Når en spreder forsøger sig som samler

Ældste Pode er utvivlsomt hvad man ville kalde en ’spreder’. Han roder. Han mangler overblik. Og ting forsvinder for ham. Hvis man spørger ham hvor en given ting er, ser han helt blank ud i øjnene, og siger ting som: ”Jeg sku’ mene jeg lagde den i tasken….”. Når poden ’sku’ mene’ et eller andet, så ved man, at den er gal.

Efter at han gennem en længere periode (læs: årrække) har smidt rigtig meget udstyr af forskellig art væk (altså glemt dem/forladt dem/overset dem/find selv på flere), lagde han en ny taktik. Personligt tror jeg nok, at den nye taktik blev foranlediget af en håndboldtur til Sverige i sommerferien, hvor jeg lavede en prioriteret liste over ting, han SKULLE huske at have med hjem.
Med andre ord; smid alt andet væk, men kom hjem med disse tre ting:

1) Dine håndboldsko (du er pissemeget på røven uden dem)

2) Din Hummel-bluse (fordi den kostede en mindre formue, og din mor synes du ser brandgodt ud i den) og

3) Dit regntøj, som er spritnyt efter at det sidste sæt blev glemt.

Dette resulterede i, at poden lavede sådan en ‘jeg pløjer alt i fireogenhalv meters radius ned i tasken-taktik’. Hvorefter vi måtte til at lave bagvendte efterlysninger i håndboldgruppen på Facebook: Er der nogen, der mangler….?

Tendensen fortsatte tilsyneladende. Jeg konkluderede i hvert fald for nyligt, at vi pludselig husede intet mindre end fem par shorts fra sommerens håndboldskole (ikke at forveksle med føromtalte håndboldtur til Sverige). Eftersom vi kun har haft to poder afsted, kræver det ikke de helt store matematikfærdigheder at komme med en lille overskudopgørelse her.
Altså kønne er de ikke, shortsene, så der er næppe mødre, der græder snot over tabet derude i det ganske land, men poden blev selvfølgelig bedt om lige at forhøre sig hos holdkammeraterne alligevel.

(OBS: Sokkerne har dog kontinuerligt været et kapitel for sig. Poden er konsekvent kommet hjem med kun én, så jeg tænker, at sokkerne ligger længere væk end de fireogenhalv meter? Eller også har omklædningsrummene sådan en indbygget make-socks-disappear-funktion a la vaskemaskinernes? Sokkefabrikanterne er med stor sandsynlighed glade for os. Vi burde have sådan en automatisk sokkeleverance med to ugers intervaller.)

Uagtet sokkeproblematikken, holdt jeg i et par måneders tid vejret i åndeløs spænding i forhold til hvorvidt min ’spreder’ havde transmogriffet sig til en ’samler’. Den skarpsindige læser har måske allerede bemærket datidsformen i ovenstående, for nej – tendensen viste sig ikke at være kommet for at blive.

En dag kommer jeg hjem, og spørger poden, hvordan hans dag har været. Den har IKKE været god. Og da jeg spørger hvorfor, er beskeden denne: ”Jo, for da jeg skulle afsted i morges, så opdagede jeg, at mine sko, dem havde jeg glemt i Næstved”…. Og så bliver jeg simpelthen så træt. For ikke nok med, at Næstved ligger ret så langt væk, så har jeg slet ikke tal på hvor mange par sko den dreng efterhånden har glemt alle mulige mærkelige steder. Man kan jo undre sig over at han ikke opdager det tidligere (det er jo ikke fordi han ankommer til matriklen på strømpefødder), men det er så en anden sag. Og selvom vi finder dem på tilbud, skoene altså, så er det alligevel en del kroner og ører vi efterhånden har vinket farvel til bare på fodtøjskontoen.

Heldigvis lod skoene sig i det aktuelle tilfælde finde, kunne en halmand oplyse os om, da vi ringede.
Og efterfølgende blev en storstilet hjembringelsesproces af sko iværksat med følgende led:

  • Halmand fra Næstved til…
  • Træner fra Næstved, som skulle spille kamp på Frederiksberg til…
  • Træner på Frederiksberg til…
  • Podens far, altså Mand.

Hold nu op. Er du godt klar over, at det var lidt af et mirakel at alting klappede? Og da alt vitterligt var klappet, og Ældste Pode var immer so froh ved udsigten til en lykkelig genforening med sit bortkomne fodtøj, kunne hele miseren for så vidt også være gået over i historien som værende en solstrålehistorie.
Men altså. Ja…
Det var lissom ikke de rigtige sko, vi fik hjem, vel?…

img_2165

Spritnye sko i størrelse 41 forvandlet til knapt så nye (…) tidligere – måske? – sorte sko, nummer et-eller-andet, dog i hvert fald IKKE størrelse 41.

Fuck, altså!

Dagens sang

Lille Palle:
”Flyv ikke højere, end vingerne bær’”

28 tanker om "Når en spreder forsøger sig som samler"

  1. Dorte

    Haha – jeg gætter på (uden dog at være psykolog) at man ved intense studier kan finde gode grunde til at ældste pode er sprederen….;)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Dorte!
      Ja, se dét er interessant! Du må gi’ lyd, hvis du en dag støder på en forklaring?❓

      Svar
  2. Mette

    Ha ha ha og også åhhhhh jeg er glad for det ikke er helt så slemt her. Prinsessepigen var ellers spreder til hun ‘glemte’ ynglings badedragten. There were tears. Nu er hun bedre:) og ja Dorte, forklaring please hvis du kender den…:o)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Ork, der har været udgydt tårer i spandevis her på hjemmefronten, men det er lissom ‘ta-ved-lære-delen’ udebliver? I get it not… 😳

      Svar
  3. Ellen

    HAhahaha – åh, for pokker altså – det er nok ikke lige så sjovt at være mor her, som det er at være læser til samme mors skønne fortællinger om samlere og især en enkelt spreder. Du burde udgive en bog!
    Jeg bliver mere og mere overbevist om, at dem der siger, at jeg aldrig har prøvet at have børn, har fuldstændig ret 😀

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen!
      Tusind tak for komplimenten!! Ved du hvad, jeg drømmer faktisk om at skrive en bog! Jeg mangler bare plottet… Tror du man kan skrive en bog uden historie?…
      Det er alligevel interessant, at der er nogle der mener, du ikke har været mor! Mon ikke du bare havde nogle andre udfordringer, så?….

      Svar
      1. Ellen

        Du behøver slet ikke et plot – du skal bare skrive om samlere og spredere set fra en helt ny synsvinkel 😀 – hele dit mor-liv er jo én lang og underholdende historie. For os andre, i hvert fald …
        De mener nu ikke, at jeg ikke har været mor; de mener, at jeg ikke har prøvet at have børn – det er noget helt andet 😉
        Og nej, hvad det at have et barn angår, havde jeg ingen udfordringer. Charlotte var simpelthen så nem og uproblematisk, at folk ikke tror på mig, når (hvis) jeg fortæller om hvor nem hun var, selv som teenager. Der var faktisk kun to episoder, hvor jeg kunne have solgt hende for en skilling, men de skete begge, da hun var omkring seks år.
        Hvad livet angår, har jeg nok haft et par stykker af de lidt større udfordringer, men det er en helt anden historie 🙂

        Svar
        1. Mor-monsteret Forfatter

          Kære Ellen!
          Jeg kan godt se, der er stor forskel på ikke at have været mor og ikke have haft børn! Selvfølgelig har du været mor, det er jeg slet ikke i tvivl om, men godt du lige pointerede forskellen! To gange kunne du ha’ solgt din datter for en skilling? Jeg har slet ikke noget tal fra min side, i perioder har det vel nærmest været et dagligt ønske… Ej, nu er jeg lige grov nok. De er jo skønne, ingen tvivl om det ❤️, men du ved hvad jeg mener….
          Og ja, på trods af dit nemme barn, så ved jeg godt, at du også har haft dit at slås med på andre områder 😘

          Svar
  4. LS ☆

    OMG! Sådan en logistik og velment indsats fra både halmand, trænere og Mand – og så er det de helt, helt, helt forkerte sko. Det er eddermanme så kikset at det er super sjovt. Tak for den, skøreliv.dk
    Jeg aner ikke hvad indlæringkurven er på sådan en pode/teenager – men tilsyneladende i den helt lave ende, når det kommer til sportsudstyr – og andet?

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære LS!
      Nej, jeg ved det virkelig heller ikke…. 😳 Jeg vil sige, at jeg pt. ikke øjner så meget som et enkelt lillebitte lysglimt for enden af tunnelen, hvad angår fremgang på den front. Mama desperado skal være mit nye dæknavn!

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Uhuuh, åh altså, det er bare for sjovt med de der helt forkerte sko 🙂 Og for en gangs skyld har jeg ikke noget st bidrage med. Donnaen har altid (næsten altid) haft styr på sine ting, så det er begrænset, hvad der er blevet væk. Noget jeg muligvis slet ikke har skønnet nok på, bliver jeg nu klar over.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Frue!
      Ja, jeg synes helt ærligt, at du lige skal tage dig en stille stund på mindst fem minutter hvor du sender al opmærksomhed og taknemmelighed til nogle højere magter fordi du er blevet forskånet for alt hvad en spreders sprederi medfører 😝.
      Der var helt klart et afkrydsningsfelt jeg missede, da jeg bestilte Ældste Pode!

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Nej, jeg vil tro, at lige på dette punkt er vi udfordrede ud over gennemsnittet…. 😳

      Svar
  6. Monica

    hahaha!! ej, kan godt se det må være træls – men ej hvor er det altså sjovt at læse!! kan svagt erindre noget lignende fra for et øjeblik siden da min nu 24 årige pode var yngre og hjemmeboende…
    slutter mig til koret over hvor godt og underholdende du skildrer jeres liv og oplevelser !

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Monica!
      Tusind tak for dine meget søde ord, de varmer virkelig! ❤️
      Jeg håber også, når poden en gang om lang tid er flyttet hjemmefra, at alle de hersens episoder fortaber sig i et par hukommelseståger! 😝

      Svar
  7. Miri

    Ha ha h a- ja undskyld, men kommer altså til at grine af dine unger – de er simpelthen skønne 🙂
    Og alting er oftest sjovere bagefter 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Miri!
      Ja, de er skønne, ungerne ❤️ – jeg tænker også, at jeg på et tidspunkt bliver knapt så stram i betrækket ved mindet om knapt så heldige hændelser….

      Svar
  8. Lene

    Den bog? Den skal du gå efter at skrive. Om det lige er podernes bedrifter, der skal være plottet, der har poderne nok lidt at skulle have sagt 😉 Men du har en skøn måde at få hverdagens genvordigheder ud på skrift.
    Gad vide om det er glemslens tåger, der lægger sig ned over Ellen og mig? Det vil Ellen nok betvivle 🙂 Mine børn har ikke glemt ting, men lige nu tænker jeg, om det skyldes, at deres mor altid hentede og bragte dem, fordi der var for langt at cykle. Og da kartoflerne ikke var det mest sindsoprivende og blog/instagram ikke var opfundet dengang, så gik jeg meget op i det at være mor (indimellem nok for meget) Der kom andre boller på suppen, da jeg blev sygeplejerske igen. (for slet ikke at nævne, da jeg blev blogger)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lene!
      Tjaaa, det kan være, det med bogen, det må tiden vise 😝….
      Ja, tiderne skifter godt nok, men jeg er meget fortrøstningsfuld omkring, at det hele måske engang går i glemmebogen. Det kan i hvertfald kun blive bedre på den front…. 😳
      Tak for din søde kommentar 😘

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Anne!
      Hvis nu det var et par Gucci med hæl i størrelse 38, så havde jeg været på! 👠

      Svar
  9. Karen

    Jeg har helt sikkert også fået en spreder som ældste barn (de andre venter jeg spændt på hvad udvikler sig til). Han er blandt skolens top spreder. Er feks. kommet hjem uden skoletaske to gange i år… hvor mange gange uden jakke, ekstra bluse (fundet gennemblødt i skolegård to dage senere) m.m har jeg ikke tal på… suk!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Karen!
      Uh, hvor jeg kender det!… Og altså: Hvad dælen er det lige med de ældste børn? Jeg har gang i en uofficiel rundspørge, og det er næsten ligeså sikkert som amen i kirken, at det er de førstefødte, der er spredere. Og det er da godt nok spøjst! Men fortvivl ikke, dine to andre poder er ikke nødvendigvis ramt; jeg tror – uden vished for Mindste Pode dog – at Ældste Pode er mit grelleste eksemplar på dén front. Det må man godt sige, ikke?….

      Svar
  10. Catarina

    Ha ha ha men altså, dejligt at se at jeg ikke har været den eneste. Det stoppede da jeg bad ham selv om at ringe til busselskabet og finde ud af om der var indleveret en dyr vinter (hvordan kan man glemme en vinterjakke i snevejr) et eller andet sted og efterfølgende måtte han ringe mange steder rundt for til sidst at få at vide hvor jakken var og pænt spørge moderen om det var sådan at hun give ham et lift. Det hjalp – siden har han ikke glem noget, for det var ikke sjovt at skulle ringe rundt og forklare sig 😀

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Vi har tænkt tanken. Han blev sat til at Google halmandens nummer, men det er selvfølgelig ikke helt så effektivt, kan jeg godt se… Han har i øvrigt også glemt en vinterjakke engang. Og det var ikke engang hans egen, men hans lillebrors. Faktisk har han også præsteret at glemme sin lillebror…..

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *