Noget om en ugle. Og om forældre, der prøver.

Der ligger en ugle i entréen, da jeg kommer hjem. Af karton, altså.
Den kan næsten kun komme fra Mindste Pode, tænker jeg, og da jeg spørger: “Er det dig, der har lavet den fine ugle?”, svarer han prompte: “JA! Jeg har lavet den HELT selv!”
Samtalen kører videre:
Mig: “Ja! Var det sjovt at lave den?”

Humøret skifter omgående:

“Nej, det syns jeg ik’ rigtigt… Jeg kedede mig ret meget. Det er også derfor jeg ikke har klippet helt efter stregerne… Jeg koncentrerede mig så’n liiiidt, men nogle gange, så rystede min hånd, og så gik det såd’n lidt i stykker. Hvorfor spørger du om det?!”….

I virkeligheden har jeg spurgt, fordi jeg har læst i en bog om børneopdragelse, at det er vigtigt at lægge vægt på processen frem for resultatet. Tror jeg nok. Sådan noget med at man ser barnet i stedet for at vurdere produktet, og det skulle være vældig godt for det eftertragtede selvværd, som alle forældre ønsker at forsyne deres poder med. Så glem lige, at jeg lagde ud med at sige, at det var en fin ugle, altså en vurdering, hvilket er ganske og aldeles forbudt. Jeg lærer det måske en dag.

Nå, men da poden undrer sig over, hvorfor jeg spørger, om det var sjovt at lave uglen, bliver jeg jo taget lidt med bukserne nede, eller hvad man nu siger. Og svarer noget i retning af: “Deeeeet… fordi jeg selv syntes det var rigtig sjovt at lave sådan noget, da jeg var barn!” (føler selv det lyder virkelig overbevisende).

“SYN’S du?!” spørger poden vantro, som om det er det mærkeligste han nogensinde har hørt.
Mig: “Øhh.. Ja?”

Tal lige om kulsejlede gode pædagogiske intentioner! Men altså: Det’ sgu’ da en fin ugle? Jeg er sikker på, at jeg havde moret mig kongeligt hvis jeg var blevet sat på den opgave i børnehaven….

img_1987

27 tanker om "Noget om en ugle. Og om forældre, der prøver."

  1. LS ☆

    Det er da virkelig en fin ugle. Og dejligt at Midste Pode er mand nok til at turde kaste sig ud i lyserød og lilla. Det kan hurtigt blive til drengefarve og pigelus og den slags.
    Dog ærgerligt at processen ikke var sjov og at pædagogikken ikke gav bonus, men hey – du har nu en ugle! 😀

    Svar
  2. Ellen

    Hehe – man kan nok ikke vurdere effektiviteten af de nyere pædagogiske principper på baggrund af en enkelt ugleoplevelse – det er også en proces 🙂
    Men en meget sød historie … og jeg er sikker på, at du har lydt meget overbevisende!

    Svar
  3. Lene

    Tak for et dejligt grin på en træt eftermiddag midt i aftensmadslavning (landmændene har sat tempoet op, så nu bliver aftensmaden nødt til at være lidt mere lækker 😉
    Bliv du endelig ved med at have fokus på processen i dine kommentarer. Mine børn elskede mine kommentarer frem for deres far. Deres far sagde: hold da op det er vel nok flot. Jeg beskrev, hvad jeg lagde mærke til, de havde gjort, og dermed følte de, at jeg var mere opmærksom. Det har jeg scoret flere point på 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Ja, det er jo lige netop det, man skal! Det ku’ være du skulle give mig et hurtigt kursus…
      Håber du nåede i hus med det lækre aftensmåltid; med alt det de har gang i derude på markerne, så kan jeg godt forstå du bliver nødt til at kræse lidt! 😘

      Svar
  4. Gitte

    Måske man kunne prøve at besvare barnets spørgsmål om interessen i processen med, at man blot er nysgerrig på fx valg af farver, motiv, etc? Og om barnet kunne have lyst til at prøve igen?

    Fin er den i hvert fald!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Ja, den er super-fin! Jeg håber han har mod på det næste klippe-/klistreprojekt som børnehaven sætter i gang!

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tusind tak, søde Frue, jeg tager dit skulderklap, klasker det på ryggen, og lader det sidde der resten af dagen! 😘

      Svar
  5. Mette

    Fin fin ugle og dygtig dygtig mor. Jeg glemmer da også at spørge til processen. Husker hverdag at spørge ungerne, om hvad de har lavet i skolen. Der er for det meste kun to muligheder for svar. Enten: det kan jeg ikke huske eller: lektier. Til gengæld fortæller de gerne om deres venner og dem de kan li’ lidt mere end venner:) i dag sagde mindstemanden da han blev puttet, at den nye pige i parallel klassen er rigtig sød og pæn. Vi spurgte, hvordan hun ser ud (vi har ikke mødt hende endnu) og han forklarede hun har briller og fletninger. Det var bare så sødt:)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Åhh, det var da kært! Mine poder tror stadig de skal dø hvis de har rørt ved en pige. Det holder nok op en dag….
      Jeg får heller aldrig stillet de rigtige spørgsmål sådan i al almindelighed. Det er først når Mand siger ting som “Hvad fik du at spise i børnehaven?” at jeg får lyst til at sparke mig selv over benene af mangel på engagement, fantasi og almindelig fatteevne.

      Svar
  6. Birgitte B

    Der er jo intet i vejen for, at du lige sætter dig ned i dag efter arbejde og laver en ugle. Nu du er så vild med det 😉 hahahaha…. – eller er du vokset fra det ‘sjove’ kreative 🙂 kh .Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Nej, jeg tænker også, at det er lidt af et unikum jeg har fået raget til mig. Også selvom man – som du skriver – aldrig kan få for mange!

      Svar
  7. Anette

    skøn ugle, specielt med sin lidt skæve vinkler.
    og sejt han valgte lyserød (som for øvrigt engang var en drenge farve)

    selv om processen er vigtig er der vel intet galt i at sige du godt kan lide uglen….

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Du har helt ret, og ja, skæve vinkler er godt!
      Og med hensyn til det med farven, det er nemlig rigtigt: I gamle dage var lyserødt forbeholdt drenge (modets farve), og lyseblåt forbeholdt piger (kyskhedens farve)! Jeg har faktisk aldrig mødt andre, der vidste det! Spøjst, som ting kan ændre sig….
      Tak for din kommentar! 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.