Månedsarkiv: januar 2018

Om en sommerfugl – og lidt om konfirmationstaler

Jeg har en sommerfugl, der afprøver sine vinger. Så smuk han er. Også selv om han går ud ad døren hver evig eneste morgen uden at have sat sit hår. Jeg har lyst til at pakke ham ind i vat og bobleplast i al evighed, og gemme ham som en vacuumpakket schweizisk ost bag en glasklokke med tonede ruder, hvor intet kan gøre ham ondt. Men sådan er verden ikke indrettet. Ethvert ungt menneske skal ud på sin egen walkabout. Alene. Gøre sig sine egne erfaringer (og lære at sætte sit eget hår), rejse sig efter sine egne nederlag (håret igen?), børste støvet af skuldrene, og fejre sine egne sejre.

Jeg har lyst til at sige en masse ting til ham, men jeg gør det (måske) ikke, for jeg ved af erfaring, at man ender med at gøre det modsatte af hvad ens mor råder én til. I stedet sender jeg mine bønner ud i cyberspace (måske han en dag finder dem her?…):

Den instinktive, korte version (fra en løvemors indre):

👣 Lad være med at drikke øl. Eller vin. Eller Bacardi Breezers. Eller shots af nogen art. Og heller ikke drinks. Bare hold dig til Faxekondi, min dreng.

👣 Lad være med at ryge.

👣 Lad være med at tage stoffer.

👣 Lad være med at få (alt for mange) tatoveringer. (Og heller ikke de dér kæmpe huller i ørene, som ikke kan gro sammen igen på ordentlig vis).

👣 Hold dig fra sex indtil du er fyldt 26. Okay, så 25. Og hvis ikke du kan lade være, så husk kondom. Der er noget, der hedder kønssygdomme, og desuden er det altid sjovest at få barn med én man kender, og har set i dagslys, og som ikke bare var plan B fra en vilkårlig aften.

Og her er det så, jeg føler mig fristet til at lave en frisk lille copy-paste af nogle af De Ti Bud (var der nogensinde nogen, der tog copyright på dem, egentlig?…):

👣 Du skal ære din far og din mor.

👣 Du må ikke slå ihjel.

👣 Du må ikke stjæle.

👣 Du må ikke vidne falsk mod din næste.

👣 Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel.

Så ved du dét; køb dit eget æsel.

Men bortset fra det, så bliver alt det, jeg allerhelst vil have, at mine drenge tager med sig ud i livet, sagt her, i dette klip om hvordan man – i følge tidligere U.S. Navy Admiral William H. McRaven – ændrer verden. 

Og selvom man ikke skulle have ambitioner om at ændre verden (og det er måske de færreste, der har det), så passer de udmærket som en slags leveregler alligevel.

Den korte version til dig, der ikke orker at se klippet, er denne:

👣 Red din seng hver morgen. For at kunne udføre de store ting, må man kunne udføre de små.

👣 Lad ikke hajerne tryne dig.

👣 Mål et menneske efter størrelsen på hans hjerte, ikke efter størrelsen på hans svømmefødder.

👣 Undervurdér aldrig håbet.

👣 Find en person, der kan hjælpe dig gennem livet.

👣 Respekter alle.

👣 Vid, at livet er uretfærdigt, og at du ofte vil fejle, men:

👣 Giv aldrig nogensinde op.

Okay, jeg har muligvis set for mange amerikanske film med Tom Cruise i hovedrollen, om hæder og ære (eller mangel på samme) i den amerikanske hær. Men ikke desto mindre sluger jeg det råt. Og helt ærligt… kan denne her fyr hyres til konfirmationstaler, tror du?

Lasagne med fisk og spinat

Som du måske ved, så blomstrer gastronomien ikke just i vores køkken. I virkeligheden er den nok blevet elimineret. Vi foretrækker mad, der helst laver sig selv, men eftersom det ikke helt lader sig gøre, tyer jeg som regel til retter med så få og normale ingredienser, som muligt. Jeg orker ikke at skulle gennempløje et indkøbscenter i jagten på et eller andet bizart, som ingen nogensinde før har hørt om, blot for at bruge en knivspids en enkelt gang.

For længe siden postede jeg to meget lette hverdagsretter, som du kan se lige her, hvis du har lyst – og nu kommer der sørme én mere, dog med lidt flere ingredienser, men stadig til at klare.

Vi er ude i en fiskelasagne, og du skal bruge følgende:

  • Fiskekød uden skind eller ben. (Jeg plejer at købe nogle torske- eller hellefiskeportioner, med fire stykker kød i. Man kan også for eksempel bruge laks.)
  • En pose frisk spinat
  • Hakkede løg
  • Hvidløg efter behov (vi bruger meget hjemme hos os.)
  • Mornaysauce, ½ liter færdiglavet (på forhånd undskyld til Søs og Valbylille!)
  • Salt/peber
  • Lasagneplader
  • Ost

Og så er det ellers bare at bikse det hele sammen:

Kom løg og hvidløg i en gryde sammen med fisken, og hak fisken sønder og sammen, mens du rører i gryden (det er samtidig en glimrende måde at få bugt med arbejdsdagens frustrationer på (hakke-hakke-hakke-HAK!)). Når det hele er smuldret til ugenkendelighed, tilsætter du den friske spinat, som du har hakket forinden. Det ser måske ud af meget, men det kollapser i varmen.

Når spinaten har tabt sin volumen, tilsætter du mornaysaucen, og smager til med salt og peber.

Når det hele har simret et par minutter, plejer jeg at komme det i en rugbrødsform, lag på lag med lasagneplader.

Slutteligt sætter du den 30-40 minutter i ovnen ved 180 grader; husk at putte ost på de sidste 10 minutter.

Lasagnen er vældig rich, eller fyldig om du vil, så det er en god idé med lidt frisk salat, og noget flute som supplement. Den smager virkelig godt, og kun én pode græder, når jeg serverer den!

Bonne appétit! ❤️

Når man tænker lidt efter

Jeg har en bekendt, hvis far for nyligt måtte indlægges på psykiatrisk. Fordi hans kone var død for ikke så længe siden, og nu døde så tilmed hans gamle mor. Og nu følte han ikke længere, at han havde nogle livliner. Det var jo ikke fordi han ikke havde sine børn eller børnebørn, men de var jo lissom et andet sted i livet. På arbejde, og i skole, og den slags. Dé steder i livet. På vej til og fra ting, i det samfund, vi har skabt. Hvor vi skal tjene penge, for at få råd til at andre mennesker kan passe vores børn. Sådan sat på spidsen, i hvertfald. Med andre ord var de ikke sådan lige rundt om hjørnet – ikke hele tiden, i hvertfald. Og jeg vil tro, at sådan er det i 99 ud af 100 tilfælde. For mit eget vedkommende bor min mor i Jylland, og med ganske få undtagelser passer det mig faktisk glimrende. Fordi jeg på en eller anden vis er blevet til sådan en mekanisk datter, der ringer på faste tidspunkter for at sikre mig, at alting er ok, og så tænker jeg egentlig ikke så meget mere over det. Med undtagelse af lige nu, altså. På grund af det, med min bekendtes far.

Da jeg blev mor, lagde jeg helt bevidst afstand til mine egne forældre, og det var der mange årsager til. Jeg synes, der var alt for mange dunkle fortidsskygger, som skærmede for solen i mit nye liv. For meget drama, for mange meninger og mange fastlåste roller, jeg gerne ville undvære. Jeg havde behov for lidt mindre Strindberg i det daglige, følte jeg, og jeg ville egentlig bare gerne være mig, uden at nogen på forhånd havde defineret hvad det indebar. Jeg fandt ud af, at det passede mig vældig godt, når tilværelsen var langt mindre kompliceret; når alting ikke skulle placeres med en label på, men i stedet bare kunne få lov til at være – helt selv. Uden label i den ene eller anden (forkerte) farve. Og sådan har jeg det sådan set stadigvæk (også selvom matriklens prinsegemal utvivlsomt vil mene, at sådan er det slet ikke. At jeg er røv-kompliceret og vældig Strindbergsk, hver dag, helt solo).

Men ind imellem, så tænker jeg alligevel lidt over, hvad jeg efterlod. Jeg tænker på, hvor svært det bliver at være både mig og min mor, når hun bliver rigtig gammel. Der vil komme buler i min teflon, det er helt sikkert. For jeg er en hård nød på mange måder, men jeg er ikke kun det. Jeg er også andre ting. Så derfor bliver jeg nogle gange ramt af en følelse, som for eksempel når jeg hører, at min bekendtes far knækkede. Og når min mor sender en SMS om, at det ville være hyggeligt, hvis vi lige havde mulighed for at kunne komme forbi til en kop eftermiddagste. Så er der noget inde i mig, der længes efter det nære i et større billede. Og så tænker jeg på at flytte. Til Udkantsdanmark. Ud til en forestilling om, at sekundviserne går langsommere dér; at livet er mere intenst og mere nærværende. Knapt så hektisk. Jeg forestiller mig, at det er et sted, hvor man mærker vinden ruske, og frosten kradse. Hvor årstidernes skiften faktisk er noget man føler, frem for noget man ser i kalenderen. Og hvor man passer på hinanden, ikke mindst. Og nej. Det er jo ikke fordi, jeg vil spole tiden et århundrede eller to tilbage. Og dog. Lidt vil jeg måske alligevel. Ind imellem. Ved du hvad jeg taler om?

Fotograf: Palle Pophår.

10 vilkårlige fra dagen derpå

Jeg fik (mindst) et par genstande for meget i går, som nu sidder og trykker inde bag mit højre øje. Det er resterne af to flasker (temmelig sur) hvidvin, der – orkestreret af mine pulsslag – banker heftigt på indersiden af hjernebarken, særligt når jeg skal bøje mig ned efter et eller andet vilkårligt, der befinder sig i gulvhøjde. Ach du Liebe. Og når man er ramt af tømmermænd i 40’erne på et tidspunkt hvor ens afkom stadig har behov for en eller anden form for sporadisk yngelpleje, så er det man spørger sig selv om følgende:

– var det overhovedet nødvendigt at drikke sig fuld med 0.B. i går aftes? Eller måske ikke lige 0.B., men så i hvertfald forældrene fra 0.B. Var det det?

– og var jeg monstro den eneste, der fik bare en lillebitte smule for meget?….. Og var det i den forbindelse noget jeg drømte, eller havde vi rent faktisk gang i en snak med Cecilies forældre om noget arrangeret ægteskab mellem vores respektive poder om en 15-20 års tid? Nå. Time will show.

– spiste Mand simpelthen lige den sidste ciabattabolle lige foran næsen af mig og min kummerlighed? Når nu det er det eneste, der tiltaler de dersens tømmermænd? Jeg tænker dødsstraf. Subito.

– hvorfor er man så tilstrækkeligt ubegavet, at man rent faktisk på forhånd har lagt planer for dagen derpå? Og hvorfor involverer planerne buskørsel med Mindste Pode til et håndboldstævne? Jeg gentager: Buskørsel?!
Fuldstændigt uoverstigeligt projekt.

– og hvorfor er lydene i hallen så høje? Kunne vi som minimum lige få lagt en dæmper på den dersens yderst fæle halvlegslyd?

– og den dér odeur af småsvedige indendørs gymnastiksko med ruskindssåler, og klamme, hengemte sportstasker, der har hængt i murstenene siden start-80’erne; den er jo dræbende. Og så er der ham på rækken foran mig, ej at forglemme, der muligvis kører efter en eller anden middelalderlig badepolitik. Eller måske er han bare aldrig blevet introduceret for en deodorant? Er der overhovedet nogen som helst, der gør noget?!

– og hvorfor er der så mange mennesker og bolde og hotdogs over det hele, når jeg egentlig bare har lyst til at dø ganske stille og ubemærket? Måske herovre i hjørnet, på række 2, (plastik)sæde 32, 34, 36 og 38?

– til helvede med klasselotteriet og ti tusind skrabelodder, fik vi lige et lift af Annas farmor? Am I the luckiest (wo)man on earth, or what?! Herren være hendes sjæl nådig, og stå hende bi i al evighed, amen.

– har vi eventuelt nogle poser liggende i Annas farmors bil? Nej? Okay. Ikke kaste op i Annas farmors bil, ikke kaste op i Annas farmors bil, ikke kaste op i Annas farmors bil….

– efter denne række af prøvelser, må man så godt græde – bare lidt – når pizzamanden misser ens bestilling på pizzasandwich, og spiser én af med et pitabrød? Et pi-ta-brød?! Hvad i alverden tænker han på???

Okay. På trods af pitabrød og alting, så tror jeg efterhånden, at jeg begynder at kunne se lyset for enden af tunnelen (på en anden måde end i form af en nærdødsoplevelse). Og hvis jeg skal slutte af med en positiv bemærkning ovenpå al min jamren, så viser det sig faktisk, at den spritnye nederdel, jeg fandt på udsalg, simpelthen ikke har skyggen af den røde Vermouth, som Alberts mor ellers i en enkelt armbevægelse fejede ned i skødet på mig under festlighederne. Jeg er virkelig fan af smudsafvisende beklædningsgenstande.

