I virkeligheden er jeg slet ikke færdig…..

…med hvad vi kan kalde ’die verdeckte Donnerstag’.

Der var nemlig et punkt jeg ikke fik med i mit sidste indlæg. Og hvis det havde været med, så havde det været dette:

’Hvor jeg har siddet i arbejdsgruppe med en person, der efterfølgende viste sig at være en helt anden end først antaget. Very Important Person blev med andre ord betragtet som knapt så important’…

Nu tænker du sikkert, at det kunne være lidt af en gyser, men det var det faktisk slet ikke, selvom det kunne det måske godt have været i enhver anden sammenhæng.

Det, der er fjollet er, at jeg har været sammen med denne Very Important Person et par gange i nogle andre sammenhænge, hvor hun har været i selskab med en person, som jeg fejlagtigt antog for at være hende, altså the Very Important Person. Og fordi et eller andet – etwass – tilsyneladende er gået helt, helt galt indledningsvist i processen, har jeg så antaget Very Important Person for at være en helt tredje person andetsteds i fødekæden. Hun havde endda et helt andet navn (selvom det er nok i virkeligheden ikke så mærkeligt…). Lad os sige at jeg har kaldt Very Important Person for Birthe. Når så folk har talt om (den rigtige) Birthe (hun findes nemlig), så har jeg haft en helt klar idé om, hvem Birthe var, helt på samme måde som jeg havde en idé om hvem Very Important Person var. To fluer med ét smæk, eller?…

Nå, det jeg ville frem til var egentlig, at hvis jeg i torsdags havde vidst hvem Very Important Person i virkeligheden var, så havde jeg utvivlsomt været en stor undskyldning for mig selv i samtlige minutter vi sad i arbejdsgruppe sammen. Jeg har det nemlig sådan, at jeg bliver helt enormt anspændt og mærkelig, bare der er den mindste smule, der lugter af autoritet. Men som sagt, så betragtede jeg ikke Very Important Person som en slags autoritet.

Og derfor starter denne scene i forlængelse af sidste indlæg dér, hvor jeg netop har efterladt Kollega i en sø af vraggods fra den torpederede stol:

”Åh, GUD!”, udbryder jeg, ”var det MIG der gjorde det?!!”
”Nej, SELVFØLGELIG var det ikke dig!”
siger Very Important Person (som står ved siden af Kollega med hedengangen stol)
”JO! Det VAR mig! JEG GØR SÅDAN NOGLE TING!!” råber jeg afmægtigt.
”DET GØR JEG OS’!!” råber Very Important Person tilbage med samme indforståede desperation.

På baggrund af denne ordveksling føler jeg i udgangspunktet, at vi har en fælles forståelse for hinandens grundlæggende livsvilkår. Det er sgu’ altid dejligt når man møder nogen, der forstår én på et lidt dybere plan. Alt i alt munder det ud i noget hyggeligt gruppearbejde (siger jeg, der normalt ellers slet, slet ikke er fan af ting, der foregår i grupper).

Og det er dét, som jeg faktisk har tænkt over. I nogle dage nu. Altså ikke selve gruppearbejdet, men selve dynamikken i gruppearbejdet med Very Important Person. For fakta er, at hvis nu jeg havde vidst hvem Very Important Person i virkeligheden var, så havde jeg lukket nogle skodder ned. Ting var blevet akavede og pinlige i mit lille hoved, jeg ville være blevet usikker og ordknap. Og ja, ja. Jeg ved godt, at jeg er blevet fyrre, jeg burde være voksen nok nu, og alt det dér.
Men uanset hvor fjollet det end havde været, ville det utvivlsomt have været sådan det var.

Jeg kan godt se, at det ikke ser så verdensomvæltende ud på skrift, men for mig er det virkelig meget tydeligt hvordan jeg agerer meget forskelligt i samvær med forskellige typer mennesker i forskellige positioner og konstellationer. Og det er virkelig skørt. Særlig skørt fordi, at jeg faktisk synes, at jeg bidrog konstruktivt i den dialog der var i arbejdsgruppen, og alle disse ting ville jeg slet ikke have bidraget med, hvis jeg havde siddet pakket ind i undskyldninger over min egen tilstedeværelse.

Det er værd at tænke over.

