Still fucking up

Nå ja, så har jeg faktisk en bekymring mere, som dog fylder knapt så meget:

Jeg kan huske da Mellemste Pode i sin tid startede i skole for fire år siden, og for første gang skulle ud og møde sin nye klasse (og det er jo det, som Mindste Pode skal her lige om lidt). Han vandrede glad afsted fra samlingssalen, væk fra sine forældre, sammen med alle de andre børn og sine nye lærere. Da vi hentede ham en time efter, meddelte lærerne imponeret, at alle børnene kunne skrive deres eget navn. ALLE! Vi var selvfølgelig meget stolte eftersom Mellemste Pode som så mange andre unger fra Frederiksberg er begavet med et ret langt navn. Jeg tror, det er sådan noget man ikke helt kan undgå når man har boet her længe nok (læg lige mærke til hvor elefant jeg fralægger mig alt ansvar)…, og det bliver kun værre med tiden kan jeg godt afsløre, for Mindste Pode endte med at få et endnu længere navn end Mellemste Pode, og han er tilmed velsignet med en bindestreg.

And here’s the thing: Mindste Pode kan IKKE skrive sit eget navn. Han gider ikke en gang forsøge. Faktisk opfører han sig tilnærmelsesvist sådan her, når jeg gør optræk til at vi skal skrive lidt sammen i fred og fordragelighed:

(Han bliver spændende at få i skole, ja?…)

Og man må jo ikke presse de små mennesker, siger eksperterne. Men jeg går jo altså rundt med de hersens forestillinger om, at alle de andre børn kan skrive Bella Viola og hvad de nu ellers hedder, mens min pode glimrer ved et blankt navneskilt.

For at bortmane alle skrækscenarier om de tonsvis af misbilligende blikke fra de andre forældre, opererer vi lidt med bogstavsforkortelser. To bogstaver; det burde være til at ha’ med at gøre. Hvilket får mig til at spekulere på, hvorfor vi dog valgte det navn vi gjorde. Hvad er der galt med Bo, for eksempel? Eller Ib? Stærkt undervurderede navne i disse tider.

Men hvis man skal se det fra den anden vinkel, så kan Mindste Pode faktisk jonglere ubesværet med nogle ret store tal, og det kan da godt være han ikke interesserer sig for bogstaver, men til gengæld kan han tørre sig selv i røven. Og det er da et skridt på vej i den rigtige retning….

Kryds lige fortsat fingre, tak!

Dagens fragmenter af en samtale

Mindste Pode: ”Albert har fået fregner! Nej, SKOLDKOPPER!…”
Mig: ”Nå, så er han måske slet ikke ude at rejse? Måske er han bare syg?”
Mindste Pode: ”Jo, han er ude at rejse OG han har skoldkopper. Han er i Japan!”
Mig: ”Er han i Japan?!”
Mindste Pode: ”Der er sgu’ da varmt!”

Ja, dét er der utvivlsomt…….

22 tanker om "Still fucking up"

  1. Mette

    Åh, ja Japan der må være varmt. Elsker dine indlæg og vores mindstemand har 5 navne, den ældste kun 4. Men de er begge født i London:) mindstemandens fornavn er et amerikansk drengenavn. Kan på de her bredegrader være et pigenavn… Gamle mennesker i dk udtaler det forkert men så retter mindstemanden dem:)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak fordi du elsker mine indlæg, Mette, jeg er som sædvanlig inde i én af mine ambivalente perioder (ni ud af ti dage – det kører!) – så al feedback modtages med kyshånd!
      Dine unger har de smukkeste navne! ❤️

      Svar
  2. Anette

    Altså ingen lærer med respekt for sig selv forventer børne kan skrive deres navn når de kommer i skole… han er god til noget, and er til andet og det er helt naturligt…. + hvis han har bare lidt konkurence menneske i sig så skal han nok skrive sit eget navn snart, i sit eget tempo.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er da fuldstændigt overvurderet at kunne skrive sit eget navn!…. Tak, Rikke! ❤️

      Svar
  3. Pia

    Når jeg læser dine seneste indlæg, bliver jeg så indeligt taknemmelig over, at jeg ikke længere har skolebørn. Det var en RÅ tid, med mange store problemer, og jeg savner det ikke engang en lille smule. Hvis din dreng kan tørre sig selv i røven, er det noget at være stolt af, og meget mere nyttigt end at kunne skrive sit navn inden skolestart. Jeg er sikker på at du er en fantastisk mor, for du har det allervigtigste til overmål: humor, og masser af kærlighed til ungerne. Det lyser ud af alt hvad du skriver!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak, Pia!! ❤️ – ja, det kan virkelig være en rå verden i skolegården, men jeg håber min pode klarer skærene!

      Svar
  4. Fruen i Midten

    Mit gæt er, at Mindste Pode har en ret behovsorienteret tilgang til tingene; kan han se formålet, vil han lære det. Og synes han pludselig, det er ufedt ikke at kunne skrive sit navn, vil han helt sikkert lære det i løbet af nul komma fem 🙂

    Iøvrigt synes jeg, at det godt, at du har sørget for, at han starter i det andet spor i skolen. Han er måske helt ligeglad, men du har i hvert fald gjort noget godt for dig selv ved at styre uden om de mest giftige forældre/unger.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tak, søde Frue! Håber virkelig du har ret, for panikken vil ikke helt slippe sit tag i mig. Luksusproblemer, ja, men hoooold nu op hvor det løber løbsk i hovedet på mig! 😳

      Svar
  5. Ellen

    Hvis alle de andre kan skrive deres navne, så skal du bare se MP komme farende hjem og råbe “Hvorfor har du ikke lært mig DET???!!! ALLE de andre kunne GODT skrive deres navne!!!”
    Vil godt vædde på, at han helt har glemt, at det var ham selv, der ikke ville – det hører ind under en eller anden naturlov, men nu vil han kunne lære det på mindre end fem minutter 🙂

    Svar
  6. Macu

    Jamen…. mængden af ting, du kan dunke dig selv oven i hovedet med !!!!!
    Nu stopper du!!!!! Træk vejret dybt og tænk på, at det bliver en leg, når han skal lære at lave brøker.

    Dette er skrevet af en mor, der lige fik et mindre sammenbrud,fordi min datter ikke kunne forstå, at når 3.30 er det samme som halv fire, så må 7.30 være det samme som halv otte. Hun fattede det bare slet ikke. Heldigvis kunne fiasko mor kalde på barnets far, som var mere tålmodig.

    Du skal nok klare det!

    Svar
    1. Maude Forfatter

      😂… Åh, det er fandme herligt; jeg ser det for mig med al tydelighed! Bortset fra det, så lyder du en lille smule som en langsom gengivelse af Mands nyligt afholdte brandtale (Nu! Stopper! Du!) – Mand er født optimist og står hver morgen glad op med en what-could-possibly-go-wrong?-indstilling. Gid man lige kunne låne en skvis af den!…
      Håber farmand fik opklaret klokkens mysterier for jeres datter – i mellemtiden kan vi jo dele en pakke kleenex!

      Svar
      1. Macu

        Jeg er nok også mere som dig. Men jeg øver mig på optimist delen og nogen gange hjælper det at stoppe ☺

        Svar
  7. Singlehviskeren

    Nå – jamen min mindste, som også lige er startet i minisfo, kan snildt skrive sit eget navn – til gengæld nægter han at tørre sig selv i røven 😄

    Mon ikke både din og min alligevel overlever mødet med folkeskolens forventninger 😉
    ❤️

    Svar
  8. Pernille

    En af mødrene i yngstes mødregruppe havde et barn, der skulle starte skole. For at forberede havde de i børnehaven lært at stave deres egne navne. For at fuldende projektet havde de også klippet alle bogstaverne i navnene ud og hængt dem lodret op over deres plads ved fællesbordet i børnehaven.

    Mødregruppebarnet var kommet meget fornærmet hjem og skældt ud over det navn hans forældre havde givet ham. Han var ret fortørnet og sagde noget i retning af: Er I klar over hvor mange bogstaver der er i Christoffer? Det tog vildt lang tid at klippe alle de bogstaver ud! Hvorfor hedder jeg ikke Ib?

    I øvrigt fik han også navnet i hovedet, når han sad på sin plads…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ahrmen altså! Man kan da SÅ godt forstå alle de små mennesker med meget lange navne! Mindste Pode lærte ikke at skrive sit eget navn inden tyvskolestart. Da vi skulle hente ham havde han med rystende skrift fået nedfældet de to første bogstaver, hvorefter en voksen øjensynligt havde skrevet resten. Så fint, synes jeg! ❤️

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *