I løbet af weekenden…

…..har Mindste Pode været til fodboldstævne. Indendørs. Mange, mange mennesker i alle størrelser. Over det hele. Jeg var lige ved at gå i brædderne da jeg trådte ind i den meget store hal, og så al menneskemylderet. Jesus. Og eftersom jeg ikke gør mig synderlig meget i det dersens sport, og i øvrigt heller ikke er særlig formidabel til at huske ansigter, så havde det lidt lange udsigter med at finde de rigtige mennesker iklædt de rigtige farver. Mindste Pode blev ansporet til at holde udkig efter bekendte, men eftersom han jo ikke er større end tobak for en skilling, så gik han mestendels og kiggede ind i rumpetterne på dem, der gik foran.

Nå, men det lykkedes heldigvis til sidst. Det gør den slags jo som regel.

Vel fremme ved basen blev der lagt taktik. Vi har nogle virkeligt søde trænere! De sagde ting som: ”Har I fået godt med havregrød? Hvem vil gerne være målmand? Er I klar til at tvære de andre til plukfisk?”. Og da de så var færdige med de generelle formaninger, tips og tricks, sagde den ene træner, kun henvendt til mit afkom:
”Mindste Pode! HUSK at spille de andre, og HUSK: Ingen – INGEN! – glidende tacklinger! Er du med?!”… Der var rynkede øjenbryn, kunstpauser foruden alvorlig hovedrysten og bevægelser med håndkantsslag indblandet i denne reprimande. Så krummede moderen voldsomt tæer, mens hun nikkede til træneren, og forsikrede ham om, at dét havde de også talt om derhjemme.
Præcis ni sekunder inde i første halvleg i første kamp scorede Mindste Pode sit første mål, og fortsatte som den eneste målscorer på holdet gennem seks kampe. Pode modtog efterfølgende gigantisk pokal, som han nu tilnærmelsesvist tilbeder, og sover med om natten. Mindste Pode er ved at kvæles i lykke over pokal og egne fodboldfærdigheder.

Jeg får aldrig, aldrig pillet ham ned igen.

selvportraet-ii

Podes selvportræt: ”Pode græder af lykke”
(…)

Vi har også været til 70-års fødselsdag i noget familieregi. Det viser sig, at jeg tilsyneladende er beriget med familiemedlemmer, der taler som Dronning Margrethe den 2. med en promille på 1,9. Altså uden at være den mindste smule påvirket. Meget interessant fænomen. Helt anden tidslomme. Mand og jeg (måske mest mig…) har siden da helt uforskyldt talt meget affekteret på hjemmefronten og det er lige før, at poderne sidder herhjemme med syltetøjsmadderne og siger ting som ”Det er en mæ’ed, mæ’ed pragtfuld marmelade”. Jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde haft min mobiltelefon til at optage hele aftenens samtaler, for jeg lover dig, det var skønt!

Og så kan jeg i øvrigt – helt uden for kontekst – konstatere, at min hofte nu ganske er ved at opgive sit ævred. Mens Mand planlægger at løbe Marathon lige om lidt på noget der ligner 3:45, så er jeg ude af stand til at gå normalt bare jeg skal på toilettet. Og er det – spørger jeg så dig om – sådan helt comme il faux, at hele ens korpus siger klamme knaselyde når man går på trapper, for eksempel? Jeg stiller mig en lille smule skeptisk over for dette faktum, selvom Kollega blot har konstateret, at vi er kommet i reperationsalderen.
Jeg tænker, at lortet bare skal sættes af.

Og nu er vi i gang med ugen igen – jeg håber du er kommet godt fra start!

Dagens bemærkning:

“Mor, ved du hvad der er verdens STØRSTE haj? Det’ en HVALhaj! Så kommer en BLÅhaj, men den kan kun blive otte centimeter. En blåHVAL, den kan blive TOLV centimeter! Er det ik’ vildt?!”

30 tanker om "I løbet af weekenden…"

  1. Mette

    Ha ha ha ha han får aldrig armene ned men det er da også helt fint;) kan godt forstå han er glad for pokalen. Du må da hellere få kigget på hoften. Vi mødes inden så kan vi vralte derud af sammen…:D Bortset fra jeg ikke knaser og knirker. Lyder som en go’ 70-års:)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Han får ALDRIG armene ned, det er stensikkert!
      Det var en fantastisk fødselsdag, den går over i historien…
      Tak for tilbudet med hoften, vi splejser til en taxa 😘

      Svar
  2. Ellen

    Den fodbolddag vil han huske til han dør – og hvis han oven i købet ikke overtrådte de nøje indprentede forbud, havde han da også fortjent en mindeværdig dag 🙂
    Hofterne sat af … jeg har lidt svært ved at se det for mig … hvordan ser man så ud?
    Men det lyder ikke godt – i dobbelt forstand – at du knaser på et sted, hvor man absolut ikke skal knase …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Min udfordring er netop, at jeg ikke ved, hvordan det er okay at knase, og hvordan det ikke er okay? Jeg forestiller mig simpelthen at man fjerner det ene ben, og giver mig et nyt helt som Bladerunner, inklusive hofte. Sådan meget LEGO-star wars-agtigt. Tænker det vil se brandsmart ud?!

      Svar
  3. Dorte

    Sikke da også en flot indsats og uha – lyder ikke godt med den hofte. Valget står vel imellem en tur til noget lægeværk eller direkte til DAKA, det sidste er som regel min selvdiagnose, hvis jeg vover at lægge mig syg<:) – nej, seriøst. god bedring med dig. Håber det ikke er noget alvorligt. Kram D

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, jeg lover dig for, at der ikke var et øje tørt!…
      Hoften er et kapitel for sig. Noget fem år gammel bækkenløsning. Ved ikke helt hvad jeg skal stille op med det….

      Svar
  4. Henriette

    Jeg vil på det bestemteste fraråde dig, at få sat benet af og gå efter bladerunner-løsningen. Jeg har lige i min biks haft en kvinde sidst i 30’erne, gift og mor til to, som tidligere har mistet sit ene ben i en uheldig ulykke og nu oveni har fået en alvorlig rygskade. Fordi hun er gift, er hun røget helt ud af det økonomiske system og familien lever af mandens indtægt alene. Og det havde taget den lille familie i omegnen af TO år at få hjælp til en fornuftigere kørestol, end en billig model fra Harald Nyborg. Så medmindre du har nogle helt særlige økonomiske reserver, vi ikke kender til, så vil jeg råde dig til at holde fast i hoften lidt endnu 🙂

    Du kommer ikke udenom at skulle en tur omkring doktoren, for lissom at få fastslået, hvad det her drejer sig om. Men når det så er sagt, så er det jo sandt, at vi er ved at komme op i den alder, hvor vore bevægeapparater begynder at nedbrydes og slides. Slidgigt, eller artrose, er jo i virkeligheden ikke slid men en degenerativ forandring, altså den naturlige nedbrydning, som kommer med alderen. Jeg havde selv sådan en omgang med hofte, som knasede og bragede, da jeg var først i 40’erne. Jeg klarede mig med noget smertestillende og ved at holde mig igang. Det er det allervigtigste, Don’t stop moving! Det er livsfarligt, at holde op med at bevæge sig! 🙂
    (Det gør ikke ondt i hoften mere, og det går op for mig lige nu, at den ikke har knaset længe. Til gengæld gør det ondt i skulderen og storetåens grundled lige pt…)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Henriette, det er jeg virkelig glad for at høre! ❤️
      Nej, min økonomiske reserve kunne ligge et meget lille sted, hvis den fandtes. Det lyder som noget af en skrækhistorie med den der kvinde! Gys! Jeg bliver ved med at holde mig i gang, jeg tror heller ikke jeg har noget alternativ. Var faktisk forbi doktoren i foråret, men efter et fint røntgen fik jeg en henvisning til en fysioterapeut, og det gik slet ikke. Har kvittet hende efter nogle måneder, og så gik det en rum tid meget bedre. Nu går det så knapt så godt…. Jeg satser på du har ret i, at det bare skal gå over af sig selv…

      Svar
    1. Maude Forfatter

      Oppe at ringe er vist den helt rigtige beskrivelse af tilstanden ❤️…
      Tak for god bedring; satser på det ordner sig, one way or the other!…

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Hvor fedt for mindste Pode 🙂 Egentlig behøver han vel slet ikke få armene ned, før han skal pakke julegaver op? Jeg mener, du kan vel lirke tøj på ham og tørre ham bag i plus eventuelt made ham, så ser slet ingen grund til sænkede arme. Øv for knasende hofte. Håber den finder ud af at holde op med knaseriet af sig selv. Virkelig ærgerligt med manglende optagelse af fødselsdagsfest. Og lige nu har jeg så en indre film kørende, der minder om 90 års fødseldagen tilsat dronning Margrethe og tre Poder 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det var virkelig 90-årsfødselsdagen i en dansk udgave; det talte vi netop om på vej hjem i bilen… Det havde været verdens bedste blogindlæg, I can tell you!
      Mindste Pode har ingen brug for arme. Overhovedet. Vi ser om de dukker frem juleaften….

      Svar
  6. A+K/VenterPaaVinBlog

    Uh, I har tydeligvis en kommende Laudrup i sigte :p Det bliver indbringende!

    Min kæreste siger altid, at jeg hár af at føde fodbold-drenge, der skal spille for AaB. Prøver at forklare at jeg er motoriksvag, og at selvom han er ret sporty, var det altså liiiige akkurat fodbold han kun gik til i 2. klasse, og droppede ud af til fordel for svømning og fægtning. Så det er nok ikke lige dér vi skal lægge vores håb. Men så kom snakken om, at min far er gammel AaB-topscore og at den slags jo ofte springer en generation over. Suk :p
    Mon vi må låne poden til træner, hvis alt går galt, hvis vi en dag står med en 11 årig bold-spasser?

    – A

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ingen er mere boldmotorisk udfordret end mig. Det er faderens gener, der slår igennem. Skriv, når det er aktuelt, så sender jeg dig opskriften på boldfanatiske børn. Alternativt fremsender jeg gladeligt Mindste Pode elleve år senere….

      Svar
  7. Celena

    STORT tillykke til Mindste Pode! All my boys are football players (well… not so much the youngest one… he just likes to talk on the field). Even my husband and I play so it is definitely a family thing 😉 Hope your hip gets better soon! You don’t realize how much you need certain body parts until they don’t work so well 🙁

    Happy week to you!

    Svar
  8. Birgitte B

    Tillykke med pokalen – også til resten af familien, der nu er tvangsindlagt til historier om stævnet (forestiller jeg mig).
    Jeg er på 3. måned med ondt over lænden/i ryggen, så det…. alderen trykker bare hårdere på nogle. Er motion mon løsningen? (Gud bedre det).
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, motion er helt klart løsningen (der er en ekspert på banen) – jeg tror på det!!
      Historien om fodboldmiraklet… Ja, jeg forestiller mig en historie, der bliver bedre og bedre efterhånden som årene går…

      Svar
  9. betteskov

    Tillykke med pokalen. Sådan nogle kan du få meget fornøjelse af. Min kæreste har stadig de mindst dekorative opbevaret hos sin mor (jeg har glæden af de største og pæneste, der får mine egne trofæer til at se meget små og sølle ud) 😉
    Hvad angår hoften, så vil jeg heller ikke anbefale en amputation i første omgang. Det er meget godt at prøve med fysioterapi først. Og glæd dig over, at manden sikkert vil vralte meget mere, når han har gennemført sit maraton… God bedring med det!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Denne her mor opbevarer ikke nogen som helst pokal efter fraflytning, kan jeg godt love dig for…
      Ak, fys’en virker ikke, har prøvet. Aner ikke mine levende råd… Og tro mig, Mand er sådan en type, som bare løber de dersens Marathons uden det mindste vralt bagefter. Meget uforståeligt for sådan én som mig…
      Tusind tak for din kommentar! 😘

      Svar
      1. Henriette

        Altså, du skal jo nok en tur omkring doktoren, hvis det bliver ved. Og måske fysioterapeuten.
        Jeg ved ikke så meget om hofter, mit område af bevægeapparatet er jo ryg- og gigtsygdomme og i artiklen nedenunder kan du læse lidt om opfattelsen af slidgigt/artrose hos vore læger:
        http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2264041/pas-paa-budskaber-skader-ryggen-mere-end-de-gavner/

        På en temadag fortalte en af lægerne i artiklen os iøvrigt, at man videnskabeligt havde undersøgt effekten af ergonomisk rigtige arbejdsstillnger. Man fulgte to grupper plejepersonale, den ene fulgte retningslinierne for løft og så videre minutiøst og slavisk, den anden gjorde bare, hvad de følte for i situationen. Den sidste gruppe havde efter et år færrest skader og gener…

        Svar
        1. Maude Forfatter

          Det var da godt nok en tankevækkende undersøgelse, synes jeg! Jeg tænkte faktisk også, at det var noget slidgigt, men det ville vel kunne ses på røntgen, ville det ikke? Jeg må lige ha’ læst dit link!!
          Tak for dine lange kommentarer, det er meget værdsat, kan du tro! ❤️

          Svar
  10. Lene

    Tillykke til forældrene, som nu skal lægge ører til fantastiske fortællinger om detaljer i årevis 😉
    Hmm, jeg ville jo sige at du skulle til din læge, men det lyder det som om at du har været. Knasede det også dengang? For ellers skal du af sted 🙂 God bedring med det, Henriettes bemærkning giver håb for mere stille led.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, tak, vi venter allerede i spænding på at historien folder sig ud!…
      Jeg ved ikke om det knasede den gang jeg gik til lægen, men det gør det i hvertfald nu, kan jeg godt skrive under på…

      Svar
  11. Marie

    Uh, lyder sgu da op af bakke med den krop! Håber du finder på noget andet end at sætte underkroppen af – tror det bliver kedeligt i længden… 😉
    KH M

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Du har ret, Marie, jeg tror også det er bedre at beholde benet/hoften…. Satser på mirakler. Nu er det snart jul, ik’?
      Tak for din kommentar 😘

      Svar
  12. Monica

    ajmen, hvis man hele tiden skal spille de andre, så kan man jo ikke få scoret mål!! Så måtte han vel æde sine ord ham træneren!
    og de hajer der, sådanne ku’ jeg da godt tænke mig til akvariet så ! 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, de ville være søde sådan at ha’ svømmende rundt, sådan nogle bittesmå hajer, ikke? 😀
      Jeg tror i bund og grund bare at fodboldtræneren har givet op. Han så lynhurtigt meget træt ud. Meget træt.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.