Ikke desto mindre er der stadig sådan på det rent lavpraktisk plan et par løse ender:

Løs ende 1: Birthe. Altså hende, som jeg troede Very Important Person var.
Hende har jeg fundet et billede af på vores intra, og hende kender jeg ingenlunde.
Så meget for det.

Løs ende 2: Ligningens ubekendte er den nu navnløse person, som jeg indtil nu har antaget for at være Very Important Person – hvem dælen er det?….
Jeg kan jo af gode grunde ikke spørge.

Det er meget mærkeligt alt sammen.

Men altså, hvis ret skal være ret, så har jeg faktisk gjort det en enkelt gang før. Altså fået fejlplaceret et par kolleger. Dog ikke i så omfattende grad som her, but still.

Hvad kan man konkludere? Nothing’s what it seems…

Fotograf: Palle Pophår

18 tanker om "I virkeligheden er jeg slet ikke færdig….."

  1. Mette

    ha ha ha ha:o) Åh, hvor ville jeg gerne være på din arbejdsplads. I må være mange mennesker:) Jeg hepper på du bare spørger very important person om hendes navn, nu det ikke er Birthe:) Hun lyder cool.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, nu ved jeg jo godt hvem Very Important Person er. Men det er hende, som jeg i første omgang troede var Very Important Person, som jeg nu ikke ved, hvem er.
      I virkeligheden troede jeg jo at A var B, og at B var C (=Birthe). Nu hvor jeg har fundet ud af, at B er B, så mangler jeg at finde ud af, hvem A er, for jeg har jo i mellemtiden fundet ud af, at jeg ikke kender person C (altså Birthe), selvom jeg troede, at jeg gjorde. Ak, det er ikke let!… 😳

      Svar
  2. Anette

    Åh lyder som noget jeg kunne gøre…. både blande personer og blive akavet med vip…
    rigtig godt du lærte vip at kende som ikke vip… må gøre arbejdet nemmere i fremtiden.

    Svar
  3. Ellen

    Confused? You won’t be after next episode of … SOAP 🙂
    I’m still confused, men jeg håber du ikke er det længere … jeg er stadig tilbage i SOAP-tiden 😀

    Svar
  4. Lene

    Ha, det siger måske noget om Ellens og min alder, når vores første reference er til udgangsreplikken fra SOAP 🙂

    Og ja, vi tror at vi er den samme overfor Per og Poul, men det viser dit eksempel jo, at det er vi ikke. For jeg tror ikke bare, det er dig, der på en eller anden måde begrænser den du er, afhængig af hvem du står overfor. Jeg kan mærke, at hvis jeg har en patient indlagt, som er inden for faget, så skal jeg virkelig huske på, at personen er ikke fagperson, men patient og har krav på at få den viden jeg har og den pleje jeg ved er godt, uden at jeg tror, at det ved de jo godt, så det behøver jeg ikke at sige/gøre. Vi har jo en forforståelse, som gør, at vi møder folk på forskellige måder.

    Og jeg tror jeg har forstået din historie 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hvor fedt at høre din vinkel på sagen, Lene; jeg er virkelig glad for at høre, at jeg ikke er den eneste, der oplever den slags! 😘

      Svar
  5. Elisabeth

    Jeg kender det, jeg kender det!!!! Jeg er nu glad på dine vegne over, at du ikke vidste, at Very Important Person var Very Important Person, for de der filtre behøver du helt sikkert slet ikke:)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, det er altså skørt med de filtre; væk med dem!! Når det så er sagt, så er jeg virkelig glad for at høre, at jeg ikke er den eneste! ❤️

      Svar
  6. S.

    Vildt indlæg, altså ud over du forvirrede mig helt og aldeles med hvem-der-nu-var-hvem-og-hvem-ikke (det fandt jeg ikke helt hoved og hale i…) men anywho – det med hvordan man er over for nogne man ikke ved hvem er og bytter rundt ifht. den man er hvis man ved hvem de er (status, osv)kan jeg (desværre) nikke genkendende til… måske jeg skulle lære af indlægget og bare være “mig selv”?!
    Kh. S.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Beklager forvirringen; den er vist total i dag!… 😝
      Jeg kan kun anbefale at man er sig selv; det er nu engang den bedste udgave af én selv der findes, tror jeg! 😀

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *