Om mangel på indre ild

I morges vågnede jeg op til dette skønne indlæg hos Skalotteløg, hvor hun spørger, om vi forventer for meget af livet. Indlægget handler om arbejdspres og arbejdsglæde, og måske særligt manglen på samme i forbindelse med sidstnævnte. Jeg gav mig i krig med en bemærkning i kommentarfeltet, der hurtigt viste sig at blive alt for lang. Så nu brygger jeg videre på spørgsmålet på mit eget domæne i stedet for, fordi indlægget virkelig fik mig til at tænke.

Jeg står ikke i den situation, at min arbejdssituation er usikker. Jeg har en fast stilling, og tror i udgangspunktet ikke, at jeg står øverst på listen over fyringsegnede kandidater på min arbejdsplads. Indholdet i min stilling varierer en del; jeg keder mig sjældent, men ved også præcist hvad der forventes af mig, og jeg kan hovedparten af mine opgaver til hudløshed. Det er ikke forkert at sige, at fordi jeg er garvet, kan jeg køre en del af min opgaveportefølje på samme måde som en fabriksarbejder, der sorterer sild ved samlebåndet. Det er både godt og skidt. Det er godt for mit i forvejen begrænsede overskud. Men. Og det er et STORT men: Så udvikler jeg mig jo ikke. Jeg rykker mig ikke. Jeg har siddet i den samme stilling i syv år. Og så er det nu at man (altså jeg) skal til at tænke over, om man så ikke ender med at sidde fast?

Skalotteløg nævner sin mors generation, der var tilfredse med den faste indkomst og de gode kolleger. Dette argument kan jeg virkelig godt følge! Men det er som om, det ikke længere er tilladt, at tænke sådan. Det er som om man skal ville mere. Man skal ride på en bølge af nye udfordringer, som gør én lykkelig. “Jeg elsker mit arbejde!” skal man helst kunne sige, og mene det. Dér er jeg ikke helt, vil jeg sige. Jeg sætter stor pris på at jeg har et arbejde, ingen tvivl om det, men jeg har ikke hede drømme om det om natten, lad mig sige det sådan. Og det går jeg faktisk meget og tænker på i øjeblikket (også før Skalotteløg skrev sit indlæg). For det skal man jo helst have, altså de hede drømme, for at være ’rigtig’ i det her samfund. Man skal dybest set helst være startet som stik-i-rend-dreng og ende som direktør. Det er den slags CV’er der blæser folk om kuld, og skaber de flotte nekrologer. Man kan se tendensen alle steder. Damebladene er et godt eksempel på et medie, der pacer historierne om de selvstændige erhvervsdrivende kvinder frem og ned i halsen på (os) andre, der måske er knapt så passionerede omkring hvad vi foretager. Det er ikke alle, der dagligt rider afsted på arbejde båret af en indre ild (tror jeg), og jeg er i tvivl om hvorvidt det også er sundt (men det skal jeg selvfølgelig mene, nu hvor jeg selv er i tvivl om arbejdsmoradset)?

For tredive-fyrre år siden, var det stadig relativt nyt for kvinderne at være på arbejdsmarkedet, og nu har jeg ikke været i arkiverne hos ’Alt for damerne’, men jeg tror simpelthen ikke at læserne på daværende tidspunkt blev pumpet med opfordringer til i den grad at udleve karrieredrømme og blive lykkelige ad den vej. Jeg tror det er en samfundstendens der er eksploderet. Jeg tror, vi presser hinanden alle sammen, og jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, hvad der er op og ned på det hele.

Og for mit eget vedkommende tænker jeg på, om det er en falliterklæring at blive hvor jeg er. Tænk hvis man skulle ende med at have en eller anden form for jubilæum på ens arbejdsplads; det er jo lige før at det er en form for skamplet fremfor et skulderklap. Det er et vidnesbyrd om CV’et, der stagnerede. Jeg synes det er vildt, at tingene har taget sådan en drejning.

Når alt dette er sagt, så ville jeg selvfølgelig selv smadder-gerne være for eksempel Julia Lahme. Eller en anden sej iværksætter med ben i næsen. Jeg drømmer selvfølgelig også om at have en olympisk flamme der brænder i mit indre 24-7 på samtlige fronter. Men altså… den er ligesom slukket. Og tilbage er spørgsmålet, om jeg skal rykke teltpløkkene op og søge lykken i det forjættede land (so to speak), eller om jeg skal vente på jubilæet?

Hvad gør du?

PS: Hvis du ser noget indre ild på tilbud et sted, så sig lige til, ik’?

Fotograf: Palle Pophår

Dagens kloge ord

”Det er en livets kunst at få det, der fylder ens tid, til også at fylde ens liv”
Frithiof Brandt

”Vågner du om morgenen og er ugidelig og nødig vil stå op, så hav straks dette ord rede: Jeg vågner for at udrette min gerning som menneske”
Marcus Aurelius

”De eneste, som aldrig begår fejl, er de, som aldrig gør noget”
Theodore Roosevelt

”Den udretter meget, som elsker meget”
Thomas à Kempis

42 tanker om "Om mangel på indre ild"

  1. Mette

    Nå, men manden og jeg er glade for at bo til leje. Vi er glade for vores helt almindelig liv (kedeligt liv, tænker jeg vi vil blive klassificeret som) vi har da drømme men ikke urealistiske for det hjælper jo ikke. Vi arbejder for at leve og ikke omvendt 🙂 vi elsker vores helt simple liv. Jeg læser ikke dameblade men er med på dem der gør, nok føler et pres. Jeg har altid, også som barn, været lidt af en mærkelig en… Er det stadig. Når jeg ville rejse som ung, havde jeg to jobs til der var Cash nok. Da jeg ville flytte til London, fik jeg det gjort på under 2måneder for det var jo det jeg ville. Jeg er verdens heldigste pige/kvinde for da min mand elsker også det almindelige og simple så er det jo nemt:) super godt indlæg, Maude 🙂

    Svar
  2. Birgitte B

    Jeg gider ikke være iværksætter. Jeg har ingen drøm om det og der er virkelig meget arbejde i det. Jeg vil hellere bruge tiden på noget andet. Det er muligt, at jeg bare ikke har fundet min passion. Men ærligt, så er jeg glad for mit job og mine arbejdsopgaver, som på ingen måde ligner dem jeg startede ud med, da jeg blev ansat for 8 år siden. Jeg har heller ikke ambition om at blive leder, hvilket er virkelig ilde set i mit fag. Jeg er åbenbart nem at stille tilfreds. Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Fantastisk, Birgitte! Men det er netop min pointe: HVORFOR er det ildeset ikke at ville videre? Eller måske bare have en indkomst frem for en karriere?
      Tak for din kommentar! 😘

      Svar
  3. kisser

    Dejligt indlæg, som er godt at reflektere over.
    Også for mig, som er blevet pensionist for et par år siden.
    Tihi, jeg holdt 2 jubilæer – 25 og 40 år på samme arbejdsplads. Da jeg tiltrådte tilbage i 1969, var arbejdsglæden med mig og da jeg stoppede i marts 2014, var arbejdsglæden stadig den samme. Jeg elskede mit arbejde og min arbejdsplads hver dag. Absolut ingen grund til at søge nye græsgange, når jeg var tilfreds og tilpas. Og ja, det ER muligt at udvikle sine talenter og sig selv indenfor den samme arbejdsplads.
    Jeg tror, jeg tilhører Skalotteløgs mors generation – jeg er ikke helt enig med hendes udsagn. Jeg er måske også lidt atypisk – min mand blev hjemmegående som 50-årig.
    Jeg er nok også atypisk, fordi jeg bor i det samme hus, som vi købte i 1975.
    Spørgsmålene har været mange – både til job og bolig. Skal du ikke snart have et nyt job eller flytte?
    NEJ, for jeg har lyst til at blive boende – og havde lyst til at blive på samme arbejdsplads.
    Så er den diskussion død. JEG HAR LYST TIL …..
    PS Jeg så en annonce fornylig om et PODEkursus, og straks faldt min tanke på dig – med 3 poder. Kurset gik altså bare ud på “noget med træer” 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hahaha! – hvor er du sød, med det podekursus! Dejligt, at du sendte mig en tanke! ❤️
      Det lyder som et rart arbejdsliv, du har haft! Så skønt og enkelt!

      Svar
  4. Livsglimt

    Det er jo meget Svend Brickman -agtigt: at udvikling for udviklingens egen skyld er en stærk tendens. Det vigtigste må selvfølgelig være at forsøge at afklare, hvad man selv har lyst til. Hvor i livet ens egen ild brænder. Eller ville brænde, hvis man havde overskud til det. Piece of cake at finde ud af det jo 😉 😘

    Svar
  5. Henriette

    Tak for dit skriv. Jeg tænker selv meget over den slags som nyslået 40 årig, der endnu har til gode at prøve at fast arbejde, men til gengæld har slæbt mand og børn med over Atlanterhavet mere end een gang. Jeg tror desværre vi er blevet helt utroligt dårlige til at håndtere når livet pludseligt byder os noget andet, end det vi forventer. Vi tror at vi har “fortjent” en godt liv med udfordringer. Til en sådan grad at den kommende generation ligger med stress på stribe hvis det ikke lykkes i første forsøg – for sådan er livet jo desværre/heldigvis ikke. De succesfulde iværksættere får meget taletid, de knap så succesfulde gør ikke, og da slet ikke dem, der rammes af sygdom/stress/arbejdsløshed og jeg gør mit bedste for at lytte mere efter hvad jeg egentlig er glad for end at blive jaloux på dem, der har opnået ting og titler jeg ikke har. Men det er svært!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er virkelig svært! Tusind tak for din ærlige kommentar, som lige rakte et led længere ud i fremtiden og rundede den næste generation: Hvor har du ret; det er absolut ikke nogen let opgave de unger kommer på! 😳

      Svar
  6. Henriette

    Jeg tilhører et andet segment, end du – lad os bare for nemheds skyld kalde det arbejderklassen 😀
    Alligevel er samme problematik fremherskende i mit fag, blandt andet ved de evindelige MUSamtaler, hvor man helst selv aom Sosu-assistent skal ligge inde med en pænt ambitiøs tilgang til jobbet.
    Jeg husker stadig en samtale med en tidlige afdelingssygeplejerske, som spurgte ind til ambitioner og videreudvikling og til sidst sukke og rullede med øjne og sagde: ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre med dig, når du ingen ambitioner har. Jeg havde iøvrigt svaret, at jeg gerne fortsat ville være en stabil og erfaren medarbejder, som var god til sit job og havde overskud til det…
    Heldigvis siger min nuværende afdelingssygeplejerske, at netop dette er en stor kvalitet hos hende og man ikke skal klandres for bare at ville udføre sit job og ha’ et rat liv ved siden af!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ork, det kender jeg godt, det med den telefon! 😝 Hurra for at du nu refererer til en mere sympatisk person end den himlende sygeplejerske! Jeg strander altså også ganske ofte ved de dersens MUS-samtaler; jeg er virkelig ikke fan af dem!

      Svar
  7. Emilie

    Jeg er lidt i samme båd som dig. Jeg har dog en lille lue, som af og til blusser op og gerne vil noget mere. Jeg vil helt vildt gerne have min egen virksomhed og gerne med en anden. Jeg er bare ikke klar til at investere den nødvendige tid. Mest af alt vil jeg nemlig min familie, og jeg tror ikke på, at man kan det hele på en gang.

    Svar
  8. DorteS

    Jeg hørte engang nogen sige, at det er de omstillingsparate, der bliver på en arbejdsplads – og siden har jeg været opmærksom på, hvor rigtigt efter. Bare på mine ti år på arbejdsmarkedet med fyringsrunder næsten hvert år (eller oftere), har det været sandt. De, der bliver på det samme sted 25 eller 40 år, er væsentlig bedre til at omstille sig end os/mig, der flere gange har stukket halen mellem benene eller bare er skredet for at finde noget bedre. Det perspektiv mangler i den grad i den nuværende “udviklings-forherligelse”.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er da en utrolig interessant teori; den vil jeg prøve at tage med mig videre – jeg ved faktisk ikke om jeg betragter mig selv som værende omstillingsparat…. Det må jeg lige overveje!

      Svar
  9. Pia

    Hvis ikke man kan finde ro med det sted man er, og det man har, tror jeg aldrig man bliver lykkelig. Jagten på lykken skubber den bare længere væk. Lykke er i de stunder hvor man virkelig kan mærke, at man har alt hvad man virkelig har brug for – også selvom der er plads til forbedringer; det vil der nemlig ALTID være. Jeg tror ikke det er en god ide at lade sig styre af det som ikke er…

    Svar
  10. www.rikkes-planet.dk

    Jeg er godt tilfreds med at arbejde deltid, så det tyder jo nok på, at jeg ikke har de store karriere drømme. Til gengæld er jeg super glad for mit arbejde, selvom jeg har nået jubilæums alderen (snart 19 år samme sted). Nogle gange kan jeg da godt tænke, at skal jeg skifte skal det være snart. Men finder bare ikke et lige så varieret og udfordrende arbejde et andet sted. Det er jo klart man vokser med opgaverne når man har været her så længe, og ved at være igennem mange fyrings runder er der kommer masser af nye opgaver til.

    Jeg elsker til gengæld at have fri, ogvære sammen med familie og venner.

    Svar
  11. Anette

    Nu har jeg min førtidspension pension, men udover min drøm om eget atalie med gallerie, så vil jeg bare gerne slå rødder.
    Før jeg blev syg var drømmen et mix af følgende….
    1) arbejde som lærer på en skole, gerne blive den erfarne med jubilæum, gerne på nedsat tid og gerne også et par timer efter pensions alder.
    2) mit eget atalie, med gallerie, ved siden af lærer job (der for nedsat tid) så jeg stadig kom ud. Ellers skulle jeg undervise på aftenskole i kunst, men ville gerne noget med nogle kollegaer.
    3) starte min egen skole efter de principper jeg har tænkt, og der kunne jeg jo undervise lidt og være skoleleder…
    Altså men kan jo kombineres, det sidste er nok det meste i udviklings ånd. … måske lidt galleriet. Men ellers er jeg meget til en tryg base, og det skal der være plads til at folk vil det, vi kan jo ikke alle være direktør. Samfundet mangler i nogen grad respekt for andre drømme end job og karriere og ekstrem selv udvikling.
    Det blev langt… undskyld

    Svar
      1. Anette

        Tak, det syntes jeg jo også
        Den er heler ikke helt slut.. ikke så længe der liv i mig.
        Den er bare modificeret til blive rask nok til at arbejde lidt, og male ved siden af, måske inspirere til en skole (hvis jeg ikke vinder i lotto og kan starte en uden økonomisk bekymring og behov for at arbejde mere end fuldtid)

        Svar
  12. Ellen

    Nu fik du mig sandelig til at tænke …
    Jeg nåede jo 35 år på samme arbejdsplads – startede som laborant og endte som it-superbruger og Officepakke-underviser, som oversætter/korrekturlæser, samtidig med, at jeg var sekretær for en direktør i en medicinalvirksomhed. Jeg havde et godt og spændende arbejde, men sørgede for selv at deltage aktivt i at finde nye græsgange indenfor firmaet.
    Jeg har aldrig haft ambitioner om topjobs og sagde engang nej tak til at blive afdelingsleder, fordi jeg ikke gad have det ansvar og alt det personalebøvl. Andre sagde, at det var dumt, for det er vejen frem. “Til hvad?”, spurgte jeg. “Stress?”
    Jeg har nok en meget stor fordel i, at jeg aldrig har ligget under for andres forventninger og for hvad ‘man’ mener, jeg bør gøre. Hvis jeg er tilfreds med det jeg laver og kan være mig selv bekendt, så kan andre mene hvad de vil; jeg har altid prioriteret min fritid og min familie højere end et karrierejob, og jeg tror ikke på, at man kan gøre det hele godt nok – man må vælge.
    Dermed ikke sagt, at jeg ikke gjorde mit arbejde godt nok, for det ved jeg, at jeg gjorde. Når jeg stadig, fire år efter jobstop, får hilsner fra kollegerne, og sød chef siger, at han savner mig, så er det ikke for noget dårligt, jeg bliver husket 🙂
    Man skal lytte til sig selv – ikke altid til andre – og undskyld den lange kommentar 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, jeg er glad for din lange kommentar, Ellen! ❤️ Sikke et arbejdsliv du har haft dig! Jeg skal for mit eget vedkommende lige øve mig lidt i at lytte til mig selv, tror jeg. Det dér med de døve ører, de gælder både den ene og den anden vej, og det er ikke altid en fordel!

      Svar
  13. Eva

    Om I forventer jer for meget af livet, det ved jeg ikke, men jeg kan sige, at jeg har fået mere end jeg forventede, og det tror jeg , mange i min generation har fået.
    Jeg fik en uddannelse, en rimelig løn, en rar mand, to dejlige børn, som fik uddannelse og som kom i arbejde. Lejlighed, sommerhus og en ekstra lejlighed i Berlin. Og nej vi er ikke rige og har ikke fået en arv.
    Både min mand og jeg kommer fra familier, hvor kvinderne var på arbejdsmarkedet, og vi er ikke 30 – 40 år tilbage i tiden , vi er 60 – 70 år tilbage, og hvis vi tager vores bedsteforældre med, arbejdede kvinderne også på det tidspunkt. Jeg er født udenfor ægteskab, da jeg var 3- 4 uger måtte min mor overlade mig til min mormor og morfar og selv tage tilbage til København for at arbejde, da jeg var knapt 3 år, havde hun fået et værelse og en børnehaveplads. Hun lærte mig, hvor vigtigt, det var, for en kvinde at få en uddannelse, for det er benhårdt og dårligt betalt at være ufaglært selvforsørgende kvinde.
    Dette er ikke skrevet for at slå dig oven i hovedet med, at det var værre før i tiden, for det tror jeg egentlig ikke, det var.
    For i dag er verden rykket nærmere, vi ser, hvad der sker i Syrien, Sudan og andre steder, og de ser, hvordan vi sidder på flæsket.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Du har helt ret, Eva, og TAK for perspektiveringen ❤️; det er altid guld værd. Du kan tro, jeg ved, at jeg (vi!) har det som blommen i et æg! Og det er netop derfor jeg undrer mig: Hvorfor skal vi ville mere? Hvorfor skal vi hele tiden flytte os, og forny os, og blive bedre?

      Svar
  14. Astrid

    Jeg er stadig studernede, men jeg har virkelig tænkt meget over fremtiden, specielt det sidste halve år, hvor jeg har været i praktik.
    Jo længere tid der går, jo mere kan jeg mærke, at jeg faktisk ikke gider karriereræset. Jeg vil gerne have et job, og efter praktik, kan jeg også mærke, at jeg laver det rigtige, men jeg har ikke behov for at blive leder i en stor international virksomhed.
    Jeg kan sagtens “nøjes” med et almindeligt job uden en masse ansvar for personale og strategiske beslutninger. For selvom jeg ikke har familie endnu, så kan jeg mærke at mine prioriteringer kommer til at ligge der – og så brænder jeg SÅ meget for at bruge mit fag i min frivillige verden, og det får jeg ikke tid til med et topjob!
    Så TAK fordi du siger det højt, at det ikke kun er et spændende CV, som er det rigtige liv – det havde jeg brug for at høre!

    Svar
  15. Lene

    Visse vasse, man skal ikke hele tiden udvikle sig og flytte sig. Bare spørg Brinkmann, som også forslår at man får kageordning i stedet for MUS-samtaler 🙂 Han taler om rødder i stedet for fødder.
    Og så synes jeg faktisk, at man på en arbejdsplads hen over tid faktisk udvikler sig og bliver udfordret, det skal ændringer, besparelser, nye ITsystemer osv nok sørge for, men ofte sker det i perioder, og så vedligeholder man kompetencerne i andre perioder. Det tror jeg er godt.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det tror jeg, du har ret i, Lene! Og jeg skal da SÅ meget til at ha’ fingre i Brinkmann – jeg stemmer også til hver en tid for kage fremfor MUS! 👍

      Svar
  16. VenterPaaVinBlog

    Jeg arbejder bare, for at have råd til at holde fri og bruge min energi med dem jeg holder af.
    At være ergoterapeut er jo bare mit arbejde, og absolut ikke min identitet. Mine kollegaer er søde, jeg arbejder (meget bevidst) kun på deltid med råderum over disponering af min vagtdage, og jeg er temmelig god til det, så det er da dejligt. Men ærlig talt, vågnede jeg op i morgen og fik at vide min branche var nedlagt, så skidt pyt – udover det økonomiske aspekt, ville det ikke være så vigtigt. Jeg er jo Anne, søster, kæreste, rødvinselsker, dagdrømmer, brokrøv, feriefan og bogorm, før jeg overhovedet er min uddannelse (: Men jeg kan tydeligt mærke, at hvis man blot er ganske tilfreds, men ikke “brænder for sin faglighed”, “tager arbejdet med hjem” og er konkurrencemindet i konstant at hige efter en vis “karriere”-vej, så bliver man stemplet som en smule ugidelig. Jeg kalder det livsnyder, så dem om det andet vrøvl :p

    – A

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er virkelig skørt! Det er lidt som om at arbejdsmentaliteten fra andre verdensdele er ved at tage over. Jeg læste engang et sted, at man, for eksempel i USA, levede for at arbejde, mens man i Europa arbejdede for at leve. Sådan er det vist ikke helt længere…. Det lyder ellers FANTASTISK med deltid! ☀️

      Svar
  17. gravidgrahvad

    Jeg har alt for meget ild! Du må gerne få noget af den 🙂

    Jeg er skruet sådan sammen at jeg nemt kommer i brand for… ALT! Der skal ikke så meget til, før jeg synes, at én eller anden sag er Helt Vildt Vigtig, og jeg har øvet mig MEGET for ikke at brænde mit lys i begge ender. Jeg har altid været engageret i forskellige frivillige sammenhænge og har skullet sidde ovenpå mine hænder for ikke at komme til at melde mig til alle mulige bestyrelser og udvalg.

    Mit arbejde er på en måde også min fritidsinteresse, og det gør, at jeg har en naturlig brand der. Men som andre skriver, gør det også, at jeg nemt kommer til at tage arbejdet/bekymringerne med hjem, og det er især udfordrende at være på barsel, fordi jeg ikke rigtig er væk fra mit arbejde og kan følge med i, hvad der sker under mit fravær.
    Det sker af og til, at jeg drømmer mig hen til et arbejde, hvor jeg er mindre følelsesmæssigt engageret og har mindre “på spil”. Hvor jeg skal udfylde en rolle og kan lægge det fra mig, når jeg tager hjem. Jeg har haft den type arbejde, som studiejob og i et sabbatsår, og jeg erfarede, at jeg trives virkelig dårligt med det. Jeg har næsten ikke kunnet slæbe mig afsted til det, og jeg følte nemt, at jeg “spildte tiden”, selvom det selvfølgelig har været rart for folk, at jeg kunne lange en frisklavet hotdog over disken, eller give dem rene lokaler at være i.
    Det er ikke fordi jeg som sådan ønsker mig en karriere, eller har planer om at klatre op ad en stige, men min personlighed er bare sådan, at jeg bliver nødt til at have i hvert fald bare en lille smule ild for at kunne være i et arbejde. Sådan er vi mennesker så forskellige, og der er fordele og ulemper ved begge dele.

    I forhold til det med vores generations forventninger og om de er for høje, synes jeg at du skulle tage et kig på denne her “tegneserie”:
    http://waitbutwhy.com/2013/09/why-generation-y-yuppies-are-unhappy.html
    Selvom den er lidt lang at læse, synes jeg, at den rammer noget meget centralt i tidsånden og i min (vores?) generation og sætter det i et tidshistorisk perspektiv. Den beskriver blandt andet hvordan mange fra vores forældres generation gjorde det langt bedre, end de havde forventet, og at de er en sjælden generation, der stort set kun har oplevet økonomisk opsving, hvilket har præget de forventninger, de har givet videre til vores generation. At vi måske er opvokset med en forventning om opdrift og fremdrift, præget af vores forældres erfaringer af opdrift og fremdrift, men at verden pudsigt nok forandrer sig, og at vedvarende opsving er en illusion.

    Det blev lidt langt. Beklager. Men det er bare fordi det var et godt indlæg, som har ramt noget centralt og vigtigt. 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak for din lange kommentar!! ❤️ – Jeg synes det er fantastisk, at du er en ildsjæl! Elsker det, og jeg er vild med at vi er så forskellige alle sammen! Jeg er glad for, at du vil låne mig en skvis af din ild; det de utrolig værdsat! Vedr. dit link, så ja, hold da op det er langt, har kun lige skimmet det; det må vist være efter puttetid jeg får det nærlæst. Pas godt på din flamme! Kram fra mig 😘

      Svar
  18. S.

    Jeg har gode kollegaer. Gode og varierede arbejdsopgaver. Jeg bestemmer stort set selv hvor (og næsten også hvornår) jeg vil lægge mine timer – jeg har det virkelig godt hvor jeg er. Jeg har besluttet mig for ikke at søge væk før kollegaerne er dårlige. Arbejdsopgaverne ensformigt, og ikke mindst. At jeg skal sidde på min pind mellem 8-16. Jeg satser på det ikke sker foreløbig. Jeg talte sammen forleden – nu har jeg næsten været ti år i statens tjeneste. Jeg håber på det blir til et jubilæum en dag. Med andre ord jeg trives mega godt med mit arbejde. Så hvorfor søge væk fra noget man ved er fantastisk og man ik ved hvad det er men får?!
    Jeg kom til st tænke på det med jamen hvordan ser det ud på cv’et med alle de år et sted? Det ved jeg ik. Det må jeg se til den tid. For lige nu der er det godt som det er 🙂 og det er vel os ok…

    Svar
  19. Anette

    Side tanke, hvis jeg skulle hyre ansatte så ville en medarbejder som har været trofast i sine tidligere ansættelser, altså blevet der længe, tælle ganske højt.
    og stod jeg med 2 på alle andre områder ens cv og evner mm.
    hvor den ene havde været 10 år et sted, og den anden havde shoppen rundt max været 3 år et sted de sidste 10 år…. ja så valgte jeg nok den første.

    Svar
  20. Aase

    Hmm mange gode og fyldestgørende svar. Vi er ikke alle ens – og ønsker os forskellige ting i livet. Man kan kalde mig uambitiøs, men måske er jeg bare godt tilfreds med at være der hvor jeg er rent jobmæssigt. Var på deltid da børnene var små og har været i samme virksomhed i en menneskealder. Kan godt li’ mit job og mine kollegaer – og min fritid.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *