Spørge Jørgen on the loose (eller halløj i forsamlingshuset). Noget om at have – eller ikke at have – drenge og piger i børneflokken….

Jeg har som mor til tre drenge fået bemærkninger a la “Nå, så må I jo på den igen!” eller ”Så skal I da ha’ én mere….!” eller ”Bedre held næste gang!”
Varianterne er utallige, meningen den samme: I mangler en pige i flokken.

I begyndelsen var jeg mest målløs, og det er som bekendt først når det er for sent, at man har alle de gode svar på rede hånd. Derfor har jeg terpet lidt, så svarene altid ligger helt klar til brug, og jeg opererer konsekvent med ét af disse to standardsvar:

1) “Undskyld, synes du, at jeg mangler noget?” (underforstået: – for det synes jeg ikke selv)
2) ”Nej, Gud fri og bevar mig vel!” (ja, den er grov, men det er situationen og personen bag spørgsmålet også ind i mellem…)

Er jeg den eneste, der oplever det her?, har jeg tænkt. Og derfor er det så, at jeg – som noget helt nyt – griber til Højlunds Forsamlingshus-metoden. Jeg har med andre ord været rundt i Blogland med mikrofonen, og mit første offer var Skalotteløg, nybagt mor til dreng nummer to. Hun siger:

”Vores store dreng blev ved første scanning vurderet til at være en pige, og det var først en måned inden termin, at nogen opdagede, at han havde groet et ekstra ben. Jeg meldte helt fra en start ud, at jeg var rigtig ked af den oplevelse – ikke fordi, vi ikke ville have en dreng, men fordi vi havde indstillet os på en pige. Derfor – tror jeg – har folk passet på med at få sagt noget til mig, som kunne strø salt i såret, og på den måde har det været godt for mig at være så ærlig.
Der var en enkelt dumsmart bemærkning fra en af min mands facebook-venner, som skrev: ”Sådan, så kunne du jo godt alligevel!”, da vi meldte ud, at vi alligevel ikke ventede en pige. Det var eddermame dumt og ufølsomt, så den kommentar slettede jeg fra mit opslag. Det gad jeg ikke høre på.”

Jeg undrer mig stadig over, hvad det er, der får folk til at ytre den slags? Hvorfor er det, at folk på sin vis mister deres filter, og synes, at det er i orden at stille spørgsmålstegn ved den familiekonstellation andre har? Det har jeg spekuleret over længe. I virkeligheden nok mere før i tiden, da børnene var små, eller i hvert fald mindre. For heldigvis er bemærkninger som ovenstående aftagende jo ældre poderne bliver, og det efterhånden bliver tydeligt, at der lissom ikke ligger flere babyer og lurer ude i kulisserne. Men hvorfor er det rigtigst at ha’ et miks af både drenge og piger? Er det et must have med både hunner og hanner i sit kuld?  Eller handler det simpelthen om, at piger er i højere kurs end drenge? Uha, giftigt spørgsmål. Men jeg er faktisk i tvivl, om hvorvidt dem, der udelukkende har piger, også får sådanne bemærkninger?

Superheltemor, mor til fire piger, blev i den anledning mit andet offer. Hun siger:

”Jeg har en teori om at man forventes at ønske sig en af sit eget køn. Alligevel HAR jeg hørt bemærkninger som f.eks. “nå, bliver I ved til der kommer en dreng?” eller “så må vi da håbe det er en dreng denne her gang”, men folk er generelt lettede på mine vegne over at det ikke er fire drenge – der er vist en generel tendens til at gå ud fra at drenge er sværere og mere larmende end piger.
Min mand har dog oplevet fordommen rigtigt mange gange, og er tit blevet spurgt om han ikke gerne ville have haft en dreng.
Vi har ikke rigtigt haft præferencer på køn. Da jeg altid selv har ønsket mig en storebror, håbede jeg min første var en dreng – men ikke mere end at jeg var lykkelig for at hun var en pige da hun blev født.
Med de andre var jeg mere ligeglad – dog håbede jeg at få en pige mere på et tidspunkt, da jeg selv er glad for at have en søster, og gerne ville have min ældste datter fik en søster på et tidspunkt – men grundlæggende har køn ikke betydet noget stort og jeg har taknemmeligt taget imod hvad jeg nu fik.
Min mand har aldrig haft kønspræferencer, og har bare ønsket sig sunde børn. Nu er han så også mellembarn mellem to søstre, så han bliver ikke skræmt af alle de der x-kromosomer og føler sig godt tilpas i kvindeligt selskab.”

Ud fra disse to bidrag tror jeg, at vi måske har fat i noget. Superheltemor taler om en forventning til at man gerne vil have et barn af sit eget køn. Jeg tror i mange tilfælde, at det er dét, der er på spil. Er det mon det?

Mit tredje og sidste offer i denne sammenhæng er Lillemor, og hun siger:

”Jeg kan egentlig godt forstå (lidt) tankegangen bag, at man godt kunne tænke sig at få ét af hvert køn. Drenge og piger ER jo forskellige. Som det stærke køn jeg nu er 😉 kunne jeg jo naturligvis godt tænke mig, at prøve at få en pige. Det fik jeg så. Kummefryseren som hun kaldes (gæt selv hvorfor). Da vi så ventede barn nr. to var vi RØRENDE enige om, at kønnet i princippet ikke betød noget. Men skulle der falde en dreng af, ville det da også være sjovt. Dét at opleve at have én af hver. Det er jo privilegeret! Han hedder i øvrigt Mandlen (gæt selv hvorfor). Men jeg er SIKKER på, at havde vi fået to piger, så havde vi været lykkelige for det. Vi var i hvert fald ret afklarede med, at der naturligvis var en ret stor chance for det. Jeg er glad for at have én af hver. Men igen, kender jeg jo ikke til andet. Så jeg ved ikke om jeg ville “savne” at prøve at flette franske fletninger, eller savne med en dreng at…(nu skal jeg vare mine ord, så mommy-mafiaen ikke sender døde hestehoveder efter mig) lege fuldstændig vildt og voldsomt. Men det er jo også i udgangspunkt i MINE børn. Jeg har en rigtig lille lyserød prinsessepige, der vil lege med feer og sminke. Og så har jeg en dreng – en rigtig vildbasse – der gerne vil SMADRE tøsens feer med motorsave og pistoler. Som jordemoder oplever jeg også f.eks. 4. gangsfødende, der ATTER kommer ind og skyder en dreng ud af babykanon. Og jeg oplever faktisk at der både er dem der siger: Nu kan det sgu være lige meget med en pige. Nu vil vi bare gerne have endnu en dreng. Men også dem der siger: Altså nu prøvede vi jo 4. gang for at se om vi kunne få en pige. Det fik vi så ikke. Og nu er det slut!”.

Med en opfordring om IKKE at sende døde hestehoveder til Lillemor(!), så kan jeg på baggrund af kommentarerne ikke lade være med at tænke på, hvor mange sjove familier der er derude i det ganske land. Store familier, små familier, delefamilier; familier med bonusbørn og bonusforældre, dine, mine og vores; drenge og piger, blandede og hver for sig. Længe leve mangfoldigheden!

Min egen familie og hverdag med tre drenge er fantastisk. Nogle gange spørger én af mine poder, om jeg egentlig ikke gerne ville ha’ haft en pige. Og så svarer jeg ”Nej! For så havde jeg jo ikke haft dig!”. Og det er sandt. Men der er en ting, som virkelig generer mig. Og det er de førnævnte ytringer om at pigen mangler. Og nu hvor jeg – faktisk længe – har puslet med dette indlæg, er jeg nået til en erkendelse af, hvorfor det er, jeg føler mig ramt. Og det skyldes simpelthen, at når nogen gør opmærksom på, at jeg mangler noget, så piller de ved ’det perfekte’. Mit perfekte. Så i det store hele er det et spørgsmål om forfængelighed: Min frygt for at andre synes jeg er mindre perfekt. Temmelig fjollet, men i virkeligheden også ret håndgribeligt.

Nu har jeg kastet nogle spørgsmål op i luften, og fået nogle svar. Men spørgsmålene befinder sig jo sådan set stadig dér; hængende i det blå. Der er ingen konklusion.

Og nu ved jeg næsten ikke om jeg tør spørge, men hvad tænker du? Hvad har du oplevet? Hørt? Sagt? Hvorfor?

Ballet er åbent, der er plads til alle; der er ingen streger, der er trukket eller kridtet definitivt op. Der er ingen korrekte eller forkerte svar, og ingen der siger, at vi skal blive – eller være – enige.

Slutteligt vil jeg sige tusind, tusind tak til Skalotteløg, Superheltemor og Lillemor for deres medvirken! Tjek lige deres blogs ud, hvis du ikke allerede er trofast læser; det er fantastiske blogs!

Dagens kloge (?) ord

”Dine sønner er som ansigtstræk, du søger med dine hænder.”
Gunnar Björling

”Mænd får drenge, konger får prinsesser”
(hørt i forbifarten)

48 tanker om "Spørge Jørgen on the loose (eller halløj i forsamlingshuset). Noget om at have – eller ikke at have – drenge og piger i børneflokken…."

  1. Randi

    Jeg er også mor til tre drenge. Eller altså – de er granvoksne mænd nu 🙂 Jeg ønskede mig en dreng, hver gang jeg ventede mig, så jeg har fået det, som jeg allerhelst ville.
    Jeg har aldrig været ude for, at nogen har spurgt, om jeg ikke ønskede mig en pige – og det gjorde jeg ikke.
    En ældre veninde sage engang: Du har drengene, så skal pigerne nok komme rendende af sig selv en dag” 🙂
    Jeg elsker at have sønner!

    Svar
  2. /ks

    Vi har 2 børn. Førstefødte forventedes at være en dreng – men scanning viste, tidligt, at vi skulle have en sød lille pige. Andenfødte var min mand overbevist om var endnu en pige (han havde allerede fundet på pigenavne), men scanning viste (en ordentlig raket, som jordemoderen sagde), så vi fik en sød lille dreng.
    Ergo … jeg er aldrig blevet mødt med dét spørgsmål. Gør det os til ‘perfekt’ familie med mor, far, bror og søster?! Tænk engang om jeg på bare ét punkt kan kategoriseres som ‘perfekt’. Eller bare ‘normal’. Det vil også være helt fint med mig! 😉 😉 😀
    Nyd dine 3 drenge – jeg tror, som Randi skriver, at pigerne nok skal komme rendende (fed bemærkning).

    Svar
  3. Gitte

    Jeg har aldrig haft specielle ønsker mht køn. Har en pige og to drenge.
    Oplevede dog at nogle var decideret uforskammet, da vi fortalte at vi ventede nr to. Der er 21 med mellem de to store. Det er åbenbart ikke det rette antal år, der skal være mellem søskende ( mente nogle)
    Vi fik kommentarer som: ej er det med vilje, stakkels jer, vil I beholde det og godt det ikke er mig.
    Behøver jeg sige at det sårede og at jeg desværre først havde de rette svar bagefter.
    Uanset hvad, så tror jeg altid at man vil opleve mennesker uden filter, og deres ( tåbelige/ uforskammede) kommentarer siger vel egentlig mere om dem selv.
    God dag til dig og din familie , som jeg er helt sikker på er perfekt spm den er☺

    Svar
      1. Maude Forfatter

        Fangede det godt med månederne, Gitte! 😀
        Kan levende forestille mig, at det ikke har været sjovt at lægge ører til de bemærkninger!… 😳
        Fantastisk kommentar du har skrevet – tusind tak for den! ❤️

        Svar
  4. Fruen i Midten

    Mon ikke de fleste er lykkelige for de unger, de har? Men jeg ved det ikke. Min mor er nummer 5 ud af 5. Først kom der 3 piger, så en dreng. Og så endnu en pige. ‘Og så var der jo ingen grund til at prøve mere’, plejer min mor at sige, så hun har åbenbart det indtryk, at hun var en gedigen skuffelse, da hun ikke var en dreng. Ak ja. Men folk er underlige med deres kommentarer. Kunne de da ikke bare holde mund i stedet for at påpege imaginære mangler??

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, nogle gange er det hele lidt underligt!.. Og i sådanne henseender er jeg enig med dig i, at så kunne man med fordel tie stille. Jeg tror bestemt også at langt de fleste synes deres familie er helt perfekt, som den er – heldigvis! ❤️

      Svar
  5. Dorte

    Vi har en pige og en dreng. Med pigen har jeg fået enkelte kommentarer som “hun er meget sød, men det er da ærgerligt, at hun ikke er en dreng”. Det var ment som en vittighed, men jeg synes, det er helt vildt upassende. Med drengen er der mange, der har sagt “at så fik I en at hver, så må I da være glade”, og jeg kan helt ærligt svare, at jeg er glad, fordi jeg har to raske børn, og ikke fordi det er en pige og en dreng.
    Da vi ventede vores første barn, ville jeg helst have en dreng, fordi jeg tænkte, at når jeg selv er en “drenge-pige”, så ville det være nemmere for mig. Det blev en pige, og jeg opdagede, at det sværeste ved at være forældre er ikke, at man skal lære at lege med dukker. Jeg opdagede også, at jeg har en mand, der med sin sædvanlige omhyggelighed satte sig for at lære at flette franske fletninger… Som jeg så får ros for, fordi der åbenbart ikke er nogen, det kan forestille sig, at det er faren, der flettet pigens lange lyse hår.
    Jeg synes, folks kommentarer viser, at der ligger nogle nedgroede forestillinger og automatreaktioner om den perfekte eller rigtige familie, som jeg har utrolig svært ved at få til at passe ind i min virkelighed, hvor jeg ser børn i alle mulige slags familier være glade og trives.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hvor jeg dog ELSKER din kommentar, Dorte! ❤️ – tusind tak for den!! Jeg synes du har ramt fuldstændig plet med alt hvad du skriver hele vejen igennem! 😘

      Svar
  6. Mette

    Folk siger de dummeste ting… Det kan jeg skrive under på. Synligt handikappet og alene i føtex med to børn under 5 år, får folk til at sige de underligste ting… Så som det ikke er ok at handikappede får børn. Øhhh, var helt ‘normal’ gående inden børn! De græd ikke engang men hyggede sig i vognen! Undskyld, det var et sidespring.
    Vi har en af hver så ved ikke, om jeg ville ønske det ene eller andet, havde jeg det ikke. Vores pige er virkelig pige og vores dreng er totalt fodbold tosset som sin far som han også fysisk ligner som snydt ud af næsen:o)
    Da jeg var gravid med Grace viste vi ikke hun var en pige. I nord London måtte de ikke dengang i 2005, fortælle kønnet. 2 år senere måtte de gerne eller de gjorde i hvert fald så vi viste godt Jesse var en dreng.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er da de DUMMESTE bemærkninger, du har stået model til!! 😢😢😢 Øv, for pokker da!
      Bortset fra det, er jeg vild med at dine unger hedder Grace og Jesse! Meget smukke navne! ❤️
      Tak for din kommentar!

      Svar
      1. Mette

        tak 🙂 bortset fra det er Amerikansk Jesse så sidste e udtales som i. Det kan de ‘gamle’ her i dk i så finde ud af men han retter dem selv, den lille mand, og siger højt: ‘det hedder jeg ikke, jeg hedder Jessii’ :o) Grace synes ikke hendes navn er pænt. Hun hedder faktisk Grace Lily så vi siger til hende, at hun da bare kan kalde sig Lily:) Jesse hedder også Lauritz Lancelot…. børnemishandling??? Lancelot er Oldefars på 92 år’s navn. Ups undskyld, du bad ikke om denne her information. Rigtig dejlig fredag og go’ weekend.

        Svar
  7. Anette

    Jeg forstår ikke de bemærkninger der indikere det forkert hvilke børn man har. Eller som i kommentaren med handicap. Eller nogen kommentarer folk med handicappede børn får, foran børnene, om at børnene ikke byrde være født.
    jeg forarges, når kommentarer som det gives.

    Svar
  8. Lene

    Vi har to børn, som er født med 16 måneders mellemrum. Og i Nordjylland er man åbenbart mere tilbagelænet, så vi har aldrig fået spørgsmålet om de var planlagte (hvilket de begge var) Vi fik en pige og en dreng, og jeg er glad for at have begge køn, men jeg ville også have været glad, hvis det var blevet to af samme køn. Det vigtigste var og er, at de er sunde og raske.

    Svar
  9. Karen

    Jeg har to drenge og så en pige… og jeg må sige at jeg altid har ønsket mig en pige. Derfor gjorde jeg mig umage med at tænke at nr. 3 også var en dreng for ikke at blive skuffet. Da vi så havde været til kønscanning og fået at vide at det var en pige og jeg havde været henrykt en hel weekend, meldte tvivlen sig. Jeg siger derfor til manden; jamen hvad nu hvis hun tog fejl? Hans svar; jamen så får vi da bare pengene tilbage (han er bankmand)….

    Jeg elsker mine drenge og kan ikke forstille mig en verden uden dem, men er også glad for at jeg får liv til at opleve at være mor til en pige.
    Afholder mig dog fra at kommentere på andre folks børns køn, da jeg jo også har måtte hører på den slags kommentar da jeg havde to drenge!

    Svar
  10. Pendler-Mor

    Her har vi to drenge i huset og ifølge mig er det perfekt – ligesom det skal være!
    Men åh, jeg har hørt kommentarerne om en pige!!
    “Så skal I vel have en til, hva? Ku det ikke være fantastisk med en lille prinsesse i flokken?” Jo, måske??!!?? Men nej tak. I børnehaven spørger de efter en mere fordi de synes vores unger er skønne – det elsker jeg, for de har jo ret!
    Personligt har jeg altid ønsket mig drenge (oprindeligt 5 stk., men så fik jeg job i en vuggestue, ha ha), og det kommer af en indædt aversion mod pige-fnidder. Jeg meldte mig midlertidigt ud af pigefællesskabet i folkeskolen, og brugte alle frikvartererne på at spille fodbold med drengene, simpelthen fordi jeg ikke magtede det der gøgl pigerne imellem.

    En af min bedre halvdels venner opererer med en køns-rangliste:
    1. En dreng
    2. En handicappet dreng
    3. En pige
    Sådan er vi så forskellige…….

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, vi er vitterligt forskellige alle sammen, må man sige!
      Elsker tanken om fem små drenge hjemme hos dig! ❤️

      Svar
    2. Søs

      Har godt stødt på den rangliste før.

      En kollegas kone ventede sig, og han listede den op i kantinen i frokostpausen. First price, second price & third price kaldte han dem (han var englænder), og da han var færdig, kommenterede jeg: “So you’re just a bloody second price yourself?”

      Ved dog ikke rigtigt, om han blev klogere… 😆

      Svar
  11. Emilie

    Det er altså et spændende emne. Jeg er dybt fascineret af storfamilier, hvor alle børn har samme køn. Det virker bare så rigtigt med sådan en flok og ser så pænt ud på billeder 😉 Og så slipper man også senere for at blive helt forvirret over både at blive kald farmor og mormor.

    Selv regnede jeg med, at den ældste blev en dreng. Jeg var i bund og grund ligeglad med kønnet, men kunne godt lide tanken om en storebror – lillesøster familie. Som barn ønskede jeg mig nemlig selv en storebror, som kunne passe på mig, drille mig og være enormt attraktiv over for mine veninder (der selv havde den slags brødre. Snyd)

    Da jeg så fik en pige første gang, så jeg mig så meget som pige-mor, at jeg blev ret overrasket over, at nummer to var en dreng. Og at han overhovedet ikke lignede sin søster, hverken fysisk eller i temperament. Det var en virkelig mærkelig oplevelse, og jeg kan stadig blive forundret over, at man kan lave flere slags børn.

    Det, der undrer mig mest ved at have et barn af hvert køn, er, at folk som udgangspunkt mener, at min familie er komplet. Det har da virkelig ikke noget med køn at gøre.

    Svar
      1. Maude Forfatter

        Ja, det var en lang kommentar, men jeg er super-glad for at du tog dig tid til at skrive den! ❤️ – og ja, det er ret interessant at bevæge sig lidt ned i det her emne! Jeg har længe haft lyst til at grave lidt i det, faktisk. Ikke mindst også meget interessant med din vinkel på det hele! Jeg synes i øvrigt også at det er spøjst at man kan lave børn der er så forskellige. Jeg så engang en udsendelse med nogle mennesker, som havde virkelig mange børn, og deres forklaring var, at de simpelthen var drevet af nysgerrigheden omkring hvad det næste barn mon ‘indeholdt’.

        Svar
  12. Helle

    Interessant emne, du har bragt i fokus! Min far var ud af en børneflok på ni – syv drenge og to piger. Når familien var på tur gennem byen, var kommentaren altid: “Se, der kommer hr. X med sine drenge”. Godt nok var de flotte fyre, men at pigerne ligefrem var usynlige…. Der var stor status i at have sådan en drengeflok, åbenbart!
    Jeg har selv tre (nu voksne) børn: Den ældste – en pige – viste sig at være en rigtig drenge-pige, der nægtede at have kjole på eller lege med dukker – hun var og er meget socialt anlagt. Nummer to – en dreng – var en “rigtig” dreng, der konstant klatrede i træer, spillede hockey mm (hvilket gjorde ham og mig til fast inventar på skadestuen). Den yngste – også en dreng – var meget tænksom, reflekterende og familiemindet (det er de nu heldigvis alle) – så deres personligheder, snarere end deres køn, er det der for mig definerer dem som vidunderlige mennesker. Deres identitet er ikke båret af deres køn. De er helt unikke hver for sig – uanset.

    Tak for en sjov og tankevækkende blog!
    /Helle

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Selv tak Helle, det er virkelig mig, der takker! Jeg bliver så glad hver gang der er ‘nogen derude’ der føler sig godt tilpas på domænet!
      Fedt at du ville bidrage med din kommentar, og din holdning! Jeg er helt enig! ❤️

      Svar
  13. www.rikkes-planet.dk

    Jeg har kun piger, 2 stk.
    Tror nogle gange, at når man har 3 eller flere børn, så begynder man at få dem, for at få et bestemt køn.
    Og hvor er det da bare en forkert opfattlse, ja bevares, der er nogle få der har det sådan.
    Men jeg er sikkerpå, at vi elsker dem vi har.
    Har aldrig vist om vi fik drenge eller piger, og ville have været lykkelig uanset hvad.
    kh RIkke

    Svar
  14. Marie

    Jeg har en dreng og en pige. Min datter er ganske ny, og da jeg fortalte min mor, at hun netop var, ja, en pige, så græd min mor. Fordi hun selv har en af hver, og det var jo det perfekte for hende. Samtidig sagde hun også, at det var rart, at det ikke var samme køn som førstefødte barnebarn, for så ville vores søn få lov at føle sig helt særlig. Min søn ville også – til vores overraskelse egentlig – helst have en lillesøster. Han ville gerne være den eneste dreng. Jeg var bedøvende ligeglad, og jeg er overbevist om, at havde det været en lillebror, så ville han være helt sit eget særlige jeg uanset. Min søn har et godt sprog og er meget rolig og fokuseret og jeg har oplevet at de kvaliteter er svære at rumme hos en dreng for enkelte pædagoger. Det er noget, som tillægges piger. Synes måske vi (nogen) skulle tage at arbejde lidt med, hvilke ting vi tillægger kønnene, for så tror jeg, at vi også ville undgå de der kommentarer om familiekonstellationer. Jeg ønskede mig ikke et bestemt køn, det havde også taget tid at lave nummer to. Jeg ønsker mig bare at opleve, at hun bliver præcis, som hun skal/vil være. Giver det mon mening? Har lidt ammehjerne (det kan mænd også få 😆)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det giver perfekt mening, Marie! Og jeg tror du har helt ret i at mange egenskaber faktisk primært findes fordi det er noget, som nogen tillægger andre! Spørgsmålet er hvor let sådan noget lader sig ændre? Jeg ved, at der findes mennesker, der ret konsekvent arbejder på at ophæve kønnene, det må på mange punkter være virkelig svært at balancere, tænker jeg. Mindre kan muligvis også gøre det..
      Tusind tak for din kommentar! ❤️

      Svar
    2. LP

      I’ll second to that: min store dreng ville helst sidde og tegne i børnehaven og nogle gange foretrak han endda – oh gru – at lege helt alene! Dét bekymrede virkelig pædagogerne… så meget for dén rummelighed!

      Svar
  15. Lisbet

    Jeg kan ikke huske, at nogen nogensinde har kommenteret på, at der manglede en dreng i vores familie, men vi har jo også “kun” to piger. Des flere af samme slags, des mere spørgsmål – forestiller jeg mig?
    Min mor voksede op i 40 erne på et landbrug: 6 piger, ingen drenge. Det tror jeg faktisk var lidt et problem dengang …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det bekræfter lidt min antagelse, det du skriver, selvom det jo aldrig bliver noget man kan dokumentere.
      Men ok, seks piger i et landbrug; der kunne jeg godt forestille mig at du har ret i at farmand måske godt ville ha’ haft bare en enkelt knægt! 😝

      Svar
  16. Celena

    Count me in the mother-to-only-boys club! I also had the same thing happen to me as Skalotte… I was told that my first born was a girl and we didn’t find out otherwise until he was born 😉 Our “Olivia” had no name for 3 days and all the jordmoder at Rigshospitalet had a good laugh about our sex-change baby 😉
    As for missing having a girl, it is a bit hard to miss something that you never had. Whenever people ask if we will try for baby #4, firstly I laugh because I am nearing 47, and then I tell them that, considering my track record, things don’t look so good for a girl and that they shouldn’t bet on it 😉
    I am happy (but tired) for my group of boys 🙂
    xox

    Svar
  17. Aase

    Vi har to drenge, som nu er i tyverne. Jeg har altid været godt tilfreds med det. Der blev ganske få gange spøgt med at pigerne nok skulle komme (sviger-piger). Og der er faktisk tilfældet 😉.

    Svar
  18. Ellen

    Det forekommer mig, at jeg med jævne mellemrum læser eller hører om, hvordan folk synes de kan tillade sig at blande sig i den slags sager. Jeg kan da sagtens være nysgerrig inde i mit hoved, men jeg nægter altså at spørge om hvorfor folk har ingen børn, kun af det ene eller det andet køn eller hvorfor de har to, tre, fire eller flere, når jeg nu valgte kun at have ét, osv. – det kan der være mange årsager til, og uanset om det er frivilligt eller mere eller mindre ufrivilligt, er det uforskammet at spørge.
    Da jeg fik C, lå jeg på stue med en, som lige havde fået sin fjerde søn. Hun ville ikke engang se ham, fordi hun i SÅ høj grad havde ønsket sig en pige! Det var simpelthen så trist at se hendes sorg over det, at jeg næsten ikke kunne bære det. Hun havde dog accepteret den lille dreng, inden jeg udskrev mig, men alligevel … og der var forhåbentlig ingen, der senere spurgte hende, om de ikke lige skulle prøve igen, fordi de ‘manglede’ en pige!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Sikke dog en historie, Ellen! 😢
      Jeg giver dig helt ret, man bør slet ikke blande sig, det er folks helt egen sag! ❤️

      Svar
  19. Birgitte B

    Personligt var jeg ret lettet over at skulle have (endnu) en dreng som nr. 2. Jeg følte slet ikke at jeg kunne det med piger… Og jeg er glad for mine drenge, men kender alt til kommentarerne. Har dog aldrig ønsket mere end to børn (en til hver hånd, ik’)… Og det er der også mange holdninger til. Kh. Birgitte

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *