Månedsarkiv: juli 2018

Ting, jeg har misset på min bloggerfærd

I anledningen af at jeg holder mega-meget ferie om et splitsekund, og fordi bloggen runder 3 år lige om lidt, kom jeg til at tænke lidt på alle de ting, jeg har forsømt som blogger. Og der er faktisk en del mangler, som jeg nu indser, at jeg i virkeligheden bør undskylde eller kompensere for.

Jeg nævner i flæng:

…. At fotodokumentere min lækre morgenmad.
Den kommer her – bedre sent end aldrig, som man siger:


Ved godt, at der er alarmerende mangel på marmor, kongeligt porcelæn og noget farvekoordinerede buffet-halløj foruden den obligatoriske soyamælks-latte.
Beklager folkens – det bruger jeg ikke. I virkeligheden er jeg mest til smør. Dog ikke i kaffen.
(Bemærk venligst også den sædvanlige dårlige billedkvalitet hvad angår mine egne billeder).

.…At lave et #udenfilter-indlæg.
Sorry. Filter eller ej, it really makes no difference.

… At lave et dagens outfit-indlæg.
Here you go:


Okay, indrømmet, vi er vist en del dage tilbage i tiden, men jeg har holdt den samme fantastiske stil gennem alle årene med den lille ændring, at jeg nu bruger bukser.

… Skønhedstips.
Well. Lad være med at massakrer dine bumser, så de ligner vulkanen Etna i udbrud. Og hold nallerne fra koboltblå eyeliner. Fik du fat i det?

…. At lave et #metoo-indlæg.
Også selvom det er so much last year. Men jeg har faktisk kun kendt søde fyre. De findes derude. Og hvorfor findes der egentlig ikke nullerdamer? Altså helt uden for kontekst i øvrigt.

…. Affiliatelinks.

…. At beskæftige mig med SEO.
Helt klart dumt, men jeg synes det er temmelig kedeligt.

…. At lave et ‘Ti ting, du helt sikkert ikke vidste om mig-indlæg’.
Vi tager den korte version her, for jeg kan vitterligt ikke komme i tanke om mere end fire i skrivende stund (så spændende er jeg nemlig):

1) Vidste du at jeg er blevet jagtet af politiet gennem Fælledparken på cykel? Nej, vel?

2) Vidste du så at jeg har præsteret at drive til havs på et surfbræt, og måtte reddes af det lokale Baywatch-team i en motorbåd? Ikke mit stolteste øjeblik ever.

3) Du vidste med statsgaranti heller ikke, at jeg er VILD med SingStar: Slip mig løs, and I’m all yours, undskyld, unstopable. Virkelig ærgerligt at jeg ikke har en tone i livet, når nu jeg åbenbart render rundt med en Julie Steincke i maven. Min musiklærer i 1.g. græd – and I kid you not – da jeg sang Don’t cry for me Argentina, og det var IKKE glædestårer. Hun var også et meget følsomt menneske, og ud fra den betragtning burde jeg måske ha’ valgt noget, der var knapt så højt i diskanten. Jeg har tit tænkt på, om hun mon fik en form for tillæg som kompensation for at lægge ører til elever som mig.

4) Det sidste, som du i denne omgang måske heller ikke vidste, er at jeg er absurd bange for:

  • Frøer og skruptudser.
  • Hajer. Heraf den førnævnte episode med surfbrættet. Og nej, der var ingen hajer i Århusbugten – heller ikke den dag, men jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sende min særlige tak til Steven Spielberg for at arre min sjæl for altid. Tak.
  • At køre bil, og fare vild. Her skal du forestille dig Tom Cruise, storsvedende med sammenknebne øjne i en let slingrende flyver (okay, et jagerfly, så), mens han prøver at fatte sig. Præcis sådan sidder jeg, mens jeg skæver til GPS’en og mumler “come on, talk to me, Goose!!”.
  • At komme for sent. Til aftaler. Til fly, der skal lette, og færger, der skal sejle. Jeg er bange for at komme for sent til stort set alt, basalt set – også til livet.

… En giveaway!! Hallo, sådan en skal vi da snart ha’ på banen, skal vi ikke?! Altså ikke at jeg lige på stående fod har andet end en lillebitte pose matadormix…. Det må blive næste gang.

Kram fra mig – og rigtig god sommer! ❤

Har du mon set mit gelænder?

Er der nogen regler for, hvor længe man må være ked af det på sin blog? Jeg er nemlig ikke sådan helt på toppen for tiden. Og så har jeg tænkt lidt over om der mon er sådan en Emma Gad-håndbog indenfor blogging, hvad den slags angår? Om hvor kummerlig man må være? I hvor lang tid?

Jeg synes nogle gange det kan være svært at være i verden, sådan helt i det små. Jeg ved godt, at det sandsynligvis skyldes at jeg måske(?) er lidt anderledes end de fleste, men mange gange synes jeg, at livet og følelserne kommer alt for tæt på. Det vælter alt sammen ind, helt uden at jeg har givet lov.

For eksempel her forleden dag, i weekenden, hvor jeg bare lige skulle aflevere Mindste Pode hos en kammerat, og så i Netto på vej hjem. Vejret var jo dejligt, så vi cykler glade afsted. Jeg dirigerer poden gennem diverse kryds med de sædvanlige instrukser, og midt i mine påbud om at se sig for først til den ene side, og så til den anden side, afbryder han:
”Mor, jeg ved det altså godt; jeg er jo ikke noget pattebarn!”
”Nej, dét er du i hvertfald ikke! Faktisk er du den allermest voksne 7-årige jeg kender!” (- og det syntes poden ret godt om at få at vide -) ”Men egentlig, så står det i vores forældermanual, at vi SKAL sige den slags ting helt indtil vores barn er fyldt ti år… Så kan du godt se mit dilemma? Jeg har en 7-årig, som slet, slet ikke er noget pattebarn, men på den anden side, så SKAL jeg sige til ham, at han skal huske at se sig for i trafikken?”.
Det tygger ungen lidt på indtil han siger ”…jeg kan godt forstå hvad du mener, men jeg kan ikke se dit gelænder! … Det tror jeg faktisk aldrig, jeg har set?!”.

Og mens vi kørte der, om fablede om dilemma versus gelænder, så bang! faldt den ældre dame, der stod dér på midt fortovet. Heldigvis kom der hurtigt en person mere til (som var meget mere kompetent end mig), og i virkeligheden var det slet ikke så dramatisk, som det måske kan lyde. Det var mere omstændighederne, der krøb ind under huden på mig: Den gamle, tynde og skrøbelige dame, historien om hendes syge søn, der var misbruger og på plejehjem; det sølle i det hele, og verdens blinde øjne.

Og fra den ene yderlighed til den anden, så afleverede jeg alt for sent min pode hos legekammeraten, og satte kurs mod Netto. På vejen mødte jeg min veninde og hendes nabo, der stod og klippede hæk. Alt åndede fred, og jeg følte mig grundlæggende helt, helt forkert. Muligvis fordi jeg ved, at naboen er noget nær overjordisk: Jeg tror ret beset hun flyver til en anden planet med sit rumskib hver aften, men det ved jeg selvfølgelig ikke med 100% sikkerhed. Men dér var jeg, med min rustne cykel, mine ubarberede ben, grimme negle og søndagstøj, fordi jeg jo troede, at jeg bare lige kunne gå undercover, og at jeg nok ikke ville møde nogen, jeg kendte.

Følelsen af at være forkert, og gøre tingene forkert, gennemsyrer i virkeligheden nok min hverdag i øjeblikket, både på den store og på den lille skala. Jeg føler, jeg træffer de forkerte valg. Og uanset hvor lidt dette end måtte betyde i det store billede, så slår jeg mig selv virkelig hårdt oven i hovedet med det alt sammen, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært, det her eksistens-halløj.
Jeg synes, jeg er ret bulet i øjeblikket.

Senere, da jeg langt om længe var kommet hjem, ringede min svigerinde. Der går lang tid mellem vi taler sammen, men hun er et af de fineste mennesker jeg kender. Vi talte lidt om, at hun skulle til Norge og vandre med ældste-niecen, for som hun sagde, så var det vist et af de steder i verden, hun havde forsømt at vise sine børn. Og jeg kunne kun svare, at der godt nok var MANGE steder jeg havde forsømt at vise mine børn, og lige nu plager det mig en del, at jeg ikke engang har haft Mindste Pode med i LEGO-land, men når sandheden skal frem, så fylder forlystelsesparker mig med sand rædsel, og ergo er vi ikke kommet afsted. Og der er mange steder vi ikke kommer, fordi jeg ikke helt magter det. Og det gør mig virkelig trist og ked af det. “Vi kan ikke nå alting”, svarede min svigerinde så, og fortsatte: “- hvordan har du det egentlig?” Og den slags spørgsmål skal man ikke stille, når man samtidig spørger med ægte interesse. Ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de. ”Jeg har det vist meget godt, tror jeg?”.

Men hvis man nu skal se på tingene fra den positive vinkel, så er det fandme smart, at man kan sende sin teenagepode afsted på egen hånd for at købe boxershorts, når han er løbet tør dagen før han står og skal til håndboldstævne i en uge. Det hitter max.
Til gengæld regnede Mindste Pode ud, at der er cirka 4000 dage til han bliver 18 år, og (apropos indkøb) dermed kan købe sit eget hus og sin egen PlayStation. … OG noget tøj, som han tilføjede. Tøj er en god ting. Men 4000 dage? Det er jo lige om lidt? Jeg tror nok, jeg har brug for mit gelænder lige nu.

PS: Jeg skal nok skrive noget mere opmuntrende i mit næste indlæg. Promise. Men indtil da, så tillader jeg mig at give den fuld gas.

Get your pudding spoon out and man up!

Måske du allerede har trukket stikket, og ligger på en tropeø under en palme med azurblåt hav i baggrunden, og en giftiggrøn drink i hånden? Måske scroller jeg ind i din statusopdatering på facebook, og forbander den lidt, fordi jeg ønsker, at det var mig – for jeg har nemlig stadig ikke ferie. Men jeg kæmper mig vej frem mod den. Jo, jeg kæmper, for de her dage op til sommerferien, de er jo fuldstændig som en løbsk væddeløbshest, der spreder død og ødelæggelse på sin vej. Der er så ustyrligt mange ting man skal ha’ styr på – og nå! – inden man kan give heeeeeelt slip, og slappe heeeeelt af i noget der ligner tre uger inden man så skal ræse tilbage på job for at fikse alt det, der nu i mellemtiden har ligget og lumret, og hobet sig op, mens man holdt fri (i alt for mange dage i forhold til hvad sådan et fuldtidsjob uden nogen former for ferieafløser, er gearet til). Hvad er det egentlig for en syg samfundsstruktur, der dikterer sådan en levevis? Jeg tænker åreforkalkning.

Og det, som jeg i virkeligheden synes er allermest mærkeligt, det er, at selvom man drøner rundt for at nå, og fikse, og ordne ting, så alt det man ikke når – det løber (med ganske få undtagelser) ingen vegne. Det er kun én selv, der pisker rundt som en skoldet skid, men vasketøjet, nullermændene, bunkerne på skrivebordet, de indtørrede potteplanter, og stegepanderne, der skal vaskes af – de forbliver præcis hvor de hele tiden har været; de rykker sig ikke en tøddel. Opgaverne ligger simpelthen brak til vi løfter dem. Og hvad kan vi så lære af det? Ja, se det har jeg ikke helt svaret på, men jeg er sikker på, at der er et svar derude – det må der simpelthen være. Et universelt et af slagsen. Og her svaret nok ikke åreforkalkning.

Vi kæmper vi for at nå i mål, for at nå til bunds i to do-listen. Vi tror på det. At målet findes, og at galskaben vitterligt har en ende: Når vi har rundet det næste hjørne, når vi er forbi den næste deadline, når måneden er overstået, når ungerne er puttet, hvad ved jeg. Lige om lidt. Det er derfor vi bliver ved. Fordi vi tror, vi kommer i mål på et tidspunkt. Vi må være udstyrede med defekte hjerner, for det sker aldrig. I næste måned er der lige så mange deadlines i kalenderen, der er stadig møder, skole-hjem-samtaler, børnefødselsdage og alt muligt, som vi også bare lige skal nå inden vi kommer til bunds i mængden af opgaver, og kan slappe af. Lige om lidt. Det er som ørkenvandreren, der drives frem af sit fatamorgana. Jeg tænker på det om natten, når jeg vågner, og ikke kan trække vejret.

Men samtidig, så ved jeg også, at der få gange i mit liv er sket det mirakuløse, at opgaver, jeg ikke har nået at tage mig af, har løst sig selv alligevel – mens de bare lå dér, ganske og aldeles uberørte (og det var undtagelserne, jeg fablede om for et par linjer siden, hvis du nu var i tvivl). Noget har fundet en vej, uden min indblanding. Så på en måde, kan det godt være, at ting (alting?) faktisk har virkelig godt af at ligge brak i nogen tid. Også mennesket. Dette er ikke en opfordring til at sylte tingene, men måske til at tænke lidt mere overordnet over, hvor travlt man egentlig bliver nødt til at have? Hvor nødvendigt er alt det vi laver, egentlig? (Og hvor nødvendige er vi overhovedet i det det store puslespil?). Det tænkte jeg på i aftes, da jeg sagde til Mindste Pode, at han godt nok havde sorte tæer. Han kiggede på mig et kort øjeblik, inden han tørt svarede: “Ja, det lever jeg faktisk med!”
Jeg tænker, jeg satser alle mine penge på sorte tæer.

Fotograf: Palle Pophår