sig trist fordi andre har det værre. Faktisk er jeg – som du måske vil vide – et pragteksemplar af en tudefrans, der småhyler over meget små dagligdagsting, når jeg føler verden går mig imod.

Men vi bliver nødt til at se dem, der er i nød. Det synes jeg ganske enkelt er en smørhulsforpligtigelse. Og det er jo ikke fordi jeg mener, at man bør droppe sit fuldtidsjob og gå all in på tilværelsen som frivillig hos den lokale Røde Kors, men nogle gange kan et smil eller en kop varm kaffe også være nok, tror jeg. Det er bare det jeg prøver at sige. Som en tilkendegivelse af næstekærlighed og medfølelse. Det er én af de ting, som jeg virkelig gerne vil give mine børn med videre i tilværelsen. Medfølelsen. Og det er jo i virkeligheden den, som julen – der er lige om hjørnet – handler om. Ikke?

Fotograf: Palle Pophår

Status på Projekt Teenager

Jeg er i stadig forundring over min teenage-podes hjerne. Forleden pakkede han sin toilettaske ned sammen med sin dyne og lidt andet habengut, klar til en overnatning hos Faster. Toilettasken var fuld af… ja, fuld af ingenting. Så langt tænkte han ikke lige dér. Til gengæld har han lige fået sine første karakterer i skolen, og har formået at komme hjem med nogle virkelig flotte resultater. Hvordan, spørger jeg, hænger de to ting sammen?!

Vi var også til forældersamtale for ganske få dage siden, hvor vi fik tudet ørerne fulde af lovprisninger over vort afkom, helt business as usual hvad angår denne pode. Og mens vi sad dér, pænt bænket med hænderne foldet i skødet, kiggede podens nye fysiklærer grundigt på min pode henover sin brille, og sagde: “Jeg har sådan på fornemmelsen, at du er en meget eftertænksom fyr… (*kunstpause*)… Er du det?”.
“Ja, er du det?”, havde jeg nær suppleret – ja, for din mor tror nogle gange, at der er ganske aldeles tomt derinde i dit hovede, min dreng?

Det ved jeg selvfølgelig godt (ikke helt) er tilfældet, men mine antagelser bunder jo i hans opførsel på hjemmefronten, og i oplevelser som dem med toilettasken. Men det kan også være andre ting, for eksempel når det drejer sig om noget så simpelt som at lægge tøj på plads.
Det kræver måske lidt uddybning:

Jeg har jo som bekendt de her uhyrlige mængder vasketøj. For at minimere arbejdet lidt, er der visse ting, jeg bare ikke gør. Sokker, der bliver smidt til vask med vrangen udad, bliver tørret og lagt sammen på vrangen. Så må den pågældende pode selv vende dem rigtigt før brug. Eller lade være. Og så er der teenage-podens rene tøj, som kun bliver ekspederet ind på værelset – på sengen rettere sagt – herefter er det meningen at poden selv skal lægge det på plads. Det går for det meste også rigtig godt. Men ind i mellem smutter det. Som for eksempel forleden. Dagen forinden havde jeg kæmpet mig igennem en tsunami af rent vasketøj, og havde dermed også lagt en del af det ind til bemeldte pode. Da jeg dagen efter vil ryste dynen, opdager jeg til min store overraskelse, at tøjet ligger nede under dynen. Ser vi bort fra at tøjet nu befinder sig cirka fem centimeter nærmere jordens overflade, så er det med andre ord ikke kommet forfærdelig meget længere på de 24 timer der er gået siden jeg lagde det fra mig. Ikke desto mindre har det tilsyneladende ikke været en hindring for at poden retmæssigt har kunnet indtage sin nattesøvn. Hvordan? spørger jeg igen undrende.
Poden selv havde ikke umiddelbart nogen forklaring.
Akkeja.

Nå, men midt i min forundring faldt jeg over nogle sundhedsplejerske-papirer, fra da min teenage-pode var 6 år, og gik i 0. klasse.

Tegn din familie, lød opgaven, og sådan her blev resultatet:

Forklaring:

Yderst til venstre har vi Mellemste Pode, og ved siden af ham, har vi Mand. Længst til højre (med det meget store og muligvis overdimensionerede hoved) har vi mig. Monteringen på min højre side under strudsehalsen, er ikke en eddersmart taske eller en kunstinstallation; det skal tværtimod forestille at være min gravide mave indeholdende Mindste Pode.

Kors, hvor jeg dog savner min skønne teenage-pode på 6 år. Også selv om han er fantastisk som 13-årig. ❤

Servicemeddelelse 

Ja, så-eh…. er det hverken gået værre eller bedre end at skøreliv er kommet på Instagram. Ja, hvem havde dog set det komme? Altså ikke mig selv, faktisk. Men nu er der et par stykker, som ad flere omgange har spurgt, om det ikke snart var på tide. Så… tjah?

Altså, basically har jeg ikke et clue om hvordan man gebærder sig derinde; jeg er vel sådan nærmest som en hund i et spil kegler. Så nej, der bliver nok næppe tale om nogen voldsom aktivitet fra min side, men måske et enkelt opslag i ny og næ, muligvis sådan på kvartalsmæssig basis. Og ja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen samvittighedsløs hestekrejler tabt i mig.

Pt. har jeg vist en følgerskare på cirka 14 personer, og har dermed muligvis sprængt skalaen for at føle sig som den ultimative tabertype, så hvis du har en Instagram-profil, og har lyst til at følge lidt med ad den vej, så skal du ikke høre et ondt ord for det. Man burde kunne søge på @Skøreliv derinde, og ellers kan man med en smule held gå direkte derind via det kummerlige lille link, jeg har fået installeret her på siden (allernederst, forbi en milliard indlæg hvis du er på din smartphone, eller ude i højremenuen hvis du er på tablet eller computer). Jeg arbejder på at få lagt et plugin (eller en anden form for knap) på siden, men det driller.

Og til allersidst: Fortæl mig hvem jeg skal følge derinde – det kan jo være, at det er dig?
Smid fluks en kommentar – på forhånd tak! ❤️

Til julebal

Well, det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er fan af fællestamtam i skoleregi. Slet ikke. Og jeg synes jeg er blevet udfordret til det yderste i det herrens år 2016. Undskyld, 2017. Er vi i 2017? Og er jeg den eneste, der ind i mellem er lidt bagud (også) kalendermæssigt? Nå, anyways: Én ting er mængden af planlagte aktiviteter, som alene i december sprænger timeregnskabet hvad den slags angår big time, noget andet er indholdet af disse arrangementer. Altså hvad vi putter i dem. For det er sandt, at vi de sidste mange år har udliciteret julehyggen til mere eller mindre offentlige instanser, men når det hele skal gå op i en højere planlægningsmæssig enhed, så giver jeg op på forhånd. Giver fortabt. Hvad blev der nogensinde af fri leg suppleret med et par flamberede æbleskiver? Okay, uddød fællesaktivitet, I know.
Slut-prut-finale.

Fornemmer du, at jeg er en anelse opgivende? Nåm’n, du har helt ret. Og det er selvfølgelig en forstående julefest, der har udløst denne sindstilstand. Vi har nemlig modtaget en meget finurlig og detaljeret invitation. Afsenderen er den anonyme masse, som slet og ret kalder sig ’Festudvalget’: Man ved aldrig helt, hvem der er med i det udvalg; særligt ikke hvis man missede forældremødet (og referatet) i 0.klasse for en milliard år siden. Eller hvis man måske bare ikke har en hukommelse som en elefant. Og det har jeg ikke. Min hukommelse er måske mere lig en muldvarps. Eller en mosegris, nu vi er i den størrelsesorden.

Tilbage til invitationen, som sætter rammerne for den forestående julefest: Her er julefesten opdelt i et program med ni punkter, startende med check in fra klokken 17:30 til 17:35. I kid you not. Og efter de fem minutter, der er afsat til check in, opremses de øvrige planlagte aktiviteter – også minutinddelt – lige fra julehjerteklipning til diskodans og indtagelse af føde fra den fælles buffet. Og dem er jeg jo heller ikke rigtig fan af. Fællesbuffeterne, altså. Så jeg følte en meget primitiv form for fanden-i-voldskhed, da jeg på listen over hvad man hver især medbringer, lige under linjen hvor der sirligt stod spinat-pirogger og ’gnave-grønt’ skrev KAGE med kæmpestore, larmende bogstaver. Så meget for alt det gnavegrønne. Come on, det er sgu’ da jul.

Jeg er trods alt lidt spændt på, hvordan det hele kommer til at løbe af stablen. Jeg forestiller mig der er er form for dirigent; en særligt udvalgt sjæl fra Festudvalget, som vil styre slagets gang som en bevinget toastmaster – måske forsynet med et båthorn eller en megafon, som kan afbryde de igangværende aktiviteter for at skabe rum til de næste. Jeg forestiller mig bagedystinspirerede sætninger som: ”Og det var så hjerteklipningen, ALLE lægger saksene om 10!… sekunder! 9! 8! 7! 6! 5! 4! 3! 2! 1! Oooog STOP! TAK for de flotte bidrag til den fælles guirlande – ALLE lægger deres sakse over i kasserne, og NU!…er det dansetid!”.

Overordnet set er det selvfølgelig fint, at nogen går op i den slags, og har lagt sig i selen, og været på faciliteringskursus for at få stablet et program på benene. Jeg tænker bare… kunne vi sænke barren? Bare en lillebitte smule? Et par millimeter, s’il vous plait? Merci beaucoup.

Men altså. Jeg skal død og pine nok være på. Og smile. Og (prøve at) sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Og leve op til alle andres forestilling om hvordan man er perfekt i den perfekte verden. Måske jeg samtidig gør oprør i det små. Måske klipper jeg en enkelt julestjerne i stedet for et hjerte. Uha-uha. Hvad tror vi straffen vil være for denne forseelse? Og måske går jeg lidt agurk på dansegulvet. Time will show.

Jaja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen rebel tabt i mig. Men uanset hvor pæn jeg prøver at fremstå udenpå, så er jeg sådan her indeni:

Hvis altså du skulle være i tvivl….