Om kvinder, mødre, kommende mødre, og ønsketænkning

Eftersom mine børn snart ikke længere kan siges at være sådan bittesmå, og eftersom jeg som regel sover hele natten uden afbrydelser, tillader jeg mig på visse punkter at læne mig tilbage og være lidt Kurt Thorsen-bagklog. Og meget been-there-agtig. Jeg undskylder virkelig! Men jeg synes på mange områder, at jeg har prøvet ALT; jeg har trods alt været møllen igennem freaking TRE gange (don’t do that!). Så ved man et og andet, Niller, jeg siger det bare. Og så er spørgsmålet, i hvor høj grad det forpligter. Sådan på et sandhedsplan, forstås. Når man står ansigt til ansigt med mennesker, som åbenlyst slet ikke ved hvad de er oppe imod eller på vej til, mens der samtidig heller ikke rigtig er nogen måde at komme uden om det på.
Skal man tale dem efter munden, og slet og ret bare sige ”Ja…”, ELLER skal man uden varsel trække gulvtæppet væk under dem, og afsløre den ubarmhjertige og skinbarlige sandhed, som de har i vente?

Der er to eksempler på henvendelser, der har fået mig til at tænke over det her:

  • Jeg møder en gammel veninde, en alenemor på barsel (første barn). Hun er bare så træt. Helt ind i knoglerne-metaltræt that is. Men så ser hun på mig, og siger: ”Det hele bliver helt klart bedre når jeg skal tilbage på arbejde, tror jeg!” …. Øh…. NOT! Altså bortset fra, at du kan gå på toilettet i fred, og DET skal på ingen måde undervurderes, men altså… man kan jo ikke indhente de manglende nattetimer derinde på jobbet med hovedet nede i tasterne, vel, og hjemme venter Ragnarok.
    (Det sagde jeg ikke….).
  • En anden personage i min sfære, højgravid og kommende førstegangsmor, kan ingenting overskue. Alt gør ondt, og energiniveauet er helt i bund. Også hun ser på mig, og siger: ”Lægen siger, at jeg først får min energi tilbage efter fødslen”. Som om. Oh dear, og du TROEDE på lægen?!
    (Det sagde jeg så heller ikke…).

Er der ikke noget med, at læger ikke sådan må gå og lyve? Er det ikke en del af lægeløftet?!
Har lægen mon selv børn? Og er lægen mon af hankøn (det kunne tænkes, men det spurgte jeg heller ikke om).

Men altså…. Du og jeg må jo i teorien heller ikke lyve. Men det gør man jo så alligevel. Eller jeg gør det i hvert fald. Til trods for at jeg har haft inderligt lyst til at ruske i de dersens kvinder, som jeg netop har beskrevet, og spørge dem om, hvad i alverden de går og forestiller sig, og om de da blevet skingrende sindssyge, så er det ikke noget man gør. Rusker i dem, og siger sådanne ting, altså. Man tager dem derimod i hånden og følger dem intetanende hele vejen ud til afgrundens dyb, fordi man ikke nænner andet. Man hører sig selv sige ting som: ”Jo, det bliver bare SÅ meget lettere, når du starter på job” og ”Helt klart, du får din energi tilbage efter fødslen…..” (You wish!… Og hvis det endelig skulle ske, så kan du i hvert fald ikke passe dine bukser! (Never mind the relevance in this matter)).

Jeg spekulerer på, om man gør dem en bjørnetjeneste. Bliver det hele meget værre for dem, når sandheden viser sit grimme ansigt, og man har holdt sandheden skjult for dem? Omvendt, HVIS man nu forestillede sig, at man løftede en flig af sløret for dem, hvad ville det så medføre? Krampegråd? Nedsmeltninger? Men på trods af disse, ville de så alligevel være lidt bedre rustede til hvad der venter dem?

Jeg er meget i tvivl. Nogle gange siger jeg helt ærligt også bare ”ja….” for at undgå at være sådan en kedelig lyseslukker. Og så er det jo i virkeligheden hensynet til mig selv, jeg sætter først.

Nu handler ovenstående jo om noget med børn, hvorfor jeg har ført mig frem som en selvfed og oppustet ekspert. Men det kunne jo også være noget andet, hvor man står i et dilemma i forhold til sandheden og sin behagesyge.
Ja, jeg synes skisme, det er svært…..

Dagens kloge ord

Christian Kjellerup:
”Den, der sætter pris på at blive sat pris på, må betale prisen”

Frithiof Brandt:
”Der gives øjeblikke hvor man af lyst til at behage forråder endog sig selv”

Tacitus:
”Vi begår ofte flere fejl, når vi prøver at behage end når vi optræder fornærmeligt”

30 tanker om "Om kvinder, mødre, kommende mødre, og ønsketænkning"

  1. Randi

    Når det handler om at fortælle folk, der endnu ikke har børn, hvordan det er at have børn – så kan det jo ikke lade sig gøre at trænge igennem. Folk kan slet ikke FORESTILLE sig det, før de står midt i det. Har vi ikke allesammen hørt et par, der venter deres første barn, sige, at de ikke har tænkt sig at lave noget som helst om på deres livsstil, bare fordi de får et barn? Man sidder der og VED, at det ikke kan lade sig gøre at fortsætte sit liv uden at lave noget om, men det er umuligt at forklare det for de vordende forældre. De tror simpelt hen ikke på det. Eller de tror, at man bare er en af dem, der ikke kunne finde ud af det – men det kan de da i hvert fald. At få børn er den største forandring i livet – men man ved det ikke, før barnet er født 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Randi!
      Du har ret, det er helt umuligt med et præfødsels reality-tjek! Jeg er dog stadig i tvivl om hvorvidt man alligevel burde sige bare en lille-bitte smule?…

      Svar
  2. LS ☆

    Altså jeg ser klart DIG som ekspert på lige netop dette område. Velvidende at du selv må have været så langt ude ift. realitetssans, da du (okay: I) valgte at få nr. 3. Jeg er så glad for at du har fået fornuften tilbage og er (nogenlunde) rask i hovedet igen! 😀 For hvad i alverden tænkte du dog på?!?

    Og nu sidder jeg så her og tænker … “nej ved du hvad? Jeg tror faktisk ikke der er nogen der sådan spørger mig til råds om hvordan og hvorledes”. Har der været, så husker jeg det ikke – havde nok hverken fornuft eller energi til at svare sammenhængende alligevel.

    Men sådan helt teoretisk … jeg vælger mine kampe. Og med mindre det er en helt vildt god relation, så siger jeg nok bare “jo jo og selvfølgelig” – men hvis det er en nær veninde, så kan hun lige så godt rykke hovedet af mig med det samme – fremfor når hun opdager at jeg evt. har pyntet på realiteterne.

    Få mere energi efter fødslen??!
    Nemmere når man starter på job?!?
    – men hvem finder dog på den slags … tsk tsk.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære LS!
      Ja, ingen tvivl om at jeg har været ramt af noget midlertidigt vanvid! Og hvorfor SAGDE ingen noget?! Jeg spø’r bare!… 😝

      Svar
  3. Mette

    Ha ha altid lyve altid! Ligesom når ungerne spørger, om Tandfeen, Påskeharen , Julemanden you name it, findes. Always lie….. Always!!! Jeg havde 3 måneders barsel med prinsessepigen. Hun sov elendigt men jeg har faktisk glemt det… Tror jeg:) jeg blev heller ikke fyret så må da ha’ været nogenlunde til stede…. 🙂

    Svar
  4. Malin

    Smiler… Heldigvis ved man ikke helt, hvad det er man går ind til når man skaffer barn. De er jo rigtig nuttede som helt små, men energislugere. Den gang jeg selv havde små barn, sagde en teenage-forældre til mig: ‘Bare vent, små børn små problemer, store børn, store problemer’. Jeg husker det så tydeligt da jeg oprigtig syntes hun var direkte dum at høre på. Det ku’ jo bare ikke være muligt! Vel? I dag har jeg tre teenagers og jeg tænker ofte på det hun sagde. Hun havde så ret, men på det tidspunkt var det ikke rigtig noget jeg hverken kunne tage ind, eller overskue. Mon ikke det er det bedste at bare lade dem tro, at alt bliver nemmere og mere overskueligt i morgen… 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Malin!
      Den har jeg godt nok også hørt mange gange! Og nej, man tror ikke på det…. Og det er nok den bedste konklusion: At man lyver (med) for ikke at fremstå som en løgner. Hvilket paradoks!
      Ha’ en skøn aften, Malin! 😘

      Svar
  5. Ellen

    Randi (som er en fornuftig bedsteforælder ganske som undertegnede, tøhø) sagde det så godt og rigtigt.
    Man kan ikke fortælle andre hvordan det er. Og vi er i øvrigt meget forskellige. Jeg var overhovedet ikke træt under min graviditet, og jeg blev alene med C, da hun var seks måneder. Jeg var stadig meget sjældent træt, men tøsen havde nu også et godt sovehjerte fra starten – hun sov igennem fra kl. 22 til 06 fra hun var tre måneder.
    Alligevel har jeg aldrig ønsket at få flere børn, ikke engang da jeg mødte mit livs store kærlighed (John, hvis du skulle være i tvivl), men nummer 1 var fuldstændig perfekt og fantastisk – hvorfor så prøve at gentage succesen?
    Men altså: Lige så lidt, som gravide gider høre på skræk-fødselshistorier, gider folk høre på andres erfaringer mht. at få barn nr. 1, 2, 3 eller 4. Det er kun egne erfaringer, der tæller. Og de kommer først, når det er for sent at fortryde 😀

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen!
      Ja, der er sjældent fortrydelsesret på livets store beslutninger! Jeg var også flyvende under min første graviditet, knapt så flyvende anden gang, og helt fladmast tredje gang…. Til gengæld var chokket over at stå med er barn og alle de tanker og bekymringer man slet ikke vidste fandtes, overvældende.

      Svar
  6. Dorte

    Altså jeg deler gerne ud af hvad mine egne erfaringer er med alverdens emner, men jeg holder mig som regel fra at diskutere andres forestillinger med dem – medmindre jeg bliver direkte adspurgt, så prøver jeg at svare så nænsomt som muligt. I øvrigt, så er det altså ikke løgn, at man godt kan få mere energi efter man har født, specielt hvis man har været en overdimensioneret mummitrold med twins inside – tro mig alt var bedre end de sidste 2 måneders graviditet (hvor jeg sgu heller ikke sov). :-)) KRam D

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Dorte!
      Ja, jeg kunne godt forestille mig, at det må være en ordentlig omgang at være tvillingegravid! 😳

      Svar
  7. Flesthverdage / Susanne

    Sjovt nok siger jeg sandheden hvis jeg bliver spurgt – men kun fordi er en “god” sandhed. Mine tre unger har sovet igennem, inden de var tre måneder og de har generelt været nemme. Så de første mange år har jeg ikke været en “slidt” mor. Det er noget helt andet nu, hvor den ældste er teenager. Men det er måske prisen for nemme småbørn-:)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Susanne!
      Det lyder umiddelbart som en fair fordeling 😝 – men jeg kunne godt forestille mig det er virkelig vanskeligt med en udfordrende teenager. Der er vi først for alvor om et par år!
      Tak for din kommentar 😘

      Svar
  8. Gitte

    Præcis det samme er jeg begyndt at spørge mig selv om!
    Min søster er gravid med hendes første mens jeg er på barsel med min nr. 3 (ja, hvad helvede tænkte vi på?). Og jeg kan simpelthen ikke overbevise hende om hvor hårdt det kan være. Hende bedste argument er, at hun jo ikke er mig. Underforstået, at hun da sagtens kan finde ud af det, det er mig som gør det forkert.
    Så jeg spørger mig selv, skal jeg ikke bare holde mig til at fremtvinge den sande morlyd, “Mmmm” hver gang hun kommer med sådan et postulat?

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Gitte!
      Hvor er jeg dog glad for at høre du går med de samme overvejelser! Et “Mmmmmmm!” virker som et klogt valg, og så må du låne hende en skulder efterfølgende. Er det ikke det, der er opskriften? Lyv først, og trøst bagefter?…
      I øvrigt har jeg problemer med at kommentere inde på dit domæne, men jeg har sendt dig en mail 😘

      Svar
  9. Lene

    Mange gode kommentarer, jeg har ganske enkelt glemt/fortrængt, om jeg syntes det var hårdt at få to børn med 16 måneders mellemrum. Jeg stortrivedes under begge mine graviditeter, mine børn sov igennem da de var omkring fire – fem måneder ( jeg ved det godt, jeg har ikke prøvet at have små børn så) Jeg elskede morrollen, men syntes mødre til teenagere var uforskammet med deres små børn, små problemer. Fra de blev tre år kom den konstante dårlige samvittighed og tvivl om jeg gjorde det godt nok. Men nu er de voksne og de husker de gode ting og ikke alle de gange jeg fejlede og dummede mig 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lene!
      Det lyder som en drøm! Det er mit største ønske at mine børn husker deres barndom som god. Desværre er jeg godt nok bange for, at de alt for ofte vil mindes den små-sure, stressede og emsige mor med alle formaningerne (helt jf. Ellens ‘Mum song’)…

      Svar
  10. Birgitte B

    Argh, det er heldigvis sådan at alle børn er forskellige – og derfor skal vi / er vi ikke forpligtet til at sige noget om vores erfaringer 😉 Det kan jo ske, at det blev meget nemmere for vedkommende (når alle ved at sandheden er, det nok bliver meget værre end vi fortæller, hahaha).
    Og heldigvis blegner mindet om, hvor hårdt det var lidt med alderen. Hilser gerne og siger, at det med de små børn-små problemer – store børn, store problemer ihvertfald passer.
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Ja, min kimsen af ‘små børn, små problemer’ har også ramt mig i nakken for længe siden… Men ingen tvivl om at evnen til at fortrænge ting også udretter mirakler!

      Svar
  11. Monica

    ja så er der de overlykkelige førstegangsgravide som med lys stemme spørger en om hvor ondt gør det egentlig at føde.. tja…
    for min egen del, efter 20 timers “niveri” , ungen var kommet ud, chokket over at man OGSÅ skulle føde en fuckings moderkage var ved at fortage sig, man lå let henslængt og blev syet, og opdager en frisk ung sygeplejerske tridse rundt værende GRAVID. Hvordan KAN man arbejde HER og så frivillig blive gravid – og se GLAD ud samtidig?! mig en gåde… hun kunne så lykkelig (!!) informere mig om det var hendes nr 3… omg..
    men hvad – jeg fik sørme også et barn mere… hurra for korttidshukommelse ! for både det ene og det andet…

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Monica!
      Ja, længe leve korttidshukommelsen! Det er virkelig imponerende hvad du fortæller, jeg har faktisk aldrig tænkt på, at min svigerinde, som er jordemoder, selvfølgelig også gik på arbejde under sine tre graviditeter. Hvordan dælen er det mon muligt?!

      Svar
  12. Fruen i Midten

    Man aner jo (som Randi så rigtigt skriver) ikke, hvad man går ind til, når man bliver mor (forældre) første gang. Og selv om man skulle få ørerne tudet fulde med alverdens advarsler om kolikbørn og forældre, der sover på skift (gjorde vi), så ville man alligevel ikke tro på dem. Tror jeg. Og måske er man heldig at få et nemt barn, måske ikke. Så hvorfor ødelægge den gode stemning, mens man er sammen med den gravide? Det er straks lidt sværere med hende den trætte mor, der ønsketænker, at det bliver bedre, når hun starter på arbejde.
    Små børn små problemer osv. vil jeg også skrive under på. Som naboen og jeg blev enige om forleden aften på hundeluftetur, så er der altså nogle ting omkring teenageunger, der virkelig ikke stod noget om i manualen 🙂
    Og i andre sammenhænge synes jeg, det er lidt afhængigt af situationen, om det er en god ide at give sin uforbeholdne mening til kende. Hvis vedkommende allerede har truffet sin beslutning, er der jo ingen grund til at fortælle, at man synes, det er dumt. Bliver man derimod bedt om et konkret råd, må man jo prøve at svare så ærligt som muligt, selv om det måske er ilde hørt.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Frue!
      Ja, hvad er det for noget med de dersens mangelfulde manualer?! INTET kan man jo bruge dem til….
      Du har ret, hvorfor ødelægge den gode stemning. Det skal i hvertfald ikke være mig, der gør det!…. 😝

      Svar
  13. gravidgrahvad

    FORTÆL HENDE SANDHEDEN!! (citat Genie i Aladdin: http://24.media.tumblr.com/9a581725be18c4deab8114dead01fd70/tumblr_mmnkqeocqN1s9hlk5o1_500.gif)

    Det var så pissehårdt at få nr. 1 (jeg balancerede uden tvivl på randen af en fødselsdepression dengang, selvom det aldrig blev diagnosticeret), og jeg følte mig virkelig forrådt over at der ikke var nogen, som havde forberedt mig på, hvor fuldstændig vanvittigt det er, at et lillebitte menneske pludselig bestemmer over éns dag, hvor låst man kan føle sig, og hvordan man kan hade og elske på én og samme tid.

    Jeg er dog ikke sikker på, at nogen, selv hvis de havde prøvet, havde kunnet trænge igennem til mig. Man kan ikke sætte sig ind i det, før man står der, så måske er det bedste bare at sige: “Hey, jeg syntes det var et helvede, og hvis du kommer til at føle noget lignende, så kom endelig, for så vil jeg gerne lytte til dig. Jeg har sikkert tænkt alle forbudte tanker, som du også kunne få.” Så ville man måske huske det, når man stod på den anden side, helt i kaos, og ikke føle sig helt så alene, som jeg gjorde dengang.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Grahvidgrahvad!
      My thougths exactly!! Du siger det så fint, jeg kunne ikke sige det bedre selv! Af hjertet tak 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *