Et dilemma til monopolet (om legeaftaler)

Kender du det med at få en SMS fra en forælder om en legeaftale? Hvis du har børn, så har du helt sikkert prøvet det.

Der er de gode legeaftaler, og de knapt så gode legeaftaler. De sidste er som regel relativt opslidende.

Det er dem, hvor det med al tydelighed fremgår at der rent faktisk findes børn, der er blevet forskånet for opdragelse. Her stifter man bekendtskab med børn, der larmer, råber og anvender ukvemsord man aldrig nogensinde havde forestillet sig at man skulle stifte bekendtskab med (og slet ikke i eget hjem). Det er børn, der er hinsides alle gængse spilleregler og enhver tænkelig form for fornuftig omløb i hovedet. Små menneskelige torpedoer, der sværdfægtende hopper rundt i sofaen, selvom der bliver sagt NEJ!, og som under aftensmaden spiser som en løbsk roekværn.

Utroligt, så stor forskel der kan være.

Fordi vi har så meget sport på programmet, er vi nok – ville nogen utvivlsomt mene – lidt bagud i valsen hvad angår legeaftaler. Der kan godt gå lang tid imellem, vil jeg sige. Rigtig lang tid, faktisk. Hvis ret skal være ret, så er jeg faktisk heller ikke sådan mega-meget fan af dem, og har aldrig helt forstået dem der mener, at alting bliver så utroligt meget lettere med et eller flere ekstra børn. Det har jeg ved Gud aldrig erfaret. Just kill me now.

De to store arrangerer efterhånden selv hvem de vil se, og hvornår. Så meget lettere; bland endelig de voksne udenom med mindre der er transport involveret. Og hermed videre til mit aktuelle dilemma. For stor er min overraskelse (med storepodernes selvstændighed in mente), da jeg en dag modtager en SMS fra en forælder i en af ældste podernes klasse, som gerne vil ha’ en aftale i hus. Min pode har ikke leget med denne her dreng, Conrad, siden en enkelt gang i 0., men min pode siger ok, og jeg skriver til Conrads mor, at det kan vi godt finde ud af.

Conrads mor kvitterer omgående med et bud på en mulig dato. Og netop da slår det mig, at Conrad sgu’ da lige har haft kyssesyge. Faktisk var Conrad så syg, at han blev indlagt, og der blev varslet meningitis (hvilkede selvsagt forårsagede en voldsom panik). Men altså, meningitissen blev kogt ned til kyssesyge. Eftersom jeg selv har haft kyssesyge TO gange (og inden du siger nej, nej, det kan man kun få ÉN gang, så jo: Antallet af tilfælde af kyssesyge i mit liv er lig med to, og det er lægeligt dokumenteret), så jeg har den dybeste respekt for den sygdom.

Jeg googler straks noget med smittetid, og læser med stor rædsel, at en ramt person kan smitte i flere måneder efter sygdomsudbruddet. Dette eskalerer i mit hoved, og inde min hjerne ser jeg sådan her ud:

(Tilsæt rynker)

Jeg ved, at Conrad har to søstre, som samtidig kan være omvandrende smittebærere hjemme hos Conrad. Kyssesyge er med andre ord tilnærmelsesvist UUNDGÅELIGT. Med kyssesyge er al sport forbudt-forbudt like forever. Jeg ved også, at min pode skal spille noget meget, meget vigtigt håndbold om er par måneder, og taler om det hver dag, så meget glæder han sig.

I mit hoved er ligningen uomtvisteligt denne: Legeaftale = kyssesyge = ingen håndbold og meget ulykkelig pode.

Havde det været en af bedstevennerne, havde jeg nok set gennem fingre med det, for de går jo og spytter hinanden i hovederne konstant (ikke med vilje, selvfølgelig), og i så fald er det jo pænt svært at undgå at de smitter hinanden. Men eftersom jeg ikke anså aftalen med Conrad for at være strengt nødvendig (hvis man kan formulere det sådan), så tænkte jeg, at den risiko ville jeg ikke løbe. Undervejs i mine tankerækker blev samtlige poder herhjemme jo også smittet; alle med mere end ét barn ved jo, hvordan en god gang knæk og bræk kan køre i ring LÆNGE! Ja, kald mig endelig hysterisk – jeg kan klare det (og nej, det var IKKE en invitation)!

