Månedsarkiv: december 2017

5 december-konstateringer 

Konstatering nummer 1:

Der findes engle.
Vidste du det? De daler ned på jorden forklædte som gudsbenådede forældrepar, der sender sms’er om, at hvis vi skriver os på klassens (forælder)-december-to-do-liste sammen med dem, så har de allerede fikset de det hele. Så fælder jeg en tåre af taknemmelighed. Do you exist? For real?!

Konstatering nummer 2:

Man kan apparently få nissehuer i brækket rosa med pailletter.
Tænker på, om sådan én monstro ville klæde mig? Tænker også på, om de er kreeret for mødrenes eller for børnenes skyld? Men i hvert fald overværede jeg hvordan sådan en nissehueindehaver til et klippeklistre-arrangement i O. klasse sad, og klippede julehjerter. Nissehuens ejer havde klippet et smukt hvidt hjerte, hvor hun med så sirlig en skrift som man nu engang kan have i nulte, havde skrevet ‘God jul’, og nu sad hun stilfærdigt og klistrede vintage-glansbilleder på sit kunstværk. Til højre for nissehuen i brækket rosa med pailletter, sidder en højrød nissehue i tyndslidt filt. Under den højrøde og lidet kønne nissehue befinder sig Mindste Pode. Mindste Podes julehjerte ligner – modsat naboens – en motorsavsmassakre, og ovenpå motorsavsmassakren laver min pode kæmpelorte med en tube pink glimmerlim. Kæft, hvor er jeg stolt! ❤

Konstatering nummer 3:

Hvis man skal tro på reklamerne, findes der tilsyneladende folk, der glemmer at tage tøj på, men som gudskelov husker solbrillerne. Alt andet ville virkelig også være forfærdelig kikset:

Og apropos reklamer:

Konstatering nummer 4:

‘Vi giver dig julen med hjem’ siger de i Føtex.
Altså jeg synes nu ret beset jeg har kigget forgæves efter den i mine indkøbsposer ind til videre? Monstro, jeg har kigget på de forkerte hylder derinde i butikken? Nå, men jeg kan vel nå det endnu, tænker jeg.

Konstatering nummer 5:

Nissen er åbenbart død. Eller også er barnetroen:
“MOO-AR?! Du har glemt at putte noget i sokkerne! Igen!”
Rest in peace.
#skodnisse

Fortsat dejlig december til dig derude! ❤

Sikken voldsom trængsel og alarm

…det er koldt, og man må gå sig varm… Ja, trængslen er jo ikke ligefrem blevet mindre med årene, der er gået, siden Peter Faber kvædede sin vise tilbage i midten af 1800-tallet, og i disse dage har mange af os tilmed fået et drys med julesne. Eller sjap. Og midt i al den mere eller mindre flydende nedbør, ude i kulden, står der en del forhutlede sjæle, der håber på at få en skilling. Nogle vifter lidt med et papkrus, andre spiller muntre sange på mundharmonika, og andre igen sælger ‘Hus forbi’. Der er forskellige måder at gøre det på. Her forleden, ude foran min lokale Føtex, stod en ganske ung mand, med en taske, og en stak ‘Hus forbi’ i armene. Han var ikke én af de insisterende typer; han var tvært imod én som undgik mit blik, og som mest af alt så ud som om han havde lyst til at forsvinde helt og aldeles. Væk. Jeg kom gående med mine to yngste sønner i hånden. Mine sønner, som har (næsten) alt – i hvertfald varmen, hvis de ellers husker at tage deres tøj på.

Den unge mand ramte mig lige i hjertekulen. Jeg har haft svært ved at glemme den fortabthed, han udstrålede. Jeg har følt mig forkælet, og jeg har følt mig magtesløs. Særligt nu, hvor jeg sidder i min varme stue med en god kop te, og skriver, så tænker jeg på, at der nogen derude, der fryser. Og ikke bare på de hjemlige breddegrader, men i hele verden.

Det sætter virkelig tingene i perspektiv, som man så smukt siger – og jo, jeg kan godt høre, hvor klichéagtigt, det lyder. Håber, du bærer over med mig. Men ikke desto mindre mener jeg det: At man skal prøve at huske, at når man er ramt af børneorm, og ketchup på Dolce et Gabbana-skjorten (ikke at jeg ejer sådan én, men vi har til gengæld virkelig meget ketchup), så er det et luksusproblem.

Og det er jo ikke fordi jeg går rundt og er af den holdning, at man ikke må føle sig trist fordi andre har det værre. Faktisk er jeg – som du måske vil vide – et pragteksemplar af en tudefrans, der småhyler over meget små dagligdagsting, når jeg føler verden går mig imod.

Men vi bliver nødt til at se dem, der er i nød. Det synes jeg ganske enkelt er en smørhulsforpligtigelse. Og det er jo ikke fordi jeg mener, at man bør droppe sit fuldtidsjob og gå all in på tilværelsen som frivillig hos den lokale Røde Kors, men nogle gange kan et smil eller en kop varm kaffe også være nok, tror jeg. Det er bare det jeg prøver at sige. Som en tilkendegivelse af næstekærlighed og medfølelse. Det er én af de ting, som jeg virkelig gerne vil give mine børn med videre i tilværelsen. Medfølelsen. Og det er jo i virkeligheden den, som julen – der er lige om hjørnet – handler om. Ikke?

Fotograf: Palle Pophår

Status på Projekt Teenager

Jeg er i stadig forundring over min teenage-podes hjerne. Forleden pakkede han sin toilettaske ned sammen med sin dyne og lidt andet habengut, klar til en overnatning hos Faster. Toilettasken var fuld af… ja, fuld af ingenting. Så langt tænkte han ikke lige dér. Til gengæld har han lige fået sine første karakterer i skolen, og har formået at komme hjem med nogle virkelig flotte resultater. Hvordan, spørger jeg, hænger de to ting sammen?!

Vi var også til forældersamtale for ganske få dage siden, hvor vi fik tudet ørerne fulde af lovprisninger over vort afkom, helt business as usual hvad angår denne pode. Og mens vi sad dér, pænt bænket med hænderne foldet i skødet, kiggede podens nye fysiklærer grundigt på min pode henover sin brille, og sagde: “Jeg har sådan på fornemmelsen, at du er en meget eftertænksom fyr… (*kunstpause*)… Er du det?”.
“Ja, er du det?”, havde jeg nær suppleret – ja, for din mor tror nogle gange, at der er ganske aldeles tomt derinde i dit hovede, min dreng?

Det ved jeg selvfølgelig godt (ikke helt) er tilfældet, men mine antagelser bunder jo i hans opførsel på hjemmefronten, og i oplevelser som dem med toilettasken. Men det kan også være andre ting, for eksempel når det drejer sig om noget så simpelt som at lægge tøj på plads.
Det kræver måske lidt uddybning:

Jeg har jo som bekendt de her uhyrlige mængder vasketøj. For at minimere arbejdet lidt, er der visse ting, jeg bare ikke gør. Sokker, der bliver smidt til vask med vrangen udad, bliver tørret og lagt sammen på vrangen. Så må den pågældende pode selv vende dem rigtigt før brug. Eller lade være. Og så er der teenage-podens rene tøj, som kun bliver ekspederet ind på værelset – på sengen rettere sagt – herefter er det meningen at poden selv skal lægge det på plads. Det går for det meste også rigtig godt. Men ind i mellem smutter det. Som for eksempel forleden. Dagen forinden havde jeg kæmpet mig igennem en tsunami af rent vasketøj, og havde dermed også lagt en del af det ind til bemeldte pode. Da jeg dagen efter vil ryste dynen, opdager jeg til min store overraskelse, at tøjet ligger nede under dynen. Ser vi bort fra at tøjet nu befinder sig cirka fem centimeter nærmere jordens overflade, så er det med andre ord ikke kommet forfærdelig meget længere på de 24 timer der er gået siden jeg lagde det fra mig. Ikke desto mindre har det tilsyneladende ikke været en hindring for at poden retmæssigt har kunnet indtage sin nattesøvn. Hvordan? spørger jeg igen undrende.
Poden selv havde ikke umiddelbart nogen forklaring.
Akkeja.

Nå, men midt i min forundring faldt jeg over nogle sundhedsplejerske-papirer, fra da min teenage-pode var 6 år, og gik i 0. klasse.

Tegn din familie, lød opgaven, og sådan her blev resultatet:

Forklaring:

Yderst til venstre har vi Mellemste Pode, og ved siden af ham, har vi Mand. Længst til højre (med det meget store og muligvis overdimensionerede hoved) har vi mig. Monteringen på min højre side under strudsehalsen, er ikke en eddersmart taske eller en kunstinstallation; det skal tværtimod forestille at være min gravide mave indeholdende Mindste Pode.

Kors, hvor jeg dog savner min skønne teenage-pode på 6 år. Også selv om han er fantastisk som 13-årig. ❤

Servicemeddelelse 

Ja, så-eh…. er det hverken gået værre eller bedre end at skøreliv er kommet på Instagram. Ja, hvem havde dog set det komme? Altså ikke mig selv, faktisk. Men nu er der et par stykker, som ad flere omgange har spurgt, om det ikke snart var på tide. Så… tjah?

Altså, basically har jeg ikke et clue om hvordan man gebærder sig derinde; jeg er vel sådan nærmest som en hund i et spil kegler. Så nej, der bliver nok næppe tale om nogen voldsom aktivitet fra min side, men måske et enkelt opslag i ny og næ, muligvis sådan på kvartalsmæssig basis. Og ja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen samvittighedsløs hestekrejler tabt i mig.

