En kærlighedshistorie…..

Jeg har forelsket mig. I en lampe. Det er sket før, og jeg har en del længerevarende kærlighedsforhold til nogle af lamperne i vores hjem.
Ofte efter lang tids søgen. Nogle gange mere spontant, som i nærværende tilfælde. Faktisk vidste jeg ikke, at jeg lige præcist manglede denne fantastiske lampe (som i virkeligheden er en pendel) før jeg en dag i sidste uge befandt mig på Gl. Kongevej, og mit blik faldt på den. Hvad kan jeg sige? Kærlighed ved første blik. Som udmundede i en lille smule kaos på cykelsti (vi taler omgående og hård opbremsning på cykel foran butik. Heldigvis ingen personskader for bagfrakommende cyklister; den slags når man jo slet ikke at tænke over i øjeblikket)…

Det vanskelige er overtalelsesprocessen: Min mand har sjovt nok ikke heeelt samme behov for – eller øje for – belysning, på samme måde som jeg. Han tænker ud fra devisen: ”Er der lys?? Så er alt godt!!”. Hvordan lampen ellers ser ud og i øvrigt passer ind i omgivelserne er for ham fuldstændig underordnet. Hvilket jo er sundt nok. Men sådan fungerer det bare ikke helt for mig.

Udfordringen er så, hvordan jeg bedst muligt serverer ”Projekt lampe” for ham, så han indvilger i, at vi virkelig skal ha’ den lampe… Der som oftest heller ikke er helt billig.

Der er to metoder.

Den ene metode er denne: “Skat, jeg har fundet ud af, hvad jeg skal have i julegave!…”
Fordele: Min mand accepterer med stor sandsynlighed indkøb af lampe når han stilles i udsigte, at han slipper for at ræse mere rundt end højst nødvendigt lillejuleaften klokken lidt i lukketid.
Ulempe: Ingen overraskelse juleaften, hvilket man til gengæld undgår ved brug af næste metode, som er denne:

Varsling god tid i forvejen, og gerne under en Superliga-kamp så man er helt sikker på, at der er et udfald i forhold til visse typer af info. Man siger noget i retning af: “Skat, jeg går lidt og er på udkig efter noget ordentlig belysning til entréen; vi kan jo ingenting se!” (det er den type argumentation han sædvanligvis sagtens kan sætte sig ind i). Ikke desto mindre overhøres den slags bemærkninger som sagt når der er sport i fjerneren, og besvares blot med et “Hmfr!”. Hvilket jeg frit tolker som en accept af lampeindkøb. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at når jeg så hjembringer den nyindkøbte lampe til stor forundring for min intetanende mand, så kan jeg helt uskyldigt (og med et tvist af forurettelse) sige: “Jamen, jeg HAR jo sagt at jeg gik og ledte efter en ny lampe!”.
Fordele ved metode to: Lampen befinder sig nu inden for hjemmets fire vægge.
Ulempe: Risiko for større ægteskabelig krise samt længerevarende foredrag om de hjemlige finanser, som nu på grund af lampeindkøb nærmer sig statsbankerot.

Model et eller to… Bum bum….
Nogle gode forslag?

Jeg håber på en happy ending!

IMG_Lampe

La lampe…
What’s not to like?

En tanke om "En kærlighedshistorie….."

  1. Søs

    Der er TRE metoder; du køber lampen og giver manden den i julegave! På den måde får du både lampen OG en julegave. Og hvis han ser uforstående ud, kører du bare frem med, hvor lidt han kan se (og finde) i den der entré. Desuden er det jo et fælles hjem, og hvorfor er det altid dig, der skal have det praktiske i gave… Ren win-win. 😆

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.