Nå. Nu var gode dyr rådne.

Jeg så tre valgmuligheder for mig, og valgte den ene.

Valgmulighed 1:

Valgmulighed 2:

Valgmulighed 3:

Jeg siger ikke, at jeg valgte den ærligste. Og ja, jeg er muligvis en mean mother fucker. Det var heller ikke en invitation.

Spørgsmålene er ikke desto mindre disse, for jeg vil virkelig gerne høre:

  • Hvad ville du ha’ gjort? Og noget helt andet:
  • Hvordan håndterer man bussemandspillende – og ditto spisende – legekammerater?
    Ongoing problem apparently.
    Til mine egne ville jeg bare brøle noget i retning af: ”Så’ det fingeren ud af snudeskaftet, makker!”, men man kan ligesom ikke tillade sig den slags overfor lånebørn, vel?…..

Ak. Et er sikkert: Livet er et 3D-puslespil…

Dagens SMS:

(fra Pendler-Mor//Kollega:)
”Åh gud….. Havde legekammerat med hjem i dag – big mistake!!! Eller i hvert fald forkert kammerat….. Er så ødelagt i mit hoved!! Tyller Baileys med de sidste sørgelige rester af isterninger for at dulme – vi har ikke mere rødvin. Åh, det smadrer resten af ugen, der her….”

Hørt under en legeaftale:

Mindste Pode: ”Må vi få nogle mandler?”
Mig: ”Ja, det må I!”
Legekammeraten: ”Jeg kan bedre li’ pebernødder….”

Går den, så går den.

42 tanker om "Et dilemma til monopolet (om legeaftaler)"

  1. Anette

    Ville sandsynligvis vælge 1 eller 2… hun tager jo heler ikke super hensyn pga smittefare… og 2 er jo ikke helt løgn der kommer hård trænning, at det så kyssesyfe+det og ikke tid der det afgørende er vel ok
    kendte jeg hende godt (ikke børn leger godt men hun og jeg taler godt og ofte) så måske 3

    Svar
  2. Øglemor

    Haha, jeg er vild med dilemmaet (og knap så vild med legeaftaler med uregerlige børn). Generelt har jeg det lidt so-so med legeaftaler, men heldigvis er de fleste af Ældstebarnets legekammerater børn, der _har_ stiftet bekendtskab med konceptet opdragelse. Har dog også prøvet et par af de andre – har stadig brug for vin, når jeg tænker på det.

    Nå. Men til dilemmaet. Hvis det var en nær legekammerat, hvor mit forhold til forældrene var venskabeligt (agtigt), ville jeg gå efter mulighed 3. Men hvis det var et perifert venskab, ville jeg helt hundrede gå efter en af de andre. Formentlig toeren, men hvis man fangede mig på det forkerte ben: 1’eren – med helt klare intentioner om at blive ved med at udskyde uendeligt. #sueme

    Med hensyn til bussemandsspisende (ad!) kammerater, så ved jeg ikke helt, hvad jeg ville gøre. Men jeg ville klart foretrække, at bussemændene blev spist, frem for at de prydede lejligheden …

    Noget helt andet: DM? Det lyder pænt sejt. Det forstår jeg godt, han ikke vil gå glip af!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hahahaha, nej, de skal IKKE blive i lejligheden, de bussemænd, det har du ret i! 😂
      Ja, han er pænt sej, ham min pode!

      Svar
  3. S.

    Gode valgmuligheder Du lister op sikke et dilemma. Og sjovt det ikke aftales mellem ungerne selv. Men andre hjem andre regler plejer jeg at sige til børnene når vi undrer os over et og andet hjemme hos legekammeraterne.

    Jeg tror jeg ville lave en kombi af et og to. Noget med det går ik den 25. Pga træning Og kan vi vente til efter DM på grund af presset kalender. Så holder du dig på din boldbane (tøhø) med afbuddet uden at det involverer kyssesyge und so weiter.

    God weekend, kh S.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, S! I er nu tre der mener det samme, så jeg føler mig ret overbevist om, at jeg ikke skød helt ved siden af….
      Ha’ en skøn weekend! ❤️

      Svar
  4. Bookworm

    Jeg ville gå efter mulighed nr. 2 … men det er så rigtig vigtigt at huske denne løgn – og ikke komme til at lave en anden legeaftale i stedet :-/

    Svar
  5. Ellen

    Jeg sidder her med nedfalden kæbe. Legeaftaler?! Hvor gammelt er det fænomen? Det kendte vi heldigvis ikke, da C var barn. Hun og en kammerat fandt ud af, om de kunne tænke sig at lege videre med hinanden efter børnehavetid, og så fandt vi forældre selv ud af at arrangere det.
    Af samme grund har jeg ikke oplevet de rædsler af børn, du beskriver her, og havde jeg gjort det, var det pågældende barn fra den dag ekskluderet fra fremtidige besøg i mit hjem.
    Kan jeg sagtens sige nu, hvor selv mine børnebørn er kommet ud over den alder, hvor de ikke klarer den slags selv 🙂
    PS: Klipser lige dette ind fra sygeforsikring.dk: “Glem alt om at undgå at blive smittet med Epstein-Barr virus (EBV) – det virus, der kan forårsage mononukleose, eller som de fleste af os siger: ’Kyssesyge’. For har man én gang fået virus ind i kroppen, har man infektionen resten af livet. Man udskiller den i perioder og kan altså smitte andre uden selv at være syg. Alle, der én gang er smittet med EBV-virus, er altså smittebærere Til gengæld får man kun kyssesyge én gang – som hovedregel.”

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, hovedregel – men ingen regel uden undtagelse 😉. Det lyder da alligevel vildt hvis man sådan kan smitte hele livet; den information stødte jeg slet ikke på under min søgen!
      God lørdag til dig! 😘

      Svar
  6. Mette

    Åh, kære. Synes lidt dom S at en combination mellem sms 1 og 2 er hid:)
    Når vi gennem årerne har haft trælse børn har jeg ingen problemer med, at fortælle det trælse barn, at sådan opfører man sig ikke hos os. Med andre ord har jeg skældt andres børn ud…. Jeg havde kyssesyge den 3 uge jeg gik på efterskole. Sportsefterskole…..

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Orv, det lyder ellers ikke rart at være på idrætsefterskole med kyssesyge! 😳
      Jeg plejer faktisk også at irettesætte horrible unger, men nogle gange er det bare som om det ikke virker?….

      Svar
  7. Malin

    Uh, jeg tror jeg ville prøve på at undgå at lyve lige ud, men snirkle den lidt à la: ‘vores kalender er meget presset og det bliver svært at finde en dag før en gang efter vinterferien’. Alt er jo relativt, tænker jeg, og der ingen risiko i at blive taget på sengen i en ren løgn. Med tre drenge har vi også været igennem den der med venner man helst af alt ville undgå at få ind i huset. Det sværeste var at forklare det for ens egne børn, hvorfor det aldrig kunne lykkes at lave en aftale. Man er jo også lidt nervøs for at det man siger til dem, kommer videre. 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Kender det så godt! Jeg vil sige at ungernes venner for hovedparten er super-søde; det er de mere perifære bekendtskaber der ofte kan være problematiske, oplever jeg…

      Svar
  8. Fruen i Midten

    Haha, andre folks børn … Jeg ville nok vælge en kombi af nr. 2 og 3. Jeg har heldigvis aldrig været udsat for bussemandsproblemet, men har ellers håndhævet “my home, my rules” og i den sammenhæng frabedt mig både dit og dat inden for egne vægge. Det virkede de allerfleste gange.

    Håber, I kommer frelst i gennem legeaftalen, og at det der meget vigtige håndbold kommer til at gå godt 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      2 og 3, siger du… Hmm?..
      Ja, jeg prøver også at håndhæve egne regler og skåne egne vægge… Muligvis kan jeg tænke i at lave en slags regelsæt på skrift og bede om at de lige læser den igennem og sætter en underskrift ved ankomst….
      God weekend til dig 😘

      Svar
  9. Gravidgrahvad

    Åh ja, de kære legeaftaler… jeg har faktisk længe haft en kladde til et indlæg om emnet liggende, og nu får jeg lyst til at få det skrevet færdigt og udgivet.

    Nå men tilbage til dit dilemma, så ved jeg ikke helt hvad jeg ville gøre. Jeg vil gerne bilde mig ind, at jeg selvfølgelig siger sandheden, men det afhænger rigtig meget af min opfattelse af det menneske, som jeg skal snakke med. Tror jeg at hun vil føle sig stødt eller angrebet, eller fornemmer jeg at hun kan rumme det?

    I fht børn som kommer med markant andre omgangsformer end vi praktiserer, fx bussemandsspiseri, plejer jeg at sige noget i stil med: “I vores familie skal bussemændene fanges i papir og smides i skraldespanden.”
    Jeg oplever generelt at jeg bruger meget krudt på at forklare legekammerater hvordan man agerer i vores familie – og jeg tror, at nogle af kammeraterne synes, at vi er nogen meget strenge forældre. Men so be it, jeg opdrager gerne på andres børn!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Søde du, det er præcist den samme opfattelse jeg har – altså at de unger, der er på besøg, synes vi er mega-skrappe! Så nogle gange lader jeg jo også ting passerer, som jeg ikke normalt ville, bare for at virke lidt mindre skrap. Og det holder jo heller ikke. Jeg vil virkelig glæde mig til dit indlæg; skynd dig at skrive det færdigt! ❤️

      Svar
  10. Dorte

    Nu kender jeg ikke Conrad – eller hans måde at agere på -, men jeg tænker at der er visse bevæggrunde for at hans mor spørger? Jeg er både for legeaftaler og legegrupper og jeg synes generelt, at jo mere man kan gøre for at lære sine børn, at hele fællesskabet i eksempelvis en klasse er vigtig, jo bedre.
    Kh Dorte
    PS min mand har også haft kyssesyge 2 gange…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      TAK fordi du lige skrev det, jeg har nemlig ikke hørt om andre end mig selv, der har haft kyssesyge to gange!
      Relationerne i klassen er vigtige, ingen tvivl om det. Og det er vigtigt at lege på tværs, men nogle gange er det bare noget ged, er jeg ked af at sige. Hvis man i forvejen deltager i diverse legegrupper på tværs, så er det ikke sikkert at poden har brug for at de skal yde mere goodwill når dagligdagen i forvejen er presset. Synes jeg, men vi er alke forskellige, og heldigvis for det!
      God weekend fra mig til dig! 😘

      Svar
  11. Karin

    Jeg er en ældre generation. Og dog, vi boede knapt 3 km ude på landet, så jo kender godt til det med legeaftaler. De blev aftalt via et fastnet eller i døren ved aflevering, afhentning. Derfor var det altid mundtlige aftaler.
    Hvis jeg stod med dette dilemma havde jeg ringet op, er noget gammeldags, for dette dilemma ville jeg ikke kunne lukke med en sms. Dog vil jeg først lige tjekke om denne kammerat er en fra klassen, SFO én, børnhaven/samme stue, om de har leget sammen der, og smittekilden kan allerede have ramt poden.
    Jeg har en anden tanke – har hørt fra yngstedatteren at børn ikke må afleveres i institutioner så længe de bærer på en smittekilde, skoldkopper, børnesår, etc. Her er det jo kun den ramte der bliver hjemme, og de “raske” kommer afsted, men er de så “raske”? Vi kan være blevet for hysteriske mht. til vores “curling” trang.
    Jeg er ikke kvinden der normalt siger “Dengang jeg var i den alder gjorde vi …., så ” – Jeg følger med så godt jeg kan, dog er jeg af natur skabt sådan at jeg ser kun ser det lyse.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg tror ikke jeg er en curling-mor… Eller måske… Ikke mere end andre, vil jeg mene. 😝
      En opringning lyder som en god idé, jeg er bare typen, som nogle havde får sagt det helt forkerte i en telefon. Virkelig. Jeg lover dig for at jeg har brændt nallerne helt uintenderet. SMS’er fungerer helt klart bedre i min verden, med mindre jeg kender personen godt. Og det gør jeg langt fra altid med de andre forældre.
      God lørdag til dig!

      Svar
  12. Birgitte B

    Jeg er ikke særlig stor fan af legeaftaler og heldigvis er mine drenge i en alder, hvor de selv ordner det. Hvilket oftest betyder at dem, der kommer herhjem er de gode kammerater (som er virkelig søde drenge). Kh Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg aner lys for enden af tunnelen! Tak for den kommentar, Birgitte, og fortsat rigtig god lørdag til dig! ❤️

      Svar
  13. Celena

    I would go with either choice #1 or #2. If you go with the honest answer, you risk that she is a bad mother and, especially if you don’t really know her, it is not worth it. Whatever you did, I am sure that it was the right thing…. Go’ weekend! xox

    Svar
  14. Macu

    Endnu et spændende indlæg, der får mig til at overveje alt muligt 🙂
    Som du måske husker er jeg ikke fan af legegrupper og skal også tage mig sammen i forhold til legeaftaler. Det er helt klart skønnest og nemmest, at have besøg af de velopdragne børn, jeg har dog ofte oplevet at de kan være små røvhuller i selve legen, når jeg lige er med på en lytter. Andre gange er de bare for kedelige at lege med i følge mine børn. Jeg ved ikke, om mine børn er velopdragene i andres øjne, jeg håber det, det betyder noget for mig, at de respektere andre menneskers hjem og regler, så det håber jeg de har forstået og efterlever.
    Nu kommer så mit MEN til alt det du skriver 🙂
    Det betyder også ufattelig meget for mig, at mine børn er rummelige, at de forstår at mennesker er forskellige og at vi kommer fra og med forskellige vilkår. Jeg vil gerne have, at de kan rumme, de mere belastede børn, dem der er uopdragne og måske er opvokset, på en for mig, uforståelig måde. Hvis mine børn kan finde ud af at være sammen med disse børn, få det bedste ud af dem og sætte grænser for det uacceptable, ikke gå med på de forkerte lege osv. Så tror jeg at mine børn er godt rustet til at møde verden og alle de forskellige mennesker den indeholder, alene en dag.
    Desuden synes jeg også, at de mere uopdragne eller evt. belastede børn, har lov til at møde noget andet, end det de kommer fra. De har jo ikke selv valgt deres opdragelse, ligesom vores egne helt fantastiske børn ikke har valgt os.
    Håber du forstår noget af mit ævl 😉
    Kærlig hilsen Macu

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak for din kommentar, Macu – som altid elsker jeg at høre fra dig; du får nemlig også mig til at tænke! Og jo, jeg kan tydeligt huske, at du heller ikke er fan af legegrupper! 😝
      Jeg tror vi er grundlæggende enige, så vidt jeg umiddelbart kan tolke. Jeg synes også det er vigtigt at de lærer alle ‘typer’ børn at kende – det tror jeg faktisk sker helt af sig selv (på godt og ondt), og jeg giver dig ret i, at det ikke er alle børn der er, hvad de umiddelbart giver sig ud for at være. Hold nu op, altså!…. Man tænker virkelig sit indimellem. Og i den forbindelse er det altså også, at jeg nogle gange giver mig selv lov til at trække ‘det-bliver-simpelthen-ikke-lige-nu-kortet’. Men jeg har faktisk en lille solstrålehistorie (som jeg måske skulle ha’ bragt i indlægget, men sådan blev det ikke), om en horribel dreng fra én af ældste podernes klasse, som vi første gang stiftede bekendtskab med i forbindelse med en af de dersens legegrupper i 0. klasse. Mand havde hentetjansen, og ringede allerede halvvejs hjem, hvor han var ved at aflyse det hele på grund af den ganske forfærdelig dreng. Og Mand er uddannet indenfor noget med børn, skal vi lige huske, så der skal en del til før han spiller fallit på den front. Med årene er den forfærdelige dreng blevet til verdens sødeste, og skulle det ske, at hans forældre kørte ind i et vejtræ ville jeg uden tøven ta’ ham under vores vinger. Og det er jo sådan noget man skal huske på, når der i ny og næ ankommer en devil in disguise i ens hjem.

