Klassebamsehalløj

Hermed lidt om en genstand (non-alcoholic), som omgående giver anledning til et overforbrug af hovedpinepiller hos størsteparten af mødre til børn i indskolingsalderen: Klassebamser.

For de af jer, som ikke har stiftet bekendtskab med klassebamsefænomenet kan jeg fortælle, at konceptet går ud på, at bamsen tager på weekend hos klassens børn på skift. Den kommer med hjem om fredagen, og mandag morgen skal der læses højt for klassen fra bamsens dagbog om alt hvad den har oplevet i weekenden.

Derfor kan jeg godt afsløre, at det sædvanligvis ikke er selve bamsen, der er årsag til hovedpine og desperationstilstand hos mødrene, hvor klam og lusebefængt den hjembragte tøjtingest end måtte være, men derimod den føromtalte dagbog, der skaber en uhørt konkurrence forældrene imellem.

I dagbøgerne findes nemlig sidelange udredninger om utroligt spændende og begivenhedsrige weekender, vedlagt tegninger og fotodokumentation. Og man bliver mere og mere præstationsangst jo længere hen på skoleåret man kommer, og ve de arme stakler der får tjansen i perioden efter påske, for her er der ingen grænser for hvilke eksotiske oplevelser klassebamsen har med i bagagen. Og jeg mener, det er jo ikke børnene, der laver det her, det er jo for helvede forældrene, altså mødrene!! For det er en uskreven regel, at klassebamsedagbøger ALTID ryger ind under samme kategori som gæstebøger, fødselsdagskort og andet godt, hvilket betyder at mændene med en ’vig bort’-bevægelse uden tøven siger: ”Det er noget DU ordner!….”, men ikke desto mindre alligevel ofte har en mening om hvad der skal stå…

For lissom at hive hele hysteriet vedrørende de hersens dagbøger ned på et niveau hvor det er muligt at følge med, har jeg overvejet at skrive noget i retning af dette i klassebamsens dagbog, nu hvor det er vores tur (overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen):

“I kan tro jeg havde glædet mig til at komme hjem til Mellemste Pode! Vi blev hentet fredag i SFO’en, alt for sent. Mellemste Pode var det sidste barn, der blev hentet. Men det gjorde ikke noget, sagde han, det var han såmænd så vant til. Så skulle vi i Netto. Mellemste Podes mor var meget sur og vrissen, og kom også op at skændes med kassedamen (dét var pinligt!). Da vi kom hjem glemte Mellemste Pode desværre at tage mig op af skoletasken, så her har jeg så ligget hele weekenden. Føler mig helt mast… Pyh, det er dejligt det er mandag, hvem mon jeg skal hjem til næste gang?
Kys og kram fra klassebamsen”
.

Tror I det ville få nogle forældre op af stolen? Måske også en enkelt lærer?
Måske en mor eller to ville blive lidt lettet… Hvad ville jeg rent faktisk selv tænke, hvis der står noget tilsvarende i dagbogen, når jeg åbner den?…..

Nå, uanset kan jeg ikke sige mig fri for, at jeg med al sandsynligvis ender med at skrive et eller andet klistret-klamt på den overskudsagtige måde.
Blåstempler familien og mig selv ved at male et glansbillede af en rosenrød weekend.

IMG_Klam klassebamse

Klam klassebamse.

Men hvis jeg nu i virkeligheden skulle give mig selv et skulderklap i dag, så må det blive dette:

Min mand har næsten lige løbet halvmarathon på en ganske fin tid, hvilket i sig selv er en bedrift – men jeg synes nu også det er ganske ok at klare bakken ved Zoo fra indre by-siden med Mindste Pode bag på cyklen – uden at trække!!!

Rigtig god dag til dig derude!

2 tanker om "Klassebamsehalløj"

  1. Mette

    Åh hvor ville jeg ønske du rent faktisk hvor skrevet der:) var flad af Grin da jeg læste det:o) jeg kan ikke fordrage de der klamme bamser heller. Åh nogle historier man læser. Der var løgn det meste er jeg sikker på… også det jeg selv fyrede af hvergang vi havde bamsen med hjemme. Eller det var i hvert fald ikke helt tæt på sandheden altid.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Mette!
      Ja, der burde automatisk komme sådan et lille skabsløgnercertifikat dumpende ind ad brevsprækken når man bliver mor. Eller i hvertfald mor sammen med ANDRE mødre…. 😳

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *