Månedsarkiv: februar 2018

Status på Projekt Teenager #2

Jeg ser stort set aldrig min teenager mere. Okay, det er måske lidt overdrevet, men det føles faktisk ikke sådan. Vi ser den kun, når den har fået færden af mad (som jeg vist engang hørte nogen sige i et TV-program på DR2), eller når den skal have friske batterier til sin PS4-controller. Til gengæld ved vi, at den findes. Derinde i hummeret. Jeg ved det, fordi vasketøjssituationen er status quo, og fordi mængden af krydderboller, rugbrød og mælk, der skal anskaffes og hjembringes, ikke bliver mindre – tværtimod.

Og når den så en sjælden gang imellem bevæger sig ud i dagslys (primært fordi den enten skal i skole eller til træning), så flyder den lidt rundt i hjemmet med dens lange lemmer, mens den vælter en liter mælk hist og pist. Heldigvis er humoren endnu intakt, så derfor kan den sige ting som “Rolig nu! Det bare en øvelse. Ingen panik”. Den kan også kigge dybt skeptisk på kartoffelmosen, og sige “Så mødes vi igen!”.

Ergo er der lidt lyd på, men ellers er det nu ret knapt. En enkelt gang i ny og næ vover jeg pelsen, og bevæger mig ind på dens værelse, hvor vi begge stirrer intenst på en skærm fyldt med våbenbefængte og maskingeværsplafrende animerede mennesker, og så har vi sådan en slags samtale her:

“Er du ikke snart træt af at rende rundt ude i vildmarken med en økse?”
“Nej.”
“Er det dig, der er ham dér?”
“Ja-errrrrrrrrhh!”
“Ooooookay…”


Nå ja, så havde jeg endda næsten glemt, at vi også nogle gange diskuterer hvem det egentlig er, der er sur. Kender du den slags drøftelser? Dét er i sandhed op ad bakke.

Og nu jeg er i gang med plagerne, så vil jeg (i forlængelse af mit forrige indlæg om teenagere og vækning af sådanne), lige gøre opmærksom på, at morgenvækning med musik heller ikke kan anbefales. Slet ikke. De to øvrige poder sætter ellers stor pris på den form for genoplivningsmetode, og bestiller dagen i forvejen deres vækningsnummer, som sjovt nok ofte er noget latinamerikansk salsamusik, der omgående sætter (næsten) hele familien i fantastisk humør. Så mens alle vrikker rundt til de eksotiske rytmer og prøver at foregive at kunne synge med på spansk, så er teenageren den næste, der står for skud. Og eftersom den ikke giver musikønsker på forhånd, er dens far nødt til at være kreativ. Og – her kommer igen et godt råd – nu er det ikke en god idé at sætte for eksempel Kaya Brüels ‘Godmorgen Sol’ på, der indeholder ord som ’tissemyretissemænd’. Den synes IKKE, det er fedt, så er det sagt. Nu ved du det.

Men altså. Ellers er den nu ret sød. Stadigvæk. Og jeg forundres hver dag over hvor vildt det er, at årene er gået som sekunder, og at vi som forældre på et ganske lille øjeblik næsten er blevet degraderet til at være en nullitet. Ret utroligt, når man tænker på hvor central en brik man var i forhold til selve dens overlevelse for blot ganske få år siden. Og nu tager den pludselig til fester, og kører med DSB. Helt selv. Og spiller håndbold med en bunke andre kæmpestore teenagere, der mest af alt bare ser ud som om de trænger til at få fjernet polypper.

Dagens kloge ord

”Man bør bære over med sine forældre,
fordi de har en generations erfaringer mindre at bygge på, en man selv har”.
Nis Petersen

Om måder at være mor på

Nogle gange – de fleste, faktisk – er jeg helt klart ikke den type mor, der ligger gemt i vinderloddet. Hovedsageligt fordi jeg ret skrap. Og sur, nogle gange. Og temmelig ofte træt. Og lidt udbrændt. Jeg ville ønske, at jeg ikke var en eneste af alle disse ting. Derfor handler det for mig om at fejre de små sejre. Når jeg føler, jeg gør det rigtige og fortjener et skulderklap. Og det er for eksempel:

… når jeg rent faktisk stryger perlepladerne med det samme, og ikke bare lader dem samle støv i vindueskarmen indtil de er ganske ude af sind (….og derefter måske kommer til at hælde perlerne tilbage hvor de kom fra…. Det er vist sket en enkelt gang (*host*)).

… når jeg snupper en pode med grabberne i bolchekrukken, og i stedet for at starte en prædiken om at vi-spiser-altså-lige-om-lidt, siger, at han skal huske at skrive det på indkøbssedlen, når han har spist de sidste.

… når Ældste Pode serverer sine briller i to dele, og man så lige fikser lortet med en urtekniv (#morharmangetalenter)

… når der er en god sang i radioen, og man lige skruer en ekstra tand op for lyden og humøret, mens alle synger med og danser – i stedet for kun at tage hensyn til underboen.
(Undskyld, Kirsten og Karl-Erik.)

… når det er komplet ligegyldigt om de spiser op eller ej.

… når jeg ikke siger “La’ nu lige den seddel være!”, men i stedet siger “Sikke en fin papirflyver!”.

… når jeg ikke giver efter for alverdens eder og forbandelser bare fordi jeg sender mine tæer ind som inkompetente sporarbejdere i den BRIO-togbane, som jeg havde glemt, at nogen havde bygget rundt om spisebordet. Eller når jeg træder på en flok sagesløse LEGO-klodser, ikke mindst. Jeg synes faktisk det er en kraftpræstation af rang, når jeg med tårer i øjnene i stedet formår at sige: “Mor er heeelt okay, skatter, jeg skal bare lige ha’ to sekunder…. TO SEKUNDER, BLEV DER SAGT!!”. For-helvede-langt-ind-i-satan hvor gør det dog pisseskidemøghamrende ondt! Sorry.

… når jeg husker at lægge ungernes nattøj og håndklæder på radiatoren, fordi det er så hundekoldt derude på fodboldbanen, og jeg ved, at de er ganske blå af kulde når de kommer hjem.

… når Ældste Pode kommer sent hjem fra håndbold, og jeg er på nippet til at eksplodere over, at han har efterladt køkkenet i et syndigt kaos, og sportstasken slet ikke er blevet tømt, men stadig står dér på gulvet, midt i hele. Så er jeg faktisk en god mor, når jeg vælger at skide hul i det hele, og bare gå i seng i stedet for at folde mig ud som full-blown miss fritter. Når morgendagen gryr, har jeg helt sikkert en helt anden og langt mere humoristisk tilgang til børneopdragelse end klokken alt for sent. Og det kan godt være, jeg ikke er særlig god til at vælge mine kampe, men ind imellem kan man godt udskyde dem lidt….

Og nogle gange er det i virkeligheden slet ikke så meget, der skal til. Vel?

Fanget af en stemning

Hvis jeg nu endelig skulle sende en tanke eller to afsted for at mindes en nylig afdød, så vælger jeg prins Henrik fra til fordel for vores vicevært. Han er nemlig død. Også. Og jeg synes på sin vis, at han på samme måde har ret til et minuts tavshed, foruden et par kranse og nogen, der ærer hans minde. Ikke at jeg kendte ham, men han har trods alt været der. Og fået en enkelt kysse-smiley med på vejen.

Og jeg blev lidt underlig, da jeg hørte, at han var død. På en anden måde end da jeg stod under bruseren onsdag morgen, og tænkte, at P3 spillede noget virkelig mærkeligt musik.

Jeg blev nødt til at gå tilbage i SMS-korrespondancen for at se, hvad den sidste korrespondance med viceværten havde handlet om. Om det var da jeg spurgte ham, om han ikke lige kunne sætte noget seriøs skadedyrsbekæmpelse ind på den pungrotte, der huserede og sked på vores loft (men som viste sig at være naboens Bichon Frisé, der i en kort periode eksperimenterede med en pseudoidentitet som Lassie på eventyr), eller om det var dengang jeg knækkede gadedørsnøglen – i låsen – tilbage i december, og dermed vanskeliggjorde tilværelsen for alle ejendommens beboere et døgns tid, alt imens jeg selv tog prisen som verdens mest upopulære nabo indtil låsesmeden fik sig nosset sammen til at komme.
Det var det. Altså episoden med nøglen.

På meddelelsen fra beboerforeningens formand står der, at man desværre må meddele, at viceværten er afgået ved døden efter kort tids sygdom. Han blev 56 år. Beboerrepræsentationen sender sin kondolence til hans familie og en blomst til begravelsen.

Det er så få ord, der sætter punktum for et liv, der er levet. Men døden er en spøjs fætter, der sådan går ind, og sætter lidt ekstra watt til det sidste rampelysskær. For det er døden, der får os til at tænke efter. Til at mærke efter. Og så er det, at én, som bare har været en omvandrende Combat vinterkedeldragt pludselig bliver mere end det – så bliver han til et menneske. Med en familie og en tilværelse. Med en mening og et væsen. Han har sandsynligvis slet ikke besøgt Færøerne i samme grad som prinsegemalen, men til gengæld ved jeg, at han mødte virkelig tidligt på arbejde, og at han sørgede for at folk havde varme, og gennemløb når der blev trukket ud, so to speak. Og sådan nogle bedrifter fortjener i min optik også at løbe med lidt opmærksomhed.

Det er ikke fordi jeg skal gøre mig til fortaler for noget, som jeg ikke er. Det er heller ikke fordi det er et personligt tab for mig, men jeg synes nu det er lidt underligt, at viceværten ikke er her mere. Og jeg synes man skylder livet at tænke lidt over det – den ene dag er vi her, og den næste dag er vi væk. Så kys det nu, det satans liv. Som man siger.

Fotograf: Palle Pophår

Being Gonzo

Spørgsmål nummer 1:
Husker du Gonzo fra Muppet Show?

Spørgsmål nummer 2:
Husker du LYDEN af Gonzo?….

Årsagen til disse spørgsmål, er følgende begivenhed, der udspiller sig en tilfældig lørdag formiddag:

Der er som sædvanligt lagt en forkromet plan for weekenden, som vi følger slavisk. Ifølge den plan, har jeg én pode, der skal være ude af døren klokken 10, en anden klokken 11 og en tredje klokken 12. Eftersom jeg selv skal ud og rende midt i det hele, og derfor ikke med sikkerhed når hjem inden 12’eren skal afsted, beordrer jeg denne pode til at spise et par rugbrødsmadder, inden han kører.

Heldigvis når jeg hjem inden han skal afsted; jeg konkluderer i hvertfald, at hans cykel står i skuret. Og så er det, at jeg på vej op ad trappen hører lyden. Lyden af Gonzo.

Jeg er omgående sikker på, at lyden ikke stammer fra vores lejlighed, for 12’eren er jo alene hjemme. Men hvis ikke han var alene hjemme, ville jeg afgjort tro, at mindst én pode var i færd med at lade livet under voldsomme og meget unaturlige omstændigheder. Men på trods af at jeg ved, min pode er alene hjemme, bliver jeg alligevel tiltagende mere mistænksom efterhånden som lyden intensiveres i takt med at jeg kommer højere op i bygningen. For lyden kommer faktisk inde fra vores lejlighed. Hvor det viser sig, at den pågældende pode er oppe at slås. Med en brødrister. Jo.

Brødristeren (som er en toaster med spring op-funktion) holder hans rugbrød i et jerngreb, og nu har poden efter eget udsagn brugt mindst TI MINUTTER på at få den satans skive OP dernedefra. Heraf Gonzo-lydene. Det er noget, der ligger i mine gener, tror jeg. Eller nej, jeg ved det. Måske ikke selve Gonzo-delen, men i hvertfald den del, der indeholder noget med lyd. Høj lyd. For min gren af familien, særligt min far, ville skrive under på, at sådanne forsmædeligheder som dem en brødrister tilsyneladende kan begå, bedst håndteres og ledsages af en lind strøm af politisk ukorrekte ukvemsord, som helst er målbare på richterskalaen.

Tilbage til poden, der med tårer i øjnene konkluderer, at ham selv imod en brødrister, det er altså mega-unfair hold. Og jeg kan ikke lade være med at grine, og det er det allerværste man kan gøre mod en person, der har ladet sig besætte af Gonzo, og som er rasende. Mange års erfaring har lært mig, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må le af et menneske, der kæmper en ulige kamp mod en brødrister. Det gør kun ondt værre; det svarer til at kaste benzin på bålet og hvad ved jeg, så under alle omstændigheder: Do NOT do that!

Men så sker miraklet; poden begynder at grine med. Og han griner, mens tårerne triller, og jeg ved, at han bare er lysår forud for hvor jeg selv var, da jeg var på hans alder. Og at han nok skal få styr på det temperament. En dag. Og han skal nok klare det hele. ❤

NB: Hvis du nu ikke ved, hvem Gonzo er, eller hvis du trænger til en genopfriskning, så kan du evt. se dette lille klip.

Drømmen om efterløn

Som overskriften siger, så drømmer jeg om efterløn. Ja, jeg ved godt det er tidligt. Jeg ved også godt, at den er afskaffet. Ikke desto har jeg drømt om netop efterløn og tilværelsen som senior, stort set siden jeg blev konfirmeret.

Jeg har aldrig haft svært ved at få tiden til at gå, og jeg går rundt med forestillinger om, at det er i min sensommer, det søde liv skal leves. Også selvom jeg godt ved, at det faktisk er lige nu; hvert øjeblik. Men tilbage til min drøm: Jeg har en veninde, hvis far jeg er facebookven med. Han laver de skønneste updates om alle de små ting, der giver mening i livet, og særligt som pensionist; der er selvsagt meget om børnebørn, men også en del om hjemmedyrket purløg, en øl i solen og sådanne ting, som jeg fuldt ud kan relatere til som essensen af tilværelsen. Jeg har ikke brug for noget karrieremæssigt peak eller andet, som ser flot ud på papir (eller skærm); jeg har brug for familie, solstrejf og friske krydderurter. Sådan i store træk.

Derfor holder jeg af at forestille mig efterlønstilværelsen sådan helt klichéagtig:
Jeg forestiller mig, at man befinder sig i en tilstand konstant fråsende i frisk luft, god mad og kulturelle aktiviteter. Tid til at trække vejret. Også selvom luften med al sandsynlighed er så forurenet, at ingen vover pelsen ude i det fri til den tid.

Men jeg drømmer. Og jeg forestiller mig, at man møller rundt i noget naturlandskab sammen med sin bedre halvdel på helt ens cykler (dame- og herreudgave) med identiske familien-Danmark-dragter (om sommeren selvfølgelig i en light-udgave med frit udsyn til det blafrende vinkeflæsk). Pseudotvillinge-outfit til sig selv og sin soulmate suppleret med praktisk rygsæk til termokanden og lidt kringle. Man har lidt ekstra på sidebenene, og gang i noget hjemmeproduktion af tyttebærmarmelade og brændevin. Eller noget. Og håndarbejde. Og masser af søde børnebørn som kan afleveres tilbage, når de ikke længere opfører sig ordentligt, eller når de bare er for klamme.

Med andre ord: Ingen mails, ingen deadlines og ingen vækkeure, der larmer ukristelig tidligt.

Suk. Det varer lidt inden det bliver min tur. Jeg synes ellers jeg har argumenterne i orden. Jeg vil plædere for at få min pensionsalder sat ned til 41 med følgende begrundelser:

  •  Jeg er VILD med blommer i Madeira fra Anthon Berg (oohh, not to mention bridge-blanding).
  • Alene den markante hørenedsættelse, jeg slæber rundt på, berettiger mig til kategorien ’Stokdøv’.
  • Jeg er emsig på Miss Marple-måden, og fortørnes dagligt over nutidens ungdom.
  • Min fysioterapeut udtalte for år tilbage, at hun har seniorhold, der er bedre kørende end mig.

Tror du så jeg har brug for flere argumenter? Hva’?!


Dagens vise ord

”Alle ønsker at leve længe, men ingen vil være gammel”
Jonathan Swift

Confession time

Jeg elsker at læse med hos andre, som kan få mig til at reflektere en ekstra gang over tingene, og i denne omgang er det de her indlæg hos Hvid kaffe og Fyrsten og fruen, der har sat mine små grå i rotation. Begge indlæg handler nemlig om, hvordan det ind imellem kan føles, når man blogger.

I forhold til min egen selvransagelse har jeg lige gravet et spadestik dybere, end jeg plejer. For alle de følelser, som de to skønne damer beskriver; dem kender jeg så inderligt, og hvis du har læst med længe nok her på domænet, så kan du muligvis også huske, at jeg ved tidligere lejligheder har skrevet om mine småskizofrene følelser i forhold til det her bloggeri (for eksempel her).

Som Karoline giver udtryk for, så er det en bid af himlen og en bid af helvede; det bedste og det værste. Det himmelske ligger i den forløsning der følger den proces, hvor hjernen er fingrene, og fingrene er ordene, og ordene flyder helt af sig selv i en lind strøm, og det hele går op i en højere enhed. For en stund. Det er fixet. Det er derfor, vi skriver, dybest set. For at få det ud.
Så kommer helvedesdelen, som for min egen part fylder for meget. Fordi jeg lader den fylde. Og de ord, som Elisabeth og Karoline bruger om denne del, og som jeg her har rodet sammen i et syndigt kaos, er ord som sammenligning, misundelse, mindreværd. Frygten for afvisning; frygten for ikke at passe ind. Om ikke at føle sig god nok, om at have ondt i maven. Og nu, hvor jeg sidder og samler op på nogle af de ord, bliver jeg lidt skræmt, faktisk. For det er hårdt!

Jeg har som sagt tænkt en del over det her, fordi det hele stod så soleklart for mig da jeg læste deres indlæg. Og jeg er for mit eget vedkommende nået frem til, at det handler om at blive set. Jeg vil gerne ses herinde i Blogland. Åbenbart. Ikke bare sådan hej-hej-agtigt, men mere sådan på Maude-2½-år-gammel-SE-MIG-SE-MIG!!-måden. Det handler om, at jeg vil inviteres med til festen, og at jeg har et ønske om at være ’nogen’. At jeg ikke vil være den, som toget kørte uden. At jeg ikke vil være usynlig.

Og du behøver ikke sige til mig, at det er usmageligt, for jeg ved det godt. Og jeg er ikke stolt af det, men det er sådan det er. Og jeg tager mig selv i, at mere vil ha’ mere. Og det er virkelig ikke en særlig klædelig karakteregenskab at rende rundt med; ja nogle ville endda gå så vidt som til at sige, at det er en dødssynd. Det skal jeg tidsnok finde ud af, men hovedsagen er, at mens jeg har vandret  rundt og filosoferet over alt det her, så slog det mig, at det dér behov for at blive set, det hænger i virkeligheden slet ikke sammen med bloggen. Det hænger sammen med noget helt andet. Noget andet, som er mere mig, end bloggen er. Og det er måske det, som jeg først og fremmest skal gå lidt efter i sømmene. Og så i bund og grund bare indse, at alle ikke kan blive set af alle. At anerkendelsen ikke ligger som en håndgribelig størrelse og venter på, at jeg når frem til den. Men at alting er godt, som det er. Og at jeg lever og står fint, præcis dér, hvor jeg befinder mig. Og at det er okay. Så i min nyerhvervede erkendelse af, at blogging på nogle områder faktisk er mere ekstremt end kampsport, bliver jeg nødt til at gøre en indsats for at passe lidt bedre på mig selv, og lade de andre være de andre. Selv. De lever og fester nemlig fint videre uden at jeg står og hopper op og ned ude i periferien.

Og hvis min kampsport med den strategi stadig ikke er til at have med at gøre, så overvejer jeg om det dersens curling måske er noget? Eller ishockey? Måske jeg er klar om fire år, når der er OL igen? Hvad tror du?

Forældretips til skolebazaren. En slags overlevelsesguide.

– Hvis du forestiller dig Nørreport på hverdage i tidsrummet 16-18, og dernæst fordobler befolkningstætheden, så er du i udgangspunktet godt forberedt på det, der venter dig: Prepare for the worst, med andre ord – og husk at medbringe papirposer.

– Husk også at tage dit overtøj af inden du træder ind på bazarområdet, med mindre du A) vil dø af overophedning (foruden kulilteforgiftning selvfølgelig, men sidstnævnte er ikke relateret til mængden af tøj, eller temperaturen i øvrigt) eller B) vil slå Bertrams farmor halvt fordærvet, og samtidig være skyld i at mindst to øvrighedspersoner mister grebet om deres små, bitte paptallerkener, med alt for meget gulerodskage på.
Hvis du endelig skal vælge, så vælg B’eren. Tror jeg. Det gjorde jeg.

– Fortvivl ikke når du ikke umiddelbart kan finde dine poder blandt de 4,3 millioner tilstedeværende mennesker: Der er jævnfør ovenstående kage til salg; ergo vil dine poder finde dig.

– Sørg i den forbindelse for at have en god forklaring klar, som lyder plausibel i dine ungers ører omkring hvorfor du ikke har givet dem helt penge nok med til at de selv kunne købe kage alle sammen – og altså ikke kun den pode, der har fået den tvivlsomme ære af at være økonomiansvarlig, men som tilsyneladende (men måske ikke overraskende) har investeret den fælles formue i naturalier for egen vindings skyld, og som nu i følge de resterende poder bør henrettes for underslæb.

– Bered dig efter dette retsdrama på at stille dig i en kagekø, der i kilometer svarer til Caminoen hele vejen fra St. Jean Pied de Port til Santiago de Compostela. Og når du når til vejs ende, har du næsten fået en åbenbaring, og er konverteret til en helt anden tro end den du havde, da du stillede dig i kø. Jeg siger ikke hvilken.

– Og mens du går Caminoen, kan du med fordel sikre dig, at din MobilePay-app er opdateret, så du slipper for først at finde ud af, at din version er forældet i det sekund, hvor du har hallucinationer, og dine børn er blevet sure over at udbuddet af kage har ændret sig siden de stod og savlede over det for en halv time siden. Ved at sikre dig, at din app er opdateret undgår du samtidig at sætte de øvrige pilgrimsvandrende i stå, og blive lyst i band af samtlige omkringværende.

– Når din Mellemste Pode efterfølgende (under flugten fra kageboden) siger, han skal vise dig noget rigtig spændende, så vær klar over, at han fører dig til Teenage-poden, der på det kraftigste har frabedt sig enhver form for forældretilstedeværelse. Du skal derfor forberede dig på, at din Teenage-pode går i panik, og du med al sandsynlighed forventes at forsvinde ned et stort hul i gulvet – du skal med andre ord vige bort fra din Teenage-podes åsyn.

– Når du er løbet tør for kræfter, kage og cool cash, og du tvinger din Mindste Pode med hjem, så er det faktisk en god idé at beordre den mellemste med også, for han er virkelig træt. Ved at beordre den mellemste med hjem i første omgang undgår du også at modtage et FaceTime-opkald fra ham og Teenage-poden en halv time senere, som i virkeligheden ikke bare er et opkald, men nærmere er en slags livetransmission af en ophedet debat om nogle poser (ja, du læste rigtigt: Nogle poser); en debat, som du stiltiende kan bevidne på flere kilometers afstand, og som (u)skønsomt dokumenteres med håndholdt kamera i bedste dogmefilmsstil (vi taler virkelig meget himmel, og virkelig meget asfalt).

– Og vel hjemme vil alle – sure, såvel som glade – være virkelig lykkelige for, at det nu er weekend (og for nogens vedkommende også vinterferie), for guderne skal vide, at I trænger. Særligt dig. Og ja: Du må godt ta’ lidt at styrke dig på.

Ha’ en fantastisk fredag aften! ❤

Lidt ude af sync… #8

(Advarsel: Dette indlæg indeholder uhyggelig dårlig fotodokumentation)

… og vi prøver lige igen:
Lidt ude af sync…

… når man begynder at skylle hårnåle ud sammen med shampooen. Vi er nogle enkelte her i firmaet, som virkelig glæder os til den frisørtid (og som muligvis bør stoppe med at bruge pluralis majestatis, når vi taler om os selv).

… når man sidder på arbejde, og opdager, at ens sko befinder sig i denne her tilstand:

Og hvis du spørger, så jo: Cykelturen i morges var lidt små-windy, særligt i de lavere luftlag.

… når man kommer til at råbe af sin næsepudsende kontorslof (“så STOP dog for helvede med det dér!!”)…. fordi man tror det er håndværkeren på etagen ovenover, der er gået amok med en borehammer (og som jeg gik ud fra alligevel ikke kunne høre mine eder og forbandelser).
Holder i øvrigt utrolig meget af kontorsloffen, der hænger demotivators op rundt omkring med slogans a la:

‘A Few Harmless Flakes Working Together Can Unleash an Avalanche of Destruction’

…og…

‘If You’re Not a Part of the Solution,
There’s Good Money to be Made in Prolonging the
Problem’. 

Se, dét er arbejdsglæde, mine damer og den herre!

… når man lidt for hurtigt tager et raskt tag i computertasken, og lidt for sent opdager, at den ikke var lukket. Tsk-tsk. Make sure always, ALWAYS to close your (computer)bag before take off and landing. Missed that part. Den virker heldigvis stadig, om end en smule sporadisk.

… når man finder ud af, at den nye lokalprinter ser sådan her ud indvendig:

Was?
Er det til curlere og permanentvæske, eller hvad? Eller til sprut og beroligende piller, til når man skal dulme nerverne, fordi den spytter sine prints ud på denne her facon?:

(Og ikke bare én gang, men hver gang?)

… når man får det her af Mindste Pode:

“Mor, SE!! Jeg har en forsinket julegave til dig!”
“Neeeejjjj!….. Øhh. Hvad er det?”….
“Aner det ik’. Jeg har mest bare klippet.”
Yes, I can tell.
“Og jeg vil også lave en til far!”
“Han bli’r bare SÅ glad, min skat…”

… når man overtaler selvsamme pode til at han nok er lidt for sløj til at komme til svømning. Fordi man ikke helt kan ta’ sig sammen til selv at komme ud af døren.

… når man sådan lidt ved et tilfælde finder ud af, at ens farmor muligvis var forlovet med en meget berømt modeskaber, som ikke desto mindre ditchede hende fordi han i virkeligheden var mere vild med mænd. Men hallo; det er jo for filan NÆSTEN min farfar?! I feel very much related, og jeg kan næsten mærke knappenålene flyde gennem de kreative årer – ja, det er faktisk lige før jeg begynder at tale en lille smule fransk i ren og skær befippelse. Det vil med andre ord være en sand underdrivelse at sige, at jeg i skrivende stund er ramt af rablende storhedsvanvid. Og så ser vi helt bort fra indlæggets første punkter, med undtagelse af delen om flertalsform, nes’t ce pas?

Au revoir, mon ami… ❤

Historien om et korthus

Kender du de der dage, hvor tårerne presser sig på allerede fra morgenstunden? Og hvor man bare ved, at der er lang vej igen? At dagen på ejendommelig vis er en slags ørkesløs vandring frem mod det tidspunkt, hvor man kan give lods, og gå lidt i stykker? Krakelere en lille smule?

Det er for eksempel sådan en morgen, hvor vi taler om, at Mellemste Pode om eftermiddagen skal ind og besøge sin kammerat i Ronald McDonald-huset. Og at hvis man skal hoste eller nyse derinde, så er det for Guds skyld ned i ærmet, og ikke røre ved for meget, fordi man slæber al mulig lort med fra verdenen udenfor. Allerede på det tidspunkt mærkes den lette svien af tårer, der strømmer frem mod dagens lys, men det gør det mere håndterbart at tale om baciller og praktikaliteter frem for at tænke på, at der findes børn, der er så syge, at ens hjerte brister alene ved tanken. Men det panser man prøver at bygge op, bliver splittet i atomer, når Mindste Pode kvitterer med at sige “Det var lissom dengang med Bedstefar… Jeg savner ham… (…det gør jeg også, min skat…) Men vi tænker på ham når vi ser på solnedgangen…”.
Mine smukke, kloge drenge.

I løbet af dagen kører tingene heller ikke sådan helt spitze derinde på det dersens job, langt fra, faktisk, og på vej derfra bliver man fældet af en kantsten. Farvel røv-dyre strømpebukser, og goddag syv hundrede blå mærker og en enkelt hudafskrabning. Og hjemme efter styrt meddeler Mand, at han lige har brug for en løbetur, og helst inden aftensmaden. Og meget kan man klare (hvis man nu skal lave en Yvonne), men lige dér knækker filmen, og tårerne stiger, som var det tidevand. Fordi man er lidt i chok (over alting i virkeligheden), og slet ikke kan overskue at skulle udrede eventuelle søskendekonflikter henover spaghetti bolognesen uden Mands tilstedeværelse. Måske man havde været i stand til at holde skansen og stå distancen og alt det der, hvis ikke Mand var begyndt at snakke om motion, og dermed trak den sidste rest af sikkerhedsnet væk under tåspidserne. Men selvom Mand efterfølgende hurtigt fanger, at nogen har gang i en lokalfortolkning af Les Miserables, og derfor prompte ændrer sine intervaltræningsambitioner til noget post-pasta-jokkeri fordi han godt kan se, at en anden én har brug for sin wingman – ja, så er der simpelthen blevet drejet på hanerne. De er rustne, og de piber, men der er blevet drejet.

Det er korthuset, der kollapser.

Når jeg tænker over hvor mange gange, jeg har vandet høns over stort og småt, så går der efterhånden meget lang tid imellem. Men en dag som denne, så bliver der virkelig åbnet for sluserne. Og så tænker jeg på, om det lille stunt – den obsternasige kantsten på vej hjem – måske i virkeligheden var en slags gave? Fordi der faktisk lå virkelig meget derinde bagved, der åbenbart trængte til at komme ud?

P.S. Jeg er okay.

Fotograf: Palle Pophår