      Svar
  15. Lene

    Som Ellen har jeg også undret mig over konceptet legeaftaler, især dem, hvor det er sat i system, så man på skift skal lege med alle børnene i en klasse og ikke kun med dem, man klikker med. Vi har været nødt til at lave aftaler, fordi vores skulle hentes og bringes, når man bor på landet. De andre børn gik jo bare hjem sammen.
    Til gengæld har vi altid haft alle børnene med til fødselsdage herhjemme og det er givet godt ud, for så oplever man dem nemlig på en anden måde. Her i huset har vi også brugt den med, at her hos os gør man sådan, og det har de faktisk accepteret og rettet ind efter. Til gengæld oplevede jeg, at nogle drenge syntes det var vildt, at de måtte rode så meget, som de gjorde og at det hele måtte blive stående i gangen, fordi vores børn gerne ville lege med det næste dag. Der er visse fordele med en kæmpebred gang 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Sådan en bred gang ønsker jeg i fødselsdagsgave 👍 – det lyder som om de har haft en fest!
      Nogle gange får man også en lille smule pip i låget af de der skemalagte legeaftaler. Man kan godt komme til at glemme at mærke efter, også ungerne, når det bliver noget man ‘skal’.
      God søndag til dig 😘

      Svar
  16. Laila

    Vi har heldigvis masser af plads udenfor, så hvis børnene har besøg af nogle legekammerater som ikke helt forstår et nej, så kan de tumle rundt udefor(altså ikke alene,men ned mine børn) om de piller bussemænd ved jeg ikke bare de vasker hænderne inden de kommer ind.
    Jeg vil ønske jeg havde valgt din Nr. 3, for det er bedst at være ærlig, meeeen havde nu nok skrevet Nr 1😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, Laila – jeg er enig i, at det er bedst med ærlighed, men altså…. det var nummer 1 jeg sendte. Havde jeg kendt moderen godt havde jeg nok ringet. Og været HELT ærlig. God søndag aften til dig 😘

      Svar
  17. Eva aka Volapyk

    Altså, nu har jeg ikke selv børn, men det skal ikke afholde mig fra at have en mening om selvsamme 😀

    Mht. dilemmaet, så ville jeg have valgt sandheden, dvs nr 3. Det er sgu helt ok at være skeptisk i forhold til smittefaren, og det skulle omtalte mor også være klar over. Ved at vælge sandheden, er du også fri for at gå og være bange for at blive fanget på det forkerte ben.

    Mht. uopdragne unger…oh my. Som nævnt har jeg jo ikke mine egne unger jeg kan opdrage, så derfor er jeg jo nødt til at opdrage andres 😀 Jeg har ikke tålmodighed til meget uopdragne børn. Eller forældre, der ikke opdrager. Jeg kan godt finde på at irettesætte børn, hvis de larmer og er pisse irriterende (jo, det er børn også) i offentligt rum. Jeg kan også finde på at gøre det overfor mine venners børn. Og indtil videre er det blevet accepteret.

    Jeg oplevede engang i et supermarked, at nogle børn fik lov at løbe op og ned gennem gangene, mens de råbte og larmede. I starten sagde jeg ingenting, men blev mere og mere irriteret. Da de så endte med at stå på hver sin side af en reol og skrige til hinanden, SÅ fik jeg nok. “Nu skal I simpelthen holde jeres mund!!!” (okay, jeg tror faktisk jeg sagde “kæft”). Der blev meget stille og så hørte jeg ikke mere til dem. Der hopper min kæde helt af i forhold mangel på opdragelse. Supermarked er sgu ikke en legeplads!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hatten af for dig, siger jeg bare! Nogle gange er man simpelthen nødt til at handle på sådan nogle børn! Jeg ser mig heller ikke for god til ikke at irettesætte andres unger, men det er altså primært når jeg ikke kender forældrene, vil jeg sige. Når jeg kender forældrene siger jeg absolut ingenting, men tænker, at nu må de sgu’ da snart indse hvor meget deres afkom forpester tilværelsen for deres omgivelser. Det indser de ikke altid. Men hvis jeg f.eks. står i kø til et eller andet med mine unger – f.eks. i svømmehallen – og der så hopper nogle lømler ind foran i køen, så er jeg altså ikke bleg for at tage tyren ved hornene.
      Godt du er derude i den virkelig verden, Eva!

      Svar
  18. Monica

    hm. ville nok taget nr 3. men det kan man jo sagtens sige når man ikke er den der står der i skudlinjen..
    uh bussemænd.. jeg har aversion. mega. ( får sådan lidt brækfornemmelse bare ved at læse om det her..) kan huske da min datter var lille og havde veninde der ikke liige gik så højt op i det med at tørre og rense næse… en aften skulle de sove sammen, og da jeg gik ind for at kigge til dem sov de yndigt tæt sammenslynget med deres lange fæhår.. og i min datters hår var der infiltreret en KOLO stor ulækker busser… åh ad… bare tanken… hvad jeg gjorde? kaldte på faren… uh. vi havde fast aftale; jeg tog mig af det der kom ud nedentil han tog de højere liggende områder… puh..

    Svar
      1. Maude Forfatter

        Sådan nogle aftaler med ens bedre halvdele er gode at have! Apropos dilemmaet: sandheden er altid at foretrække, men ikke altid det mest oplagte…. 😝

        Svar
  19. Marina

    Kan ikke lade være med at undre mig lidt over hvor mange der ikke er til legeaftaler i denne tråd. Med små børn (op til ca 2 klasse) har jeg da altid tænkt at det var vigtigt at hjælpe til med at alle børn får en chance. Der er bare børn der aldrig vil blive valgt til hvis det altid kun er bedste vennerne man ser, men som kan vise sig at fungerer helt anderledes når de kommer ud af den enormt stressende virkelighed det er at være i børnehaven/indskolingen. Især min store pige har haft venner som var helt vildt fantastiske, men som aldrig foldede sig helt ud i børnehaven/skolen. De skulle ligesom på tomandshånd før man kunne se alt det fantastiske de tænkte og alt det kreative de kunne finde på.

    Jeg tænker også at jo mere populær ens eget barn er jo vigtigere er det at lære det at opføre sig ordentligt over for andre. Man må selvfølgelig godt sige fra over for andre børn man ikke orker, men det skal pine død foregå i en ordentlig tone og først når man har givet det andet menneske en chance.

    Med hensyn til valgmulighederne ville jeg aldrig vælge 1 for så går drengen der gerne vil lege jo der og håber. Om det ville være 2 eller 3 afhænger helt af dreng og mor. Ingen af dem er jo helt løgn (og det er vigtigt!) så spørgsmålet er hvordan man gør drengen mindst ked af det. Det kan godt være han er træls at have på besøg (og tro mig med tre børn kender jeg den slags børnegæster), men han har altså også lige haft en sygdom der har sat ham tilbage i forhold til at spille fodbold og alt det andet cool i klassen og nu har han lige valgt din søn (eller hans mor har gjort det fordi hun kan se han er ked af det). Det er helt cool du ikke orker risikoen, men der er ingen grund til at gøre ham mere ked af det end nødvendigt så det ville være min rettesnor.

    OG fedt med DM. Min søn har en tårnhøj ven der også er en håndbold dreng og jeg ved hvor meget sådan et DM fylder. Selvfølgelig skal han ikke have kyssesyge.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg ser alle dine argumenter, og jeg får lyst til at gi’ dig er kram, fordi du er så rummelig og ser alle de fine ting i alle mennesker! ❤️
      Min pode og denne hersens dreng skal nok få set hinanden på et tidspunkt når min hysteri over kyssesygen har lagt sig. Det er jo min hysteri skal vi huske på, og ikke min søns. Han er for så vidt ligeglad sålænge han kommer ud at spille bold! Men de desideret uvorne unger, dem behøver jeg ikke se så tit. Det har ungerne faktisk heller ikke lyst til. Så dem holder jeg altså fortsat på et minimum, men vi ser dem alligevel i ny og næ i forbindelse med legegrupper, så ingen bliver fravalgt på den front. Men nogle børn søger hinanden mere end andre, og så er det selvfølgelig dem man har flest legeaftaler med. Og som lærer spillereglerne i de respektive hjem bedre at kende, selvfølgelig.

      Svar
      1. Marina

        Det skulle ikke lyde helligt.

        Der er selvfølgelig også børn jeg er gladere for at have besøg af end andre og ja SELVFØLGELIG skal børn da have lov at have bedste venner. Der hvor jeg måske bare pipper lidt imod koret ovenfor er at man skal lærer sine børn at være ordentlig ved andre børn — også dem man måske bryder sig lidt mindre om. Rummelighed er i min bog en væsenlig del af at være ordentlig og den kan man bla lære sine børn ved at lave legeaftaler.

        Fik måske også bare lidt ondt af en dreng, der ikke har kunnet være med i klassen i en periode (for med drenge i den alder er det vigtigt med masser af energi til at spille bold) og tænkte bare på hvad jeg ville svare hvis jeg var bange for den der fæle kyssesyge.

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *