Surt (?) spektakel med iltogsekspres

Min mand sagde for et par dage siden til mig: “Nu skal du huske ikke kun at skrive negative ting! Folk vil gerne læse noget, som de bliver i godt humør af!”. Dette blev den efterfølgende dag forstærket af en kollega som gav mig en spontan knusetur, mens hun sagde: “Jeg tror simpelthen ikke på, du altid er så sur, som du skriver!!”.

Det har jeg så gået og tænkt lidt over fra forskellige vinkler:

Panik-/Maude-vinklen: “Åh, Gud nej, hvad tænker folk dog?!?”; granske-vinklen: “Er det virkelig så slemt, det jeg skriver?!” og ikke mindst den mere handlingsorienterede vinkel: “Det må jeg da gøre noget ved….”.

Tænke-tænke… Efter en rum tid nåede jeg så til et punkt, hvor jeg igen blev lidt sur; mest på mig selv fordi jeg bliver så forvirret over alle de tanker, men også lidt på min mand (som sædvanlig helt uforskyldt), som jeg måske syntes lidt påduttede mig andres ikke-dokumenterede opfattelser af mine tekster. Jeg fik lidt lyst til at citere en anden skøn kollega, som nogle gange i sådanne tilfælde hvor man danner sig en overordnet mening, som indbefatter mange andre mennesker, bare siger: “Excuse me, are you ‘people’?”.

Konklusionen på al min tankevirksomhed blev denne: Jeg har aldrig lovet at denne blog ville være lutter lagkage. Tværtimod har jeg advaret mod eder og forbandelser. Og jo, tilværelsen rummer Gud ske tak og lov heldigvis rigtig ofte stjernestunder, men lige så ofte ER jeg vitterligt et surt spektakel. Måske ikke altid helt SÅ sur, som jeg måske lyder i bloggen, men det er rart at få følelserne kanaliseret ned i fingrene, ud på tastaturet og op på skærmen. Og nogle gange transformerer teksterne sig undervejs.

Og jo, jeg synes i høj grad, at livet er en gave, og jeg vil gerne have mere, og have det fulde ud af de minutter jeg har i dette liv!

Så derfor er jeg splittet; jeg står med et ben i hver lejr. Jeg ER glad, men er ofte også bare FRUSTRERET. Frustreret over, at alting skal være så hektisk, og skal gå så stærkt. Kender du børnehistorien om bumletoget, der bliver gjort til et eksprestog? Vi har den som pixibog herhjemme, og læser den ofte.
Den handler om bumletoget, som bliver indsat som hurtigtog. Og fordi bumletoget slet ikke er lavet til at være et hurtigtog, bliver det så ulykkeligt, fordi det ikke længere kan se skyerne drive forbi. Toget græder så meget, at det til sidst ruster. Og det er det, jeg på en måde er. Rusten. Jeg føler mig som et bumletoget på den forkerte rute, og jeg vil gerne ha’ lov til at være bumletog igen. Så jeg kan få et minut eller to til at se skyerne drive forbi – også i hverdagen.

Historien ender heldigvis godt, fordi bumletoget får lov til at blive bumletog igen. Og fordi jeg gerne vil have historien i det virkelige liv også skal ende godt, har jeg denne blog.
Som både er til stjernestunder og stormomsuste stunder.

Derfor er bloggen mit værn, eller bolværk, mod snigende galskab.
I morges var det første jeg hørte “Mo-ar!?”, og det sidste jeg hørte var “Mo-ar!?”.
You wanne join me? Så det er sådan det er, take it or leave it.

Faktum: Ja, jeg ved godt, at jeg ofte skriver grumpy tekster, men, som Rhett siger afslutningsvist i “Borte med blæsten” inden han for evigt forlader Scarlett: ”Frankly, my dear, I don’t give a damn!”

IMG_Brombær

Dagens kloge ord

Jean Anouilh:
”Mennesket er et besynderligt dyr – muntert og utrøsteligt”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.