Pt. har jeg vist en følgerskare på cirka 14 personer, og har dermed muligvis sprængt skalaen for at føle sig som den ultimative tabertype, så hvis du har en Instagram-profil, og har lyst til at følge lidt med ad den vej, så skal du ikke høre et ondt ord for det. Man burde kunne søge på Skøreliv derinde, og ellers kan man med en smule held gå direkte derind via det kummerlige lille link, jeg har fået installeret her på siden (allernederst, forbi en milliard indlæg hvis du er på din smartphone, eller ude i højremenuen hvis du er på tablet eller computer). Jeg arbejder på at få lagt et plugin (eller en anden form for knap) på siden, men det driller.

Og til allersidst: Fortæl mig hvem jeg skal følge derinde – det kan jo være, at det er dig?
Smid fluks en kommentar – på forhånd tak! ❤️

Til julebal

Well, det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er fan af fællestamtam i skoleregi. Slet ikke. Og jeg synes jeg er blevet udfordret til det yderste i det herrens år 2016. Undskyld, 2017. Er vi i 2017? Og er jeg den eneste, der ind i mellem er lidt bagud (også) kalendermæssigt? Nå, anyways: Én ting er mængden af planlagte aktiviteter, som alene i december sprænger timeregnskabet hvad den slags angår big time, noget andet er indholdet af disse arrangementer. Altså hvad vi putter i dem. For det er sandt, at vi de sidste mange år har udliciteret julehyggen til mere eller mindre offentlige instanser, men når det hele skal gå op i en højere planlægningsmæssig enhed, så giver jeg op på forhånd. Giver fortabt. Hvad blev der nogensinde af fri leg suppleret med et par flamberede æbleskiver? Okay, uddød fællesaktivitet, I know.
Slut-prut-finale.

Fornemmer du, at jeg er en anelse opgivende? Nåm’n, du har helt ret. Og det er selvfølgelig en forstående julefest, der har udløst denne sindstilstand. Vi har nemlig modtaget en meget finurlig og detaljeret invitation. Afsenderen er den anonyme masse, som slet og ret kalder sig ’Festudvalget’: Man ved aldrig helt, hvem der er med i det udvalg; særligt ikke hvis man missede forældremødet (og referatet) i 0.klasse for en milliard år siden. Eller hvis man måske bare ikke har en hukommelse som en elefant. Og det har jeg ikke. Min hukommelse er måske mere lig en muldvarps. Eller en mosegris, nu vi er i den størrelsesorden.

Tilbage til invitationen, som sætter rammerne for den forestående julefest: Her er julefesten opdelt i et program med ni punkter, startende med check in fra klokken 17:30 til 17:35. I kid you not. Og efter de fem minutter, der er afsat til check in, opremses de øvrige planlagte aktiviteter – også minutinddelt – lige fra julehjerteklipning til diskodans og indtagelse af føde fra den fælles buffet. Og dem er jeg jo heller ikke rigtig fan af. Fællesbuffeterne, altså. Så jeg følte en meget primitiv form for fanden-i-voldskhed, da jeg på listen over hvad man hver især medbringer, lige under linjen hvor der sirligt stod spinat-pirogger og ’gnave-grønt’ skrev KAGE med kæmpestore, larmende bogstaver. Så meget for alt det gnavegrønne. Come on, det er sgu’ da jul.

Jeg er trods alt lidt spændt på, hvordan det hele kommer til at løbe af stablen. Jeg forestiller mig der er er form for dirigent; en særligt udvalgt sjæl fra Festudvalget, som vil styre slagets gang som en bevinget toastmaster – måske forsynet med et båthorn eller en megafon, som kan afbryde de igangværende aktiviteter for at skabe rum til de næste. Jeg forestiller mig bagedystinspirerede sætninger som: ”Og det var så hjerteklipningen, ALLE lægger saksene om 10!… sekunder! 9! 8! 7! 6! 5! 4! 3! 2! 1! Oooog STOP! TAK for de flotte bidrag til den fælles guirlande – ALLE lægger deres sakse over i kasserne, og NU!…er det dansetid!”.

Overordnet set er det selvfølgelig fint, at nogen går op i den slags, og har lagt sig i selen, og været på faciliteringskursus for at få stablet et program på benene. Jeg tænker bare… kunne vi sænke barren? Bare en lillebitte smule? Et par millimeter, s’il vous plait? Merci beaucoup.

Men altså. Jeg skal død og pine nok være på. Og smile. Og (prøve at) sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Og leve op til alle andres forestilling om hvordan man er perfekt i den perfekte verden. Måske jeg samtidig gør oprør i det små. Måske klipper jeg en enkelt julestjerne i stedet for et hjerte. Uha-uha. Hvad tror vi straffen vil være for denne forseelse? Og måske går jeg lidt agurk på dansegulvet. Time will show.

Jaja, jeg ved godt, at der ikke er gået nogen rebel tabt i mig. Men uanset hvor pæn jeg prøver at fremstå udenpå, så er jeg sådan her indeni:

Hvis altså du skulle være i tvivl….