Månedsarkiv: maj 2018

Drømmer du om weekend på landet?

Vi har jo det hersens sommerhus, som vi frekventerer fra tid til anden, når ikke ungernes fridage på forhånd er sandet til med børnefødselsdage og sportsaktiviteter. Og kids nowadays har virkelig fuldt program, så man skal være ude i rigtig god tid, hvis man vil have noget at skulle ha’ sagt i den forbindelse. Til gengæld er det virkelig skønt når vi så endelig er afsted. (Eller det synes i hvert fald den voksne del af selskabet. Den yngre del har velsagtens mest en følelse af at være blevet sendt lige lukt tilbage til middelalderen. Men altså.) Så nyder vi lidt stilhed, lidt fuglekvidder, noget bølgeskvulp og frisk luft. Græs under fødderne og højt til himmel. Klapser et par myg.

Men hvor vidunderligt det end er at være afsted, så er der noget, der ikke altid stemmer, når regningen skal betales. Og det er når man kommer hjem. Med alt for meget vasketøj, og børn, der har Fortnite-abstinenser, og opfører sig som drug addicts på en ufrivillig kold tyrker. Det er som om det pludselig bliver hverdag på en søndag, hvor man lidt for sent opdager, at der er for få timer til for mange gøremål. Så hvis du nu går og drømmer om et weekendliv på landet, så skal du lige vide, hvad der rent faktisk kan ske, når man kommer hjem fra sådan et sommerhusophold – alt sammen selvfølgelig et tænkt scenarie, og slet ikke nødvendigvis fra i mandags, ahem.

Forestil dig dette:

Vi rammer vores bopæl midt på eftermiddagen, og ret skal være ret: Vi har kun haft to poder med på tur; den tredje er til fodboldstævne, og skal afhentes på et tidspunkt, som ingen rigtig kender.

De to tilstedeværende unger har, siden vi satte os ind i bilen, befundet sig i denne her tilstand:

…hvilket ikke afholder dem fra at opføre sig sådan her, på det tidspunkt hvor de bringes til live igen:

Lidt efter hjemkomst (cirka på det tidpunkt hvor jeg finder ud af, at skabet med vaskepulver er VIRKELIG klamt, og derfor sporenstrengs går i krig med noget hovedrengøring) forlader Mand den synkende skude, og drager ud i verden for at nedlægge et par boller fra Kohberg samt en 4-5 liter mælk foruden det løse. Egentlig skulle jeg i bad, men efter at ha’ tæppebombet visse dele af køkkenet med Ajax, kaster jeg mig i stedet ud i en klipning af Mindste Pode, som har et stærkt og brændende ønske om at ligne De Gea. Der er googlet fotos, og vi vil se sådan her ud:

(Ansigtsudtrykket følger også med)

Men cirka halvvejs i klipningen står klipperen af – ikke bare på batteriet-er-fladt-måden, men på jeg-vil-ikke-leve-mere-måden, og efterlader mig med en pode, der nu er i besiddelse af en vældig, vældig asymmetrisk frisure. Jeg retter lidt hist og her med saksen, men det ændrer bare ikke så satans meget på det faktum, at ungen sådan frisuremæssigt lidt ligner et færdselsuheld. Vi har med andre ord kun De Gea i den ene side. De Gea features grydeklip, kan vi måske kalde stilen, men heldigvis er jeg begavet med en unge med et lyst sind, som synes det er herre-sejt. Ungen synes han styrer for vildt med den fritte, og jeg har lissom ikke noget andet valg end at lade ham blive i troen: Det er 2. pinsedag, og der er ikke en frisør åben i miles omkreds.

Heldigvis kvitterer fodboldpoden, da han kommer hjem, med også at være synligt dupperet – hvilket må siges at være helt usædvanligt for denne pode. De Gea høster komplimenterne med verdens største selvfølgelighed, og jeg tænker at alt ånder fred. Der er så meget de voksne ikke forstår. Og om lidt har vi tilmed skabt en helt ny trend, en hår-dille, om du vil.

Men alt ånder ikke fred. Måske på hårfronten, men ikke hvad angår fodboldpoden, der er ved at segne efter weekendens strabadser. Han har det, som vi andre har det efter en uendelig lang uge på jobbet. Han er fladmast og tappet for kræfter. Han synes vi er for MEGET, vi fatter IN-GEN-TING, og han opfører sig i det hele taget fuldkomment ligesom mig – hvilket jeg så står og tænker lidt over, alt imens jeg forsøger at kreere intet mindre end fire forskellige aftensmåltider (vi er jo kræsne, remember?), og mens jeg rør i pastaen glæder jeg mig mestendels til alle børn er blevet tvangsputtet klokken alt for tidligt.

Hov, fire? siger du måske – men I er da fem? Korrekt, men på det tidpunkt har Mand for længst rømmet scenen; han er taget afsted for at løbe løb med hans kongelige højhed kronprinsen sammen med tusindvis af andre mennesker i indre by. Han kommer hjem langt senere (efter den alt for tidlige tvangsputning), medbringende en perverst stor medalje, og bedyrer stolt, at han overhalede kronprinsen efter tre kilometer. Om jeg ikke så det? På TV? Hm. Nej.
Men jeg har stadig ikke været i bad.

PS: Hvis du spotter en unge i trafikken med mega-mærkeligt hår, så yes. This is my doing. I did that.

Nu jeg er i gang #4

… så er jeg muligvis gået over gevind med denne her type indlæg – men jeg er egentlig ret vild med at skrive dem.  Skal nok prøve at tage en slapper. Promise.

…. så var jeg også ret vild med Harry og Meghans bryllup i lørdags. Flankeret af Stéphanie Surrugue, Kåre Quist og Jesper Høvring på DR1, sad jeg med måsen solidt placeret i en af mine ungers kurvefletstole i stive fem timer (needless to say, så er jeg stadig en kende stiv i skroget efter den omgang). I de fem timer blev jeg fodret med informationer om hosebåndsordenen, om Dirty Harry-perioden, om ananas i egen juice, og om kardinallilla rober. Takket være den dårlige internetforbindelse i vores sommerhus kan jeg derfor nu med mere end 48 timers forsinkelse konstatere, at Pippas derriere nok ikke trækker overskrifter i denne her omgang, men at Oprah virkelig, virkelig kan se mistænkelig ud the spooky way, når hun beslutter sig for at gå undercover. Hemmelig agent bliver hun nok aldrig. Og nej, Posh Spice smiler stadig ikke. Til gengæld har jeg tænkt virkelig meget over, hvilket væddemål Meghan mon har tabt for at gøre sig fortjent til at køre det sidste stykke vej til kirken med Williams børn alene i bilen.


Og…. fra den ene yderlighed til den anden:

… så er vi nu lykkelige indehavere af ringorm. Igen. Lægen så et øjeblik ud som om der var udbrudt Ebola i hans praksis, hvorefter han med en energiske pumpen, tømte sit arsenal af håndsprit ud på blot ganske få sekunder.

… så prøver vi nu at få den pode, som er i besiddelse af bemeldte ringorm, til at glemme alt om den lidet flatterede titel på svampeangrebet, og derfor har vi samtaler, der lyder sådan her:
Mig: “…og nu skal vi liiiige ha’ smurt de hersens……”
Poden: “ORME!”
Mig (rædselsslagen): “NEJ! Nejnejnejnej, det er ikke orme. IK-KE orme! Og hvis nogen spørger dig hvad det er, så siger du bare, at det kan du ikke lige huske hvad er… Er du med på den?” 
(*Pode nikker artigt*)
Og please – sig at du også engang har bedt din pode om at lyve.

… så blev jeg vældig fornærmet da vi stod på apoteket for at afhente cremen, og pigebarnet bag skranken blinkede med sine eyelash extensions, og spurgte om der mon var et bestemt mærke, vi foretrak?
Jeg forestiller mig, at hun tænkte, jeg ville sige noget i retning af:
“Ja, altså SIDST vi havde ringorm, der brugte vi det fra FriForRingorm, men dét som vi brugte forrige gang, som var fra Ringorm-PIST-væk, det var bare SÅ meget bedre! Men jeg har også hørt, at det fra Aldrig-Mere-Ringorm skulle være virkelig godt, så det kan godt være, at vi skal prøve det denne her gang, og så kan vi altid skifte tilbage til Ringorm-PIST-væk NÆSTE gang vi får ringorm? Eller hvad tænker du?”…. 
Altså bortset fra at vi nu har haft ringorm TO gange, så er vi jo ikke sådan nogen, der har ringorm hver eller hveranden dag, vel. Og vi går også i bad, og den slags. Og jeg er stadig fornærmet, kan du godt høre.

… så undrer det mig såre hvordan de ringorm har fundet vej til os, som bor inde midt i byen med adskillige kilometer til nærmeste klappeged. Tænker ringormen har muteret til en form for luftbåren fugleinfluenza.

Og nu skal jeg nok komme tilbage i kampen. Håber du har haft en FANTASTISK pinse!

PS: Jeg overvejer fortsat, om ikke jeg burde investere i en fascinator. Det er da næsten en menneskeret, er det ikke?

Blomsterfotograf: Palle Pophår

Og festen varede i syv dage

Or at least that’s how the fairytales end. Men vi er ikke ude i noget med de syv små dværge her, ej heller noget med noget happy ending – nej, vi taler såmænd bare om børnefødselsdage. De har det med at tage lidt om sig, nemlig. Jeg ved ikke, om det samme gør sig gældende for fejringen af dit afkom, hvis du er i besiddelse af sådan et (eller flere)?  Én ting er selve fødselsdagen, men festlighederne slutter (som nogen vil vide) slet ikke her: Poden skal nemlig også fejres i skolen, til diverse fritidsaktiviteter OG til den dersens børnefødselsdag, du ved nok. Og det var så i søndags.

Så mens jeg sådan nærmest tilfældigt opdagede, at det faktisk var Mors Dag, fordi alle mulige tænkelige og utænkelige sociale medier svømmede over med kærlighedserklæringer, blomsteropsatser, morgenmad på sengen og spaophold, ja så valgte vi at bruge den ellers i øvrigt solbeskinnede søndag i et relativt mørklagt aktivitetscenter sammen med drengeflokken fra nulte.

Og selvom det faktisk er en virkelig sød drengegruppe (og det er det!), så er sådan en børnefødselsdag helt grundlæggende noget, som jeg bare skal have overstået hurtigst muligt. Jeg bliver angrebet af en form for angst (måske du husker, at jeg har skrevet om det for et par måneder siden lige her?), og det er som bekendt ikke de mange kager, der skal bages, som jeg er oppe imod, det er mængden af børn. Det føles som en form for akut iltmangel, og jeg tæller hvert sekund til mareridtet er overstået. Jo. H-v-e-r-t sekund.

Sagen er den, at det er fuldstændig som en invasion fra det ydre rum. Har du nogensinde tænkt på det? Hver dreng, sin version af en lille grøn, småslimet alien: Du kender den ikke; du ved ikke hvilke regler den efterlever, om den selv kan tage sko på, eller om dens ører fungerer helt, delvist eller slet ikke. Du ved ikke om den selv kan finde til og fra toilettet, hvilken Gud den tilbeder, hvad den kan li’, eller hvad den spiser. (Mennesker? Andre mødre?).

Det eneste du med sikkerhed ved er, at du vil blive udfordret til det yderste, og at du eventuelt vil blive taget som gidsel i et interplanetarisk rumkapløb. Du ved ret beset heller ikke hvem der har vundet når slaget er endelig er udkæmpet, men du ved, at succeskriteriet er ren og skær overlevelse. Intet mindre.

Men! Du skal faktisk også overleve de andre forældre, der – uagtet hvor søde de er, og uagtet hvor godt du klikker med adskillige af dem – kommer i flok, og du bliver nødt til at LYVE dem op i ansigterne når de spørger, om det er gået godt. Særligt skal du forberede dig på at det er skidesvært at lyve overfor Benjamins mor, og sige til hende at alle har været SÅ søde, når du mestendels har haft lyst til at slæbe Benjamin ned til den nærmeste dam, og drukne ham. Du skal heller ikke sige til Pauls mor, at de måske liiige skal ta’ at øve sig lidt på det der med selv at tage fodtøj på (uagtet din egen Mindste Pode hver morgen uden undtagelse græder salte tårer over sine snørebånd, som han (heller) ikke kan binde).

Sideløbende med at du skal håndtere forældrene, og foregive at ha’ overblik over hvor deres afkom mon befinder sig (og det kan være MANGE steder!), skal du samtidig være forberedt på, at din ældste muligvis facetimer dig midt i det hele nede fra køledisken i Føtex. Og selvom du er vældig, vældig glad for at du har lokket ham ud i dagslyset efter en enkelt lille ting, og selvom du har sagt at han IK-KE skal ringe klokken 15 når alle aliens bliver afhentet i deres respektive rumskibe, så er du alligevel ved at sende ham en omgang miltbrand pr. SMS fordi han sender live fra edamamebønnerne klokken to minutter i.

Sidst, men ikke mindst, skal du også øve dig i at udvise lidt mådehold, bare en lille smule, og ikke sige “PIS!” til den sidste forælder, når du opdager at I har glemt at uddele alle slikposerne.
Right.
Roger and out.

Uddrag af samtale med en alien:

Mig: “Har du ikke lyst til at komme ind og spille stikbold med de andre?”
Alien: “Nej. Jeg kom til skade på min cykel på vej herover.”
(Der bliver ledt længe efter en ikke-eksisterende skramme).
Mig: “Måske du er klar lige om lidt…”
Alien: “Dét tror jeg ik’ du skal regne med!”
Mig: “Nåda! Du er måske slet ikke glad for at spille bold?”
Alien: “Nahaj!”
Mig: “Nåmn, hvad kan du så rigtig godt li’ at lave?”
Alien: “Jeg kan KUN li’ at spille iPad!”
Mig: “Nå for Søren. Ja, det kan jo godt gå hen og blive lidt svært lige her…. bumbum…. Er der slet ikke andre ting du kan li’?”
Alien: “Nogle gange kan jeg godt li’ sådan noget hvor man klæ’r sig ud, og slås med sværd!”
Mig: “Rollespil!! Man kan gå til det, gør du det?”
Alien: “Ja. Eller jeg har gjort. I sådan ÉN uge. Måske to. Så synes jeg ikke det var så sjovt alligevel.”
Mig: “Nej, okay….”
Alien: “Men jeg skal måske snart til at begynde og spille fagot!”
Mig: “Holddaop!”
Alien: “Altså, ved du overhovedet hvad en fagot det er for noget?”

Okay hit me. Hit me hard.

Nu jeg er i gang #3

… så var jeg for nyligt på seminar med overnatning. Og jeg sværger, det er lidt af et mirakel jeg fandt både til og fra mit værelse; en enkelt gang var jeg faktisk lige ved at ringe til konferencecenterets reception for at få dem til at sende en hundepatrulje afsted efter mig. Det er heller ikke det fedeste, at komme halsende halvvejs inde i session 4, mens alle andre er godt i gang, og man kun har sin utroligt dårlige stedsans at skyde skylden på. Og hvis man hæst hvisker noget i retning af at man jo fucking troede man skulle DØ dernede, så er det lissom om de øvrige deltagere bare ikke helt har fanget, hvad det er, man lige har været igennem, vel.

… så havde de – på selvsamme konferencecenter – nogle virkelig store spejle, og jeg tør godt afsløre, at det ikke gjorde noget som helst godt for mig. Intet.

… så døde vores firhjulede nærved og næsten her i starten af ugen. Hvilket i øjeblikket føltes en anelse vemodigt, men ikke mindst også pissehamrende røv-irriterende, primært fordi vi havde up-coming børnefødselsdag med alt hvad det nu indebærer af logistik og fragten gaver og køren i sommerhus, og hvad ved jeg. Heldigvis – praise the Lord! – er jeg indehaver af en yderst praktisk, og ikke mindst rummelig cykelkurv, og hvem siger, at man ikke kan fragte en kagemand i sådan én? Måske den ikke kan transporter hele familien i sommerhus, men spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen som helst, der opdager, at al matadormix’en er raslet af? Altså af kagemanden? Nej, vel? I should think not, og hvor der er vilje, er der vel vej, som de si’r.

… så tænkte jeg forleden på, hvor meget forårets komme på sin vis svarer lidt til at blive vækket til live igen. Man dør en lille smule dag for dag i løbet af vinteren, og pludselig, når bøgen og anemonerne springer ud – så får man livet i gave en gang mere. Det er da fantastisk, ikke?

… så har jeg – apropos vækning – set mig nødsaget til at skifte min alarmtone ud til noget lidt mindre pip-pip-agtigt. Der sker nemlig ellers det, at når solen spreder sine første spæde stråler over land, og skaderne ude i afløbsrenden (nedløbsrenden, tagrenden, whatever) bryder ud i noget smårustent skræp, ja så tror min mand simpelthen, at han skal hjælpe mig med at høre vækkeuret. Egentlig meget sødt, men også en smule belastende, sådan at blive vækket med tyve minutters intervaller fra klokken lidt i fire. Jeg opdagede til gengæld forleden, at en af mine kolleger har en ringetone, der består af skrig fra gyserfilm, og jeg tænker egentlig, at det må være det helt rigtige valg.

… så har jeg været i vandet i dag for allerførste gang.
Og jeg kan kun sige ét ord:
KOLDT.
Koldt som ind i helvede.

… så har Ældste Pode officielt valgt familien og sommerhuset fra. Han kunne lige trække sig igennem otte timers fødselsdagsfejring af sin lillebror, inden han hijackede et lift til staden med sin farmor i forgårs. Han har kun ringet to gange foruden et enkelt lommeopkald, og lige nu befinder han sig til en fest, som jeg havde glemt alt om at han skulle til. Jeg tænker, det er et sundhedstegn. Og alligevel er det altså en lille smule svært at forholde sig til…

… så har jeg vundet mit første væddemål mod Mand. 18 år, tog det, og jeg troede ALDRIG det skulle ske. Og nu kan jeg ikke engang huske hvad vi væddede om, men faktum er, at jeg nu er indehaver af virkelig mange marcipanbrød. Og jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg i skrivende stund render rundt og opfører mig sådan her:

Det er de små ting, du ved.
Kan du ha’ en fantastisk lørdag aften?

“It’s not burnt – it’s just enthusiastically crisp”

Da jeg boede på Island et ultrakort øjeblik af mit liv, var jeg på et tidspunkt inviteret til middag hos et par med tre børn. Tre søde børn. Smukke børn, med smukke navne. Børn, der elskede mad, og som smilende konsumerede uanede mængder syrnet havtaske og fårenosser i gelé.

Og ja, når jeg tænker på dette, så undrer jeg mig lidt over, at billedet hjemme hos os er et helt, helt andet. Ingen glade unger kværner eksotiske egnsretter. Poderne er nemlig kræsne. Jeg forstår det faktisk godt, for jeg var også virkelig kræsen, da jeg var barn (og enkelte *host* i min bekendtskabskreds ville måske endda gå så vidt som til at mene, at det er jeg stadigvæk), og det kan faktisk fortsat være lidt af en overvindelse for mig at komme igennem en buffet med andet en skive flute og en pakke Lurpak i den indskrumpede udgave.

Nå, men væk fra buffeten, og tilbage til ungerne: Nu er det, at nogen måske vil komme med gode råd om at voldblende sine grøntsager til ugenkendelighed, og tage børnene med i køkkenet, og den slags. Og det er uden tvivl rigtigt – jeg har nemlig OGSÅ læst den bog, yes I have – men det koncept er bare ikke altid så konvertibel med en lidt småpresset hverdag. Nogle gange er der kort sagt ikke det der ligner overskud til at skulle styre en pode i besiddelse af en relativt stor kniv, der, uagtet hvor sløv den end måtte være (kniven, altså), kan vise sig at være dødbringende i mødet med en smårynket og uhåndterlig peberfrugt. Og hvis du tænker ahhrrrr, hva’?!, så jo: Der er faktisk i tidens løb blevet udgydt store mængder blod i vores forholdsvis lille køkken, og jeg siger dig, det er næsten er mirakel at alles liv og fingre fortsat er intakte frem til denne dag.

Well, poder i køkkenet eller ej, så kommer der mad på bordet hver aften, og i den ideelle verden, så sprang konfettikanonerne over hovedet på mig i det øjeblik jeg placerede gryderne på bordet – men det er ligesom om dette lykkelige øjeblik aldrig helt indtræffer, hvilket kan undre. Jeg synes faktisk jeg prøver at tilgodese alles ønsker, men sjovt nok er det nu gået hen og er blevet som en slags Groundhog Day for mig, det dér aftensmåltid. Scenarierne afviger kun en smule; de er generelt temmelig opslidende, og det som jeg hører, er følgende:

Mulighed nummer 1) – kort og godt: ”Dét kan jeg IK’ li’!”
(Keep it simple, stupid)

Mulighed nummer 2) ”Hvorfor skal vi ALTID ha’….”
Tilsæt her et utal af varianter, eksempelvis:

  • “Hvorfor skal vi ALTID ha’ noget som JEG ik’ ka’ li’?!”
  • “Hvorfor skal vi ALTID ha’ det der kylling-nå’ed hver gang vi er i sommerhus?”
  • “Hvorfor skal vi ALTID kun ha’ KLAMT mad?!” 

Mulighed nummer 3) ”Må jeg få toastbrød?”
(Nej, gu’ fanden må du da ej få toastbrød når jeg har stået her i mit ansigts fodsved og klampret et sundt og nærende måltid sammen til dig.)

Overordnet set er reglerne disse 5:

1. Uanset hvilken ret du laver, vil der altid være mindst to andre, der hellere vil have noget andet.
Det betyder, at hvis du har lavet kartoffelmos den ene dag for at glæde for eksempel Mindste Pode, vil der altid være en anden, det efterspørger lasagne, og en tredje, der hellere ville have laks. Når du (eller i det her tilfælde Mand) dagen efter har lavet lasagne for at glæde for eksempel Mellemste Pode, ja, så er der en anden, der efterspørger laks og en tredje, der hellere vil have kartoffelmos. Du vil med andre ord aldrig opnå fuld tilfredshed hele bordet rundt, og hvis du ikke vidste det før, så ved du nu, at utak vitterligt er verdens løn.

2. Selv når du prøver at efterkomme et ønske, er det langt fra sikkert, at succesraten stiger af den grund. Du kan nemlig for eksempel komme ud for, at den pode, som den ene dag ser bebrejdende ned i gryderne, og siger “Ejjj! Hvorfor får vi ALDRIG spaghetti-millionbøf?” allerede den næste dag – når du netop har lavet spaghetti-milionbøf – lyder som et ekko af sig selv, når han stirrer forfærdet på millionbøffen, og siger “Ejjj! Hvorfor får vi ALDRIG biksemad?”.
I slige tilfælde vil der så være ikke bare to, men hele tre poder, der tror, de skal dø.

(Og så de korte:)

3. Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Thanks a lot, Murphy.

4. Forvent ikke, at dine børn kan lide den mad, du laver til dem: Det kan de ikke.

5. Vid, at så længe ingen græder, er det en ubetinget succes.
…og at du ville være millionær hvis det var muligt at oddse på sandsynligheden for at der hver aften klokken cirka 18:00:dut gives i omegnen af zero fucks for din indsats.

Velbekomme. Og selv tak.

Om at tænde lys i sit vindue – og om at mindes.

Dette indlæg indeholder reklame i form af denne bog, som jeg har fået forærende af Lindhardt og Ringhof:

Helt overordnet handler ‘Det glemte brev’ om jagten på historien bag et enkelt frimærke, og det brev, som det befinder sig på. Det bliver bindeled i en fortælling, der pendulerer frem og tilbage mellem begivenheder i Østrig i slut 30’erne og Los Angeles halvtreds år senere. Historien er overordnet set virkelig fin, og indeholder alt det, som en god historie skal, og den ene side griber uvilkårligt den næste. Der er et par romancer, og der er relativ happy ending for those who like (and I do!). Du keder dig intetsteds undervejs, og jeg er vild med paralleluniverset, og set i det perspektiv, er den slet ikke ulig ‘Nattergalen’ af Kristin Hannah.

Dog manglede jeg noget mere fylde og tyngde i bogen; lidt mere end blot den gode fortælling. Jeg manglede nuancerne, og de beskrivelser, der rækker ud over det sagte ord, og det gjorde, at jeg aldrig helt befandt mig hverken i Los Angeles i 1989, eller i Østrig under nazisternes besættelse. Jeg smagte ikke deres mad, og hovedpersonernes øjne var ikke vinduer, som jeg kunne se ud ad. Derfor kunne fortællingen i min optik med fordel være udvidet betragteligt ud over de 304 sider, som bogen er på i sin nuværende form.

Kort og godt: En rigtig skøn fortælling, men desværre lidt for letlæst efter min mening.

Men hvis jeg manglede en gryderet eller to undervejs, så fik bogen mig til gengæld til mig til at gruble over 2. verdenskrig i mange dage efterfølgende. Det sker uden undtagelse hver gang jeg læser bøger om det emne.

Det er ret fjollet, egentlig, for da jeg var lille – eller i hvertfald hjemmeboende – var der intet jeg havde mindre tilovers for end den krig. Og da Københavns Universitet senerehen spyttede mig ud i virkeligheden med en kandidatgrad i historie, var det utvivlsomt med den mest minimale viden om 2. verdenskrig, som det overhovedet var muligt. Jeg gik med andre ord en stor bue uden om den. Og grunden til dette var uværgerligt, at den betød ret meget for min far, og hvis man af vanvare kom til at trykke på 2. verdensknappen, så lirede min far lange foredrag af sig uden hensyntagen til hvorvidt folk havde interesse for sagen eller ej. Og de kunne vare ret længe, de foredrag. Men han havde faktisk også en del på hjerte.

Min far var knapt fem år da Danmark blev besat af tyskerne, og de følgende år mærkede ham faktisk for livet. Min farfar var nemlig modstandsmand, og hvad det medførte, bar min far videre på sine skuldre til han forlod denne jord.

Og min far kunne som sagt fortælle længe. Han fortalte om jødiske venner der forsvandt; om andre folk, det forsvandt, og om min farmor, der blev tavs som graven, når min farfar også var væk. Om folk, der blev hentet og arresteret, og om hvordan min farfar kun undslap, fordi min far nåede op ad bagtrappen før tyskerne nåede op ad fortrappen.

Det var sådan nogle historier, han fortalte. Og hvert år den 4. maj – på klokkeslæt – blev frihedsbudskabet afspillet på pladespilleren derhjemme: Ret højt, som regel, mens min far med en højtidelig mine travede frem og tilbage, og i ny og næ kastede et sigende blik ud af vinduet til et sted langt, langt borte. Og imens syltede min mor agurker, eller hvad hun nu foretog sig, mens hun prøvede at ignorere, at min far mentalt befandt sig i 1945.

Og hvad kan jeg sige nu, andet end at jeg – efter min fars død – synes det hele er blevet uhyre spændende. Og meget vigtigt. Og nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg havde hørt en lille smule bedre efter, frem for at tænke på hvornår jeg kunne forlade bordet, så jeg kunne gå ud og kaste mine kartofler og min hamburgerryg op. Og faktisk synes jeg at det, som 2. verdenskrig lærte os, er mere relevant og aktuelt end nogen sinde, og jeg tænker på det hver eneste gang jeg ser Putin og Trump og andre tilsvarende typer tone frem på skærmen. Så er verdenskrigen slet ikke hverken langt væk, eller urealistisk. Og derfor har jeg tændt lys i mit vindue. Til minde om dem, der kæmpede dengang, og for dem, der måske skal kæmpe i fremtiden. Til minde om min farfar, som jeg aldrig kendte – og til minde om min far.

Anemonefotograf: Palle Pophår

PS: Hvis du har lyst til at gå min far i bedene, så kan du høre frihedsmeddelelsen lige her (og det var klokken 20:36, hvis du skulle finde på at spørge).
Pas på dig selv! ❤