Hov, rettelse: Hold pitabrødet udenfor ligningen. Jeg er ikke i nærheden af at kunne bagatellisere katastrofens omfang.

Just another bad hair day

Kender du følelsen af at blive modarbejdet af dit udseende? Well, jeg synes, jeg møder massiv modstand i disse dage. Én ting er juleferiens rester af ris a la mande og ostepops, der stadig sætter sine tydelige spor på mange leder og kanter tværs over mit ansigt – jeg ved ikke om Clerasil stadig findes, og om man anbefaler det til kvinder på 41 år? Tilsæt hertil rigelige mængder vinterbleghed med et touch af blålilla. Og knastørt hår. Som ingenting vil. Det var den anden (og væsentlige) ting i denne her sammenhæng. Hvilket blev ret tydeligt for mig, da Mellemste Pode forleden skulle klippes, og vi havde følgende snak med frisøren:

Frisør til Mellemste Pode: ”Du har virkelig noget lækkert hår!”… og videre henvendt til mig: ”Du har da også noget tykt hår, har du ikke?”
Mig: ”Nej, det er mest sådan noget tyndt sjask – det er bare krøllerne, der får det til at se ud som om det ikke er.”
Frisør (entusiastisk): ”Jeg tror lissom du skal GØRE noget mere for dine krøller. Lad det være løst, i stedet for at sætte det op!”
Mig: ”Nej, det er helt håbløst. Jeg ligner et juletræ i løbet af ti minutter.”

Det mente frisøren imidlertid ikke, hvorefter der fulgte et detaljeret føntørrings- og krøllekrammekursus. En masse snak om varme og styrker på sådan et blæsedyr. Jeg tænkte mest på, om jeg overhovedet havde set min føntørrer indenfor de sidste fem år, og på, at den muligvis ikke havde helt så mange funktioner, som den tørrer, han selv lå inde med. Vi er vist ret beset bare ude i en tænd- og slukfunktion, tror jeg (og så mindes jeg noget med lugten af brændt hår). Jeg tænkte også på, om han mon på et tidspunkt blev træt af at tale (det gjorde han ikke), men mest af alt tænkte jeg, at han tydeligvis ikke vidste, hvad han talte om. Hvad han var oppe imod. Jeg mener; han har jo ligesom ikke set the famous Christmas tree, vel?

Looket består mestendels i, at jeg i cirka fem splitsekunder kan få det til at sidde i krøller, der næsten minder om dem, som forsangeren fra ’HUSH’, har. Næsten, blev der sagt. Men efter de ganske få øjeblikke, så er det ligesom om krøllerne i Misse Møghe-terminologi drages mod jorden – og så er det, at jeg pludselig ligner Andre Agassi i den stadig langhårede, men tyndslidte fase (dog uden frottésvedbånd og ketcher).

På grund af dette, har jeg – i ren og skær juletræsfornægtelse – næsten altid viklet det hele ind i en frisure, som ikke er ulig hendes majestæt dronning Margrethes. Og det hitter lissom heller ikke, for her mangler jeg minimum et par kronjuveler og en smøg, før den er i vinkel. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Og så hænder det, at man står dér, en (alt for) tidlig morgen, og gerne vil være lidt pæn, bare den ene dag, fordi man har et møde ude i byen, hvor man godt vil være lidt tjekket. Bare en lille smule. Og så er man parat til at opgive AL-TING. Fordi hverken Dronning Margrethe eller Andre Agassi virker, og tøjet er bare so much last year – og så var der dét med bumserne.

Men man prøver, og når man til sidst synes, at nu foreligger der ikke flere opgraderingsmuligheder, går man ud i køkkenet, og spørger matriklens prinsegemal om man kan se sådan her ud? Så brummer han bare, at selvfølgelig kan man det, alt imens han står med hovedet parkeret nede i den kongelige opvaskemaskine (fordi tre prinser er skredet fra det hele), uden at kigge op en eneste gang.

Så er det, at jeg får lyst til at lave en U-vending; at sige godnat selvom klokken kun er 6:45, og grave mig ned under dynen. Og lade nogle andre om at se ud af noget.

Men nu – med frisørens opfordring til at slå mig lidt mere løs, og med Miriams solskinshistorie in mente – har jeg faktisk booket en tid til en klipning.

Det må komme an på en prøve. OG jeg leder på ottende døgn efter min føntørrer. Alle steder. Jeg har brugt noget der kunne minde om en arbejdsuge på at stå med hovedet begravet i skabe, skuffer og kasser (også på loftet) for at finde dyret. Spørgsmålet er, om jeg i sidste ende finder den. Og om der er håb derude. Og ikke mindst om vi vitterligt tror på mirakler? After all?

I værste fald kommer jeg til at betale for lidt nytteløs fiksfakseri a la det her:

I bedste fald får jeg hår med specialeffekter:

Jeg går ad glimmervejen, tror jeg.
Og hey: Sæt aldrig dit lys under en skæppe! ❤

Om at være en familie fuld af puttekasseklodser

Hvis du har en enkelt pode eller to, så kender du helt sikkert til puttekassen. Det er den dersens kasse, med huller formet i diverse mønstre, og så gælder det om at få den firkantede klods gennem det firkantede hul, and so on. En motorisk udfordrende opgave for den 1-årige (eller noget i den stil).

Nogle gange tænker jeg lidt på min familie, som sådan nogle klodser.

Generelt kan man sige, at vi kommer i to former hjemme hos os: De runde og de trekantede – og vi er opdelt på følgende måder:

Mand foruden to poder er runde. Runde som i rumlige og ret lige til. What you see, is what you get. Der analyseres ikke, og der tænkes ikke nærmere over, hvad nogen eventuelt mente, da de sagde et eller andet, der måske kunne tolkes på en helt tredje måde. De er sjældent sure, vrede eller kede af det, i hvert fald ikke ret lang tid ad gangen. Men samtidig er det meget svært for de runde klodser at forstå, at det ikke bare er alle, der passer i det hul, hvor de selv passer. Og det er for eksempel mig og den sidste pode, der ikke kan moses igennem dér. Vi er nemlig trekantede. Små-kontrære, og fulde af følelser; det er os der analyserer alting ud over alle kanter og breder, og tillægger andre folk og ting hensigter, som de ikke selv vidste, de havde.

Et par eksempler på forskellen mellem de runde og de trekantede klodser kan være disse:

Et eksempel i voksenhøjde:
Lad os forestille os, at vi har et skab, hvor lågen falder af (den slags sker jo. I hvert fald hjemme hos os):

Her vil den runde klods kort og godt konkludere, at dér røg den, og at det må vi se på senere. To sekunder senere har klodsen glemt ALT om lågen, og kommer aldrig nogensinde i tanker om den igen. For den trekantede klods, derimod, er sådan en lemfældig skabslåge meget mere end en enkeltstående hændelse, som man kan trække på skuldrene af. Det er tvært imod noget ondt. Noget der overgår én, og som kan være startskuddet til en hel stribe af ulykker og skabslåger, der truer med at falde ned oven i hovedet på én, og lemlæste dagen (og muligvis også hjerneskallen). Derudover tager den trekantede klods den slags yderst personligt. Den trekantede klods vil være meget hurtig til at mene, at den slags kun sker for den, og sidst, men ikke mindst, vil den trekantede klods til hver en tid mene, at skabslågen gjorde det med vilje. Yes, det er dér vi er. Episoden med skabslågen vil sætte sit præg på humøret i mindst et par timer fremadrettet, men hvis der kommer en rund klods forbi undervejs, og siger de helt rigtige ting, kan man være heldig, at den indre stemning mildnes en smule. Hvis den runde klods derimod bagatelliserer skabslågens grusomheder, vil det svare til at kaste benzin på bålet, og det vil dermed være en add on til de fortrædeligheder, som skabslågen var et forvarsel om.

Et eksempel i børnehøjde:
Lad os forestille os, at der bliver spillet FIFA18 på en PlayStation (den slags sker jo også…):

Den runde klods kører med klatten. Han er den virtuelle verdens svar på Christiano Ronaldo, og har mellem jubelscenerne travlt med at snapchatte så hele verden kan dele hans begejstring, og eventuelt lave et fakkeloptog gennem byen til ære for ham. Nu er den trekantede klods derimod på banen, og nu vil FIFA-spillet slet, slet ikke det samme, som da den runde klods spillede. Fra Christiano Ronaldo og Champions League er vi nu nede på noget provinsielt klubniveau, og det er ikke kønt. Det er det sprogbrug, der følger i kølvandet på de brændte straffespark, heller ikke. Også her vil den trekantede klods mene, at det er FIFA-spillet, der gør det helt bevidst, bare fordi FIFA-spillet har lyst til at få den trekantede ned med nakken.

Med disse eksempler in mente, kan jeg passende spørge, om du aner et mønster her?

Konklusionen er umiddelbart denne:
De runde klodsers livsvilkår problematiseres forholdsvist unødvendigt af de trekantede klodsers daglige drama, mens de trekantede klodser omvendt slet ikke kan leve uden de runde klodser til at lægge en dæmper på hverdagens små udfordringer i form af ondsindede skabslåger og vrangvillige virtuelle fodboldspillere. Samtidig er det svært for de trekantede klodser, når de runde ikke forstår dem, og det er vanskeligt for dem at komme overens med, at det vil de runde klodser bare aldrig komme til, for det ligger simpelthen ikke i deres natur at forstå den slags.

Det er en stadig udfordring at få de runde og de trekantede klodser til at harmonerer, eller i hvert fald en udfordring for de runde klodser at få de trekantede klodser til at harmonere. Det er også en stadig udfordring for de trekantede at acceptere, at de faktisk er trekantede. Men os, der er det – trekantede, altså – vi øver os. Nogle dage med mere held end andre. Og måske en dag vi vågner op med fred i sjælen? Jeg håber det. Virkelig.

I mellemtiden tænker jeg på, hvordan puttekassefordelingen er hjemme hos dig? Husk på, at der ikke kun er runde eller trekantede klodser, der er også firkantede, aflange, hjerteformede og hvad ved jeg. Det er altid værd at tænke lidt over. Tror jeg.

Fotograf: Palle Pophår

Mine favoritbøger (…og ja. Jeg er en copycat)

For nogen tid siden skrev Linda fra Blogsbjerg, at hun overvejede at lave en liste over yndlingsbøger, og lægge den ud på sin blog til inspiration – hvis man nu en dag skulle stå og mangle lidt gode idéer til feriens lekture, og sådan. For et par uger siden kom listen ENDELIG – og når jeg skriver det på den måde, skyldes det, at jeg blev voldsomt inspireret allerede da Linda løftede sløret for sin plan, og derfor gik jeg straks gik i gang med min egen liste. Nu kunne jeg jo ikke så godt kopiere konceptet førend Linda havde ført sin mission ud i livet, og derudover tænkte jeg, at du, der færdes i Blogland, ikke skulle oversvømmes med flere indlæg om bøger på én gang. Derfor har min liste ligget og lumret lidt, men nu er den klar til at se dagens lys.

Dét, som jeg nyder allermest, når jeg læser, er ordene. Som sådan er handlingen relativt underordnet, blot bogen er smuk i sit sprog og sin fortælleform, og samtidig giver mig noget at tænke over på et dybere plan. Af samme grund læser jeg aldrig krimier. Jeg er slet ikke fan af at drøne rundt i Stockholms gator och gränder blot for at finde svaret på allersidste side om hvem der gjorde det. Jeg behøver hverken drama eller anden form for uoverstigelig spænding til at tage pusten fra mig, og piske mig gennem handlingen. Det gør hverdagen for mig helt af sig selv. Fordomsfuld, siger du? Never mind. For mig er en god bog helt lig filosofien om, at målet på ingen måde må hellige midlet, og det er de briller jeg har haft på, da jeg lavede min liste, som kommer her:

Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini.
Lang historie kort: En afghansk far tvinges til at give sine to børn bort; en søster og en bror, der bliver adskilt, og bosætter sig på hver sin side af kloden, men som aldrig glemmer hinanden. Mange liv og skæbner flettes ind i fortællingen, og du bliver ramt af dem alle.
Af forfatteren til ‘Drageløberen’ og ‘Under en brændende sol’.
Hvorfor du skal læse den: Fordi den er fantastisk, smuk og gribende. Intet mindre.
Jeg græd som pisket fra start til slut.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr.
Lang historie kort: Scenen er 2. verdenskrig, med en tysk dreng og en blind fransk pige i hovedrollerne. Tilsæt en diamant – og en masse falske, foruden det løse. Og så er der serveret – enjoy!
Hvorfor du skal læse den: Fordi den er et kalejdoskop af tusinde farver og nuancer, der eksploderer i nye mønstre længe efter du har lagt den fra dig.

Nattergalen af Kristin Hannah.
Lang historie kort: 2. verdenskrig (igen. Men altså). To søstre, La Resistance, kærlighed, had, liv og død i stor stil.
Hvorfor du skal læse den: Fordi den har det hele, og selvom den lugter af blod, så dufter den også af lavendler.

Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver.
Glem alt om filmen, læs bogen.
Lang historie kort: Den retrospektive historie om en mor, der mister alt, da hendes søn begår en række mord i forbindelse med et skoleskyderi.
(Tak for den, Søs! ❤)
Hvorfor du skal læse den: Fordi vi har brug for at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig altid skal give skylden videre; måske den slet ikke skal placeres?

Musik og stilhed af Rose Tremain.
Lang historie kort: Historisk fiktion om blandt andre Christian 4., Kirsten Munk, en lutspiller og en hofdame. Det hele er komponeret på smukkeste vis, og fortællingen ender næsten med at flyde ind i øregangene som en stille sonate helt i overenstemmelse med bogens titel.
Hvorfor du skal læse den: Fordi dine ører bliver forført.

Hr. Isakowitz’ skat af Danny Wattin.
Lang historie kort: En svensk jødisk familie beslutter sig for at tage på jagt efter en familieskat, som fører dem ned gennem Europa tilbage til tiden omkring Holocaust.
Hvorfor du skal læse den: Fordi den – trods det dystre tema – er super-humoristisk, og fordi vi skal huske ikke at dømme folk alene ud fra deres handlinger: Man ved aldrig hvad der ligger til grund for et andet menneskes opførsel. Samtidig skal vi huske hvad der skete i 1930’erne og 40’erne, og hvad mennesker er i stand til. Vi skal huske det. Altid.

Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage af Lotte Kaa Andersen.
Lang historie kort: Nordsjælland, finanskrisen. Tre familier, mange skæbner – sat helt på spidsen, og fanget lige på kornet i maleriske vendinger. Jeg er simpelthen vild med Lotte Kaa!
Hvorfor skal du læse dem: Fordi uanset hvad, så er der noget, du genkender. Og som du kan grine af. Altså dig selv… Og det er vigtigt!

Niceville af Kathryn Stockett.
Lang historie kort: Hvid sydstatskvinde beslutter sig i 1960’erne for at portrættere de sorte kvinders liv. Det bliver et kontroversielt projekt som gør livet gradvist mere og mere vanskeligt for alle involverede.
Hvorfor skal du læse den: Fordi den belyser den kritiske periode med racelovgivning i amerikansk historie (hvilket lige nu får mig til at tænke på om USA overhovedet har perioder i deres historie, som ikke er kritiske?), og vigtigheden af at turde.

Forbandede yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Lang historie kort: Autentisk historie om et forældrepar, der trækker dybe og mudrede furer gennem deres børns liv. Omsorgssvigt for fuld udblæsning.
Hvorfor skal du læse den: Fordi midt i alt det grumme, spirer det smukke. Fordi håbet overlever håbløsheden, og fordi sammen gør stærk.
Jeg elskede den.

Og det var enden på dén liste – i det mindste for nu – for det er her du kommer på banen: Fortæl mig hvilken bog du holder allermest af; måske det er den næste, der skal på listen?

Du kan i øvrigt altid se nederst på siden hvilken bog jeg er i gang med, hvis du skulle ha’ lyst til det. Og Lindas liste kan du se lige her.

Tak for inspiration, Linda! ❤

10 tanker fra en søndag morgen til fodbold

Klokken er i skrivende stund 12:26, og indtil videre er dagen blevet rammesat af et indendørs fodboldstævne. So it goes. Siden alarmen kimede i morges, og frem til dette minut, har jeg derfor tænkt og spurgt mig selv om følgende:

– Hvilke synder har jeg mon begået i et tidligere liv, siden mit vækkeur ringer klokken 7:15 på en freaking SØNDAG?!

– Hvorfor fik jeg overhovedet børn?… (Nå, ja.)

– Hvorfor pakkede vi monstro ikke taske i går?..
Herre-dårligt tidspunkt ikke at kunne finde yderst vigtige shorts på.

– Hold da kæft, hvor er det dog gudsjammerligt koldt. Var der nogen, der sagde minus 6 grader? Wrong answer. Det korrekte svar må være 41 minusgrader. Mindst. Sibirisk isvinter, med andre ord. Under alle omstændigheder nok til at gearene på min cykel er frosset til is, i hvert fald. Så så man mig cykle hele vejen til Nørrebrohallen i første gear klokken 8:15.

– Fremme ved hallen kan jeg konstatere, at mit afkom åbenbart (stadigvæk) er sådan ét, der ikke går af banen for en rask diskussion med dommeren, for dernæst at udvandre med hele holdet (*suk*…). Findes der egentlig stadig opdragelsesanstalter?

– Han er åbenbart også udstyret med en evne til at score, så målene braser sammen. Ja, det har jeg ikke set før. Jeg tænker at modstanderens målmand – as we speak – sidder til noget de-briefing inde på traumecenteret. Og til orientering: Min telefon er åben – Morten Olsen (eller Åge Hareide, whatever), du ringer bare.

– Sidst men ikke mindst, lader han ikke chancen for et godt drama, der inkluderer adskillige meters rullefald, passere. Men ok, han var faktisk ramt. I en grad så han nu er ridset og rødmosset tværs over ansigtet, og vi har et blåt øje in spe, hvis komme vi afventer med samme spænding, som var det selveste Messias, der var på vej op ad trapperne. Lige nu ser han allermest sådan her ud:

(Altså poden. Ikke Messias)
Selvportræt.

– Nå ja. Så lykkedes det faktisk at fare vild på vej hjem. Det er også alt, alt for meget at forlange, at jeg skulle kunne finde ud af at køre samme vej tilbage, som vi kom fra. Ikke et ord om, at Nørrebro faktisk er mit gamle hood. Mayday, Mayday: my brain has left the building.

– I kølvandet på den nu lidt længere hjemtur (stadig i første gear) fulgte en del drøftelser omkring hvorvidt et blåt øje overhovedet kan tåle brusebad, og ikke mindst hårvask. Hvad tænker du? Jeg siger ikke, hvem der mente hvad, men jeg kan godt afsløre, at der var flere (modsatrettede) holdninger til den sag, nogle mere radikale end andre.

– Efter sådan en omgang, er der intet så skønt som at putte i sofaen med dyner og gode film. Og solen skinner, og der er hyacinter i min vindueskarm. Livet er da fedt – både med og uden blå øjne. ❤

Fuck. Jeg glemte lige vasketøjet.

Man ved, man har en teenager…

… når man på hverdage klokken cirka 6:55 sparker døren til teenage-værelset ind, fordi man ved, at vækkeuret – såfremt alarmen ellers var sat – ville ringe ganske forgæves derinde. Iført gasmaske, kæmper man sig frem gennem dunsten af rovdyr til sin snorkende pode, alt imens man forcerer tøjbunker, skolebøger og sportstasker på Mission Impossible-måden.

På gode dage kan Mission Impossible-delen nedskaleres til noget, der minder om en agilitybane, men det er ligesom om ens teenager ikke bliver til en Welsh Corgy af den grund.

… når man (stadig iført gasmaske) skal bruge en hjertestarter for at bringe sin teenager til bevidsthed. Enhver, der har set Skadestuen ved, at det i sig selv er en voldsom proces.
#hvorhelvedeergeorgeclooney

(NB: Trods den voldsomme proces, kan det godt være, at du er lidt små-kæk, og råber ting, du har hørt i 80’er-film, såsom “Hands up, this is a hijack!” og den slags – men hvad du end siger og gør, så undlad for Guds skyld at synge under processen. Meget kan man byde en teenager, men morgensang er IKKE en af dem, og særligt sange som ‘Godmorgen, godmorgen til hele bondegården’ og den fra Jul på slottet, frarådes på det kraftigste. Det er ikke tjekkede morgensange, hvis du nogensinde var i tvivl.
Spørgsmål: Findes der overhovedet tjekkede morgensange?)

… når ens afkom i mange timer efterfølgende befinder sig i en tilstand af weltschmerz. Yay.

… når poden i forlængelse af sin weltschmerz slet, slet ikke kan se hvor mirakuløst det er, at genoplivningsforsøget er lykkedes, og på ingen måde kan forstå, at hans forældre falder på halen over, at han rent faktisk er kommet på højkant.

… når poden forsumper i halve og hele dage bag nedrullede gardiner. Og halve og hele uger, eller måneder måske endda – ja, faktisk permanent.

…når man under forsumpningsprocessen begynder at fragte betragtelige mængder skrald og brugt service ud fra podens hummer… og i øvrigt bliver bortvist for bestandigt på vej ud.
Selv tak.

… når man ikke slipper godt afsted med at stille spørgsmål som for eksempel “Er alt i orden?”, “Har du det ok?”, “Er der noget i vejen?” eller endnu værre “Er der noget vi skal tale om?”….

… når han bliver smækfornærmet over at man ikke drøner ud og køber en printer fredag aften, bare fordi han har brug for at printe inden mandag morgen.

… når han i forlængelse af ovenstående, små-truende meddeler, at nu flytter han altså ud til Faster. Well, see ya’! Hasta la vista, baby, og hils Faster, ik’? Kys-kys.