Har du talt med dit barn idag?

Mine børn prøver ihærdigt… Jeg mindes en gang at have set et tv-program med nogle mennesker, som havde en hulens masse børn. Da en af dem bliver konfirmeret siger han i sin tale til forældrene noget i retning af, at det er så skønt, at moren altid har tid til at tale med dem alle sammen. Hvordan fanden gør hun det??? – tænkte  jeg. For jeg har langtfra altid tid. Og som regel er poderne mest fortællelystne lige når de kommer ind ad døren eller på andre tidspunkter, hvor alting som regel går lidt op i en spids.
Ældste Pode er samtidig meget omstændig i sine fortællinger, og det er der jo for så vidt intet galt med, bortset fra at det er lidt ekstra tidskrævende når fortællingerne som regel starter helt tilbage ved Adam og Eva, efterfulgt af ”så sagde  jeg…” og ”så sagde han…”.

Når man så endelig rent faktisk har tid til at tale med børnene, sidder de dybt begravet i et eller andet (elektronik, typisk), og så er det dem, der er fraværende. Så i virkeligheden er det lidt af en kunst at føre en samtale med sine børn hvor begge parter er nærværende. Ikke engang aftensmåltidet er nødvendigvis et tidspunkt, hvor man kan dvæle ved en nærværende samtale.
Hjemme hos os foregår konversationen over aftensmåltidet for eksempel ofte sådan her:

Far taler til Ældste Pode.
Mindste Pode: ”Far?”
Far taler videre.
Mindste Pode: ”Men fa-ar?”
Far, henvendt til Mindste Pode: ”Vent lige lidt”
Mindste Pode: ”Men fa-AR?!”

(Klassisk scenarie; to fører en samtale, den tredje prøver at starte en ny samtale. Alt imens kører der en anden fragmentarisk snak mellem de to resterende familiemedlemmer:)

Mellemste Pode, henvendt til mor: ”Moar? Det der dådyr, som Tante Lotte kørte ned…”
Mor: ”Hvad med det?”
Mor henvendt til Ældste Pode (der jo taler med far): ”Hvis du skal ha’ ketchup til det dér, så henter du det selv”
Mellemste Pode: ”Hvor gammelt var det?”
Mor: ”Jeg ved det ikke, Tante Lotte nåede ikke at spørge. Prøv lige at ta’ gaflen i den anden hånd”. Råber til Ældste Pode: ”Det står i køleskabsLÅGEN!!”
Mellemste Pode: ”Havde det gevir?”
Mor: ”Sikkert…” Råber fortsat til Ældste Pode: ”Lige foran dig!”

Mindste Pode begynder under fraværet af opmærksomhed at sige en mærkelig og hvæsende lyd, som omgående giver bonus:

Mor, henvendt til Mindste Pode: ”Er du færdig med at spise??!”  (energisk rysten på hovedet) ”Så lad være med at sidde og sige som en hund med rabies!”  – hvortil Mindste Pode hurtigt svarer: “Mor, ved du hvad jeg har lavet idag? Jeg har været Claras kat!!”

Ældste Pode, nu hjemvendt med ketchup, vil gerne selv tale fremfor kun at blive talt til, og sukker højlydt: “Nu er jeg blevet afbrudt fire gange!….”. “Fem gange!” kommenterer min mand kækt. Ældste Pode tager tilløb, og just som han skal til at tage bladet fra munden, kommer det promte fra Mindste Pode: “Jeg skal lave LORT!!!”

Tak for den info.

Ovenstående er et eksempel på, at selvom vi spiser vores måltider sammen, så har vi ofte meget forskellige dialoger kørende på samme tid. Tonsvis af oplysninger og spørgsmål om dette og hint krydser spisebordet som skud på en slagmark. Man (altså jeg) kan faktisk godt være en lille smule blæst i knoppen efter sådan en omgang aftensmad.

Heldigvis sker det dog også i ny og næ, at vi rent faktisk fører en samtale sammen alle sammen…

IMG_Gult træ

Fotograf: Paparazzi Laila

Dagens kloge ord

Dalai Lama:
“When you talk, you are only repeating what you already know.
But if you listen, you may learn something new”

6 tanker om "Har du talt med dit barn idag?"

  1. Søs

    Rådyr, ikke dådyr, og nej, ingen gevir.
    Har forresten vist ikke fortalt, at jeg ramte et mere kun 6 dage senere? Det overlevede dog, omend det fik en kuretur på ryggen hen ad vejen. Et hverdags-bevis på at tilfældige hændelser kommer i bølger af 3 (eller helt præcist 2,7). Det er samme regel, der gør sig gældende, når der indenfor kort tid dør 3 beboere i min lille landsby uafhængigt af hinanden. Præsten bemærkede også ved hånds-givningen efter den sidste bisættelse, at nu måtte der godt gå et stykke tid, før hun så mig igen (hun ved godt, at jeg ikke er medlem af klubben og kun kommer der ved særlige lejligheder). Der kan i øvrigt føres bevis for de dér 2,7. Fascinerende, ikke? 🙂

    Svar
  2. Helle

    Hej du,
    Det lyder FULDSTÆNDIG som mange af de samtaler, der finder sted ved vores middagsbord ca. kl 18 hver dag 🙂
    Vores yngste barn er meget meget insisiterende på sin taleret, så det er meget svært for andre at få et ord indført. Og når de så prøver, ja så afbryder hun … Så vi tager jævnligt en runde, hvor én ad gangen får lov at fortælle noget fra sin dag. Ellers bliver især min mellemste datter simpelthen overset.
    Dejlig blog, du har her – jeg kan lide at være her 🙂
    KH Helle

    Svar
    1. Mor-monsteret fra Skøre liv Forfatter

      Kære Helle! Åh, det lyder godt; jeg er super-glad for at du kan lide at komme på besøg på bloggen!! Godt koncept, det der med at skiftes til at snakke! Det kører vi også med ind imellem, når ikke der lige går ragnarok i den. Det sker også at vi har en ‘hvad var dagens bedste oplevelse, og hvad var dagens værste oplevelse’-runde. Det kan være vældigt underholdende!
      Rigtig god dag til dig!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *