Om at gøre tingene lidt sværere for sig selv, end de egentlig behøver at være….

(Advarsel: Meeeeeeget langt indlæg.
Spring det over, hvis du er ved at koge æg eller spaghetti. Hvis du har noget pulled pork eller en kartoffelgratin i ovnen, så lad gå).

Nå. Mindste Pode har skiftet børnehave. Eller, det er ikke helt rigtigt; hele børnehaven er faktisk flyttet grundet noget udvidelse på matriklen, som har foranlediget noget genhusning.
Jeg er ikke udtalt begejstret. Hvis man spørger mig, er der flere ting, der efter min ringe mening er lettere uhensigtsmæssigt.

For eksempel ligger den nye børnehave længere væk end den gamle, og legepladsen er mindre end den STORE, store legeplads vi har været vant til (efter hovedstadsmålestok). Sidst, men ikke mindst, er den nye børnehave beliggende i et af de mere belastede boligområder på Frederiksberg (come on….), hvorfor børnehaven er blevet sådan en slags Fort Knox.

Når man skal ind i børnehaven skal man derfor – hold fast:

  • Trykke en kode (bestående af en sindrig bogstav-tal-kombination) på den første kæmpestore to meter høje jernlåge, der kan karakteriseres som en port. Koden er tophemmelig, og jeg bliver solgt til stanglakrids og skudt i knæhaserne hvis jeg fortæller dig den.
    Dertil skal du sige tre kodeord på russisk i rigtig rækkefølge i et samtaleanlæg (nej, ok, det var løgn).
  • Efterfølgende skal du igennem endnu en jernlåge af betragtelig størrelse. Og det er ikke bare et håndtag der skal trykkes ned, nej, nej, der er sådan en kæmpe børnesikringsdims, der sidder fast foroven, som gør, at du skal åbne to vidt forskellige steder på lågen på samme tid. Og når det er frostvejr, fryser den fast. Frost eller ej, så er det virkelig diskriminerende for et-armede forældre (eller for forældre med mange tasker og poser).

Om morgen, når man skal aflevere sit afkom, afleverer man i vuggestuedelen, som ligger i et hus for sig selv, og her er der to låger mere af sidstnævnte type, som man skal igennem.
It’s true, really.
Jeg er stadig lige sur hver morgen, når jeg når til låge nummer fire, men jeg prøver at skjule det, så godt jeg nu kan.

Når man så skal UD af institutionen igen, og det skal man jo, så er det så snedigt, at der henne ved indgangspartiet med de to førstnævnte låger, er en hemmelig knap (der er meget svær at se), som du skal trykke på inden du går ud af den indvendige jernlåge. Knappen låser automatisk den næste låge ud til vejen, op, men er kun forbeholdt de virkelig hurtige forældre. Det er nemlig kun meget få sekunder lågen er låst op. Jeg har derfor set en del forældre spurte frem og tilbage mangen en gang, fordi de ikke nåede ud på de 4½ sekund der er afsat til at afmontere børnelås på den indvendige låge, og nå frem til hovedlågen, altså porten (den med samtaleanlægget – nej, ok – løgn igen).

Samtidig er der et større byggeprojekt i gang lige ude foran børnehaven. Det har medført, at passagen hen til porten med samtaleanlægget (you really got me started!), er blevet lidt svært tilgængelig. I forbindelse med det, spørger Mand en dag han har hentet poden, om jeg har bemærket, at man er gået i gang med at lave en ny indgang til institutionen? Og nej, det havde jeg ikke, men det var da en god nyhed, tænkte jeg.

Næste morgen kommer pode og jeg fro cyklende på vores respektive jernheste. Ansporet af Mands udtalelse fra aftenen forinden spotter jeg en stor jernlåge i den anden ende af institutionen. Det er nok den nye indgang, tænker jeg.

Dén tager vi.
Jeg indtaster den tophemmelige kode (og indtaler de tre kodeord på russisk i rigtig rækkefølge i samtaleanlægget), og vi parkerer vores cykler i en lille indhegning. Vi gør derefter klar til at åbne jernlåge to (helt tilsvarende den sædvanlige proces), og entrer også denne. Vi havner herefter i et helt ukendt ingenmandsland, som dog ikke mere vidtstrakt end at vi kan se vuggestuen bag endnu en jernlåge længere fremme (jeg noterer mig dog samtidig en bygning, i Ingenmandsland, som jeg ikke tidligere har bemærket, men never mind). Så langt, så godt.

Fremme ved jernlåge nummer tre erfarer vi, at denne er låst. Jeg sukker en smule, og meddeler pode, at vi må tilbage til cyklerne, og tage den gamle vej. Vi går tilbage gennem port nummer to, får låst cyklerne op, og skal så ud af den nye hovedlåge.
Altså bort set fra, at den ikke kan åbnes. Låst.
Så der står vi, poden og jeg, med alle vores talenter, fanget mellem låste låger.

Jeg konkluderer, at hovedlågen (som i min forestilling er omkranset af pigtråd), ikke er den, vi skal prøve at forcere. Lågen tættest på vuggestuen i den anden ende ser helt klart mere overskuelig ud. Vi lader cyklerne stå, og går gennem låge nummer to igen, og begiver os hen til den låste låge.
Jeg løfter flyverdragtspode hen over lågen. Poden har en fest.
Herefter konstaterer jeg, at lågen faktisk er temmelig høj. Som i ’jeg-kan-ikke-bare-kravle-over-den-høj’. Ingenting befinder sig i Ingenmandsland, som kan agere skammel. Inde i Vuggestueland på den anden side, spotter jeg imidlertid en mælkekasse. Poden henter mælkekassen, som jeg får over lågen. Mig (i stiletter og nederdel) kommer op på mælkekassen (der bøjer faretruende), og skræver hen over lågen. Undervejs denne manøvre erfarer jeg, at samtlige børn foruden to pædagoger i vuggestuen står klinet til ruden med underkæberne hængende på de respektive brystkasser.

Således nu i vante omgivelser får jeg bandende og svovlende åbnet den sidste låge i processen (henne ved vuggestuen); går ind ad døren, og smider en bemærkning til velkomstkomiteen om at nogen jo på et tidspunkt må blive SINDSSYG(!!!) af alle de låger!

Den roligste af pædagogerne, som jeg har kendt længe, klapper mig beroligende på armen, og siger: ”Den skal altså bare lige ha’ et skub, den låge”….

Tak, Tina.

På det tidspunkt er det så, at Mindste Pode bryder i gråd. Mindste Pode tænker, at hans cykel aldrig nogensinde kommer ud af Ingenmandsland igen. Jeg lover, at jeg nok skal få cyklen ud igen, og at jeg nok skal komme tilbage til vuggestuen, og fortælle ham det, når den står, hvor den plejer.

Eftersom jeg er i tvivl om hvilken låge der bare lige skal ha’ et lille skub, går jeg den gamle vej ud af institutionen (én-to-tre-fire låger), og hele vejen uden om; ankommer til den nye port, trykker den tophemmelige kode, drøner ind og låser podens cykel op, mens jeg sikrer mig, at lågen forbliver åben. Imens ankommer en voksen (uden barn), som jeg ikke før har set. ”DU MÅ IKKE LUKKE PORTEN, SÅ KOMMER VI ALDRIG, ALDRIG NOGENSINDE UD IGEN!!!” skriger jeg bestyrtet til kvinden, som kigger på mig med en skeptisk mine. ”Kommer du fra den børnehave, der lige er flyttet ind?”, spørger hun så. ”Altså der sidder en åbne-knap her, som skal bruges, men I skal egentlig benytte jer af den anden indgang…”

En åbne-knap, siger du………

Nå, jeg trækker podens cykel ud og hele vejen tilbage til den oprindelige ind-/udgang i en stilling, der stadig kan mærkes i ryggen. Jeg får parkeret og låst cyklen, jeg får passeret de fire låger ind til vuggestuen, jeg får kysset Mindste Pode farvel og forsikret ham om, at cyklen nu er helt og aldeles hvor den plejer at være.

På vej ud får jeg lige spurgt pædagogen om, hvilken låge, det var, der bare lige skulle ha’ et skub. ”Den med mælkekassen”, kvitterer hun. ”Det er ind til en anden vuggestue…”.

En ANDEN vuggestue, siger du…

Eftersom min egen cykel jo stadig er parkeret ved Den Anden Vuggestue får jeg på min vej ud af institutionshelvedet afreageret på ’mælkekasselågen’, og får den op med en lille smule mere vold end det strengt taget er nødvendigt; jeg går gennem næstsidste låge i Ingenmandsland, låser min cykel op, trykker på den meget hemmelige knap, åbner den største jernlåge, og kører på arbejde.

Jeg kom frem lidt senere end jeg plejer.

NB: Jeg skylder at sige, at de rent faktisk laver en helt ny låge. Lige midt i det hele. Nogle gange mister man bare lidt fokus…

Hvem sagde gated community?

picsart_1479121850533
Fotograf: Palle Pophår

33 tanker om "Om at gøre tingene lidt sværere for sig selv, end de egentlig behøver at være…."

    1. Maude Forfatter

      Selv tak! Jeg skulle lige til at sige, at jeg gerne gør det igen, men så ved nærmere eftertanke, sååå… Nej, tror jeg! 😘

      Svar
  1. Susanne / Flesthverdage

    Okay, så fik du da lige startet min weekend med et grin!
    Samtidig sidder jeg fornøjet og tænker, at det er så godt at bo langt, langt, som i laaangt ude på landet, hvor det ikke er nødvendigt med indhegning. Den eneste fare her er, er når to traktorer laver trafikprop ved at møde hinanden – men det er kun, når ungerne i børnehaven sover til middag, ellers bliver traktorerne pænt på markerne. Så ingen fare her:-)
    Rigtig god weekend:-)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, det lyder ellers helt og aldeles vidunderligt! Count me in i mit næste liv!
      Rigtig god weekend i lige måde! 😘

      Svar
  2. Ellen

    Og jeg siger: Gulag, go home!
    Det var et overmåde underholdende indlæg, men hvor er jeg glad for, at jeg fik barn i en anden tid (og på landet), hvor det eneste man som institution skulle sørge for var, at ungerne ikke selv kunne åbne låger og hoveddøre 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, vær du glad for det!… Imens sukker jeg lidt over alle byens forbehold…
      Tak for din kommentar, Ellen, og god weekend ❤️

      Svar
  3. Malin

    Ha ha ha, det er ret sigende i sig selv, at man kan skrive sådant et langt indlæg om hvordan man kommer ind i børnehaven og ud igen 😀 Jeg kan godt forstå din irritation, det føles ikke helt så idyllisk som havde ønsket at det var, at aflevere sine børn om morgenen. Men tak for god underholdning – prøv at huske det mandagmorgen – at det et eller andet sted er ret god underholdning 🙂 Og Rigtig god weekend til dig <3

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er derfor jeg overlever, Malin, det er fordi det er så grotesk, at kan kun kan grine af det… 😝
      God weekend til dig i lige måde 😘

      Svar
  4. Inge

    Hahaaaahahahaaaaa… Tak for fredagens bedste grin.. 😂😂😂
    Hvor er jeg glad for bare at hente børnebørn i en ikke topsikret institution her i lokalområdet. 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Selvtak; ja, topsikrede institutioner får man hurtigt pip i låget af i mere end én forstand.. 😳
      Tak for din kommentar, og god fredag aften til dig ❤️

      Svar
  5. laila

    Smiler:0)) Tak for fredags grinet,altid rart at gå weekenden i møde i godt humør;0)
    Må dog indrømme jeg er glad for at bo på landet.Tænker faktisk også at det er en skræmmende udvikling,hvis det er nødvendigt med Fort Knox ligende tilstande :0(
    God weekend:0)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er faktisk skræmmende, nu du siger det!… Er der plads til os på landet, også? Vi fylder ikke så meget igen…. 😳
      Rigtig god weekend!

      Svar
  6. Charlotte

    Og hvem sagde at den kolde krig er slut ☺ godt kæmpet og tak fordi du endnu engang bekræftede at det er sundt at grine lidt af sig selv… Når blodtrykket er blevet normalt igen forstås ☺ go’ weekend!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Altså bortset fra at Mand er bortrejst, og alt hvad jeg gør bliver afbrudt af noget andet, så er blodtrykket helt normalt….
      Jeg er netop ankommet til træning med Mindste Pode, helt uden træningssko, drikkedunk osv. Det skal nok blive en spændende weekend! 😝
      Tak for din kommentar; ha’ en fantastisk lørdag!!

      Svar
  7. Anette

    ved falde ned af stolen af grin…. vækkede dog ikke hvalpen….
    gosh… da jeg gik i institution havde vi låger som var “børnesikre” i praksis kunne vi godt åbne dem/forcere hegnet eller ligne…… men det her hvor sjov historien end er…. lyder som et mareridt….

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er meget mareridtsagtigt! Den type låge du referer til kender jeg godt. De afholdt ikke mig fra at gå ned til den lokale sø og fodre ænder…. 😳

      Svar
  8. Lene

    TAK, her sidder jeg, megatræt efter hektisk aftenvagt og griner højlydt 🙂 Stakkels dig, men overmåde sejt klatret med nederdel og høje hæle.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg synes faktisk også jeg var sådan lidt af en Super(wo)man i gerningsøjeblikket. Altså i de ti sekunder jeg svævede mellem liv og død tværs hen over lågen…
      God weekend, Lene ❤️

      Svar
  9. Birgitte B

    Omg 😱 Jeg måtte læse dit indlæg to gange for overhoved at fatte alle de låger. Jeg tror bare, jeg havde ringet og bedt personalet hente ungen ved første låge. Kh Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      @Birgitte og /ks:
      Der er virkelig også mange låger, beklager forvirringen! Jeg var faktisk igang med at kreere nogle plantegninger da jeg skrev indlægget, men de blev simpelthen for grimme; jeg kan konstatere, at der heller ikke er gået en landskabsarkitekt tabt i mig.
      Det kan være jeg følger rådet og bare ringer til dem på mandag. Det kan dog godt være de bliver mere end gennemsnitligt trætte af mig hvis jeg gør det til common practice… 😝

      Svar
  10. Monica

    holdaop, note to self: ikke sæt dig godt til rette med en kop kaffe og tænk at nu skal der hygges med et dejligt langt indlæg fra skøre mor. eller jo, bare gør det, men tag IKKE en stor tår af din kaffe, det fylder usandsynligt meget på vej ud igen via spruttegrin… 🙂

    hvad med den hemmelige pupilscanner – var den ude af drift?

    I gamle dage da mine børn var børnehavepoder herovre på det åbenbart knapt så farlige Fyn, så var det mest komplicerede låger hvor HÅNDTAGET SKULLE DREJES OP AD!! I kid u not…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Vi har også håndtag, der drejer opad, de er INDENFOR i institutionen…. 😳
      Ja, pupilskanneren har været til reparation LÆNGE, hvis du spørger mig; jeg ved ikke hvor lange udsigter det har… 😝

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *